MIN BEDSTEFAR OG SØNDERJYLLAND

   Min bedstefar er født i 1875, godt og vel en måned før H.C. Andersen døde. Jeg har altid syntes, det var sejt at have kendt et menneske, som har levet, om så kun kort, ”samtidig med H.C. Andersen”.

   Min bedstefar hed Theodor Reinhold Emil Hansen. Jeg var 11 år, da han døde. Husker tydeligt den aften, bedstemor ringede og fortalte mig, at nu var bedstefar død. Mor og far var nemlig ikke hjemme, og bedstemor har i sin sorg ikke nået at spekulere over, om det nu også var en passende meddelelse til to børn. Men det var det jo. I hvert fald reagerede min lillesøster og jeg ganske logisk - vi græd i vilden sky, og det blev vi ved med i et par timer, til mor og far kom hjem.

   Det var nok ikke af sorg, vi græd. Vores personlige forhold til bedstefar var temmelig begrænset. Men her stod vi for første gang over for det ufattelige: Selve dødens majestæt.

   Bedstefar var en for sin tid høj mand med hvidt hår og stort hvidt skæg. Han var tunghør og talte derfor meget højt, ligesom han af gode grunde forlangte høj tiltale. Men som tiårig er man ikke klar til at tale højt til en fremmed, lidt fjern mand, som af og til i sin egenskab af bedstefar mente sig forpligtet til at henvende et altid venligt, men altså højrøstet ord til den lille purk. Så vi børnebørn var nærmest lidt bange for ham. Men selvfølgelig elskede vi ham. Man elsker sin bedstefar, lige som ens bedstefar naturligvis elsker én. Og når éns elskede bedstefar dør, så græder man. Sådan er det.

   Ved middagsbordet

  Bedstefar og bedstemor havde 8 børn og 13 børnebørn. Når et antal af os var hjemme på Skt. Pauli 20 i Broager i sommerferien, så var middagsbordet langt. For bordenden tronede bedstefar, altid med en stor, kridhvid stofserviet for bryst og mave. Efterhånden, som måltidet skred frem, stod alle fade og skåle i hans ende af bordet - han fik naturligvis maden rakt op, men sendte aldrig videre. Så hvis vi andre skulle have anden gang, måtte vi pænt række ud eller bede de nærmest siddende sende videre. Bedstefar var en pater familias - en rigtig patriark af den gamle skole. Barn af sin tid, naturligvis.
   I takt med, at middagsmaden vederfaredes retfærdighed, afsatte de forskellige ingredienser - sovs, kål, kartofler, agurkesalat m.m. - deres spor på den før så rene serviet, ligesom bedstefars ærefrygtindgydende hvide profetskæg gemte små og større stykker af den indtagne middagsmad.

   Sydslesvigske Skæbner

   Jeg ejer en bog, ”Sydslesvigske Skæbner”, i hvilken min bedstefar har skrevet en beretning, som jeg senere skal vende tilbage til. Men foran i bogen har han skrevet en dedikation - til mig: ”Til min Sønnesøn, Gudmund Auring, da hans far havde bedt mig om det, med Ønsket om, at han må beholde sit friske Mod og kunne holde Styr på sig selv i stort og småt. Broager, 9. Juli 1955   Reinhold Hansen”
   En mærkelig tekst. Naturligt nok skriver bedstefar i sin høje alder navneordene med stort her syv år efter retskrivningsreformen. Men indholdet, især ”kunne holde Styr på sig selv i stort og småt” kan nok vække undren. Havde bedstefar allerede set, at hans barnebarn indeholdt kimen til en temperamentsfuld hidsigprop? Muligvis, men jeg havde nu mest det indtryk, at bedstefar stort set overså det mylder af børnebørn, der i sommerferien tumlede rundt i hus og have.
   Min far har antydet en anden mulighed: Måske var det kampen med hans eget temperaments-fulde, poetiske og lidenskabelige sind, som her har sat sig et aftryk i form af et ønske for et barnebarn.
   ”…da hans Far havde bedt mig om det…” Bedstefar har tydeligvis ikke selv tænkt, at den bog kunne have interesse for mig. Men min far har regnet med muligheden af, at jeg som voksen kunne fatte interesse for den personlige beretning, min bedstefar har skrevet i bogen. Og deri har han haft fuldstændig ret - den bog er i dag nok mit kæreste eje. I den beretning, min bedstefar her har skrevet, viser han sin personlighed på en måde, som jeg som 7-årig naturligvis ikke havde nogen som helst forudsætninger for at kunne forstå eller opleve. Det er den bog, sammen med min fars erindringer og historier, som gør, at jeg i dag har mulighed for at se min bedstefar som andet end en brøsig gammel herre med hvidt skæg.


