SORGENFRI UNGDOM 1 SPEJDER

   SORGENFRI UNGDOM 1

               SPEJDER

        - af Gudmund Auring -

 

   Hvornår går man fra barn til ung? En glidende proces, ikke nem at tidfæste. Men som dreng vel cirka der, hvor man for alvor begynder at interessere sig for sprut og damer, og måske endda begynder at gøre konkrete erfaringer med begge dele.

   Pigerne er klart det vigtigste. Sprutten må vel mere karakteriseres som et hjælpemiddel til at overvinde den lammende generthed, som i mit og mange andres tilfælde direkte forhindrede eller i hvert fald længe, længe, alt for længe udsatte de mere håndfaste erfaringer udi erotikkens komplicerede univers. Alle de timer, dage, uger, hvor man tænkte på piger! Indelukket og med stenfjæs, men klar til at sælge sin sjæl for et smil, der kunne bryde isen og bane vejen for den længselsfuldt attråede kontakt til en fra det andet køn.
   Helst den, man var forelsket i.
   Men ellers bare en-eller-anden! Næsten ligemeget hvem! Kære Vorherre…
   Hvis denne kontakt er ungdomskriteriet, så varede det længe, før jeg blev ung. Men der kan anlægges andre kriterier. Man kunne ikke kigge længselsfuldt ind i stearinlys eller drømme våde drømme om Sophia Loren på sit svedige lagen hele tiden. Mens man ventede på miraklet, skulle tiden jo gå med noget. Bøger. Spejder. Fodbold. Teater. Musik. Politik. Samvær med vennerne. Og meget andet. Alt sammen i og for sig godt nok, ja, spændende og interessant. Man opdagede verden. Men fra en vis synsvinkel set var det erstatningshandlinger alt sammen. Sådan set sublimeret kønsdrift.
   For at min ungdom ikke skal begynde alt for sent, vælger jeg i stedet at lægge dens start til det tidspunkt, hvor jeg begyndte at ”gå til noget”, dvs. lagde en del af mit liv uden for familie- og skolesfæren, som i de første 9 år havde været min verden.
   Ganske vist - men det var noget, far og mor helt i tidens ånd havde bestemt - havde jeg som 6-årig gået til dans. Hos frøken Gudrun, en skræmmende flot og frygtindgydende skude på meterhøje hæle og i brusende silke- og tyllkjole. Jeg opnåede sågar at danse polka for en beundrende forældrekreds til afdansningsballet inde i København i selveste Odd Fellowpalæets store sal, hvis velbonede parketgange i øvrigt viste sig særdeles velegnede til herlige glideture i de glatte, skinnende laksko. Men polkatorturen over dansegulvet, mens alles øjne stirrede… oh rædsel!
   Tortur - det var danselektionerne også. Som små mandfolk skulle vi jo bukke for pigerne. Ifølge frøken Gudruns manual gik det efter tur, således at den højeste bukkede først, og så fremdeles. Jeg var nummer fire, men nummer tre, det dumme svin, var lun på Susanne ligesom jeg og snuppede hende hver gang for næsen af mig. Stærkt demotiverende. Desuden var min kropslige koordination og elegance mildest talt ikke noget at skrive hjem om. Så jeg skrev ikke hjem, men nægtede ansigt til ansigt med far og mor pure at ta en sæson til. Og det affandt de sig med.
   Det blev altså kun til polka. Egentlig ærgerligt, for som ung og voksen, da jeg endelig havde overvundet den værste generthed, elskede jeg at danse. Og selv om udfoldelserne til Beatles ikke havde meget med standarddanse at gøre, så kunne yderligere træning under frøken Gudruns auspicier nok ha lært mig et og andet om rytme, trin og variationer, som jeg senere kunne gøre brug af.
   Jeg er stadig skrap til polka…   
   Men som ungdomskriterium tæller dansen altså ikke, da den ikke var mit eget valg. Det var det derimod, da jeg blev ulveunge, ganske vist med stærk opbakning fra de gamle. Så altså, min ungdom begynder - så småt, så småt - da jeg i 8-9 års alderen begynder som ulveunge i Furesø Flok. Hermed tar jeg mit første selvstændige organisatoriske skridt ud i verden, af egen drift, ikke dikteret af forældrenes eller samfundets krav.
   Okay, 9 år gammel har der jo nok ikke været tale om erotisk sublimering. Noget eventyrlyst og oplevelsestrang må ha været i spil.
   To andre interesser kom siden til at fylde rigtig meget i min SORGENFRI UNGDOM. Fra 1960 og ca. fem år frem var jeg ivrig, om end ikke succesrig, fodboldspiller i Virum Boldklub. Det har jeg beskrevet i erindringsafsnittet FODBOLD. Og fra 1963 til 1967 var jeg aktiv i Dansk Socialdemokratisk Ungdom, DsU. Det har jeg skrevet om i afsnittet EN BØLGE, ET SPØGELSE…  
   Verden ventede! Foreløbig dog blot ulvenes verden i den indiske jungle…

 

   Ulveunge
   Gamle ulveunger vil vide, at den voksne leder af en ulveflok som regel kaldte sig Akela efter den vise, gamle hun-ulv i Rudyard Kiplings spændende roman, Junglebogen. Det er en ulvefamilie under hendes ledelse, der adopterer menneskeungen Mowgli, som er opleveren af romanens jungleunivers.
   Findes der stadig ulveunger i spejdermæssig forstand? Næppe, men dengang i 50´erne var den yngste del af spejderbevægelsen, op til ca. 12-års alderen, bygget op omkring Junglebogen. Alle ulveungerne fik navne fra romanen. Jeg kendte ikke mine ulvekammeraters rigtige navne, kendte dem kun som Hahti, Bagheera, Baloo, Ran. Selv hed jeg Toomai, til min skuffelse ikke et navn fra selve Junglebogen, men fra et af Kiplings apokryfe skrifter, en af hans indiske noveller.
   Vores leder kaldte sig nu ikke Akela, men Rusa. Egentlig hed hun Ruth Andersen, en munter, moderlig og rar dame på - omkring 40 år? Som barn har man INGEN fornemmelse af voksnes alder.
   Den ugentlige ulveaften fandt sted i et kælderlokale på Grønnevej, ned mod Virum Torv. Den bestod af forskellige små lege og konkurrencer, som sigtede på fysiske og mentale færdigheder frem mod vores senere spejderliv. Man kunne erhverve duelighedstegn, som angav duelighed i spejderagtige discipliner, fx i at kende fugle og dyr, binde knob, samle på et eller andet, og meget andet. Vi var inddelt i bander på 6-7 medlemmer - jeg i gul bande - hjalp hinanden og holdt sammen indadtil, konkurrerede ivrigt med de andre bander udadtil. Vi sang spejdersange, lærte remser og råb, fx sluttede aftenen med, at Rusa råbte: ”God jagt, ulve!”, og vi svarede taktfast: ”A-kela, vi vil gøre vores bedste!”. Rusa: ”Vil I GEB GEB GEB?” (Gøre jEres Bedste). Vi: ”Vi vil GOB GOB GOB”! (Gøre vOres Bedste). Som spejderløftet hed ”Vær beredt”, hed ulveløftet ”Gør dit bedste”.
   Lige inden denne afsked læste Rusa højt af Junglebogen, mens vi sad omkring ”lejrbålet”. Det elskede jeg. Jeg læste den selvfølgelig også selv, kunne den næsten udenad.
   Naturligvis kunne vi ikke tænde rigtigt lejrbål i en kælder. Men Rusa havde lavet et ”bål” af nogle brændestykker, smagfuldt arrangeret på en træplade. Når det skulle tændes, anbragte hun et par cykellygter under brændet, og bålet glødede på det mest naturtro og stemningsfulde. Syntes vi.

 

   Uniform
   Ulveuniformen bestod af en blå, sweateragtig bluse, et trekantet tørklæde om halsen og en lille grøn kasket med gule striber. På benene absolut korte bukser. Kun i de værste vintermåneder accepteredes lange strømper og plusfours.
   Blusen tjente som bærer af duelighedstegn. Når man havde erhvervet sådan et, fik man det udleveret ved en lille ceremoni på et møde, og så gjaldt det om at få det syet på venstre skulder inden næste møde. Megen prestige knyttede sig nemlig til disse duelighedstegn. Sådan en overarm med 8-10 små stoftrofæer med duelighedstegn var nok værd at promenere i en ulveflok. Respekt!
   På brystet havde man et mærke, som viste, at man tilhørte ”Det Danske Spejderkorps”, Furesø Flok, altså var ”gul” spejder. Ikke ”grøn”, KFUM-spejderne, ta endelig ikke fejl. Og da slet ikke FDF´er, som vi snart lærte af hinanden at se ned på med foragt. Hvor dybt kan man synke? Latterlige uniformer, og så truttede de i hornorkester! Hva gir I mig?
   Bandefører og bandeassistent havde henholdsvis to og én gul ring syet om armen. Jeg nåede aldrig længere end til assistent. 

 

   ”Er der nogen fædre, som er dygtige til engelsk?”  
   Forår og efterår foregik mange af ulvejagterne naturligvis udendørs. Vi var også på små udflugter i Geels Skov og andre steder, ikke så langt væk, for Rusa var jo alene med os 25-30 ulve.
   Om foråret var der dog en stor forældredag op til spejderhytten Colleruphus i Nordsjælland. Her skulle vi på løb og lave opgaver, sammen med forældre og søskende. Mægtig spas, især hvis forældrene blev lidt til grin, klumrede i det eller blev våde eller den slags.
   Efter løbet og fælles spisning i hytten spurgte Rusa ud over forsamlingen af ulve og forældre: ”Der er vel ikke nogle fædre til stede, som er dygtige til engelsk?” Man betænke, at i 50´erne var det kun et lille mindretal af de voksne, der havde lært engelsk i skolen.
   Far tænkte naturligvis ”aha, her er brug for en rask mand med intellektuelle evner” og meldte sig straks, sammen med 4-5 andre fædre.
   ”Glimrende”, sagde Rusa, ”så kan I gå ind og vaske op!”
   Et latterbrøl fulgte denne joke. Far så lidt fåret ud, men grinede selvfølgelig med. Jeg kunne nu ikke rigtig li det. Jeg brød mig ikke om, at en stor forsamling grinede ad min far, som jeg elskede højt. 

 

   45 kilometer
   Jeg holdt meget af at være ulveunge, og der var ikke tvivl i mit sind, da jeg i 12-års alderen skulle rykkes op som ”rigtig” spejder. Selvfølgelig ville jeg det.
   Ifølge patruljedagbogen, som stadig er i min besiddelse, blev jeg optaget i ”Furesø Trop” den 5/9 1959. Nu var vi ikke længere i bander, men i patruljer. Jeg kom i Uglepatruljen, og under ledelse af to store drenge, patruljeførerne Ole Hjort og senere Peter Bådsgård (kaldet Akim) havde jeg fire fantastiske år med mange store oplevelser, som både da og siden betød rigtig meget for mig.
   En af mine allerførste ture drejede sig om 45 kilometermærket. Det var et af de mest eftertragtede og ærefulde duelighedstegn, så fornemt, at man ikke bare fik et lille stofmærke til uniformsskulderen, men en ”sølv”plade til spejderbæltet! Man kunne også erhverve 60 km, ja, 100 km mærker.
   Nå, foreløbig var 45 km alt rigeligt. Jeg var jo kun 12 år. Distancen skulle tilbagelægges på 10 timer, indbefattet et obligatorisk hvil på de 2. Vi trådte an en lørdag aften ude i spejderhytten ”Skovhuset” tæt ved den del af Furesøen, der hedder Lillekalv, og så gik turen natten igennem rundt om søen. I starten var stemningen høj, men at traske af sted dér, med stadig ømmere fødder, blev nu ikke ved med at være en ublandet fornøjelse. Men der var ikke rigtig mulighed for at vende om, eftersom vejen tilbage rundt om søen efterhånden var længere end vejen frem. Man ville jo også nødigt efterlades i Vasernes uoverskuelige sivskove midt om natten. Så der var ikke andet at gøre end at traske videre. De sidste kilometer gik jeg og græd, så ondt gjorde mine fødder.
   Men endelig var vi da hjemme i Skovhuset igen. Og efter 10 minutters hvil med benene op var jeg på typisk Gudmund-vis koldhøgen igen, grænsende til det overmodige. Faktisk overvejede jeg et øjeblik at melde sig til den lille trup af ældre spejdere, som ville fortsætte yderligere 15 km og således erobre 60 km mærket. Meeen med ømheden og ved synet af et par vabler indfandt realismen sig trods alt, og efter madpakke og varm te cyklede jeg hjem, vældig tilfreds med mig selv. Sølvpladen med de 45 indgraveret fik jeg snart efter, og den pryder stadig mit gamle, støvede spejderbælte.

 

   Spejderuniform
   Læderbæltet havde, ud over at skulle holde bukserne oppe, en vigtig funktion som bærer af slirekniven, enhver spejders uundværlige universalinstrument, som blev brugt til alt, lige fra madlavning til tilskæring af granrafter, når der skulle bygges bivuak eller udkigstårn. I dag ville disse knive bringe samtlige spejdere bag tremmer, jfr. den danske knivlov, men den gang var der ingen, der tog anstød af noget så selvfølgeligt som en spejderdolk. I øvrigt var den ene ting, vi IKKE kunne drømme om at bruge kniven til, vel netop at stikke den i maven på hinanden.
   Bæltet kunne også være bærer af andre nyttige ting, fx knobbånd, eller feltflaske og stavlygte, når man var på tur.
   Ellers bestod uniformen af en langærmet, khakifarvet skjortebluse med store, rummelige brystlommer, korte khakibukser, lange strømper med opslag og selvfølgelig solide sko. Det hele fuldendtes af et grønt tørklæde om halsen, bundet i et særligt knob, og den berømte spejderhat, hvis skygge skulle være knivskarp og flad, og hvis puld skulle trykkes ind i fire symmetriske buler. Når man skulle ha sin hat i facon, satte man vand over til kog i mors kedel. Så inddampede man hatten, til den var varm, blød og bøjelig, pressede den i korrekt facon og lagde den med skyggen på en plan flade. Og så var den fin - men desværre ikke længe. Derfor sås mange fejlbulede og slaskede hatte, hvilket jævnligt påtaltes af emsige ledere. Hvad min angår, så forsvandt den på en tur. Jeg så den aldrig siden og var resten af min spejdertid hatløs.
   Akim fandt på sin helt egen løsning af det evige problem med hængende hatteskygge og uregelmæssige buler: Han behandlede sin hat med skibslak, og så behøvede han aldrig mere bekymre sig om den - den kunne ikke længere gå ud af facon og var så hård, at hvis han i bedste James-Bond-stil havde brugt den som frisbee (som slet ikke var opfundet dengang, det var James-Bond-filmene i øvrigt heller ikke), kunne den snildt have kappet hovedet af enhver skurk! Nå ja, næsten, i hvert fald…
   Lommerne skulle rumme ganske bestemte ting, som kunne komme til gavn i en snæver vending. Jeg husker ikke så nøje hvad, men i hvert fald en forbinding, kompas, sikkerhedsnåle, sangbog, blyant og papir, snor og den slags. Korrekt lommeindhold hørte med til en reglementeret uniform, når fx lederne i konkurrenceøjemed kontrollerede, at vi var en velklædt patrulje. Enhver større turnering indeholdt et konkurrencepunkt, der hed ”turn out”, og som i bred forstand omfattede ting som patruljens disciplin, fremtræden, påklædning, gensidige hjælpsomhed og sprogtone.
   Lange bukser (”plusfours” til under knæet) betragtedes som værende for ”tøsedrenge” og accepteredes kun til nød i vintermånederne, hvis det var frostvejr.

