Bondefortællinger

        BONDEFORTÆLLINGER

                    - af Gudmund Auring

 

      Indledning                                                                                        Side 2

                             1788                                                                              2

                             Bondevennernes Selskab                                     4

                             Ny selvbevidsthed                                                  5

                             Slægten                                                                       5

                             Mine intentioner                                                     6

      De gudelige vækkelser                                                               7

                             Skole og kirke                                                           8

      Grundtvig og højskolebevægelsen                                       10

                             Nationalt og kristeligt                                           11

                             Kvalme                                                                        12

                             Slægten på højskole                                              13

                             Aakjær, Nexø og Askov                                        14

      Min mormor og poesien                                                            17

                             Hjortens Flugt i høsttiden                                    17

                             Til Finland                                                                   18

                             En levende bondekone                                         19

                             Lille Elisabeth ved klaveret                                   20

                             Kirke og forsamlingshus                                      21

      Jyder gør gymnastik                                                                     22

                             Til Olympiske Lege i Stockholm                          23

                             Den danske bonde marcherer ind                    24

                             Tage Rasmussen og gymnastikken                 25

                             Næste generation                                                   26

                             Autoriteternes verdensbillede                            27

      Andelsbevægelsen og landbrugets modernisering       27

                             Globalisering i gamle dage                                 27

                             Tryk avler modtryk                                                 28

                             Kooperation                                                              29

     Fra Hjedding til Arla, fra Brugsen til COOP   29

                             Min morfar                                                                30

                             Gæld og pesticider                                                  32

      Kampen mod Estrup                                                                     33

                             Højre mod Venstre                                                 33

                             Forsvarssagen                                                         35

                             Olav Rasmussen og politikken                           36

                             Tage Rasmussen                                                     37

   ”Den store” og ”den lille” historie                                           38

   Fletværket                                                                                          38

   Et jævnt og muntert, virksomt liv på jord                              39

   Kilder                                                                                                     39

 

   Et af de områder i Danmarkshistorien, som de fleste skoleelever i Danmark hører om i skolen, er den danske bondestands udvikling gennem de sidste 300 år.

   Det tror jeg da. I hvert fald har jeg i mit lærerliv selv lagt vægt på at undervise mine elever i dette emne.

   De fleste elever har nok en svag erindring om ”en fæstebonde” og ”trevangsbrug”. Mange husker et begreb som ”Stavnsbåndets ophævelse”, og nogle lyse hoveder kan måske tidsfæste det til 1788. Et ord som ”Andelsbevægelsen” klinger vel også bekendt for en del. Men hvad disse begreber og begivenheder dækker over, og hvilken udvikling de er en del af - det har de fleste nok kun ret tågede begreber om.

   Landbrugets udvikling er jo foregået relativt fredeligt, og det er vel sådan, at de fleste er bedst til at huske de store dramaer som besættelsen, krigen 1864, Københavns bombardement, Slaget på Rheden og Tordenskjold.

   Men selv om udviklingen for den danske landbefolkning foregik uden voldsomme begivenheder, i hvert fald efter Grevens Fejde, så savner den ikke dramatiske temaer og store modsætninger. Og det er uomtvisteligt, at den har haft kolossal betydning for Danmarks udvikling op til i dag.

   Min morfar, Olav Rasmussen, blev født 11. november 1882. Hans søn, min morbror, Tage Egelund Rasmussen, døde den 29. august 2005. Deres og deres familiers livsforløb rummer en væsentlig del af de sidste 100 års udvikling inden for dansk landbrug, og de har som personligheder taget markant og aktivt del i en lang række af de bevægelser og begivenheder, som den periodes landboliv har rummet.

   På mange måder er deres liv således eksemplarisk. De er på én gang typiske og markante repræsentanter for deres samfundsklasse og deres tid. Derfor er det min agt med disse to danske bønder, deres hustruer og deres børn som stedvise eksempler at forsøge at beskrive denne periodes danske landboliv og dets betydning for udviklingen i det danske samfund.

   For sammenhængens og forståelsens skyld vil jeg også kort gribe tilbage til, om ikke ”Adam og Eva”, så dog ”fæstebonden” og ”stavnsbåndets ophævelse”.   

 

 

   1788

   Rigtig mange danskere har i de seneste måneder været i biografen og se filmen om Struensee, Caroline Mathilde og den sindssyge kong Christian VII. Struensees vidtløftige ideer og forordninger med rod i oplysningstidens idealer fører til hans fald og henrettelse i 1772, hvor en konservativ hofklike med Ove Høegh-Guldberg i spidsen tar magten. Danmark var ikke klar til de nye ideer, og en af de ting, Høegh-Guldberg sætter i værk, er et opgør med alle disse holstenere og andre tyskere, der har spillet en efter kupmagernes og mange danske borgeres mening alt for stor rolle som rådgivere for de enevældige konger.

   Men 12 år efter iværksætter den purunge kronprins Frederik et modkup og griber magten fra sin viljeløse fars hænder. Og i den hofklike, som Frederik omgiver sig med, er der ikke så få holstenere.

   De enevældige herskere kunne nemlig godt lide holstenske rådgivere. Mange af dem var dygtige, og så havde de den fordel, at de ikke tilhørte de gamle danske adelsslægter. En del var af borgerlig herkomst. Så hvis de blev adlet og fik jord, var det i regelen et resultat af tro tjeneste hos kongen. Han var herre over deres karriere og kunne derfor være ret sikre på deres loyalitet, hvor loyaliteten hos mænd fra de gamle danske adelsslægter kunne være ret tvetydig.

   Noget af det første, den 16-årige kronprins gjorde, var at nedsætte en kommission til forbedring af fæstebøndernes forhold. Og den barslede altså fire år efter med en hel stribe jordreformer, hvoraf den mest kendte er ”stavnsbåndets ophævelse”. Hidtil havde fæstebonden ikke måttet forlade sin gård og sin herres gods uden herremandens tilladelse. Nu blev den regel ophævet, hvilket naturligvis var et stort fremskridt hen imod frihed for fæstebonden.

   Men nok så vigtige var de andre jordreformer. ”Udskiftningen” betød, at det ældgamle landsbyfællesskab kunne ophæves. Den enkelte bonde kunne nu få sin jord samlet, så han ikke længere var afhængig af aftaler om fx såtid og høsttid med sine landsbyfæller. Det blev også muligt for bonden at købe sin jord og således for alvor blive uafhængig selvejer.

   Disse reformer lagde grunden til den vældige udvikling, som dansk landbrug kom til at gennemgå de næste små 200 år, ja op til i dag.

   Hovedmændene bag reformerne var selv godsejere og af tysk/holstensk afstamning lige som Struensee. De havde skabt sig position og rigdom som loyale rådgivere og embedsmænd for den enevældige konge. Det var folk som A.P. Bernstorff og - især - brødrene Reventlow. På deres egne godser havde de afprøvet den senere reforms elementer, ikke mindst udskiftningen, som gjorde hver bonde ”selvstændig” med eget samlet landbrugsområde og moderne drift, uafhængig af landsbyfællesskabet. Det danske familiebrug var skabt.

   Reventlow´erne var naturligvis påvirket af oplysningstidens idealer, som naturretten, menneskerettig-heder og opgør med privilegiesamfundet. Ingen tvivl om, at det var dem en glæde at afskaffe fortidens torturinstrumenter som pisk, træhest og hundehul - og i stedet indføre større selvstændighed for bønderne og skolegang for deres børn.

   Men samtidig var de helt klar over, at den gamle metode - med fæstegårde, landsbyfællesskab og bøndernes hoveriarbejde på herremændenes godser - simpelthen var umoderne og ineffektiv. Så det var ikke idealisme alt sammen, der lå nøgterne økonomiske kalkuler bag. Også herremændene ville sikre sig klar gevinst på et moderniseret landbrug, og det var nok dybest set den egentlige drivkraft for de fremsynede herremænd. Men den historiske situation med en ung, idealistisk tronfølger og deres egen fremsynethed hjalp dem til at overvinde træghed og modstand blandt de af deres kolleger, der ikke agtede at afgive den magt over bønderne, som fæstesystemet gav dem.

   Nu skal man ikke tro, at fæstesystemet blev afskaffet og udskiftningen gennemført med et slag. Det tog MANGE år - jeg mener at ha læst, at den sidste fæstebonde døde 1919 - og der var slemme tilbageslag for de selvstændige bønder undervejs med flere landbrugskriser, fx den i 1807-1814, da dansk korneksport til tvillingriget Norge brød sammen som følge af engelsk dominans og flådeblokade i de danske-norske farvande. (Det er den historiske situation, som Henrik Ibsen skildrer så gribende i sit digt ”Terje Vigen” om den fattige nordmand, der ror over Skagerrak til Fladstrand (Frederikshavn) for at hente to tønder korn hjem til hustru og barn.)

   Men med landbrugsreformerne fik dansk landbrug en enestående chance for et effektivt og frit landbrug, som man mange steder i Europa – der, hvor effektive jordreformer aldrig blev gennemført - med god grund kunne misunde Danmark de næste 200 år.     

   Det er dog ikke solstrålehistorier alt sammen. For dem, der blev ejere af en gård, var vejen fremad banet, men mange blev brutalt ladt tilbage i det landproletariat, som fx blev resultatet af hoveriets afskaffelse. De blev fattige landarbejdere på herremændenes godser eller på større gårde, eller de måtte hutle sig igennem som daglejere eller tiggere i perioden efter de højt besungne reformer. Selvejeren blev den store vinder, mens landarbejderen mistede den sikkerhed, som for dem trods alt havde ligget i det gamle system, hvor hoveriforpligtelserne tvang bonden til at have ekstra folkehold. Først mange år efter skabte nye jordreformer og en stærk husmandsbevægelse resultater med små brug for de hidtil jordløse - en udvikling, som spillede en væsentlig rolle frem til ca. 1970. Men i dag er de tusindvis af husmandsbrug for længst væk igen, opslugt af ”de nye godser”, det moderne industrielle landbrug.

 

   Bondevennernes Selskab

   Omkring grundlovens indførelse i 1849 hed den ”venstreorienterede” gruppering i det politiske liv Bondevennernes Selskab. Som det fremgår af navnet, var gruppens toneangivende personligheder ikke selv bønder. Demokratiet var stadigvæk mest en sag for den intellektuelle overklasse, fortrinsvis grupperet i ”De Nationalliberale”. Men progressive mænd mente, at bønderne, efter at have fået egen jord, skoleuddannelse og egne meninger, nu også var klar til at gå ind i det politiske liv. Enkelte repræsentanter for de lavere klasser blev da også valgt ind i den danske rigsdag, men der var dog grænser. Da en lokal væver, Hans Hansen, havde den ”frækhed” at besejre den pæne og velmenende professor H.N. Clausen ved valget i Præstø til Den Grundlovgivende Forsamling i 1848, fandt man påskud til at presse Hans Hansen til at trække sig under henvisning til, at han engang havde været til afhøring hos politiet. I stedet blev Grundtvig valgt.

   Frem til 1864 var ”De Nationalliberale” den dominerende gruppering i dansk politik. På grund af deres store medskyld i det katastrofale nederlag i krigen 1864 mistede de så meget prestige, at de lidt efter lidt måtte lade sig opsluge i den konservative, godsejerdominerede gruppering, som under kaldenavnet ”Højre” blev den dominerende magt i dansk politik frem til ”Systemskiftet” 1901. Overfor Højre stod den løseligt sammenknyttede gruppering ”Venstre”, der var partiet for bønder og husmænd, samt den progressive del af de intellektuelle, som var påvirket af tanker og meninger fra Danmarks førende, men forkætrede og stærkt kontroversielle kulturpersonlighed, Georg Brandes.

   Indtil omkring 1875 var der nogenlunde balance i stemmetallene mellem Højre og Venstre. Men derefter begyndte det at blive mere og mere klart, at tilslutningen til Venstre var størst. Ved valg efter valg øgede Venstre deres medlemstal i Rigsdagens ene kammer, Folketinget. I det andet kammer, Landstinget, var forholdet et andet. Dels var det kun ældre, velhavende mænd, som havde stemmeret hertil, dels udpegede kongen, Christian IX (1863-1906), en stor del af Landstingets medlemmer, altid højremænd. Kongen var selv ”højremand”, og da det også var kongen, som udnævnte ministrene, kom regering efter regering til at udgå fra Højre, samtidig med, at der var et klart folkeligt flertal for Venstre. Modsætningerne spidsede voldsomt til, for at kulminere i det dramatiske år, 1884.

   Da var min morfar 2 år gammel.

 

   Ny selvbevidsthed

   Olav Rasmussen blev født lige ind i den tid, da danske bønder på mange fronter var ved at nå frem til fuld selvrespekt og selvbevidsthed og stod i begreb med for alvor at melde sig ind i kampen om den politiske magt i Danmark.

   Denne kamp fandt sted på mangfoldige af livets områder.

   Der var naturligvis den rent landbrugsfaglige, som gjaldt forbedrede dyrkningsmetoder, avlsarbejde og ikke mindst andelsbevægelsen, som sidst i 1880´erne blev landbrugets redning i en svær økonomisk situation.

   Der var højskolebevægelsen, der fortrinsvis var blevet oprettet af idealistiske intellektuelle fra byerne, men som tog direkte sigte på landbefolkningen og for mange bondesønner og -døtre kom til at betyde et afgørende skridt netop i retning af selvbevidsthed og tro på egne kræfter.

   Der var situationen om skole og kirke, bondelandsbyens to kulturinstitutioner. Stridigheder med myndigheder og autoriteter om dem og deres indhold førte i mange tilfælde over hele landet til oprettelse af friskoler og valg- eller frimenigheder.

   Der var tilegnelsen af viden og kulturelle interesser gennem folkemøder, foredrag, læsning og sang, privat og i de utallige forsamlingshuse, som skød op over hele landet.

   Der var interessen for kropskultur. Gymnastik og skydning blev de to vigtigste idrætsgrene i en hastigt fremvoksende folkelige interesse for idræt i landdistrikterne.

   Og endelig var der selve den politiske kamp for adgang til magten i det danske folkestyre.

   Man kan roligt sige, at tiden efter 1864 var en politisk og kulturel brydningstid. De ovennævnte områder var en del af en samlet bevægelse, en bølge, der skyllede hen over landet.

   Og Olav Rasmussen kom til at tage ivrigt og engageret del i dem alle.

 

   Slægten

   Nedenstående beretning bygger på mange kilder. De altoverskyggende er dog min morbror Tage Rasmussens fortræffelige erindringsbøger.

   Olav Rasmussens farfar, Søren Larsen, var fæstebonde ved Kerteminde på Fyn, gift med Kirsten, f. Pedersdatter. Søren Larsen var personlig ven med den berømte skolemand Christen Kold, hvis betydning for opgøret med tidens åndløse skolepædagogik og oprettelsen af de grundtvigske friskoler og højskoler ikke kan overvurderes. Søren Larsen stod selv i spidsen for de gudelige vækkelser på Kerteminde-egnen. Herom mere senere.

   Olav Rasmussens far, Rasmus Peder Sørensen, blev som ung mand elev på Kolds højskole i Dalum. Her ”blev han trukket op, så han aldrig gik i stå”. Han ”udvandrede” senere til Jylland, hvor han giftede sig med en bondepige fra Horsens-egnen, Karen Pedersen, og købte gården Egelund i Ferup ved Kolding. Hele sit liv var han dybt engageret i højskolebevægelsen. Han var aktiv kirkebygger ved oprettelsen af Ågård Frimenighed og med til at bygge forsamlingshuset i Ferup.

   Bemærk i øvrigt, at Olav Rasmussen blev navngivet i en tid, da sønnens efternavn dannedes af faderens fornavn. Denne skik ændredes fra og med næste generation.

   Olav Rasmussen blev som sagt født i 1882, den 11. november. Hans opvækst fandt sted på gården Egelund, som han naturligvis som eneste søn ad åre skulle overtage. Inden han overtog gården i 1913, var han på hele to højskoleophold, på Testrup og Ågård højskoler. Endelig var han også på Dalum Landbrugsskole på Fyn.

   I 1913 giftede han sig med Ingeborg Kristensen. Hun var født 19. december 1887 i Ormslev ved Århus som datter af gårdejer Kristen Kristensen og Oline Kirstine, f. Mortensdatter Albeck.

   Ingeborg Kristensen var på Kolt Efterskole, inden hun 20 år gammel tog eksamen fra Varde Forskoleseminarium. Fra sit 20. år og frem til giftermålet 1913 havde hun flere forskellige lærerstillinger, krydret med tre måneders sommerophold i Finland hos præstefamilien Mikander i Perno 1910.

   Imellem 1914 og 1927 fik de fem børn, Tage, Elisabeth (min mor), Helge, Tove og Inga. Det fortælles, at da min mor kom til verden i 1916, var min morfar indkaldt til sikringsstyrken, som var mobiliseret som følge af 1. Verdenskrig. Ved morgenparaden udspinder der sig følgende ordskifte:

   Kaptajnen: ”Menig 67, Olav Rasmussen, træd frem!”

   Olav Rasmussen (træder frem): ”Javel, hr. kaptajn!”

   Kaptajnen: ”De har fået en datter. Tillykke!”

   Olav Rasmussen: ”Tak, hr. kaptajn!” (Træder tilbage i geleddet.)

   En anden anekdote: En varm sommerdag undervejs på en lang dagsmarch (til hest) kan støv og træthed nok blive for meget for en sulten og tørstig soldat. På et tidspunkt stemmer kompagniet i med en populær vise: ”Når man går og transpi-sveder…”, hvis tekst åbenbart kan opfattes som en protest imod soldaterlivets hårdhed. Efter et par minutters sang høres pludselig kaptajnen: ”Kompagni - siiid aff!” Resten af dagsmarchen må kompagniet gennemføre til fods, ledende hestene ved hovedtøjet.

   Når morfar fortalte den historie, var det ganske uden fortrydelse mod kaptajnen. Tvært imod fornemmede man, at Olav Rasmussen gouterede den barske humor i hans straffeaktion overfor de forsigtigt protesterende soldater. ”Den gamle” var lige så røget, som hans folk var spegede…

   I 1916 købte Olav Rasmussen ”Ferupgård”, en for den tid stor gård med 175 tdr. land samt 40 tdr. land skov. Han tog af sted sammen med en tidligere husbond, som var i besøg - og da de kom hjem, havde han købt gård. Ganske karakteristisk for tiden spurgte han ikke sin kone Ingeborg først. Hun ville nok hellere være blevet på den lille, hyggelige Egelund på 40 tdr., der lå så kønt ind mod skoven. Nu skulle hun være madmor på en stor gård med stort folkehold. Det virkede ganske uoverskueligt, og det havde hun slet ikke lyst til. Men at manden enevældigt bestemte på de ydre linjer, som fx gårdkøb, var den gang en ganske naturlig ting. Ingeborg måtte påtage sig sin nye rolle.

   Olav Rasmussen ejede Ferupgård frem til 1957, hvor sønnen Tage købte den efter nogle år som forpagter.

