FODBOLD

   Hvad enhver form for spil eller sport angår, så er jeg vokset op i en familie uden konkurrencegen. Det var rent ud sagt dødssygt at spille rommy eller casino med mine forældre eller min søster – de var nemlig totalt ligeglade med, om det tabte. Og hvad er der så ved at vinde?

   Ejendommeligt derfor, at netop jeg skulle blive totalt bidt af fodbold.
   Det begyndte ret sent, vel i 10-11 års alderen, sikkert under indflydelse af gymnastiktimerne og min skolekammerat Peter Weis Bentzon, som var vild med spillet. Vi begyndte at spille på hans vej, som var blind og derfor trafikløs. Vi stillede en balje op midt på vejen, og spillet gik så ud på at jonglere med en tennisbold, indtil den endte i baljen. Det var faktisk ret svært – og en rigtig god teknikøvelse. Senere cyklede vi ned i Virumparken, hvor der var et perfekt mål, bestående af to lærketræer. En sommer gennemførte vi næsten en hel ”turnering” mellem de hold, der på den tid lå i landets bedste række, 1. division. Den ene stod på mål, den anden skød, og så ”var” vi på skift et af de to hold, som indgik i kampen. En hel turnering bestod jo af 12 x 11 = 132 kampe, så der var rigeligt stof til en sommer. Vi førte nøje regnskab med holdene, udregnede stillinger osv. Og vi kendte naturligvis de vigtigste spillernavne på alle 12 hold.
   Jeg begyndte også at læse sportsreferater i aviserne. Hjemme holdt vi Information, som var sørgeligt sportsløs. Men om søndagen fik vi Politiken, hvor ”Simon” var den sportsjournalistiske stjerne. Jeg husker endnu overskriften på den første artikel, som for alvor gjorde indtryk på mig: ”Blændende Forest vandt med ti mand”. Nottingham Forest vandt den engelske FA-cup det år, som vel har været 1958 eller deromkring. Den gang var der ikke noget, der hed 12. mand, endsige tre tilladte udskiftninger. Hvis et hold fik en spiller skadet, måtte det gennemføre kampen med 10 mand. Skader var mindre almindelige på den tid end i dag, hvor spillet er langt hurtigere og hårdere. Men i England, og ikke mindst i pokalfinalen, blev der ordentlig ”gået til vaflerne”. Forest fik altså en mand skadet, men udførte den bedrift at vinde alligevel! De blev naturligvis mit engelske hold.
   Et andet sportsreferat, som jeg må ha læst, har været om 4-4 kampen mod Sverige i 1958. Her var den store helt Ole Madsen fra HIK, som spillede sin kun anden landskamp, scorede 2 mål og pressede en svensk spiller til at score selvmål. Han blev naturligvis min helt.

   Tre fætre

   Hver sommer var jeg mindst en måned på ferie i min mors barndomshjem, Ferupgård ved Kolding. Her traf jeg sammen med to næsten jævnaldrende fætre, Uffe og Kåre, der var lige så bidt af fodbold som jeg. Vores forældre fandt hurtigt strategien og aftalte sommerbesøgene, så vi tre fætre var der samtidig – så så de gamle nemlig ikke mere til os den sommer…
   På den store gård var der naturligvis et utal af muligheder for spændende leg, iblandet lidt arbejde, men en rigtig stor del af vores tid gik med at spille fodbold i den parklignende have. Og en vigtig del af dén beskæftigelse var naturligvis endeløse – og endnu ikke afklarede – diskussion-er om, hvilken dansk spiller, der var bedst. Jeg holdt på min helt, Ole Madsen, som jo var københavner. Kåre var fynbo, men hans helt var Vejle Boldklubs innerwing Henning Enoksen med det stærke hovedspil og dommedagsskuddet i venstrestøvlen. Uffe holdt på dansk fodbolds nye lysende stjerne Harald Nielsen, en maskinarbejderlærling og centerforward fra Frederikshavn, der allerede som 17-årig debuterede på det danske A-landshold, og som til min store forbitrelse fortrængte Ole Madsen fra samme, selv om jeg i mit stille sind måtte indrømme, at ”Bette-Halle” var ret god. Som drenge til alle tider viklede vi os ind i endeløse diskussioner om vore heltes kvaliteter, ligesom vi ”var” dem, når vi ”krøllede”.


