UNGDOMMELIGT MELLEMSPIL III - Ventetid

   UNGDOMMELIGT MELLEMSPIL   III

                       VENTETID
                       af Gudmund Auring
 

   De fleste mennesker har nok tænkt tanker i stil med: Hvis jeg i den situation var gået til højre i stedet for til venstre, så havde mit liv formet sig FULDKOMMEN ANDERLEDES, end det blev. Alle kan vist pege på situationer, hvor en tilfældighed har truffet helt centrale afgørelser i deres liv. Og hvis de følger sporet tilbage derfra, er den blot den sidste i en kæde af tilfældigheder, der tilsammen har ledt dem ind på den vej, de nu færdes ad.

   Filosofiske naturer begynder måske at spekulere over, om tilfældighederne er så tilfældige endda. Hvad mig angår, så er jeg fuldt og helt overbevist om tilfældighedernes tilfældighed. Men der er naturligvis andre forhold, der afgør, hvordan vi håndterer og lever videre på tilfældighederne, såsom arv, miljø, ”det system af svage punkter, der kaldes personlighed”. Ud fra disse realiteter kunne man, hvis den eller den tilfældighed ikke var indtruffet, muligvis  - hvem ved - have kommet til at leve et ”parallelliv” - i mit tilfælde som lærer, familiefar, spillemand og bogelsker. Men på en anden skole, med en anden kone, andre børn, andre spillekammerater, andre… en svimlende tankerække!

   Lige så muligt var det gået helt anderledes. Det får jeg aldrig at vide.

   Tilfældigheden er ofte et menneske. Livet kan med god grund betegnes som det, der opstår, når vores tilfældighedskæder griber ind i hinanden, og vi bliver hinandens tilfældighed.

   Min store og afgørende tilfældighed hedder Marie. Men fra hende og nogle år tilbage er en lille stump kæde synlig:

   HVIS jeg ikke i min forelskelse i Josephine i 10. klasse havde begået den uhørte dristighed at ”erklære mig” ved at understrege ordene Det er så yndigt at følges ad / for to som gerne vil sammen være i Josephines skolesangbog, og

   HVIS hun ikke havde genfundet sangbogen og understregningen efter seks år, hvor vi helt havde mistet hinanden af syne, og

   HVIS det ikke havde gjort hende varm om hjertet, så hun kontaktede mig, og

   HVIS jeg ikke med det samme var blevet venner med hende og hendes mand Siggi, og

   HVIS de så ikke havde inviteret mig til fest i deres opgang i Langelandsgade i Århus, og

   HVIS jeg ikke havde besluttet mig til at gå til festen,

   SÅ havde jeg sandsynligvis aldrig truffet Marie.

   (Det fremgår tydeligvis af ovenstående tilfældighedskæde, at ”tilfældighederne” ikke er helt tilfældige. Personlighed, væremåde, tilbøjeligheder har helt sikkert spillet en vigtig rolle i de afgørelser, jeg og andre traf undervejs. Men det ændrer ikke på den kendsgerning, at det alt sammen lige så let kunne ha gået helt anderledes.)

   Men jeg traf altså Marie og forelskede mig straks voldsomt i hende. Hun var heller ikke ganske uinteresseret i mig, og i løbet af sommeren 1971 blaffede vi sammen til Holland, hvor vi sammen med andre i hundredevis sov under åben himmel i Vondelpark, hippiernes foretrukne ”sleep-out” i Amsterdam. Senere drog vi ud til kysten og sov i klitterne, hvorfra vi ret snart vendte næsen nordover til Groningen og hjem. Maries interesse var allerede kølnet en hel del - hvad min ikke var. Så ved hjemkomsten var vi, til min frustration, mere venner end kærester.