   I 1974 købte Tage og Helga Rasmussens næstældste søn Uffe halvparten i gården, som han helt overtog i 1981. Da havde en voldsom brand i 1975 hærget gårdens længer. Stuehuset stod endnu, og nye avlsbygninger blev bygget, men i 1981 afhændede Uffe Rasmussen gården, som dermed gled ud af slægtens eje.   

   Mine intentioner

   Jeg vil nu forsøge at gribe tilbage til de kulturelle og praktiske strømninger, som jeg kort nævner tidligt i denne afhandling og dér betegner som en bølge, der tilsammen udgør bondens vej frem mod selvbevidsthed, selvtillid og samfundsindflydelse. Det skal siges på forhånd, at jeg ikke er professionel forsker eller har en stor viden om alle de nævnte områder. Der kan derfor skrives - og er blevet skrevet -meget mere om disse områder, end det sker her.

   Min intention er imidlertid at kombinere disse strømninger med ”den lille historie”, som de ytrer sig i netop min slægt (på min mors side), i håb om på den måde at levende- og anskueliggøre dem for nutidens mennesker. På samme måde håber jeg at kunne foretage ”den modsatte bevægelse”, altså sætte min slægts konkrete liv og gerninger ind i en bredere historisk sammenhæng på en måde, som tydeliggør disse strømningers bredere perspektiv. Jeg forsøger mig med ”pædagogiske forklaringer”, der forhåbentlig sætter nutidsmennesket (fx mine børn) i stand til at forstå de åndelige, praktiske og politiske strømninger, som fandt sted på landet i den beskrevne periode.

   Pia Friis Laneth har på fornem vis kombineret sin slægts historie med ”den store historie” i den fortræffelige bog ”Lillys Danmarkshistorie”. Som det fremgår af bogens titel, lægger hun stor vægt på at fortælle historien fra kvindernes synsvinkel. Jeg skal gerne indrømme, at jeg hidtil i denne afhandling har overvejende mandlige ”hovedpersoner”. Det skyldes naturligvis, at manden på den tid og i det miljø var den, som handlede udadtil, fx købte gård, ledede gymnastik og agerede politisk, mens kvinden i overvejende grad virkede på de indre linjer. Jeg håber dog i løbet af min beretning at ”gøre det godt igen” og i nogen grad yde kvinderne, her især min mormor Ingeborg og min tante Helga, den retfærdighed og den respekt, de til fulde fortjener.

   Hvis personer, der ved mere end jeg, falder over forhastede konklusioner, alt for mangelfulde beskrivelser eller faktuelle fejl, så modtager jeg gerne korrektioner, som jeg så evt. kan indarbejde i senere udgaver. At kombinere familiebegivenheder med historiske begivenheder er bestemt ikke et gøremål uden faldgruber. Så i lyset af den standende strid imellem ”det subjektive” og ”det objektive” inden for historiefaget må jeg naturligvis vedgå min afhandlings subjektive karakter. Jeg håber dog ikke af den grund, at jeg i det følgende forsynder mig alt for meget imod vægten af ”de objektive kendsgerninger”.

   Og nu til værket!

 

   De gudelige vækkelser 

   Jeg er ikke den store kender af de gudelige vækkelsers åndeligt-religiøse indhold. Når jeg beskæftiger mig med dem her, er det således mere deres karakter af sociale bevægelser, der optager mig.

   De gudelige vækkelser har rundt om i Danmark haft meget forskellige udtryk. Man kan dog under ét betragte dem som en religiøs-social protest med den officielle kirke, mere eller mindre direkte opfattet som enevældens forlængede arm.

   Enevælden som sådan blev der i bondekredse først sent sat spørgsmålstegn ved. Men det er et klart tegn på øget selvbevidsthed hos landbefolkningen, at de flere steder landet over protesterede imod den officielle kirkes diktatur i åndelige spørgsmål. Med solid basis i den evangelisk-lutherske tro kunne de henvise til, at bibelen og udlægningen heraf var en sag for den enkelte. Det personlige gudsforhold, som bl.a. pietisterne fra omkring 1730 repræsenterede, skulle opfattes bogstaveligt. Når den officielle kirke derfor pålagde brug af ny salmebog og ny katekismus, så betragtede de vakte det som et overgreb imod deres åndelige frihed. At denne kamp for åndelig frihed på et eller andet tidspunkt måtte knytte an til krav om politisk frihed, siger næsten sig selv.

   Den åndelige styrke fandt de gudelige vækkelser i traditionen. Overfor den nye, rationalistisk prægede salmebog satte de den hidtil brugte salmebog af Kingo. Overfor biskop Balles nye lærebog satte de Erik Pontoppidans gamle katekismus. Her er en pietistisk, bibelfundamentalistisk, alvorsfuld og syndsbevidst kristendom i højsædet, måske bedre svarende til det hårde liv på landet end den moderne, fornuftsprægede kristendom, som blev toneangivende i den officielle kirke i slutningen af 1700-tallet.

   ”De stærke jyder” fra Horsens-kanten var de første. Anledningen til deres særlige vækkelse har netop været ”den officielle kirke”s forsøg på at indføre en ny salmebog i stedet for Kingos. Trods al mulig chikaneri og åndelig forfølgelse fra præsternes side stod ”de stærke jyder” fast, indtil de endelig fik kongelig tilladelse til egne friskoler så sent som 1839. Med tiden gled ”de stærke jyder” ind i Indre Mission, hvis vægtning af grundbegreber som synd, vækkelse, frelse og nåde de delte.

   På Sjælland og Fyn fik de gudelige bevægelser for alvor fat. Omrejsende lægprædikanter, som fx Peter Larsen Skræppenborg, kom til egnen og afholdt andagter og gudelige forsamlinger hos privatpersoner, som var tilhængere af bevægelsen. Hvis den lokale præst fik nys om deres forehavende, kunne det ende med, at prædikanten og den, der lagde stue til andagten, blev meldt til myndighederne og idømt bøde eller sågar fængsel.

   Officielle protester imod nye ritualer i kirken, krav om sognebåndsløsning (dvs. tilladelse til at gå i en anden kirke end sognekirken - hos en præst, man havde tillid til) og deciderede aktioner fandt sted. En gruppe ”stærke jyder” kunne fx gennemføre at synge salmer fra Kingos salmebog i kirken - i stedet for, i munden på, de af præsten forordnede salmer - og således protestere mod  præsternes valg. Man forestille sig sangerkrig under hvælvingerne!

   En decideret politisk protest var der altså ikke tale om. Men det er klart, at vækkelserne var et udtryk for en stærk selvbevidsthed hos landbefolkningens brede lag, som i længden ikke kunne undgå at svække enevældens autoritet og åndelige grundlag, og som med tiden naturnødvendigt måtte føre til øget selvbevidsthed, også på det politiske område. Derfor bekæmpede de lokale præster og den centrale statsmagt da også ivrigt de gudelige vækkelser, så længe det lod sig gøre.

   Min tipoldefar, Søren Larsen, var som nævnt en ledende figur i den gudelige vækkelse på Kerteminde-egnen. To væsentlige personligheder i tiden, skolemanden Kresten Kold og den kendte prædikant, Peder Larsen Skræppenborg, var nære bekendte og forbundsfæller. Det fortælles, at Søren Larsen som stor dreng måtte stjæle sig til bibellæsning i ledige stunder. Hvis hans far opdagede, at han spildte tiden på den slags unødvendigt tidsspilde, vankede der prygl med kæppen.

   Sin vakthed i åndelige spørgsmål har han tydeligvis givet videre til børnene - i hvert fald til min oldefar, Rasmus Sørensen. At denne vakthed stadig findes i slægten , kan jeg konstatere ved selvsyn. Folkeligt engagement blev som den luft, slægten indånder. Friskole, efterskole og senere højskole blev en selvfølge, således har både jeg og min søster naturligvis været på Askov Højskole - over 100 år efter.

   N.F.S. Grundtvig blev stærkt påvirket af den folkelige kraft i de gudelige vækkelser. Samtidig blev hans selv en overvældende inspirationskilde for, hvad man kunne kalde de åndelige strømningers anden bølge. Grundtvig oplevede jo selv at blive idømt livsvarig censur (som dog heldigvis blev ophævet efter 12 år), da han i sit skrift ”Kirkens genmæle” skarpt kritiserede en lærd, men ifølge Grundtvig åndløs, bog om troen af H.N. Clausen.

   Grundtvigs stadig mere konsekvente optagethed af åndelig frihed og folkelig oplysning blev en mægtig inspirationskilde for mange unge intellektuelle, der med udgangspunkt i hans ideer drog ud på landet og oprettede højskoler for at blive ”folkeopdragere”. Den første Højskole var Rødding fra 1844, efter 1864 afløst af Askov Højskole, da Rødding lå syd for Kongeåen og ulykkeligvis måtte afstås til Tyskland. De vigtigste undervisningsområder var den kristne tro og fædrelandets historie.

 

   Skole og kirke

   Selv om Grundtvig slap fri af censuren og med tiden blev opfattet som en åndelig høvding i vide kredse, ja selv inden for kongehuset, så kunne de åndelige rørelser, som han havde sat i gang, stadig sagtens føre til konflikter med den officielle kirke, ikke mindst i den periode, hvor det konservative Højre stod meget skarpt overfor bøndernes Venstre i den politiske kamp fra ca. 1875 til 1901. Her gik uafhængighed i åndelige spørgsmål hånd i hånd med protest imod Estrups provisoriske højrediktatur - herom senere. Og det var i denne kamp, min oldefar, og senere altså min morfar Olav Rasmussen, var aktive.

   Den relativt nye danske grundlov gav mulighed for oprettelse af Valgmenigheder. De rummedes af Folkekirken, men havde altså ret til at vælge - og dermed også aflønne - deres egen præst. En hel stribe grundtvigske valgmenigheder blev oprettet over hele landet. Var modsætningerne imellem den officielle kirke og menigheden derimod så stor, at den var uoverstigelig, så bestod i kraft af Grundlovens bestemmelse om religionsfrihed muligheden for oprettelse af en frimenighed, uden for den danske folkekirke, hvis medlemmer selv afholdt samtlige udgifter til kirke, præst og menighedsliv.

   En sådan frimenighed blev min morfar Olav Rasmussen ”født ind i”. I hans femte år, 1887, havde hans far netop travlt med, sammen med de andre fra frimenigheden, at bygge den nye kirke i Ågård, omtrent 15 km nord-nordvest for Kolding.

   Baggrunden for denne foretagsomhed var følgende: En ung kapellan i Øster Starup, Georg Valdemar Brücker, havde gennem nogen tid provokeret den indremissionske fløj med prædikener, som lå på kanten af tidens officielle kristendomsopfattelse. Samtidig var han en yderst aktiv og skarp debattør i aviser og tidsskrifter om åndelige spørgsmål. Jeg er ikke kompetent til at give en nærmere analyse af, hvori hans provokationer bestod. Men Brücker var meget påvirket af Grundtvig, og på et tidspunkt kom han med den for tiden voldsomme udtalelse, at ”han ikke ville lade sig hovmesterere af Bibelen”. Han anså Bibelen for at være skrevet af mennesker, tog fra den, hvad han kunne bruge, og lagde resten til side.

   Brücker var således ikke ortodoks bibelfundamentalist som ”de stærke jyder” eller de andre gudelige vækkelser - tværtimod! Indre Mission og deres leder Vilhelm Beck var hans svorne fjender. En strøm af klager og opfordring til at afskedige Brücker blev sendt til biskoppen fra den indremissionske del af hans sognebørn. Men andre dele af menigheden var hans trofaste støtter, og fra omkringliggende sogne tiltrak han adskillige tilhængere. Efterhånden blev man fra officiel kirkeside noget nervøs over den selvrådige kapellan. Hvordan kunne man slippe af med ham? Ja, hvis man nu kunne overtale den gamle præst til at gå af, så kunne man samtidig fyre kapellanen og få sig en mere pålidelig præst, når den tid kom.

   Som hvisket, så gjort. Brücker blev fyret, og alt så ud til at klappe. Men hvad var det? En stor del af menigheden protesterede voldsomt og forlangte at beholde den unge kapellan. Og da det blev afvist, besluttede de at oprette en valgmenighed. Efterhånden blev Brücker dog af biskoppen anset for at være en så farlig mand, at han ikke engang kunne anerkendes som præst i en valgmenighed. Svaret var Nej!

   Da besluttede 69 familier at træde ud af Folkekirken, bygge en kirke i Ågård og ansætte Brücker som præst.

   I den kirke var Brücker så præst fra 1887 til sin død i 1927. Han blev et åndeligt kraftcenter på egnen. Omkring kirken opstod både friskole, efterskole og højskole.

   Frimenigheden lever i bedste velgående den dag i dag. Efterskolen ligeledes, men den er dog ikke længere knyttet til frimenigheden som tidligere.

   I Ferup var der naturligvis en almindelig landsbyskole. Da Olav og Ingeborgs ældste, Tage, skulle i skole, mente de, at vejen til Ågård Friskole var for lang. Tage startede derfor i Ferup Skole, og de første 1½ år hos frøken Sørensen gik det godt. Men derefter kom Tage ind til lærer Hansen. Her kunne der godt falde en lussing af, og hvad værre var, sommetider mistede lærer Hansen besindelsen og ”glemte” at holde op igen. Efter ½ år skiftede Tage til Ågård.

   Klø var jo ikke ualmindeligt i skolerne på den tid. En af de nye ting ved friskolerne var netop et opgør med ”den sorte skole”s klø og terperi.

   Der er 8 km fra Ferup til Ågård, hvor Olav og Ingeborgs fire ældste efterhånden kom til at gå i friskolen. Om sommeren cyklede de, men om vinteren kørte de med hest og i tohjulet vogn - en såkaldt jumbe. Flere af ”familiehistorierne” knytter sig til denne skolevej. Tage sad naturligvis med tømmerne. Når vejen faldt lang, skulle tiden jo gå med noget, og Tage mente, at et godt drilleri kunne ”live op” på stemningen. Den temperamentsfulde Elisabeth (min mor) var et taknemmeligt offer: ”Yttee - lille Ytteee”, sagde han drillende, indtil Elisabeth lod sig provokere. Hun hadede det øgenavn.

   En gang imellem blev hun så gal, at hun hoppede af jumben og satte sig i grøftekanten - så kunne de andre ha det så godt og køre hjem uden hende. Men så blev Tage alligevel betænkelig. Det ville nok ikke se så godt ud, hvis han kom hjem til Ferupgård - og sin far - uden sin søster. Det kunne måske give anledning til forklaringsproblemer. Det endte gerne med, at den godmodige Helge blev sendt hen for at gyde olie på vandene. Hans trøsteord fik som regel Elisabeth til at ”falde ned” og surmulende vende tilbage til jumben.

   Tage bestemte, at han og Helge høfligt skulle tage hatten af, hvis de mødte pastor Brücker på vejen. ”Hatten af, Helge”, lød så hans ordre, men ak! Helges skindhue var knappet under hagen. Inden han fik knappen op og huen af, var de som regel langt forbi.

   I skolen regerede lærerne Lindholm og Støvring. Begge var i bedste grundtvigske tradition fremragende formidlere med ”det levende ord”, og hvis man var en god lytter, fik man kristendom, historie, geografi og dansk litteratur fortalt, så det aldrig siden blev glemt. Dog var der naturligvis også rutineprægede timer. Når timen skulle begyndes med en sang, og læreren udbad sig forslag, var Tage hurtig til at foreslå en af de allerlængste, fx ”Ved Kristianssand/der lå den sidste orlogsmand/af Danmarks stolte flåde…” Tage elskede at synge - og så gik en god del af timen da med det.

   På sin første skoledag blev Elisabeth - 9 år gammel - mødt af Støvring med spørgsmålet: ”Hvad vil du helst? Ligge eller lægge i kakkelovnen.” Nervøs og genert, som hun var, lykkedes det ikke for hende at samle tankerne i tide: ”Ligge…øh, lægge…ligge…” Det var frygtelig flovt.

   Pastor Brücker var en for sin tid særdeles frisindet personlighed, hvis forkyndelse lå langt fra de gudelige bevægelsers ortodoksi. Grundtvigs form for kristendom formidlede han på sin egen originale og intelligente måde, og i 40 år var han ubestridt åndelig leder af den ganske store frimenighed, som var blevet oprettet i ønsket om at beholde ham. Han deltog ivrigt i livsanskuelsesdebatten i Højskolebladet og mange andre aviser og blade, og han var en landskendt skikkelse i denne debat. Men sin menighed forblev han tro resten af livet.

   I øvrigt var han nær ven af digterpræsten Jakob Knudsen (”Se, nu stiger solen af havets skød…”), som ofte var gæst på Kirkebakken i Ågård.

   I fire generationer har familien Rasmussen været knyttet tæt til Frimenigheden i Ågård. Fra Rasmus Sørensen var med til kirkebyggeriet , over Olav, Ingeborg og Tage Rasmussen og frem til og med min fætter Uffe har fire generationer været repræsenteret i bestyrelsen og skrevet i bestyrelsens protokol!

   Olav og Ingeborg Rasmussen sad søndag efter søndag på familiens faste bænk i kirken, sjette række til højre. I de senere generationer er kirkegangen nok blevet lidt mere sporadisk, men i familiemytologien er Ågård Frimenighed stadig familien Rasmussens åndelige hjem.

   Både Olav og Ingeborg, Tage og Helga Rasmussen og min far ligger begravet på kirkegården, hvor Valdemar Brückers mindeplade for øvrigt netop er blevet fornyet.      

 

   Grundtvig og højskolebevægelsen

   Højskolebevægelsen i Danmark er og bliver et dybt originalt bidrag til europæisk uddannelseskultur. Den har smittet af i andre lande, især Norge og Sverige, men der har den på ingen måde gennemsyret tradition og tankegang i samme grad, som det er sket her i landet.

   N.F.S. Grundtvigs afsmag for ”den sorte skole” og tillid til ”det levende ord” har ført til et helt netværk af fri-, ungdoms-, efter- og højskoler, hvoraf mange den dag i dag bekender sig som ”grundtvigske”. Lad så det grundtvigske have ændret sig ganske meget i årenes løb - tilbage bliver en særlig tradition for samtale, sang, fællesskab og åndelig frihed, en frisindet praksis, som rækker tilbage til den grundtvigske tradition.

   Men ikke nok med, at netværket eksisterer. Det har øvet og øver den dag i dag en vældig indflydelse på dansk uddannelsestradition i det hele taget.

   Som et ægte barn af enevælden havde Grundtvig til at begynde med ikke større forståelse for den politiske debat, der voksede frem i 1830´rne og 1840´rne og for alvor tog fart, da goe gamle ”Vi alene vide”- Frederik VI endelig kradsede af i 1839. Da var der intet tilbage af kongens ungdommelige reformiver, selv om han var blevet presset til at oprette rådgivende stænderforsamlinger i 1832. Til hans efterfølger, Christian VIII, knyttedes en del håb fra de progressive kræfter - havde han måske ikke i nogle måneder været konge over et frit Norge i 1815, med Eidsvoll-grundlov og det hele? Men forhåbningerne blev skuffet, og først da ”ånden fra ´48” faldt sammen med Frederik VII´s tronbestigelse, fik Danmark sin Grundlov.

