DRENG I FORSTADEN

   DRENG I FORSTADEN

   - af Gudmund Auring -

 

   1952. Nede på hjørnet af Abildgårdsvej og Virum Stationsvej er de ved at grave grunden ud til en ny villa. Når arbejderne har fået fyraften og er gået hjem, er det alle tiders legeplads for vejens unger, et brunligt månelandskab af store jordbunker, hen over hvilke trillebørsbaner af lange brædder snor sig.

   Chris, ældste søn inde hos vores nabo Lautrops, har kommandoen: Nu skal der leges cowboydere og indianere. Hans lillebror, Peter, er der også med kammeraterne Henrik og Arne, foruden hvad der ellers kan krybe og gå af drenge og piger på vejen.

   Den yngste er - mig. Jeg er nok 4 år, og det er vel allerførste gang, jeg får lov til at være selv ude og lege med de store børn. Det føles som et ridderslag, selv om de andre selvfølgelig ikke regner mig for noget som helst.

   Hvad legen går ud på, har jeg kun tågede forestillinger om. Men jeg lægger mærke til, at flere af de store drenge har en kæp, hvorpå der er bundet en snor fra den ene ende til den anden. Den bliver kaldt en flitsbue, og den er åbenbart noget, indianere er udstyret med. Sådan én vil jeg også ha´. Altså løber jeg hjem, finder en pind og et stykke groft sejlgarn, som jeg binder fra den ene ende til den anden, ganske løst, så snoren hænger i en slap bue ned fra pinden. Betydningen af en stram buestreng, for slet ikke at tale om pile, er ikke rigtig gået op for mig endnu.

   Således udrustet vender jeg tilbage til legen.

   Chris er vel 10 år, og hans skarpe blik opdager hurtigt min slatne buestreng. For første - og sidste - gang nogen sinde henvender han sig til mig: ”Hvad er det, du har der”?

   ”Det er en flitsbue”. Og sekundet efter står jeg midt i et stort, hånligt latterbrøl fra hele flokken af unger, uhjælpeligt diskvalificeret som for lille og for latterlig.

   Jeg kan lide at forestille mig, at jeg ikke stikker af og løber hjem. Jeg tror, at jeg blev, men opnåede næppe at blive inddraget i legen.

 

   Fru Nielsen

   Da grunden er gravet og støbt, rejser der sig en rummelig og flot villa på den, og dér ind flytter fru Nielsen. Ja, ikke kun hun, men også hr. Nielsen og deres tre børn, af hvilke Jens er den yngste, et år yngre end jeg.

   Fru Nielsen er en markant dame, stor og bredbarmet, med en skarp og kraftfuld stemme, ikke uvant med at kommandere. Det er en dame, man får en frygtblandet respekt for. Hun ryger cerutter, har stor damehat og somme tider en ræv om halsen. Hr. Nielsen indgyder også respekt, han stemme er også fast, men mere lun og afdæmpet. Og i øvrigt er det ikke hans opgave at herse med børn. Han er underdirektør i olieselskabet Esso, uden tvivl en velhavende mand.

   Selv om fru Nielsen virker noget skræmmende, bliver jeg alligevel kammerat med Jens, og vi leger temmelig meget sammen, indtil vi kommer i skole. Abildgårdsvej hører til Hummeltofteskolens distrikt, og Virum Stationsvej hører til Virum Skole, så selv om der kun er to huse imellem vores, skilles vore skoleveje. Og dermed ebber kammeratskabet ud i løbet af de første skoleår.

   Jeg bor på Abildgårdsvej 141. På den tid er Abildgårdsvej ”skåret over” af et stort gartneri med frugtplantage, som altså stadig er i drift. Vores stump af Abildgårdsvej er kun godt 100 meter lang, bliver så brat skåret over af gartneriets hegn, men fortsætter på den anden side af gartneriet en hel kilometer, helt op til Sorgenfri Station. Lige før hegnet, skråt over for vores hus, løber Pergolavej ned ad en lang bakke, hvor den ender blindt. Da vi bliver større, er det lidt af en manddomsprøve at ta turen ned ad Pergolavej på rulleskøjter. Det koster en del skrabede knæ.

   Allerede inden jeg kommer i skole, nedlægges gartneriet delvis, og Abildgårdsvej føres igennem, først med en krumning op imod den nyanlagte villavej, Frugthegnet. Men få år efter nedlægges gartneriet helt, og Abildgårdsvej bliver lang og lige, helt op til højhusene, stationen og Sorgenfri Torv.

   I øvrigt er husene på Pergolavej stort set ens, og i nogle af dem bor der noget så eksotisk som grønlændere. Jeg vil tro, at en eller anden forening har ejet husene til brug for grønlændere under udstationering i uddannelses- eller politisk øjemed. Jeg mener, at den navnkundige folketingsmand, Moses Olsen, bor der en tid. I hvert fald spiller han en overgang for Virum Boldklub, ligesom jeg.

   På Abildgårdsvej helt op til hegnet, i nr. 139, bor altså Lautrops med Chris, Janne og Peter. De næste tre huse er ens, hvidpudsede, firkantede, i to etager med fuld kælder, først vores, så Johansens i nummer 143, og så Hunosøes i nr. 145, men dem lærer vi aldrig at kende. Derefter kommer Nielsens, men det er altså Virum Stationsvej.

