DDR 1986 - et bilag til SPILLEMAND

                       DDR 1986

   - et bilag til SPILLEMAND -

          med efterskrifter:

            Bagklog   (s. 22)

                       Og

Efterskrift om Horst Marx   (s. 24)

                                                                                                             25/6 - 1986

   Kære far og mor

   Endelig har jeg tid til at påbegynde beretningen om vores tur til DDR. Det blev en på mange måder ualmindelig vellykket tur, både morsom og lærerig. Men jeg begynder med begyndelsen.

  12/6-86

   Vi drog afsted med Kalundborgbåden torsdag den 12/6 [1986] klokken 5 om morgenen. Jeg må hellere fortælle lidt mere udførligt om, hvem ”vi” er. Ram & Sjang består af: for det første mig, sagde hunden. Dernæst provst Langkjers søn Henning, en af bandets initiativtagere, mandolinspiller og forfatter til en del af vores politisk-humoristiske tekster. Henning har for øvrigt en lang og glorværdig karriere i den politiske musik bag sig, såvel i legendariske ”Søren Sidevinds Spillemænd” som i ”Det ny liv”. Begge grupper har indspillet plader. Han er 36 år, gymnasielærer i matematik og fysik, gift med Lis Fisker, eks-jyllandsredaktør på Land og Folk, nu free lance. De har tre børn, to piger og ”Gussimand”. Henning er en rolig, meget lun og rar fyr med sans for spøjs, selvironisk sceneoptræden, som er vores kendemærke, først og fremmest gennem ham og mig.

   Så har vi Lars Bøjstrup, vores psykolog, 35 og seminarielærer (løst ansat). Han er gift med italiensk-canadieren Vivian, og de har Thomas på ca. 8. Lars spiller banjo og er en meget rolig og tænksom fyr, lidt tilbageholdende. Han virker ikke altid, som om han har den store selvtillid, men han er 100 % stabil og tager sig bl.a. derfor af Ram & Sjangs pengesager. Lars er altid meget velovervejet, når han udtaler sig, og derfor værd at høre på.

   Ole Bryhl kender I jo, han er 42 efterhånden og spiller trompet og lerkrukke - en ”jug”, som det hedder. Den trutter han i, det gir nærmest en bas-effekt. Ole er nu som før en stor individualist, men på en meget lidt anmassende måde, rar som altid. Han har for øvrigt lige fået job på Taleinstituttet som talepædagog og bor stadig med Lisbeth ikke så langt fra os.

   Simon Palm er lige blevet 30, ”den meget talende smed”, kommer i snak med alle mennesker, også i Rostock, hvor hans far er velkendt i de højeste partikredse. Frithiof sad jo i byledelsen for modstandsbevægelsen i Silkeborg sammen med farbror Gustav. Simon er langtidsarbejdsløs og døjer med en arbejdsskade, som har ødelagt hans hænder med eksem. Så smed bliver han nok ikke mere, men ”passe gryderne” kan han da (slå på tromme), og snakketøjet fejler heller ikke noget. Han er meget aktiv politisk og skaffer os en hel del jobs derved. Sommetider har han påtaget sig for meget, og så kniber det med stabiliteten. Men det er svært at blive gal på ham, for han er ualmindelig rar, varm og underholdende at være sammen med. Han har en datter på 5, som bor hos moderen, med hvem han har det udmærket.

   Henning Simonsen er 39 og smed på et stort mejeri. Han er tillidsmand og meget aktiv fagpolitisk. Han spiller harmonika og er absolut vores mest musikalske medlem, kan spille på næsten alt og tit bedre end os andre. Han er gammel rock- og underholdningsmusiker (har været backing for Johnny Reimer). Henning har skrevet et par af vores numre og har stor betydning for vores lydbillede, samtidig med at han er en meget charmerende og underholdende fyr med et enormt lager af mere eller mindre ”vovede” historier. Han er fraskilt med to børn på ca. 8 og 10 år. Det samme er Jette Bach Mikkelsen på 29. Hun har også to børn på den alder. Jette og Henning bor sammen, og Jette ved godt, at hun i sin tid kom med i bandet, for at vi kunne holde på Henning. Men nu er hun et absolut fuldgyldigt og uundværligt medlem, dels fordi hun spiller en glimrende guitar, dels fordi hun er en ualmindelig sød, glad, naturlig og frimodig humørspreder, lille og spinkel og morsom. Hun er pædagogmedhjælper, men er netop optaget på EFG jern og metal. For øvrigt glemte jeg at sige, at Henning er vores anden forsanger foruden mig. De to holder meget af hinanden. Jette tar den ”karlekammertone”, som ofte kommer i en så mandsdomineret gruppe, med ophøjet ro, tilsat et stænk ironi.

   Stakkels Peter Madsen er kun 26 og må døje meget i den anledning. ”Knejten”, ”den bette” eller ”Lange Peter Madsen” kaldes han. Til overflod er han medlem af SFU og bliver naturligvis groft mobbet i den anledning, idet alle vi andre bortset fra Jette er medlemmer af DKP. Især Henning S. er efter ham, og Peter prøver så godt han kan at svare igen, men så kvik i replikken som Henning er han altså ikke. Så meget større er hans triumf, når han får en af os sat til vægs af og til. Som I nok har gættet, sker dette drilleri i al godmodighed, og Peter har det godt og er absolut vellidt af alle. Han er en glad dreng, spiller bas og er stærkstrømsingeniør på Elsam. Efter ½ års ansættelse ligger hans grundløn 3.000 over min.

    Efterhånden er Steen også næsten medlem af gruppen. Steen Veigaard er vores lydmand, 32 år og en mand af mange talenter. Han er gadedreng og kvindebedårer, EDB- og radioreparatør, lydteknikudlejer, næsten færdig med at læse musik på universitetet, fraskilt med to drenge, en dygtig bassist og guitarist i et rockband, og en fremragende lydmand, som kender os ud og ind. At vi havde ham med, var stærkt medvirkende til vores succes. Steen er fræk som en slagterhund og snupper enhver chance, men han siger selv, at han ikke er nær så flabet og provokerende, som han har været. Allerede den første aften i DDR fik han en kæreste, Paula, som var ualmindelig sød. I øvrigt er han selv virkelig sjov og charmerende.

   Og hvor står jeg så selv i gruppen. Ja forsanger og tekstforfatter på de fleste af vores numre, spiller ikke ret meget guitar mere, men præsenterer numrene og er mere showman, end I nok ville vente.

   Det gode ved Ram & Sjang er, at vi har et ualmindelig godt kammeratskab alle 8-9. Alle er en betydningsfuld del af fællesskabet, alle konstellationer i bandet kan ha det rart sammen, der er ingen primadonnaer, ingen kliker, både sjov og alvor. Noget af årsagen er nok, at vi er noget oppe i årene med, hvad det medfører af modenhed og tolerance overfor hinanden. Desuden har vi en høj arbejdsmoral på jobs, ingen kommer for sent eller drikker for meget før en optræden. Selvfølgelig opstår der gnidninger og uenigheder, ikke mindst jeg selv kan være temmelig nervebetonet og vanskelig, når jeg er nervøs før et job. Men det tar folk med stor overbærenhed, sådan er Gudmund bare, han falder nok ned igen. Vi har virkelig meget at sige hinanden, og alle med stor band-erfaring siger, at så hyggeligt et band som Ram & Sjang har de aldrig spillet i. Disse forhold blev stærkt underbygget på denne dejlige tur.

   Nå, men stemningen på Niels Klim var unægtelig noget søvnig. Lidt kaffe og rundstykker hjalp på det, og så havde vi god tid til en dejlig morgentur i skønt sommervejr over Vestsjælland, Farøbroen

og Falster til Gedser.

   Vi havde god tid i Gedser. Vores lejede ”rugbrød” var pakket til bristepunktet med kufferter, musikanlæg, instrumenter og ni mennesker, så vi benyttede lejligheden til at strække benene. 12.30 gik båden til Warnemünde. Vi var enige om, at det var rart at være på et rigtigt skib i stedet for et flydende højhus som Niels Klim. Og så købte vi i øvrigt skattefri øl.

   Warnemünde ligner jo det, den er: En gammel Østersø-ferieby. Vi var jo forberedt på lidt af hvert, men vidste også, at der skulle være en modtagelseskomité, som vel kunne hjælpe os lidt hurtigt igennem kontrollen.

   Men det så nu ikke ud til, at der var nogen komité. Vi kørte almindeligt ind i køen, åbnede respektløst dørene og steg ud. Varmen i DDR var om muligt endnu mere tropisk end i Danmark. Pludselig så vi en lille, blåhvid halvtredserbus komme drønende ind på havneterrænet og forsvinde over mod færgen. Efter nogen parlamenteren sendte vi Simon og Henning L. derover, og ganske rigtigt: Den var til os. I den var tre mennesker, som vi i de følgende dage skulle komme til at kende ganske godt. Ruth, vores tolk, omkring 50, med sort, kortklippet hår og et smilende ansigt. Horst, vores betreuer (betroede), omkring 45 og med det mest traurige ansigt, man kan tænke sig, lang og mager, lyshåret og med en uundværlig skuldertaske ved siden. Senere, da vi lærte ham godt at kende, opdagede vi, at han ikke var uden lune, og flere gange var han lige ved at smile ad vore vittigheder. Endelig Rainer, vores chauffør, en stor mørkhåret fyr, 40 år og med en temmelig reserveret holdning, som - fandt vi senere ud af - skyldtes hans indgroede skepsis ved at køre med danskere, forårsaget af bitre erfaringer.

