UNGDOMMELIGT MELLEMSPIL 1
PÅ ASKOV HØJSKOLE
- af Gudmund Auring
Naturligvis skulle jeg på højskole! Det lå i
den grad i familietraditionen. Ganske vist havde far gået den slagne
akademikervej og altså ikke været på højskole, men mor, såvel som et utal af
morbrødre og farbrødre, mostre og fastre, fætre og kusiner havde været eller
kom siden på både efterskoler og højskoler rundt omkring i landet.
Som bekendt havde højskolen sit udspring i
Grundtvigs tanker, der siden 1844 gennem en lang række idealistiske skolefolk havde
udmøntet sig i mange høj- og efterskoler over det ganske land. Langt
hovedparten havde også deres udspring i de grundtvigske kristeligt-nationale
værdier, i opgøret med ”den sorte skole”, i den folkelige oplysningstanke og
”det levende ord”:
Men også andre bevægelser lod sig inspirere
og indså styrken i fri-, efter- og højskoletanken. Både Indre Mission,
Husmandsbevægelsen og Arbejderbevægelsen oprettede egne skoler.
Er lyset for de lærde blot
til ret og galt at stave?
Nej, himlen under flere godt,
og lys er himlens gave,
og solen står med bonden op,
slet ikke med de lærde,
oplyser bedst fra tå til top,
hvem der er mest på færde.
……
Oplysning være skal vor lyst,
er det så kun om sivet,
men først og sidst med folkerøst
oplysningen om livet….
Til trods for indholdet i ovenstående vers
så Grundtvig ikke selv sine ideer som rettet udelukkende mod bondestanden. Men
det blev i høj grad den, der på sin sociale og politiske fremmarch i anden
halvdel af 1800-tallet tog Grundtvigs ideer til sig som ideologisk overbygning.
I brede kredse af den danske bondebefolkning blev det efterhånden mere regelen
end undtagelsen, at sønner og døtre fik et højskoleophold.
Selve ”højskoleåret” var oprindeligt
indrettet efter bøndernes behov: Der var et seks måneders vinterkursus for
karle, som strakte sig fra ”skiftedagen” 1. november og frem til næste
skiftedag 1. maj. Karle og piger var typisk fæstet ½ år ad gangen, imellem
disse to datoer. Og der var et tre-fire måneders sommerkursus for piger. Begge
dele var indrettet efter de tidsrum, da henholdsvis karle og piger bedst kunne
undværes i landbrugsproduktionen. Da jeg kom på højskole, var de kønsblandede
hold for længst indført. Men det lange vinterkursus og de korte sommerkurser
eksisterede i bedste velgående.
Selv om de fleste højskoler lagde
hovedvægten af undervisningen på kulturelle, historiske og religiøse fag, så
vendte ikke så bønderkarle og -piger tilbage til gård og landsby med en
inspiration, der fik stor betydning, såvel for landbrugets modernisering som
for bøndernes deltagelse i nationens politiske og sociale liv.
For fattigfolk var det sværere. Kun få af
dem havde mulighed for at bruge tid på og skaffe penge til et ophold. Men vi
ved, at både Jeppe Aakjær, som var bondesøn, men fra beskedne kår, og Martin
Andersen Nexø, der var fattigmandsbarn, kom på Askov. Og selv om de i deres
erindringer skarpt kritiserer skolen og forstander Schrøder for bragesnak og
gudelighed, så lægger de ikke skjul på, at højskoleopholdet fik stor betydning
for deres fremtid. Det ændrer dog ikke på, at højskolen mest blev for den
relativt velhavende landboungdom, gårdejernes sønner og døtre.
Blandt højskolerne havde Askov Højskole en
ganske særlig position. Danmarks første Højskole blev oprettet i Rødding 1844,
lige syd for Kongeåen, men efter nederlaget i 1864 og afståelsen af Sønderjylland
blev Askov oprettet 1865, ved Vejen, få kilometer nord for Kongeåen, som en
afløser for Rødding, en nationalt-kulturel forpost vendt imod den store fjende
mod syd. Herfra udgik inspirationen til de kommende årtiers
højskole-opblomstring, her lå et nationalt-kristeligt kulturcenter, hvis lærere
kom til at spille hovedroller i den ivrige kulturdebat, som naturligvis
udspandt sig inden for højskoleverdenen.
Denne hovedrolle havde Askov Højskole
bevaret helt frem til mit højskoleophold i vinteren 1967-68. Det var stadigvæk
en skole, hvor personligheder i den danske debat blev ansat som lærere. Det var
stadig en selvfølge for skolen, og deri lå også en ære for de adspurgte, at
ansætte nogle af landets mest begavede og originale hoveder inden for kultur,
politik og digtning. Da jeg kom, var Tage Skou-Hansen netop rejst for at
koncentrere sig om sit forfatterskab. Ebbe Reich, som endnu ikke hed Kløvedal,
blev ansat i 1967. Året efter kom Bertel Haarder. Og på skolen underviste
kendte personligheder som Niels Højlund, Uffe Geertsen, Jørgen Fastrup og
Jørgen Knudsen, sammen med en hel stribe mindre kendte, men som regel
fortræffelige, lærere.
Forstanderen var den aldrende Knud Hansen,
en af Danmarks mest respekterede religionsfilosoffer. Han havde omtrent 15 år
før afløst den legendariske J. Th. Arnfred, en af Andelsbevægelsens største
personligheder, som nu var over 80. Men sandelig ”still going strong”. Jeg
husker endnu vores udflugt til Skibelund Krat, hvor snesevis af skulpturer af
og mindesmærker over ”rigets bedste mænd” inden for den folkeligt-nationale sag
stod mellem stammerne. Her tog Arnfred til orde og fortalte os med malmfuld
røst, så ingen af vi 300 gik glip af ét eneste ord, hvad vi så.
Alle respekterede Knud Hansen. Men han var
en gammel mand. Nogle blandt lærerne har sikkert ventet på hans afgang i håb om
fornyelse.
Året efter gik han af - og så ramlede det
hele!
Askov var klart den største højskole i
landet. På ”mit” kursus var der over 300 elever. Bygningerne strakte sig over
et vældigt areal, lige fra den ottekantede, traditionsrige foredragssal, hvor
vi hver dag (!) fra ni til ti påhørte et foredrag, til moderne elevværelser,
hvor vi typisk boede 2-4 elever sammen. Og over det hele rejste sig skolens
vartegn, en luftig, pyramideformet trækonstruktion, der kunne ses viden om. Når
man kom til skolen, udstrålede den tradition og soliditet, som hvilede den på
en sokkel af urokkeligt selvværd, dansk til marven, gennemsyret af den
folkelighed, der havde sit udspring i Grundtvigs tanker, i Grundloven af 1849,
af Folkekirke, Andelsbevægelse, af Genforeningen i 1920, myterne om
modstandskampen mod nazismen, af levende debat, levende ord, folkeliv i ordets
bredeste, danskeste forstand.
Men skinnet bedrog - der var store
omvæltninger på vej.
Det havde vi unge næppe megen forståelse af.
Vel vidste vi godt, at vi levede i spændende tider. Hele ungdomsoprøret havde i
flere år ligget og ulmet, for året efter at slå ud i lys lue, og det var nye
toner, som mange af os lyttede til med spændt opmærksomhed. Men at
højskolebevægelsen i almindelighed, og Askov i særdeleshed, snart skulle
modtage et grundskud, som ingen af dem rigtig har forvundet siden, det havde vi
ingen anelse om. Og dog var vi selv eksponenter for den udvikling og afvikling,
der var undervejs.
Det hang i høj grad sammen med tidens
demografiske forandringer. Som nævnt havde højskolen i høj grad sin basis på
landet, hos bønderne. Men netop i disse år tog afvandringen fra land til by et
voldsomt opsving, både i kraft af industrialiseringen og landbrugets
mekanisering.
Så ”pludselig” kom de fleste af os fra
byerne.
