DIGTERNE OMKRING LIMFJORDEN

   DIGTERNE OMKRING LIMFJORDEN

   Historien om nogle udflugter 31/7 - 8/8 2017

   Petrusca og undertegnede har været på udflugt.

   Ideen fik vi af Johannes, vort plejebarn Chanos ven og mentor, som sammen med sin far foretog turen på cykel. Lidt mere magelige, som vi jo er, har vi brugt bilen. Vi har heller ikke gennemført hele turen, men dog en pæn sjat.

   Men hvad var ideen? Simpelthen at følge Knud Sørensens bog Digterne omkring Limfjorden, som netop skildrer hans og en vens tur til ”stederne”: Mindestenene, gårdene, husene, museerne. Knud Sørensen er selv limfjordsdigter med mange fortræffeligt digte og romaner, så han er nok værd at følge.

   Udgangspunktet har været vores dejlige lille sommerhus i Amtoft, og derfra har vi så foretaget vores udflugter, som regel med hjemkomst om aftenen, men dog med en enkelt indlagt bed & breakfast (uden breakfast) i Nr. Nissum, den tidligere seminarieby (Haarder, endnu en af dine synder!!!)

   Vi begyndte ved ”Danmarks hemmeligste mindesten”, ikke langt fra Thisted, den for Martin Jensen. Som tidligere kommunister kender vi ham, men kun for sangen En hilsen til jer, kammerater, som jeg har sunget mange gange i partiforsamlinger. Den hylder de spaniensfrivillige, som deltog på regeringens side i Den Spanske Borgerkrig 1936-39 mod Franco og hans fascister. Som adskillige andre med rod i det indremissionske miljø endte Martin Jensen på den politiske venstrefløj. Måske har de to miljøer troen til fælles?

   Inden vi drog hjemmefra, fik jeg læst hans roman Vestenvind, og vi begge hans noget ufærdige, men lidenskabeligt søgende ungdomsdigte. Vestenvind er en god roman med et levende sprog, om end noget rodet i strukturen, og den skildrer med stor menneskelig forståelse såvel missionsfolkene som de unge, der må bryde med deres forældres tro. Der er også satire i, overfor de ”stue folk”, som klæder deres egeninteresse i troens klædebon, men ingen fordømmelse. Den slags folk findes jo også blandt kommunister, ja alle steder, ved vi.

   Ind ad en markvej, langs et dige, over et elektrisk hegn og om på bagsiden af en høj. Men takket være Knud Sørensens akkurate beskrivelse fandt jeg det let. Petrusca blev klogelig i bilen, hun er jo ikke så terrængående.

   Så gik turen videre mod syd, Vestervig Kirke med Liden Kirsten og prins Buris´ grav har vi næsten lige besøgt, så den sprang vi over. Efter overfarten til Thyborøn drejede vi ind om Harboøre, hvor vi udså os små fiskerhuse, der kanske har huset nogle af de fiskere, som var de menneskelige hjørnesten i den opbygning af Indre Mission, der fandt sted i disse egne fra slutningen af 1800-tallet. Nogle af dem drog som bekendt til Gjøl i Limfjorden nær Ålborg for at blive hovedpersoner i Hans Kirks roman Fiskerne. Herom mere senere.

   I Harboøre gik tankerne til Erik Bertelsen. Det er ham med Blæsten går frisk over Limfjordens vande, men som Knud Sørensen så rigtigt skriver, så bør han huskes for mere end det. Derfor havde jeg bestilt hans firebinds romanværk om Harboørfiskerne, Dagen bryder frem, Mænd på havet, Kvinder ved stranden og Den unge slægt hjem fra fjerne biblioteker. (Vestenvind måtte jeg til Det kgl. Bibliotek for at få fat i.) De skildrer Harboør-historien fra ca. 1865 og op til 1920. I dem optræder både fiktive og virkelige personer, fx den berømte/berygtede pastor Moe, som pådrog sig hovedstadspressens forargelse og vrede, da han i en begravelsesprædiken fastslog, at nogle omkomne fiskere, som ikke var frelst, var henvist til at brænde i helvedes luer.

   Erik Bertelsen skildrer i sit værk de samme begivenheder og mange andre med kritisk forståelse. Indremissionsk er han ikke, men han er født og opvokset i Harboør, så han kender sine personer indefra. Han har ingen respekt for de journalister, som ikke interesserer sig en smule for fiskernes hårde liv, men kun beskæftiger sig med dem, når der er druknede fiskere og kristen fordømmelse på bordet.

   Erik Bertelsens værk er god, solid romankunst, i slægt med den i sin tid blandt hovedstadens smagsdommere så forkætrede ”skolelærerlitteratur” fra anden halvdel af 1800-tallet, som man ikke skal kimse ad. Den fik stor betydning som folkelig litteratur, der beskæftigede sig med virkelige menneskers virkelige liv, om end ofte med lidt sødsuppeagtige moralske slutninger. En af mine yndlingsdigtere, Otto Gelsted, fortæller et sted, hvor stor betydning denne litteratur havde for ham selv, da han voksede op og skulle finde sin plads i verden.

   Jo, Knud Sørensen har ret. Erik Bertelsen bør huskes for mere end sin sang.

   Herfra gik turen til Lemvig. Behøver man sige andet end Thøger? Thøger Larsen, en af Danmarks største digtere. Ikke kun Danmark, nu blunder… og Du danske sommer, jeg elsker dig…, nej, meget mere. I Lemvig Museum er der mindestuer, blandt andet en stemningsfuld stjernestue, hvor Thøger Larsens digtekunst forenes smukt med hans utrættelige interesse for planeter og stjerner. Han byggede sin stjernekikkert selv. Og i hans lyrik forenes mulden og universet. En rigtig vitalist er han! Uforglemmeligt er hans digt om tordenvejret, som effektfuldt slutter med ”Og lystent borer lynet sig i kloden”. Saftige sager, hva´! Et vaskeægte kosmisk knald.

   Selvfølgelig fandt vi også lejlighed til at le ad de udstillede striber af Gantriis hyggeligt satiriske tegneserie, Livets gang i Lidenlund, som tydeligvis foregår i Lemvig.

   Senere læste jeg højt for Petrusca af vor gode Larsen, hans fremragende, lange digt Jens Højby om bonden, der ligger i sin seng og skal dø, kun 50 år gammel. Thøger Larsen er på ingen måde idylliker. Hvad fx med dette hjerteskærende vers fra Septembernat:

                                            Høst er endt, og Løvfald

                                            kommer, Nat og Løvfald,

                                            Maaneskin og Løvfald,

                                            Suk og Sorg og Løvfald.

   Efter Bed minus Breakfast gik turen til æ hav. Ganske vist var det ”kun” en maler, der lokkede, Jens Søndergaard, sæføli, men han er nu heller ikke ilde. Tvært imod. Man fornemmer den samme lidenskab som hos Thøger, det samme livsdyrkende temperament. Og så var der jo Bovbjerg Fyr i regn og gråvejr. Jeg tog de 244 trin ned og ud på høfden. Og så måtte tyksakken jo også ta dem op igen. Pyh…

   I Lemvig havde vi erfaret, at man havde fået den samme gode idé som på Thisted Bibliotek. Dér er det Jens Søndergaard, som man hyrede til at udføre store, smukke malerier til udlånssalen. I Lemvig er det maleren Niels Bjerre. Dem måtte vi se. Og de er (næsten) lige så gode. Vi anbefaler hermed begge biblioteker.

   Så gik turen til Struer, til den os kun af navn bekendte Johannes Buchholtz. Nu ved vi mere om ham. Men læst noget af ham har vi endnu ikke. Det viste sig, at han har spillet en hovedrolle i Struers udvikling fra ca. 1900 til sin død i 1940. Han kom til jernbanebyen som trafikassistent, men fandt snart virke som kulturel foregangsmand og igangsætter, fredning, bybevarelse, oprettelse af museum, kunstnerisk udsmykning og meget mere. Samtidig med et stort forfatterskab. I mellemkrigstiden var han en af Danmarks mest læste forfattere, også internationalt kendt, men nu er han næsten glemt.