   Nå, men glade var alle, da vi nu endelig havde fundet hinanden. Ruth og Horst lod et par ord falde til toldkontrollen om at slippe os hurtigt igennem. Vi holdt nu engang bagest i køen, og tingene tog den tid, de nu tar. Da en ung, venlig toldbetjent spurgte, om vi medbragte våben og sprængstoffer, sagde den ellers så rolige, forsigtige Lars ”jaja” og pegede op på tagbagagebæreren. Toldbetjenten så noget paf ud, men fik alligevel det sidste ord, da han lidt efter kom tilbage og bad Lars pakke sin bagage ud. Da Lars, bleg men fattet, skulle til at parere ordre, grinede betjenten og viftede os igennem. Lars så svært lettet ud, og vi andre var enige om, at han havde været betænkelig nær på at skulle gi en omgang øl til alle, sådan som han legede med ilden. Men da vi senere så os selv præsenteret på en plakat under titlen ”Unsere Lieder - unsere Waffe”, forstod vi jo bedre, hvad han havde ment.

   Uden for toldområdet stod så Ruth, Horst og direktøren, en lille halvskaldet mand i jakkesæt. Han holdt en lille, formfuldendt velkomsttale til os, oversat af Ruth, dog først efter, at han havde spurgt, hvem vores leder var. Vi så lettere forvirrede på hinanden og enedes om, at det kunne Henning L. passende være. Og så trykkede de to hånd. Det gik for øvrigt igen siden, at vore tyske værter bedst kunne finde ud af tingene, når de havde en leder at henvende sig til - noget, som jo passer som fod i handske med vores forestillinger om den tyske folkekarakter - eller skulle vi kalde dem fordomme?

   Derefter kørte vores og deres bus i kortege til Rostock gennem badebyen Warnemünde, forbi betonforstæder som Lüttenklein, Gross Klein o.l., et - pænt udsmykket, men traditionelt - betonbyggeri, som de er uhyre stolte af. Dette skal naturligvis ses på baggrund af deres enorme boligmangel. 80 % af DDRs bybebyggelser blev smadret under krigen, og det er stadigvæk et held at få en 2-3 værelses lejlighed. Vi kom også forbi det enorme skibsværft med 13.000 ansatte. Rostock er en by på størrelse med Århus, bymidten og gågaden er hyggelige, men noget præget af den ”grå”, tyske byggestil. Der er masser af grønne områder og fortovsrestauranter. Vi skulle bo på Hotel am Bahnhof, et hotel i mellemklassen. Men vi fik kun lige tid til at læsse instrumenterne fra vores bil over i bussen, køre bilen til fastparkering og nette os i 20 minutter, før vi blev bragt til det første engagement - på Parteischule i Lüttenklein.

   Vi var der kl. 17 og blev - som man bliver - modtaget med håndtryk til ”Take-us-to-your-leader-Henning” og nogle pæne velkomstord. Det var så meningen, at vi skulle spille en lille time, vekslende med deres lokale sanggruppe. De lokale blev nu lidt betænkelige, da de så os stille vores anlæg op inde i spisesalen - det så lige lovlig prof ud. Derefter spiste vi sammen med skolens spidser i en særlig afdeling af spisesalen, hvor skolens elever sad og spiste. Der var vel 200, og de så ud til at være mellem 20 og 30 år, de fleste. Der var også kulsorte, krushårede gæsteelever fra befrielsesbevægelsen SWAPO i Namibia. Men ellers nåede vi ikke at få meget at vide om skolen og dens virksomhed.

   Kl. 19 skulle programmet begynde, og som lederen sagde - man lagde vægt på punktlighed. Den lokale sanggruppe sang først pænt og nydeligt et par kendte politiske sange, hvorefter vi fyrede vores program af under stor jubel. Her er det måske på sin plads at forklare, at i DDR er politisk sang for det første en levende og højt udviklet kunstart i Dessau-Eisler-Brecht-traditionen med fantastiske udøvende kunstnere som Gisela May og Ernst Busch, men med et vist skær af finkultur over sig. For det andet er der et utal af amatørsanggrupper med et vist ”spejderpræg”. Vores let rockende musik og humoristiske fremtoning forbinder de ikke traditionelt med politisk musik - men de ku li det! Andre har fortalt mig, at Eisler ville rotere i sin grav ved vores anvendelse af pop- og rockklicheer og -melodier i den politiske musik. Han var jo fortaler for et musiksprog, der i sig selv var revolutionært. Muligvis har han ret. Også i Danmark vil man jo mene, at vores musik er konservativ og teksterne endimensionale og ”for de frelste”. Måske har de osse ret, men som jeg plejer at sige: ”Hvorfor skal de frelste ikke også have lov til at høre god musik?” Og vi tillader os fremdeles at kunne li Eisler, selvom han muligvis ikke ville have kunnet li os!

   Men denne officielle indstilling til politisk musik var nok medvirkende til vores succes, for det medførte, at vores måde at være politiske på - sammen med vores muntre og uhøjtidelige præsentationer og fremtræden - var noget absolut nyt. I hvert tilfælde havde vi efter få numre hele spisesalen med os i varmt bifald og med-klap. Da vi ydermere præsenterede Dueplagen på tysk - ”Taubenterror” - og delte den ud til medsang, så var sejren vor. Og vi havde været så nervøse, at vi svedte. Vi anede jo ikke, hvordan folk ville ta vores optræden dernede, så det var virkelig velgørende med det bifald. Ruth gjorde et fint arbejde som tolk med vores præsentationer. Hun fortalte mig siden, at hun havde studeret dansk ved universitetet og havde været i Danmark i 14 dage - for 20 år siden. Nu var hun en af de 4-5 østtyske oversættere af dansk litteratur. Hun havde oversat bl.a. Pontoppidan, Johs. V. Jensen, Scherfig, Seeberg og Rifbjerg. Da jeg spurgte hende, hvem hun bedst kunne lide, svarede hun efter nogen tøven: Peter Seeberg. Hun fortalte også, at socialrealisme oversatte de faktisk ikke mere, fordi DDR-borgerne var blevet overfodret med det i 20 år, og bøgerne kunne simpelthen ikke sælges - en forståelig mekanisme, må man nok sige. Ruth var altså skrap til ”skriftlig dansk”, men havde næsten ikke snakket sproget i årevis, så på den baggrund må man sige, at hun klarede det fantastisk. Jobbet som tolk havde hun taget som ekstrajob, da oversætterarbejde tilsyneladende er lige så ringe lønnet i DDR som i Danmark. Det kneb lidt med de ironiske eller selvironiske pointer. Dem forstod hun ikke helt, heller ikke efter forklaringer. I hvert fald røg elegancen, når hun pindede dem ud i forklaringer, så vi droppede den slags pointer. ”Jamen, de er ikke morsomme på tysk”, sagde hun et par gange.

   Steen, vores altid vågne og kritiske lydmand, kom med det helt rigtige forslag til det ekstranummer, vi blev klappet frem til. Så vi sang ”Taubenterror” en gang til under begejstret medleven fra salen. Så pakkede vi anlæg, og Steen var som så ofte siden udsat for et stormløb af teknisk interesserede, som ville se vores (hans) efter DDR-forhold særdeles lækre anlæg. Det var godt, vi havde eget anlæg med. Jeg glemte at nævne, at vi naturligvis blev takket i en lille, formfuldendt tale af en nydelig, gråsprængt herre, souschef eller lignende, som overrakte Jette en rød nellike. Dem fik vi siden en del af - nok til en hel portugisisk nellikerevolution. Så var der snak med skolelederen (dame i 50´erne) og souschefen samt den lokale sanggruppe under konsumering af betydelige mængder øl (ved Ram & Sjang). Steen, som er hurtig som en klapperslange, knyttede allerede her forbindelse med den søde, 23-årige Paula. Vi fik overrakt en boggave med billeder forestillende Rostocks nyeste boligbyggeri - en rigtig ”nå”-gave.

   Klokken 22 skulle spisesalen lukke. Vi lod os af den trofaste bus fragte til hotellet … Gik vi ind i restauranten og fik et par øl? Gik vi siden op på et af værelserne og konsumerede en del af det medbragte toldfri under snak og grin? Sejrsberuste var vi i hvert fald - og måske også beruste af andre ting.