    

   Patruljeliv
   Patruljelivet var kernen i spejdernes fællesskab. Jævnligt, et par gange om måneden vel, havde vi patruljemøder. Hvor spændende de var, afhang nok mest af, hvor veloplagt patruljeføreren havde været til at lave et interessant program. Det kunne være noget op og ned. Somme tider var det bare tedrikning, pjat og pjank. Til andre tider var der spændende opgaver eller en ny leg eller konkurrence. Det skete også, at tropsførerne havde forlangt en eller anden opgave løst i forbindelse med den standende patruljekonkurrence. Så blev der arbejdet seriøst, ikke mindst, hvis vi lå med gode muligheder for at hjemføre årets sølvplade! Endelig brugte vi tid på duelighedstegn, dog ikke overdrevent meget. Selv blev jeg aldrig rigtig den store duelighedstegnsjæger - det var lejrlivet og løbene, der for alvor trak i mig.
   Uanset mødernes indhold, så var samværet og kammeratskabet rigtig godt hos uglerne. Og vi lå da som regel helt pænt til i de forskellige konkurrencer og turneringer. Et år blev vi 6-bedste patrulje i selveste divisionsturneringen med deltagelse af over 30 patruljer, og vi vandt ”good turn”.
   (Ved den årlige divisionsturnering vandt Furesø Trop i øvrigt altid den afsluttende tovtrækning. Vi var øvede ”hjemmefra” og havde lært en særlig teknik, hvor vi kunne ”låse” tovet ved ganske simpelt at lægge den bageste hånd med tovet i bag hoften. Når kommandoen lød: ”lås”, gjorde hele holdet dette, og så kunne modstanderne hale, så tosset, de ville, uden at kunne rokke os af pletten. Når de så havde brugt deres kræfter, var vi udhvilede og kunne hale dem sejt og rytmisk ind…
   Endnu står der gny - i hvert fald her og nu - om den fantastiske dyst i finalen mod 2. Holte Trop ved divisionsturneringen 1961. De havde også teknikken i orden, og første runde varede 16 - seksten - minutter, inden de endelig måtte gi sig. Anden runde tog ”kun” 8 minutter, så var sejren hjemme. En jættedyst.
   I sandhedens interesse må det nævnes, at min rolle mest bestod i at heppe ivrigt. Selve trækkearbejdet blev overladt til troppens ”store brød”.)
   Ole og Akim har jeg nævnt, store, venlige drenge, som gjorde det trygt at være i Uglepatruljen.  Den tredje af de store, Lars-Erik Stahlschmidt, kaldet Stål, en lang, lyshåret dreng, var også en rigtig flink fyr og god kammerat.
   Blandt mine jævnaldrende havde jeg nok mest at gøre med min gode klassekammerat, Thomas Elo Christensen, men han mistede vist lysten og gik ud længe før mig. Min første længere patruljetur gik over Frederikssund til Thomas´ fars sommerhus nær Kulhus i Hornsherred.
   Jeg husker den for fire ting:
   1. Den hårde cykeltur. Min cykel var stadig den lille, jeg fik som 6-årig, og jeg skulle træde to gange, hver gang de andre skulle træde én. Til sidst var jeg så træt, at jeg truede med bare at lade mig falde, hvis ikke vi holdt hvil. Så kunne de andre bare cykle videre og så hente mig ved lejlighed…
   2. Skovens Bageri, hvor vi efter en laaang cykeltur smovsede i det lækre wienerbrød. Det var før nutidens enorme slikudvalg. Til gengæld havde hver landsby sin egen bager, og friskbagt bager-wienerbrød var rigtigt spejdersnold.
   3. Nattens pibende vestenstorm, som gjorde, at teltene væltede, så vi midt om natten måtte flytte dem fra den vestvendte skråning med udsigt over Isefjorden og om i læ bag sommerhuset.
   4. Kongeegen og Storkeegen, to tusindårige egetræskæmper, imponerende at skue.
   Så var der ”Buddha”, en hyggelig ungersvend, der, som navnet antyder, var lav og bred og kraftig. Buddha blev med tiden en fortræffelig mand på tovtrækningsholdet.
   Claus Thornøe legede jeg en del med, også uden for spejdertiden. Vi gik på samme skole. Tit spillede vi matador, og han vandt HVER ENESTE GANG. En lun fyr med et frækt glimt i øjet. I øvrigt drillede vi ham naturligvis, da hans bedstefar en gang i tidernes morgen havde været med til at oprette FDF! Pinligt! Hvad gir I mig! Men Claus var nu ikke den, der tog et godmodigt drilleri tungt.
   (Mange år efter bliver Claus herostratisk berømt i Dannevang, da han er en af Ninn-Hansens centralt placerede embedsmænd under den famøse Tamilsag og bliver trukket med i ministerens fald. Ja, sådan kan det gå…)
   Mich var kvik og god til at skrive i patruljedagbogen. Det samme gjaldt Jens Ulrik, kaldet Sibelius. Dagbogsskrivning  var i øvrigt et job, jeg ofte også selv havde. Jeg skrev godt, men ak, dovenskab med deraf følgende udsættelse, samt en forfærdelig håndskrift, gjorde, at min indsats blev mildest talt ujævn. Bedst var jeg, når en tropsleder havde haft bogen til inspektion og gav mig en opsang. Så tog jeg mig sammen, men sank med skam at melde ret hurtigt tilbage i den gamle slendrian.
   Beviset ligger foran mig på bordet.

 

   Söderåsen
   Patruljen tog også på egne weekends, påske- og efterårsture. Jeg husker især en tur i efterårsferien til Söderåsen i Sverige, ene og alene for dens totale mislykkethed: Vi var kun fire af sted. Rask jollede vi til Helsingør, tog båden over og cyklede tappert videre nordpå, indtil vi kom til en lille skov. Her kunne bygges bivuak. Vi havde nemlig ikke telt med, da det skulle være en rigtig ”hike”, en primi-tur.
   Vi delte os i to lige store hold. Vejret var klart og solrigt, så det ene hold droppede bivuakken for at lave varm mad. Min makker og jeg droppede derimod den varme mad for at lave bivuak: En stor midtergren blev i den ene ende båret op i en vinkel af to grene lagt på skrå og bundet sammen. Så dækkede vi siderne med mindre, skråtstillede grene, over dem lagde vi granris og et tykt lag visne blade. Voila - men netop som vi betragtede vores afsluttede værk ikke uden stolthed, knækkede den store midtergren, og bivuakken skred sammen som en stor kompostbunke.
   Nå, så kunne det også være lige meget. Vi smurte madder og gumlede vores tørkost, alt imens det andet par nød deres varme mad. Så tændte vi bål og hyggede lidt med snak og pjat, indtil det var tid at krybe i poserne.
   Nu er det sådan, at en klar efterårsdag ofte efterfølges af en bidende kold efterårsnat. Således også her: Vi lå alle fire og rystede natten væk i vores absolut ikke polarposer. Vi taler om frostgrader.
   Tidligt op og rask af sted. Det gjaldt om at få varmen i en fart - og det fik vi! Der var sgu langt til den Söderås. Men hen under aften fik vi den da i sigte og cyklede op ad den første bakke til et egnet lejrsted. Igen valgte de andre den varme mad, mens min makker og jeg valgte bivuakken. Der var nemlig ikke tid til begge dele. Denne gang var vi mere omhyggelige, så mens de andre gumlede deres varme mad, kunne min makker og jeg glæde os over en lun hule at kravle ind i. Aftenen var fremdeles kold og stjerneklar, men det rørte ikke os, som efterlod de andre med fyldte maver, men på den kolde jord uden læ, og drog af til drømmeland.
   Klokken fire om morgenen blev vi vækket af de bivuakløse. Regnen stod ned i stride strømme, og deres soveposer, tøj, bagage, alt var gennemblødt, mens vores havde ligget i bivuakken og højst var lidt klamt.
   Nu ku det være nok. Ganske vist var turen planlagt til at vare et par dage mere, men vi blev hurtigt enige om at vende cyklerne mod Hälsingborg og Danmark.
   En klokkeklar erindring: Vi står alle fire i tæt klynge under et stort regnslag. Èn bærer stavlygten, en bærer margarine og rosiner, en bærer rugbrødspakken, og den fjerde står med sin spejderdolk og smører rugbrødsmadder med rosiner til os alle sammen. Dem gumler vi i skøn samdrægtighed der under regnslaget, mens regnen trommer sin plaskvåde melodi lige over vore hoveder.
   At stå der i skæret fra en enlig stavlygte og gumle rosinmadder kl. 4 om morgenen - det er noget, man aldrig glemmer.
   Men bort med alskens naturromantik: Snart gik turen hjem til elektrisk lys og varme, et varmt bad og mors kødgryder.

        

   Tropsliv
   Omtrent en gang om måneden var der tropsmøde. Her havde de voksne ledere (vel 18-22 år) lagt programmet, som tit var særdeles konkurrencepræget. Troppens fire patruljer, Bævere, Høge, Viber og Ugler, havde en løbende årskonkurrence, som det var forbundet med stor hæder og en sølvplade til patruljestandarten at vinde. Der konkurreredes om alt muligt: Den bedste sketch til aftenunder-holdningen, morsealfabetet, stifinder- og sporlege, fremstilling af instruktionstavler til Skovhusets vægge, fx om knob eller om brug af kort og kompas, kendskab til dyr og planter, bygning af broer eller tårne med reb og rafter, kast med redningsreb - og alt muligt andet.
   Hver patrulje havde sin standart, en kort læderfane med patruljesymboler og skaftet beklædt med ærefulde sølvplader fra tidligere triumfer. Vores hed Uglemor.
   Vi havde også et motto:

”Den kloge ugle er vort symbol,

den følger vi i storm og sol!”

og en sang:

                                                          ”Gamle ugle fra Uglestammen

                                                          lader uglerne kalde sammen,

                                                          for i stammen er bitter nød:

                                                          Stor mangel på musekød

                                                          /: Umba-umbaderatcha, umba-umbaderatcha:/

   Sammenholdet i patruljen var stort, og den drilske ”foragt” for de andre patruljer og deres (manglende) evner naturligvis udtalt - i al gensidig venskabelighed!

  Vi sang meget i Furesø Trop. Søren Wamberg, som havde været patruljefører hos Uglerne til for nylig, men som nu var 16 år og Skovmand, var dygtig på guitar og spillede for til spejdersange som fx
                                                ”Så længe som kartofler overhodet har en skræl

skal der noget til at skrælle dem, for de ka jo ikke sæl´

          Vi sad ved samme spand

          med fingrene i vand

          og skrælled´ hele dagen, og vi var kun fire mand

          der sad ved…osv. osv”

eller

                                                ”Så lyder der et jammerskrig fra Sønderborg på Als

                                                ”Min missekat fik fiskebenet i den gale hals”

                                                 Straks Peter kommer løbende med medestang og snor

                                                 og stikker den i missens hals foruden mange ord

                                                          Er man spejder, er man spejder,

                                                          må man være der og hjælpe ohne weiter!”

- og meget andet, vandresange, viser, både danske, svenske og franske, amerkanske worksongs, sjovt og festligt.

   En særlig slags var jo de stemningsfulde lejrbålssange. Lejrbålet var en kernebegivenhed på enhver lejr, og at sidde der
                                                          ”- ved bålet, ja ved bålet, en sommernat ved bålet”
- mens kammeraternes øjne skinnede fra flammernes genskær, og éns egne øjne fulgte de tusinder af ildfunker op mod himlen i den lyse sommernat - det er noget, der for altid bliver i erindringen, hvis man har prøvet det.
   7-8 gange om året var der tropsweekend. Også her var konkurrenceelementet i højsædet, og lejrsport spillede en stor rolle: Korrekt og stram teltrejsning, indretning af lejrplads med fx bålplads, dybt affaldshul, lejrbord, orden i og omkring teltet, bål med to tændstikker, rene gryder, madlavning og meget andet.
   Især gryderne var en plage! De skulle ikke blot være rene indeni, men også udenpå! Og de blev så sikkert som amen i kirken kulsorte og sodede ved hver eneste madlavning. Et træls tidspunkt indtraf uvægerligt hver eneste gang, når vi havde brudt lejren og skulle hjem. Så udpegede patruljeføreren den blandt ”de menige”, som skulle hjembringe gryderne og stille med dem rengjort på næste tur. Og hvad nyttede det at protestere? Hvis man sagde: ”Hvordan gør man, det har jeg aldrig prøvet før”, så hed det: ”Så skal du lære det” - og hvis man protesterede: ”Arhj, det var også mig sidst!” lød svaret: ”Nå, så er du jo i træning!”. Og så gik det ellers hjemad til mindst en times arbejde med rens-let og ståluld.  
   Ellers indeholdt disse lejre et langt dagløb med poster og diverse opgaver undervejs. En vigtig del af løbet var at finde vej ved hjælp af kort og kompas. Det var slet ikke let, men i årenes løb blev vi da ganske habile stifindere og orienteringsfolk.
   Som regel vankede der også natløb! Så blev man purret ud af teltet midt i sin søde søvn, og så gjaldt det om at finde et bestemt sted i skoven ved hjælp af kort og kompas for at hjembringe en eller anden skat. Der var naturligvis en ganske særlig, lidt frysende og uhyggelig stemning i at trave rundt deri skov fyldt med pludselige puslelyde og ugleskrig - en lillebitte patrulje i den store skov under den bælgmørke nattehimmel. Og bedre blev det jo ikke af, at de ”lede” ledere ofte indlagde små uhyggelige overraskelser med tudende spøgelser, vanvittig latter eller skrigende røveriske overfald.
   Herligt! 

 

   Hotopunga
   En særlig type løb var ”tæveøvelserne”, fx den årlige Hotopunga-jagt. Her gjaldt det om, i skarp konkurrence med de andre patruljer, at finde frem til ”Hotopunga”, for nemheds skyld kaldet Hoto, en stor, udskåret totempæl, som lå gemt et sted i skoven. Undervejs i løbet fik man oplysninger, som korrekt tolket kunne vise patruljen, hvor Hoto var gemt. Men det var ikke nok at finde den. Når det var sket, skulle den bringes tilbage til Skovhuset. Og undervejs lå de andre patruljer på lur for om muligt at frarøve den heldige patrulje Hoto og selv bringe den i triumf til ”Skovhuset”. For ganske vist kunne man score points på andre måder under løbet, men at hjembringe Hoto gav så mange points, at sejren i jagten var så godt som sikker.
   På vejen hen til Hoto gjaldt det altså om at snige sig uset af sted. Man skulle jo nødigt vise de andre, at man var på sporet. Men samtidig gjaldt det om at vide, hvor de andre patruljer var! For hvis de nu kom først og fandt Hoto, måtte man straks optage forfølgelsen.
   Under hele løbet, men især under den afsluttende forfølgelse, opstod der jævnligt voldsomme slåskampe, deraf navnet ”tæveøvelse”. Det gjaldt dog ikke om at tæve hinanden, men at fratage modstanderen hans ”liv”, et tyndt uldbånd, monteret på venstre overarm. Erobrede ”liv” gav points, men det vigtigste var, at når man mistede sit ”liv”, måtte man ikke foretage sig noget i løbet, fx selv tage ”liv”, bære Hoto eller tage Hoto fra de andre. Man kunne vist nok få et nyt ”liv”, men så skulle man helt hen i Skovhuset, og det kunne være en tur på flere kilometer. Hvis altså de fleste havde mistet deres ”liv”, så kunne de få ”endnu levende” stikke af med Hoto og komme i mål, mens ”de døde” bare kunne se til.
   Det er klart, at denne konkurrence udløste de mest pragtfulde brydekampe. Ikke mindst det år, da lederne bestemte, at vi i stedet for et uldbånd skulle binde vores spejdertørklæde om armen, for det kunne kun bindes op og erobres, hvis man virkelig fik modstanderen ned og ligge. Berøvet sit tørklæde kunne man så købe det tilbage, hvis man afleverede sit ”liv”, altså uldbåndet.
   Aller størst ære tilfaldt dog den patrulje, som uset fandt Hoto - og dernæst hjembragte den UDEN at blive opdaget. Det var topmålet af omtanke og snedighed. Det betød oftest, at patruljen måtte snige sig en stor omvej gennem skov, krat og mose. Hvis man traf på en fjendtlig patrulje nær målet, kunne man ofre et par kammerater på et falsk spor. De sneg sig væk og afledte så fjendens opmærksomhed ved at lade sig ”opdage”. De lod ”livet”, mens de to raskeste af kammeraterne pilede af sted med Hoto. Og hvad betød et tabt ”liv” i den sammenhæng? Hoto var i hus!
   Hvor var det herligt at bruge sit ungdommelige kraftoverskud i et rask håndgemæng i skoven!

