DIGTERNE OMKRING LIMFJORDEN

   DIGTERNE OMKRING LIMFJORDEN

   Historien om nogle udflugter 31/7 - 8/8 2017

   Petrusca og undertegnede har været på udflugt.

   Ideen fik vi af Johannes, vort plejebarn Chanos ven og mentor, som sammen med sin far foretog turen på cykel. Lidt mere magelige, som vi jo er, har vi brugt bilen. Vi har heller ikke gennemført hele turen, men dog en pæn sjat.

   Men hvad var ideen? Simpelthen at følge Knud Sørensens bog Digterne omkring Limfjorden, som netop skildrer hans og en vens tur til ”stederne”: Mindestenene, gårdene, husene, museerne. Knud Sørensen er selv limfjordsdigter med mange fortræffeligt digte og romaner, så han er nok værd at følge.

   Udgangspunktet har været vores dejlige lille sommerhus i Amtoft, og derfra har vi så foretaget vores udflugter, som regel med hjemkomst om aftenen, men dog med en enkelt indlagt bed & breakfast (uden breakfast) i Nr. Nissum, den tidligere seminarieby (Haarder, endnu en af dine synder!!!)

   Vi begyndte ved ”Danmarks hemmeligste mindesten”, ikke langt fra Thisted, den for Martin Jensen. Som tidligere kommunister kender vi ham, men kun for sangen En hilsen til jer, kammerater, som jeg har sunget mange gange i partiforsamlinger. Den hylder de spaniensfrivillige, som deltog på regeringens side i Den Spanske Borgerkrig 1936-39 mod Franco og hans fascister. Som adskillige andre med rod i det indremissionske miljø endte Martin Jensen på den politiske venstrefløj. Måske har de to miljøer troen til fælles?

   Inden vi drog hjemmefra, fik jeg læst hans roman Vestenvind, og vi begge hans noget ufærdige, men lidenskabeligt søgende ungdomsdigte. Vestenvind er en god roman med et levende sprog, om end noget rodet i strukturen, og den skildrer med stor menneskelig forståelse såvel missionsfolkene som de unge, der må bryde med deres forældres tro. Der er også satire i, overfor de ”stue folk”, som klæder deres egeninteresse i troens klædebon, men ingen fordømmelse. Den slags folk findes jo også blandt kommunister, ja alle steder, ved vi.

   Ind ad en markvej, langs et dige, over et elektrisk hegn og om på bagsiden af en høj. Men takket være Knud Sørensens akkurate beskrivelse fandt jeg det let. Petrusca blev klogelig i bilen, hun er jo ikke så terrængående.

   Så gik turen videre mod syd, Vestervig Kirke med Liden Kirsten og prins Buris´ grav har vi næsten lige besøgt, så den sprang vi over. Efter overfarten til Thyborøn drejede vi ind om Harboøre, hvor vi udså os små fiskerhuse, der kanske har huset nogle af de fiskere, som var de menneskelige hjørnesten i den opbygning af Indre Mission, der fandt sted i disse egne fra slutningen af 1800-tallet. Nogle af dem drog som bekendt til Gjøl i Limfjorden nær Ålborg for at blive hovedpersoner i Hans Kirks roman Fiskerne. Herom mere senere.

   I Harboøre gik tankerne til Erik Bertelsen. Det er ham med Blæsten går frisk over Limfjordens vande, men som Knud Sørensen så rigtigt skriver, så bør han huskes for mere end det. Derfor havde jeg bestilt hans firebinds romanværk om Harboørfiskerne, Dagen bryder frem, Mænd på havet, Kvinder ved stranden og Den unge slægt hjem fra fjerne biblioteker. (Vestenvind måtte jeg til Det kgl. Bibliotek for at få fat i.) De skildrer Harboør-historien fra ca. 1865 og op til 1920. I dem optræder både fiktive og virkelige personer, fx den berømte/berygtede pastor Moe, som pådrog sig hovedstadspressens forargelse og vrede, da han i en begravelsesprædiken fastslog, at nogle omkomne fiskere, som ikke var frelst, var henvist til at brænde i helvedes luer.

