KOMMUNIST -
OG DEREFTER…
Politiske erindringer 2 (1975-1991)
I begyndelsen af 1975 meldte jeg mig ind i Danmarks Kommunistiske Parti
(DKP).
Hvorfor gjorde jeg det? Jeg havde været medlem af Venstresocialisterne
siden 1969, og i august 1968 var jeg rasende og forarget, da østeuropæiske
militærstyrker under sovjetisk ledelse havde besat Tjekkoslovakiet og dermed
brutalt spoleret Alexander Dubcek og det tjekkiske kommunistpartis forsøg på at
skabe ”socialisme med et menneskeligt ansigt”.
Og i Venstresocialisterne blev DKP betragtet som et pseudorevolutionært
parti, i lommen på Sovjetunionen, som praktiserede ”statsmonopolkapitalisme” og
gik ind for ”fredelig sameksistens” mellem øst og vest. I et muntert,
tidstypisk teaterstykke ”Marx og coca cola”, fandtes en replik, som høstede
stor morskab på venstrefløjen: ”DKP - er det ikke der, hvor manden ligger oven
på kvinden, når de boller?” Skraldgrin fra fløjen. Så småborgerlige og
traditionalistiske var de, de DKP´ere…
Men. Da jeg efter nogenlunde vel overstået lærereksamen kom til Århus i
1971, meldte jeg mig naturligvis under de venstresocialistiske faner dér - og
fandt, at jeg overhovedet ikke kunne være med. Noget teoretisk hoved havde jeg
aldrig været. Når det gjaldt bøger, var jeg absolut til romaner, lyrik,
populærhistoriske skildringer og litteraturhistorie, IKKE politisk teori. Og i
Århus befandt jeg mig midt i et akademisk miljø, hvis teoretiske udredninger,
garneret med læssevis af fremmedord, jeg hverken forstod eller interesserede
mig for. Venstresocialisterne bestod af adskillige fraktioner, som med en
energi, der var en bedre sag værdig - kampen mod kapitalismen, fx -, bekæmpede
hinanden energisk med kuffertfulde, vognladninger, bjerge af ord, ord, ord.
Derimod kneb det med praksis. I Silkeborg havde vi også haft
fraktionerne, men da vi ikke var så mange, måtte vi alligevel arbejde sammen og
fik lavet en hel del vellykkede politiske aktioner, men her i Århus druknede de
praktiske tiltag i oceaner af teoretiseren, som jeg i øvrigt ikke fattede ret
meget af…
DKP, derimod…
I DKP var det anderledes. DKP var et gammelt parti med en fast struktur
og en rig tradition for praktisk arbejde. Og netop i starten af 70´erne fandt
DKP to - senere tre - politiske platforme, som sikrede partiet ganske stor
respekt i ret brede dele af venstrefløjen.
Den ene var Vietnamkrigen. Den var for mig og mange med mig selve
symbolet på den kamp imod imperialismen og de vestlige landes langt fra
afviklede kolonivælde. Her var DKP konsekvent på Vietnams side. Det var Venstresocialisterne
ganske vist også, og de lagde et stort arbejde i De Danske Vietnamkomiteer.
Mens fx det senere Kommunistisk ArbejderParti (KAP), som var maoistisk, efter
min mening faldt Vietnam i ryggen i sin iver for at tækkes Den Kinesiske
Folkerepublik.
Endnu vigtigere som platform for DKP var kampen imod EF (som EU kaldtes
dengang). Her var DKP i bedste folkefrontsstil med til at opbygge
”Folkebevægelsen mod EF”, en bred tværpolitisk bevægelse, i hvilken DKP i kraft
af sine mange aktive og velorganiserede medlemmer fik et stort ord at skulle
have sagt. Op igennem 1960´erne havde DKP som et resultat af Den Kolde Krig
været aldeles isoleret på venstrefløjen, bortset fra en vis indflydelse i
fagbevægelsen, havde end ikke siden dannelsen af SF og valget i 1959 været i
Folketinget. Nu fik partiet igen kontakt med bredere kredse af befolkningen,
den kolde krigs dæmoni klingede i nogen grad af, og partiet opnåede langsomt,
men sikkert en vis grad af respekt. Få år efter det knuste forår i Prag - men
alligevel.
Endelig var der Knud. Med Knud Jespersen havde DKP fået en formand, som
efter en famlende begyndelse havde oparbejdet en ganske stor folkelig
popularitet. Knud kunne holde en tale med smæld i. Knud havde humor og kunne
levere en djærv og klar pointe, som lagde op til et godt grin. Knud var
arbejder, i lighed med - og som modstykke til - Anker Jørgensen. Selv politiske
modstandere (som fx Erhard Jacobsen) kunne godt lide Knud.
Af disse og andre grunde begyndte det at gå fremad for DKP. Op gennem
60´erne havde DKP spillet en temmelig perifer rolle, mens de to nye partier, SF
og siden VS havde udgjort avantgarden på venstrefløjen. SF havde fået lidt af
et knæk i årene med ”det røde kabinet” 1966-1968. Det førte til dannelsen af
VS, men både i og omkring dette parti opstod en hel flok mindre grupperinger.
Som heftigt debatterede ”den rette tro”.
For mig spillede ikke mindst de ovennævnte grunde en stor rolle. Men der
var andre. Som historieinteresseret vidste jeg, at DKP havde spillet en stor
rolle i den danske modstandsbevægelse 1941-1945. Igennem DKPs kontakter på
arbejdspladserne havde sabotageorganisationen BOPA ganske særlige muligheder
for at udøve sabotage, og BOPA blev af den grund Danmarks mest effektive
industrisabotører. En historie, der op til i dag i film m.m. er stort set
forbigået - til fordel for de mere borgerlige helte, Flammen, Citronen,
Hvidsten-gruppen m.fl.
Og her sad de endnu, fortidens helte, til medlemsmøde i afdelingen.
Barkede, grånede arbejdere, der havde været med. Jeg kunne ikke lade være med
at føle en vis beundrende ærefrygt. Ligesom en vis romantisk respekt for
helheden. Arbejderklassen. Jordens salt. Selve kernen i den revolutionære
kraft, som skulle ændre verden. Og kontakten til LO-arbejdspladserne fejlede
heller ikke noget. Fagpolitisk havde DKP en tradition og en styrke, som både SF
og VS måtte sukke efter.
Endelig var der det praktiske arbejde og den stærke organisation. Hvis
man ville være aktiv, så var der nok at tage fat på. Jævnlige medlemsmøder i
afdelingen. Demonstrationer og aktioner. Støtte til strejkende arbejdspladser.
Og hver lørdag salg af partiavisen ”Land og Folk” foran indkøbscentre, på
markeder, på strøget og andre steder. Det var noget, man ku forstå - uden at ha
den store frisvømmerprøve.
Visse anfægtelser
Men hvad med Tjekkoslovakiet 1968? Hvad med Berlinmuren 1961? Hvad med
Ungarn 1956? Hvad med Berlin 1953? Tjekkoslovakiet i 1948? Hvad med Stalin,
mordet på Trotskij, Moskvaprocesserne tilbage i 1930´erne? Gulag?
Som medlem af DKP blev man helt automatisk konfronteret med disse
spørgsmål, om ikke andet så, ikke hver gang men HVER ENESTE GANG, man kom til
at diskutere med en fra fløjen. For slet ikke at tale om manglen på pluralisme
og demokrati. De gamle selvdøde nisser som Kosygin og Bresnev, der stod bag
Kremls mur og vinkede apatisk 1. maj. Det - og meget andet.
Jeg kan på ingen måde påstå, at jeg ikke kendte til det. Tvært imod, som
historieinteresseret og storforbruger af litteratur havde jeg læst en masse om
det, selv om jeg ved mere i dag. I mig var der ingen tvivl om, at Stalins
regime var forbryderisk, og at Gulag var organiseret massemord.
Mit syn på Ungarn, Muren og Tjekkoslovakiet var vist lidt mere blakket.
Her afviste jeg ikke 100%, at en vis form for selvforsvar imod kapitalismen
under den kolde krig i nogen grad KUNNE nødvendiggøre tiltag som de nævnte.
Muren KUNNE forstås som den ”Antikapitalistiske (eller Antifascistiske) beskyttelsesmur”,
som den blev kaldt i partiet. Kapitalisterne er jo træske, og med USAs
økonomiske og militære styrke i baghånden kunne de let underminere den hårde
kamp for forbedringer i samfund og levestandard, der kæmpedes i det ludfattige
Østeuropa. Tænkte jeg. Dengang.
Med Tjekkoslovakiet havde jeg det dog svært. I 1968 havde jeg jo selv
håbet, at ”Det Tjekkiske forår” med drømmen om ”socialisme med et menneskeligt
ansigt” skulle blive til virkelighed. DKP havde endda på det tidspunkt udtalt
en ulden og lavmælt protest imod invasionen. Det kunne jeg selvfølgelig
henholde mig til. Men den VAR godt nok lavmælt og holdt hurtigt op. Så mest var
det vel sådan, at jeg i nogen grad undlod at tænke for meget på det. Ikke just
den mest hæderlige reaktion, men…
Virkeligheden er…
Endelig havde jeg en helt personlig historisk-pragmatisk overvejelse,
som udi min egen bevidsthed betød virkelig meget for min stillingtagen. Jeg betragtede
fortidens synder og forbrydelser som ”revolutionære børnesygdomme”.
