Kære far

   KÆRE FAR

 

   Jeg har netop været i Aagaard og besøgt dit gravsted. Det går sandt at sige ikke så tit på, og det har jeg en smule dårlig samvittighed over. Egentlig tynger det mig ikke så meget, for en vigtig del af årsagen er nok, at meget af min tid går med omsorg for de levende: Mor, svigerforældre, børn og børnebørn, plejebørnene, alt sammen tar det ikke så lidt af min tid. Desuden er jeg ret sikker på, at du i hvert fald er ligeglad. For det første er du død. Og for det andet ville du i levende live til hver en tid have ment, at det er vigtigere at drage omsorg for de levende end for de døde.

   Men Rebecca og hendes tre drenge bor nu kun 10 km fra kirkegården, så jeg agter at sætte besøgskadencen lidt op fremover. Mest for min egen skyld, jeg synes, jeg skylder dig besøg, når du nu var den bedste far, et par børn kunne ønske sig. Der er stadig tanker, der skal tænkes en stille stund i den anledning.

   Jeg holder meget af det sted, du ligger. Aagaard Kirkegård ligger oven for en lille, men temmelig stejl skråning med fint udsyn gennem træers grønne løv ned imod Aagaard by. På den anden side af vejen ligger ”bedstemors hus” med den lille søjlebårne portal, hvor min oldemor boede de sidste år af sit liv. Hun døde, længe før jeg blev født. Lidt længere tilbage ligger kirken, som har betydet så meget i familiemytologien. Det er et grønt, venligt og hyggeligt sted. Lidt til venstre for din sten ligger morfar og mormor, samt morbror Tage og tante Helga, din svoger og svigerinde. Og jeg ved, at min fætter Uffe kigger til dit gravsted, når han ser til sin fars og mors, ligesom jeg holder øje med deres.

   Din sten er jeg meget tilfreds med. Det er en stor og flot granitsten med en naturlig, nogenlunde plan flade med dit navn og dine årstal:

                             Hans Reinhold Auring

                                 * 31 - 1 - 1918

                                  + 29 - 8 - 2007

Nedenunder er der plads til mors navn og årstal. Hun kommer snart, lille far.

   Andet skal der ikke stå.

   Egentlig er det ikke din familiemytologi, der er knyttet til Aagaard. Det er mors familie, som i høj grad var knyttet til stedet, friskolen og frimenigheden. Men gennem årene og jeres ægteskab kom historierne og kulturen omkring Aagaard Kirke til også at give mening og betyde meget for dig. Så du og mor var enige om, at her skulle I ligge, når tiden kom.

   Du er faktisk født i den lille landsby Gnutz, i Holsten. Dertil blev din far forflyttet som lærer, da de tyske myndigheder mistede tålmodigheden med hans markante, danske sindelag. I Gnutz var der ingen dansksindede, dér kunne han ikke gøre skade.

   Men allerede i 1920, to år gammel, flyttede du med familien tilbage til Danmark. Nu var folkeafstemningen overstået, og Broagerland, som bedstemor stammede fra, og hvorfra bedstefar var blevet forflyttet, var atter en del af Danmark. Her fik du din opvækst, det meste af tiden i selve Broager, på Skt. Pauli 20, som i dag bebos af min kusine Lisbeth eller Pratibha, som hun kalder sig.

   Jeg er så heldig, at du har skrevet dine erindringer, så jeg har ganske godt styr på dit liv. Du var nummer fem af en søskendeflok på otte. Næsten alle fik uddannelse, men kun du og din ældste bror, Gustav, kom på statsskolen i Sønderborg og siden på universitetet i København. Det var da også i god akademisk tradition, at I to siden skiftede navn fra Hansen til Auring. Mon bedstefar var helt tilfreds med det?

   Du flyttede til København i 1936, og der blev du hængende, men som typisk sønderjyde slog du øjeblikkelig over i din hjemegns dialekt, når du talte med andre sønderjyder, fx med dine søskende i telefonen.

   Du har fortalt mig, at du havde en drøm om at blive cand.mag. og gymnasielærer, sikkert i dansk og historie, men det studium blev betragtet som temmelig brødløst, så det blev til, at du læste jura. Midt under krigen fik du din eksamen, og efter en kortere periode i Toldvæsenet var du så heldig at få job i Københavns Kommunes Børneværn (senere Børne- og Ungdomsværn). Det passede som fod i hose til dine interesser og dit sociale engagement, så dér blev du, til du gik på pension. Du endte som kontorchef, og i en lang periode var du en overbevist demokratisk, afholdt og engageret leder af Familievejledningen, da den blev oprettet først i 70´erne. Ildsjælen Hanne Reintoft nævner dig i sine erindringsbøger som en af de socialt bevidste medarbejdere, hun har haft glæde af at samarbejde med i Københavns Kommune.