 

   Sommerlejre
   Da jeg jo absolut skulle tilbringe sommerferien med mine fætre på Ferupgård ved Kolding, var jeg kun med på en enkelt spejder-sommerlejr, som gik til Vendsyssel.
   Først blev patruljerne spredt: Vi valgte hver sin rute fra Løkken over til fælleslejren midt mellem Sæby og Frederikshavn. Uglepatruljens gik op forbi det flotte, hvidkalkede Børglum Kloster og så nordud mod Hjørring, som vi dog aldrig nåede. Men vi nåede Bagterp, og dèr var en bager, som havde lunt wienerbrød!
   Vi medbragte patruljekærren. Den skulle selvfølgelig trækkes og skubbes, men det var nu en stor lettelse ikke selv at skulle slæbe rygsækkene og alt patruljeudstyret.
   Efter 4 dage nåede vi frem til fælleslejren, og så gik det løs med lejraktiviteter, løb, konkurrencer, snobrød ved lejrbålet og raske spejdersange.
   En dag fik vi udleveret levende kyllinger, som vi selv skulle slagte, plukke og tilberede. Det var en særpræget og for mig ny oplevelse at se 3-4 hovedløse kyllinger bene rundt i lejren.
   En anden dag var der hike. Igen skulle vi sove i bivuak, igen fik stort set ingen bygget deres bivuak ordentligt - og igen blev det styrtregn om natten. Stort set alle troppens soveposer var totalt gennemblødt. En klam fornøjelse. Og da man jo ikke ku ha, at hele troppen fik lungebetændelse, flyttede vi de sidste dage alle sammen ind i en kæmpestor garage, som tilhørte lejrpladsens ejer, ”Noppe” kaldet. Han ejede også et stort kafferisteri, hvor soveposerne blev sendt til tørring. De lugtede af kaffe længe efter.
   Det regnede nemlig stort set resten af den lejr. Hvilket ikke forhindrede lejrliv, men det var nu godt nok med tørre, kaffeduftende soveposer i Noppes garage.
   Far og jeg havde været enige om, at 10 kr. i lommepenge var nok til 14 dages lejr. Meen da der manglede 6 dage, var pungen tom. Alle de fristende bagerier havde suget pengene ud af den. Så jeg ringede til far, som godt kunne se, at endnu en tier var på sin plads. Men typisk ham, så sendte han den på postanvisning, hvilket tog en helvedes tid. At sende penge i et brev var jo imod reglerne!
   Endelig den dag, vi skulle hjem, kom min postanvisning. Men postbudet afleverede bare anvisningen til lederne, og så måtte jeg med anvisningen i hånd vade de 8 kilometer ind til posthuset i Frederikshavn. Ganske vist agtede jeg at ta en bus, der kom bare ingen. Og dér vadede jeg så af sted, mens jeg bandede over far og hans regelrytteri.
   På hjemturen kom der dog en bus, og det var heldigt. For jeg var først tilbage i lejren, et kvarter før vi skulle af sted med toget.
   I Fredericia sagde jeg farvel til kammeraterne og fortsatte sydover til Broager, hvor far, mor og søsterlil var på ferie hos bedstemor.
   Mor har siden fortalt, hvordan mine fødder var totalt hvide og opløste, isprængt rande af gravrust, da hun trak gummistøvlerne af mig. Med alt det regnvejr i Vendsyssel havde jeg i 10 dage kun haft dem af om natten. Men jeg fejlede absolut ikke noget, som et varmt bad ikke kunne kurere…

 

   Et bittert farvel
   Min afsked med Furesø Trop skete desværre på en trist måde.
   Troppen hold sommerlejr ved Sønderborg. Jeg havde meldt afbud, fordi jeg om sommeren hellere ville på de sædvanlige familieferier, men nu hændte det sig, at jeg netop var i Broager hos min bedstemor, da sommerlejren fandt sted. Altså drog jeg de ti kilometer til Sønderborg og fandt frem til lejrpladsen, hvor mine patruljekammerater modtog mig fint. Jeg spurgte, om det var okay, at jeg overnattede, og det havde de intet imod. Men tidligt næste morgen indfandt en af de voksne ledere sig i teltet og gav mig en kæmpe skideballe: Hvad fanden jeg bildte mig ind? Når jeg ikke kunne melde mig til sommerlejren, men foretrak familien, var jeg absolut ikke velkommen. Jeg havde værsgo at forlade lejren med det samme.
   Det gjorde jeg øjeblikkeligt, både rystet og rasende. Og siden har jeg ikke sat mine ben i Furesø Trop.
   Sagen er dog nok den, at min interesse for spejderlivet gennem nogen tid havde været aftagene. Vi er i sommeren 1963, og jeg står på tærsklen til så småt at realisere det egentlige ungdomskriterium, hvor den ØRKESLØSE og USUNDE interesse for sprut og damer begynder at fortrænge alle de GODE og SUNDE interesser, som hidtil i mangel af bedre havde fyldt mit sind.
   Dette dalende engagement har jo nok irriteret mine ledere, og det kom så til udtryk på denne eksplosive måde, som på et øjeblik brød alle broer imellem os. Irritationen kan jeg sådan set godt forstå. Men en lidt mere voksen og pædagogisk leder kunne måske gennem samtale have gjort mig problemet klart, så jeg havde truffet min beslutning med omtanke i stedet for med raseri. Dog, hvem kan med føje forlange en sådan grad af indlevelse og pædagogisk sans af en 20-årig frivillig leder, som følte, at det, han gav liv og sjæl for, blev behandlet med ligegyldig skødesløshed af en 15-årig snothvalp?
   Under alle omstændigheder: Bruddet var absolut og uigenkaldeligt.

 

   Nye tider - nye tanker
   Det var dog nok kommet alligevel, om end på en anden måde.
   Sagen var, at mit vågnende engagement i alle de nye tanker og ideer, som så småt begyndte at pible frem på den tid, havde gjort, at jeg var begyndt at sætte forsigtige spørgsmålstegn ved selve spejderbevægelsens værdigrundlag, som jeg efterhånden fandt ude af trit med det, jeg ellers tænkte, følte og mente.
   Som inkarneret læsehest havde jeg tyret de bøger, jeg faldt over, som omhandlede Baden-Powell, spejderbevægelsens grundlægger. De to, jeg husker bedst, er ”Drengene fra Mafeking”, en rask drengebog, og ”I livets skole”, Baden-Powells egne spændende erindringer fra et langt liv som officer i den britiske hær, der netop i hans aktive år var travlt beskæftiget med at løfte ”the white man´s burden” (som Kipling kaldte den), altså skabe og fastholde det britiske imperium med krige og besættelser og meget andet over hele jorden.
   Baden-Powell var aktiv både i Indien og Sydafrika, og ifølge myten opstod ideen til spejderbevægelsen, da han med en lille hærstyrke skulle forsvare den sydafrikanske by, Mafeking, mod boerne, som briterne var i krig med 1900-1902.
   Boerne var et bondefolk af hollandsk afstamning, som længe før briternes ankomst havde koloniseret og lavet hvidt styrede republikker som Transvaal og Oranje Free State. (Det er derfor, at et ord som ”apartheid” er af hollandsk oprindelse.) Nu ville briterne, med superimperialisten Cecil Rhodes i spidsen, kolonisere Afrika sydfra med det ”ædle” endemål, at man skulle kunne rejse fra Egypten til Kap Det Gode Håb uden at forlade britisk territorium. En solid høst af diamanter fra de rige sydafrikanske miner var en ikke ubetydelig sidegevinst.
   Ifølge Baden-Powell var der naturligvis absolut ingen tvivl om briternes gode hensigter. Og ved at mobilisere alle Mafekings raske drenge, sønner af de lokale engelske familier, som spejdere, kurérer og hjælpere for den lille garnison, lykkedes det ham på rask mandfolkemanér at holde stand overfor en lang belejring fra en afdeling af boernes hær. Disse erfaringer var det så, han bragte med hjem til England, da hans militære karriere var ovre, og omformede til en gennembritisk, gennemvictoriansk ungdomsbevægelse, som siden bredte sig over hele verden.
   Meen når man så siden satte sig ind i, hvad Boerkrigen virkelig var for noget, måtte man rystes over de britiske troppers brutalitet. Blandt andet vandt briterne krigen ved, da det kneb med at få skovlen under de seje boer-guerillaer, at sætte deres koner og børn i koncentrationslejre, hvor de så kunne rådne op under elendige forhold og på usle rationer. Det tvang boerne til at opgive kampen. Og det var altså briterne, der under Boerkrigen opfandt det brutale undertrykkelsesmiddel, som Hitler senere skulle ta til sig og videreudvikle ad rædselsfuld og grusom absurdum.
   Det vidste jeg ikke i 1963. Til gengæld havde jeg nok mødt ordet ”imperialisme”. Det var ikke et kønt ord, men gav den stik modsatte forklaring på det, som Kipling havde kaldt ”the white man´s burden”. Nej, byrden lå på de indfødte befolkningers skuldre! De var blevet koloniseret og undertrykt med henblik på at levere råstoffer, arbejdskraft og markeder til den umættelige europæiske industri. Det var den business, som Baden-Powell var en begejstret og ukritisk deltager i. Og blandt andet disse erfaringer lå til ideologisk grund for spejderbevægelsen.
   Og så var der jo spejderloven! Udformet som 10 bud, dog ikke med den klassiske bibelindledning ”du skal”, næh, den gamle Robert var meget mere snedig: ”En spejder er…”
   Dengang kunne jeg dem selvfølgelig udenad. Den går ikke længere, men de tre første er da i kramkisten:
                             En spejder er til at stole på.
                             En spejder er trofast.
                             En spejder er hjælpsom.
Man var osse god mod dyr, sparsommelig og ordentlig, tro mod Gud og sit land, ridderlig og meget mere, i og for sig gode og solide moralbegreber, de fleste af dem - men så sluttedes der af med den helt store trumf:
                             En spejder er REN i tanke, ord og handling.
   Vorherrebevars. Fra teltenes indelukkede natteatmosfære vidste man jo godt, hvordan det stod til med det. Ren i handling, måske, vi var hverken erfarne eller modige, men absolut ikke i ord, og da slet ikke i tanke! Og så gik rygtet endda hos ”de gule”, at KFUM-spejderne var MEGET værre. De havde jo lært som små at sove med hænderne over dynen og havde alt det religiøse bavl at gøre frækt og fnisende oprør imod - vi gule skulle trods alt bare være tro mod Gud i al almindelighed…
   Kort sagt, hvordan være ridderlig, når man mest af alt følte sig liderlig?
   Heldigvis stillede Great Britain andre, mere tidssvarende ideologier til vores rådighed. De blev formuleret af The Beatles, for da slet ikke at tale om The Rolling Stones, The Kinks og The Who! Det var ideologer, som var mere i tråd med, hvad jeg følte, og dermed til at forstå!
   Furesø Trop var, så vidt jeg kan fornemme her 50 år efter, en trop af den gamle skole: Her troede man på og forsøgte at realisere de idealer, som i sin yderste konsekvens ville gøre os til trofaste små victorianske imperiesoldater med ”stiff upperlip” og uden urene tanker i vort indre. Netop på denne tid støder disse idealer så sammen med den nye tid, snart efter spidsformuleret i hele ungdomsoprørets frembrusende flodbølge. I 1963 var dette sammenstød i høj grad uklart, ikke mindst for en 15-årig ungersvend, men fornemmelsen af konflikt, ikke mindst med det gryende ungdomslivs erotiske trang og længsel, var ikke til at ryste af.
   Senere fik man på meget mere klar måde formuleret for sig selv, hvori konflikten bestod. Endnu den dag i dag står kravet om RENHED for mig som den sikre vej til menneskelig og samfundsmæssig fortabelse. Mest ekstremt er naturligvis Hitlers og Himmlers RACERENHED. Men også kommunismens idé om DET SOCIALISTISKE MENNESKE, (som jeg selv en tid lang troede på) indeholder et idealistisk renhedskrav, som er en del af den ideologisk baggrund for millioner af ”urene”s død i Gulag. Også det RELIGIØSE RENHEDSKRAV er uhyggeligt, fra 1600-tallets kristne heksebrændinger til islamistisk terroristisk retorik i dag om udryddelse af de vantro og kristne ekstremisters had til muslimer og bøsser og mord på aborttilhængere.
   Man sku jo tro, at Hitlertiden havde vaccineret os mod renhedskrav her i lille Dannevang. Men der bobler nu stadig en frygt for forurening af vor rene danske folkesjæl i mange menneskers skepsis over for folk med indvandrerbaggrund. Og når socialister må overgive sig til markedskræfternes brutale almagt og opgive at lave samfundet om, så begynder de at opdrage på folk: Med RYGEFORBUD og med mistænkeliggørelse af FEDE og USUNDE.
   Jajaja, jeg ved da godt, at der er et ”lille” spring fra Hitlers koncentrationslejre til Aarhus Kommunes nye rygeforbud for offentligt ansatte. Men den principielle holdning og den lille handling er i familie, som snebolden med lavinen, og også Holocaust begyndte med mistænkeliggørelse og relativt små lovændringer overfor jøder. Ændringer, som de pæne, agtværdige borgere i nazi-Tyskland fandt ”ikke så slemme”, ”til at leve med”, ja, endda ”rimelige”.
   Og hermed nedstiger jeg fra mit kæphesteridt ved at give ordet til Jesus:
                                                          Lad den, som er ren, kaste den første sten…

 

   Taknemmelighed
   Men tag endelig ikke fejl! Jeg er dybt taknemmelig for min spejdertid. Den gav mig gode kammerater i en tid, da det kneb for mig med den ”vare” i skolen, den gav mig masser af fantastiske oplevelser, den tilfredsstillede min barnlige eventyrlyst, og den gav mig et forhold til natur og til lejrliv, som jeg ellers næppe ville ha fået. Alt dette har været mig til stor gavn og glæde i mit senere liv.            
   Netop spejderbevægelsens forhold til naturen var, og er vel endnu, for mig at se dens allerstørste aktiv. At færdes i skov, ved strand og på støvet landevej giver utrolig meget livsindhold. Ikke naturen som noget, der skal besejres, bestiges eller voldtages, men naturen som det miljø, vi mennesker langt nede under vores kulturelle og samfundsmæssige fernis dybest set er en del af.
   Denne naturbevidsthed synes i dag stærkt svækket. Byerne trækker i os som magneter, at færdes i naturen bliver til motion, der oven i købet ofte lukkes inde i store glasbure med sære maskiner. I det hele taget er naturen - i det omfang, vi overhovedet færdes i den - blevet noget, vi forbruger, i stedet for at være en (hensynsfuld) del af den. (Okay, vi spejdere var måske ikke altid HELT stille og hensynsfulde i naturen - men alligevel…)
   Men et direkte og respektfuldt forhold til naturen er vel stadig det, som skal bære os igennem, hvis det skal lykkes os, den altoversvømmende menneskehed, at undgå at misbruge naturen yderligere og dermed udslette os selv (- naturen skal nok klare sig…) Et spinkelt håb, men uden naturbevidsthed: Håbløst!
   Jeg har i dag ingen kontakt med spejderbevægelsen, men det er mit indtryk, bl.a. ved snak med venners børn, der er aktive spejdere, at bevægelsen for længst har gjort op med stort set alle de kulturelt-etiske vildskud, jeg har beskrevet ovenfor, såsom renhedskravet og den overdrevne disciplin. Også spejderbevægelsen har vel måttet genopfinde sig selv i lyset af den ændrede virkelighed og bevidsthed, som både ungdomsoprøret og senere kulturstrømninger har været udtryk for. Fx er spejderne i dag piger og drenge sammen - en tanke, som vi end ikke drømte om at tænke i 1960.
   Jeg skal derfor ikke tøve med slutteligt at udtrykke min store TAKNEMMELIGHED for alle de mange fantastiske oplevelser med gode kammerater, jeg fik i mine år i Furesø Trop.

                                                                                                                                                   20. april 2013.

                                                                                                                                                Gudmund Auring

 

  

  

 

 

 

 

Skoledreng i forstaden

        SKOLEDRENG I FORSTADEN

-          af Gudmund Auring      -

   I august 1954 begyndte jeg i 1.b på Hummeltofteskolen i Sorgenfri, Lyngby-Taarbæk Kommune, 6 år og 8 måneder gammel. I juni 1964 forlod jeg samme skole med realeksamen.