   Gunnar Nu
   Sport i medierne var det småt med. Fjernsyn fik vi først i min familie i 1962. Det havde kun én kanal, og det varede meget længe, før der blev plads til mere end en halvleg - forskudt - fra en landskamp i ny og næ.
   Men ved landskampe var der direkte radiotransmission, som regel med stjernereporteren Gunnar Nu Hansen eller hans lærling Niels-Christiansen ved mikrofonen. Og som halvdelen af Danmarks drenge sad jeg  ”med hovedet inde i radioen”.
   Vigtigst var de årlige landskampe mod Sverige. På den tid kvalificerede Danmark sig stort set aldrig til slutrunder, så venskabskampene mod de nordiske lande nød en interesse, som langt overgår lignende venskabskampe i dag. Når det var i Danmark, var Idrætsparken stopfyldt med 50.000 tilskuere, og Danmark lå øde hen i de syv kvarter, kampen varede. Mod Sverige havde vi oven i købet et traumatisk underdog-forhold: Vi havde ikke banket dem i Sverige siden 1937, og selv på Danmarks hjemmebane havde vi ikke vundet i mere end 10 år. Så der sad man og håbede og bed negle. Og blev atter skuffet.
   Når mænd fra min generation fortæller om Gunnar Nu, så mødes vores begejstring oftest af en mild skepsis fra de yngres side. De har nemlig oftest hørt ham i korte uddrag af senere tiders tv-kampe, hvor han gør en ret kedelig og mat figur. Det skyldes to ting: For det første lærte han aldrig, hvordan man skulle speake tv-kampe, hvor tilskuerne jo altså selv kan se, hvad der foregår, så hans speak blev ofte til halvdårlige referater af det, vi alle sammen gloede på. For det andet blev han simpelthen tæmmet. De højpandede intellektuelle i kulturdebatten, som i øvrigt ofte så ned på sporten som underlødig underholdning for masserne, der ikke vidste bedre, havde held med at hænge Gunnar Nu´s begejstring ud som chauvinistisk nationalisme. Den holdning trængte langt ind i radioens ledelse, og jeg er sikker på, at Gunnar Nu har fået besked om at ”være objektiv” dæmpe sin begejstring temmelig meget ned, når fx Danmark scorede.
   Men i radioreferaterne fra omkring 1960 finder vi ”vores” Gunnar Nu. Med sin rivende tunge-færdighed og sit banale, men malende billed-sprog beskrev han kampen, som den udviklede sig for hans øjne - og vores ører. Hans begejstring over en dansk scoring, såvel som hans ærgrelse over en svensk, var stor og ægte - og vi så det hele for os, følte jubel og sorg, som han beskrev den for os. Gad vide, om nogle af disse kampreferater endnu findes på bånd?

