SORGENFRI UNGDOM 2
- af Gudmund Auring -
Derimod var der et andet penibelt problem, som skulle løses - skulle jeg være matematisk eller sproglig? Det var dengang gymnasiets to hovedlinjer, som så hver især var delt op i tre underlinjer, der skulle vælges efter 1.G: MATEMATISK: Fysisk, biologisk, samfundsfaglig - eller SPROGLIG: Klassisk, ny, musik.
Hvad angik interesse, var der ikke megen tvivl. Så skulle jeg være sproglig. Der var bare det lille ”aber dabei”, at jeg havde sjoflet tyskundervisningen i folkeskolen og desværre kun havde meget tågede ideer om dette ærværdige sprog. Og rygtet sagde, at på Virum Statsskole var der en rigtig barsk tysklærer, Thorkild, som gav et hav af mundtlige og (oh gru) skriftlige lektier for, og som bestemt ikke så igennem fingre med usle tyskpræstationer. Samtidig havde jeg fået lutter klokkeklare ug´er i regning ved realeksamen, så det dersens matematik havde jeg vel helt godt styr på, mente jeg. Strategien blev derefter at vælge matematisk linje i håb om lidt færre lektier og dermed en lidt lettere vej til huen. Afgørelsen om min fremtid blev altså truffet på grundlag af sådan cirka to dele dovenskab, tilsat en del angst for Thorkild. Jo, vel var man da en moden og målrettet ung mand!
Jeg var glad, nærmest overmodig, på den første dag. I hvert fald svarede jeg lystigt ”det er stadigvæk mig”, da vores klasselærer foranstaltede navneopråb. Det var noget overstadigt vrøvl at sige, da der jo absolut ikke var dækning for det der ”stadigvæk”. Men jeg var bare så klar til at komme, se og sejre.
Frøken Mogensen tog det da også helt cool. Med iskold ro spurgte hun, om jeg kendte noget til filosoffen Heraklit? Det kunne jeg jo ikke påstå - hvorefter hun forklarede mig, at Heraklit var stamfar til det berømte udsagn ”man kan ikke bade i den samme flod to gange.” Det begrundede han med, udlagde Mogensen, at man ved anden dukkert allerede var et andet menneske end ved første. Vandet var i øvrigt også noget andet. Så udsagnet om, at jeg ”stadigvæk” var mig, ville hun tillade sig at stille sig noget tvivlende overfor…
Ja, sådan blev jeg pillet ned, på elegant, intellektuel vis. På det minut gik jeg fra ”king of the world” til ”våd hund”. Mogensen fortrød næsten, da hun så, hvor lille jeg blev. Hun lo og sagde, at det her ville hun huske, når jeg blev student. Men mit typisk Gudmund´ske overmod var for længst forduftet.
I øvrigt havde hun for længst glemt det tre år efter. Sandt at sige gav jeg hende ikke særlige grunde til at huske mig, eftersom jeg mest krøb i ly i hendes timer, ikke på grund af det lille startuheld, men fordi matematikken snart viste sig at være noget helt andet end folkeskolens grøftegravning og futtogsfart mellem Horsens og Skanderborg. Det her var matematik, betydeligt mere teoretisk og noget sværere, ligninger, integral- og differentialregning, sandsynlighedsregning og meget andet godt.
Egentlig kunne jeg godt finde ud af det. Men problemet var, at det ikke interesserede mig ret meget, og jeg faldt derfor hurtigt tilbage til min gamle uvane med at ”putte mig” i timerne og begrænse lektielæsningen til det højest nødvendige. Min gode ven fra folkeskolen, Henrik Krag, gik jeg heldigvis i klasse med, og vi var sidekammerater gennem alle tre år. Han var ikke bleg for at give en hjælpende hånd med den skriftlige matematik, som han havde noget bedre styr på end jeg. Så vidt jeg husker, skrev jeg dog vist nok ikke direkte af, men en lille telefonopringning til Henrik aftenen før afleveringen kunne løse mangt et matematisk problem.
Mogensen var en særegen person. Den knastørre ro og intellektuelle ironi, som jeg allerede havde stiftet bekendtskab med, var et særdeles effektivt pædagogisk middel. Hendes stemme var ganske lavmælt, og hun hidsede sig aldrig op. Men det var heller ikke nødvendigt, hendes kølige personlighed gjorde, at respekten var stor, og der var ro og koncentration i hendes timer. For en hidsigprop som mig, der som lærer aldrig har været bleg for at levere en højrøstet skideballe til syndefulde elever, har det siden været et memento: Det er såmænd slet ikke objektivt nødvendigt med alt det råberi. Det bunder i mit eget temperament, som jeg selvfølgelig heller ikke skal svigte.
Hun var lille og spinkel, nærmest med en vissen fremtoning. Kvindelige former og et feminint væsen var ikke Mogensens sag. Min far sagde meget rammende, at hun lignede en matematisk formel!
