KÆRE MOR
Du lever endnu. Men kun lige akkurat. Her i
dit 98´indstyvende år tilbringer du det meste af din tid i sengen, foruden
noget tid i kørestolen. Den kan lænes tilbage, så også i den sidder du mest med
lukkede øjne, sovende eller blundende. Til de fleste af plejehjemmets måltider
trilles du hen i spisestuen og får, ved egen og personalets hjælp, lidt mad i
maven. Men kontakten med de andre beboere er ebbet ud.
Det er tre måneder, siden du sidst sagde mit
navn. Som regel sover du, når jeg kommer, glipper måske lidt med øjnene,
blunder snart hen igen. Jeg fornemmer på dig, at du er tryg ved mit nærvær, men
om du kan huske mit navn, ved jeg ikke længere.
Hvis du sover, sætter jeg mig en tid med en
øl eller sodavand og læser i en af dine og fars bøger, som står i flok og rad på
stuens reoler. Jeg holder dig lidt i hånden, klapper din kind, kysser dig
farvel og lister ud igen. Hvis du er mere nærværende, synger jeg for dig fra
højskolesangbogen. Vi har efterhånden været den igennem nogle gange, men det
kan den sagtens tåle. Og du ser ud til af hygge dig derved.
For et år siden lod det sig stadig gøre at
læse op af dine egne, fars eller morbror Tages erindringer, men selv disse
beretninger siger dig ikke noget mere. Dine børnebørn og oldebørn er langt væk
i din bevidsthed. Nu består verden kun af plejehjemmets hverdag, af sange, som
du indtil for et halvt år siden sang med på, måske af tågede erindringsglimt?
Du har ikke smerter, du er ikke trist. Du er
bare lige så stille ved at lukke ned og forsvinde ind i ubevidsthedens Nirvana.
Jeg forsøger at komme et par gange om ugen, og Ingeborg kommer også tit. Det er
ingen nytte til, at børnebørnene ser ind, du kan ikke huske dem, bliver nærmest
lidt nervøs ved deres ukendthed.
Flygelet står stadig i stuen. Sidst, du
spillede, var, da Ingeborg fejrede sin 60 års fødselsdag for snart tre år
siden. Da kunne du lige akkurat klare en af Mozarts langsomme sonatesatser.
Så var det forbi.
Lille
mor, det varer nok ikke så længe med dig. Men det er i orden, synes jeg. Du har
haft et godt og langt liv, du har ingen smerter, og bevidstheden rækker ikke
til angst for døden. Tror jeg. Hvis du før eller siden glider ind i døden i den
tilstand, så er det ikke den ringeste måde at drage herfra på. Så skal du ned
og ligge ved siden af far på Aagaard Kirkegård, og dit navn skal hugges ind
under hans på den gode granitsten, som pryder graven. Far døde i 2007. I fik 62
rige år som ægtefæller. Lige i nærheden ligger din mor Ingeborg, din far Olav,
din storebror Tage og hans kone Helga. Samt fjernere slægtninge og bekendte, og
de to for dig ikoniske figurer, pastor Brücker og malerinden Elise Konstantin
Hansen.
Det bliver mærkeligt. Men større sorg vil
jeg næppe føle. Til gengæld vemod over det, der så uigenkaldeligt er forbi, og stor
taknemmelighed mod dig og dit liv.
Lille mor.
Rundt om i mine erindringsskitser har jeg
fortalt ikke så lidt om dig og far og om vores familieliv. Det vil jeg så vidt
muligt ikke gentage her, kun opsummere, hvilket menneske du, set gennem mit
temperament, er og var, og hvad du har betydet for mig.
I øvrigt har du selv fortalt om din barndom
og ungdom til Ingeborg, der har nedskrevet din beretning, illustreret den med
familiefotos, og i den bevaret den friskhed, som følger af mundtlig
overlevering. Desværre slutter beretningen med din uddannelse til sangerinde på
musikkonservatoriet, så om dit voksenliv har du ikke selv overleveret noget på
tryk. Men gennem årene har vi børn både oplevet og hørt ikke så lidt, og i fars
erindringer spiller du naturligvis en hovedrolle.
Din beretning har Ingeborg kaldt ”En bondedatter
fortæller”. Du var stolt af at være bondedatter, ”buundæ´ter”, som det hedder
på Kolding-jysk. Du blev født på Ferupgård, lidt vestnordvest for Kolding, den
5. marts 1916. Men der er nu ikke meget bondedatter i din natur. Du har været
en stueplante, bange for dyrene og bedst til at hjælpe til indendørs i køkken
og bryggers.
