Kære far

   KÆRE FAR

 

   Jeg har netop været i Aagaard og besøgt dit gravsted. Det går sandt at sige ikke så tit på, og det har jeg en smule dårlig samvittighed over. Egentlig tynger det mig ikke så meget, for en vigtig del af årsagen er nok, at meget af min tid går med omsorg for de levende: Mor, svigerforældre, børn og børnebørn, plejebørnene, alt sammen tar det ikke så lidt af min tid. Desuden er jeg ret sikker på, at du i hvert fald er ligeglad. For det første er du død. Og for det andet ville du i levende live til hver en tid have ment, at det er vigtigere at drage omsorg for de levende end for de døde.

   Men Rebecca og hendes tre drenge bor nu kun 10 km fra kirkegården, så jeg agter at sætte besøgskadencen lidt op fremover. Mest for min egen skyld, jeg synes, jeg skylder dig besøg, når du nu var den bedste far, et par børn kunne ønske sig. Der er stadig tanker, der skal tænkes en stille stund i den anledning.

   Jeg holder meget af det sted, du ligger. Aagaard Kirkegård ligger oven for en lille, men temmelig stejl skråning med fint udsyn gennem træers grønne løv ned imod Aagaard by. På den anden side af vejen ligger ”bedstemors hus” med den lille søjlebårne portal, hvor min oldemor boede de sidste år af sit liv. Hun døde, længe før jeg blev født. Lidt længere tilbage ligger kirken, som har betydet så meget i familiemytologien. Det er et grønt, venligt og hyggeligt sted. Lidt til venstre for din sten ligger morfar og mormor, samt morbror Tage og tante Helga, din svoger og svigerinde. Og jeg ved, at min fætter Uffe kigger til dit gravsted, når han ser til sin fars og mors, ligesom jeg holder øje med deres.

   Din sten er jeg meget tilfreds med. Det er en stor og flot granitsten med en naturlig, nogenlunde plan flade med dit navn og dine årstal:

                             Hans Reinhold Auring

                                 * 31 - 1 - 1918

                                  + 29 - 8 - 2007

Nedenunder er der plads til mors navn og årstal. Hun kommer snart, lille far.

   Andet skal der ikke stå.

   Egentlig er det ikke din familiemytologi, der er knyttet til Aagaard. Det er mors familie, som i høj grad var knyttet til stedet, friskolen og frimenigheden. Men gennem årene og jeres ægteskab kom historierne og kulturen omkring Aagaard Kirke til også at give mening og betyde meget for dig. Så du og mor var enige om, at her skulle I ligge, når tiden kom.

   Du er faktisk født i den lille landsby Gnutz, i Holsten. Dertil blev din far forflyttet som lærer, da de tyske myndigheder mistede tålmodigheden med hans markante, danske sindelag. I Gnutz var der ingen dansksindede, dér kunne han ikke gøre skade.

   Men allerede i 1920, to år gammel, flyttede du med familien tilbage til Danmark. Nu var folkeafstemningen overstået, og Broagerland, som bedstemor stammede fra, og hvorfra bedstefar var blevet forflyttet, var atter en del af Danmark. Her fik du din opvækst, det meste af tiden i selve Broager, på Skt. Pauli 20, som i dag bebos af min kusine Lisbeth eller Pratibha, som hun kalder sig.

   Jeg er så heldig, at du har skrevet dine erindringer, så jeg har ganske godt styr på dit liv. Du var nummer fem af en søskendeflok på otte. Næsten alle fik uddannelse, men kun du og din ældste bror, Gustav, kom på statsskolen i Sønderborg og siden på universitetet i København. Det var da også i god akademisk tradition, at I to siden skiftede navn fra Hansen til Auring. Mon bedstefar var helt tilfreds med det?

   Du flyttede til København i 1936, og der blev du hængende, men som typisk sønderjyde slog du øjeblikkelig over i din hjemegns dialekt, når du talte med andre sønderjyder, fx med dine søskende i telefonen.

   Du har fortalt mig, at du havde en drøm om at blive cand.mag. og gymnasielærer, sikkert i dansk og historie, men det studium blev betragtet som temmelig brødløst, så det blev til, at du læste jura. Midt under krigen fik du din eksamen, og efter en kortere periode i Toldvæsenet var du så heldig at få job i Københavns Kommunes Børneværn (senere Børne- og Ungdomsværn). Det passede som fod i hose til dine interesser og dit sociale engagement, så dér blev du, til du gik på pension. Du endte som kontorchef, og i en lang periode var du en overbevist demokratisk, afholdt og engageret leder af Familievejledningen, da den blev oprettet først i 70´erne. Ildsjælen Hanne Reintoft nævner dig i sine erindringsbøger som en af de socialt bevidste medarbejdere, hun har haft glæde af at samarbejde med i Københavns Kommune.

   Godt det samme, for en karriere som fx advokat ville have passet ret dårligt til både dit sindelag og din natur. Det er jeg sikker på.

   I din universitetstid var du ret optaget af politik og engageret i den venstreorienterede studenterorganisation, Clarté. Det var nok allerede begyndt i gymnasietiden. En lille historie tyder på det: Du og mor havde gennem årene rejst over det meste af Europa, men i Wien havde I aldrig været. Det skete dog, om end ret sent i jeres liv, og i den anledning bemærkede jeg, at det da egentlig var mærkeligt, at I først nu drog til Wien, musikbyen over dem alle. Men du fortalte mig, at du længe havde næret modvilje imod det, fordi du aldrig havde kunnet glemme, hvorledes fascisten Dollfuss havde ladet skyde imod Wiens arbejdere, da byen i 1933-34 var tæt på en revolution. Du havde svært ved at se på alle de pragtbygninger uden at tænke på det arbejdersved og arbejderblod, som var blevet udgydt ”An der schönen blauen Donau”, både ved den og tidligere lejligheder. Du må ha oplevet det, via aviser og radio, som 15-årig, og det må have været med til at vække dig politisk.

   Også litteratur og musik betød meget for dig, og du har selv fortalt, hvordan ikke mindst musikken blev et tilflugtssted for dig under krigen, med en lille undertone af, at du vel burde have engageret dig mere i modstandskampen.

   Du var dog med i en gruppe af embedsmænd, som modarbejdede besættelsesmagten, men for dig blev det næppe til andet end at distribuere illegale blade.

   Alligevel blev du arresteret, da nogle af dine kammerater brugte dit værelse til at huse en modstandsmand på flugt, mens du var på ferie. Du var fængslet i nogle dage, men kunne åbenbart overbevise politiet om, at du intet kendte til sagen, for de slap dig løs igen. Typisk for dig er det, at du siden ikke kunne drømme om at ”pynte dig med lånte fjer” og bygge en historie om en drabelig modstandsmand op over dén affære. Du har altid haft sandhed og ærlighed som centrale værdier, sammen med kærlighed og barmhjertighed.

   I krigens sidste år oprettede du og en flok kammerater det, som vi i MIN ungdom ville ha kaldt et kollektiv eller et bofællesskab. I kaldte det ”Akropolis”, en stor tidligere herskabslejlighed på Vesterbrogade, hvor I boede 6-7 unge. Du stod som lejeren, da du som vist nok den eneste var færdig med studierne og havde fast indtægt. Her dyrkedes mange ting, modstandskamp (af nogle få i al hemmelighed), forskellige akademiske studier, og ikke mindst musik. Herfra udsprang bl.a. det fortræffelige UAK, Unge Akademikeres Kor, under ledelse af Svend G. Asmussen (ikke at forveksle med vores store jazzviolinist). Dette kor skulle bruge kvindestemmer, og på den måde kom mor ind i billedet. Der blev holdt fester på ”Akropolis”, naturligvis, og så fandt I sammen.

   4. maj 1945 blev befrielsen bekendtgjort i den danske radio fra London. Du og dine venner sad på altanen ud mod Vesterbrogade og sang alle de smukke danske sange, mens folkemængderne nede på gaden klappede, jublede og råbte hurra. Mor var på sit værelse på Amager Fælledvej. Hun løb straks ned til sin cykel og hjulede af sted ind mod Vesterbrogade: ”Ind til Hans! Ind til Hans!” Så hun var med til at synge og juble.

   I blev gift 29. juni 1945, og det varede til din død.

   Politisk blev du snart socialdemokrat, dog ikke partimedlem, men ivrig tilhænger af den velfærdsstat, som du selv var medarbejder i. Som gammel fortalte du dog, at du havde måttet moderere dit ungdommelige syn på, at velfærdsstaten kunne klare alt: Uden borgernes personlige engagement og fællesskab gik det ikke!

   Men socialdemokrat vedblev du at være resten af livet. Og med det forenede du, som så mange danskere, de to på mange måder modsatrettede strømninger, kulturradikalismen, symboliseret ved PH, med den kristne grundtvigianisme. Du og mor blev medlemmer af Vartov Valgmenighed, og i mange år var du her sekretær i bestyrelsen. Du har fortalt, hvordan du glad og gerne sang de markante linjer ”Kærlighed og ægteskab, hvad kommer det hinanden ved?” fra PHs berømte ”Man binder os på mund og hånd” fra 1940 - men du mente ikke noget med det. For dig kom kærlighed og ægteskab absolut hinanden ved. (Og såmænd også for PH. Efter skilsmisse omkring 1940 indgik han et lykkeligt ægteskab, som varede resten af hans liv.)

   Du var også ivrigt medlem af Socialpolitisk Forening, hvor I diskuterede velfærdssamfundets udvikling og kommende socialpolitiske initiativer. Og som pensionist engagerede du dig både i Fountain House, en organisation, der hjælper sindslidende, og som juridisk rådgiver i ”trækkerdrengegruppen”, som prøvede at kortlægge trækkerdrengenes skæbne med henblik på hjælp og støtte. Desuden gav du og mor, da 50´ernes lidt klemte økonomiske forhold var overstået, økonomisk støtte til mangfoldige velgørende organisationer.

   Og så blev du far! Til mig! Og senere til Ingeborg!  

   Mor blev hjemmeløbende, senere med ikke så få elever i sang og musik. Du gik på kontoret, som jo hurtigt for os blev et fjernt, sagnomspundet sted. Hvad mon der foregik der? Senere fik vi dog begge fornøjelsen af at være med dig på kontoret, i Stormgade, lige bag Københavns Rådhus.

   Du kom hjem ved femtiden, cyklende fra Sorgenfri Station, i den kølige del af året med alpehue og overfrakke og din flade mappe med tryklås, indeholdende din madkasse og Information fra dagen før. Fra 1950 boede vi nemlig i Sorgenfri, på Abildgårdsvej 141. Når du trådte ind ad døren, var det som i sangen ”Venter på far…” Ingeborg brød ligefrem ud i jubelsang, og mor var parat til at gøre hvad som helst, hvis bare du ville lege lidt med os unger, som næsten havde plaget livet af hende i dagens løb. Det ville du gerne. En god billedbog, lidt tumlen i haven, eller som det nu kunde falde sig.

   Vores familieliv har jeg beskrevet andetsteds. Her skal blot opregnes en række små oplevelser og erindringer, eksempler, som bidrager til beskrivelsen af det menneske, du var.

   Da jeg var lille, var du naturligvis mit ideal. Sådan er det jo, når man er i ”min far kan da sagtens tæve din far”-alderen. Bortset fra, at jeg aldrig nogensinde forestillede mig, at du skulle begive dig ud i at tæve, hverken fædre eller andre. Det lå absolut ikke til din natur. Men at min far var klogere, bedre og kærligere end alle andre fædre, det var jeg ikke i tvivl om.

   For de fleste kommer der jo så en tid, hvor man vågner af barnets naive uskyldstilstand og må erkende, at ”min far IKKE kan tæve din far”, at far ikke er bedre end så mange andre fædre. Han er naturligvis stadig ”min far”, men den tidlige barndoms sejrsstolte billede blegner noget, og ens beundring krydres i bedste fald med en god sjat ironi, efterhånden som fars fejl og mangler går op for én. På overfladen skete det nok også for mig, for selvfølgelig var du ikke fejlfri, men dybest set egentlig - aldrig. Den dag i dag står du for mig som idealet af en far.

   Man kan ikke afvise muligheden af, at jeg idealiserer dig og har lukket øjnene for et par af dine fejl. Men jeg tror det faktisk ikke. Den egenskab ved dig, som overdøvede alle dine småfejl, var din menneskelige rummelighed, som fremgik af, at du stort set aldrig dømte, endsige fordømte, et andet menneske. I stedet for søgte du forklaringen på, at det menneske var, som det var. Fra din politiske overbevisning og fra mødet med masser af samfundets problembørn i dit arbejde, havde du den erfaring, at årsagen til rigtig mange af de dårlige ting, et menneske laver, skal søges i dets omgivelser. Det betød ikke, at du fritog mennesket for skyld og ansvar. Men medmennesket måtte ifølge din tankegang søge forklaringen og forståelsen - hvilket ikke er det samme som at undskylde alt.