   Godt det samme, for en karriere som fx advokat ville have passet ret dårligt til både dit sindelag og din natur. Det er jeg sikker på.

   I din universitetstid var du ret optaget af politik og engageret i den venstreorienterede studenterorganisation, Clarté. Det var nok allerede begyndt i gymnasietiden. En lille historie tyder på det: Du og mor havde gennem årene rejst over det meste af Europa, men i Wien havde I aldrig været. Det skete dog, om end ret sent i jeres liv, og i den anledning bemærkede jeg, at det da egentlig var mærkeligt, at I først nu drog til Wien, musikbyen over dem alle. Men du fortalte mig, at du længe havde næret modvilje imod det, fordi du aldrig havde kunnet glemme, hvorledes fascisten Dollfuss havde ladet skyde imod Wiens arbejdere, da byen i 1933-34 var tæt på en revolution. Du havde svært ved at se på alle de pragtbygninger uden at tænke på det arbejdersved og arbejderblod, som var blevet udgydt ”An der schönen blauen Donau”, både ved den og tidligere lejligheder. Du må ha oplevet det, via aviser og radio, som 15-årig, og det må have været med til at vække dig politisk.

   Også litteratur og musik betød meget for dig, og du har selv fortalt, hvordan ikke mindst musikken blev et tilflugtssted for dig under krigen, med en lille undertone af, at du vel burde have engageret dig mere i modstandskampen.

   Du var dog med i en gruppe af embedsmænd, som modarbejdede besættelsesmagten, men for dig blev det næppe til andet end at distribuere illegale blade.

   Alligevel blev du arresteret, da nogle af dine kammerater brugte dit værelse til at huse en modstandsmand på flugt, mens du var på ferie. Du var fængslet i nogle dage, men kunne åbenbart overbevise politiet om, at du intet kendte til sagen, for de slap dig løs igen. Typisk for dig er det, at du siden ikke kunne drømme om at ”pynte dig med lånte fjer” og bygge en historie om en drabelig modstandsmand op over dén affære. Du har altid haft sandhed og ærlighed som centrale værdier, sammen med kærlighed og barmhjertighed.

   I krigens sidste år oprettede du og en flok kammerater det, som vi i MIN ungdom ville ha kaldt et kollektiv eller et bofællesskab. I kaldte det ”Akropolis”, en stor tidligere herskabslejlighed på Vesterbrogade, hvor I boede 6-7 unge. Du stod som lejeren, da du som vist nok den eneste var færdig med studierne og havde fast indtægt. Her dyrkedes mange ting, modstandskamp (af nogle få i al hemmelighed), forskellige akademiske studier, og ikke mindst musik. Herfra udsprang bl.a. det fortræffelige UAK, Unge Akademikeres Kor, under ledelse af Svend G. Asmussen (ikke at forveksle med vores store jazzviolinist). Dette kor skulle bruge kvindestemmer, og på den måde kom mor ind i billedet. Der blev holdt fester på ”Akropolis”, naturligvis, og så fandt I sammen.

   4. maj 1945 blev befrielsen bekendtgjort i den danske radio fra London. Du og dine venner sad på altanen ud mod Vesterbrogade og sang alle de smukke danske sange, mens folkemængderne nede på gaden klappede, jublede og råbte hurra. Mor var på sit værelse på Amager Fælledvej. Hun løb straks ned til sin cykel og hjulede af sted ind mod Vesterbrogade: ”Ind til Hans! Ind til Hans!” Så hun var med til at synge og juble.

   I blev gift 29. juni 1945, og det varede til din død.

   Politisk blev du snart socialdemokrat, dog ikke partimedlem, men ivrig tilhænger af den velfærdsstat, som du selv var medarbejder i. Som gammel fortalte du dog, at du havde måttet moderere dit ungdommelige syn på, at velfærdsstaten kunne klare alt: Uden borgernes personlige engagement og fællesskab gik det ikke!

   Men socialdemokrat vedblev du at være resten af livet. Og med det forenede du, som så mange danskere, de to på mange måder modsatrettede strømninger, kulturradikalismen, symboliseret ved PH, med den kristne grundtvigianisme. Du og mor blev medlemmer af Vartov Valgmenighed, og i mange år var du her sekretær i bestyrelsen. Du har fortalt, hvordan du glad og gerne sang de markante linjer ”Kærlighed og ægteskab, hvad kommer det hinanden ved?” fra PHs berømte ”Man binder os på mund og hånd” fra 1940 - men du mente ikke noget med det. For dig kom kærlighed og ægteskab absolut hinanden ved. (Og såmænd også for PH. Efter skilsmisse omkring 1940 indgik han et lykkeligt ægteskab, som varede resten af hans liv.)

