KÆRE FAR
Jeg har netop været i Aagaard og besøgt dit
gravsted. Det går sandt at sige ikke så tit på, og det har jeg en smule dårlig
samvittighed over. Egentlig tynger det mig ikke så meget, for en vigtig del af
årsagen er nok, at meget af min tid går med omsorg for de levende: Mor,
svigerforældre, børn og børnebørn, plejebørnene, alt sammen tar det ikke så
lidt af min tid. Desuden er jeg ret sikker på, at du i hvert fald er ligeglad.
For det første er du død. Og for det andet ville du i levende live til hver en
tid have ment, at det er vigtigere at drage omsorg for de levende end for de
døde.
Men Rebecca og hendes tre drenge bor nu kun
10 km fra kirkegården, så jeg agter at sætte besøgskadencen lidt op fremover.
Mest for min egen skyld, jeg synes, jeg skylder dig besøg, når du nu var den
bedste far, et par børn kunne ønske sig. Der er stadig tanker, der skal tænkes
en stille stund i den anledning.
Jeg holder meget af det sted, du ligger.
Aagaard Kirkegård ligger oven for en lille, men temmelig stejl skråning med
fint udsyn gennem træers grønne løv ned imod Aagaard by. På den anden side af
vejen ligger ”bedstemors hus” med den lille søjlebårne portal, hvor min oldemor
boede de sidste år af sit liv. Hun døde, længe før jeg blev født. Lidt længere
tilbage ligger kirken, som har betydet så meget i familiemytologien. Det er et
grønt, venligt og hyggeligt sted. Lidt til venstre for din sten ligger morfar
og mormor, samt morbror Tage og tante Helga, din svoger og svigerinde. Og jeg
ved, at min fætter Uffe kigger til dit gravsted, når han ser til sin fars og
mors, ligesom jeg holder øje med deres.
Din sten er jeg meget tilfreds med. Det er
en stor og flot granitsten med en naturlig, nogenlunde plan flade med dit navn
og dine årstal:
Hans Reinhold
Auring
* 31 - 1 - 1918
+ 29 - 8 - 2007
Nedenunder
er der plads til mors navn og årstal. Hun kommer snart, lille far.
Andet skal der ikke stå.
Egentlig er det ikke din familiemytologi,
der er knyttet til Aagaard. Det er mors familie, som i høj grad var knyttet til
stedet, friskolen og frimenigheden. Men gennem årene og jeres ægteskab kom
historierne og kulturen omkring Aagaard Kirke til også at give mening og betyde
meget for dig. Så du og mor var enige om, at her skulle I ligge, når tiden kom.
Du er faktisk født i den lille landsby
Gnutz, i Holsten. Dertil blev din far forflyttet som lærer, da de tyske
myndigheder mistede tålmodigheden med hans markante, danske sindelag. I Gnutz
var der ingen dansksindede, dér kunne han ikke gøre skade.
Men allerede i 1920, to år gammel, flyttede
du med familien tilbage til Danmark. Nu var folkeafstemningen overstået, og
Broagerland, som bedstemor stammede fra, og hvorfra bedstefar var blevet
forflyttet, var atter en del af Danmark. Her fik du din opvækst, det meste af tiden
i selve Broager, på Skt. Pauli 20, som i dag bebos af min kusine Lisbeth eller
Pratibha, som hun kalder sig.
Jeg er så heldig, at du har skrevet dine
erindringer, så jeg har ganske godt styr på dit liv. Du var nummer fem af en
søskendeflok på otte. Næsten alle fik uddannelse, men kun du og din ældste
bror, Gustav, kom på statsskolen i Sønderborg og siden på universitetet i
København. Det var da også i god akademisk tradition, at I to siden skiftede
navn fra Hansen til Auring. Mon bedstefar var helt tilfreds med det?
Du flyttede til København i 1936, og der
blev du hængende, men som typisk sønderjyde slog du øjeblikkelig over i din
hjemegns dialekt, når du talte med andre sønderjyder, fx med dine søskende i
telefonen.
Du har fortalt mig, at du havde en drøm om
at blive cand.mag. og gymnasielærer, sikkert i dansk og historie, men det
studium blev betragtet som temmelig brødløst, så det blev til, at du læste
jura. Midt under krigen fik du din eksamen, og efter en kortere periode i
Toldvæsenet var du så heldig at få job i Københavns Kommunes Børneværn (senere
Børne- og Ungdomsværn). Det passede som fod i hose til dine interesser og dit
sociale engagement, så dér blev du, til du gik på pension. Du endte som
kontorchef, og i en lang periode var du en overbevist demokratisk, afholdt og engageret
leder af Familievejledningen, da den blev oprettet først i 70´erne. Ildsjælen
Hanne Reintoft nævner dig i sine erindringsbøger som en af de socialt bevidste
medarbejdere, hun har haft glæde af at samarbejde med i Københavns Kommune.