   Den grundlæggende årsag til din dybe overbevisning herom skal dog nok søges i din kristne skylds- og syndsbevidsthed. Du var på ingen måde en tungsindig grubler, der som en anden Søren Kierkegaard gør sig til kejser af synden og dermed livsuduelig. Men du tænkte meget over rigtigt og forkert, ikke mindst hvad dig selv angår, og lagde stor vægt på at forsøge altid at gøre det rigtige, vel vidende, at det er umuligt. Du flottede dig ikke med et motto, men som overskrift over din holdning til andre mennesker kunne man passende sætte ”lad den, som er ren, kaste den første sten”.

   Og ”rigtigt” og ”forkert” er jo ikke absolutter. Du vidste såvel, at hvad der kan synes det rette, pludselig i den konkrete livssituation kan vise sig at være det forkerte. Så at gøre det rette i enhver situation er en umulighed. Og hvad der er rigtigt ud fra en moralsk synsvinkel, kan vise sig at være forkert ud i det levende liv.

   Som eksempel kan nævnes dit forhold til mor. Det gode ved mor var, at hun havde MASSER af fejl, såvel som MASSER af gode sider. Begge dele var så skingrende tydelige, at der bogstavelig talt ikke var noget at tage fejl af. Men du vidste, mærkede og faldt for, at hele det sammensurium af gode og mindre gode sider hos mor var bærer af en energi og en livsappetit, som i den grad smittede af på hendes omgivelser. Ikke mindst du selv havde brug for den livsenergi, som mor bar til skue. Hvem ved, måske kunne du selv være blevet den tungsindige grubler, der som ”licentiaten” i ”En dansk students eventyr” aldrig fik realiseret livet for lutter spekulationer.

   Og så måtte du naturligvis hos mor ta det sure med det søde. To sider af samme sag.

   Jeg tror dog ikke, du var blevet en tungsindig grubler uden mor. Du havde simpelthen ikke anlæg for tungsind, men var en temmelig velafbalanceret person, aldrig i dårligt humør, aldrig lunefuld. Til gengæld tror jeg, at du kunne være blevet en mere passiv og indelukket person, end du blev. Men nej, ikke noget med at gemme sig i litteratur eller musik! Sammen med mor blev du pinedød nødt til at være nærværende og udadvendt, hvilket ikke var i modstrid med din natur. Men det modsatte lå også i den som en mulighed. Det vidste du selv - og gav utvetydigt mor en meget stor del af æren for, at der kom et åbent og udadvendt menneske ud af dig.

   Ikke lunefuld - men fuld af lune. Du var på ingen måde den type, der kan fortælle vittigheder og få folk til at hyle af grin. Men du besad et lavmælt, akademisk lune, som udmøntede sig i fx små ironiske ordspil, der frydede den, som havde øre derfor, fx mig! ”Hvor er vi små, selv os, der rager op”. ”Jaja, min dreng, du tilhører jo den yngre degeneration”. Du læste gerne højt ved middagsselskaber af Benny Andersens muntert-alvorlige digte, fx fra ”Den indre bowlerhat”. Hans evne til at tage ordene på ordet var lige din stil. Også P. Sørensen-Fugholms elegante flirt med det platte ordspil gav du ofte til bedste ved festlige lejligheder. Samt saftige viser, når det var ”Larmerne”, jeres musikalske slæng, der var gæster.  

   Du vidste og interesserede dig for mange ting, og du var god til at fortælle om dem. Det satte jeg som regel stor pris på. Vores ferier blev indledt med forberedende læsning, og når vi var på farten, skulle der opleves! Jeg husker vores cykelferie til Bornholm. Du var velforberedt fra ”Borringholmerens historiebog”, som blev læst op i uddrag, og ud fra hvilken du insisterede på lange cykelture ad sandede stier for at beskue ikke alt for formidable helleristninger. Jeg var 13 og mere til minigolf. Det fik jeg selvfølgelig også lov til, men fortidsminderne måtte ikke forsømmes!  

   Ak ja, siden har jeg mishandlet kone og børn på præcis samme måde…

   Diskussion om samfundsspørgsmål var dig langt fra fremmed, men du var mere til samtale end til ordkløveri. Du havde holdninger og meninger, men din respekt for modparten og for samtalens demokratiske værdi var grundfæstet, så vedkommende mere blev en ”medpart”. Da jeg nåede de absolutte overbevisningers alder, lå det dig fjernt at knuse min næppe særlig velunderbyggede skråsikkerhed med overlegenhed, endsige latterliggørelse. I stedet gik du ind på at afprøve mine argumenter og virkede dermed modererende og nuancerende på dem. Vigtigst for dig var det, at jeg interesserede mig for samfundsspørgsmål, havde meninger og holdninger. Og netop derfor fik jeg aldrig brug for at rette mit ”ungdomsoprør” mod dig. Selvfølgelig var vi langt fra enige om alt, men min respekt for dine meninger og holdninger, for din grundfæstede humanisme, forblev intakt.

   Naturligvis ”ville ægget lære hønen”. Ingeborg og jeg kom hjem med fx Bob Dylan, og du viste interesse, kunne let se hans kvaliteter og købte nogle af hans lp´er. Da vi i oprørets mest militante fase var overbeviste revolutionære, har du tænkt dit om Moskva-processer og Gulag. Din revolutionære ungdom lå bag dig, men vores nærværende ditto accepterede og tolkede du som et udtryk for ungdommelig iver og engagement. 

   I det hele taget kunne du huske, hvordan det var at være barn og ung, ikke mindst teenagetidens knudrede år, hvor det følsomme drengesind kastes frem og tilbage imellem storhedsvanviddets Skylla og mindreværdets Karybdis. Når jeg derfor var i splid med mig selv, og desårsag ofte med mor, som jo vidste, hvad der var rigtigt og forkert, så havde jeg en stærk fornemmelse af, at du vidste og forstod, hvad der foregik i mit sind.

   Ak, så mange gange du har været i klemme mellem din hidsigprop af en kone og din øretæveindbydende laban af en søn! Der stod du, når mor i raseri og afmagt råbte ”så sig dog noget til ham, Hans”! Det gjorde du så som oftest. Men din forståelse af konfliktens nuancer afvæbnede dig, så mor var kun sjældent helt tilfreds med den spagfærdige irettesættelse, du kunne præstere.

   Faktisk havde du ikke så lidt temperament, ret eksplosivt endda. Men du havde udpræget ”sen tænding”, hvor mor og jeg, hinanden lig, øjeblikkelig røg til vejrs som en raket. En sjælden gang, når mors og min konflikt truede med at sprænge himmelen, kunne du i ren og skær afmagtsfølelse pludselig blive aldeles rasende og stikke mig et par flade. Du hadede dig selv bagefter, var absolut modstander af vold i opdragelsen, betragtede det som et nederlag, et udslag af afmagt.

   Og jeg? Jeg havde inderst inde en klar følelse af, at de øretæver havde jeg sgu fortjent.

   En gang, 15 år var jeg vel, slog jeg igen. Og du sagde ”av”. Jeg styrtede op på mit værelse og smed mig tudbrølende på sengen. Aldrig har jeg skammet mig som da. At jeg havde slået min far, mit idol, endda tilføjet ham smerte. Dybere kunne jeg ikke synke, syntes jeg.

   Jeg tror, du forstod, hvad der foregik i mig, selv da. Du påtalte i hvert fald aldrig siden episoden. I det hele taget faldt vi alle tre ret hurtigt ned igen efter eksplosionerne. Men jeg tror, at du og mor har haft ikke så få fortvivlede samtaler om mig og mit temperament. Mor har følt sig krænket. Du har holdt med hende, naturligvis, men samtidig prøvet lempeligt og diplomatisk at få hende til at forstå, hvad der foregik i mig. Gætter jeg på. Det har ikke været let. Der var sjældent længe til næste eksplosion…

   I nogen grad var du mors beskytter. For det første som traditionelt ”skaffedyr”. Du klarede også, som det almindeligvis var dengang, ting som skatte-selvangivelse, regninger, budget og den slags. Det havde mor ikke begreb om. Og allervigtigst bakkede du mor op i hendes energi og foretagsomhed. Du havde næppe helt den samme kadence som mor, men hvis din ildsjæl af en kone skulle være lykkelig og ikke sande til som husmor, så skulle der ske noget! Teaterture, selskabelighed, udflugter og ferierejser. Koncerter, ikke mindst mors egne! Når mor fik gode ideer, så bakkede du op og satte i værk. Men bestemt ikke kun for mors skyld, også for din egen.

   Glimt:

   På knallert: I de knapt så rige 50´ere havde du investeret i en knallert. Vi skulle på sommerferie i Broager, og mens mor og vi børn tog toget, tog du den khakibrune heldragt på, den hvide styrthjelm ligeså, og så tøffede du over Sjælland og Fyn, tog Mommark-færgen til Als og indfandt dig i Broue hen på aftenen.

   Stearinlys. At se dig ordne et lys var en besynderlig oplevelse. Med omhu, som var en bedre sag værdig, med sendrægtig akkuratesse fjernede du de striber af stearin, der løb ned ad lyset, knækkede den lille, stivnede ”sø” af stearin af lysets fod og afnippede vægen i passende længde. Så satte du lyset tilbage i stagen, tændte det og lagde de afbrækkede stearinstumper op i det. Hvorefter det var klar til at flyde over igen, så hele processen kunne gentages…

   Regnskaber. Et lille ekstrajob fra de knapt så rige 50´ere. Uendelige kolonner i lysebrune kolonnebøger skulle regnes igennem og stemme på øre. Aftenen skred frem, og du regnede og skriblede. Som regel uden problemer, og fejl blev ret hurtigt fundet. Men jeg glemmer aldrig den aften, da der manglede to øre. Du regnede og svedte, svedte og regnede, men fejlen var ulasigfindbar. Der gik timer, og en stille desperation fortrængte efterhånden stuens lune familiehygge. Hvordan det endte, erindrer jeg ikke. Du fandt vel fejlen til sidst. Men således kunne to øre udløse knugende frustrationer. I Storm P.s berømte monolog skulle der dog hele 13 øre til…

   Møns Klint. Små bække med mælkevidt regnvand løb ned til stranden over de hvide kridtklinter, perfekt til dæmningsbyggeri og riverrafting (som det ikke hed den gang) med småpinde. Du var med hele vejen, og dine dæmninger blev bygget med sædvanlig omhu. Over os tårnede klinterne sig op. Der var også advarselstavler om nedstyrtningsfare, men dem tillod vi os at se bort fra.

   Belønningssystemet. Nej, hvor var det irriterende! Når du havde indkøbt en pose bolcher, fik vi hver et enkelt, og så gik der en rum tid, inden der vankede et til. Hvis der var småjobs at udføre, som aftørring af opvask eller udbæring af skraldespand, så vankede der ikke noget bolche, før jobbet var udført. ”Her i familien er vi tilhængere af belønningssystemet”, var din spøgefulde kommentar. Dødssygt. Ingeborg og jeg var, som børn in spe af ”de glade tressere”, tilhængere af øjeblikkeligt konsum, og lur mig, om ikke vor frejdige mor så lissådan på det. Så den eneste ”tilhænger af belønningssystemet” var nu nok dig, selv om mor anstillede sig solidarisk i overensstemmelse med gode og hævdvundne opdragelsesprincipper.

   Jeg afskyede det belønningssystem. Så da jeg selv blev stor og tjente penge, blev jeg overbevist tilhænger af det modsatte: Når en pose bolcher eller lignende er kommet i min besiddelse, så skal den guffes, ikke nu, men NU. Og sådan har jeg det den dag i dag. Så meget for dine principper og dit ”belønningssystem”, lille far! Så ka du måske lære det?

   Dog var der en lille fin sideeffekt af det forbandede system. Somme tider økonomiserede du i den grad med bolcherne, at både du og vi rent glemte, at der faktisk var en halv pose bolcher i din lomme. Stor var så jubelen, når du pludselig fandt posen i din lomme, iblandet lidt strandsand og lommeuld, javel, men ikke derfor til at kimse ad. Husker jeg ret, når jeg mener, at i den slags glædesstunder dispenserede du rask fra dine principper, og posens indhold blev ligeligt fordelt og fortæret uden videre diskussion?