   Dog ikke i Struer. I tilknytning til museet, som har gode malerier, en stor modeljernbane under opbygning, samt selvfølgelig også beskæftiger sig med byens berømte virksomhed B&O, ligger hans hus, der står uforandret siden hans elskede kones død i 1957. Indrettet i en munter, rustik stil med pudsige udsmykninger og påfund fra forfatterens egen hånd. Lidt i familie med Jenle, som Aakjærs kone Nanna udsmykkede med sine billedskærerarbejder. Og som Jenle var huset et gæstfrit kulturcenter med et hav af overnattede venner, fra Aakjær og Nexø over Johs. V. og Thit Jensen (de to dog ikke samtidig) til landevejsriddere og vagabonder. Jo, en spændende person var han, den Buchholtz. Var han også en stor forfatter? Det vil vise sig. Gudmund købte en af hans mest kendte romaner samt en cd-rom til aflytning i bilen på vores videre færd.

   Nu videre til Fly og Åkjær, hvor vi fandt Jeppes mindesten over sine forældre tæt ved den tungt henskridende Karup Å, Jeppe Aakjærs hjerteflod.

   Når man kommer væk fra hovedfærdselsårerne, ser man landskabet på en anden måde. Pludselig kan man fornemme den tid, det langsomme tempo og det hårde slid, som Aakjær har beskrevet så fint i lyrik og prosa, på konstant balancegang imellem romantik og realisme. I hans lyrik har den romantiserede erindring dominans, men bemærk venligst, at den hviler på et realistisk grundlag. Aakjærs lyrik hvælver en høj himmel og en åndelig dimension over hverdagene og det jordnære arbejdsliv. Når vi mennesker kan genfinde det i vores tilværelse, så falder det os lettere at finde ”en mening med det hele”.

   I Aakjærs prosa, fx Vredens Børn eller novellen Da hyrdedrengen skulle i skoven, finder vi derimod krads realisme og benhård kritik af de store folk, der udnytter småfolk. Aakjær var socialist (hvilket en del venstrebønder vist behændigt glemmer i dag), selv om idyllikeren og romantikeren fik bedre plads på hans ældre dage. Han spillede en væsentlig rolle i kampen for bedre kår for husmænd, landarbejdere og tjenestefolk.

   I Fly ligger Marie Bregendahl begravet. Vi sprang hendes grav over, men for ikke længe siden blev jeg færdig med at læse hendes store romanværk Billeder af Sødalsfolkenes Liv op for Petrusca. Så hun må på ingen måde glemmes!

   Det er et fremragende værk. Hun blev jo gift med Jeppe Aakjær, et ret kort og ulykkeligt ægteskab, forsørgede ham som pensionatsværtinde i København, da han var ung, fattig digterspire. Så blev de skilt. Hun blev i København, men hendes romaner beskriver hjemegnen i perioden ca. 1860 til 1880, altså før de store ændringer med folkevækkelse, andelsbevægelse og mekanisering. Som prosaist er hun klart bedre end Aakjær, med en varm, indfølende tone i sprog og menneskeskildring, en lille snert af nostalgi, men uden at give køb på realismen. Hendes lille roman, En dødsnat, er også suveræn.

   Næste dag sprang vi forfatterne over. Ganske vist tog vi til Thisted og så i forbifarten J.P. Jacobsens barndomshjem. Men det har vi set før, ligeledes hans mindestuer, samt læst både Fru Marie Grubbe, Niels Lyhne, hans digte og noveller. Ikke mere om dem. Det er dansk litteratur fra absolut allerøverste hylde, det moderne gennembruds allerbedste bøger, ikke så skematiske som andre i Brandes´ hær, levendegjort af en god snert lidenskabelig både ero- og romantik, se hans digte, fx Gurredigte (sat i musik som Gurrelieder af den tyske komponist Arnold Schönberg.) Men sikken spændvidde: J.P. Jacobsen var også naturvidenskabsmand, den første danske oversætter af Darwins kætterske og epokegørende skrifter.

   I stedet gik vi på torvet (tæt ved J.P. Jacobsen-centeret) til internationalt marked og forsynede os med italienske lækkerier til vores videre færd. Pecorino-oste, fåre-spegepølser, skinke og andet godt. Så bare et par flûtes - og man behøver ikke bekymre sig om frokosten de kommende dage.

   Dagen efter gjaldt det Skjoldborg, Jacob Knudsen og Hans Kirk. Skjoldborgs barndomshjem ligger jo ”lige om hjørnet”, kun fem kilometer fra vores sommerhus. Så det kan vi næsten udenad. Hvilket viste sig heldigt, da det kun er åbent i juli. Måske kan det besøges, hvis man ringer til Thisted Museum, men det var lørdag, så ingen besvarede vores opkald.

   Men dér ligger huset, lille og stråtækt, med mindesten i haven og udsigt over ”æ fywe”, hvor den er allerbredest, med udsigt til ”Lyw aa Fuwr aa Hemmerland / aa Mohs paa hywer haaend”, som det står i hans digt A howe godt mi bette Ti…, der naturligvis hænger på væggen i vores sommerhus.

   Sprogligt er Skjoldborg ikke blandt de største. Men han gav litterær stemme til husmændene og landarbejderne, de fattige slidere på landet, i gode værker som En stridsmand og Gyldholm.

   Ved Aggersborg spænede jeg min sædvanlige runde ad vikingetidens flotte ringvold, med fornem fjordudsigt og Løgstør ovre på den anden side. Siden beså vi Aggersborggård udefra, en fin gammel bindingsværksgård. Dette sted har både Hans Kirk og Jacob Knudsen tilknytning til, og Hans Kirk beskriver gården i Skyggespil, hans uovertrufne erindringsbog. Jacob Knudsen levede som præstesøn en del af sin barndom tæt ved, hvilket er markeret med en mindesten.

   Jacob Knudsen læste jeg i min ungdom, både Sind og Den gamle præst. Dengang oplevede jeg ham som stokreaktionær. Hvordan mon han opleves i dag? Det må undersøges ved lejlighed. I hvert fald har han jo skrevet en af Danmarks allerbedste salmer, Se nu stiger solen af havets skød… Og han var nær ven med pastor Brücker fra Aagaard, der var præst i den frimenighed, som min slægt på mødrenes side var medlemmer af, så lidt med i ”familiemytologien” er han også. Begge mine forældre ligger begravet i Ågård.

   Så drog vi videre, nu mod Løgstør, som ifølge Knud Sørensen har Skjoldborg-samling på biblioteket. I Løgstør boede Skjoldborg nemlig de sidste mange år af sit liv i den æresbolig, som taknemmelige husmænd rejste for ”deres digter”, da han var gået fallit med sit husmandssted på Dynæs overfor Himmelbjerget i 1916. Måske var han en bedre digter end husmand, hvad ved jeg? Eller snarere havde han vel så travlt med foredrag og forfatterskab, at der ikke var ordentlig tid til husmandsstedet. Der sku jo også være tid til at ta en lille én…

   Men det var stadig lørdag, og biblioteket var lukket, så i stedet satte vi kursen mod Gjøl, højt skrålende Når vinteren rinder i grøft og i grav… Vi tog turen så tæt ved fjorden som muligt, over højdedrag og strandenge, i stedet for hovedvej 11.

   Undervejs holdt vi dog ind til siden, så jeg kunne oplæse to digte af Anders Christensen. Hvem er han? En ret ukendt digter og husmand, der et år var karl på Johan Skjoldborgs sted. Af hans digte fremstår en barsk og uforsonlig sjæl, blodrød oprører og socialist. Men digte kunne han. Første og sidste strofe i digtet Kain:

                                            Jeg er af Kain hin ondes slægt,

                                            har følt hans hævnerhjertes slag

                                            og kendt hans skæbnes verdensvægt

                                            så mangen angstfyldt nat og dag.