   Du var også ivrigt medlem af Socialpolitisk Forening, hvor I diskuterede velfærdssamfundets udvikling og kommende socialpolitiske initiativer. Og som pensionist engagerede du dig både i Fountain House, en organisation, der hjælper sindslidende, og som juridisk rådgiver i ”trækkerdrengegruppen”, som prøvede at kortlægge trækkerdrengenes skæbne med henblik på hjælp og støtte. Desuden gav du og mor, da 50´ernes lidt klemte økonomiske forhold var overstået, økonomisk støtte til mangfoldige velgørende organisationer.

   Og så blev du far! Til mig! Og senere til Ingeborg!  

   Mor blev hjemmeløbende, senere med ikke så få elever i sang og musik. Du gik på kontoret, som jo hurtigt for os blev et fjernt, sagnomspundet sted. Hvad mon der foregik der? Senere fik vi dog begge fornøjelsen af at være med dig på kontoret, i Stormgade, lige bag Københavns Rådhus.

   Du kom hjem ved femtiden, cyklende fra Sorgenfri Station, i den kølige del af året med alpehue og overfrakke og din flade mappe med tryklås, indeholdende din madkasse og Information fra dagen før. Fra 1950 boede vi nemlig i Sorgenfri, på Abildgårdsvej 141. Når du trådte ind ad døren, var det som i sangen ”Venter på far…” Ingeborg brød ligefrem ud i jubelsang, og mor var parat til at gøre hvad som helst, hvis bare du ville lege lidt med os unger, som næsten havde plaget livet af hende i dagens løb. Det ville du gerne. En god billedbog, lidt tumlen i haven, eller som det nu kunde falde sig.

   Vores familieliv har jeg beskrevet andetsteds. Her skal blot opregnes en række små oplevelser og erindringer, eksempler, som bidrager til beskrivelsen af det menneske, du var.

   Da jeg var lille, var du naturligvis mit ideal. Sådan er det jo, når man er i ”min far kan da sagtens tæve din far”-alderen. Bortset fra, at jeg aldrig nogensinde forestillede mig, at du skulle begive dig ud i at tæve, hverken fædre eller andre. Det lå absolut ikke til din natur. Men at min far var klogere, bedre og kærligere end alle andre fædre, det var jeg ikke i tvivl om.

   For de fleste kommer der jo så en tid, hvor man vågner af barnets naive uskyldstilstand og må erkende, at ”min far IKKE kan tæve din far”, at far ikke er bedre end så mange andre fædre. Han er naturligvis stadig ”min far”, men den tidlige barndoms sejrsstolte billede blegner noget, og ens beundring krydres i bedste fald med en god sjat ironi, efterhånden som fars fejl og mangler går op for én. På overfladen skete det nok også for mig, for selvfølgelig var du ikke fejlfri, men dybest set egentlig - aldrig. Den dag i dag står du for mig som idealet af en far.

   Man kan ikke afvise muligheden af, at jeg idealiserer dig og har lukket øjnene for et par af dine fejl. Men jeg tror det faktisk ikke. Den egenskab ved dig, som overdøvede alle dine småfejl, var din menneskelige rummelighed, som fremgik af, at du stort set aldrig dømte, endsige fordømte, et andet menneske. I stedet for søgte du forklaringen på, at det menneske var, som det var. Fra din politiske overbevisning og fra mødet med masser af samfundets problembørn i dit arbejde, havde du den erfaring, at årsagen til rigtig mange af de dårlige ting, et menneske laver, skal søges i dets omgivelser. Det betød ikke, at du fritog mennesket for skyld og ansvar. Men medmennesket måtte ifølge din tankegang søge forklaringen og forståelsen - hvilket ikke er det samme som at undskylde alt.

   Den grundlæggende årsag til din dybe overbevisning herom skal dog nok søges i din kristne skylds- og syndsbevidsthed. Du var på ingen måde en tungsindig grubler, der som en anden Søren Kierkegaard gør sig til kejser af synden og dermed livsuduelig. Men du tænkte meget over rigtigt og forkert, ikke mindst hvad dig selv angår, og lagde stor vægt på at forsøge altid at gøre det rigtige, vel vidende, at det er umuligt. Du flottede dig ikke med et motto, men som overskrift over din holdning til andre mennesker kunne man passende sætte ”lad den, som er ren, kaste den første sten”.

   Og ”rigtigt” og ”forkert” er jo ikke absolutter. Du vidste såvel, at hvad der kan synes det rette, pludselig i den konkrete livssituation kan vise sig at være det forkerte. Så at gøre det rette i enhver situation er en umulighed. Og hvad der er rigtigt ud fra en moralsk synsvinkel, kan vise sig at være forkert ud i det levende liv.