   Skraldespanden fores. At tømme skraldespand var som regel mit job. Det var også okay, men at fore den bagefter ku jeg bare ikke fordrage. Alle kender vist det, at der er visse, i og for sig små og nemme jobs, som man, uden grund, bare hader at udføre: Pudse sko, lægge dynebetræk på, og altså fore skraldespand.

   Men der var ingen vej udenom. Du viste med vanlig akkuratesse en gang for alle, hvordan en ”Virumposten” skulle deles i to. Den ene halvdel skulle så anbringes, så den dækkede bunden og skraldespandens flade side, mens den anden halvdel forede spandens runde side. Avisens kant øverst oppe blev dernæst bøjet ud og ned over spandens kant, men dermed var det ikke slut. Der blev omhyggeligt revet to små flænger i aviskanten, således at spandens hank kunne bevæge sig frit op og ned uden at rykke ”Virumposten” op og ned.

   Og derefter var det mit job at gå hen og gøre ligeså. Hvad nytter suk og klage?

   Information blev sjældent brugt til dette formål. Den lå som regel i en stor stak på dit skrivebord og ventede tålmodigt på, at du en aften med din lange, sorte papirsaks fik tid til at klippe lærerige kronikker, interessante anmeldelser og spændende interviews ud for at placere dem i mapper og arkivskuffer. Anmeldelser og forfatterinterviews blev som regel lagt direkte ind i forfatterens roman eller digtsamling. Og der kan jeg finde dem den dag i dag i din efterladte bogsamling, lille far. Så læser jeg dem, glæder mig over deres oplysninger og varmes om hjertet over din karakteristiske, ofte gavnlige, af og til ufatteligt irriterende, omhu og grundighed.

   Kuverter. Du skrev mange og gode breve, far. Ofte meget personlige, med tænksomme overvejelser over politiske og eksistentielle emner. Ikke netop betroelser, men masser af kloge og gode tanker, som alligevel afslører rigtig meget om din personlighed og dit indre liv. Din håndskrift var flot og svungen (hvor mors var sjusket og næsten ulæselig for folk, der ikke - som vi - havde øvelsen). Begge to skrev I utrolig levende og interessant, mor over stok og sten om det nære, familien, selskabelighed, kulturelle oplevelser, iblandet spørgsmål om vi børns vandel, som blev besvaret i troskyldig og let retoucheret form, du ofte om netop politiske og eksistentielle emner, men sandelig også om hverdagen, som på ingen måde var dig fremmed.

   Men kuverterne, lille far! Jeg mindes om dine utallige breve aldrig at have modtaget dem i en ny kuvert! Det var altid brugte kuverter, somme tider endda rudekuverter, hvor du omhyggeligt havde klæbet hvidt papir (fra andre kuverter) over ruder, gamle adresser og frimærker, hvorpå du havde skrevet ny adresse og afsender. Som du kunne ”reparere” et lys, kunne du ”revitalisere” en gammel kuvert. Far, du var nu en meget mærkelig mand! 

   Æbler. I haven havde vi et august-æbletræ. Kendere af denne sort vil vide, at augustæbler smager pragtfuldt. Desuden er de årets første modne æble, så en ren og ægte sensommerglæde var spisning af augustæbler.

   Desværre bliver de temmelig hurtigt melede og dermed kedelige i smagen. De bliver også let stødt og får hurtigt brune pletter. Men en god urtekniv kan rette meget op, og hen over august sad du ofte med en tallerkenfuld æbler, som du med din sædvanlige omstændelige omhu og akkuratesse befriede for brune pletter og blomst. Men ikke for kernehus! Det var synd at lade så meget æble gå til spilde, så kærnehuset blev sandelig gnasket med!

   Det har jeg fuldstændig overtaget. Og min ældste søn Jacob efter mig. Vi er, som du, fuldblods æblomaner, og kun stilk og blomst levnes. Kærnehuset skal gnaskes med. Sandelig…

   Og i min have har jeg et augustæbletræ. Sikrede jeg mig det, da vi købte huset? Næppe, men nu er jeg altså i den situation, at jeg på det punkt kan følge i dine knivspor, far.

   Konkurrence. På et punkt faldt du lidt uheldigt ud. Eller var det mig? Du manglede fuldstændig konkurrencegén, og sport interesserede dig ikke. Så min iver med spil og sport kunne du slet ikke leve op til. Men du accepterede fuldt ud, at jeg ville gå til fodbold, selvfølgelig.

   Gennem hele vores voksenliv var I der, du og mor. Altid parat til at hjælpe, altid kærlige og omsorgsfulde overfor børn og børnebørn.

   Da Petrusca kom ind i mit liv, og vi efterhånden fik ”hele kylleret”, var du den, der straks så og værdsatte hendes kvaliteter. Du var både imødekommende og nysgerrig, venlig og åben, hvor mor, den hunbøffel, havde møje med at skjule, at der var en tidligere ”svigerdatter”, som hun hellere havde set…osv.

   Det har Petrusca aldrig glemt dig.

   Da du blev gammel, oplevede du en tragedie, som nær havde taget livet af dig. Mor blev også udsat for den, men kunne i nogen grad ”glide af” på den, hvor du med dit spekulative sind ikke kunne lade være med at gruble og spekulere.

   Hvad tragedien går ud på, kan jeg den dag i dag ikke skrive om.

   Hvad er ondskab? Hvad kommer den af? Angst, usikkerhed, mindreværdsfølelse, misundelse? Trang til at bortforklare egen skyld? Lader nogle mennesker sig provokere af andres godhed, så de besvarer den med ondskab? Hvis man hader sig selv, får man da trangen til at rive verden ned, især kærligheden og godheden, som glimter der og sætter ens eget selvhad i modbydeligt relief? Er had en sygdom?

   Svaret blæser i vinden. Men hvorom alting er, så blev du fra en bestemt side på dine gamle dage i årevis forfulgt skriftligt og verbalt, privat og offentligt af de mest grusomme og grundløse anklager. I overensstemmelse med din natur forsøgte du endda at indgå i dialog for om muligt at forstå anklagerens natur. Og du tog knapt nok til genmæle for ikke at såre mennesker, du holdt af.

   Men man kan ikke gå på kompromis med ondskaben. Du var efterhånden også så gammel, og ikke så lidt træt, så du havde ikke kræfter til nogen kamp. Heldigvis kunne Petrusca og jeg stå last og brast med jer, støtte dig, når fortvivlelsen var ved at tage overhånd, og afbøde de værste anslag.

   Da du og mor flyttede over til Viby i 2004, så I kunne være nær os på jeres gamle dage, var jeg igennem en lang periode ovre næsten hver morgen for at fjerne de modbydelige breve fra jeres postkasse. Jeg vidste jo, hvornår de kom, da jeg selv modtog dem i kopi. Snesevis af breve, som I intet kunne gøre ved, og som kun ville have voldt jer endnu mere sorg.

   Jeg tror, jeg tør sige, at I i den periode kunne have taget jeres død af sorg, hvis ikke I havde haft Petrusca og mig til trøst og støtte.

   Det var så trøstesløst! Så modbydeligt! Så dybt, dybt, dybt uretfærdigt!

   Jeg har netop læst Peter Tudvads roman over Søren Kierkegaards liv. Han guddommeliggør sin egen grusomme fader og bliver dermed selv en grusom og livsfjendsk tugtemester for sin samtid, der selvfølgelig var fyldt med løgne, øjentjeneri, hykleri, forstillelse og meget andet godt, som man finder i rigt mål i alle ”samtider”. Men hvor Kierkegaards samtid er lunken og lurvet, så er hans kur imod den lidenskabelig, ja fanatisk og grusom. Jagten på renhed er og bliver menneskefjendsk og ender i Gulag eller koncentrationslejre. Jeg ville gerne ha diskuteret den bog med dig.     

   Der var absolut intet guddommeligt ved dig, lille far, derimod noget dybt menneskeligt. Du levede og lod leve, du elskede og støttede, og du fik selv et godt og rigt liv, når bortses fra den ondskab, som også ramte dig.

   På dine gamle dage fik du Parkinsons Syge. Heldigvis begyndte du ikke at ryste, men dit bentøj svigtede mere og mere, indtil du næsten ikke kunne gå. Da så samtidig mors sind viste de første tegn på demens, blev Ingeborg, Petrusca og jeg enige om at få jer til Århus, så vi kunne være jer nær, når der var brug for hjælp, hvad der blev i stadig højere grad. Det kostede mange samtaler og mange argumenter. Vi ville jo på ingen måde tage magten fra jer. Det skulle være jeres egen beslutning, og efterhånden, som den blev mere og mere uomgængelig, blev I, især du, heldigvis også mere og mere klar over det.

   Det var hårdt at skulle forlade Sorgenfri, jeres utallige venner og Københavns spændende kulturliv. Men sandheden var, at I faktisk ikke længere var i stand til at dyrke vennerne og udnytte kulturlivet. I mistede begge kørekortet, og gudskelov for det, for de sidste år var din kørsel nærmest livsfarlig, lille far. I kunne ikke længere komme rundt.

   I 2004 kom I så til Viby, til en lejlighed kun 100 meter fra, hvor Petrusca og jeg bor. Den var ikke særlig stor, men den blev indrettet hyggeligt med et udvalg af jeres egne kære møbler, først og fremmest flyglet! Og dele af din bogsamling, som jeg stadig ”låner” skatte fra i ny og næ. Netop nu læser jeg sangene fra Finlands nationalepos, Kalevala, når jeg besøger mor, og hun ligger og sover, hvilket hun gør næsten hele tiden..

   Men selv i årene derefter tog I jævnligt over til København! I benyttede jer af DSBs fine tilbud om hjælp til handicappede, med rampe ind i og ud af toget på stationerne. Vi hjalp med at bringe jer til stationen i Århus og hente jer igen. I København ventede gode venner, som I fik lov til at bo hos. Det gik godt rigtig mange gange, men til sidst fik vi dog underhånden at vide, at nu gik den ikke længere, med bleskift og lidt sjatpisseri på gulvet hos venner, der selv var gamle og trætte. Men I gav ikke op, før det var uundgåeligt. I ville dø med støvlerne på!

   Det sidste års tid havde vi dog den sorg, at din og mors kontakt med hinanden glippede i tiltagende grad. Mors hørelse blev ringere, og hendes åndsevner var heller ikke længere, hvad de havde været. Samtidig blev din stemme svagere og svagere, så mor simpelthen ikke kunne høre dig. Og dine åndsevner gik også noget tilbage. Du har altid udtrykt dig i temmelig lange, krogede sætninger, akademisk prægede i deres form, men bestemt ikke uforståelige for mor eller andre. Nu skete det oftere og oftere, at du midt i en sætning måtte stoppe, fordi du havde glemt begyndelsen. Så det meste af jeres sidste år sammen kunne I nærmest ikke kommunikere og levede på en måde hver jeres liv, klos op ad hinanden.

      Det var lidt hårdt at overvære. Og det smertede tydeligvis dig, som lagde meget mere mærke til denne nedtur, end mor gjorde. Når sproget glipper, er man afvæbnet, ikke mindst, når man er en intellektuel, som du var, far.

   Men vi kan i eftertankens lys glæde os over, at I fik rigtig mange gode og givende år sammen. Vores gerninger og bedrifter i ungdom, manddom og alderdom udslettes ikke af de sene års tilbagegang.

   Efterhånden havde især du mere og mere brug for personlig hjælp. Omsider meddelte Århus Kommune, at de ikke længere kunne udføre plejeopgaven i jeres snævre lejlighed. Så gik turen til Plejehjemmet Bøgeskovhus, også her i Viby. Der flyttede I ind juni 2007.

   14 dage efter sang du din sidste sang ”Glemmer du, så husker jeg…”, mens regnen trommede ned på festteltets dug. Det var til Finns og kusine Mariannes datter Mias dåb og konfirmation.

   Hen over sommeren fik du det stadig dårligere. Til sidst lå du i sengen hele tiden og kunne ikke snakke. Men jeg tror, du forstod, hvad vi sagde.

   Den 29. august 2007 døde du. Mor sørgede, men var på det tidspunkt allerede noget mentalt svækket. Heldigvis var I flyttet, mens du endnu levede, så mor kunne bare blive boende og slap for andre store omvæltninger end din død. Hun bor der endnu, flyglet står der endnu. Hun har ikke rørt det i tre år, men det er en del af hende, af dig, af Ingeborgs og min barndom.

   Du blev begravet fra Aagaard Kirke, som var fyldt med familie og venner. Mange kom over fra København, gamle og grå, men de ville være med til at sige farvel.

   Nu er der gået 6 år. Det varer ikke længe, før mor kommer ned til dig.

