UNGDOMMELIGT MELLEMSPIL III - Ventetid

   UNGDOMMELIGT MELLEMSPIL   III

                       VENTETID
                       af Gudmund Auring
 

   De fleste mennesker har nok tænkt tanker i stil med: Hvis jeg i den situation var gået til højre i stedet for til venstre, så havde mit liv formet sig FULDKOMMEN ANDERLEDES, end det blev. Alle kan vist pege på situationer, hvor en tilfældighed har truffet helt centrale afgørelser i deres liv. Og hvis de følger sporet tilbage derfra, er den blot den sidste i en kæde af tilfældigheder, der tilsammen har ledt dem ind på den vej, de nu færdes ad.

   Filosofiske naturer begynder måske at spekulere over, om tilfældighederne er så tilfældige endda. Hvad mig angår, så er jeg fuldt og helt overbevist om tilfældighedernes tilfældighed. Men der er naturligvis andre forhold, der afgør, hvordan vi håndterer og lever videre på tilfældighederne, såsom arv, miljø, ”det system af svage punkter, der kaldes personlighed”. Ud fra disse realiteter kunne man, hvis den eller den tilfældighed ikke var indtruffet, muligvis  - hvem ved - have kommet til at leve et ”parallelliv” - i mit tilfælde som lærer, familiefar, spillemand og bogelsker. Men på en anden skole, med en anden kone, andre børn, andre spillekammerater, andre… en svimlende tankerække!

   Lige så muligt var det gået helt anderledes. Det får jeg aldrig at vide.

   Tilfældigheden er ofte et menneske. Livet kan med god grund betegnes som det, der opstår, når vores tilfældighedskæder griber ind i hinanden, og vi bliver hinandens tilfældighed.

   Min store og afgørende tilfældighed hedder Marie. Men fra hende og nogle år tilbage er en lille stump kæde synlig:

   HVIS jeg ikke i min forelskelse i Josephine i 10. klasse havde begået den uhørte dristighed at ”erklære mig” ved at understrege ordene Det er så yndigt at følges ad / for to som gerne vil sammen være i Josephines skolesangbog, og

   HVIS hun ikke havde genfundet sangbogen og understregningen efter seks år, hvor vi helt havde mistet hinanden af syne, og

   HVIS det ikke havde gjort hende varm om hjertet, så hun kontaktede mig, og

   HVIS jeg ikke med det samme var blevet venner med hende og hendes mand Siggi, og

   HVIS de så ikke havde inviteret mig til fest i deres opgang i Langelandsgade i Århus, og

   HVIS jeg ikke havde besluttet mig til at gå til festen,

   SÅ havde jeg sandsynligvis aldrig truffet Marie.

   (Det fremgår tydeligvis af ovenstående tilfældighedskæde, at ”tilfældighederne” ikke er helt tilfældige. Personlighed, væremåde, tilbøjeligheder har helt sikkert spillet en vigtig rolle i de afgørelser, jeg og andre traf undervejs. Men det ændrer ikke på den kendsgerning, at det alt sammen lige så let kunne ha gået helt anderledes.)

   Men jeg traf altså Marie og forelskede mig straks voldsomt i hende. Hun var heller ikke ganske uinteresseret i mig, og i løbet af sommeren 1971 blaffede vi sammen til Holland, hvor vi sammen med andre i hundredevis sov under åben himmel i Vondelpark, hippiernes foretrukne ”sleep-out” i Amsterdam. Senere drog vi ud til kysten og sov i klitterne, hvorfra vi ret snart vendte næsen nordover til Groningen og hjem. Maries interesse var allerede kølnet en hel del - hvad min ikke var. Så ved hjemkomsten var vi, til min frustration, mere venner end kærester.

   Som kærlighedshistorie fik tilfældigheden derfor mest episodens karakter. Nej, det afgørende for mig blev, at Marie var lærer og arbejdede på en skole for åndssvage børn i Århus, Kroghsgade Skole. Ved min session havde jeg meldt mig som nægter, men fået udsættelse, til jeg var færdig med min uddannelse. Men nu fangede bordet. Det betød på den tid 1 måned på nægterskole, og dernæst 15 måneder som udstationeret. Udstationeringsstedet måtte man gerne selv finde, og Marie mente bestemt, at Kroghsgade lige ville være noget for mig. Altså gik jeg på Maries anbefaling op til skoleleder Rasmus Bie Hansen. Han var glad for ganske omkostningsfrit at få en ekstra lærerkraft, og jeg blev antaget på mit temmelig behårede ansigt.

   Så var det i orden. Men HVIS jeg ikke var kommet på Kroghsgade Skole, så havde jeg næppe nogensinde truffet min kone, fået mine børn, boet i osv. osv.

   Jeg skulle imidlertid først møde på Antvorskov Nægterskole 23. november, og min udstationering på Kroghsgade startede først 2. januar 1972. Så der imellem skulle ventetiden jo gå med noget.   

   Plumrose

   At jeg overhovedet kom til Århus, hvor jeg har boet lige siden, beroede også på en mindre tilfældighed. Efter seminariet var jeg aldeles pengelæns, hvilket ganske vist ikke var tilfældigt. Det skyldtes min tilbøjelighed for øl og smøger. Men min søster Ingeborg var flyttet til Århus og havde, sammen med sin kæreste, Thomas, købt et hus med fire lejligheder i Lollandsgade. Med deres velvilje kunne jeg dér leje et værelse for 100 kr. om måneden, mens jeg tog arbejde på slagterivirksomheden Plumrose i Viby og efterhånden fik mig kæmpet ud af min klatglæd til venner og bekendte. Det var jo sommerferie, så lærerarbejde var ikke at få.

   På Plumrose gjorde jeg rent om aftenen, bevæbnet med en højtryksspuler, hvormed jeg oversprøjtede gulve, hylder, maskiner og alt, hvad der var. Produktionen foregik dog i toholdsskift, så både skæreborde og pakkebånd var delvis bemandet, mens vi bearbejdede de ikke besatte områder med vores slanger. Når produktionsholdet så gik hjem klokken 23, var der lige et par timers overarbejde, hvor vi ordnede de sidste maskiner. Det var lidt hårdt, men skæppede godt i kassen, og jeg havde brug for hver en skilling.

   Produktionen i vores del af virksomheden bestod mest af flæskefars og pølser. Hvis man havde en svaghed for pølsevogne, så var arbejdet alle tiders kur derimod. Op i den enorme hakkemaskine kom alt det, der absolut ikke kunne bruges til andet: fedt, brusk, sener, maddiker og alt muligt andet ”godt”, såsom det, vi fejede op fra gulvet (nå ja, næsten…) Dertil en ordentlig sjat rødt farvestof, og så var ”kødfarsen” klar til at komme i plastictarmene og videre i dåser og plasticpakker.

   Der blev også produceret mere regulære former for svinefars. De blev pakket som konservesdåser, som tydeligt var mærket med ”Pork ”. En dag kom nøjagtig den samme fars i nøjagtig de samme dåser, men mærkeligt nok uden mærkater på. Da vi forbavset spurgte ude på lageret, hvordan det kunne være, svarede de, at disse dåser skulle eksporteres til de arabiske lande, men nu håndmærket ”Beef”…

   Det var rigtig fabriksarbejde, med indstempling på kontrolur, samlebånd, tidsstudiefolk, som stod i hvide kitler med stopure og skriveplader og tog tid på arbejdernes bevægelser - alle industrialiseringens velsignelser. I skærehallerne stod ”de rigtige” slagteriarbejdere og fægtede vildt med barberbladsskarpe knive, med hvilke de i lyntempo trakterede halve grisekroppe og skar kødet fra benene - de var på akkord (slagteriarbejderne, altså).

   Og når vi gik hjem og passerede forbi portneren, skulle vi trykke på en knap. Med ujævne mellemrum udløste det et ringeapparat og en kontrollampe, som angav, at den ”heldige” skulle åbne mappe og fremvise lommer for kontrol. Vi skulle jo nødigt udsmugle nogle af Plumroses ædle produkter og bruge dem på os selv…   

   Lærervikar

   Men så småt blev det august, og det betød mulighed for at få et lærerjob. Foreløbig kun som vikar, da jeg jo havde andre forpligtelser fra november. Så jeg tøffede ned til Århus Kommunale Skolevæsens kontorer i Frederiksgade og fik foretræde for den almægtige Rie Holm, der havde ansvaret for vikarfordelingen i kommunen. Hun beså afmålt min langhårede, overskæggede skikkelse og meddelte, at hun da kunne skrive mig op på en liste, så jeg med tiden kunne blive cykelvikar. Jeg takkede ydmygt og spurgte, om hun skulle se mit lærereksamensbevis. ”Jamen, er du da lærer?” spurgte hun med alle tegn på forbavselse. Hun havde tydeligvis taget mig for en ung studerende, som skulle tjene lidt vikarkroner.

   Ja, det måtte jeg jo indrømme. Nå, så var det en anden sag. Nu kunne jeg starte som cykelvikar med det samme, men der ville sikkert snart vise sig noget mere fast. Og ganske rigtigt: Allerede efter to dage fik jeg et 13 ugers barselsvikariat på Skovvangsskolen.

   Rask op på cyklen og af sted. På Skovvangsskolens kontor beså inspektøren, Christensen hed han vist, mig med en vis skepsis i blikket. Han var tydeligvis af ”den gamle skole”, og jeg lige så åbenbart af ”den nye”. Mon den flippede unge mand virkelig kunne stå for mosten? Men jeg fik da lidt orientering om forholdene på skolen, og dertil mit skema. Jeg skulle være klasselærer i en 5. klasse og ha dem i dansk, religion og musik, desuden et par småting i andre klasser. Og så var det ellers i gang.

   Pædagogisk set blev det mit livs nederlag.

   Vor unge ven er 23 år, fuldt og fast overbevist om, at eftersom han kommer med de nyeste pædagogiske ideer, og eftersom han jo er ”på børnenes side” (i modsætning til alle de gamle, reaktionære folkeskolerøvhuller), så må børnene naturligvis ligge for hans fødder og labbe hans pædagogiske guldkorn i sig.

   Men børnene er da revnende ligeglade med hans ideer og hans selvforståelse. Kan han holde styr på klassen? Nej! Kan han undervise? Nej! Færdig med ham. Alle tiders oplæg til fis og ballade.

   Det var bestemt ikke, fordi min 5. klasse var en særlig balladeklasse. Den var vist, som 5. klasser er flest. Men den skoleklasse er ikke født endnu, som kan holde sig i skindet, hvis ikke vikaren har noget, både undervisningsmæssigt og personligt, at danne modvægt med. Og det havde jeg simpelthen ikke. Mine ideer kunne være så rigtige, de være ville, men jeg havde alt for få faglige vitaminer at fylde i dem. Og min forståelse af en 5. klasses udviklingstrin var nærmest ikke eksisterende. (Det har jeg i øvrigt oplevet flere gange som praktiklærer: Afstanden fra 13 år til 23 er milevid, og en del af mine praktikanter har voldsomt fejlvurderet, hvad fx en 5. klasse kan interessere sig for og kapere. Som 23 årig kan man være så optaget af den livsfase, man selv står i, at den fuldkommen skygger for den nødvendige indlevelse i børnenes niveau. Og så pådutter man de arme unger det, man selv brænder for.)

   Men det kan sandelig også gå den anden vej. Et grotesk eksempel: Hvad synger man egentlig med en 5. klasse? Min viden om børnesange sluttede med ”De små synger”. Og der stod jeg og foreslog, at vi sang ”Jeg en gård mig bygge vil”. Ungerne tog det påfaldende fromt og sang villigt med frem til 3. vers, hvor de sang ”Op ad brøndens klare vand / TRÆKKER JEG MIN TISSEMAND” - den linje blev brølet, især af drengene, med en begejstring, som burde glæde enhver musiklærer.

   Men jeg krakelerede fuldstændig. Holdt op med at spille på min guitar og stirrede lammet og forfjamsket på de skadefro grinende børn. Ikke fordi jeg syntes, at ”tissemand” var et særlig frækt ord. Men jeg kendte ikke den version af sangen, og jeg havde fuldstændig glemt, at man i 5. klasse er intenst optaget af tissemænd, ikke mindst sin egen, hvis man er dreng. De børn havde - selvfølgelig og heldigvis - for længst lagt den uskyldige ”De-små-synger”-tid bag sig. Men det anede jeg ikke.