   Som eksempel kan nævnes dit forhold til mor. Det gode ved mor var, at hun havde MASSER af fejl, såvel som MASSER af gode sider. Begge dele var så skingrende tydelige, at der bogstavelig talt ikke var noget at tage fejl af. Men du vidste, mærkede og faldt for, at hele det sammensurium af gode og mindre gode sider hos mor var bærer af en energi og en livsappetit, som i den grad smittede af på hendes omgivelser. Ikke mindst du selv havde brug for den livsenergi, som mor bar til skue. Hvem ved, måske kunne du selv være blevet den tungsindige grubler, der som ”licentiaten” i ”En dansk students eventyr” aldrig fik realiseret livet for lutter spekulationer.

   Og så måtte du naturligvis hos mor ta det sure med det søde. To sider af samme sag.

   Jeg tror dog ikke, du var blevet en tungsindig grubler uden mor. Du havde simpelthen ikke anlæg for tungsind, men var en temmelig velafbalanceret person, aldrig i dårligt humør, aldrig lunefuld. Til gengæld tror jeg, at du kunne være blevet en mere passiv og indelukket person, end du blev. Men nej, ikke noget med at gemme sig i litteratur eller musik! Sammen med mor blev du pinedød nødt til at være nærværende og udadvendt, hvilket ikke var i modstrid med din natur. Men det modsatte lå også i den som en mulighed. Det vidste du selv - og gav utvetydigt mor en meget stor del af æren for, at der kom et åbent og udadvendt menneske ud af dig.

   Ikke lunefuld - men fuld af lune. Du var på ingen måde den type, der kan fortælle vittigheder og få folk til at hyle af grin. Men du besad et lavmælt, akademisk lune, som udmøntede sig i fx små ironiske ordspil, der frydede den, som havde øre derfor, fx mig! ”Hvor er vi små, selv os, der rager op”. ”Jaja, min dreng, du tilhører jo den yngre degeneration”. Du læste gerne højt ved middagsselskaber af Benny Andersens muntert-alvorlige digte, fx fra ”Den indre bowlerhat”. Hans evne til at tage ordene på ordet var lige din stil. Også P. Sørensen-Fugholms elegante flirt med det platte ordspil gav du ofte til bedste ved festlige lejligheder. Samt saftige viser, når det var ”Larmerne”, jeres musikalske slæng, der var gæster.  

   Du vidste og interesserede dig for mange ting, og du var god til at fortælle om dem. Det satte jeg som regel stor pris på. Vores ferier blev indledt med forberedende læsning, og når vi var på farten, skulle der opleves! Jeg husker vores cykelferie til Bornholm. Du var velforberedt fra ”Borringholmerens historiebog”, som blev læst op i uddrag, og ud fra hvilken du insisterede på lange cykelture ad sandede stier for at beskue ikke alt for formidable helleristninger. Jeg var 13 og mere til minigolf. Det fik jeg selvfølgelig også lov til, men fortidsminderne måtte ikke forsømmes!  

   Ak ja, siden har jeg mishandlet kone og børn på præcis samme måde…

   Diskussion om samfundsspørgsmål var dig langt fra fremmed, men du var mere til samtale end til ordkløveri. Du havde holdninger og meninger, men din respekt for modparten og for samtalens demokratiske værdi var grundfæstet, så vedkommende mere blev en ”medpart”. Da jeg nåede de absolutte overbevisningers alder, lå det dig fjernt at knuse min næppe særlig velunderbyggede skråsikkerhed med overlegenhed, endsige latterliggørelse. I stedet gik du ind på at afprøve mine argumenter og virkede dermed modererende og nuancerende på dem. Vigtigst for dig var det, at jeg interesserede mig for samfundsspørgsmål, havde meninger og holdninger. Og netop derfor fik jeg aldrig brug for at rette mit ”ungdomsoprør” mod dig. Selvfølgelig var vi langt fra enige om alt, men min respekt for dine meninger og holdninger, for din grundfæstede humanisme, forblev intakt.

   Naturligvis ”ville ægget lære hønen”. Ingeborg og jeg kom hjem med fx Bob Dylan, og du viste interesse, kunne let se hans kvaliteter og købte nogle af hans lp´er. Da vi i oprørets mest militante fase var overbeviste revolutionære, har du tænkt dit om Moskva-processer og Gulag. Din revolutionære ungdom lå bag dig, men vores nærværende ditto accepterede og tolkede du som et udtryk for ungdommelig iver og engagement. 

   I det hele taget kunne du huske, hvordan det var at være barn og ung, ikke mindst teenagetidens knudrede år, hvor det følsomme drengesind kastes frem og tilbage imellem storhedsvanviddets Skylla og mindreværdets Karybdis. Når jeg derfor var i splid med mig selv, og desårsag ofte med mor, som jo vidste, hvad der var rigtigt og forkert, så havde jeg en stærk fornemmelse af, at du vidste og forstod, hvad der foregik i mit sind.

   Ak, så mange gange du har været i klemme mellem din hidsigprop af en kone og din øretæveindbydende laban af en søn! Der stod du, når mor i raseri og afmagt råbte ”så sig dog noget til ham, Hans”! Det gjorde du så som oftest. Men din forståelse af konfliktens nuancer afvæbnede dig, så mor var kun sjældent helt tilfreds med den spagfærdige irettesættelse, du kunne præstere.