   Til alt dette var Grundtvig mest tilskuer. Der findes en berømt tegning, hvor Grundtvig meget anskueligt står i et vindue og ser ned på Vimmelskaftet, på de københavnske borgeres folketog til kongens slot 22. marts 1848, med krav om grundlov og folkestyre.

   Hvad derimod angår åndelig frihed, så var Grundtvig helt fra sin ungdom aldeles kompromisløs. Han havde selv måttet døje årelang censur som følge af, at han kritiserede den officielle kirkes autoritære og rationalistiske tankegang. I sine skrifter slog han hårdt ned på ”den sorte skole”s barske disciplin og åndløse terperi. Grundtvig havde selv højskoletanker, som dog til at begynde med lå temmelig langt fra den virkelighed, som højskolen endte med at udvikle sig til.

   I dag er det soleklart, at Grundtvigs revolutionerende skoletanker gik hånd i hånd med tidens demokratiske tanker i det hele taget. Og det varede da heller ikke længe, før Grundtvig, som i øvrigt blev medlem af Den Grundlovgivende Forsamling ved et ”suppleringsvalg” i Præstø, da væver Hans Hansen blev presset til at trække sig, var den næsten rabiate frihedsven i dansk politik, især hvad angik åndelige, kulturelle og skolepolitiske spørgsmål. (De sociale spørgsmål havde han ikke meget sans for.)

   Grundtvig kom med ideerne. Men praktiske folk som Chr. Flor (Rødding 1844), Christen Kold, Ludvig Schrøder (Askov 1866) og Ernst Trier (Vallekilde 1865) udviklede de højtflyvende ideer til en eksamensfri, pensumfri, livsoplysende skole, som hurtigt fik en stor appel til brede kredse af bondebefolkningen, der var i en stadig søgen efter kulturel identitet, som kunne svare til bøndernes stadig større erhvervsmæssige betydning for det danske samfund.

 

   Nationalt og kristeligt

   De to centrale begreber i højskolernes undervisning var ”det nationale” og ”det kristelige”. De unge intellektuelle, som drog ud for at undervise landboungdommen, så sig selv som folkeopdragere, der gennem højskolerne (samt friskoler og efterskoler), skulle hæve bondebefolkningen til historisk-national bevidsthed og en personligt tilegnet kristendom, der skulle gennemsyre dens færden i det daglige liv.

   Hvad ”det nationale” angår, så befinder vi os akkurat i den periode, da det politisk vakte borgerskab søger sig sin egen identitet i politisk-kulturel modsætning til enevælden. Borgerskabet må nødvendigvis tage afstand fra det enevældige dynasti (altså monarkens Gud-givne arveret til tronen - om de ham undergivne landområder havde forskellig kultur og forskellige sprog, havde mindre at sige) som bærer af rigets sammenhængskraft, og i stedet orientere sig i retningen af ”Fædrelandet”, den folkelige, sproglige og kulturelle enhed, som et folkestyret land måtte identificere sig omkring. ”Det nationale” gennemsyrer kultur, historieopfattelse, digtning og tankegang fra starten af 1800-tallet og udvikler sig ekstra voldsomt i retning af det chauvinistiske i forbindelse med de to slesvigske krige - Treårskrigen 1848-1850 og katastrofen 1864. For det gryende demokrati er ”det nationale” altså den (relativt) nye, progressive tanke, i hvilken den folkestyrede stat finder sin identitet.

   Hos Grundtvig får ”det nationale” mildest talt ikke for lidt. Lige fra ungdomsdigtene om søofficeren Willemoes og søslag mod englænderne (”Kommer hid, I piger små” og ”De snekker mødtes i kvæld på hav”) over trøstedigtet ”Langt højere bjerge” til krigsdigtene fra Treårskrigen (”Det var en sommermorgen”) og i utallige andre skrifter er den nationale selvforståelse et kardinalpunkt hos Grundtvig, og modersmålet, danskheden i sprog og kultur hævdes igen og igen som centralt for, at det folkelige projekt overhovedet kan lykkes.

   Det kristelige er naturligvis lige så centralt. Arven fra de gudelige vækkelser er markant til stede. Og alle, der kender Grundtvigs salmer, ved, hvilken ufattelig poetisk og åndelig kraft han henter i sin kristne tro. Samtidig er det vel ikke for meget sagt, at Grundtvig tilfører den kristne tro i Danmark en poetisk og åndelig kraft, som den endnu den dag i dag lever med. (Lider den kristne tro også under det? Et kættersk spørgsmål, men det kan med føje hævdes, at ingen dansk forkynder eller salmedigter efter Grundtvig har formået at hæve sprog og forkyndelse til så poetiske og visionære højder. Et stort lys kaster en stor skygge.)

   ”Det nationale” og ”det kristelige” væves hos Grundtvig sammen

 til en ubrydelig enhed, der altså skal udgøre selve det grundlag, som den folkelige oprejsning skal hvile på. Grundtvig hævder dette grundlag som en særlig dansk, Gud-given, mellemmenneskelig kærlighed.

   Intet steds blev dette program søgt udført i praksis som på de danske folkehøjskoler. Og sjældent har en samfundsklasse i den grad kunnet etablere sig, hvilende på en så stærk selvbevidsthed, et så kraftfuldt menneskesyn…

 

   Kvalme

   Ikke sært at nogle fik kvalme. Kun de færreste grundtvigiansk ånder kunne nå på højde med mesteren - og mesteren var bestemt heller ikke altid på højde med sig selv. Visionen, så luftig den var, blev ofte formidlet i lange ordtirader, hvor danske oldtidsskikkelser, gamle nordiske guder, kristendom og et chauvinistisk-nationalistisk historiesyn vævedes sammen til en ordgrød, hvis abstraktionsniveau kunne ende i decideret meningsløshed. Skeptikerne og kritikerne opfandt ganske hurtigt begrebet ”bragesnak” (med navn efter Asernes skjaldegud, Brage) for den type grundtvigianske udgydelser.

   Ikke mindst Georg Brandes og hans meningsfæller fra ”Det moderne gennembrud” havde et godt øje til disse bragesnakkere. De kunne da også med god grund pege på, at fx ”det nationale” havde udartet til en folkelig chauvinistisk selvforståelse, der fx som direkte resultat fik katastrofen i 1864, hvor dansk national bevidsthed, som den fremstod i en chauvinistisk presse- og folkestemning, fik det unge danske demokrati til at gå amok med begge ben solidt plantet i den blå luft, hvilket førte til det helt unødvendige tab af (næsten) HELE Sønderjylland/Slesvig. (Den skyld stod grundtvigianerne naturligvis ikke ene med. Hovedskylden bæres af De Nationalliberale - ja, næsten hele den kulturelt-politisk vakte del af Danmarks befolkning deltes om den massepsykose, som skræmte og lammede de ansvarlige politikere.)

   De socialt bevidste af Brandes´ tilhængere kunne også pege på, at grundtvigianismen som bevægelse kun havde lidt eller ingen fornemmelse for samfundets sociale realiteter. De hårdt ramte mennesker fra den sociale underklasse, som fx Pontoppidan beskriver i ungdomsnoveller som ”Et grundskud” eller ”Nådsensbrød”, havde grundtvigianerne ingen forståelse for. Jo, måske nok en medmenneskelig, næstekærlig forståelse, men ikke en social, solidarisk forståelse.

   Som kulturbevægelse var ”grundtvigianismen” for landdistrikternes middel- og højere middelklasse: De selvejende bønder. Husmands-, daglejer- og landarbejderbørn kom kun i ringe omfang på højskole.

   Byboere i øvrigt heller ikke. Selv om det ikke var højskolernes ambition, så kom elevgruppen hurtigt til at bestå af bøndernes børn, og skoleåret blev af praktiske grunde indrettet efter landbrugets behov: De unge var jo ude at tjene hos andre landmænd for at dygtiggøre sig og med tiden få den fædrene (eller en anden) gård. Så karlene gik fra november til marts-april (efter høst og pløjning og før såtid), mens pigerne kunne få et tremåneders sommerkursus.

 

   Slægten på højskole

   I brede kredse af den danske bondebefolkning gik højskoletankerne deres sejrsgang.

   De få stemmer, som havde antydet, at nederlaget i 1864 i nogen grad kunne være selvforskyldt, blev hurtigt manet i jorden. I stedet blev nederlaget ensidigt omtalt som det lille, uskyldige Danmarks tapre kamp imod den tyske overmagt og kom til at udmønte sig i en massiv, tyskfjendtlig nationalisme med aggressive revancheideer, der bl.a. blev en væsentlig del af det ideologiske grundlag for idræts- og skyttebevægelsen. (Herom mere senere.) 

   På samme måde blev den grundtvigske kristendom, med sin markante henvisning til ”Et jævnt og muntert, virksomt liv på jord”, et solidt grundlag i den folkelige vækkelse af landbefolkningen, som tog yderligere fart i anden halvdel af 1800-tallet.

   Allerede min oldefar, Rasmus Sørensen, var med til at oprette en højskoleforening i Kolding. Min morfar, Olav Rasmussen, kom som 15-årig på Elbæk Efterskole. Senere var han både på Testrup og Ågård højskoler, og begge dele prægede ham stærkt. Nogle år senere, da min morfar hjalp sin aldrende far med at drive gården Egelund, ledede han gymnastikken på Ågård Højskole. Det gav ham samtidig mulighed for at høre nogle af Brückers foredrag, som han satte meget stor pris på. For en begavet, engageret og videbegærlig ung bonde var sådanne foredrag en berigelse, som vi moderne mennesker knapt kan forestille os. Vi er vant tid en overvældende mængde åndeligt foder, let at få fat i, hvis det indeholder vitaminer, end lettere, hvis det er kaloriefattigt sukkerstads, en selvfølgelighed, som truer os med blasert overmæthed. Sådan var det ikke for Olav Rasmussen!

   Dalum Landbrugsskole var en fagskole, naturligvis, men i høj grad præget af Højskolens tankegang. Her lagde morfar nye alen til sin vækst som kommende dygtig landmand.

   Min morbror Tage fortæller, at i morfars arbejdsværelse hang fem billeder: Fire af hans gamle, højt beundrede højskole- og landbrugsskolelærere, samt et af Grundtvig. Andre billeder fandtes ikke, bortset fra et lille billede på skrivebordet af hans kone Ingeborg.

   Hvem hænger i dag billede op af sine lærere?

   Ganske som morfar kom min mormor Ingeborg fra et hjem, hvor tilknytning til friskole, højskole og valgmenighed var en selvfølge. Hun voksede op i Ormslev ved Århus, hvor hun gik i Kolt Friskole, og hendes forældre var medlemmer af Bering Valgmenighed. Testrup Højskoles virksomhed prægede i høj grad det levende folkeliv, der var på egnen, og som Ingeborgs forældre tog ivrigt del i. Selv nævner hun i en erindringsskitse højskoleforstander Jens Nørregård (en af dem, der hang på morfars væg), samt pastor Teilmann fra Bering Valgmenighed som lysende forbilleder og inspiratorer for hende i ungdommen. Også lærer Højmark fra Kolt Friskole kom til at betyde meget for hende.

   Med den inspiration var det ikke så underligt, at mormor ville være lærerinde. Hun kom på forskoleseminarium i Varde, og allerede som 19-årig var hun ude i sin første plads.

   Det er karakteristisk for Ingeborg Rasmussen, at hun i sin erindringsskitse anvender betegnelser som ”en levende egn” og ”en åndeligt død egn” på de steder, hun arbejdede som lærer. ”En levende egn” var i hendes terminologi et sted, hvor der var en stærk interesse for åndelige og kulturelle spørgsmål og et aktivt foreningsliv med foredrag, samtale, oplæsning og sang. Som oftest havde de toneangivende været på højskole. Det er næsten, som om ”højskolefolket” udgør et broder- og søsterskab, der prægede samværsformen og interesserne i ”højere retning”. Da hun var i det fattige nordhimmerlandske hedesogn Gatten, fandt hun en flok interesserede og varmhjertede mennesker, som hun kunne dele sine interesser med. De fik hende endda overtalt til at holde aftenskole med foredrag om danske forfattere. 19 år var hun. Der var fuldt hus hver gang.

   Senere kom hun til det mere ”fede” Sdr. Stenderup nær Skamlingsbanken, hvor så mange nationale folkemøder havde fundet sted. Men egnen opfattede hun som ”død”. Indre Mission havde for meget at skulle have sagt, og der var intet at den frisindede folkelighed, hun havde mødt i Gatten.

   Heldigvis endte hun i Ferup, igen ”en levende egn”, hvor hun endda traf min senere morfar. Og gudskelov for det!

   Min morbror Tage gik som sagt på Ågård Friskole. Senere var han på Ågård Efterskole, hvor Lindholm, Støvring og den unge præst Karl Nielsen var inspirerende lærere. Især huskede han den vinter, som fulgte efter, at Støvring havde været i USA. Den Amerika-begejstrede unge Tage fik ”Amerika fra George Washington til Yellowstone Park”, som han skriver.

   Siden kom han både på Gråsten Landbrugsskole, Vallekilde Højskole og Ladelund Landbrugsskole. Alle tre ophold var store oplevelser, som kom til at præge ham for livet.

   Min mor, Elisabeth Egelund Rasmussen, senere Auring, kom på Skibelund Efterskole og senere Vallekilde Højskole, samt et par forberedelseskurser til en læreruddannelse, som hun dog aldrig fik. Især de to førstnævnte steder var åbenbaringer for hende. Min mor betoner meget i sin erindringsskitse ”En bondedatter fortæller” mødet med skønheden på skolerne, lige fra en graciøs gymnastiklærerinde til den smukke musik, poesi og litteratur. Selv om de sidstnævnte ikke var ukendt i hendes barndomshjem, så lod hendes skønhedshungrende sind sig for alvor fylde i disse inspirerende miljøer.

   Hvor meget hendes øvrige søskende samt mine fætre og kusiner kom på efterskole og højskole, er jeg ikke klar over, men det har sikkert været ikke så lidt. Selv kom jeg på Askov Højskole i vinteren 1967-1968, og det har været det bedste halve år i mit liv.

   På den tid var der sket det, som vel egentlig havde været ønsket fra starten, nemlig at en stadig større gruppe elever kom fra byerne. Det var sandelig også nødvendigt, eftersom flugten fra land til by var i fuld sving. Det samme var ungdomsoprøret, som kom til at påvirke højskolerne dramatisk, ikke mindst Askov Højskole. Da min søster kom på Askov to år efter mig, og den gamle, højt respekterede Knud Hansen var blevet afløst som forstander af Harald Engberg-Pedersen, revnede højskolen fuldstændig. De mest venstreorienterede lærere brød ud og oprettede Kolding Højskole, som blev bygget på byggelejre af frivillig arbejdskraft - i den bedste folkelige selvbyggertradition. Jeg var selv med på den første byggelejr og vil i en anden sammenhæng fortælle nærmere om min højskoletid.

     

   Aakjær, Nexø og Askov

   Da Askov Højskole blev oprettet i 1866, var det som erstatning for den så sørgeligt mistede Rødding Højskole. Askov blev anlagt få kilometer fra den nye Kongeå-grænse, som en dansk kulturforpost vendt mod det forhadte Tyskland. Men Ludvig Schrøder, den navnkundige forstander, lagde absolut hovedvægten af skolens virke på ”det kristelige”. Askov blev ret hurtigt en ”højskolernes højskole”, stedet, hvorfra en stor del af tankerne, de nye impulser og debatten (ikke mindst i ”Højskolebladet”) udsprang. Herfra udsprang megen inspiration til de mange mindre højskoler, som oprettedes over hele landet.

   Andre højskoler lagde i højere grad hovedvægten på ”det nationale”, og en markant figur som Lars Bjørnbak fra Viby Højskole omformulerede på provokerende vis det gamle bevingede højskoleord ”ånd er magt” til ”kundskab er magt”. Hermed fjernede han sig fra den religiøse og nationalromantiske bragesnak og satte elevernes konkrete dannelse og dygtiggørelse i højsædet. Med tiden oprettede også arbejderbevægelsen egne højskoler, og i det hele taget kunne de danske højskoler ikke sættes på én formel. Men Grundtvigs ideer var dog stadig den fælles inspirationskilde, og de store, toneangivende højskoler som Askov og Vallekilde vedblev at sidde på deres solide førerposition.

   To af Danmarks store forfattere, Jeppe Aakjær og Martin Andersen Nexø, kom sjovt nok begge på Askov Højskole. Men de var sandelig begge så selvstændige ånder og begavede unge mænd, at de både på højskolen og senere kunne formulere ramsaltet kritik af  bragesnakken, nationalromantikken og højskolernes manglende sociale bevidsthed. Nexø, som kom fra et lilleby-arbejdermiljø og havde en ubrugelig uddannelse som skomager bag sig, havde jo rødder i en helt anden socialgruppe end det altovervejende flertal af de andre elever. Aakjær var ganske vist bondesøn, fra temmelig beskedne kår, men også han satte forstander og lærerstab grå hår i hovedet med kontant kritik. Et par rigtige ungdomsoprørere var de, de to.

   Selv om Nexø var kritisk, var han nok alligevel den af de to, som hentede mest på Askov. Aakjær opfatter nærmest sit Askov-ophold som en død periode, og Ludvig Schrøder frakender han ganske den stærke personlighed og de fremragende formidlingsevner, som denne i højskolekredse ellers var berømmet for. I sine erindringer fortæller Aakjær, at han selv mener, det skyldes, at han inden opholdet allerede havde mødt radikalismen i Brandes´ og Hørups tanker i København, hvor han tog præliminæreksamen på Blågård Seminarium. Disse tanker afslørede for Aakjær megen hulhed i Askovs udpræget nationalromantiske og kristelige undervisning.

   Fx havde Aakjær læst J.P. Jacobsens oversættelser af Darwins værker, og han fandt det både komisk og forargeligt at overvære, hvordan naturfagslæreren på Askov, Poul la Cour, slog knuder på sig selv og de biologiske kendsgerninger for at få dem til at stemme overens med Bibelens skabelsesberetning.

   Endelig fandt Aakjær, at grundtvigianernes ”frihed for Loke, såvel som for Thor”, på Askov viste sig som mundsvejr. Han oplevede, hvordan man fra højeste sted søgte at lægge ham alle mulige hindringer i vejen, når han med ungdommeligt gå-på-mod stillede ubehagelige spørgsmål eller arrangerede uautoriserede debatter om tidens brændende spørgsmål. Grundtvigianernes højtbesungne teser om åndelig frihed havde såvist deres begrænsning. 

   Ironisk nok er oprøreren og socialdemokraten Aakjær, der under provisorietiden sågar oplevede at sidde 17 dage i Viborg Arrest for et oprørsk foredrag, endt med i første række at blive den danske bondes sanger. Næsten glemt er hans kampsange, som fx ”Her kommer fra dybet den mørke armé” og ”Kommer I snart, I husmænd”, mens poetiske bondeviser som ”Jeg er havren”, ”Jeg bærer med smil min byrde” og mange andre stadig synges og er en del af kulturarven hos mange danskere af bondeæt. Aakjær følte sig ofte ugleset af samtidens venstre-bønder, grundtvigianere eller ej, og partiet Venstres udvikling fra oprørsk bondeparti til etableret landbo-overklasseparti i forbund med de gamle dødsfjender fra Højre havde han kun hån til overs for. Men de samme venstre-bønder sang altså med glæde mange af hans sange.