Foreløbig gik det dog strålende. Vi var jo
”de store årgange”, så nationen myldrede med potentielle elever. Mange af os
var endvidere, som jeg, børn af ”førstegenerations indvandrere” fra land til
by. Vores forældre medbragte naturligvis i ikke ringe omfang deres
landbokultur, hvilket betød, at et højskoleophold i brede kredse stadig blev
betragtet som noget, der hørte med til almindelig dannelse.
Men som elever medbragte mange af os stumper
af byernes livserfaring og tankesæt. ”Den traditionelle højskoleelev” fandtes
stadigvæk, der var ikke så få bondesønner og -døtre med solid grundtvigiansk
baggrund. Men traditionen blev i høj grad udfordret fra byboerne, som kom med
Beatles og Stones, Who og Kinks, anti-atombombemærker og jazz, provotanker,
langt hår og hash. Og en hel del ”bondekarle og -piger” fandt tidens nye toner
ret så spændende. Adskillige af dem kom, som min gode husfælle Niels Peter,
kaldet Njal, til Askov i pænt jakkesæt og med slips, men de forlod skolen et
halvt år senere i islandsk sweater og med håret piblende ud over ører og krave.
Også lærergruppen var under forandring. Den
havde vel aldrig været entydig, men gennem årene havde hovedparten nok stået temmelig
solidt forankret, religiøst i den grundtvigske kristendom, politisk omkring
partiet Venstre. Enkelte rabiate personager havde politisk nok fundet deres
hjemsted i Det Radikale Venstre, på den tid et religionsskeptisk og
antimilitaristisk parti, og når den slags emner blev diskuteret på
lærerværelserne eller i Højskolebladet, er bølgerne sikkert gået højt.
Nu kom flere og flere lærere til, som måtte
regnes blandt de kulturradikale, ja til de deciderede socialister. Tage
Skou-Hansen, som netop havde forladt skolen efter 10 år, var på ingen måde
venstremand. Folk som Uffe Geertsen, Jørgen Knudsen og Niels Højlund var klart
venstreorienterede. Ebbe Reich var ganske vist radikal, endda folketingskandidat,
men som det vil vides, varede det under et år, før han forlod både parti og -
delvis - overbevisning for at blive en af ungdomsoprørets kulturelle guruer.
Den traditionelle fagrække med
livsanskuelsesdebat på kristendommens grund, naturfag, national historie og
nordisk litteratur havde allerede længe været under forandring. Nyere fag var
international historie og politik, psykologi, filosofi, dramatik og andre
kreative fag. Det klassiske foredrag var på retur, nu hed det samtale og
diskussion. På Askov holdt man dog foredragsfanen højt, til nogles ærgrelse,
men jeg elskede det. Jeg har altid været en god lytter.
Indtil videre levede de forskellige
overbevisninger sammen side om side, i demokratisk samtale. Frihed for Loke, så
vel som for Thor. Men da ungdomsoprøret, i form af eleverne, begyndte at løbe
storm mod skolens traditioner med krav om konkrete ændringer, var samtalen ikke
længere nok. Bukserne revnede med et smæld!
Nå, foreløbig var alt dette i sin vorden.
Men enden var nær…
November
-67
Jeg begyndte på Askov Højskole 1. november
1967, faktisk på dispensation. På de fleste højskoler var den nedre
aldersgrænse 18 år, men også på dette punkt indtog Askov en særstilling. Her
ønskede man mere modne og selvstændige elever, svarende til skolens
selvforståelse, så her var aldersgrænsen 20 år, hvilket jeg først fyldte 12.
december. Dispensationen fik jeg dog uden problemer. Men jeg var
skolens yngste elev.
Askov Højskoles elevboliger var opdelt i
huse, hver med sin lærer som en slags kontaktperson for eleverne. Jeg blev
placeret i Møllehuset, en af de ældre højskolebygninger, en villa, hvor læreren
boede i underetagen, og vi elever, omkring otte stykker, beboede 1. sal. Indtil
for nylig havde det været forfatteren Tage Skou-Hansen, som havde boet i
Møllehuset. Jeg havde med stor begejstring læst ”De nøgne træer” og ærgrede mig
lidt over, at det ikke var ham længere. Men den nye lærer, Povl Schmidt, var nu
helt fin. Han var cand. mag. i dansk og historie og har gennem årene udgivet en
del lærde afhandlinger. For nylig udkom en kommenteret udvalg af Kingos
ikke-religiøse digte, med bl.a. inderlige og lidenskabelige kærlighedsdigte,
bønskrivelser, mindedigte og hyldestdigte. Den har jeg læst med stor
fornøjelse. Jeg opnåede dog aldrig at få Povl Smith som underviser på skolen,
men jeg hørte hans foredrag.
Møllehuset havde i øvrigt sin egen historie
i Askov-sammenhæng. Det var bygget 1914 af J.Th. Arnfred som forstanderbolig.
Og møllen, som gav det navn, var en senere afløser for opfinderen og
højskolelæreren Paul la Cours navnkundige forsøgsmølle. Her havde han udført
nogle af de første videnskabelige eksperimenter med vindenergi, som førte til
mange små elektricitetsmøller ved danske bondegårde fra slutningen af
1800-tallet og fremefter.
Hjemmefra
Når man har boet sammen med sine forældre i
små 20 år, er man i den grad klar til at flytte hjemmefra! Det må siges at være
et sundhedstegn, og jeg var klar - tjuhej, hvor var jeg klar. Derhjemme havde
vi allerede gået hinanden på nerverne i årevis, især mor og mig. Og derude
ventede jo selvstændigheden, eventyret, kærligheden, ja hele Verden. Gymnasiet
havde kun inspireret mig i ret begrænset omfang. Men nu ventede en HØJSKOLE,
legendarisk i slægten, fyldt med masser af nye indtryk og oplevelser.
Egentlig sært, at jeg med så høje
forventninger ikke blev skuffet. Men det blev jeg altså ikke. Askov levede
fuldkommen op til mine forventninger, ja, overgik dem på adskillige punkter.
Den dag i dag udnævner jeg uden tøven Askov-opholdet som det bedste halve år i
mit liv. Jeg kunne lide det hele: Undervisningen, pigerne, foredragene,
venskaberne, pigerne, festerne, pigerne…
Da jeg kom op på mit tomandsværelse, havde
min sluf, Willy, allerede været der. På hans seng lå, ”lissom tilfældigt
henslængt”, en latinsk lærebog. Denne seng var beboet af en klassisk-sproglig
student, hvilket jeg havde at bemærke.
Ja, sådan var vi, selvoptagne, usikre, ”mellem
storhedsvanviddets Scylla og mindreværdets Carybdis”. Selv var jeg på mange
måder umoden - gammelklog, indbildsk, selvretfærdig, hidsig, påståelig, jævnt
hen øretæveindbydende. Men min livsappetit fejlede i hvert fald ikke noget. Og
nogle gode sider må jeg da også ha haft, for jeg fik mange gode kammerater på
højskolen. Og jeg fik en kæreste…
Nultime
Nultime. Her begyndte min genopdagelse af
litteraturen, som havde fået sig et grimt knæk ved gymnasiets søvndyssende
undervisning. Jens Tange Jessen veg ikke tilbage for at præsentere os for
modernismens bannerfører, Klaus Rifbjerg, med digte fra hans banebrydende
digtsamling ”Konfrontation”. I en af de første dansktimer meldte jeg mig til at
lave en analyse, netop af digtet ”Nultime”. Jeg kastede mig over opgaven med
glubende iver - nu sku jeg fa´me vise dem alle sammen. Og det lykkedes mig da
også at lave en særdeles sindrig analyse, som desværre svævede frit i den blå
luft. Jes Tange Jessen påhørte den med venlig interesse, hvorefter han koncist
og skånselsløst pillede den totalt fra hinanden. ”Hvor står det i teksten?”
blev et spørgsmål, som siden aldrig har forladt min hjernes litteraturcenter.