Revolutionen var dog kun 58 år gammel. UNG MÅ VERDEN ENDNU VÆRE, som den norske
forfatter Nordahl Grieg skrev. Jeg HÅBEDE, at med tiden ville socialismen lægge
disse ting bag sig og fremstå i en mindre brutal og mere demokratisk version.
Den Franske Revolution 1789-1794 havde jo også udartet til Robespierres
terrorregime, og alligevel var den dog blevet startskuddet til det borgerlige
demokrati, som vi nu havde i vores del af verden. Hvorfor skulle det ikke kunne
gå lige sådan med Sovjet, Østeuropa og socialismen? Jeg håbede det.
For socialismen EKSISTEREDE jo. Den fandtes og blev praktiseret hver
eneste dag. I en eller anden særdeles ufuldkommen version. ”Virkeligheden er
alle tings prøve”, som min gamle far sagde. Han var ikke meget for, at jeg lige
netop blev kommunist, men han respekterede mit engagement og var til hver en
tid klar til nuancerede og lærerige samtaler og meningsudvekslinger. Men
virkelighedsprøven - det var jo socialismen i Østeuropa. Og i mit stille sind
sagde jeg til mig selv: Enten udvikler den sig hen over årene til et mere
effektivt og åbent samfund. Får så at sige bugt med børne-sygdommene. Eller
også bryder den sammen.
Svaret på det spørgsmål fik jeg i 1989.
USA-imperialismen
En væsentlig del af overvejelserne drejede sig jo også om Vesten. Hvis
ikke man husker det i dag, får man et aldeles fordrejet billede af den tids
virkelighed. USA greb ind i et mylder af lande og førte mange krige for at
”frelse et land fra kommunismen”. Dette retoriske greb blev benyttet masser af
gange, når en USA-uvenlig regering skulle styrtes, en venligtsindet diktator
støttes, eller når en tidligere koloni brugte sin nyvundne frihed til at føre
en anden politik end den af USA ønskede.
Det vigtigste eksempel var Vietnamkrigen. Men jeg og min generation
glemmer aldrig den 11. september 1973, da general Pinochet ved et blodigt kup
styrtede den demokratisk valgte præsident i Chile, Salvador Allende. Det var på
enhver måde, bortset fra direkte militær indgriben, støttet og iværksat af CIA.
Og USA's aggressive politik overfor Cuba efter revolutionen i 1959 og
Cuba-krisen i 1962 gik som en dyster tone igennem hele Den Kolde Krig.
I den periode, som også siden, havde USA intet at lade Sovjetunionen
høre, når det gjaldt udemokratisk og krigerisk indblanding i andre landes
affærer. Den øvrige venstrefløj kunne dog med god ret sige, at man godt kunne
bekæmpe USA's aggressive imperialisme uden af den grund at ”falde i armene på
Sovjet…”
Hvad angår demokratiet, så kaldte vi den vestlige form lidt hånligt for
”borgerligt demokrati”. Med det mente vi, at det da godt kunne være, at vesten
havde frie valg, flere partier, fri presse, ytringsfrihed og de andre
frihedsrettigheder. Men hvad nyttede det, når den økonomiske magt stadig var i
kapitalisternes hænder? Hvad betød det at kunne sende et læserbrev til en avis,
i forhold til at eje en avis? Som vi retorisk spurgte.
Hvad angik demokratiet i Sovjet og folkerepublikkerne, så måtte man jo
indrømme, at det dér stod noget skralt til med de borgerlige
frihedsrettigheder. Igen måtte jeg gribe til argumentet med ”socialismens
børnesygdomme”, som forhåbentlig gik over med tiden. Og den økonomiske magt,
kapitalismen, den havde de da i det mindste gjort op med. Sagde vi. Unægtelig
med følelsen af at være på gyngende grund…
Ja, sådan tænkte jeg - dengang.
Hvordan jeg tænker nu, efter mange års politisk virksomhed og erfaring -
det vil afsløre sig i et kommende kapitel, 2020 – SPLINTER TIL ET POLITISK
VERDENSBILLEDE.
En sidste, særdeles personlig grund var, at Petrusca, som jeg begyndte
at komme sammen med netop da, var flerårigt medlem af DKU, Danmarks
kommunistiske Ungdom. Jeg havde selv ved egen kraft bevæget mig hen i nærheden,
men hendes engagement gav det sidste lille skub.
Sammen gik vi ind i partiet. Og formelt set var vi medlemmer helt frem
til 1991, næsten to år efter murens fald.
Partiliv
DKP var et parti med en meget stærk partikultur med omgangsformer og
traditioner, opbygget gennem partiets relativt lange historie. Hverken SF eller
VS kunne af gode grunde bryste sig at noget lignende, unge og ret nydannede,
som de var.
Som nævnt oplevede DKP en voldsom opblomstring i 1970´erne. Alene i
Stor-Århus var der over 20 partiafdelinger, hvilket vel svarer til ca. 8-900
medlemmer, svarende til 6-7.000 på landsplan, gætter jeg på.
Partiafdelingerne var DKPs rygrad. På jævnlige medlemsmøder blev forslag
fremlagt til diskussion og udtalelse, eller der blev lagt op til oplysning om
og diskussion af aktuelle politiske emner, både indenlandske og udenlandske.
På den øvrige venstrefløj var man aldeles overbevist om, at der stort
set ikke var medlemsdebat i DKP, at man tav og samtykkede og rettede ind efter
ledelsens paroler. Det kan jeg klart afvise. Der blev diskuteret ivrigt,
kritikken af både ledelsen og Sovjetunionen kunne være ret så ramsaltet, og der
blev lagt stor vægt på at udvikle politikken på forskellige områder, gennem
diskussion i afdelingerne, konferencer i distriktet (vores hed Midtjysk
Distrikt) og på landsplan - og meget andet.
Et vigtigt organisatorisk princip i DKP var imidlertid DEN DEMOKRATISKE
CENTRALISME: Når man, efter ivrig diskussion, var nået frem til en afgørelse,
som blev vedtaget, fx på en partikongres, så var alle medlemmer forpligtet til
at forsvare og arbejde loyalt for at fremme den trufne afgørelse.
Meningen med dette princip var naturligvis spørgsmålet om effektivtet.
Det ville svække partiets slagkraft (sådan som jeg syntes, jeg i sørgelig grad
havde oplevet det i VS), hvis diskussionerne alligevel fortsatte i det
uendelige, efter at afgørelsen var truffet.
Selvfølgelig kunne et emne tages op igen, det var ikke godt andet. Men
jeg vil ikke benægte, at princippet om DEN DEMOKRATISKE CENTRALISME mere end én
gang blev brugt af bekvemmelighedsgrunde af ledelsen til at stoppe uønskede
debatter. Så det var bestemt et princip, som KUNNE bruges og BLEV brugt med
udemokratiske hensigter.
Selv nåede jeg at være medlem af tre partiafdelinger, Frederiksbjerg,
Tilst og Viby. Alle tre steder fungerede medlemsdemokratiet og
diskussionslysten udmærket. Der var et godt kammeratskab, og man følte sig
hjemme og veltilpas i afdelingerne.
Men længere oppe i partihierarkiet fornemmede man ikke den samme
demokratiske standard. Visse
organisatoriske tiltag, valgmetoder, fx, syntes ind imellem at blokere for et
utilfreds mindretal.
Land og Folk
Partiavisen Land og Folk var genstand for en næsten kultisk tilbedelse i
partiet. Historisk var den rundet af Arbejderbladet, som under besættelsen
skiftede navn til Land og Folk. Den var en af modstandsbevægelsens allerstørste
illegale aviser, og efter befrielsen 1945 var den en kort overgang Danmarks
næststørste dagblad.
Den tid lå unægtelig langt tilbage. Op gennem tresserne havde avisen
været på gravens rand, og det var en politisk kerneopgave i DKP at sikre dens
overlevelse. Land og Folk var partiets ansigt udadtil. Der fandtes ingen af
nutidens sociale medier, og kun én TV-kanal, hvor DKP kun sjældent kom til orde.
Så uden avis ville partiet være så godt som mundlamt.
Hovedindsatsen med det formål at skaffe penge til avisen var den årlige
landsindsamling - en begivenhed, som i humør, hittepåsomhed og aktivitetsniveau
trodser enhver beskrivelse.
Den fandt sted hvert år, seks uger i oktober-november, og det var en
periode, hvor partiet stod på den anden ende.
Som socialister var vi selvfølgelig arge modstandere af liberalisme og fri
konkurrence. Derimod var vi varme tilhængere af SOCIALISTISK KAPPESTRID, og i
løbet af indsamlingsperioden var der benhård konk… øh, kappestrid afdelinger og
distrikter imellem for at indsamle de største beløb. For slet ikke at tale om
de ivrige, ja fanatiske unge medlemmer i DKU, der iværksatte vilde projekter
for at skaffe stadig større beløb. Hver afdeling havde sit eget indsamlingsmål,
beregnet efter antal medlemmer, og det lå ikke lavt! Men blot at opfylde det -
hvor vil I hen! En afdeling med respekt for sig selv helmede ikke, før målet
var overskredet med adskillige hundrede procent! Dér kunne de sovjetiske
femårsplaner godt gå hjem og lægge sig
Hver søndag stod partihuset, Mejlgade 80, på gloende pæle.