   Rom 1960
   En enkelt slutrunde kvalificerede vi os dog til, og den gav genlyd i lille Danmark. Det var til fodbold-turneringen ved De Olympiske Lege i Rom 1960. Det var heller ikke så svært som fx VM, da de olympiske lege på den tid kun var for amatører, så samtlige verdens professionelle fodboldspillere var udelukket. Derfor stillede de store lande som Frankrig, England, Brasilien og andre op til kvali-fikationsrunderne med temmelig svage amatørhold, som ikke havde styrken til at kvalificere sig.
   Dog var der en del ganske stærke hold med i turneringen, idet de kommunistiske lande officielt havde amatørlandshold, mens det var en offentlig hemmelighed, at spillernes var såkaldte ”statsamatører” (udtalt med ikke ringe nedladenhed), hvis eneste arbejde var at træne og spille kampe. Så lande som Ungarn, Sovjetunionen og Jugoslavien havde virkelig stærke landshold.
   Danmarks kvalifikation skabte fodboldfeber. Og Danmarks Radio tog sig endelig sammen og sendte samtlige det danske holds kampe i tv. For mig var gode dyr rådne: Vi havde jo intet fjernsyn. Men jeg fandt på råd. Fars og mors venner i Birkerød, Strømgårds, var de lykkelige ejere af et sådant apparat, hvilket egentlig var spildt på uværdige, da ingen i familien tilsyneladende interesserede sig for fodbold. Men en telefonopringning godtgjorde, at jeg var velkommen til at se fodbold hos dem. Og det medførte fem ekspeditioner: Først med S-tog fra Sorgenfri til Holte. Dernæst videre med toget mod Hillerød, som blev trukket af et vaskeægte damplokomotiv. Udstigning i Birkerød, fodtur til familiens hjem, og så syv kvarters sorg, jubel og negle-bidning foran ”kassen”. Og miraklet skete – næsten. Tre sejre i den indledende runde bragte Danmark i semifinalen!
   Alle tre sejre var heldige. Jeg husker, at vi vandt 3-2 over Argentina og 2-1 over Polen. Den tredje kamp husker jeg ikke, men i alle tre kampe var vi presset i bund. Men vi havde en stærk målmand og et solidt forsvar samt fodrappe spillere i front, som kunne udnytte en kontrachance.
   Træner for holdet var den legendariske, elegante centerhalf, Arne Sørensen, som havde været med på landsholdet, da vi sidst tævede svenskerne på deres hjemmebane i 1937. Og holdet husker jeg endnu (uden snyd - det, man i ungdommen nemmer, man ej i alderdommen glemmer) fra mål til venstre wing: Henry From, AGF, Poul ”Løve” Andersen, Skovshoved, Poul Jensen, Vejle, Bent Hansen, B 1903, Hans Christian Nielsen, AGF, Flemming Nielsen, AB, Poul Pedersen, AIA, John Danielsen, B 1909, (i nogle kampe afløst af Tommy Troelsen, Vejle), Harald Nielsen, Frederikshavn, Henning Enoksen, Vejle, Jørn Sørensen, KB. Bemærkelsesværdigt, i øvrigt, at kun én af disse klubber i dag (2011) er med i dansk fodbolds absolutte top.
   Efter tre heldige sejre stod vi så over for de frygtindgydende ungarere i semifinalen. Ganske vist havde de ikke fordums styrke som det hold, der tabte til Vesttyskland i finalen ved VM i 1954. Mange af den tids stjerner var flygtet fra det kommunistiske Ungarn til frihed og lukrative kontrakter i Vest, som fx Real Madrids absolutte stjerne gennem en lang årrække, Ferenc Puskas. Men ungarsk fodboldkultur var stadig højt berømmet, og ikke mange mente, at vi havde en chance mod dem.
   MEN - den kamp benyttede danskerne til at spille deres bedste kamp i turneringen. Ganske vist lavede Poul ”Løve” et klodset straffe ved stillingen 0-0. Men den rutinerede Henry From ”psykede” ungarernes anfører, Varhedi, ved at sætte sit tyggegummi fast på den ene målstolpe - hvorefter han klarede det halvsvage skud i fornem stil. Senere scorede Enoksen og Harald Nielsen til slutresultater 2-0. Danmark var i finalen!
   Den tabte vi klart 3-1 til Jugoslavien. Der er sørget for, at danske amatørtræer ikke vokser ind i himlen. Men for en 12 års knægt var denne sølvmedaljetriumf dog en vidunderlig oplevelse, som han aldrig glemmer.