   Som kærlighedshistorie fik tilfældigheden derfor mest episodens karakter. Nej, det afgørende for mig blev, at Marie var lærer og arbejdede på en skole for åndssvage børn i Århus, Kroghsgade Skole. Ved min session havde jeg meldt mig som nægter, men fået udsættelse, til jeg var færdig med min uddannelse. Men nu fangede bordet. Det betød på den tid 1 måned på nægterskole, og dernæst 15 måneder som udstationeret. Udstationeringsstedet måtte man gerne selv finde, og Marie mente bestemt, at Kroghsgade lige ville være noget for mig. Altså gik jeg på Maries anbefaling op til skoleleder Rasmus Bie Hansen. Han var glad for ganske omkostningsfrit at få en ekstra lærerkraft, og jeg blev antaget på mit temmelig behårede ansigt.

   Så var det i orden. Men HVIS jeg ikke var kommet på Kroghsgade Skole, så havde jeg næppe nogensinde truffet min kone, fået mine børn, boet i osv. osv.

   Jeg skulle imidlertid først møde på Antvorskov Nægterskole 23. november, og min udstationering på Kroghsgade startede først 2. januar 1972. Så der imellem skulle ventetiden jo gå med noget.   

   Plumrose

   At jeg overhovedet kom til Århus, hvor jeg har boet lige siden, beroede også på en mindre tilfældighed. Efter seminariet var jeg aldeles pengelæns, hvilket ganske vist ikke var tilfældigt. Det skyldtes min tilbøjelighed for øl og smøger. Men min søster Ingeborg var flyttet til Århus og havde, sammen med sin kæreste, Thomas, købt et hus med fire lejligheder i Lollandsgade. Med deres velvilje kunne jeg dér leje et værelse for 100 kr. om måneden, mens jeg tog arbejde på slagterivirksomheden Plumrose i Viby og efterhånden fik mig kæmpet ud af min klatglæd til venner og bekendte. Det var jo sommerferie, så lærerarbejde var ikke at få.

   På Plumrose gjorde jeg rent om aftenen, bevæbnet med en højtryksspuler, hvormed jeg oversprøjtede gulve, hylder, maskiner og alt, hvad der var. Produktionen foregik dog i toholdsskift, så både skæreborde og pakkebånd var delvis bemandet, mens vi bearbejdede de ikke besatte områder med vores slanger. Når produktionsholdet så gik hjem klokken 23, var der lige et par timers overarbejde, hvor vi ordnede de sidste maskiner. Det var lidt hårdt, men skæppede godt i kassen, og jeg havde brug for hver en skilling.

   Produktionen i vores del af virksomheden bestod mest af flæskefars og pølser. Hvis man havde en svaghed for pølsevogne, så var arbejdet alle tiders kur derimod. Op i den enorme hakkemaskine kom alt det, der absolut ikke kunne bruges til andet: fedt, brusk, sener, maddiker og alt muligt andet ”godt”, såsom det, vi fejede op fra gulvet (nå ja, næsten…) Dertil en ordentlig sjat rødt farvestof, og så var ”kødfarsen” klar til at komme i plastictarmene og videre i dåser og plasticpakker.

   Der blev også produceret mere regulære former for svinefars. De blev pakket som konservesdåser, som tydeligt var mærket med ”Pork ”. En dag kom nøjagtig den samme fars i nøjagtig de samme dåser, men mærkeligt nok uden mærkater på. Da vi forbavset spurgte ude på lageret, hvordan det kunne være, svarede de, at disse dåser skulle eksporteres til de arabiske lande, men nu håndmærket ”Beef”…

   Det var rigtig fabriksarbejde, med indstempling på kontrolur, samlebånd, tidsstudiefolk, som stod i hvide kitler med stopure og skriveplader og tog tid på arbejdernes bevægelser - alle industrialiseringens velsignelser. I skærehallerne stod ”de rigtige” slagteriarbejdere og fægtede vildt med barberbladsskarpe knive, med hvilke de i lyntempo trakterede halve grisekroppe og skar kødet fra benene - de var på akkord (slagteriarbejderne, altså).