Men hun var flink nok - og dygtig til matematik.
Ved eksamen i 3.G kom det så - the moment of truth. Men her skete hele to mirakler. Til skriftlig eksamen ”kom jeg op i netop de fire opgaver, jeg ku” og løste dem korrekt. Jeg var helt himmelfalden, da jeg sammenlignede resultater med Henrik bagefter. Vi var enige! Alt var rigtigt! Jeg fik 10!
Nå, men i mundtlig var der ikke noget at gøre. Ganske vist kunne jeg nå at repetere, men efter ha repeteret det første af ti emner, sandsynlighedsregning, indså jeg, at det var håbløst. Det ku jeg ikke nå, eller rettere, jeg gad ikke. Med sikker matematisk sans regnede jeg ud, at jeg rent faktisk kunne klare mig med 03 uden at dumpe, og så droppede jeg repetitionen.
Men mirakel nummer to! Jeg kom ind til min henrettelse og trak - sandsynlighedsregning. Det eneste af 10 emner, jeg havde repeteret. 8!!!
Hvem var det, der sagde, at jeg ikke ku matematik?
I dansk havde vi selveste rektor, Folke Roikjer. Han var en lille, lidt tør mand, hvis knirkende stemme blev filtreret gennem hans skæg, så den nåede frem til os med en nærmest lammende, søvndyssende virkning.
Det var en katastrofe. Jeg, som var en ivrig læser og havde glædet mig til spændende litteratur, tabte fuldstændig modet. Roikjers måde at docere på dræbte ethvert glimt af poesi, som teksterne monne indeholde. De blev udlagt på det allermest sindige og grundige, noterne bag i litteratursamlingen blev indflettet og terpet, og således blev den klassiske danske litteratur myrdet for øjnene og ørerne af os.
I løbet af gymnasiet mistede jeg næsten min ellers altomfattende læselyst. Senere har jeg læst det litteraturudvalg, vi benyttede i gymnasiet, og det indeholder masser af fortrinlige, ja fremragende tekster. Hvorfor skulle de henrettes så grusomt?
Tjah, ingen er vel forpligtet ud over sine evner. Og stakkels Roikjer manglede uheldigvis evnen til begejstring, til levende formidling, til indlevelse.
Det var en tragedie.
Men ellers var han såmænd flink nok.
En af de få ting, jeg som regel gjorde mig umage med i gymnasiet, var de danske stile. Her havde jeg ambitioner. Roikjer bedømte dem korrekt og samvittighedsfuldt, men over 9 kom jeg aldrig, hvilket ærgrede mig enormt.
Jeg var nok ikke bedre…
Oaserne var for mig de humanistiske fag, ikke dansk, desværre, men historie og ”oldævl”, som var den hævdvundne betegnelse for oldtidskundskab. Her havde vi Lyngby. Hans personlighed var ikke nem at blive klog på, men han underviste udmærket, og så lagde han op til én ting, der passede som fod i hose til min nyvakte personlighed: Diskussion. Han lagde stor vægt på at få os til at diskutere.
Naturligvis var der skarpt adskilte fløje i klassen, hver især overbevist om egen ufejlbarlighed og modstandernes fladpandethed. ”Min” fløj, den socialistiske, var dog lidt snæver. Den bestod af mig og Jakob Lindberg, begge medlemmer af DsU, som sammen og på skift forsvarede os hårdnakket imod ”de borgerlige”, der udgjorde en temmelig bred falanks. Steen var overbevist tilhænger af partiet ”De Uafhængige”, som var et ultraliberalt udbryderparti fra Venstre. Han rådede over 4-5 trofaste proselytter, der støttede ham i vores hidsige diskussioner. Af og til kom han lovlig tæt på ret modbydelige synspunkter, som fx når han brugte som argument, at det var altså ikke seks millioner jøder, nazisterne myrdede, det var kun fem!
Bølgerne gik højt, såvel i Lyngbys timer som ved mange andre lejligheder, og Lyngby lod os løbe diskussionslinen ud uden at blande sig. Flertallet i klassen var vel mest ligeglade, men med ”borgerlig” tendens. Det var jo endnu før ungdomsoprørets dage, så Jakob og jeg følte os ofte lidt ensomme. Steen var stor og stærk, enkelte gange udartede det til skubberi (ikke i timerne, naturligvis) og jeg indkasserede vist også en flad øretæve en gang i 1.G. På fodboldbanen gik han heller ikke af vejen for at feje benene væk under mig med ret ufine tacklinger. Men efterhånden som vi blev ældre, indskrænkede vi os til brug af åndens ikke altid lige fintslebne våben.
Vores engelsklærer, navnet desværre glemt, var en sød dame, men meget autoritet havde hun ikke. Og Henrik og jeg, som kom fra Molly Hansens håndfaste tugt i folkeskolen, lod os lulle i søvn af den almindelige slendrian. Vi brugte som argument overfor hinanden, at vores lærer alligevel ikke var halvt så dygtig som Molly - og så sænkede vi ellers slagskibe i samtlige engelsktimer. Vores lærer lod, som om hun ikke bemærkede det. Hun havde nok at gøre med at holde styr på de andre, der heller ikke engagerede sig meget i undervisningen.