   Faktisk havde du ikke så lidt temperament, ret eksplosivt endda. Men du havde udpræget ”sen tænding”, hvor mor og jeg, hinanden lig, øjeblikkelig røg til vejrs som en raket. En sjælden gang, når mors og min konflikt truede med at sprænge himmelen, kunne du i ren og skær afmagtsfølelse pludselig blive aldeles rasende og stikke mig et par flade. Du hadede dig selv bagefter, var absolut modstander af vold i opdragelsen, betragtede det som et nederlag, et udslag af afmagt.

   Og jeg? Jeg havde inderst inde en klar følelse af, at de øretæver havde jeg sgu fortjent.

   En gang, 15 år var jeg vel, slog jeg igen. Og du sagde ”av”. Jeg styrtede op på mit værelse og smed mig tudbrølende på sengen. Aldrig har jeg skammet mig som da. At jeg havde slået min far, mit idol, endda tilføjet ham smerte. Dybere kunne jeg ikke synke, syntes jeg.

   Jeg tror, du forstod, hvad der foregik i mig, selv da. Du påtalte i hvert fald aldrig siden episoden. I det hele taget faldt vi alle tre ret hurtigt ned igen efter eksplosionerne. Men jeg tror, at du og mor har haft ikke så få fortvivlede samtaler om mig og mit temperament. Mor har følt sig krænket. Du har holdt med hende, naturligvis, men samtidig prøvet lempeligt og diplomatisk at få hende til at forstå, hvad der foregik i mig. Gætter jeg på. Det har ikke været let. Der var sjældent længe til næste eksplosion…

   I nogen grad var du mors beskytter. For det første som traditionelt ”skaffedyr”. Du klarede også, som det almindeligvis var dengang, ting som skatte-selvangivelse, regninger, budget og den slags. Det havde mor ikke begreb om. Og allervigtigst bakkede du mor op i hendes energi og foretagsomhed. Du havde næppe helt den samme kadence som mor, men hvis din ildsjæl af en kone skulle være lykkelig og ikke sande til som husmor, så skulle der ske noget! Teaterture, selskabelighed, udflugter og ferierejser. Koncerter, ikke mindst mors egne! Når mor fik gode ideer, så bakkede du op og satte i værk. Men bestemt ikke kun for mors skyld, også for din egen.

   Glimt:

   På knallert: I de knapt så rige 50´ere havde du investeret i en knallert. Vi skulle på sommerferie i Broager, og mens mor og vi børn tog toget, tog du den khakibrune heldragt på, den hvide styrthjelm ligeså, og så tøffede du over Sjælland og Fyn, tog Mommark-færgen til Als og indfandt dig i Broue hen på aftenen.

   Stearinlys. At se dig ordne et lys var en besynderlig oplevelse. Med omhu, som var en bedre sag værdig, med sendrægtig akkuratesse fjernede du de striber af stearin, der løb ned ad lyset, knækkede den lille, stivnede ”sø” af stearin af lysets fod og afnippede vægen i passende længde. Så satte du lyset tilbage i stagen, tændte det og lagde de afbrækkede stearinstumper op i det. Hvorefter det var klar til at flyde over igen, så hele processen kunne gentages…

   Regnskaber. Et lille ekstrajob fra de knapt så rige 50´ere. Uendelige kolonner i lysebrune kolonnebøger skulle regnes igennem og stemme på øre. Aftenen skred frem, og du regnede og skriblede. Som regel uden problemer, og fejl blev ret hurtigt fundet. Men jeg glemmer aldrig den aften, da der manglede to øre. Du regnede og svedte, svedte og regnede, men fejlen var ulasigfindbar. Der gik timer, og en stille desperation fortrængte efterhånden stuens lune familiehygge. Hvordan det endte, erindrer jeg ikke. Du fandt vel fejlen til sidst. Men således kunne to øre udløse knugende frustrationer. I Storm P.s berømte monolog skulle der dog hele 13 øre til…

   Møns Klint. Små bække med mælkevidt regnvand løb ned til stranden over de hvide kridtklinter, perfekt til dæmningsbyggeri og riverrafting (som det ikke hed den gang) med småpinde. Du var med hele vejen, og dine dæmninger blev bygget med sædvanlig omhu. Over os tårnede klinterne sig op. Der var også advarselstavler om nedstyrtningsfare, men dem tillod vi os at se bort fra.