Godt det samme, for en karriere som fx
advokat ville have passet ret dårligt til både dit sindelag og din natur. Det
er jeg sikker på.
I din universitetstid var du ret optaget af
politik og engageret i den venstreorienterede studenterorganisation, Clarté. Det
var nok allerede begyndt i gymnasietiden. En lille historie tyder på det: Du og
mor havde gennem årene rejst over det meste af Europa, men i Wien havde I
aldrig været. Det skete dog, om end ret sent i jeres liv, og i den anledning
bemærkede jeg, at det da egentlig var mærkeligt, at I først nu drog til Wien,
musikbyen over dem alle. Men du fortalte mig, at du længe havde næret modvilje
imod det, fordi du aldrig havde kunnet glemme, hvorledes fascisten Dollfuss
havde ladet skyde imod Wiens arbejdere, da byen i 1933-34 var tæt på en
revolution. Du havde svært ved at se på alle de pragtbygninger uden at tænke på
det arbejdersved og arbejderblod, som var blevet udgydt ”An der schönen blauen
Donau”, både ved den og tidligere lejligheder. Du må ha oplevet det, via aviser
og radio, som 15-årig, og det må have været med til at vække dig politisk.
Også litteratur og musik betød meget for
dig, og du har selv fortalt, hvordan ikke mindst musikken blev et tilflugtssted
for dig under krigen, med en lille undertone af, at du vel burde have engageret
dig mere i modstandskampen.
Du var dog med i en gruppe af embedsmænd,
som modarbejdede besættelsesmagten, men for dig blev det næppe til andet end at
distribuere illegale blade.
Alligevel blev du arresteret, da nogle af
dine kammerater brugte dit værelse til at huse en modstandsmand på flugt, mens
du var på ferie. Du var fængslet i nogle dage, men kunne åbenbart overbevise
politiet om, at du intet kendte til sagen, for de slap dig løs igen. Typisk for
dig er det, at du siden ikke kunne drømme om at ”pynte dig med lånte fjer” og
bygge en historie om en drabelig modstandsmand op over dén affære. Du har altid
haft sandhed og ærlighed som centrale værdier, sammen med kærlighed og
barmhjertighed.
I krigens sidste år oprettede du og en flok
kammerater det, som vi i MIN ungdom ville ha kaldt et kollektiv eller et
bofællesskab. I kaldte det ”Akropolis”, en stor tidligere herskabslejlighed på
Vesterbrogade, hvor I boede 6-7 unge. Du stod som lejeren, da du som vist nok
den eneste var færdig med studierne og havde fast indtægt. Her dyrkedes mange
ting, modstandskamp (af nogle få i al hemmelighed), forskellige akademiske
studier, og ikke mindst musik. Herfra udsprang bl.a. det fortræffelige UAK,
Unge Akademikeres Kor, under ledelse af Svend G. Asmussen (ikke at forveksle
med vores store jazzviolinist). Dette kor skulle bruge kvindestemmer, og på den
måde kom mor ind i billedet. Der blev holdt fester på ”Akropolis”, naturligvis,
og så fandt I sammen.
4. maj 1945 blev befrielsen bekendtgjort i
den danske radio fra London. Du og dine venner sad på altanen ud mod Vesterbrogade
og sang alle de smukke danske sange, mens folkemængderne nede på gaden
klappede, jublede og råbte hurra. Mor var på sit værelse på Amager Fælledvej.
Hun løb straks ned til sin cykel og hjulede af sted ind mod Vesterbrogade: ”Ind
til Hans! Ind til Hans!” Så hun var med til at synge og juble.
I blev gift 29. juni 1945, og det varede til
din død.
Politisk blev du snart socialdemokrat, dog
ikke partimedlem, men ivrig tilhænger af den velfærdsstat, som du selv var
medarbejder i. Som gammel fortalte du dog, at du havde måttet moderere dit
ungdommelige syn på, at velfærdsstaten kunne klare alt: Uden borgernes
personlige engagement og fællesskab gik det ikke!
Men socialdemokrat vedblev du at være resten
af livet. Og med det forenede du, som så mange danskere, de to på mange måder
modsatrettede strømninger, kulturradikalismen, symboliseret ved PH, med den
kristne grundtvigianisme. Du og mor blev medlemmer af Vartov Valgmenighed, og i
mange år var du her sekretær i bestyrelsen. Du har fortalt, hvordan du glad og
gerne sang de markante linjer ”Kærlighed og ægteskab, hvad kommer det hinanden
ved?” fra PHs berømte ”Man binder os på mund og hånd” fra 1940 - men du mente
ikke noget med det. For dig kom kærlighed og ægteskab absolut hinanden ved. (Og
såmænd også for PH. Efter skilsmisse omkring 1940 indgik han et lykkeligt
ægteskab, som varede resten af hans liv.)