                                            …

                                            Men, Kain: I slægtens retfærdsrøst

                                            det ulmer af din hævnerglød,

                                            og over årets tidselhøst

                                            står oprørsfanen, blodigrød.

   Også lige et smut ind til Husby Hole, hvor en bondehær først med list besejrede, siden blev udslettet af adelsrytteriet. Det var i 1441. Ifølge folkevisen overtalte adelsmændene først, med løfte om frit lejde, morsingboerne og thyboerne til at ta hjem. Men vendelboerne blev - og blev dræbt til sidste mand:

                                            Først da rømte de morsingboer,

                                            så de forrædere af Thy,

                                            efter da stod de vendelboer

                                            de ville ikke fly.

som folkevisedigteren (mon ikke han var vendelbo) sang.

   Det er dog ikke dette vers, der står på den markante, reliefbesmykkede mindesten. Den er rejst under 2. Verdenskrig og skulle ikke symbolisere splid, derimod national enighed imod de høje og brutale herrer fra syd.

   Hans Kirks Fiskerne. Et monumentalt værk, genlæst adskillige gange, med uforglemmeligt tegnede skikkelser. Hertil kom de altså, Harboør-fiskerne, for at finde noget bedre end det hårde fiskerliv med karrige indtægter og druknedøden som en altid nærværende mulighed. Og hertil medbragte de den tro, som gav dem styrke og sammenhold imod løs moral og en blødagtigt idealistisk præst.

   Hans Kirk tilbragte nogle måneder hos sin farbror og tante efter sin juridiske universitetseksamen. I romanen hedder de Thea og Jens Røn, og Hans Kirks kusine har navnet Tabitha. Kirk har stor sympati for sine personer, men missionsk var han på ingen måde. Dog er der jo nok et slægtskab imellem den uforsonlige tro, som lovede et paradis i himlen for de omvendte, og den kommunistiske overbevisning, der forjætter paradis på jorden.

   Som altid hos Hans Kirk er det de trofaste og pålidelige, de konsekvente og kampberedte, som har hans sympati. Samtidig er han dog så meget dialektiker, at (næsten) alle hans personer med deres svagheder og fejl ses i et menneskeligt lys. Og det er i sammenstødet mellem konsekvent tro og menneskelig svaghed, hans roman finder sit brændstof.

   Kan vi den udenad? Selvfølgelig ikke, men det føles sådan…

   I Gjøl fandt vi intet mindesmærke for Hans Kirk og Fiskerne. Han var lige akkurat nævnt ved den restaurerede tjæregrav, hvor fiskerne før nylonnettenes tid tjærede deres garn.

   I Danmark sætter vi åbenbart ikke mindesmærker for kommunister, uanset deres fortjenester, i litteratur som i modstandsbevægelse med mere.

   Gjøl Kro, med de karakteristiske takkede gavle, også kendt fra Fiskerne, hvor kroen har den diskuterelystne charlatan og spradebasse Kock som vært, ligger der endnu. Ham har Kirk ingen sympati for, bemærk navnet. Kock fremgaler sine halvfordøjede ”moderne” synspunkter, samtidig med at hans kone forsyner ham med et par solide horn i gavlkammeret.

   I kroen fik vi stjerneskud og pariserbøf - så sparede vi lidt på det italienske. Og pludselig klang fra det nærliggende selskabslokale, udsat for magtfuldt mandskor, Skipper Klements morgensang med det stærke omkvæd:

                                            Bønder, tømrer´, jyske knejte,

                                                nu skal vi sejre i Grevens Fejde.

En sådan revolutionær fanfare havde vi ikke ventet, ikke lige dér, i hvert fald. Den har vi jo skrålet masser af gange. Den er af Ebbe Kløvedal Reich og Leif Varmark. Har de tilknytning til Limfjorden? Næppe. Men Skipper Klement må ha krydset rundt på fjorden både tidligt og silde.

   Det viste sig i øvrigt, at fremførelsen skyldtes et mandskor, som underholdt ved en lokal erhvervsdrivendes fødselsdagfest.

  

   I øvrigt er det en interessant oplevelse at læse tre forfattere som Martin Jensen, Erik Bertelsen og Hans Kirk, der hver på deres måde tar udgangspunkt i Indre Mission. Man kommer ikke uden om at sammenligne dem.

   Den største kunstner er ubetinget Hans Kirk. Hans ligefremme, præcise sprogkunst og markante evne til at danne uforglemmelige skikkelser er uovertruffen. Men samtidig er han jo den, der kommer mest ”udefra”. Det er vel også disse to ting, ligeværdigt, der gør, at hans version har vundet mest gehør på parnasset. Det at komme udefra deler han jo med det store læsende og smagsdannende publikum.

   Martin Jensen er en mindre forfatter. Også han tar til København og blir kommunist. Men han har selv rod i en barndom i et indremissionsk miljø. Det gør hans historie mere personlig, og man mærker, at han selv har foretaget bruddet med missionen og den åndelige rejse til ”noget helt andet” - der måske alligevel kan minde om det, han kommer fra.

   Erik Bertelsen kom selv fra Harboør, hvilket giver hans hverdagsskildringer noget nærværende og selvoplevet, en autencitet, som er hans bøgers force. Så jeg gætter på, at han nok har været den mest læste af de tre på hjemegnen. Ukritisk er han ikke, men dog ikke så krads, som de to andre kan være.

   Selv kommer vi jo udefra. Så vi foretrækker Hans Kirk. Men det er spændende at ha læst dem alle tre.

   Så blev det søndag og tid til Jenlefest. Jeppe Aakjærs digtergård Jenle, på Salling lidt nord for Skive, har vi besøgt adskillige gange. Vi har været på rundvisning, set grav og statue. Men det var vores første Jenlefest.

   Udsigten over Fjorden. Flag blafrende i den frise blæst. Jazzmusik som hors d´euvre og smuk folkemusik og -sang med Carl Nielsen og Jeppe Aakjær som hoved-ingredienser til dessert. To taler, af hvilke Morten Østergårds, formand for Det Radikale Venstre, var fremragende. I tider, hvor selv gode, humanistiske danskere, skræmt af mylderet på danske motorveje, bakker op om en nationalistisk os-selv-nok flygtninge- og udlændingepolitik, og hvor selv socialdemokratiet har forrådt deres tidligere humanistiske standpunkter på området til fordel for smålig Sass-rockermoral, tør han gentage det upopulære, men for mig selvindlysende: At uden forpligtende internationalt samarbejde kan problemerne med flygtningestrømmene ikke løses. Hvis vi lukker øjnene for det og tror, at problemet kan løses med grænsebomme og anden nationalistisk symbolpolitik, gør vi kun problemerne større, også for os selv.

   At Dansk Folkeparti mener noget andet, det siger sig selv. De lever jo af problemerne. Hvorfor skulle de så ønske dem løst?

   Men Socialdemokraterne… De sku skamme sig, sku de.

   Ind imellem faldt der en byge. Og vi ska da low, at blæsten gik frisk. Men det ødelagde nu ikke stemningen i samværet. Og pludselig fik jeg øje på Knud Sørensen. Hvad var så mere naturligt end at gå hen og takke ham for den inspiration, vi netop nu udlevede? Samt for hans egne digte og romaner, naturligvis. Jeg påpegede, at Knud Sørensen var så møj beskeden mht. sit eget Limfjords-forfatterskab. Hvortil Knud Sørensen replicerede, at hans bog handlede om afdøde forfattere - og at han selv ikke var død endnu. Det måtte jeg jo gi ham ret i. Tvært imod så han ud til at være i fin form med sine vist nok 88 år.

   Dagen derpå går turen som sagt til Farsø.

   På vejen passerede vi Vitskøl Kloster, og jeg tillod mig at mindes Otto Gelsteds herlige middelalder-drengebog På flugt, om to drenge og en gammel munk, anklaget for trolddom, som flygter fra klosteret og oplever mange spændende eventyr. Den arvede jeg fra min far, og jeg har den endnu!