  

   13/6-86

   Ikke desto mindre mødte vi alle ni punktligt frem ved morgenbordet kl. 8.30, som der stod på vores plan. (Vi havde allerede ved færgen fået udleveret en opholdsplan - hvor vi skulle spille, spise m.m. for hele opholdet.) Morgenmaden var rimelig uden at være pralende, men uligt mere interessant var det, at Horst havde penge med - 600 mark i ”dagpenge”, 900 mark for optræden på Parteischule, og andre 900 mark for en senere radiooptagelse, i alt 2400 mark eller ca. 275 til hver. Til sammenligning kan nævnes, at en stor fadøl på restaurant kostede 60-80 pfennig, en klassisk plade (som får kulturstøtte) 12 mark og rock/jazzplader 16 mark. Så vi var ret rige, da alt jo skulle fyres af straks (du kan ikke ta det med dig). Dernæst stod der byvandring på programmet. Vi gik igennem arrede dele af den gamle by, isprængt (ja, bogstaveligt) nybygninger. Et sted kom vi forbi sikkerhedspolitiets bygning. Ruth fortalte, at en dansker i en gruppe, hun var tolk for, havde fotograferet hher – og pludselig var han væk. I timevis havde de ikke kunnet finde ham. Men han var altså lige så stille blevet arresteret og afhørt, inden han blev sluppet løs igen. ”Så lige der skulle vi altså ikke fotografere.” Ruth var meget åbenhjertig om den slags ting og fortalte også, at hun ikke var partimedlem, hvilket ikke skyldtes ideologiske årsager, men disciplinære.

   Rostocks gågade var meget hyggelig, flisebelagt, med tjimdadada-musik og fortovscaféer, skulpturer, blomster og springvand. Smart nok lå alle de interessante butikker også der. Vi aftalte at gå hver til sit og mødes til middag på Rathauskeller. Først var vi dog henne og se på stedet for eftermiddagens optræden, en friluftsscene i den ene ende af gågaden vis-a-vis et gammelt byportstårn.

   Og så gik man ellers i butikker. Jeg købte otte LP-plader: Mozarts 40. og 41. symfoni, Beethovens 5. og 6., Bachs Brandenburgkoncerter, Prokofievs 3. symfoni, Bartoks 2. violinkoncert og en plade med Thelonius Monk, afdød jazzpianist. Det var lækkert - føltes som lidt af et kulturorgie. Jeg har stor glæde af dem. Siden var jeg i et stort varehus for at købe gaver til ungerne. Jeg fandt dog kun et strandsæt til Rebecca. Der var ikke overvældende meget legetøj o.l. i butikkerne, og det var ikke specielt godt eller billigt. Kun dagligvarer er MEGET billige i DDR, mens alt, der nærmer sig ”luksus”, er meget dyrt. En hel del af de andre gik i musikhandel og købte instrumenter. Jeg tror, der blev købt en cither, to concertinaer og tre b-banjoer, for instrumenter er også billige - som kulturgoder. Hvis man her venter stærke beskrivelser af de store butikskøer, så så jeg kun én kø – foran isboden. Det vil måske skuffe nogle, men ikke os. Vi plantede os, efterhånden som spisetiden nærmede sig, på diverse fortovscaféer med en fadøl, for temperaturen var kogende, himlen skyfri og pungen fuld. Herligt.

   I Rathauskeller var der bestilt bord til os under de kølige stenhvælvinger. Det er nemlig svært at få plads på restauranterne i DDR - folk har åbenbart godt med penge og ikke alverden at bruge dem til. Ventetiden på en bil er fx lang, selv om vi så et utal af Trabanter og Wartburger på gaderne, små og raslende (Trabanterne) og med temmelig kraftig udstødning. I det hele taget bærer luften i Rostock præg af, at brunkul er det foretrukne brændstof - det har man selv så rigeligt af, så det belaster ikke valutakassen. Men den ”røgede” luft er umiskendelig og forureningen en af de ting, man skal til at tage fat på dernede, nu da deres materielle mangler ikke er så store mere. Nå, men der var fuldt i kælderen, hvor vi blev præsenteret for en solid schnitzel med gemüse og derpå is - den første af en hel række schnitzler, som åbenbart for Horst og restauranterne er indbegrebet af god mad. Det fortaltes, at kød siden krigen hørte til et ordentligt tysk bord, netop fordi man havde oplevet kraftig mangel på kød dengang. Jeg tror, vi fik schnitzel 5-6 gange på forskellig måde.

   Vi fik naturligvis også flere glas fadøl. Horst og Ruth så i starten temmelig betænkelige ud, men de oplevede ikke én gang, at bare én mand kom for sent til et spillejob eller mødested. Så efterhånden tog de det roligt. Udenfor ventede Rainer med vores trofaste bus, og så gik det hjem til hotellet efter instrumenterne. Kl. 14 skulle vi spille på gågaden.

   Steen var en smule skeptisk over, at vi skulle spille på lokalt anlæg, men godkendte det dog ved nøjere eftersyn. Alle de andre gange (bortset naturligvis fra radioindspilningen) spillede vi imidlertid på eget anlæg - det VAR det bedste.

   Det blev et lidt sløvt sæt, selv om vi absolut ikke slappede af. Lyden var ikke noget at prale af, og den er man jo forbandet afhængig af. Folk gik lidt til og fra, men mange lyttede dog interesseret og følte sig rimeligt underholdt. Et gag, som altid resulterer først i vantro miner, siden i et godt grin, er når Ole blæser en solo på sin andalusiske lerkrukke. Jeg præsenterer den altid med, at han ”selv har købt den i Sevilla” (hvilket er sandt), ”da han var nede for at blive barberet” (hvilket er løgn). Ole, som har et ualmindelig jomfrueligt forhold til sceneshow - et traume, som hviler i hans jazzbaggrund - er dødtræt af den præsentation og siger, at nu kan jeg fandeme godt holde kæft med det der. Men nej - de andre holder med mig, og med en mikrofon har man jo en dejlig magt. Så det er et af Oles og mine faste små skænderier.

   Ellers svedte vi med nogen anstand. Jeg har det hårdt med min sved. Efter et sæt kan jeg vride min trøje, og i løbet af dette sæt løb sveden ned og ætsede i øjnene. Det er jo svært at tørre sig, når man spiller guitar, og så må man synge med lukkede øjne. (Nu spiller jeg i øvrigt ikke så meget mere, eftersom mine kære medspillere har ladet mig forstå, hvor meget bedre jeg synger, når jeg koncentrerer mig om sangen. Jeg forstår jo godt ”et vink med en hegnspæl”, og desuden har de ret: Det er rart at kunne koncentrere sig om sangen, én guitar er rigeligt, og Jette spiller langt bedre end jeg.)

   Nå, efter sættet kom en ung gymnasiepige op for at sige tak for sangen og spørge os, om vi ikke havde lyst til at komme hen på hendes skole, hvor deres sanggruppe netop skulle øve. Folke trængte nu mest til afslapning, men da vi jo også betragter os lidt som kulturgesandter, blev enden på det, at Ole, Simon, Henning L. og jeg drog derhen. Dog nåede vi lige et par fadøl på hotellet. (I det hele taget bør man efter hvert afsnit af denne beretning brumme det kendte omkvæd: ”Og de bar stadig øl ind.”)

   Pigerne var noget flove, da vi kom. De var nemlig kun to. De undskyldte sig med, at det var svært at samle folk i eksamenstiden, og så satte vi os i skolegården og fik lidt at vide om deres sanggruppe. De nynnede et par numre for os - det lød lidt henad ”folksong”, vi sang ”Taubenterror” og forærede dem tekst og plade. På vejen derfra spurgte en af pigerne mig om danskernes syn på Tjernobyl og atomkraft i almindelighed. Jeg forklarede, at vi ingen atomkraftværker havde i Danmark, at der hele tiden havde været en stærk modstand mod atomkraft, og nu efter Tjernobyl anså jeg det for svært at opdrive en tilhænger af atomkraft i Danmark. Jeg fortalte også om Barsebäck så tæt ved København. Hun fortalte, at de anså det for maskinstormeri at gå imod atomkraft, men at sikkerheden skulle kraftigt forbedres. Alt dette foregik på tysk, og jeg undgik bevidst at tale engelsk. Jeg var faktisk ret stolt af at kunne forstå så meget - og kunne gøre mig forstået. Jeg har altid troet, at mit tysk var elendigt, men det er faktisk kun - dårligt.

   Vi kunne lige nå ½ time inden maden. Da alle elleve var samlet i hotellets restaurant, kom maden ind - og forestil jer vores overraskelse, da vi hver fik en dejlig schnitzel - midt imellem suppe og is. (Nå, 11 og 11, Ruth var taget til Greifswald Universitetet for at deltage i en debat om en af hendes Scherfig-oversættelser, som den århusianske professor Leif Albertsen havde fremført kritik af. Han ville selv være til stede.) I stedet fik vi snakket en del med Horst, som tydeligvis befandt sig godt sammen med os og demonstrerede en knastør humor.