   Johansens får vi meget at gøre med. De har to døtre, Karin og Jytte. Karin er på min lillesøster Ingeborgs alder, og de to leger meget sammen, med den to år yngre Jytte som det tynde øl. Poul Johansen er noget så spændende som styrmand, endda medlem af Kap Horn-Foreningen, som kun er for de søfolk, der har rundet Kap Horn med SEJLSKIB. Det har han som ung elev med et skoleskib. Senere bliver han skibsinspektør og kommer i avisen i en stor reportage om erfarne søofficerer, der afprøver en ny type redningsflåde ved at være til søs med den i et par døgn. Poul Johansen er en lille, lun mand med jysk mål fra Vejle-kanten. Hans bror Kaj spiller i en lang række år back på Vejles 1. divisionshold i fodbold. Han opnår en del kampe på B-landsholdet og bliver siden landskendt som rolig, piberygende holdleder for det danske landshold i Sepp-Piontek-perioden. Joh, der er mange gode grunde til at se op til Poul Johansen. Da jeg senere får lært at læse og kan mine Peder-Most-bøger på fingrene, bliver hans og Peder Mosts eventyr vævet sammen til min egen romantiske sømandsdrøm.

   Jutta Johansen er som ægte sømandshustru fra Marstal, hvor ellers, og hendes venligt syngende sydfynske mål står i blød kontrast til fru Nielsens skrappe stemme.  

   Overfor Johansens bor Winthers, som jeg ikke kender meget til. Hr. Winther udmærker sig dog med sort gedebukkeskæg og en åben Ford, hvor bagklappen kan åbnes og omdannes til bagsæde! På et tidspunkt flytter han dog ud af billedet, men hans kone og søn bliver boende.  

   Det ene hjørnehus til Pergolavej tilhører Hertz, et ældre ægtepar, som har et lettere traumatisk forhold til vores bolde. Det koster svære forhandlinger fyldt med knubbede ord at få dem igen, når de alt for jævnligt ryger over hækken og ind i Hertz` have. Det er lettere og mere tidsbesparende selv at liste sig ind i deres have efter bolden, men det indebærer den risiko, at man bliver opdaget. Øretæver falder der ikke af, men flere knubbede ord med risiko for konfiskation af bolden.

   På det andet hjørne bor Ejler og Anders. De er ret små, men da bestemt brugbare, når vi skal lege skjul eller et-tagfat. I øvrigt har de en storebror, som altid bliver inde i haven. Der står han og rokker, mens han messer sære, ordløse lyde.  

   Jeg er sikker på, at hr. og fru Nielsen som erhvervsfolk højt på strå stemte på Det Konservative Folkeparti. Men fru Nielsen er en konservativ af den progressive, socialt bevidste type, og mener, det er hendes pligt at gøre noget godt for de mindrebemidledes børn. Bortset fra hr. Winthers Ford er Nielsens de eneste på vejen, der har vogn, en DKW. Og én gang om året fylder hun kareten op med vejens små unger og kører os i Zoologisk Have. Det er en stor oplevelse. Jens, Ingeborg, jeg, Jytte, Karin, Ejler og Anders ind i hendes vogn, ingen af os over 6 år. Det er før sikkerhedsselens tid, og børn kan anbringes overalt, blot de ikke hindrer fru Nielsens gearskifte. Og er der optræk til skænderi på bagsædet, er en enkelt skarp kommando fra fru Nielsen nok til at genoprette ro og orden.

   Gennem årene er fru Nielsen også en markant stifter og forkvinde for lokalafdelingen af foreningen Folkevirke, oprettet af den socialdemokratiske minister, Bodil Koch, med det formål at interessere kvinderne for kultur- og samfundsspørgsmål og træne dem i debat, så de med tiden kan udfylde deres retmæssige plads i det politiske liv. Foreningens møder bliver afholdt i Nielsens rummelige kælder, hvor mange foredragsholdere gennem årene kommer til at løfte deres røst overfor kvarterets lyttende husmødre. Både fru Johansen og mor er naturligvis med - jeg tænker, at de ikke har turdet sige nej, for fru Nielsen er ikke en, man siger nej til. Men de bliver nu hurtigt ivrige medlemmer, og mor får sin naturlige og betydningsfulde rolle som akkompagnetør ved klaveret til de obligate sange fra højskolesangbogen, som naturligvis indleder og afslutter hvert møde.

   Nr. 139 er en rød, gammel kasse, helt anderledes og meget ældre end de andre huse på vejen. Mon ikke den har været funktionærbolig for gartneriet? Set fra gaden er huset sært afvisende - ikke et eneste vindue ud mod gaden. Og beboerne virker også lidt fjerne og reserverede.  

   Dér inde bor Lautrops. Hr. Lautrop er forsker på Seruminstituttet, og hvad han end laver i sin fritid, så er det ikke havearbejde. Fru Lautrop er mor og far ”på nik med”. På denne tid er selv voksne naboer på ”De” og ”hr.” og ”fru” med hinanden.

   Desværre har fru Lautrop et skarpt blik. Jens og jeg bygger huler i Østgården, en smal strimmel jord mellem vores hus og hækken ind til Lautrops. Når vi har gravet grunden ud og overdækket hulen med brædder, skal vi naturligvis tænde bål. Og vores hus har kun det minimale badeværelsevindue ud imod Østgården, så mor kan ikke se noget.

   Men det kan fru Lautrop. Hendes køkkenvindue vender ind mod Østgården, og aldrig så snart stiger røgen blideligt mod himlen og forjætter stegning af kartofler og andre Robinson-Crusoe-aktiviteter, før vi kan se fru Lautrop komme skridende forbi ude på fortovet, på vej for at ringe på hos mor. Og 30 sekunder efter står mor i Østgården og beordrer på det strengeste bålet slukket. Straks!

   Nej, jeg er ikke så vild med fru Lautrop… Desuden er hun jo mor til Peter, som jeg er bange for.

   Men mange år efter bliver far og mor faktisk rigtig gode venner med Lautrops. Og efter hr. Lautrops død kommer de rigtig meget på besøg og hjælper Agga Lautrop. Hun sidder til sidst i kørestol, men er en klog, fintfølende og dannet dame, som mor og far sætter stor pris på.