   Erik Bertelsen skildrer i sit værk de samme begivenheder og mange andre med kritisk forståelse. Indremissionsk er han ikke, men han er født og opvokset i Harboør, så han kender sine personer indefra. Han har ingen respekt for de journalister, som ikke interesserer sig en smule for fiskernes hårde liv, men kun beskæftiger sig med dem, når der er druknede fiskere og kristen fordømmelse på bordet.

   Erik Bertelsens værk er god, solid romankunst, i slægt med den i sin tid blandt hovedstadens smagsdommere så forkætrede ”skolelærerlitteratur” fra anden halvdel af 1800-tallet, som man ikke skal kimse ad. Den fik stor betydning som folkelig litteratur, der beskæftigede sig med virkelige menneskers virkelige liv, om end ofte med lidt sødsuppeagtige moralske slutninger. En af mine yndlingsdigtere, Otto Gelsted, fortæller et sted, hvor stor betydning denne litteratur havde for ham selv, da han voksede op og skulle finde sin plads i verden.

   Jo, Knud Sørensen har ret. Erik Bertelsen bør huskes for mere end sin sang.

   Herfra gik turen til Lemvig. Behøver man sige andet end Thøger? Thøger Larsen, en af Danmarks største digtere. Ikke kun Danmark, nu blunder… og Du danske sommer, jeg elsker dig…, nej, meget mere. I Lemvig Museum er der mindestuer, blandt andet en stemningsfuld stjernestue, hvor Thøger Larsens digtekunst forenes smukt med hans utrættelige interesse for planeter og stjerner. Han byggede sin stjernekikkert selv. Og i hans lyrik forenes mulden og universet. En rigtig vitalist er han! Uforglemmeligt er hans digt om tordenvejret, som effektfuldt slutter med ”Og lystent borer lynet sig i kloden”. Saftige sager, hva´! Et vaskeægte kosmisk knald.

   Selvfølgelig fandt vi også lejlighed til at le ad de udstillede striber af Gantriis hyggeligt satiriske tegneserie, Livets gang i Lidenlund, som tydeligvis foregår i Lemvig.

   Senere læste jeg højt for Petrusca af vor gode Larsen, hans fremragende, lange digt Jens Højby om bonden, der ligger i sin seng og skal dø, kun 50 år gammel. Thøger Larsen er på ingen måde idylliker. Hvad fx med dette hjerteskærende vers fra Septembernat:

                                            Høst er endt, og Løvfald

                                            kommer, Nat og Løvfald,

                                            Maaneskin og Løvfald,

                                            Suk og Sorg og Løvfald.

   Efter Bed minus Breakfast gik turen til æ hav. Ganske vist var det ”kun” en maler, der lokkede, Jens Søndergaard, sæføli, men han er nu heller ikke ilde. Tvært imod. Man fornemmer den samme lidenskab som hos Thøger, det samme livsdyrkende temperament. Og så var der jo Bovbjerg Fyr i regn og gråvejr. Jeg tog de 244 trin ned og ud på høfden. Og så måtte tyksakken jo også ta dem op igen. Pyh…

   I Lemvig havde vi erfaret, at man havde fået den samme gode idé som på Thisted Bibliotek. Dér er det Jens Søndergaard, som man hyrede til at udføre store, smukke malerier til udlånssalen. I Lemvig er det maleren Niels Bjerre. Dem måtte vi se. Og de er (næsten) lige så gode. Vi anbefaler hermed begge biblioteker.