   Og når vi gik hjem og passerede forbi portneren, skulle vi trykke på en knap. Med ujævne mellemrum udløste det et ringeapparat og en kontrollampe, som angav, at den ”heldige” skulle åbne mappe og fremvise lommer for kontrol. Vi skulle jo nødigt udsmugle nogle af Plumroses ædle produkter og bruge dem på os selv…   

   Lærervikar

   Men så småt blev det august, og det betød mulighed for at få et lærerjob. Foreløbig kun som vikar, da jeg jo havde andre forpligtelser fra november. Så jeg tøffede ned til Århus Kommunale Skolevæsens kontorer i Frederiksgade og fik foretræde for den almægtige Rie Holm, der havde ansvaret for vikarfordelingen i kommunen. Hun beså afmålt min langhårede, overskæggede skikkelse og meddelte, at hun da kunne skrive mig op på en liste, så jeg med tiden kunne blive cykelvikar. Jeg takkede ydmygt og spurgte, om hun skulle se mit lærereksamensbevis. ”Jamen, er du da lærer?” spurgte hun med alle tegn på forbavselse. Hun havde tydeligvis taget mig for en ung studerende, som skulle tjene lidt vikarkroner.

   Ja, det måtte jeg jo indrømme. Nå, så var det en anden sag. Nu kunne jeg starte som cykelvikar med det samme, men der ville sikkert snart vise sig noget mere fast. Og ganske rigtigt: Allerede efter to dage fik jeg et 13 ugers barselsvikariat på Skovvangsskolen.

   Rask op på cyklen og af sted. På Skovvangsskolens kontor beså inspektøren, Christensen hed han vist, mig med en vis skepsis i blikket. Han var tydeligvis af ”den gamle skole”, og jeg lige så åbenbart af ”den nye”. Mon den flippede unge mand virkelig kunne stå for mosten? Men jeg fik da lidt orientering om forholdene på skolen, og dertil mit skema. Jeg skulle være klasselærer i en 5. klasse og ha dem i dansk, religion og musik, desuden et par småting i andre klasser. Og så var det ellers i gang.

   Pædagogisk set blev det mit livs nederlag.

   Vor unge ven er 23 år, fuldt og fast overbevist om, at eftersom han kommer med de nyeste pædagogiske ideer, og eftersom han jo er ”på børnenes side” (i modsætning til alle de gamle, reaktionære folkeskolerøvhuller), så må børnene naturligvis ligge for hans fødder og labbe hans pædagogiske guldkorn i sig.

   Men børnene er da revnende ligeglade med hans ideer og hans selvforståelse. Kan han holde styr på klassen? Nej! Kan han undervise? Nej! Færdig med ham. Alle tiders oplæg til fis og ballade.

   Det var bestemt ikke, fordi min 5. klasse var en særlig balladeklasse. Den var vist, som 5. klasser er flest. Men den skoleklasse er ikke født endnu, som kan holde sig i skindet, hvis ikke vikaren har noget, både undervisningsmæssigt og personligt, at danne modvægt med. Og det havde jeg simpelthen ikke. Mine ideer kunne være så rigtige, de være ville, men jeg havde alt for få faglige vitaminer at fylde i dem. Og min forståelse af en 5. klasses udviklingstrin var nærmest ikke eksisterende. (Det har jeg i øvrigt oplevet flere gange som praktiklærer: Afstanden fra 13 år til 23 er milevid, og en del af mine praktikanter har voldsomt fejlvurderet, hvad fx en 5. klasse kan interessere sig for og kapere. Som 23 årig kan man være så optaget af den livsfase, man selv står i, at den fuldkommen skygger for den nødvendige indlevelse i børnenes niveau. Og så pådutter man de arme unger det, man selv brænder for.)

   Men det kan sandelig også gå den anden vej. Et grotesk eksempel: Hvad synger man egentlig med en 5. klasse? Min viden om børnesange sluttede med ”De små synger”. Og der stod jeg og foreslog, at vi sang ”Jeg en gård mig bygge vil”. Ungerne tog det påfaldende fromt og sang villigt med frem til 3. vers, hvor de sang ”Op ad brøndens klare vand / TRÆKKER JEG MIN TISSEMAND” - den linje blev brølet, især af drengene, med en begejstring, som burde glæde enhver musiklærer.