Repræsentanter for alle afdelinger, samt alle de medlemmer, der kunne, deltog i
afregningssøndagen, hvor en stor tavle efterhånden blev fyldt med
indsamlingsresultater fra afdelingerne. Og det fremgik tydeligt af bifaldets
torden, når en afdeling præsenterede et særlig flot resultat.
Samtidig var der vild aktivitet i hvert et hjørne af Mejlgade 80. Der
blev solgt masser af varer til fordel for avisen. Et år fandt en Århus-afdeling
fx på at fremstille en stor vægkalender, som blev en kæmpesucces. Den vandt
afdelingen hævd på, og i årene fremover kunne de med sindsro se indsamlingen i
møde. For de var sikret en solid indtægt gennem salget af kalenderen.
Petrusca og jeg købte den naturligvis hvert år - selv om vi derved
støttede en konkurrerende afdeling. Den blev selve det logistiske
omdrejningspunkt for de mange aktiviteter i vores lille familie. Og da det var
slut med den, mon ikke i 1989, måtte vi overgive os til kapitalismen og købe én
i en ganske almindelig kiosk. Vi har vægkalender den dag i dag.
I et andet hjørne stod ”partibandet” Søren Sidevinds Spillemænd som
regel og spillede røde sange. De gæve gutter opnåede også at blive kult i
partiet, næsten på linje med Land og Folk.
Og så var der naturligvis kaffe og kage, og masser af bajere til
populære indsamlingspriser. Hele huset sydede og boblede af latter, musik, sang,
indsamlings-aktiviteter og diskussion. Det skete ikke så sjældent i den
SOCIALISTISKE KAPPESTRIDs navn, at en afdeling, som lå lige efter den i
regnskabet førende, foranstaltede en lynindsamling imellem de tilstedeværende
medlemmer i et desperat forsøg på at få samlet de 1289 kroner, som skilte
afdelingen fra førstepladsen.
Mange medlemmer, også jeg, måtte opleve, at vi kom hjem fra en sådan
lørdag adskillige hundrede kroner fattigere, end det egentlig var meningen. Når
man så kom hjem, og indsamlingsrusen var dampet af, måtte man ryste på hovedet
ad sig selv - et afblanket offer for L&F-indsamlingens massepsykose. Og
hvis fruen ikke havde været med, kunne der godt falde bebrejdende ord. Det ku
hun jo sagtens sige! Hun havde jo nemt kunnet holde sig fri af psykosen. Et
godt argument var dog selvfølgelig, at pengene gik til Land og Folk, og dermed
til verdensrevolutionen. Men havregrød resten af måneden, det var nu ikke så
morsomt…
Det var dog i tiden mellem lørdagene, at den egentlige indsamling fandt
sted. De fleste medlemmer havde deres personlige indsamlingsliste, på hvilken
venner og bekendte med gode ord måske kunne overtales til at tegne sig for et
beløb. Disse lister blev så afregnet lørdag, inden seancen i Mejlgade, sammen
med andre indtægter, som salg og andet.
En afgørende aktivitet var afdelingens indsamlingsfest. Samtlige
partiafdelinger afholdt naturligvis en sådan. Ikke mindst her skulle de store
slag slås, så alle sejl blev sat til for at gøre festen så stor og omfattende
som muligt. Det vigtigste var naturligvis indsamlingsaktiviteterne. Man betalte
- rundeligt - for mad og drikke, og ud på aftenen kom hovedaktiviteten: DEN
STORE AUKTION. På bordet stod opmarcheret i massevis af effekter, socialistiske
bøger, plader med musik af Shostakovich og Prokofiev m.fl., leninbuster,
plakater, bulgarske lakarbejder, polsk vodka, DDRs flag med hammer og passer,
russiske babushkadukker og utallige andre ting, hvoraf mange var virkelige
kvalitetsvarer. En særlig populær artikel var de flotte læderbælter fra den
russiske hær og flåde, med hammer og segl i metalspændet. Mange medlemmer havde
i året, der svandt, husket at tage ting med hjem til auktionen, hvis deres vej var
gået mod øst.
Også her blev massepsykosen følelig. Pengene sad løst, det var jo
afdelingens ære, der stod på spil. Et godt økonomisk resultat af
indsamlingsfesten var et væsentligt grundlag for en ærefuld indsats i
indsamlingen som helhed.
Helt galt gik det gerne, når vi sluttede med en ”kinesisk” (som vi dog
ikke kaldte det - vi var jo på ingen måde maoister) auktion. Her skulle man jo
betale differencen til buddet umiddelbart før éns eget. Til gengæld var der
ingen, der vidste, hvornår auktionen sluttede. En ganske almindelig flaske
Stolichnaya-vodka kunne på den måde godt nå op i flere tusind kroner.
Indsamlingsperioden oplevedes hvert år som en fest. Men det var en fest,
som rummede stress og jag og et tårnhøjt aktivitetsniveau og økonomisk ruin.
Når den var slut, og det flotte resultat blev udråbt i Land og Folks spalter,
var det en kæmpe lettelse. Såvel som en lidt tom fornemmelse…
En endnu større indsats i Land og Folks navn var den årlige Land og
Folk-festival, som fandt sted i august måned i Fælledparken i København, lige
overfor Idrætsparken. Hvert år deltog Petrusca i opbygningen hele den sidste
uge inden festivalen, som en del af Jyske Sjak. Imens passede jeg børnene og
mit arbejde. Som regel kom jeg dog over, med børnene, i selve festival-weekenden.
Jeg har beskrevet Land og Folk-festivalens forløb i mit erindringsafsnit
SPILLEMAND. Her skal det derfor kun nævnes, at L&F-festivalen i ”de store
år” i al beskedenhed var Danmarks største festival, ofte med over 100.000
deltagere. Roskilde kan gå hjem og lægge sig…
Menighedsblad
Det kan dog ikke nægtes, at Land og Folk i ikke ringe grad var et
menighedsblad.
Selv om vi var mange medlemmerne i 70´erne og start80´erne, så var vi
ikke flere, end at vi ”kendte” mange af de - ledende, såvel som menige -
kammerater, der skrev eller optrådte i avisens spalter. Den indeholdt også
annoncesider, som rummede personlige hilsner på runde fødselsdage og ved andre
festlige lejligheder. Disse annoncer gav avisen en atmosfære af hyggeligt
fællesskab. Det var VORES avis. Samtidig støttede man jo den gode sag
økonomisk, når en sådan annonce blev indrykket.
Men nogen ”Pravda” (sandhed) var Land og Folk nu ikke. (Det var Pravda i
øvrigt heller ikke…) Lige så ramsaltet, kritikken var af den kapitalistiske
verdens excesser, lige så kontant, kritikken var af den danske regering, hvad
enten statsministeren hed Anker Jørgensen, Poul Hartling eller Poul Schlüter,
lige så forstående og udglattende var den, når det gjaldt forbrydelser, fejl og
mangler i de socialistiske lande.
Det var jeg på ingen måde uvidende om. Så jeg købte jævnligt andre
aviser for at se, hvordan ”klassefjenden” tolkede de aktuelle begivenheder.
Ikke for at gi dem ret. Men jeg følte nu alligevel behov for at få en vis
pluralisme ind i mit verdensbillede. Det var aviser som Politiken, Aktuelt,
Information og EkstraBladet
Kammerater
Begrebet ”kammerat” (comrade, genosse, tovarich, camarade) var siden
socialismens ungdom måden, man betegnede en meningsfælle, et partimedlem på.
Jeg kan huske, at da jeg blev meldt ind, faldt det mig lidt svært at bruge
betegnelsen naturligt. Der var noget vist sekterisk ved begrebet, fornemmede
jeg.
Men det gik snart over. Vi slyngede ikke om os med betegnelsen i det
daglige, men det blev snart helt naturligt fx at sige ”det var ellers et flot
indsamlingsresultat, kammeraterne på Trøjborg præsterede i lørdags, hva´”. Og
rent faktisk dækkede det også over en ganske stærk samhørighedsfølelse,
stærkere end jeg har oplevet den i andre politiske organisationer.
Vor velkendte Hanne Reintoft, som var inde i og ude af partiet nogle
gange, sagde engang, at DKP som parti rummede de bedste medlemmer. Det blev
sagt engang, da hun meldte sig ud, underforstået, at ledelsen var derimod af en
temmelig ussel kvalitet. Og medlemmerne i DKP oplevede jeg virkelig som
ualmindelig gode kammerater - aktive, hjælpsomme, solidariske, med en virkelig
solid social bevidsthed, som kom fra hjertet.
Menneskeligt set er der selvfølgelig ingen særlig forskel i forhold til
andre partier. Livet har da lært mig, at der kan findes gode, humane,
hjælpsomme mennesker i partier, jeg er dybt uenig med, ligesom der naturligvis
fandtes magtsyge, egoistiske, indskrænkede idioter i DKP.
Men ånden i partiet var befordrende for solidariske kvaliteter. Så Hanne
Reintofts udtalelse var ikke helt i skoven.