   ”Flensborg hjem”
   ”Sydslesvigske Skæbner” er udgivet af ”Sydslesvig Forlag Sønderborg” i 1947 (mit fødeår) med et ganske bestemt formål. Som bekendt havde Tyskland netop tabt 2. Verdenskrig, hvilket medførte en reel mulighed for, at afstemningsgrænsen fra 1920 imellem Danmark og Tyskland kunne revideres og altså flyttes mod syd. I den situation opstod der en voldsom politisk debat imellem Folketingets flertal, som sagde ”Grænsen ligger fast” og et i vide kredse meget populært (i dag ville man sige populistisk) mindretal, der mente, at Danmark i hvert fald skulle have Flensborg ind i riget. Et særligt krydderi på situationen var, at statsminister Knud Kristensen fra Venstre talte utvetydigt for ”Flensborg hjem”-synspunktet.
   I den situation satte ”Flensborg hjem”-folkene naturligvis alle sejl til for at vinde folkestemning-en og dermed få politikerne til at lægge det pres på englænderne, der kunne få ”Flensborg hjem”. Et af ”sejlene” var ovennævnte bog, hvor 29 sydslesvigere beretter om deres sindelagsskifte - altså om, hvordan de bevægede sig fra at være tysksindede til at være dansksindede, set som eksempler på det folkelige sindelagsskifte, der altså var muligt, mente man (og sandelig også nødvendigt), når/hvis Flensborg blev indlemmet i Danmark.
   Bogen er inddelt i tre afsnit, ”Før 1918”, ”Mellem Krigene” og ”Efter sammenbruddet”. I ”Efter sammenbruddet” finder man dem, som skiftede sindelag til dansk efter 1945. Det var den gruppe, som tyskerne hånligt kaldte ”Speck-dänen”. Dermed antydede man elegant, at de var opportunister, som i det ødelagte efterkrigstyskland så en chance for at høste materielle fordele ved at erklære sig som danskere - en anklage, der sikkert ramte rigtigt mod nogle, men var helt urimelig rettet mod andre.
   Men første del består af kun én beretning - Reinhold Hansens. Min bedstefar havde altså skiftet sindelag før 1. Verdenskrig - var gået fra tysksindet til dansksindet. På en tid, da det virkelig var et særsyn, som da også krævede store personlige ofre af ham.
   For mig er det en utrolig interessant beretning - ikke fordi den skulle bruges i en stærkt national-istisk agitation, gudskelov kom Flensborg da ikke ”hjem til Danmark”, sikken grænseballade, vi så ville ha fået med Tyskland i vor tid! Men fordi min bedstefars beretning er så stærk, mild og vel-skrevet og afslører et rankt og selvstændigt sind, der uden at være en del af en strømning fandt sin helt egen knudrede vej til en personligt tilkæmpet, dyrekøbt overbevisning.
   Igennem denne beretning har jeg lært væsentlige sider af min bedstefar at kende. Men hvad mere er, den har givet mig et personligt, slægtsbaseret perspektiv på hele den ufatteligt komplicerede, dramatiske og spændende del af Danmarks historie, som vi kan kalde grænselandets historie. Mange kender vel oplevelsen af, at bestemte historiske epoker eller episoder får en ganske særlig betydning for dem, fordi de selv eller nær familie har deltaget personligt i den. For mig er grænselandets historie og min bedstefars historie blevet vævet sammen til en helhed, som får sin ganske særlige kulør, fordi den er en af mange forudsætninger for min egen historie.
   I det følgende vil jeg - på subjektiv, men forhåbentlig ikke uvederhæftig vis, forsøge at gøre rede for disse forhold: MIN BEDSTEFAR OG SØNDERJYLLAND.

   Et historisk rids

   Som baggrund for Sønderjyllands og min bedstefars fælles historie vil jeg efter fattig evne forsøge at ridse forhistorien op i korte, temmelig indviklede, træk.
   Grænselandets historie er, også efter interna-tional målestok, ualmindelig forvirrende. I et sandt virvar af ejendomsmæssige og dynastiske stridigheder mellem forskellige adelsslægter, hvoriblandt den danske (oldenborgske) konge-slægt, som det mildest talt vil føre for vidt at komme ind på her, havde herredømmet over hele eller dele af grænselandet skiftet et utal af gange.
   Op gennem 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet lå forholdene dog nogenlunde fast: Det egentlige Danmark endte ved Kongeåen, dvs. lige syd om Kolding og derfra i en linje stik vest ud nord for Ribe.
   Landet syd for Kongeåen, som også hørte under den danske krone, kaldtes ”Hertugdømmerne”, og dem var der to af: Slesvig, landskabet fra Kongeåen til Ejderen, historisk, sprogligt og kulturelt set ”dansk” land, samt Holsten, fra Ejderen ned til lige nord for Hamburg, sprogligt og kulturelt et ”tysk” land, som oven i købet var medlem af ”Det Tyske Forbund”, fra 1815 en løs sammenslutning af de talrige tyske stater.
   Ja, faktisk var der et tredje: Lauenburg øst for Hamburg, som Danmark havde fået til trøst for tabet af Norge til Sverige ved Wienerkongressen 1814, hvor sejrherrerne delte rovet efter Napoleons nederlag. Danmark havde været på taberens side, og tabet af Norge var prisen herfor.
   Ud fra den herskende - de herskendes - tankegang i 1700-tallet var dette ikke noget problem. Det