Men han nedgjorde mig på ingen måde. Tvært
imod anerkendte han fuldt ud både mine og de andres mere eller mindre
vidtløftige tanker, eftersom de jo byggede på seriøs interesse fra vores side (og
på manglende viden og erfaring). Hvorefter han påviste hinsides enhver tvivl,
at digtet handlede om noget helt andet, end vi troede. Atombomben.
Det var spændende. Det var nytænkende. Kød
på bordet! Jes Tange Jessen blev under hele Askov-opholdet min yndlingslærer.
Han gengav litteraturen mening for mig, aldrig siden mistet.
Vi læste masser af andre ting. Karen Blixen,
fx. Morten Nielsen. En sjov erindring om hans digt,
TAK
FOR DET -
Tak
for det - at du ingenting var
uden et Træ og
grønt Græs ved dets Fod.
Kun var et levende
Væsen af Varme
med Træets, Græssets og Mørkets
Kraft i dit Menneskeblod
Tak for det - at du ingenting sae.
kun var en Duft som af sundt, ungt Blod
og kun var en Skulder i Mørket.
Kun var et Træ og grønt Græs ved dets Fod
til at lægge sin brændende Pande imod.
Du tog mod den Graad, som jeg græd den Nat,
forraadte mig ikke med Tegn eller Ord.
Du modtog den tavs og usynlig den Nat
saa ligetil som om den var en Kilde
og du var den sorte Jord
Her havde en anden af os fået til opgave at
fortolke digtet og fremlægge det for gruppen. Også han tog opgaven meget
seriøst og mødte frem med en tolkning, ifølge hvilken digtet handlede om en
frihedskæmper, der var blevet henrettet og hinsides døden takkede det træ, han
havde stået bundet til, da han blev skudt! Træet var jo da levende! Og det
duftede af sundt, ungt blod fra alle de andre henrettede!
En temmelig morbid tolkning. For os andre
var det jo et digt, der handlede om digterens tak til en pige, som han havde
elsket med en enkelt, sorgfuld nat. Men jeg husker episoden, fordi min kammerat
holdt stædigt på sit og mente, at han netop kunne påvise fortolkningen konkret
i teksten. Han tog simpelthen digtets metaforer helt bogstaveligt, og det
varede det meste af en time, før han nødtvungent bøjede sig for den kompakte
majoritet, bestående af Jes Tange Jessen og alle os andre.
Men det korte af det lange: Da
danskundervisningen var slut et halvt år efter, havde jeg genvundet min
litteraturglæde. Takket være Jes Tange Jessen.
I øvrigt havde jeg også timer i nyere
nordisk litteratur hos Karen Margrethe Laursen. Hun var en ældgammel dame,
syntes jeg, sikkert mindst 60! Men hun var bestemt heller ikke dårlig.
Ebbe
Reich
Pæne bukser. Nydelig jakke. Men med
rullekravesweater, bestemt ikke slips. Et flot overskæg, lidt i stil med hans
store forbillede Viggo Hørup, dog ikke helt så busket. Spillende øjne, masser
af charme. Medbringende til Askov sin kæreste, som han bestemt ikke var gift
med, og som vist nok drog til København igen midt i skoleåret. Også på den
front var det nye tider.
Jo, Ebbe Reich var en nydelig
folketingskandidat for Det Radikale Venstre. Og nu var der jo valg - den
socialdemokratiske mindretalsregerings støtteparti, SF, var flækket midt
igennem, da regeringen ville indefryse et par af lønmodtagernes dyrtidsportioner.
Tilsammen kaldtes de ”Det Røde Kabinet”, Danmarks første regering med rødt
flertal, og nu var det altså revnet, ikke mindst takket være Per Hækkerups
berygtede ”stokkemetoder” (han var den tids Sass-Corydon). Et nyt parti,
Venstresocialisterne, var under oprettelse, og der var altså udskrevet valg.
Ebbe (som vi naturligvis var på fornavn med) var opstillet i Århus, de radikale
opstillede sideordnet, så hvem kunne vide - måske havde vi snart et
folketingsmedlem i vor midte?
Hvordan det gik, vender jeg tilbage til.
Foreløbig havde jeg Ebbe Reich til ”Amerikansk Politik”, og det var vældig
interessant. Han vidste en masse, var særdeles engageret, og vi diskuterede, så
det fløjtede. Det var jo midt under Vietnamkrigen, præsident Lyndon B. Johnson
og hans forsvarsminister, Robert McNamara, var de store banditter. Vi håbede på
Bobby Kennedy, den myrdede præsidents lillebror. Men ak, han blev siden selv
myrdet i det grødefulde, grusomme år 1968, og det samme gjorde Martin Luther
King. ”He had a dream”, men nu stod vi på tærsklen til Nixon-æraen, de store
Vietnam-demonstrationer og Watergate. En brat opvågnen. Det vidste vi ikke
dengang, men at USA befandt sig midt i en voldsom og kaotisk nutid, var vi ikke
tvivl om. Der var nok at diskutere, og Ebbe Reich var en spændende lærer og
tovholder.
Hvor mange søde, unge kvindelige
højskoleelever, Ebbe fik nedlagt, ved jeg ikke. Ifølge rygterne var det ikke så
få, men det skal jeg ikke bebrejde ham - hvis det passer. Havde jeg haft hans
charme, havde jeg heller ikke holdt mig tilbage.
I øvrigt rejste han tilbage til København
efter vinterkurset. Askov var vist alligevel ikke noget for ham.
Kor
og drama
Jeg deltog med iver som bas i skolens
sangkor under Fastrups ledelse. Hvad vi sang, har jeg faktisk glemt, men jeg
har altid elsket at synge i kor.
Også drama skolekomedien deltog jeg i. Det
var under Jes Tange Jessens inspirerende ledelse, og vi opførte ”Den gamle dame
besøger byen” af Friedrich Dürrenmatt, et bittersødt, eksistentielt drama. Hvad
er prisen på et menneske?
Som på gymnasiet drømte jeg om en
hovedrolle, men som sædvanlig måtte jeg
nøjes med en
af de mindre roller. Nå ja, det accepterede
man så med en vis ærgrelse men bortset fra
det var teaterarbejdet en kilde til megen glæde.
Ved de tilbagevendende kulturaftner oplevede
vi i øvrigt flere gange dramatiserede oplæsninger af aktuelle teaterstykker.
Det var lærerne, som naturligvis ikke havde tid til at indstudere teaterroller i massevis. I
stedet ”opførte” de stykket på scenen, men med rollehæftet i hånden.
Jeg har glemt stykket, men min ”huslærer”
Povl Schmidt spillede med. Han skulle på et tidspunkt aflevere en dramatisk
svada, derpå smadre en stor keramikkrukke og forlade scenen. Nå, han afleverede
sin replik og forlod scenen med faste skridt, men uheldigvis glemte han at
smadre krukken. Nu var det sådan, at stykkets videre handling afhang af, at
krukken blev smadret. Der opstod derfor en lidt trykket pause blandt de
tilbageværende lærere på scenen - hvordan komme videre?
Nede i salen sad vi elever og følte os lidt
desorienterede, indtil lærerne med lidt hviskeri ud i kulissen havde fået kaldt
Povl Schmidt ind igen. Han gik rask ind på scenen, greb krukken, smed den i
gulvet med et brag, hvorefter han atter marcherede ud. Så kunne stykket
fortsætte. Krukken var skår - men oplevelsen gik der ingen skår i.
Foredrag
Som nævnt blev højskolens traditionsrige
foredrag stadig holdt i hævd på Askov. Det betød, at skolens lærere efter tur
holdt et foredrag med emne inden for deres fag eller andre interesseområder -
henimod 100 foredrag blev det til på et vinterkursus, vel ca. 5-6 stykker pr.
lærer. Man kan roligt sige, at vi kom vidt omkring.
Vi indfandt os klokken 9 om morgenen i den
gamle foredragssal, ganske som på Erik Henningsens berømte maleri med
forstander Ludvig Schrøder på talerstolen, omgivet af mange af de kendte lærere
fra år 1902. Startede naturligvis som den gang med en sang fra
Højskolesangbogen. Her var vi i ”det levende ord”s tempel, nok lidt autoritært
tilrettelagt i forhold til ungdomsoprørets smag, men snart blev man, i hvert
fald jeg, omsluttet af ordene og lod sig belære og besnære.