Du var også ivrigt medlem af Socialpolitisk
Forening, hvor I diskuterede velfærdssamfundets udvikling og kommende
socialpolitiske initiativer. Og som pensionist engagerede du dig både i
Fountain House, en organisation, der hjælper sindslidende, og som juridisk
rådgiver i ”trækkerdrengegruppen”, som prøvede at kortlægge trækkerdrengenes
skæbne med henblik på hjælp og støtte. Desuden gav du og mor, da 50´ernes lidt
klemte økonomiske forhold var overstået, økonomisk støtte til mangfoldige
velgørende organisationer.
Og så blev du far! Til mig! Og senere til
Ingeborg!
Mor blev hjemmeløbende, senere med ikke så
få elever i sang og musik. Du gik på kontoret, som jo hurtigt for os blev et
fjernt, sagnomspundet sted. Hvad mon der foregik der? Senere fik vi dog begge
fornøjelsen af at være med dig på kontoret, i Stormgade, lige bag Københavns
Rådhus.
Du kom hjem ved femtiden, cyklende fra
Sorgenfri Station, i den kølige del af året med alpehue og overfrakke og din
flade mappe med tryklås, indeholdende din madkasse og Information fra dagen
før. Fra 1950 boede vi nemlig i Sorgenfri, på Abildgårdsvej 141. Når du trådte
ind ad døren, var det som i sangen ”Venter på far…” Ingeborg brød ligefrem ud i
jubelsang, og mor var parat til at gøre hvad som helst, hvis bare du ville lege
lidt med os unger, som næsten havde plaget livet af hende i dagens løb. Det
ville du gerne. En god billedbog, lidt tumlen i haven, eller som det nu kunde
falde sig.
Vores familieliv har jeg beskrevet
andetsteds. Her skal blot opregnes en række små oplevelser og erindringer,
eksempler, som bidrager til beskrivelsen af det menneske, du var.
Da jeg var lille, var du naturligvis mit
ideal. Sådan er det jo, når man er i ”min far kan da sagtens tæve din
far”-alderen. Bortset fra, at jeg aldrig nogensinde forestillede mig, at du
skulle begive dig ud i at tæve, hverken fædre eller andre. Det lå absolut ikke
til din natur. Men at min far var klogere, bedre og kærligere end alle andre
fædre, det var jeg ikke i tvivl om.
For de fleste kommer der jo så en tid, hvor
man vågner af barnets naive uskyldstilstand og må erkende, at ”min far IKKE kan
tæve din far”, at far ikke er bedre end så mange andre fædre. Han er
naturligvis stadig ”min far”, men den tidlige barndoms sejrsstolte billede
blegner noget, og ens beundring krydres i bedste fald med en god sjat ironi,
efterhånden som fars fejl og mangler går op for én. På overfladen skete det nok
også for mig, for selvfølgelig var du ikke fejlfri, men dybest set egentlig -
aldrig. Den dag i dag står du for mig som idealet af en far.
Man kan ikke afvise muligheden af, at jeg
idealiserer dig og har lukket øjnene for et par af dine fejl. Men jeg tror det
faktisk ikke. Den egenskab ved dig, som overdøvede alle dine småfejl, var din
menneskelige rummelighed, som fremgik af, at du stort set aldrig dømte, endsige
fordømte, et andet menneske. I stedet for søgte du forklaringen på, at det
menneske var, som det var. Fra din politiske overbevisning og fra mødet med
masser af samfundets problembørn i dit arbejde, havde du den erfaring, at
årsagen til rigtig mange af de dårlige ting, et menneske laver, skal søges i
dets omgivelser. Det betød ikke, at du fritog mennesket for skyld og ansvar.
Men medmennesket måtte ifølge din tankegang søge forklaringen og forståelsen -
hvilket ikke er det samme som at undskylde alt.
Den grundlæggende årsag til din dybe
overbevisning herom skal dog nok søges i din kristne skylds- og
syndsbevidsthed. Du var på ingen måde en tungsindig grubler, der som en anden
Søren Kierkegaard gør sig til kejser af synden og dermed livsuduelig. Men du
tænkte meget over rigtigt og forkert, ikke mindst hvad dig selv angår, og lagde
stor vægt på at forsøge altid at gøre det rigtige, vel vidende, at det er
umuligt. Du flottede dig ikke med et motto, men som overskrift over din
holdning til andre mennesker kunne man passende sætte ”lad den, som er ren,
kaste den første sten”.
Og ”rigtigt” og ”forkert” er jo ikke
absolutter. Du vidste såvel, at hvad der kan synes det rette, pludselig i den
konkrete livssituation kan vise sig at være det forkerte. Så at gøre det rette
i enhver situation er en umulighed. Og hvad der er rigtigt ud fra en moralsk
synsvinkel, kan vise sig at være forkert ud i det levende liv.
Som eksempel kan nævnes dit forhold til mor.