   Johs. V. har vi læst en del af, med Kongens Fald, Himmerlandshistorier og Digte 1906 som de centrale værker.  Johs. V.s sprogkunst er og bliver uovertruffen i dansk litteratur. Digte 1906 genlæser jeg jævnligt. De er bygget op over lige dele længsel og vitalisme, har både rimede og urimede digte, alle med en formidabel intensitet. Digte som Ved frokosten, På Memphis Station, Interferens og Christoffer Columbus vibrerer med en brusende, berusende lidenskab, som bjergtager én fuldstændig.  Himmerlands-historier er genlæst for nylig, og det slog mig, at den er langt mere rå og barsk, end jeg huskede den. Min yndlingsnovelle derfra er dog den lyse Wombwell, om et menageri, der kommer til by, oplevet gennem tre drenges perspektiv. Novellen skildrer stærkt og overbevisende, hvordan en enkelt dags overvældende oplevelse kan definere og præge tilværelsen for et menneske - for resten af livet!

   Senere meldte Johs.V. sig ind i Danmark, skrev flotte vers som Hvor smiler fager den danske kyst, og da han nu ikke kunne erobre hele Verden, måtte han i stedet indlemme den i fædrelandet. Således kom Christoffer Columbus med sin verdenserobrende udlængsel gennem Kimbrerne til at stamme fra Himmerland! Jeg har netop læst Bræen, første del af Den lange rejse, men er gået lidt i stå i værket. Den stormfulde subjektivitet, som fylder digtene, virker ikke så overbevisende i et historisk baseret romanværk, selv om den naturligvis er tæmmet af prosaens gangart. Man (jeg) tænker lidt for tit ”aaarh, ka det no pass” - er dog villig til at revidere min opfattelse, når jeg får mig taget sammen til at læse resten.

   På museet er der en lille hal, bygget op (måske inspireret af Thøger Larsens kosmiske rum på museet i Lemvig) om det magtfulde digt Som dreng skar jeg skibe. Jeg elsker det digt! Her forenes det hele: Længslen mod at rumme HELE verden og HELE tilværelse, digterens vitalistiske livsappetit, den erotiske kærlighed, kærligheden til Danmark. Digtet er utrolig FLOT. Ikke med den dybde og desperation, som man finder i Digte 1906, i Som dreng… har Johs. V. forligt sig med, at længslen aldrig kan mættes, men at livet netop derfor er så overvældende rigt, det dennesidige liv, verden, historien, fremtiden. Digtet er skrevet i en tillempet norrøn stil, fx med bogstavrim i stedet for enderim. En vidunderlig, hjerteskærende strofe er den nedenstående, mættet som den er med vemod over, at uanset hvor længe man lever og hvor meget man rejser, så vil der altid være så uendelig meget mere, som man aldrig når:

                                            Et Sted i Sydhavet

                                            staar der et Skær,

                                            betraadt ene

                                            af Albatrosser,

                                            ombrust af Briser,

                                            med Brænding ved Foden,

                                            et Orgel i Søen -

                                            aldrig saa jeg det.

   Thit Jensen har vi mest hørt og læst OM, men ikke noget AF. Netop på grund af vores begrænsede bekendtskab blev besøget i hendes mindestue på Farsø Museum dagens største oplevelse. Forfatteren Jens Andersen har skrevet hendes biografi, og med den som baggrund lavet en dokumentarfilm, der på særdeles konkret og nærværende vis skildrer hendes liv, personlighed og betydning. Den var fandeme god!

   I barndommen og den tidligste ungdom var hun tæt knyttet til sin storebror. Men senere, da hun håbede gennem ham at få forsigtig adgang til det danske parnas, svigtede ham hende på groft mandschauvinistisk vis, og resten af livet var de uforsonlige fjender. Der var åbenbart kun plads til én Jensen på parnasset, må han have ment.

   Hvor var hun dog en modig kvinde. Fuld af kraft, længsel og subjektiv lidenskab, som sin bror, men hun risikerede mere end han, som kvindelig forfatter, i sin kamp for frivilligt moderskab og på talrige andre områder, hvor hun vovede sig frem med markante meninger. En valkyrie, kalder Jens Andersen hende. Ikke alle hendes synspunkter holder i dag (heller ikke hendes brors), hun var, som tiden, præget af vulgærdarwinistiske holdninger, og endnu havde herr Hitler ikke vist verden, hvor langt ud i barbariet sådanne holdninger kan føre menneskeheden. Så hendes meninger om racehygiejne må man tage skarpt afstand fra. Men bortset fra det…

   Hendes forfatterskab, heriblandt en lang serie historiske romaner, kender vi ikke. Jeg begyndte engang på Stygge Krumpen, men gik i stå. Måske sku man prøve igen…

   Men så var der jo også hendes herlige kjoler, tasker, hatte, tingeltangel af alle slags. Jeg kommer til at tænke på et andet, mere nutidigt kvindeligt kraftcentrum, Anne Marie Helger.

   Hertil kom vi. Men Knud Sørensens bog rummer meget mere - og mange flere. Vi nævner i flæng: Schade med lunt satirisk Skive-miljøskildring i Sjov i Danmark, Morten Nielsens fantastiske Samlede digte, en bibel for mine sønner som for mig, Knuth Beckers store romanserie om Kai Gøtsche, Hans Lyngby Jepsen, Jacob Paludan med Jørgen Stein og Fugle omkring fyret, Erling Kristensen med skrifter som novellen Den sidste færge og den sataniske roman Drejers Hotel, Sandemose med En flygtning krydser sit spor, og adskilligt flere.

   Det har været en stor inspiration for os at have Knud Sørensens bog som skelet for vores nørrejyske ferie. Han begynder med Blicher, hvilket set fra et Limfjordssynspunkt er noget af en tilsnigelse. Men han kan ikke la vær - og ret har han jo: Blicher er på sæt og vis grundlaget for det hele. Så en af vore aftner bød på oplæsning af hans novelle Himmelbjerget.

   Hvad er det, der er så fascinerende ved disse forfattere? Deres kunst, naturligvis. Og for den historisk interesserede og socialt bevidste ikke mindst et tidsbillede, knyttet så stærkt til jorden, arbejdet og det virkelige liv, en virkelighedstilknytning, som man måske savner i dag, hvor vi socialt set forekommer at stå med begge fødder solidt plantet i den blå luft.

   Det her kommer vi af.

   Mange af disse forfattere tilhører det kuld, som litteraturforskeren Sven Møller Christensen kalder ”Den store generation”. De forfattere, som har deres udspring i folkets liv, frem for i Københavns intellektuelle elite. De gav folket mæle.

   Og de fleste af værkerne er skrevet inden for et tidsrum, der omfattes af vore forældres og bedsteforældres liv. Længere er det ikke siden.

   Og dog er alt i dag fuldstændig anderledes.

                                                                                         7. august 2017

                                                                                       Gudmund Auring

 

2020 - SPLINTER TIL ET POLITISK VERDENSBILLEDE

2020 – SPLINTER TIL ET POLITISK VERDENSBILLEDE

   Hvad er et menneske?

   Er mennesket godt eller ondt?

   En tidligere partikammerat betragtede mennesket som godt. Så skuffede kommunismen ham. Dermed mente han det bevist, at mennesket var ondt. Og han gik over til at stemme på Det Konservative Folkeparti.

   Vor store forfatter, Martin Andersen Nexø anførte, at menneskets onde gerninger oftest kunne vise tilbage til konkrete årsager. Mens vore gode gerninger ”opstod af sig selv”, dvs. var en del af vores natur.

   Min mening er den ikke særlig originale, at mennesket er et socialt væsen – på godt og ondt. Vi har skabt Gud i vort billede for at kunne rumme det, vi ikke kan forstå. Vi rummer alle spektrets muligheder i os, fra KZ-lægen doktor Mengeles bestialske grusomhed og til Læger Uden Grænsers ædle kamp for at redde medmennesker over hele verden, ofte med livet som indsats.