   Nu begyndte jeg at ane det. For samtidig var den herlige linje jo et vink med en vognstang (hehe) til mig om, at jeg var totalt galt afmarcheret. Altså måtte jeg ud og finde et andet sangrepertoire, hvilket da også i nogen grad lykkedes.

   I dansk kunne jeg holde mig på nogenlunde sikker grund ved simpelthen at følge bøgerne. Altså måtte jeg lige netop ned ad den slagne folkeskolelandevej, som jeg i teorien foragtede. Jeg skulle jo ud og være kreativ og alternativ, men hvordan var man det i praksis? Det havde jeg kun yderst tågede forestillinger om. Altså måtte jeg gribe til bøgernes halmstrå. Men igen - hvordan man som lærer iklædte bøgernes faglighed det levende ord, kommenterede, gennemgik, kom med anskuelige eksempler - det havde jeg også kun få og små erfaringer med. Så resultatet var, at det gik på bedste beskub, uro var der jævnt hen i klassen, jeg svedte og gjorde mit bedste, alt imens seminarieideerne fortonede sig mere og mere i det fjerne.

   At holde styr på klassen! Jeg har af naturen et hidsigt temperament, men på seminariet, netop i de allermest antiautoritære år 1968-1971, da var ordet ”autoritær” vores yndlingsskældsord. At være autoritær var naturligvis en følge af, at man som lærer præsenterede ungerne for kedelig faglighed i en kedelig, traditionel form. Og som en berettiget protest mod dette blev eleverne selvfølgelig urolige, og så måtte læreren gribe til autoritære disciplineringsmidler. Mente jeg.

   Men når VI kom ud, så skulle piben få en anden lyd! Så ville vores alternative ideer og vores solidaritet med børnene ganske af sig selv betyde, at de autoritære metoder var ganske unødvendige.

   Jo, god morgen! Der stod jeg, klasseværelset sydede af uro, og indvendigt sydede jeg af raseri, klar til at ta den ene og slå den anden med  - men jeg holdt mine eksplosioner tilbage, fordi en skideballe ville være et personligt nederlag, en ydmygelse for mig selv. Og så prøvede jeg ”med det gode”, med små bebrejdelser, ”du kan jo nok se”… indtil trykket blev for stort, og jeg eksploderede fuldstændig, faktisk uden at ha verbalt styr på mig selv. Så blev der ro! Et kort øjeblik, men da ungerne sagtens ku mærke, at jeg skammede mig over min forløbelse, varede det ikke længe, for larmen igen steg støt.

   Jeg var simpelthen ”et hus, splidagtigt med sig selv”. Og som bekendt må et sådant nødvendigvis falde.

   Støtte fra kolleger? Jeg husker ikke et eneste samarbejds ord, opsøgte det ikke, og fik det ikke tilbudt.

   Den gamle skoleinspektør havde sine egne ideer om ”støtte” til de unge. Han gik rundt på gangene og kiggede ind i klasserne gennem dørens lille rude, og hvis han observerede uregelmæssigheder, åbnede han døren og påtalte dem i aldeles utilslørede vendinger. Således blev jeg mere end én gang udsat for, at han rev døren op og udgød en rasende svada over de syndige børnehoveder. Og oppe ved katederet sad jeg, lige så musestille som dem, og følte med fuld ret, at skideballen i lige så høj grad gjaldt mig. Når han var færdig, marcherede han ud med faste skridt, lukkede døren hårdt i efter sig - og alt var efter få minutter ganske som før.

   En enkelt gang resulterede det i en pudsig episode. Christensen kom brasende ind, men rent undtagelsesvis sad hele klassen pænt og roligt på deres pladser og arbejdede med skriftlig dansk. Han havde ellers bygget op til en gevaldig skideballe, men der var ligesom ikke rigtig noget at skælde ud over. Hva sku han så? Gode dyr var rådne - men til alt held faldt hans øjne på første bord i dørrækken, hvor en formastelig elevs danskbog lå - uden bind om. Her var redningen. Med to fingre løftede han bogen op og begyndte: ”Hvorfor er der ikke bind om denne bog?” Og med den replik som udgangspunkt blev det alligevel til et par minutters velturneret moralprædiken, inden han snurrede om på hælene og forsvandt.

   Husker jeg rigtigt, når jeg mener, at eleverne og jeg bagefter fandt sammen i et lille smil over inspektørens komiske feberredning?    

   Isaks ofring

   For min selvrespekts skyld måtte jeg nødvendigvis prøve lidt eksperimenterende undervisning. Hvad fx med drama? Jeg havde da gået på flere dramakurser, så det måtte vel være en mulighed.

   Som sagt, så gjort. I religion havde vi den historie, hvor Abraham på Guds bud tager sin eneste søn Isak med til Morija-landet og op på et bjerg for at ofre ham. Det var jo da en dramatisk scene. Men hvordan skaffe et bjerg? Intet problem, den unge lærer foreslog i et inspireret øjeblik, at vi byggede bjerget op af samtlige borde og stole i klassen!

   Det imponerede alligevel 5. klasse. Sådan noget havde de aldrig fået lov til før. Så det varede ikke længe før alle skoleborde og -stole stod midt i klassen i en bunke, der næsten nåede op til loftet. Og på toppen af den blev så Isak ofret - dvs., det gjorde han netop ikke, for i yderste øjeblik greb Herren ind og anviste en buk, som skulle ofres i stedet for Isak.

   Hvordan selve dramatiseringen forløb, har jeg glemt. Men ungerne var ret imponerede, og den historie forskaffede mig et vist ry. Flere år efter hørte jeg i lærerkredse hovedrystende historier om den bindegale vikar, der havde bygget bjerg af samtlige møbler i klassen.

   Farvel til Skovvangsskolen

   Men trods denne begrænsede succes blev skolehverdagene alligevel for sure i længden. Jeg måtte simpelthen erkende, at min debut i folkeskolen havde været en fiasko, så da efterårsferien nærmede sig, lagde jeg hovedet i blød og regnede ud, at jeg lige netop havde tjent penge nok til at kunne klare mig indtil indkaldelsesdagen 23. november 1971. Så jeg gik op til skoleinspektøren og sagde op.

   Han tog det med fatning. Jeg tænker, at han næppe har haft høje tanker om mine vikar-evner. Frihedens time slog, jeg sparede, hvor jeg kunne, og 20. november tog jeg på stop hjem til mine forældre. Undervejs ville jeg lige besøge seminariekammeraterne Anders Hjuler og Karen Kyndrup, som havde fået job på Fyn. Jeg ville egentlig blive et par dage, men dagen efter kunne jeg mærke, at en slem feber var i anmarch, så jeg drog videre mod Sorgenfri.

   Held i uheld. For den feber blev årsagen til, at jeg lå trygt og godt under dynen hjemme hos far og mor og plejede min influenza, da århundredets største november-snevejr fandt sted den 22. Tusindvis af mennesker måtte opsamles i fastkørte biler og indkvarteres i forsamlingshuse, skoler og sportshaller.

   Godt, jeg ikke var ude og blaffe dén dag.

   Antvorskov Nægterskole

   Næste dag havde jeg det bedre. Jernbanesporene var åbenbart også blevet ryddet, for jeg tog toget til Slagelse uden problemer. Efter mit køb af togbillet havde jeg nøjagtig 1 krone tilbage i min pung. Så man må sige, at min oktober-udregning havde været eksakt.

   Historien om nægterskolerne er følgende: Da man i Danmark havde indført muligheden for at aftjene civil værnepligt, dvs. blive militærnægter, var det stadig kun et lille mindretal, som valgte den vej. Til dem oprettede man to lejre, i Gribskov på Sjælland og Kompedal Plantage, Jylland, hvor tiden gik med skovarbejde, meget af det efter sigende aldeles unyttigt, som fx at feje skovstierne fri for blade. I begyndelsen skulle man være religiøst overbevist pacifist for at blive civil værnepligtig, men senere blev det muligt at nægte ”af etisk-politiske årsager”.

   Omkring 1965 lå tjenestetiden på 22 måneder, 4 mere end de almindelige værnepligtige. Der skulle være en lille ”straf” i form af ekstra tjenestetid, mente regeringen. Men 22 måneder i en afsides lejr og en hverdag med ørkes- og nytteløst arbejde kan gøre hvem som helst tosset. Der var mange historier i omløb fra lejrene om civil ulydighed, politiske aktioner såsom strejker, og regulære amokløb, som fx afbrænding af lejrbarakker. Myndighederne i Danmark så til sidst lejrene som anarkistiske og revolutionære urocentre.

   Samtidig skete der i slut-60´erne et sandt boom i antallet af civile værnepligtige. Det var som følge af Vietnam-krigen. Eftersom Danmark gennem NATO var allieret med krigsforbrydernationen USA, så kunne en modstander af krigen med respekt for sig selv naturligvis ikke aftjene sin værnepligt i den danske hær.

   Altså måtte politikerne lægge den civile værnepligt helt om. Én måned på nægterskole, og så hu hej ud i udstationering - på en skole, et børneteater, et bibliotek eller andre offentlige og private institutioner med fredelige og kulturelle formål.

   Ideen var genial for alle parter. Politikerne fik ro om lejrene, og det var de glade for. Rigtig mange institutioner fik et eller flere par ledige hænder og hoveder til hjælp. Og nægterne fik noget nyttigt og betydningsfuldt at bruge tiden til.

   Da jeg blev indkaldt, var nægterandelen af en ungdomsårgang helt oppe på omkring 5000. 100 af os mødte altså op på Antvorskov i november 1971.

   Skolen havde to formål: Dels skulle alle ha sig en udstationeringsplads. Jeg havde jo allerede én, hvilket skoleledelsen var svært glade for. Det andet formål var for enhver pris at bevare roen. Vi skulle beskæftiges, stryges med hårene, hygges om på enhver måde, så vi ikke fik revolutionære ideer og lavede ballade som i - oh gru - lejrene. Om vi passede timer og foredrag, stod op eller gik i seng, det tog man ikke så tungt på, bare vi holdt os nogenlunde i ro.

   Det var vi nægtere naturligvis fuldstændig klar over. ”Systemets repressive tolerance” mødte vi gang på gang, og når ungdomsoprøret fik indrømmelser og rettigheder, så vi det som systemets udspekulerede forsøg på at hindre revolutionær aktivitet. Altså måtte vi gøre det modsatte, provokere og udfordre ”systemet”. De skulle ikke tro, at de kunne pacificere OS!

   Meen det blev nu ikke til så meget. En gruppe meldte sig ind i en skytteklub for tydeligt at markere, at de skam ikke var pacifister, de var revolutionære. Det kom da i Ekstrabladet, men ellers fik de lov at plaffe løs. Og bortset fra det gik dagene mest med rigtig meget bordtennis, hygge og bajere.

   Mest opstandelse blev der, da vi arrangerede en fest! Men det drejede sig nu ikke særlig meget om revolutionær aktivitet, derimod en del erotisk! Vi inviterede nemlig den nærliggende sygeplejehøjskole. Også jeg fandt mig en sød lille sygeplejerske at kravle i køjen med, og hun gav mig en kærlig hilsen med til Århus - i form af ”en Gunner”.

   (Ak ja, glade dage… Når man ”tissede glasskår” og derfor måtte møde frem til behandling på Marselisborg Hospital, traf man ofte gode venner af begge køn. Så var tiden inde til de skæve smil: ”Nå, har du også været dér…”)    

   Men hvorom alting er - inden vi rigtig fik taget os sammen til revolutionær aktivitet, så var måneden gået, og vi var spredt for alle vinde.

   De er altså udspekulerede, de her folkevalgte kapitalist-lakajer!

                                                                                                                                                  10. januar 2014

                                                                                                                                                 Gudmund Auring

UNGDOMMELIGT MELLEMSPIL II - På Th. Langs Seminarium

   UNGDOMMELIGT MELLEMSPIL II

   PÅ TH. LANGS SEMINARIUM

         - af Gudmund Auring

   Det lå lige for, at jeg skulle være lærer. Siden hvornår, husker jeg ikke, men opholdet på Askov Højskole havde kun bestyrket mig i det forsæt. Spørgsmålet var blot: Skulle jeg være gymnasielærer eller almindelig skolelærer?

   Igen må jeg erkende, at en vigtig årsag til mit valg lå i overskueligheden. Lærereksamen kunne man dengang som student ta på 3 år, mens uddannelsen til cand. mag. ville vare 5½ til 6 år, med masser af læseri. Hvorfor ikke hoppe over, hvor gærdet var lavest?