   Virum Boldklub
   Omkring samme tid var det, Peter og jeg fik den strålende idé at melde os ind i Virum Boldklub. Det fordrede naturligvis indkøb af rigtige fodboldstøvler, hvilket gav min fodboldkarriere et slemt knæk, som den aldrig rigtig forvandt. Hverken far eller jeg havde særlig forstand på fodboldstøvler, så vi endte med at købe et par ordentlige klodser, rigeligt store og håbløst gammeldags. Og med dem på fødderne var mine muligheder for at skabe spektakulære resultater på banen mildt sagt stærkt reducerede.
   En medvirkende årsag kan muligvis have været, at jeg savnede talent! Jeg fik hurtigt tilnavnet ”Tullemor” i klubben, i daglig tale forkortet til ”Tulle”, hvilket vist siger alt om mine medspilleres respekt for mine fodboldevner.
   Nu skal man ikke tro, at der blev taget kærlig og pædagogisk hånd om os af en alfaderlig træner. Træneren var slagtersvenden, senere mester, fra butikken på hjørnet af Abildgårdsvej og Kaplevej i Sorgenfri. Han var flink nok – men når vi efter nogle baneomgange og opvarmningsøvelser skulle træne spil til to mål, så udtog han to gange 11 spillere til det og sendte de tre sidste (der var ALTID tre for meget) over og spille for sig selv op ad hegnet. Og det gik sandelig ikke på omgang – nej, det var ALTID de tre svageste, hvoriblandt jeg og min klassekammerat Klaus Hansen.
   Sjovt nok accepterede jeg fuldt ud min position. Jeg vidste da godt, at jeg ikke var ret god, og fandt det helt naturligt, at de bedste 22 trænede, selv om jeg nok i mit stille sind spekulerede over, om vi da ikke kunne spille 12 på hvert hold til træning. Selv om jeg naturligvis hver gang ville ha givet min højre arm for at være blandt de 22 - for slet ikke at tale om turneringskampe. Men jeg passede min træning og fik da også af og til en turneringskamp, når der manglede spillere. Peter var centerhalf og anfører på Virums 4. drenge, hvor han dominerede i forsvaret med sit effektive hovedspil. Heller ikke mit lidet flatterende øgenavn gjorde mig noget. Jeg var barn af den hårdhændede og kontante socialisering, der fandt sted i drengegruppen, og jeg kendte min plads.
   Også i skolens gymnastiktimer fandt jeg det helt i sin orden, at jeg blev taget som en af de sidste, når der blev valgt hold. Ganske vist var jeg ikke dummere, end at jeg godt kunne se, at nogle blev valgt før mig, selv om de var notorisk dårligere spillere, simpelthen fordi de af andre grunde stod højere i drengehierarkiet end jeg. Men hvad kunne jeg gøre ved det?
   Heldigvis blev jeg dog fundet god nok til at være med på elevernes hold i kampen mod lærerne på realklassernes sidste skoledag på Hummeltofteskolen i maj 1964. Herfra husker jeg et af de få glimt af triumf, som jeg oplevede i min fodboldkarriere: Jeg spillede venstre wing, eftersom jeg var og er totalt venstrebenet. Overfor mig står selveste skoleinspektør Dahl Nielsen. Jeg trækker frem imod ham og spiller elegant bolden venstre om, mens jeg selv går højre om, for at fange bolden på den anden side! Jeg har ”tørret” skoleinspektøren himself!
   Desværre fløjtede dommeren (en lærer!) for indkast, selv om bolden var mindst ½ meter fra stegen. Denne vildt urimelige dom tog lidt af duften af min triumf - som jeg med sikkerhed var den eneste, der lagde mærke til. Sådan et øjeblik har brændt sig fast i min bevidsthed og står krystalklart på nethinden den dag i dag - næsten 50 år efter!
   Efterhånden, som jeg voksede til, så kneb det dog for mig at acceptere den åbenlyse uretfær-dighed i Virum Boldklub. Endnu som første års yngling passede jeg støt min træning, men måtte flere gange lide den tort at blive vraget til kampe til fordel for spillere, som ALDRIG kom til træning, men som alligevel kom på holdet. De var naturligvis bedre end jeg, men jeg syntes jo nok, at min trofasthed burde belønnes med en lille udtagelse til kamp i ny og næ. Så da det havde stået på i et par måneder, fik jeg nok og sagde klubben farvel og tak. Også hos mig begyndte interessen for Beatles, Stones og Kinks, sprut og damer, politik og gryende ungdomsoprør, at gøre sig gældende.
   Men jeg var trofast og pålidelig til træning til det sidste. Lidet blev det påskønnet. Og der har næppe været landesorg i klubben, da jeg, sandsynligvis ganske upåagtet, droppede ud.


   Vinterfodbold
   På vinterdage var der selvfølgelig aktiviteter som skøjteløb, kælkning, læsning og meget andet at give sig til. Men når fodboldabstinenserne blev for stærke, havde Peter og jeg et selvopfundet spil, som vi dyrkede med iver på hans værelse.
   Man tager: Et glat parketgulv, to gammeldags cigarkasser, fire tændstikæsler, 2 gange 10 spillere (plasticsoldater i to forskellige farver kan bruges) to gule, sekskantede blyanter, et stykke kridt, en lineal og en lille kugle af sølvpapir.
   Banen tegnes op på parketgulvet med kridtet. Fra cigarkasserne fjernes låget og den ene langside, hvorefter de placeres med bunden i vejret . som mål. I hvert mål placeres to tænd-stikæsker samlet som ”målmænd”. Vi to kombat-tanter placerer hver vores spillere fordelt over banen. Når det er gjort, svirpes bolden (sølvpapir-kuglen) fra spiller til spiller med et svirp af den gule blyant. Hvis bolden lander nærmest en modstanderspiller, overtager modstanderen den naturligvis og kan spille videre derfra. I tvivls-tilfælde måles der med linealen. Hvis det lykkes at svirpe bolden frem til angriberne, står der kun tilbage at svirpe den i mål i det lille felt imellem tændstikæskerne og cigarkassens ”stolpe”.
   Peter og jeg tog mange drabelige dyster på den måde. Og jeg er sikker på, at vi kunne være blevet velhavende, hvis vi havde taget patent og sat spillet i produktion.
   Men det tænkte vi ikke på…