   Men i de fleste af os er spektret betydeligt smallere. Heldigvis – og desværre.

   Vel er vi os selv nærmest, men vores sociale natur får os som oftest i hverdagen til at tænke godt om og gøre godt mod vores medmennesker – dog er det modsatte aldrig langt væk, heller ikke nyfigenheden, skepsissen, sladderen. Vi er vel fra naturens hånd skabt til at indgå i samfund på højst 200 mennesker, og nu indgår vi i et globalt samfund på ungefær 7½ milliard. Vi lever dog i en relativt begrænset hverdag, men mulighederne for effekterne af godt og ondt er med kommunikation og teknologi vokset til det uhyrlige – og de blir brugt!

   I vores del af verden er det en nogenlunde vedtaget tankegang, at hvis vi selv skal ha noget at sku ha sagt, må vi dele denne indflydelse med andre. Altså går vi ind for demokrati. De andre styreformer har medført terror, undertrykkelse, massemord, sult og nød og enorme krige, så det har vi lissom prøvet…

   Men selveste Hitler kom til magten med demokratiske metoder, formelt set. Så lad os bare kalde demokratiet ”den mindst ringe” styreform. Det har dog den fordel frem for andre, at magthaverne kan afsættes ad lovens vej ved folkets vilje.

   Socialismen er en fællesskabsideologi, som bygger på den antagelse, at vi som fornuftsvæsener er i stand til at erkende, hvad der er bedst for os – og at denne erkendelse får os til at indse, at det, der er bedst for fællesskabet, også er bedst for os. Hermed er vi fx i stand til at se, at vi må redde vor Jord fra de igangværende klimaforandringer, hvis vi vil redde vores eksistens og sikre, at verden fungerer nogenlunde civiliseret og ikke går til bunds i alles kamp mod alle.

   Men ak! Netop i skrivende stund (12. marts 2020) har vi været vidner til de første reaktioner på statsminister Mette Frederiksens opfordring til at stole på fællesskabet og vise samfundssind i anledning af corona-virus´ fremmarch. Og hvad var det første resultatet? Hamstring.

   Er det et tegn på ondskab? Naturligvis ikke. Men det er et eksempel på, at vores egen lille fordel hos rigtig mange mennesker spiller en nok så stor rolle som overbevisningen om fællesskabets betydning. Altså, vi er ikke onde - men vi er tit smålige, ubetænksomme, selvgode, dumme. (Måske er det også et spørgsmål om religionserstatning. I gamle dage gik vore forfædre hen i kirken og bad en bøn. Nu finder de trøst ved at gå i Bilka og forbruge…)

   Nå, vores hamstere viste sig trods alt at være et mindretal. Andre og stærkere signaler af mere positiv karakter har heldigvis også vist sig under coronakrisen. Faktisk ser det ud til, at det fællesskab og den appel til sammenhold, som regeringen har bygget sin strategi op omkring, har fået flot respons fra langt størstedelen af det danske folk. Vi ”holder sammen ved at lægge afstand”. Vi KAN altså rent faktisk vise sammenhold, når det gælder. Det er opmuntrende

   Hamstring er i dette format en lille ting. Men hvad med de mennesker, der hæmningsløst hamstrer samfundsværdier i milliardklassen? Er de onde?

   Det er jeg tæt på at mene. I hvert fald er de så gennemført egoistiske og deres gerninger så destruktive, at de er en direkte trussel imod en fremtidig nogenlunde civiliseret global politisk kultur. Hvis ikke vi får begrænset den voldsomme og konstant voksende forskel på rig og fattig, så er vi ude af stand til at redde vores kaotiske, overbefolkede verden fra de enorme problemer, der truer vores eksistens.

   Engang troede jeg, at politik drejede sig om at finde vejen til målet. Men den opfattelse har jeg måttet revidere med tiden. Nu tror jeg, det gælder om at finde vejen… Løse problemerne hen ad vejen, uden tro på, at vi når frem, endsige at der er et mål at nå frem til.

   Men kan vi undervejs inddrage folkestyre, fællesskab og menneskets rettigheder, ja, så er det stykke af vejen da tilbagelagt på en human måde.

  

1)      Markedsøkonomi

   Markedsøkonomien kan sagtens være glad. Som drivkraft er den uovertruffen, fordi den bygger på vores ”sunde, naturlige” egoisme. Den velsigner vores private initiativ med økonomisk berigelse, (eller den lader os gå nedenom og hjem, men så velsigner den bare nogle andre).

   Den har visse objektive fortrin: Hvis en vare ikke bliver brugt, forsvinder den. Planøkonomiens dårlige støvler og ubrugelige gryder kommer aldrig til at eksistere, de forsvinder og erstattes automatisk med noget bedre.

   Dog, to små ”aber dabei”: Eftersom vi mennesker ikke er fornuftsvæsner, opretter den masser af varer og behov, som dybest set er unødvendige, ja skadelige – for os selv, miljøet og klimaet. Og hvis prisen er billig, accepterer vi forbrugere alt for ofte dårlig kvalitet.

   Markedsøkonomien er kapitalismens formidable drivkraft. Hvis det kan sælges, producerer den alt, (også det reb, kapitalisterne skal hænges i, som Lenin sagde). Den sælger gerne vores undergang, men den er omstillingsparat, det må man lade den.

   Og den fungerer langt ind i vores sjæles mørke, hvad enten vi er til højre eller venstre i det politiske spektrum. Dem til højre ved det og fryder sig over det, vi til venstre ved det også…

   Og ofrene ligger i vejkanten.

2)      Socialismens motor

   Men hvad er socialismens motor?

   Er den gavmildhed og idealisme? Ja, men hvor længe holder det? Er den tro på fællesskabet? Ja, men hvor længe bliver det ved?? Og hvis det var her, hvad blev det så til? Er det tro på retfærdighed? Angst for krig, sult og nød? Ja ja ja ja. Men kan alle disse agtværdige idealer i længden drive et samfund fremad?

   Er socialismen en egoistisk tro på, at i fællesskabet bor en kraft, som kan skabe et frit, retfærdigt, fredeligt samfund uden forurening og overforbrug? Altså, at socialismen er i min egen egoistiske interesse?

   Her er vi måske inde på noget af det rigtige. Men den form for egoisme er lang. Langt borte kan vi se socialismens strålende sol. Min egen lille private egoisme er kort. Dér ligger den jo, min egen lille fordel, og skinner i virkelighedens sol, lige til at gribe.

   Og hvem i socialismen griber ind, hvis det er VORES støvler og gryder, der ikke duer?

   I alle de samfund, der endnu kalder sig socialistiske, har markedsøkonomien erobret sig en dominerende plads.

   Trist. Den er ellers så smuk, socialismen…

3)      Revolutionen i dag

   Det var så flot, da de skæggede, cigarrygende helte kom ned fra bjergene med deres rifler over skuldrene og tog de åbne byer i besiddelse. Menneskemasserne jublede på byens pladser, mens de kapitalistiske tyveknægte og deres gennemkorrupte lakajer skrabte sammen, hvad de kunne få fat i af ”deres” rigdomme og flygtede over hals og hovedet.

   Sindbilledet på en ”rigtig” revolution blev for min generation den cubanske. Fidel og Che smilende, leende, i åbentstående skjorter, med macho-hår på brystet, dampende på store havaneser-cigarer. Se, det var en rigtig revolution. Og nu skulle jorden fordeles til bønderne eller kollektiviseres, analfabetismen skulle udryddes, retfærdigheden ske fyldest. Og alt det i 1959, lige op i fjæset på kapitalistnation nummer ét i verden, USA. Cuba si, yankee no.

   (På andre dele af venstrefløjen fandt man billedet på den ”rigtige” revolution i Kina, med formand Mao, ”Den Lange March” og sejren i 1949.)

   Smukt er det stadigvæk, den cubanske revolution, i mine drømme. Men så romantisk forløb ikke mange af alle de revolutioner, der fulgte i de kommende år. Heller ikke fortsættelsen af den cubanske revolution blev en dans på røde roser.