   En sjov og karakteristisk parallelhistorie hertil: Mange år senere mødtes de tre fremskridtsvenlige forfatterkolleger Aakjær, Nexø og Buchholz i muntert lag med kaffepuns på bordet. De kom til at synge fra højskolesangbogen, især Grundtvigs salmer og sange, den ene sang tog den anden, og ud på natten slog Aakjær i bordet, så kopperne dansede, og råbte: ”Han var dælen hente mig den største af os alle sammen!!” Aakjær var socialist, og hans forhold til kristendommen, især til mange præster og den officielle kirke, var mildest talt kritisk. Men Grundtvigs vældige poetiske kraft og hele overvældende personlighed måtte også han bøje sig for. Og Grundtvigs portræt hang på hans arbejdsværelse.

   (Et hop til nutiden: På Aakjærs digtergård, ”Jenle” nord for Skive, har man de senere år genoptaget digterens tradition med ”Jenlefester”, store folkemøder med politiske og kulturelle taler. I år (2012) kom der 850 mennesker, trods øsregn, og da min kone og jeg få dage efter besøgte stedet, fik vi at vide, at nogle lokale bønder havde været højligt forargede over, at en socialist som Villy Søvndal skulle holde den politiske hovedtale. Det trak ligefrem op til en mindre boykot! De vrede bønder kom dog, og erkendte i øvrigt bagefter, at Villys tale ikke havde været så ringe endda. Men der ser man: De har taget af Aakjær, hvad de kan lide, og kender ikke, eller ser elegant bort fra, hans sociale og oprørske side…)

   Og således har højskolen og den grundtvigianske bevægelse haft gennemgribende indflydelse på hele det danske samfund. Et par kommunistiske forfattere, Hans Kirk og Hans Scherfig, har begge to en grundtvigiansk skolelærer som særdeles positivt opfattet person og repræsentant for en aktiv humanisme i romaner som ”Daglejerne”, ”De nye tider” og ”Frydenholm”. Der var masser af danske lærere, ikke mindst i byernes arbejderdistrikter, der stadig pryglede, terpede og drak brændevin. Men den menneskevenlige ildsjæl af en lærer, som bringer nye idealer og ny inspiration til sine elever og fortæller, så ørerne gløder, optræder så mange gange i dansk litteratur og erindring, at der må ha været ganske mange af dem.

   Også det danske uddannelsessystem er blevet præget i afgørende retning af de grundtvigianske frihedsidealer. Ingen tvivl om, at de mange selvstændige og kreative unge, som vi bryster os af, og som har sikret mange kreative arbejdspladser til Danmark, i høj grad er børn af den folkelige selvbevidsthed og det gamle opgør med ”den sorte skole”, som grundtvigianismen var med til at skabe. En vis slatten formløshed er måske i nogen grad barn af de samme strømninger, ”familiens sorte får”, vil nogen sige. Og en stor del af nutidige regeringers politik prøver at ændre på disse strømninger i retning af mere disciplin, inden Kinas aldeles højskoleløse, uhyggeligt arbejdsomme, målrettede og autoritetstro millioner af unge overtager ”vores” produktion såvel som de kreative arbejdspladser.

   Endnu på min tid var der en daglig foredragstime på Askov Højskole - en time, som jeg i øvrigt nød i fulde drag og ikke kunne drømme om at pjække fra. Med tiden har undervisningsformer og stofområder dog naturligvis ændret sig på mange måder. Den kristne forkyndelse og det nationalromantiske historiesyn er dæmpet ned og delvis afløst af en mere nøgtern og alsidig emnekreds.  

   Men den levende samtale, de afslappede, ligeværdige omgangsformer og den selvstændige stillingtagen er stadig væsentlige elementer af højskolens arv, som gennemsyrer vores uddannelseskultur på (meget) godt og (ganske lidt) ondt.

   Også den anden store folkelige bevægelse, der har sit udspring i anden halvdel af 1800-tallet, arbejderbevægelsen, har i Danmark hentet megen inspiration fra højskolen. Enhedsfagbevægelsen, den stærke demokratiske tradition og andelsbevægelsens styrke i dansk arbejderbevægelses første 100 år er blot tre eksempler, som ikke findes med nær samme kraft hos arbejderbevægelserne i ret mange af de øvrige europæiske lande.

   Man kan bestemt kritisere den grundtvigianske højskolebevægelse for mange ting. Den sociale blindhed har jeg nævnt. Mange i de progressive, intellektuelle kredse, som blev vækket af Georg Brandes´ moderne gennembrud, fik kvalme af den lalleglade gudelighed og ha-stemte kraftnationalisme, som prægede grundtvigiansk retorik og selvforståelse, når den var værst. Grundtvig var selv en kampnatur, men en stor del af kampen gik jo ud på at skabe et kristent, nationalt fællesskab, en sammenhængskraft, der kunne bringe fædrelandet frelst igennem en svær tid. Og man må her huske, at Grundtvig på disse områder i høj grad var barn af sin tid: Fædrelandskærlighed og nationalstat stod i rigtig høj kurs i den tids Europa!

   Men nogle af hans proselytter fik til tider hans lidenskabelige ord forfladiget til en harmonisøgende og konfliktfornægtende grød af selvtilfreds, såkaldt ”glad kristendom”. Ikke sært, at nøgterne personer kunne få den slags bragesnak galt i halsen. (Det har også ført til, at en del historikere den dag i dag simpelthen har svært ved at tilkende højskolebevægelsen den kulturelle betydning, som den efter min mening har haft).

   Heller ikke sært, at fx husmandsbevægelse og arbejderbevægelse måtte forholde sig kritisk til disse elementer af højskolekulturen. Samtidig med, at de altså var dybt påvirkede af den.  

 

   Min mormor og poesien

   Min mormor, Ingeborg Egelund Rasmussen, født Kristensen, var en stor, favnende og varmhjertet personlighed. I en tid, da kvindens, og da ikke mindst landbokvindens, muligheder for at bryde rammerne var stærkt begrænsede, formåede hun at få en læreruddannelse. Hun kom endda på en tre måneders ”dannelsesrejse” til det fjerne, eksotiske Finland. Årsagen hertil var ejendommeligt nok hendes romantisk-poetiske gemyt og hendes store kærlighed til poesi.

   Ingeborg Kristensens adgang til poesien var ikke akademisk. Hun var en ganske almindelig læser af folket, som lod sig begejstre af digtningen - især den romantiske poesi, som gav et ophøjet billede af naturen, af historien, folkelivet og kærligheden. Hendes yndlingsdigter var Christian Winther, der er en fortræffelig sprogkunstner, som dog af og til lader den sproglige behændighed og harmonisering fortrænge dybden i sine natur- og kærlighedsdigte. Det generede ikke mormor. Den romantiske harmoni i hans digte tiltalte hendes sværmeriske sind og gav det hvile, når det blev presset af hverdagens kontante krav.

 

   Hjortens Flugt i høsttiden

   Min mor har fortalt en pudsig, men samtidig nok så alvorlig historie, der både illustrerer min mormors poetiske natur og flyvske temperament og de sammenstød, det kunne give med min morfars mere jordbundne, kontante autoritet, hvis anliggende først og fremmest var de krav, som gjaldt gårdens drift: Ingeborg havde, midt i høstens tid, da Ferupgård stod på glødende pæle, og sværme af høstfolk skulle affodres, fået nok af alle de mandfolk og deres evindelige, aldeles upoetiske krav om mad, mad, mad. Midt i det hele gik hun i strejke, greb Christian Winthers poetiske epos ”Hjortens Flugt” og forsvandt op på gæsteværelset i gavlen. Her lagde hun sig demonstrativt på sengen - og læste.

   Alle vidste, at hvis morfar fik det at vide, så ville han blive rasende. At læse romantisk poesi midt i høsten, hvor alle måtte yde deres yderste for at få det hele til at klappe, kunne kun medføre voldsomt uvejr, skummende vrede og iskulde mellem de to ægtefæller i dagevis. Deres ældste datter, min mor, som vidste, at morfar aldrig ville bøje sig i sådan en strid - INTET stod over gårdens drift - greb til den eneste udvej:

   ”Mor. Mor, kom nu ned. Du ved da, at far bliver gal, hvis han opdager det.”

   ”Nej! Jeg vil ikke. De buldrende, krævende mandfolk! De tænker ikke på andet end deres æderi! Og han - han tænker ikke på andet end sin forbandede gård! Nej! Jeg kommer ikke!”

   ”Årh, mor. Kom nu, så opdager han ikke noget! Far blir så vred. Det er så trist, når I er uvenner. Kom nu, mor.”

   ”Nej! De kan sejle deres egen sø! Jeg kommer ikke!”

   Men ved denne lejlighed, som de fleste gange, bøjede mormor af og kom ned, og uvejret drev over. Hendes vrede var dramatisk og hidsig, men hun blev hurtigt god igen, hvilket min mor jo udmærket vidste. Anderledes var det med morfar. Hans vrede var mere nøgtern og bundet op på så konkrete ting som gårdens drift og det økonomiske ansvar, som jo var hans, og som ikke kunne anfægtes. Hans autoritet var derfor urokkelig, og i de magtkampe, som af og til brød ud, var han sikker vinder hver gang. Det lå også i tidens fordeling af kønsroller.

   Men mormor fik dog luft, og det havde HUN brug for…

   Mor har fortalt, at når uvejret for alvor brød ud, så var det absolt ikke sjovt at være barn på Ferupgård. Morfars vrede var isnende, hans tavshed uudholdelig, og i de perioder omtalte han kun mormor som ”hun”. ”Hvor er hun!” Børnene kunne krybe i et musehul.

   Se, hvis det nu havde været hele sandheden om Olav og Ingeborg, så havde det jo været prototypen på et ulykkeligt ægteskab, hvor de levede som hund og kat. Men sandheden var, at morfar bag sit barske, krævende ydre rummede et følsomt og poetisk sind, der højt elskede netop de sider af Ingeborgs væsen, som kunne gøre ham så rasende. Fx var han en stor musikelsker og en ivrig sanger, hvis røst kunne høres helt fra ”Egelund” og ind til Ferup by, når han som ung gik på marken og pløjede. Den åndelige opdrift, der lå i interessen for poesi, litteratur og musik, var nok det, som dybest set gav alle hverdagene mening og perspektiv. Derfor fandt de altid hinanden igen efter ”uvejret”, og derfor supplerede de hinanden så godt, ikke mindst overfor deres børn.

   Da mormor døde i 1965, døde også lyset i morfars øjne, og han begyndte selv at dø.

   Mormor var ikke skabt til bondekone. At stå i køkkenet dagen lang, plukke høns, stoppe pølser, affodre sværme af karle, piger og børn har ikke inspireret hende. Men hun tog det på sig, det var jo nødvendighedens krav. Og selv om det var husbond, der besad den endelige autoritet, så var en dygtig madmor en uundværlig person, hvis driften af en stor gård skulle være effektiv. Hvor dygtig mormor var i den rolle ved jeg ikke. Jeg er nok tilbøjelig til at mene, at min feriebarndoms travle tante Helga har været betydelig mere effektiv. Men mormor klarede det, som hun skulle. Og heldigvis var der også oaser af tid til de åndelige interesser.

 

   Til Finland

   Tilbage til Ingeborg Kristensens ungdom. Hun blev født 1887 og var som tidligere nævnt lærerinde i godt fem år, inden hun blev gift med sin Olav. Hendes rejse til Finland var et direkte resultat af hendes interesse for poesi. Hun havde læst den svensksprogede finske nationaldigter, Runeberg, han som har skrevet teksten til den finske nationalsang. Runeberg var ægte nationalromantiker, og i sin digtcyklus ”Fændrik Ståls Sägner” har han beskrevet de tapre, men underlegne svensk-finske styrkers kampe imod russerne 1808-1809, den krig, som førte til, at Finland kom under russisk herredømme i perioden 1809-1917. På ægte nationalromantisk vis er det beretninger om uselvisk tapperhed og fædrelandskærlighed, og krigens realiteter af blod, kulde, sult og sygdom hylles elegant ind i den forskønnende, nationalromantiske sprogbrug. Fuld af tapre gerninger og ædle følelser er disse digte, som nok kunne forføre et ungt, sværmerisk sind. Dette lille, tapre folk langt mod nordøst ville Ingeborg besøge, og hun fik gennem kontakter i stand, at hun kunne bo hos den svensksprogede præstefamilie Mikander i Perno i det sydlige Finland. Her fandt hun mennesker af samme passionerede, romantiske natur som hun selv, ikke mindst husets unge datter, som selv skrev digte. De to blev veninder.

   Hun fandt også det muntre, romantiske præstegårdsliv med hvidklædte præstegårdsfrøkner, studenter med stråhat og stok hjemme på sommerferie, sang og leg, roture og vandringer i den smukke finske natur. Mormors fødegård lå i Ormslev ved Århus, lige ved siden af præstegården, og i en erindringsskitse beretter hun, hvordan hun lå og udspionerede præstegårdslivet med hvidklædte frøkner og muntre studenter, latter og klavermusik ud ad de sommeråbne vinduer - et sceneri, som jo også genfindes mange steder i tidens senromantiske litteratur.

   Opholdet i Finland levede helt op til hendes store forventninger, og hun bevarede hele sit liv en stor kærlighed til landet - og til de andre nordiske lande. Den nordiske følelse lå jo stadig i tiden, født som en flodbølge af studenterskandinavismen i 1840´rne og stadig levende som en væsentlig strømning i dansk og nordisk kultur. De store nordmænd som Bjørnson og Ibsen skrev jo næsten på dansk, og svenskerne, som fx Tegnér og Selma Lagerlöf, lod sig sagtens læse på svensk eller i dansk oversættelse, lige som Runeberg og Zakarias Topelius fra Finland.

 

   En levende bondekone

   Ingeborg blev gift med sin Olav i 1913. Nu var mormor bondekone, madmor med stort praktisk ansvar. Men hun glemte langtfra sine litterære interesser. Vi er i en tid, hvor det etablerede kulturliv befandt sig langt væk fra et lille landsogn i Sydøstjylland. Hvis folk dér ville have kulturliv, måtte de lave det selv - og det gjorde de!

   I anden halvdel af 1800-tallet var det ikke bare frimenigheder og friskoler, højskoler og efterskoler, brugsforeninger og andelsmejerier, der skød op - også forsamlingshuse blev bygget i hundredevis, selvfinansieret af energiske selvbyggere. Og disse huse blev helt centrale kulturinstitutioner i næsten alle landsogne i Danmark.

   Endnu ligger de rundt omkring. Men hvad de betød for kulturliv, fællesskab og sammenhængskraft den gang, er næsten ikke til at forestille sig i dag, hvor de de fleste steder vel mest danner rammen om hyggelige familiefester. (Min oldefar var som nævnt med til at bygge forsamlingshuset i Ferup i 1880´erne. Og forleden fortalte min fætter Uffe mig, at nu var forsamlingshuset revet ned. Således forgår alverdens herlighed.)

   Som sagt, ville man ha kulturliv, måtte man lave det selv. I mange år var mormor fast oplæser af julefortællingen ved forsamlingshusets juletræ. Flere gange har det vel været ”Borumgårds Juleaften” af Budde. Hun samlede Ferupkonerne til oplæsning hjemme i Ferupgårds stue. Også hendes egne børn, samt gårdens karle og piger, samlede hun ofte til oplæsning. Det var jo længe før nutidens massive kulturbombardement, hvor man ikke var så forvænt med den slags begivenheder, og det gjorde stort indtryk på de forsamlede.

   Hvad læste hun?

   Det ved jeg ikke i detaljer. Men store, klassiske slægtsromaner har sikkert været i høj kurs. Moderne forfatter som Selma Lagerlöfs ”Gösta Berlings Saga” og Sigrid Undsets ”Kristin Lavransdatter” elskede hun højt. ”Ditte Menneskebarn” af Martin Andersen Nexø blev læst - medfølelse med den fattige kvinde lod sig let føle, mens ”Morten hin Røde”s afsluttede brandtale nok har gjort mindre indtryk. Hostrups muntre studenterkomedier som ”Gjenboerne” og ”Eventyret på Fodreisen”, H.C. Andersens eventyr, naturligvis. Bjørnsons bondefortællinger og måske nogle af Ibsens teaterstykker. Terje Vigen. De bedre dele af tidens såkaldte ”skolelærerlitteratur”, realistisk-romantiske fortællinger fra tidens landbohverdag - med happy end. Og meget andet. Mormor havde sikker sans for kvalitet, men nok med en ej ubetydelig hældning til det romantiske.

   Mormors oplæsning har gjort stort indtryk på hendes tilhørere, ikke mindst på hendes børn, som derigennem fik et kunstnerisk og kulturelt udsyn, der holdt sig livet ud.

   Sang var en selvfølge. Jeg tror bestemt ikke, der i særlig grad blev sunget folkelige viser og den slags. Vores folkemindeforskere som Evald Tang Kristensen ville næppe ha fundet noget videre stof til sine samlinger på Ferupgård. Næh, her herskede de salmer og folkelige sange, som var samlet i højskolesangbogen. Den blev jo redigeret og udgivet med henblik på at hæve den folkelige smag til et mere lødigt niveau, og det var en stræben, som havde helhjertet opbakning fra Olav og Ingeborg. I min barndom var det ved familiefesterne en selvfølge, at højskolesangbogen lå ved hver kuvert. Talerne (og dem var der mange af) sluttedes gerne af med, at der blev sagt ”Og skal vi så ikke synge nummer….

   Grundtvig var en selvfølge. Han ragede op over alle andre. Lige efter ham kom Jeppe Aakjær, hvis realistisk-romantiske erindringssange om natur og bondeliv gav hverdagens slid i stald og på mark et skær af forklarelse og højere mening. Også Skjoldborg, Jakob Knudsen, Ingemann, Hostrup, Chr. Richardt. Og Kaalunds ”Jeg elsker den brogede verden…”

   For få dage siden besøgte min fætter Uffe, hans kone Birte og jeg min gamle mor på 96. Vi sang - fra højskolesangbogen, naturligvis. Og da det var pinselørdag, begyndte vi med ”I al sin glans nu stråler solen”, fulgt op senere af påskesalmen ”Påskeblomst, hvad vil du her…?” Mor, som har glemt mange ting, og hvis forhold til den nutidige virkelighed efterhånden er temmelig fjernt, sang med. Alle vers. Og under ”Påskeblomst” strømmede erindringstårerne hende ned ad kinderne.

   Den, og utallige andre, har mor lært udenad, i skolen, i kirken, og når de som børn ”holdt mørkning” sammen med deres mor. Morfar kunne være med, når han havde tid. Han sang højt og rent med, men lod ellers mormor føre ordet. Men at han nød sange og samvær, er hævet over enhver tvivl.