   Så gik turen til Struer, til den os kun af navn bekendte Johannes Buchholtz. Nu ved vi mere om ham. Men læst noget af ham har vi endnu ikke. Det viste sig, at han har spillet en hovedrolle i Struers udvikling fra ca. 1900 til sin død i 1940. Han kom til jernbanebyen som trafikassistent, men fandt snart virke som kulturel foregangsmand og igangsætter, fredning, bybevarelse, oprettelse af museum, kunstnerisk udsmykning og meget mere. Samtidig med et stort forfatterskab. I mellemkrigstiden var han en af Danmarks mest læste forfattere, også internationalt kendt, men nu er han næsten glemt.

   Dog ikke i Struer. I tilknytning til museet, som har gode malerier, en stor modeljernbane under opbygning, samt selvfølgelig også beskæftiger sig med byens berømte virksomhed B&O, ligger hans hus, der står uforandret siden hans elskede kones død i 1957. Indrettet i en munter, rustik stil med pudsige udsmykninger og påfund fra forfatterens egen hånd. Lidt i familie med Jenle, som Aakjærs kone Nanna udsmykkede med sine billedskærerarbejder. Og som Jenle var huset et gæstfrit kulturcenter med et hav af overnattede venner, fra Aakjær og Nexø over Johs. V. og Thit Jensen (de to dog ikke samtidig) til landevejsriddere og vagabonder. Jo, en spændende person var han, den Buchholtz. Var han også en stor forfatter? Det vil vise sig. Gudmund købte en af hans mest kendte romaner samt en cd-rom til aflytning i bilen på vores videre færd.

   Nu videre til Fly og Åkjær, hvor vi fandt Jeppes mindesten over sine forældre tæt ved den tungt henskridende Karup Å, Jeppe Aakjærs hjerteflod.

   Når man kommer væk fra hovedfærdselsårerne, ser man landskabet på en anden måde. Pludselig kan man fornemme den tid, det langsomme tempo og det hårde slid, som Aakjær har beskrevet så fint i lyrik og prosa, på konstant balancegang imellem romantik og realisme. I hans lyrik har den romantiserede erindring dominans, men bemærk venligst, at den hviler på et realistisk grundlag. Aakjærs lyrik hvælver en høj himmel og en åndelig dimension over hverdagene og det jordnære arbejdsliv. Når vi mennesker kan genfinde det i vores tilværelse, så falder det os lettere at finde ”en mening med det hele”.

   I Aakjærs prosa, fx Vredens Børn eller novellen Da hyrdedrengen skulle i skoven, finder vi derimod krads realisme og benhård kritik af de store folk, der udnytter småfolk. Aakjær var socialist (hvilket en del venstrebønder vist behændigt glemmer i dag), selv om idyllikeren og romantikeren fik bedre plads på hans ældre dage. Han spillede en væsentlig rolle i kampen for bedre kår for husmænd, landarbejdere og tjenestefolk.

   I Fly ligger Marie Bregendahl begravet. Vi sprang hendes grav over, men for ikke længe siden blev jeg færdig med at læse hendes store romanværk Billeder af Sødalsfolkenes Liv op for Petrusca. Så hun må på ingen måde glemmes!

   Det er et fremragende værk. Hun blev jo gift med Jeppe Aakjær, et ret kort og ulykkeligt ægteskab, forsørgede ham som pensionatsværtinde i København, da han var ung, fattig digterspire. Så blev de skilt. Hun blev i København, men hendes romaner beskriver hjemegnen i perioden ca. 1860 til 1880, altså før de store ændringer med folkevækkelse, andelsbevægelse og mekanisering. Som prosaist er hun klart bedre end Aakjær, med en varm, indfølende tone i sprog og menneskeskildring, en lille snert af nostalgi, men uden at give køb på realismen. Hendes lille roman, En dødsnat, er også suveræn.