   Kort før hendes død er jeg - som voksen - med inde på visit. Vi beundrer hendes store samling af klassiske LP-plader, og hun spør mig, om jeg ikke vil ha nogle. Hendes børn er ikke interesserede, så jeg må ta lisså mange, jeg vil. Jeg tror, jeg får 40 LPér, Beethoven, Bach, Brahms, symfonier under direktion af store mestre som Karajan, Walther og Fürthwängler, og meget andet godt. Jeg har dem endnu og hører dem jævnligt.

   Også hr. og fru Nielsen får mor og far gennem årene et rigtig godt forhold til. Nu hedder de Gudrun og Frede. Gudrun bliver ved med at være en markant og bestemt dame. Jeg kan huske mors irritation over, at hun altid skal høre om Gudruns fortræffelige børn. Men når så mor vil fortælle om sine børn, som jo da heller ikke er så ringe, så er lydhørheden ikke så stor. Engang får mor dog berettet, at jeg har indsendt en sangtekst til en konkurrence og vundet. Gudrun er venligt uinteresseret - indtil mor fortæller, at præmien er 15.000 kr. ”Nåå…det må jeg sige…det var da fornemt… sagde du 15.000?”

   Johansens bliver vi alle nære venner med. Selv om de flytter til Thurø, da Poul bliver pensioneret, har vi bevaret kontakten helt op til skrivende stund - 2013, hvor de bor i Holte.

  

   På vejen

   Chris færdes i helt andre luftlag. Peter, Henrik og Arne er store og ser ikke til min side, undtagen når de driller. Dem er jeg bange for. Men blandt de andre unger er jeg den ældste, og vi kommer til at udgøre vejens slæng, ignoreret af de store, selv ignorerende de alt for små, men klar til leg ”på vejen” i den lange, fuglefløjtende sommeraftner.

   Kroneskjul bliver en af de første fælleslege. Det aftalte område er vejen og de nærmeste haver. Den, der ”står”, står og tæller til 100 ved den mørkebrune trælygtepæl i hækken ind til Hertz´ have, lige overfor vores hoveddør. Så råber hun (eller han) ”nu kommer jeg” og begynder at lede. Hvis hun ser en af os andre, fx Ejler, styrter hun tilbage til lygtepælen og råber ”1-2-3 krone for Ejler”, og så er han ude af legen og skal ”stå” i næste runde. Vi andres opgave er at gemme os så godt som muligt, men også liste os frem, så vi i et ubevogtet øjeblik kan nå først frem til lygtepælen og råbe ”krone for miiigg”. Når alle er enten opdaget eller har kronet sig selv, er runden forbi, og den, der blev set først, skal stå i næste runde.

   Senere kommer mere sofistikerede lege til. En af de populæreste er ”halli-hallo”. I centrum står fx jeg med en god gummibold. De andre deltagere står i rundkreds udenom og skal så efter tur gætte mit navn, dvs. et navn (eller et dyr, eller et bilmærke, eller…), som jeg har aftalt med mig selv. Når en gætter rigtigt, råber jeg ”halli” og hamrer bolden lodret ned i vejen, så den springer højt til vejrs. Samtidig styrter jeg væk, alt hvad jeg kan. Den, der gættede rigtigt, springer ind, griber bolden og råber ”hallo”. Så skal jeg standse, og griberen har nu tre skridt og en spytklat til at komme så tæt på mig, at han/hun kan kaste bolden igennem det hul, jeg danner med armene ved at række dem frem foran mig og holde mig selv i hænderne. Hvis det lykkes, må jeg ind og stå i midten igen, hvis ikke, er det kasterens tur til at gå i midten. En helt igennem sjov leg, som ydermere åbner muligheder for hidsige diskussioner, om jeg slog bolden skævt i jorden (hvad man ikke må, da den jo så springer væk), eller om jeg stoppede, præcist da der blev sagt ”hallo”. Herligt.

   En tredje leg hedder ”spille land”. Den kan leges i to versioner, dels med spejderdolk, men det kræver et område med blød jordbund og helst uden græs, dels med kridt, hvilket kræver asfalt eller fliser. Versionen med spejderdolk har den interessante finesse, at man skal være ret god til at få dolken til at ”stå” i jorden, når man kaster den. Men vi leger nu mest den sidste, da Abildgårdsvejs asfalt jo er lige ved foden.

   Et typisk deltagerantal er fire. Vi tegner en stor cirkel, hvis centrum markeres med en lille rundkreds. Cirklen deles op i fire lige store ”lagkagestykker”. Hvert stykke får navn som et land, fx Danmark, Sverige, England og Brasilien, hvilket omhyggeligt skrives ud for ”landet”. Nu står hver deltager ud for sit land. Den, der ”er” den, fx brasilianeren, råber så ”Jeg melder krig mooodddd…. England” og styrter væk. Englænderen styrter så ind mod centrum, slår foden i og råber ”stop”. Og så har englænderen tre skridt (fra centrum) og en spytklat til at komme så langt, at han kan nå brasilianeren med hånden. Det er tilladt at lægge sig ned med foden på spytklatten og række så langt frem, man kan nå. Hvis det lykkes, har englænderen ret til at ”erobre” et stykke af brasilianerens land, dvs. stående på ét ben at tegne en cirkel i ”fjendens” landområde med kridt. Hvis cirkelstregen ikke lukker sig helt, eller hvis tegneren kommer til at støtte på det andet ben, ”gælder det ikke”. Hvis Englænderen ikke kan nå, er det brasilianeren, der har erobringsretten. Legen bliver ved, til én deltager har det hele, eller til man ikke gider mere. Så opmåles omhyggeligt pr. øjemål og under ivrig diskussion, hvem der har det største landområde og dermed er vinder.