Det gode ved mor var, at hun havde MASSER af fejl, såvel som MASSER af gode
sider. Begge dele var så skingrende tydelige, at der bogstavelig talt ikke var
noget at tage fejl af. Men du vidste, mærkede og faldt for, at hele det
sammensurium af gode og mindre gode sider hos mor var bærer af en energi og en
livsappetit, som i den grad smittede af på hendes omgivelser. Ikke mindst du
selv havde brug for den livsenergi, som mor bar til skue. Hvem ved, måske kunne
du selv være blevet den tungsindige grubler, der som ”licentiaten” i ”En dansk
students eventyr” aldrig fik realiseret livet for lutter spekulationer.
Og så måtte du naturligvis hos mor ta det
sure med det søde. To sider af samme sag.
Jeg tror dog ikke, du var blevet en
tungsindig grubler uden mor. Du havde simpelthen ikke anlæg for tungsind, men
var en temmelig velafbalanceret person, aldrig i dårligt humør, aldrig
lunefuld. Til gengæld tror jeg, at du kunne være blevet en mere passiv og
indelukket person, end du blev. Men nej, ikke noget med at gemme sig i
litteratur eller musik! Sammen med mor blev du pinedød nødt til at være
nærværende og udadvendt, hvilket ikke var i modstrid med din natur. Men det
modsatte lå også i den som en mulighed. Det vidste du selv - og gav utvetydigt
mor en meget stor del af æren for, at der kom et åbent og udadvendt menneske ud
af dig.
Ikke lunefuld - men fuld af lune. Du var på
ingen måde den type, der kan fortælle vittigheder og få folk til at hyle af
grin. Men du besad et lavmælt, akademisk lune, som udmøntede sig i fx små ironiske
ordspil, der frydede den, som havde øre derfor, fx mig! ”Hvor er vi små, selv
os, der rager op”. ”Jaja, min dreng, du tilhører jo den yngre degeneration”. Du
læste gerne højt ved middagsselskaber af Benny Andersens muntert-alvorlige
digte, fx fra ”Den indre bowlerhat”. Hans evne til at tage ordene på ordet var
lige din stil. Også P. Sørensen-Fugholms elegante flirt med det platte ordspil
gav du ofte til bedste ved festlige lejligheder. Samt saftige viser, når det
var ”Larmerne”, jeres musikalske slæng, der var gæster.
Du vidste og interesserede dig for mange
ting, og du var god til at fortælle om dem. Det satte jeg som regel stor pris
på. Vores ferier blev indledt med forberedende læsning, og når vi var på
farten, skulle der opleves! Jeg husker vores cykelferie til Bornholm. Du var
velforberedt fra ”Borringholmerens historiebog”, som blev læst op i uddrag, og
ud fra hvilken du insisterede på lange cykelture ad sandede stier for at beskue
ikke alt for formidable helleristninger. Jeg var 13 og mere til minigolf. Det
fik jeg selvfølgelig også lov til, men fortidsminderne måtte ikke forsømmes!
Ak ja, siden har jeg mishandlet kone og børn
på præcis samme måde…
Diskussion om samfundsspørgsmål var dig
langt fra fremmed, men du var mere til samtale end til ordkløveri. Du havde
holdninger og meninger, men din respekt for modparten og for samtalens
demokratiske værdi var grundfæstet, så vedkommende mere blev en ”medpart”. Da
jeg nåede de absolutte overbevisningers alder, lå det dig fjernt at knuse min
næppe særlig velunderbyggede skråsikkerhed med overlegenhed, endsige
latterliggørelse. I stedet gik du ind på at afprøve mine argumenter og virkede
dermed modererende og nuancerende på dem. Vigtigst for dig var det, at jeg
interesserede mig for samfundsspørgsmål, havde meninger og holdninger. Og netop
derfor fik jeg aldrig brug for at rette mit ”ungdomsoprør” mod dig.
Selvfølgelig var vi langt fra enige om alt, men min respekt for dine meninger
og holdninger, for din grundfæstede humanisme, forblev intakt.
Naturligvis ”ville ægget lære hønen”.
Ingeborg og jeg kom hjem med fx Bob Dylan, og du viste interesse, kunne let se
hans kvaliteter og købte nogle af hans lp´er. Da vi i oprørets mest militante
fase var overbeviste revolutionære, har du tænkt dit om Moskva-processer og
Gulag. Din revolutionære ungdom lå bag dig, men vores nærværende ditto accepterede
og tolkede du som et udtryk for ungdommelig iver og engagement.
I det hele taget kunne du huske, hvordan det
var at være barn og ung, ikke mindst teenagetidens knudrede år, hvor det
følsomme drengesind kastes frem og tilbage imellem storhedsvanviddets Skylla og
mindreværdets Karybdis. Når jeg derfor var i splid med mig selv, og desårsag
ofte med mor, som jo vidste, hvad der var rigtigt og forkert, så havde jeg en
stærk fornemmelse af, at du vidste og forstod, hvad der foregik i mit sind.