   Se, nu var fredag den 13/6-1986 jo ikke nogen almindelig dag i Danmarkshistorien. Faktisk var det den dag, da vore rød-hvide gutter skulle møde Vesttyskland i fodbold ved VM i Mexico. Vi havde allerede aftenen før gjort Horst opmærksom på, at det ville vi se, og han havde i sin jagt på et TV - (der var ikke en TV-stue på hotellet, tænk engang!) - fundet et ubrugt forsamlingslokale i nybyggeriet Gross-Klein.Vi nåede lige at hoppe på et S-tog, medbringende adskillige poser øl og 1 liter vodka. Steen, Peter og Lars havde været på værtshus siden kl. 15, og især Steen og Peter var temmelig berusede. Steen flirtede med togets piger, det behøvede vi andre slet ikke tage os af. Han var ellers lidt knust over at ha tabt et væddemål (½ kasse øl) til mig, som gik ud på, hvorvidt Paula kom eller ikke kom til eftermiddagens optræden. Vi andre nøjedes med at råbe ”We are red, we are white, we are Danish dynamite” og I det hele taget opføre os som gode, danske fodboldimperialister. Folk i toget undrede sig såre. Horst var bleg, men fattet.

   I Gross-Klein gik vi ca. 10 minutter igennem det netop færdiggjorte byggeri. Her overlod Horst os i sin kollega Norberts varetægt og tog hjem. Vi satte os godt til rette og tændte for flimmeren.

   I de næste fire timer så jeg, Henning S., Lars og Simon fodbold (- og Ole), mens der bag vores ryg udviklede sig en rigtig politisk fuldemandsdiskussion mellem Norbert, Henning L., Steen og Peter. Argumentationens lødighed blev erstattet med lydvolumen, og Steen lovede flere gange Norbert bank. Det var nu kun for sjov, men jeg erobrede dog vodkaflasken, som Steen sad og hældte op af. Jeg var lidt lettet, da han endelig 22.30 faldt i søvn. Så var der vel en lille mulighed for at få ham med hjem.

   Diskussionen blev afbrudt af to brøl, der vækkede hele Gross Klein - da Jesper Olsen scorede på straffespark, og da John Eriksen fik den pillet ind med venstrebenet. Men hvad diskussionen egentlig handlede om, vidste ingen. Norbert fandt vist ikke sin regering kommunistisk nok, men såvel hans som alle andre udtalelser forekom lettere upræcise. Jeg lod mig dog ikke påvirke, jeg så fodbold, selv da Skotland og Uruguay spillede 0-0 i en dødkedelig kamp bagefter.

   23.45 drog en syngende og hujende skare danskere til stationen. Her var det sidste tog kørt - troede vi, med gud ske lak og tov var det mig, som havde set forkert på køreplanen. Steen, som atter kunne støtte på benene, var ellers gået ned på hovedvejen for at blaffe hjem, men vi fik ham hentet.

   Ellers benyttede vi ventetiden til at fortælle hvem som helst, som gad høre det, plus en hel del, som ikke gad, hvor røde og hvide vi var i denne mindeværdige, lune sommernat.

   Ved nærmere eftertanke var det denne nat, hvor vi hyggede os på værelserne med et par øl – og gik i seng. Det har jeg fejlagtigt skrevet, at vi gjorde i går nat.

   Men i går nat, natten mellem torsdag og fredag, var jeg på hotellets natbar. Og det må jeg hellere fortælle om.

   Det var Steen og Lars og Jette og mig, vi følte os slet ikke trætte, da restauranten lukkede. Men så var der jo baren, et lille obskurt kælderlokale med bar, dybt nedringet bardame og en del herrer og damer (hvoraf nogle tydeligvis var udøvere af Verdens Ældste Erhverv), kort sagt et hyggeligt sted, ganske upåvirket af høj socialistisk moral, depraveret efter de bedste vestlige mønstre. Her kunne man få røde, gule, grønne og blå drinks til 6 mark pr. stk., men ikke øl. Og jeg var lige i humør til at lade mig depravere, især da det var uhyre morsomt at bestille drinks efter farve. Vi tog en tur gennem hele spekteret. Her traf vi Andreas og Monika, de eneste eksempler på DDR-borgere, der tydeligvis ville væk. Monika fortalte Jette, at det måtte vel nok være dejligt at bo i Danmark. Hun var stærkt sminket med tommelange øjenvipper og sort kjole. Andreas fortalte mig om alle de vestlige rockplader, han ønskede sig, og så nævnte han en hel masse grupper, som jeg for det meste ikke kendte. ”Om jeg ikke ville sende ham nogle?” Jojo, jeg var parat til at love hvad som helst, og i øvrigt sad jeg jo der og søbede og gav røde, gule, grønne og blå drinks som en rigtig dansk rigmand og kulturimperialist. Kunne de tro andet, end at sådan var det med os danskere? Og så var sandheden den, som Steen dagen efter så muntert fortalte mig, at jeg havde sagt: ”Derhjemme har jeg aldrig råd til sådan noget - nu vil jeg prøve, når jeg endelig har råd.”   Steen brugte i det hele taget det meste af næste formiddag til at grine ad mig og fortælle mig med ærlig beundring om min rivende tungefærdighed på tysk, som bl.a. indebar, at når jeg nåede til verbet, som de vise tyskere jo sætter sidst i sætningen, så stak jeg en tre-fire verber ud - så kunne de selv vælge det rigtige. På et tidspunkt dansede Jette og jeg på det lille frimærke, der var dansegulv, til et eller andet disco. Jeg vil dog til min dødsdag hævde, at det var Jette, der snublede og skubbede til et bord, så en drink røg ned i skødet på en ældre mand. Vi entschuldigede mange gange og samlede glasskår, men både han og tjeneren tog det forbavsende pænt. Det var dog med til at overbevise Jette om, at hun hellere måtte gå i seng. Siden gik også Steen op, men jeg lod mig ikke overbevise. Først ved tretiden - tror jeg - endte min foreløbige karriere som brovtende turist.

   Nå - det var torsdag nat. Nu er det lørdag morgen.

   14/6

   Steen blev klam, da jeg kunne sige godmorgen og overrække ham en seddel fra en tysk pige i baren natten før. Han var lige ved at gå i seng igen.

   Men vi samledes trods alt alle på slaget 8.30 i restauranten til morgenmad. Kaffe i massevis og en enkelt vodka til nogle få fik atter blodet til at løbe raskt i vore årer.

   I dag skulle festivallen starte, og allerede 10.30 skulle vi spille. Festivallen var arrangeret af Ostsee Zeitung, en stor lokal avis (250.000 eksemplarer). Selve festivalpladsen lå noget uden for byen ved Rostock Zoo, hvor et kæmpe park- og skovområde var fyldt med boder, scener og alskens gøgl.

   Da vi ankom til ”vores” scene, var festivalpladsen et mylder af mennesker. Det afsnit, vores scene lå i, var arrangeret af hæren. Bag scenen hang et stort bagtæppe med slogan´et ”Med broderarmeerne på vagt for freden”, og rundt om på pladsen stod tanks, antiluftskytskanoner og mandskabsvogne til fri afbenyttelse for legende børn - som en bedre NATO-propagandadag hjemme. Jeg må tilstå, at mig forekommer det lige vammelt, uanset hvor sådanne tanks kommer fra. Derimod synes jeg, det er en positiv ting, at selv hæren i DDR i høj grad opbygger sin propaganda omkring begrebet fred. Jeg er overbevist om en sådan tankegangs afsmittende virkning og i det hele taget ikke i tvivl om Østeuropas ægte vilje til nedrustning og afspænding. Folkeslag som de russiske og tyske ved på en helt anden måde, hvad fred - og krig - er end de brovtende amerikanere, som aldrig har mistet deres ”uskyld” i en krig. At vestlig propaganda er langt mere aggressiv på ”forsvarsområdet” end østlig, er i hvert fald en kendsgerning. Men det kan man naturligvis vælge at betragte som hykleri, hvad mange i vesten - langt ud på venstrefløjen - jo også gør. Hvis det var tilfældet ville det jo blot give anledning til problemer med at få ”vendt stemningen”, den dag Østeuropa skulle opruste til aggression mod vest. Øst har jo også sociale hensyn at tage. For Reagan er oprustning en økonomisk hestekur, fordi han lar fanden ta de sidste. At han derudover ”sidder” på det militært-industrielle kompleks´ nåde og barmhjertighed er for mig selvklart. Han vil gøre alt for at modvirke nedrustning. I øst, derimod, tar militæret betydelige ressourcer fra udviklingen i den civile sektor. Alene derfor er ønsket i Østeuropa om nedrustning reelt - men ikke KUN derfor.

   Nå, solen strålede ”som sædvanlig” over pladsen, og et polsk rock-bigband i de polske farver, rødt og hvidt, og med en bette vrikkerøw-sangerinde spillede sig igennem et rock-program med Beatles o.l. ”Guud, skal vi afløse dem?” Dygtige var de, men lidt for glatte. Foran scenen stod ca. 12 rækker bænke, der var rimeligt godt besat. Vi stillede op, og Horst blev sendt efter øl. Det var ikke sidste gang. I første omgang kunne han dog kun skaffe cola, men varmen var så slem, at vi var i stand til at drikke hvad som helst.

   Derefter spillede vi et fint sæt under velvillig opmærksomhed fra publikum. Man nød solen, stemningen var afslappet, og man syntes, vi var sjove. Under sidste nummer kom jeg til at se ned på Steen, og der - ved siden af ham sad Paula. Så nu var alle glade: Jeg havde jo vundet mit væddemål dagen før, og nu var hun kommet alligevel.