   Belønningssystemet. Nej, hvor var det irriterende! Når du havde indkøbt en pose bolcher, fik vi hver et enkelt, og så gik der en rum tid, inden der vankede et til. Hvis der var småjobs at udføre, som aftørring af opvask eller udbæring af skraldespand, så vankede der ikke noget bolche, før jobbet var udført. ”Her i familien er vi tilhængere af belønningssystemet”, var din spøgefulde kommentar. Dødssygt. Ingeborg og jeg var, som børn in spe af ”de glade tressere”, tilhængere af øjeblikkeligt konsum, og lur mig, om ikke vor frejdige mor så lissådan på det. Så den eneste ”tilhænger af belønningssystemet” var nu nok dig, selv om mor anstillede sig solidarisk i overensstemmelse med gode og hævdvundne opdragelsesprincipper.

   Jeg afskyede det belønningssystem. Så da jeg selv blev stor og tjente penge, blev jeg overbevist tilhænger af det modsatte: Når en pose bolcher eller lignende er kommet i min besiddelse, så skal den guffes, ikke nu, men NU. Og sådan har jeg det den dag i dag. Så meget for dine principper og dit ”belønningssystem”, lille far! Så ka du måske lære det?

   Dog var der en lille fin sideeffekt af det forbandede system. Somme tider økonomiserede du i den grad med bolcherne, at både du og vi rent glemte, at der faktisk var en halv pose bolcher i din lomme. Stor var så jubelen, når du pludselig fandt posen i din lomme, iblandet lidt strandsand og lommeuld, javel, men ikke derfor til at kimse ad. Husker jeg ret, når jeg mener, at i den slags glædesstunder dispenserede du rask fra dine principper, og posens indhold blev ligeligt fordelt og fortæret uden videre diskussion?

   Skraldespanden fores. At tømme skraldespand var som regel mit job. Det var også okay, men at fore den bagefter ku jeg bare ikke fordrage. Alle kender vist det, at der er visse, i og for sig små og nemme jobs, som man, uden grund, bare hader at udføre: Pudse sko, lægge dynebetræk på, og altså fore skraldespand.

   Men der var ingen vej udenom. Du viste med vanlig akkuratesse en gang for alle, hvordan en ”Virumposten” skulle deles i to. Den ene halvdel skulle så anbringes, så den dækkede bunden og skraldespandens flade side, mens den anden halvdel forede spandens runde side. Avisens kant øverst oppe blev dernæst bøjet ud og ned over spandens kant, men dermed var det ikke slut. Der blev omhyggeligt revet to små flænger i aviskanten, således at spandens hank kunne bevæge sig frit op og ned uden at rykke ”Virumposten” op og ned.

   Og derefter var det mit job at gå hen og gøre ligeså. Hvad nytter suk og klage?

   Information blev sjældent brugt til dette formål. Den lå som regel i en stor stak på dit skrivebord og ventede tålmodigt på, at du en aften med din lange, sorte papirsaks fik tid til at klippe lærerige kronikker, interessante anmeldelser og spændende interviews ud for at placere dem i mapper og arkivskuffer. Anmeldelser og forfatterinterviews blev som regel lagt direkte ind i forfatterens roman eller digtsamling. Og der kan jeg finde dem den dag i dag i din efterladte bogsamling, lille far. Så læser jeg dem, glæder mig over deres oplysninger og varmes om hjertet over din karakteristiske, ofte gavnlige, af og til ufatteligt irriterende, omhu og grundighed.

   Kuverter. Du skrev mange og gode breve, far. Ofte meget personlige, med tænksomme overvejelser over politiske og eksistentielle emner. Ikke netop betroelser, men masser af kloge og gode tanker, som alligevel afslører rigtig meget om din personlighed og dit indre liv. Din håndskrift var flot og svungen (hvor mors var sjusket og næsten ulæselig for folk, der ikke - som vi - havde øvelsen). Begge to skrev I utrolig levende og interessant, mor over stok og sten om det nære, familien, selskabelighed, kulturelle oplevelser, iblandet spørgsmål om vi børns vandel, som blev besvaret i troskyldig og let retoucheret form, du ofte om netop politiske og eksistentielle emner, men sandelig også om hverdagen, som på ingen måde var dig fremmed.

   Men kuverterne, lille far! Jeg mindes om dine utallige breve aldrig at have modtaget dem i en ny kuvert! Det var altid brugte kuverter, somme tider endda rudekuverter, hvor du omhyggeligt havde klæbet hvidt papir (fra andre kuverter) over ruder, gamle adresser og frimærker, hvorpå du havde skrevet ny adresse og afsender. Som du kunne ”reparere” et lys, kunne du ”revitalisere” en gammel kuvert. Far, du var nu en meget mærkelig mand! 

   Æbler. I haven havde vi et august-æbletræ. Kendere af denne sort vil vide, at augustæbler smager pragtfuldt. Desuden er de årets første modne æble, så en ren og ægte sensommerglæde var spisning af augustæbler.