I dag kan jeg naturligvis ikke huske hverken
ord eller emner. Nogle foredrag og foredragsholdere har vel været mere
spændende end andre. Men den gang sugede jeg til mig af alle tilværelsens
kulturelle, religiøse, sociale og politiske aspekter. Kræs for såvel det store
røde som de små grå.
Højskoleliv
Kammeratskab.
Afslappet snak i fællesstuerne. Te og hygge på værelserne. Planlægning af nye
initiativer, fx festligheder. Lektier, javel - ikke overvældende og som oftest
lystbetonede. Kulturaftner. På én gang havde man al tid i verden - og slet ikke
tid nok til alt det, man gerne ville.
Så vidt jeg husker, var drikkeri forbudt på
højskolen. Det er ikke utænkeligt, at én og anden har haft en flaske stærkt
stående i en busk udenfor, når der var fest. Men selv erindrer jeg ikke, at jeg
drak så meget som en enkelt øl på skolen. Det var ikke noget stort savn. Når
det var ens for alle, tænkte man ikke nærmere over det.
Der blev i snævre kredse røget hash på
skolen. Det var naturligvis strengt forbudt - og endnu ikke så almindeligt, som
det siden blev. Selv havde jeg prøvet at ryge hash, men på Askov færdedes jeg
ikke i de kredse. Jeg hang hellere ud med de ”politiske”. Få år efter var
hashrygningen og
holdningen
til, hvordan man skulle håndtere den, et af de spørgsmål,
der bidrog til at splitte lærerkollegiet totalt.
I festsalen blev der holdt et par officielle
fester, de fleste af de kvindelige elever i lange kjoler, de unge mænd ofte i
jakke. Selv havde jeg endnu fløjlsjakken fra min konfirmation. Men et slips
kunne jeg ikke drømme om at ta på!
Jeg har i min besiddelse et festligt billede
af Knud Hansen himself, lystigt hoppende rundt i en af tidens fællesdanse, den
finske kædedans ”Jenka”. Den og en anden af spansk tilsnit, ”La Bostella”, var
sikre indslag ved festerne det år.
I
elevrådet
På aldeles forunderlig og absurd vis blev
jeg faktisk elevrådsformand på skolen. Først blev jeg valgt som repræsentant
for Møllehuset. Der var ikke andre, der var rigtig lune på det, men jeg ville!
Ih, hvor jeg ville. Det var rigtig noget, der kunne afstive min noget
vakkelvorne selvtillid! Dernæst skete stort set det samme ved det første møde
med alle husenes repræsentanter.
Det var helt gakgak. Rigtig mange af de
andre var betydeligt ældre end jeg, langt mere modne og rutinerede. Jeg blev da
også væltet igen med et brag ved ”midtvejsvalget” efter tre måneder og måtte
beskæmmet trække mig tilbage til privatlivets fred.
Fra rådsarbejdet husker jeg kun få sager.
Den ene hører under sexlivet, den anden under det politiske liv, så herom mere
senere.
Den tredje gjaldt de alt for få fester, som
efter vores mening blev holdt på skolen. Elevrådet påtog sig resolut den opgave
at arrangere nogle alternative fester, ikke netop hemmelige, men uden for
højskolens formelle liv. Lidt borte fra skolens område lå en lille, men
fortræffelig festsal, velegnet til vores formål. Nu gjaldt det så om at skaffe
musik, og det var ikke så let. Transportable musikanlæg hang ikke på træerne,
og det endte med, at jeg mødte op med min splinternye spolebåndoptager, dyrt
indkøbt for mine i Lyngby Brugs surt tjente penge. På den havde jeg i tidens
ånd optaget massevis af musik fra ”Efter Skoletid” og P3s øvrige programmer, så
den gjorde i og for sig glimrende fyldest. Problemet var blot, at vi ikke kunne
skaffe højttalere at sætte til båndoptageren. Så min stakkels maskine kørte
hele aftenen på sin egen indbyggede højttaler. Og eftersom tæt ved 100 hujende
mennesker var stuvet sammen i den lille festsal, måtte den skrues op på absolut
maximum.
Det blev dens død. Da aftenen var forbi, kom
kun en hæs skratten ud af mit fine apparat. Højttaleren var simpelthen brændt
af, og båndoptageren blev aldrig sig selv igen.
Så ingen kan sige, at jeg ikke som formand
ofrede mig og mit for sagen.
Ellers havde jeg en daglig pligt, som ifølge
traditionen påhvilede formanden. Jeg havde lært den at kende allerede den
første dag. Der sad jeg i spisesalen sammen med alle de 299 andre elever. Ved
”højbordet” sad Knud Hansen og en del lærere. Menûen var rugbrød og pålæg. Vi
sad ved 10 mands borde, og jeg smurte sindigt en rundtenom, alt imens jeg
konverserede mine bordfæller, da pludselig… fra højbordet lød en klingrende
klokkelyd. Ind kom hele sværmen af tjenende ånder, som ellers befandt sig i
køkkenregionerne, og som vi til daglig havde absolut ingen kontakt med. Rask
bevægede de sig igennem
spisesalen, iført
store rulleborde, og plyndrede vore borde for brød og pålæg. Her hjalp hverken
gråd eller bønner.
Og der sad jeg, med alle mine sociale
talenter, men uden mad…
Den fejl begik jeg kun én gang. Det viste
sig, at det var Knud Hansen, der var klokkebestyrer, og han ønskede tydeligt
nok ikke at spilde for meget tid med alt det spiseri. På Askov var den åndelige
føde i højsædet. I den grad!
Af en eller anden grund identificerede Knud
Hansen ikke rigtig sig selv med det der klokkehverv. Eller også havde han
frasagt sig hvervet i overensstemmelse med tidens demokratiseringstendenser. I
hvert fald fik jeg som nyvalgt formand at vide, at dette hverv påhvilede mig.
Der sad jeg altså for bordenden ved ”højbordet” og var herre over, om ikke liv
og død, så dog hovedret og dessert. Jeg kan betro min læserskare, at det kræver
en stærk karakter - stærkere, end jeg er i besiddelse af.
Som sagt havde jeg allerede den første aften
bitterligt erfaret, at spisetid var spisetid og ikke skulle spildes med samtale
eller anden tant og fjas. Jeg kan roligt garantere, at spisetiden ej heller
blev spildt under mit regimente. Den samlede tid til to middagsretter sneg sig
kun nødigt op over 22 minutter. Der kom vist endda klager, og jeg er ikke
utilbøjelig til at tro, at min benhårde klokkejustits ved middagsbordet var en
medvirkende årsag til, at jeg siden blev væltet som formand.
Så man lærer skam også ting af praktisk art
på højskoler. Den dag i dag spiser jeg lynhurtigt.
Politik
December 1967 og januar 1968 var politisk
set en højdramatiske periode. For det første gik jeg direkte fra toget ud i
Københavns gader for at deltage i min første store
Vietnam-protestdemonstration, da jeg kom hjem fra Askov på juleferie.
(Undervejs derhen købte jeg min første lp nogensinde, den ultimative Beatles-skive
”Sgt. Peppers Lonely Hearts Club Band”.)
Men vigtigst af alt: Som sagt havde Danmark
i de foregående to år for første, sidste og eneste gang haft et såkaldt rødt
flertal. Da det revnede, og der blev udskrevet valg, stod udbryderne fra SF,
blandt dem Erik Sigsgaard, Preben Vilhjelm og Hanne Reintoft, over for den så
godt som umulige opgave lynhurtigt at danne et nyt parti og gøre det
opstillingsberettiget. Blandt andet skulle der på godt en måned skaffes ca.
25.000 underskrifter. Men Venstresocialisterne, som partiet kom til at hedde,
havde tidsånden med sig. Et mylder af blomsterbørn, ungdomsoprørere og andre
gode viljer lagde sig i selen, og stik mod enhver sandsynlighed lykkedes det.