   Efter os skulle en sanggruppe fra hæren optræde, og de ville gerne låne vores anlæg. Jamen naturligvis, genossen. De var nu en speciel oplevelse: Ca. halvdelen af dem kunne spille, den anden halvdel, fx trommeslageren, kunne absolut ikke! Numrene var viseprægede og handlede om freden eller om det hårde soldaterliv. Værst var nu et digt, fremsagt på skift af en pige på ca. 10 år og en voksen soldat. Det handlede om, hvorledes hun og hendes dukke følte sig trygge, når hæren vågede over dem, og hvordan soldaten følte sig ekstra parat til at stå på vagt for freden pga. pigen og hendes dukke. Den mindede i sin stemning om Peter Bellis herostratisk berømte plade om den invalide dreng og truckerne - ca. lige så vammelt. Der var dog også et par gode numre imellem. Alligevel gik vi snart ud for at se os om.

   Men allerede 12.30 skulle anlægget pakkes, for nu var det spisetid, nu havde vi spillet på Liegewiese og skulle videre til Kaffeegarten. Først skulle vi dog spise. Så vi kørte i bussen til en restaurant i en nærliggende forstad med 6-7 etagers ældre højhuse. Under de kølige hvælvinger (som tyskerne åbenbart har en forkærlighed for) fik vi - ja gæt engang - suppe, schnitzel og is. Under hele DDR-opholdet fik jeg, som jo ellers er en stor ynder af mellemmåltider, intet udover de almindelige måltider, og aldrig ekstraportioner. For man blev bare så mæt - det var virkelig solid kost.

   Mylderet på festivalpladsen var nu så tæt, at vi måtte snegle os frem. Flere gange måtte Horst rulle sig ud og snakke med vagter, som ikke ville lade bussen køre igennem. Omsider var vi dog ved Kaffeegarten. en overdækket, lav friluftsscene med små caféborde og stolerækker foran. Efterhånden gik opstilling af anlæg som smurt, og vi fik fyret vores første rigtig gode sæt af. Vi havde byttet et par numre ud med nogle, der passede bedre i helheden, vores præsentationer var gode, og alle var i spillehumør. Som så meget andet er det nok noget, der mest høres indad i bandet, men det er så med til at give os udstråling over for publikum. Der var adskillige hundrede forsamlet, og de syntes at værdsætte os. Bagefter fortalte Ruth os, at selve SED-partilederen for Rostock by Ernst Timm og hans ”hof” var blevet stående og havde hørt flere af vores numre. Hun næsten sænkede stemmen, da hun sagde det.

   (Aftenen før havde hun nær slugt en kamel, da Simon erklærede, at han skulle i forbindelse med samme Ernst Timm ang. En ekstraaflønning, som Simon gennem gode partikammerater havde fået i stand med Timm. ”Det kunne man da ikke…” – Joh, det kunne man godt, mente Simon. Denne historie udviklede sig til noget af en føljeton de kommende dage, og vi har fået lovning på ekstra penge, men hvordan og hvornår vides endnu ikke. Det skulle så erstatte os de udgifter, vi har haft med rejsen m.m. i Danmark. Men partiledere og den slags er åbenbart ikke nogen, man lige går hen til i DDR. Nåh hva´ - det er de jo heller ikke i Danmark.)

   Solen bagte stadig, så der var basis for et enkelt glas fadøl. Så pakkede vi hurtigt vores grej. For øvrigt havde vi haft en pudsig oplevelse, da vi stillede op. Efter aflæsningen havde Rainer aflåst bussen og var gået. Men Peter havde glemt sin basledning i bussen. Da Ole derfor prøvede at kravle ind i bussen gennem et vindue, blev han korporligt standset af en stærkt ophidset mand. Det viste sig, at han var tidligere buschauffør, og nu forsvarede han Rainers bus med næb og kløer. Selv da vi fik gjort ham klart, at bussen var vores, mente han ikke, at vi havde ret til at forcere vinduet. ”Sowas tut man nicht!” sagde han.

   Efter koncerten sluttede vi med at råbe ”we are red, we are white, we are Danish dynamite”. Flere ”indfødte” havde været henne og gøre tegn: ”Aaah, two-null, Dänemark wird Weltmeister”. Af denne og lignende episoder - bl.a. fik nogle fra bandet de varmeste tilkendegivelser fra en hel sporvogn samme aften - kunne vi forstå, at DDR-borgerne holdt med ”Dänemark”. Nogle gav udtryk for, at Vesttyskerne er højrøvede og fortæller, at de har alting bedre, når de kommer til DDR. Så særligt populære var vesttyskerne ikke i DDR.

   Vel hjemme på hotellet var der tid til en lille en på øjet og et enkelt kapitel af Hans Kirks ”Slaven”, som er et under af konkret symbolsk klarhed at læse.

   Klokken 18 var der aftensmad. Og minsandten, om det ikke stod på …. Nå, men eller gik snakken ved bordet. Jeg fik spurgt Ruth om, hvorledes hendes diskussioner med professor Albertsen var gået dagen før. Joh, efterhånden havde han aflagt sin noget ironiske facon, og så havde de forstået hinanden. Ironi er åbenbart ikke lige sagen for Ruth, så det kan jo nok give et par problemer, når man skal oversætte Scherfig.

   Horst havde allerede dagen før præsenteret os for et detaljeret program for hele opholdet. Både hvad angik måltider, optræden og aftenarrangementer. Og dette program klappede perfekt, bortset fra, når vi selv foreslog ændringer. Her tænker jeg især på, at alle officielle aftenarrangementer lynhurtigt blev strøget. Når vi ikke skulle spille, ville vi helst ud på egen hånd. Hvis vi så udtrykte et ønske om et eller andet, så ordnede han det straks.  F.eks. var vi seks gutter, som gerne ville på den kendte havnebeværtning ”Sur Kogge” samme aften. Horst ordnede straks den bordbestilling, som er nødvendig ved lidt større selskaber i DDR, for folk går meget på restaurant. Så klokken halvni marcherede vi udhvilede og smukkeserede (så vidt muligt) via sporvogn til ”Sur Kogge”. En kogge er som bekendt Hansestædernes førende handelsskib. Rostock er jo gammel hansestad.

   ”Sur Kogge” lå i et genopbygget Hanse-kvarter ved havnen. En del af husene var genopbygget, som de så ud før krigen, men det var man nu gået bort fra, fordi det simpelthen var for dyrt. I stedet havde man tegnet et moderne typehus, som så godt ud og passede fint ind i hansestilen. … Indvendig var Sur Kogge særdeles sømandspræget med skibsrat, lanterner, udstoppede måger m.m. og en dygtig harmonikaspiller og visesanger, som foredrog klassiske nordtyske sømands- og drikkeviser. Men der var tydeligvis ingen sømænd. Derimod var stedet fuldt af kvinder. Lutter kvinder, men næsten ingen mænd. Desuden forekom kvinderne mig bekendt. Nå, men bortset fra Henning S. og Jette, som hellere ville flette fingre nede ved havnen, og Steen, som hellere ville kissemisse med Paula, var vi der alle sammen, og vi gjorde, hvad man nu gør i den situation – vi satte os ned og forlangte øl og genever. Her var det sådan, at når man havde bestilt første sæt, så behøvede man ikke bestille mer. De søde servitricer kom selv og satte nyt på bordet, hvis vi ikke nåede at bremse dem. Det lykkedes jo ikke hver gang.

   Vor visespiller spillede korte sæt, afløst af båndmusik. Efterhånden fik han involveret det samlede selskab i fællessang, og den tyske del af publikum lå flade af grin over pointer, som jeg ikke var i stand til at forstå. Men så meget forstod jeg dog, at alle disse kvindfolk var - lærere. Siden fik sangeren selv os involveret i fællessang af det manende refrain:

                      Das schönste bei eine Frau ist sein Jugend     (sunget af mændene, dvs. sige os)   

                      und das schönste bei ein Mann ist sein Geld     (sunget af kvinderne)

   Efter fire sæt øl og genever tog jeg mod til mig og satte mig over til et rundt bord med otte kvinder. Ole fulgte tappert efter, men da vi blev modtaget med tavs kulde, fortrak han hurtigt. Jeg blev dog siddende, og et par af dem blev efterhånden overbevist om, at jeg ikke var en værre en, og henvendte nogle ord til mig. Da det således kom frem, at vi var kolleger, udvekslede vi en lang række oplysninger om skoleforhold. Jeg fik således at vide, at de har det ”danske” klasselærersystem, men at ”alle skifter” fra en småbørnslærer til en storbørnslærer efter 4. klasse. Så beholder de vedkommende op til 12. klasse - altså studentereksamen med. De var alle sammen fra samme skole og ude at fejre ”lærerens dag” (12. juni). En sådan dag findes for alle større erhverv og består åbenbart i, at der fokuseres på lærerens arbejde i pressen, at de får vin og kransekage, gaver fra eleverne, og at (mindre lækkert) de bedste lærere bliver præmieret m.m. Der var for øvrigt kun tre mandlige lærere på deres skole.