   Desuden ville Birthe, min kæreste fra Askov, også på seminariet. Meningen var, at vi skulle flytte sammen. Men af en eller anden grund ville vi helst ikke gå på samme seminarium. Lå der mon bagtanker om, at hvis nu forholdet gik i stykker, så ville det være lige hårdt nok at skulle se hinanden på seminariet hver dag?

   Ud fra disse begrundelser var Silkeborg simpelthen ideelt. Der lå ”et seminarium til os hver”. Birthe havde ikke studentereksamen og skulle derfor på en 4-årig linje, som de havde på ”Winthers” (Silkeborg Seminarium), mens jeg kunne begynde på studenterlinjen på Th. Langs. (”Hvorfor slide sig til en lærereksamen på Winthers Seminarium, når man kan ta den på Langs?” som vi sagde…)

   Der var yderligere et par årsager til, at jeg ”tog den på Langs”: I Silkeborg havde jeg absolut ingen familie. Og efter næsten 20 år i familiens skød trængte jeg i den grad til at stå på egne ben. Langt fra hjemmet - og MED øl!

   Og så var der jo oprøret: Med udgangspunkt i den progressive forening med tilhørende debatskabende tidsskrift ”Unge Pædagoger” havde de to såkaldte ”provopædagoger” Søren Hansen og Bo Dan Andersen op gennem 1967-1968 lavet masser af rav i den pædagogiske andedam med sjove og fantasifulde aktioner, som skulle sætte den temmelig traditionsbundne folkeskole under debat. Det begyndte med, at de i nattens mulm og mørke læssede et gevaldigt læs brædder af i en af tidens typiske tomme, asfalterede skolegårde. Væk med de grå, fantasiløse flader! De skabte jo blot grå, fantasiløse børn! Nu skulle der laves byggelegeplads, så ungerne i frikvarterene kunne få afløb for deres iboende kreativitet.

   Derefter lavede de en hel række spektakulære aktioner, hvoraf et par stykker skabte noget nær panik i den etablerede skoleverden. ”Den lille røde bog for skoleelever”, som de to stod bag sammen med venstrefløjspoeten Jesper Jensen, var ligefrem en katekismus i ungdomsoprør. For Bo og Søren betød pressedebatten, som de var mestre i at fremprovokere, lige så meget som selve aktionerne. Fx kunne man som bekendt kun få en lærer fyret, hvis han ”slog på kassen, tog af kassen eller gik i kassen”. En af ideerne, der var på tale til ”Den lille røde…”, gik ud på, at pigerne jo kunne forføre en dårlig lærer til at ”gå i kassen” og på den måde få ham fyret (- at drengene kunne gøre det samme med en kvindelig lærer, blev der mærkelig nok ikke talt om.) Dette forslag blev dog alligevel betragtet som lige lovlig vidtgående og endte med ikke at komme i bogen. Men hvad gjorde det? På det tidspunkt havde forslaget allerede været debatteret i ugevis i pressen, under stor forargelse, så Bo og Søren havde opnået, hvad de ville.

   Men det var ingenting imod den tumult, der opstod, da de to provopædagoger hævdede, at de kendte resultaterne af den kommende eksamen og ville offentliggøre dem på et passende tidspunkt. Hvordan kunne det gå til? Var der en ”muldvarp” i Undervisningsministeriet, hvor resultaterne opbevaredes som de statshemmeligheder, de jo var? Hvad skulle man gøre, hvis Bo og Søren gjorde alvor af deres trussel? Så måtte eksamen jo erklæres ugyldig. Hvad med optagelsen på landets gymnasier? I ugevis rasede debatten, og Bo og Sørens samfundsnedbrydende aktiviteter blev kraftigt fordømt af inspektører, skoledirektører og politikere, ja, af ministeren selv.

   Da panikken var på sit højeste, skred drengene til afsløringen: Resultatet af eksamen var ensrettede, egoistiske, konkurrenceprægede og fantasiløse børn, sagde de. Søren og Bo havde aldrig påstået, at de kendte eksamens facit…

   Det var lidt af et antiklimaks. Men aktionen havde jo været panikken, og panikken aktionen. Så den var nu alligevel god nok. Syntes jeg. Og eftersom Bo Dan Andersen havde gået på Th. Langs, så kunne det sted vist ikke være så tosset. Det sagde jeg også til rektor Knud Gro-Nielsen, da jeg var til den obligatoriske optagelsessamtale. Han var en ældre mand, men selv kendt for siden sin ungdom at have været blandt de progressive pædagoger. Han var også en rigtig flink og forstående mand og har sikkert klukket godt i skægget over min ungdommelige iver.

   Den unge mand og kærligheden   

   Den unge mand flyttede med sin kæreste ind i et par kælderværelser under et parcelhus i Hvinningdal, lidt vest for selve Silkeborg. Vi skriver august 1968, han er 20 år, ung og uerfaren, men aldeles overbevist om, at dér ligger Verden, klar til at blive erobret af ingen anden end ham. Kom han måske ikke frisk fra Askov Højskole, hvor verden havde åbnet sig for ham i alle tænkelige aspekter? Følte han sig måske ikke som et lille, men betydningsfuldt led i den vældige rørelse, der fejede som en frisk blæst over Jorden - fra hippiekvarteret Haight Ashbury i San Fransisco, fra de brændende boulevarder i Paris maj ´68, fra demonstrationerne foran den amerikanske ambassade i Dag Hammarskiölds Allé i København - og fra det pædagogiske nybrud, som skulle gøre en ende på ”Den sorte skole” og i ungdomsoprørets ånd opdrage børn til stærk, selvstændig og kreativ ungdom, som troede på fællesskabet, udslettede grådigheden, nedkæmpede fattigdommen og skabte lighed og fred i den dybt splittede verden.

   På alt dette troede den unge mand - fuldt og fast.

   Han troede også på kærligheden. ”Make love, not war”, stod der på to af hans ølkasser. Havde han måske ikke fundet alle tiders sødeste pige på Askov? Endelig, endelig, ENDELIG mistet sin dyd? Og nu skulle han for første gang bo sammen med en pige, selv stå for madlavning og husholdning, måske var det starten på en familie? Fedt, mand…

   Og dog! Den traditionelle kærnefamilie var jo en borgerlig, ja endda småborgerlig institution, som skrantede ganske alvorligt. Strengt taget lå fremtiden i kollektivet. Og man kan ikke eje hinanden. “If you can´t be with the one you love, love the one you´re with…” 

   Seminarielivet rummede adskillige interessante aspekter. Blandt andet var det fuldt af søde piger. Og strengt taget havde den unge mand indtil nu kun været sammen med én. Ganske vist den sødeste og kønneste pige, man kunne tænke sig. Men altså kun en eneste…

   Hen på foråret ´69 skulle klassen på lejrskole. Og der bevægede den unge mand sig ud på papirstynd forårsis og flirtede temmelig heftigt med én fra klassen. Det ville kæresten hjemme i kælderværelserne ikke finde sig i. Hun troede skam også på kærligheden, men ikke netop i den form, som lod sig inspirere af forførende, letsindige slagord fra hippieland. De passede ellers som fod i hose til den unge mands forsigtige, men uafviselige lyst til nye sexuelle oplevelser. De var en perfekte ideologiske overbygning til tider, hvor en penicillinkur kunne klare alle veneriske sygdomme og ”pillen” endegyldigt gjorde det til pigens eget ansvar, om hun blev gravid eller ej. Hun ku jo bare ta den! Skønne, skønne tider…

  Nå, men altså - fra august 1969 beboede den unge mand et kælderværelse i Alderslyst, lidt nord for Silkeborg Langsø. Mutters alene.

   Den unge mand og undervisningen

   I sin allerførste tale til de nye seminarister var rektor Knud Gro-Nielsen så letsindig at sammenligne det kommende studium med en togtur fra Frederikshavn til København. Man skulle blot ha en billet og sætte sig ind i toget. Så var man så sikker, som DSB var dengang, på at nå frem, bare man tog sig i agt og rettede sig efter den indskrift, som dengang prydede vinduerne i alle togvogne: ”Læn dem ikke ud”.

   Det lod den unge mand sig ikke sige to gange. Han satte sig godt til rette i et hjørne af kupéen, lukkede øjnene - og faldt i søvn.

   (Nej, det passer ikke. På mange af livets områder var den unge mand lysvågen og aktiv. Men når det gjaldt lige præcis seminarieundervisningen, tog han den med ophøjet ro og snuppede sig bogstavelig talt mangen en god lur…)

   Der var ikke så lidt om det, Gro-Nielsen havde sagt. Den unge mand gik på absolut sidste årgang af den gamle seminarielov, vedtaget engang i 1930´rne, beregnet på uddannelse af landsbylærere til ”den stråtækte” og på ingen måde tidssvarende. En ny lov var vedtaget, men trådte først i kraft året efter, og en af grundene til, at den unge mand havde haft så travlt med at komme på seminariet, var udsigten til at blive lærer på tre år, i modsætning til den nye lovs fire år.

   Den unge mand bemærkede hurtigt, at kantinen lå inden for seminarietogets rammer. Ophold i den kunne altså ikke anses for risikabelt, og vor unge ven fandt hurtigt sammen med et slæng, fortrinsvis fra Viborg og omegn, der var vokset op med es-makker-whist og ivrigt praktiserede denne idræt, når de ikke havde andet at ta sig til - men ak, også ofte, når de rent faktisk burde ha været andetsteds, til time, fx. Det var folk som Hans Christian, hvis ravjyske dialekt og dristige spil jævnligt blev afbrudt, når han stak i et latterbrøl - ofte over egne vittigheder af tvivlsomt indhold. Folk som Jens Louring, som ikke gjorde meget væsen af sig, men køligt og afdæmpet tog stikkene hjem. Kaj Ove, som også kunne andre spil, fx stå på mål for Viborgs divisionshold i fodbold. Valdemar fra parallelklassen, der siden skulle blive en kær kollega gennem 30 år til den unge mand på N.J. Fjordsgades Skole i Århus.

   Og hvad med folk som Bjarne, der listigt hjalp vor nyslåede kortspiller med at vinde ”11 klør til sig selv” og således indkassere næsten 30 kroner i et eneste spil? En uhyre sum dengang! Bjarne ”stod over” i den runde og kunne således liste hen, kigge over skulderen og give gode råd om, hvordan den skulle meldes og kringles. Nogle kunne måske forledes til at tro, at Bjarne gjorde det af menneskevenlighed. Det var muligvis også tilfældet, men resultatet blev det klassiske, fra Las Vegas kendte: Den unge begynder, der er i lære som spillefugl, vinder den store gevinst - og er dermed for al fremtid ”on the hook”, naturligvis for sidenhen at tabe den nævnte sum mange gange…

   Og ganske rigtigt, her i kantinen tabte vor unge ven adskillige gode danske kroner, før han ”the hard way” fik lært at spille bare nogenlunde lige op med disse hajer. Og han tabte desværre også en mængde timer, hvis undervisningsmæssige værdi da, nu og i al fremtid vil være en lukket bog for ham. Den var sikkert fortrinlig.

   I det store og hele lignede undervisningen datidens folkeskoleundervisning ret meget. Den bød på almindelige skolefag, dansk, regning, historie, geografi, fysik, idræt, religion, musik og formning. Desuden havde man ”praktisk skolegerning”, psykologi og pædagogik. I modsætning til nu om dage, hvor eleverne anses for at være så begavede, at de kan undvære lærere det meste af tiden, havde man ca. 35 ugentlige timer, alle MED lærer. Dette rabiate spild af ressourcer (set fra nutidens synsvinkel) medførte en traditionel, men solid struktur på dagen, hvor læreren øste af sin viden, angav læsestof, rådgav eleven og lagde op til diskussion af pædagogiske og psykologiske emner. Det var egentlig ganske givende - når man altså mødte op.

   Der var egentlig mødepligt til timerne. Men i den nye seminarieuddannelseslov, som var lige på trapperne, betragtede man i højere grad eleverne som studerende. Det betød, at mødepligten var afskaffet. Til gengæld skulle man op til langt flere og sværere eksamener, hvilke altså skulle være de nye tiders disciplineringsmiddel. Men eftersom det var det sidste år efter den gamle lov, havde man allerede så småt taget hul på elementer af den nye lov. Fx havde man i praksis afskaffet mødepligten, sikkert også på grund af visse besværligheder med tidens antiautoritære ungdom, som nok selv skulle bestemme. Til gengæld var de nye eksamener ikke indført.