   Der er selvfølgelig mange flere fælles lege, hinkning, sjipning, rundbold og meget andet. Desuden er der jo det mylder af lege, som leges, når man er to eller tre sammen, eller når det er vinter og regnvejr: Dyr og traktorer i sandkassen, dukker i dukkevogne (piger), små plasticsoldater (drenge), spil som terre, knivkast, gyngning, vandpjask i haven, bygning af sæbekassebil, cykelræs med stift pap sat på med klemmer, rækkende ind i baghjulets eger, så cyklen lyder som en knallert, og meget mere.

   En hel sommer er Jens og jeg optaget af at fiske i Mølleåen nede ved Frederiksdal. Dér nede i det relativt klare vand kan vi tydeligt se masser af skaller og aborrer, der myldrer rundt og også nipper til franskbrødet eller ormen på vores krog. Vi er ved at gå til af spænding - men bide på gør de aldrig! Jo, én dag, oh lykke, får både Jens og jeg bid. I triumf bærer vi hver vores lillebitte skalle hjem, og far - som er en rigtig far - er fuld af ros og hjælper os med at rense og stege den fantastiske fangst. Efter sigende smager skaller af mudder og er fuld af ben. Det er sikkert rigtig nok, men hvad gør det? Selvfanget er velfanget, og for os er det et velfortjent herremåltid, som afslutter denne triumfens dag.

   Dog, i mere nøgterne stunder har vi vel erkendt, at vores karriere som lystfiskere kun har været en betinget succes. I hvert fald var det kun én sommer, vi for alvor hengav os til denne spændende, men i længden alligevel ørkesløse, beskæftigelse.

   Dette er en tid, der aldrig forandrer sig. Forår efter forår bliver luften mild, træer og hække bliver grønne og fyldes med kvidrende gråspurve og musvitter, solsorten sidder på lygtepælens top og fløjter, mens den  lune brise omvifter éns langsomt brunende kinder.

   Og dog, den forandrer sig alligevel. Man bliver ældre, legene bliver mere avancerede, man kommer i skole, man lærer at cykle, nye venskaber opstår med børn fjernt fra ”vejen”, efterhånden som éns aktionsradius udvides, vejens fællesskab blegner eller smuldrer - men genopstår fra tid til anden, når situationen lige er til det.

   Og i erindringen fløjter solsorten endnu.

 

   En brækket arm

   Peter, Henrik og Arne er jeg ikke rigtig modig ved. De tæver mig vist aldrig, men de driller, er anmassende og let truende, synes jeg. En aften er Ingeborg og jeg alene hjemme, mens far og mor går en tur. Vi er kommet i seng, men Peter, Henrik og Arne går ind ad hoveddøren og op ad trappen og snakker med os. De er ikke truende den aften og går ret hurtigt igen, men jeg er utryg ved situationen.
   Heldigvis ignorerer de mig som regel totalt, og deres jagtmarker er langt borte, guderne må vide hvor. Så vi smårollinger har som regel ”vejen” for os selv.
   Én dag kommer jeg dog for alvor i folkemunde, og alt, hvad der kan krybe og gå af unger står andægtigt forsamlet på vejen uden for vores havelåge.
   Jens og jeg har leget nede på det brostenbelagte solhjørne foran Jens´ hoveddør. Vi er kun 5-6 år, i hvert fald kan Jens lige netop krybe sammen i en ølkasse (de gamle af træ til 50 flasker). Jeg sætter min ølkasse ovenpå og kravler op i den, men Jens har vel alligevel fået det for trangt. I hvert fald skubber han opad med det resultat, at jeg vælter ned og lander på min arm, som brækker.
   Gråd og tænders gnidsel. Under tårer følges jeg hjem af fru Nielsen, som omsorgsfuldt understøtter min arm. Hun tilbyder endda at køre mig på hospitalet, men - oh lykke! Vi har abonnement hos Falck, og far ringer efter en ambulance.
   Det er en tårevædet triumf at blive båret - på båre! - ud til ambulancen, mens samtlige kvarterets unger ser til, selv Peter, Henrik og Arne. Ambulancen er helt sort og med gule flag på skærmene foran. Desværre sætter chaufføren ikke alarmen i gang. Det havde ellers været sejt, men redderne må vel ha ment, at min situation ikke var direkte livstruende…
   På Gentofte Amtssygehus bliver armen sat på plads, jeg får gips på - og så bliver jeg indlagt! Det var jo aldrig sket i dag.
   Nu var datidens barndom jo ikke nær så pylret som den i dag opvoksende slægt. Jeg skal overnatte på hospitalet, men at far eller mor derfor skal blive der - det var ikke opfundet dengang. Til gengæld ligger jeg på en stue med seks eller otte børn, og vi kan vel passe på hinanden. I hvert fald er vi alle sammen parate til at hjælpe Ingelise, når hun skal på wc. Hele stuen bryder klangfuldt ud i det til lejligheden forfattede rim
   ”Ingeliiiise
   skal tiiiisse…”    
indtil sygeplejersken kommer og hjælper Ingelise op ad sengen.
   Vi ligger nemlig alle sammen i sengen, selvom vi ikke er særlig syge. Men det gjorde man dengang (- også derhjemme). Når man er syg og har feber, så er det værsgo march, op i seng. Og ikke op, før man har været feberfri mindst to dage. Så ved éns hjemmegående mor, hvor hun har én.
   Så længe feberen er høj, er det jo i orden, men hvor er det dog forfærdelig kedeligt, når man er ved at blive rask. Det hjælper først, da jeg får lært at læse. Så kan det være ganske hyggeligt at ligge der og gasse sig med en god bog.
   Heldigvis er der da også formildende omstændigheder ved sengeligning. Det giver én ret til lækkerier som slik, saftevand, is og frugt. Det manglede også bare - med den sengetortur.
   Nå, det var et sidespring. Hvad husker jeg ellers fra hospitalet. Jo, midt om natten, halvt i søvne, kommer jeg til at lave i bukserne. Det er jeg jo ellers alt for stor til, og jeg føler mig frygtelig flov, da jeg vågner op dagen efter og husker det. Men heldigvis har de andre unger ikke opdaget noget. Sygeplejersken har med rolige, varme hænder i al stilfærdighed skiftet og vasket mig, mens de andre sover de retfærdiges søvn.
   Da jeg efter to dage kommer hjem igen, kan jeg med stolthed fremvise min gipsarm til alle, der gider se den - og sikkert en hel del, der ikke gider…