Det var naturligvis langt fra alle på Askov,
der var socialister. Men en stor del af os fulgte det nye projekt med levende
interesse. Selv havde jeg ikke stemmeret, eftersom aldersgrænsen dengang var 21
år, men mit gamle medlemskab af DsU var for længst slettet på grund af
kontingentrestance, og jeg følte mig helt som VS´er. De var det nye, det
progressive, det antiautoritære.
Også nogle af lærerne var engageret i det
nye parti. Niels Højlund, senere kendt for mange debatprogrammer i tv, drog til
København for at være dirigent ved partiets første kongres. Han kom hjem som en
ældet mand. At holde sammen på det besynderlige sammenkog af skuffede SF´ere,
gamle, stålsatte og benhårde leninister og unge, langhårede blomsterbørn havde
angiveligt været en umulig og dybt forvirrende opgave. Det fortaltes, at de
gamle marxister havde omdelt ”Internationale” til afsyngelse. Det var da i
orden, så sang man den. Bagefter foreslog et blomsterbarn ”Mester Jacob”. Fint
nok, så sang man også den…
Selvfølgelig skulle valget også markeres på
Askov. Elevrådet tog initiativ til et valgmøde, hvor samtlige opstillede
partier kunne fremlægge deres program, fulgt op af debat. Desværre kneb det med
at finde personer, som ville repræsentere to af partierne, nemlig Danmarks
Kommunistiske Parti og De Uafhængige. Hvad DKP angår, så var det jo nok
fremkomsten af det nye parti, der støvsugede venstrefløjen for talenter. De
Uafhængige, derimod, så vi progressive, som havde set lyset, dybt ned på. De
var ultraborgerlige, og hvad værre var, så var deres kulturpolitik rundet af
tidens rindalisme, en voldsom protestbevægelse imod den af den
socialdemokratiske regering nyoprettede Statens Kunstfond - med statsstøtte til
tidens kunstnere. Malere og digtere, som fx Klaus Rifbjerg, rindalismernes
yndlingsoffer, blev kaldt uforståelige, frække, pornografiske,
ungdomsforførende og det, der var værre. Og fra ”modernismesiden” satte Danmarks
barskeste digter, Jess Ørnsbo, trumf på: ”Rindal vi ha os ned på alle fire!”
Jeg og mine meningsfæller afskyede både
lagerforvalter Rindal og De Uafhængige. Vi var jo udi egen selvforståelse
progressive, børn af kulturradikalismen, vi anså i PHs ånd poppen for
fordummende og poplytterne for åndeligt mindrebemidlede. Jeg havde i
starttresserne med begejstring set Ernst Bruun Olsens gigantsucces
”Teenagerlove” på Det Kongelige Teater. ”Her blev poppen slået med sine egne
våben”, som en anmelder skrev (- men Rifbjerg kaldte stykket gammeldags…) I det
ekstremt underholdende stykke indgik poppen og storkapitalen en uhellig
alliance: Popsangeren Billy Jack fordummede arbejderklassen, så fabrikanten
Plastic-Schmidt lettere kunne udnytte den!
At vi
selv lyttede til Beatles og Stones var ligesom ikke det samme som ”Lille
fregnede Louise/ fra Karise…” Beat var jo den nye kunstform, Bob Dylan havde
revolutioneret popteksten. Nu var der mening, virkelighed og poesi i teksterne,
mente vi, og musikken frisatte kroppen.
Først med tiden gik det op for mig, at den
såkaldte kulturkløft var et reelt problem, som også kunne anskues på mere
nuanceret vis, og at folk på den anden side af kløften også var en slags
mennesker. I sandhedens interesse måtte det indrømmes, at jeg jo heller ikke
selv var ganske uimodtagelig for pop og kitsch. Og hvordan være solidarisk med
arbejderklassen, hvis man reelt foragtede en stor del af dens kulturforbrug?
Men i december 1967 var sagen klar og uden
nuancer. De Uafhængige var et fladpandet, pinligt parti. Det var der absolut
ingen, der ville repræsentere. (Og hvis nogen har villet, så gik de stille med
det, for ikke at blive udsat for hån, spot og latterliggørelse fra folk som mig…)
Men altså, da ingen ville repræsentere de to
partier, måtte jeg jo til det. Som elevrådsformand anså jeg det for min
demokratiske pligt at sørge for, at alle partier virkelig blev repræsenteret.
Så jeg deltog altså i panelet, først for DKP, dernæst for De Uafhængige. Jeg
kan med sikkerhed fastslå, at begge partier blev ret elendigt repræsenteret.
Men formelt set skete retfærdigheden fyldest!
Vi på venstrefløjen red videre på bølgen. Vi
gik i selvsving. Sejren var os vis!
Men på selve valgaftenen viste det sig, at
vi som VS´ere havde fejlvurderet folkestemningen ikke så lidt. I hvert fald
manglede partiet på landsplan godt og vel 100 stemmer for at nå de 2 %, som
spærregrænsen til Folketinget lød og lyder på. Dybt nedbøjede gik vi rundt efter
aftenens valgudsendelse og sagde blot til hinanden: ”100 stemmer” ”100 stemmer,
det kan ikke passe”. Niels Højlund var helt grå i ansigtet.
Næste dag viste det sig mirakuløst, at en
kuvert med over 100 VS-stemmer på forunderlig vis havde forputtet sig et eller
andet sted. Da de blev fundet, havde partiet lige akkurat nok stemmer til at
komme i Folketinget med 4 mandater. Den kollektive venstrefløjsdepression
lettede noget…
Og Ebbe Reich? Han blev ikke valgt. I
Århus-kredsen fik Meta Ditzel 200 stemmer mere.
Kort efter gik han ud af sit parti i protest
mod den nye statsminister, Hilmar Baunsgaard, som omtalte
Vietnamdemonstranterne på en dybt krænkende måde.
Og da jeg et år efter i min egenskab af
kulturudvalgsformand på Th. Langs Seminarium hyrede ham til et foredrag, var
det en helt anden Ebbe, der dukkede op: Mager, med fuldskæg og flagrende
lokker, væk var jakken, afløst af en indisk kjortel. ”Hej, Gudmund, hva så,
skal vi fyre en fed?”
Spændende blev han nu ved med at være, når
han i avisindlæg prøvede at spænde over og forene Marx og Mao, Hørup og
Grundtvig. Eller når han skrev spændende historiske romaner, hvori det viste
sig, at allerede Erik Glipping i 1286 havde været modstander af EU!
”Elskov”
I folkemunde blev Askov kaldt for ”Elskov”.
Alle omkringboende kendte naturligvis til grimme rygter om ting, der gik i
svang, hvor 300 unge i den avledygtige alder var samlet. Disse rygter havde
også nået mig, og det var med ikke ringe forventning, jeg så frem til netop den
side af højskolelivet.
Officielt var det faktisk forbudt at være på
værelser, beboet af det modsatte køn, efter klokken 21 (så vidt jeg husker). Vi
befinder os i tider, da den frie kærlighed, som idé, er i fuld gang med at slå
igennem blandt de unge. Det vidste alle, men officielt fandt det ikke sted. ”Den
officielle sexualmoral” gik, om end hårdt presset helt siden 20´rne, ud på, at
sex helst hørte til i ægteskabet. Hvis det fandt sted før og ”fik følger” - og
det kunne jo ske - så giftede en ordentlig mand sig med pigen, så barnet blev
født inden for ægteskab. Virkeligheden
og litteraturen myldrede naturligvis med situationer, hvor det IKKE gik sådan,
tænk bare på ”Ditte Menneskebarn”. Men en højskole anså officielt stadig sig
selv for et sted, hvor man OGSÅ skulle beskytte de unge, ubefæstede sjæle og
kroppe mod sexuallivets fristelser. Det var, nu som før, lige en opgave for
Sisyfos.