   Elskede lille far!

                                                                                                                                                         Viby J

                                                                                                                                                 31. august 2013

                                                                                                                                                 Gudmund Auring  

 

  

 

      

Kære mor

   KÆRE MOR

  

   Du lever endnu. Men kun lige akkurat. Her i dit 98´indstyvende år tilbringer du det meste af din tid i sengen, foruden noget tid i kørestolen. Den kan lænes tilbage, så også i den sidder du mest med lukkede øjne, sovende eller blundende. Til de fleste af plejehjemmets måltider trilles du hen i spisestuen og får, ved egen og personalets hjælp, lidt mad i maven. Men kontakten med de andre beboere er ebbet ud.

   Det er tre måneder, siden du sidst sagde mit navn. Som regel sover du, når jeg kommer, glipper måske lidt med øjnene, blunder snart hen igen. Jeg fornemmer på dig, at du er tryg ved mit nærvær, men om du kan huske mit navn, ved jeg ikke længere.

   Hvis du sover, sætter jeg mig en tid med en øl eller sodavand og læser i en af dine og fars bøger, som står i flok og rad på stuens reoler. Jeg holder dig lidt i hånden, klapper din kind, kysser dig farvel og lister ud igen. Hvis du er mere nærværende, synger jeg for dig fra højskolesangbogen. Vi har efterhånden været den igennem nogle gange, men det kan den sagtens tåle. Og du ser ud til af hygge dig derved.

   For et år siden lod det sig stadig gøre at læse op af dine egne, fars eller morbror Tages erindringer, men selv disse beretninger siger dig ikke noget mere. Dine børnebørn og oldebørn er langt væk i din bevidsthed. Nu består verden kun af plejehjemmets hverdag, af sange, som du indtil for et halvt år siden sang med på, måske af tågede erindringsglimt?

   Du har ikke smerter, du er ikke trist. Du er bare lige så stille ved at lukke ned og forsvinde ind i ubevidsthedens Nirvana. Jeg forsøger at komme et par gange om ugen, og Ingeborg kommer også tit. Det er ingen nytte til, at børnebørnene ser ind, du kan ikke huske dem, bliver nærmest lidt nervøs ved deres ukendthed.

   Flygelet står stadig i stuen. Sidst, du spillede, var, da Ingeborg fejrede sin 60 års fødselsdag for snart tre år siden. Da kunne du lige akkurat klare en af Mozarts langsomme sonatesatser.

   Så var det forbi.

   Lille mor, det varer nok ikke så længe med dig. Men det er i orden, synes jeg. Du har haft et godt og langt liv, du har ingen smerter, og bevidstheden rækker ikke til angst for døden. Tror jeg. Hvis du før eller siden glider ind i døden i den tilstand, så er det ikke den ringeste måde at drage herfra på. Så skal du ned og ligge ved siden af far på Aagaard Kirkegård, og dit navn skal hugges ind under hans på den gode granitsten, som pryder graven. Far døde i 2007. I fik 62 rige år som ægtefæller. Lige i nærheden ligger din mor Ingeborg, din far Olav, din storebror Tage og hans kone Helga. Samt fjernere slægtninge og bekendte, og de to for dig ikoniske figurer, pastor Brücker og malerinden Elise Konstantin Hansen.

   Det bliver mærkeligt. Men større sorg vil jeg næppe føle. Til gengæld vemod over det, der så uigenkaldeligt er forbi, og stor taknemmelighed mod dig og dit liv.

   Lille mor.

   Rundt om i mine erindringsskitser har jeg fortalt ikke så lidt om dig og far og om vores familieliv. Det vil jeg så vidt muligt ikke gentage her, kun opsummere, hvilket menneske du, set gennem mit temperament, er og var, og hvad du har betydet for mig.

   I øvrigt har du selv fortalt om din barndom og ungdom til Ingeborg, der har nedskrevet din beretning, illustreret den med familiefotos, og i den bevaret den friskhed, som følger af mundtlig overlevering. Desværre slutter beretningen med din uddannelse til sangerinde på musikkonservatoriet, så om dit voksenliv har du ikke selv overleveret noget på tryk. Men gennem årene har vi børn både oplevet og hørt ikke så lidt, og i fars erindringer spiller du naturligvis en hovedrolle.

   Din beretning har Ingeborg kaldt ”En bondedatter fortæller”. Du var stolt af at være bondedatter, ”buundæ´ter”, som det hedder på Kolding-jysk. Du blev født på Ferupgård, lidt vestnordvest for Kolding, den 5. marts 1916. Men der er nu ikke meget bondedatter i din natur. Du har været en stueplante, bange for dyrene og bedst til at hjælpe til indendørs i køkken og bryggers.

   Derfor lå der ikke meget fremtid for dig i at blive bondekone. En tid var lærerinde planen, indtil du forhåbentlig mødte en ordentlig mand. Men den strandede på, at du var aldeles håbløs til regning. Til gengæld var du glimrende til dansk, men det var altså ikke nok.

   Da du så, efter at ha tjent hos ”professorinden” i København, kom til din far med ideen om at komme på konservatoriet, har han sikkert draget et lettelsens suk. For hvad skulle der dog blive af dig, når lærerindeplanen var strandet, og det trak ud med den der mand? Du blev uddannet som pianist og sanger, havde en klangfuld, lyrisk sopran, velegnet til lieder og romancer. Og gennem musikken traf du far, manden i dit liv. I blev gift i juni 1945. Du fortsatte med koncertvirksomhed og med sang i radiokoret, indtil først jeg og så Ingeborg kom og ”ødelagde det hele”.

   Så blev du husmor. Det lå i tiden, at sådan måtte det være. Musikken trådte lidt i baggrunden, men du vedblev at øve koncertprogrammer, fik også nogle af dem bragt i radioen. Efterhånden som vi voksede til, blev der tid og plads til masser af klaver- og sangelever. Senere afholdt du en række koncerter med god succes, men drømmen om en professionel sangkarriere var da endegyldigt lagt på hylden.

   Du fortsatte dog med at gå til sang hos Inger Rosløff og Guldborg Nørby, du og far var midtpunkt i et livligt og muntert sangmiljø, kaldet ”larmerne”, som mødtes til sang, spil og festligt samvær, ikke mindst hos os på Abildgårdsvej i Sorgenfri. Siden blev du kirkesanger i Kastelskirken, og det, sammen med eleverne, gav dig en god indtjening, som du var meget glad for. ”Ligeberettigelse, det er, når man tjener sine egne penge”! I den maxime opsummerede du dit livs erfaring på det kønspolitiske område. Du havde ikke ringe sympati for Rødstrømperne, da deres tid kom. Oprør mod far kom dog ikke på tale, han var ikke nogen undertrykker. Men det havde været en plage for dig som husmor at skulle bede ham om penge til husholdningen, ikke fordi han var fedtet eller nøjeregnende, men fordi situationen så entydigt illustrerede et nedværdigende magtforhold. Nu havde du egne penge, og dermed frihed!

   Husmor - det var ikke din kop te. Men du tog det på dig med den pligtfølelse, du selv havde, og med den selvfølgelighed, der lå i tiden. Vi fik god mad hver dag, blev opdraget og leget med, og huset blev holdt pænt og ordentligt, uden at du på nogen måde var ”mutter med kost og spand”. Når du fortjente en pause, eller når dagens pligter var til ende, så stjal du dig tid ved klaveret, sang og øvede.

   For du var jo kunstner, lille mor! Ikke af de store, som trodser enhver hindring på deres vej mod kunst og karriere, men af de mindre, der har kunsten som en stille, men stædig drift i sig. Den kan hæmmes af pligter og hverdagens krav, men kvæles kan den ikke! Gennem hele dit liv går musikken og sangen - et lydspor, en stædig, stadig strøm, som vi, andre steder beskrevet, fik uendelig meget glæde af.  

   Mor, du var en hidsigprop! Én skal jeg jo ha det fra. Da jeg kom i teenage-alderen, var du tit og mange gange ved at gå ud af dit gode skind over min sendrægtighed, min manglende hjælpsomhed og min drilske, overlegne attitude. Du havde vist aldrig selv gjort ”ungdomsoprør”, i hvert fald ikke, mens du boede hjemme. Du var som mormor, sugede til dig af hendes personlighed, overtog hendes normer. Og når det havde været så selvfølgeligt for dig, kunne det vel heller ikke være så svært for dit afkom, vel? Hvorfor skulle vi ikke være, som du var?

   Men det var vi jo ikke…

   Objektiviteten, besindigheden og den nænsomme indlevelses nådegaver besad du kun i begrænset omfang. Så det var ikke let for dig at stå med to egensindige unger, der oven i købet som den selvfølgeligste ting af verden lod sig inspirere af 60´ernes ungdomsoprørske tendenser.

   Jeg er nok den, der ligner dig mest, lille mor. Derfor, og så fordi jeg var dreng, slap jeg også ret helskindet igennem teenage-årenes utallige sammenstød. Jeg var lisså hidsig som dig, lisså røget, som du var speget. Og når jeg så oven i købet brugte den intellektuelle ironi, som jeg havde fra far, kunne jeg virkelig drive dig til vanvid. Ironi forstod du simpelthen ikke. Derfor brugte far den aldrig overfor dig, men så hensynsfuld var jeg bestemt ikke, jeg borede med vellyst ironiens spydspidser ind, ikke hvor de gjorde mest ondt, men hvor de gjorde dig mest hidsig. Tilgiv mig, lille mor!

   Ork, det har du gjort for længst! Bag om sammenstødene var ingen af os nogensinde i tvivl om, at vi elskede hinanden, ikke af pligt, men af hjertet. Og vi havde heldigvis begge evnen til hurtigt at blive gode igen. Når lynet var slået ned, og tordenbulderet havde lagt sig, så var konflikten faktisk overstået, så kom det gode humør hurtigt igen, som en svalende byge, der kølede den eksplosive luft.

   Men - i sandhedens interesse: Det næste tordenvejr var sjældent langt væk.

   Da Ingeborg som den sidste i 19 års alderen flyttede hjemmefra, satte du dig ned på trappestenen og græd! Det har du selv fortalt.

   Men du var bestemt ikke typen, der lod dig besejre af mismod. Når det indhold i tilværelsen, vi som hjemmeboende børn repræsenterede, var kraftigt reduceret af vores bortrejse, helt ”hjem” til Jylland, ja så måtte der nyt indhold til. Nye mængder af elever. Selskabelighed med mange gode venner. Teater- og biografture. Koncerter. Masser af rejser. Du lå aldrig på den lade side, og hvis der ikke lige var noget på tapetet, så skulle du hurtigt få sat noget i gang.

   Det er din fortjeneste, at du og far blev midtpunktet i en stor vennekreds, som bestod af flere grupperinger. Den største var ”larmerne”, de musikalske venner, der jævnligt fyldte huset på Abildgårdsvej i Sorgenfri med musik. Jævnligt har du sagt til far: ”Skal vi ikke invitere…”, og så blev der inviteret og arrangeret, du lavede lækker festmad, skønt husmorarbejdet egentlig ikke interesserede dig. Vin til maden, men ikke i ret store mængder. Det behøvede I ikke, musikken klang, eller samtale og diskussion gik ”som kæp i hjul”, ganske uden brug af kunstige stimulanser.

   Et par festlige episoder: Efter en rigtig ”larmer-aften” sluttede en af gæsterne - var det mon Niels Bondo? - af med et vaskeægte limerick, som fortjener at blive bevaret for eftertiden:

 

                             ”Til fest hos familien Auring

                             beundrer vi tonernes klavring

                             mod himmelske højder

                             - bagefter det drøjt er

                             når problemer man har med afmagring…”

   En anden gang holdt I ligefrem fest. Der var ryddet godt op i kælderen, så det største rum kunne tjene som et lillebitte dansegulv. Først skulle der imidlertid spises, og ved kaffen bagefter nævnte fars barndomsven Georg Berggreen, at han netop havde fået et nyt og spændende job. Da en af gæsterne kom med den ulykkelige bemærkning, at det kunne være spændende at høre mere om, lod han sig det ikke sige to gange. Det trak ud. Folk lyttede andægtigt, men da det meste af en time gik hen, var feststemningen næsten gået med den. Du var fortvivlet, lille mor, nu skulle det jo ha gået løs med dans og halløj. Du fik mig ud i køkkenet: ”Gudmund, kan du ikke lige sige inde i stuen, at nu skal der danses. Georg kan jo ikke blive færdig, og far og jeg kan som høflige værtsfolk ikke tillade os at stoppe ham”.

