mandag den 28. oktober 2013

Kære mor


   KÆRE MOR

  
   Du lever endnu. Men kun lige akkurat. Her i dit 98´indstyvende år tilbringer du det meste af din tid i sengen, foruden noget tid i kørestolen. Den kan lænes tilbage, så også i den sidder du mest med lukkede øjne, sovende eller blundende. Til de fleste af plejehjemmets måltider trilles du hen i spisestuen og får, ved egen og personalets hjælp, lidt mad i maven. Men kontakten med de andre beboere er ebbet ud.
   Det er tre måneder, siden du sidst sagde mit navn. Som regel sover du, når jeg kommer, glipper måske lidt med øjnene, blunder snart hen igen. Jeg fornemmer på dig, at du er tryg ved mit nærvær, men om du kan huske mit navn, ved jeg ikke længere.
   Hvis du sover, sætter jeg mig en tid med en øl eller sodavand og læser i en af dine og fars bøger, som står i flok og rad på stuens reoler. Jeg holder dig lidt i hånden, klapper din kind, kysser dig farvel og lister ud igen. Hvis du er mere nærværende, synger jeg for dig fra højskolesangbogen. Vi har efterhånden været den igennem nogle gange, men det kan den sagtens tåle. Og du ser ud til af hygge dig derved.
   For et år siden lod det sig stadig gøre at læse op af dine egne, fars eller morbror Tages erindringer, men selv disse beretninger siger dig ikke noget mere. Dine børnebørn og oldebørn er langt væk i din bevidsthed. Nu består verden kun af plejehjemmets hverdag, af sange, som du indtil for et halvt år siden sang med på, måske af tågede erindringsglimt?
   Du har ikke smerter, du er ikke trist. Du er bare lige så stille ved at lukke ned og forsvinde ind i ubevidsthedens Nirvana. Jeg forsøger at komme et par gange om ugen, og Ingeborg kommer også tit. Det er ingen nytte til, at børnebørnene ser ind, du kan ikke huske dem, bliver nærmest lidt nervøs ved deres ukendthed.
   Flygelet står stadig i stuen. Sidst, du spillede, var, da Ingeborg fejrede sin 60 års fødselsdag for snart tre år siden. Da kunne du lige akkurat klare en af Mozarts langsomme sonatesatser.
   Så var det forbi.

   Lille mor, det varer nok ikke så længe med dig. Men det er i orden, synes jeg. Du har haft et godt og langt liv, du har ingen smerter, og bevidstheden rækker ikke til angst for døden. Tror jeg. Hvis du før eller siden glider ind i døden i den tilstand, så er det ikke den ringeste måde at drage herfra på. Så skal du ned og ligge ved siden af far på Aagaard Kirkegård, og dit navn skal hugges ind under hans på den gode granitsten, som pryder graven. Far døde i 2007. I fik 62 rige år som ægtefæller. Lige i nærheden ligger din mor Ingeborg, din far Olav, din storebror Tage og hans kone Helga. Samt fjernere slægtninge og bekendte, og de to for dig ikoniske figurer, pastor Brücker og malerinden Elise Konstantin Hansen.
   Det bliver mærkeligt. Men større sorg vil jeg næppe føle. Til gengæld vemod over det, der så uigenkaldeligt er forbi, og stor taknemmelighed mod dig og dit liv.
   Lille mor.