   Den unge mand var en begavet fyr - det vidste han. Desuden var han helt på det rene med, hvordan verden skulle indrettes fremover, både samfundet i almindelighed og fremtidens skole i særdeleshed. Det havde han læst i ”Unge pædagoger” og hørt fra Bo og Søren. Desværre havde seminariets lærere kun i begrænset omfang set lyset og fattet de nye tider. Derfor var der mange timer, som, ifølge den unge mand, strengt taget med lige så godt eller bedre udbytte kunne tilbringes andre steder, fx i sengen (fra 8 til 10) eller med whistspil i kantinen.

   Heldigvis var der rigtig mange timer, som baserede sig på diskussion. Det medførte, at den unge mands fravær ikke gik helt over gevind. For diskutere, det kunne og ville han. Klassen skulle bades i hans ånds lys. Nogle få stykker var helt på linje med ham, mens andre sikkert var ret uenige. Det gik de dog stille med - det var nu heller ikke let at få et ord indført. På den tid sad mange af pigerne med strikketøj under de stormende debatter. De mælede sjældent et muk. Aldeles ligeglade med verdens frelse og reformeringen af folkeskolen. Vor ven så ned på dem med overbærenhed, tilsat en knivspids foragt.    

   Oprør fra starten

   Det varede kun et par måneder, før barrikaderne kaldte. Efter valget i januar 1968 havde Danmark fået sin første borgerlige regering siden 1953 under ledelse af den radikale Hilmar Baunsgaard. Undervisningsministeren var også radikal, Helge Larsen, og det faldt i hans lod at skulle manøvrere det danske uddannelsessystem, mens studenteroprøret, som var en betydningsfuld del af ungdomsoprøret, var allermest stålsat og militant.

   Det har sikkert ikke været let. Men det ku vi ikke ta os af. Han fik hurtigt tilnavnet ”Den onde Helge”, og også på Th. Langs Seminarium hvæssede vi de ideologiske knive og gik til modstand.

   Th. Langs Seminarium var et såkaldt privat seminarium, oprettet i sin tid på indremissionsk grundlag af Theodora Lang, i modsætning til Winthers, der var gundtvigiansk. Det religiøse grundlag var for længst en saga blot, seminariet blev helt overvejende drevet for offentlige midler, men fra gammel tid betalte vi studerende en rest, ca. 800 kr. årligt. Det gjorde man ikke på statsseminarierne, og det var jo en oplagt uretfærdighed, som vi gik til kamp imod, både på Th. Langs og på andre af landets private seminarier.

   Chef for ”situationens generalstab” var Jens Bak. Han kendte Bo Dan Andersen og havde deltaget i flere aktioner, så han var en erfaren herre. Hans idé var, at vi skulle besætte seminariet og bruge det som en base, ud fra hvilken vi kunne gøre omverdenen bekendt med vores legale krav. Omkring Jens Bak flokkedes vi knap så rutinerede, for ikke at sige begyndere, omtrent 30 unge idealister, klar til kamp.

   Nå, besættelse og besættelse. Da vi tidligt om morgenen på en novemberdag rykkede ind på seminariet med vores soveposer, skrivemaskiner, mad og andet habengut, påvirkede det ikke seminariets hverdag synderligt. De andre 450 studerende mødte frem, som de plejede, og fik deres undervisning. Ingen hindrede deres ind- eller udgang. Knud Gro-Nielsen tog aktionen med knusende ro. Vi ”besatte” et par lokaler uden sværdslag, og der fik vi lov til at være i fred.

   Den lokale verdenspresse var lidt sene til at komme ud af dynerne. Da Silkeborg Avis endelig ankom henad kl. 9, ærgrede fotografen sig højlydt over, at han ikke havde fået billeder, da vi rykkede ind. Godmodige, som vi var, og ihukommende, at en vigtig forudsætning for succes var et godt forhold til medierne, pakkede vi soveposerne sammen og rykkede ud på gaden. Så ”besatte” vi seminariet igen, og fotografen fik sine billeder…   

   Næste dag var der to lige store overskrifter på forsiden af Silkeborg Avis. Den ene var ”Th. Langs Seminarium besat i nat”, den anden var ”Richard Nixon valgt til USA's næste præsident”. Men det var os, der stod øverst…

   I øvrigt fik vi faktisk en rigtig god presse. Rent pressemæssigt blev ungdomsoprøret forkælet med en interesse, der var båret af lige dele nyfigenhed og forargelse. Vi blev nævnt i Radioavisen, i Politiken og flere andre aviser. Og fra et så fjernt sted som Universitetet i Kiel kom der en solidaritetserklæring fra studenterrådet, med ”socialistisk kamphilsen” på vegne af 7.000 studerende!

   Da BT meldte deres ankomst, ville de gerne ha nogle billeder, hvor vi sad med guitarer omkring et par stearinlys og sang protestsange. Hvis et par chillum´er med hash samtidig kunne gå rundt, ville BT ikke ha det ringeste at indvende. Ku det ikke la sig gøre?

   Men Jens Bak var lige så røget, som BT var speget. Hans viste nøjagtig, hvad sprøjten var ude på. De kunne få billeder af os, mens vi sad ved skrivemaskinerne og forfattede læserbreve, hvor vi agiterede for studieafgiftens bortfald i særdeleshed og en demokratisering af det danske uddannelsessystem i almindelighed. Vi forklarede skam gerne BT vores synspunkter. Men ingen guitar, ingen stearinlys, og da slet ingen hash. Det var bandlyst under hele aktionen, ligesom i øvrigt øl. Vores besættelse var, og skulle fremstå som, et seriøst foretagende.

   Da journalisten og fotografen fik den besked, gik de sorgfulde bort. Og der kom ikke en linje i BT.

   I løbet af besættelsesdagene fungerede seminariet videre, næsten uanfægtet. Stemningen var rolig og fredelig. Vi agiterede og diskuterede selvfølgelig ivrigt med vores medstuderende, og ikke så få af dem havde sympati for sagen, uden at de dog ville ”springe ud” som aktivister.

   I øvrigt endte det med, at den forkætrede studieafgift blev afskaffet. Økonomisk betød den ikke så meget i det store statsbudget, og uretfærdig var den jo. Så hvorfor udsætte sig selv for en masse vrøvl for de småpenges skyld? Har de nok tænkt. I regeringen.

   Tv-prædikanten

   I religion underviser Damm. Han er en alvorlig, meget vidende mand med antroposofisk livsanskuelse. I hans timer bruger vi ikke så lidt tid på at sammenligne de fire evangelier, som er aftrykt i en bog med fire spalter - for Mathæus, Marcus, Lucas og Johannes. Det er lige noget for vor unge ven. Det er jo den skinbarlige tekstanalyse. Lektier får han sjældent læst, men det forhindrer ham på ingen måde i at gi sit besyv, otte og ni med.

   En dag skal der optages en tv-udsendelse på seminariet, blandt andet fra en af klassens religionstimer. Desværre har den unge mand ikke fået læst dagens lektie. Han mener nok at kunne klare den på sin almene viden og sit snakketøj.

   Kamera på. Damm stiller et spørgsmål, og den unge mand markerer straks. Damm nikker, og han svarer. ”Det er desværre ikke helt rigtigt”, siger Damm og stiller et nyt spørgsmål. Igen markerer vor ven. ”Nej desværre, det er ikke helt rigtigt”, siger Damm, nu med en bekymret rynke i panden. Han stiller andre spørgsmål, som andre fra klassen svarer korrekt på. Nå, tredje gang er lykkens gang! Lidt senere markerer vor helt igen. Og denne gang er der bid. Rigtigt svar! Damm ser helt lettet ud.

   Da udsendelsen bliver bragt en måned senere, består klippet fra religionstimen af Damms tredje spørgsmål. Og der ser man vor tids helt, klædt i langt hår og islandsk sweater, nonchalant vippende på stolen, mens han svarer, fuldkommen korrekt.

   Hvorfor læse lektier? Man kan jo bare klippe det ikke ønskede fra…

   En vandgang

   Matematik og fysik er tilbagevenden til folkeskolen. Efter tre år i matematisk gymnasium er det ingen sag for mig. Ingen grund til at læse lektier her. Anker Nielsen er en munter og livfuld mand, og i matematik går det strygende. Anker Nielsen har store forventninger til det unge talent: Mig.

   I fysik ligger det nu lidt mere tungt. Alligevel forsøges det klaret på rutinen. Det resulterer i en mindeværdig eksamen efter 2. klasse.

   Jeg trækker ”Arkimedes´ lov”. I ved, den der med ”når man nedsænker et legeme i vand, ringer telefonen”. Den skal jeg så eftervise eksperimentelt, som om jeg står overfor en klasse. Nå, remedierne står klar, og jeg tænder for en vandhane og lægger den op i et fem-liters glaskar. Derpå begynder jeg at forklare: ”Dette er et legeme. Om lidt vil jeg nedsænke det i vandet, hvorpå…” Pludselig ser censor helt forkert ud i ansigtet, stammer ”a-a-a-a-a…” og peger med rædsel malet i alle træk hen på glaskarret, hvor vandet i samme øjeblik begynder at plaske ud over kanten, ud på bordet og ned på gulvet!

   Ikke just den bedste start. Vi afbryder eksamen, og de næste par minutter tar jeg fat med gulvkluden. Så begynder vi forfra, men starten har unægtelig gjort mig lidt nervøs. Det lykkes mig da at vise, at ”når man nedsænker et legeme i en væske, taber det lige så meget i vægt, som den fortrængte væskemængde vejer”.

   Jeg scorer et ”g”, ”godt”, hvilket ikke er godt, men lige akkurat bestået. Anker Nielsen er dybt skuffet over mig, da han meddeler mig karakteren. Jeg nænner ikke at vise ham, at jeg egentlig er ganske godt tilfreds. Fysik var alligevel ikke et fag, jeg satsede på. I øvrigt betyder mit ”godt”, at jeg den dag i dag er kvalificeret til at undervise i fysik op til og med 7. klasse.

   Jeg har dog aldrig benyttet mig af denne ret.

   Dansk

   I dansk får vi Ebbe Staunskjær, en yngre mand, magister i sammenlignende litteratur. Groft sagt ved han af samme grund alt om litteratur og absolut intet om danskundervisning i folkeskolen. Det passer mig fint, eftersom jeg stadig er dybt interesseret i tekstanalyse. Og undervisning i folkeskolen? Hva faen, det går nok alt sammen. Desuden er det jo først om flere år.

   Så undervisningen i dansk følger jeg med levende interesse og et i det mindste nogenlunde stabilt fremmøde. Heller ingen tvivl om, at jeg som det ene linjefag vil vælge dansk.

   I et af sine linjefag kan man vælge at skrive en specialopgave. Der forlanges vel omkring 25 sider, men til gengæld slipper man for eksamen. At jeg vil skrive min i dansk, er jeg absolut ikke i tvivl om. Det skal blive et mesterværk, noget aldrig før set! Og da digteren Inger Christensen i 1970 udkommer med sin fantastiske digtsamling, ”Det”, er jeg ikke i tvivl: Om den er intet skrevet, bortset fra anmeldelserne. Jeg skal blive den første! Nu skual verden få at se!

   I midten af 60´erne var systemdigtningen brudt igennem på det danske parnas, protegeret af Hans Jørgen Nielsen, som siden skulle blive berømt for sin roman ”Fodboldengelen”. Inger Christensens digtsamling er ekstremt systemisk bygget op, men samtidig gennemsyret af en anarkistisk-romantisk drøm om livsfylde og mening. Det var digte til tiden.

   ”Det” vakte næsten lige så stor opmærksomhed dengang, som Yahya Hassans digte gør i skrivende stund. Den kom i oplag efter oplag, ramte durk ned i tidsånden, forenede i sig systemdigtningens metode med det tidlige ungdomsoprørs anarkistisk formede samfundskritik:

Et samfund kan være så stenet

At alt er en eneste blok

Og indbyggermassen så benet

At livet er gået i chok

Og hjertet er helt i skygge

Og hjertet er næsten hørt op

Til nogen begynder at bygge

                        En by der er blød som en krop

   Det er lidt af en halsløs gerning, jeg har påtaget mig dér. Ganske vist har jeg en vis flair for litteratur, men mine videnskabelig meriter, min filosofiske viden og mit analyseværktøj, befinder sig naturligvis ikke på et akademisk niveau. Det indser jeg hurtigt, og jeg vælger derfor at kalde min opgave ”en læsning”. Så har jeg ikke taget munden for fuld, tænker jeg.