   Fodboldbøger

   Da jeg jo var en læsehest, kom fodboldbøger hurtigt til at udgøre en ej uvæsentlig del af min lekture. Det var naturligvis bøger af fortidens helte, som fortalte om deres og landsholdets bedrifter, som fx bronze-medaljerne ved OL i London 1948. Forfatterne var folk som målmand-en Ejgil Nielsen, ”fodboldprofessoren” Knud Lundberg, som opnåede at komme på landsholdet for Danmark i både fodbold, håndbold og basket, Karl Åge Hansen, samt Arne Sørensen med sin glimrende ”Fodbolden ruller for Danmark”.
   Min bedste fodboldbog - jeg har den endnu og har genlæst den et utal af gange - var Ivan Jensens velskrevne ”Fodbold på italiensk” fra 1957. Ivan Jensen var fløjhalf på det navnkundige Bronzehold fra 1948. Bagefter blev han solgt til italiensk fodbold, hvor han gennem 7 sæsoner spillede for Bologna. Hans bog handler ikke om egne bedrifter på fodboldbanen, men giver et flot tværsnit af Italiens professionelle fodboldkultur og italiensk mentalitet, hvortil kommer korte portrætter af de andre danske Italiens-proffer, som der på den tid var mange af - folk som John Hansen, Karl Åge Hansen, Carl Åge Præst og Axel Piilmark.
   På den tid var såvel professionel fodbold som landet Italien ukendt og eksotisk land for næsten alle i Danmark. Så denne velskrevne bog gik lige ind i mit fodboldsultne hjerte. 


   Idrætsparken
   Min ven Peter og jeg begyndte også hurtigt at cykle ind til Idrætsparken for at gå til fodbold. Idrætsparken var hjemmebane for hele fire 1. divisionshold, AB, KB, Frem og B 1903, så i sæsonen var der altid to kampe hver søndag. Vi var, som drenge er, altædende, og så begge kampe - den første 13.15 og den næste 15.30. Det kostede 3 kroner at stå på ”Hockeybanen” bag det ene mål, den billigste tribune, bag hvilken der lå en udendørs ishockeybane samt Østerbro Stadion, som i øvrigt var - og er - B 93´ hjemmebane.
   Vores favorithold var AB, der rummede spillere som den fine halfback Flemming Nielsen med Danmarks hårdeste langskud, den skæggede senere journalist, John Njor, og ikke mindst centerhalfen Jørgen Bendtsen, som mildest talt ikke var velsignet med tekniske nådegaver, men til gengæld havde Danmarks mest spektakulære ”befriende spark”. Der gik rygter om, at han engang havde sparket bolden væk - op over den højeste tribune i Idrætsparken og bort, ud på Fælleden. Peter og jeg har dog ikke set det selv…
   Jeg husker en episode, hvor AB mødte KB (KB var et københavnsk storhold den gang, men senere er KB og B 1903 blevet sluttet sammen til FCK). AB scorede, og Peter og jeg jublede højlydt. Pludselig kom vi dog til at se skråt op og bagud på en flok granvoksne KB-tilhængere, som stod på alle sider af os og ymtede noget om, at vi da vist passende kunne holde vores kæft. Det gjorde vi så…
   Min første landskamp var 1-1 mod Østtyskland i 1961. Min helt, Ole Madsen, scorede det danske mål. Mindeværdig var også Danmark - Finland 9-1. Den berømte kamp mod Sverige i 1965, hvor Ole Madsen med et frækt hælspark scorede det mål, der endelig gav os en dansk hjemmebanesejr over arvefjende efter mere end 10 års ørkenvandring, den så jeg desværre ikke. Der var altid totalt udsolgt til svenskekampene, og billetterne var hundesvære at få fat på. Men jeg sad jo ”med hovedet inde i radioen”.
   Dog mener jeg, at det var til en kamp mod svenskerne i juni 1967, at min næste erindring fandt sted. Jeg var nyudsprunget student og promenerede i fornem stil, syntes jeg selv, min nye studenterhue. En bred københavnsk arbejder, der stod lige ved siden af mig, lod mig dog utvetydigt forstå, at han fandt det både højrøvet og upassende at stå med studenterhue på her på Hockeybanen blandt ærlige københavnske arbejdere og på den måde udbasunere min intellektuelle overlegenhed. Man skal huske på, at kun omtrent 12-13 procent af en ungdomsårgang dengang blev studenter, og der var blandt de fleste intellektuelle en klar konsensus om, at fodbold var tidsspilde for åndeligt mindrebemidlede fra de lavere samfundsklasser. Så den kulturelle mistro gik i høj grad begge veje.
   Nå, flytte mig kunne jeg ikke, eftersom vi stod som sild i en tønde. Desuden var jeg medlem af DsU, og således i min egen selvforståelse klart på arbejdernes side. Så jeg tænkte: ”Her er brug for anvendt psykologi”, rakte min pakke frem mod fyren og spurgte: ”Vil du ha en cigaret?” Totalt overrasket svarede han ”ja tak”, og under resten af kampen var jeg ”den flinke fyr, studenten”. Senere ville han prøve min studenterhue, og det endte med, at huen vandrede 10-20 meter op over den tætpakkede tribune, fik en tur på vel 100 hoveder - og vendte helskindet tilbage igen!
   Jeg håber med denne lille episode at have bidraget til en afdramatisering af datidens gensidige mistro imellem samfundsklasserne.   