   Rundt om i mine erindringsskitser har jeg fortalt ikke så lidt om dig og far og om vores familieliv. Det vil jeg så vidt muligt ikke gentage her, kun opsummere, hvilket menneske du, set gennem mit temperament, er og var, og hvad du har betydet for mig.
   I øvrigt har du selv fortalt om din barndom og ungdom til Ingeborg, der har nedskrevet din beretning, illustreret den med familiefotos, og i den bevaret den friskhed, som følger af mundtlig overlevering. Desværre slutter beretningen med din uddannelse til sangerinde på musikkonservatoriet, så om dit voksenliv har du ikke selv overleveret noget på tryk. Men gennem årene har vi børn både oplevet og hørt ikke så lidt, og i fars erindringer spiller du naturligvis en hovedrolle.
   Din beretning har Ingeborg kaldt ”En bondedatter fortæller”. Du var stolt af at være bondedatter, ”buundæ´ter”, som det hedder på Kolding-jysk. Du blev født på Ferupgård, lidt vestnordvest for Kolding, den 5. marts 1916. Men der er nu ikke meget bondedatter i din natur. Du har været en stueplante, bange for dyrene og bedst til at hjælpe til indendørs i køkken og bryggers.
   Derfor lå der ikke meget fremtid for dig i at blive bondekone. En tid var lærerinde planen, indtil du forhåbentlig mødte en ordentlig mand. Men den strandede på, at du var aldeles håbløs til regning. Til gengæld var du glimrende til dansk, men det var altså ikke nok.
   Da du så, efter at ha tjent hos ”professorinden” i København, kom til din far med ideen om at komme på konservatoriet, har han sikkert draget et lettelsens suk. For hvad skulle der dog blive af dig, når lærerindeplanen var strandet, og det trak ud med den der mand? Du blev uddannet som pianist og sanger, havde en klangfuld, lyrisk sopran, velegnet til lieder og romancer. Og gennem musikken traf du far, manden i dit liv. I blev gift i juni 1945. Du fortsatte med koncertvirksomhed og med sang i radiokoret, indtil først jeg og så Ingeborg kom og ”ødelagde det hele”.
   Så blev du husmor. Det lå i tiden, at sådan måtte det være. Musikken trådte lidt i baggrunden, men du vedblev at øve koncertprogrammer, fik også nogle af dem bragt i radioen. Efterhånden som vi voksede til, blev der tid og plads til masser af klaver- og sangelever. Senere afholdt du en række koncerter med god succes, men drømmen om en professionel sangkarriere var da endegyldigt lagt på hylden.
   Du fortsatte dog med at gå til sang hos Inger Rosløff og Guldborg Nørby, du og far var midtpunkt i et livligt og muntert sangmiljø, kaldet ”larmerne”, som mødtes til sang, spil og festligt samvær, ikke mindst hos os på Abildgårdsvej i Sorgenfri. Siden blev du kirkesanger i Kastelskirken, og det, sammen med eleverne, gav dig en god indtjening, som du var meget glad for. ”Ligeberettigelse, det er, når man tjener sine egne penge”! I den maxime opsummerede du dit livs erfaring på det kønspolitiske område. Du havde ikke ringe sympati for Rødstrømperne, da deres tid kom. Oprør mod far kom dog ikke på tale, han var ikke nogen undertrykker. Men det havde været en plage for dig som husmor at skulle bede ham om penge til husholdningen, ikke fordi han var fedtet eller nøjeregnende, men fordi situationen så entydigt illustrerede et nedværdigende magtforhold. Nu havde du egne penge, og dermed frihed!
   Husmor - det var ikke din kop te. Men du tog det på dig med den pligtfølelse, du selv havde, og med den selvfølgelighed, der lå i tiden. Vi fik god mad hver dag, blev opdraget og leget med, og huset blev holdt pænt og ordentligt, uden at du på nogen måde var ”mutter med kost og spand”. Når du fortjente en pause, eller når dagens pligter var til ende, så stjal du dig tid ved klaveret, sang og øvede.
   For du var jo kunstner, lille mor! Ikke af de store, som trodser enhver hindring på deres vej mod kunst og karriere, men af de mindre, der har kunsten som en stille, men stædig drift i sig. Den kan hæmmes af pligter og hverdagens krav, men kvæles kan den ikke! Gennem hele dit liv går musikken og sangen - et lydspor, en stædig, stadig strøm, som vi, andre steder beskrevet, fik uendelig meget glæde af.  

   Mor, du var en hidsigprop! Én skal jeg jo ha det fra. Da jeg kom i teenage-alderen, var du tit og mange gange ved at gå ud af dit gode skind over min sendrægtighed, min manglende hjælpsomhed og min drilske, overlegne attitude. Du havde vist aldrig selv gjort ”ungdomsoprør”, i hvert fald ikke, mens du boede hjemme. Du var som mormor, sugede til dig af hendes personlighed, overtog hendes normer. Og når det havde været så selvfølgeligt for dig, kunne det vel heller ikke være så svært for dit afkom, vel? Hvorfor skulle vi ikke være, som du var?
   Men det var vi jo ikke…
   Objektiviteten, besindigheden og den nænsomme indlevelses nådegaver besad du kun i begrænset omfang. Så det var ikke let for dig at stå med to egensindige unger, der oven i købet som den selvfølgeligste ting af verden lod sig inspirere af 60´ernes ungdomsoprørske tendenser.
   Jeg er nok den, der ligner dig mest, lille mor. Derfor, og så fordi jeg var dreng, slap jeg også ret helskindet igennem teenage-årenes utallige sammenstød. Jeg var lisså hidsig som dig, lisså røget, som du var speget. Og når jeg så oven i købet brugte den intellektuelle ironi, som jeg havde fra far, kunne jeg virkelig drive dig til vanvid. Ironi forstod du simpelthen ikke. Derfor brugte far den aldrig overfor dig, men så hensynsfuld var jeg bestemt ikke, jeg borede med vellyst ironiens spydspidser ind, ikke hvor de gjorde mest ondt, men hvor de gjorde dig mest hidsig. Tilgiv mig, lille mor!
   Ork, det har du gjort for længst! Bag om sammenstødene var ingen af os nogensinde i tvivl om, at vi elskede hinanden, ikke af pligt, men af hjertet. Og vi havde heldigvis begge evnen til hurtigt at blive gode igen. Når lynet var slået ned, og tordenbulderet havde lagt sig, så var konflikten faktisk overstået, så kom det gode humør hurtigt igen, som en svalende byge, der kølede den eksplosive luft.
   Men - i sandhedens interesse: Det næste tordenvejr var sjældent langt væk.