   Nå, lukketid nærmede sig, vi fik den sidste og tog en sporvogn hjem i lettere løftet stemning. Jeg var vist lige nede for at få ”en gul” i baren. Men jeg var for træt. Så det blev dyner.

  

   15/6-1986

   Hvad sker der i en bus på sådan en turné? Ja, der opstår et miljø, en jargon, som er helt speciel for den gruppe og for den tur - ikke kun de mange, men korte busture, men for hele turen. Et par bestemte formler, som varieres på utallige måder, et sæt roller, man spiller med bravour, når jargon´en kører. Henning S. er foreksempel vores førende historiefortæller med et utal af sjoferter m.m. på sit repertoire. Han er også den med den kvikkeste replik, hvad især ”L.P. Madsen” får at mærke. Utallige gange sad stakkels Peter og vred sin hjerne for at stange en replik ud som svar på en af Hennings - mens vi andre vred os af grin. Når det endelig lykkedes Peter at få latteren på sin side, var han stolt som en pave og modtog vores opmuntring med et triumferende blik. Henning L. er vores ansigt udadtil sammen med Simon, Henning L. som den korrekte, der nødigt vil støde nogen, Simon som den, der farer lige i flæsket på alle og enhver og kommer i kontakt med alle mennesker. Og så fremdeles.

   På turen havde vi en fast replik, som hidrørte fra ”Det Neodepressionistiske Danseorkester”s seneste succes-LP med det manende, rytmiske refrain:

                                            ”Det er godt nok mørkt,

                                            man kan ingenting se,

                                            det er godt nok mørkt”

Den ku bruges i enhver sammenhæng, omformet til lejligheden, fx: ”Det er godt nok varmt, vi må ha noget øl, det er godt nok varmt” eller ”jeg er godt nok træt, sku vi ta å gå hjem, jeg er godt nok træt”, og så videre, og så fremdeles, i én uendelighed.

   Ligeledes var det et fast ritual, at den der kom med en flabet eller særlig dum replik, fik et nakkedrag, en flad hånd, der førtes med nogen kraft nedefra og skråt op via synderens baghoved. Visse af turens deltagere er efter al sandsynlighed blevet lidt tynde i ”bagtoppen” af den tur. Men sådan var der så meget.

   Det var mest Henning L. og Simon, som sad og snakkede med Ruth og Horst, men efterhånden som vi lærte hinanden bedre at kende, inddroges alle i snakken, som kunne dreje sig om alle emner, både i sjov og alvor.

   Ruth fortalte fx en af tidens populære politiske vitser om en ung mand, som kommer til udvandrerkontoret og vil udvandre. ”Nå, hvortil?” spør de ham. Ja, han vil da gerne til DDR. De sender ham så hjem, da han jo tydeligvis er fuld, men næste dag kommer han igen og vil stadig udvandre til DDR. ”Jamen kære mand, De ER jo i DDR.” ”Jamen jeg vil gerne udvandre til det DDR, der står om i aviserne.”

   Ruth lærer os også udtrykket ”gorbawasser”, som er det, vi kalder ”danskvand”, en munter hentydning til Gorbatjovs anti-alkohol-kampagne. Siden snakker vi mere alvorligt om generationsproblemerne imellem genopbygningsgenerationen og de unge, som gir fanden i genopbygningen og er under stærk vestlig kulturpåvirkning.

   Horst er egentlig journalist og børnebogsforfatter, men arbejder altså i den kommunale institution, som arrangerer kulturlivet i alle dets afskygninger: Sommerunderholdning, teater, pressefest, gæstespil. Han fortæller os om et problem, som vi også kender fra Danmark: De ufaglærte arbejdere, som laver det praktiske inden for hans område, sætter scene op, kører m.m., de er velorganiserede og har som følge deraf rimelig løn og arbejdstid, mens Horst og hans fem ligestillede tjener for lidt og har svært ved at begrænse deres arbejdstid. Arbejdet bærer ifølge direktørens mening delvist lønnen i sig selv. Nu vil Horst se at få sat lidt fut i sine vattede kolleger og få ordnede løn- og arbejdsvilkår.

   Ja, vi har meget skæg og alvor under vores busture, men nærværende morgen er vi lidt matte, for vi har skullet særlig tidligt op. Vi skal nemlig optræde med to numre i en direkte radioudsendelse, den lokale ”Ferienwelle”, så vi skal være på banerne allerede 8.30. At vi ikke er det, må Rainer ta skylden for, for vi er klar, men han kommer for sent.

   … Radioudsendelsen skal ske fra den lille udendørs scene ”Kaffeegarten”, hvor vi optrådte dagen før. Til stede er allerede transmissionsvogn og lydfolk samt en ældre, distingveret herre med gråsprængt hår, åbenbart den lokale Otto Leisner. Udsendelsen er sådan en sommerhyggeudsendelse med skiftende underholdning. Vi møder de andre kunstnere, et 25 mands brassband, et 15 mands sangkor ”Luv und Lee”, der som navnet antyder excellerer i sømandssange, en upchecked poptrio med en strikkende sangerinde, en smældfed sanger i den af tyskerne så elskede Bierhalle-stil, samt et smukt syngende folkesangerpar a la Frode Veddinge og Trille i gamle dage. Dertil en kendt skuespiller som humoristisk indslag og redaktørerne fra de fem lokale aviser, som skal udtale sig om den store konkurrent Ostsee Zeitung og komme med gode ønsker, bl.a. redaktøren for De Kristelige Demokraters partiavis. M.m. Og så os som det absolut mest politiske indslag, men hva faen - det er jo på dansk, så det kan ikke en djævel jo forstå alligevel.

   Vi laver lydprøver og snakker hyggeligt med vore medkunstnere, klokken er 9.45, om et kvarter er alt klart, den hektiske stemning breder sig - og så går strømmen til hele festivalpladsen! Radiofolkene farer forvildet rundt, vi andre kan blot vente. Og det gør vi så, sludrer, drikker øl, venter, tisser og drikker mere øl af de særlige papkrus, som er så gode for omsætningen, for hvis man ikke skynder sig at drikke ud, siver øllet lige så stille gennem kruset og bort. 10.45 er strømmen tilbage, og programmet afvikles med bravour. Vi spiller vores to numre med nogen nerver på, men det lyder såmænd helt godt. Og kl. 1 er seancen forbi. For resten, da vi havde spillet vores to numre, nævnte ”Otto Leisner” naturligvis, at vi havde banket Vesttyskland med 2-0 et par dage før. Vi fik en klapsalve og kvitterede med vores råb ”We are red…”.

   Nu var det så egentlig meningen, at vi skulle hen for at spise, men udsigten til endnu en schnitzel havde fået os på bedre tanker, så vi havde bedt om at få lov til at daske rundt på festivalpladsen og kigge og eventuelt få en bratwurst eller labskovs fra en af militærets gullaschkanoner (eller var det omvendt?) Som regel går jeg ved den slags lejligheder alene - af og til har man brug for at synke ind i sig selv, når man er så meget sammen. I den korte time, jeg var der, fik jeg det indtryk, at Land og Folk-festivalen er langt bedre og mere spændende. OZ-festivalen var mere som et stort marked. Alligevel var der masser at se og opleve, og deres bratwurst smager fantastisk.

   Lidt senere traf jeg sammen med Ruth og Simon. Vi fik kaffe og kage og diskuterede generationsproblematikken. Simon, som jo er ”født” kommunist, er faktisk den mest uforsonlige af os alle, når det gælder pamperi og afstanden fra folk til parti. Og selv om DDR har haft sit økonomiske gennembrud og på mange områder - ikke mindst de sociale - virker fantastisk fint, så var vi da enige om, at lidt frisk Gorba-luft ikke ville være nogen skade til. Senere snakkede vi om de bøger, man oversatte i DDR fra dansk (langt, langt flere end man gør i BRD). Ruth fortalte her, at traditionel socialrealisme var praktisk talt usælgeligt i dag - det havde de bare fået for meget af siden krigen. Bl.a. kunne vores egen fine forfatter Willy Karlsson ikke helt forstå det. Jeg foreslog dem at oversætte Kirsten Thorups ”Himmel og helvede”, men det var de selvfølgelig allerede i gang med. Dog var Ruth lidt bekymret for, om den bedagede professor, som havde opgaven, kunne leve sig ind i den rette sprogtone. 

   Der var dejligt i den strålende sol under de grønne bøge, men nu kaldte pligten atter - for sidste gang. Kl. 15 skulle vi mødes ved FDJ-hytten (Freie Deutsche Jugend, DDRs ”spejderbevægelse”). Foran hytten stod en simpel træforhøjning, og foran den igen var der en ca. fire meter bred flisegang til tilskuerne. Derefter kom et tæt buskads. Ude til siderne var der brede stier, hvor folk myldrede forbi, men megen plads til tilskuerne var der altså ikke. Nå - vi lider jo ikke udpræget af fine fornemmelser, og stemningen var særdeles afslappet. Nu var det sidste gang, alt var gået godt: Nu sku den ha!