   HIK og Lyngby
   Peter og jeg frekventerede, på grund af Ole Madsen, også jævnligt Gentofte Stadion, som var HIKs hjemmebane. Holdets absolutte stjerne var naturligvis ”Ole Vognmand”, som han blev kaldt. Holdet udmærkede sig ellers ved at spille et for den tid jernhårdt forsvarsspil, samt pudsigt nok ved at have hele 5 eller 6 førsteholdsspillere, der hed Ole til fornavn. Men ellers udmærkede det sig ikke særligt. HIK nåede aldrig højere end en 4.-plads i 2. division.
   Det var dog på Gentofte Stadion, jeg så det bedste mål, som jeg nogensinde har set ”live”. Bolden kom ind over fra højre i en høj bue. Spilleren svingede venstreskøjten og sendte med et brag klatten ind i venstre trekant uden en jordisk chance for målmanden.
   Dog var det desværre ikke Ole Madsen, der scorede pragtmålet, men AB-spilleren Volmer Ejrnæs.
   I midten af tresserne fik Lyngby Boldklub et virkelig godt hold, bygget op omkring et par supertalentfulde ungdomsårgange. Efter at Peters og mine veje skiltes - han kom på Aurehøj Gymnasium fra 7. klasse, og så gled kontakten langsomt ud - cyklede jeg selv til Lyngby Stadion og så indtil da upåagtede Lyngbys march op gennem rækkerne til den fine 1. division.


   Fodbold som voksen
   I årene efter Virum Boldklub kom som sagt andre interesser i forgrunden. Dog vedblev jeg at følge med i fodbold. Og fra 1973 til 1975 spillede jeg i Stautrup Boldklub nær Århus. Jeg boede i kollektiv på en gård i området og var på mange måder meget anderledes end de andre spillere i klubben, langhåret flipper og venstreorienteret, som jeg var. Jeg lagde heller ikke skjul på mine synspunkter, hvilket førte til, at der i Stautrups omklædningsrum udviklede sig noget så exceptionelt for en fodboldklub som politiske diskussioner, hvilket er meget ualmindeligt i et normalt fodboldmiljø.
   I de år oprettede fodboldglade folk på den politiske venstrefløj klubber med navne som ”Røde Stjerne” eller FAM-L (FodboldAktionskomiteen Marxister-Leninister.) Ideen var naturligvis, at fodbolden skulle bruges i arbejderklassens tjeneste (uagtet, at de fleste af spillerne var universitetsstuderende.) Det fandt jeg fuldstændig forfejlet! Nej, vi skulle da netop sprede os i de almindelige ”borgerlige” klubber og der udbrede det glade budskab blandt ganske almindelige fodboldspillere. Så derfor gik jeg i Stautrup - først og fremmest for at spille fodbold, men også for at igangsætte diskussioner.
   Der var især én spiller, som tog kampen op. Han var selvstændig forretningsmand med handel på DDR, og han kunne komme med uhyggeligt konkrete eksempler på ulighed, censur og slendrian i arbejder- og bondestaten, som jeg forsvarede med ildhu, mens holdkammeraterne var med på en lytter.
   Set i bagklogskabens ulideligt klare lys havde han mere ret end jeg…    
   I øvrigt var de fine kammerater i Stautrup. Jeg tror nok, de betragtede mig som en lidt eksotisk figur. Men egentlig tror jeg også, de respekt-erede, at jeg spillede med dem og ikke isolerede mig i et venstreorienteret fodboldreservat.
   Min sidste periode i klub var et halvt år i ASA på Frederiksbjerg i Århus. Bogstaverne står for ArbejderSport Aarhus, og klubben var en gammel udbryderklub fra AIA. Årsagen til, at jeg valgte den, var nu, at den lå klods op af min arbejdsplads, N.J. Fjordsgades Skole. Tiden har været foråret 1978. Så flyttede vi og fik vores tredje barn, Jon - og så var der rent logistisk ikke længere mulighed for fodbold.

