UNGDOMMELIGT MELLEMSPIL I - PÅ ASKOV HØJSKOLE

   UNGDOMMELIGT MELLEMSPIL 1

             PÅ ASKOV HØJSKOLE

             - af Gudmund Auring

   Naturligvis skulle jeg på højskole! Det lå i den grad i familietraditionen. Ganske vist havde far gået den slagne akademikervej og altså ikke været på højskole, men mor, såvel som et utal af morbrødre og farbrødre, mostre og fastre, fætre og kusiner havde været eller kom siden på både efterskoler og højskoler rundt omkring i landet.

   Som bekendt havde højskolen sit udspring i Grundtvigs tanker, der siden 1844 gennem en lang række idealistiske skolefolk havde udmøntet sig i mange høj- og efterskoler over det ganske land. Langt hovedparten havde også deres udspring i de grundtvigske kristeligt-nationale værdier, i opgøret med ”den sorte skole”, i den folkelige oplysningstanke og ”det levende ord”:

   Men også andre bevægelser lod sig inspirere og indså styrken i fri-, efter- og højskoletanken. Både Indre Mission, Husmandsbevægelsen og Arbejderbevægelsen oprettede egne skoler.

Er lyset for de lærde blot

   til ret og galt at stave?

Nej, himlen under flere godt,

   og lys er himlens gave,

og solen står med bonden op,

   slet ikke med de lærde,

oplyser bedst fra tå til top,

   hvem der er mest på færde.

……

Oplysning være skal vor lyst,

   er det så kun om sivet,

men først og sidst med folkerøst

   oplysningen om livet….

   Til trods for indholdet i ovenstående vers så Grundtvig ikke selv sine ideer som rettet udelukkende mod bondestanden. Men det blev i høj grad den, der på sin sociale og politiske fremmarch i anden halvdel af 1800-tallet tog Grundtvigs ideer til sig som ideologisk overbygning. I brede kredse af den danske bondebefolkning blev det efterhånden mere regelen end undtagelsen, at sønner og døtre fik et højskoleophold.

   Selve ”højskoleåret” var oprindeligt indrettet efter bøndernes behov: Der var et seks måneders vinterkursus for karle, som strakte sig fra ”skiftedagen” 1. november og frem til næste skiftedag 1. maj. Karle og piger var typisk fæstet ½ år ad gangen, imellem disse to datoer. Og der var et tre-fire måneders sommerkursus for piger. Begge dele var indrettet efter de tidsrum, da henholdsvis karle og piger bedst kunne undværes i landbrugsproduktionen. Da jeg kom på højskole, var de kønsblandede hold for længst indført. Men det lange vinterkursus og de korte sommerkurser eksisterede i bedste velgående.

   Selv om de fleste højskoler lagde hovedvægten af undervisningen på kulturelle, historiske og religiøse fag, så vendte ikke så bønderkarle og -piger tilbage til gård og landsby med en inspiration, der fik stor betydning, såvel for landbrugets modernisering som for bøndernes deltagelse i nationens politiske og sociale liv.

   For fattigfolk var det sværere. Kun få af dem havde mulighed for at bruge tid på og skaffe penge til et ophold. Men vi ved, at både Jeppe Aakjær, som var bondesøn, men fra beskedne kår, og Martin Andersen Nexø, der var fattigmandsbarn, kom på Askov. Og selv om de i deres erindringer skarpt kritiserer skolen og forstander Schrøder for bragesnak og gudelighed, så lægger de ikke skjul på, at højskoleopholdet fik stor betydning for deres fremtid. Det ændrer dog ikke på, at højskolen mest blev for den relativt velhavende landboungdom, gårdejernes sønner og døtre.

   Blandt højskolerne havde Askov Højskole en ganske særlig position. Danmarks første Højskole blev oprettet i Rødding 1844, lige syd for Kongeåen, men efter nederlaget i 1864 og afståelsen af Sønderjylland blev Askov oprettet 1865, ved Vejen, få kilometer nord for Kongeåen, som en afløser for Rødding, en nationalt-kulturel forpost vendt imod den store fjende mod syd. Herfra udgik inspirationen til de kommende årtiers højskole-opblomstring, her lå et nationalt-kristeligt kulturcenter, hvis lærere kom til at spille hovedroller i den ivrige kulturdebat, som naturligvis udspandt sig inden for højskoleverdenen.

   Denne hovedrolle havde Askov Højskole bevaret helt frem til mit højskoleophold i vinteren 1967-68. Det var stadigvæk en skole, hvor personligheder i den danske debat blev ansat som lærere. Det var stadig en selvfølge for skolen, og deri lå også en ære for de adspurgte, at ansætte nogle af landets mest begavede og originale hoveder inden for kultur, politik og digtning. Da jeg kom, var Tage Skou-Hansen netop rejst for at koncentrere sig om sit forfatterskab. Ebbe Reich, som endnu ikke hed Kløvedal, blev ansat i 1967. Året efter kom Bertel Haarder. Og på skolen underviste kendte personligheder som Niels Højlund, Uffe Geertsen, Jørgen Fastrup og Jørgen Knudsen, sammen med en hel stribe mindre kendte, men som regel fortræffelige, lærere.

   Forstanderen var den aldrende Knud Hansen, en af Danmarks mest respekterede religionsfilosoffer. Han havde omtrent 15 år før afløst den legendariske J. Th. Arnfred, en af Andelsbevægelsens største personligheder, som nu var over 80. Men sandelig ”still going strong”. Jeg husker endnu vores udflugt til Skibelund Krat, hvor snesevis af skulpturer af og mindesmærker over ”rigets bedste mænd” inden for den folkeligt-nationale sag stod mellem stammerne. Her tog Arnfred til orde og fortalte os med malmfuld røst, så ingen af vi 300 gik glip af ét eneste ord, hvad vi så.

   Alle respekterede Knud Hansen. Men han var en gammel mand. Nogle blandt lærerne har sikkert ventet på hans afgang i håb om fornyelse.

   Året efter gik han af - og så ramlede det hele!

   Askov var klart den største højskole i landet. På ”mit” kursus var der over 300 elever. Bygningerne strakte sig over et vældigt areal, lige fra den ottekantede, traditionsrige foredragssal, hvor vi hver dag (!) fra ni til ti påhørte et foredrag, til moderne elevværelser, hvor vi typisk boede 2-4 elever sammen. Og over det hele rejste sig skolens vartegn, en luftig, pyramideformet trækonstruktion, der kunne ses viden om. Når man kom til skolen, udstrålede den tradition og soliditet, som hvilede den på en sokkel af urokkeligt selvværd, dansk til marven, gennemsyret af den folkelighed, der havde sit udspring i Grundtvigs tanker, i Grundloven af 1849, af Folkekirke, Andelsbevægelse, af Genforeningen i 1920, myterne om modstandskampen mod nazismen, af levende debat, levende ord, folkeliv i ordets bredeste, danskeste forstand.

   Men skinnet bedrog - der var store omvæltninger på vej.

   Det havde vi unge næppe megen forståelse af. Vel vidste vi godt, at vi levede i spændende tider. Hele ungdomsoprøret havde i flere år ligget og ulmet, for året efter at slå ud i lys lue, og det var nye toner, som mange af os lyttede til med spændt opmærksomhed. Men at højskolebevægelsen i almindelighed, og Askov i særdeleshed, snart skulle modtage et grundskud, som ingen af dem rigtig har forvundet siden, det havde vi ingen anelse om. Og dog var vi selv eksponenter for den udvikling og afvikling, der var undervejs.

   Det hang i høj grad sammen med tidens demografiske forandringer. Som nævnt havde højskolen i høj grad sin basis på landet, hos bønderne. Men netop i disse år tog afvandringen fra land til by et voldsomt opsving, både i kraft af industrialiseringen og landbrugets mekanisering.