   Men jeg krakelerede fuldstændig. Holdt op med at spille på min guitar og stirrede lammet og forfjamsket på de skadefro grinende børn. Ikke fordi jeg syntes, at ”tissemand” var et særlig frækt ord. Men jeg kendte ikke den version af sangen, og jeg havde fuldstændig glemt, at man i 5. klasse er intenst optaget af tissemænd, ikke mindst sin egen, hvis man er dreng. De børn havde - selvfølgelig og heldigvis - for længst lagt den uskyldige ”De-små-synger”-tid bag sig. Men det anede jeg ikke.

   Nu begyndte jeg at ane det. For samtidig var den herlige linje jo et vink med en vognstang (hehe) til mig om, at jeg var totalt galt afmarcheret. Altså måtte jeg ud og finde et andet sangrepertoire, hvilket da også i nogen grad lykkedes.

   I dansk kunne jeg holde mig på nogenlunde sikker grund ved simpelthen at følge bøgerne. Altså måtte jeg lige netop ned ad den slagne folkeskolelandevej, som jeg i teorien foragtede. Jeg skulle jo ud og være kreativ og alternativ, men hvordan var man det i praksis? Det havde jeg kun yderst tågede forestillinger om. Altså måtte jeg gribe til bøgernes halmstrå. Men igen - hvordan man som lærer iklædte bøgernes faglighed det levende ord, kommenterede, gennemgik, kom med anskuelige eksempler - det havde jeg også kun få og små erfaringer med. Så resultatet var, at det gik på bedste beskub, uro var der jævnt hen i klassen, jeg svedte og gjorde mit bedste, alt imens seminarieideerne fortonede sig mere og mere i det fjerne.

   At holde styr på klassen! Jeg har af naturen et hidsigt temperament, men på seminariet, netop i de allermest antiautoritære år 1968-1971, da var ordet ”autoritær” vores yndlingsskældsord. At være autoritær var naturligvis en følge af, at man som lærer præsenterede ungerne for kedelig faglighed i en kedelig, traditionel form. Og som en berettiget protest mod dette blev eleverne selvfølgelig urolige, og så måtte læreren gribe til autoritære disciplineringsmidler. Mente jeg.

   Men når VI kom ud, så skulle piben få en anden lyd! Så ville vores alternative ideer og vores solidaritet med børnene ganske af sig selv betyde, at de autoritære metoder var ganske unødvendige.

   Jo, god morgen! Der stod jeg, klasseværelset sydede af uro, og indvendigt sydede jeg af raseri, klar til at ta den ene og slå den anden med  - men jeg holdt mine eksplosioner tilbage, fordi en skideballe ville være et personligt nederlag, en ydmygelse for mig selv. Og så prøvede jeg ”med det gode”, med små bebrejdelser, ”du kan jo nok se”… indtil trykket blev for stort, og jeg eksploderede fuldstændig, faktisk uden at ha verbalt styr på mig selv. Så blev der ro! Et kort øjeblik, men da ungerne sagtens ku mærke, at jeg skammede mig over min forløbelse, varede det ikke længe, for larmen igen steg støt.

   Jeg var simpelthen ”et hus, splidagtigt med sig selv”. Og som bekendt må et sådant nødvendigvis falde.

   Støtte fra kolleger? Jeg husker ikke et eneste samarbejds ord, opsøgte det ikke, og fik det ikke tilbudt.

   Den gamle skoleinspektør havde sine egne ideer om ”støtte” til de unge. Han gik rundt på gangene og kiggede ind i klasserne gennem dørens lille rude, og hvis han observerede uregelmæssigheder, åbnede han døren og påtalte dem i aldeles utilslørede vendinger. Således blev jeg mere end én gang udsat for, at han rev døren op og udgød en rasende svada over de syndige børnehoveder. Og oppe ved katederet sad jeg, lige så musestille som dem, og følte med fuld ret, at skideballen i lige så høj grad gjaldt mig. Når han var færdig, marcherede han ud med faste skridt, lukkede døren hårdt i efter sig - og alt var efter få minutter ganske som før.