var nemlig konge- og adelsslægter, og de tænkte naturligvis dynastisk. De kunne sagtens eje herregårde i andre lande og var som sådan internationalt indstillet. Deres loyalitet var således ikke rettet imod nationen, men mod dynastiet - mod slægten, og, øverst, mod kongen. Holstenske, tysksprogede adelsmænd kunne uden problemer føle sig som gode patrioter og tjene den danske konge, hvilket mange af dem også gjorde. Det faldt så meget lettere, som den danske kongeslægt jo selv havde tyske aner, og sproget ved det danske hof og i overklassen en tid lang havde været tysk og fransk, ligesom adskillige danske konger kun med besvær kunne tale dansk:

   ”…med fruerne fransk
   og tysk med sin hund
   og dansk med sin tjener man talte.”
Ja, da kronprins Frederik i 1784 ved et kup overtog magten, omgav han sig med en hel stribe adelige ministre og embedsmænd, unge og oplysningsbegejstrede - og mange af dem af holstensk afstamning. Det var dem, med navne som Bernstorff, Reventlow og Schimmelmann, der bl.a. stod bag landbrugsreformerne i 1788, kendt under navnet på en af reformerne, ”Stavnsbåndets ophævelse”.
   Der var da heller ikke nogen i magteliten, som tog anstød af, eller overhovedet med undren bemærkede, navnene på kongens ministerier. Der var to: ”Danske Kancelli” og ”Tyske Kancelli”. Det første administrerede Danmark til Kongeåen, det andet administrerede hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenburg (fra 1814).
   Naturligvis fandtes der en stærk sproglig og kulturel danskhed blandt de lavere samfunds-klasser i Danmark og i Slesvig. Men den lagde magthaverne ingen vægt på. Man levede i enevældens tid.
   Men danskheden i Slesvig havde igennem århundreder været under pres sydfra. De fleste præster og embedsmænd, samt mange lærere, kom sydfra, især fra Holsten, og administrations- og kirkesproget, senere også skolesproget i Sydslesvig,  var tysk, hvilket man i ”Tyske Kancelli” i København ikke kunne se et problem i. Så længe borgerne var gode patrioter og tro mod kongen, så var alt i orden.
   Hen over århundrederne blev kultur og sprog i det sydlige Slesvig således umærkeligt ændret i tysk retning, også i den brede befolkning, dvs. blandt bønder og landarbejdere. I det nordlige Slesvig var folkesproget og kulturen stadigvæk dansk.
   Så længe enevælden sad sikkert i sadlen, anså man denne tingenes tilstand som værende ganske uproblematisk. Hvis nogle bønder i Sydslesvig undervejs fandt udviklingen problematisk, så var der alligevel ingen blandt herskerne, der lyttede til dem.  
   Men nye tider var på vej.

   National og liberal

   Enevælden og adelsslægterne fandt deres legitimitet i dynastiet, altså i slægtsskabsforhold-et og arverettighederne. Men med oplysnings-tiden, kulminerende med Den Franske Revolution 1789, kom nye værdier i fokus.
   Borgerskabet fik større og større betydning, økonomisk og kulturelt. Og Den Franske Revolution blev borgerskabets første forsøg på også at gribe den politiske magt.
   Som bekendt gik det ikke så godt. Men den lange og besværlige proces hen imod vore dages demokrati var sat i gang og lod sig ikke standse.
   Som enhver fremtidig herskende klasse havde borgerskabet brug for legitimitet - et sæt værdier, som kunne legalisere klassens vej til magten. På den politiske front undsagde man af gode grunde ”det enevældige kongedømme af Guds nåde” og satte i stedet frihed og menneskerettigheder. På samme måde kunne man naturligvis ikke bruge Statens gamle legitimitetsprincip, dynastiet, som jo i den grad hang sammen med enevælden.    Borgerskabet havde brug for et nyt princip til at give den kommende demokratiske stat sammenhængskraft, og det fandt man i Nationen, som principielt udgjorde en enhed i sproglig og kulturel forstand. En bølge af national begejstring gik over Europa. Det progressive, fremstormende borgerskab blev nationalister. Det nationale sprog, de nationale myter og sagn, den nationale historie blev dyrket med entusiasme og lidenskab. Bare tænk på vores egen Grundtvig!
   I praksis var det naturligvis ikke så enkelt. For de gamle enevældige herskere havde det været god latin i dynastiets navn at udvide deres landområde, om nødvendigt med krigens midler. De gamle stater var derfor kludetæpper med ofte mange sprog og kulturer inden for deres grænser. Eller de var, som syd for det danske rige, stumper af et stort tysksproget område. Et af de steder, hvor situationen var mest uoverskuelig, var i det dansk-tyske grænseland.   
   I processen hen imod det store revolutionsår 1848 havde de progressive grupper i Europa som deres to væsentligste mærkesager altså frihed (på latin: liber) og national samling af eller omkring fædrelandet. Mange steder, bl.a. i Danmark, kaldte den (løst sammenhængende) ledende gruppe i retningen mod fri forfatning og demokrati  sig ”De National-Liberale”. Partiavisen i Danmark hed til overflod ”Fædrelandet”.