Vores kære højskolelærere var selvfølgelig
helt klar over, at ”næst efter kønsdriften er jernbanedriften den sværeste
administrere”, som den gamle Venstre-politiker J.K. Lauritsen (”Je Kå”), havde
sagt for over 70 år siden. Mange af dem anså også denne del af jobbet for at
være en håbløst gammeldags reminiscens fra svundne tider. Så de opgav at
administrere den, lukkede øjnene og lod som ingenting. Vi levede i en
brydningstid (gør man ikke altid det?), og da kan god gammeldags dobbeltmoral
være nyttigt, når fx en skoles ansigt og facade skal reddes.
Det varede ikke længe, før reglen om ophold
på værelserne var gennemhullet som en si, umuligt at opretholde. Altså lukkede
man øjnene. Men vi unge ønskede naturligvis mere end modus vivendi, vi var
idealister og ville have rene linjer, dvs. officiel anerkendelse af vor sexuelle
trang og ret.
Det var nok i det lys, Jyttes forslag skulle
ses. Hun var både rapmundet og renfærdig, næsten fra starten dannede hun et af
skolens toneangivende par med Arne Fusager (som vist nok er identisk med den
senere særdeles højt estimeret kok på Restaurant Gammel Åbyhøj), og det skabte
visse dønninger i elevrådet og da især i lærerkredse, da hun foreslog
opsættelse af en kondomautomat på skolens område.
Det var jo et dybt ansvarligt og moralsk
forslag. Eftersom samlejer angiveligt fandt sted på ”Elskov”, hvad var da mere
naturligt end at forhindre, at unge kvinder ”kom i ulykke”? At få et barn
udenfor ægteskab var stadig en alvorlig sag, ikke stigmatiserende som
tidligere, men om ikke andet, så i hvert fald forbundet med store sociale
problemer. Den fri abort var endnu ikke indført, p-pillen kun i sin vorden. Så
selvom også flere af elevrådets medlemmer var betænkelige - det var trods alt
et voldsomt brud med evigheders tys-tys omkring sexuallivet - var der klart
flertal for Jyttes forslag. Jeg var naturligvis for.
Vi mente at vide, at meningerne var delte
blandt lærerne. Men fra øverste sted kom der klart nej. Det var mere, end vores
patriark Knud Hansen kunne kapere. Han skulle jo også stå til ansvar overfor
skolens bestyrelse, hvor mere end ét øjenbryn nok var blevet løftet blandt
bedagede venstrebønder, hvis et sådant forslag havde nydt fremme. Det ville jo
være så godt som en direkte opfordring til moralsk letfærdighed og
promiskuitet!
Nå. Så vidste vi det. Vi vidste også, at der
altså fandtes en myndighed over det ”demokratiske” organ, elevrådet. Hvis vi
ellers havde været i tvivl. Vi mukkede og murrede selvfølgelig lidt over dette
eksempel på demokratisk underskud, men mere kom der ikke ud af det. Tiden var
endnu ikke moden til stormløbet imod institutionerne.
Men få år efter var holdningen til det
sexuelle spørgsmål et af dem, der var med til at splitte Askov.
Jeg ønskede mig mangt og meget af livet. Men
mest af alt ønskede jeg en kæreste, så jeg endelig langt om længe kunne komme
af med min dyd. Det vrimlede med søde piger, og der var 60 af dem for hver 40
af os! Det rene slaraffenland. Hvis det ikke skete her, så skete det nok
aldrig.
Pia Maria var høj og køn og mørk og flot.
Lige min type. Hun var også både klog og sød. Hun havde faktisk kun én fejl:
Hun var ikke en snus interesseret i mig…
Birthe, hun var lys som en moden kornmark,
lille og køn, med runde kinder og de sødeste smilehuller. Lige min type. Kunne
jeg virkelig være så svineheldig, at der var muligheder der???
Ja. Hvordan at det kom, husker jeg intet om,
men vi begyndte at komme sammen, og jeg var i den syvende himmel. Birthe var
både sød og klog, nem at snakke med, humoristisk og munter, men med et
alvorligt idealistisk syn på livet, som svarede godt til mit eget.
Hun var 22, hele to år ældre end jeg!
Hun var oven i købet sexet. Men det betød
ikke, at hun straks kastede sig i grams til sin nye kæreste. Nej, også sex var
en alvorlig sag. Ægteskab og den slags var lige meget, men kærlighed skulle der
til! Altså måtte vi være sikre på, at den var til stede, før vi kastede os ud i
erotikkens stormfulde hav.
Vi kom altså sammen, var meget sammen,
kælede og kyssede, gik gradvis længere, naturligvis, men veg tilbage for at gå
i seng med hinanden. Længselen var stor hos os begge, men angsten for
det store skridt var ikke sådan at overvinde.
Birthe boede sammen med en virkelig sød, sjov og humoristisk pige ved navn Fie. De to var straks blevet veninder, og også jeg blev hurtigt gode venner med hende. Desuden var vi så heldige, at hun var forlovet med Keld, som var ingeniør på Grindstedværket og altså ikke gik på skolen. Det betød, at Fie tog hjem til ham i de fleste weekends, og så havde vi deres værelse for os selv. Desuden gætter jeg på, at Fie med sin større erfaring og knapt så alvorlige livssyn ”bearbejdede” den lidt nervøse Birthe med, at nu måtte der altså snart ske noget! Det var jo vand på min mølle. Og til sidst aftalte Birthe og jeg, at i den-og-den weekend, hvor Fie var hos Keld, skulle vi gå i seng med hinanden.
Birthe boede sammen med en virkelig sød, sjov og humoristisk pige ved navn Fie. De to var straks blevet veninder, og også jeg blev hurtigt gode venner med hende. Desuden var vi så heldige, at hun var forlovet med Keld, som var ingeniør på Grindstedværket og altså ikke gik på skolen. Det betød, at Fie tog hjem til ham i de fleste weekends, og så havde vi deres værelse for os selv. Desuden gætter jeg på, at Fie med sin større erfaring og knapt så alvorlige livssyn ”bearbejdede” den lidt nervøse Birthe med, at nu måtte der altså snart ske noget! Det var jo vand på min mølle. Og til sidst aftalte Birthe og jeg, at i den-og-den weekend, hvor Fie var hos Keld, skulle vi gå i seng med hinanden.
Et par uger før havde jeg besøgt Vejen
Bibliotek. Jeg var godt rød i kinderne, da jeg bestilte ”Kærlighedens ABZ” af
Inge og Sten Hegeler. De havde vakt begejstring og skandale, både i andedammen
og internationalt, da de udgav dette banebrydende oplysningsværk, det første,
der talte åbent og direkte om sexuelle spørgsmål - under mottoet ”lykken er at
vide, hvad der er normalt”, senere udvidet med ”- og det normale har vide
rammer”. Her måtte jeg kunne finde de oplysninger, som kunne hjælpe mig, dulme
mine debutantnerver og måske lære mig et par små tricks.
Jeg var purpurfarvet i hovedet, da jeg
afhentede den hjemkomne bog. Jeg syntes at spore både forargelse og nyfigenhed
i bibliotekarens sikkert ganske neutrale blik. Det blev den eneste bog, jeg
nogen sinde lånte på Vejen Bibliotek. Da jeg afleverede den igen, lagde jeg den
blot i bibliotekets postkasse.
Men inden da havde jeg studeret bogen fra
ende til anden.
Jeg er den dag i dag Inge og Sten, som
”alle” kaldte dem, dybt taknemmelig. Bogen var på ingen måde lummer eller
sjofel, som rigtig mange mennesker troede, men derimod nøgtern, frimodig og indfølende.
Jeg lærte - i teorien - masser af ting om sex, som jeg intet anede om, og fandt
ud af, at intet af det, jeg tænkte, følte og drømte om sex, var ”forkert” eller
”perverst”. Det var den ene ting, jeg lærte af bogen - at masser af mennesker,
langt de fleste faktisk, tænkte, følte og fantaserede nogenlunde ligesom jeg.