   Så ”pludselig” kom de fleste af os fra byerne.

   Foreløbig gik det dog strålende. Vi var jo ”de store årgange”, så nationen myldrede med potentielle elever. Mange af os var endvidere, som jeg, børn af ”førstegenerations indvandrere” fra land til by. Vores forældre medbragte naturligvis i ikke ringe omfang deres landbokultur, hvilket betød, at et højskoleophold i brede kredse stadig blev betragtet som noget, der hørte med til almindelig dannelse.

   Men som elever medbragte mange af os stumper af byernes livserfaring og tankesæt. ”Den traditionelle højskoleelev” fandtes stadigvæk, der var ikke så få bondesønner og -døtre med solid grundtvigiansk baggrund. Men traditionen blev i høj grad udfordret fra byboerne, som kom med Beatles og Stones, Who og Kinks, anti-atombombemærker og jazz, provotanker, langt hår og hash. Og en hel del ”bondekarle og -piger” fandt tidens nye toner ret så spændende. Adskillige af dem kom, som min gode husfælle Niels Peter, kaldet Njal, til Askov i pænt jakkesæt og med slips, men de forlod skolen et halvt år senere i islandsk sweater og med håret piblende ud over ører og krave.

   Også lærergruppen var under forandring. Den havde vel aldrig været entydig, men gennem årene havde hovedparten nok stået temmelig solidt forankret, religiøst i den grundtvigske kristendom, politisk omkring partiet Venstre. Enkelte rabiate personager havde politisk nok fundet deres hjemsted i Det Radikale Venstre, på den tid et religionsskeptisk og antimilitaristisk parti, og når den slags emner blev diskuteret på lærerværelserne eller i Højskolebladet, er bølgerne sikkert gået højt.

   Nu kom flere og flere lærere til, som måtte regnes blandt de kulturradikale, ja til de deciderede socialister. Tage Skou-Hansen, som netop havde forladt skolen efter 10 år, var på ingen måde venstremand. Folk som Uffe Geertsen, Jørgen Knudsen og Niels Højlund var klart venstreorienterede. Ebbe Reich var ganske vist radikal, endda folketingskandidat, men som det vil vides, varede det under et år, før han forlod både parti og - delvis - overbevisning for at blive en af ungdomsoprørets kulturelle guruer.

   Den traditionelle fagrække med livsanskuelsesdebat på kristendommens grund, naturfag, national historie og nordisk litteratur havde allerede længe været under forandring. Nyere fag var international historie og politik, psykologi, filosofi, dramatik og andre kreative fag. Det klassiske foredrag var på retur, nu hed det samtale og diskussion. På Askov holdt man dog foredragsfanen højt, til nogles ærgrelse, men jeg elskede det. Jeg har altid været en god lytter.

   Indtil videre levede de forskellige overbevisninger sammen side om side, i demokratisk samtale. Frihed for Loke, så vel som for Thor. Men da ungdomsoprøret, i form af eleverne, begyndte at løbe storm mod skolens traditioner med krav om konkrete ændringer, var samtalen ikke længere nok. Bukserne revnede med et smæld!

   Nå, foreløbig var alt dette i sin vorden. Men enden var nær…

   November -67

   Jeg begyndte på Askov Højskole 1. november 1967, faktisk på dispensation. På de fleste højskoler var den nedre aldersgrænse 18 år, men også på dette punkt indtog Askov en særstilling. Her ønskede man mere modne og selvstændige elever, svarende til skolens selvforståelse, så her var aldersgrænsen 20 år, hvilket jeg først fyldte 12. december. Dispensationen fik jeg dog uden problemer. Men jeg var skolens yngste elev.                                          

   Askov Højskoles elevboliger var opdelt i huse, hver med sin lærer som en slags kontaktperson for eleverne. Jeg blev placeret i Møllehuset, en af de ældre højskolebygninger, en villa, hvor læreren boede i underetagen, og vi elever, omkring otte stykker, beboede 1. sal. Indtil for nylig havde det været forfatteren Tage Skou-Hansen, som havde boet i Møllehuset. Jeg havde med stor begejstring læst ”De nøgne træer” og ærgrede mig lidt over, at det ikke var ham længere. Men den nye lærer, Povl Schmidt, var nu helt fin. Han var cand. mag. i dansk og historie og har gennem årene udgivet en del lærde afhandlinger. For nylig udkom en kommenteret udvalg af Kingos ikke-religiøse digte, med bl.a. inderlige og lidenskabelige kærlighedsdigte, bønskrivelser, mindedigte og hyldestdigte. Den har jeg læst med stor fornøjelse. Jeg opnåede dog aldrig at få Povl Smith som underviser på skolen, men jeg hørte hans foredrag.

   Møllehuset havde i øvrigt sin egen historie i Askov-sammenhæng. Det var bygget 1914 af J.Th. Arnfred som forstanderbolig. Og møllen, som gav det navn, var en senere afløser for opfinderen og højskolelæreren Paul la Cours navnkundige forsøgsmølle. Her havde han udført nogle af de første videnskabelige eksperimenter med vindenergi, som førte til mange små elektricitetsmøller ved danske bondegårde fra slutningen af 1800-tallet og fremefter.

   Hjemmefra

   Når man har boet sammen med sine forældre i små 20 år, er man i den grad klar til at flytte hjemmefra! Det må siges at være et sundhedstegn, og jeg var klar - tjuhej, hvor var jeg klar. Derhjemme havde vi allerede gået hinanden på nerverne i årevis, især mor og mig. Og derude ventede jo selvstændigheden, eventyret, kærligheden, ja hele Verden. Gymnasiet havde kun inspireret mig i ret begrænset omfang. Men nu ventede en HØJSKOLE, legendarisk i slægten, fyldt med masser af nye indtryk og oplevelser.

   Egentlig sært, at jeg med så høje forventninger ikke blev skuffet. Men det blev jeg altså ikke. Askov levede fuldkommen op til mine forventninger, ja, overgik dem på adskillige punkter. Den dag i dag udnævner jeg uden tøven Askov-opholdet som det bedste halve år i mit liv. Jeg kunne lide det hele: Undervisningen, pigerne, foredragene, venskaberne, pigerne, festerne, pigerne…

   Da jeg kom op på mit tomandsværelse, havde min sluf, Willy, allerede været der. På hans seng lå, ”lissom tilfældigt henslængt”, en latinsk lærebog. Denne seng var beboet af en klassisk-sproglig student, hvilket jeg havde at bemærke.

   Ja, sådan var vi, selvoptagne, usikre, ”mellem storhedsvanviddets Scylla og mindreværdets Carybdis”. Selv var jeg på mange måder umoden - gammelklog, indbildsk, selvretfærdig, hidsig, påståelig, jævnt hen øretæveindbydende. Men min livsappetit fejlede i hvert fald ikke noget. Og nogle gode sider må jeg da også ha haft, for jeg fik mange gode kammerater på højskolen. Og jeg fik en kæreste…

   Nultime

   Nultime. Her begyndte min genopdagelse af litteraturen, som havde fået sig et grimt knæk ved gymnasiets søvndyssende undervisning. Jens Tange Jessen veg ikke tilbage for at præsentere os for modernismens bannerfører, Klaus Rifbjerg, med digte fra hans banebrydende digtsamling ”Konfrontation”. I en af de første dansktimer meldte jeg mig til at lave en analyse, netop af digtet ”Nultime”. Jeg kastede mig over opgaven med glubende iver - nu sku jeg fa´me vise dem alle sammen. Og det lykkedes mig da også at lave en særdeles sindrig analyse, som desværre svævede frit i den blå luft. Jes Tange Jessen påhørte den med venlig interesse, hvorefter han koncist og skånselsløst pillede den totalt fra hinanden. ”Hvor står det i teksten?” blev et spørgsmål, som siden aldrig har forladt min hjernes litteraturcenter.