   ”Ork jo, lille mor”, sagde jeg, der var 15 år. Rask gik jeg ind i stuen og proklamerede: ”Så er det tid at svinge træbenet”! Som på kommando rejste alle sig op, svært lettede. Georg så et øjeblik lidt fåret ud, men fattede sig hurtigt og deltog, som den muntre mand, han var, med liv og lyst i dans og halløj. Festen var reddet!   

   Du var bestemt særdeles interesseret i kunst og kultur, men når bortses fra din fordybelse i musik, så ejede du ikke fars evne til at forsvinde ind i en bog og finde dine rigdomme der. Jo, du læste masser af bøger, men først og fremmest skulle der ske noget! Det skulle du nok sørge for! Far blev sikkert forpustet ind imellem, men først og fremmest var han dig dybt taknemmelig for din livfuldhed, din udadvendthed, din livsappetit og dit temperament. Du accepterede bestemt ikke, at han ”blev” inde i bogen, eller hvad han nu fordybede sig i.

   Mor, du blandede dig - også i mit liv, også, da jeg var flyttet hjemmefra. Selv mine venner og kærester fik somme tider at føle, at du nok mente at vide, hvordan tilværelsen burde leves, også af dem! Så kunne du være ret tåkrummende…

   Det var jo ikke let at stå model til, men bagom irritationen var jeg ikke i tvivl om, at der ikke kun var tale om nævenyttighed og en snert af magtsyge. Det var din måde at elske mig på, og den ville jeg dog ikke undvære. Så min strategi gik ud på at begrænse dine blandemuligheder. Fx er det din skyld, at jeg som voksen kun har bedt om økonomisk hjælp hjemmefra en enkelt gang. Jeg ville simpelthen ikke give dig mulighed for at blande dig i min økonomi! Men tog naturligvis med tak imod pakker med deller, sandkage, sommetider en pengeseddel, altid et langt brev - eller to, når far også skrev. I skrev begge to lange, indholdsrige, levende og velformede breve.

   Du forventede bestemt, at trafikken også gik den anden vej. Skrev du måske ikke hjem til mormor hver uge? Kun rimeligt, at jeg gjorde ligeså til dig og far. Så når 14 dage var gået uden brev fra mig, blev tonen i dit brev lidt krads. Jeg forsømte vel ikke min gamle mor?

   Telefonopringninger talte ikke!

   Resultatet blev, at der foreligger arkiveret et ganske pænt antal breve til dig og far fra min hånd, lille mor. Ja, såmænd fra Ingeborgs med. Det er jeg som kildekritisk familiehistoriker jo svært tilfreds med i dag. I tider som disse forsvinder kommunikationen som flygtig sommervind ud i den tynde luft, kaldet cyperspace. Men vores breve eksisterer, i håndskrift, blåt på hvidt.

   Der er naturligvis al mulig grund til omhyggelig kildekritik. Det er jo ikke alt, forældre har godt af at vide. Og da slet ikke en mor, som er en notorisk blandemaskine. Derfor er mine breve uden tvivl formuleret i temmelig positive vendinger, og økonomiske såvel som andre personlige problemer blev kun refereret i mildt retoucheret form.

   Til trods herfor rummer brevene rigeligt med interessante oplysninger og overvejelser endda, set fra en familiehistorisk synsvinkel.

   Hen over årene så vi meget til hinanden. I besøgte mig/os tit, vi/jeg ligeledes jer. Kontakten til dig har hele tiden været nær og varm, om end til tider stormfuld.

   Så blev du gammel, lille mor. Fra omkring 80 års alderen kunne man fornemme en antydning af smuldrende bevidsthed, en snigende indsnævring af din åbenhed overfor verden. Jeg husker en gang, da du lå på Gentofte Amtssygehus. Du var vist faldet og havde dårligt ben, og jeg kom i samme anledning over fra Århus og på besøg sammen med far. Det var smertefuldt at se din forvirring, din angst, som udmøntede sig i vrede, rettet imod far og mig. Du følte dig utryg, svigtet og forladt. Far havde jo altid passet på dig, men han var selv gammel, havde Parkinsons syge og gik dårligt. Ingeborg og jeg var så langt væk, og for mig var det ved den oplevelse, at tanken om at få jer over til Århus spirede frem.

   I kom over i 2004, og det var godt at være jer nær, nu da alderen og andre angreb udefra ramte jer.

   Nu er du en fjern, mild gammel dame, mor. Det passer egentlig slet ikke til din natur, men sådan er det blevet. Hele dit liv har du ellers været præget af eksplosivt temperament, voldsom energi, udadvendt livsappetit. Dine fortrin har altid været soleklare. Ligeså dine fejl: Dominerende, irriterende, men aldrig skjulte eller luskede. Du har aldrig gjort en røverkule af dit hjerte. En sådan natur kan nok stille store krav til familie og andre opgivelser, men det har nok været mit held, at jeg på mange måder er lissådan. Gnisterne er føget, ikke altid med gensidig respekt, men ALTID med gensidig kærlighed!

   Elskede lille mor!

                                                                                                                                                                                         

 10. juni 2013
                                                                                                                                                                              Gudmund Auring

 

  

DRENG I FORSTADEN

   DRENG I FORSTADEN

   - af Gudmund Auring -

 

   1952. Nede på hjørnet af Abildgårdsvej og Virum Stationsvej er de ved at grave grunden ud til en ny villa. Når arbejderne har fået fyraften og er gået hjem, er det alle tiders legeplads for vejens unger, et brunligt månelandskab af store jordbunker, hen over hvilke trillebørsbaner af lange brædder snor sig.

   Chris, ældste søn inde hos vores nabo Lautrops, har kommandoen: Nu skal der leges cowboydere og indianere. Hans lillebror, Peter, er der også med kammeraterne Henrik og Arne, foruden hvad der ellers kan krybe og gå af drenge og piger på vejen.

   Den yngste er - mig. Jeg er nok 4 år, og det er vel allerførste gang, jeg får lov til at være selv ude og lege med de store børn. Det føles som et ridderslag, selv om de andre selvfølgelig ikke regner mig for noget som helst.

   Hvad legen går ud på, har jeg kun tågede forestillinger om. Men jeg lægger mærke til, at flere af de store drenge har en kæp, hvorpå der er bundet en snor fra den ene ende til den anden. Den bliver kaldt en flitsbue, og den er åbenbart noget, indianere er udstyret med. Sådan én vil jeg også ha´. Altså løber jeg hjem, finder en pind og et stykke groft sejlgarn, som jeg binder fra den ene ende til den anden, ganske løst, så snoren hænger i en slap bue ned fra pinden. Betydningen af en stram buestreng, for slet ikke at tale om pile, er ikke rigtig gået op for mig endnu.

   Således udrustet vender jeg tilbage til legen.

   Chris er vel 10 år, og hans skarpe blik opdager hurtigt min slatne buestreng. For første - og sidste - gang nogen sinde henvender han sig til mig: ”Hvad er det, du har der”?

   ”Det er en flitsbue”. Og sekundet efter står jeg midt i et stort, hånligt latterbrøl fra hele flokken af unger, uhjælpeligt diskvalificeret som for lille og for latterlig.

   Jeg kan lide at forestille mig, at jeg ikke stikker af og løber hjem. Jeg tror, at jeg blev, men opnåede næppe at blive inddraget i legen.

 

   Fru Nielsen

   Da grunden er gravet og støbt, rejser der sig en rummelig og flot villa på den, og dér ind flytter fru Nielsen. Ja, ikke kun hun, men også hr. Nielsen og deres tre børn, af hvilke Jens er den yngste, et år yngre end jeg.

   Fru Nielsen er en markant dame, stor og bredbarmet, med en skarp og kraftfuld stemme, ikke uvant med at kommandere. Det er en dame, man får en frygtblandet respekt for. Hun ryger cerutter, har stor damehat og somme tider en ræv om halsen. Hr. Nielsen indgyder også respekt, han stemme er også fast, men mere lun og afdæmpet. Og i øvrigt er det ikke hans opgave at herse med børn. Han er underdirektør i olieselskabet Esso, uden tvivl en velhavende mand.

   Selv om fru Nielsen virker noget skræmmende, bliver jeg alligevel kammerat med Jens, og vi leger temmelig meget sammen, indtil vi kommer i skole. Abildgårdsvej hører til Hummeltofteskolens distrikt, og Virum Stationsvej hører til Virum Skole, så selv om der kun er to huse imellem vores, skilles vore skoleveje. Og dermed ebber kammeratskabet ud i løbet af de første skoleår.

   Jeg bor på Abildgårdsvej 141. På den tid er Abildgårdsvej ”skåret over” af et stort gartneri med frugtplantage, som altså stadig er i drift. Vores stump af Abildgårdsvej er kun godt 100 meter lang, bliver så brat skåret over af gartneriets hegn, men fortsætter på den anden side af gartneriet en hel kilometer, helt op til Sorgenfri Station. Lige før hegnet, skråt over for vores hus, løber Pergolavej ned ad en lang bakke, hvor den ender blindt. Da vi bliver større, er det lidt af en manddomsprøve at ta turen ned ad Pergolavej på rulleskøjter. Det koster en del skrabede knæ.

   Allerede inden jeg kommer i skole, nedlægges gartneriet delvis, og Abildgårdsvej føres igennem, først med en krumning op imod den nyanlagte villavej, Frugthegnet. Men få år efter nedlægges gartneriet helt, og Abildgårdsvej bliver lang og lige, helt op til højhusene, stationen og Sorgenfri Torv.

   I øvrigt er husene på Pergolavej stort set ens, og i nogle af dem bor der noget så eksotisk som grønlændere. Jeg vil tro, at en eller anden forening har ejet husene til brug for grønlændere under udstationering i uddannelses- eller politisk øjemed. Jeg mener, at den navnkundige folketingsmand, Moses Olsen, bor der en tid. I hvert fald spiller han en overgang for Virum Boldklub, ligesom jeg.

   På Abildgårdsvej helt op til hegnet, i nr. 139, bor altså Lautrops med Chris, Janne og Peter. De næste tre huse er ens, hvidpudsede, firkantede, i to etager med fuld kælder, først vores, så Johansens i nummer 143, og så Hunosøes i nr. 145, men dem lærer vi aldrig at kende. Derefter kommer Nielsens, men det er altså Virum Stationsvej.

   Johansens får vi meget at gøre med. De har to døtre, Karin og Jytte. Karin er på min lillesøster Ingeborgs alder, og de to leger meget sammen, med den to år yngre Jytte som det tynde øl. Poul Johansen er noget så spændende som styrmand, endda medlem af Kap Horn-Foreningen, som kun er for de søfolk, der har rundet Kap Horn med SEJLSKIB. Det har han som ung elev med et skoleskib. Senere bliver han skibsinspektør og kommer i avisen i en stor reportage om erfarne søofficerer, der afprøver en ny type redningsflåde ved at være til søs med den i et par døgn. Poul Johansen er en lille, lun mand med jysk mål fra Vejle-kanten. Hans bror Kaj spiller i en lang række år back på Vejles 1. divisionshold i fodbold. Han opnår en del kampe på B-landsholdet og bliver siden landskendt som rolig, piberygende holdleder for det danske landshold i Sepp-Piontek-perioden. Joh, der er mange gode grunde til at se op til Poul Johansen. Da jeg senere får lært at læse og kan mine Peder-Most-bøger på fingrene, bliver hans og Peder Mosts eventyr vævet sammen til min egen romantiske sømandsdrøm.

   Jutta Johansen er som ægte sømandshustru fra Marstal, hvor ellers, og hendes venligt syngende sydfynske mål står i blød kontrast til fru Nielsens skrappe stemme.  

   Overfor Johansens bor Winthers, som jeg ikke kender meget til. Hr. Winther udmærker sig dog med sort gedebukkeskæg og en åben Ford, hvor bagklappen kan åbnes og omdannes til bagsæde! På et tidspunkt flytter han dog ud af billedet, men hans kone og søn bliver boende.  

   Det ene hjørnehus til Pergolavej tilhører Hertz, et ældre ægtepar, som har et lettere traumatisk forhold til vores bolde. Det koster svære forhandlinger fyldt med knubbede ord at få dem igen, når de alt for jævnligt ryger over hækken og ind i Hertz` have. Det er lettere og mere tidsbesparende selv at liste sig ind i deres have efter bolden, men det indebærer den risiko, at man bliver opdaget. Øretæver falder der ikke af, men flere knubbede ord med risiko for konfiskation af bolden.

   På det andet hjørne bor Ejler og Anders. De er ret små, men da bestemt brugbare, når vi skal lege skjul eller et-tagfat. I øvrigt har de en storebror, som altid bliver inde i haven. Der står han og rokker, mens han messer sære, ordløse lyde.  