   Hummeltofteskolen var næsten helt ny. Fra 2. klasse husker jeg en lille udendørs højtidelighed, hvor der ved en indvielsesceremoni blev plantet et træ foran skolen under overværelse af samtlige elever og lærere. Skolen havde dog været i brug fra 1952.
   Sorgenfri var et nybyggerområde. Her byggedes på den tid flere af de store villa- og parcelhuskvarterer, som ligger i ring omkring København. Kommunen havde dog været noget sendrægtig med skolebyggeri til det mylder af børn, som befolkede veje og villahaver. Hummeltofteskolen var projekteret til 800 elever, men i de første 5-6 år rummede den over 1.500. Samtlige sikringsrum i kælderen blev indrettet til klasseværelser, med lave vinduer helt oppe under loftet. Og nogle af de små klasser havde skolegang fra 12 til 16. Skolen var ved at sprænges af børn. Det hjalp først lidt, da Fuglsanggårdsskolen blev indviet, vist nok omkring 1960.
   Skolen var bygget i tre ”længer” af rødgule mursten og med tegltag omkring en stor, asfalteret skolegård. Mod vest lå hovedbygningen med tre etager plus kælder. Her var inspektørens kontor og lærerværelset, samt faglokaler og klasselokaler til de store elever. Mod nord lå den mindre bygning til de små klasser, og mod øst en lav bygning med to gymnastiksale, lægeværelse og skolekøkken med mere. Syd for skolen lå sportspladsen, afgrænset i forhold til skolegården med en lang pergola, op ad hvilken viltre klematis kravlede og hang. Midt i gymnastikbygningen var der en stor, nærmest oval portåbning uden port. Uden for denne var cykelstativerne. Elevmængden var så overvældende, at man skulle have hæftet et cykelmærke i metal på cyklen for at have tilladelse til at cykle i skole og benytte stativerne. Jeg boede i skoledistriktets aller-yderste hjørne, så jeg havde cykeltilladelse i alle årene.
   Skolegården havde drikkekumme, samt lidt bænke midt i og langs kanterne, men bestod udover det af asfalt, så langt øjet rakte. Cirka en tredjedel af gården foran de smås bygning var afgrænset ved en tyk, hvid streg, som omgav ”Kyllingegården”, hvor 1. til 3. klasse legede. Denne streg måtte ikke overskrides, og dette forbud blev stort set overholdt.
   Gårdvagterne var nemlig ikke til at spøge med. Jeg husker især Verner Duekjær, senere træner for Ajax´ danske mestre i håndbold. Når det ringede ind, skulle vi de første år stille op klassevis på to rækker, hvorefter klasserne marcherede ind efter tur. Var der mudder i rækkerne - hvilket der naturligvis ofte var - kunne Duekjær snart få vinket synderen hen til sig med en krum pegefinger og et venligt-satanisk smil om munden. Og så greb han fat, ikke i øret, men i de små hår foran øret, og løftede op, til man stod på tæer. Det gjorde nederdrægtig ondt. Duekjær kunne også smække nogle velplacerede lussinger, men da jeg var en temmelig artig dreng, har jeg ikke selv prøvet det.
   Jeg har ikke selv haft Duekjær. Men jeg tror egentlig nok, at han var vellidt af sine elever. At få en lussing nu og da blev nærmest betragtet som en naturlig ting, i hvert fald af drengene.
   Dog blev der ikke smækket mange lussinger på Hummeltofteskolen, og spanskrøret blev så vidt jeg ved aldrig brugt. Skolen har sikkert ikke engang haft et. Den var ny, uden voldelige traditioner, og skoleinspektør Thormod Thomsen var en for tiden progressiv pædagog. Han blev få år efter kommunal undervisningsdirektør. Så fik vi Dahl-Nielsen, som ikke havde Thormod Thomsens talent for kontakt med eleverne. Men ellers var han da vist flink nok.

 

   Frøken og hr.
   Vores klasselærer hed frøken Lange Møller. Hende havde vi til dansk, fra 1. klasse til 3. real. Vores regnelærer hed hr. Toubro. Ham havde vi lige så længe. Først i 2. eller 3. real fandt jeg ud af, at de hed henholdsvis Else og Erik til fornavn.
   Når man er barn, tror man, at alle familier er som éns egen. Det samme gælder skolen. Skolen ”er”, som man oplever den, dvs. en selvfølge. At den kan være anderledes, ligger uden for éns forestillingsverden, i hvert fald de første 5-6 år. Efter første klasse afløste hr. Toubro frøken Lange Møller som klasselærer. I bagklogskabens lys gætter jeg på, at frøken måske havde lidt svært ved at styre os.
   Lærere har ingen alder. Frøken Lange Møller var naturligvis gammel, og Toubro ligeså. Nu ved jeg bedre, de var sandsynligvis under 30 begge to.
   Vi var vel omkring 32 i klassen. I de små klasser sad vi ved enmandsborde, og undervisningen var indrettet derefter. Samarbejde og gruppearbejde forekom ikke, heller ikke senere, da vi som større kom til at sidde ved tomandsborde.
   Vi tiltalte vores lærere med ”frøken” og ”hr. Toubro”. Fingeren i vejret, naturligvis. Havde ”frøken” svært ved at styre os? Der kunne godt være snakken og uro i klassen, men ikke decideret larm eller løben omkring. Vi var stort set pæne og velopdragne børn fra pæne hjem. Poul ku være strid, husker jeg. Ham havde frøken svært ved at dysse ned. Hun var en lidt nervøs, meget snakkesalig dame, som nok både på grund af usikkerhed og et fundamentalt venligt sindelag havde svært ved at slå i bordet og skære igennem.
   Det kunne Toubro til gengæld. Han var kontant og skarp i tonen, og når han hævede stemmen, var der øjeblikkelig ro, og alle bøjede sig over stykkerne. Jeg kunne ret godt lide begge lærere. Toubro havde humor og var en sjov fortæller. Når han var i godt humør, kunne vi af og til lokke ham til at berette om sin bil, en Volvo, naturligvis, om befrielsesaftenen 4. maj 1945 og den slags. Så gik timen jo med det.
   Desværre havde han én slem fejl, som jeg allerede bemærkede dengang. Han var ikke retfærdig. Nogle i klassen var han ”efter”, mere, end der var grund til, syntes jeg. Eksempler herpå nævnes siden.
   Mig lagde han sandsynligvis kun mærke til i det omfang, undervisningen krævede det. Ballademager var jeg absolut ikke, og hvad jeg havde af personlighed, skiltede jeg ikke med i timerne.

 

   ”Vov”, sagde grevinden…
   Jeg husker ikke meget af undervisningen i de første klasser. Vi lærte dansk og regning på ganske traditionel vis, og det ændrede sig ikke hen over årene, selv om vi naturligvis blev dygtigere med tiden.
   I dansk lærte vi bogstaverne fra tavlen, stavede og læste i kor, lærte alfabetet samt de ”røde” vokaler på remse. Vi læste ”Søren og Mette”, fik læselektier for og læste enkeltvis højt for klassen. Vi skrev af efter forskrift på tavlen, og når der var tid, læste frøken Lange Møller lødige bøger op for os. Det elskede jeg. Jeg har altid været god til at lytte, og oplæsning var jeg i den grad vant til hjemmefra. Især husker jeg Liza Tetzners serie om ”Børnene fra nr. 67”, som handlede om en tysk storbykarré og dens mennesker under nazi-tiden. Den var både spændende og havde et varmt humanistisk grundsyn.
   I 2. klasse fik vi lånerkort til skolebiblioteket, efterhånden som frøken mente, at vi var klar til det. Det var en bitter dag, da den dygtigste gruppe fik lånerkort. Dem var jeg nemlig ikke imellem, så jeg måtte vente endnu en måned eller så, før jeg fik mit højeste ønske opfyldt: Et lånerkort! Jeg blev øjeblikkelig en ivrig stamkunde på biblioteket.
   Til dansk havde vi efterhånden to bøger: ”Min læsebog”, som vi fik lektier for i, med risiko for at skulle læse højt for klassen. Og ”Skriftlig dansk”, som rummede masser af opgaver, hvor vi indøvede de aktuelle færdigheder, samt fik repeteret de tidligere lærte. Timerne var enten mundtlig eller skriftlig dansk. De startede næsten altid med, at dagens emne blev gennemgået på tavlen, hvorefter vi enkeltvis arbejdede videre med fx opgaverne i skriftlig dansk. De var så viseligt indrettet, at der altid var opgaver nok, så selv de hurtigste og dygtigste umuligt kunne blive færdige. De nåede fx til opgave 13, mens de langsomme måske nåede til opgave 5. Jeg hold mig vistnok pænt midt i feltet, ikke fordi det var svært for mig, men fordi jeg ikke var specielt hurtig og måtte kæmpe hårdt for at få skrevet nogle nogenlunde læselige kragetæer.
   Somme tider havde vi skrivning, hvor vi først skrev bogstaverne med stor skrift i luften, i skråskrift, mens vi messede håndens bevægelser i kor, fx u: ”Oop-need-oop-need-væk”… Derefter var det vores egen tur i skriveheftet.
   Jeg hadede skrivning. Lige meget, hvor meget jeg gjorde mig umage, så VILLE det bare ikke blive pænt. For mange af pigerne gik det så let: I løbet af ingen tid havde de fyldt en hel side med smukke, harmoniske u-er, nøjagtig lige høje, og uden at komme under linjen. Dertil nåede jeg aldrig. Efter 20 minutters hårdt slid, med koncentrationens sved perlende på panden og begyndende skrivekrampe i hånden, som holdt krampagtigt på blyanten, havde jeg som regel præsteret tre linjer, hvor de kantede u-er hoppede og dansede for mine øjne. ”Frøken” tog det pænt og opmuntrede mig, så godt hun kunne. Men jeg var et håbløst tilfælde.
   (Mange år efter, da jeg selv var blevet lærer, måtte jeg simpelthen ændre min håndskrift til ”lodret skrift”, ellers kunne mine elever ikke læse, hvad jeg skrev på tavlen. I alle mine år som dansklærer lærte jeg ALDRIG mine elever skråskrift og forsvarede i de første år med ildhu denne beslutning overfor skeptiske forældre. Slog alle argumenter fejl, sluttede jeg med at hævde, at jeg var ”Landsformand i foreningen til skråskriftens afskaffelse”, hvilket de måtte acceptere.
   I de første år var min holdning lidt kontroversiel, men siden forsvandt skråskriften stort set af sig selv, uden at jeg dog kan prale af at ha indlagt mig fortjeneste i den anledning. Og i dag lærer børnene jo knap nok nogen som helst form for håndskrift.
   Computeren alene æren.)
   I 4. eller 5. klasse fik vi sågar en selvstændig skrivetime. Læreren her var hr. Hjeds, som virkelig var noget for sig. Undervisningen bestod i forskrift på tavlen, øvelser i luften, og endelig afskrift i skriveheftet. Men her var Hjeds´ noget specielle sproglige humor med til at forsøde timerne for mig, som fx, da vi en dag skulle prente denne sætning:
 
  ”Jeg skal slå dig som en hund”, brølede greven. ”Vov”, svarede grevinden.

    I den time sad jeg og klukkede for mig selv, mens jeg efter fattig evne nedgriflede den barokke sætning i mit hefte.

   Vi skulle skrive med pen. Der blev udleveret penneskafter, stålpenne og blækhus, og så var det ellers med at dyppe og komme i gang. Det gjorde bestemt ikke faget nemmere eller sjovere. For fumlefingre som mine var det næsten umuligt at præstere en side uden mindst én af de berygtede ”klatter”, som yderligere skæmmede det i forvejen ikke imponerende helhedsindtryk. Visse heldige kammerater var snu nok til at ønske sig fyldepenne til føsda eller jul. Det gjorde processen betydeligt lettere. Enkelte fik endda den type fyldepen, der kunne lades med blækpatroner, som kom frem netop på denne tid. Disse tekniske vidundere var genstand for almindelig beundring, og deres ejermænd naturligvis for gusten misundelse.

   Regning

   Hr. Toubro gennemgik det nye stof på tavlen. Så læste han facit op på de stykker, vi havde for fra dagen før, og vi rettede selv i heftet. Det skete også, at én måtte op til tavlen og demonstrere sit mere eller mindre overbevisende regnetalent for os andre. Derefter regnede vi de tilhørende stykker i vores hefte, mens Toubro gik fra bord til bord og hjalp til. En gang imellem gennemså han vores hefter oppe ved katederet, mens vi stod ved siden af og annammede hans kommentarer. Endelig fik vi stykker for til næste dag. De hurtige havde som regel nået det hele, men de, der havde svært ved det, kunne godt ha en ordentlig flok stykker for. Lektierne vendte i den grad den tunge ende nedad. Jeg var ikke hurtig, men havde heller ikke svært ved det, så jeg slap nådigt igennem regning.
   Sådan gik time efter time, dag efter dag, år efter år. Vi drømte ikke om, at det kunne være anderledes. Det var tidens skolegang, at sidde på sin røv og høre efter eller regne opgaver. Til lærernes undskyldning skal dog siges, at de havde langt flere timer end nutidens lærere. Mange lærere havde endvidere overtimer, fordi der var lærermangel. Så forberedelse af undervisningen var der ikke meget af. Opgaver blev som regel rettet i timerne.
   Toubro var vellidt af de fleste i klassen. Han var kontant og direkte i sin facon, men havde også humor, og han kunne være ganske hyggelig, når han var i sit lune hjørne. Så fortalte han om dette og hint, mens vi med små spørgsmål forsøgte at fastholde ham på hyggesporet. Men pludselig sagde han NÅ! SLUT!, og så hjalp der ingen kære mor. Så skulle der regnes.
   Der har dog utvivlsomt været nogle i klassen, som ikke var særlig vilde med Toubro. Karin, fx. Josephine. Henrik S. Måske er det for meget sagt, at de blev forfulgt, men han var nu noget hårdere ved dem end ved os andre. Som eksempel nedenstående lille erindring.

 

   Henriks viskelæder

  5. klasse eller deromkring. Toubro sidder ved katederet og fører protokol. Et eller andet skal rettes i den, og han spørger ud over klassen om nogen mon har et viskelæder. Villige hænder graver i penalhusene, og snart efter flyver et viskelæder op på katederet, lynhurtigt efterfulgt af 3-4 andre. Toubro griner, og spøgen griber om sig. Endnu 5-6 viskelædere kommer flyvende. Så synes Toubro, det kan være nok: SÅ! SÅ ER DET GODT! Og viskelæderstrømmen stopper øjeblikkeligt.
   Netop i det øjeblik har Henrik S. endelig fundet sit viskelæder frem. Selvfølgelig vil han være med på spøgen, men han skulle jo først ha gravet penalhuset frem af tasken. Jeg sidder og ser på, hvordan han febrilsk får åbnet penalhuset, fundet viskelæderet og kastet det. Med et stort smil på læben, men ak! Fem sekunder for sent.
   Nu smiler Toubro ikke mere. Henrik får en ordentlig skideballe, hvor Toubro også med fynd får nævnt, at Henrik er der altid vrøvl med.
   Henrik er ikke noget dydsmønster. Men i denne situation vil han absolut ikke være fræk, det kan jeg se på hans glade ansigt. Han vil bare være med på spøgen. Nu ser jeg også, hvordan smilet blegner og forsvinder fra hans ansigt og bliver til mut, lukket indadvendthed.
   Sådan går det alt for ofte Henrik. Han er et uroligt hoved, javel, men han er altid uheldig. Og Toubro kan ikke rigtig li´ ham.
   Henriks far er en kendt arkitekt, som har tegnet og bygget et supermoderne etplanshus på en kæmpemæssig naturgrund, der skråner ned modLyngby  Åmose. Om sommeren er den vrimlende fuld af lupiner. Allernederst ved stien har Henrik sin egen private fodboldbane (!) på størrelse med en håndboldbane. I de lidt ældre år mødes vi 6-8-10 drenge der et par gange om ugen og spiller drabelige kampe.   
   Henriks far har jeg vist aldrig set. Men når man besøger Henrik, træffer man somme tider hans mor. Hun ligner slet ikke vores mødre, der stort set alle sammen ser ud som typiske 50´er-forstads-husmødre. Henriks mor er ganske ung og ser godt ud. Hendes blonde hår er højt opsat på hovedet, og hun går ligesom hvileløst rundt i stuen med en Long-filtercigaret imellem de slanke fingre. Hun går heller ikke og siger mor-ting, spørger om, hvad man synes om at gå i skole, eller kommer med formaninger. Når jeg er på besøg, kan jeg ikke frigøre mig fra den tanke, at hun er gæst i sit eget hus.