   Schleswig-Holsteinismen og danskheden
   Denne strømning ramte naturligvis også Hertugdømmerne. Allerede i 1830 havde den tidligere embedsmand i ”Tyske Kancelli”, Uwe Jens Lornsen, udgivet et skrift, som talte for, at Schleswig-Holstein skulle være en uafhængig stat i Det Tyske Forbund og regeres fra Kiel. Takken var, at han blev fængslet af Frederik VI, men skriftet vakte stor opsigt i tyske kredse.
   Men tryk avler modtryk: Allerede året efter fik Lornsen dansk svar på tiltale, og i de følgende år bølgede kampen, som sprog- og kulturkamp, frem og tilbage. De førende i den dansksindede bevægelse var folk som Chr. Paulsen, Chr. Flor, Hiort-Lorenzen (som ”talte dansk og vedblev at tale dansk” i den slesvigske stænderforsamling) og den sønderjyske bonde og ildnende folketaler, Laurids Skau.
   I Holsten var den nye tankegang en uproblematisk selvfølge. At landet og folket var tysk, herskede der ingen tvivl om. Men i Slesvig var det en helt anden sag.
   I det sydlige Slesvig var størstedelen af folket præget af tysk sprog og kultur. Et mindretal følte sig nok som danskere, men i de toneangivende kredse - embedsmænd, handelsfolk, præster, lærere og studenter - var stemning altovervejende tysk. I det nordlige Slesvig var et stort flertal dansksindet, selv om en stor del af borgerskabet også her var tysksindet.
   De toneangivende kredse sluttede i vid udstrækning op omkring Schleswig-Holstein-bevægelsen, som ønskede et selvstændigt Schleswig-Holstein under det tyske forbund, altså løsrevet fra Danmark. Schleswig-Holsteinismen var altså i sit væsen en nationalliberal bevægelse, ganske som demokratiforkæmperne i Danmark, men hvor den ene bevægelse var tysksindet, var den anden altså dansksindet.
   De danske National-Liberale i København var ligeglade med Holsten. Ifølge de nye tanker var det jo ikke dansk og kunne sagtens få lov til at forsvinde ind i Det Tyske Forbund. Det var fortrinsvis gruppen af konservative enevælde- og dynastitilhængere, der forsvarede Helstaten - altså, at Danmark skulle holde fast på det hele: Slesvig, Holsten og Lauenburg. De National-Liberale var Ejder-danske. Ejderen var den gamle grænseflod imellem Slesvig og Holsten, og her skulle grænsen gå. Slesvig var gammelt dansk land, og således skulle det blive igen. Væk med Holsten - men Slesvig i sin helhed skulle knyttes nærmere til Danmark, ja være en fuldgyldig del af det danske rige. At en stor del af den sydslesvigske befolkning var tysksindet, så man stort på.
   Denne opfattelse virkede som en rød klud på Schleswig-Holstein´erne. Ifølge dem skulle Schleswig-Holstein ”up ewig ungedeelt tesammen bliwen”, hvilket de blandt andet begrundede med et kongeligt dansk løfte herom fra Christian I´s tid i 1459.
   Den nøgterne tanke om en sindelagsgrænse et sted i Slesvig kunne på det tidspunkt ikke tænkes - hverken af Schleswig-Holsteinere eller danskere. Og dog: Uwe Jens Lornsen havde faktisk tænkt og foreslået den…
   Da så revolutionsånden i 1848 løb hen over Europa, og oprørene imod de enevældige fyrster tog fart, drog nogle hundrede oprørere ad den nyanlagte jernbane fra Kiel til Rendsborg, satte med magt den danske garnison ud af spillet (de fleste af soldaterne og officererne var Schleswig-Holsteinere) og sendte en forhandlingsdelegation til København. Her skulle den forlange selvstændighed for Schleswig-Holstein.
   Præcis dagen før havde et folketog til den nybagte kong Frederik VII i København forlangt National-Liberale ministre i kongens råd og oprettelsen af en grundlovgivende forsamling. Til manges forbavselse og de flestes glæde sagde kongen uden videre ja til disse krav.
   Derimod kunne kongen og den nye regering på ingen måde gå ind på Schleswig-Holsteinernes krav.
   Det betød krig.