   Lars og Jim

   Efterhånden, som jeg bliver ældre, udvides min aktionsradius. Jeg kommer i skole, jeg lærer at cykle, cykler hver dag til skole 1½ kilometer væk. Jeg får nye venner, som jeg snart er mere sammen med end ungerne på vejen.
   Om skolen vil jeg berette i anden sammenhæng, men nogle af kammeraterne derfra får jeg en del med at gøre uden for skolen, så historien om dem hører hjemme her.
   Lars og Jim kommer pludselig ind i 3. klasse. Hvorfra kom de? Hvor drog de hen, da deres tid var forbi? Den slags får man som skolebarn absolut intet at vide om. Pludselig er de der, pludselig er de væk igen. Der mumles dog om, at de er blevet flyttet fra en anden skole, måske Virum Skole, fordi deres lærer ikke kan styre dem.
   Jeg husker dog ikke specielt meget ballade fra deres side. Derimod husker jeg, at de forekommer mig meget anderledes end de middelklassedrenge, hvoriblandt jeg selv, som ellers befolker vores klasse. Deres sprog er mere ramsaltet, deres væremåde frimodigere, og de kan slås bedre end de fleste. De er kort sagt spændende.
   Når det gælder om at slås, så er Lars absolut den sejeste. Han er et ordentligt brød, stor og kraftig, med en tyk manke af hvidt krøllet hår, som står lige i vejret. I slagsmål lægger han sig blot oven på sin modstander, og så er den kamp forbi.
  Hverken Lars eller Jim spiller nogen rolle i klassens hierarki. Det gør jeg heller ikke, og derfor falder det meget naturligt, at jeg i den tid, de er i klassen, får lidt at gøre med dem. Hvad vi laver, husker jeg ikke så nøje, bortset fra et par episoder.
   En dag, det må være i september, kommer Lars på besøg hos mig. Vi beslutter at ta min legevogn og gå ned i Virumparken for at høste pærer. Det høje pæretræ bugner af modne frugter, og efter et par raske klatreture op, og derpå ned med fulde lommer, har vi vognbunden fuld. Undervejs har vi naturligvis proppet os med et passende antal pærer, dvs. at vi er på randen af mavepine.
   Hvad skal vi nu gøre med resten af pærerne?
   Dem skal vi naturligvis sælge, siger Lars. Og som sagt, så gjort - på hjemvejen ringer vi på snesevis af døre og tilbyder forstadsfruerne dejlige, modne pærer. Afsætningen er ganske god, og ved hjemkomsten er legevognen tom og lommerne fulde af mønter, som vi broderligt deler. Og så går turen ned til kiosken på Abildgårdsvej, hvor jeg nogle år efter kommer i tjeneste som avisbud. En Anders-And-is koster 25 øre, en amager- eller salmiakstang 10 øre, så vi har rigeligt med penge til at oparbejde mavepine nummer to. En helt igennem tilfredsstillende dag.
   En anden dag følges jeg med Jim hjem fra skole. Dvs. Jim skal slet ikke hjem, han skal i noget, der hedder et ”fridishjem”. Det har han fortalt om flere gange, og det lyder vældig tillokkende, så jeg beslutter at følges med ham hen til fridishjemmet. En hel masse børn samlet med det ene formål at lege, det lyder næsten for godt til at være sandt. Undervejs hen ad Grønnevej beretter Jim interessante detaljer om saftevand og frugt og den slags, men jeg er nu mest interesseret i de mange børn. Jeg har ikke rigtig selv nogen venner fra klassen, føler mig tit lidt ensom - tænk at gå på fridishjem…
   Da vi står ved lågen og skal tage afsked, lever fridishjemmet helt op til mine forventninger. Mindst 30 børn løber rundt inde på asfaltpladsen, råbende, skrigende og legende for fuld kraft. Et par voksne damer i kitler holder øje med, at alt går ordentligt til, men det ser nu ikke ud til at hæmme børnenes udfoldelser. Hvem der bare…
   Og mens Jim forsvinder ind i Paradis, følger jeg ham længselsfuldt med øjnene. Hvorpå jeg vender om og sjokker slukøret hjem til Abildgårdvej.
   Da jeg lufter tanken om fridishjem med mor og far, fortæller far, at det nok er, fordi Jim bor alene med sin mor. Hvis man både har en far og en mor, er der ikke plads til én på fridishjemmet. Jeg kigger vurderende på far. Naarh, så vil jeg nok alligevel helst beholde ham.
   Men hvem der bare gik på fridishjem…

 