   Men han nedgjorde mig på ingen måde. Tvært imod anerkendte han fuldt ud både mine og de andres mere eller mindre vidtløftige tanker, eftersom de jo byggede på seriøs interesse fra vores side (og på manglende viden og erfaring). Hvorefter han påviste hinsides enhver tvivl, at digtet handlede om noget helt andet, end vi troede. Atombomben.

   Det var spændende. Det var nytænkende. Kød på bordet! Jes Tange Jessen blev under hele Askov-opholdet min yndlingslærer. Han gengav litteraturen mening for mig, aldrig siden mistet.

   Vi læste masser af andre ting. Karen Blixen, fx. Morten Nielsen. En sjov erindring om hans digt,

                             TAK FOR DET -

                             Tak for det - at du ingenting var

                             uden et Træ og grønt Græs ved dets Fod.

                             Kun var et levende Væsen af Varme

                             med Træets, Græssets og Mørkets

                             Kraft i dit Menneskeblod

                             Tak for det - at du ingenting sae.

                             kun var en Duft som af sundt, ungt Blod

                             og kun var en Skulder i Mørket.

                             Kun var et Træ og grønt Græs ved dets Fod

                             til at lægge sin brændende Pande imod.

                             Du tog mod den Graad, som jeg græd den Nat,

                             forraadte mig ikke med Tegn eller Ord.

                             Du modtog den tavs og usynlig den Nat

                             saa ligetil som om den var en Kilde

                                    og du var den sorte Jord

   Her havde en anden af os fået til opgave at fortolke digtet og fremlægge det for gruppen. Også han tog opgaven meget seriøst og mødte frem med en tolkning, ifølge hvilken digtet handlede om en frihedskæmper, der var blevet henrettet og hinsides døden takkede det træ, han havde stået bundet til, da han blev skudt! Træet var jo da levende! Og det duftede af sundt, ungt blod fra alle de andre henrettede!

   En temmelig morbid tolkning. For os andre var det jo et digt, der handlede om digterens tak til en pige, som han havde elsket med en enkelt, sorgfuld nat. Men jeg husker episoden, fordi min kammerat holdt stædigt på sit og mente, at han netop kunne påvise fortolkningen konkret i teksten. Han tog simpelthen digtets metaforer helt bogstaveligt, og det varede det meste af en time, før han nødtvungent bøjede sig for den kompakte majoritet, bestående af Jes Tange Jessen og alle os andre.

   Men det korte af det lange: Da danskundervisningen var slut et halvt år efter, havde jeg genvundet min litteraturglæde. Takket være Jes Tange Jessen.  

   I øvrigt havde jeg også timer i nyere nordisk litteratur hos Karen Margrethe Laursen. Hun var en ældgammel dame, syntes jeg, sikkert mindst 60! Men hun var bestemt heller ikke dårlig.

   Ebbe Reich

   Pæne bukser. Nydelig jakke. Men med rullekravesweater, bestemt ikke slips. Et flot overskæg, lidt i stil med hans store forbillede Viggo Hørup, dog ikke helt så busket. Spillende øjne, masser af charme. Medbringende til Askov sin kæreste, som han bestemt ikke var gift med, og som vist nok drog til København igen midt i skoleåret. Også på den front var det nye tider.

   Jo, Ebbe Reich var en nydelig folketingskandidat for Det Radikale Venstre. Og nu var der jo valg - den socialdemokratiske mindretalsregerings støtteparti, SF, var flækket midt igennem, da regeringen ville indefryse et par af lønmodtagernes dyrtidsportioner. Tilsammen kaldtes de ”Det Røde Kabinet”, Danmarks første regering med rødt flertal, og nu var det altså revnet, ikke mindst takket være Per Hækkerups berygtede ”stokkemetoder” (han var den tids Sass-Corydon). Et nyt parti, Venstresocialisterne, var under oprettelse, og der var altså udskrevet valg. Ebbe (som vi naturligvis var på fornavn med) var opstillet i Århus, de radikale opstillede sideordnet, så hvem kunne vide - måske havde vi snart et folketingsmedlem i vor midte?

   Hvordan det gik, vender jeg tilbage til. Foreløbig havde jeg Ebbe Reich til ”Amerikansk Politik”, og det var vældig interessant. Han vidste en masse, var særdeles engageret, og vi diskuterede, så det fløjtede. Det var jo midt under Vietnamkrigen, præsident Lyndon B. Johnson og hans forsvarsminister, Robert McNamara, var de store banditter. Vi håbede på Bobby Kennedy, den myrdede præsidents lillebror. Men ak, han blev siden selv myrdet i det grødefulde, grusomme år 1968, og det samme gjorde Martin Luther King. ”He had a dream”, men nu stod vi på tærsklen til Nixon-æraen, de store Vietnam-demonstrationer og Watergate. En brat opvågnen. Det vidste vi ikke dengang, men at USA befandt sig midt i en voldsom og kaotisk nutid, var vi ikke tvivl om. Der var nok at diskutere, og Ebbe Reich var en spændende lærer og tovholder.

   Hvor mange søde, unge kvindelige højskoleelever, Ebbe fik nedlagt, ved jeg ikke. Ifølge rygterne var det ikke så få, men det skal jeg ikke bebrejde ham - hvis det passer. Havde jeg haft hans charme, havde jeg heller ikke holdt mig tilbage.

   I øvrigt rejste han tilbage til København efter vinterkurset. Askov var vist alligevel ikke noget for ham.

   Kor og drama

   Jeg deltog med iver som bas i skolens sangkor under Fastrups ledelse. Hvad vi sang, har jeg faktisk glemt, men jeg har altid elsket at synge i kor.

   Også drama skolekomedien deltog jeg i. Det var under Jes Tange Jessens inspirerende ledelse, og vi opførte ”Den gamle dame besøger byen” af Friedrich Dürrenmatt, et bittersødt, eksistentielt drama. Hvad er prisen på et menneske?

   Som på gymnasiet drømte jeg om en hovedrolle, men som sædvanlig måtte jeg

nøjes med en af de mindre roller. Nå ja, det accepterede man så med en vis ærgrelse men bortset fra det var teaterarbejdet en kilde til megen glæde.

   Ved de tilbagevendende kulturaftner oplevede vi i øvrigt flere gange dramatiserede oplæsninger af aktuelle teaterstykker. Det var lærerne, som naturligvis ikke havde tid til at indstudere teaterroller i massevis. I stedet ”opførte” de stykket på scenen, men med rollehæftet i hånden.

   Jeg har glemt stykket, men min ”huslærer” Povl Schmidt spillede med. Han skulle på et tidspunkt aflevere en dramatisk svada, derpå smadre en stor keramikkrukke og forlade scenen. Nå, han afleverede sin replik og forlod scenen med faste skridt, men uheldigvis glemte han at smadre krukken. Nu var det sådan, at stykkets videre handling afhang af, at krukken blev smadret. Der opstod derfor en lidt trykket pause blandt de tilbageværende lærere på scenen - hvordan komme videre?

   Nede i salen sad vi elever og følte os lidt desorienterede, indtil lærerne med lidt hviskeri ud i kulissen havde fået kaldt Povl Schmidt ind igen. Han gik rask ind på scenen, greb krukken, smed den i gulvet med et brag, hvorefter han atter marcherede ud. Så kunne stykket fortsætte. Krukken var skår - men oplevelsen gik der ingen skår i.

   Foredrag

   Som nævnt blev højskolens traditionsrige foredrag stadig holdt i hævd på Askov. Det betød, at skolens lærere efter tur holdt et foredrag med emne inden for deres fag eller andre interesseområder - henimod 100 foredrag blev det til på et vinterkursus, vel ca. 5-6 stykker pr. lærer. Man kan roligt sige, at vi kom vidt omkring.