Faktisk havde vi ret. Efter ikke at ha åbnet en bog i tre år gik vi op til studentereksamen. Jeg havde dog taget mig sammen den sidste måned og sat mig lidt ind i, hvad eksamen egentlig gik ud på, og fik 11. Henrik anede ikke, hvad vi skulle op i, men fik 9. Mollys fremragende undervisning kunne vi altså stadigvæk leve højt på her tre år efter.
Jeg er dog ikke derfor stolt af min slatne indstilling, som med skam at melde prægede forholdet til stort set alle fag i hele min gymnasietid. Og heldigvis tog jeg mig sammen og gik hen og stak vores engelsklærer en undskyldning for mit manglende engagement og min ikke særlig pæne opførsel i hendes timer ved den lille sammenkomst efter vores dimissionshøjtidelighed - ud fra devisen, bedre sent end aldrig. Hun blev så overstrømmende glad og tilgivende, at jeg blev dobbelt så flov over at ha medvirket til at gøre livet surt for den rare dame.
Biologi
Da 1.G lakkede mod enden, trak det op til
endnu en vanskelig afgørelse: Skulle man vælge biologisk (naturfaglig) eller
matematisk-fysisk linje? Den tredje mulighed, samfundsfaglig, fandtes desværre
ikke på Virum Statsskole det år.Atter valgte kloge og seriøse Gudmund ud fra udelukkelsesmetoden: Hvor havde man mindst matematik og fysik? Det havde man på den biologiske linje (hvor man så til gengæld havde meget biologi og geografi). Altså valgte jeg biologi, uden at det bundede i nogen dybere interesse for dette fortrinlige fag.
Det var dog lige ved, at jeg kom fra asken og i ilden. Sporring, vores biologilærer, var ikke til at spøge med! Der skulle jævnligt afleveres grundige biologirapporter, og vores lærebog var på engelsk! Sporring fortalte, at den var helt ny, udgivet i USA, hvor man få år før havde måttet lide den tort, at russerne havde været først i rummet med både Sputnik og kosmonauten Jurij Gagarin. Her måtte oprustes, og det gjaldt ikke mindst i undervisningen på det naturvidenskabelige område, hvor amerikanerne altså udarbejdede helt nyt undervisningsmateriale. Og da der ifølge Sporring heller ikke i Danmark fandtes ordentlige biologibøger, ja, så måtte vi gribe til de amerikanske!
Bøgerne var faktisk interessante. Fremstillingen af stoffet var meget levende og krydret med gode illustrationer. Og samtidig var Sporring en hård hund, som mødte slendrian og slaphed med aldeles håndfast verbal kritik. Han havde altså det, der åbenbart skulle til, for at slatne jeg kunne tage mig sammen til at præstere noget nogenlunde ordentligt. Og da han samtidig var en dygtig og vidende lærer, så fik jeg efterhånden, halvt under tvang, oparbejdet en vis interesse for faget.
I 2.G var vi på lejrskole til Anholt, hvor vi finkæmmede ”Ørkenen”, konstaterede årsagen til de parabelformede klitter, fandt masser af planter og indså, hvorledes de hver især stod i afhængighedsforhold til blæst og læ, sol og skygge og jordbundens surhedsgrad, som vi målte med lakmuspapir. Det hele skulle naturligvis nedfældes i en diger rapport.
I geografi og geologi havde vi vores engelsklærer. Hendes autoritet var stadig ikke den største, men da faget jo hørte til den naturfaglige linjes hovedfag, strammede jeg mig noget mere an her end i engelsk. Og som med alle fag: Hvis man gjorde en indsats, voksede interessen med fordybelsen.
Fra undervisningen husker jeg kun vores lejrskole. Den gik til Odense, hvor vi besøgte byplankontoret og arkitekterne bag det planlagte byggeri i Volls Mose, et typisk 60´erbyggeri med masser at fortræffelige lejligheder i et retvinklet miljø af gråt beton. Nu om dage indgår Volls Mose ofte i debatter om danske ”ghetto-miljøer”. Sjovt nok at ha kendt til byggeriet lige siden dengang.
Atter skulle vi lave en grundig rapport. Her, som i arbejdet med biologirapporterne, oplevede jeg for første gang gruppearbejde i undervisningsmæssig forstand. Men hvordan gribe det an? Jo, min gruppe forkastede resolut arkitektfirmaets planer og lavede vores egen helt nye projektering af Volls Mose. Vi gik vældig op i det og var ret stolte, da vi afleverede det til vores lærer. Hun sendte rapporterne til Odense og byplankontoret, og ikke længe efter kom der et svar, som kynisk nedvurderede vores stolte bestræbelser under påvisning af alle de håbløse forsyndelser imod arkitekturens og byplanlægningens ABC, som vi havde gjort os skyldige i, ukyndige, som vi var. Vi blev noget lange i ansigterne.