Det var en stor lettelse. Den anden sandhed,
som virkelig hjalp mig, var oplysningen om, at sex er noget, der kan læres. Man
er sjældent ekspert i begyndelsen, for slet ikke at tale om første gang. Da
Birthe og jeg tog de første famlende skridt ind i sexjunglen, var det noget,
som trøstede mig meget. Vi kunne også tale om det og bevæge os
fortrøstningsfuldt videre af erfaringens smalle stier, trods
begyndervanskelighederne. Jeg var bestemt ingen superelsker fra starten, og de
første gange var præget af megen famlen og fumlen. Men det gjorde ikke noget.
Fra Inge og Sten vidste vi, at det skulle nok komme. Og med tiden gik det da
også bedre og bedre.
Min næste tur til Vejen var om muligt endnu
flovere end de to første. Ganske vist vidste jeg nu - i teorien - at sex var en
helt naturlig ting. Men hvad hjalp det i praksis, når man stod der med kraven
godt oppe om ørerne på Vejen Apotek og med lav, hæs stemme bestilte ”to pakker
Plan”. På den tid kunne kondomer kun købes på apoteket, foruden fra
herretoiletternes automater på snuskede, københavnske værtshuse.
Det blev ikke bedre af, at ekspeditricen med
høj, klar, i mine ører nærmest skingrende røst, svarede: ”To pakker Plan, ja
sågerne!” Jeg følte, at alle kunderne stirrede på mig med forargelse i blikket,
så jeg betalte lynhurtigt, stoppede den lille pose ned i lommen og forlod
apoteket med stormskridt.
Nu var alle forberedelser gjort. Vi var lige
uerfarne og lige nervøse, men jeg tror, at denne jævnbyrdighed hjalp os begge
over den svære begyndelse. Og vi kom da efter det.
Hvor den første del af Askov-tiden var
præget af nysgerrighed og ivrigt engagement i alt det nye, så blev de sidste
tre måneder mere rolige. Nu havde man jo kærligheden at udforske, og det
krævede sandelig også nysgerrighed og engagement. Så Birthe og jeg gik flittigt
til vore timer, deltog med fornøjelse i alt, hvad højskolen bød på, fra fester
til foredrag, og var ellers sammen. Vi hang meget ud med en lille kreds af gode
kammerater, især med Fie - og Keld, når han kom på besøg. Vi fire havde det
virkelig rart sammen. Birthe og Fies værelse blev vores base, og i de weekends,
hvor Fie var hjemme hos Keld, Birthes og mit hjem.
Askov havde mange kvaliteter, men også
mangler, naturligvis. En af dem hang sammen med antallet af elever. Med over 300
på skolen var det umuligt i løbet af ½ år at opbygge et så tæt fællesskab og
den fælles identitet i elev- og lærergruppen, som man har hørt fra andre
højskoler med måske blot 80 elever. Efterhånden fandt eleverne ind i mindre
grupper, som dyrkede hver deres højskolesammenhold uden at have så meget med de
andre grupper at gøre. Der var markante personligheder, som ”alle” kendte, men
i det store og hele færdedes man i de mindre grupper og havde kun lidt at gøre
med de andre. Der var mange elever på skolen, som jeg aldrig lærte at kende.
Vi nærmede os april og kunne se en ende på
opholdet. Vemodigt, javel, men den oplevelseseksplosion, som havde slængt rundt
med os i starten, var nu klinget af, og selv højskolelivet blev hverdag. Man
havde en fornemmelse af, at det nok ikke var så ringe endda, at skolen skulle
slutte nu, ellers kunne en lumsk kedsomhed måske ha sneget sig ind. Nu skulle
vi videre. Venskabet med Fie og Keld var godt og solidt, og Birthe og jeg kom
stadig sammen. Vi havde efter moden overvejelse besluttet os for at gå på
seminariet i Silkeborg fra august 1968. Dog ikke det samme seminarium. Det var
meningen, at vi ville flytte sammen i Silkeborg.
Midt i april var det slut. Vemod, javel -
men først og fremmest parat til nye eventyr. Sprængfyldt med ideer, viden,
tanker og overbevisninger, som tumlede rundt i knolden på én og ventede på at
samle sig til blot antydningen af en syntese at leve videre på. Og først og
fremmest fyldt af en stor taknemmelighed over, at man havde fået lov til at
blive overskyllet af sådan et brusebad af inspiration. At man havde lært så
mange spændende mennesker at kende. At jeg havde mødt kærligheden.
Et
dramatisk efterspil
Som nævnt - to år efter ramlede det hele.
Min søster Ingeborg var på vinterskolen det år, og hun berettede om voldsomme
konflikter, om krav fra elevernes side om mere indflydelse, om udfordring af
den klassiske struktur med forstanderen øverst, krav om elevdemokrati, flad ledelsesstruktur,
modernisering af undervisningen. Om masser af strid om hashrygning, om sex, om
alle områder, hvor højskolens praksis havde levet på den gamle tradition. Mit
hold havde snuset til det nye, mukket over den autoritære ledelsesstil og
prøvet at få mindre ændringer igennem. Men allerede to år efter var
ungdomsoprørets tankegang og mentalitet så etableret, at kravene blev fremført
med en voldsom styrke, som gamle, traditionsrige Askov slet ikke var gearet
til.
Heldigvis var Knud Hansen gået af - det
havde været synd, hvis hans æra skulle slutte med et sammenbrud - men den nye
forstander, Harald Engberg-Pedersen, tiltrådte sin stilling under
ungdomsoprørets stormvind og skulle prøve at forene uforligelige modsætninger.
Lærergruppen var dybt splittet. Flertallet stod vagt om traditionen, mens
mindretallet var grebet af tidens nye tanker om absolut demokrati med flad
struktur og vidtgående elevindflydelse. Modsætningerne kunne ikke bøjes mod
hinanden, og i sidste ende traf den nye forstander, lusen mellem de to negle,
det valg at støtte det progressive mindretal.
Det kostede ham jobbet. Samtidig stod det
klart, at mindretallet blandt lærerne ikke kunne samarbejde med flertallet, som
havde bestyrelsen på sin side. De tog deres afsked efter en aftale med
bestyrelsen, som reelt var en fyring på gråt papir, dog med økonomiske
kompensationer til de fyrede. I de voldsomt ophidsede tider, under presset fra
de antiautoritære elever, var der ikke plads til både Loke og Thor.
Det var under disse stridigheder, at ideen
om en ny højskole opstod. En højskole, der prøvede at leve op til tidens ideer
om absolut demokrati. Hvem der fik ideen, ved jeg ikke, men en gruppe af de
lærere, som havde forladt Askov, stillede sig i spidsen for projektet. Man gik
endda så vidt, at selve højskolen simpelthen skulle bygges af elever og sympatisører.
Der blev indsamlet ½ million - det var mange penge dengang - og undervisningsministeriet
gik tøvende ind med støtte. Og i sommeren 1972 blev grundstenen lagt til
Kolding Højskole.
Jeg var ikke et øjeblik i tvivl. Som barn af
ungdomsoprøret var jeg helt på Kolding-folkenes side. De stod for mig at se for
det nye, for det, der pegede fremad, for opgøret med stivnede normer og udlevet
tradition. Desuden udgjorde de stort set den flok af lærere, jeg mest havde
beundret og set op til. Bortset fra min absolutte yndlingslærer, Jes Tange
Jessen. Han hørte, til min store ærgrelse, til traditionalisterne. Men det var
der jo ikke noget
at gøre ved. Folk som Jørgen Knudsen, Fastrup, Uffe Geertsen, Finn
Brandt-Pedersen og Povl Schmidt havde min udelte respekt, og at selvbygge en
helt ny højskole, folkets egen højskole, det var en genial idé, som jeg bakkede
helt op om.
Jeg havde meldt mig ind i elevforeningen,
Askov Lærlinge, da jeg forlod skolen i 1968, og jeg deltog i et par af
sommermøderne. Jeg husker fx, at jeg så månelandingen 1969 oppe i musiklokalet,
lige under skolens pyramidalske vartegn. Men efter splittelsen satte jeg ikke
mine ben på Askov før 25 år efter.