Derfor lå der ikke meget fremtid for dig i
at blive bondekone. En tid var lærerinde planen, indtil du forhåbentlig mødte
en ordentlig mand. Men den strandede på, at du var aldeles håbløs til regning.
Til gengæld var du glimrende til dansk, men det var altså ikke nok.
Da du så, efter at ha tjent hos
”professorinden” i København, kom til din far med ideen om at komme på
konservatoriet, har han sikkert draget et lettelsens suk. For hvad skulle der
dog blive af dig, når lærerindeplanen var strandet, og det trak ud med den der
mand? Du blev uddannet som pianist og sanger, havde en klangfuld, lyrisk
sopran, velegnet til lieder og romancer. Og gennem musikken traf du far, manden
i dit liv. I blev gift i juni 1945. Du fortsatte med koncertvirksomhed og med
sang i radiokoret, indtil først jeg og så Ingeborg kom og ”ødelagde det hele”.
Så blev du husmor. Det lå i tiden, at sådan
måtte det være. Musikken trådte lidt i baggrunden, men du vedblev at øve
koncertprogrammer, fik også nogle af dem bragt i radioen. Efterhånden som vi
voksede til, blev der tid og plads til masser af klaver- og sangelever. Senere
afholdt du en række koncerter med god succes, men drømmen om en professionel
sangkarriere var da endegyldigt lagt på hylden.
Du fortsatte dog med at gå til sang hos
Inger Rosløff og Guldborg Nørby, du og far var midtpunkt i et livligt og
muntert sangmiljø, kaldet ”larmerne”, som mødtes til sang, spil og festligt
samvær, ikke mindst hos os på Abildgårdsvej i Sorgenfri. Siden blev du
kirkesanger i Kastelskirken, og det, sammen med eleverne, gav dig en god
indtjening, som du var meget glad for. ”Ligeberettigelse, det er, når man
tjener sine egne penge”! I den maxime opsummerede du dit livs erfaring på det
kønspolitiske område. Du havde ikke ringe sympati for Rødstrømperne, da deres
tid kom. Oprør mod far kom dog ikke på tale, han var ikke nogen undertrykker.
Men det havde været en plage for dig som husmor at skulle bede ham om penge til
husholdningen, ikke fordi han var fedtet eller nøjeregnende, men fordi
situationen så entydigt illustrerede et nedværdigende magtforhold. Nu havde du
egne penge, og dermed frihed!
Husmor - det var ikke din kop te. Men du tog
det på dig med den pligtfølelse, du selv havde, og med den selvfølgelighed, der
lå i tiden. Vi fik god mad hver dag, blev opdraget og leget med, og huset blev
holdt pænt og ordentligt, uden at du på nogen måde var ”mutter med kost og
spand”. Når du fortjente en pause, eller når dagens pligter var til ende, så
stjal du dig tid ved klaveret, sang og øvede.
For du var jo kunstner, lille mor! Ikke af
de store, som trodser enhver hindring på deres vej mod kunst og karriere, men
af de mindre, der har kunsten som en stille, men stædig drift i sig. Den kan
hæmmes af pligter og hverdagens krav, men kvæles kan den ikke! Gennem hele dit
liv går musikken og sangen - et lydspor, en stædig, stadig strøm, som vi, andre
steder beskrevet, fik uendelig meget glæde af.
Mor, du var en hidsigprop! Én skal jeg jo ha
det fra. Da jeg kom i teenage-alderen, var du tit og mange gange ved at gå ud
af dit gode skind over min sendrægtighed, min manglende hjælpsomhed og min
drilske, overlegne attitude. Du havde vist aldrig selv gjort ”ungdomsoprør”, i
hvert fald ikke, mens du boede hjemme. Du var som mormor, sugede til dig af
hendes personlighed, overtog hendes normer. Og når det havde været så
selvfølgeligt for dig, kunne det vel heller ikke være så svært for dit afkom,
vel? Hvorfor skulle vi ikke være, som du var?
Men
det var vi jo ikke…
Objektiviteten, besindigheden og den
nænsomme indlevelses nådegaver besad du kun i begrænset omfang. Så det var ikke
let for dig at stå med to egensindige unger, der oven i købet som den
selvfølgeligste ting af verden lod sig inspirere af 60´ernes ungdomsoprørske
tendenser.