   Vi indfandt os klokken 9 om morgenen i den gamle foredragssal, ganske som på Erik Henningsens berømte maleri med forstander Ludvig Schrøder på talerstolen, omgivet af mange af de kendte lærere fra år 1902. Startede naturligvis som den gang med en sang fra Højskolesangbogen. Her var vi i ”det levende ord”s tempel, nok lidt autoritært tilrettelagt i forhold til ungdomsoprørets smag, men snart blev man, i hvert fald jeg, omsluttet af ordene og lod sig belære og besnære.

   I dag kan jeg naturligvis ikke huske hverken ord eller emner. Nogle foredrag og foredragsholdere har vel været mere spændende end andre. Men den gang sugede jeg til mig af alle tilværelsens kulturelle, religiøse, sociale og politiske aspekter. Kræs for såvel det store røde som de små grå.

   Højskoleliv

   Kammeratskab. Afslappet snak i fællesstuerne. Te og hygge på værelserne. Planlægning af nye initiativer, fx festligheder. Lektier, javel - ikke overvældende og som oftest lystbetonede. Kulturaftner. På én gang havde man al tid i verden - og slet ikke tid nok til alt det, man gerne ville.

   Så vidt jeg husker, var drikkeri forbudt på højskolen. Det er ikke utænkeligt, at én og anden har haft en flaske stærkt stående i en busk udenfor, når der var fest. Men selv erindrer jeg ikke, at jeg drak så meget som en enkelt øl på skolen. Det var ikke noget stort savn. Når det var ens for alle, tænkte man ikke nærmere over det.

   Der blev i snævre kredse røget hash på skolen. Det var naturligvis strengt forbudt - og endnu ikke så almindeligt, som det siden blev. Selv havde jeg prøvet at ryge hash, men på Askov færdedes jeg ikke i de kredse. Jeg hang hellere ud med de ”politiske”. Få år efter var hashrygningen og                  

holdningen til, hvordan man skulle håndtere den, et af de spørgsmål, der bidrog til at splitte lærerkollegiet totalt.

   I festsalen blev der holdt et par officielle fester, de fleste af de kvindelige elever i lange kjoler, de unge mænd ofte i jakke. Selv havde jeg endnu fløjlsjakken fra min konfirmation. Men et slips kunne jeg ikke drømme om at ta på!

   Jeg har i min besiddelse et festligt billede af Knud Hansen himself, lystigt hoppende rundt i en af tidens fællesdanse, den finske kædedans ”Jenka”. Den og en anden af spansk tilsnit, ”La Bostella”, var sikre indslag ved festerne det år.     

   I elevrådet

   På aldeles forunderlig og absurd vis blev jeg faktisk elevrådsformand på skolen. Først blev jeg valgt som repræsentant for Møllehuset. Der var ikke andre, der var rigtig lune på det, men jeg ville! Ih, hvor jeg ville. Det var rigtig noget, der kunne afstive min noget vakkelvorne selvtillid! Dernæst skete stort set det samme ved det første møde med alle husenes repræsentanter.

   Det var helt gakgak. Rigtig mange af de andre var betydeligt ældre end jeg, langt mere modne og rutinerede. Jeg blev da også væltet igen med et brag ved ”midtvejsvalget” efter tre måneder og måtte beskæmmet trække mig tilbage til privatlivets fred.                                   

   Fra rådsarbejdet husker jeg kun få sager. Den ene hører under sexlivet, den anden under det politiske liv, så herom mere senere.

   Den tredje gjaldt de alt for få fester, som efter vores mening blev holdt på skolen. Elevrådet påtog sig resolut den opgave at arrangere nogle alternative fester, ikke netop hemmelige, men uden for højskolens formelle liv. Lidt borte fra skolens område lå en lille, men fortræffelig festsal, velegnet til vores formål. Nu gjaldt det så om at skaffe musik, og det var ikke så let. Transportable musikanlæg hang ikke på træerne, og det endte med, at jeg mødte op med min splinternye spolebåndoptager, dyrt indkøbt for mine i Lyngby Brugs surt tjente penge. På den havde jeg i tidens ånd optaget massevis af musik fra ”Efter Skoletid” og P3s øvrige programmer, så den gjorde i og for sig glimrende fyldest. Problemet var blot, at vi ikke kunne skaffe højttalere at sætte til båndoptageren. Så min stakkels maskine kørte hele aftenen på sin egen indbyggede højttaler. Og eftersom tæt ved 100 hujende mennesker var stuvet sammen i den lille festsal, måtte den skrues op på absolut maximum.

   Det blev dens død. Da aftenen var forbi, kom kun en hæs skratten ud af mit fine apparat. Højttaleren var simpelthen brændt af, og båndoptageren blev aldrig sig selv igen.

   Så ingen kan sige, at jeg ikke som formand ofrede mig og mit for sagen.

   Ellers havde jeg en daglig pligt, som ifølge traditionen påhvilede formanden. Jeg havde lært den at kende allerede den første dag. Der sad jeg i spisesalen sammen med alle de 299 andre elever. Ved ”højbordet” sad Knud Hansen og en del lærere. Menûen var rugbrød og pålæg. Vi sad ved 10 mands borde, og jeg smurte sindigt en rundtenom, alt imens jeg konverserede mine bordfæller, da pludselig… fra højbordet lød en klingrende klokkelyd. Ind kom hele sværmen af tjenende ånder, som ellers befandt sig i køkkenregionerne, og som vi til daglig havde absolut ingen kontakt med. Rask bevægede de sig igennem                                                              

spisesalen, iført store rulleborde, og plyndrede vore borde for brød og pålæg. Her hjalp hverken gråd eller bønner.

   Og der sad jeg, med alle mine sociale talenter, men uden mad…

   Den fejl begik jeg kun én gang. Det viste sig, at det var Knud Hansen, der var klokkebestyrer, og han ønskede tydeligt nok ikke at spilde for meget tid med alt det spiseri. På Askov var den åndelige føde i højsædet. I den grad!

   Af en eller anden grund identificerede Knud Hansen ikke rigtig sig selv med det der klokkehverv. Eller også havde han frasagt sig hvervet i overensstemmelse med tidens demokratiseringstendenser. I hvert fald fik jeg som nyvalgt formand at vide, at dette hverv påhvilede mig. Der sad jeg altså for bordenden ved ”højbordet” og var herre over, om ikke liv og død, så dog hovedret og dessert. Jeg kan betro min læserskare, at det kræver en stærk karakter - stærkere, end jeg er i besiddelse af.

   Som sagt havde jeg allerede den første aften bitterligt erfaret, at spisetid var spisetid og ikke skulle spildes med samtale eller anden tant og fjas. Jeg kan roligt garantere, at spisetiden ej heller blev spildt under mit regimente. Den samlede tid til to middagsretter sneg sig kun nødigt op over 22 minutter. Der kom vist endda klager, og jeg er ikke utilbøjelig til at tro, at min benhårde klokkejustits ved middagsbordet var en medvirkende årsag til, at jeg siden blev væltet som formand.

   Så man lærer skam også ting af praktisk art på højskoler. Den dag i dag spiser jeg lynhurtigt.

   Politik

   December 1967 og januar 1968 var politisk set en højdramatiske periode. For det første gik jeg direkte fra toget ud i Københavns gader for at deltage i min første store Vietnam-protestdemonstration, da jeg kom hjem fra Askov på juleferie. (Undervejs derhen købte jeg min første lp nogensinde, den ultimative Beatles-skive ”Sgt. Peppers Lonely Hearts Club Band”.)