   Djævlebakken
   På den tid har enhver landsby, enhver forstad, enhver egn sin Djævlebakken. Det er den, hvor kun de allermodigste tør ta den på kælk helt oppe fra toppen, en halsbrækkende tur, som de kun med nød og næppe overlever.
   Vores Djævlebakke ligger nede ved Furesøen. Ikke det gamle voldsted med voldgrav, hvor borgen Hjortholm tidligere lå og hørte under den Roskilde-bisp tilbage i Middelalderen, som far har fortalt. Det er kun en tøsebakke. Næh, vi skal om bagved Frederiksdal Friluftsbad, hvor en græsklædt skråning hæver sig højere og højere og skråner direkte ned mod søen.
   Om sommeren er det ingen sag. Der ruller man badebukserne ind i håndklædet, sætter pøllen fast i bagagebæreren, joller ned til søen og springer rask i bølgen grøn fra de gyngende pontonbroer. Dog må jeg love far, at jeg holder mig fra det dybe, indtil jeg har lært at svømme.
   Til det formål går jeg en hel sæson til svømning i Øbrohallen inde på Østerbro. Jeg er vel 11 år, og da sæsonen er slut, har jeg så nogenlunde lært brystsvømning. Videre kommer jeg aldrig, men det er også nok. Nu venter det dybe. På disse ture til Øbrohallen kommer jeg praktisk nok forbi fars frisør, og så kan jeg jo samtidig fra tid til anden blive klippet.
   Frisøren er en ældre mand med sorte hornbriller, hvid kittel og sakse og kamme stukket ned i kitlens brystlomme. Han har med garanti ikke forstand på tidens modefrisurer. Men han er billig, så hvad gør det? Far er ikke nærig, men sparsommelighed er en dyd. Og jeg skal bare maskinklippes i nakken, ha udtyndet håret oppe på hovedet og pandehåret rettet til. Tak, 3,75…
   Hele min barndom tar jeg S-toget ind til denne frisør. Prisen er altid tak, 3,75, og selv med togbillettens pris lagt til er det absolut billigt. Jeg holder først op i 1963, da Beatles bryder igennem, og jeg bryder med den maskinklippede antimode og lader håret gro, til mors store sorg.
   Siden har jeg ikke været til frisør. Så jeg kan den dag i dag med sandhed sige, at sidst jeg var til frisør, kostede det - tak, 3,75.
   ( Et af mine pinligste barndomsminder stammer fra en af disse hjemture fra Øbrohallen. Den viser samtidig, hvor utrolig hæmmet og genert, jeg på mange måder var i min barndom. Den dag skal jeg ikke til frisør, men som jeg skridter rask af sted og er nået halvvejs til Lyngbyvejen Station, opdager jeg pludselig, at jeg skal tisse. Noget så grusomt. Helt akut.
   Havde det nu været i dag, var jeg gået ind på et værtshus, eller havde diskret ladet vandet i en af de buskbevoksninger, der ligger foran Lyngbyvejens boligblokke. Men det tør jeg simpelthen ikke. Tanken om, at ”nogen” skal komme forbi, se min tissemand og kommentere en så pinlig adfærd, er alt for uudholdeligt flov.
   I stedet sætter jeg mig ned på en bænk og lader lige så stille vandet løbe fra mig. Bukserne bliver naturligvis drivvåde ned ad buksebenene. Men jeg kan jo ikke blive siddende der. Så med bukserne slaskende om benene lister jeg ned til stationen og tar S-toget til Sorgenfri. Jeg bliver stående ude ved togdøren og håber inderligt, at ingen ser eller lugter mine tisvåde bukser. Det gør folk nu nok. Men ingen siger noget, gudskelov. Hjemme igen lister jeg ned i kælderen, smider bukserne til vask og vasker ben og tissemand, inden jeg lister op og får tørre bukser på. Ikke et ord til mor og far - det ville være alt for flovt.
   Ethvert barn bærer i ensomhed på personlige byrder af sorg og skam, som end ikke tiden ganske formår at fjerne fra dets skuldre…)
   Nå, men sommer afløses af vinter. Igen går cykelturen til Furesøen, svajende og skridende, med kælken bundet bagefter cyklen, hvorfra den ofte torpederer baghjulet. Man skyder hjertet op i livet: I dag skal man helt til tops. Set nedenfra ser det ganske muligt og tilforladeligt ud. Men jo nærmere man kommer toppen, des længere er der ned. Og de øverste 5 meter er jo nærmest lodrette og dækket af krystalklar is. Njaaarhh, jeg venter til i morgen. Og på én gang lettet og skamfuld lægger jeg mig på maven på kælken og tar turen nedover - fem meter under toppen.
   Mange tilløb ender der. Men en dag står man virkelig på toppen, og så er der ikke noget at gøre. At gå ned deroppe fra vil jo medføre tab af ansigt og ubarmhjertig hån fra de omkringstående, der heller ikke selv er for modige ved det. Så altså - nu må det briste eller bære!
   Huuiii, hvor det går. Med en klump af fryd og rædsel i halsen giver man sig farten i vold. De første sekunder ser man kun en hvid tåge for sine øjne, men så stilner farten allerede en lille smule, og man ser bakken glide bort under sig i den fart, man plejer at ha på. Og ganske kort efter flader bakken ud, og man glider roligt af sted, mens triumfen bobler i maven: Jeg gjorde det.
   Og da kælken standser, rejser man sig roligt op, griber fat i snoren og trækker af sted hen til cyklen, binder kælken bagefter og tramper hjem.
   Flere ture på denne sejrens dag vil blot være en svag afglans af den første.