Ak, så mange gange du har været i klemme
mellem din hidsigprop af en kone og din øretæveindbydende laban af en søn! Der
stod du, når mor i raseri og afmagt råbte ”så sig dog noget til ham, Hans”! Det
gjorde du så som oftest. Men din forståelse af konfliktens nuancer afvæbnede
dig, så mor var kun sjældent helt tilfreds med den spagfærdige irettesættelse,
du kunne præstere.
Faktisk havde du ikke så lidt temperament,
ret eksplosivt endda. Men du havde udpræget ”sen tænding”, hvor mor og jeg,
hinanden lig, øjeblikkelig røg til vejrs som en raket. En sjælden gang, når
mors og min konflikt truede med at sprænge himmelen, kunne du i ren og skær
afmagtsfølelse pludselig blive aldeles rasende og stikke mig et par flade. Du
hadede dig selv bagefter, var absolut modstander af vold i opdragelsen,
betragtede det som et nederlag, et udslag af afmagt.
Og jeg? Jeg havde inderst inde en klar
følelse af, at de øretæver havde jeg sgu fortjent.
En gang, 15 år var jeg vel, slog jeg igen. Og
du sagde ”av”. Jeg styrtede op på mit værelse og smed mig tudbrølende på
sengen. Aldrig har jeg skammet mig som da. At jeg havde slået min far, mit
idol, endda tilføjet ham smerte. Dybere kunne jeg ikke synke, syntes jeg.
Jeg tror, du forstod, hvad der foregik i
mig, selv da. Du påtalte i hvert fald aldrig siden episoden. I det hele taget
faldt vi alle tre ret hurtigt ned igen efter eksplosionerne. Men jeg tror, at
du og mor har haft ikke så få fortvivlede samtaler om mig og mit temperament.
Mor har følt sig krænket. Du har holdt med hende, naturligvis, men samtidig
prøvet lempeligt og diplomatisk at få hende til at forstå, hvad der foregik i
mig. Gætter jeg på. Det har ikke været let. Der var sjældent længe til næste
eksplosion…
I nogen grad var du mors beskytter. For det
første som traditionelt ”skaffedyr”. Du klarede også, som det almindeligvis var
dengang, ting som skatte-selvangivelse, regninger, budget og den slags. Det
havde mor ikke begreb om. Og allervigtigst bakkede du mor op i hendes energi og
foretagsomhed. Du havde næppe helt den samme kadence som mor, men hvis din
ildsjæl af en kone skulle være lykkelig og ikke sande til som husmor, så skulle
der ske noget! Teaterture, selskabelighed, udflugter og ferierejser. Koncerter,
ikke mindst mors egne! Når mor fik gode ideer, så bakkede du op og satte i
værk. Men bestemt ikke kun for mors skyld, også for din egen.
Glimt:
På
knallert: I de knapt så rige 50´ere havde du investeret i en knallert. Vi
skulle på sommerferie i Broager, og mens mor og vi børn tog toget, tog du den
khakibrune heldragt på, den hvide styrthjelm ligeså, og så tøffede du over
Sjælland og Fyn, tog Mommark-færgen til Als og indfandt dig i Broue hen på
aftenen.
Stearinlys.
At se dig ordne et lys var en besynderlig oplevelse. Med omhu, som var en bedre
sag værdig, med sendrægtig akkuratesse fjernede du de striber af stearin, der
løb ned ad lyset, knækkede den lille, stivnede ”sø” af stearin af lysets fod og
afnippede vægen i passende længde. Så satte du lyset tilbage i stagen, tændte
det og lagde de afbrækkede stearinstumper op i det. Hvorefter det var klar til
at flyde over igen, så hele processen kunne gentages…
Regnskaber.
Et lille ekstrajob fra de knapt så rige 50´ere. Uendelige kolonner i lysebrune
kolonnebøger skulle regnes igennem og stemme på øre. Aftenen skred frem, og du
regnede og skriblede. Som regel uden problemer, og fejl blev ret hurtigt
fundet. Men jeg glemmer aldrig den aften, da der manglede to øre. Du regnede og
svedte, svedte og regnede, men fejlen var ulasigfindbar. Der gik timer, og en
stille desperation fortrængte efterhånden stuens lune familiehygge. Hvordan det
endte, erindrer jeg ikke. Du fandt vel fejlen til sidst. Men således kunne to
øre udløse knugende frustrationer. I Storm P.s berømte monolog skulle der dog
hele 13 øre til…
Møns
Klint. Små bække med mælkevidt regnvand løb ned til stranden over de hvide
kridtklinter, perfekt til dæmningsbyggeri og riverrafting (som det ikke hed den
gang) med småpinde. Du var med hele vejen, og dine dæmninger blev bygget med
sædvanlig omhu. Over os tårnede klinterne sig op. Der var også advarselstavler
om nedstyrtningsfare, men dem tillod vi os at se bort fra.
Belønningssystemet.
Nej, hvor var det irriterende! Når du havde indkøbt en pose bolcher, fik vi
hver et enkelt, og så gik der en rum tid, inden der vankede et til. Hvis der
var småjobs at udføre, som aftørring af opvask eller udbæring af skraldespand,
så vankede der ikke noget bolche, før jobbet var udført. ”Her i familien er vi
tilhængere af belønningssystemet”, var din spøgefulde kommentar. Dødssygt.