   Men der skal stadigvæk fyldes substans i tingene. Uge efter uge går, jeg læser bogen igen og igen, streger under, tar noter. Men jeg kan godt selv se, at det ser ud til at blive en tynd omgang. I januar låner jeg min ven Tommys tantes sommerhus i Søndervig i en uge. Der sidder jeg så og stirrer på det hvide papir - der kommer ingen ting. I stedet besøger Tommy og jeg købmanden Keld i baglokalet, drikker bajere og spiller kort. Det er jo vinter, og Søndervig er så godt som mennesketom. Hyggeligt - men inde i mig vokser desperationen.

   Nu blir jeg endelig indhentet af den overfladiskhed, som jeg har opdyrket næsten til perfektion. Her hjælper ingen rapkæftede replikker eller revolutionære floskler - papiret er lige hvidt.

   Det bliver februar, det bliver marts - stadig ingenting. Opgaven skal afleveres midt i april. Skal jeg virkelig dumpe - til lærereksamen! - fordi jeg ikke kan samle mig sammen til en ordentlig indsats?    Afleveringsdagen nærmer sig med stærke skridt. Afleveringsdagen kommer - jeg har knap nok en brugbar sætning. Beskæmmet må jeg gå den tunge gang til Staunskjær og bede om udsættelse.

   Og så sker miraklet: Pludselig kommer det hele flydende. Jeg analyserer og skriver, skriver og analyserer. Det gir jo mening, det her! Jeg ka´ jo godt! Da presset fra afleveringsdagen er væk, kan det hele bare være lige meget - og så kommer det. En uge efter fristens udløb kan jeg aflevere min opgave. Og hvad mere er, jeg er ret sikker på, den er god. Jeg er stolt - og dybt lettet.

   Og hvad står der i Gudmunds lærereksamensbevis? ”Klart og præcist sprog…særdeles selvstændigt… modent engageret…fagligt særdeles velfunderet”. Og efter eget udsagn bruger Staunskjær mit speciale i sin danskundervisning flere år derefter.

   Sådan, Gudmund! Du kan jo godt!

   Måske du skulle vise det lidt oftere…

   Stakkels P.P.

   En af de ting fra den nye lov, som man allerede havde introduceret, var de pædagogiske specialer. Der var endnu ikke plads til dem i timeplanen, men det klarede man på den måde, at vi, hvis vi ville, kunne få lov til at vælge et pædagogisk speciale i stedet for et almindeligt linjefag. Det syntes jeg lød både spændende og nyskabende. Og blandt os, der udi egen selvforståelse hørte til oprørerne, de progressive, avantgarden, blev ”modefaget” Speciale C, som handlede om undervisning af børn med specielle behov. I dette fag samledes fra 2. klasses start årgangens elite - mente vi da selv.

   I 1. klasse havde min klasse til psykologi haft Poul Petersen, P.P. kaldet. Han var både dygtig og inspirerende, så jeg så med ikke ringe forventning frem til at ha ham i Speciale C. Men ak!

   Netop i 1969 gik ”antipsykiatrien”, lanceret af den engelske psykolog R.D. Laing, sin sejrsgang i progressive kredse. Den gik i forenklet korthed ud på, at det var samfundet, der var sygt. Når et menneske derfor fik psykiske problemer, så var det i og for sig en ”normal” psykisk reaktion på et sygt samfund. Det var altså samfundet, der skulle laves om, så det på human vis kunne rumme ofrene for forbrugs- og præstationsræs. I Inger Christensens ”Det” er dette synspunkt en af samlingens gennemgående tanker: ”…Til nogen begynder at bygge/ En by der er blød som en krop”.

   På mange måder var antipsykiatrien en tiltrængt rusken op i det traditionelle psykiatriske system. Jeg husker den kendte og respekterede forfatter og psykolog, Mogens Jacobsen, som skrev en spændende fabel i ”Information”:

   A og B er de to første og eneste mennesker i verden. De er kommet op at skændes. A mener, at solen er blå, og B mener, at den er gul. I lang tid bølger diskussionen frem og tilbage uden at nærme sig en afgørelse, indtil B pludselig en dag får en lys idé: ”Kære A, du er jo syg. Det er da derfor, du ikke kan erkende solens farve.” A protesterer naturligvis, han fejler da ingenting. Men B blir ved sit, og til sidst er A gjort til patient - og solen er for al fremtid gul.

   Se, alt dette var jo både spændende og tankevækkende. Men på vores Speciale C-hold udartede det til et totalt opgør med stakkels P.P., som i al fredsommelighed ville lære os noget psykologi. Med Poul Østergaard i spidsen satte vi os på bagbenene: Den traditionelle psykologi var en del af det borgerlige undertrykkelsesapparat, som det var under vores værdighed som oprørere at beskæftige os med, basta, færdig. Forgæves forsøgte P.P. så det ene, så det andet. Han ville skam gerne undersøge Laings teorier. Og hvis den traditionelle psykologi var en del af det borgerlige undertrykkelsesapparat, var det så ikke vigtigt at vide, hvad det var, der undertrykte os?

   Men vi var hverken til at hugge eller stikke i. Enhver diskussion gled uvægerligt over i, at traditionel psykologi var en del af det borgerlige…osv…etc.

   SÅLEDES FORLØB ET HALVT ÅR!

   Så gav P.P. op. Fra nytår 1970 fik vi i stedet nordmanden Trond Ålvik, der brugte os som forsøgskaniner til at opbygge sin herostratisk berømte lærebog, som i årene fremover skulle komme til at tage pippet fra mangen en seminarieelev. Som lærer for os var han dog mere inspirerende, end hans lærebog siden fik ry for at være. Måske havde vi også i al stilhed indset, at det ikke rigtig førte nogen vegne blot at konstatere, at psykologi var en del af …osv…etc…

   En interessant finesse ved Speciale C var, at eksamen ikke var udviklet endnu. Så vi kom slet ikke op i det, selv om det stod i stedet for et linjefag! Da jeg jo havde skrevet speciale i dansk, skulle jeg heller ikke op i det. Jeg bestod altså lærereksamen uden at komme til eksamen i mine linjefag! 

   Hr! Madsen

   Selvfølgelig blandede jeg mig i de praktiske og organisatoriske ting på seminariet og i Silkeborg. Efter et års tid meldte jeg mig ind i Venstresocialisterne og var aktiv der resten af min Silkeborg-tid. Det er skildret andetsteds.

   På seminariet var jeg aktiv i kulturudvalget, som stod for kulturarrangementer af forskellig slags. Ret mange aktive var vi dog ikke. I flere perioder VAR jeg kulturudvalget, som så kunne tilkalde hjælpere fra vennekredsen, når et arrangement løb af stabelen.

   Penge havde vi heller ikke. Men jeg genoplivede et gammelt, kendt trick: Efter arrangementet var der fest med båndmusik, og indtægterne fra ølsalget dækkede så udgifterne til kulturarrangementet. Det fungerede faktisk. Uofficielle fester kunne vi ikke få for mange af.

   Jeg husker to særligt markante arrangementer, som jeg nærmere har berettet om andetsteds. Det første var et foredrag med diskussion bagefter om ”Folkekultur og finkultur”. Foredragsholderen var Ebbe Reich, som jeg kendte fra Askov Højskole, og som netop stod i begreb med at tage mellemnavnet ”Kløvedal”. Det andet var med ”viceforsvarsministeren” fra Black Panther Partys skyggeregering i USA, efter sigende nr. 19 i partiets hierarki. Han var på støtteturne med den stadig kendte journalist Jørgen Dragsdahl. Der stod han, høj, bredskuldret og kulsort, i sort læderjakke og med sort baret på hovedet. Det kan nok være, at revolutionen var kommet til Silkeborg!

   Noget af det vigtigste som kulturudvalgsformand var samarbejdet med seminariets pedel. Han var en ældre, hårdt prøvet mand ved navn Madsen, som med garanti kiggede med stor skepsis på disse unge seminarister, ikke mindst den langhårede del, der ikke forsømte nogen lejlighed til at demonstrere deres frihed fra konventioner og minimale respekt for autoriteter. Madsen blev hevet i fra alle sider, både studerende og lærere, når der skulle lånes en nøgle, eller et eller andet praktisk skulle forrettes. Det var ”Madsen” her og ”Madsen” der. Ikke sært, at han kunne virke lidt småirritabel. Der var pludselig rigtig meget, der ikke kunne lade sig gøre, hvis man kom på kant med Madsen!

   Men jeg, der både var langhåret og kunne være højrøvet overfor lærere og medstuderende, havde en instinktiv fornemmelse for Madsens isolerede position. Han var jo den eneste af sin slags på seminariet. Desuden var han stedets repræsentant fra arbejderklassen og havde som sådan krav på min respekt.

   Det var egentlig ganske let. Som den eneste på stedet tiltalte jeg ham hr. Madsen. Jeg udfoldede min hjemmefra medbragte høflighed, udtrykte forståelse for hans arbejdspres og spurgte interesseret til forskellige tekniske ting vedrørende hans arbejde. Mere skulle der ikke til. Bare den smule respekt og høflighed - der jo som bekendt ingen penge koster - var nok til, at hr. Madsen betragtede mig som en flink ung mand. Mine forespørgsler blev altid besvaret venligt og positivt, og det meste kunne lade sig gøre. Jeg havde igennem hele min seminarietid et fortræffeligt forhold til hr. Madsen.

   Totalteater

   Poul Østergaard, hvis rolle som debattør i Speciale C-timerne ikke havde været den mest konstruktive, indlagde sig til gengæld stor hæder, da han stod i spidsen for to omfattede totalteaterforestillinger, spillet og opført af seminariets studerende, dog med hjælp fra et beatorkester udefra (det kaldte man det i 60´erne. Rock var sådan noget med 50´erne og tidlig Elvis). Orkesteret med ”Master Joseph” og rummede flere fortræffelige musikere, som fx lederen Ole Berg og tangenttrylleren Kim Nedergaard.

   Stykkerne benyttede sig af beatkulturens psykedeliske former, lysshows med organisk flydende farvefigurer, som dannedes med væsker i en lysbilledfremviser, fri ekspressionistisk dans, recitation af syrede tekster, og så beatmusikken, naturligvis. Et af tidens pædagogiske modefag var drama, byggende på gruppeteater, kropslighed og fælles ekspressivitet. Det havde mange af os deltaget i kurser i, også jeg. Men professionelle var vi jo langtfra.

   I den anden af Poul Østergaards forestillinger var jeg med som tekstforfatter. Stykket byggede på Asatroens gudeverden, var meget udtryksfuldt og fik en fin succes på seminariet. Desværre har jeg ikke gemt mine tekster, så kvaliteten kan jeg ikke bedømme på de mange års afstand. Den har nok været tvivlsom. Men at vi var ”oppe på beat´et” og gladelig kastede os ud i tidens eksperimenterende kulturformer, det er der ingen tvivl om.

   Hej Ole Bryhl

   Gamle ven! Vi har kendt hinanden siden 1968, og vi ses stadig, spiller musik sammen og får os en enkelt øl. 45 års venskab! Det er nu ikke så ringe…

   Vi gik i parallelklasse. Mon ikke det var til seminariebesættelsen, vi traf hinanden første gang? Siden var vi sammen på det obsternasige Speciale C-hold, og du var med som absolut anarkistisk danser i vores totalteaterstykker.

   I begyndelsen boede du ude på Øster Kejlstrup, hovedbygningen af en gammel, nedlagt gård tæt på bygrænsen nord for Silkeborg. Her havde du et opretstående klaver, som du med stor energi tampede masser af de tidlige jazz- og bluesmelodier i. Hvad du muligvis manglede i teknik, besad du i høj grad i sejt swingende rytmefornemmelse. Jazz, ikke for feinschmeckere, men for folk med ungdommeligt gå-på-mod og livsappetit. Det behøvede du ikke at sige, det fremgik af din musik.

   Selv havde jeg kun meget tågede begreber om jazz. Min far og mor var til klassisk, jeg ligeså, indtil Beatles besejrede mig fuldt og helt. Vi havde en enkelt Louis Armstrong-plade i mit barndomshjem, for mine forældre kunne godt se jazzens kvaliteter. Men forstand på den havde de ikke. Min fætter Kåre dyrkede folk som Papa Bue, Chris Barber og Mr. Ackerbilk. Men det blev dig, Ole, der blev min ”fremmedfører” ind i jazzens verden.