   Næste dag sprang vi forfatterne over. Ganske vist tog vi til Thisted og så i forbifarten J.P. Jacobsens barndomshjem. Men det har vi set før, ligeledes hans mindestuer, samt læst både Fru Marie Grubbe, Niels Lyhne, hans digte og noveller. Ikke mere om dem. Det er dansk litteratur fra absolut allerøverste hylde, det moderne gennembruds allerbedste bøger, ikke så skematiske som andre i Brandes´ hær, levendegjort af en god snert lidenskabelig både ero- og romantik, se hans digte, fx Gurredigte (sat i musik som Gurrelieder af den tyske komponist Arnold Schönberg.) Men sikken spændvidde: J.P. Jacobsen var også naturvidenskabsmand, den første danske oversætter af Darwins kætterske og epokegørende skrifter.

   I stedet gik vi på torvet (tæt ved J.P. Jacobsen-centeret) til internationalt marked og forsynede os med italienske lækkerier til vores videre færd. Pecorino-oste, fåre-spegepølser, skinke og andet godt. Så bare et par flûtes - og man behøver ikke bekymre sig om frokosten de kommende dage.

   Dagen efter gjaldt det Skjoldborg, Jacob Knudsen og Hans Kirk. Skjoldborgs barndomshjem ligger jo ”lige om hjørnet”, kun fem kilometer fra vores sommerhus. Så det kan vi næsten udenad. Hvilket viste sig heldigt, da det kun er åbent i juli. Måske kan det besøges, hvis man ringer til Thisted Museum, men det var lørdag, så ingen besvarede vores opkald.

   Men dér ligger huset, lille og stråtækt, med mindesten i haven og udsigt over ”æ fywe”, hvor den er allerbredest, med udsigt til ”Lyw aa Fuwr aa Hemmerland / aa Mohs paa hywer haaend”, som det står i hans digt A howe godt mi bette Ti…, der naturligvis hænger på væggen i vores sommerhus.

   Sprogligt er Skjoldborg ikke blandt de største. Men han gav litterær stemme til husmændene og landarbejderne, de fattige slidere på landet, i gode værker som En stridsmand og Gyldholm.

   Ved Aggersborg spænede jeg min sædvanlige runde ad vikingetidens flotte ringvold, med fornem fjordudsigt og Løgstør ovre på den anden side. Siden beså vi Aggersborggård udefra, en fin gammel bindingsværksgård. Dette sted har både Hans Kirk og Jacob Knudsen tilknytning til, og Hans Kirk beskriver gården i Skyggespil, hans uovertrufne erindringsbog. Jacob Knudsen levede som præstesøn en del af sin barndom tæt ved, hvilket er markeret med en mindesten.

   Jacob Knudsen læste jeg i min ungdom, både Sind og Den gamle præst. Dengang oplevede jeg ham som stokreaktionær. Hvordan mon han opleves i dag? Det må undersøges ved lejlighed. I hvert fald har han jo skrevet en af Danmarks allerbedste salmer, Se nu stiger solen af havets skød… Og han var nær ven med pastor Brücker fra Aagaard, der var præst i den frimenighed, som min slægt på mødrenes side var medlemmer af, så lidt med i ”familiemytologien” er han også. Begge mine forældre ligger begravet i Ågård.

   Så drog vi videre, nu mod Løgstør, som ifølge Knud Sørensen har Skjoldborg-samling på biblioteket. I Løgstør boede Skjoldborg nemlig de sidste mange år af sit liv i den æresbolig, som taknemmelige husmænd rejste for ”deres digter”, da han var gået fallit med sit husmandssted på Dynæs overfor Himmelbjerget i 1916. Måske var han en bedre digter end husmand, hvad ved jeg? Eller snarere havde han vel så travlt med foredrag og forfatterskab, at der ikke var ordentlig tid til husmandsstedet. Der sku jo også være tid til at ta en lille én…

   Men det var stadig lørdag, og biblioteket var lukket, så i stedet satte vi kursen mod Gjøl, højt skrålende Når vinteren rinder i grøft og i grav… Vi tog turen så tæt ved fjorden som muligt, over højdedrag og strandenge, i stedet for hovedvej 11.