   Desværre bliver de temmelig hurtigt melede og dermed kedelige i smagen. De bliver også let stødt og får hurtigt brune pletter. Men en god urtekniv kan rette meget op, og hen over august sad du ofte med en tallerkenfuld æbler, som du med din sædvanlige omstændelige omhu og akkuratesse befriede for brune pletter og blomst. Men ikke for kernehus! Det var synd at lade så meget æble gå til spilde, så kærnehuset blev sandelig gnasket med!

   Det har jeg fuldstændig overtaget. Og min ældste søn Jacob efter mig. Vi er, som du, fuldblods æblomaner, og kun stilk og blomst levnes. Kærnehuset skal gnaskes med. Sandelig…

   Og i min have har jeg et augustæbletræ. Sikrede jeg mig det, da vi købte huset? Næppe, men nu er jeg altså i den situation, at jeg på det punkt kan følge i dine knivspor, far.

   Konkurrence. På et punkt faldt du lidt uheldigt ud. Eller var det mig? Du manglede fuldstændig konkurrencegén, og sport interesserede dig ikke. Så min iver med spil og sport kunne du slet ikke leve op til. Men du accepterede fuldt ud, at jeg ville gå til fodbold, selvfølgelig.

   Gennem hele vores voksenliv var I der, du og mor. Altid parat til at hjælpe, altid kærlige og omsorgsfulde overfor børn og børnebørn.

   Da Petrusca kom ind i mit liv, og vi efterhånden fik ”hele kylleret”, var du den, der straks så og værdsatte hendes kvaliteter. Du var både imødekommende og nysgerrig, venlig og åben, hvor mor, den hunbøffel, havde møje med at skjule, at der var en tidligere ”svigerdatter”, som hun hellere havde set…osv.

   Det har Petrusca aldrig glemt dig.

   Da du blev gammel, oplevede du en tragedie, som nær havde taget livet af dig. Mor blev også udsat for den, men kunne i nogen grad ”glide af” på den, hvor du med dit spekulative sind ikke kunne lade være med at gruble og spekulere.

   Hvad tragedien går ud på, kan jeg den dag i dag ikke skrive om.

   Hvad er ondskab? Hvad kommer den af? Angst, usikkerhed, mindreværdsfølelse, misundelse? Trang til at bortforklare egen skyld? Lader nogle mennesker sig provokere af andres godhed, så de besvarer den med ondskab? Hvis man hader sig selv, får man da trangen til at rive verden ned, især kærligheden og godheden, som glimter der og sætter ens eget selvhad i modbydeligt relief? Er had en sygdom?

   Svaret blæser i vinden. Men hvorom alting er, så blev du fra en bestemt side på dine gamle dage i årevis forfulgt skriftligt og verbalt, privat og offentligt af de mest grusomme og grundløse anklager. I overensstemmelse med din natur forsøgte du endda at indgå i dialog for om muligt at forstå anklagerens natur. Og du tog knapt nok til genmæle for ikke at såre mennesker, du holdt af.

   Men man kan ikke gå på kompromis med ondskaben. Du var efterhånden også så gammel, og ikke så lidt træt, så du havde ikke kræfter til nogen kamp. Heldigvis kunne Petrusca og jeg stå last og brast med jer, støtte dig, når fortvivlelsen var ved at tage overhånd, og afbøde de værste anslag.

   Da du og mor flyttede over til Viby i 2004, så I kunne være nær os på jeres gamle dage, var jeg igennem en lang periode ovre næsten hver morgen for at fjerne de modbydelige breve fra jeres postkasse. Jeg vidste jo, hvornår de kom, da jeg selv modtog dem i kopi. Snesevis af breve, som I intet kunne gøre ved, og som kun ville have voldt jer endnu mere sorg.

   Jeg tror, jeg tør sige, at I i den periode kunne have taget jeres død af sorg, hvis ikke I havde haft Petrusca og mig til trøst og støtte.

   Det var så trøstesløst! Så modbydeligt! Så dybt, dybt, dybt uretfærdigt!

   Jeg har netop læst Peter Tudvads roman over Søren Kierkegaards liv. Han guddommeliggør sin egen grusomme fader og bliver dermed selv en grusom og livsfjendsk tugtemester for sin samtid, der selvfølgelig var fyldt med løgne, øjentjeneri, hykleri, forstillelse og meget andet godt, som man finder i rigt mål i alle ”samtider”. Men hvor Kierkegaards samtid er lunken og lurvet, så er hans kur imod den lidenskabelig, ja fanatisk og grusom. Jagten på renhed er og bliver menneskefjendsk og ender i Gulag eller koncentrationslejre. Jeg ville gerne ha diskuteret den bog med dig.     

   Der var absolut intet guddommeligt ved dig, lille far, derimod noget dybt menneskeligt. Du levede og lod leve, du elskede og støttede, og du fik selv et godt og rigt liv, når bortses fra den ondskab, som også ramte dig.