 

   Sang
   I sang er jeg på hjemmebane. Mor og far er begge ivrige sangere, mor sågar professionel, og de traf hinanden i et sangkor. Desuden synges der flittigt i mit hjem, og jeg elsker at synge.
   Et stolt øjeblik indtræffer, vistnok i 2. klasse, da vi skal synge to og to for frøken Rathleff (?), som vil vide, hvad vi duer til. Tilfældigvis sidder jeg ved siden af Jørn Gersløv, som er både rødhåret og overdådigt rødfregnet, og det viser sig, at vi er klassens to bedste sangere. Vi får overstrømmende ros og er naturligvis stolte, selv om det næppe har givet stor ”street credibility” (som det ikke hed dengang) blandt klassens drenge. Senere kommer Jørn i Radiodrengekoret, og en del år efter er han hovedkraft i gymnasiets teateropførelser med masser af personlighed og udstråling.
   Timerne består stort set af fællessang, hvilket jeg elsker. Både Rathleff og senere frøken Eriksen er fine ved klaveret og kan sagtens fange i hvert fald min opmærksomhed. Ud over min mor og far må de tilskrives en stor del af æren for, at jeg ”kan Højskolesangbogen udenad”, som min ven Ole siger. Det turde dog være en markant overdrivelse.
   Senere gennemgår vi også enkelte klassiske stykker, fx Haydns paukeslags-symfoni. Eriksen fortæller, hvordan det pludselige, voldsomme paukeslag i den ellers stille, listende anden sats blev indlagt for at vække de mætte Londoner-selskabsherrer, når de til Haydns irritation slumrede blideligt hen under koncerten oven på en lækker dinér i klubben. Om det er sandt, ved jeg ikke, men det er en god skrøne.
   Og i 7. klasse får vi hr. Harringe, som ligefrem er en virtuos på klaveret og præsenterer os for jazz, boogie-woogie og gospel, med blå toner, swing, improvisation, håndklask på 2 og 4 og det hele, alt sammen tryllet frem på hans gyngende klaver.
   Sang er sejt!
   I øvrigt har vi morgensang hver morgen. Da vi kommer over i hovedbygningen i 3. eller 4. klasse, samles alle klasserne på første sal ude på gangen, som strækker sig gennem hele bygningen. Igen er jeg en sær snegl, der elsker morgensang, hvilket jeg er ret ene om, i hvert fald blandt drengene.
   To forhold gør dog, at morgensang selv for mig er en blandet fornøjelse. Dels er der alt for meget uro, hvilket irriterer mig en del, dels er der Hjeds´ violinspil. Klaver findes ikke på gangen, og hvad man end kan sige om Hjeds´ talenter - violinspil er ikke iblandt dem! En spinkel , usikker tone, som jævnligt er falsk og ofte knækker helt over. Den almindelige moro herover bidrager til uroen og dermed morgensangens forfald og død - ikke med et brag, men med en klynken. Det foresvæver mig, at morgensang på et tidspunkt bliver afskaffet. Men hvornår kan jeg ikke sige…

 

   Tegning
   Til gengæld ligger mine talenter bestemt ikke i tegning. Herfra husker jeg kun, at jeg, til Hjeds´ store fortvivlelse, stort set kun tegner brusende fuldriggere på vej over det stormpiskede hav, alle sammen inspireret af mine sømandsdrømme, opstået ved flittig læsning af Peder Most og andre sømandsromaner.

 

   Idræt

  Heller ikke idræt er det store sus. Rigtig ærgerligt, faktisk, for jeg elsker sport, især fodbold. Men ak, jeg er hverken stærk, smidig eller hurtig.
   Idræt er en meget disciplineret affære. Piger og drenge er naturligvis hver for sig, så vi har idræt sammen med a-klassens drenge. I vinterhalvåret indendørs er skemaet stort set det samme: Først march og løb rundt i salen, derfra ind på fire rækker til ”fritstående øvelser”, diverse hop, benspredning og -samling, håndklap, armbøjninger og så videre. Så er der ”tropsøvelser”: Gruppen deles i fire troppe, som roterer mellem fire forskellige redskaber, fx tove, bomøvelser, ringe og spring over hesten. Læreren går fra trop til trop og roser og retter. På hans fløjt stiller vi op på række, hvorpå vi roterer til næste redskab og går i gang.
   Efter timen er der bad. Og her gælder ingen dårlige undskyldninger. Naturligvis kan det ske, at man har glemt sit håndklæde, men så må man bare låne det klamme, brugte håndklæde af en kammerat. Bad er en selvfølge, og ingen slipper.
   Selv om vi jævnligt plager, så er det yderst sjældent, lærer Søborg gir sig. Men en sjælden gang vanker der høvdingebold, og så vil jubelen ingen ende ta´.
   Ved ganske særlige lejligheder leger vi sørøverleg. Det er en form for ”ikke røre gulvet”, hvor samtlige redskaber kommer frem i gymnastiksalen. Og så gælder det om at komme rundt i salen, uden at de to fangere får fat i én. Det er fantastisk sjovt, men forbudt i vor puritanske nutid, sikkert, fordi nogle skoleelever et eller andet sted faldt ned og slog sig slemt.
   Først, da vi bliver ældre, kommer boldspil som basket og volley ind over.
   I de små klasser er der rundbold, men snart bliver sommerhalvåret brugt på fodbold og atletik. Jeg elsker fodbold, men særlig god er jeg desværre ikke. I atletik træner vi disciplinerne til skoleidrætsmærket, diverse løb, spring og kast. Man kan få bronze, sølv, guld, sølv med emalje og guld med emalje. Selv når jeg aldrig højere end guld, hvilket ikke er imponerende i 10. skoleår.       
   En lille erindring: Et af tidens atletikredskaber er slyngbold, som nærmest kan sammenlignes med hammerkast. En dag i 8. klasse er det min tur. For at få fart i slyngbolden gælder det om at få et ordentligt sving i kroppen, så man til sidst snurrer rundt om sig selv og slynger bolden langt ud på banen. På ganske forunderlig vis går min svingøvelse helt galt. Og da røgen har lagt sig, ser scenen således ud: Slyngbolden ligger tilbage i kasteringen, hvor jeg har tabt den, mens det er lykkedes mig at slynge MIG SELV 3-4 meter ud på banen…
   Selv vores lærer deltager i latterbrølet. Og hvad er der at gøre, andet end at le med?

 

   Naturfag

  I de små klasser har vi faget ”iagttagelse”, som bliver vores første faglige møde med den fysiske og biologiske virkelighed. Men senere får vi får vi geografi, fysik og biologi.
   Jeg kan dem udenad endnu (jeg snyder ikke). Tysklands floder: Rhinen, Elben, Weser, Oder. Main. Donau og dens bifloder ned mod Alperne, Iller, Lech, Isar, Inn, Ems. Frankrigs floder, Spaniens floder og meget andet mere eller mindre nyttigt gods i den remseform, som den gang ikke uden effekt blev jævnligt benyttet. Jeg klarer mig i høj grad ved at høre efter, hvilket jeg slet ikke kan lade være med, og så med dette talent for at huske vers og remser. Lektier laver jeg kun i absolut nødvendigt omfang. Stakkels mor og far kommer år efter år med tiltagende desillusion hjem fra forældresamtalen (hvortil eleven absolut ikke er indbudt) med samme besked: Gudmund er en velbegavet dreng, som ved øget flid kunne opnå et betydelig bedre resultat.  Lige lidt hjælper det. Karaktermæssigt ligger mine vidnesbyrd i ”den bløde mellemvare”, fra mine første karakterer i 1. klasse: Dansk mg, regning mg, skrivning mg, til gennemsnitskarakteren på mit realeksamensbevis: Et klokkeklart mg. Mg betyder ”meget godt”, men er den absolutte middelkarakter.
   Det er Engberg, der lærer os remserne.
   Senere får vi Schou, og fra hans regimente husker jeg kun en enkelt episode, hvor det for en gangs skyld virkelig lykkes mig at score, og det ganske uforskyldt. I 2. real skal vi op til eksamen i mundtlig geografi, og skæbnen vil, at jeg kommer op lige efter middagspausen. I denne har Schou og censor tydeligvis konsumeret et par øller og snapse til smørrebrødet, og de har i den grad fundet hinanden. De kommer storgrinende tilbage til eksamenslokalet og kalder mig ind. Indenfor pjatter de videre, fortæller jokes og skraldgriner. Ind imellem husker de på, hvad vi er samlet om, og stiller mig et par sporadiske spørgsmål, men det varer ikke længe, før de atter giver sig hen i kvikke bemærkninger, sjove historier og latterkaskader. Imens går tiden, og min rolle indskrænker sig mere og mere til at le med på de rigtige steder, når en ny vittighed er fyret af. Den almindelige eksamenstid er et kvarter, men jeg slipper først ud, da der er gået 35 minutter, og af dem har jeg vel haft ordet i sammenlagt de to! Også karaktergivningen præges af den overdådigt vennesæle stemning og lattermilde velvilje: Jeg får et flot og absolut ufortjent ug-minus, skalaens næsthøjeste karakter.
   Men biologi. Her har vi den frygtede hr. Sørensen. Timeskabelonen er den samme: Først kommer et offer op til tavlen og bliver hørt i dagens lektie. Derefter gennemgår Sørensen lektien til næste time, han tegner og fortæller og bruger iagttagelsestavler med støvfang og kronblade og hvad det alt sammen hedder, eller skolens udstoppede ræv eller grævling. Sørensen kan sit fag.
   Men at ”komme op” er et mareridt. Sørensen har denne kølige, afventende attitude, som let får én til at glemme, hvad man kan. Og ve den, der går i stå eller ikke har læst. Man bliver kynisk heglet igennem, og ens uformåenhed nådeløst udstillet for alverden, dvs. klassen. Dernæst bliver man verbalt slagtet af et par iskolde bemærkninger fra Sørensens side, inden han indfører den skæbnesvangre hieroglyf i sin notesbog, som besegler éns skæbne og udmønter sig ved en ussel karakter i næste karakterbog.
   Imens er stemningen i klassen en modstridende blanding af medfølelse med det stakkels offer og lettelse: Godt det ikke er mig!
   Hvis det så var ens for alle, men Sørensen har tydeligvis ofre, som han har set sig gal på, og som bliver slagtet gang på gang, uanset hvor forberedte, de er. Helt op i 3. real husker jeg min veninde Josephine sætte sig grædende ned efter sådan en gennemhegling. Mit hjerte bløder, men en lille spire til protest bliver kvalt af angsten og ender sølle i en trøstende hvisken.
   Selv er jeg nogenlunde i salveten. Sørensen kan godt li mig, jeg er jo hverken ukoncentreret eller har svært ved det. Men da jeg i en termin tror, jeg kan klare mig uden at læse hjemme, bliver jeg ubarmhjertigt afsløret. Slagtet bliver jeg dog ikke, og efter en time med afhøring og en elendig præstation tar Sørensen mig oven i købet til side og spørger, om det ikke er tid at ta sig alvorligt sammen? Jeg kan jo godt…
   Det ville han aldrig gøre med sine slagteofre.
   I næste karakterbog får jeg g. G betyder godt, men er absolut ikke godt. Så jeg tar mig sammen og bevæger mig atter op på et acceptabelt karakterniveau.   

   

   Historie
   Mit yndlingsfag er historie. Her har vi Hjeds, som efter min smag er en gudbenådet fortæller, altid god for en skrøne, og med en vis djærv humor i sin stil, fx den faste replik, hvad enten det gjaldt Struensee, Ludvig XVI, Marie Antoinette eller andre med samme skæbne: ”Og så blev han gjort et hoved kortere”.
   Jeg labber Hjeds´ fortællinger i mig som fløde. Jeg tilhører nok mindretallet med min begejstring, og Hjeds betragtes vist almindeligvis som lidt småtosset. Men helt op til afslutningen af min folkeskolelærerkarriere for to år siden har jeg selv flittigt benyttet mig af fortælling i min historieundervisning - direkte inspireret af Hjeds.

 

   Kristendom
   Også i Kristendom er der masser af spændende historier at lytte til, og selv om Lange Møller som fortæller ikke når Hjeds´ niveau, så hænger historierne fast i hjernekisten endnu.
   En vigtig del af undervisningen i de små klasser er salmevers. Og atter viser jeg min lidt nørdede opfattelse af fag og discipliner: Jeg elsker salmevers og har uhyre let ved at lære salmer og sange udenad. De hænger der skam også endnu. Jeg tror, at jeg står ret alene med min positive attitude. De fleste i klassen hader salmevers, og jeg er sikker på, at min ”underlige” holdning til dem, til historie og sang m.m., er med til at give mig en lidet flatterende position i klassen som artig dængsedreng. Ikke godt for min placering i drengehierarkiet.

 

   Tysk
   Madsen er smadderflink. Han læser jævnligt danske socialrealistiske noveller op for os, af Leck Fischer og Tove Ditlevsen, fx. Men meget autoritet har han ikke, og det kniber gevaldigt med ro og koncentration i hans timer.
   Og jeg snøbel benytter mig af de løse sæder til at dovne gevaldigt i tysk. Jeg hører da som regel efter, men jeg læser ALDRIG lektier. Det har resulteret i, at mit tysk den dag i dag er yderst mangelfuldt, hvilket ærgrer mig noget så grusomt!
   Faktisk er det også den direkte årsag til, at jeg vælger matematisk linje, da jeg efter realeksamen skal på gymnasiet. Mine interesser er udpræget humanistiske, men mine begreber om tysk mildest talt tågede. Og ovre på Virum Statsskole befinder sig en temmelig barsk og brutal tysklærer, som jeg yderst nødigt vil udsætte mig selv og mit mangelfulde tysk for.

 

   Assevræ
   I 3. real har vi latin efter den gamle latinbog med den første sætning: ”Italia terra est”. Kun få brokker er blevet tilbage i kramkisten. Mon ikke puberteten greb forstyrrende ind? Man lærer jo ikke noget, hvis man ikke hører efter.
   Latinkender non sum!
   Et enkelt år med fransk bliver det også til. Heller ikke her får jeg ydet en gedigen indsats. Herfra husker jeg kun, da jeg en dag skal læse op for klassen. Stykket starter med ”Ah! C´est vrai!”, hvilket jeg med mit flade forstadskøbenhavnske får udtalt helt og aldeles uden ”gallisk esprit”: ”Assevræ”.
   Klassen skriger af grin. Og i ugerne derefter slår det aldrig fejl, at hvis jeg bliver spurgt om noget i fransk, så er der en eller anden i klassen, der mumler ”Assevræ”. Så skriger hele klassen af grin igen.
   Igen: Hvad kan man gøre, andet end grine med?

 

   Engelsk
   Og så er der jo Molly, med efternavnet Hansen! Uha, hende er man heller ikke tryg ved. Ganske vist er hun ikke brutal og uretfærdig som Sørensen. Men hvis man ikke kan sine ting, har hun en ætsende sarkasme, som nok kan ”hænge én til tørre” i klasselokalet.
   Men egentlig kan jeg godt lide Molly. Hun er en knalddygtig lærer, som ALDRIG mæler et ord på dansk i engelsktimerne. Og man er jo selv ude om det, hvis man ikke har læst - hvilket jeg desværre får en konstant øget tendens til op gennem de sidste skoleår.
   Helt retfærdig er Molly nu ikke. For hun kan klart bedst lide piger. Flere år efter får jeg at vide, at hun vist nok er lesbisk, hvilket jeg i folkeskoletiden ikke ved, hvad er for noget. Men hendes stemme er tydeligt lysere og varmere, når hun taler med pigerne. Nogle af pigerne bliver næsten en slags veninder, også i mange år efter realeksamen. Absolut ganske platonisk, naturligvis.
   Vi drenge lader hende aldeles kold. Men hun er nu ikke uretfærdig på den måde, at hun slagter os eller hænger os ud. Bortset altså fra den ætsende sarkasme, som jeg personligt udsættes for en del gange. For jeg kan altså ikke ta mig sammen til de lektier. Så det er min egen skyld.
   Ved realeksamen modtager Molly efter sigende et anerkendende brev fra ministeriet. Klassens eksamensgennemsnit er tårnhøjt, over mg-kryds. Vi er alle sammen knalddygtige til engelsk.
   Noget helt særligt ved Molly er hendes engagement i os uden for skoletiden. I de store klasser arrangerer hun ”American Squaredance” for os i de lange vinteraftner. Hele klassen er med, tror jeg, og vi har nogle virkelig skægge aftner. Hun har os også inviteret hjem til sig et par gange, nok mest pigerne, men vi drenge er da også med et par gange. Og efter 2. og 3. real tar hun, Toubro og Lange Møller med klassen til Norge I DERES (og vores) SOMMERFERIE. De ture er noget helt særligt.
   Jo, Molly var go´ nok.