   Undervejs holdt vi dog ind til siden, så jeg kunne oplæse to digte af Anders Christensen. Hvem er han? En ret ukendt digter og husmand, der et år var karl på Johan Skjoldborgs sted. Af hans digte fremstår en barsk og uforsonlig sjæl, blodrød oprører og socialist. Men digte kunne han. Første og sidste strofe i digtet Kain:

                                            Jeg er af Kain hin ondes slægt,

                                            har følt hans hævnerhjertes slag

                                            og kendt hans skæbnes verdensvægt

                                            så mangen angstfyldt nat og dag.

                                            …

                                            Men, Kain: I slægtens retfærdsrøst

                                            det ulmer af din hævnerglød,

                                            og over årets tidselhøst

                                            står oprørsfanen, blodigrød.

   Også lige et smut ind til Husby Hole, hvor en bondehær først med list besejrede, siden blev udslettet af adelsrytteriet. Det var i 1441. Ifølge folkevisen overtalte adelsmændene først, med løfte om frit lejde, morsingboerne og thyboerne til at ta hjem. Men vendelboerne blev - og blev dræbt til sidste mand:

                                            Først da rømte de morsingboer,

                                            så de forrædere af Thy,

                                            efter da stod de vendelboer

                                            de ville ikke fly.

som folkevisedigteren (mon ikke han var vendelbo) sang.

   Det er dog ikke dette vers, der står på den markante, reliefbesmykkede mindesten. Den er rejst under 2. Verdenskrig og skulle ikke symbolisere splid, derimod national enighed imod de høje og brutale herrer fra syd.

   Hans Kirks Fiskerne. Et monumentalt værk, genlæst adskillige gange, med uforglemmeligt tegnede skikkelser. Hertil kom de altså, Harboør-fiskerne, for at finde noget bedre end det hårde fiskerliv med karrige indtægter og druknedøden som en altid nærværende mulighed. Og hertil medbragte de den tro, som gav dem styrke og sammenhold imod løs moral og en blødagtigt idealistisk præst.

   Hans Kirk tilbragte nogle måneder hos sin farbror og tante efter sin juridiske universitetseksamen. I romanen hedder de Thea og Jens Røn, og Hans Kirks kusine har navnet Tabitha. Kirk har stor sympati for sine personer, men missionsk var han på ingen måde. Dog er der jo nok et slægtskab imellem den uforsonlige tro, som lovede et paradis i himlen for de omvendte, og den kommunistiske overbevisning, der forjætter paradis på jorden.

   Som altid hos Hans Kirk er det de trofaste og pålidelige, de konsekvente og kampberedte, som har hans sympati. Samtidig er han dog så meget dialektiker, at (næsten) alle hans personer med deres svagheder og fejl ses i et menneskeligt lys. Og det er i sammenstødet mellem konsekvent tro og menneskelig svaghed, hans roman finder sit brændstof.

   Kan vi den udenad? Selvfølgelig ikke, men det føles sådan…

   I Gjøl fandt vi intet mindesmærke for Hans Kirk og Fiskerne. Han var lige akkurat nævnt ved den restaurerede tjæregrav, hvor fiskerne før nylonnettenes tid tjærede deres garn.

   I Danmark sætter vi åbenbart ikke mindesmærker for kommunister, uanset deres fortjenester, i litteratur som i modstandsbevægelse med mere.

   Gjøl Kro, med de karakteristiske takkede gavle, også kendt fra Fiskerne, hvor kroen har den diskuterelystne charlatan og spradebasse Kock som vært, ligger der endnu. Ham har Kirk ingen sympati for, bemærk navnet. Kock fremgaler sine halvfordøjede ”moderne” synspunkter, samtidig med at hans kone forsyner ham med et par solide horn i gavlkammeret.