   Jeg er sikker på, at hr. og fru Nielsen som erhvervsfolk højt på strå stemte på Det Konservative Folkeparti. Men fru Nielsen er en konservativ af den progressive, socialt bevidste type, og mener, det er hendes pligt at gøre noget godt for de mindrebemidledes børn. Bortset fra hr. Winthers Ford er Nielsens de eneste på vejen, der har vogn, en DKW. Og én gang om året fylder hun kareten op med vejens små unger og kører os i Zoologisk Have. Det er en stor oplevelse. Jens, Ingeborg, jeg, Jytte, Karin, Ejler og Anders ind i hendes vogn, ingen af os over 6 år. Det er før sikkerhedsselens tid, og børn kan anbringes overalt, blot de ikke hindrer fru Nielsens gearskifte. Og er der optræk til skænderi på bagsædet, er en enkelt skarp kommando fra fru Nielsen nok til at genoprette ro og orden.

   Gennem årene er fru Nielsen også en markant stifter og forkvinde for lokalafdelingen af foreningen Folkevirke, oprettet af den socialdemokratiske minister, Bodil Koch, med det formål at interessere kvinderne for kultur- og samfundsspørgsmål og træne dem i debat, så de med tiden kan udfylde deres retmæssige plads i det politiske liv. Foreningens møder bliver afholdt i Nielsens rummelige kælder, hvor mange foredragsholdere gennem årene kommer til at løfte deres røst overfor kvarterets lyttende husmødre. Både fru Johansen og mor er naturligvis med - jeg tænker, at de ikke har turdet sige nej, for fru Nielsen er ikke en, man siger nej til. Men de bliver nu hurtigt ivrige medlemmer, og mor får sin naturlige og betydningsfulde rolle som akkompagnetør ved klaveret til de obligate sange fra højskolesangbogen, som naturligvis indleder og afslutter hvert møde.

   Nr. 139 er en rød, gammel kasse, helt anderledes og meget ældre end de andre huse på vejen. Mon ikke den har været funktionærbolig for gartneriet? Set fra gaden er huset sært afvisende - ikke et eneste vindue ud mod gaden. Og beboerne virker også lidt fjerne og reserverede.  

   Dér inde bor Lautrops. Hr. Lautrop er forsker på Seruminstituttet, og hvad han end laver i sin fritid, så er det ikke havearbejde. Fru Lautrop er mor og far ”på nik med”. På denne tid er selv voksne naboer på ”De” og ”hr.” og ”fru” med hinanden.

   Desværre har fru Lautrop et skarpt blik. Jens og jeg bygger huler i Østgården, en smal strimmel jord mellem vores hus og hækken ind til Lautrops. Når vi har gravet grunden ud og overdækket hulen med brædder, skal vi naturligvis tænde bål. Og vores hus har kun det minimale badeværelsevindue ud imod Østgården, så mor kan ikke se noget.

   Men det kan fru Lautrop. Hendes køkkenvindue vender ind mod Østgården, og aldrig så snart stiger røgen blideligt mod himlen og forjætter stegning af kartofler og andre Robinson-Crusoe-aktiviteter, før vi kan se fru Lautrop komme skridende forbi ude på fortovet, på vej for at ringe på hos mor. Og 30 sekunder efter står mor i Østgården og beordrer på det strengeste bålet slukket. Straks!

   Nej, jeg er ikke så vild med fru Lautrop… Desuden er hun jo mor til Peter, som jeg er bange for.

   Men mange år efter bliver far og mor faktisk rigtig gode venner med Lautrops. Og efter hr. Lautrops død kommer de rigtig meget på besøg og hjælper Agga Lautrop. Hun sidder til sidst i kørestol, men er en klog, fintfølende og dannet dame, som mor og far sætter stor pris på.

   Kort før hendes død er jeg - som voksen - med inde på visit. Vi beundrer hendes store samling af klassiske LP-plader, og hun spør mig, om jeg ikke vil ha nogle. Hendes børn er ikke interesserede, så jeg må ta lisså mange, jeg vil. Jeg tror, jeg får 40 LPér, Beethoven, Bach, Brahms, symfonier under direktion af store mestre som Karajan, Walther og Fürthwängler, og meget andet godt. Jeg har dem endnu og hører dem jævnligt.

   Også hr. og fru Nielsen får mor og far gennem årene et rigtig godt forhold til. Nu hedder de Gudrun og Frede. Gudrun bliver ved med at være en markant og bestemt dame. Jeg kan huske mors irritation over, at hun altid skal høre om Gudruns fortræffelige børn. Men når så mor vil fortælle om sine børn, som jo da heller ikke er så ringe, så er lydhørheden ikke så stor. Engang får mor dog berettet, at jeg har indsendt en sangtekst til en konkurrence og vundet. Gudrun er venligt uinteresseret - indtil mor fortæller, at præmien er 15.000 kr. ”Nåå…det må jeg sige…det var da fornemt… sagde du 15.000?”

   Johansens bliver vi alle nære venner med. Selv om de flytter til Thurø, da Poul bliver pensioneret, har vi bevaret kontakten helt op til skrivende stund - 2013, hvor de bor i Holte.

  

   På vejen

   Chris færdes i helt andre luftlag. Peter, Henrik og Arne er store og ser ikke til min side, undtagen når de driller. Dem er jeg bange for. Men blandt de andre unger er jeg den ældste, og vi kommer til at udgøre vejens slæng, ignoreret af de store, selv ignorerende de alt for små, men klar til leg ”på vejen” i den lange, fuglefløjtende sommeraftner.

   Kroneskjul bliver en af de første fælleslege. Det aftalte område er vejen og de nærmeste haver. Den, der ”står”, står og tæller til 100 ved den mørkebrune trælygtepæl i hækken ind til Hertz´ have, lige overfor vores hoveddør. Så råber hun (eller han) ”nu kommer jeg” og begynder at lede. Hvis hun ser en af os andre, fx Ejler, styrter hun tilbage til lygtepælen og råber ”1-2-3 krone for Ejler”, og så er han ude af legen og skal ”stå” i næste runde. Vi andres opgave er at gemme os så godt som muligt, men også liste os frem, så vi i et ubevogtet øjeblik kan nå først frem til lygtepælen og råbe ”krone for miiigg”. Når alle er enten opdaget eller har kronet sig selv, er runden forbi, og den, der blev set først, skal stå i næste runde.

   Senere kommer mere sofistikerede lege til. En af de populæreste er ”halli-hallo”. I centrum står fx jeg med en god gummibold. De andre deltagere står i rundkreds udenom og skal så efter tur gætte mit navn, dvs. et navn (eller et dyr, eller et bilmærke, eller…), som jeg har aftalt med mig selv. Når en gætter rigtigt, råber jeg ”halli” og hamrer bolden lodret ned i vejen, så den springer højt til vejrs. Samtidig styrter jeg væk, alt hvad jeg kan. Den, der gættede rigtigt, springer ind, griber bolden og råber ”hallo”. Så skal jeg standse, og griberen har nu tre skridt og en spytklat til at komme så tæt på mig, at han/hun kan kaste bolden igennem det hul, jeg danner med armene ved at række dem frem foran mig og holde mig selv i hænderne. Hvis det lykkes, må jeg ind og stå i midten igen, hvis ikke, er det kasterens tur til at gå i midten. En helt igennem sjov leg, som ydermere åbner muligheder for hidsige diskussioner, om jeg slog bolden skævt i jorden (hvad man ikke må, da den jo så springer væk), eller om jeg stoppede, præcist da der blev sagt ”hallo”. Herligt.

   En tredje leg hedder ”spille land”. Den kan leges i to versioner, dels med spejderdolk, men det kræver et område med blød jordbund og helst uden græs, dels med kridt, hvilket kræver asfalt eller fliser. Versionen med spejderdolk har den interessante finesse, at man skal være ret god til at få dolken til at ”stå” i jorden, når man kaster den. Men vi leger nu mest den sidste, da Abildgårdsvejs asfalt jo er lige ved foden.

   Et typisk deltagerantal er fire. Vi tegner en stor cirkel, hvis centrum markeres med en lille rundkreds. Cirklen deles op i fire lige store ”lagkagestykker”. Hvert stykke får navn som et land, fx Danmark, Sverige, England og Brasilien, hvilket omhyggeligt skrives ud for ”landet”. Nu står hver deltager ud for sit land. Den, der ”er” den, fx brasilianeren, råber så ”Jeg melder krig mooodddd…. England” og styrter væk. Englænderen styrter så ind mod centrum, slår foden i og råber ”stop”. Og så har englænderen tre skridt (fra centrum) og en spytklat til at komme så langt, at han kan nå brasilianeren med hånden. Det er tilladt at lægge sig ned med foden på spytklatten og række så langt frem, man kan nå. Hvis det lykkes, har englænderen ret til at ”erobre” et stykke af brasilianerens land, dvs. stående på ét ben at tegne en cirkel i ”fjendens” landområde med kridt. Hvis cirkelstregen ikke lukker sig helt, eller hvis tegneren kommer til at støtte på det andet ben, ”gælder det ikke”. Hvis Englænderen ikke kan nå, er det brasilianeren, der har erobringsretten. Legen bliver ved, til én deltager har det hele, eller til man ikke gider mere. Så opmåles omhyggeligt pr. øjemål og under ivrig diskussion, hvem der har det største landområde og dermed er vinder.

   Der er selvfølgelig mange flere fælles lege, hinkning, sjipning, rundbold og meget andet. Desuden er der jo det mylder af lege, som leges, når man er to eller tre sammen, eller når det er vinter og regnvejr: Dyr og traktorer i sandkassen, dukker i dukkevogne (piger), små plasticsoldater (drenge), spil som terre, knivkast, gyngning, vandpjask i haven, bygning af sæbekassebil, cykelræs med stift pap sat på med klemmer, rækkende ind i baghjulets eger, så cyklen lyder som en knallert, og meget mere.

   En hel sommer er Jens og jeg optaget af at fiske i Mølleåen nede ved Frederiksdal. Dér nede i det relativt klare vand kan vi tydeligt se masser af skaller og aborrer, der myldrer rundt og også nipper til franskbrødet eller ormen på vores krog. Vi er ved at gå til af spænding - men bide på gør de aldrig! Jo, én dag, oh lykke, får både Jens og jeg bid. I triumf bærer vi hver vores lillebitte skalle hjem, og far - som er en rigtig far - er fuld af ros og hjælper os med at rense og stege den fantastiske fangst. Efter sigende smager skaller af mudder og er fuld af ben. Det er sikkert rigtig nok, men hvad gør det? Selvfanget er velfanget, og for os er det et velfortjent herremåltid, som afslutter denne triumfens dag.

   Dog, i mere nøgterne stunder har vi vel erkendt, at vores karriere som lystfiskere kun har været en betinget succes. I hvert fald var det kun én sommer, vi for alvor hengav os til denne spændende, men i længden alligevel ørkesløse, beskæftigelse.

   Dette er en tid, der aldrig forandrer sig. Forår efter forår bliver luften mild, træer og hække bliver grønne og fyldes med kvidrende gråspurve og musvitter, solsorten sidder på lygtepælens top og fløjter, mens den  lune brise omvifter éns langsomt brunende kinder.

   Og dog, den forandrer sig alligevel. Man bliver ældre, legene bliver mere avancerede, man kommer i skole, man lærer at cykle, nye venskaber opstår med børn fjernt fra ”vejen”, efterhånden som éns aktionsradius udvides, vejens fællesskab blegner eller smuldrer - men genopstår fra tid til anden, når situationen lige er til det.

   Og i erindringen fløjter solsorten endnu.