   Da Ingeborg som den sidste i 19 års alderen flyttede hjemmefra, satte du dig ned på trappestenen og græd! Det har du selv fortalt.
   Men du var bestemt ikke typen, der lod dig besejre af mismod. Når det indhold i tilværelsen, vi som hjemmeboende børn repræsenterede, var kraftigt reduceret af vores bortrejse, helt ”hjem” til Jylland, ja så måtte der nyt indhold til. Nye mængder af elever. Selskabelighed med mange gode venner. Teater- og biografture. Koncerter. Masser af rejser. Du lå aldrig på den lade side, og hvis der ikke lige var noget på tapetet, så skulle du hurtigt få sat noget i gang.
   Det er din fortjeneste, at du og far blev midtpunktet i en stor vennekreds, som bestod af flere grupperinger. Den største var ”larmerne”, de musikalske venner, der jævnligt fyldte huset på Abildgårdsvej i Sorgenfri med musik. Jævnligt har du sagt til far: ”Skal vi ikke invitere…”, og så blev der inviteret og arrangeret, du lavede lækker festmad, skønt husmorarbejdet egentlig ikke interesserede dig. Vin til maden, men ikke i ret store mængder. Det behøvede I ikke, musikken klang, eller samtale og diskussion gik ”som kæp i hjul”, ganske uden brug af kunstige stimulanser.
   Et par festlige episoder: Efter en rigtig ”larmer-aften” sluttede en af gæsterne - var det mon Niels Bondo? - af med et vaskeægte limerick, som fortjener at blive bevaret for eftertiden:
 
                             ”Til fest hos familien Auring
                             beundrer vi tonernes klavring
                             mod himmelske højder
                             - bagefter det drøjt er
                             når problemer man har med afmagring…”