   Revolutioner var der ellers nok af. Nogle af dem næsten fredelige, andre blodige. Det var jo på den tid, da næsten alle kolonier fik eller tog deres frihed. Tiden var løbet fra den traditionelle imperialisme, og frihedsdrømmene var mange og store. Disse opgør var bydende nødvendige, og man kan ikke tænke sig verden i dag uden dem. I alle kolonier var der opstået grupper af landets borgere, som ville kæmpe for friheden. Mange af dem var veluddannede (i London eller Paris, tænkt som koloniens fremtidige administrative klasse i deres eget land.) Nu vendte de sig imod deres ”herrer” og stillede sig i spidsen for en oprørsbevægelse.

   Men én ting er selvstændighed, noget andet er opbygningen af et nyt samfund. Problemerne var enorme og mangfoldige, uddannelse, produktion, infrastruktur, talrige folkeslag indenfor den nye nations rammer, og vigtigst af alt: den økonomiske magt i de unge nationer lå stadigvæk hos magtfulde, internationale selskaber med basis i de gamle kolonistater.

   Endelig var der den kolde krig, som i årene, der fulgte, førte til særdeles varme borgerkrige i de nye nationer, med en gruppe, der var støttet af USA, mod en anden, støtte af Sovjet.

   Problemerne var uoverskuelige, og mange steder gik unge, idealistiske revolutionsledere hen og blev til (eller blev afløst af) gamle, korrupte tyranner.

   En revolution som den cubanske er næsten utænkelig i dag. Verden har fremvist adskillige forsøg på den ”traditionelle revolution”, der enten er blevet kvalt i blod eller er degenereret til halv- eller helkriminelle organisationer på grund af de ekstremt tungt bevæbnede regeringers pres.

   Oprør er der masser af. Et oprør som fx ”De gule veste” i Frankrig, de folkelige protester i Hongkong eller i Syrien og det øvrige Mellemøsten har vist helt forskellige resultater.

   I Frankrig har præsident og regering givet efter i nogen grad, men et oprør, der har kraft og potentiale til en magtovertagelse, er der dog næppe tale om. Der er større chancer for et skifte ved næste valg, men om det skifte bliver til det bedre, er det umuligt at spå om. Populistiske politikere med letkøbte løfter bliver ofte sejrherrerne i den slags situationer.

   I Hongkong er situationen stadig uafklaret.

   Syriens folkelige og i begyndelsen fredelige oprør er endt i en total katastrofe på grund af magthavernes ubønhørlige brutalitet og Syriens geografiske og politiske placering i stormagternes spil. Mellemøsten er et magtpolitisk sammensurium i konstant overbalance, hvor religiøse stridighed inden for islam, over 100 års indblanding fra de traditionelle europæiske stormagter Frankrig og United Kingdom, senere afløst af USA og Sovjet, nu Rusland, med Tyrkiet som en ny selvstændig spiller, de arme kurdere uden land, fanatisk islam-fundamentalisme, Israels mishandling af palæstinenserne, kaster området ud i den ene krise efter den anden.

   At det syriske folk under disse omstændigheder kunne gøre op med Assads diktatur og gennemføre en demokratisk revolution, forekom fra starten meget lidt sandsynligt. USA's rolle i krigen i Irak havde med god grund gjort Obama bange for at lande i et lignende morads i Syrien. Så de fredelige demonstranter, der siden blev til væbnede oprørere, måtte se sig svigtet og forladt af alle vestlige forbundsfæller.

   Prisen har været skræmmende høj og betales stadig. Hundredetusinder af dræbte, millioner af flygtninge, et land i ruiner. Reelt set har det syriske oprør aldrig haft en chance.

   Men det føles træls for en gammel oprører at måtte sige dette – om et fredeligt oprør, der i høj grad byggede på mine egne idealer om fællesskab, frihed og demokrati: Den menneskelige pris var for høj. Gid dog oprøret i Syrien aldrig havde fundet sted.

   Overordnet set synes Mellemøsten som helhed ikke særlig modtagelig for demokratiske revolutioner. I Egypten førte et vest-orienteret oprør til et valg med sejr til ”Det Muslimske Broderskab” – hvorefter militæret og de traditionelle magthavere konstaterede, at ”de forkerte” vandt valget, og snart efter, med de militære magtmidler, kunne sætte sig tilbage på deres positioner og fortsætte med korruption og undertrykkelse som i ”de gode gamle dage”.

   Det er det, der for mig at se rummer pointen: Revolutioner er i vore dage blevet til begivenheder, der involverer hele verden og aktiverer både lokale og globale stormagters modsatrettede interesser, hvilket gør dem næsten umulige at gennemføre.

   Jeg er ikke i tvivl om, at der kommer masser af protestbevægelser og oprør i de kommende år. Klimakrise, befolkningseksplosion og voksende sociale forskelle peger hen mod en tid, da folkelige protester, borgerkrige og flygtningestrømme vil blive en del af den globale hverdag. Langt de fleste af disse protester vil være både forståelige og nødvendige.

   Men hvor de ender? Umuligt at sige…

4)      EU

   EU er stadig ”de rige landes klub”.

   EU bygger på liberalistisk markedsøkonomi.

   EU vogter grænserne energisk, både mod flygtninge og mod varer, der kan konkurrere med EU's egen produktion, ikke mindst af landbrugsvarer.

   EU sidder stadig solidt på store dele af økonomi og produktion i den fattige verden – de tidligere kolonier.

   EU rummer stater, som baserer deres økonomi på at give multinationale firmaer massive skattefordele, hvilket svækker fællesskabet, styrker de riges magt på demokratiets bekostning og undergraver de andre medlemslandes økonomi.

   EU har svært ved at fungere, når kriserne banker på. I så fald får nationalstaterne tilbagefald og tænker mest på sig selv.

   EU rummer stater, der skider højt og flot på demokratiet og magtens tredeling, som Polen og Ungarn. Og EU tør ikke rigtig gøre noget ved det.

   EU tumler nemlig selv med et demokratisk underskud.

   EU præges i sin mangel på sammenhæng og fællesskab af det gamle national-staternes Europa med krige, rivalisering, gensidige fordomme og nationalchauvinisme. At få et fællesskab ud af det rodsammen er en langsigtet og vanskelig opgave

  

   ALLIGEVEL er jeg tilhænger af EU. Varm tilhænger, faktisk. Det er ikke det fællesskab, jeg ønskede mig i min ungdom. Men det var det, vi fik. Og med de verdensmagter, der pt. kæmper om herredømmet, vil EU være henvist til en magtesløs offerrolle, hvis ikke sammenhængen bibeholdes og udbygges.

   USA klamrer sig stadigvæk til pladsen som den førende supermagt i verden, selv om Trumps ”America first”-strategi reelt har betydet tilbagetrækning fra USA's tidligere fremskudte globale positioner. Samtidig viser en krise som den nuværende for alvor USA's svækkede tilstand som et samfund med stadig mindre fællesskab og sammenhængskraft.

   Kina står på spring med masser af yen og foretagsomhed til at overtage USA's gamle rolle. Hvis Europa i den situation går i opløsning, så er den fremtidige offerrolle sikker.

   At melde sig ud af EU? Vorherrebevars. Det britiske flertals nationalchauvinisme, som den fremgår af BREXIT, bygget på gammel-imperialistiske drømme (og på en berettiget, men i denne sammenhæng destruktiv stolthed fra 2. Verdenskrig) betragter jeg som latterlig og tåbelig.

   EU har masser af fejl og mangler. Dem må vi så se at få gjort noget ved. (Jeg melder mig jo heller ikke ud af Danmark, fordi vi har mere eller mindre borgerlige regeringer…) Og med sine fejl og mangler står EU trods alt i første række blandt verdens stormagter, når det gælder demokrati, menneskerettigheder og kamp for klimaet. Relativt…

5)      Demokrati

   Efter 2. Verdenskrig var demokrati en ideologi, som blev grundigt diskuteret og gjort til genstand for seriøs filosofisk samtale. Årsagen hertil var naturligvis de katastrofale erfaringer, de europæiske samfund havde gjort sig med totalitære samfund i mellemkrigstidens korte periode – med nazismens den dag i dag uforståelige brutalitet og aggression, der udmøntede sig i krigens ragnarok.