 

   En brækket arm

   Peter, Henrik og Arne er jeg ikke rigtig modig ved. De tæver mig vist aldrig, men de driller, er anmassende og let truende, synes jeg. En aften er Ingeborg og jeg alene hjemme, mens far og mor går en tur. Vi er kommet i seng, men Peter, Henrik og Arne går ind ad hoveddøren og op ad trappen og snakker med os. De er ikke truende den aften og går ret hurtigt igen, men jeg er utryg ved situationen.
   Heldigvis ignorerer de mig som regel totalt, og deres jagtmarker er langt borte, guderne må vide hvor. Så vi smårollinger har som regel ”vejen” for os selv.
   Én dag kommer jeg dog for alvor i folkemunde, og alt, hvad der kan krybe og gå af unger står andægtigt forsamlet på vejen uden for vores havelåge.
   Jens og jeg har leget nede på det brostenbelagte solhjørne foran Jens´ hoveddør. Vi er kun 5-6 år, i hvert fald kan Jens lige netop krybe sammen i en ølkasse (de gamle af træ til 50 flasker). Jeg sætter min ølkasse ovenpå og kravler op i den, men Jens har vel alligevel fået det for trangt. I hvert fald skubber han opad med det resultat, at jeg vælter ned og lander på min arm, som brækker.
   Gråd og tænders gnidsel. Under tårer følges jeg hjem af fru Nielsen, som omsorgsfuldt understøtter min arm. Hun tilbyder endda at køre mig på hospitalet, men - oh lykke! Vi har abonnement hos Falck, og far ringer efter en ambulance.
   Det er en tårevædet triumf at blive båret - på båre! - ud til ambulancen, mens samtlige kvarterets unger ser til, selv Peter, Henrik og Arne. Ambulancen er helt sort og med gule flag på skærmene foran. Desværre sætter chaufføren ikke alarmen i gang. Det havde ellers været sejt, men redderne må vel ha ment, at min situation ikke var direkte livstruende…
   På Gentofte Amtssygehus bliver armen sat på plads, jeg får gips på - og så bliver jeg indlagt! Det var jo aldrig sket i dag.
   Nu var datidens barndom jo ikke nær så pylret som den i dag opvoksende slægt. Jeg skal overnatte på hospitalet, men at far eller mor derfor skal blive der - det var ikke opfundet dengang. Til gengæld ligger jeg på en stue med seks eller otte børn, og vi kan vel passe på hinanden. I hvert fald er vi alle sammen parate til at hjælpe Ingelise, når hun skal på wc. Hele stuen bryder klangfuldt ud i det til lejligheden forfattede rim
   ”Ingeliiiise
   skal tiiiisse…”    
indtil sygeplejersken kommer og hjælper Ingelise op ad sengen.
   Vi ligger nemlig alle sammen i sengen, selvom vi ikke er særlig syge. Men det gjorde man dengang (- også derhjemme). Når man er syg og har feber, så er det værsgo march, op i seng. Og ikke op, før man har været feberfri mindst to dage. Så ved éns hjemmegående mor, hvor hun har én.
   Så længe feberen er høj, er det jo i orden, men hvor er det dog forfærdelig kedeligt, når man er ved at blive rask. Det hjælper først, da jeg får lært at læse. Så kan det være ganske hyggeligt at ligge der og gasse sig med en god bog.
   Heldigvis er der da også formildende omstændigheder ved sengeligning. Det giver én ret til lækkerier som slik, saftevand, is og frugt. Det manglede også bare - med den sengetortur.
   Nå, det var et sidespring. Hvad husker jeg ellers fra hospitalet. Jo, midt om natten, halvt i søvne, kommer jeg til at lave i bukserne. Det er jeg jo ellers alt for stor til, og jeg føler mig frygtelig flov, da jeg vågner op dagen efter og husker det. Men heldigvis har de andre unger ikke opdaget noget. Sygeplejersken har med rolige, varme hænder i al stilfærdighed skiftet og vasket mig, mens de andre sover de retfærdiges søvn.
   Da jeg efter to dage kommer hjem igen, kan jeg med stolthed fremvise min gipsarm til alle, der gider se den - og sikkert en hel del, der ikke gider…

   Lars og Jim

   Efterhånden, som jeg bliver ældre, udvides min aktionsradius. Jeg kommer i skole, jeg lærer at cykle, cykler hver dag til skole 1½ kilometer væk. Jeg får nye venner, som jeg snart er mere sammen med end ungerne på vejen.
   Om skolen vil jeg berette i anden sammenhæng, men nogle af kammeraterne derfra får jeg en del med at gøre uden for skolen, så historien om dem hører hjemme her.
   Lars og Jim kommer pludselig ind i 3. klasse. Hvorfra kom de? Hvor drog de hen, da deres tid var forbi? Den slags får man som skolebarn absolut intet at vide om. Pludselig er de der, pludselig er de væk igen. Der mumles dog om, at de er blevet flyttet fra en anden skole, måske Virum Skole, fordi deres lærer ikke kan styre dem.
   Jeg husker dog ikke specielt meget ballade fra deres side. Derimod husker jeg, at de forekommer mig meget anderledes end de middelklassedrenge, hvoriblandt jeg selv, som ellers befolker vores klasse. Deres sprog er mere ramsaltet, deres væremåde frimodigere, og de kan slås bedre end de fleste. De er kort sagt spændende.
   Når det gælder om at slås, så er Lars absolut den sejeste. Han er et ordentligt brød, stor og kraftig, med en tyk manke af hvidt krøllet hår, som står lige i vejret. I slagsmål lægger han sig blot oven på sin modstander, og så er den kamp forbi.
  Hverken Lars eller Jim spiller nogen rolle i klassens hierarki. Det gør jeg heller ikke, og derfor falder det meget naturligt, at jeg i den tid, de er i klassen, får lidt at gøre med dem. Hvad vi laver, husker jeg ikke så nøje, bortset fra et par episoder.
   En dag, det må være i september, kommer Lars på besøg hos mig. Vi beslutter at ta min legevogn og gå ned i Virumparken for at høste pærer. Det høje pæretræ bugner af modne frugter, og efter et par raske klatreture op, og derpå ned med fulde lommer, har vi vognbunden fuld. Undervejs har vi naturligvis proppet os med et passende antal pærer, dvs. at vi er på randen af mavepine.
   Hvad skal vi nu gøre med resten af pærerne?
   Dem skal vi naturligvis sælge, siger Lars. Og som sagt, så gjort - på hjemvejen ringer vi på snesevis af døre og tilbyder forstadsfruerne dejlige, modne pærer. Afsætningen er ganske god, og ved hjemkomsten er legevognen tom og lommerne fulde af mønter, som vi broderligt deler. Og så går turen ned til kiosken på Abildgårdsvej, hvor jeg nogle år efter kommer i tjeneste som avisbud. En Anders-And-is koster 25 øre, en amager- eller salmiakstang 10 øre, så vi har rigeligt med penge til at oparbejde mavepine nummer to. En helt igennem tilfredsstillende dag.
   En anden dag følges jeg med Jim hjem fra skole. Dvs. Jim skal slet ikke hjem, han skal i noget, der hedder et ”fridishjem”. Det har han fortalt om flere gange, og det lyder vældig tillokkende, så jeg beslutter at følges med ham hen til fridishjemmet. En hel masse børn samlet med det ene formål at lege, det lyder næsten for godt til at være sandt. Undervejs hen ad Grønnevej beretter Jim interessante detaljer om saftevand og frugt og den slags, men jeg er nu mest interesseret i de mange børn. Jeg har ikke rigtig selv nogen venner fra klassen, føler mig tit lidt ensom - tænk at gå på fridishjem…
   Da vi står ved lågen og skal tage afsked, lever fridishjemmet helt op til mine forventninger. Mindst 30 børn løber rundt inde på asfaltpladsen, råbende, skrigende og legende for fuld kraft. Et par voksne damer i kitler holder øje med, at alt går ordentligt til, men det ser nu ikke ud til at hæmme børnenes udfoldelser. Hvem der bare…
   Og mens Jim forsvinder ind i Paradis, følger jeg ham længselsfuldt med øjnene. Hvorpå jeg vender om og sjokker slukøret hjem til Abildgårdvej.
   Da jeg lufter tanken om fridishjem med mor og far, fortæller far, at det nok er, fordi Jim bor alene med sin mor. Hvis man både har en far og en mor, er der ikke plads til én på fridishjemmet. Jeg kigger vurderende på far. Naarh, så vil jeg nok alligevel helst beholde ham.
   Men hvem der bare gik på fridishjem…

 

   Djævlebakken
   På den tid har enhver landsby, enhver forstad, enhver egn sin Djævlebakken. Det er den, hvor kun de allermodigste tør ta den på kælk helt oppe fra toppen, en halsbrækkende tur, som de kun med nød og næppe overlever.
   Vores Djævlebakke ligger nede ved Furesøen. Ikke det gamle voldsted med voldgrav, hvor borgen Hjortholm tidligere lå og hørte under den Roskilde-bisp tilbage i Middelalderen, som far har fortalt. Det er kun en tøsebakke. Næh, vi skal om bagved Frederiksdal Friluftsbad, hvor en græsklædt skråning hæver sig højere og højere og skråner direkte ned mod søen.
   Om sommeren er det ingen sag. Der ruller man badebukserne ind i håndklædet, sætter pøllen fast i bagagebæreren, joller ned til søen og springer rask i bølgen grøn fra de gyngende pontonbroer. Dog må jeg love far, at jeg holder mig fra det dybe, indtil jeg har lært at svømme.
   Til det formål går jeg en hel sæson til svømning i Øbrohallen inde på Østerbro. Jeg er vel 11 år, og da sæsonen er slut, har jeg så nogenlunde lært brystsvømning. Videre kommer jeg aldrig, men det er også nok. Nu venter det dybe. På disse ture til Øbrohallen kommer jeg praktisk nok forbi fars frisør, og så kan jeg jo samtidig fra tid til anden blive klippet.
   Frisøren er en ældre mand med sorte hornbriller, hvid kittel og sakse og kamme stukket ned i kitlens brystlomme. Han har med garanti ikke forstand på tidens modefrisurer. Men han er billig, så hvad gør det? Far er ikke nærig, men sparsommelighed er en dyd. Og jeg skal bare maskinklippes i nakken, ha udtyndet håret oppe på hovedet og pandehåret rettet til. Tak, 3,75…
   Hele min barndom tar jeg S-toget ind til denne frisør. Prisen er altid tak, 3,75, og selv med togbillettens pris lagt til er det absolut billigt. Jeg holder først op i 1963, da Beatles bryder igennem, og jeg bryder med den maskinklippede antimode og lader håret gro, til mors store sorg.
   Siden har jeg ikke været til frisør. Så jeg kan den dag i dag med sandhed sige, at sidst jeg var til frisør, kostede det - tak, 3,75.
   ( Et af mine pinligste barndomsminder stammer fra en af disse hjemture fra Øbrohallen. Den viser samtidig, hvor utrolig hæmmet og genert, jeg på mange måder var i min barndom. Den dag skal jeg ikke til frisør, men som jeg skridter rask af sted og er nået halvvejs til Lyngbyvejen Station, opdager jeg pludselig, at jeg skal tisse. Noget så grusomt. Helt akut.
   Havde det nu været i dag, var jeg gået ind på et værtshus, eller havde diskret ladet vandet i en af de buskbevoksninger, der ligger foran Lyngbyvejens boligblokke. Men det tør jeg simpelthen ikke. Tanken om, at ”nogen” skal komme forbi, se min tissemand og kommentere en så pinlig adfærd, er alt for uudholdeligt flov.
   I stedet sætter jeg mig ned på en bænk og lader lige så stille vandet løbe fra mig. Bukserne bliver naturligvis drivvåde ned ad buksebenene. Men jeg kan jo ikke blive siddende der. Så med bukserne slaskende om benene lister jeg ned til stationen og tar S-toget til Sorgenfri. Jeg bliver stående ude ved togdøren og håber inderligt, at ingen ser eller lugter mine tisvåde bukser. Det gør folk nu nok. Men ingen siger noget, gudskelov. Hjemme igen lister jeg ned i kælderen, smider bukserne til vask og vasker ben og tissemand, inden jeg lister op og får tørre bukser på. Ikke et ord til mor og far - det ville være alt for flovt.
   Ethvert barn bærer i ensomhed på personlige byrder af sorg og skam, som end ikke tiden ganske formår at fjerne fra dets skuldre…)
   Nå, men sommer afløses af vinter. Igen går cykelturen til Furesøen, svajende og skridende, med kælken bundet bagefter cyklen, hvorfra den ofte torpederer baghjulet. Man skyder hjertet op i livet: I dag skal man helt til tops. Set nedenfra ser det ganske muligt og tilforladeligt ud. Men jo nærmere man kommer toppen, des længere er der ned. Og de øverste 5 meter er jo nærmest lodrette og dækket af krystalklar is. Njaaarhh, jeg venter til i morgen. Og på én gang lettet og skamfuld lægger jeg mig på maven på kælken og tar turen nedover - fem meter under toppen.
   Mange tilløb ender der. Men en dag står man virkelig på toppen, og så er der ikke noget at gøre. At gå ned deroppe fra vil jo medføre tab af ansigt og ubarmhjertig hån fra de omkringstående, der heller ikke selv er for modige ved det. Så altså - nu må det briste eller bære!
   Huuiii, hvor det går. Med en klump af fryd og rædsel i halsen giver man sig farten i vold. De første sekunder ser man kun en hvid tåge for sine øjne, men så stilner farten allerede en lille smule, og man ser bakken glide bort under sig i den fart, man plejer at ha på. Og ganske kort efter flader bakken ud, og man glider roligt af sted, mens triumfen bobler i maven: Jeg gjorde det.
   Og da kælken standser, rejser man sig roligt op, griber fat i snoren og trækker af sted hen til cyklen, binder kælken bagefter og tramper hjem.
   Flere ture på denne sejrens dag vil blot være en svag afglans af den første.