   Men vigtigst af alt: Som sagt havde Danmark i de foregående to år for første, sidste og eneste gang haft et såkaldt rødt flertal. Da det revnede, og der blev udskrevet valg, stod udbryderne fra SF, blandt dem Erik Sigsgaard, Preben Vilhjelm og Hanne Reintoft, over for den så godt som umulige opgave lynhurtigt at danne et nyt parti og gøre det opstillingsberettiget. Blandt andet skulle der på godt en måned skaffes ca. 25.000 underskrifter. Men Venstresocialisterne, som partiet kom til at hedde, havde tidsånden med sig. Et mylder af blomsterbørn, ungdomsoprørere og andre gode viljer lagde sig i selen, og stik mod enhver sandsynlighed lykkedes det.

   Det var naturligvis langt fra alle på Askov, der var socialister. Men en stor del af os fulgte det nye projekt med levende interesse. Selv havde jeg ikke stemmeret, eftersom aldersgrænsen dengang var 21 år, men mit gamle medlemskab af DsU var for længst slettet på grund af kontingentrestance, og jeg følte mig helt som VS´er. De var det nye, det progressive, det antiautoritære.

   Også nogle af lærerne var engageret i det nye parti. Niels Højlund, senere kendt for mange debatprogrammer i tv, drog til København for at være dirigent ved partiets første kongres. Han kom hjem som en ældet mand. At holde sammen på det besynderlige sammenkog af skuffede SF´ere, gamle, stålsatte og benhårde leninister og unge, langhårede blomsterbørn havde angiveligt været en umulig og dybt forvirrende opgave. Det fortaltes, at de gamle marxister havde omdelt ”Internationale” til afsyngelse. Det var da i orden, så sang man den. Bagefter foreslog et blomsterbarn ”Mester Jacob”. Fint nok, så sang man også den…

   Selvfølgelig skulle valget også markeres på Askov. Elevrådet tog initiativ til et valgmøde, hvor samtlige opstillede partier kunne fremlægge deres program, fulgt op af debat. Desværre kneb det med at finde personer, som ville repræsentere to af partierne, nemlig Danmarks Kommunistiske Parti og De Uafhængige. Hvad DKP angår, så var det jo nok fremkomsten af det nye parti, der støvsugede venstrefløjen for talenter. De Uafhængige, derimod, så vi progressive, som havde set lyset, dybt ned på. De var ultraborgerlige, og hvad værre var, så var deres kulturpolitik rundet af tidens rindalisme, en voldsom protestbevægelse imod den af den socialdemokratiske regering nyoprettede Statens Kunstfond - med statsstøtte til tidens kunstnere. Malere og digtere, som fx Klaus Rifbjerg, rindalismernes yndlingsoffer, blev kaldt uforståelige, frække, pornografiske, ungdomsforførende og det, der var værre. Og fra ”modernismesiden” satte Danmarks barskeste digter, Jess Ørnsbo, trumf på: ”Rindal vi ha os ned på alle fire!”

   Jeg og mine meningsfæller afskyede både lagerforvalter Rindal og De Uafhængige. Vi var jo udi egen selvforståelse progressive, børn af kulturradikalismen, vi anså i PHs ånd poppen for fordummende og poplytterne for åndeligt mindrebemidlede. Jeg havde i starttresserne med begejstring set Ernst Bruun Olsens gigantsucces ”Teenagerlove” på Det Kongelige Teater. ”Her blev poppen slået med sine egne våben”, som en anmelder skrev (- men Rifbjerg kaldte stykket gammeldags…) I det ekstremt underholdende stykke indgik poppen og storkapitalen en uhellig alliance: Popsangeren Billy Jack fordummede arbejderklassen, så fabrikanten Plastic-Schmidt lettere kunne udnytte den!

   At vi selv lyttede til Beatles og Stones var ligesom ikke det samme som ”Lille fregnede Louise/ fra Karise…” Beat var jo den nye kunstform, Bob Dylan havde revolutioneret popteksten. Nu var der mening, virkelighed og poesi i teksterne, mente vi, og musikken frisatte kroppen.

   Først med tiden gik det op for mig, at den såkaldte kulturkløft var et reelt problem, som også kunne anskues på mere nuanceret vis, og at folk på den anden side af kløften også var en slags mennesker. I sandhedens interesse måtte det indrømmes, at jeg jo heller ikke selv var ganske uimodtagelig for pop og kitsch. Og hvordan være solidarisk med arbejderklassen, hvis man reelt foragtede en stor del af dens kulturforbrug?

   Men i december 1967 var sagen klar og uden nuancer. De Uafhængige var et fladpandet, pinligt parti. Det var der absolut ingen, der ville repræsentere. (Og hvis nogen har villet, så gik de stille med det, for ikke at blive udsat for hån, spot og latterliggørelse fra folk som mig…)

   Men altså, da ingen ville repræsentere de to partier, måtte jeg jo til det. Som elevrådsformand anså jeg det for min demokratiske pligt at sørge for, at alle partier virkelig blev repræsenteret. Så jeg deltog altså i panelet, først for DKP, dernæst for De Uafhængige. Jeg kan med sikkerhed fastslå, at begge partier blev ret elendigt repræsenteret. Men formelt set skete retfærdigheden fyldest!

   Vi på venstrefløjen red videre på bølgen. Vi gik i selvsving. Sejren var os vis!

   Men på selve valgaftenen viste det sig, at vi som VS´ere havde fejlvurderet folkestemningen ikke så lidt. I hvert fald manglede partiet på landsplan godt og vel 100 stemmer for at nå de 2 %, som spærregrænsen til Folketinget lød og lyder på. Dybt nedbøjede gik vi rundt efter aftenens valgudsendelse og sagde blot til hinanden: ”100 stemmer” ”100 stemmer, det kan ikke passe”. Niels Højlund var helt grå i ansigtet.

   Næste dag viste det sig mirakuløst, at en kuvert med over 100 VS-stemmer på forunderlig vis havde forputtet sig et eller andet sted. Da de blev fundet, havde partiet lige akkurat nok stemmer til at komme i Folketinget med 4 mandater. Den kollektive venstrefløjsdepression lettede noget…

   Og Ebbe Reich? Han blev ikke valgt. I Århus-kredsen fik Meta Ditzel 200 stemmer mere.

   Kort efter gik han ud af sit parti i protest mod den nye statsminister, Hilmar Baunsgaard, som omtalte Vietnamdemonstranterne på en dybt krænkende måde.

   Og da jeg et år efter i min egenskab af kulturudvalgsformand på Th. Langs Seminarium hyrede ham til et foredrag, var det en helt anden Ebbe, der dukkede op: Mager, med fuldskæg og flagrende lokker, væk var jakken, afløst af en indisk kjortel. ”Hej, Gudmund, hva så, skal vi fyre en fed?”

   Spændende blev han nu ved med at være, når han i avisindlæg prøvede at spænde over og forene Marx og Mao, Hørup og Grundtvig. Eller når han skrev spændende historiske romaner, hvori det viste sig, at allerede Erik Glipping i 1286 havde været modstander af EU!

   ”Elskov”

   I folkemunde blev Askov kaldt for ”Elskov”. Alle omkringboende kendte naturligvis til grimme rygter om ting, der gik i svang, hvor 300 unge i den avledygtige alder var samlet. Disse rygter havde også nået mig, og det var med ikke ringe forventning, jeg så frem til netop den side af højskolelivet.

   Officielt var det faktisk forbudt at være på værelser, beboet af det modsatte køn, efter klokken 21 (så vidt jeg husker). Vi befinder os i tider, da den frie kærlighed, som idé, er i fuld gang med at slå igennem blandt de unge. Det vidste alle, men officielt fandt det ikke sted. ”Den officielle sexualmoral” gik, om end hårdt presset helt siden 20´rne, ud på, at sex helst hørte til i ægteskabet. Hvis det fandt sted før og ”fik følger” - og det kunne jo ske - så giftede en ordentlig mand sig med pigen, så barnet blev født inden for ægteskab.    Virkeligheden og litteraturen myldrede naturligvis med situationer, hvor det IKKE gik sådan, tænk bare på ”Ditte Menneskebarn”. Men en højskole anså officielt stadig sig selv for et sted, hvor man OGSÅ skulle beskytte de unge, ubefæstede sjæle og kroppe mod sexuallivets fristelser. Det var, nu som før, lige en opgave for Sisyfos.