 

   Frikvarter
   Frikvarteret foregår i skolegården. Vi skal ha frisk luft, og tanken om at være inde i klassen er end ikke tænkt endnu.
   Skolegården er mildest talt proppet med børn. Sandsynligvis derfor er en ting som fodbold forbudt, men der kan da heldigvis kompenseres, så en rask kamp ovre ved bænkene lader sig arrangere, med en træklods eller et par sammenrullede vanter som bold. Pigerne må dog gerne spille bold, men det er mest kaste- og gribespil op ad væggen, i indviklede mønstre, ofte akkompagneret af remser: ”Jane, Julie, Jette, bum/ England, Tyskland, Frankrig, bum”.
   I de små klasser er det nu mere løbe- og fangelege, der dominerer. En populær fangeleg går ud på, at den der ”er” den fanger den næste. Så skal de to med hinanden i hånden fange nr. 3, og når denne trio har fanget nr. 4, deles kvartetten op i to par, som så skal fange videre, indtil alle er fanget. Her gælder det naturligvis om at fange den, man helst vil være sammen med, fx en stærk og hurtig dreng, ens bedste kammerat, eller - senere - den pige, ens hjerte i al hemmelighed banker for. Af samme grund kan en knap så populær kammerat - som fx mig - ofte få lov at løbe ufanget rundt temmelig længe, selv om man ”byder sig til” og sværmer rundt i nærheden af fangerparrene. Sådan er vilkårene.
   Pigerne har deres egne lege, fx sangelege som ”Der kom en mand fra Det Røde Hav/ ej sikkelej sikkeladetus” eller ”Når vi sejler op og ned/ser vi fisken svømme”. Men i ”kvindehaderalderen” deltager raske drenge ikke i den slags - det betragtes som umandigt.
   Pigerne hinker ofte i hinkeruder med hinkesten, eller de sjipper, enten enkeltvis eller i kæde i et langt tov, som svinges af to piger. Her kan man som dreng udløse forargede protestråb fra pigerne, hvis man fx sparker hinkestenen væk eller stikker et ben ind i tovet. Sjovt nok er tonefaldet i protestråbene forskelligt, alt efter hvilken dreng, der er den formastelige. Jeg lader gerne være, for der er intet formildende i tonefaldet, hvis det er mig, der driller…
   I 5.-6. klasser opstår der pludselige alliancer imellem kønnene, fx kan drenge pludselig deltage i sjipning. Hvordan kan det nu være?
   Af og til opstår der en ”epidemi”: Pludselig leger alle det samme. Det er som oftest et bestemt legeredskab, som udløser epidemien, fx hønseringe, som hænger om halsen i lange kæder, og som man spiller med og vinder fra hinanden. Der er ”terre”, som er fem små marmorterninger, der kastes op i vejret og gribes i forskellige, stadig sværere, mønstre. Yo-yo´en kommer frem og er forrygende populær i flere omgange. Der byttes fodboldkort (drenge) og glansbilleder (piger), og da hula-hop-ringene kommer frem, udbryder der en altdominerende epidemi, hvor skolegården er fyldt med svajende børnekroppe, og ringene drejer sig yndefuldt om midjer, halse, arme og ben. Selv kan jeg få ringen til at dreje max. fire gange rundt om livet, så ender det konsekvent og forsmædeligt med, at den daler ned om benene for med en ubønhørlig raslen at lande på asfalten.
   En jævnligt tilbagevendende epidemi er marmorkugler, som slet ikke er af marmor, men af ler. Man vinder dem fra hinanden, spiller effen eller ueffen (gæt: har jeg et lige eller ulige antal kugler i den lukkede hånd?), eller man triller dem ind mod kloakdækslernes centrum.
   En dag har jeg af mor og far fået en ordentlig posefuld, 200 lerkugler - jeg er rig! Hele den dag spiller jeg effen og ueffen, triller kugler og er ufattelig populær i drengegruppen. De seje drenge, som Bent, Peter M. og Ulf, kommer jævnligt hen: ”Gir du ikke lige et par kugler, Gudmund”, og jeg er gavmild og soler mig i min uvante popularitet.
   Da jeg går hjem den dag, er posen tom. Jeg har ikke én eneste kugle tilbage.
   Af og til er der slagsmål, kun mellem drenge, naturligvis. Det kan være to gutter, som er blevet uvenner, og så skal sagen afgøres ved håndkraft. På få sekunder samler der sig en kødrand af børn rundt om de to kæmpende, der brydes og tumler rundt på asfalten. Der står vi og råber taktfast ”hæja-hæja-hæja”.
   Roligt og sindigt kommer gårdvagten til, ikke med det samme, men efter en passende tid. Hvis det er Duekjær, bryder han myndigt igennem kødranden af børn, og så varer det ikke længe, før han står med de to kæmpere, én i hver hånd, hævet op på tæer ved de små hår foran ørerne. Så bliver de to kamphaner sendt i hver sin retning med et par velvalgte, malmfulde replikker, og den nysgerrige kreds spredes, på jagt efter nye oplevelser.
   Det sker også, at der er klassekamp. Hvordan den opstår, fortaber sig i tågerne, men pludselig er alle drengene i b-klassen enige om, at a-erne er åndssvage og skal ha bank. En lignede, men modsatrettet, stemning opstår blandt drengene i a, og i alle frikvarterer den dag slås de to klasser indædt, når gårdvagten vender ryggen til.
   Slagsmål er bestemt ikke mig og mit temperament fremmed, og i ”klassekampene” gør jeg naturligvis min pligt. Men ellers holder jeg snart op med at være slagsbror, ikke af moralske grunde, men fordi det altid er mig, der ender med at få tævene. Jeg er bare ikke særlig stærk…
   Det skal siges, at slagsmålene er omfattet af en hel stribe uskrevne regler, som forhindrer dem i at udarte sig fx blodigt: Det er fejt at være flere mod én. Man brydes som regel, og når man bokser, er det fejt at slå i hovedet, og de fleste stød rettes faktisk mod skuldrene. Man slår ikke på en, der ligger ned, og at sparke er ultrafejt. Så det er yderst sjældent, at slagsmålene for alvor resulterer i ”brådne pander”.
   Efterhånden, som vi bliver ældre, stilner leg og slagsmål noget af. I stedet bruges der mere tid på filosofiske samtaler, eller på at hænge i en gruppe af piger og drenge og spille sproglig ping-pong, hvor dagens bedste replik er hård valuta og udløser larmende og varmende latterbrøl.
   Man overtræder forsigtigt et par regler, spiren til et spagfærdigt oprør anes. Jeg husker fx en dag, hvor én eller anden fra klassen har taget en øl med i skole. Den er vi vel 19 om at dele, og sandelig siger jeg, at i timen derefter er vi alle stangberusede, lattermilde og umulige at nå med sund fornuft. Frøken Lange Møller er rystet og magtesløs og aner ikke, hvad der foregår.
   En anden dag springer en ”lynkineser” i skolegården. Sagen tages op af lærerne med stor alvor, men det opklares aldrig, hvem de skyldige er.
   Og lige under overfladen bobler vores anarkistiske begejstring. Vel er vi pæne børn, men vi er på vej!

 

   Særlige oplevelser
   Der sker da ekstraordinære ting ud over hverdagen, men ikke ret mange.
   I 2. klasse, netop som vi er ved at knække læsekoden, er der en stor landsdækkende kampagne i Folkeskolen for læsning af lødig litteratur. Den store trussel er det underlødige, som fx tegneseriehefter og den slags. Jeg er meget optaget af kampagnen, man kan vinde præmier, og jeg har store ambitioner om at blive en superlæser. Men jeg vinder desværre ingenting.
   I 3. klasse kommer vi på DEN ENESTE skoleudflugt i hele vores skoletid. En hel formiddag er vi ude ved Kastrup Lufthavn, hvor vi studerer maskinernes start og landing. En virkelig spændende dag. Jeg ved ikke, om nogle af de andre har været ude og flyve, jeg har i hvert fald ikke.
   Så lidt skal der til for at bjergtage eleverne - dengang!
   I de små klasser gøres der store anstrengelser for at lære os at omgås penge fornuftigt. Vi kan købe sparemærker, som klæbes ind i en lille sparemærkebog, der betyder, at vi har så-og-så mange penge stående på en bankkonto. Vi modtager også et lille hæfte om opsparingens velsignelser. Bagpå er en tegneserie om Peter Spar og Søren Sold. Peter Spar er naturligvis den fornuftige og efterfølgelsesværdige, mens den slatne og karakterløse Søren Sold vel svarer nogenlunde til ”Slikke-Hans” i den kendte børnevise.
   Omkring 1960 laves den første kampagne imod rygning i den danske Folkeskole. Læreren viser os bl.a., hvor meget tjære, der bliver siddende i et hvidt lommetørklæde, når man puster udåndingsrøg igennem. Vi får også et lille hefte, hvor danske ungdomsidoler advarer imod rygning. Jeg kan endnu huske, hvad fodboldhelten Harald Nielsen udtaler deri: ”Hvis dine kammerater kommer og siger, at du ikke tør, og at du er en tøsedreng, så skal du bare svare nej, jeg tør ikke, og jeg er en tøsedreng. Så er de slået ud.”
   Der er årlige skolefester. Dem husker jeg ikke meget af, bortset fra, at viceinspektør Rosdahl instruerer spændende skolekomedier, som han selv har skrevet. Desværre bliver han senere inspektør på Virum Skole, og så er det slut med skolekomedier.
   Hvert år har vi idrætsdag på Lyngby Stadion, hvor vi konkurrerer i rundbold, fodbold, langbold og atletik.
   I 7. klasse får vi en hel dag fri til at sælge mærker ved dørene. Det drejer sig vist nok om Valdemarsdag, den 15. juni. Jeg og en kammerat snupper de tre hypermoderne, nybyggede højhuse ved Sorgenfri Station, og vi får totalt udsolgt.
   I 10. klasse sætter Lange Møller et spændende dansk-projekt i søen. Hun får os med på at købe gode danske og internationale romaner. Billigbøger koster under 5 kroner. Klassen skillinger sammen til 25 stykker, som så kommer til at gå på omgang og derefter gøres til genstand for oplæg og samtale. Det er det nærmeste, vi kommer på den fortolkning af litteratur, som senere får en så markant plads i Folkeskolens danskundervisning.
   Hvilke bøger, vi læser, husker jeg ikke så nøje - bortset fra en enkelt. Karin foreslår ”Syv år for Lea” af Sonja Hauberg, men Lange Møller er ikke meget for den. Hun mener, at det er en kulørt ungpigeroman. Karin forsvarer den ivrigt, og da Lange Møller ikke har læst den, går hun modstræbende ind på, at den bliver købt. Senere må hun indrømme, at det er fortræffelig ungdomsroman, ikke spor pladderromantisk, og med en klar kritik af åndløs og ”sort” skolegang. Jeg har genlæst den for nylig, og den er stadig værd at læse. I øvrigt indeholder romanen en fin beskrivelse af en idrætsdag, sådan som jeg også husker, at den formede sig.
   Oplevelsesmæssigt slutter skolegangen dog med en stor begivenhed: Lærerne tager os med på tur til Norge i sommerferien mellem 2. og 3. real. Vi sparer selvfølgelig selv sammen til turen, men både Molly, Toubro og hans kone og Lange Møller og hendes ven Kaj tager med. Turen går til Danebu, en kæmpestor turisthytte i ægte norsk bjælkestil, beliggende med udsigt over dalen Valdres. Hytten, eller rettere hotellet, blev oprindelig foræret til Danmark af det norske folk efter en indsamling, som tak for dansk fødevarehjælp til Norge under krigen. Bortset fra små ture til Malmø og Helsingborg samt en enkelt dagtur til Sydslesvig er det min første udenlandsrejse.
   Sjovt nok kan jeg næsten ikke huske noget fra den store oplevelse. Kun en enkelt begivenhed har bidt sig fast: Vi sidder i spisesalen og venter på maden. Der står stegt ørred på menûen, men minutterne går, uden at maden viser sig. Pludselig ser vi gennem vinduerne en hel flok af køkkenpersonalet komme springende ned til den store ørreddam foran hotellet med fiskestænger i hænderne. På 10 minutter har de åbenbart fanget nok, og så går der yderligere en halv time, før de lækre fisk bliver serveret.
   På vores vandreture og udflugter bjergtages jeg bogstavelig talt af det norske landskab, og denne tur er uden tvivl i høj grad medvirkende til, at jeg i den grad er med på spøgen, da min klassekammerat Henrik Krag to år efter foreslår, at vi skal begynde en fælles karriere som fjeldvandrere.    

 

   Min klasse og mig
   Det har ofte slået mig, når jeg tænker tilbage på min skoletid, hvor lidt overblik jeg har haft over mig selv, min klasse og min skolegang som helhed. Som skolelærer gennem 40 år har jeg haft et utal af klasser, været klasselærer for en hel stribe, og der synes jeg da nok, at jeg har haft den voksne, professionelle klasselærers overblik over den enkelte klasse, dens dynamik, sammenhæng og udvikling. Det er naturligvis jobbets karakter og mine erfaringer, der spiller ind her.
   Enhver klasse er som et minisamfund, med venskaber og fjendskab, kærlighed og had, hierarki, hjælpsomhed, alliancer og magtkampe. Effekterne heraf kan komme frem på forskellig måde. En klasse med en god kollektiv selvforståelse, med en lærer, der forstår at regulere konflikterne, kan absolut fungere som et godt og givende fællesskab. Men alle de modstridende strømninger og latente konflikter ligger stadig og simrer i det boblende krater, som man kunne kalde klassens psykosociale undergrund. Og den enkelte elev vil i høj grad opleve fællesskabet forskelligt, i forhold til egen personlighed og placering i klassehierarkiet.
   Når man står midt i suppedasen, er det imidlertid så godt som umuligt bare momentvis at danne sig et overblik over, hvad der egentlig foregår. Dertil er man alt for syltet ind i alle de modstridende strømninger.
   Da jeg gik i b-klassen, havde jeg OVERHOVEDET IKKE overblik over noget som helst. Jeg gik i klasse med visse børn i 7-10 år, om hvis liv jeg INTET vidste, ligesom de ikke vidste noget om mit, hvem jeg var, hvad jeg tænkte og følte.
   Ved klassens 25 års jubilæum i 1989 sagde en mangeårige klassekammerat, en af de ledende drenge, til mig - med oprigtig undren i stemmen: ”Gudmund - du er sgu da egentlig en meget flink fyr”. Underforstået, at det kom fuldstændig bag på ham. Først blev jeg latterligt benovet og sagde ”tak”. Flere dage senere blev jeg rasende, på når-jeg-tænker-på-hvad-jeg-kunne-ha-svaret-den-højrøvede-skiderik-måden. Men egentlig er begge reaktioner lige forkerte. Hans udbrud var jo bare udtryk for, at han ikke vidste noget som helst om mig. Ligesom jeg intet vidste om ham, trods alle de fælles år.
   Og denne menneskelige afstand i en gruppe, som dette er udtryk for, kan jeg sagtens genkende i skoleklasser i dag. Dog ikke i samme grad. Nutidens undervisning foregår langt mere i grupper, end det var tilfældet i min tid. Fællesskabet med lærerne og åbenhed om og diskussion af en klasses sociale problemer er i dag langt større end dengang, hvor de blev fortiet, og hvor afstanden til lærerne var markant større end nu om dage. Man drømte ikke om at sladre til en lærer. (Nå ja, bortset fra pigerne af og til…)
   Hvis jeg derfor skal forsøge at forstå bare lidt af spillet i min gamle skoleklasse, må jeg altså begynde med at prøve at forstå mig selv. Hvem var han, denne lettere nørdede, noget ensomme og underlige fyr, som klassens ledende drenge absolut ikke regnede for noget? Og hvorfor blev hans placering i klassehierarkiet, som den blev?
   Jeg må derfor bide i det søde æble og gå lidt mere i dybden med mig selv.