Jeg er nok den, der ligner dig mest, lille
mor. Derfor, og så fordi jeg var dreng, slap jeg også ret helskindet igennem
teenage-årenes utallige sammenstød. Jeg var lisså hidsig som dig, lisså røget,
som du var speget. Og når jeg så oven i købet brugte den intellektuelle ironi,
som jeg havde fra far, kunne jeg virkelig drive dig til vanvid. Ironi forstod
du simpelthen ikke. Derfor brugte far den aldrig overfor dig, men så
hensynsfuld var jeg bestemt ikke, jeg borede med vellyst ironiens spydspidser
ind, ikke hvor de gjorde mest ondt, men hvor de gjorde dig mest hidsig. Tilgiv
mig, lille mor!
Ork, det har du gjort for længst! Bag om
sammenstødene var ingen af os nogensinde i tvivl om, at vi elskede hinanden,
ikke af pligt, men af hjertet. Og vi havde heldigvis begge evnen til hurtigt at
blive gode igen. Når lynet var slået ned, og tordenbulderet havde lagt sig, så
var konflikten faktisk overstået, så kom det gode humør hurtigt igen, som en
svalende byge, der kølede den eksplosive luft.
Men - i sandhedens interesse: Det næste
tordenvejr var sjældent langt væk.
Da Ingeborg som den sidste i 19 års alderen
flyttede hjemmefra, satte du dig ned på trappestenen og græd! Det har du selv
fortalt.
Men du var bestemt ikke typen, der lod dig
besejre af mismod. Når det indhold i tilværelsen, vi som hjemmeboende børn
repræsenterede, var kraftigt reduceret af vores bortrejse, helt ”hjem” til
Jylland, ja så måtte der nyt indhold til. Nye mængder af elever. Selskabelighed
med mange gode venner. Teater- og biografture. Koncerter. Masser af rejser. Du
lå aldrig på den lade side, og hvis der ikke lige var noget på tapetet, så
skulle du hurtigt få sat noget i gang.
Det er din fortjeneste, at du og far blev
midtpunktet i en stor vennekreds, som bestod af flere grupperinger. Den største
var ”larmerne”, de musikalske venner, der jævnligt fyldte huset på
Abildgårdsvej i Sorgenfri med musik. Jævnligt har du sagt til far: ”Skal vi
ikke invitere…”, og så blev der inviteret og arrangeret, du lavede lækker
festmad, skønt husmorarbejdet egentlig ikke interesserede dig. Vin til maden,
men ikke i ret store mængder. Det behøvede I ikke, musikken klang, eller
samtale og diskussion gik ”som kæp i hjul”, ganske uden brug af kunstige
stimulanser.
Et par festlige episoder: Efter en rigtig
”larmer-aften” sluttede en af gæsterne - var det mon Niels Bondo? - af med et
vaskeægte limerick, som fortjener at blive bevaret for eftertiden:
”Til fest hos
familien Auring
beundrer vi
tonernes klavring
mod himmelske
højder
- bagefter det
drøjt er
når problemer man
har med afmagring…”
En anden gang holdt I ligefrem fest. Der var
ryddet godt op i kælderen, så det største rum kunne tjene som et lillebitte
dansegulv. Først skulle der imidlertid spises, og ved kaffen bagefter nævnte
fars barndomsven Georg Berggreen, at han netop havde fået et nyt og spændende
job. Da en af gæsterne kom med den ulykkelige bemærkning, at det kunne være
spændende at høre mere om, lod han sig det ikke sige to gange. Det trak ud.
Folk lyttede andægtigt, men da det meste af en time gik hen, var feststemningen
næsten gået med den. Du var fortvivlet, lille mor, nu skulle det jo ha gået løs
med dans og halløj. Du fik mig ud i køkkenet: ”Gudmund, kan du ikke lige sige
inde i stuen, at nu skal der danses. Georg kan jo ikke blive færdig, og far og
jeg kan som høflige værtsfolk ikke tillade os at stoppe ham”.
”Ork jo, lille mor”, sagde jeg, der var 15
år. Rask gik jeg ind i stuen og proklamerede: ”Så er det tid at svinge
træbenet”! Som på kommando rejste alle sig op, svært lettede. Georg så et
øjeblik lidt fåret ud, men fattede sig hurtigt og deltog, som den muntre mand,
han var, med liv og lyst i dans og halløj. Festen var reddet!
Du var bestemt særdeles interesseret i kunst
og kultur, men når bortses fra din fordybelse i musik, så ejede du ikke fars
evne til at forsvinde ind i en bog og finde dine rigdomme der. Jo, du læste
masser af bøger, men først og fremmest skulle der ske noget! Det skulle du nok
sørge for! Far blev sikkert forpustet ind imellem, men først og fremmest var
han dig dybt taknemmelig for din livfuldhed, din udadvendthed, din livsappetit
og dit temperament. Du accepterede bestemt ikke, at han ”blev” inde i bogen,
eller hvad han nu fordybede sig i.