 

   Lille Elisabeth ved klaveret

   Som barn tror man naivt, at ”en mor” er som ”min mor”, ”en far” som ”min far”, og at alle familier lever li´som ”os”. Først efterhånden finder man ud af, HVOR forskellige, fædre, mødre og familier er. Således har jeg også langt op i mit voksenliv troet, at livet på landet ”var” som Ferupgårdlivet, og danske bønder ”var” som mormor og morfar, morbror Tage og tante Helga.

   Men det er både rigtigt og forkert. En lille historie beskriver fint, hvordan Ferupgård-familien skilte sig ud: Da der blev råd, købte morfar et klaver, i sig selv et særsyn. Alle tre piger af huset kom til at spille på det, men min mor som den ældste var nok et hestehoved foran sine yngre søstre og blev efterhånden ganske dygtig (hun kom siden på konservatoriet i København med klaver, senere sang, som hovedfag) . Det blev så tradition, at min mor underholdt, når der kom fremmede. Hun har siden fortalt, hvor stolt, selvfølgelig også nervøs, hun var. Da hun engang optrådte med et stykke, hvor venstrehånden skulle noget så avanceret som ”krydse hen” over højrehånden og spille en frase i den høje diskant, tænkte hun meget på, hvor imponerede de forhåbentlig var, når hun elegant løftede venstrehånden over den højre og udførte den lille sekvens.

   Dér sad så landsbyens bondemænd og diskuterede avl, heste, ensilage, og hvad de ellers kunne snakke om, mens konerne snakkede med mormor om det, der nu interesserede dem. ”Vil du ikke spille lidt, lille Elisabeth”, sagde mormor. Jo, det ville hun da…

   Så snart mor begyndte at spille, lukkede morfar munden fast i. Så blev de andre gårdmænd og -koner jo nødt til at gøre det samme, og der sad de så i tavshed og lyttede mere eller mindre andægtigt til musikken. På et tidspunkt sluttede den, og dén hærdebrede gårdmand, som havde haft ordet og var blevet afbrudt af det kunstneriske indslag, fortsatte øjeblikkeligt der, hvor han var kommet til: ”- men man kan jo osse sige, at…”

   For ham var musikken blot en irriterende forstyrrelse. Men når nu værten, den respekterede storbonde Olav Rasmussen, mente, at der skulle bruges tid på den slags, blev han jo nødt til at rette sig efter det. Dog ikke et sekund mere end nødvendigt.

   Nej, det var langt fra alle landbohjem, hvor de ”finere” kulturelle interesser herskede. Faktisk har det kulturelle miljø på Ferupgård trods alt været noget af et særsyn. Dog, rigtig mange bondekarle og -piger kom hjem fra højskole med friske indtryk, som i mange tilfælde i ganske høj grad kom til at præge deres fremtidige hjem. Også min bedstemor fra Broager har engang udtrykt sin glæde over de nye sange, med Carl Nielsens, Oluf Rings og Laubs gennemkomponerede og indfølende melodier, hendes døtre kom hjem med fra højskole. ”Det æ sånt nau køøn å mild´ sange”, sagde hun.

   Mormor har sikkert været en ganske anderledes og særpræget personlighed i forhold til de fleste andre bondekoner. De har nok snakket om hende, men da hun jo var madmor på den største gård, blev hun naturligvis behandlet med respekt. Og hendes oplæsning blev værdsat og samlede konerne år efter år. Desuden havde hun frimenigheden i Ågård og hele miljøet deromkring. Der fandt hun ligesindede i stort omfang.

 

   Kirke og forsamlingshus

   Olav og Ingeborg sad søndag efter søndag, år efter år, på deres faste plads i Ågård Kirke, sjette række til højre, med frit udsyn til prædikestolen, som stadig er ”slægtens plads”. Men med til miljøet omkring kirken og friskolen hørte også foredrag, oplæsningsaftner, sommermøder og -stævner. Også her var de ivrige deltagere. Dertil kom nationale folkemøder på Skamlingbanken og i Skibelund Krat.

   Arrangementer af samme type fandt sted i Ferup Forsamlingshus, samt folkedans, dilettantkomedie, gymnastik, høst- og julefester og meget mere. Det kulturelle liv blomstrede, alt sammen på de lokale beboeres eget initiativ og omkostning. Radioen kom til, men endnu var der langt til tv, og langt til Kolding. Man måtte selv tage initiativ, og det gjorde man.

   Min mormor, Ingeborg Rasmussen, har haft kolossal betydning for stemning og miljø, samvær og opdragelse på Ferupgård. Næppe i kraft af et bestemt sæt idealer, tvært imod har mormor sikkert været temmelig subjektivt vidtløftig, hvad angik faste principper. Dog, hvad gjorde det: Med Olav Rasmussen som far var ingen på Ferupgård alligevel i tvivl om, hvad der var rigtigt og forkert. Men Ingeborgs poetiske personlighed, hendes sværmeriske naturglæde (hun kendte alle fuglestemmer) og hendes varmhjertede moderlighed var hun en tryg base. ”Man kunne sige alt til mor".

   Ingeborg og Olav Rasmussen var et markant eksempel på ”den vakte bonde”, højskolebonden, der med Grundtvigs sang på læben og ”øjet som det skabtes, himmelvendt,/ lysvågent for alt skønt og stort herneden” gik ind i hverdagene med selvrespekt, fast i deres kristne tro og fortrøstningsfuldt overbevist om, hvad deres opgave her i jordelivet var.

 

 

   Jyder gør gymnastik

   Sådan hedder en af min morbror Tages erindringsbøger. Her fortæller han om et langt og dådrigt liv i gymnastikkens tjeneste. Han overspiller bestemt ikke egne bedrifter, men fortæller så meget des mere om markante mænd og kvinder, som var med til at gøre gymnastikken til en folkesag, og som han i mange tilfælde selv lod sig inspirere af. Til det følgende har jeg hentet de fleste oplysninger fra hans bog.

   Gymnastik- og skyttesagen opstår som en del af idrætsbevægelsens store gennembrud i anden halvdel af 1800-tallet. Men i Danmark har bevægelsen den helt specielle baggrund, som følger af det danske nederlag i krigen 1864. Dette nederlag var en katastrofe, som prægede dansk bevidsthed og politik i mange år fremover. Ret hurtigt fortrængte de fleste den fatale danske politik, som var med til at give nederlaget et langt større omfang end nødvendigt. Ret hurtigt blev den bredt accepterede forklaring: Det lille Danmark var blevet rendt over ende af de brutale og overmægtige tyskere (hvilket jo var sandt nok, men ikke hele sandheden). En dansk revanchistisk nationalisme voksede frem på den baggrund, og skytte- og gymnastikbevægelsen begyndte som en militant træning til den revanchekrig, som måtte komme på et tidspunkt.

      Til våben brødre, tag bøssen fat,

      vor bane ved vi, vort mål er sat,

      og målet er Danmarks frelse.

                             (- af ”bondedigteren” Mads Hansen)

 

      Slesvigs land genvundet,

      det er kampens mål!

                             (F. Paludan-Müller)

   Endnu under den fransk-tyske krig 1870-1871 var der udbredt folkestemning for, at Danmark skulle gå med i krigen på fransk side. Heldigvis holdt den danske regering hovedet koldt, og da de tyske tropper kort efter knuste franskmændene, kan det nok være, at stemningen vendte. Nu gjaldt det Danmarks overlevelse som selvstændig nation. Kort efter oprettedes det forenede tyske kejserdømme, og nu var det håbløse styrkeforhold imellem lille Danmark og kejserriget åbenbart for alle. En genforening syntes aldeles umulig. Alligevel overlevede både håb og nationalisme, og i Sønderjylland (Slesvig) begyndte en sej kulturel hverdagskamp for danskhedens overlevelse syd for Kongeåen.

   Undervejs i den folkelige gymnastiks historie har organisationerne haft forskellige navne. Først De Danske Skytte- og Gymnastikforeninger, som i 1929 splittedes op i De Danske Skytte-  Gymnastik- og Idrætsforeninger og De Danske Gymnastikforeninger, der senere blev til De Danske Gymnastik- og Ungdomsforeninger. I 1992 sluttedes de to foreninger sammen til De Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger (DGI) - som har en associationsaftale med De Danske Skytteforeninger.

   Disse foreninger har den dag i dag et godt stykke over 1 million medlemmer, så man kan roligt sige, at der er tale om en massebevægelse. Organisationerne arbejder særligt med breddeidrætten og er således parallelorganisationer til Dansk Idrætsforbund. Lokalforeningerne har det meste af tiden været organiseret i amtslige sammenslutninger. Hvordan det er i dag, da amterne er nedlagt, er jeg ikke klar over.

    Sammenslutningen af gymnastikforeninger i Vejle Amt er helt fra 1868. I starten var skydning og gymnastik temmelig integreret, og gymnastikken bar præg af eksercits, som sågar omfattede bajonetkamp. Men fra 1884 fik gymnastikken en ny, kraftig inspiration fra den den Ling´ske gymnastik. Svenskeren Pehr Henrik Ling (1776-1839) havde udviklet et rationelt og fysiologisk baseret gymnastiksystem, som gik sin sejrsgang over hele verden. Til Danmark kom det for alvor i 1884, og igen var det folkehøjskolen, der var inspirationskilde. I 1884 indviedes det berømte (stadig eksisterende) øvelseshus ved Vallekilde Højskole, og herfra bredte det sig hurtigt over hele Danmark, bl.a. gennem uddannelse af instruktører (såkaldte ”delingsførere”). Selv om datidens gymnastik nok i vore nutidsøjne ville forekomme meget ordnet, ensartet og disciplineret, så var den et skridt væk fra eksercitsen og sammenknytningen med skyttesagen. Også kvindegymnastikken blev vældigt udviklet, igen med svensk inspiration fra Ling og Sally Högström, takket være nogle af tidens selvstændige og uforfærdede danske ”højskolepiger”.

 

   Til Olympiske Lege i Stockholm

   Min morfar, Olav Rasmussen, var ivrig gymnast og sportsmand. Blandt andet skal han ifølge min morbror Tage ha været en stærk og skudfarlig innerwing. Men det var nu gymnastikken, der var vigtigst. Blandt andet opnåede han at komme med på det mandlige opvisningshold til De Olympiske Lege i Stockholm i 1912, hvor 150 kvindelige og hele 320 mandlige gymnaster begejstrede et entusiastisk svensk publikum på det olympiske stadion. Ikke mindst de danske gymnasters kraftfulde sang, som akkompagnerede indmarchen, imponerede de svenske journalister. Sang blev i Danmark en uadskillelig del af den folkelige gymnastik, som regel brugt under holdenes indmarch til opvisning. Tage Rasmussen skriver ligefrem, at det slog sjældent fejl: ”De hold, som forstod at synge godt, lavede også god gymnastik”.

   Da Olav Rasmussen i 1913 giftede sig og 1916 købte Ferupgård, var der ikke længere så meget tid til gymnastik. Han vedblev på lokal- og amtsplan, var også leder af diverse hold i Ferup, og Tage husker, hvordan han som halvstor dreng kom med til stævner og der blev smittet af gymnastik-bacillen: Delingsfører og holdleder - det ville han også være, når han blev stor.

 

   Den danske bonde marcherer ind

   Det nationale og det kraftfulde var stadig centralt i gymnastikken: At Danmarks ungdom, når fædrelandet kalder, ”skal hver udenvælts fjende beredte os kende!” Men netop omkring 1884, i den såkaldte provisorietid, har der nok været et og andet ungt brushoved af en bondekarl, der har tænkt, at bøsserne jo også kunne vendes mod Estrup og hans højreregering, som netop i de år på udemokratisk vis regerede Danmark med provisoriske love. (Herom mere senere.) Der var kraftig murren blandt venstrebønderne, og Estrup så sig nødsaget til at indføre de lyseblå gendarmer for at holde ro i landdistrikterne. Dog blev det aldrig til oprør. I sin ungdomsnovelle ”Den første gendarm” hudfletter Henrik Pontoppidan med humoristisk sarkasme de sendrægtige danskeres (manglende) oprørstrang.

   Men i bredere perspektiv er gymnastikken og idrætten et eksempel på en samfundsklasse i fremmarch, hvis unge både åndeligt og fysisk skal gøre sig klar til at ”overtage styret”. Parallelt hermed er DAI (Dansk Arbejder Idræt), som til at begynde med iværksattes under revolutionære paroler, men ligesom bondeidrætten hurtigt udviklede sig i blødere retning: De unge arbejdere skulle være i åndelig og fysisk topform, når dagen kom, da de skulle regere samfundet.

   Af gode grunde var gymnasternes foretrukne sange på marchmelodi - de skulle jo bruges til march. Men også teksterne var ”i marchtempo”: Stærkt nationale sange, sange om kampen, om ungdom, kraft og styrke, om ikke at svigte, om vejen fremad, om målet i det fjerne. ”Målet” og ”vejen” er ofte holdt i et ubestemt poetisk sprogbrug, men at her kom en ungdom, som taktfast bevægede sig ad ”vejen” mod ”målet”, derom lades ingen i tvivl.

   En ofte brugt lejlighedspoet er digterpræsten J. Chr. Hostrup, som efter sin ungdom med de lystige studenterkomedier nu i digt og tale var en trofast grundtvigiansk bannerfører. På min morbror Tages gymnastikhold var den foretrukne sang til indmarch hans ”Vi fik ej under tidernes tryk”, som netop blev skrevet til indvielsen af øvelseshuset på Vallekilde Højskole.

   Et par citater angiver stemningen:

      Vi fik ej under tidernes tryk

      et bøjet mod, en ludende ryg

 

      …

      Fremad efter livets kranse!

      tid har vi ej til at standse

      …

      Trøstigt fremad! Tændt er fyret,

      Vej kender han, som har styret.

      …

      øjet opladt, hånden øvet,

      tanken på flugt over støvet.

      …

      Danmark, uden læ af bjerge,

      vi vil dig styrke og værge.

      …

      …igennem livets dyst

      bære ungdommens mod;

      dagens møje, kampens lue

      aldrig i os skal det kue!

 

   Tage Rasmussen og gymnastikken

   Tage Rasmussens indsats inden for gymnastikken blev tæt på livslang. Alle de steder, han var ude og tjene, meldte han sig som en selvfølge til gymnastikken. Også kokkepigen på Ankergård, min senere tante Helga, var en smidig og elegant gymnast. Men da de senere fik gården i Meng, syd for Kongeåen og i 8 lykkelige ungdomsår var ”sønderjyder”, har der nok ikke været tid til, at begge kunne være aktive i gymnastikken. Som det lå i tiden, blev Tage den udadvendte, mens Helga fødte børnene og klarede hjemmefronten.

   Genforeningen var som bekendt sket i 1920 og grænsen flyttet til, hvor den går i dag. Men den nationale kamp var stadig i høj grad levende og aktuel i Sønderjylland, ikke mindst i 1930´rne, da Hitler kom til magten, og brede kredse blandt de tysksindede i Sønderjylland lod sig smitte af nazismen og håbede på endnu en grænserevision. Tage og Helga kom til Meng under besættelsen i 1941, men allerede i 1933, da Tage havde været på Gråsten Ungdomsskole, havde han mødt ”Det unge grænseværn”, som med åndelige og kulturelle midler kæmpede for danskhedens styrkelse i Sønderjylland. Langt senere, i 1944-1945, lå der en hel del nedkastede våben klar til modstandsbevægelsens ventegrupper i Tage og Helgas lade, gemt under tykke lag hø og halm.

   Under disse forhold havde gymnastikken stadig i høj grad sit nationale præg, og Tage deltog ivrigt. I sin bog nævner han flere gange den navnkundige leder af Ollerup Gymnastikhøjskole Niels Bukh, som havde umådelig betydning for den folkelige gymnastik. Direkte siges det ikke, men det skinner alligevel igennem, at Tage har en temmelig kritisk holdning overfor Bukh, både hans gymnastik, hans rolle i splittelsen 1928-1929, og vel ikke mindst Niels Bukhs farlige sympati for nazismen og fascination af Hitler og Mussolini. For Tage som for Olav var danskheden ikke til diskussion.

   Tages hovedindsats på gymnastikområdet kom til at ligge i Vejle Amts Ældre Mandshold, som blev oprettet allerede 1918. I en periode var Olav Rasmussen aktiv på holdet. Tage trådte ind på det i 1950, da han og Helga havde forladt Meng for at overtage Ferupgård i forbindelse med Olav Rasmussens sygdom.

   Fra 1958 og frem til 1968 var Tage leder af holdet, kendt for sin klare og skarpe kommandostemme, som fik holdet til at arbejde som efter en snor. Holdet var særdeles respekteret i gymnastikkredse, høstede bl.a. enormt bifald, da det ved det drivvåde landsstævne i Vejle 1961 lagde sig på ryggen på idrætspladsen og gennemførte de planlagte liggende øvelser. Da holdet rejste sig op igen, fik det stormende bifald. Tage, som jo stod foran holdet og kommanderede, kunne ikke forstå årsagen - indtil han fik set sit hold bagfra: De kridhvide gymnastikdragter var på bagsiden kulsorte og gennemblødte!

   Et par år efter var holdet tema for en tv-udsendelse, ”Jyder gør gymnatik”, hvor Gunnar ”Nu” vimsede rundt med sin mikrofon, især efter ”alderspræsidenterne”.

   Tage nævner mange - jeg citerer de to:

   Da Martin Hansen fyldte 80, kom han hen til Tage og sagde: ”Nu tror jeg ikke, jeg vil slå kraftspring mere”. Hvilket Tage holdt med ham i…

   Albert Kjærgård fra Hald ledede som 92-årig stadig gymnastik. Da Tage spurgte til det, svarede Kjærgård på sit Randers-jysk: ”Jow, je hår jo et hold knejter, jen gång om ugen, men det begynder pinnede å knibe å vis dem øvelsern.”

   (Og her sidder man ved sin computer, 64 år gammel, rigeligt over 100 kg, og føler sig lidt flov!)

   Tage nævner mange flere interessante personligheder i sin bog, (”Jyder gør gymnastik”, 2000, eget forlag - hvortil henvises,) både for deres betydning for gymnastikken og for deres ranke, nationale holdning.

   Gymnastikken lever jo stadig i bedste velgående. Tage glæder sig i sin bog derover, men man fornemmer naturligvis, at for ham er ikke al nyudvikling godt. Musikken og den rytmiske gymnastik kan han et lagt stykke anerkende, især inden for kvindegymnastikken. Men meget mandsgymnastik er ifølge Tage i sin fantasifuldhed og elegance blevet ”noget jaskeri”, hvor det kraftfulde og tilbundsgående i øvelserne bliver svigtet.

 

   Næste generation

   Selv er jeg af næste generation. Mange af os gjorde - af mange gode grunde - oprør mod det ha-stemt nationale i retorikken og hele dyrkelsen af ”den sunde sjæl i det sunde legeme”.