  

   Hvem er Gudmund?
   Jeg følte mig i det meste af min skoletid som noget af en fremmed fugl i min klasse. Det er naturligvis umuligt for mig at give en blot nogenlunde objektiv forklaring på denne tingenes tilstand. Men jeg har tænkt en del over det gennem årene og er nået frem til et par forklaringer, som i hvert fald har været medvirkende, tror jeg, i højere eller mindre grad.
   Desuden har mit lange arbejdsliv som lærer, heraf de 34 år som folkeskolelærer, givet mig forståelse af en klasses dynamik, som også er en hjælp, når sagens sammenhæng forsøges forklaret.
   Mine forældre var begge to fra Jylland og dermed første generations københavnere. Selv om de begge opnåede en høj uddannelse, min far som jurist, min mor som klassisk sangerinde, så bar de med sig til storstaden en stærk og levende jysk bondekultur, som jeg har forsøgt at beskrive nærmere i nogle erindringsskitser om mine bedsteforældre. Det var en grundtvigiansk, national folkekultur, som indebar en stor beundring og respekt for det levende ord, for kunst og kultur, for den danske sangskat i højskolesangbogen, for højskolen og de landlige kulturstrømninger, som fra anden halvdel af det 19. århundrede og fremefter kom til at sætte deres stærke præg på dansk kultur i det hele taget.
   I gymnasiet i Sønderborg og på universitetet i København, under indtryk af verdenskrisen og den gryende nazisme, blev min far grebet af 30´ernes venstreorienterede strømninger og kulturradikalismen. Selv om disse kulturstrømninger er mildest talt anderledes, ja ofte modstridende i forhold til ”det jyske”, så var kulturen i mit hjem præget af en syntese af dem. En fælles essens i dem var en stor kærlighed til og respekt for kunst, litteratur, teater og historie.
   Mine forældre forsøgte at være meget bevidste opdragere. De så det som en pligt at præsentere os for disse kulturelle værdier, hvilket gav min søster og mig mange store oplevelser i barndommen og prægede os for livet. Til overflod holdt vi sommerferierne i deres respektive barndomshjem. Så livet på landet eller i den lille provinsby var os langt fra fremmed.
   Til gengæld var deres forståelse for dynamikken i en børnegruppe og for børns tanker og følelser noget mindre. Fars forståelse for barndommens og ungdommens konflikter var klart størst. Han var langt mere tolerant end mor, som uden synderlig eftertanke præsenterede os for sine faste, subjektive meninger om dette og hint, rigtigt og forkert.
   Gennem det meste af sin voksenliv arbejdede far i ”Københavns Børne- og Ungdomsværn”, så det var heller ikke fremmed for os at høre og samtale om sociale forhold og politik. Far stemte på Socialdemokratiet. Mor var ikke så politisk interesseret. Hun stemte på Venstre i solidaritet med sin far, den jyske bonde. Men senere, da min søster og jeg var unge og havde set lyset, tog vi hende under alvorlig behandling, så hun endte med at stemme SF.
   Alle disse kulturpåvirkninger har præget mig meget. Jeg tror, mor og far overvejede at sende mig på Bernadotteskolen, den tids progressive lilleskole. Men både transport og økonomi har nok gjort, at det alligevel blev Hummeltofteskolen. (Og som jeg altid har sagt, ”når folkeskolen er god nok til folkets børn, er den også god nok til mig og mine!”)
   Mine klassekammeraters familier har sikkert været dybt forskellige. Men generelt var Sorgenfri en pæn, borgerlig, konservativ forstad. Ved kommunalvalget, da jeg var 16, kom byrådet i Lyngby-Taarbæk Kommune på 15 medlemmer til at bestå af 11 konservative og 4 socialdemokrater. Og selv om jeg først blev politisk bevidst på den tid, så havde jeg alligevel en fornemmelse op gennem min skoletid af, at vi var ”anderledes” hjemme hos os. Mine værdier hjemmefra stemte ikke rigtig overens med de i Sorgenfri og klassen herskende.
   ”Hvorfor har I dog bosat jer så afsides?”, spurgte jeg en gang far og mor. Det var i Jylland, det rigtige liv levedes!
   Dertil kom, at vores familieliv var meget tæt og indholdsrigt. Jeg vil ikke påstå, at jeg var overbeskyttet, men familiefællesskabet var så intenst, at den tankegang og de meninger og forestillinger, jeg fik derfra, for mig blev ”de rigtige”, som jeg ikke var bange for at forfægte overfor mine jævnaldrende.
   I ethvert børnefællesskab stikker der en god sjat opportunisme, (ja såmænd i voksenfællesskaber med.) Især i 11-12-13-14 års alderen er det et spørgsmål om liv og død at ”være som de andre”. Der er selvfølgelig et par ledere, som dikterer, hvad der er in og yt, hot og not eller hvad det nu hedder. Og hvis man ikke kan finde ind i den jargon, er man uhjælpeligt udenfor. Det kunne jeg ikke, og det var jeg.
   Jeg har nævnt eksempler: At være god til at synge, at elske morgensang og salmevers, det var absolut ikke noget, der gav points i klassens drengehierarki. Havde jeg været god til fodbold, stærk eller hurtig, havde det sikkert hjulpet, men det var jeg desværre ikke, selv om der ikke var noget, jeg hellere ville.
   Men mest var det nok mine skråsikre holdninger, som gjorde, at de ledende drenge betragtede mig som en lidt latterlig nørd.
   Desuden havde jeg andre personlige egenskaber, som ikke talte på positiv-siden. Jeg var barnlig, en af de yngste i klassen. Jeg havde ikke rigtig evner for at være fræk eller flabet. Og værst af alt: Jeg var en frygtelig hidsigprop og derfor meget let at drille. Den fristelse er vanskelig at modstå for de fleste: Det blev en yndet sport blandt drengene at drille mig, til tårerne sprøjtede mig ud af øjnene. Med mit hidsige temperament nåede jeg temmelig hurtigt til tude-stadiet.
   Af disse årsager indeholder min erindring om skoletiden en lille kæde af pinlige episoder, hvor jeg dummede mig eller blev til grin. Sådanne erindringer forvitrer først, når man ligger under 6 fod god, dansk muldjord. Eller i en krukke (- det ville sådan set passe meget godt…)
   Når min skolegang alligevel ikke blev en tragedie, skyldes det en række forhold, som trak i den anden retning.
   For det første var opbakningen hjemmefra suveræn. Ikke sådan at forstå, at mine forældre blandede sig i skolegangen. Dengang var der karakterbogen fire gange årligt, et årligt forældremøde, en forældresamtale, og det var så det. Men følelsen af, at mine værdier var stærke, gav mig en indre styrke, for slet ikke at tale om en ret højrøvet fornemmelse af at være ”bedre end de andre”. Når de holdt mig udenfor, kompenserede jeg ved at se ned på dem. Mine kulturelle interesser lå på et højere niveau, bildte jeg mig ind, fx hørte jeg klassisk musik og foragtede pop. Bagsiden af dén medalje var så en social umodenhed, der gjorde, at jeg, mest af nød, nægtede mig selv muligheden af at blive én af dem. Det var jeg hævet over. Men dybest set var der selvfølgelig ikke noget, jeg hellere ville.
   For det andet havde jeg op gennem det meste af min skoletid en god ven i klassen. Fra 3. til 6. klasse var det Peter Weis, som jeg spillede fodbold med. Vi legede også fantasilege, fx om vildt sørøverliv, og spillede bordtennis. Da Peter skiftede skole, blev jeg ven med Henrik Krag, et venskab, der holdt, til jeg flyttede til Jylland 1967. Der var også andre drenge fra klassen, jeg legede godt med, men ingen af de toneangivende.
   Jeg blev drillet, javel. Men jeg husker det egentlig ikke som mobberi. Snarere betragtede de ledende i klassen mig det meste af tiden med knusende ligegyldighed.
   Og endelig var der 3. real. Dette sidste skoleår kom til at betyde en total omvæltning, både for klassen og mig selv. 3. real blev den perfekte afslutning på mit skoleforløb.

 

   Pinligt - pinligt - pinligt
   I det allersidste hus på Abildgårdsvej, en kæmpekasse i norsk bjælkehyttestil, bor Lisbeth. Hun er slank, smilende og køn og har en lang, lys hestehale. Eftersom hendes skolevej falder lige forbi vores hus, er det jo ganske naturligt, at hun ringer på, så vi kan cykle sammen til skole, hvilket bliver aftalt på forældreniveau. I starten er det da også meget hyggeligt, vi småsnakker om løst og fast, mens vi joller af sted. Men senere bliver turene mere og mere tavse. På et tidspunkt ”opdager” jeg jo, at Lisbeth er en pige, hvilket langsomt, men sikkert resulterer i en lammende generthed. Lisbeth opdager nok samtidig, at jeg er en dreng, endda en temmelig umoden dreng, som ikke rangerer højt i klassehierarkiet. Resultatet bliver dag efter dag af fælles cykelture i isnende tavshed. Indtil den morgen i 3. klasse, hvor jeg endelig får mumlet: ”Du behøver ikke ringe på i morgen…”
   Fra den dag følges vi ALDRIG mere i skole. Og jeg tror, begge er lettede…
   En sløjfe på den historie: Det er jo ikke, fordi jeg ikke bryder mig om Lisbeth eller om piger, tvært imod. Jeg aner bare ikke, hvordan man kommunikerer med dem. En dag i 4. klasse, da vi er på vej ind i klassen, tar jeg endelig mod til mig og giver Lisbeth et ordentligt smæk bagi med flad hånd.
   Jeg har vel håbet på et ”nej, la´ vææær”, eller sådan noget. I stedet sker det værste af alt: Hun REAGERER OVERHOVEDET IKKE. Jeg er luft! Jeg eksisterer ikke!
   Det er et af de pinligste øjeblikke i mit liv. Efter den oplevelse går der flere år, før jeg frivilligt tør henvende mig til en pige igen.   

 

      Bente i sneen
   En morgen i 5. klasse rejser Bente en hård anklage imod fem drenge fra klassen. Og jeg er en af dem. Hun siger, at vi har kastet sne og vasket hende på vej hjem fra skole dagen før.
   Toubro griber som sædvanlig hårdt og konsekvent ind. Vi fem bliver kommanderet op på forhøjningen ved katederet, hvor vi vendt mod resten af klassen får en velturneret skideballe. Toubro er en kunstner på sit felt, og de hårde ord afsluttes med syngende lussinger på fem hastigt rødmende kinder.
   Det er den 13. december, dagen efter min fødselsdag. På kanten af katederet står en hel række plasticdyr, hjorte, ræve, grævlinger. Dem har jeg fået i gave, og jeg er så glad for dem, at jeg synes, klassen og Toubro skal se dem. Men ak, de bliver naturligvis overset totalt under indtryk af Toubros olympiske torden.
   Men der er noget galt. Jeg ved med mig selv, at jeg IKKE har været med til at vaske og kaste sne på Bente. Så EFTER at gardinprædiken og afstraffelse er overstået, rækker jeg fingeren op og siger til Toubro, at jeg ikke har været med. Og Bente må efterfølgende indrømme, at det har jeg ikke.
   Hvad går der af mig? Her står jeg sammen med fire af klassens frække drenge, nogle af de seje, og har fået min lussing sammen med dem? Kan du da ikke forstå, Gudmund, din idiot, at den lussing er et RIDDERSLAG? Næh, det fatter du ikke. I stedet melder du dig i retfærdighedens navn ud af det fællesskab, som du - ganske vist ufortjent - er havnet i. Fatter du da ingenting?
   Nej, Gudmund fatter ingenting. Toubro bliver naturligvis sur på Bente over den falske anklage og gir hende en gang skældud, som dog falder noget mat ud i forhold til den flotte overfusning, vi fem fik. Og uden lussing, naturligvis, den slags er forbeholdt drenge. Og så er det ned på plads, og der er dømt regning.
   Efter timen går jeg slukøret op til katederet og samler mine plasticdyr sammen. ”Nå, er det dine? De er flotte”, siger Toubro uden glød. Men glansen er gået af dem. Endda er kronhjortens flotte takker knækket af, fordi min æske til dyrene har været for lille.
   Det er i øvrigt min skolegangs eneste lussing. Jeg er og bliver en spagfærdig lille mæhæ…

 

   Den værste dag
   I 6. klasse skal Vibeke skifte skole, og i den anledning holder hun en fest for hele klassen. Det er min første rigtige fest, når bortses fra skolefester og børnefødselsdage. Men jeg vil tro, at andre i klassens ledende cirkler allerede havde gjort de indledende erfaringer udi festens mysterier. I hvert fald: Imens jeg og Claus, der bliver regnet for cirka lige så meget som jeg, gør vores bedste for at fjante med Vibeke, dvs. løbe efter hende, prikke til hende og den slags, som sikkert har irriteret hende grusomt - så er der op til flere par fra klassen, som udviser den for mig aldeles rystende og uhørte dristighed at danse kinddans! At noget sådant kan forekomme, i min klasse, slår benene helt væk under mig. Det ligger simpelthen uden for min fatteevne.     
   Nå, festen slutter, og jeg kommer vel hjem igen. Men her starter så en kædereaktion, som fører til det mest pinlige øjeblik i mit liv - til dato.
   Første trin: Mor og far spørger mig naturligvis, om det har været sjovt osv. Jeg svarer, sådan lidt undvigende, at det har været mærkeligt. ”Nogle af de andre dansede sådan en mærkelig dans!” siger jeg. Jeg tør ikke engang sige, hvad det var - at de har danset kinddans.
   Næste trin: Nogle dage efter er der forældremøde i 6.b. Og morgenen derefter giver Toubro hele klassen en generalskideballe, som handler om, at vi har værsgo at opføre os ordentligt til festerne, og at det ikke kan være meningen, at vi sådan danser uartige danse.
   Dagen efter: I det øjeblik, jeg drejer ind af skoleporten, bliver jeg overfaldet af 9-10 drenge fra klassen. De skubber og slår, råber og skriger, stjæler min hue og plager mig på enhver måde. I frikvarteret fortsætter mit spidsrodsløb, ja, i hvert eneste frikvarter hele dén skoledag. Jeg har ingen anelse om, hvorfor, indtil det pludselig går op for mig, via deres skældsord og tilråb, at de beskylder mig for at ha sladret og dermed være skyld i, at klassen fik skældud dagen før.
   Da det går op for mig, overvældes jeg af den dybeste skamfuldhed, jeg nogen sinde har følt. Jeg forstår, at min far og mor til forældremødet har refereret min bemærkning om ”…sådan en mærkelig dans”, og nogle andre forældre har sagt det til deres søn. Hele skoledagens pinsel er hævn for, at jeg er det usleste af alt: En sladderhank…
   Jeg er så flov, at jeg ikke engang vil fortælle mine kammerater Peter Weiss og Klaus og de andre, som ikke kender årsagen til forfølgelsen, hvad det drejer sig om. Efter skoletid går jeg direkte hjem, og i det øjeblik, jeg åbner døren til Abildgårdsvej, bryder jeg grædende sammen. Og da mor spør, hvad der dog er i vejen, bryder jeg ud i en strøm af rasende skældsord og anklager, som varer ved, også da far kommer hjem.
   Far og mor er dybt ulykkelige og flove. De har jo på ingen måde ment deres bemærkninger som optakt til, at klassen skulle skældes ud. Hvorfor Toubro, den idiot, har ment det nødvendigt med en gardinprædiken, bliver naturligvis aldrig opklaret.
   Næste dag i skolen er de andre dampet noget af. Men jeg har endnu engang vist mig som både sladderhank og et umodent pattebarn, hvilket sænker min status yderligere.
   Og det værste er, at inderst inde synes jeg selv, jeg har fortjent de tæsk…

 