   På dine gamle dage fik du Parkinsons Syge. Heldigvis begyndte du ikke at ryste, men dit bentøj svigtede mere og mere, indtil du næsten ikke kunne gå. Da så samtidig mors sind viste de første tegn på demens, blev Ingeborg, Petrusca og jeg enige om at få jer til Århus, så vi kunne være jer nær, når der var brug for hjælp, hvad der blev i stadig højere grad. Det kostede mange samtaler og mange argumenter. Vi ville jo på ingen måde tage magten fra jer. Det skulle være jeres egen beslutning, og efterhånden, som den blev mere og mere uomgængelig, blev I, især du, heldigvis også mere og mere klar over det.

   Det var hårdt at skulle forlade Sorgenfri, jeres utallige venner og Københavns spændende kulturliv. Men sandheden var, at I faktisk ikke længere var i stand til at dyrke vennerne og udnytte kulturlivet. I mistede begge kørekortet, og gudskelov for det, for de sidste år var din kørsel nærmest livsfarlig, lille far. I kunne ikke længere komme rundt.

   I 2004 kom I så til Viby, til en lejlighed kun 100 meter fra, hvor Petrusca og jeg bor. Den var ikke særlig stor, men den blev indrettet hyggeligt med et udvalg af jeres egne kære møbler, først og fremmest flyglet! Og dele af din bogsamling, som jeg stadig ”låner” skatte fra i ny og næ. Netop nu læser jeg sangene fra Finlands nationalepos, Kalevala, når jeg besøger mor, og hun ligger og sover, hvilket hun gør næsten hele tiden..

   Men selv i årene derefter tog I jævnligt over til København! I benyttede jer af DSBs fine tilbud om hjælp til handicappede, med rampe ind i og ud af toget på stationerne. Vi hjalp med at bringe jer til stationen i Århus og hente jer igen. I København ventede gode venner, som I fik lov til at bo hos. Det gik godt rigtig mange gange, men til sidst fik vi dog underhånden at vide, at nu gik den ikke længere, med bleskift og lidt sjatpisseri på gulvet hos venner, der selv var gamle og trætte. Men I gav ikke op, før det var uundgåeligt. I ville dø med støvlerne på!

   Det sidste års tid havde vi dog den sorg, at din og mors kontakt med hinanden glippede i tiltagende grad. Mors hørelse blev ringere, og hendes åndsevner var heller ikke længere, hvad de havde været. Samtidig blev din stemme svagere og svagere, så mor simpelthen ikke kunne høre dig. Og dine åndsevner gik også noget tilbage. Du har altid udtrykt dig i temmelig lange, krogede sætninger, akademisk prægede i deres form, men bestemt ikke uforståelige for mor eller andre. Nu skete det oftere og oftere, at du midt i en sætning måtte stoppe, fordi du havde glemt begyndelsen. Så det meste af jeres sidste år sammen kunne I nærmest ikke kommunikere og levede på en måde hver jeres liv, klos op ad hinanden.

      Det var lidt hårdt at overvære. Og det smertede tydeligvis dig, som lagde meget mere mærke til denne nedtur, end mor gjorde. Når sproget glipper, er man afvæbnet, ikke mindst, når man er en intellektuel, som du var, far.

   Men vi kan i eftertankens lys glæde os over, at I fik rigtig mange gode og givende år sammen. Vores gerninger og bedrifter i ungdom, manddom og alderdom udslettes ikke af de sene års tilbagegang.

   Efterhånden havde især du mere og mere brug for personlig hjælp. Omsider meddelte Århus Kommune, at de ikke længere kunne udføre plejeopgaven i jeres snævre lejlighed. Så gik turen til Plejehjemmet Bøgeskovhus, også her i Viby. Der flyttede I ind juni 2007.

   14 dage efter sang du din sidste sang ”Glemmer du, så husker jeg…”, mens regnen trommede ned på festteltets dug. Det var til Finns og kusine Mariannes datter Mias dåb og konfirmation.

   Hen over sommeren fik du det stadig dårligere. Til sidst lå du i sengen hele tiden og kunne ikke snakke. Men jeg tror, du forstod, hvad vi sagde.

   Den 29. august 2007 døde du. Mor sørgede, men var på det tidspunkt allerede noget mentalt svækket. Heldigvis var I flyttet, mens du endnu levede, så mor kunne bare blive boende og slap for andre store omvæltninger end din død. Hun bor der endnu, flyglet står der endnu. Hun har ikke rørt det i tre år, men det er en del af hende, af dig, af Ingeborgs og min barndom.

   Du blev begravet fra Aagaard Kirke, som var fyldt med familie og venner. Mange kom over fra København, gamle og grå, men de ville være med til at sige farvel.

   Nu er der gået 6 år. Det varer ikke længe, før mor kommer ned til dig.

   Elskede lille far!

                                                                                                                                                         Viby J

                                                                                                                                                 31. august 2013

                                                                                                                                                 Gudmund Auring