   På den tid var det obligatorisk, at man som lærer - fx enelærer i ”den stråtækte” - skulle kunne spille et instrument, så man kunne levere musikledsagelse til fællessangen. ”I gamle dage” havde valget stået mellem orgel, violin og klaver, men nu var vi i guitarens tidsalder, og muligheden for at vælge den var til stede. Det gjorde jeg, købte en guitar og begyndte hos skolens guitarlærer, en fyrig spanier, som spillede forrygende flamenco på sit instrument. Det gav min musikalske selvtillid et knæk fra starten. Muligvis har han været en bedre guitarist end pædagog, men fiaskoen lå nok lige så meget i, at jeg stadig nærede denne indgroede modvilje imod at læse lektier, herunder øve mig. Hvorom alting er - jeg gik hos den fyrige spanier et par måneder, hvorefter jeg gav op. Endnu et eksempel på, at Seminariet mere eller mindre frivilligt slækkede på disciplinen. I hvert fald står der på mit lærereksamensbevis, at jeg har modtaget guitarundervisning og bestået - igen med ”godt”.

   Nå, nu havde jeg jo guitaren, musikalsk var jeg, og guitar var i den grad oppe i tiden. Men kunne efter sigende score piger med den! Mon ikke der kunne findes en genvej?

   Den anviste min klassekammerat Mogens Lundetoft Clausen ved at lære mig tre akkorder, E, A og H7.

   Det var da en start. Og efter nogen tid begyndte jeg så småt at kunne spille sammen med dig, Ole, på de allermest enkle bluesnumre, som ”See See Rider” og muntre melodier som ”Jada”. Ganske vist var du ikke så begejstret for E-dur, med hele fire krydser, du foretrak F. ”Jada” blev den pjankede slagsang, fordi melodien havde den fortræffelige egenskab, at alle sange kunne synges på den. Grundverset havde du selv lavet:

                             ”Ude - på Øster Kejlstrup

                             har vi det no´et så sjovt

                             Ude - på Øster Kejlstrup

                             har vi det no´et så sjovt

                             Vi hopper - og danser - og springer omkring

                             - finder på de særeste ting

                             Ude - på Øster Kejlstrup

     har vi det no´et så sjovt!”  

Og så tampede du i klaveret, gulvet gyngede, og bajerne skvulpede i flaskerne.

   I øvrigt spillede du jo først og fremmest trompet. Det varede en rum tid, før jeg med mit sig særdeles langsomt udviklende guitarspil, kunne akkompagnere dig til en blues på trompeten. Men da du fik oprettet dit første jazzorkester, var det trompet, du spillede.

   Det var dog først i løbet af andet og tredje seminarieår, at vi for alvor kom tæt på hinanden. Da du flyttede fra Øster Kejlstrup, var det for at komme ind til byen. Og det skal jeg love for, at du gjorde, lige i centrum. Du flyttede ind et det nedlagte Hotel Garni, overfor Silkeborg Station, 100 meter fra seminariet.

   Flytning skete, som altid dengang, med vennerne, en kasse øl og en lukket kassevogn, der som regel snildt kunne rumme vores habengut, bøger og småting pakket i de traditionelle ølkasser, et par spånplader, en sengebund, en stol eller to, lidt plakater - men i dit tilfælde altså også et klaver! Jeg husker tydeligt, da det skulle bugseres op i Hotel Garni. Trappen op til 1. sal kunne endda gå. Men derfra skulle det hen ad en lang gang, som i alt var højst 10 cm bredere end klaveret. Det forgik bogstavelig talt tomme for tomme, i små ryk. Midtvejs slog gangen endda et lille knæk på bare 5 cm, fordi Garni bestod af to sammenbyggede huse. Her skrabede instrumentets for- og bagside bogstavelig talt imod begge gangens sider, mens vi med sveden drivende lirkede det forbi det svære punkt centimeter for centimeter.

   Jeg tror, at klaveret alene tog os en halv time. Men så var der også dømt ølpause, du gav en rask ”Jada” på tangenterne og fik samtidig vistnok at vide i utvetydige vendinger, at nu regnede vi ikke med, at du flyttede foreløbig. I så fald blev det uden os!

   Du flyttede heller ikke, før vi var blevet lærere og forlod Silkeborg. Da var det nøjagtig lige så sveddryppende og svært. Men det lykkedes da, og da gangen med møje og besvær var passeret, gav du et sejrsnummer på afsatsen over trappen. Vi andre drak øl. Farvel, Silkeborg…

   Men inden vi nåede så langt, skete der et veritabelt mirakel. Jazzværtshuset ”Stalden” blev oprettet.

   Historien er i korthed denne: Inde i Århus havde Max Hansen oprettet jazzværtshuset ”Tagskægget”. Det blev ret hurtigt et særdeles populært sted, ivrigt søgt, og kunne derfor trække nogle af verdens allerbedste jazzmusikere til. Når fx Dexter Gordon alligevel var i København, var det jo fint at tilbyde ham et ekstra job i Århus. Den samme mekanisme fungerede her: Når stjernen alligevel var i Århus, var det jo alle tiders med et tredje job i Silkeborg. Max Hansen havde en god ven, Ebbe Joensen, som oprettede ”Stalden”  - i det gamle Hotel Garni. Netop. Dit værelse, Ole, lå bogstavelig talt lige oven over scenen!

   ”Stalden” blev vort andet hjem. Tænk at kunne lytte til jazzens verdensstjerner - i ravnekrogen Silkeborg! Fantastisk.

   Men godt for arbejdsmoralen var det ikke. Ak, mange aftner, hvor vi burde skrive stil, endte vi alligevel på ”Stalden”. Og mange morgner, hvor vi skulle møde kl. 8, fik vi først øjne kl. 10. Du var naturligvis delvis undskyldt: Hvem kan arbejde i larmen fra et jazzorkester. I øvrigt havde du vist nok gratis adgang, som et slags ulempetillæg… Vi andres undskyldning var mere spinkel: Vi blev lokket med af ”dårlige kammerater”, ikke mindst dig. Den er let at lokke, som gerne vil hoppe…

   Selvfølgelig var det ikke verdensstjerner hver aften, heller ikke levende musik. Men ”Stalden” havde sit fortrinlige husorkester ”Bourbon Street Jazzband”, så det blev alligevel til ganske mange aftner i musikkens, bajernes, dansens og de søde pigers tjeneste.

   Men en dag var de tre år gået, og vi skulle op til lærereksamen. Det er næsten uforståeligt i dag, så let det gik for sig. Både du og jeg havde haft Speciale C i stedet for linjefag 2, men da der endnu ikke var planlagt eksamen for det, slap vi for at komme op. Vi havde begge lavet speciale i vores linjefag, du i formning, jeg i dansk. Her skulle vi altså heller ikke op. Nogle almindelige fag var blevet afsluttet efter 2. år, jfr. min ”vandgang” til fysikeksamen. Og det betød, at det eneste, vi to skulle op i, var 4 timers ganske almindelig dansk stil. Vores lærereksamen bestod af en dansk stil!

   Den 10. maj 1971 sad vi og griflede ved eksamensbordene. Den 12. juni skulle vi til dimissionshøjtidelighed med tale af rektor, håndtryk og overrækkelse af eksamensbevis. I den mellemliggende måned havde vi simpelthen fri. Læn dem ikke ud…

   Jeg kan rolig sige, at det forår på ingen måde blev forsømt. Vi padlede ud på Silkeborgsøerne, lod kanoen drive ind i sivene og drak øl. Vi beærede diverse købmænd med små fourageringsbesøg. Den første flaske blev som regel tømt allerede ude på købmandens trappesten. Vi trakterede vores instrumenter. Vi gik naturligvis på ”Stalden”.

   Og en dag skrev vi efter 25 eksemplarer af en nyudkommet socialistisk sangbog med lutter ”røde sange”. Da pakken ankom til posthuset, hentede du og jeg den, forsynede os med en pose øl og satte os på en bænk i majsolens skin lige udenfor Silkeborg Station. Her sang vi fra bogen på livet løs, skyllede efter med øl og forsøgte at afsætte sangbøgerne til de forbipasserende. Da solen begyndte at dale, havde vi vel solgt omkring 15 sangbøger og drukket et lignende antal øl. En mindeværdig dag.

   Du supplerer med en historie, som jeg havde glemt: En dag havde vi ligget og plasket i kano ude på søen. Vores absolut sidste penge var gået til kanoleje og de nødvendige pilsnere. Men nu var sejlturen overstået, pilsnerne drukket, alle lånekilder udtørret og lommerne absolut tomme - bortset fra én eneste 25-øre, som jeg fandt blandt lommeulden på bunden af min. Grebet af en pludselig indskydelse, eller var det gammel vane, gik vi ind på et værtshus. Her kom jeg 25-øren i ”den enarmede tyveknægt”, trak i armen - og ud trimlede og raslede en flod af 25-ører. Jackpot!

   Så ku vi lidt igen… 

   Den 12. juni blev vi altså officielt lærere. Jeg flyttede til Århus, hvor jeg kunne bo billigt hos min søster, mens jeg arbejdede hele sommeren på Plumrose i Viby. Det er jo ikke billigt at leve af øl og cigaretter, selv om madbudgettet blev holdt på et minimum. Så det var bydende nødvendigt at tjene penge for at dække den ret omfattende klatgæld, jeg havde til gud og hvermand af mine venner og bekendte i Silkeborg. Selvom det mest var småpenge, udgjorde den tilsammen en ret betydelig sum, nydeligt optegnet i min lommebog, men med lidt kreativ bogføring lykkedes det at få den afskrevet:

   Først slettede jeg alt på og under 10 kroner. Dem ku folk nok godt undvære, tænkte jeg, og i øvrigt havde de sikkert glemt dem. Så der går adskillige nu pensionerede lærere rundt i det ganske land, som jeg skylder i omegnen af 8 kr. Plus renter - uha uha.

   Så betalte jeg lidt efter lidt de større beløb af. Og dermed kom jeg i mål. (Næsten. For det allerstørste beløb fik jeg faktisk aldrig betalt. Viljen var den bedste, men det lykkedes mig aldrig i overskuelig tid at få hold på det anselige beløb af 200 kr., som jeg skyldte dig, Arne Mikkelsen. Så dem skylder jeg dig altså endnu. Plus renter - uha uha.)

   Du, Ole, havde helt andre planer. Din lyst til lærerjobbet var egentlig begrænset, og i hvert fald trængte du til luftforandring. Så du tog hyre som messedreng på Nella Dan, som skulle en sviptur til Australien, New Zealand, Macquarie Island og - Antarktis, minsandten. Ud på eventyr. Hele det år skrev vi sammen og bevarede således kontakten. Og den har vi haft lige siden. Men beretningen herom hører til i en anden sammenhæng.

   Fiasko på Skægkær Skole

   Ude på de omkringliggende skoler ventede den skinbarlige skolevirkelighed på os i form af praktik. I forbindelse med faget ”praktisk skolegerning” kom vi ret hurtigt i gang på Th. Langs Øvelsesskole, som lå umiddelbart ved siden af seminariet. Det har været noget af en udfordring for de hårdt prøvede børn næsten konstant at blive udsat for forskellige seminarieelevers mere eller mindre velfunderede pædagogiske eksperimenter. Men for os var den rigtig store udfordring at komme i tre ugers praktik på en af skolerne i omegnen.

   Min første praktik var på Skægkær Skole omtrent 10 km nord for Silkeborg, sammen med 2-3 stykker fra klassen.

   Det blev en total fiasko.

   Forløbet af de undervisningslektioner, som jeg havde ansvaret for, husker jeg ikke. Men jeg husker mine kontroverser med de tre kvindelige praktiklærere, alle omkring 30 år. Når jeg kom med et af mine moderne synspunkter eller progressive forslag, var omkvædet fra dem: ”Jaja, sådan tænkte vi også, da vi gik på seminariet. Men så kom vi ud i det virkelige liv, og nu…”

   Det skal man bare ikke sige til en pædagogisk nyomvendt ung mand, der med begge ben solidt plantet i den blå luft forfægter halvfordøjede pædagogiske synspunkter uden at have noget som helst begreb om skolens virkelighed. I hvert fald blev jeg så rasende over den nedladenhed, jeg oplevede i deres kommentarer, at jeg under resten af mit ophold konsekvent demonstrerede min foragt for dem og for aktiviteterne i klasseværelset. Når mine klassekammerater underviste, sad jeg, dybt usolidarisk, nede bag i klassen og læste ”Pelle Erobreren”. Da en af lærerne påtalte dette, lod jeg hende forstå, at jeg absolut ikke kunne få noget ud af det, der foregik i klassen, så jeg kunne lisså godt bruge tiden på noget fornuftigt.