Ingeborg og jeg var, som børn in spe af ”de glade tressere”, tilhængere af
øjeblikkeligt konsum, og lur mig, om ikke vor frejdige mor så lissådan på det.
Så den eneste ”tilhænger af belønningssystemet” var nu nok dig, selv om mor
anstillede sig solidarisk i overensstemmelse med gode og hævdvundne
opdragelsesprincipper.
Jeg afskyede det belønningssystem. Så da jeg
selv blev stor og tjente penge, blev jeg overbevist tilhænger af det modsatte:
Når en pose bolcher eller lignende er kommet i min besiddelse, så skal den
guffes, ikke nu, men NU. Og sådan har jeg det den dag i dag. Så meget for dine
principper og dit ”belønningssystem”, lille far! Så ka du måske lære det?
Dog var der en lille fin sideeffekt af det
forbandede system. Somme tider økonomiserede du i den grad med bolcherne, at
både du og vi rent glemte, at der faktisk var en halv pose bolcher i din lomme.
Stor var så jubelen, når du pludselig fandt posen i din lomme, iblandet lidt
strandsand og lommeuld, javel, men ikke derfor til at kimse ad. Husker jeg ret,
når jeg mener, at i den slags glædesstunder dispenserede du rask fra dine
principper, og posens indhold blev ligeligt fordelt og fortæret uden videre
diskussion?
Skraldespanden
fores. At tømme skraldespand var som regel mit job. Det var også okay, men
at fore den bagefter ku jeg bare ikke fordrage. Alle kender vist det, at der er
visse, i og for sig små og nemme jobs, som man, uden grund, bare hader at
udføre: Pudse sko, lægge dynebetræk på, og altså fore skraldespand.
Men der var ingen vej udenom. Du viste med
vanlig akkuratesse en gang for alle, hvordan en ”Virumposten” skulle deles i
to. Den ene halvdel skulle så anbringes, så den dækkede bunden og
skraldespandens flade side, mens den anden halvdel forede spandens runde side.
Avisens kant øverst oppe blev dernæst bøjet ud og ned over spandens kant, men
dermed var det ikke slut. Der blev omhyggeligt revet to små flænger i
aviskanten, således at spandens hank kunne bevæge sig frit op og ned uden at
rykke ”Virumposten” op og ned.
Og derefter var det mit job at gå hen og
gøre ligeså. Hvad nytter suk og klage?
Information
blev sjældent brugt til dette formål. Den lå som regel i en stor stak på
dit skrivebord og ventede tålmodigt på, at du en aften med din lange, sorte
papirsaks fik tid til at klippe lærerige kronikker, interessante anmeldelser og
spændende interviews ud for at placere dem i mapper og arkivskuffer.
Anmeldelser og forfatterinterviews blev som regel lagt direkte ind i
forfatterens roman eller digtsamling. Og der kan jeg finde dem den dag i dag i
din efterladte bogsamling, lille far. Så læser jeg dem, glæder mig over deres
oplysninger og varmes om hjertet over din karakteristiske, ofte gavnlige, af og
til ufatteligt irriterende, omhu og grundighed.
Kuverter.
Du skrev mange og gode breve, far. Ofte meget personlige, med tænksomme
overvejelser over politiske og eksistentielle emner. Ikke netop betroelser, men
masser af kloge og gode tanker, som alligevel afslører rigtig meget om din
personlighed og dit indre liv. Din håndskrift var flot og svungen (hvor mors
var sjusket og næsten ulæselig for folk, der ikke - som vi - havde øvelsen).
Begge to skrev I utrolig levende og interessant, mor over stok og sten om det
nære, familien, selskabelighed, kulturelle oplevelser, iblandet spørgsmål om vi
børns vandel, som blev besvaret i troskyldig og let retoucheret form, du ofte
om netop politiske og eksistentielle emner, men sandelig også om hverdagen, som
på ingen måde var dig fremmed.
Men kuverterne, lille far! Jeg mindes om
dine utallige breve aldrig at have modtaget dem i en ny kuvert! Det var altid
brugte kuverter, somme tider endda rudekuverter, hvor du omhyggeligt havde
klæbet hvidt papir (fra andre kuverter) over ruder, gamle adresser og
frimærker, hvorpå du havde skrevet ny adresse og afsender. Som du kunne
”reparere” et lys, kunne du ”revitalisere” en gammel kuvert. Far, du var nu en
meget mærkelig mand!
Æbler.
I haven havde vi et august-æbletræ. Kendere af denne sort vil vide, at
augustæbler smager pragtfuldt. Desuden er de årets første modne æble, så en ren
og ægte sensommerglæde var spisning af augustæbler.