   En enkelt gang resulterede det i en pudsig episode. Christensen kom brasende ind, men rent undtagelsesvis sad hele klassen pænt og roligt på deres pladser og arbejdede med skriftlig dansk. Han havde ellers bygget op til en gevaldig skideballe, men der var ligesom ikke rigtig noget at skælde ud over. Hva sku han så? Gode dyr var rådne - men til alt held faldt hans øjne på første bord i dørrækken, hvor en formastelig elevs danskbog lå - uden bind om. Her var redningen. Med to fingre løftede han bogen op og begyndte: ”Hvorfor er der ikke bind om denne bog?” Og med den replik som udgangspunkt blev det alligevel til et par minutters velturneret moralprædiken, inden han snurrede om på hælene og forsvandt.

   Husker jeg rigtigt, når jeg mener, at eleverne og jeg bagefter fandt sammen i et lille smil over inspektørens komiske feberredning?    

   Isaks ofring

   For min selvrespekts skyld måtte jeg nødvendigvis prøve lidt eksperimenterende undervisning. Hvad fx med drama? Jeg havde da gået på flere dramakurser, så det måtte vel være en mulighed.

   Som sagt, så gjort. I religion havde vi den historie, hvor Abraham på Guds bud tager sin eneste søn Isak med til Morija-landet og op på et bjerg for at ofre ham. Det var jo da en dramatisk scene. Men hvordan skaffe et bjerg? Intet problem, den unge lærer foreslog i et inspireret øjeblik, at vi byggede bjerget op af samtlige borde og stole i klassen!

   Det imponerede alligevel 5. klasse. Sådan noget havde de aldrig fået lov til før. Så det varede ikke længe før alle skoleborde og -stole stod midt i klassen i en bunke, der næsten nåede op til loftet. Og på toppen af den blev så Isak ofret - dvs., det gjorde han netop ikke, for i yderste øjeblik greb Herren ind og anviste en buk, som skulle ofres i stedet for Isak.

   Hvordan selve dramatiseringen forløb, har jeg glemt. Men ungerne var ret imponerede, og den historie forskaffede mig et vist ry. Flere år efter hørte jeg i lærerkredse hovedrystende historier om den bindegale vikar, der havde bygget bjerg af samtlige møbler i klassen.

   Farvel til Skovvangsskolen

   Men trods denne begrænsede succes blev skolehverdagene alligevel for sure i længden. Jeg måtte simpelthen erkende, at min debut i folkeskolen havde været en fiasko, så da efterårsferien nærmede sig, lagde jeg hovedet i blød og regnede ud, at jeg lige netop havde tjent penge nok til at kunne klare mig indtil indkaldelsesdagen 23. november 1971. Så jeg gik op til skoleinspektøren og sagde op.

   Han tog det med fatning. Jeg tænker, at han næppe har haft høje tanker om mine vikar-evner. Frihedens time slog, jeg sparede, hvor jeg kunne, og 20. november tog jeg på stop hjem til mine forældre. Undervejs ville jeg lige besøge seminariekammeraterne Anders Hjuler og Karen Kyndrup, som havde fået job på Fyn. Jeg ville egentlig blive et par dage, men dagen efter kunne jeg mærke, at en slem feber var i anmarch, så jeg drog videre mod Sorgenfri.

   Held i uheld. For den feber blev årsagen til, at jeg lå trygt og godt under dynen hjemme hos far og mor og plejede min influenza, da århundredets største november-snevejr fandt sted den 22. Tusindvis af mennesker måtte opsamles i fastkørte biler og indkvarteres i forsamlingshuse, skoler og sportshaller.

   Godt, jeg ikke var ude og blaffe dén dag.

   Antvorskov Nægterskole

   Næste dag havde jeg det bedre. Jernbanesporene var åbenbart også blevet ryddet, for jeg tog toget til Slagelse uden problemer. Efter mit køb af togbillet havde jeg nøjagtig 1 krone tilbage i min pung. Så man må sige, at min oktober-udregning havde været eksakt.

   Historien om nægterskolerne er følgende: Da man i Danmark havde indført muligheden for at aftjene civil værnepligt, dvs. blive militærnægter, var det stadig kun et lille mindretal, som valgte den vej. Til dem oprettede man to lejre, i Gribskov på Sjælland og Kompedal Plantage, Jylland, hvor tiden gik med skovarbejde, meget af det efter sigende aldeles unyttigt, som fx at feje skovstierne fri for blade. I begyndelsen skulle man være religiøst overbevist pacifist for at blive civil værnepligtig, men senere blev det muligt at nægte ”af etisk-politiske årsager”.