   I kroen fik vi stjerneskud og pariserbøf - så sparede vi lidt på det italienske. Og pludselig klang fra det nærliggende selskabslokale, udsat for magtfuldt mandskor, Skipper Klements morgensang med det stærke omkvæd:

                                            Bønder, tømrer´, jyske knejte,

                                                nu skal vi sejre i Grevens Fejde.

En sådan revolutionær fanfare havde vi ikke ventet, ikke lige dér, i hvert fald. Den har vi jo skrålet masser af gange. Den er af Ebbe Kløvedal Reich og Leif Varmark. Har de tilknytning til Limfjorden? Næppe. Men Skipper Klement må ha krydset rundt på fjorden både tidligt og silde.

   Det viste sig i øvrigt, at fremførelsen skyldtes et mandskor, som underholdt ved en lokal erhvervsdrivendes fødselsdagfest.

  

   I øvrigt er det en interessant oplevelse at læse tre forfattere som Martin Jensen, Erik Bertelsen og Hans Kirk, der hver på deres måde tar udgangspunkt i Indre Mission. Man kommer ikke uden om at sammenligne dem.

   Den største kunstner er ubetinget Hans Kirk. Hans ligefremme, præcise sprogkunst og markante evne til at danne uforglemmelige skikkelser er uovertruffen. Men samtidig er han jo den, der kommer mest ”udefra”. Det er vel også disse to ting, ligeværdigt, der gør, at hans version har vundet mest gehør på parnasset. Det at komme udefra deler han jo med det store læsende og smagsdannende publikum.

   Martin Jensen er en mindre forfatter. Også han tar til København og blir kommunist. Men han har selv rod i en barndom i et indremissionsk miljø. Det gør hans historie mere personlig, og man mærker, at han selv har foretaget bruddet med missionen og den åndelige rejse til ”noget helt andet” - der måske alligevel kan minde om det, han kommer fra.

   Erik Bertelsen kom selv fra Harboør, hvilket giver hans hverdagsskildringer noget nærværende og selvoplevet, en autencitet, som er hans bøgers force. Så jeg gætter på, at han nok har været den mest læste af de tre på hjemegnen. Ukritisk er han ikke, men dog ikke så krads, som de to andre kan være.

   Selv kommer vi jo udefra. Så vi foretrækker Hans Kirk. Men det er spændende at ha læst dem alle tre.

   Så blev det søndag og tid til Jenlefest. Jeppe Aakjærs digtergård Jenle, på Salling lidt nord for Skive, har vi besøgt adskillige gange. Vi har været på rundvisning, set grav og statue. Men det var vores første Jenlefest.

   Udsigten over Fjorden. Flag blafrende i den frise blæst. Jazzmusik som hors d´euvre og smuk folkemusik og -sang med Carl Nielsen og Jeppe Aakjær som hoved-ingredienser til dessert. To taler, af hvilke Morten Østergårds, formand for Det Radikale Venstre, var fremragende. I tider, hvor selv gode, humanistiske danskere, skræmt af mylderet på danske motorveje, bakker op om en nationalistisk os-selv-nok flygtninge- og udlændingepolitik, og hvor selv socialdemokratiet har forrådt deres tidligere humanistiske standpunkter på området til fordel for smålig Sass-rockermoral, tør han gentage det upopulære, men for mig selvindlysende: At uden forpligtende internationalt samarbejde kan problemerne med flygtningestrømmene ikke løses. Hvis vi lukker øjnene for det og tror, at problemet kan løses med grænsebomme og anden nationalistisk symbolpolitik, gør vi kun problemerne større, også for os selv.

   At Dansk Folkeparti mener noget andet, det siger sig selv. De lever jo af problemerne. Hvorfor skulle de så ønske dem løst?

   Men Socialdemokraterne… De sku skamme sig, sku de.