Men der er jo altid en bagside af medaljen. Fællesskabet byggede på en
stærk disciplin, og selv om den gamle ”3. Internationale” for længst var
opløst, så forventedes det i ikke ringe grad, at man, ikke unuanceret, men
grundlæggende, var solidarisk med de socialistiske lande, som stod samlet i de
to økonomi- og forsvarspagter Comecon og Warshawapagten. Det vil sige Sovjet,
Østeuropa og Cuba. De var ikke hævet over kritik, men man fik efterhånden lært
nogle modererende argumenter, når diskussionen udadtil faldt på det manglende
demokrati, Berlinmuren, køer ved butikker, Stasi, forurening og andre
kritisable forhold. Om ikke andet kunne man gribe til den om ”børnesygdomme”:
Socialismen er ung, bare vent…
Selvfølgelig havde vi også argumenter den anden vej: Social sikkerhed,
ingen arbejdsløshed. For slet ikke at tale om USA's imperialistiske overgreb i
verden. Men dén kunne vi kun bruge overfor de borgerlige. Vores medsocialister
på fløjen var jo enige på det punkt.
Jeg var ikke helt ung, da jeg kom ind i partiet. Jeg havde fx ikke været
medlem af DKU. Og jeg kendte til, og havde selv haft, flere af de meninger, der
var stærkt kritiske overfor partiet og Sovjet. De forbehold hverken kunne eller
ville jeg slippe. Men jeg modererede dem, troede (og håbede) på dén med
børnesygdommene…
Det betød dog også, at jeg aldrig delte den kultiske, næsten religiøse
overbevisning om Sovjets fortræffeligheder, som mange af de helt unge faldt
for. Mange af de helt gamle med. De havde været i partiet siden krigen. De
havde oplevet 22. juni 1941 med arrestationen af hundreder af ledende
kammerater. Flere af dem var gamle friheds-kæmpere og sabotører. De kendte
folk, der havde været i koncentrationslejr for deres overbevisning. De vidste,
at Sovjetunionen havde mistet over 24 millioner borgere under 2. Verdenskrig,
mens tallet på USA's faldne var godt 400.000. Og de havde oplevet STALIN som
det store håb, det store lys, der under krigen ledte kampen mod nazismens
grusomme mørke.
De havde fået chokket, da Krustjov i 1956 holdt den navnkundige
”hemmelige tale” om Stalins forbrydelser. Men selv efter det kunne de ikke i
deres hjerter miste den næsten religiøse tro på Stalin og partiet. De havde
oplevet, hvordan en stor gruppe havde forladt partiet sammen med Aksel Larsen
og dannet SF. De havde slugt Ungarn 1956, Tjekkoslovakiet 1948 og 1968,
Berlinopstanden 1953, sandheden om GULAG - sammen med adskillige andre kameler.
Jeg forstod dem godt. Jeg beundrede dem for alt det, de havde kæmpet.
Men videre kunne jeg ikke følge dem. For mig var og blev Stalin en af
verdenshistoriens helt store forbrydere.
Men en børnesygdom. Nu var vi på vej i den rigtige retning. Mente jeg.
I 1989 var de fleste af krigsgenerationen døde. Godt for dem. Men for
mange af de yngre, som havde annammet den næsten religiøse tro på Sovjet og
socialismens fremtid, blev det et ikke blot et politisk, men også personligt
sammenbrud.
Derude og herhjemme
Den følgende ultrakorte historiske oversigt er en kommenteret udgave af
et udvalg af de vigtigste politiske begivenheder, som satte deres præg på den
periode, hvor jeg var medlem af DKP. Undervejs blev verden såvel som lille
Danmark rystet i sin grundvold adskillige gange.
Kampen mod EF
Den første rystelse fandt sted 2. oktober 1972. Det var datoen for
Folkeafstemningen om medlemskab af EF (nu EU). Diskussionen op til dagen er en
af de vildeste politiske meningsudvekslinger, måske den vildeste, der har
fundet sted i Danmark nogensinde. Diskussionen for og imod bølgede frem og
tilbage, splittede familier, partier, fagforeninger og venskaber over det
ganske land.
DKP var naturligvis imod. Ikke af nationalistiske grunde, bestemt ikke,
DKP var et internationalt parti. Til 1. maj sang vi med på den gamle hymne
”Internationale” af fuld hals. Men det internationale fællesskab, VI ønskede,
var naturligvis et socialistisk fællesskab. Ikke en kapitalistisk,
liberalistisk, markedsøkonomisk sammenslutning af de rige lande, vendt imod de
fattige. Ikke ”De rige landes klub”.
Da resultatet forelå (2/3 ja, 1/3 nej), var skuffelsen enorm. Tæt op til
afstemningen havde stillingen været næsten lige. Men i de sidste dage havde
partier, arbejdsgivere og mange fagforeninger indrykket masser af annoncer i aviserne,
som truede med bål og brand og økonomisk ruin, hvis danskerne stemte nej. Vi på
venstrefløjen havde den faste overbevisning, at flertallet af de danske vælgere
var blevet købt og betalt.
Det var dog helt sikkert, at kampen ikke var slut. Ikke så få
organisationer gjorde klar til fortsat modstand. Den mest markante blev hurtigt
Folkebevægelsen mod EF, som var
tværpolitisk med medlemmer fra de konservative og ud til DKP. Her lagde partiet
sin hovedindsats efter bedste ”folkefrontsmønster”. Det betød, at man
samarbejdede om det, man var enige om, ud
af EF, og lod resten ligge. DKP fik en særdeles stærk position i Folkebevægelsen. FOR stærk, mente mange
skeptikere. Men det kan ikke nægtes, at DKP bidrog med masser af aktive
medlemmer og dermed i høj grad var med til at give Folkebevægelsen dens stærke position.
Oliekrisen
Året efter kom endnu en rystelse, kaldet Oliekrisen. Israels krig mod
Egypten og Syrien blev dråben, der fik Mellemøstens oliebæger til at flyde over,
eller rettere – tørre ind. De olieeksporterende lande syntes, at de nu havde
forsynet den fjendtlige, rige verden med billig olie længe nok. Nu ville de ha
deres del af kagen. Olieprisen gik pludselig op til det dobbelte.
I lille Danmark havde vi for længst vænnet os til, at det bare gik
fremad. Siden midt i 1950´erne var vi blevet rigere og rigere,
velfærdssamfundet var en fastslået kendsgerning, alle var i arbejde. Kunne det
være anderledes?
Det kunne det. Samfundsøkonomien fik et grundskud, arbejdsløsheden steg
mod højder, som var ukendte for os unge (og det var i høj grad de unge, der
ikke kunne få job.) Resultatet af Oliekrisen og dens efterfølgere kom til at
præge verden - og dansk indenrigspolitik - de næste mange år.
Chile 11. september 1973
For os på venstrefløjen findes der TO katastrofer, som kan kaldes
”nine-eleven”. Den, som ”alle” kender, er terrorangrebet på World Trade Center
i New York 2000. Men i 1973 oplevede vi, hvordan Chiles hær under general
Pinochet og kraftigt støttet af CIA væltede landets lovligt valgte præsident
Salvador Allende. Tusinder af fagforeningsfolk, socialister og kommunister blev
myrdet. Andre tusinder lykkedes det at flygte, heriblandt ikke så få til
Danmark, hvor de blev en levende påmindelse om USA's imperialistiske politik,
som i kampen mod de venstreorienterede i hele verden ikke skyede nogen midler.
Vietnamkrigen var stadig i gang. Ganske vist havde USA trukket de fleste
af deres tropper ud, så krigen var blevet ”Vietnamiseret”. Men for os var Chile
1973 endnu et tragisk bevis på USA's imperialistiske hensynsløshed. At et
sådant land, med den slags metoder, kunne kalde sig demokratisk - det var en
hån mod folkenes frie selvbestemmelsesret, syntes vi.
Jordskælvsvalget 1973
Jordskælvet i Danmark 1973 kunne til gengæld ikke kaldes udemokratisk.
Men en rystelse, der næsten satte de gamle demokratiske vaner ud af kraft, det
var det ligegodt. Man havde ellers vænnet sig til sådan cirka fem partier,
Socialdemokraterne, Konservative, Venstre, Radikale Venstre og Socialistisk
Folkeparti.
Der kan nævnes mange årsager. Blandt de vigtigste var den i høj grad
aktuelle strid om medlemsskabet af EF. Det fik ikke mindst de to ”klassiske”
partier Socialdemo-kratiet og Det Konservative Folkeparti til at revne på kryds
og tværs.
En anden vigtig årsag affødtes af velfærdssamfundets eksplosive
udvikling siden slut-50´erne. Alt ku la sig gøre. Hvis samfundet manglede
penge, så hævede man bare skatter og afgifter. Med de voldsomt stigende
lønninger var der nok at ta af.
Gjorde det folk mere solidariske? Ikke just. Den småborgerlige egoisme
murrede i krogene. Så da den karismatiske advokat Mogens Glistrup med det
syngende, bornholmske tonefald på tv lancerede sin trækprocent på 0(!!!) og
slog til lyd for en landsdækkende skattenægterbevægelse, var jorden i den grad
gødet. Det blev til Fremskridtspartiet, som ved valget i december 1973 kom ind
i Folketinget som det næststørste parti(!!!) med 27 mandater.
Men det var kun et af udbruddene. Fra Socialdemokratiet brød Gladsaxes
navnkundige borgmester Erhardt Jacobsen ud og dannede bil- og parcelhuspartiet
Centrumdemokraterne. Som en reaktion mod sædernes forfald, med frigiven porno
og fri abort, kom Kristeligt Folkeparti ind. Og som resultat af kampen imod
EF-medlemsskab kom to partier ind, det klassiske georgistiske grundskyldsparti
Retsforbundet - og Danmarks kommunistiske Parti.