   Omkring 1965 lå tjenestetiden på 22 måneder, 4 mere end de almindelige værnepligtige. Der skulle være en lille ”straf” i form af ekstra tjenestetid, mente regeringen. Men 22 måneder i en afsides lejr og en hverdag med ørkes- og nytteløst arbejde kan gøre hvem som helst tosset. Der var mange historier i omløb fra lejrene om civil ulydighed, politiske aktioner såsom strejker, og regulære amokløb, som fx afbrænding af lejrbarakker. Myndighederne i Danmark så til sidst lejrene som anarkistiske og revolutionære urocentre.

   Samtidig skete der i slut-60´erne et sandt boom i antallet af civile værnepligtige. Det var som følge af Vietnam-krigen. Eftersom Danmark gennem NATO var allieret med krigsforbrydernationen USA, så kunne en modstander af krigen med respekt for sig selv naturligvis ikke aftjene sin værnepligt i den danske hær.

   Altså måtte politikerne lægge den civile værnepligt helt om. Én måned på nægterskole, og så hu hej ud i udstationering - på en skole, et børneteater, et bibliotek eller andre offentlige og private institutioner med fredelige og kulturelle formål.

   Ideen var genial for alle parter. Politikerne fik ro om lejrene, og det var de glade for. Rigtig mange institutioner fik et eller flere par ledige hænder og hoveder til hjælp. Og nægterne fik noget nyttigt og betydningsfuldt at bruge tiden til.

   Da jeg blev indkaldt, var nægterandelen af en ungdomsårgang helt oppe på omkring 5000. 100 af os mødte altså op på Antvorskov i november 1971.

   Skolen havde to formål: Dels skulle alle ha sig en udstationeringsplads. Jeg havde jo allerede én, hvilket skoleledelsen var svært glade for. Det andet formål var for enhver pris at bevare roen. Vi skulle beskæftiges, stryges med hårene, hygges om på enhver måde, så vi ikke fik revolutionære ideer og lavede ballade som i - oh gru - lejrene. Om vi passede timer og foredrag, stod op eller gik i seng, det tog man ikke så tungt på, bare vi holdt os nogenlunde i ro.

   Det var vi nægtere naturligvis fuldstændig klar over. ”Systemets repressive tolerance” mødte vi gang på gang, og når ungdomsoprøret fik indrømmelser og rettigheder, så vi det som systemets udspekulerede forsøg på at hindre revolutionær aktivitet. Altså måtte vi gøre det modsatte, provokere og udfordre ”systemet”. De skulle ikke tro, at de kunne pacificere OS!

   Meen det blev nu ikke til så meget. En gruppe meldte sig ind i en skytteklub for tydeligt at markere, at de skam ikke var pacifister, de var revolutionære. Det kom da i Ekstrabladet, men ellers fik de lov at plaffe løs. Og bortset fra det gik dagene mest med rigtig meget bordtennis, hygge og bajere.

   Mest opstandelse blev der, da vi arrangerede en fest! Men det drejede sig nu ikke særlig meget om revolutionær aktivitet, derimod en del erotisk! Vi inviterede nemlig den nærliggende sygeplejehøjskole. Også jeg fandt mig en sød lille sygeplejerske at kravle i køjen med, og hun gav mig en kærlig hilsen med til Århus - i form af ”en Gunner”.

   (Ak ja, glade dage… Når man ”tissede glasskår” og derfor måtte møde frem til behandling på Marselisborg Hospital, traf man ofte gode venner af begge køn. Så var tiden inde til de skæve smil: ”Nå, har du også været dér…”)    

   Men hvorom alting er - inden vi rigtig fik taget os sammen til revolutionær aktivitet, så var måneden gået, og vi var spredt for alle vinde.

   De er altså udspekulerede, de her folkevalgte kapitalist-lakajer!

                                                                                                                                                  10. januar 2014

                                                                                                                                                 Gudmund Auring