   Hitler, Goebbels og nazisterne havde jo i ekstrem grad udnyttet disse strømninger i kulturpolitikken. Lad mig blot minde om begreber som ”Blut und Boden” og ”Kraft durch Freude”. Herfra gik en lige linje hen til ”Arbeit macht frei”, som der stod over udryddelseslejren Auschwitz. Selvfølgelig bliver en kulturstrømning ikke i sig selv kompromitteret, fordi nogle politiske galninge bruger den til deres egne forbryderiske formål. Men nægtes kunne det ikke, at de mange kampe imellem og inden for de europæiske nationalstater havde gjort det 20. århundrede til et en ekstremt blodig og forfærdelig periode. Og atter og atter var den nationale chauvinisme blevet brugt som forsvar for uhyrlige grusomheder - som fx under 1. Verdenskrig, hvor millioner af unge bønder og arbejdere med muntre nationalistiske og chauvinistiske sange på læben blev sendt i døden i skyttegravene.

   Og hvad kæmpede de for? Dominans på verdensmarkedet og erobring af kolonier i Afrika og Asien. Her efter 1945, begyndte mange af disse kolonier at røre på sig, kræve frihed og selvstændighed. Et aldeles rimeligt krav, måtte vi mene. Men igen blev nationalistiske argumenter sammen med begreber som ”den hvide mands byrde” brugt som argument for Europas og USAs imperialistiske bestræbelser. De fattige lande måtte selv kæmpe sig fri.

   Denne frihedskamp blev hurtigt en del af den kolde krig. I mange tilfælde støttede Sovjetunionen og - efter 1949 - Den Kinesiske Folkerepublik oprørsbevægelserne i Den tredje Verden. For en ungdommelig idealist så det ud, som om den socialistiske verden støttede uafhængighedens sag, mens vores del af verden af al magt søgte at klamre sig til fortidens imperialistiske dominans.

   Vietnamkrigen blev selve symbolet på imperialismens morderiske uretfærdighed. Socialismens internationale idealer, som jo går ud på, at arbejdere og bønder i et land har mere til fælles med arbejdere og bønder i verdens andre lande, end de har med ”deres egen” overklasse, som sender dem ud for at slagte hinanden i nationalismens navn, blev mine og mine meningsfællers idealer.

   I den kontekst blev det umuligt at synge sange som ”Jeg elsker de grønne lunde”:

      End er der en Gud for oven

      som råder for Danmarks sag

                             (J. Helms)

 

   ”Nå, er det det? Goe gamle danske Gud, godt, han er på vores side”. Vores sarkasme var så tommetyk, at der kunne skæres i den!

   Sovjetunionen havde jo i 1956 gjort op med Stalin-tidens grusomheder, ikke sandt? I skyndingen var der nogle af os (men langt fra alle), der overså Sovjets invasion i Ungarn 1956, Berlinmuren 1961 og mordet på ”Foråret i Prag” 1968. Jeg for min del betragtede dem som - håbede på, at de var - socialismens børnesygdomme.

   Først en senere alders mere gustne overlæg har fået mig til at indse, at der i de socialistiske landes ageren var en god del global magtpolitik, ganske ligesom i de imperialistiske stater. Men historiens hjul havde i 60´erne anbragt Sovjet med forbundsfæller på ”de gode”s parti. Sådan så jeg på det.

 

   Autoriteternes verdensbillede

   Samtidig var alt det nationale præk jo autoriteternes verdensbillede. Det blev vi opdraget med i skolen: Morgensang, historiesyn. At vi gjorde oprør imod det, var min aldersklasse næppe klar over selv. Men der var almindelig konsensus i de større klasser om, at morgensang i hvert fald var dødssygt og skulle saboteres på enhver gedulgt måde (til min store ærgrelse, for jeg elskede at synge).

   Først senere fik vi ”den ideologiske overbygning” på: De nationale sange var med alle deres floromvundne betegnelser for ”Darnmark” udtryk for en svunden tid. Vi var internationalister! Ind med Beatles!

   I dag ser jeg mere nuanceret på det, hvilket turde fremgå af foranstående. Jeg betragter mig bestemt som internationalist, europæer og verdensborger, men elsker mit fædreland højt, ”Du danske sprog, du er min moders stemme”.

   Heri ser jeg ingen modsætning.

   Og min interesse for historie har fået mig til at prøve at forstå tankegangen hos tidsaldre, personer og samfundsgrupper i forhold til deres tid, herunder min egen tankegang i forhold til den tid, jeg agerer i. Dette forsøg på forståelse skulle gerne fremgå af de ord, jeg skriver her.

   Således kan jeg ikke andet end føle dyb respekt for mine her nævnte forfædres tankegang og handlinger. I forhold til deres tid blev de båret af idealer og bestræbelser, som pegede fremad mod en bedre tilværelse - et rigere liv.

   ”Fremad” - hvad vej er det? Det, der var fremad i går, er næppe fremad i dag - og hvad med i morgen? Enhver tidsalder og enhver ungdom har brug for et fremad - men hvornår fører ”fremad” mod et bedre liv, og hvornår mod døden i skyttegravene?

   Min morfar, Olav Rasmussen, havde et sæt idealer, som hans søn Tage jævnligt refererer til. Ikke sært, da Tage som ældste søn og arving ofte er blevet præsenteret for dem. Har Tage i sit stille sind bandet over sin fars moralske maximer? Sikkert - det var jo ham, der, som ældste søn og arving, skulle leve op til dem. Men Tage har også i høj grad overtaget dem.

   Det er ord som:

   ”Sig mig, hvem du omgås, og jeg skal sige dig, hvem du er!”

   ”Jeg er en simpel bondemand / og jævn og ligefrem…”

   ”Skal godt det gå, / sin byrde må / til gavns man voksen være”.

   ”Aldrig færdig, altid på vej”.

   ”Giv aldrig tabt, / først da er du en slagen mand”.

   ”Besværligheder er til for at overvindes”.

 

   Som det barn af min tid, jeg er, synes disse ord mig ved første blik flade og banale.

   Men når jeg kigger nærmere på Olav Rasmussens valgsprog og sammenholder dem med hans tid, så får de en ny dybde: Her er en mand, som er henvist til at klare sig selv, at bryde sig vej frem sammen med fagfæller, at bygge på sin egen og fællernes styrke og kraft. HVIS man ikke var sin opgave voksen, HVIS man ikke var på vej, HVIS man gav op - så betød det helt konkret ruin og sammenbrud. Olav var naturligvis liberalist, Venstre-mand af den gamle skole, højskole-bonde-venstre.

   Så mine følelser er en blanding nutidig skepsis - og dyb respekt med et stænk misundelse overfor dem, der har levet i en tid og en samfundsklasse, hvor idealerne kunne være så enkle, stærke og vedholdende.

   Først op imod vor egen tid er landbruget i den grad på støtten og den moderne ”liberalisme” stendød. Blot et andet ord for egoisme.

 

   Andelsbevægelsen og landbrugets modernisering  

   Klokken er 5.30 om morgenen. Morbror Tage gasser traktormotoren op. Ved hans side, men bagdelen på den ene baghjulsskærm, står den lille feriedreng og skutter sig i morgenkulden, endnu med nattens søvn i øjnene. Og så går turen ud i den dugglitrende sommermorgen, mens solen langsomt hæver sig og efterhånden får jaget morgenkulden væk.

   Turen går forbi omkring 15 gårde. Ved indkørslen til hver gård står et antal mælkejunger, alle mærket med gårdens talkode, fyldt med mælkeproduktionen fra dagen før. Dem læsser morbror Tage op på ladvognen. Så går turen videre til næste gård, og når vognen er fuld, til Højrup Mejeri. Her læsses jungerne af, mængden registreres og føres ind i regnskabet.

   Så læsses et lignende antal junger på vognen, nogle tomme, andre fyldt med valle, et overskudsprodukt fra osteproduktionen, som er fint til fodring af kalve og grise. Dernæst går turen samme vej tilbage, foran hver gård sættes det nødvendige antal junger med gårdens mærke, således at dagens mælkeproduktion kan komme behørigt af sted - i morgen tidlig.

   Ved hjemkomsten kravler den lille feriedreng sikkert op til gæsteværelset og finder varmen endnu en times tid under den lune dyne…

   Globalisering i gamle dage

   De fleste betragter ”globalisering” som et temmelig nyt, nutidigt fænomen. Men i perioden 1864-1914 udvandrede mere en 300.000 unge danskere og op mod 100.000 dansksindede sønderjyder til USA, sammen med millioner af fortrinsvis ludfattige mennesker fra Irland, Italien, Polen, Sverige, Norge, Rusland, ja fra hele verden. Og deres virksomhed i ”Guds eget land” virkede på særdeles globaliseret vis tilbage på lille Danmark.

   Da Den Amerikanske Borgerkrig endelig var overstået, gik en anden stor erobringskrig i gang. Nu gjaldt den ”det vilde vesten”: Jernbaner blev anlagt, bisonokserne nedslagtet, indianerne trængt tilbage og nedkæmpet. Millioner af fattige bønder begyndte at dyrke korn på de gamle bisonvidder.

   I løbet af 1870´erne viste dette korn sig - sammen med korn fra Rusland - at slå bunden ud af det europæiske kornmarked. Resultatet var en alvorlig landbrugskrise, som i høj grad ramte lille Danmark.

   Noget måtte gøres. Alternativet var produktion af smør, ost og bacon, som der var store afsætningsmulig-heder for i det velhavende, industrialiserede England. Men en sådan omstilling af produktionen var ikke uproblematisk. Kun de store godser havde en produktionsmængde, som kunne samle tilstrækkeligt med friske råvarer til en moderne mejeriproduktion. På de mindre gårde samledes råvarer sammen over en periode, hvilket gjorde, at de ikke var friske. Produktionens kvalitet blev derefter. Dansk smør, fx, stod i meget lav pris.

   Løsningen blev andelsbevægelsen. I løbet af ganske få år i 1880´erne oprettedes ved fælles hjælp og bøndernes egen byggeindsats over 2.000 andelsmejerier - en indsats, som næsten kan sammenlignes med byggeriet af næsten 1.000 landsbykirker i den tidlige middelalder (- men naturligvis med en betydelig mere effektiv byggeteknologi). De trefagede bygninger med kæmpestore ruder i det midterste fag og med en vældig, rygende skorsten rejste sig i en mængde landsbyer. Man ansatte en mejerist, og begyndelsen var gjort.

   Selve grundtanken i andelsbevægelsen var den enkle og snublende nærliggende, at alle de små bønder måtte slutte sig sammen for at få et produktions- og forhandlingsapparat, der kunne matche godsernes. Det lykkedes på forbavsende kort tid.

   At Danmark i samme periode blev oversået med jernbaner, var ikke andelsbevægelsens værk. Men den havde vældig gavn af dette moderne og effektive transportsystem. I løbet af få årtier voksede den lille landsby Esbjerg til en ung, livskraftig købstad med en moderne eksporthavn. Herfra gik transporten af danske mejeriprodukter og dansk bacon til det altdominerende marked, England.

   (En vigtig forudsætning for andelsmejeriernes succes var den moderne centrifuge, som på effektiv vis kunne skille mælk og fløde. Jeg har i 34 år været folkelærer på N.J. Fjordsgades Skole i Århus, og det var morsomt for mig at opdage, hvem N.J. Fjord egentlig var: Niels Johannes Fjord (1825-1891) uddannede sig med en baggrund som lærer i Århus i videnskabelig retning og blev ansat ved Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole. Netop han kom til at forestå forbedringen af centrifugen, ligesom han på en lang række andre områder stod for udvikling, analyser og opfindelser, som var af uvurderlig betydning for effektiviseringen af dansk landbrug.) 

   Mejeriernes succes bredte sig til andre former for landbrugsproduktion. Der blev oprettet andelssvineslagterier og tusinder af brugsforeninger. Som i Ferup fik hver landsby sin ”brugs”, hvor den ansatte uddeler stod for salget af varer til andelshavere og andre kunder.

   Andelstanken kom til os fra England, og i mange europæiske lande forsøgte man sig med denne organisationsform - intetsteds med samme succes som i Danmark. Her sejrede andelstanken stort og medførte det supereffektive landbrug, som helt op til vor tid har haft enorm betydning som en vigtig del af grundlaget for den økonomi, vort samfund hviler på.

   Tryk avler modtryk

   Årsagen til denne succes skal søges i de politiske forhold i Danmark. Flere historikere har påpeget, at det paradoksalt nok var en stor fordel for den unge andelsbevægelse, at den politiske magt i Danmark i denne periode lå hos ”fjenden”, de store godsejere med Estrup i spidsen. (Herom mere senere). Det tvang nemlig de mellemstore bønder og småbønderne i armene på hinanden. De allerstørste bønder, godsejerne, havde så stor egenproduktion, at de kunne oprette egne moderne mejerier med den som grundlag. Under ”normale” forhold ville disse mejerier måske ha været en alvorlig konkurrent til andelsbevægelsens. Nu blev det ”en politisk handling”, en protest mod Estrup og de provisoriske love, at tilslutte sig andelsbevægelsens mejerier. Større og mindre bønder, som under ”normale” forhold ville havde modstridende interesser, kunne på den baggrund lægge dem til side og udbygge andelsbevægelsens fællesskab.

   Dette udmøntede sig bl.a. i andelsbevægelsens politiske organisering. Ved fx mejeriets repræsentant-skabsmøder stemtes ”efter hoveder, ikke efter høveder (køer)”. Dvs., at den lille husmand med fire køer havde én stemme, ganske ligesom storbonden med 40 køer. Naturligvis blev udbyttet delt efter, hvor meget den enkelte bonde havde indleveret af mælk. Men alle afgørelser om mejeriets drift blev, i hvert fald i princippet, truffet på lige fod af alle andelshavere, store som små.

   Konkurrencen mellem små og store andelshavere er nok den forhindring, som mange tilløb til andelsorganisering er snublet over i andre lande. Men i Danmark hjalp de politiske forhold altså bønderne hen over den.

   Kooperation

   Selv om navnet Andelsbevægelsen i Danmark først og fremmest er knyttet til landbruget, så har andelstanken også i høj grad sat sit præg på arbejderbevægelsen. Også her omkring produktion, men i første række forbrug. Traditionelt kaldes den i arbejderkontekst for kooperation, men i navne som fx Arbejdernes Andels Boligforening m.fl. genfindes andelsnavnet dog. Vigtigst og størst i byerne har dog brugsforeningerne været. ”Brugsen” er også i byerne et centralt sted for daglighandel. Og medlemmerne får den dag i dag udbetalt en årlig ”dividende”, deres del af overskuddet, opgjort efter størrelsen af deres handel i Brugsen.

   I sidste bind af sit store romanværk om arbejderbevægelsens udvikling i Danmark, ”Pelle Erobreren”, diskuterer Martin Andersen Nexø arbejderbevægelsens fremtid, og her er kooperationstanken i høj grad en mulighed for ”arbejdernes overtagelse af produktionsmidlerne”: Så vidt gik det ikke, men kooperations-/andelstanken har dog spillet en væsentlig rolle i dansk arbejderbevægelse.

  

   Fra Hjedding til Arla, fra Brugsen til COOP

   Tilbage til landet: Det første andelmejeri oprettedes i Hjedding i Vestjylland. I løbet af 10 år var der som sagt bygget over 1000 mejerier, og udviklingen fortsatte. Den første brugsforening oprettedes i Thisted 1866 - altså en ”bybrugs”, men herfra bredte den sig som en steppebrand til næsten alle landsogne i Danmark.

   For Olav og Tage Rasmussen var Andelsbevægelsen en selvfølge. Det var forarbejdnings- og afsætnings-mæssigt som den luft, de indåndede. I deres tid havde Andelsbevægelsen allerede udviklet sig til den altdominerende organisationsform på landbrugsområdet, med andelssvineslagterier, med virksomheder for ægeksport, indkøb af foderstoffer, gødning og meget mere.

   Indtil omkring 1955 var den oprindelige andelsbevægelse genkendelig i forhold til sin start: Lokale andelsforeninger med årlig generalforsamling, en relativt flad, producentdomineret ledelsesstruktur. Men fra dette tidspunkt begynder de voldsomme strukturændringer i dansk landbrug, sammen med de stærkt forbedrede transportmuligheder og den øgede internationale konkurrence på fødevareområdet at sætte sit præg også på andelsbevægelsen: Rationaliseringer, nedlæggelse af mange af de små, lokale mejerier, mere uigennemskuelige ledelsesstrukturer. Producenterne i de små familiebrug har naturligvis kæmpet for den klassiske strukturs nærdemokratiske elementer, men afvandringen fra land til by og sammenslutningen af mange danske familiebrug til større enheder har ikke kunnet undgå at påvirke andelsvirksomhedernes organisation.

   I dag har vi Arla - en international mastodontvirksomhed, en central spiller på den globale fødevarescene. Et barn af andelstanken - men der er unægtelig langt fra en lille flok bønder, der slutter sig sammen i Hjedding for 130 år siden, til nutidens strømlinede forarbejdnings-, handels- og eksportvirksomhed.

   Men den lille, frysende feriedreng nåede også på dette område at opleve et hjørne ”de gamle dage”, før verden gik af lave.   

 

   Min morfar

   Store dele af nedenstående bygger på Tage Rasmussens bog: ”En jysk bondes historie”.

   Olav Rasmussen overtog sin fødegård, Egelund i Ferup, i 1912. Samtidig købte han nabogården Nørvanggård. Tilsammen var de to gårde på 80 tdr. land.

   Familiehistorien fortæller, at en gang i 1916 kommer morfars gamle husbond, Christensen fra Tommerupgård på Fyn, på besøg på Egelund. En morgen står han og ser ud ad køkkenvinduet. Pludselig udbryder han: ”Det her er sgu for lidt for dig, Olav. Er der ingen gårde til salg her på egnen”? Jo, der var da Ferupgård. ”Spænd for og lad os komme af sted”. Da de efter at have set ud over Ferupgårds jorder på hjemvejen kom forbi indkørslen, sagde Christensen: ”Drej ind”!

   Inden de forlod gåden igen, havde Olav købt den. Ingen tænkte på at spørge hans kone til råds. Ingeborg fik et chok, da de kom hjem. Nu skulle hun være madmor for et stort folkehold, og det med to små børn, bl.a. min mor på få måneder. Hun var grædefærdig.

   Heller ikke Olav Rasmussens gamle far var tryg ved situationen. Kunne det nu gå?

   Men det gik. Egelund og Nørvanggård blev solgt, og Olav Rasmussen fik Ferupgård i god drift. Han var en særdeles dygtig landmand, veluddannet og ivrigt optaget af alt nyt inden for landbruget. Men det holdt hårdt de første mange år. Alt, hvad der blev tjent, blev sat i gårdens drift. Først ved sølvbrylluppet i 1938 fik Ingeborg pæne møbler til stuehuset.

   Verdenskrisen fra 1929 fik stor indflydelse på landbruget. Eksporten til England faldt kraftigt, og priserne på baconsvin og mælk med den. Det var i den situation, Socialdemokratiet og Venstre indgik det berømte Kanslergadeforlig (30. januar 1933 - samme dag, Hitler kom til magten i Tyskland), som sikrede, at både arbejdere og bønder fik en begrænsning af krisens virkninger.