   I mine unge dage, ungdomsoprørets tid fra 1968 og frem, var demokratiet stadig på dagsordenen. Jeg og mine ligesindede kaldte det lidt nedladende ”det borgerlige demokrati”, fordi det i vores øjne var yderst mangelfuldt, eftersom økonomien og ejendomsretten ikke var demokratiseret. Begge dele var stadig i kapitalismens faste greb.

   Jeg så mod øst, hvor dette opgør med kapitalismen VAR taget, mente jeg. Så var der til gengæld mangler, hvad angik pluralisme, retssikkerhed og menneskerettigheder. Men det var kun et spørgsmål om tid. Håbede jeg.

   Trods min og mange andres flirt med venstrefløjstotalitarisme var ungdomsoprørets tid nu alligevel en demokratiseringens periode på mange områder, hierarkier blev pillet ned, professorvælder og andre autoritære systemer blev angrebet og ændret, kvinders rettigheder blev sat til skarp debat og i nogen grad knæsat, børneopdragelse, indflydelse på arbejdspladserne, ja, selv de daglige omgangsformer blev reformeret i antiautoritær retning.

   Hvordan så nu? Ja, hvordan så nu? For mig at se er demokratiet som styreform under massivt angreb, både herhjemme og ude. Ganske vist er der på verdensplan i dag flere lande, der KALDER sig demokratier og gennemfører mere eller mindre demokratiske valg. Men selve ESSENSEN af demokrati, demokratiets filosofiske kerne, samtalens betydning, respekten for mindretallet, magtens tredeling og gennemsigtighed, den frie debat, denne ESSENS er under massivt angreb.

   Jeg er bange for, at mit før så forkætrede ”borgerlige demokrati”, som jeg, trods dets mangler, i dag er varm tilhænger af, kan ende med at blive til en historisk parentes, både globalt og i Danmark.

   Først det nære:  

Mens min generation havde travlt med at udvide demokratibegrebet, opstod der en modbevægelse, som i dag synes at ha sejret.

   Ideologisk set begyndte den med yuppiebevægelsen. Dens ideologi yndede ganske vist at kalde sig liberalistisk, og dens politiske falanks blev det gamle bondeparti Venstre, der nu pludselig fandt sig en ny platform som talerør for ”the Young, Urban Professionals”.

   Dertil kom den stærkt populistiske skattenægterbevægelse, som manifesterede sig i Glistrup og hans Fremskridtspartiet. I længden gav den politikerne en vedvarende skræk for at ”stramme skatteskruen” for meget.

   Historisk set har jeg en vis respekt for den traditionelle liberalismes frihedsidealer, som man fx kunne finde den i det gamle ”Højskole-Venstre” ved systemskiftet 1901. Og de liberale idealer fandtes vel også i det nye ”Handelsskole-Venstre”.

   Men da Venstre kom til magten i 2001, fik piben hurtigt en anden lyd. For mig at se begrænsede det liberale i bevægelsen sig til det økonomiske område, som den anså som berettiget tumleplads for den mest snæversynede egoisme. På mangfoldige andre områder skete der en åndelig ensretning, som i øvrigt fortsatte uanfægtet under Helle Thornings regering.

   Min generations bestræbelser på at sikre demokratiet i bredden og i dybden havde den form for liberalisme kun et skuldertræk eller hån til overs for.

   Til gengæld så den liberale bevægelse en mulighed for at gøre velfærden til genstand for privat profit. Slagordet var ”valgfrihed”, og det lød jo godt og frit. Men det kom til at betyde en svækkelse af velfærdsgoderne for de mest udsatte grupper – og dermed en svækkelse af det samfundsfællesskab, som er velfærdssamfundets kerne.

   Samtidig med udvidelsen af den økonomiske liberalisme skete der en modsat rettet bevægelse, vendt direkte imod de seneste årtiers økonomiske landvindinger. Årsagen skal nok søges i den nedgang i økonomien, som fulgte i hælene på oliekrisen og andre kriser. Nu skulle der pludselig spares på velfærdssamfundet. Og nægtes kan det vel ikke, at udvidelsen af demokratibegrebet i nogen grad var smukkest i medvind. Besparelser i velfærden var ikke noget, min generation havde særlig forståelse for eller øvelse i.

   Lige så stille blev flere års udvidelse af medbestemmelse og indflydelse lukket ned. En ny ideologi omkring styring af det offentlige område så dagens lys: New Public Management. Et autoritært, antidemokratisk system, hvor ledersegmentet gik fra FØR at være forsvarere af et kærneområde, som de både var interesseret i og havde kendskab til, til NU at være stat og kommuners villige redskab, når der skulle skæres ned. Segmentet var uddannet til at administrere – HVAD de administrerede, det kom ligesom i anden række. (At ledelses- og administrationssegmentet samtidig voksede ud over alle bredder, mens ”folkene på gulvet” alene måtte bære besparelser OG prisen på administration, det nævnes blot som den selvfølgelighed, det er…)

   Nu blev der lyttet og rettet ind opad til, mens åbenhed, diskussion og medindflydelse lige så stille blev lukket nedad til. Politikerne fik det lydige administrationsredskab, som de havde brug for, mens debatten om områdernes indhold og betydning mere og mere fandt sted i fora uden reel magt. Vi kunne kort sagt råbe og skrige om besparelsernes skadelige indflydelse uden at blive lyttet til eller overhovedet bemærket af dem, der bestemte.

   To eksempler:

   I perioden fra 1970´erne og op til i dag anslår jeg, at der i institutionerne er sket noget nær en HALVERING af den reelle voksentid til det enkelte barn i førskolealderen. En begrænsning, efter mottoet fra den gamle fortælling, hvor æslet (den arme pædagog) skal bære en byrde af sten: ”Kan du bære den, kan du også bære den”, hvis katastrofale konsekvenser for den opvoksende generations trivsel først NU så småt er ved at gå op for politikerne.

   I 2013-14 gennemførtes en lovgivning for skoleområdet, som på én gang gennemførte 1) en inklusion af handicappede i normalskolen, 2) en udvidelse af undervisningstiden, og 3) en ensretning af undervisningens indhold. Prisen for denne drabelige omlægning blev reelt set, og fuldt bevidst fra regeringens side, betalt af lærerne. Og resultaterne har været tragiske.

   I det hele taget har hele uddannelsesområdet måttet bløde lærerkræfter og undervisningstimer i et ødelæggende omfang.

   Overfor ”Familien Danmark” er det lykkedes skiftende regeringer at fastholde, at velfærdssamfundet stadig er i fuld vigør. Det har et flertal troet, også fordi de gerne VIL tro det. Men reelt set er der sket en UDHULING af de offentlige institutioners kvalitet og effektivitet, samtidig med en AFDEMOKRATISERING af de arbejdendes medindflydelse.

   Det er almindeligt kendt, at vores magtfulde finansministerium reelt sidder med den endelige magt over økonomien på en måde, så ikke blot andre ministeriers og kommunernes beløbsramme bestemmes, men endogså, hvad de må bruge pengene til.

   Jeg runder af med en lille konspirationsteori: Nutidens ledere og administratorer er børn af Yuppietiden og politisk rundet af ”systemskiftet 2001”, da krigsforbryderen Anders Fog Rasmussen i spidsen for partiet Venstre for alvor ændrede den politiske kultur i Danmark.

   Disse ”børn” er vokset op med troen på, at enhver er sin egen lykkes smed, sammen med en ideologisk mistillid til velfærdssamfundet, staten, skattetrykket og fællesskabet.

   Er det derfor, vi i disse år oplever forbavsende mange eksempler på både stor og lille korruption, offentligt og privat?