   Ind imellem faldt der en byge. Og vi ska da low, at blæsten gik frisk. Men det ødelagde nu ikke stemningen i samværet. Og pludselig fik jeg øje på Knud Sørensen. Hvad var så mere naturligt end at gå hen og takke ham for den inspiration, vi netop nu udlevede? Samt for hans egne digte og romaner, naturligvis. Jeg påpegede, at Knud Sørensen var så møj beskeden mht. sit eget Limfjords-forfatterskab. Hvortil Knud Sørensen replicerede, at hans bog handlede om afdøde forfattere - og at han selv ikke var død endnu. Det måtte jeg jo gi ham ret i. Tvært imod så han ud til at være i fin form med sine vist nok 88 år.

   Dagen derpå går turen som sagt til Farsø.

   På vejen passerede vi Vitskøl Kloster, og jeg tillod mig at mindes Otto Gelsteds herlige middelalder-drengebog På flugt, om to drenge og en gammel munk, anklaget for trolddom, som flygter fra klosteret og oplever mange spændende eventyr. Den arvede jeg fra min far, og jeg har den endnu!

   Johs. V. har vi læst en del af, med Kongens Fald, Himmerlandshistorier og Digte 1906 som de centrale værker.  Johs. V.s sprogkunst er og bliver uovertruffen i dansk litteratur. Digte 1906 genlæser jeg jævnligt. De er bygget op over lige dele længsel og vitalisme, har både rimede og urimede digte, alle med en formidabel intensitet. Digte som Ved frokosten, På Memphis Station, Interferens og Christoffer Columbus vibrerer med en brusende, berusende lidenskab, som bjergtager én fuldstændig.  Himmerlands-historier er genlæst for nylig, og det slog mig, at den er langt mere rå og barsk, end jeg huskede den. Min yndlingsnovelle derfra er dog den lyse Wombwell, om et menageri, der kommer til by, oplevet gennem tre drenges perspektiv. Novellen skildrer stærkt og overbevisende, hvordan en enkelt dags overvældende oplevelse kan definere og præge tilværelsen for et menneske - for resten af livet!

   Senere meldte Johs.V. sig ind i Danmark, skrev flotte vers som Hvor smiler fager den danske kyst, og da han nu ikke kunne erobre hele Verden, måtte han i stedet indlemme den i fædrelandet. Således kom Christoffer Columbus med sin verdenserobrende udlængsel gennem Kimbrerne til at stamme fra Himmerland! Jeg har netop læst Bræen, første del af Den lange rejse, men er gået lidt i stå i værket. Den stormfulde subjektivitet, som fylder digtene, virker ikke så overbevisende i et historisk baseret romanværk, selv om den naturligvis er tæmmet af prosaens gangart. Man (jeg) tænker lidt for tit ”aaarh, ka det no pass” - er dog villig til at revidere min opfattelse, når jeg får mig taget sammen til at læse resten.

   På museet er der en lille hal, bygget op (måske inspireret af Thøger Larsens kosmiske rum på museet i Lemvig) om det magtfulde digt Som dreng skar jeg skibe. Jeg elsker det digt! Her forenes det hele: Længslen mod at rumme HELE verden og HELE tilværelse, digterens vitalistiske livsappetit, den erotiske kærlighed, kærligheden til Danmark. Digtet er utrolig FLOT. Ikke med den dybde og desperation, som man finder i Digte 1906, i Som dreng… har Johs. V. forligt sig med, at længslen aldrig kan mættes, men at livet netop derfor er så overvældende rigt, det dennesidige liv, verden, historien, fremtiden. Digtet er skrevet i en tillempet norrøn stil, fx med bogstavrim i stedet for enderim. En vidunderlig, hjerteskærende strofe er den nedenstående, mættet som den er med vemod over, at uanset hvor længe man lever og hvor meget man rejser, så vil der altid være så uendelig meget mere, som man aldrig når:

                                            Et Sted i Sydhavet

                                            staar der et Skær,

                                            betraadt ene

                                            af Albatrosser,

                                            ombrust af Briser,

                                            med Brænding ved Foden,

                                            et Orgel i Søen -

                                            aldrig saa jeg det.