   Alligevel var det en hård tid for alle - også landbruget. Olav Rasmussen var sognefoged i Lejrskov-Ferup. Da han nogle gange havde måttet ud og pante kolleger, så de måtte gå fra gården, skrev han og bad sig fritaget for det tunge hverv. Det var for hårdt at være budbringer om fallit til gode standsfæller, som blev ramt af krisen.

   Også Ferupgård havde det svært. Men et lån på 600 kr.(!!) bragte Olav Rasmussen over det værste, og faren drev over.

   Jeg husker naturligvis kun min morfar som en ældre mand, ikke særlig høj, rolig og ikke meget talende, men med et skarpt og intenst blik. Helt umiddelbart indgød han en vældig respekt. Da jeg kom til bevidsthed og lærte ham at kende, fra omkring 1950, havde han på grund af et hjertetilfælde måttet afhænde gården til sin søn, Tage. Nu havde han ikke kommandoen længere og måtte finde en ny rolle som aftægtsmand, der naturligvis havde sine arbejdsopgaver på Ferupgård.

   Det har helt sikkert ikke været let. I sine yngre dage havde han været kendt som en ilter og temperamentsfuld husbond, der bankede på barometeret, så det gik i stykker, når det viste dårligt vejr i høsttiden, og som forlangte meget af sine folk. Nu skulle han pludselig spille anden violin.

   Olav Rasmussen blev helt rask igen. Det var oven i købet på tale, at han skulle købe en ny gård til sig selv, 68 år, som han var. Men her satte Ingeborg foden ned. Hun ville ikke flytte fra sin hyggelige aftægtslejlighed i den østre tredjedel af stuehuset på Ferupgård.

   Olav og Ingeborg havde nu tid til at komme på besøg i mit barndomshjem i Sorgenfri nord for København. I forhold til Ferupgård var her en rytme af ro, som de tilsyneladende faldt godt ind i. Når de var i besøg, lånte de mor og fars dobbeltseng. Da vi var små, kravlede jeg om morgenen over i mormors seng, og min søster puttede hos morfar. Her fik jeg historier fra nordisk mytologi og danske heltesagn, mens morfar trakterede med jagthistorier og dramaer, hvor Mikkel Ræv forsøgte at bryde ind i hønsehuset.

   Den lidt ældre søn i nabohuset var jeg noget bange for. Han og hans store kammerater kunne godt finde på at drille mig. Han hed Peter Lautrop og blev senere en kendt billedkunstner og avistegner. En dag kom morfar ud og fangede ham på fersk gerning. Morfar så vist på ham og sagde bare: ”Kommer du ikke fra et godt hjem?” Det mente Peter fra det uortodokse, men dannede overlægehjem vel nok, at han gjorde. Men han sagde ikke noget, luskede blot af, flov og med halen mellem benene. Han viste sig ikke igen, før morfar og mormor var draget af.

   Tilbage til 30´rne. Når Tage var i tjeneste hjemme, havde han det ikke let. Han fornemmede tydeligt, at hans far krævede mere af ham end af de øvrige karle. Tage var i sin ungdom en vild krabat, der bl.a. som stor dreng ofte sneg sig ud om natten for at gå på jagt, hvilket ikke var efter faderens hoved.

   Landbrugsmæssigt var Olav Rasmussens store interesse malkekøer. Han fik oparbejdet en fornem stamme af ”rød dansk malkerace”, som på den tid var en særdeles almindelig kvægrace på danske gårde. Hans besætning var kendt som en af Jyllands bedste og hentede ofte æres- og førstepræmier hjem fra dyrskuet i Kolding og andre steder.

   I sine udadvendte aktiviteter var Olav Rasmussen et næsten overvældende eksempel på den vågne og aktive grundtvigske bonde. Han sad i Kolding Herreds Landbrugsforenings bestyrelse 1934-1946, heraf de sidste 9 år som formand, i Lejrskov sogneråd, i bestyrelsen for Højrup mejeri, i kredsbestyrelsen for partiet Venstre. Han var særdeles aktiv i Ågård frimenighed, var en overgang formand for foredragsforeningen i Ferup og skænkede to tdr. land til idrætsforeningen til oprettelse af en sportsplads. I 1948 blev han Årets Æresbonde på Kolding-egnen, og i 1956 Ridder af Dannebrog. Ridderkorset bar han efter sigende kun ved én lejlighed: Da han skulle over og sige tak til kongen…

   Morfar var en stor børneven, glad for og stolt over sine børn og børnebørn. Han havde også den for tiden progressive idé, at alle hans børn skulle ha en uddannelse - også pigerne.

   Af min mor, som var en rigtig stueplante, ville der aldrig blive en ordentlig bondekone. Men hvad skulle der så blive af hende, nu da lærerindeplanen gik i vasken, fordi hun ikke kunne lære matematik? Efter et par sæson´er som tjenestepige hos ”professorinden” i København kom mor engang hjem til Ferup med den idé, at hun ville på Musikkonservatoriet. Hendes far så hende vist og bestemt ind i øjnene med sit intense blik og spurgte alvorligt:

   ”Elisabeth, er det så det, du virkelig vil?” 

   ”Ja, far!”

- svarede min mor i samme alvorlige og bestemte tonefald. Og så var det i orden. I morfars ord lå et løfte, men også et krav: Mor var ikke i tvivl om, at hvis hun fejlede, ville hendes fars skuffelse være stor.

   Olavs og Ingeborgs børn har samstemmende sagt, at de havde en dejlig barndom. En fast og bestemt, krævende, men også kærlig far. En poetisk og romantisk, udadvendt og varmhjertet mor, som man nok kunne sno om sin lillefinger, måske ved hjælp af en lille hvid løgn? Et kulturelt set spændende og vågent miljø. Krav, men også sikker opbakning til højskole og uddannelse.

   Samspillet imellem de to, så forskellige de var, var nok det, der gav familielivet sin særlige dybde og rigdom. De kunne rives noget så gevaldigt, når morfars nøgterne bonde-jordbundethed stødte sammen med mormors flyvske sind. Men når tiden var til det, så var morfar selv en romantisk sjæl, som kunne lade sig beruse af en god prædiken, en sang af Grundtvig, Elisabeths klaverspil, mormors oplæsning og letsind. Og i prækære situationer kunne samspillet mellem de to løse op for problemet, hvis morfar lod sig ”fange” i et svagt øjeblik. En historie:

   Moster Inga, den højt elskede efternøler, kommer en dag hjem fra realskolen i Kolding og har mistet sit guldur. Det er blevet stjålet i omklædningsrummet. Hun går naturligvis til sin mor, som straks solidariserer sig med sin datters problem: Hvordan får vi det fortalt til far. ”Tag det roligt, lille Inga, den ordner jeg”.

   Få dage efter er der gymnastikopvisning i Ferup Forsamlingshus. Inga står på fløjen, slank og smidig og yndefuld. Olav følger med stolthed og strålende øjne sin datters elegante bevægelser. Netop i dette øjeblik læner Ingeborg, som opmærksomt har fulgt hans minespil, sig over mod Olav og siger: ”Inga har for resten fået stjålet sit guldur i Kolding…”

   ”Nå”, svarer Olav.

   Emnet bliver aldrig mere berørt…

   Alligevel har det ikke altid været helt let at være børn af to så markante personligheder, hvilket man jo ofte ser. Under overfladen lå et nok så tydeligt krav om, at man skulle være ”grum”. Det vil sige være god til sit arbejde, aldrig give op, have planer for tilværelsen, være ærlig og pålidelig med mere. Disse krav blev formuleret ganske direkte i morfars kontante mottoer. Men endnu mere lå de indirekte i hans frygtindgydende gode eksempel og angsten for at skuffe denne mand, som selv med to flittige hænder, en stærk vilje og en klar hjerne havde klaret sig så flot og var vellidt og højt respekteret i vide kredse.

   Morbror Tage har nok været den, der som ældste søn og arving til Ferupgård mest direkte er blevet præsenteret for disse store forventninger. Heldigvis kunne han tåle mosten. Han blev selv en dygtig bonde og kvægavler, aktiv og udadvendt og respekteret. Hans kærlighed til og vældige respekt for sin far går som en rød tråd igennem samtlige erindringsbøger. Men var han og tante Helga alligevel lykkeligst i de 9 år, de drev gården i Meng? Og hvordan har det mon været for den knagende dygtige Helga at komme til Ferupgårds specielle miljø, hvor svigerfar og svigermor i mere end 15 år boede i en del af stuehuset?

   Også min mor klarede forventningerne og er hele sit liv forblevet en trofast vogter af Ferupgårds familiemytologi. Hun lignede sin far tilstrækkelig meget til at kunne svare: ”Ja, far” med alvor og overbevisning.

   De klarede det alle fem. Men uden ofre? Hvad nu, hvis man ikke var ”grum”? Hvad nu, hvis man forelskede sig i en, der ikke var ”grum”?

   Svaret blæser i vinden. Ingen barndom er kun lykke, og det kan være en krævende opgave at have ”stærke” forældre, såvel som ”svage”.    

 

   Gæld og pesticider

   Jeg læser netop dags dato (11. juni 2012) i avisen, at dansk landbrug har en samlet gæld på 320 milliarder kroner. For de 12.000 professionelle landmænd svarer det til omtrent 18.000.000 kr. pr brug. Samtidig er det (endnu engang) kommet frem, at der i dele af landbruget finder massivt overforbrug af såvel giftstoffer som gødning sted. Begge dele importeres ulovligt fra Tyskland. Pesticiderne truer mange steder i landet vores grundvand, mens gødningen ødelægger søer og vandløb.

   Dansk landbrug spiller den dag i dag en central rolle i nationens økonomi. Både hvad angår produktion, forædlingsindustri og eksport er landbruget uhyre vigtigt. Men selve råvareproduktionen er en niche i økonomien.

   Samtidig er det traditionelle danske familiebrug med ”heste, grise, køer og får” for længst en saga blot. Godserne er for så vidt gendannet, ikke ved baroner med adelige aner, slotlignende herregårde og aristokratiske jagtselskaber, men gennemmekaniserede og -industrialiserede landbrug, hvor effektiviteten er i højsædet. Og hvor investeringen i et hypermoderne produktionsapparat har ført til en gældsbyrde, som i disse krisetider hænger som en møllesten om mange landmænds hals.

   Hvis man som landmand i dag kalder sig liberalist, er man til grin. Kanslergadeforliget var kun begyndelsen. I dag eksisterer dansk landbrug, som landbruget i hele EU, kun i kraft af massive støtteordninger fra EU, hvilket koster op mod halvdelen af hele EU's budget.

   Menneskeligt set er nutidens landmænd selvfølgelig ikke værre end fortidens. Også den gang fandtes der landmænd, som af grådighed eller under økonomisk pres opførte sig uetisk. Som eksempler kan nævnes gårdslagtere og gullaschbaroner under 1. Verdenskrig, hvor hvad som helst kunne stoppes i konservesdåser, sendes til Tyskland og serveres for de arme tyske soldater ved fronten. 

   Men i den globaliserede nutid er markedet så meget mere uoverskueligt og mulighederne for svindel med gift, gødning og tilskudsberettigelse blot så meget større, at det foregår i et voldsomt omfang.

   For 100 år siden var det stadig muligt at have en etisk, liberalistisk, til dels romantisk bondeidentitet, og samtidig være en effektiv og dygtig producent. Hvis Olav eller Tage Rasmussen kunne se, hvordan landbrugsproduktionen foregår i dag, ville de være rystede i deres grundvold.

   Og Jeppe Aakjær roterer i sin grav.

 

   Kampen mod Estrup

   ”De radikale er såmøj et jammerligt parti”!

   Olav Rasmussen var fuldblods venstremand. Den socialliberale gruppe, der i 1905 brød ud af Venstre, havde han mildest talt ikke meget respekt for. I hvilken sammenhæng, han brød ud i ovennævnte malmfulde ord, som jeg har fået refereret af min mor, det er jeg ikke klar over. Men mon ikke det kan ha været i forsvarssagen? Socialdemokratiets og Det Radikale Venstres nedskæringspolitik overfor forsvaret i mellemkrigstiden har han utvivlsomt betragtet som udansk og defaitistisk. ”Det nationale” og ”forsvaret” var to sider af samme sag!

   Politisk set er Olav Rasmussen et ægte barn af den store kamp mellem Højre og Venstre i sidste tredjedel af det 19. århundrede. Ved systemskiftet 1901, da Venstre endelig fik regeringsmagten, var han 19 år. Han havde ikke stemmeret (alderen var 25 år), men han har helt sikkert været begejstret over, at Venstres lange og i perioder ørkesløse kamp mod Højre endelig var kronet med held.

 

   Venstre mod højre

   Vi er ikke forvænt med jordskælv i Danmark. Men et katastrofalt jordskælv i dansk bevidsthed og dansk politik indtraf med nederlaget i krigen 1864. I vide kredse ramtes man ligefrem af den uhyggelige tanke, næppe til at udtrykke, at Danmark stod overfor sin undergang som selvstændig nation.

   Blev nederlaget så også ødelæggende? Nej, på forunderlig vis lykkedes det nationen, ikke blot at overleve, men også gennemgå en udvikling, som på mange fronter styrkede landet, gjorde det rigere og bragte det nogenlunde helskindet ind i en moderne udvikling. Det er denne udvikling, som vi siden har betegnet med det markante citat ”Hvad udad tabes, skal indad vindes” (som normalt tillægges Dalgas og hans Hedeselskab, men som egentlig er formuleret i et ”trøstedigt” af H.P. Holst).

   Denne på nogle områder lykkelige udgang af eksistenskrisen havde man naturligvis ingen mulighed for at få øje på i årene efter 1864. Hvem var skyld i nederlaget???

   Ja de, som havde siddet ved magten i Danmark under katastrofen, var de Nationalliberale. Men de sad jo stadig ved magten, så det kunne ikke være dem. Næh, det var folket, den ubesindige gemene hob, der med folkestemningen og de satans aviser havde presset de stakkels magthavere til at vedtage November-forfatningen 1863, som gav Bismarcks Preussen alle tiders påskud til en rask lille krig. Og siden fastholdt de halsstarrigt den selvmorderiske kamikazekurs tværs gennem nederlaget. De Nationalliberale blev bange for deres egen skygge og gennemførte i 1866 en revision af grundloven, der kraftigt begrænsede den (for mænd) almindelige stemmeret, som de så begejstret havde gennemført i det berusende år 1849.  Stemme-retten til Folketinget blev så nogenlunde fastholdt, men i landstinget måtte man ha ældre, besindige, velhavende mænd, en flok af dem endda valgt af kongen!

   Selvfølgelig var de pæne, nationalliberale borgere fra København svækket. I løbet af kort tid gled magten over til gruppen af storlandmænd, de ofte adelige godsejere, som sad på deres store gårde over hele Danmark. Deres leder blev aristokraten, den dygtige, frygtløse og stædige J.B.S. Estrup til Skaføgård på Djursland. Endnu fandtes der ikke partier i moderne forstand, men Estrup og hans støtter (herunder de sørgelige rester af De Nationalliberale) kaldtes for Højre. Deres modstandere, bønder og husmænd, samt fra 1871, under indtryk af Brandes´ synspunkter, en voksende, progressiv gruppe af borgerskabet, kaldtes under ét Venstre, men bestod i de første mange år af mindre, evigt skiftende grupperinger, som sjældent var enige. I 1871 dannedes også Socialdemokratisk Forbund af en lille flok rabulistiske byarbejdere, som ingen endnu regnede med.  

   I starten var Højre og Venstre nogenlunde lige stærke, men fra ca. 1875 begyndte Venstres fremmarch ved valg efter valg. I Folketinget blev Venstres overmagt efterhånden overvældende. Men hvad nyttede det, når de besindige, ældre velhavere til Landstingsvalgene stemte på Højre, og kongen til overflod som sin andel af landstingsmedlemmerne udelukkende udpegede højremænd? Det var også kongen, som udpegede ministrene (sådan er det formelt den dag i dag), så Estrup og hans folk kunne trygt sidde ved magten år efter år.

   Med stigende desperation så Venstre, hvordan folketingsflertallet år efter år blev manøvreret ud på et sidespor. Lederen hed Chresten Berg, og hans ultimative middel for at vinde del i magten blev den såkaldte ”visnepolitik”: Hvis flertallet i Folketinget år efter år stemte imod finansloven, havde Højre ingen penge at drive politik for, og så måtte den politiske magt da visne imellem hænderne på dem. Troede Venstre.

   Men Estrup fandt en udvej. En paragraf i grundloven tillod i en nødssituation regeringen at regere Danmark med provisoriske love, dvs. love, som blev udstedt af kongen og regeringen uden at blive vedtaget i Rigsdagen (Folketing og Landsting). Den paragraf var nok ikke oprindeligt udtænkt til en situation som denne, men det så Estrup, Kongen og Højre behændigt bort fra, mens Venstre rasede. Ikke nok med, at Venstre ikke kunne få sin politik igennem. Når finansloven ikke blev vedtaget, ja så bugnede statskassen af penge, som ikke blev brugt! Disse penge kunne regeringen så med provisorisk lovgivning lystigt bruge løs af til egne formål.

   Denne periode i dansk politik går under navnet ”provisorietiden”. Den begyndte i 1884 og varede omkring 10 år. Der var oprørsstemning blandt Venstres vælgere, men som tidligere nævnt førte de ulmende protester ikke til åbent oprør. Det nærmeste, man kom, var i Hjørring, hvor politimesteren insisterede på at opholde sig på tribunen med talerstolen, mens Chresten Berg talte, således, at han kunne gribe ind og afbryde talen, hvis Berg sagde noget utilbørligt. To stovte venstrefolk greb fat under hver sin af politimesterens arme og gelejdede ham ned fra tribunen, så Berg kunne holde sin tale i fred.

   Selv om Berg ikke direkte havde noget med ”fjernelsen” at gøre, kostede den ham faktisk både frihed og helbred. Han kom et halvt år i fængsel, tålte på grund af sukkersyge kun dårligt ”vand og brød” og døde få år efter sin løsladelse.

   I det hele taget holdt politiet og det nyoprettede lyseblå gendarmkorps et vågent øje med oppositionelle elementer, og mange talere og avisredaktører måtte vandre en tur i fængsel.

   1884 var i øvrigt også det år, da bl.a. Georgs bror, Edvard Brandes, oprettede dagbladet Politiken, som hurtigt blev det førende organ for den socialliberale gruppe i Venstre, dvs. småbønder og husmænd, samt den progressive del af det intellektuelle borgerskab i byerne - den gruppe, der i 1905 blev til Det Radikale Venstre. Inspirationskilde og høvding for den gruppe blev den markante taler, journalist og politiker Viggo Hørup. (Kig på statuen i Kongens Have). Samtidig oprettedes over hele Danmark en sværm af lokalaviser med Venstre-holdninger, ”De Berg´ske Blade”. En del af dem eksisterer, trods bladdød, den dag i dag.   