Men få dage efter kom der sjovt nok en ny kritik fra Odense, tydeligvis fra en person, som bedre forstod vores ungdommelige ambitioner. Han eller hun roste vores engagement og pegede på flere gode ideer i vores projekt, uden at vedkommende derfor forbigik fejl og mangler. Så løftede vi atter vore hoveder. Det var oprejsningens time.
Man fulgte dog ikke vore ideer i Odense. Gad vist, om man kunne have undgået nogle af nutidens problemer, hvis man havde inddraget vores visionære projekt?
Vi var faktisk på en tredje lejrskole, som gik til Hald Hovedgård syd for Viborg. Jeg kan ikke huske, hvad vi oplevede eller blot, hvilket fag vi var af sted i.
Men jeg husker én ting. På drengenes sovesal cirkulerede et par digte i afskrift, som åbenbart har gjort dybt indtryk. Det ene begyndte således:
”Kragerne krær over Karup Å
og frøerne kvækker i kæret
Der ligger Maren på græs og strå,
hun har alt røven i vejret…osv.osv”
Tydeligvis et digt i Jeppe Aakjærs stil, men med et særdeles saftigt indhold. Maren bliver kneppet på det lystigste af Soren
”- og hvisker - man hører det næppe:
Hvor er det gudsherligt at kneppe…”
I fransk havde vi Knudsen, en ældre herre, tydeligvis barn af 30´rnes progressive universitetsmiljø. Han læste fine poeter med os, Jacques Prevèrt og visesangeren George Brassens, begge politisk progressive. Bl.a. refererede han til min rødmende fryd en saftig visetekst af Brassens, hvor nogle oprørske kvinder overfalder ”les flics” (panserne) for at skære nosserne af dem. Men de må opgive deres forehavende. Hvorfor: Joh, betjentene havde ikke nogen…
Vi læste også ”Les jeux sont fait” af Sartre. Men ak, endnu engang forsømte jeg disse oplagte muligheder for at udvide min ånd og horisont - jeg sjoflede faget og kom aldrig igennem Sartre.
Jeg er et udpræget eksamensmenneske, som ofte er blevet reddet af min evne til at gøre mit absolut bedste, når det var alvor. Til studentereksamen i fransk gik den bare ikke. Her kunne jeg ikke snakke mig fra mine sproglige og glosemæssige mangler og scorede et velfortjent 5-tal. Knudsen var dybt skuffet, hvilket jo viser, hvordan jeg efterhånden havde udviklet min evne til at ”putte mig”, så lærerne ikke vidste, hvad jeg stod for. Mig kom det ikke bag på, selv om jeg naturligvis havde håbet på noget bedre. Jeg vidste da godt, at jeg ikke ku en skid…
Hvor dog en lærer betyder meget! I musik havde vi en ung, energisk, munter og drøncharmerende Jens Østergaard, der mange år efter blev landskendt som dommer i den klassiske quizudsendelse Kontrapunkt. Musiktimerne var en fryd. Vi sang naturligvis, og Østergaard gennemgik adskillige klassiske værker med nodelæsning og musikeksempler på plade. Han fortalte om komponisternes liv og færden, og jeg syntes, det var drønspændende.
Desværre havde vi jo ikke så mange musiktimer, vel én om ugen, da vi jo ”kun” var matematikere. Men tænk at ha været musiksproglig - og så ha haft Østergaard!
Heldigvis kunne jeg da melde mig til skolens sangkor. Her deltog jeg begejstret i tre år. Blandt andet sang vi flere kor fra Händels ”Messias”, herunder det berømte ”Halleluja”-kor, som vi siden opførte i Virum Kirke. Jeg er vel af naturen baryton, men sang bas, og jeg husker endnu den berusende følelse, når det hele gik op i en højere enhed, og man sang
Typisk for den tid var det, at der gik ganske få piger i de matematiske klasser. I de sproglige var det mere fifty-fifty, men overordnet set var vel ca. 65 % af eleverne i gymnasiet drenge. Således også i vores klasse: 5 piger til 19 drenge.
Det var naturligvis et problem, der bekymrede os drenge en del, ikke af ligeberettigelsesgrunde, men selv en sproglig kunne jo regne ud, at det gav os betydeligt færre at vælge imellem…
Pigerne i vores klasse var alle sammen søde og venlige, men der var nu ingen af dem, jeg brændte varm på. Drengene var som gruppe temmelig splittet, blandt andet af de ovennævnte politiske grunde, og alt i alt kom klassen aldrig til at udgøre en helhed. For mig, der kom fra en 3. real, hvor sammenholdet var helt formidabelt, var det en stor skuffelse. Jeg var i den grad klar til socialt fællesskab og fede fester, men de blev af en eller anden grund aldrig rigtig til noget. Eller også blev de, uden mig?