   De slesvigske krige

   I starten gik det ikke godt for de danske våben. Schleswig-Holsteinerne fik militærhjælp i form af tropper og våben fra den stærkeste tyske stat, Preussen. En overgang var hele Jylland besat. Men da den preussiske konge blev træt af legen og trak sine tropper hjem, så stod de Schleswig-Holsteinske oprørere alene, og de kunne i længden ikke klare sig mod den danske hær. I 1850 endte krigen med en dansk militær sejr. Det er fra denne krig, at myten - og visen - om Den Tapre Landsoldat stammer.
   Det betød bare ikke rigtig noget mht. freden. Den blev nemlig dikteret af de europæiske stormagter og gik stort set ud på, at status quo skulle bevares. Slesvig og Holsten skulle forblive under den danske krone, men måtte ikke knyttes nærmere til Danmark end før. Den nye grundlov, som danskerne fik 5. juni 1849, måtte således ikke gælde syd for Kongeåen.
   Det gjorde Slesvig-Holsten praktisk taget uregerligt. Den danske regering påbegyndte en brutal og kluntet fordanskningspolitik i Slesvig for - bedre sent end aldrig - at rulle den tyske indflydelse tilbage. Det var som benzin på bålet. Ved hvert eneste dansk initiativ protesterede Schleswig-Holsteinerne vildt og inderligt og påviste, at det stred imod stormagternes fredsdiktat om status quo.
   Til sidst ramlede det hele. I desperation over den fastlåste situation huggede den danske rigsdag den gordiske knude over og vedtog ”Novemberforfatningen” i 1863, som indlemmede Slesvig i Danmark.
   Det var uden diskussion et klokkeklart brud på fredstraktaten fra 1852. Men folkestemningen i Danmark var ligeglad: Slesvig var dansk, basta, og hvis tyskerne ikke kunne forstå det, kunne de bare komme an! Vi havde banket dem før, og det kunne vi gøre igen! Længere end til den gamle danske grænsevold, Dannevirke, skulle de under ingen omstændigheder komme!
   Nøgterne og forstandige mennesker i Danmark, som vidste, at denne politik var livsfarlig og kunne ende med en katastrofe, tav stille med det. De danske politikere i havde ikke megen erfaring, og den nyvakte danske folkestemning i det splinternye demokrati vovede ingen for alvor at udfordre.
   I Preussen var en dygtig, brutal og ambitiøs politiker kommet til magten som kongens kansler. Hans navn var Otto von Bismarck. Hans store vision var en samlet tysk forbundsstat under Preussens ledelse, men det var der på den tid endnu kun et fåtal, der vidste. For at nå sit mål havde han brug for at udkonkurrere den anden store bejler til magten i et samlet Tyskland, nemlig Østrig-Ungarn. En rask lille krig kunne demonstrere Preussens styrke og medvirke til at presse de tyske småstater ind i et samlet Tyskland. Derfor var danskernes desperate handling nøjagtig det, han havde brug for.
   (Bismarck fik sin krig - ja, han fik tre: Krigen mod Danmark 1864, krigen mod Østrig 1866 og krigen mod Frankrig 1870-1871. Alle tre blev vundet, og ud af kamptummelen voksede det tyske kejser-rige med den preussiske konge som kejser og Bismarck som ”jernkansler”. Østrig-Ungarn var udkonkurreret og måtte nøjes med deres eget vakkelvorne kejserrige.)
   Bismarcks krav var, at Danmark øjeblikkelig skulle annullere Novemberforfatningen. Det var der ingen dansk politiker, der turde. Så fra 1. februar 1864 var Danmark i krig med Preussen og Østrig-Ungarn - en knusende overmagt.
   Krigen blev en total katastrofe for Danmark, både på slagmarken og ved forhandlingsbordet. Den nybagte danske konge, Christian IX, og de danske politikere havde absurd fejlagtige opfattelser af styrken i de danske forhandlings-positioner. Selv om Bismarck faktisk undervejs i forløbet foreslog en sindelagsgrænse efter folke-afstemning i Slesvig, var de danske forhandlere hverken til at hugge eller stikke i. Så det endte med, at Danmark mistede HELE Slesvig-Holsten, bortset fra en lille firkant ned omkring Ribe. Grænsen imellem Danmark og Tyskland gik nu ved Kongeåen!