   En anden gang holdt I ligefrem fest. Der var ryddet godt op i kælderen, så det største rum kunne tjene som et lillebitte dansegulv. Først skulle der imidlertid spises, og ved kaffen bagefter nævnte fars barndomsven Georg Berggreen, at han netop havde fået et nyt og spændende job. Da en af gæsterne kom med den ulykkelige bemærkning, at det kunne være spændende at høre mere om, lod han sig det ikke sige to gange. Det trak ud. Folk lyttede andægtigt, men da det meste af en time gik hen, var feststemningen næsten gået med den. Du var fortvivlet, lille mor, nu skulle det jo ha gået løs med dans og halløj. Du fik mig ud i køkkenet: ”Gudmund, kan du ikke lige sige inde i stuen, at nu skal der danses. Georg kan jo ikke blive færdig, og far og jeg kan som høflige værtsfolk ikke tillade os at stoppe ham”.
   ”Ork jo, lille mor”, sagde jeg, der var 15 år. Rask gik jeg ind i stuen og proklamerede: ”Så er det tid at svinge træbenet”! Som på kommando rejste alle sig op, svært lettede. Georg så et øjeblik lidt fåret ud, men fattede sig hurtigt og deltog, som den muntre mand, han var, med liv og lyst i dans og halløj. Festen var reddet!   
   Du var bestemt særdeles interesseret i kunst og kultur, men når bortses fra din fordybelse i musik, så ejede du ikke fars evne til at forsvinde ind i en bog og finde dine rigdomme der. Jo, du læste masser af bøger, men først og fremmest skulle der ske noget! Det skulle du nok sørge for! Far blev sikkert forpustet ind imellem, men først og fremmest var han dig dybt taknemmelig for din livfuldhed, din udadvendthed, din livsappetit og dit temperament. Du accepterede bestemt ikke, at han ”blev” inde i bogen, eller hvad han nu fordybede sig i.
   Mor, du blandede dig - også i mit liv, også, da jeg var flyttet hjemmefra. Selv mine venner og kærester fik somme tider at føle, at du nok mente at vide, hvordan tilværelsen burde leves, også af dem! Så kunne du være ret tåkrummende…
   Det var jo ikke let at stå model til, men bagom irritationen var jeg ikke i tvivl om, at der ikke kun var tale om nævenyttighed og en snert af magtsyge. Det var din måde at elske mig på, og den ville jeg dog ikke undvære. Så min strategi gik ud på at begrænse dine blandemuligheder. Fx er det din skyld, at jeg som voksen kun har bedt om økonomisk hjælp hjemmefra en enkelt gang. Jeg ville simpelthen ikke give dig mulighed for at blande dig i min økonomi! Men tog naturligvis med tak imod pakker med deller, sandkage, sommetider en pengeseddel, altid et langt brev - eller to, når far også skrev. I skrev begge to lange, indholdsrige, levende og velformede breve.
   Du forventede bestemt, at trafikken også gik den anden vej. Skrev du måske ikke hjem til mormor hver uge? Kun rimeligt, at jeg gjorde ligeså til dig og far. Så når 14 dage var gået uden brev fra mig, blev tonen i dit brev lidt krads. Jeg forsømte vel ikke min gamle mor?
   Telefonopringninger talte ikke!
   Resultatet blev, at der foreligger arkiveret et ganske pænt antal breve til dig og far fra min hånd, lille mor. Ja, såmænd fra Ingeborgs med. Det er jeg som kildekritisk familiehistoriker jo svært tilfreds med i dag. I tider som disse forsvinder kommunikationen som flygtig sommervind ud i den tynde luft, kaldet cyperspace. Men vores breve eksisterer, i håndskrift, blåt på hvidt.
   Der er naturligvis al mulig grund til omhyggelig kildekritik. Det er jo ikke alt, forældre har godt af at vide. Og da slet ikke en mor, som er en notorisk blandemaskine. Derfor er mine breve uden tvivl formuleret i temmelig positive vendinger, og økonomiske såvel som andre personlige problemer blev kun refereret i mildt retoucheret form.
   Til trods herfor rummer brevene rigeligt med interessante oplysninger og overvejelser endda, set fra en familiehistorisk synsvinkel.
   Hen over årene så vi meget til hinanden. I besøgte mig/os tit, vi/jeg ligeledes jer. Kontakten til dig har hele tiden været nær og varm, om end til tider stormfuld.

   Så blev du gammel, lille mor. Fra omkring 80 års alderen kunne man fornemme en antydning af smuldrende bevidsthed, en snigende indsnævring af din åbenhed overfor verden. Jeg husker en gang, da du lå på Gentofte Amtssygehus. Du var vist faldet og havde dårligt ben, og jeg kom i samme anledning over fra Århus og på besøg sammen med far. Det var smertefuldt at se din forvirring, din angst, som udmøntede sig i vrede, rettet imod far og mig. Du følte dig utryg, svigtet og forladt. Far havde jo altid passet på dig, men han var selv gammel, havde Parkinsons syge og gik dårligt. Ingeborg og jeg var så langt væk, og for mig var det ved den oplevelse, at tanken om at få jer over til Århus spirede frem.
   I kom over i 2004, og det var godt at være jer nær, nu da alderen og andre angreb udefra ramte jer.
   Nu er du en fjern, mild gammel dame, mor. Det passer egentlig slet ikke til din natur, men sådan er det blevet. Hele dit liv har du ellers været præget af eksplosivt temperament, voldsom energi, udadvendt livsappetit. Dine fortrin har altid været soleklare. Ligeså dine fejl: Dominerende, irriterende, men aldrig skjulte eller luskede. Du har aldrig gjort en røverkule af dit hjerte. En sådan natur kan nok stille store krav til familie og andre opgivelser, men det har nok været mit held, at jeg på mange måder er lissådan. Gnisterne er føget, ikke altid med gensidig respekt, men ALTID med gensidig kærlighed!
   Elskede lille mor!
                                                                                                                                                                                         
 10. juni 2013
                                                                                                                                                                              Gudmund Auring

 

  

Ingen kommentarer:

Send en kommentar