I juni-juli 1972 deltog jeg i en af Kolding
Højskoles første byggelejre. Vi var vel 25 personer, vidt forskellige, unge og
ældre, men alle optaget af dette fantastiske projekt. Skolen var tegnet, så den
kunne opbygges modulvis, udgravning og støbning var foretaget, og der stod vi,
blandt stakke af gasbetonsten, og gik i gang, de fleste noget famlende, med at
bygge væggene op. Men der var gode idealistiske fagfolk, som ledte os på vej,
og efterhånden fik vi da taw´et.
Det var en spændende sommer. Sådan at bygge
en helt ny skole, skabt og formet efter den nye tids idealer, finansieret med
hundredevis af frivillige bidrag fra nær og fjern - det var en realisering af
idealerne, det var hinsides gold protest, det var et led i skabelsen af det nye
samfund, som måtte komme! Denne pionerånd gennemsyrede samværet og gjorde
byggelejren til en stor oplevelse.
Mens murene på det første modul rejste sig,
boede vi i store telte, byggede, lavede mad, vaskede op, diskuterede og fik
undervisning. Det var fedt!
Men det underlige er, at siden har jeg ikke
sat mine ben på Kolding Højskole. Det er sært - og bunder på ingen måde i
misfornøjelse. Årsagen er snarere, at der i de år skete så meget. Der var
tusind gode sager at engagere sig i, og jeg engagerede mig glad og gerne i en
hel stribe af dem. Men i løbet af den proces gled Kolding Højskole åbenbart
delvis ud af mit synsfelt. Jeg var med i støtteforeningen og modtog
tidsskriftet ”Tryk” - hvor et af numrene i øvrigt prydes på forsiden af mig på
byggelejr. Jeg bidrog også til et enkelt nummer af ”Tryk”, specialnummeret om
sport, med et digt, som Povl Schmidt med min tilladelse saksede fra
”Information”. Det var jeg meget stolt over…
Kolding Højskole fik en relativt kort, men
glorværdig historie på 25 år. I den periode blev den et vigtigt led i den
danske folkehøjskolens udviklingshistorie. Alle skolerne famlede efter nye
former, som kunne bringe højskolen nogenlunde helskindet ind i en ny tid. I
Kolding afprøvede man tidens ideer og eksperimenter, og herfra delagtiggjorde
man verden i sine overvejelser og resultater.
Men Kolding Højskoles ideologiske fundament
var temmelig tidstypisk. Da ungdomsoprørets ideer mistede en hel del af deres
kraft, og nyliberale vinde begyndte at blæse, havde skolen svært ved at finde
sine ben i de endnu nyere tider, og i 1998 blev den lukket og solgt. Uffe
Geertsen har skrevet en interessant beretning om højskolens tilblivelse og
virke. Den kan findes på www.hojskolehistorie.dk.
Også Askov gik svære tider i møde, sammen
med hele højskoleverdenen i øvrigt. Klogere folk end jeg har analyseret, hvad
der er sket, men det hænger i høj grad sammen med de voldsomme samfundsmæssige
ændringer, materielt og (dermed) mentalt, som netop tog fart omkring 1960. Da
jeg legede og spillede fodbold med mine fætre Uffe og Kåre på Ferupgård omkring
1960, havde gården fem karle og to piger. Tyve år efter drev fætter Uffe gården
alene, sammen med sin kone Birte, der havde halvtidsjob i Kolding. Få år efter
måtte de opgive gården og blev lønmodtagere. Det er den korte version af en
landbokultur, der forsvandt.
En anden version har forfatteren Knud
Sørensen skrevet i et digt. I mange digte beskriver han med stor indføling,
hvad afvandringen gjorde ved landbrugsområderne, fysisk, økonomisk, demografisk
og ikke mindst mentalt. Nedenstående er langt fra hans mest poetiske digt. Men
anskueligt, det er det…
TALLENE
I
1942 var der 456.000 heltidsbeskæftigede i landbruget.
I
1975 var tallet faldet til 161.000. I samme tidsrum
formindskedes
antallet af arbejdsheste fra 583.000 til
13.000,
og antallet af traktorer forøgedes med 183.000.
Altså:
183.000 traktorer gjorde - sammen med anden meka-
nik,
driftomlægninger m.v. – 295.000 mand og 570.000 he-
ste
overflødige.
Forholdet
mellem mænd og heste er naturligt. 1 mand til 2
heste.
Et hestespand.
Forestiller
man sig nu disse 295.000 overflødige mænd med
deres
overflødige heste på vej ud af dansk landbrug,
f.eks.
over den dansk-tyske grænse ved Kruså, så må man
forestille
sig en næsten uendelig række af mænd og heste,
ned
igennem Holsten, forbi Hamburg, videre ad motorvejene
forbi
Frankfurt, forbi Basel, over Sct. Gotthard, de når
Milano,
fortsætter, fortsætter, og i det øjeblik første
mand
drejer ind på Peterspladsen i Rom, forlader sidste
mand
grænsestationen ved Kruså.
Sådan
en folkevandring svarer afvandringen fra landbruget
til.
Hele denne forandring faldt det højskolen
ekstremt svært at tilpasse sig. Selv det traditionelt gode forhold til
landbruget fik et grundskud, da rigtig mange højskolefolk, af socialistiske
eller nationalt-kulturelle grunde, tog afstand fra EF (det senere EU) i den
voldsomme debat herom op til og efter folkeafstemningen om medlemsskab 2.
oktober 1972. Her viste det sig til åndsarbejdernes skuffelse, at stillet
overfor tidens økonomiske realiteter tænkte ”bonden med sin sædekurv” mindre på
de angivelige trusler imod den nationale identitet end på penge.
Afvandringen fra land til by havde dog
større betydning. Den medførte en mentalitetsændring i samfundet, som de, der
ikke har oplevet den, næppe kan fatte dybden af. Samtidig fandt byernes ungdom
nye måder at bruge deres ”fjumreår” på: Først meditations- og hashrejser til
Østen, siden interrail i Europa, backpackerturisme til Thailand, Sydamerika, ja
jorden rundt! Et nyt initiativ, helt i ungdomsoprørets ånd, prøvede at gribe
disse ideer med Den Rejsende Højskole, et virkelig nytænkende og spændende
eksperiment, som med tiden viste sig ideologisk for stramt og heller ikke har
kunnet holde sig svævende.
Hele tankegangen om en livsoplysende,
eksamensfri skole har også længe været under hårdt pres af nutidens målrettede
effektivitetsjagt. At ”spilde” et år på dannelsesrejser, livsoplysning og den
slags tant og fjas betragtes blandt politikere her i globaliseringens tidsalder
som et lumsk anslag imod Danmarks konkurrenceevne.
Tilbagegangen var også, men langt fra kun, højskolens
egen skyld Den kunne sandsynligvis have slået et utal af krøller på sig selv
uden derfor at have den ringeste chance for at slippe igennem forandringerne
uden alvorlige skrammer. Mange højskoler er forsvundet. Ingen højskole har kunnet
undgå at ændre form og undervisningstilbud i voldsom grad. Askov skrumpede fx voldsomt
ind elevmæssigt og var en overgang på gravens rand.
Tankevækkende nok har dog nogle højskoler haft
succes med på én gang at tilpasse sig de nye tiders krav og samtidig bevare en
levende forbindelse tilbage til Grundtvig tanker, som endnu den dag i dag, om
end hårdt presset, spiller en væsentlig rolle i dansk folkelig og pædagogisk
tradition. Og det samtidig med, at de mest tidstypiske højskoler fra 70´erne og
80´erne er forsvundet igen.
Men den hovedrolle, som højskolerne spillede
i dansk kulturdebat i 60´erne og før, er nu og i al fremtid en saga blot.
Jeg kan godt savne den. For i 1967-68, og
igen i 1972, modtog jeg i en følsom og modtagelig alder, min tidligste ungdom, en
helt overvældende inspiration fra højskolen - Askov og Kolding, begge nævnt og
aldrig glemt.
26.
september 2013
Gudmund Auring