   Først skulle det forrygende, bulgarske folkloreband med harmonika, gedeskindstromme, bas m.m. være færdige med deres fantastiske opvisning i fingerfærdighed. Steen og jeg havde en hel konkurrence i at gætte takten - var det 7/8 eller 15/16? Det var en hel lettelse, da de sluttede med et nummer i goe gamle 4/4.

   Nu var klokken tæt ved 16, og vi stillede anlægget op for sidste gang. Jeg vil tro, der var over 35 grader i skyggen, og solen brændte lige over vore hoveder. Steen stod med sin flotte mixerpult og bar overkrop. Det første lokkede de unge fyre til, mens ikke så få piger lod sig besnære af det sidste. Den unge lokale tekniker stod som faldet ned fra månen, da det gik op for ham, at det var Steens eget anlæg, og da han fik lov at lægge et bånd i, skruede han bare HELT OP. Vi havde nær aldrig kommet til at spille, han var som en dreng, der lige havde fået et elektrisk tog. (Forskellen ligger i to ting: Deres lydudstyr er ikke nær så godt, og det betragtes som luksus og er derfor svimlende dyrt. Fx ville min Ovation guitar, som herhjemme koster 12.000 kr. fra ny, dernede koste, hvad der svarer til 30.000, hvis den overhovedet kunne fås. Det er luksus - og import.)

   Selvfølgelig kom vi i gang til tiden. Og stemningen iblandt os var på det nærmeste overgiven. Både verbalt og fysisk lavede vi en masse spræl med højdepunktet, da jeg og Henning L. tog en trampende runddans til et af vore numre. Steen havde lånt min røde partibog og mit gule lånerkort, som han hævede flittigt, når vi lavede fejl eller grinede for meget. Stemningen forplantede sig til den ret store tilskuerskare, som efterhånden fik mast sig sammen foran scenen. Temmelig mange unge mennesker så temmelig begejstrede ud og klappede ligefrem i takt ind imellem, og ”Taubenterror” tog kegler. Om det var ved den lejlighed, Henning S. opfandt mit seneste øgenavn, ”Herr Überlehrer Taubenterror”, husker jeg dog ikke.

   Bagefter var Horst og Ruth enige om, at det havde været vores bedste sæt. Og vi havde haft den forrygende fornemmelse af overskud, det gir, når repertoiret sidder i rygmarven. Værst (for mig) havde det været, at sveden simpelthen væltede ud af én og ned i øjnene, hvor det ”sved” som syre. Flere numre måtte jeg synge med lukkede øjne, og mellem hvert nummer måtte jeg tørre ansigtet i Simons håndklæde. Da vi var færdige, kunne alt mit tøj vrides.

   Nu var det slut - helt vemodigt. Vi aftalte med Rainer, at anlægget skulle omlades til vores egen bil, så skulle han køre hjem og skifte, hvorefter vi skulle holde afskedsmiddag på Hotel Am Bahnhof kl. 18.30.

   Her var vi så for første gang samlet alle ved samme bord: Ruth, Horst, Rainer, Paula og alle os. Rainer fik en pose sprut og smøger, og der blev holdt en lille tale, inden vi spiste vores gæt-selv-hvad. Det var alt sammen meget hyggeligt og stemningsfuldt.

   På aftenens program stod rockkoncert. Ifølge Horst skulle det være et af DDRs tre-fire bedste rockbands, så vi tog afsted med sporvognen med nogen forventning.

   Koncerten skulle finde sted på et stor amfiteater med plads til vel 15.000 mennesker. Der var ca. halvfyldt med unge. Nederst ved scenen sad ca. 500 og så ”vestlige” ud. En lille gruppe af dem piftede skingert, da ca. 15 Volkspolizei´er i uniform marcherede ind i hver side og satte sig i række og geled på 20. række. En endnu mindre gruppe klappede som svar - og så var koncerten i gang. Det var ualmindelig kedelig rock, syntes jeg. Så da vi havde hørt to numre, blev de fleste af os enige om at gå. Peter og Lars, som blev lidt længere, sagde, at det senere var kommet til yderst fredsommelige ”optøjer”, og et par fulderikker var blevet smidt ud.

   Henning S., Jette, Steen, Paula og jeg fulgtes nu ud af skoven. Sporvognen nåede vi ikke, da det først for sent gik op for os, at det var den rigtige. Så i stedet for at vente på den næste, besluttede vi os for at gå de ca. 4 kilometer hjem i den stille, smukke sommeraften.

   Steen og Paula havde det med at sakke agterud, så Henning, Jette og jeg gik og snakkede om alt muligt. De havde været sammen med et ældre ægtepar tidligere på dagen, hvis søn ønskede sig en computer, hvilket er aldeles uopnåeligt (som det var for 5 år siden hos os). De havde været ret så himmelfaldne, da de hørte, hvordan computere mere og mere indgår i vores hverdag. Henning og jeg en længere diskussion om ”det socialistiske samfunds motor”, dvs. hvad er den basale menneskelige kraft, som udvikler et samfund, der ikke kan basere sin udvikling på den snævreste menneskelige egoisme? Meget af vor vestlige effektivitet er jo baseret på det ”gode” gamle profitmotiv. Det gir jo effektivitet på nogle punkter, men umenneskeligheden er effektivitetens tro følgesvend. Et samfund, hvis drivkraft er profit, er mentalt set altid på krigsfod og politisk set altid ude af balance. I Østeuropa bruger man naturligvis også penge og andre goder som ”motor”, men samfundsordenen er jo basalt solidarisk, dvs. kan ikke på samme måde udnyttes i profitøjemed, hvilket selvfølgelig fører til visse tempotab - men også, synes jeg, en mere rolig, menneskelig rytme. Værst og farligst synes jeg, problemet kommer til udtryk i konflikten mellem den gennemkommercialiserede, aggressive og glitrende massekultur på konstant jagt efter stadig mere outreret fornyelse - en brug-og-smid-væk-kultur, som imidlertid er så glitrende, at den har en stærk tiltrækningskraft over for den mere rolige, traditionelle, men dybere socialistiske kultur. Den vestlige kulturs nærmest terroristiske imperialisme er måske den største udfordring for resten af verden i dag - også når det gælder økonomiske problemer.

   Hvad er socialismens motor? En prisopgave hermed udskrevet. Henning og Jette var først og fremmest forbavsede over, så lidt check man havde på sikkerheden på arbejdspladserne (håbløse stilladser) og på røgforureningen.

   Men sommeraftenen var fremdeles klar, stille og varm og lys, da vi nåede goe gamle Am Bahnhof henad kl. 23. Efterhånden samledes det meste af selskabet i restauranten, og da den lukkede, gik vi op på Henning L.s og mit værelse og diskuterede politik, snakkede og delte et par flasker. Blev den 2? Eller 3? Ja. Henning L. gik i seng, uden at det gjorde indtryk på nogen. Lars og jeg diskuterede fortfarende ”motorproblemet”. Lars påviste skarpsindigt, at masser af rige kapitalistiske samfund fungerer elendigt - også hvad angår ”effektivitet” - på profitmotoren. Han har store erfaringer med Italien og Frankrig, hvor man også finder masser af det, vi ville kalde slendrian - i meget højere grad end i DDR. Og det har han jo ret i.

   Denne sidste aften står for mig som fuld af alvor, sjov, meningsudveksling og forståelse - vi kom nær på hinanden.

   16/6-1986

   For sidste gang mødtes vi med Horst og Ruth til morgenmad. Ober´en var på plads med sit hængende cykelstyrskæg og sin blok, hvorpå han omhyggeligt noterede, hvad vi gjorde os til gode med. Pigerne måtte som sædvanlig rende efter mere kaffe, før bandet var vågent. Siden gik vi i gang med pakkeriet og mødtes suksomsive i forhallen.

   Lars, Horst, Henning L. og jeg blev sat til at hente vores bil, som jo stod opstaldet i OZs gård med anlægget, for at det ikke skulle blive stjålet. Samtidig havde jeg en kæmpe pose tomme flasker med. Vi tog sporvognen. Ca. to kilometer henne ad ringgaden omkring Rostock centrum lå OZ-bladhuset stort og mægtigt. Just ved siden af lå banken, hvor Henning L. skulle oprette en konto til resten af sine ostmark. Jeg gik hen med flaskerne til den nærmeste købmand. Siden gik jeg i al min naivitet i en kiosk for at købe aviser, men - der var udsolgt. Kl. 10 om formiddagen. Stor var min undren, men Horst forklarede, at langt de fleste aviser holdes i abonnement, og at man ikke engang altid kan komme til at abonnere på de aviser, man ønsker, på grund af papirmangel. Han holdt selv et tidsskrift, som han kun havde gennem en god ven, der ”kendte nogen”. Ellers klarede man sig ved at låne hos hinanden.