Enkelte private fester var jeg dog med til, især lige i starten. Ulrik holdt en kæmpefest, hvor hans forældre med stor og risikabel gæstfrihed hældte masser af sprut på os. Bl.a. champagne, var det ved nytårstid?
Ganske vist havde jeg visse erfaringer med alkohol, men alligevel ikke de helt store. Og om champagnens lumskhed vidste jeg kun lidet: Den smager som sodavand og sparker som en hest.
Resultatet blev, at nøjagtig klokken tolv eksploderede min rumlende mavesæk i et pludseligt, gigantisk brækanfald. Jeg nåede på ingen måde ud på toilettet, men kastede op midt i stuen, hvor brækket efter sigende misfarvede tapeterne og nåede ud i de fjerneste kroge.
Åh, hvor havde jeg det dårligt. Lillan fra klassen tog hånd om mig, trøstede mig og badede min pande med en våd klud, indtil jeg var kommet så meget til hægterne, at jeg kunne bevæge mig hjemad.
Jeg blev aldrig inviteret igen. Heller ikke til andre fester i klassen. Om det direkte skyldtes mit brækanfald, skal jeg ikke kunde sige. Men alt for mange aftner i gymnasietiden blev brugt på alt andet end fester, ikke af dyd, men af nødvendighed.
Jeg havde dog flere gode venner i klassen, først og fremmest Henrik, men også Jakob og Poul. De fleste af de andre havde jeg det også okay med, på trods af de politiske modsætninger. Men der var ligesom bare ikke noget særligt festmiljø i klassen, måske ikke mindst på grund af det numeriske misforhold i dens kønsmæssige sammensætning. Hvordan de andre klarede deres festbehov, ved jeg ikke.
Men heldigvis var der da de årlige, officielle gymnasiefester. Hvis man ser på slutningen af Niels Malmros´ geniale film, ”Kundskabens træ”, så har man fra Aarhus Katedralskole et indblik i festens atmosfære. På scenen stod den kendte trompetist Arne Lamberth med orkester, og de begyndte med indmarch. Senere var der Les Lanciers, hvilket var uhyre populært. Det havde vi begyndere trænet i idrætstimerne i ugerne op til festen. Men ellers lå skolens store festsal, om ikke øde hen, så dog med hele det store dansegulv befolket af 10-20 par, som dansede formfuldendt til Arne Lamberths klassiske dansemusik.
Resten af folket befandt sig i musiklokalet, stuvet sammen som sild i en tønde. Her spillede en jazztrio, og det var her, ungdommens musiksprog lød. Beatmusikken var endnu ikke rigtig stueren til officiel gymnasiefestbrug.
Alkohol til festerne var naturligvis strengt forbudt. Men mon ikke en og anden havde en flaske med, som omhyggeligt blev gemt i buskene uden for skolen? Havde jeg selv det? Erindringen svigter, men mon ikke? Dog gjaldt det om at passe på. Blev man antruffet som fuld, så vankede der karantæne. Så hvis man købte sprut, var det klogt også at investere i en lille æske Gajol.
I 3.G lå ungdomsoprøret og boblede lige under overfladen. Selv havde jeg naturligvis for længst gennemskuet Virum Statsskole som den gennemborgerlige, samfundsbevarende institution, den var. Der skulle gøres oprør! Jakke, hvid skjorte og slips til indmarchen, vorherre bevars! Næh, jeg ville komme i rullekravesweater. Så ku de lære det, alle de borgerlige røvhuller!
Og som sagt, så gjort. Men jeg havde dog været forsigtig nok til at ta hvid skjorte og slips inden under, og lige før vi marcherede ind i salen, flåede jeg rullekravesweateren af. Derinde i festsalen stod jo samtlige lærere i henholdsvis jakkesæt og lange kjoler, med deres ægtefæller i det modsatte, og nidstirrede os alle sammen, når vi langsomt skred salen af til Chopins toner.
Jeg turde sgu ikke…
Samme aften mødte jeg rent faktisk en sød pige. Hun var ikke specielt køn, men hvad, det var jeg jo heller ikke. Vi dansede, vi snakkede ubesværet sammen, der var gensidig sympati, og da festen sluttede, aftalte vi at mødes uden for, så jeg kunne følge hende hjem. Jeg anede med fryd snarlige kys og kram under lygtepælene på de dunkle villaveje.
Men katastrofe! Da jeg havde hentet min cykel og stod udenfor cykelkælderen, kom hun ikke. Jeg tror, jeg stod der en halv time, inden jeg cyklede hjem som en dybt skuffet og forsmået ungersvend.
Næste dag var der en, der fortalte mig, at hun i en halv time havde stået uden for HOVEDINDGANGEN og ventet på mig, inden hun, sandsynligvis lige så skuffet var gået hjem alene.