 

   Forsvarssagen

   Det politiske område, der i provisorietiden kom til at stå mest gny om, var forsvarssagen. Bortset fra Viggo Hørups gruppe, som ønskede nedrustning (”Hvad skal det nytte”), så var Venstre og Højre enige om, at Danmark skulle have et stærkt forsvar. Men her hørte enigheden også op. Højre gik ud fra den erfaring fra 1864, at Danmark som helhed var uforsvarbart. Derfor tilsluttede de sig en plan, hvor Danmark i tilfælde af et fjendtligt (læs ”tysk”) angreb skulle koncentrere forsvaret om København og holde hovedstaden så længe som muligt, så de forbundsfæller, vi forhåbentlig havde, kunne nå at tage sig sammen til at komme os til undsætning.

   Til den plan havde det danske forsvar brug for en ring af forter, volde og forsvarsværker rundt om København - i så stor afstand, at tidens langtrækkende kanoner ikke kunne ramme hovedstadens bebyggede områder. Det kostede penge. Mange penge. Millioner (som den tids milliarder hed).

   For Venstre, hvis vælgere som hovedregel boede ude på landet, langt fra Københavns forsvarsværker, var en sådan forsvarspolitik naturligvis fuldkommen uspiselig. Skulle den danske landbefolkning sejle sin egen sø og komme i fjendens vold, mens højreborgerne sad og fedede sig bag Københavns nye volde? Aldrig!

  Men visne- og provisorietiden havde som sagt fyldt statskassen, eftersom ingen penge kunne blive brugt. Og nu kunne Højre bruge løs af de rare millioner på Københavns befæstning, mens end ikke et nok så lille politisk krav fra Venstre fik bevilget så meget som fem flade øre. Betonen blev blandet, trillebørene kørte, volde og forter blev anlagt i lange baner. Og Venstre kunne intet gøre.

   Men det er så netop i denne periode, at Venstre ”vinder indad, hvad tabes udad”. Her opstår den samdrægtighed imellem de små og de mellemstore bønder, som fører til Andelsbevægelsens succes og den deraf følgende udvikling af dansk landbrug.

   Konfrontationen imellem Højre og Venstre er urokkelig i 10 år. Men politikken er i virkeligheden ufrugtbar for begge parter. Venstres valgsejre bliver større og større, og da selv Landstinget får Venstre-flertal, bliver Estrups situation uholdbar. Han må forlade sin post som konseilspræsident (statsminister), og mere moderate ledere indleder 1894 kompromisforhandlinger med Venstres højrefløj.

   For Venstre er det i den periode lammende at se alle skattemillionerne blive brugt rub og stub til politiske formål, som er uspiselige for Venstre, først og fremmest Københavns befæstning. Men Venstres forskellige fløje er splittede mellem kompromis og konfrontation. For at dog nogle af pengene skal kunne bruges på Venstres politiske ønsker, går dele af Venstre på kompromis med Højre i perioden 1894-1901.

   Desuden har både Venstre og Højre et problem, som de er fælles om: Det lille Socialdemokrati vokser, med byernes tiltagende industrialisering og afvandringen fra land til by, i foruroligende grad. Venstres venstrefløj, grupperingen omkring Viggo Hørup, tar denne udvikling med sindsro, har endda ikke ringe sympati med arbejderne. Men de solide bønder på Venstres højrefløj kan ikke li det. Har man egentlig ikke mere til fælles med godsejerne, fx når det gælder beskatningen af indkomst frem for jord?

   Under den navnkundige storlockuot i 1899, den månedlange arbejdskamp, som efter mange trængsler fører til det system af forhandling, strejkeret og voldgift på arbejdsmarkedet, der i dag kendes som ”den danske model”, kører adskillige bønder vognlæs af fødevarer ind til de sultende københavnske arbejdere. Arbejdskampen kan jo sagtens forstås som et led i den samlede kamp imod højre. Men mon ikke det i første række er husmænd og småbønder, der støtter de lockout-ramte?

   Først i 1901 kommer Systemskiftet. Endelig udpeger kongen en Venstre-regering, ganske vist under ledelse af en agtværdig københavnsk professor, men med den vestjyske degn I.C. Christensen som regeringens stærke mand. Viggo Hørup er også med som minister, men dør kort efter, og i 1905 bryder ”hans” gruppering ud af Venstre og danner Det Radikale Venstre i protest mod, hvad de ser som Venstres alt for store gårdmands- og forsvarsvenlighed.

   Systemskiftet markerer indførelsen af ”parlamentarismen” i dansk politik, dvs. knæsættelsen af det princip, at en regering skal kunne mønstre et flertal i Rigsdagen, og kan den ikke det, må den gå af. Til dato har princippet siden været brudt to gange: Da kong Christian X ”begik statskup” i 1920, samt som følge af tysk pres under besættelsen.

   Frem til for ikke så mange år siden har de fire gamle partier, Højre (fra 1915 Det Konservative Folkeparti), Venstre, De Radikale og Socialdemokratiet udgjort basis i det danske politiske landskab. Venstre og Højre viste sig et langt stykke at have fælles interesser og nærmede sig hinanden. På samme måde delte De Radikale og Socialdemokratiet ikke så få interesser og har i lange perioder af det 20. århundrede regeret Danmark - på vej mod velfærdssamfundet. De Radikale har ofte været gode til at manøvrere i midten af dansk politik, hvilket har givet dem både indflydelse og andel i regeringsmagten langt ud over det omfang, som partiets som regel relativt ringe størrelse berettigede til.

   Og forsvarssagen? Ja, Københavns befæstning blev stort set bygget færdig. Volden omkring vor kære hovedstad ligger der den dag i dag. Men allerede inden færdiggørelsen havde Krupp for længst konstrueret kanoner, som med lethed kunne skyde fra Midtsjælland og ind til Kgs. Nytorv. Og da bombning fra fly kom til, var det enden på en befæstning, som var helt forældet.  

  

   Olav Rasmussen og politikken

   Som sagt var min morfar inkarneret venstremand. Både som storbonde og nationalt sindet kunne hans politiske hjemsted ikke blive andet. Han var medlem af sognerådet, i nogle år sognefoged (en slags politimyndighed), og han kandiderede en enkelt gang til formandsposten for Venstre i den lokale valgkreds, hvor han dog ikke blev valgt.

   For Olav Rasmussen var det en selvfølge, at landbruget og den fødevare- og tekniske industri, som flød deraf, var den økonomiske basis for det danske samfund, og derfor skulle have så gode vilkår som muligt. At industrien efterhånden indhentede og overhalede landbruget, både hvad angår beskæftigelse og indtjening, har han nok været opmærksom på. Men det har ikke rystet ham i sin opfattelse af landbrugets store betydning.

   Olav Rasmussen var bestemt ikke uden social forståelse. Han var jo selv rundet af relativt beskedne bondekår. Men hans forståelse har nok hvilet på gamle dages patriarkalske syn på ”almuen” som en gruppe, man respekterede og på egen hånd hjalp, hvis de var værdigt trængende. Mennesker, som ved arv eller uheld sad småt i det, burde man som godt, kristent medmenneske række en hjælpende hånd, og det har Olav Rasmussen bestemt gjort mange gange. Og unge, dygtige landmænd har han flere gange givet en økonomisk håndsrækning, så de kunne udnytte deres evner og etablere sig som selvstændige.

   Men som ægte liberalist og ”selfmade” storbonde har han på ingen måde respekteret folk, der på grund af, hvad han så som udygtighed eller manglende vilje, har siddet hårdt i det. Og at folk som byens arbejdere eller landarbejderne har stillet ”urimelige” krav til samfundet og arbejdsgiverne om løn, arbejdstid, ferie og sociale goder - det tog da vist overhånd.

   At holde af og hjælpe med at opbygge det danske samfund var for Olav Rasmussen en selvfølge. Han kunne ikke drømme om at tilsvindle sig en indtægt eller en fordel, som han ikke havde ret til. Men samfundet var for ham noget, frie mennesker opbyggede i fællesskab, sådan som han selv gav jord til idrætsforeningen og hjalp med til at modernisere forsamlingshuset, ligesom hans far deltog i kirke- og skolebyggeri i Ågård.

   Olav Rasmussen var fuldblods demokrat. I 30´ernes svære tider opstod der aktivistiske bevægelser, der forlangte en ny politik til gavn for det betrængte landbrug, som Landbrugernes Sammenslutning (LS) og Bondepartiet. Olav Rasmussen var medlem af LS i starten, men da LS blev politisk, og ledelsen efterhånden åbenbarede en vis svaghed for nazistiske synspunkter, meldte han sig ud og bekæmpede dem heftigt i landbrugsorganisationernes indre fraktionskampe.

   Morfar ville ha afskyet de Venstre-løver, som i dag ser med foragt på samfundsfællesskabet og prøver at snyde det fælles så meget som muligt. Han ville også tage voldsomt afstand fra det primitive kulturbarbari, som har så gode vilkår i nutidens venstre, hvor liberalismen er degenereret til kun at dreje sig om at rage til sig. Han har med garanti helt og fuldt kunnet tilslutte sig sprogforskeren Rasmus Rasks klassiske udsagn: ”Sit fædreland skylder man alt, hvad man kan udrette”. Og han har følt, at han med en dygtig indsats som bonde og aktiv i samfundsfællesskabet har kunnet udrette gode ting - for sig selv, sin familie og samfundet.

   At jeg hele mit liv har været politisk dybt uenig med ham og har befundet mig på den politiske venstrefløj, skal ikke hindre mig i at prøve at forstå hans synsvinkel på samfundet og politikken. Jeg er ikke i tvivl om, at han fra sin synsvinkel altid har forsøgt at gøre det rette.

   At jeg så fra mit standpunkt ser en vis snæverhed i hans synsvinkel, ændrer ikke på, at jeg respekterer ham og hans livssyn dybt.

   Tage Rasmussen

   Tage Rasmussen var sin fars søn. Som det forventedes af ham, overtog han fødegården og drev den videre. Han overtog dertil i høj grad det sæt af leveregler og holdninger, som var gældende i hans barndomshjem. 

   Jeg gætter på, at det ikke har været ganske omkostningsfrit. At leve op til en så markant personlighed kan være en svær belastning. At Tage elskede og beundrede sin far kan der slet ikke herske tvivl om. Når han i sin ungdom ”slog sig lidt i tøjret” og gik egne veje, har det været af ungdommeligt overskud og fanden-i-voldskhed, ikke fordi han tvivlede på, at det, der ventedes af ham, var det rigtige.

   Har han tvivlet på, at han kunne leve op til det? Hvem har ikke lidt under belastningen af store forventninger, i vanskelige stunder.

   Men Tage havde pondus og personlig styrke til at fylde sin rolle ud, og ved sin side havde han sin dygtige Helga. Tage var landmand med liv og sjæl, interesserede sig levende for de røde køer, som fortsatte med at hente fine præmier på dyrskuerne. Han var særdeles aktiv i kvægeksport til fjerne lande, hvilket blandt andet bragte ham til både Rumænien og Bulgarien.

   Også i det offentlige liv spillede han en væsentlig rolle. Hvad angår gymnastikken, var han endnu mere aktiv end sin far. I en periode var han faktisk formand for Venstre i Bække-kredsen. Han sad i mange år i bestyrelsen for Ågård Frimenighed.

   Og endelig gjorde han på sine gamle dage en særlig indsats ved at skrive en række lokalhistoriske bøger, som jeg har haft stor glæde af, når jeg i denne beretning har skullet få helhed på de mange, men spredte familie- og lokalhistoriske beretninger, jeg har hørt i min barndom og ungdom. Bøgerne er naturligvis af særlig værdi for slægten og mig, men så levende og detaljerede, de er, har de bestemt også interesse for den som har historisk interesse for livet på landet i ikke så gamle dage. Jeg kunne ikke have skrevet denne beretning uden dem.

   ”Den store” og ”den lille” historie

   Min tese, som har motiveret nærværende beretning, har været, at de overordnede historiske begivenheder, som har været mit emne, har kunnet spejles i min slægts konkrete liv, samt at de nære begivenheder i slægten har kunnet give liv og ånde til den historiske beretning, der uden det måske var blevet nok så tør. Om det er lykkedes, må andre bedømme. Selv fornemmer jeg stadig, at helheden er til stede, hvad enten jeg har kunnet få den frem eller ej.

   Dog vil det helt sikkert være at tage munden for fuld at påstå, at sådan levede ”den danske bonde” i de sidste 125 år. Fx beskriver Jens Smærup Sørensen i sin bog ”Mærkedage” et bondeliv og en udvikling, der på mange måder har lignet det her beskrevne, men som næsten mangler de dimensioner, der kan kaldes ”højskolen” og ”det grundtvigske”. Netop disse dimensioner har betydet uendelig meget for min slægt.

   Der er også et landboliv, som ligger før ”højskolen” og ”det grundtvigske”. Fx det, som er så fremragende beskrevet i Marie Bregendahls i høj grad anbefalelsesværdige romanserie om ”Sødalsfolkene”.

   Martin Andersen Nexø har en ganske anderledes harsk og kritisk beskrivelse af bonden omkring 1. Verdenskrig i sin ikke ganske vellykkede roman, ”Midt i en Jærntid”, hvor han beskrives som grådig og sig selv nok, mens uelskværdige portrætter af ”bonden set nedefra” optræder mange steder i dansk litteratur, fx hos både Nexø (Pelle Erobreren), Skjoldborg (Gyldholm), Aakjær (Vredens Børn og en del noveller) og Hans Kirk (Daglejerne). Til overflod har Johannes V. Jensen i en af sine Himmerlandshistorier et ætsende ondt portræt af en grundtvigiansk bonde, som midt i ”den glade kristendom” sidder som en edderkop i sit spind og suger alt liv og glæde ud af sine omgivelser. Intet livssyn rummer en forsikring imod magtsyge og egoisme i tilhængerskaren.

   Alle disse beskrivelser er ”set gennem et temperament” og rummer naturligvis ingen endegyldig sandhed, så lidt som nogen beskrivelse overhovedet kan gøre det, heller ikke nærværende. Men de rummer alle sammen mere end en flig af sandheden, der jo altid er mere kompleks og nuanceret end nogen beskrivelse.

   Således er min slægt heller ikke repræsentativ for den danske bonde i de sidste 150 år. Men slægtshistorien rummer alligevel så mange af landbolivets kulturstrømninger, at sammenholdningen med ”den store historie” bliver relevant.

 

   Fletværket

   Sammenhæng? Helhed? En markant epoke i danske hverdages historie - en epoke, som nu er slut, men af hvilken man den dag i dag kan finde markante eftervirkninger i ”den danske folkesjæl”, hvad dét så end er for én.

   I Pia Friis Laneths bog, ”Lillys Danmarkshistorie”, finder vi hende rundet af to slægtsgrene, dels en ”småbondegren” fra Brørup, (ikke langt fra Ferup), dels en københavnsk arbejdergren. Og således kan der skrives en hel stribe af danske hverdagshistorier, der hver især kan bidrage til billedet og være en del af helheden, og som ofte vil vise sig at gribe ind i hinanden og dannet et historisk fletværk. Større er Danmark jo ikke.

   Historien på min fars side har jeg forsøgt at skrive i to beretninger, ”Min bedstefar og Sønderjylland” og ”Feriedreng i Broue”. Nærværende afhandling om min slægt på mors side kan suppleres med mine egne oplevelser i erindringsskitsen ”Ferupgård”. Min egen forstadsopvækst og mit voksenliv vil også blive gjort til genstand for behandling i kommende artikler. Således yder jeg, inspireret af Pia Friis Laneth og mange andre, mit bidrag til fletværket.

 

   Et jævnt og muntert, virksomt liv på jord     

   Måske findes livssynet i ”min jyske bondeslægt” allerbedst beskrevet i kort og idealiseret begreb i Grundtvigs berømte testamentedigt ”Et jævnt og muntert, virksomt liv på jord”. Derfor kan jeg nok ikke runde bedre af end med disse kraftfulde, poetiske ord, som på magisk og dog ligefrem vis så at sige forbinder jord og himmel:

                        Et jævnt og muntert, virksomt liv på jord

                        som det, jeg ville ej med kongers bytte,

                        opklaret gang i ædle fædres spor,

                        med lige værdighed i borg og hytte,

                        med øjet, som det skabtes, himmelvendt,

lysvågent for alt skønt og stort herneden,

men med de dybe længsler vel bekendt,

kun fyldestgjort af glans fra evigheden; 

et sådant liv jeg ønsked al min æt

og pønsed på med flid at forberede,

og når min sjæl blev af sin grublen træt,

den hviled sig ved ”fadervor” at bede.

Da følte jeg den trøst af sandheds ånd,

at lykken svæver over urtegården,

når støvet lægges i sin skabers hånd,

og alting ventes i naturens orden:

Kun spiren frisk og grøn i tidlig vår,

og blomsterfloret i den varme sommer,

da modenhed i møde planten går

og fryder med sin frugt, når høsten kommer!

Om kort, om langt blev løbebanen spændt,

den er til folkegavn, den er til grøde;

som godt begyndt er dagen godt fuldendt,

og lige liflig er dens aftenrøde.  

 

                                                                                                         Viby J, den 6. august 2012

                                                                                                                  Gudmund Auring

 

   Kilder

   Fem af morbror Tages bøger har som nævnt været til stor inspiration og er en hovedkilde til nærværende af handling:

                             Tage Egelund Rasmussen:      Det gamle Ferup

         Et tilbageblik

                                                                                 To kvindeskæbner på Koldingegnen

                                                                                 En jysk bondes historie

                                                                                 En cykeltur i trediverne

                                                                                 Barndomsminder og Kirkebakken i Ågård

                                                                                 Jyder gør gymnastik

                                                                                 Til mine oldebørn

   Min mors erindringsskitse fra barndom og tidlig ungdom har også været til stor hjælp:

                             Elisabeth Egelund Auring:       En bondedatter fortæller

   Faktuelle ting er slået efter i

                             Sven Skovmand:                        Historie 3

                             Den Danske Encyclopædi

                             Ebbe Kløvedal Reich:                Frederik           

 

   Skønlitteratur tillægges normalt ikke kildeværdi, set fra en historisk-videnskabelig synsvinkel. Men for mig har de været uvurderlige som bidrag til forståelsen af den ånd og de livssyn, som er relevante for den omhandlede periode. En del er nævnt undervejs i min afhandling. De vigtigste nævnes her.

   Der er mange:

                             Jeppe Aakjær:                             Rugens sange

                                                                                    Vredens børn

                                                                                    ”Da lampen tændtes” og andre fortællinger

                                                                                    Livserindringer 1 & 2

                             Johan Skjoldborg:                       Gyldholm

                                                                                    En stridsmand

                             Martin Andersen Nexø:             Pelle Erobreren

                                                                                    Ditte Menneskebarn

                                                                                    Bornholmernoveller

                                                                                    Midt i en jærntid

                             Johannes V. Jensen:                   Himmerlandshistorier

                             Marie Bregendahl:                      Sødalsfolkene

                             Hans Kirk:                                     Daglejerne

                                                                                    De nye tider

                             N.F.S. Grundtvig:                         Sange og salmer

                             Henrik Pontoppidan:                  De levendes land

                                                                                    Noveller

                             Jens Christian Hostrup:              Sange