   Thit Jensen har vi mest hørt og læst OM, men ikke noget AF. Netop på grund af vores begrænsede bekendtskab blev besøget i hendes mindestue på Farsø Museum dagens største oplevelse. Forfatteren Jens Andersen har skrevet hendes biografi, og med den som baggrund lavet en dokumentarfilm, der på særdeles konkret og nærværende vis skildrer hendes liv, personlighed og betydning. Den var fandeme god!

   I barndommen og den tidligste ungdom var hun tæt knyttet til sin storebror. Men senere, da hun håbede gennem ham at få forsigtig adgang til det danske parnas, svigtede ham hende på groft mandschauvinistisk vis, og resten af livet var de uforsonlige fjender. Der var åbenbart kun plads til én Jensen på parnasset, må han have ment.

   Hvor var hun dog en modig kvinde. Fuld af kraft, længsel og subjektiv lidenskab, som sin bror, men hun risikerede mere end han, som kvindelig forfatter, i sin kamp for frivilligt moderskab og på talrige andre områder, hvor hun vovede sig frem med markante meninger. En valkyrie, kalder Jens Andersen hende. Ikke alle hendes synspunkter holder i dag (heller ikke hendes brors), hun var, som tiden, præget af vulgærdarwinistiske holdninger, og endnu havde herr Hitler ikke vist verden, hvor langt ud i barbariet sådanne holdninger kan føre menneskeheden. Så hendes meninger om racehygiejne må man tage skarpt afstand fra. Men bortset fra det…

   Hendes forfatterskab, heriblandt en lang serie historiske romaner, kender vi ikke. Jeg begyndte engang på Stygge Krumpen, men gik i stå. Måske sku man prøve igen…

   Men så var der jo også hendes herlige kjoler, tasker, hatte, tingeltangel af alle slags. Jeg kommer til at tænke på et andet, mere nutidigt kvindeligt kraftcentrum, Anne Marie Helger.

   Hertil kom vi. Men Knud Sørensens bog rummer meget mere - og mange flere. Vi nævner i flæng: Schade med lunt satirisk Skive-miljøskildring i Sjov i Danmark, Morten Nielsens fantastiske Samlede digte, en bibel for mine sønner som for mig, Knuth Beckers store romanserie om Kai Gøtsche, Hans Lyngby Jepsen, Jacob Paludan med Jørgen Stein og Fugle omkring fyret, Erling Kristensen med skrifter som novellen Den sidste færge og den sataniske roman Drejers Hotel, Sandemose med En flygtning krydser sit spor, og adskilligt flere.

   Det har været en stor inspiration for os at have Knud Sørensens bog som skelet for vores nørrejyske ferie. Han begynder med Blicher, hvilket set fra et Limfjordssynspunkt er noget af en tilsnigelse. Men han kan ikke la vær - og ret har han jo: Blicher er på sæt og vis grundlaget for det hele. Så en af vore aftner bød på oplæsning af hans novelle Himmelbjerget.

   Hvad er det, der er så fascinerende ved disse forfattere? Deres kunst, naturligvis. Og for den historisk interesserede og socialt bevidste ikke mindst et tidsbillede, knyttet så stærkt til jorden, arbejdet og det virkelige liv, en virkelighedstilknytning, som man måske savner i dag, hvor vi socialt set forekommer at stå med begge fødder solidt plantet i den blå luft.

   Det her kommer vi af.

   Mange af disse forfattere tilhører det kuld, som litteraturforskeren Sven Møller Christensen kalder ”Den store generation”. De forfattere, som har deres udspring i folkets liv, frem for i Københavns intellektuelle elite. De gav folket mæle.

   Og de fleste af værkerne er skrevet inden for et tidsrum, der omfattes af vore forældres og bedsteforældres liv. Længere er det ikke siden.

   Og dog er alt i dag fuldstændig anderledes.

                                                                                         7. august 2017

                                                                                       Gudmund Auring