   Vores kære højskolelærere var selvfølgelig helt klar over, at ”næst efter kønsdriften er jernbanedriften den sværeste administrere”, som den gamle Venstre-politiker J.K. Lauritsen (”Je Kå”), havde sagt for over 70 år siden. Mange af dem anså også denne del af jobbet for at være en håbløst gammeldags reminiscens fra svundne tider. Så de opgav at administrere den, lukkede øjnene og lod som ingenting. Vi levede i en brydningstid (gør man ikke altid det?), og da kan god gammeldags dobbeltmoral være nyttigt, når fx en skoles ansigt og facade skal reddes.

   Det varede ikke længe, før reglen om ophold på værelserne var gennemhullet som en si, umuligt at opretholde. Altså lukkede man øjnene. Men vi unge ønskede naturligvis mere end modus vivendi, vi var idealister og ville have rene linjer, dvs. officiel anerkendelse af vor sexuelle trang og ret.

   Det var nok i det lys, Jyttes forslag skulle ses. Hun var både rapmundet og renfærdig, næsten fra starten dannede hun et af skolens toneangivende par med Arne Fusager (som vist nok er identisk med den senere særdeles højt estimeret kok på Restaurant Gammel Åbyhøj), og det skabte visse dønninger i elevrådet og da især i lærerkredse, da hun foreslog opsættelse af en kondomautomat på skolens område.

   Det var jo et dybt ansvarligt og moralsk forslag. Eftersom samlejer angiveligt fandt sted på ”Elskov”, hvad var da mere naturligt end at forhindre, at unge kvinder ”kom i ulykke”? At få et barn udenfor ægteskab var stadig en alvorlig sag, ikke stigmatiserende som tidligere, men om ikke andet, så i hvert fald forbundet med store sociale problemer. Den fri abort var endnu ikke indført, p-pillen kun i sin vorden. Så selvom også flere af elevrådets medlemmer var betænkelige - det var trods alt et voldsomt brud med evigheders tys-tys omkring sexuallivet - var der klart flertal for Jyttes forslag. Jeg var naturligvis for.

   Vi mente at vide, at meningerne var delte blandt lærerne. Men fra øverste sted kom der klart nej. Det var mere, end vores patriark Knud Hansen kunne kapere. Han skulle jo også stå til ansvar overfor skolens bestyrelse, hvor mere end ét øjenbryn nok var blevet løftet blandt bedagede venstrebønder, hvis et sådant forslag havde nydt fremme. Det ville jo være så godt som en direkte opfordring til moralsk letfærdighed og promiskuitet!

   Nå. Så vidste vi det. Vi vidste også, at der altså fandtes en myndighed over det ”demokratiske” organ, elevrådet. Hvis vi ellers havde været i tvivl. Vi mukkede og murrede selvfølgelig lidt over dette eksempel på demokratisk underskud, men mere kom der ikke ud af det. Tiden var endnu ikke moden til stormløbet imod institutionerne.

   Men få år efter var holdningen til det sexuelle spørgsmål et af dem, der var med til at splitte Askov.      

   Jeg ønskede mig mangt og meget af livet. Men mest af alt ønskede jeg en kæreste, så jeg endelig langt om længe kunne komme af med min dyd. Det vrimlede med søde piger, og der var 60 af dem for hver 40 af os! Det rene slaraffenland. Hvis det ikke skete her, så skete det nok aldrig.

   Pia Maria var høj og køn og mørk og flot. Lige min type. Hun var også både klog og sød. Hun havde faktisk kun én fejl: Hun var ikke en snus interesseret i mig…

   Birthe, hun var lys som en moden kornmark, lille og køn, med runde kinder og de sødeste smilehuller. Lige min type. Kunne jeg virkelig være så svineheldig, at der var muligheder der???

   Ja. Hvordan at det kom, husker jeg intet om, men vi begyndte at komme sammen, og jeg var i den syvende himmel. Birthe var både sød og klog, nem at snakke med, humoristisk og munter, men med et alvorligt idealistisk syn på livet, som svarede godt til mit eget.

   Hun var 22, hele to år ældre end jeg!

   Hun var oven i købet sexet. Men det betød ikke, at hun straks kastede sig i grams til sin nye kæreste. Nej, også sex var en alvorlig sag. Ægteskab og den slags var lige meget, men kærlighed skulle der til! Altså måtte vi være sikre på, at den var til stede, før vi kastede os ud i erotikkens stormfulde hav.

    Vi kom altså sammen, var meget sammen, kælede og kyssede, gik gradvis længere, naturligvis, men veg tilbage for at gå i seng med hinanden. Længselen var stor hos os begge, men angsten for det store skridt var ikke sådan at overvinde.
Birthe boede sammen med en virkelig sød, sjov og humoristisk pige ved navn Fie. De to var straks blevet veninder, og også jeg blev hurtigt gode venner med hende. Desuden var vi så heldige, at hun var forlovet med Keld, som var ingeniør på Grindstedværket og altså ikke gik på skolen. Det betød, at Fie tog hjem til ham i de fleste weekends, og så havde vi deres værelse for os selv. Desuden gætter jeg på, at Fie med sin større erfaring og knapt så alvorlige livssyn ”bearbejdede” den lidt nervøse Birthe med, at nu måtte der altså snart ske noget! Det var jo vand på min mølle. Og til sidst aftalte Birthe og jeg, at i den-og-den weekend, hvor Fie var hos Keld, skulle vi gå i seng med hinanden.

   Et par uger før havde jeg besøgt Vejen Bibliotek. Jeg var godt rød i kinderne, da jeg bestilte ”Kærlighedens ABZ” af Inge og Sten Hegeler. De havde vakt begejstring og skandale, både i andedammen og internationalt, da de udgav dette banebrydende oplysningsværk, det første, der talte åbent og direkte om sexuelle spørgsmål - under mottoet ”lykken er at vide, hvad der er normalt”, senere udvidet med ”- og det normale har vide rammer”. Her måtte jeg kunne finde de oplysninger, som kunne hjælpe mig, dulme mine debutantnerver og måske lære mig et par små tricks.

   Jeg var purpurfarvet i hovedet, da jeg afhentede den hjemkomne bog. Jeg syntes at spore både forargelse og nyfigenhed i bibliotekarens sikkert ganske neutrale blik. Det blev den eneste bog, jeg nogen sinde lånte på Vejen Bibliotek. Da jeg afleverede den igen, lagde jeg den blot i bibliotekets postkasse.

   Men inden da havde jeg studeret bogen fra ende til anden.

   Jeg er den dag i dag Inge og Sten, som ”alle” kaldte dem, dybt taknemmelig. Bogen var på ingen måde lummer eller sjofel, som rigtig mange mennesker troede, men derimod nøgtern, frimodig og indfølende. Jeg lærte - i teorien - masser af ting om sex, som jeg intet anede om, og fandt ud af, at intet af det, jeg tænkte, følte og drømte om sex, var ”forkert” eller ”perverst”. Det var den ene ting, jeg lærte af bogen - at masser af mennesker, langt de fleste faktisk, tænkte, følte og fantaserede nogenlunde ligesom jeg.