   To centimeter
   I Niels Malmros´ fantastiske film, ”Kundskabens træ”, er der en scene, hvor klassens lærer ganske ubevidst kommer til at udløse en katastrofe: Han forlanger, at eleverne skal arbejde sammen i grupper på tre, og derved udskilles filmens tragiske hovedperson, Elin, fra sine tre faste veninder, hvilket bliver et afgørende skub for hende i retning af isolation og ensomhed.
   Jeg har tit som lærer tænkt på denne sekvens. Aner jeg dybest set, hvordan mine handlinger og indgreb i en klasses liv påvirker de subtile balancer og bevægelser, som et klassefællesskab består af?
   Min egen oplevelse i den retning begynder, da Lange Møller i 7. klasse, som et klassisk middel til at skabe ro, placerer os ”dreng-pige” ved tomandsbordene. Ideen er naturligvis, at de artige piger skal lægge en dæmper på de larmende drenge.
   Jeg bliver placeret ved siden af Marianne, og det udløser øjeblikkeligt en stormende forelskelse. Hvorfor? Sikkert fordi hun er den første pige, jeg er så tæt på i flere år. Min fascination af og skræk for piger har lammet mig, lige siden jeg slog Lisbeth bagi.
   Nå ja, stormende og stormende. Stormen raser udelukkende i mit glødende indre, og jeg vil hellere dø end afsløre mine følelser - for hende eller nogen som helst.
   Hvilken frydefuld pine at stirre fortryllet på din hånd, som ligger på skolebordet, kun to centimeter fra den elskedes. At forestille sig selv det mindste strejf, hvor to lillefingre mødes! At mærke blot en anelse af en berøring, da du låner hendes viskelæder!
   Marianne er venlig og ganske neutral, når vi udveksler bemærkninger ”i embeds medfør”: ”Hvad side er vi på?” ”Har du en blyantsspidser?” Den slags uskyldige replikker lades med en betydning, som nærer stormvejret i mit bryst. Hun har håret sat og i en stor bukle oven på hovedet - om der gemmer sig franskbrød under, finder jeg aldrig ud af. Hun ser sød ud og har fregner, og hendes neutrale venlighed varmer mit forfrosne sind: Det er første gang i flere år, at en pige fra klassen henvender sig frivilligt til mig.
   Når jeg kommer hen ad Abildgårdsvej på cykel om morgenen på vej til skole, skal jeg dreje til venstre ad Buskevej, og her løber min skolevej med lidt held sammen med Mariannes. Det varer ikke længe, før jeg afstemmer min morgentur således, at vi ligesom tilfældigt mødes dette sted. Jeg cirkler rundt på Abildgårdsvej, indtil Marianne kommer op ad bakken nede fra Hummeltoftevej, og så spurter jeg efter hende. Ikke sådan, at vi følges, ak nej. Jeg cykler 10 meter bagved og ser hendes karakteristiske cykelstil: Tre-fire tråd, og så hviler hun stående på pedalerne. Så tre-fire tråd igen, osv…
   Jeg aner i virkeligheden ikke, hvordan Marianne ”er”. Så tæt kommer vi aldrig på hinanden. Som så mange forelskede i den alder er det nok mere følelsen end dens genstand, der spiller hovedrollen i min forestillingsverden gennem flere år.
   Jeg tror dog, vi efterhånden når til at følges med et ”hej” og lidt småsnak til skolen, når vi mødes ”tilfældigt” om morgenen.
   Men jeg erklærer mig aldrig! Så hellere dø!
   Alt dette et resultat af, at Lange Møller ganske tilfældigt sætter os sammen ved et tomandsbord…   

 

   HenrikKrag
   Om Peters Weis´ og mit kammeratskab har jeg skrevet i erindringsskitsen ”Drengeliv i forstaden”. Det ytrede sig nemlig mest uden for skoletiden. Men da Peter damper af til Aurehøj Gymnasium, bliver Henrik og jeg venner.
   Henrik kommer ind i klassen ved den sammenlægning, hvor eleverne deles i Almen og Boglig linje. Pludselig er en flok af klassekammeraterne væk, og man ser dem aldrig mere. Henrik og jeg er boglige, og vi kommer til at sidde sammen i perioder, senere også gennem tre år i gymnasiet.
   Egentlig har vi ikke så mange fælles interesser. Fx er Henrik overhovedet ikke fodboldinteresseret. Men i en tid, hvor samværet i høj grad er hyggesnak og senere lytning til pop i ”Efter skoletid”, har vi alligevel masser at være fælles om.
   Henrik bor med sin far og mor og sin meget dygtige storebror på Hummeltoftevej, ikke ret langt fra mig. Et fast ritual i vores samvær bliver lørdag eftermiddag, hvor tv sender ”Familien Flintstone”. På den tid sender tv kun på én kanal, og tegnefilm er begrænset til det årlige ”Anders And Juleshow” lillejuleaften. Så en sjov tegnefilm, tilmed hver lørdag, er noget af en åbenbaring. Hele familien Krag-Jensen mødes foran fjernsynet. Der serveres te, og jeg beder konsekvent om sukker i teen, hvilket Henriks far og mor tydeligvis finder barbarisk. Det glemmes konsekvent, men kan da hentes i køkkenet. Efter nogle gange bliver det dog for besværligt, og jeg vælger at ”skik følge”.
   Således lærer jeg, akkompagneret af Fred og Wilma, Barney og Betty, at drikke te uden sukker.
   Mange år efter får jeg minsandten et barnebarn, der får navnet Vilma. Det udløser selvfølgelig straks råbet ”Wilmaaaaa - open this door!!!” For min generation simpelthen en betinget refleks.
   Det er ikke helt let at være Henrik. Far er direktør i Mobil Oil, og storebror, som går i gymnasiet, er rigtig ug-dreng, som Henrik gerne skal leve op til. Henrik er skam både kvik og velbegavet, men det er ikke let at være lillebror.
   Senere, under vores gryende politiske interesse, diskuterer vi, så det brager. Hver især er vi nok påvirket hjemmefra, så Henrik er lige så borgerlig, som jeg er rød. Men venskabet tager nu ikke skade af meningsforskellene.
   Siden får det stor betydning for mig, da Henrik får ideen til, at vi skal vandre i bjerge i Norge. Det gør vi gennem flere år, og disse ture er blandt mine bedste ungdomsoplevelser. Men derom berettes i anden sammenhæng.

 

   Tiende

   Min skolegang slutter med en total omvæltning. Omstændighederne forandres helt og aldeles, og som et resultat heraf ændrer jeg mig med et kvantespring, hvor ”kvantitet fortættedes til kvalitet” i en grad, som radikalt beriger mit liv.

   Gik jeg i en ”god” eller en ”dårlig” klasse? Sandt at sige aner jeg det ikke. Klassen er, som den er, og man har jo reelt ikke et andet erfaringsgrundlag at sammenligne med. Men min position i klassen var der ingen tvivl om: Jeg var klart outsider, blev ikke regnet for noget, men havde dog gennem mit skoleforløb venner og kammerater, hvilket gjorde, at jeg kun i kortere perioder kunne kaldes ensom.
   MEN i 3. real (10. klasse) sker miraklet. Pludselig forsvinder et helt lag til gymnasiet. Og dem, der forsvinder, er i høj grad ”høvdingene”. Tilbage er vi 16 ”indianere”, som vel i starten løber rundt som hovedløse høns. Men lynhurtigt finder vi sammen i et fantastisk fællesskab, som omfatter ALLE 16. Og samtidig står jeg i den grad parat til at indlede min personlige metamorfose fra barnlig, umoden mordreng til ung med de andre unge! 3. real bliver et mirakel!   

   

   Hyldest til John
   Muligheden for dette mirakel leveres af John - John og hans forældre. Og for dette være de evigt priset.
   Det begynder med, at Johns far inviterer hele klassen med på deres ombyggede fiskekutter til en dagtur på Roskilde Fjord. Mon ikke det er i august 1963, en dejlig sensommerdag, hvor båden tøffer hen over det spejlblanke vand, og vi hengiver os til - ja hvad? Ungdommeligt samvær, sang, pjank og grin.
   Helt konkret indledes min personlige metamorfose der: Cowboybukser var det nye store hit blandt unge på den tid, men indtil denne dag har jeg i min noget forkrampede højrøvethed nægtet at iføre mig den slags tøjeri. Men på sejledagen låner jeg et par af min lillesøster - de var godt nok snævre!
   Da vi kommer hjem fra sejlturen, forlanger jeg øjeblikkeligt indkøb at et par par. Og siden går der mange år, før jeg går i andet!

   Den bådtur var en fantastisk engangsoplevelse. Men det egentlige mirakel finder sted i Johns kælder. Her har familien en stor gildestue med et bordtennisbord, og stort set HVER lørdag mødes vi her alle 16 fra klassen, drikker sodavand og måske lidt øl, hører musik, spiller bordtennis, danser lidt, ryger cigaretter.

   John er vild med en amerikansk sanggruppe, der hedder ”Golden Gate Quartet”. Han har sågar noget så dyrt og sjældent som LP´er med dem. Men ellers bliver det nu snart singleplader fra en splinterny gruppe, som hedder The Beatles, der lægges på pladetallerkenen.
   I al hemmelighed har jeg for længst svigtet den klassiske musik og er begyndt at høre pop, ”Pladeparade”, ”Ti, vi ka` li`” og den slags. Men ved første lytning til ”She loves you” bryder de sidste rester af mine gamle fordomme totalt sammen, og jeg overgiver mig aldeles og for evigt til Beatles.
   Ingen over, ingen ved siden af!
   Eventyret i Johns kælder bliver noget ganske særligt, fordi vi er der alle 16, stort set hver gang. Ingen er udenfor, og her oplever jeg for første gang at være ung på lige fod med de andre - og ikke udenfor! Her ryger jeg - som den sidste i klassen - mine første smøger, drikker mine første øl, kysser min første pige (!), alt sammen akkompagneret af den nyeste Beatles-single. Først hører vi A-siden, så vender vi pladen og hører B-siden, så atter A-siden, så B… osv. osv.
   John er en fortræffelig vært, lille og kvik, munter og fuld af humor, og vi opfører os skam både pænt og høfligt. Forældrene hører vi ikke meget til. Men blot det, at de lader os mødes i dette fristed uge efter uge, er jo helt fantastisk.
   I løbet af ingen tid har jeg droppet min selvbeskyttende jeg-er-da-bare-bedre-end-jer-attitude. Hvilken befrielse! At være én af flokken!
   John og dine forældre! Jeg er jer evigt taknemmelig!

 

   Fester
   Selvfølgelig foregår der ting andre steder end hos John. Når nogens forældre ikke er hjemme, er vi ikke sene til at holde en improviseret fest. Først skal der indkøbes noget sprut. Mine erfaringer er begrænsede. Jeg husker en fest hos, var det Phine, hvor jeg i løbet af ½ time drikker fire guldøl, indkøbt til formålet. Dér står jeg og danser, indtil jeg pludselig lige så stille dejser om på gulvet! Behjertede kammerater får mig bugseret hen på en sofa, hvor jeg vist ligger i et par timer, indtil jeg vågner med en dundrende hovedpine og begiver mig på en slingrende cykeltur hjem.
   Al begyndelse af svær!
   Også jeg sniger mig til at holde fest. Uheldigvis er månedens store hit ”Bits and Pieces” med ”Dave Clark Five”. Det er en - for den tid - særdeles betonrockende sag, hvor dansen består i, at man hopper op og ned i takt til musikken, så gulvet gynger faretruende.
   Efter veloverstået fest er det jo vigtigt med grundig oprydning, så ”de gamle” ikke skal opdage noget. Alt er pænt og nydeligt, bortset fra en ikke helt lugtfri ølplet henne i hjørnet - men da mor næste dag åbner det gule skab, hvor vinglassene står, undrer hun sig højligt over, at samtlige glas er væltet!
   Det kan jeg ikke gi en forklaring på.
   Selvfølgelig ved mor og far godt, hvad der foregår. Men jeg er sikker på, at de er oprigtigt glade for, at jeg er kommet ind i varmen. De kan mærke, hvor glad jeg er, så de bærer i høj grad over med den slags små uregelmæssigheder, lige som de tar det nogenlunde roligt, når jeg kommer hjem i pænt beruset tilstand.
   Nogle ting har mor dog svært ved at acceptere: ”Skal du da ikke snart klippes, Gudmund”? Nej, jeg skal da ej! Beatles-håret går sin sejrsgang, til mange forældres store fortvivlelse.
   Det er svært at forstå i dag, at Beatles og det lange hår i den grad kunne udløse en ligefrem skrækblandet modstand i forældregenerationen. Men de pæne 50´ere, som vi netop nu var på vej ud af, var en konformitetens tid i en grad, man dårligt kan forestille sig. Artig opførsel, og maskinklippet i nakken som en amerikansk mariner!
   Mors bekymring over Beatles og det lange hår varer dog kun, til Ingeborg og jeg får lokket ”de gamle” ind og se Beatles-filmen ”Help”. Da mor kommer hjem, er hun totalt omvendt: ”De var jo charmerede”, siger hun. De var jo slet ikke så uvaskede og usoignerede, som hun har bildt sig ind. Efter den tid begynder mor og far minsandten selv at lytte til ”The Beatles”. Og da vi senere kommer slæbende med Bob Dylan, er de straks med på hans kvaliteter.
   Som Piet Hein siger: ”Forældre kan opdrages til at forstå/ men så skal man også ha haft dem fra små…”
   Men at jeg var begyndt at ryge, det forligede mor sig aldrig med.

 

   Josephine
   3. real bliver også Josephines år. Vi sidder på første bord i dørrækken, og her udvikler der sig halvhøje diskussioner om guds eksistens, pop, bøger, alt muligt. Nu tør jeg godt snakke med piger, og stakkels Lange Møller må sande, jeg ikke længere er så stille og forsagt som før. Men hun lader stort set os og vores diskussioner i fred.
   Josephine er ingen klassisk skønhed, men hun har netop det glimt i øjet, de selvstændige meninger, den ild i engagementet og den markante personlighed, som er sand skønheds væsen. Og så har hun en bred mund. Jeg kan ikke stå for en bred mund.
   Selvfølgelig er jeg forelsket i Phine, som hun blev kaldt dengang. Uheldigvis har hun en kæreste, men heldigvis går han ikke i vores klasse, og han deltager heller ikke i vores hyggeaftner hos John, som kun er for klassen. Så han er egentlig ikke i vejen, og et par enkelte kys, mine første, får jeg da vist reddet mig hos Phine, selv om hun altså kommer sammen med en anden.
   Men hun kan godt lide mig, og vores fælles trang til at diskutere alt mellem himmel og jord har vi stor glæde af.
   Jeg erklærer mig aldrig overfor Josephine, ikke direkte i hvert fald. Det er såmænd heller ikke nødvendigt, hun er ikke i tvivl om mine følelser. Og selv om jeg jo skulle være fortvivlet over, at hun har en anden, så kan denne fortvivlelse faktisk ikke skelnes fra forelskelsens bitre sødme.
   10 år efter, da vi er voksne og for længst har mistet forbindelsen, finder Josephine i sin gamle skolesangbog to understregede linjer, Det er så yndigt at følges ad/ for to som gerne vil sammen være. Nedenunder står mit navn. Så erklæret mig fik jeg jo så alligevel. Hun kontakter mig, og siden har vi og vores familier været nære venner - lige op til i dag.

 

   Slut
   Åh, der sker så meget det år. Skolens elevforening holder møder, hvor tidens spørgsmål debatteres, fx ”jazz contra pop”. To tidligere elever diskuterer og spiller musikeksempler, fx Charlie Parker contra Shadows. Jazzmanden er klart intellektuel med smalle hornbriller og sort jakkesæt, mens popfyren er mere folkelig. Stemningen er uforsonlig, enten-eller, og jeg brænder i min generthed inde med mit kompromisspørgsmål: ”Er det ikke okay at ku li begge dele”?
   Vi danser squaredance med Molly. Vi besøger Lange Møller og hendes spændende ven Kaj, som også er jazzmand og spiller plader for os.
   Vi når frem til sidste skoledag med udklædning og ”meller”, hvor jeg da heldigvis er med på fodboldholdet mod lærerne og har fornøjelsen af at uddrible selveste inspektør Dahl-Nielsen. Jeg er også sprunget ud som digter og har skrevet en munter afskedsvise på den populære melodi ”For hans far, han var vognmand i Slagelse, men skide vær med det, her går det godt…” Gudmund høster anerkendelse, minsandten!
   Og så er det pludselig forbi. Forude venter gymnasiet, bag mig en lang, tornestrøet udviklingsproces, som ved gud gav mig nogle sår undervejs - men også noget hård hud på nervespidserne og en forståelse for skoleelevers vilkår, som jeg senere i den grad har kunnet bruge i mit professionelle virke som lærer:

   Vi 32 elever i klassen har hver vores historie, hver vores billede af, hvordan skoleforløbet har været. Ofte har vi kun ganske tågede eller slet ingen fornemmelse for, hvordan ”de andre”s virkelighed er og var. I hver eneste klasse er der lige så mange vidt forskellige skæbner, som der er børn.

    Man kan som lærer umuligt leve sig ind i dybderne i disse forskellige skæbner, men man kan forsøge, så godt man kan. Og man kan gøre sit bedste for at beskytte og hjælpe dem, der af en eller anden grund kommer i klemme i fællesskabet.
   Først og sidst kan man gøre sit bedste for at inspirere til et positivt fællesskab, hvor tonen og den gensidige respekt er rimelig, således at livet kødhakkemaskine ikke er alt for hård ved den enkelte. For ingen slipper for sår, de sår, som er nødvendige, hvis man skal klare sig i voksenjunglen, men som på den anden side ikke skal være så brutale, at barnet aldrig får realiseret sit liv.
   Jeg var ikke et offer, selv om jeg ind imellem havde det hårdt. Tvært imod var min skoletid med til at give mig nødvendige livserfaringer, og jeg er alt i alt taknemmelig for mine 10 år på Hummeltofteskolen.

 

                                                                                                                                                   24. marts 2013

                                                                                                                                                 Gudmund Auring