   Kulturkamp og undertrykkelse  
   Hermed ændrede grænsestriden sig til en sej og indædt kamp for at bevare danskheden i Slesvig. I starten håbede mange på en folkeafstemning eller en ny krig, og tusinder af unge mænd udvandrede for at undgå tysk militærtjeneste.   Men efter Preussens sejr over Frankrig og bortfaldet af den berømte §5, som lovede en folkeafstemning om det nationale tilhørsforhold, blev det klart, at den eneste mulighed var sej sprog- og kulturkamp for at bevare danskheden - i håb om bedre tider. Mange dansksindede unge bondekarle blev nu i Slesvig og gik i tysk militærtjeneste for ikke at miste indfødsret og retten til at eje jord i deres hjemegn.
   Sang- og dilettantforeninger (som ”Harmonien” i Broager), foredragsforeninger, aviser (Flensborg Avis) sparekasser og andre kulturforeninger dukkede op over hele Slesvig for at bevare dansk sprog og kultur, samt jorden på danske hænder.
   De tyske myndigheder gennemførte en til tider benhård fortyskningspolitik og chikanerede de dansksindede aktiviteter, hvor de kunne komme til det. Men under ledere som den stålsatte redaktør af Flensborg Avis, Jes Jessen, samt den mere pragmatiske, men seje og udholdende H.P. Hanssen-Nørremølle, blev udviklingen vendt i mange ”blakkede” sogne, og danskheden kom igen til at stå stærkere.

   ”Ja, det haver så nyeligen regnet
   og de træer, de dryppe endnu.
   Mangen eg er for uvejret segnet
   men endda er vi frejdige i hu,
   viger ej ud af spor
   for vi kender de ord:
   Det har slet ingen hast for den, som tror.”


   Skjulte kilder springer igen
   I sin beretning  - med ovenstående titel - fortæller min bedstefar om sit liv i korte træk. Hovedvægten lægger han på, hvordan han gradvis og hen over en lang periode tilkæmper sig sin dansksindede overbevisning.
   Reinhold Hansen er nemlig født og opvokset i en lille landsby, Wester Ohrstedt (Vester Ørsted), ved landevejen fra Slesvig By til Husum, altså i den sydlige del af Slesvig. Her nede var den tyske kulturpåvirkning mangeårig og massiv. I Reinholds fattige barndomshjem var sproget overfor faderen højtysk, mens han med moderen talte den nordtyske dialekt, plattysk. Dansk kendte han intet til. Så selv om efternavnet var typisk dansk, så var den sproglige og kulturelle tyskhed en selvfølge. I skolen hørte Reinhold intet om Schleswigs tidligere tilknytning til Danmark.
   (Da min kone og jeg for 8 år siden var på visit i Wester Ohrstedt, gik vi rundt og så på dørskilte. De 6 første, vi så, var sen-navne: Hansen, Petersen, Lorentzen. Først som nr. 7 kom en Schultz…)
   Reinhold Hansen fortæller om sit første personlige møde med det danske sprog. Han kom på seminariet i Tondern (Tønder), hvor han som kommende skolemester skulle have lidt kendskab til dansk, idet seminaristerne skulle forberedes på, at kristendomsundervisningen i det nordlige Schleswig skulle foregå på børnenes modersmål - altså dansk (al anden undervisning foregik på tysk): I Tønder havde vi haft nogle timer i dansk. De blev anlagt til at sætte de vordende lærere i stand til at meddele skolebørnene kristendomskundskab. Begyndelsen var morsom. Læreren foreviste et af skolens anskuelsesmidler, et billede af Isaks ofring. Og så begyndte han: ”Hvad ser vi der?” ”Der ser vi en mand.” ”Denne mand hedder Abraham.” ”Hvad ser vi der?” ”Der ser vi en stenhob.” ”En saadan stenhob kaldes et alter. Abraham har bygget alteret,” etc.
   Så længe det stod saadan på, gik det godt. Men saa skulde vi lære bibelhistorie om igen på dansk. Saa tabte interessen sig. Sydslesvigeren kunne jo paa ingen maade følge Nordslesvigerne. Jeg hentede mig Ingemanns ”Valdemar Sejr” paa seminariets bibliotek, og ved hjælp af en ordbog tog jeg de første 100 sider i langsomt tempo. Saa kunne jeg næsten selv.
   En målrettet og viljestærk ung mand!
   Andre steder i sin beretning fortæller Reinhold Hansen, hvordan han igennem sproget erkender resterne af de gamle danske kulturtræk i hans egen hjemegn ved Wester Ohrstedt. Et eksempel: (Han var nu blevet degn på Iller Skole ved Broager i en egn, hvor sproget og bevidstheden overvej-ende var dansk:) I kroen, hvor jeg fik min mad, hørte jeg en dag en mand sige: ”Ja, en kromand, han kan savt.” (Savt = sagtens - forf. anm.) Et bol i Øster Udsted hedder ”kromands”. Det ord havde jeg aldrig kunnet magte. Fra tysk kunne jeg ikke komme videre end ”krumm” og ”mann”, altså en ”krum mand”. Men at et bol kunne få navn efter en mands øgenavn, havde jeg aldrig kunnet affinde mig med. I næste ferie spurgte jeg min svoger, hvis moder var kommet fra den ejendom - han var ca. 30 Aar ældre end jeg: ”Har ”Kromands” været en kro?” Ja det havde. Endelig opklaring.
   Hele min bedstefars beretning lægger naturligt nok hovedvægten på, hvordan ”det danske” kom til ham: Gennem Valdemar Sejr, gennem den sproglige arkæologi, gennem den dansksindede ånd på Broager Land, gennem Flensborg Avis, gennem ægteskab med en dansksindet kvinde, min bedstemor.