    Børnefødselsdag

   Børnefødselsdage er en naturlig del af barndommen. Og vi får virkelig ”dejlig chokolade og kager til”, hvilket jo i dag for længst er afskaffet, bortset fra i fødselsdagssangen.
   Forløbet er sådan: Man vandkæmmes - under harmdirrende protester - af sin stålsatte mor, som også insisterer på pæne bukser og ren skjorte. Derefter griber man gaven, hopper på cyklen og begir sig på vej. Gavetaksten er 3 kroner, som knuges i den svedige håndflade, hvis da ikke mor også på det punkt har forlangt pæn indpakning, eller endnu værre, foranlediget indkøb af en gave, som sikkert ikke kan byttes. Vel fremme mumler man kejtet ”dav, tillykke med fødselsdagen” til kammeraten, der er lige så benovet over det formelle og kejtede i situationen, som man selv er. Man overrækker de tre kroner, som modtages, uden at en mine fortrækkes, husker mors instrukser og gir hånd til kammeratens mor, bukker og mumler ”tak fordi jeg måtte komme”.
   Inde i stuen står 13 andre drenge, lige så vandkæmmede og benovede som én selv. Der udveksles på dette stadium kun få og små bemærkninger. Nu siger føsdasbarnets mor ”værsgo”, og man sætter sig ved bordet, som er dækket med fin, hvid dug. Her står to kæmpefade med smurte boller, som vi 15 drenge ikke er mange sekunder om at sætte til livs. Der kommer flere boller ind, og moderen går rundt med chokoladekanden og skænker i kopperne. Måske er der flødeskum. Ved enkelte fødselsdage flotter man sig endda med sodavand, jeg husker én, hvor der er én sodavand til deling mellem to drenge. Det giver anledning til en opmarchering af de to glas ved siden af hinanden, hvorefter sodavanden med pinlig nøjagtighed hældes op, indtil et forskende vandret blik fra begge drenge godtgør, at vi har fået nøjagtig lige meget.
   I løbet af 10 minutter er det festlige bords nydelige præg aldeles forsvundet. Selv små skvulp fra chokoladekopper sætter særdeles tydelige mærker på en hvid stofdug. Krøllede servietter, halvspiste boller og meget andet godt flyder ud over bordet, som ligner en slagmark. Samtidig er ordet mildest talt frit. Føsdasbarnets mor forsøger at lede en halvhjertet gennemsyngelse af ”I dag er det Nielses fødselsdag”, men ellers genlyder stuen af råb, bøvser, vræl og frimodigt pralende tale.
   Netop Niels´ fødselsdag husker jeg særlig tydeligt. Her går tingene fuldstændig over gevind. Da det bliver tid til den lækre lagkage med 8 lys, glasur og flødeskum, har alle spist boller, så de er ved at revne. Men glasur, flødeskum og syltetøj er fremragende ammunition på en svirpende teske. I løbet af få sekunder udvikler der sig et større slag på lagkage-på-teske ved bordet. Henne i døren står Niels´ stakkels mor og vrider hænder, imens hun råber ”nej, drenge, det må I ikke”. Det trænger overhovedet ikke igennem den krigeriske hujen, og efter nogle minutter står hun bare og ser fortabt på hordernes vandalisering af hendes pæne hjem.
   Deltager jeg i slaget? Jeg husker det ikke. I hvert fald er jeg klar over, at det er rivegalt, dether. Jeg er jo trods alt godt opdraget hjemmefra. På den anden side: Man må hyle med de ulve… Så mon ikke jeg i al stilfærdighed fyrer et par skefulde af.
   Hvordan ender den fødselsdag? Det foresvæver mig, at Niels´ far pludselig kommer hjem, sikkert tilkaldt af fruen. Der mæles ramsaltede ord, og døren smækker ret hurtigt og kontant bag en flok slukørede, og vel også ret flove, drenge.
   Niels fortæller senere, at de har måttet omtapetsere stuen. Og han kommer aldrig mere til at holde børnefødselsdag.
   Når bordet er overstået, har den kloge mor nogle lege og andre aktiviteter i baghånden. Hvis ikke, kan samværet hurtigt udvikle sig til hoppen i familiens senge, tramp i rosenbedet eller klatring op på haveskurets tag. Legene kan være ”den, flaskehalsen peger på”, ”at sætte hale på gris” - men dem er vi allerede ved at være for store til - rundbold udenfor og meget andet. Men allerbedst, set fra et forældresynspunkt, er en skattejagt: Ungerne UD og VÆK, ned i Åmosen og løbe sig trætte.
   Det er far snu nok til at ha regnet ud, da jeg holder fødselsdag i anden klasse. Alle drengene fra klassen er naturligvis med, en sytten-atten stykker. Bordet forløber efter omstændighederne nogenlunde civiliseret, og bagefter tar far - har han taget fri fra kontoret, eller er det søndag? - hele banden med ned i Åmosen, hvor vi bliver instrueret i at skulle følge nogle blå garnstumper, som er hængt op på buske og træer. Ja, der hænger de jo - alle af sted i vild galop.
   Nu er det desværre sådan, at jeg ikke er hurtigløber. Så jeg kommer hurtigt bagefter. Jeg er også en dårlig taber, og en temperamentsfuld piveskid, så da vi har løbet et par kilometer, og jeg er kommet uhjælpeligt bagefter, ser jeg i ånden, at de hurtige, Bent, Peter, Ulf og det slæng, uundgåeligt må finde skatten, længe inden jeg overhovedet når i nærheden af den.
   Det er for meget! Og det er endda mig, der er føsdasbarn. Så vil jeg slet ikke være med mere! Mens alle de andre forsvinder hujende fremefter, går jeg surmulende væk fra stien og sætter mig på en væltet træstamme, mens jeg råber op om ”snyd” og ”de løber alt for hurtigt” og den slags…
   Men - pludselig opdager jeg, at der hænger en vældig dusk blåt garn på en gren lige over mit hoved. Og da jeg kigger på jorden lige under, kan jeg se, at der har været gravet i den. Et par skrab med hænderne, og jeg står med en papkasse i hånden, fyldt med guldbarrer - af chokolade, altså. Jeg har fundet skatten! I deres iver er alle de andre drenge løbet forbi, mens jeg fuldstændig tilfældigt har sat mig og surmulet lige oven på den.
   Her er kun ét at gøre. Rask tørrer jeg de tårevædede øjne og råber med triumf i stemmen: ”Heeeej. Den er her! Jeg har fundet skatten!” Klassekammeraterne kommer efterhånden slukørede tilbage. Længere fremme er de jo også løbet tør for blå bånd. Men jeg triumferer. Heldigvis har de næsten alle sammen været så langt foran, at de ikke har bemærket mine tårer. Og da jeg højmodigt har givet et stykke af skatten til hver, er alle enige om, at det har været en god skattejagt.
   Tilbage står jeg med en læresætning for livet: Hvis man er en lille, forkælet piveskid, som giver op og ikke vil være med mer, så ender man med at finde skatten og stå som vinder.
   Er det ikke sådan, det er???       