I folketinget var der pludselig 10 partier.
Det betød en særdeles usikker parlamentarisk situation op gennem
70´erne. Og da oliekriser, statsgæld og handelsbalanceunderskud samtidig fik
velfærdssamfundets fundament til at slå revner, blev 70´erne en parlamentarisk
set urolig tid, hvor især Socialdemokratiets Anker Jørgensen, men også Venstres
Poul Hartling, var statsministre for ofte skiftende regeringer.
At vores herlige ungdomsoprør både politisk og kulturelt samtidig
spillede en spændende og heftig rolle, gjorde det ikke just lettere for
stakkels Anker.
Vi havde nu ikke ondt af ham. DKP var pludselig kommet på den politiske
bane igen efter Den Kolde Krigs ørkenvandring, og vi førte os frem som
”arbejderklassens parti” og ville ud af EF. Op gennem 70´erne følte vi
virkelig, at vi havde vind i sejlene. DKP var en ledende kraft bag masser af
kæmpedemonstrationer imod EF, imod besparelser og imod indgreb i
overenskomsterne. Vi følte, at vores indflydelse var betragteligt større, end
den parlamentariske opbakning på 6 - senere 7 - mandater egentlig berettigede
til. Vi var aktive, på arbejdspladserne, i fagforeningerne og i ”bevægelserne”
(der var mange.) Det var og blev DKPs styrke - de aktive medlemmer og den
stærke organisation.
Gode kammerater på venstrefløjen har dog også berettet om bagsiden af
dén medalje. De syntes, at DKPs styrke og energi ofte førte til, at partiet
reelt tog magten i fagforeninger og bevægelser. Så var der ofte ikke plads til,
at andre kunne komme til orde. Jeg har også selv oplevet taktiske tiltag og
fløjkampe, som i bagklogskabens knivskarpe lys forekom både tåbelige og
destruktive. Så dén bagside var bestemt helt reel.
Det var dog ikke kun DKP, som kunne erklæres skyldige heri. Op gennem
70´erne og 80´erne bekæmpede de forskellige venstrefløjsorganisationer hinanden
med en energi, som var en bedre sag værdig…
Vietnam
Den største dag i mit politiske liv var 1. maj 1975. Dagen før havde vi
på TV med stigende fascination og begejstring set, hvordan Vietnams Nationale
Befrielsesfront (Vietcong) rykkede ind i selveste Saigon. Vi havde set, hvordan
USA's militærrådgivere og ambassadefolk flygtede i panik med helikopter ud til
de nærliggende amerikanske flådefartøjer. Hvordan tusindvis af vietnamesere,
som havde samarbejdet med USA, tryglede om en vej ud, men pænt måtte blive
tilbage i den erobrede by. Vi jublede begejstret til 1. maj-møderne. USA havde
tabt Vietnam-krigen! Vietnam var nu en forenet folkerepublik!
Det er vigtigt at huske, at Vietnam var mere end en isoleret krig. Det
var et symbol. Op gennem 60´erne havde masser af kolonier i Afrika og Østen
fået deres ”frihed”. Dvs. de blev politisk selvstændige, fik flag, parlament,
regering, præsident og alt det formelle, der knyttede sig til at være en
selvstændig stat.
Men den politiske kultur, baggrund, uddannelse og erfaring, som hørte
til at udvikle et bæredygtigt demokrati, den havde de ikke. Ofte var de nye
stater sammensat efter de tilfældige linjer, som koloniherrerne i 1800-tallet
havde slået på et kort, der hvor de var stødt ind i andre kolonimagter. De nye
stater bestod ofte af flere eller mange folkeslag med forskellige kultur og
sprog. Så havde de de gamle koloniherrers sprog som fællessprog, men
forskellene indenfor de nye stater var ikke så lette at forene til et land.
Ofte havde de tilfældige grænser ovenikøbet skåret et stammefolks
territorium midt over, så det samme folk levede i to eller flere stater.
En helt afgørende forhindring var, at vel blev den POLITISKE magt
overdraget til folket, men den ØKONOMISKE magt – den blev multinationale selskaber,
domineret af de gamle koloniherrer, som oftest siddende solidt på. Og som
socialister vidste vi, at hvis den økonomiske magt ikke er i folkets hænder, så
er det så som så med den politiske magt.
Et gennemgående træk i ”de nye stater” blev derfor, at nye partier, som
repræsenterede de gamle befrielsesbevægelser, fik magten. Ofte var der to eller
flere konkurrerende befrielsesbevægelser, og det udviklede sig til, at når så
den ene søgte støtte hos USA, så søgte den anden støtte hos Sovjetunionen.
Resultatet blev en hel række borgerkrige, hvor de to stormagter bekæmpede
hinanden ”pr. stedfortræder” ved at støtte hver sin gruppe med våben og penge.
Vi kommunister var ikke i tvivl om, at de USA-støttede parter arbejdede for en
kapitalistisk samfundsmodel, mens de Sovjetstøttede ønskede en socialistisk
ditto.
Vietnams placering i dette mønster var ikke netop typisk. Men netop her
blev krigen ført ikke kun ”pr. stedfortræder”, men med store mængder
amerikanske tropper. Derfor blev krigen symbolsk. Og den 1. maj 1975 oplevede
vi, at ”verdens politibetjent”, den kapitalistiske verdens dominerende nation,
for første gang i historien tabte en krig! Ganske vist havde USA trukket sig ud
i 1973, men os ku de ikke narre. Det var en flugt fra det nederlag, som anedes
i horisonten.
To år efter var det en realitet.
Overenskomster
En vigtig del af DKPs rolle i dansk politik var ”forsvaret for
arbejderklassens velerhvervede rettigheder”. Her var ikke tale om en form for
afbalanceret stillingtagen til samfundsøkonomien. Klassekampen var en aldeles
konkret realitet, og partiets placering heri på forhånd sikker: Vi var på arbejderklassens
parti.
Modparten var arbejdsgiverne, og vi var aldeles sikre på, at de med alle
deres juridiske og økonomiske magtmidler nok skulle vide at fremføre sagen, set
fra deres side – løntilbageholdenhed, arbejdstid, svækkelse af sikkerhed m.m.
Og det der med afbalanceret samfundsøkonomi kunne vi passende lade
Socialdemokratiet om. Så hvad var mere naturligt, end at vi så sagen fra vores
– arbejdernes – side?
Vi var varme tilhængere af den danske enhedsfagbevægelse og accepterede
i nogen grad ”den danske model”, som den kaldes, altså det forhold, at løn og
arbejdsforhold afgøres med forhandling, afstemning og eventuelt arbejdskamp i
form af strejke /lockout mellem de faglige organisationer og arbejdsgivernes
tilsvarende. Dog anså vi reglerne i det fagretslige system som overvejende på arbejdsgivernes
side, med hovedvægten på at sikre ”fred på arbejdsmarkedet”. De forhindrede i
vores optik den nødvendige faglige kamp.
I fagbevægelsen, i hvert fald på LO-området, havde forholdet været det,
at der foregik en konstant magtkamp mellem Socialdemokratiet og DKP. Selv om SF
og VS ved valgene fik langt større stemmetal end DKP, så udmøntede det sig ikke
i nogen særlig gennemslagskraft i fagbevægelsen. Her var det stadig de to gamle
partier, der sad på magten – og førte an i magtkampen.
Generelt var Socialdemokratiet stærkest. Men DKPs styrke var dog så
stor, at partiets faglige folk sad på magten i ganske mange lokale
fagforeninger og i de fleste kunne bide socialdemokraterne i haserne.
Når det trak op til storkonflikt, og da især, når Socialdemokratiet så
sig nødsaget til at ophøje et mæglingsforslag til lov (af hensyn til
samfundsøkonomien), så kom DKPs storhedstid med kæmpedemonstrationer foran
Christiansborg og meget andet godt. Mæglingsforslaget blev ophøjet alligevel,
men ikke uden sværdslag, og vi var sikre på, at protesterne, om ikke andet, så
indirekte, havde haft indflydelse på det endelige resultat.
I fagbevægelsen uden for LO, fx FTF-området (funktionærer og
tjenestemænd) fik venstrefløjen op gennem 1970´erne og 80´erne stor magt, og
socialdemokratiet havde det svært. Her var det dog ikke entydigt DKP, der sad
på magten, også de andre venstrefløjspartier spillede en ret stor rolle. Men fx
i BUPL, Børne- og Ungdoms-pædagogerne, var det DKP, der sad på magten en
årrække. Her fik partiet også prøvet socialdemokratiets normale rolle som dem,
der måtte holde igen over for den endnu ivrigere yderste venstrefløj og ikke
skræve så vidt i den faglige kamp, at de faglige bukser sprak.
Så op gennem 1970´erne, da Anker Jørgensen kæmpede med at holde Danmark
væk fra den økonomiske afgrund, og i 1980´erne, da Schlüters borgerlige
regering gennemførte ”Kartoffelkuren” og andre ”økonomiske indgreb mod
arbejderklassen”, var der virkelig gang i overenskomstkampene. Og DKP spillede
sin sædvanlige centrale rolle, i kraft af mange aktive medlemmer og stærk
organisation. Anker og Schlüter havde rigeligt med magtmidler til at sikre
samfundsøkonomien. Vores rolle var at sikre, at det ikke gik ud over
arbejderklassen. Mente vi.