Slemt nok. Men endnu værre var det, at vi aldrig siden fik talt ud om det. Vi vekslede aldrig mere et ord med hinanden. Når vi traf hinanden på skolen, lod vi, som om vi ikke så hinanden. Hvorfor? Ja, for mit vedkommende var der tale om en altbesejrende generthed. Måske kunne man bare, ved en forsigtig henvendelse og en kejtet undskyldning, ha reddet sig en sød kæreste for lange tider. Men en sådan misforståelse var alt for dum og tåbelig til at lade sig forklare.
Kære ven, jeg har glemt, hvad du hed. Men du har hermed min ærgerlige og latterlige undskyldning.
Når nu det kneb med fester, så var der da heldigvis andre aktiviteter, man kunne kaste sig ud i. Skolen rummede et livligt foreningsliv, som en stor gruppe elever var temmelig aktive i, selv om skolebladet ”VI-STA”, der blev skrevet, redigeret og udgivet af eleverne, jævnligt indeholdt jammerklager om den brede hobs manglende engagement. Det var vel også sådan, at en mindre gruppe af ”Tordenskjolds soldater” stod for rigtig mange af aktiviteterne, mens flertallet var ”tavst” i den forstand, at det koncentrerede sig om egen skolegang og øvrige ungdomsliv.
Alligevel vil jeg mene, at der var ganske mange engagerede elever, som gik alvorligt op i mangfoldige samfundsproblemer.
Jeg er så heldig at besidde to eksemplarer af ”VI-STA”, fra henholdsvis april og november 1966. Heri skriver en hel række elever, og jeg kan nævne emner som: anmeldelse af skolekomedien ”Gidslet” , flere debatindlæg om gymnasiereform, oplæg til U-landsdebat, indlæg om den forsvundne sexualundervisning, en kronik: politik og ungdom, debat om elevrådets love, interview med skuespilleren Hans Chr. Ægidius, kronik om to moderne ”absurde” teaterstykker, som stod foran snarlig opførelse på gymnasiet, og meget andet, dertil naturligvis masser af vittigheder og inside-kritik af gymnasiet med mere. Også lærerne kom med indlæg, fx om et muligt forsøgsgymnasium.
En særlig VI-STA diskussion drejede sig om De-du. Vi sagde ”De” til lærerne, som tiltalte os med ”du”. Men ud fra en demokratisk tankegang var der elever, som mente, at tiden nu var kommet, da et gensidigt ”du” var på sin plads. I den debat ytrede både lærere og elever sig, men hos lærerne var den generelle holdning, at det traditionelle ”De-du” stadig var det mest naturlige.
Der gik næppe mange år herefter, før denne holdning landede på historiens mødding…
Indlæggene vidner om masser af ungdommelig alvor og engagement, udtrykt på et ganske højt intellektuelt niveau. Sproget er formfuldendt, tonen ofte lidt gammelklog, præget af en voksen og artig akademisk tradition, som står i et lidt pudsigt misforhold til de ofte oprørske synspunkter. Bemærk i øvrigt navnet, både en forkortelse af VIrum STAtsskole OG det latinske ord vista, som betyder udsigt eller udsyn - et typisk klassisk-akademisk navn.
Nå, sådan en klog ung skribent ville jeg gerne være, fx som medlem af VI-STAs redaktion, men det lykkedes aldrig. Jeg måtte nøjes med jobbet som kasserer, hvilket jeg egentlig slet ikke egnede mig til, men det gik dog nogenlunde. Jeg nøjedes med at begå mit livs hidtil eneste lille underslæb, en dag jeg manglede øl og smøger til en fest. Desværre lykkedes det mig aldrig at spare sammen til den famøse 50´er, så jeg kunne lægge pengene i kassen igen.
Jeg skrev vist ikke ret meget til bladet, men et enkelt indlæg husker jeg: En af skolens intellektuelle, som jeg så op til, Jesper Tang, skrev et indlæg, hvor han gjorde sig lystig over et talentshow på skolen. I tråd med min politiske overbevisning mente jeg nu nok, at Jesper var lige lovlig åndshovmodig, så jeg skrev et indlæg i hans egen drillende stil, hvor jeg beskrev ham på vej op i sit elfenbenstårn. Det var med lidt bævende hjerte, for jeg beundrede jo fyren. Men så vidt jeg husker, tog han det ikke ilde op.
De andre intellektuelle bannerførere som Hans Siggaard og Johan Rosdahl var ældre end min årgang og derfor gået ud af skolen. Så det var Jesper og gruppen omkring ham, der i 3.G tog initiativet til en revy, som direkte tog vores lærere under behandling. Den bærende idé var en popularitetskonkurrence, hvor vore ærværdige lektorer og adjunkter konkurrerede om at blive årets ”popu-lærer”, og det gav selvfølgelig anledning til mange bidske hip til dem og deres forskellige særheder. Grundstemningen i hele revyen var dog mere elskværdigt-drilsk end aggressiv.