   Og siden…

   Og siden har min fodboldinteresse mest været tilskuerens. Jeg gik på stadion og så AGF. Jeg så ”tipslørdag” med engelske 1. divisionskampe på tv. Jeg fulgte ivrigt med i dansk fodbolds og landsholdets forvandling fra hyggelig amatørbold til benhård professionel forretning - med en voldsom niveaustigning til følge. Jeg nød - først med skepsis, siden med stigende entusiasme, Sepp Pionteks indtog hos og totale omkalfatring af det danske landshold. Jeg har fulgt stjerner som Arnesen, Laudrup-brødrene, flaben Preben Elkjær, Smeichel, Morten Olsen, Lerby og mange andre, og har måttet vedgå, at de nok hæver sig temmelig højt over min barndoms stjerner - men jo også under helt andre betingelser. Jeg har frydet mig over 4-2 over Sovjet i 1985, 6-1 over Uruguay i 1986, har raset over Jesper Olsens ”Jesper Olsen” i 1986, som lagde grunden til Butraguenos kommandoraid og vores forsmædelige 5-1 nederlag til dansk fodbolds onde ånd, Spanien. Jeg har jublet over Ricardo-miraklet ved EM i 1992, og i øvrigt elsket hans sproglige fynske finurligheder.
   I skrivende stund glæder jeg mig over, at Morten Olsen ser ud til at have fået banket et spændende ungt hold sammen, som skal repræsentere Danmark ved EM 2012. Men min egen ageren på fodboldbanen har begrænset sig til masser af hyggelige græsplænekampe med børn, og nu også børnebørn.

   Fra glade amatører til World Business

   Fodbold har såvel i Danmark som på verdens-plan gennemgået en formidabel udvikling på godt og ondt. Dansk amatørfodbold var en sært uskyldig verden, præget af klassisk engelsk sportsmanship som fx KBs motto ”Tab og vind med samme sind”. Elitefodboldspillere betalte kontingent til deres klubber og kunne erklæres professionelle, hvis de havde haft en nok så lille økonomisk fordel af deres spil.
   En hel del danske spillere blev professionelle i udlandet, ikke mindst i Italien, i årene efter de danske bronzemedaljer ved OL i London. Også Harald Nielsen kom af sted efter OL i Rom, spillede i en årrække for Bologna og blev både italiensk mester og topscorer.
   Men i det øjeblik, han havde underskrevet en kontrakt, var han tabt for dansk fodbold. Han kunne ikke komme på landsholdet, hvilket jo førte til, at det danske landshold år efter år blev tappet for sine bedste spillere og af samme årsag kun opnåede middelmådige resultater.
   Hjemvendte professionelle kunne efter en lang karantæne allernådigst generhverve deres amatørrettigheder og atter tørne ud for danske klubber.
   De danske klubber trænede to-tre gange om ugen. Teknisk og hurtighedsmæssigt lå de bedste spillere bl.a. af den grund langt under nutidens elitespillere i niveau, ikke fordi de manglede talent, men fordi de også skulle passe deres arbejde - som blikkenslagere, smedelærlinge, elektrikere, eller hvad de nu var. Også hårdheden i spillet lå langt under nutidens niveau. En klub kunne mageligt klare en sæson - 22 kampe plus pokalkampe - med en trup på 13-14 spillere. Skader var relativt sjældne.
   Et nutidigt superligahold ville få udvist 4-5 mand i hver kamp, hvis der i dag blev dømt efter tressernes danske normer.
   Klubliv og klubfølelse var i højsædet. Det var en begivenhed, der nærmede sig en skandale, hvis en elitespiller svigtede sin klub og meldte sig ind hos en konkurrent. De fleste spillere blev i deres barndoms klub i hele deres karriere. Klubbernes liv og arbejde var bygget fuldstændig op omkring frivillige ledere. De bedste klubber havde en professionel træner til førsteholdet, mens alt andet arbejde blev udført af frivillige. Ofte havde klubfolk ved frivilligt arbejde selv bygget klubhuset m.v.
   Den professionelle fodboldverden hørte man mest om, når en dansk spiller sikrede sig en enorm overgangssum eller havde succes i fx Italien. Der var stemmer fremme om, at vi også skulle have professionalisme i Danmark, men først i 70´erne fik de for alvor vind i sejlene. Det begyndte med, at de udenlandske professionelle fik adgang til landsholdet. Den ventede succes udeblev dog, og først med Sepp Piontek kom professionalismen for alvor ind på det danske landshold. Det fantastiske 80´erhold med brødrene Laudrup, Elkjær, Arnesen og Smeichel bestod næsten udelukkende af udlandsprofs. Endnu var niveau´et i den danske liga ikke højt nok.
   Med indførelsen af professionel fodbold mistede dansk fodbold naturligvis sin uskyld. Klubberne blev i højere grad et ”brand” end en klub, spillerne blev af gode grunde ”troløse” og gik efter pengene, klubberne blev i højere grad end før legeplads for rigmænd, som i fodboldens verden - i hvert fald i starten - var dejlig fri for irriterende begrænsninger som fx overenskomster og fagforeninger. Rigtig mange af de gamle storklubber havde det uhyre svært med overgangen fra den gamle klubånd til de nye tilstande. En traditionsrig klub som AGF har tumlet forvirret rundt på det nye fodboldmarked helt op til i dag, mens gamle, hæderkronede storklubber som fx Frem, AB og B 1909 måtte ned i andet geled - Frem endog med flere konkurser undervejs.      
   Et symbol på den nye tid blev det nyt storhold, der opstod som overbygning på to gamle stor-klubber, B 1903 og KB, nemlig FC København - en hybrid, som udelukkende hylder de professionelle dyder, men samtidig er uhyre bevidst om, at det nye ”brand” skal øve tiltrækning på store tilskuermængder.
  Brøndby indtager i den sammenhæng en særstilling: I amatørtiden en relativt ung klub, hvis magi og styrke i høj grad bygger på den pionerånd, som skabte klubben ”på bar mark” i de nye store udflytterområder vest sydvest for København. Startet i amatørtiden, men klart indstillet på de nye tilstande, da professionalismen brød igennem. Men også Brøndby har haft - og har - store problemer, både sportsligt og økonomisk, bl.a. på grund af et vidtløftigt bank-eventyr, hvor de trods alt økonomisk relativt uerfarne klubfolk legede ”troldmandens lærling” på det finansielle marked.
   Det skal dog siges, at neden under den professionelle overbygning spiller det klassiske klubliv med sit varme, helhjertede tilhørsforhold stadig en stor rolle. Klubber som KB og B 1903 huserer stadig i de lavere rækker i København. Og selv om elitespillerne flytter rundt, så flytter tilhængerne ikke. De er om nogen bærere af den fælles ånd, som giver en klub dens identitet, selv om der måske på