Velfærdssamfundet
En vigtig del af ”arbejderklassens velerhvervede rettigheder” var selve
Velfærds-samfundet. For Socialdemokratiet var det hjerteblod. Her forsvaredes
de svage i samfundet mod kapitalismens skurkestreger, og samfundets goder blev
bredt ud, så alle nød godt af dem. Med god grund kunne socialdemokraterne sige,
med stolthed, at velfærdssamfundet var deres opfindelse..
For DKP var Velfærdssamfundet dybest set en lappeløsning, plaster på de
sår, det kapitalistiske samfund påførte almindelige mennesker. Målet var jo det
socialistiske, senere det kommunistiske, samfund, hvor der var gjort op med den
private ejendomsret til produktionsmidlerne.
Men så længe dette opgør ikke lå lige for, SÅ var forsvaret af de
opnåede goder også for DKP en hjertesag. Så velfærdssamfundet blev, trods dets
mangler og det uafklarede opgør om magten i samfundet, noget, vi i høj grad
kæmpede for. Ikke mindst fordi det i vores optik konstant blev udsat for
angreb.
Fra midten af 1950´erne havde Danmark været et samfund i stærk økonomisk
udvikling, med stigende lønninger, ingen arbejdsløshed, flere og flere
forbrugs- og velfærdsgoder. Det havde varet så længe, at vi så småt så det som
en naturlov, at det kunne fortsætte.
Men det fik en brat ende med oliekrisen i 1973. Pludselig kom nye,
skræmmende begreber som ”besparelser” og ”ungdomsarbejdsløshed” ind i sproget
igen. Mens Anker desperat prøvede at bremse farten mod den økonomiske afgrund
og Schlüter besparede og kartoffelkurede, så var DKPs rolle også her at
forsvare det opnåede.
Mod højderne - og nedtur
Allerede i 1977 døde Knud Jespersen.
Han havde som 18-årig været i Gestapos kløer i Ålborg og fået skader,
som varigt havde svækket hans helbred.
Sorgen i partiet var stor. Stemmeprocenten ved folketingsvalget i 1977
havde været på 3,6 procent og uændret 7 mandater, trods en lille tilbagegang.
Nu blev fagforeningsmanden Jørgen Jensen formand, og hvad man end kan sige om
ham - Knuds karisma, humor og folkelige appel havde han absolut ikke. Ved
valget i 1979 kom chokket: Partiet røg under spærregrænsen på 2% og dermed ud
af Folketinget.
At Knud Jespersen havde betydet SÅ meget, kom trods alt bag på de
fleste.
Men i fagbevægelsen, Folkebevægelsen mod EF, fredsbevægelsen og de
øvrige folkelige bevægelser på venstrefløjen stod DKP stadig stærkt. De mange
aktive medlemmer kunne mobiliseres, når der var behov for det, og det gav DKP
en styrke, der manifesterede sig kraftigt i bevægelserne, hvor partiets
repræsentanter havde meget magt.
At dette kunne have en bagside, gik efterhånden op for mig. Flere af
mine venner fortalte med slet skjult irritation, at de følte sig domineret og
overhørt i de organisationer, hvor DKP havde magten. Jeg brugte som
modargument, at DKPs styrke sikrede aktivitet og effektivitet, og at man vel
ikke kunne bebrejde partiet, at aktivitet også førte til magt. Men jeg kunne i
længden ikke nægte, at nogle af vores kammerater gik mere op i at sidde tungt
på magten end i den erklærede ”folkefrontsstrategi”, som fx gav styrke og
bredde til Folkebevægelsen mod EF.
Dette sidste kunne konstateres ved de årlige grundlovsmøder på
Himmelbjerget. Her blev tydeligt demonstreret – med taler, musik, boder, og det
tusindtallige fremmøde, ikke mindst – at der stadig var stor kraft i
Folkebevægelsen.
Selv stod jeg helt inde for parolen, at vi skulle ud af EF igen! Men på
det punkt ændrede jeg fuldstændig mening i løbet af 1990´erne. Herom mere i
kapitlet 2020 – SPLINTER TIL ET POLITISK VERDENSBILLEDE.
Afghanistan 1979
Godt 4 år efter Vietnamkrigens afslutning går Sovjetunionen ind i
Afghanistan.
I Kabul havde en socialistisk regering taget magten ved et kup. Nu, to
år efter, vaklede grundlaget under den, så Sovjet blev bedt om ”broderlig
hjælp”. Sagde ja. Rykkede ind med tropper i december 1979.
I dag er det tydeligt at se, at det blev begyndelsen til enden for
Sovjetunionen. Men dengang anså jeg det for at være en støtte til en
socialistisk revolution, som det bagstræberiske, kvindeundertrykkende, narkoproducerende
land i den grad havde brug for.
Her begyndte hele den udvikling, som endnu ikke er afsluttet. Den dag i
dag er Afghanistan en mislykket nation, viklet ind i en snart latent, snart
blodig borgerkrig.
Snart støttede USA naturligvis mujahedinerne (som bekæmpede regeringen
og Sovjet) med våben. Vor dengang unge Venstre-løve, nu tidligere statsminister
Lars Løkke var selv ovre og lade sig fotografere med de turbanklædte krigere,
holdende et automatisk gevær i hænderne. Siden har landet været en
krigsskueplads. Først måtte Sovjet trække sine soldater hjem, mange af dem ødelagt
på krop og sjæl. Denne sygdom bredte sig til hele landet. Siden har USA med
allierede, herunder Danmark, måttet sande, at en krig i Afghanistan, den kan
ikke vindes. Afghanistan er den dag i dag et blødende sår.
Det begyndte i 1979.
Reaktionen fra USA var voldsom. Blandt andet boycottede man, sammen med
en stribe allierede lande, (dog ikke Danmark), De olympiske Lege i Moskva 1980.
Samme år vandt den stærkt højreorienterede republikaner, tidligere skuespiller
Ronald Reagan, det amerikanske præsidentvalg og blev indsat som præsident i
januar 1981.
Med Reagan indførte USA en ny, endnu mere aggressiv kurs overfor
Sovjetunionen, Østeuropa – og ikke mindst Cuba. Både retorik, økonomisk og
militær pression fra den kolde krig blev genoplivet, stjernekrigsvåben, nye
raketter udstationeret i Europa og betegnelsen ”Ondskabens Akse” blev brugt mod
de kommunistiske lande.
I borgerlige kredse bliver Reagan den dag i dag betragtet som en helt,
der med sin aggressive politik pressede Sovjet ud over grænsen af sin ydeevne
og dermed blev en vigtig årsag til murens fald og Moskva-kommunismens
sammenbrud. Men sådan så vi mildest talt ikke på det. Det var trods alt kun 6
år efter USA's forbryderiske krig i Vietnam. Den havde vi absolut ikke glemt,
lige så lidt som presset imod den 3. verden – alle de tidligere kolonier, som
havde mere end svært ved at finde deres egne ben, både økonomisk og
demokratisk. Jeg troede endnu på muligheden af, at kommunismen kunne overvinde
sine ”børnesygdomme”. USSR syntes på den tid stadig at være en stormagt, og
Reagans trusler betragtede vi som en leg med ilden, et pres, der kunne
resultere i en militær katastrofe - 3. Verdenskrig.
Sådan var det i øvrigt ikke kun os i DKP, der så på det. Da NATO,
tilskyndet af Reagan, naturligvis, begyndte at pusle med planer om
udstationering af mellemdistance-raketter i Europa, medførte det en hidtil uset
opblomstring af Fredsbevægelsen, ikke kun i Danmark, men i hele Europa. Jeg var
blevet aktiv musiker i bandet Ram & Sjang, og vi havde den ære at spille
for mere end 25.000 mennesker til en stor fredsdemon-stration i Århus 1982. Om
Ram & Sjang, og mine musikmeritter i øvrigt, henvises til mit
erindringskapitel SPILLEMAND.
Selv Socialdemokratiet var i en fase, hvor de, sammen med de radikale og
venstrefløjen, pressede Schlüters regering til at føre den såkaldte
fodnote-politik i NATO - til udenrigsminister Uffe Ellemann Jensens store og
tænderskærende ærgrelse. I disse fodnoter tog man forsigtigt afstand fra
Reagan-administrationens, og dermed NATOs, mest aggressive planer.
I opløsning
Men bortset fra fredsbevægelsens succes var der ikke meget at glæde sig
over. En snigende desillusion begyndte at rokke alvorligt ved mine politiske
synspunkter.
I Polen måtte systemet lide den tort at blive alvorligt anfægtet af
fagbevægelsen Solidarnosch. At en bevægelse med udspring blandt
værftsarbejdere, altså i selve arbejderklassen, gjorde modstand mod et kommunistisk
system var jo mildest talt pinligt. Ganske vist vidste vi godt, at polakkerne
først og fremmest var katolikker - og kun havde kommunistisk styre, fordi Polen
lå i Østeuropa. Men alligevel…
I Chekoslovakiet havde bevægelsen
Charta 77, opkaldt efter selve det kritiske dokument, som de havde udsendt,
påpeget voldsomme mangler i forvaltningen af både menneskerettigheder og de
almindelige, demokratiske rettigheder.