Mor, du blandede dig - også i mit liv, også,
da jeg var flyttet hjemmefra. Selv mine venner og kærester fik somme tider at
føle, at du nok mente at vide, hvordan tilværelsen burde leves, også af dem! Så
kunne du være ret tåkrummende…
Det var jo ikke let at stå model til, men
bagom irritationen var jeg ikke i tvivl om, at der ikke kun var tale om
nævenyttighed og en snert af magtsyge. Det var din måde at elske mig på, og den
ville jeg dog ikke undvære. Så min strategi gik ud på at begrænse dine
blandemuligheder. Fx er det din skyld, at jeg som voksen kun har bedt om
økonomisk hjælp hjemmefra en enkelt gang. Jeg ville simpelthen ikke give dig
mulighed for at blande dig i min økonomi! Men tog naturligvis med tak imod
pakker med deller, sandkage, sommetider en pengeseddel, altid et langt brev -
eller to, når far også skrev. I skrev begge to lange, indholdsrige, levende og
velformede breve.
Du forventede bestemt, at trafikken også gik
den anden vej. Skrev du måske ikke hjem til mormor hver uge? Kun rimeligt, at
jeg gjorde ligeså til dig og far. Så når 14 dage var gået uden brev fra mig,
blev tonen i dit brev lidt krads. Jeg forsømte vel ikke min gamle mor?
Telefonopringninger talte ikke!
Resultatet blev, at der foreligger arkiveret
et ganske pænt antal breve til dig og far fra min hånd, lille mor. Ja, såmænd
fra Ingeborgs med. Det er jeg som kildekritisk familiehistoriker jo svært
tilfreds med i dag. I tider som disse forsvinder kommunikationen som flygtig
sommervind ud i den tynde luft, kaldet cyperspace. Men vores breve eksisterer,
i håndskrift, blåt på hvidt.
Der er naturligvis al mulig grund til
omhyggelig kildekritik. Det er jo ikke alt, forældre har godt af at vide. Og da
slet ikke en mor, som er en notorisk blandemaskine. Derfor er mine breve uden
tvivl formuleret i temmelig positive vendinger, og økonomiske såvel som andre personlige
problemer blev kun refereret i mildt retoucheret form.
Til trods herfor rummer brevene rigeligt med
interessante oplysninger og overvejelser endda, set fra en familiehistorisk
synsvinkel.
Hen over årene så vi meget til hinanden. I
besøgte mig/os tit, vi/jeg ligeledes jer. Kontakten til dig har hele tiden
været nær og varm, om end til tider stormfuld.
Så blev du gammel, lille mor. Fra omkring 80
års alderen kunne man fornemme en antydning af smuldrende bevidsthed, en
snigende indsnævring af din åbenhed overfor verden. Jeg husker en gang, da du
lå på Gentofte Amtssygehus. Du var vist faldet og havde dårligt ben, og jeg kom
i samme anledning over fra Århus og på besøg sammen med far. Det var
smertefuldt at se din forvirring, din angst, som udmøntede sig i vrede, rettet
imod far og mig. Du følte dig utryg, svigtet og forladt. Far havde jo altid
passet på dig, men han var selv gammel, havde Parkinsons syge og gik dårligt.
Ingeborg og jeg var så langt væk, og for mig var det ved den oplevelse, at
tanken om at få jer over til Århus spirede frem.
I kom over i 2004, og det var godt at være
jer nær, nu da alderen og andre angreb udefra ramte jer.
Nu er du en fjern, mild gammel dame, mor.
Det passer egentlig slet ikke til din natur, men sådan er det blevet. Hele dit
liv har du ellers været præget af eksplosivt temperament, voldsom energi,
udadvendt livsappetit. Dine fortrin har altid været soleklare. Ligeså dine
fejl: Dominerende, irriterende, men aldrig skjulte eller luskede. Du har aldrig
gjort en røverkule af dit hjerte. En sådan natur kan nok stille store krav til
familie og andre opgivelser, men det har nok været mit held, at jeg på mange
måder er lissådan. Gnisterne er føget, ikke altid med gensidig respekt, men
ALTID med gensidig kærlighed!
Elskede lille mor!
Gudmund Auring
Ingen kommentarer:
Send en kommentar