   Æ kejser ebach æ kakkeluun
   Konsekvenserne af min bedstefars sindelags-skifte blev ganske dramatiske. Han var i 1898 som sagt blevet lærer i Iller på Broager Land. Han skulle i sit arbejde docere tysk sprog og kultur, og som lærer måtte han selvfølgelig være medlem af ”Deutsche Verein”. Men gennem sine sproglige opdagelser, gennem den lokale sangforening ”Harmonien”, og ikke mindst gennem forbindelsen til en dansksindet pige, Didde (Christine) Petersen, kom han mere og mere i kontakt og på bølgelængde med den lokale befolkning. I 1907 lod han sig uden protest slette fra medlemslisten i ”Deutsche Verein”, og kort efter, i 1908, opstod så den mulighed, som de tyske myndigheder havde ventet på. De var selvfølgelig helt klar over, at lærer Hansen fra Iller var en frafalden, som de hurtigst muligt måtte af med.
   Historien går som følger: Reinhold Hansen abonnerede på et tidsskrift med smukke tryk af billedkunst. En dag ville han vise sine elever et smukt landskabsmaleri, men manglede et søm at hænge det på. Resolut tog han ”Kejser Wilhelm” ned af væggen og hængte det andet billede op i stedet.
   En dreng fra en tysksindet familie fortalte hjemme, at ”lærer Hansen havde sat kejseren bagved kakkelovnen”, og så var spillet gående. Skolekommissionsformanden mødte op og anklagede ham for majestætsfornærmelse, en anklage, som Reinhold Hansen på ingen måde kunne anerkende. Men kort efter kom ordren. Med tre dages varsel blev min bedstefar forflyttet til Gnutz, en lille by langt nede i Holsten, hvor han ikke kunne gøre nogen skade med sine dansk-sindede holdninger.
   Efter kort tjenestetid der tog Reinhold Hansen orlov - for at rejse jorden rundt! Muligheden herfor skyldtes den velkendte ”rige onkel i Amerika”, onkel Carl Emil, som med succes havde grundlagt et bryggeri, Charles E. Hansen Estate Co.,  i San Francisco. Nu var han død, arven til efterkommerne skulle hentes, og Reinhold Hansen tilbød at udføre den opgave. Og da han nu var halvvejs - ja, så kunne han jo lige så godt fortsætte jorden rundt.
   Jeg husker fra ferier i Broager, at jeg mange gange bladede i et stort billedværk fra 1909, hvor samtlige USA's stater havde 4-5 sider. Desuden fandtes ”perspektivbilleder”, en slags dobbelt-billeder fra et enkelt motiv, som i et særligt apparat blev kombineret og kunne ses med dybdevirkning. Disse ting virkede meget spændende og eksotisk på en halvstor dreng. Hvor mon de er nu?
   Hjemme igen vendte min bedstefar tilbage til arbejdet i Gnutz. Men kontakten til Broager blev på ingen måde afbrudt: I 1911 giftede han sig med Didde Petersen, som blev min bedstemor.
   Hun har senere fortalt, at hun faktisk nød tiden i Gnutz, hvor hun havde sin Reinhold for sig selv. Jeg tænker mig, at han i Broager har haft mange udadvendte kontakter og gøremål, mens hun var henvist til at klare graviditeter, børn og husholdning i den hastigt voksende familie. Den pligt tog hun dog på sig som noget helt naturligt. For bedstemor var det en selvfølge, at hendes mand ”skulle stråle”, mens hun holdt sig i baggrunden.
   I Gnutz fødtes de første fem børn, heriblandt min far, Hans Reinhold Hansen, 31. januar 1918.
   I 1917, tre år henne i I. Verdenskrig, blev Reinhold Hansen indkaldt til Landsstormen og måtte således i tysk uniform. Heldigvis var han for gammel (42) til fronttjeneste og blev udstationeret i Lübeck, hvor han, ifølge min far, mest forrettede vagttjeneste.