   Jeg var kort sagt så overlegen og øretæveindbydende, som jeg kunne være. Og da praktikken var forbi, forlod jeg skolen uden farvel.

   Nogle uger efter kom praktikudtalelserne. Noget negativt om os måtte praktiklærerne ikke skrive. Så min udtalelse lød i sin helhed: ”Gudmund Auring har været i praktik i tre uger på Skægkær Skole”. Punktum, finale!

   Ikke underligt, at Gro-Nielsen gerne ville høre om, hvordan det kunne gå til. Han indkaldte mig til en samtale, og et eller andet sted havde jeg jo nok indset, at min attitude på Skægkær ikke havde været udpræget konstruktiv. Jeg kom med min nogenlunde sandfærdige forklaring, og Gro lyttede opmærksomt. Efterhånden var jeg blevet ”bettekå´l”, det var gået op for mig, at sådan en praktikudtalelse kunne koste mig min videre karriere.

   Men Gro viste sig endnu engang som den vise, overbærende fader: ”Ja, det er jo ikke så godt, Gudmund”. Neej, det måtte jeg jo gi ham ret i. ”Skal vi ikke være enige om, at nu tar du dig sammen, og efter næste praktik ser jeg en helt anden slags udtalelse om dig”? ”Jo!” brast det ud af mig. Og med et lettelsens smil om munden forlod jeg hans kontor.

   Jeg forestiller mig, at Gro så efter mig med et overbærende smil og en lille hovedrysten…

   Lærer Hansen

   Heldigvis er det lærer Hansen, jeg har som praktiklærer på Virklund Skole. Han er gammel, nær de 60, men kan godt lide unge mennesker og har en naturlig afslappet autoritet overfor børnene. Det smitter af. Når læreren har godt styr på klassen, er det også lettere at være praktikant. Det føles i al hemmelighed rart - selv om udtrykket ”autoritær” er tidens værste skældsord.

   Det er lærer Hansen, der siger: ”Auring? Så må du da være i familie med Gustav Auring”. Da jeg siger, at det er min farbror, fortæller lærer Hansen om hans bedrifter i Silkeborgs modstandsbevægelse under krigen. Det er et stolt øjeblik.

   Et lille kultursammenstød: På Virklund Skole sidder vi praktikanter helt selvfølgeligt sammen med lærerne. Det er sandelig ingen selvfølge alle steder. En dag har en af lærerne fødselsdag, og der er rundstykker, også til os. Vagn er min medpraktikant og flipper af reneste vand, med milde og venlige øjne, god på guitaren og med et hippieagtigt halvkøbenhavnsk tonefald i sin stemme, selv om han er vaskeægte jyde.

   Tidens nyeste udtryk, når noget er godt, er ”FEDT”. Det er stadig et ungdoms- og flipperudtryk, som nok kommer af begrebet ”at fyre en fed”, altså en chillum hash, det har i hvert fald ikke bredt sig til skolekredse i Virklund endnu. Denne lille forklaring for værdsættelsen af nedenstående replikskifte.

   Vagn: (sidder med sit rundstykke): ”Øhhh, mon dar er noen, dar har set smørret”?

   En lærer: (rækker smørret til Vagn) ”Ja, værsgo…”

   Vagn: (tar imod) ”Fedt, mand”!

   Læreren: ”Nej, smør”.

   Hillerslev

   Steffen er officerssøn fra Viborg. Så er der nogen, der er imod autoriteter, så er det ham! Han og jeg finder ud af at gå sammen om de to sidste praktikker, først i Hillerslev på Fyn, siden i Rask Mølle. I Hillerslev låner vi et værelse af lederen, og selve praktikken forløber vist udmærket.

   Steffen har let adgang til hash. Efter sigende er han en af Silkeborgs ”dealere”, i hvert fald har han en pæn klump galar med til Hillerslev. Vi er dog fornuftige nok til at begrænse forbruget, så det ikke går føleligt ud over vores pædagogiske performance. Men en aften tar vi til Odense, ryger os pisseskæve og går ind og ser den nye Disney-tegnefilm, ”Junglebogen”.

   Jeg har egentlig hverken særlig mange eller særlig positive erfaringer med hash. Men lige netop den aften bliver Disney til en syret eksplosion af lys og lyd, næsten som da jeg hørte Velvet Undergrounds berømte ”bananplade” til min første chillum i 2. G.

   Jeg er enig med tidsånden i, at hash er et bevidsthedsudvidende stof, som giver en dybere og mere gennemtrængende oplevelse af virkeligheden. Da statens misbrugskonsulent, Peter Schiøler, besøger seminariet, gør han et tappert forsøg på at få den antiautoritære ungdom til at afsværge hash og andre stoffer. Blandt andet fortæller han, hvordan to unge havde indvilget i at blive optaget på bånd, mens de var skæve. Stor var deres forbløffelse, da de opdagede, at den intense, dybe og alvorlige samtale, som de selv mente, de havde haft, viste sig at dreje sig om… spegepølse.

   Schiølers pointe er naturligvis, at det her med bevidsthedsudvidelse er noget af en skrøne. Men han er oppe mod den kompakte majoritet. I hvert fald alle de fremtalende, herunder jeg, har kun latter og hån til overs for hans synspunkter.

   Men ikke længe efter ændrer jeg syn på den sag.

   I´m a mighty man…

   Pengetrangen er permanent. Jeg vil ikke tigge penge hjemmefra - så begynder mor bare at blande sig og kommentere min vandel, og det har jeg fået mer end nok af i årene forinden!

   Mest bliver jeg finansieret af statsgaranterede studielån. Da jeg er færdig på seminariet, skylder jeg 40.000 kr. (mange penge dengang) som jeg afdrager over 10 år med 1000 kr. om måneden, i alt 120.000! Da lånene jo er statsgaranterede, risikerer bankerne INTET SOM HELST, men det forhindrer dem jo på ingen måde i at SCORE PROFITTEN, med statens velsignelse. Det er og bliver en HISTORISK SKANDALE, som i årevis derefter holder tusinder af studerende fast i en gældsfælde, ja, nogle af dem sidder i den endnu!

   Ja, sådan er kapitalismen, dengang som nu.

   Selv er jeg heldig: Kun tre års studier, og fast arbejde sidenhen. Men det er altså omtrent 25 % af min løn, jeg betaler af hver måned.

   Men hvad med SU, vil nogen spørge? Det er man kun berettiget til efter at være fyldt 23 - hvis man da ikke har brudt med sine forældre, og det ku jeg trods alt ikke drømme om, heller ikke pro forma. Så jeg er først berettiget til ”Ungdommens Uddannelsesfond” i mit sidste halve studieår.

   Så der skal altså tjenes penge. I det mindste noget af sommerferien må gå med arbejde.

   I 1969 får jeg job som tilsynsførende på en ”svagbørnskoloni” med 50 børn fra Esbjerg Kommune, som bliver sendt på koloni med kommunal støtte i Rendbjerg ved Flensborg Fjord. Inde i stuen sidder lejrlederen fru Lindhardtsen, en 50-årig matrone, som kun nødigt forlader sin stue, sin cerut og sin kaffekop. Udenom myldrer ungerne, 25 af hvert køn i alderen 9-15 år under opsyn af Tommy, Flemming, Lise, Lilian og mig. Vi bader, spiller volleyball og fodbold, tar på små udflugter i omegnen og den slags hyggelige sommerlejrting. Om aftenen skal ungerne ”puttes”, 25 i to sovesale, hvilket selvfølgelig godt kan ta sin tid.

   Men når der er ro i lejren, tar vi fem unge fat. Vi er alle sammen studerende, som skal tjene en skilling til næste års studier. Vi bor i en lille anneksbygning, langt fra fru Lindhardtsens falkeblik, og dér går det løs med hyggesnak, sang og musik (min guitar, nu med 5-6 akkorder, som jo i hvert fald er rigeligt til en ”Rendbjerg Camp Blues”) og rigeligt med bajere. Ofte bliver klokken hen ad 3-4 om morgenen, før vi knalder brikker.

   Øllerne smugles ind i al diskretion, så hverken børnene eller fru Lindhardtsen opdager noget. Dvs., hun har nok en fornemmelse af, hvad der foregår. En dag har vi fx bestilt en kasse øl hos købmanden i Egernsund, men åbenbart glemt at understrege, at den skal leveres ved annekset. Så buddet kører ned til hoveddøren, hvor en lettere desorienteret fru Lindhardtsen kigger på kassen, indtil vi kommer til og befrier hende for det grimme syn. Men så længe lejren kører gnidningsløst, er hun egentlig ligeglad.

   Og lejren kører på skinner. Vejret er strålende, og ungerne, som jo er på lejr, fordi deres forældre ikke har råd til sommerferie, opfører sig stort set eksemplarisk. Ganske vist er der adskillige ”rødder” iblandt, men vi er så heldige, at tre af de ældste er brødre, ualmindelig velopdragne og flinke, og med en betydelig autoritet over for de yngre. Så de holder stort set styr på drengene.

   Hvad pigerne angår, så har vi stor gavn af Tommy. Han er 18 år, altså kun 3 år ældre end de store piger, brun i løden, med brune øjne og mørke, flagrende lokker, og alle de store piger forelsker sig i ham. Så hvis der er optræk til bøvl, behøver Tommy bare se på tøserne med sine flødechokoladeøjne, så smelter de lige på stedet.

   Selvfølgelig er der ingen egentlig kæresteri. Men alle, der har prøvet at være 15 år og forelsket i en lærer, ved jo, hvordan den elskede genstands på én gang nærhed og uopnåelighed får det til at krible i hele kroppen. Og pigerne i deres små shorts og T-shirt eller bikinier flokkes om Tommy som fluer om et stykke sukker. Egentlig kræver det ikke så lidt karakterstyrke af den unge mand. Aldersforskellen mellem 15 og 18 er jo så godt som ubetydelig. Men Tommy holder sin sti ren!

   Når det regner på præsten, drypper det på degnen. Da den kønneste piges også ganske kønne veninde ikke kan ”få” Tommy, må hun jo nøjes med mig. Smægtende øjekast, fortrolige samtaler om alvorlige, eksistentielle teenage-emner, alt sammen i al uskyldighed. Jeg er jo også hele 21, og langt fra så køn som Tommy. Men alligevel…

   Vi har det hyggeligt alle fem, men det er især Flemming, Tommy og mig, der falder i hak. Tommy går ”kun” på HF, men vil senere på seminariet. Flemming er høj, lun og humoristisk, rødhåret som en forklædt brandbil, skal på seminariet efter sommerferien, er en fortræffelig håndboldspiller i Esbjerg HK, og har et tydeligt talent som billedkunstner. Både han og Tommy elsker musik, især ”the blues”.

   Somme tider kan det lade sig gøre, at vi får fri samtidig, og så går turen ad ”boulevarderne” i Egernsund, mens vi af fuld hals skråler ”I´m a mighty, mighty, mighty man…” som er single-bagsiden på årets helt store hit, ”In the Summertime” med Mungo Jerry. Her kommer vi, lunede af sommervarmen, feterede af søde piger, unge og fri! Vi ejer verden…

   En aften tar vi med ”Æ Spritter”, spritruten fra Sønderborg ad Flensborg Fjord til Flensborg. Vi ender på et diskotek ved havnen, hvor jeg flere gange prøver at få DJ´en til at spille ”In the summertime”. Det skal han nok, om lidt, siger han - men den kommer ikke. Da jeg for tredje gang går op og spør, er han blevet træt af mig. Så han ser olmt på mig og siger højt, ind i mikrofonen: ”Nein, ich hab´ kein Hash”! Jeg er langhåret og i bare tæer, så ingen er sådan set i tvivl om, at jeg har spurgt ham, om jeg kan købe hash. Straks kommer et par udsmidere, og jeg bliver verfet ud med brask og bram!

   Nå ja, så fik man den erfaring.

   Den sommer er frydefuld. Og da de tre uger er gået, har jeg fået to nye venner, Flemming og Tommy. Og dem har jeg endnu i skrivende stund.    

   Brugsen i Gl. Ry

   Året efter får jeg et job som murerarbejdsmand i Gl. Ry, hvor jeg endda får lov til at bo gratis hos søde Vår og hendes lige så søde mor.