    Børnefødselsdag

   Børnefødselsdage er en naturlig del af barndommen. Og vi får virkelig ”dejlig chokolade og kager til”, hvilket jo i dag for længst er afskaffet, bortset fra i fødselsdagssangen.
   Forløbet er sådan: Man vandkæmmes - under harmdirrende protester - af sin stålsatte mor, som også insisterer på pæne bukser og ren skjorte. Derefter griber man gaven, hopper på cyklen og begir sig på vej. Gavetaksten er 3 kroner, som knuges i den svedige håndflade, hvis da ikke mor også på det punkt har forlangt pæn indpakning, eller endnu værre, foranlediget indkøb af en gave, som sikkert ikke kan byttes. Vel fremme mumler man kejtet ”dav, tillykke med fødselsdagen” til kammeraten, der er lige så benovet over det formelle og kejtede i situationen, som man selv er. Man overrækker de tre kroner, som modtages, uden at en mine fortrækkes, husker mors instrukser og gir hånd til kammeratens mor, bukker og mumler ”tak fordi jeg måtte komme”.
   Inde i stuen står 13 andre drenge, lige så vandkæmmede og benovede som én selv. Der udveksles på dette stadium kun få og små bemærkninger. Nu siger føsdasbarnets mor ”værsgo”, og man sætter sig ved bordet, som er dækket med fin, hvid dug. Her står to kæmpefade med smurte boller, som vi 15 drenge ikke er mange sekunder om at sætte til livs. Der kommer flere boller ind, og moderen går rundt med chokoladekanden og skænker i kopperne. Måske er der flødeskum. Ved enkelte fødselsdage flotter man sig endda med sodavand, jeg husker én, hvor der er én sodavand til deling mellem to drenge. Det giver anledning til en opmarchering af de to glas ved siden af hinanden, hvorefter sodavanden med pinlig nøjagtighed hældes op, indtil et forskende vandret blik fra begge drenge godtgør, at vi har fået nøjagtig lige meget.
   I løbet af 10 minutter er det festlige bords nydelige præg aldeles forsvundet. Selv små skvulp fra chokoladekopper sætter særdeles tydelige mærker på en hvid stofdug. Krøllede servietter, halvspiste boller og meget andet godt flyder ud over bordet, som ligner en slagmark. Samtidig er ordet mildest talt frit. Føsdasbarnets mor forsøger at lede en halvhjertet gennemsyngelse af ”I dag er det Nielses fødselsdag”, men ellers genlyder stuen af råb, bøvser, vræl og frimodigt pralende tale.
   Netop Niels´ fødselsdag husker jeg særlig tydeligt. Her går tingene fuldstændig over gevind. Da det bliver tid til den lækre lagkage med 8 lys, glasur og flødeskum, har alle spist boller, så de er ved at revne. Men glasur, flødeskum og syltetøj er fremragende ammunition på en svirpende teske. I løbet af få sekunder udvikler der sig et større slag på lagkage-på-teske ved bordet. Henne i døren står Niels´ stakkels mor og vrider hænder, imens hun råber ”nej, drenge, det må I ikke”. Det trænger overhovedet ikke igennem den krigeriske hujen, og efter nogle minutter står hun bare og ser fortabt på hordernes vandalisering af hendes pæne hjem.
   Deltager jeg i slaget? Jeg husker det ikke. I hvert fald er jeg klar over, at det er rivegalt, dether. Jeg er jo trods alt godt opdraget hjemmefra. På den anden side: Man må hyle med de ulve… Så mon ikke jeg i al stilfærdighed fyrer et par skefulde af.
   Hvordan ender den fødselsdag? Det foresvæver mig, at Niels´ far pludselig kommer hjem, sikkert tilkaldt af fruen. Der mæles ramsaltede ord, og døren smækker ret hurtigt og kontant bag en flok slukørede, og vel også ret flove, drenge.
   Niels fortæller senere, at de har måttet omtapetsere stuen. Og han kommer aldrig mere til at holde børnefødselsdag.
   Når bordet er overstået, har den kloge mor nogle lege og andre aktiviteter i baghånden. Hvis ikke, kan samværet hurtigt udvikle sig til hoppen i familiens senge, tramp i rosenbedet eller klatring op på haveskurets tag. Legene kan være ”den, flaskehalsen peger på”, ”at sætte hale på gris” - men dem er vi allerede ved at være for store til - rundbold udenfor og meget andet. Men allerbedst, set fra et forældresynspunkt, er en skattejagt: Ungerne UD og VÆK, ned i Åmosen og løbe sig trætte.
   Det er far snu nok til at ha regnet ud, da jeg holder fødselsdag i anden klasse. Alle drengene fra klassen er naturligvis med, en sytten-atten stykker. Bordet forløber efter omstændighederne nogenlunde civiliseret, og bagefter tar far - har han taget fri fra kontoret, eller er det søndag? - hele banden med ned i Åmosen, hvor vi bliver instrueret i at skulle følge nogle blå garnstumper, som er hængt op på buske og træer. Ja, der hænger de jo - alle af sted i vild galop.
   Nu er det desværre sådan, at jeg ikke er hurtigløber. Så jeg kommer hurtigt bagefter. Jeg er også en dårlig taber, og en temperamentsfuld piveskid, så da vi har løbet et par kilometer, og jeg er kommet uhjælpeligt bagefter, ser jeg i ånden, at de hurtige, Bent, Peter, Ulf og det slæng, uundgåeligt må finde skatten, længe inden jeg overhovedet når i nærheden af den.
   Det er for meget! Og det er endda mig, der er føsdasbarn. Så vil jeg slet ikke være med mere! Mens alle de andre forsvinder hujende fremefter, går jeg surmulende væk fra stien og sætter mig på en væltet træstamme, mens jeg råber op om ”snyd” og ”de løber alt for hurtigt” og den slags…
   Men - pludselig opdager jeg, at der hænger en vældig dusk blåt garn på en gren lige over mit hoved. Og da jeg kigger på jorden lige under, kan jeg se, at der har været gravet i den. Et par skrab med hænderne, og jeg står med en papkasse i hånden, fyldt med guldbarrer - af chokolade, altså. Jeg har fundet skatten! I deres iver er alle de andre drenge løbet forbi, mens jeg fuldstændig tilfældigt har sat mig og surmulet lige oven på den.
   Her er kun ét at gøre. Rask tørrer jeg de tårevædede øjne og råber med triumf i stemmen: ”Heeeej. Den er her! Jeg har fundet skatten!” Klassekammeraterne kommer efterhånden slukørede tilbage. Længere fremme er de jo også løbet tør for blå bånd. Men jeg triumferer. Heldigvis har de næsten alle sammen været så langt foran, at de ikke har bemærket mine tårer. Og da jeg højmodigt har givet et stykke af skatten til hver, er alle enige om, at det har været en god skattejagt.
   Tilbage står jeg med en læresætning for livet: Hvis man er en lille, forkælet piveskid, som giver op og ikke vil være med mer, så ender man med at finde skatten og stå som vinder.
   Er det ikke sådan, det er???       

 

   Jeg får en ven
   Omkring 3.-4. klasse sker der noget, som får stor betydning for mig. Jeg får en ven og legekammerat. Oven i købet én fra klassen. Det er Peter Weiss Benzon, som heller ikke hænger ud med anførerslænget, men dog er almindeligt accepteret i klassen, hvor jeg er en outsider. Igennem de næste 4-5 år er vi rigtig meget sammen, og det hjælper mig i høj grad ud af den ensomhed, jeg ellers nok kunne føle i de første skoleår.
   Det foregår næsten altid hjemme hos Peter. Sjovt nok, egentlig, for hans forældre får jeg ingen kontakt med. Det er bare ”goddag” og så op på værelset eller ned i kælderen. Eller netop derfor måske? Hjemme hos os serverer ens velvillige mor te og franskbrødsmadder og spørger, om man er glad for skolen og den slags, som stakkels Peter så skal svare på, selv om det da ikke rager hende.
   Peters værelse har skråvæg og tagvindue - et bord og en seng, naturligvis, en hylde med bøger og den slags, og på væggen er ophængt et par sabler overkors, som ifølge Peter har tilhørt bedstefaderen, som vist nok har været dragon eller sådan noget. Resten af pladsen udfyldes af et dejligt parketgulv, perfekt til at lege på.
   Jeg tror, Peter er opdraget med nogle af de samme værdier som jeg, måske lidt mere til den kulturradikale side. Det foresvæver mig, at hans far er arkitekt eller sådan noget. I hvert fald er der flygel i stuen, og hans storesøster går rundt i store fløjlsbukser og islandsk sweater og vil være kunstmaler. Hvad hun i øvrigt også blir. Peter læser også bøger, ligesom jeg, og vi mødes blandt andet i en maritim fantasiverden, hvor vi udvikler vældige, dramatiske eventyr, som foregår til søs.
   Vi er næsten altid to skibsdrenge, som tar hyre på det samme skib - sejlskib, selvfølgelig. Her kommer vi ud i vældige storme, hvor vi modigt går til vejs og kapper mærssejlet, så skibet ikke går ned med mand og mus. Eller vi udsættes for skurkagtige kaptajner, som undertrykker og mishandler os, indtil vi gør oprør og lærer ham takt og tone med våben i hånd. Eller skibet bordes af pirater, som tar os til fange og lægger os bagbundne ned i lasten. Her lykkes det os at slippe fri, befri vores kammerater og gennem en vældig kamp med sabel og huggert at bemægtige os skibet og lægge piratkaptajnen i lænker.
   Hele legen foregår på Peters lille værelse og udvikles gennem vores replikskifter og snak. Vi er selvfølgelig mest de to skibsdrenge, men vi må ind imellem også påta os skurkeroller som fx piratkaptajnen og kaste os ud i vældige slagscener, hvor Peters morfars våben spiller en hovedrolle. Jeg har endnu den dag i dag et ganske tyndt ar hen over håndryggen, hvor Peter i en af vores fægtekampe kommer til at ramme mig med sin sabel. Det er selvfølgelig et uheld og ikke så godt. Men det gør sandelig ikke legen mindre autentisk, at blodet flyder!
   Det er nok Peter, der fører an i fantasierne, men jeg er nu ganske god til at følge med, og disse lege står stadig for mig som virkelig spændende.
   Senere glider vores engagement mere i sportslig retning. Nede i Peters kælder er der noget så sejt som et bordtennisbord, og dér spiller vi utallige sæt mod hinanden. Peter er og blir den bedste, men jeg får da lært begyndelsesgrundene i det lille spil. Og efterhånden lærer jeg at tabe, uden at verden bryder sammen. Godt det samme, for jeg taber stort set hver gang.
   Det samme gælder i fodbold, hvor Peter også er bedst. Efterhånden overtager fodbold fuldstændig vores samvær. Oppe på værelset udvikler vi et minifodboldspil, velegnet til vinterdage, på Peters fortræffelige parketgulv. Vi spiller nede på Peters vej, Berberisvænget, der er en lukket vej, som for enden har en vendeplads, lige ud for Peters hus, perfekt til fodbold. Her jonglerer vi med en tennisbold og prøver at få den ned i kassen til haveaffald, som vi til formålet har placeret midt på vendepladsen. Vi skyder på mål hos hinanden nede i Virumparken. Vi melder os ind i Virum Boldklub. Og vi cykler til fodbold, enten i Idrætsparken eller på Gentofte Stadion, hvor vores udkårne helt, Ole Madsen, spiller for HIK. Alt dette har jeg berettet nærmere om i min erindringsskitse ”Fodbold”.
   Er det i 7. eller 8. klasse, at Peter forsvinder til Aurehøj Gymnasium. Og så går det som med Jens: Efterhånden glider det ud, og vi mister kontakten til hinanden. Men i nogle betydningsfulde år delte Peter og jeg mange af drengelivets glæder.
   Og det er jeg taknemmelig for.

   Og man bliver 12 år, og 13, og pludselig er man teenager. Mangt og meget i drengelivet fortsætter næsten uændret, men alligevel sker der små, markante ændringer, som med tiden gør tilværelsen helt anderledes. Om teenagerlivet skal berettes i en anden sammenhæng…

                                                                                                                     4. februar 2013         

                                                                                                                    Gudmund Auring