I DDR prøvede styret at lukke munden på visesangeren Wolf Biermann. Han
var selv ”flygtet den modsatte vej”, altså fra vest mod øst, i solidaritet med
de kommunistiske samfund, som var under opbygning efter 2. Verdenskrig. Nu
skrev han solidarisk-kritiske tekster om selvsamme opbygning og manglen på
ytringsfrihed, hvilket bestemt ikke faldt i god jord hos partispidserne. Han
endte med at få frataget sit statsborger-skab i DDR - og afsværge sin tro på
kommunismen totalt.
Det var således muligt, at JEG havde tålmodighed til at vente på, at
”kommunismens børnesygdomme” blev kureret, men det var der tydeligvis markante
grupper i Østeuropa, der absolut IKKE havde. De havde skoen på og vidste, hvor
den trykkede. Og deres kritikpunkter var, set ud fra et demokratisk synspunkt,
uafviselige.
Men også, hvad angik kvaliteten og effektiviteten i produktionen, indløb
der alt for mange kritikpunkter. Det samme gjaldt forurening og miljøødelæggelse,
som et ordentligt socialistisk samfund burde have som en hovedprioritet at
bekæmpe. Hvis heller ikke det fungerede ordentligt, hvad var der så tilbage?
I 1986 var vores band, Ram & Sjang, på miniturné i Rostock, DDR.
Vores dygtige sanger og harmonikaspiller, Henning Simonsen, selv partikammerat,
smed og fagforeningsmand, fortalte os en dag en selvoplevet historie, som
tydeligvis havde rystet ham. Han havde overværet, hvordan en lastbil i Rostock
kom med et læs mursten til en byggeplads. Her skulle de naturligvis læsses af,
men til Hennings bestyrtelse var det sket på følgende måde. Arbejderne gik op
på ladet af lastbilen, hvor murstenene stod pænt stablet - og derfra SMED de
dem bare ned i en uordentlig dynge på fortovet. Bagefter kørte arbejderne væk.
Tilbage lå en stor dynge sten hulter til bulter, mange af dem knækkede. Det var
tydeligt, at det forargede og smertede Henning dybt, at arbejdere kunne vise en
sådan ligegyldighed og foragt overfor deres arbejde og deres kolleger, og så i
et samfund, som kaldte sig ”arbejder- og bonderepublik”.
Jeg er sikker på, at fra den dag begyndte Hennings tro på sagen at vakle
alvorligt. Vi andre var selvfølgelig også forargede og rystede. Men for
Henning, selv stolt smed, var det et afgørende chok at være vidne til en sådan
mangel på selvrespekt og faglig stolthed.
Et vigtigt argument, som stadig lod sig anvende, var den sociale
sikkerhed. At ligheden, trods pampervælde og overadministration, var større i
øst end i vest, kunne stadig fastholdes. Bortset altså lige fra hos os i den
nordiske velfærdsmodel. Når det gjaldt levestandard og social sikkerhed, så var
de socialdemokratiske samfund hos os selv mere end temmelig godt med.
Glasnost og Perestrojka
I Sovjetunionen afløstes den farveløse gamle Leonid Brezjnev 1982
kortvarigt af et par næsten selvdøde oldinge Andropov og Tjernenko. Dem var der
ikke meget inspiration i. Men endelig i 1985 skete der noget, som tilførte min
tro på sagen kunstigt åndedræt. Gorbatjov kom til magten.
Endelig en leder med personlighed og udstråling. En, der direkte sagde,
at Sovjetunionen nødvendigvis stod overfor store forandringer. En leder, der
lancerede slagord som Glasnost (åbenhed) og Perestrojka (omstilling). Selv
Reagan lod sig charmere og indgik i direkte forhandlinger med den nye mand,
hvilket førte til begrænsning af atomvåben i øst og vest.
For mig betød det nyt håb. Endelig kunne vi måske få gjort op med ”børne-sygdommene”.
Jeg mente - og håbede - som Mihail Gorbatjov, at Sovjetunionen havde den styrke
og soliditet, der skulle til for at klare den omstilling, både af produktionen
og af den politiske kultur, som var nødvendig. Hvem ved - måske kunne vi nå hen
til en ”socialisme med et menneskeligt ansigt” i hele Østeuropa?
Godt fire år senere lå håbet i ruiner. Jeg er ikke i tvivl om, at
Gorbatjovs vilje var ærlig og redelig, og at mange i Sovjetunionens
Kommunistiske Parti (SUKP) håbede og ønskede som han. Men det var en supertanker,
han skulle vende, og det viste sig - til næsten hele verdens overraskelse - at
hele den kommunistiske blok, med forsvarsalliancen Warszawapagten og den
økonomiske alliance COMECON, var en kolos på lerfødder.
Desuden var der, i Sovjet som alle steder i øst og vest, store grupper i
stats- og produktionsapparatet, som sad godt og solidt på deres gren og havde
privilegier, som de absolut ikke ønskede at give afkald på. Så de modarbejdede
det nye alt, hvad de kunne. Hvem saver selv den gren over, han hænger og
klamrer sig til?
Så SELV OM styret åbnede for dybtgående kritik, SELV OM det forsøgte at
omlægge produktionen og gradvis åbnede for det private initiativ, SELV OM det
trak Den Røde Hær ud af Afghanistan, så var der alt for meget, der viste sig at
trække i den anden retning.
Først og fremmest var hele Østeuropas økonomi alvorligt presset, OGSÅ på
grund af Vestens pres økonomisk og oprustningsmæssigt, men FØRST OG FREMMEST på
grund af intern inerti, korruption, dårlig produktion og mangel på effektivitet,
altså destruktive kræfter INDEN FOR det kommunistiske system.
Og så var der Tjernobyl. Katastrofen i 1986 i atomkraftværket lidt
uden for Kiev var en enormt tilbageslag for Sovjetunionen, både for
energiproduktionen og ideologisk. Af gammel vane forsøgte styret først at
underspille katastrofens omfang, men det lod sig naturligvis ikke gøre ret
længe.
At magthavere forsøger at skjule de negative ting, både i vest og øst,
er jo en gammel kendsgerning. Men hos os i Vesten spiller mediernes relative uafhængighed
trods alt en vigtig, om end svækket, rolle som vores alle sammens vagthund
overfor magtmisbrug. Den rolle var medierne i Sovjet endnu ikke gearet til at
spille.
Tjernobyl var et alvorligt tilbageslag for Sovjet. Men kun et blandt
mange. Så alt i alt viste Gorbatjovs Glasnost og Perestrojka sig at være oppe
mod kræfter, som de i længden ikke kunne magte.
Hva så med DKP?
I vores hjemlige parti-andedam gik bølgerne også højt. Store dele af
partiet mente som jeg, at Gorbatjovs linje var den eneste vej frem. Andre
grupperinger mente, at hans linje var vejen mod destabilisering og dermed en
trussel mod selve kommunismen, som kunne føre til sammenbrud. Mange var i
tvivl. En lille, men stærk gruppe kan kun betegnes som stålsatte stalinister.
Debatten var voldsom og højrøstet. Da partiformand Jørgen Jensen døde,
endte partikongressen med at vælge TO formænd, Ole Sohn som repræsentant for
”min” fløj, og Jan Andersen som repræsentant for den mere traditionalistiske,
Gorbatjov-skeptiske fløj. Begge var traditionen tro fagforeningsformænd.
Man håbede på den måde at finde en samarbejdslinje, i sidste ende for at
undgå en sprængning af partiet. Men kort efter døde Jan Andersen. Ole Sohn
havde ikke hele partiets tillid alene, og så var man lige vidt. Diskussionerne
fortsatte hen til og over MURENS FALD i 1989, medlemsflugten ligeså,
desillusionen bredte sig, aktivitets-niveauet dalede brat.
I 1991 splittedes partiet til atomer. Gorbatjov blev afsat,
Sovjetunionen blev nedlagt, DDR blev opslugt af Vesttyskland (1990), og jeg
meldte mig ud. Da havde mit aktivitetsniveau i partiet dog allerede været lig
nul i flere år.
Murens Fald og sammenbruddet
Som nævnt var jeg i DDR med vores politiske orkester, Ram & Sjang, i
både 1986 og 1988. Vi var inviteret til ”Ostseewoche” i Rostock, hvor vi skulle
spille en række koncerter. Herom fortæller jeg rigtig meget i mit erindringsafsnit
SPILLEMAND samt i gengivelsen af et langt brev til mine forældre i 1986, hvor
jeg videregiver mine indtryk og i høj grad ”diskuterer med mig selv”.
Her skal kun nævnes den enorme forskel, der var på de to besøg. I 1986
virkede det hele stadig ret tilforladeligt. Vi blev godt modtaget, og det
praktiske apparat omkring vores lille turné fungerede. I 1988 var både
forholdene og behandlingen af os ret lurvet. Man fornemmede tydeligt både
desillusion og store økonomiske problemer.
Men at selve Berlinmuren, symbolet på ”jerntæppet”, skulle falde 1½ år
efter, og at hele det vældige kommunistiske territorium var faldet fra hinanden
yderligere 2 år efter – det havde jeg bestemt ikke forudset. Jeg må trøste mig
med, at det var der heller ikke mange andre, der havde.