Desværre bliver de temmelig hurtigt melede
og dermed kedelige i smagen. De bliver også let stødt og får hurtigt brune
pletter. Men en god urtekniv kan rette meget op, og hen over august sad du ofte
med en tallerkenfuld æbler, som du med din sædvanlige omstændelige omhu og
akkuratesse befriede for brune pletter og blomst. Men ikke for kernehus! Det
var synd at lade så meget æble gå til spilde, så kærnehuset blev sandelig
gnasket med!
Det har jeg fuldstændig overtaget. Og min
ældste søn Jacob efter mig. Vi er, som du, fuldblods æblomaner, og kun stilk og
blomst levnes. Kærnehuset skal gnaskes med. Sandelig…
Og i min have har jeg et augustæbletræ.
Sikrede jeg mig det, da vi købte huset? Næppe, men nu er jeg altså i den
situation, at jeg på det punkt kan følge i dine knivspor, far.
Konkurrence.
På et punkt faldt du lidt uheldigt ud. Eller var det mig? Du manglede
fuldstændig konkurrencegén, og sport interesserede dig ikke. Så min iver med
spil og sport kunne du slet ikke leve op til. Men du accepterede fuldt ud, at
jeg ville gå til fodbold, selvfølgelig.
Gennem hele vores voksenliv var I der, du og
mor. Altid parat til at hjælpe, altid kærlige og omsorgsfulde overfor børn og
børnebørn.
Da Petrusca kom ind i mit liv, og vi
efterhånden fik ”hele kylleret”, var du den, der straks så og værdsatte hendes
kvaliteter. Du var både imødekommende og nysgerrig, venlig og åben, hvor mor,
den hunbøffel, havde møje med at skjule, at der var en tidligere
”svigerdatter”, som hun hellere havde set…osv.
Det har Petrusca aldrig glemt dig.
Da du blev gammel, oplevede du en tragedie,
som nær havde taget livet af dig. Mor blev også udsat for den, men kunne i
nogen grad ”glide af” på den, hvor du med dit spekulative sind ikke kunne lade
være med at gruble og spekulere.
Hvad tragedien går ud på, kan jeg den dag i
dag ikke skrive om.
Hvad er ondskab? Hvad kommer den af? Angst,
usikkerhed, mindreværdsfølelse, misundelse? Trang til at bortforklare egen
skyld? Lader nogle mennesker sig provokere af andres godhed, så de besvarer den
med ondskab? Hvis man hader sig selv, får man da trangen til at rive verden
ned, især kærligheden og godheden, som glimter der og sætter ens eget selvhad i
modbydeligt relief? Er had en sygdom?
Svaret blæser i vinden. Men hvorom alting
er, så blev du fra en bestemt side på dine gamle dage i årevis forfulgt
skriftligt og verbalt, privat og offentligt af de mest grusomme og grundløse
anklager. I overensstemmelse med din natur forsøgte du endda at indgå i dialog for
om muligt at forstå anklagerens natur. Og du tog knapt nok til genmæle for ikke
at såre mennesker, du holdt af.
Men man kan ikke gå på kompromis med
ondskaben. Du var efterhånden også så gammel, og ikke så lidt træt, så du havde
ikke kræfter til nogen kamp. Heldigvis kunne Petrusca og jeg stå last og brast
med jer, støtte dig, når fortvivlelsen var ved at tage overhånd, og afbøde de
værste anslag.
Da du og mor flyttede over til Viby i 2004,
så I kunne være nær os på jeres gamle dage, var jeg igennem en lang periode
ovre næsten hver morgen for at fjerne de modbydelige breve fra jeres postkasse.
Jeg vidste jo, hvornår de kom, da jeg selv modtog dem i kopi. Snesevis af
breve, som I intet kunne gøre ved, og som kun ville have voldt jer endnu mere
sorg.
Jeg tror, jeg tør sige, at I i den periode
kunne have taget jeres død af sorg, hvis ikke I havde haft Petrusca og mig til
trøst og støtte.
Det var så trøstesløst! Så modbydeligt! Så
dybt, dybt, dybt uretfærdigt!
Jeg har netop læst Peter Tudvads roman over
Søren Kierkegaards liv. Han guddommeliggør sin egen grusomme fader og bliver
dermed selv en grusom og livsfjendsk tugtemester for sin samtid, der
selvfølgelig var fyldt med løgne, øjentjeneri, hykleri, forstillelse og meget
andet godt, som man finder i rigt mål i alle ”samtider”. Men hvor Kierkegaards
samtid er lunken og lurvet, så er hans kur imod den lidenskabelig, ja fanatisk
og grusom. Jagten på renhed er og bliver menneskefjendsk og ender i Gulag eller
koncentrationslejre. Jeg ville gerne ha diskuteret den bog med dig.
Der var absolut intet guddommeligt ved dig,
lille far, derimod noget dybt menneskeligt. Du levede og lod leve, du elskede
og støttede, og du fik selv et godt og rigt liv, når bortses fra den ondskab,
som også ramte dig.
På dine gamle dage fik du Parkinsons Syge.