 

   Jeg får en ven
   Omkring 3.-4. klasse sker der noget, som får stor betydning for mig. Jeg får en ven og legekammerat. Oven i købet én fra klassen. Det er Peter Weiss Benzon, som heller ikke hænger ud med anførerslænget, men dog er almindeligt accepteret i klassen, hvor jeg er en outsider. Igennem de næste 4-5 år er vi rigtig meget sammen, og det hjælper mig i høj grad ud af den ensomhed, jeg ellers nok kunne føle i de første skoleår.
   Det foregår næsten altid hjemme hos Peter. Sjovt nok, egentlig, for hans forældre får jeg ingen kontakt med. Det er bare ”goddag” og så op på værelset eller ned i kælderen. Eller netop derfor måske? Hjemme hos os serverer ens velvillige mor te og franskbrødsmadder og spørger, om man er glad for skolen og den slags, som stakkels Peter så skal svare på, selv om det da ikke rager hende.
   Peters værelse har skråvæg og tagvindue - et bord og en seng, naturligvis, en hylde med bøger og den slags, og på væggen er ophængt et par sabler overkors, som ifølge Peter har tilhørt bedstefaderen, som vist nok har været dragon eller sådan noget. Resten af pladsen udfyldes af et dejligt parketgulv, perfekt til at lege på.
   Jeg tror, Peter er opdraget med nogle af de samme værdier som jeg, måske lidt mere til den kulturradikale side. Det foresvæver mig, at hans far er arkitekt eller sådan noget. I hvert fald er der flygel i stuen, og hans storesøster går rundt i store fløjlsbukser og islandsk sweater og vil være kunstmaler. Hvad hun i øvrigt også blir. Peter læser også bøger, ligesom jeg, og vi mødes blandt andet i en maritim fantasiverden, hvor vi udvikler vældige, dramatiske eventyr, som foregår til søs.
   Vi er næsten altid to skibsdrenge, som tar hyre på det samme skib - sejlskib, selvfølgelig. Her kommer vi ud i vældige storme, hvor vi modigt går til vejs og kapper mærssejlet, så skibet ikke går ned med mand og mus. Eller vi udsættes for skurkagtige kaptajner, som undertrykker og mishandler os, indtil vi gør oprør og lærer ham takt og tone med våben i hånd. Eller skibet bordes af pirater, som tar os til fange og lægger os bagbundne ned i lasten. Her lykkes det os at slippe fri, befri vores kammerater og gennem en vældig kamp med sabel og huggert at bemægtige os skibet og lægge piratkaptajnen i lænker.
   Hele legen foregår på Peters lille værelse og udvikles gennem vores replikskifter og snak. Vi er selvfølgelig mest de to skibsdrenge, men vi må ind imellem også påta os skurkeroller som fx piratkaptajnen og kaste os ud i vældige slagscener, hvor Peters morfars våben spiller en hovedrolle. Jeg har endnu den dag i dag et ganske tyndt ar hen over håndryggen, hvor Peter i en af vores fægtekampe kommer til at ramme mig med sin sabel. Det er selvfølgelig et uheld og ikke så godt. Men det gør sandelig ikke legen mindre autentisk, at blodet flyder!
   Det er nok Peter, der fører an i fantasierne, men jeg er nu ganske god til at følge med, og disse lege står stadig for mig som virkelig spændende.
   Senere glider vores engagement mere i sportslig retning. Nede i Peters kælder er der noget så sejt som et bordtennisbord, og dér spiller vi utallige sæt mod hinanden. Peter er og blir den bedste, men jeg får da lært begyndelsesgrundene i det lille spil. Og efterhånden lærer jeg at tabe, uden at verden bryder sammen. Godt det samme, for jeg taber stort set hver gang.
   Det samme gælder i fodbold, hvor Peter også er bedst. Efterhånden overtager fodbold fuldstændig vores samvær. Oppe på værelset udvikler vi et minifodboldspil, velegnet til vinterdage, på Peters fortræffelige parketgulv. Vi spiller nede på Peters vej, Berberisvænget, der er en lukket vej, som for enden har en vendeplads, lige ud for Peters hus, perfekt til fodbold. Her jonglerer vi med en tennisbold og prøver at få den ned i kassen til haveaffald, som vi til formålet har placeret midt på vendepladsen. Vi skyder på mål hos hinanden nede i Virumparken. Vi melder os ind i Virum Boldklub. Og vi cykler til fodbold, enten i Idrætsparken eller på Gentofte Stadion, hvor vores udkårne helt, Ole Madsen, spiller for HIK. Alt dette har jeg berettet nærmere om i min erindringsskitse ”Fodbold”.
   Er det i 7. eller 8. klasse, at Peter forsvinder til Aurehøj Gymnasium. Og så går det som med Jens: Efterhånden glider det ud, og vi mister kontakten til hinanden. Men i nogle betydningsfulde år delte Peter og jeg mange af drengelivets glæder.
   Og det er jeg taknemmelig for.

   Og man bliver 12 år, og 13, og pludselig er man teenager. Mangt og meget i drengelivet fortsætter næsten uændret, men alligevel sker der små, markante ændringer, som med tiden gør tilværelsen helt anderledes. Om teenagerlivet skal berettes i en anden sammenhæng…

                                                                                                                     4. februar 2013         

                                                                                                                    Gudmund Auring