   Det var en stor lettelse. Den anden sandhed, som virkelig hjalp mig, var oplysningen om, at sex er noget, der kan læres. Man er sjældent ekspert i begyndelsen, for slet ikke at tale om første gang. Da Birthe og jeg tog de første famlende skridt ind i sexjunglen, var det noget, som trøstede mig meget. Vi kunne også tale om det og bevæge os fortrøstningsfuldt videre af erfaringens smalle stier, trods begyndervanskelighederne. Jeg var bestemt ingen superelsker fra starten, og de første gange var præget af megen famlen og fumlen. Men det gjorde ikke noget. Fra Inge og Sten vidste vi, at det skulle nok komme. Og med tiden gik det da også bedre og bedre.

   Min næste tur til Vejen var om muligt endnu flovere end de to første. Ganske vist vidste jeg nu - i teorien - at sex var en helt naturlig ting. Men hvad hjalp det i praksis, når man stod der med kraven godt oppe om ørerne på Vejen Apotek og med lav, hæs stemme bestilte ”to pakker Plan”. På den tid kunne kondomer kun købes på apoteket, foruden fra herretoiletternes automater på snuskede, københavnske værtshuse.

   Det blev ikke bedre af, at ekspeditricen med høj, klar, i mine ører nærmest skingrende røst, svarede: ”To pakker Plan, ja sågerne!” Jeg følte, at alle kunderne stirrede på mig med forargelse i blikket, så jeg betalte lynhurtigt, stoppede den lille pose ned i lommen og forlod apoteket med stormskridt.

   Nu var alle forberedelser gjort. Vi var lige uerfarne og lige nervøse, men jeg tror, at denne jævnbyrdighed hjalp os begge over den svære begyndelse. Og vi kom da efter det.

   Hvor den første del af Askov-tiden var præget af nysgerrighed og ivrigt engagement i alt det nye, så blev de sidste tre måneder mere rolige. Nu havde man jo kærligheden at udforske, og det krævede sandelig også nysgerrighed og engagement. Så Birthe og jeg gik flittigt til vore timer, deltog med fornøjelse i alt, hvad højskolen bød på, fra fester til foredrag, og var ellers sammen. Vi hang meget ud med en lille kreds af gode kammerater, især med Fie - og Keld, når han kom på besøg. Vi fire havde det virkelig rart sammen. Birthe og Fies værelse blev vores base, og i de weekends, hvor Fie var hjemme hos Keld, Birthes og mit hjem.

   Askov havde mange kvaliteter, men også mangler, naturligvis. En af dem hang sammen med antallet af elever. Med over 300 på skolen var det umuligt i løbet af ½ år at opbygge et så tæt fællesskab og den fælles identitet i elev- og lærergruppen, som man har hørt fra andre højskoler med måske blot 80 elever. Efterhånden fandt eleverne ind i mindre grupper, som dyrkede hver deres højskolesammenhold uden at have så meget med de andre grupper at gøre. Der var markante personligheder, som ”alle” kendte, men i det store og hele færdedes man i de mindre grupper og havde kun lidt at gøre med de andre. Der var mange elever på skolen, som jeg aldrig lærte at kende.

   Vi nærmede os april og kunne se en ende på opholdet. Vemodigt, javel, men den oplevelseseksplosion, som havde slængt rundt med os i starten, var nu klinget af, og selv højskolelivet blev hverdag. Man havde en fornemmelse af, at det nok ikke var så ringe endda, at skolen skulle slutte nu, ellers kunne en lumsk kedsomhed måske ha sneget sig ind. Nu skulle vi videre. Venskabet med Fie og Keld var godt og solidt, og Birthe og jeg kom stadig sammen. Vi havde efter moden overvejelse besluttet os for at gå på seminariet i Silkeborg fra august 1968. Dog ikke det samme seminarium. Det var meningen, at vi ville flytte sammen i Silkeborg.

   Midt i april var det slut. Vemod, javel - men først og fremmest parat til nye eventyr. Sprængfyldt med ideer, viden, tanker og overbevisninger, som tumlede rundt i knolden på én og ventede på at samle sig til blot antydningen af en syntese at leve videre på. Og først og fremmest fyldt af en stor taknemmelighed over, at man havde fået lov til at blive overskyllet af sådan et brusebad af inspiration. At man havde lært så mange spændende mennesker at kende. At jeg havde mødt kærligheden.

   Et dramatisk efterspil

   Som nævnt - to år efter ramlede det hele. Min søster Ingeborg var på vinterskolen det år, og hun berettede om voldsomme konflikter, om krav fra elevernes side om mere indflydelse, om udfordring af den klassiske struktur med forstanderen øverst, krav om elevdemokrati, flad ledelsesstruktur, modernisering af undervisningen. Om masser af strid om hashrygning, om sex, om alle områder, hvor højskolens praksis havde levet på den gamle tradition. Mit hold havde snuset til det nye, mukket over den autoritære ledelsesstil og prøvet at få mindre ændringer igennem. Men allerede to år efter var ungdomsoprørets tankegang og mentalitet så etableret, at kravene blev fremført med en voldsom styrke, som gamle, traditionsrige Askov slet ikke var gearet til.

   Heldigvis var Knud Hansen gået af - det havde været synd, hvis hans æra skulle slutte med et sammenbrud - men den nye forstander, Harald Engberg-Pedersen, tiltrådte sin stilling under ungdomsoprørets stormvind og skulle prøve at forene uforligelige modsætninger. Lærergruppen var dybt splittet. Flertallet stod vagt om traditionen, mens mindretallet var grebet af tidens nye tanker om absolut demokrati med flad struktur og vidtgående elevindflydelse. Modsætningerne kunne ikke bøjes mod hinanden, og i sidste ende traf den nye forstander, lusen mellem de to negle, det valg at støtte det progressive mindretal.

   Det kostede ham jobbet. Samtidig stod det klart, at mindretallet blandt lærerne ikke kunne samarbejde med flertallet, som havde bestyrelsen på sin side. De tog deres afsked efter en aftale med bestyrelsen, som reelt var en fyring på gråt papir, dog med økonomiske kompensationer til de fyrede. I de voldsomt ophidsede tider, under presset fra de antiautoritære elever, var der ikke plads til både Loke og Thor.

   Det var under disse stridigheder, at ideen om en ny højskole opstod. En højskole, der prøvede at leve op til tidens ideer om absolut demokrati. Hvem der fik ideen, ved jeg ikke, men en gruppe af de lærere, som havde forladt Askov, stillede sig i spidsen for projektet. Man gik endda så vidt, at selve højskolen simpelthen skulle bygges af elever og sympatisører. Der blev indsamlet ½ million - det var mange penge dengang - og undervisningsministeriet gik tøvende ind med støtte. Og i sommeren 1972 blev grundstenen lagt til Kolding Højskole.

   Jeg var ikke et øjeblik i tvivl. Som barn af ungdomsoprøret var jeg helt på Kolding-folkenes side. De stod for mig at se for det nye, for det, der pegede fremad, for opgøret med stivnede normer og udlevet tradition. Desuden udgjorde de stort set den flok af lærere, jeg mest havde beundret og set op til. Bortset fra min absolutte yndlingslærer, Jes Tange Jessen. Han hørte, til min store ærgrelse, til traditionalisterne. Men det var der jo ikke noget at gøre ved. Folk som Jørgen Knudsen, Fastrup, Uffe Geertsen, Finn Brandt-Pedersen og Povl Schmidt havde min udelte respekt, og at selvbygge en helt ny højskole, folkets egen højskole, det var en genial idé, som jeg bakkede helt op om.

   Jeg havde meldt mig ind i elevforeningen, Askov Lærlinge, da jeg forlod skolen i 1968, og jeg deltog i et par af sommermøderne. Jeg husker fx, at jeg så månelandingen 1969 oppe i musiklokalet, lige under skolens pyramidalske vartegn. Men efter splittelsen satte jeg ikke mine ben på Askov før 25 år efter.