Heldigvis begyndte du ikke at ryste, men dit bentøj svigtede mere og mere,
indtil du næsten ikke kunne gå. Da så samtidig mors sind viste de første tegn
på demens, blev Ingeborg, Petrusca og jeg enige om at få jer til Århus, så vi
kunne være jer nær, når der var brug for hjælp, hvad der blev i stadig højere
grad. Det kostede mange samtaler og mange argumenter. Vi ville jo på ingen måde
tage magten fra jer. Det skulle være jeres egen beslutning, og efterhånden, som
den blev mere og mere uomgængelig, blev I, især du, heldigvis også mere og mere
klar over det.
Det var hårdt at skulle forlade Sorgenfri,
jeres utallige venner og Københavns spændende kulturliv. Men sandheden var, at
I faktisk ikke længere var i stand til at dyrke vennerne og udnytte
kulturlivet. I mistede begge kørekortet, og gudskelov for det, for de sidste år
var din kørsel nærmest livsfarlig, lille far. I kunne ikke længere komme rundt.
I 2004 kom I så til Viby, til en lejlighed
kun 100 meter fra, hvor Petrusca og jeg bor. Den var ikke særlig stor, men den
blev indrettet hyggeligt med et udvalg af jeres egne kære møbler, først og
fremmest flyglet! Og dele af din bogsamling, som jeg stadig ”låner” skatte fra
i ny og næ. Netop nu læser jeg sangene fra Finlands nationalepos, Kalevala, når
jeg besøger mor, og hun ligger og sover, hvilket hun gør næsten hele tiden..
Men
selv i årene derefter tog I jævnligt over til København! I benyttede jer af
DSBs fine tilbud om hjælp til handicappede, med rampe ind i og ud af toget på
stationerne. Vi hjalp med at bringe jer til stationen i Århus og hente jer
igen. I København ventede gode venner, som I fik lov til at bo hos. Det gik
godt rigtig mange gange, men til sidst fik vi dog underhånden at vide, at nu
gik den ikke længere, med bleskift og lidt sjatpisseri på gulvet hos venner,
der selv var gamle og trætte. Men I gav ikke op, før det var uundgåeligt. I ville
dø med støvlerne på!
Det sidste års tid havde vi dog den sorg, at
din og mors kontakt med hinanden glippede i tiltagende grad. Mors hørelse blev
ringere, og hendes åndsevner var heller ikke længere, hvad de havde været.
Samtidig blev din stemme svagere og svagere, så mor simpelthen ikke kunne høre
dig. Og dine åndsevner gik også noget tilbage. Du har altid udtrykt dig i
temmelig lange, krogede sætninger, akademisk prægede i deres form, men bestemt
ikke uforståelige for mor eller andre. Nu skete det oftere og oftere, at du midt
i en sætning måtte stoppe, fordi du havde glemt begyndelsen. Så det meste af
jeres sidste år sammen kunne I nærmest ikke kommunikere og levede på en måde
hver jeres liv, klos op ad hinanden.
Det var lidt hårdt at overvære. Og det
smertede tydeligvis dig, som lagde meget mere mærke til denne nedtur, end mor
gjorde. Når sproget glipper, er man afvæbnet, ikke mindst, når man er en
intellektuel, som du var, far.
Men vi kan i eftertankens lys glæde os over,
at I fik rigtig mange gode og givende år sammen. Vores gerninger og bedrifter i
ungdom, manddom og alderdom udslettes ikke af de sene års tilbagegang.
Efterhånden havde især du mere og mere brug
for personlig hjælp. Omsider meddelte Århus Kommune, at de ikke længere kunne
udføre plejeopgaven i jeres snævre lejlighed. Så gik turen til Plejehjemmet
Bøgeskovhus, også her i Viby. Der flyttede I ind juni 2007.
14 dage efter sang du din sidste sang
”Glemmer du, så husker jeg…”, mens regnen trommede ned på festteltets dug. Det
var til Finns og kusine Mariannes datter Mias dåb og konfirmation.
Hen over sommeren fik du det stadig
dårligere. Til sidst lå du i sengen hele tiden og kunne ikke snakke. Men jeg
tror, du forstod, hvad vi sagde.
Den 29. august 2007 døde du. Mor sørgede,
men var på det tidspunkt allerede noget mentalt svækket. Heldigvis var I
flyttet, mens du endnu levede, så mor kunne bare blive boende og slap for andre
store omvæltninger end din død. Hun bor der endnu, flyglet står der endnu. Hun
har ikke rørt det i tre år, men det er en del af hende, af dig, af Ingeborgs og
min barndom.
Du blev begravet fra Aagaard Kirke, som var
fyldt med familie og venner. Mange kom over fra København, gamle og grå, men de
ville være med til at sige farvel.
Nu er der gået 6 år. Det varer ikke længe,
før mor kommer ned til dig.
Elskede lille far!
Viby J
31.
august 2013
Gudmund
Auring