   Genforeningen
   Efter Tysklands nederlag viste der sig mulighed for at vende tilbage til Broager Land, først som lærer ved Dynt Skole, og siden ved Broager Skole. Her arbejder Reinhold Hansen, værdsat og afholdt, til han pensioneres i 1940.
   Genforeningen i 1920 oplevedes som et mirakel og en dyb glæde. Men for min bedstefar vedblev det hele livet at være en sorg, at hans egen hjemstavn, Vester Ørsted, ikke kom til Danmark. Som bekendt var der i det nuværende Sønderjylland 70 % danske stemmer. I zone II var der kun 25 %. Og i zone III, det allersydligste Slesvig, afstod man fra at stemme. Udslaget var givet på forhånd
   I 1923 købes huset Skt. Pauli 20, en flot og atmosfærefyldt ”kasse” med en kæmpestor have til. Her er jeg på ferie med fætre og kusiner i mindst en uge hver sommer til mit 18. år. Om dette kan læses i min beretning, ”Feriedreng i Broue”. Huset ejes i dag af min kusine Prathiba (Lisbeth), som er i fuld gang med en større istandsættelse.
   I 1938 har Reinhold Hansen 40-års uddannelses-jubilæum. Det indbydes der til - i Kiel, da Tønder jo i mellemtiden er blevet dansk. Da han møder op, overfuses han af sine gamle seminariekam-merater, der kalder ham overløber og landsforræder. Stemningen har sikkert været eksalteret, ikke mindst i betragtning af nazismens foreløbige succes og den deraf følgende overvældende tyske nationalchauvinisme. Men Reinhold Hansen er mødt frem, har vist, hvem han er - og så gik han!
   I 1940 går bedstefar på pension. Krigsårene bliver hårde for ham og bedstemor, bl.a. fordi Danmarks besættelse medfører, at USA indefryser danske tilgodehavender, hvilket betyder, at bedstefar ikke længere får udbetalt udbytte af sine arvede amerikanske bryggeriaktier. Hvor meget det drejer sig om, ved jeg ikke, men bedstefar og bedstemor må flytte ned til deres søn Christian, som har ”Bryggergården” ved Brunsnæs på Broager land. Ikke mindst brænde er en mangelvare, og de fryser gudsjammerligt i de første iskolde krigsvintre. Imens er Skt. Pauli 20 lejet ud til Broagers danske børnehave.
   Efter krigen flytter de tilbage til Skt. Pauli igen.
   Bedstefar dør i 1959. I den store nekrolog og reportagen fra begravelsen i Flensborg Avis, som jeg finder i min fars erindringsbog, remses et utal af foreninger og sager op, som Reinhold Hansen gav sit engagement, ofte som medlem af bestyrelse og repræsentantskab eller som formand.  Jeg nævner i udvalg: Flensborg Avis, Foreningen Norden, Sygeplejeforeningen, Sydslesvigsk Forening, Broager Sogns Forsamlingsgård, Folkeskolen, bibliotekssagen (det var før de fremsynede danske bibliotekslove) og Grænse-foreningen. Desuden har han flere kommunale tillidshverv, fx som formand for Hjælpekassen.
   Derhjemme klarede bedstemor Didde Hansen husholdningen og de otte børn!
   300 mennesker fulgte bedstefar til graven. Blandt de mange taleres ord gik nogle udtryk igen: Trofasthed, retskaffenhed, hjælpsomhed, ligesom bedstefars lidenskabelige, personligt tilkæmpede danskhed blev nævnt fra flere sider.  

  

   Danskhed
   Min far har engang fortalt, at hans lille generationsoprør bestod i, at han var tilhænger af H.P. Hanssen-Nørremølles mere pragmatiske linje over for tyskerne omkring grænsespørgsmålet. Det huede ikke bedstefar, som stod stejlt på sin hårdt tilkæmpede danskhed og syntes bedre om Flensborg Avis´ navnkundige redaktør indtil sin død 1906, Jes Jessen, som flere gange måtte vandre i fængsel efter dristige ledere i avisen.
   Endnu værre var det, da min farbror Gustav kom hjem fra universitetet i København som overbevist kommunist. Hans forsøg på at forklare sin far om Internationale og den revolutionære vej til det klasseløse samfund fik mildest talt murene til at skælve på Skt. Pauli 20. Bedstefar stemte (så vidt min far ved) Venstre (- skønt Jes Jessen var højremand.)
   Tanken om, at i hvert fald Flensborg burde med til Danmark, trives stadig hos mine overlevende farbrødre, Jens Uffe og Tage, begge over 90 år. Selv er jeg nu nok mere på min fars ”bløde” linje. Men en del af grænsekampen har jeg aldrig været, og har derfor heller aldrig følt de stærke følelser og den lidenskabelige overbevisning, som af gode grunde ofte besjæler dem, der er med, hvor kampen er hårdest.

    Bedstefar opdagede de skjulte kilder, drak af dem og blev præget for livet. Ved at læse hans beretning og høre om ham har jeg været i stand til at få et indtryk af ham som en varm, stærk, trofast og lidenskabelig personlighed, som var i stand til at finde sin egen vej i livet og og på afgørende og positiv vis præge de mennesker, han mødte, og den sag, han viede sit liv til.

   Det har jeg jo ingen andel i. Så hvad har jeg at være stolt af? Men stolt er jeg - stolt af at være Reinhold Hansens barnebarn.

                                                                                                          3. januar 2012

                                                                                                         Gudmund Auring