Det er klart, at Gorbatjovs løfter om åbenhed og omstilling fik
systemkritiske grupper i hele Østeuropa til at vejre morgenluft. En afgørende
gruppe lavede demonstrationer i Leipzig gennem hele 1989 under parolen ”Wir
sind das Volk”, underforstået, at når DDRs regerende Socialistiske Enhedsparti
havde så travlt med at påberåbe sig FOLKET – hvorfor lyttede partiet så ikke
til det? Også her var håbet ”socialisme med et menneskeligt ansigt”.
Vores DDR-betreuer i 1986, Horst Marx, følte sig knyttet til denne
gruppering. Ham havde vi stadig kontakt med. Ifølge ham så gruppen sig selv som
en socialistisk, men antiautoritær forsamling, der håbede på, at Gorbatjovs
ideer også ville bryde igennem i DDR.
Da DDR i oktober 1989 fejrede 40 års dagen for DDRs oprettelse, kom
Gorbatjov på besøg. Her ”dødskyssede” Gorbatjov DDRs Eric Honecker, og her udspandt
sig det berømte indirekte ordskifte, hvor Gorbatjov sagde: ”Den, der kommer for
sent, bliver straffet af livet…” Hertil svarede Kurt Hager, højtstående
DDR-politiker at ”bare fordi naboen renoverer sin lejlighed, behøver man ikke
selv omtapetsere”.
Efter Murens Fald mangedobledes demonstrationerne, diskussionerne og
protesterne. Nu var der store grupper, som ændrede et lille ord ”Wir sind EIN Volk”.
Og dermed var budskabet et helt andet. Nu drejede det sig et genforenet
Tyskland.
Hvordan ku det ske?
Man kan sætte TO UDSAGN op over for hinanden:
DET KOMMUNISTISKE ØSTEUROPA BLEV UNDERGRAVET OG ØDELAGT AF DET KAPITALISTISKE VEST
overfor
DET KOMMUNISTISKE ØSTEUROPA RÅDNEDE OP INDEFRA.
I ikke-kommunistiske kredse giver svaret (udsagn 2) sig selv. Men blandt
”gamle” kommunister kan spørgsmålet stadig ægge til diskussion.
Selv mener jeg bestemt, det kommunistiske system faldt, fordi DET VAR
RÅDNET OP INDEFRA. Ganske vist var der intet nænsomt i måden, hvorpå
kommunismen blev afviklet, og det har de nu tidligere kommunistiske lande
betalt en høj pris for. Ikke mindst Tysklands genforening kom til at foregå som
en regulær vesttysk magtovertagelse. Og i Sovjet, som i flere af de andre lande,
blev kommunismen afviklet på en måde, der førte til ren RØVERKAPITALISME, hvor
smarte folk (ofte tidligere partispidser) stjal enorme formuer, og den sociale
sikkerhed for fx arbejdsløse og pensionister forsvandt fra den ene dag til den
anden.
Selvfølgelig kunne forandringerne være sket på en anden, mere skånsom
måde. En måde, hvor man fx bevarede elementer af den sociale sikkerhed, sikrede
pensionernes værdi og en bedre fordeling af samfundets værdier. Men, som det
gamle, kyniske revolutionsudsagn (det tillægges Lenin, men er efter sigende af
den franske romanforfatter Balsac) siger: ”Man kan ikke lave omelet uden at slå
æg i stykker”. Forandringerne var en politisk tsunami, så gennemgribende og
voldsomme, især i Sovjetunionen, at det næsten er umuligt at forestille sig, at
de kunne ske mildt og kærligt. Og kapitalisterne er jo, som altid, klar til at
gøre hvad som helst for at score profitten.
Så MÅDEN kan i høj grad diskuteres. Men ÅRSAGEN ligger for mig temmelig
klar: INDRE RÅDDENSKAB.
Det er mange ikke enige i. En del gamle kammerater fandt hovedårsagen
uden for systemet, eller værre endnu, de talte om ”fejl og mangler”, hvor jeg
ville bruge ord som ”forbrydelser og katastrofer”.
Jeg følte mig stadig som socialist, hvilket fortsat er tilfældet i
skrivende stund (2020), men én ting (blandt mange), jeg måtte se i øjnene, det
var, at mit håb om en kur mod ”socialismens børnesygdomme” var kommet ynkeligt
til kort.
I de relativt få år siden den russiske revolution og frem til Sovjets
sammenbrud (1917-1991) havde Sovjetunionen været gennem helt horrible
belastninger og forandringer: Opstået af en verdenskrig, fire års borgerkrig, genopbygning,
en forceret elektrificering og industrialisering, landbrugets kollektivisering,
deraf følgende hungersnød, omfattende og brutale udrensninger, diktatur og
undertrykkelse, ”Den store fædrelandskrig” (2. Verdenskrig), ny genopbygning,
dominans i Østeuropa, tøbrud, nye stramninger, voldsom oprustning, avanceret
rumprogram, støtte til befrielsesbevægelser i ”den 3. verden”, krigen i
Afghanistan. Da nu Michail Gorbatjov kom med Glasnost og Perestrojka, virkede
det som en nål mod en ballon, der var pustet op til det absolutte bristepunkt.
Når man ser på ovenstående liste, så er det egentlig utroligt, at Sovjet
opnåede den styrke, som landet rent faktisk fik. Det vidner om, at socialismen
i sin tidlige fase tilførte det russiske samfund en helt utrolig energi. Men
energien gik hånd i hånd med en voldsom brutalitet, som kostede millioner af
mennesker livet. Da opgøret med Sinoviev, Kamenev og Trotskij førte til udrensningerne
under Moskva-processerne i 1936 og 1938, som i første række gik ud over
kommunister, der kunne blive potentielle konkurrenter til Stalins magtposition,
mistede Sovjetunionen en endeløs række af de dygtigste og mest selvopofrende
folk, fx de fleste officerer inden for Den Røde Hær. Det kostede dyrt, da
Hitler gik til angreb i 1941.
Som det så ofte er sket, åd revolutionen sine egne børn.
”Den store Fædrelandskrig” (som 2. Verdenskrig kaldes af russerne) var
en fuldstændig ekstrem belastning af det sovjetiske samfund. Det anslås, at op
mod 24 millioner sovjetborgere blev dræbt, hvilket svarer til over en tredjedel
af samtlige faldne i krigen. Til sammenligning var USA's samlede tabstal ca.
418.000.
Diskussionen om Stalins diktaturs betydning for Sovjets styrke og/eller
svaghed i krigen vil jeg overlade til andre. Men genopbygningen af nationen
efter krigen har krævet voldsomme anstrengelser.
Fra 1956 til midt i tresserne fulgte en kort opblussen som følge af
”tøbruddet” efter Krustjovs hemmelige tale om Stalins forbrydelser. Men
derefter viste resultatet af undertrykkelse og udrensning sig for alvor. Landet
gled ind i en fase af stilstand, både økonomisk og ideologisk. Sovjet blev selv
offer for manglen på borgerrettigheder og frihed, for den moralske slitage, som
Stalin-tidens forbrydelser uundgåeligt havde medført. Resultatet var
korruption, pamperisme, overadministration, desillusion og ligegyldighed.
Dårlig produktion, forurening og miljøkatastrofer.
For min generation vejede USA's forbrydelser i Vietnam, i ”deres egen
baggård” (Latinamerika) og i mange borgerkrige i de nyligt ”frigivne” kolonier
særdeles tungt – så tungt, at de af os, der var i DKP, i nogen grad overså de
forbrydelser, Sovjet gjorde sig skyldig i. Der var ellers adskillige: Indgreb
mod arbejderopstanden i Berlin 1953, Ungarn 1956, Muren 1961, ”foråret i Prag”
1968 og den generelle mangel på demokrati. Men de anfægtelser gik vi stille
med. Selv klyngede jeg mig til den med ”socialismens børnesygdomme”.
Efter Sovjetunionens opløsning i 1991 fandt jeg det helt afgørende, at
vi NETOP SOM SOCIALISTER måtte se virkeligheden i øjnene og kalde
begivenhederne i Sovjet og Østeuropa ved deres rette navn – FORBRYDELSER. I
nogle tilfælde ENORME FORBRYDELSER. Hvis ikke, så havde vi ingen chance for at
lære af ulykkerne. Men da jeg syntes, at en del af mine gamle kammerater i
Enhedslisten De Rød-Grønne vægrede sig ved at ta disse ord i deres munde og
stadig talte om ”fejl og mangler”, så valgte jeg at stemme SF. Hvilket jeg
gjorde, indtil Willy Søvndal og Helle Thorning Smith søgte seng sammen før
valget i 2011.
Jeg bilder mig ikke ind at have særlige evner som politisk spåmand. Men
i 2011 var jeg FULDSTÆNDIG SIKKER PÅ, at det ville gå, som det gik: En
handlingslammet regering med et Socialdemokrati, hvis politik under Helle og
Corydon var umulig at skelne fra Venstres, og med SF som en dikkende lammehale,
der modstræbende blev tvunget med i beslutninger, som direkte kostede dem
hjerteblod, ja næsten kom til at koste partiet eksistensen.
Så ved det valg stemte jeg Enhedslisten. Og det har jeg gjort siden.
Men dermed er alt ikke sagt. Hvis mine politiske holdninger i året 2020
har interesse, kan man læse om dem i kapitlet 2020 – SPLINTER TIL ET POLITISK
VERDENSBILLEDE.
Viby
J, den 1. marts 2020
Gudmund Auring
Ingen kommentarer:
Send en kommentar