Jeg kom med i forfattergruppen og skrev et par vers, som gjorde sig udmærket i den større sammenhæng. Jeg fremførte dem vist nok selv, maskeret som musiklærer Raagaard. Det var min offentlige digter-debut, hvilket jeg selvfølgelig var ret stolt af. Som afslutning deltog alle lærerfigurerne i en vekselsang på en af tidens hotte melodier ”Yellow Submarine”, hvor de hver især præsenterede deres fortrin og anglede efter elevernes gunst. Om Jens´erne Østergaard og Raagaard lød mit vers:
Ø: Jeg er reevolutionær
R: Jeg er altid det, som Jens han er
Begge: Vi vil gør´ hvad det skal vær´
for at blive populær´
Alle: Vi vil så gerne være populær´, være populær´, være populær´
Vi vil så gerne være populær´, det må jeg da vær´,
det må jeg da vær´
Joken i verset gik på Raagaard, også en vellidt musiklærer, som både i udseende og stil kunne minde om en ungdommelig efterligning af den karismatiske Østergaard.
I sammenhængen var det dog kun småting, jeg bidrog med. Men revyen blev et fin succes. Ikke mindst lærerne syntes, at den var både charmerende og talentfuld.
Mit største engagement lagde jeg dog i Teaterforeningen. Det var en forening af teatertossede, som indstuderede og fremførte skuespil under instruktion af en lærer. Ofte var det Seeberg, men også andre lærere gjorde et stort, frivilligt arbejde i sagens tjeneste. Ellers stod vi selv for arbejdet med kulisser, kostumer og alt det praktiske. Jeg spillede med i tre stykker, inklusive den officielle skolekomedie i 2.G. Det var ofte alvorlige, aktuelle stykker eller et af de ”absurde” teaterstykker, som netop på den tid var både nye og hotte. Fx husker jeg, at Jean Tardieus ”Lille konversations-symfoni” blev opført, med min gamle klassekammerat fra folkeskolen Jørn Gersløv som instruktør og i rollen som dirigent.
Jeg spillede med i både ”Draussen vor der Tür” og Siegfried Lenz´ stykke ”De skyldiges tid - de skyldfris tid”, begge to alvorlige dramaer, som behandlede spørgsmål om skyld og skæbne i efterkrigstidens Vesttyskland. I det sidste var jeg endda både bogtrykker og kaptajn, da bogtrykkeren begik selvmord mellem første og andet akt..
Jeg drømte naturligvis om en hovedrolle, men det blev desværre aldrig til andet end små biroller. Konkurrencen var hård, og man måtte affinde sig med instruktørens valg, hvilket jeg fandt helt i orden. Men alene det at være med i fællesskabet omkring sådan en teateropsætning var en stor oplevelse, som i nogen grad kompenserede for de manglende fester.
Den officielle skolekomedie blev hvert år opført af 2.G. Jeg meldte mig naturligvis, og valget af stykke faldt på Brendan Behans ”Gidslet”, en tragikomedie med udgangspunkt i kampen mellem katolikker og protestanter i Nordirland. Igen blev det en lille rolle, som konstant bedugget IRA-vagt, men jeg havde dog den tilfredsstillelse at blive nævnt i VI-STA i Johan Rosdahls anmeldelse: ”Blandt birollerne….illuderede Gudmund Auring godt som en i en evig brandert omvandrende vagtpost…” Igen et lille plus til selvtilliden!
I øvrigt var det et fantastisk stykke med mange barokke situationer og massevis af indlagte viser. Seeberg, som endnu engang ikke fik opfyldt sin drøm om et stykke af Max Frisch, instruerede særdeles kompetent, og vi havde den glæde, at stykkets oversætter til dansk, selveste ”Poeten” Poul Sørensen (ham med ”Solitudevej”) overværede en opførelse og bagefter skrev en meget anerkendende anmeldelse i Virum-Posten.
Disse teateroplevelser kom mig siden til stor gavn. Jeg skrev, komponerede og instruerede igennem årene masser af store og små syngestykker/minimusicals til mine elever i Folkeskolen. Et par af dem er udkommet på amatørteaterforlaget Drama. Ved hver eneste indstudering, generalprøve og premiere oplevede jeg noget af den samme euforiserede teaterstemning, som jeg selv husker fra den gang. Børn og unge, der oplever fællesskabet i en teaterproduktion, glemmer det aldrig.
Desværre var gymnasiehverdagene ikke så opmuntrende. Jeg følte aldrig, at jeg rigtig faldt til på Virum Statsskole. Hovedårsagen har nok været, at min klasse ikke rigtig fungerede som et fællesskab, vi var meget forskellige, og nok også blottet for interessante personligheder, som kunne løfte de almindelige skoledage op af kedsomhedens sump. Og selv om jeg gerne ville mænge mig med gymnasiets intellektuelle avantgarde, rumsterede jeg også her kun rundt i periferien. Min gamle outsider-følelse vendte gradvis tilbage.