   Er det derfor, SKAT styres af ledere, der ser gennem fingre med transaktioner, som fører til milliardtab?

   Er det derfor, den tidligere leder af DANSKE BANK, Thomas F. Borgen, stadig er på fri fod?

   Er det derfor, stat og kommuner taber milliarder ved at sælge ud af vores fælles arvegods til tvivlsomme internationale banker og privatfonde?

   Er det derfor, masser af private firmaer har kunne score enorme beløb på mangelfulde momsregnskaber.

   Er det derfor…

   Så det globale:

   Orban. Kaczynsky. Trump. Putin. Boris Johnson. Erdogan. You name them. Vi er omgivet af populister. Folk, der spiller på demokratiet som et magtinstrument, bruger det, de kan og er ligeglade med resten.

   At populisme er en del af demokratiets magtspil, er jo ikke nogen nyhed. Vi har dem både ude og hjemme. Og politik er naturligvis en del af magten og kampen om magten. Det er ikke, lige så lidt som revolutionen, et teselskab.

   Derfor har de demokratiske idealer stor betydning. Hvor indarbejdede er de i samfundet? Hvor solidt indgår de i den almindelige borgers retsopfattelse? Det er afgørende. For HVIS der er mulighed for at bøje de demokratiske rettigheder og eventuelt sætte dem ud af kraft, så skal der nok vise sig en populist, der er klar til at gøre netop det.

   Det er derfor, det er så bekymrende, at der også i Danmark er bevidste angreb på demokratiets idealer og spilleregler.

   Sjovt nok levede der næsten samtidig, i slutningen af Renæssancen, to markante filosoffer i Europa, der – mildest talt på forskellig måde – beskæftigede sig med disse spørgsmål, længe før demokratiets barndom. Det var Niccolo Machiavelli (1469-1527) og Erasmus af Rotterdam (1466-1536). Hvor den første i sin bog ”Fyrsten” beskæftigede sig med politik som kynisk magtmiddel, stod den anden fadder til humanismens fødsel, respekten for det enkelte individ. Begge to fik enorm betydning. Og begges holdninger er stadig i den grad i strid med hinanden.

   I Danmark og Vesteuropa synes der ellers at være en ret udbredt forståelse for demokratiets idealer. Det medfører den meget vigtige ting, at de er svære at sætte ud af spillet. Der er vagthunde. Men snigende angreb på demokratiet kan også bringe OS derhen, hvor demokratiet blot er blevet et påskud til magtudøvelse. Hvis vi ikke passer på.

   Andre steder er demokratiet, menneskerettighederne og de borgerlige frihedsrettig-heder ikke særlig håndfast gennemført, hverken i lovgivning eller i folkelig bevidsthed. Det gør disse landes befolkning til lettere ofre for manipulation.

   Med de nye medier har populisterne fået et fantastisk magtmiddel. Lige så brugbare og effektive, de sociale medier og informationsteknologien er til ”fornuftige” formål (når de altså fungerer), lige så effektive er de til at sprede misinformation, løgne, forvirring og konspirationsteorier. Og det har tidens populister i den grad taget i brug, anført af Trump – og russiske ”throlls”.

   Sandheden har altid været en diskutabel størrelse. Nu ser den ud til nærmest at tabe betydning i den politiske offentlighed. Traditionelle, hæderlige politikere prøver at hænge med. Men sandheden har for mange nuancer. Derfor ser det desværre ud til, at den politiker, der er i stand til at smide sandheden over bord, flyder lettest på nutidens politiske hav.

   Måske vil demokratiet og dets idealer om føje år vise sig at ha været en parentes i verdenshistorien.

6)      Paradigmeskift

   Ingen tvivl om, at vi fremover kommer til at opleve mange paradigmeskift. Årsagerne hertil er mange, klimakrise, overbefolkning, coronakrise og andre epidemiske sygdomme, de enorme sociale forskelle i og imellem samfundene, de deraf følgende krige og flygtningekriser, enorme ekstremt magtfulde kapitalophobninger, mængderne af masseødelæggelsesvåben i verden, rovdriften på klodens ressourcer,  de sociale mediers radikale ændring af kommunikation, samfund og samvær, informations-teknologiens indgreb i samfundsstrukturer, kunstig intelligens, utallige nye teknikker og teknologier, som vi i dag ikke engang er i stand til at forestille os, og meget mere.

   Jeg skal ikke gøre mig klog på, HVORDAN samfundet kommer til at ændre sig, kun nævne, AT det vil ændre sig, og med stor sandsynlighed med en kraft og en uregerlighed som en tsunami.

   Er vi mennesker på nogen måde i stand til at styre og regulere sådan en flodbølge? Jeg har mine alvorlige tvivl. Teknologisk tror jeg såmænd nok, at vi er i stand til at finde løsninger på den moderne verdens problemer. Vi kan.

   Men vil vi? Magter vi at opbygge et fællesskab, som kan stå op imod de destruktive, egoistiske kræfter, som er den egentlige trussel mod vores menneskelige kultur. (Som sagt: Naturen skal såmænd nok klare sig, på den ene eller den anden måde.)

   Uden fællesskab går det ikke! Netop i skrivende stund er corona-krisen på sit højeste, og alle erkender, at det er fællesskabet, der skal bringe os igennem krisen. I et levende fællesskab skal naturligvis indgå en levende debat. Men husker vi fællesskabet, når krisen er ovre? De politiske skænderier er allerede i gang.

   Også efter de store krige har millioner af mennesker troet, at denne galskab ville gøre os klogere. Men der har sjældent været langt til den næste krig.

   Jeg må fastholde, at nok er vi mennesker PÅ VEJ, men IKKE MOD ET MÅL. Den spinkle tro på en tålelig fremtid her på planeten Tellus må altså hvile på, at vi HEN AD VEJEN kan gøre god brug af den sans for fornuft og fællesskab, som dog findes i os, sammen med alle vores andre gode og mindre gode egenskaber.

   Således kan vi belægge vores stykke af vejen på en måde, der giver vores efterkommere – jeg har ni børnebørn – mulighed for at forme det næste stykke af vejen under forudsætninger, der ikke er alt for umulige.

   Mit håb er spinkelt – men det er der.

   Det er i al beskedenhed min form for socialisme.

                                                                                       Viby J, den 20. april 2020

                                                                                             Gudmund Auring

FÆLLESSKABETS HAMMER

Mel: Når jeg ser et rødt flag smælde…

Kære søster, kære broder,

grib dit håb og find din tro

Skal vor Verden forblive vor Moder

må vi gå over regnbuens bro

Den er tegnet på sollysets flammer

som velsigner det sted hvor vi bor

Vi vil smede med Fællesskabets Hammer

på vor smukke, men plagede Jord

Grådighed og egoisme

volder hele verden kval

Den idé, som de bedst kan forlig´s med

er de magtsyges rockermoral

Liberal, det er ulven, der glammer

mens den hensynsløst æder sig mæt

Vi må smede med Fællesskabets Hammer

så det ikke er os der blir ædt

Er du rede til at stene,

bygger du dit hus på sand!

De, der siger, vi kan stå alene,

de forråder os selv og vort land

Falske guder om friheden strammer

Selvtilstrækkelighed blir til krig

Vi må smede med Fællesskabets Hammer

en forjættende tro på et ”vi”!

Frihed kræver vi - til alle,

ikke kun til dem, der har.

Lighed deler vi også - med alle

Den, der kun er sig selv, er barbar

Kun en tåbe vel kryster og krammer

Moder Jord til hun kvæles i tvang

Vi må smede med Fællesskabets Hammer

under arbejdets brusende sang

Skøn er verden - tusind farver

under himmelbuens glød

som mangfoldighed slægterne arver.

Men den skønneste farve er rød

Børn og kvinder og mænd skaber rammer,

grønne enge med alvor og leg

Vi må smede med Fællesskabets Hammer

Kun på den måde finder vi vej

Gudmund Auring