førsteholdet kun er to spillere tilbage fra sæsonen for fire år siden.

   At træffe sig selv som dreng
   Hele atmosfæren omkring fodbold er således blevet langt mere kynisk i de år, jeg har ”fulgt med”. Spillet er blevet langt hurtigere og hårdere. Spillerne er blevet meget dygtigere og fysisk stærkere, men også så disciplinerede, at gamle dages personligheder og originaler er blevet ret sjældne, både spillemæssigt og personligt.
   Udviklingen er naturligvis irreversibel. Når man ser kornede, sorthvide billeder af fortidens præstationer i dag, kan man se, at landholdet dengang ville få problemer med at sejre i nutidens 2. division. Så det nytter ikke at romantisere ”gamle dage” eller begræde fodboldens udvikling, som den dag i dag giver tilskueren fantastiske glæder på fodboldbanen.
   Alligevel - når jeg ser et hold som Barcelona, hvis spilmønstre har en næsten overjordisk skønhed med lynhurtige pasninger i de små rum, så kan jeg til tider gribes af lumsk kedsomhed, naturligvis især, hvis modstanderholdet, som det ofte sker, er rene statister. Det gennemkontrollerede, gennemdisciplinerede fodboldskak har næsten nået en tilstand af perfektion, som gør det sært upersonligt og uvedkommende. Derfor ser jeg faktisk hellere dansk superligabold. Selv om niveau´et er højt hævet over min barndoms divisionskampe i Idrætsparken, og selv om disciplinen også her er i højsædet, så er spillerne dog ikke bedre, end at de fejl og skævheder, som gør dem til mennesker, stadig kan observeres. Og det er den menneskelighed, der gør, at jeg kan identificere mig med spillet og spillerne og den dag i dag kan juble og rase og indleve mig i en god fodboldkamp.

    En berømt engelsk træner har sagt de navn-kundige ord: ”Soccer (fodbold) is not the most important thing in the world - it´s the only thing!”

  Så vidt vil jeg nu ikke gå. Men fodbold har - med sin blanding af brutalitet og uskyld, kunst og krig, chauvinisme og kammeratskab, været et væsentligt livsindhold for mig. Gennem fodbold kan jeg genopleve min barndoms uskyld, drømme og håb. Spillet er et slags åndeligt og fysisk reservat, hvis verden trods alt er overskuelig, hvis regler og normer er klare og præcise, hvis følelser er enkle og elementære.
   I den verden kan man få lov til at træffe sig selv som dreng.

                                                                                                                                     Gudmund Auring

                                                                                                                                    21. november 2011.