Lærerne var alle sammen flinke nok, de fleste også fagligt dygtige, men kun Østergaard besad den eksplosive energi og udadvendte charme, som kunne fylde én med varme og begejstring.
Selv om skolen var ret ny, så virkede ”ånden” på stedet lidt støvet. Roikjer var ikke just en mand, der kunne inspirere. Dog lykkedes det ham ved én mindeværdig lejlighed - ganske vist ufrivilligt - at løfte hele den samlede elevflok til jubelens højeste tinder.
Vi var forsamlet i festsalen til morgensang. Rygtet gik, at to elever, som alle vidste ”kom sammen”, var blevet bortvist dagen før, fordi de efter sigende havde gået rundt i skolegården ”knappet ind” i den enes store overfrakke. Der var en vis forventningsfuld summen - hvordan ville rektor udlægge denne begivenhed?
Roikjer gik på talerstolen og meddelte, at de to var bortvist en uge for utilbørlig optræden i skolegården. I øvrigt var det forbudt at vise tilbøjelighed for hinanden ved kærlig fysisk berøring, som fx at holde i hånd. Det var nemlig synd for dem, der ikke havde nogen at holde i hånden.
I dette øjeblik brød hele festsalen sammen. Samtlige elever HULKEDE af grin, og det ville bare ikke holde op. På talerstolen stod stakkels magtesløse Roikjer og lignede mere end nogensinde en våd hund. Ingen ville Roikjer noget ondt, men hele affæren, og da især den begrundelse, var bare FOR latterlig.
Hvordan seancen endte, husker jeg ikke. Men i ugen derefter trykkede drenge og piger sig op ad hver sin væg med alle tegn på rædsel malet i ansigterne, når de passerede hinanden på gangen. Man vidste jo aldrig, hvad konsekvensen kunne blive, hvis man kom til at strejfe hinanden.
De fleste lærere grinede medvidende, når de så det.
Nå, men de tre år fik ende. Eksamen blev overstået uden varigt mén. Noget strålende gennemsnit kunne jeg ikke prale af - 7,7 - men hvad gjorde det? I 1967 kunne man komme ind på samtlige uddannelser, bare man havde sin eksamen - lige med undtagelse af Polyteknisk Læreanstalt. Men det var alligevel heller ikke et sted for mig.
Som traditionen bød, skulle klassen samlet til storbyen for at få taget mål til huen. Alle var med, bortset fra Jesper, som var søn af den kendte tegner Claus Bering. Som kunstnersøn havde han ”ret” til at være excentrisk, så han mødte op til dimission i flot skipperkasket.
En lille tilføjelse om kulturskred: Da jeg blev student 1967, var det kun Jesper Bering, der ikke fik hue. To år efter blev min søster Ingeborg student, og da var tiden mildest talt en anden. Kun 2-3 stykker i hver klasse fik huen, mens resten, piger og drenge, klarede sig med de flagrende lokker. Huen blev med foragt kasseret som et symbol på borgerligt åndshovmod og ”herrer vi ere i åndernes rige”-mentalitet. Nu var man solidarisk med arbejderklassen.
Traditionen bød, at den med det største hoved skulle gi øl til hele klassen. En tid lang var jeg alvorligt i farezonen, men endte med akkurat at blive slået af min gamle politiske ”fjende”, Steen, som altså pungede ud.
Mon i øvrigt ikke det var den dag, vi endte på Galathea Kroen i Rådhusstræde og fik deres berømte rijstafel. Et meget eksotisk sted, syntes jeg, med totempæle ved døren, rå bordplader og træbænke, og besynderlige udskårne figurer, udstoppede dyr, zebraskind og andet spændende som udsmykning indvendig. Det var mit første egentlige restaurantbesøg, og for en ung mand, der kom fra et hjem med sovs og kartofler, stegte sild og kærnemælkssuppe, var rijstafel lidt af et kulinarisk mirakel. Det var jo lang tid før, København vrimlede med udenlandske spisesteder.
Galathea Kroen ligger der i øvrigt endnu, ligner sig selv og serverer stadig rijstafel.
Selve dimissionshøjtideligheden husker jeg ikke, men den var vel, som den slags indtil da altid havde været, renskurede unge med pæne huer, ”Nu lyser løv i lunde” og håndtryk af rektor. Bagefter drog vi, som traditionen bød, hen til Hirschsprungs forgyldte springende hjort, virksomhedens vartegn, der i Virum måtte tjener som omdansningspunkt, da der jo var lidt langt ind til Kgs. Nytorv. Og få dage efter rullede vi pr. hestevogn rundt til alle de små hjem og blev trakteret med diverse former for punch og andet traktement. Der fandtes mange flere heste og vogne i Danmark dengang, og langt færre studenter, så der var hestevogn til alle.
Men bajerne, hurraråbene og striben af fester var vel de samme som i dag…