   Det er hos en lille, lokal mester, som har entreprise på at bygge en udvidelse af Gl. Ry Brugs. Den står skam endnu, ca. 200 meter vest for kirken, ned over torvet og lidt hen ad hovedgaden. Når jeg kommer forbi, ser jeg på bygningen med en vis andagt. Jeg praler også i vilden sky: ”Det der hus har jeg støbt grunden til”!

   Det er nu en sandhed med modifikationer. Vi er fire mand, mester selv, to arbejdsmænd og så lille mig. I starten står en af arbejdsmændene ved cementblanderen, mens jeg skal forsøge at balancere de betonfyldte trillebøre hen ad de gyngende kørebrædder. Det går ikke så godt, jeg vælter med mindst hver tredje bør. Jeg gør naturligvis mit bedste, men jeg har jo bløde seminariemuskler, ikke hårde betonmuskler som arbejdsmændene.

   Da mester har set på det et par gange, bliver jeg sat til at passe cementblanderen: Så-og-så mange skovlfulde sand, et par skovlfulde cement og et par spande vand. Det er noget lettere arbejde, som jeg klarer udmærket.

   Hver aften er jeg dødtræt, og mine muskler er værkende og ømme. Men egentlig er det en dejlig form for træthed. Og er de ikke også lidt større, musklerne?

   Jeg får 10 kr. i timen, ingen stor timeløn. Den ældste arbejdsmand, som har været hos mester i mere end 20 år, fortæller mig en dag, at han får 13 kr. Det synes han er en god løn, og jeg finder bestemt ikke forskellen urimelig, da han nok laver dobbelt så meget som jeg. Han knokler løs. Men da den yngste arbejdsmand, som mester har ”lokket til” udefra, en dag fortæller mig i al fortrolighed, ”men sig det ikke til nogen”, at han får 19 kroner i timen, blir min socialistiske samvittighed provokeret. Jeg synes godt nok, at det er dybt uretfærdigt. For den gamle er meget flittigere end den unge. Skal jeg sige noget?

   Nej, jeg lar vær. Og grunden blir støbt…

   Resten af den sommer er jeg deltager i den første Thy-lejr, hvorom fortælles andetsteds.

   Hej Jørgen Gyldenløve

   Det er først i 3. år, jeg møder dig, sandsynligvis over et par øl på et værtshus. Vi snakker godt sammen, du er også VS´er, ganske vist på den trotskistiske fløj med ”4. Internationale”, der hylder ”den permanente revolution”. Og så har du faret til søs i dine helt unge år. For et pænt borgerbarn som mig er der noget imponerende ved en ungersvend, der er blevet slæbt med på landlov og til ludere i Guayaquil, Ecuador. Du har din egen måde at tale på, en tilsyneladende kølig, nøgtern og barsk facon, som dog i længden kun slet skjuler din temperamentsfulde, varmhjertede personlighed.

   Nu er du nystartet på seminariet og mangler et ordentligt sted at bo. Hvad om vi slår planterne sammen? Ganske vist har jeg knap et år før været så heldig at få et kollegieværelse oppe på ”bakken”, lige overfor Silkeborg Seminarium. Birthe og jeg har også genoptaget vores forbindelse, uden dog at flytte sammen, men da jeg stadig ikke kan nære mig for erotiske eksperimenter, er det gået forbi endnu en gang.

   Et kollektiv i midtbyen, det må da være sagen. Du kender Dorte Larsson fra din hjemby, Viborg, en humørfyldt og smilende pige, og sammen finder vi tre et loft på et lille byhus i Toldbodgade. Her ser minikollektivet ”Den Blodrøde Brosten” dagens lys.

   Nå ja, mini og mini. Vi ligger kun godt 200 meter fra seminariet, så det varer ikke længe, før et mylder af tvivlsomme venner indfinder sig og betragter vort loft som et behageligt hvilested, hvis de har fritime eller af andre grunde ikke skal hjem.

   Til overmål ligger ”Stalden” imellem ”Brostenen” og seminariet. Man kan ikke nægte, at vi er centralt placeret. Og vore værtsfolk, der bor i stueetagen lige under os, mæler aldrig et kritisk ord, selv om der temmelig ofte er ”gang i den” i Toldbodgade 26. Flinke folk.

   Kollektivet består af tre værelser og et fælles køkken, der samtidig er udgangspunkt for trappen ned til gadedøren. Dorte får det største værelse, mens mit så absolut er det mindste, jeg nogensinde har boet på. Ca. 5 kvadratmeter, men med døren placeret på et hjørne, så alle fire vægge er brugbare. Den ene er dog en skråvæg med tagvindue. Under det placerer jeg mit ”skrivebord” - en spånplade på de fire traditionelle ølkasser. Min madras ligger, som skik og brug dikterer, direkte på gulvet, med fodenden ind under skrivebordet. Den modsatte væg er dækket af min bogreol, og endelig er der lige akkurat plads til den lænestol med flettet snoresæde, som jeg har med fra mit barndomshjem. Hver centimeter er udnyttet. Værelset anvendes kun, når jeg skal sove, læse eller - i et sjældent anfald af pligtfølelse - læse lektier.

   Men hvad gør det? Det sociale liv foregår for os alle tre og vennerne ude i køkkenet, hvor diskussionerne bølger, så bajerne skvulper. Eller vi tar et slag Ludo eller 500 Rommy. Der er simpelthen hamrende hyggeligt i ”Brostenen”, og vi swinger rigtig godt med hinanden.

   Allerede den første aften falder jeg for dig med et brag. Efter et par bajere og lidt munter snak bliver vi enige om, at det er sengetid. Vi siger rejser os og siger godnat, og jeg tilføjer, høflig, som jeg er ”og sov godt”. ”DET SKA DU I HVERT FALD IK BESTEMM´” smælder du ud med bøs og malmfuld røst, går ind på dit værelse og lukker døren fast i! Og der står jeg med mit tabte hjerte. En mand med sådan en humor er lige en ven for mig…

   Inden vi flytter sammen, har jeg dog allerede oplevet dig på slap line. Det er den dag, da Dora ligger på fødeklinikken i Viborg og føder din første datter, Ditte. Vi turer rundt i Viborg, kredser rundt om fødeklinikken, men dér er absolut ingen adgang for mænd. I stedet går vi på værtshus, drikker bajere og bliver godt lakket til. Klokken halv et om natten tropper vi op i dit barndomshjem, er det i Mogensgade, og du purrer din gamle, flinke mor ud af sengen, så hun kan lave spejlæg og brasekartofler til os. Det ryster mig noget! Sådan turde jeg bestemt ikke behandle MIN mor. Men din mor tar det med ægte moderlig, omsorgsfuld sindsro. Og hun tar jo da heller ikke direkte skade af det.

   Ja, nu er Ditte vel 43-44. Og de tre næste fik du med Lisbeth.

   Det sidste seminarieår blir det muntreste for mig. ”Stalden” og ”Den Blodrøde Brosten” blir knudepunkterne i mit liv. På den tid er der 50 øller i kasserne. Det gør dem tunge, men deres vægt indikerer også, at når vi bærer en kasse øl hjem, så er forsyningssituationen nogenlunde stabil den dag. Selv om vennerne møder flittigt op og forsøger at tiltuske sig deres part. Nå, vi ville jo gøre det samme overfor dem… Desuden skal øllerne tømmes på den tid, da de ellers lækker godt og grundigt, når de bliver lagt i kassen igen. Den forpligtelse tar vi på os som de mandfolk, vi er.

   Vi oplever i øvrigt skiftet til de moderne tider: Da det lokale Neptun-bryggeri går over til 30 styks plastickasser, blir i tusindvis af 50 styks trækasser sat til salg. Vi sikrer os vores del. Jeg har en stribe af dem endnu…

   Hvad laver vi ellers? Vi dyrker aktivt vores politik i VS. Vi padler på Silkeborgsøerne. Men først og fremmest hygger vi os i vores køkken, med øl på bordet, politiske plakater på skråvæggene og lystigt ping-pong i samtalerne.

   En ganske særlig invasion oplever vi, da vor søde Dorte kommer hjem med Nik, som hun har truffet på københavnerbåden. Nik har ikke lige noget sted at bo, men vi har jo det solidariske hjerte- og husrum, som ligger i tiden. Så han flytter ind.

   Der går uger, en måned, snart to. Nik er helt klart mere til galar end til bajere, og efterhånden tar han og en flok af Silkeborgs hårdeste flippere nærmest fast ophold i ”Brostenen”, mest på Dortes værelse. Det går ikke nævneværdigt ud over vores ølforsyning, men ellers kan køleskabet godt virke lidt ribbet, og når vi kommer hjem fra seminariet, bølger røgen ud fra Dortes værelse i tykke skyer.

   Jeg prøver at fyre lidt med, men det blir sgu for kedeligt. Der sidder vi 6-7 stykker og damper, i noget nær absolut tavshed. Så går der et kvarter, hvorpå én mumler: ”Fedt, mand”. 20 minutter efter kommer svaret: ”Pissefedt”. Nej, så er det alligevel sjovere med bajere.

   Til sidst er vores hjerterum og solidaritet mildest talt tyndslidt. Dorte er dødtræt af menageriet, men hvad skal vi gøre? Vi bliver enige om, at én af os (det var sikkert dig) skal ta en snak med Nik. Du får sagt ret direkte, at nu må han faktisk godt flytte. Han blir pissefornærmet og svarer, at han da sagtens kan flytte hen til en af vennerne. ”Så gør det”, og det gør han så. Men deres gæstfrihed er åbenbart ikke så hjertelig som vores, nu da de er jaget ud af ”Brostenen”. Så efter mindre end en uge damper Nik ud af Silkeborg. Vi har ikke set ham siden.

   Den oplevelse betyder nok en hel del for min beslutning kort efter - aldrig mere hash! Ikke af moralske eller lovlydige grunde: Det er simpelthen for kedeligt. ”Natural high” på verden, som den åbenbarer sig for mine hverdagssanser, det er rigeligt for mig…

   Da jeg får min lærereksamen, og afskedens time nærmer sig, står nye klar til at flytte ind. Først og fremmest Lisbeth, som du går i klasse med og finder sammen med i ”Foreningen til Blodpølsens Fremme”, som du vist nok er både formand, sekretær og kasserer i. Lisbeth er nok lidt mere afdæmpet, end du er, men tag ikke fejl, hun har både et varmt glimt i øjet, ben i næsen og et kærligt-ironisk smil om munden. Det er vist også nødvendigt, hvis hun skal tumle dig.

   Hvor interesseret Lisbeth er i blodpølse, ved jeg ikke, men hun vil ha dig, og du vil ha hende. I flytter sammen i ”Brostenen”, jeres samliv finder sted den dag i dag, og I er blandt Petruscas og mine nærmeste og kæreste venner. 

   På jævnlige besøg i Silkeborg bliver ”Brostenen” ved med at være min base, indtil I også bliver lærere. Også Åse flytter ind. Hun er lun på mig, og jeg er heller ikke uinteresseret. Men jeg er ikke særlig sød ved hende. Faktisk opfører jeg mig som et rigtigt røvhul.

   Ak ja, kærligheden er og bliver den hårdeste branche af alle. Heller ikke jeg opnår at gå syndefri gennem verden.

   Og straffen? Den har jeg fået! Af andre, men på samme måde.

   Jørgen, det år var fedt! Din barske humor, din ramsaltede replik, din store viden om litteratur, historie, politik, tegneserier, blodpølse og fugle, er med til at gøre tiden i ”Den Blodrøde Brosten” til en af de sjoveste perioder i mit liv.

   Tak for det, du gamle!

   Og navnet? Jeg tror såmænd ikke, at nogen af os nogensinde har fået kastet én eneste brosten…

   Session

   Det var også i Silkeborg, jeg kom på session. Jeg var absolut ikke i tvivl om, at jeg skulle være militærnægter. USA havde gang i sin forbryderiske krig i Vietnam, og Danmark var gennem NATO allieret med USA, så soldat? No way!

   Bortset fra lidt rød-grøn farveblindhed var jeg i fysisk fin form. Og efter intelligenstesten kom en gammel hugaf af en officer, med snoet overskæg og det hele, hen til mig og sagde, at jeg var en begavet ung mand. ”Ja, jeg skal også være militærnægter”. Tænkte jeg på at sige. Men undlod det. Igen igen. Pæn ung mand. Lidt for artig måske, når det kom til stykket. Klar til at gå ud i livet. Nægterlivet. Arbejdslivet. Men først og fremmest LIVET.

                                                                                                                                                 24. november 2013

                                                                                                                                                    Gudmund Auring