   I juni-juli 1972 deltog jeg i en af Kolding Højskoles første byggelejre. Vi var vel 25 personer, vidt forskellige, unge og ældre, men alle optaget af dette fantastiske projekt. Skolen var tegnet, så den kunne opbygges modulvis, udgravning og støbning var foretaget, og der stod vi, blandt stakke af gasbetonsten, og gik i gang, de fleste noget famlende, med at bygge væggene op. Men der var gode idealistiske fagfolk, som ledte os på vej, og efterhånden fik vi da taw´et.

   Det var en spændende sommer. Sådan at bygge en helt ny skole, skabt og formet efter den nye tids idealer, finansieret med hundredevis af frivillige bidrag fra nær og fjern - det var en realisering af idealerne, det var hinsides gold protest, det var et led i skabelsen af det nye samfund, som måtte komme! Denne pionerånd gennemsyrede samværet og gjorde byggelejren til en stor oplevelse.

   Mens murene på det første modul rejste sig, boede vi i store telte, byggede, lavede mad, vaskede op, diskuterede og fik undervisning. Det var fedt!

   Men det underlige er, at siden har jeg ikke sat mine ben på Kolding Højskole. Det er sært - og bunder på ingen måde i misfornøjelse. Årsagen er snarere, at der i de år skete så meget. Der var tusind gode sager at engagere sig i, og jeg engagerede mig glad og gerne i en hel stribe af dem. Men i løbet af den proces gled Kolding Højskole åbenbart delvis ud af mit synsfelt. Jeg var med i støtteforeningen og modtog tidsskriftet ”Tryk” - hvor et af numrene i øvrigt prydes på forsiden af mig på byggelejr. Jeg bidrog også til et enkelt nummer af ”Tryk”, specialnummeret om sport, med et digt, som Povl Schmidt med min tilladelse saksede fra ”Information”. Det var jeg meget stolt over…

   Kolding Højskole fik en relativt kort, men glorværdig historie på 25 år. I den periode blev den et vigtigt led i den danske folkehøjskolens udviklingshistorie. Alle skolerne famlede efter nye former, som kunne bringe højskolen nogenlunde helskindet ind i en ny tid. I Kolding afprøvede man tidens ideer og eksperimenter, og herfra delagtiggjorde man verden i sine overvejelser og resultater.

   Men Kolding Højskoles ideologiske fundament var temmelig tidstypisk. Da ungdomsoprørets ideer mistede en hel del af deres kraft, og nyliberale vinde begyndte at blæse, havde skolen svært ved at finde sine ben i de endnu nyere tider, og i 1998 blev den lukket og solgt. Uffe Geertsen har skrevet en interessant beretning om højskolens tilblivelse og virke. Den kan findes på www.hojskolehistorie.dk.

   Også Askov gik svære tider i møde, sammen med hele højskoleverdenen i øvrigt. Klogere folk end jeg har analyseret, hvad der er sket, men det hænger i høj grad sammen med de voldsomme samfundsmæssige ændringer, materielt og (dermed) mentalt, som netop tog fart omkring 1960. Da jeg legede og spillede fodbold med mine fætre Uffe og Kåre på Ferupgård omkring 1960, havde gården fem karle og to piger. Tyve år efter drev fætter Uffe gården alene, sammen med sin kone Birte, der havde halvtidsjob i Kolding. Få år efter måtte de opgive gården og blev lønmodtagere. Det er den korte version af en landbokultur, der forsvandt.

   En anden version har forfatteren Knud Sørensen skrevet i et digt. I mange digte beskriver han med stor indføling, hvad afvandringen gjorde ved landbrugsområderne, fysisk, økonomisk, demografisk og ikke mindst mentalt. Nedenstående er langt fra hans mest poetiske digt. Men anskueligt, det er det…

                             TALLENE

                             I 1942 var der 456.000 heltidsbeskæftigede i landbruget.

                             I 1975 var tallet faldet til 161.000. I samme tidsrum

                             formindskedes antallet af arbejdsheste fra 583.000 til

                             13.000, og antallet af traktorer forøgedes med 183.000.

                             Altså: 183.000 traktorer gjorde - sammen med anden meka-

                             nik, driftomlægninger m.v. – 295.000 mand og 570.000 he-

                             ste overflødige.

                             Forholdet mellem mænd og heste er naturligt. 1 mand til 2

                             heste. Et hestespand.

                             Forestiller man sig nu disse 295.000 overflødige mænd med

                             deres overflødige heste på vej ud af dansk landbrug,

                             f.eks. over den dansk-tyske grænse ved Kruså, så må man

                             forestille sig en næsten uendelig række af mænd og heste,

                             ned igennem Holsten, forbi Hamburg, videre ad motorvejene

                             forbi Frankfurt, forbi Basel, over Sct. Gotthard, de når

                             Milano, fortsætter, fortsætter, og i det øjeblik første

                             mand drejer ind på Peterspladsen i Rom, forlader sidste

                             mand grænsestationen ved Kruså.

                             Sådan en folkevandring svarer afvandringen fra landbruget

                             til.

                            

   Hele denne forandring faldt det højskolen ekstremt svært at tilpasse sig. Selv det traditionelt gode forhold til landbruget fik et grundskud, da rigtig mange højskolefolk, af socialistiske eller nationalt-kulturelle grunde, tog afstand fra EF (det senere EU) i den voldsomme debat herom op til og efter folkeafstemningen om medlemsskab 2. oktober 1972. Her viste det sig til åndsarbejdernes skuffelse, at stillet overfor tidens økonomiske realiteter tænkte ”bonden med sin sædekurv” mindre på de angivelige trusler imod den nationale identitet end på penge.

   Afvandringen fra land til by havde dog større betydning. Den medførte en mentalitetsændring i samfundet, som de, der ikke har oplevet den, næppe kan fatte dybden af. Samtidig fandt byernes ungdom nye måder at bruge deres ”fjumreår” på: Først meditations- og hashrejser til Østen, siden interrail i Europa, backpackerturisme til Thailand, Sydamerika, ja jorden rundt! Et nyt initiativ, helt i ungdomsoprørets ånd, prøvede at gribe disse ideer med Den Rejsende Højskole, et virkelig nytænkende og spændende eksperiment, som med tiden viste sig ideologisk for stramt og heller ikke har kunnet holde sig svævende.

  Hele tankegangen om en livsoplysende, eksamensfri skole har også længe været under hårdt pres af nutidens målrettede effektivitetsjagt. At ”spilde” et år på dannelsesrejser, livsoplysning og den slags tant og fjas betragtes blandt politikere her i globaliseringens tidsalder som et lumsk anslag imod Danmarks konkurrenceevne.  

  Tilbagegangen var også, men langt fra kun, højskolens egen skyld Den kunne sandsynligvis have slået et utal af krøller på sig selv uden derfor at have den ringeste chance for at slippe igennem forandringerne uden alvorlige skrammer. Mange højskoler er forsvundet. Ingen højskole har kunnet undgå at ændre form og undervisningstilbud i voldsom grad. Askov skrumpede fx voldsomt ind elevmæssigt og var en overgang på gravens rand.

   Tankevækkende nok har dog nogle højskoler haft succes med på én gang at tilpasse sig de nye tiders krav og samtidig bevare en levende forbindelse tilbage til Grundtvig tanker, som endnu den dag i dag, om end hårdt presset, spiller en væsentlig rolle i dansk folkelig og pædagogisk tradition. Og det samtidig med, at de mest tidstypiske højskoler fra 70´erne og 80´erne er forsvundet igen.

   Men den hovedrolle, som højskolerne spillede i dansk kulturdebat i 60´erne og før, er nu og i al fremtid en saga blot.   

   Jeg kan godt savne den. For i 1967-68, og igen i 1972, modtog jeg i en følsom og modtagelig alder, min tidligste ungdom, en helt overvældende inspiration fra højskolen - Askov og Kolding, begge nævnt og aldrig glemt.

                                                                                                                            26. september 2013

                                                                                                                              Gudmund Auring