   Nå, vi ærgrede os jo, for vi ville jo gerne se, om vi var ”anmeldt”. Men mens vi stod og ventede på Henning, som var i banken, og diskuterede problemet, dukkede der pludselig en ældre mand op og sagde ”dav med jer”. Han havde hørt os i radioen og var for øvrigt dansker - fra Esbjerg - men østtysk gift og typograf på OZ. Han hed Åge Lauritsen. Kort efter at vi var kommet hjem, så jeg annoncer i Land og Folks sladrespalte med hilsner til ham i anledning af 60-årsdagen, så partikammerat var han åbenbart også. Han havde vist boet i DDR i 14 år.

   Åge havde set på vores nummerplade, at vi kom fra Danmark. Da jeg berettede om vore avisproblemer, var han straks klar til at ordne den sag, og lidt efter kom han med alle fire lokalaviser. Kun i en af dem var vi omtalt, og det var ikke engang i OZ, som ellers flød over med reportager fra pressefesten. Vi gav Åge en af vore plader som tak og skiltes med megen gensidig højagtelse. Pladerne brugte vi for øvrigt under hele turen som gaver til folk, vi lærte at kende.

   Ved ”Am Bahnhof” læssede vi vor egen bil, og så drog hele selskabet incl. Horst og Ruth til byen. Nu skulle der bruges mark. Op og ned ad hovedgaden i to timer, parfume til konen (som hun aldrig bruger), et smukt skakspil til Jacob, en sejlbåd til Jon og en skovl til Asbjørn. Samt en stor fadøl ttil mig selv, fortæret på en fortovsrestaurant i selskab med Steen og Henning L. Klokken 12 skulle vi mødes ved rådhuset, hvor Horst i mellemtiden skulle have fundet et spisested til os (for en gangs skyld var alt ikke organiseret på forhånd). Mens vi ventede på de sidste, beundrede vi hinandens gaver. Særlig Henning L. vakte opmærksomhed med sin rumsterstang, sin ”gussivogn” (til Gussi, alias Svend Ejner Langkjer jr.) og sit kæmpemæssige dukketeater. Ole havde købt en plade med tysk tju-hej-og-så-ned-med-det-krus-øl-musik med den sanger, vi dagen før havde optrådt i radioen med. Den var (på mit forslag) til hans far, som elsker den type musik. Andre havde købt cither og akkordeon.

   Stedet, som Horst havde fundet, lå lige ved, men virkede lidt mystisk. Der var kun mænd, og de lignede nærmest søfolk, mange af dem. Men det var de nu ikke. Senere fik vi at vide, at stedet var de tidligere straffedes mødested. En fyr med krøllet hår fortalte vidt og bredt om alle de tv-kanaler, han kunne tage. I samtalens løb kom det frem, at han ikke kunne lide kommunister. ”Jamen, vi er da kommunister”, sagde vi. Nå, så kiggede han lige engang. Vi så jo lidt sjuskede ud, og i DDR går kommunister i habit. Mens de, der som nogle af os er langhårede og i T-shirt, ofte er vestorienterede unge. Nu skal ”vestorienteret” jo ikke forstås sådan, at de ikke holder af deres land og bakker regeringen op i mange ting, men de ligger altså noget på maven for vor kære imperialistiske, industrialiserede massekultur. Vor tv-ven syntes noget skeptisk, men blev dog siddende for at fortsætte sin noget ensporede konversation - dog uden nævneværdig respons.

   Nu var en af Horsts foresatte (dog ikke direktøren himself) kommet. Han virkede noget rystet over, at Horst havde slæbt os med til sådan et sted, men fik dog fyret sin korte takketale af og overrakt os diverse smågaver - byvåben, vimpler, kuglepenne m.v.

   Vi andre var jo kun glade for at komme ud blandt folk, og maden var fortræffelig, men jeg tror nu nok, at Horst stod til en mindre reprimande.

   Og så slog afskedens time. Her Gross eller hva drog af, mens Horst og Ruth fulgte os over til vores hanomag. Her faldt det i min lod at holde en lille tale for dem efter tur. Begge to havde været fantastisk flinke og ordnet alle problemer, Ruth var livlig og smilende, og selv den traurige Horst var efterhånden tøet op. Han fik en regnemaskine til brug ved sine kommende lønforhandlinger, dertil vores plade, et signeret billede af gruppen, kunsttændstikker osv. Ruth fik tilsvarende.

   Horst havde allerede aftenen før holdt en smuk tale og bl.a. sagt, at det her betreuerjob kunne være hårdt, og at han havde været meget skeptisk - ikke mindst, da han så os første gang. Men nu vidste han i hvert fald, at næste gang vi skulle betreues, ville han søge jobbet - og det mente han tydeligvis. Desuden fortalte han en gyserhistorie om, hvordan han engang ene mand havde betreuet et bulgarsk sangkor på 140 medlemmer, som afgjorde alle spørgsmål ved - fuld enighed i gruppen!

   Nå, knus på parkeringspladsen, ind i bilen og så af sted. På vejen til Warnemünde snakkede vi om, at de fire dage føltes som uger – vi havde simpelthen oplevet så meget. Triste vinkede vi farvel til Thälmann på muren til jernbanen, til kvartererne Lütten Klein og Gross Klein. Nu gik det hjemad. Som det sig hør og bør, var vi i god tid på havnen og fik da også en ”lille” udpakning af vores lydgrej, så han kunne titte ind til reservehjulet. Det rullende spejl kom også frem til ”undervognsbehandling”. Alt foregik dog på det gemytligste, og vi var i god tid om bord på den gamle færge med den smukt svungne clipper-stævn.

   Inde på rivieraen var der masser af badeliv, og på ”rheden” lå der sådan noget som 19 skibe. Solen skinnede nu som før. Overfarten foregik i flugtstol med en pose guldøl fra den taxfree shop inden for bekvem rækkevidde. Og så var vi i Danmark.

   I Kalundborg så vi båden til Århus stævne ud af havnen. Videre ad snoede veje til Odden, siden over Djursland og hjemme igen ca. kl. 1.30 nat, tror jeg.

   Turen var endt.      

   OG HVAD KAN MAN SÅ LÆRE AF DET?

   Som god marxist må man naturligvis i dette som i alle livets forhold slutte med det spørgsmål.

   Selvfølgelig er det halsløs gerning efter fire døgn i DDR at kaste sig ud i en stor analyse af de dybereliggende sammenhænge. Men opladte, som vi var, så tænkte vi jo ustandselig ”politisk” og inddrog vore oplevelser i politiske diskussioner. Hvem gør for øvrigt det på ferierejser - analyserer den ferierende dansker Grækenland eller Spanien? Næh, for vort officielle forhold til de to lande er uproblematisk. Derimod er vi automatisk på vagt, når vi tar til Østeuropa. Som kommunist er man vel nok mere ”positivt” på vagt end så mange andre, som kun tar derned for at få deres yndlingsfordomme bekræftet - men på vagt er man, ærgrer sig over ”kammeraternes” tåbeligheder og glæder sig over de gode sider.

   Begreber som frihed, magt, lighed og retfærdighed belyses gennem éns oplevelser. Fx sir det noget om min danske opdragelse, at jeg faktisk blev ret forbavset over den frimodighed, hvormed man diskuterede i DDR - i hvert fald med os. Men ellers er samfundet jo noget mere restriktivt end det danske, det gælder i det daglige (men man behøver blot tænke 20 år tilbage til den danske livsstil før ungdomsoprøret), som i det politiske (autoritetstro og afstand til de politiske ledere er realiteter). Alt i alt fornemmer man et samfund mere konformt end det danske, roligere og måske lidt mindre stresset.

   Friheden som absolut begreb undertrykkes overalt i verden, i DDR ved klare grænser for, hvor vidt man kan gå i kritik af regering og system. I Danmark og endnu mere i USA begrænses friheden gennem et mediebombardement, en klokkeren voldtægt af det enkelte menneske i frihedens og alsidighedens navn. Det indebærer naturligvis den fordel, at man slipper for at begrænse de formelle frihedsrettigheder. Forvirringen er under alle omstændigheder så total, at de reelle magthavere sidder trygt i ly af skiftende regeringer. Dette dog ikke for at bortforklare nødvendigheden af en god ”Gorba-kur”, mere debat og selvransagelse i DDR, hvor ”Das preussische Mühle” (er den uafhængig af politik?) malede lystigt.

   Socialt synes DDR at indeholde den basale tryghed, som jeg synes er så vigtig. Der er indtægtsforskelle og bolignød, men dette land, som vitterligt er ”Auferstanden aus Ruinen” ved egen - helt egen - hjælp, det går man ikke til bunds i, og velfærden er stadig stigende i takt med de økonomiske fremskridt.

   Men hos os FØLER vi os frie. Vi taler på Hyde Park Corner, danser på gaderne i Harlem, spiller på strøget i Århus, drømmer alle sukkerdrømmene fra tv - mens den vestlige verden rådner op indefra uden at kunne gøre noget reelt ved sine problemer.

   Jeg føler mig i min gode ret til den indædte skepsis, jeg nærer over for de kapitalistiske samfundssystemer. Her er vi parat til at falbyde alt - fra knappenåle til verdenskrige - hvis der er penge i det.                                                    Kærlig hilsen

                                                                                                               Gudmund

   Afsluttet den 12/10 - 1986

   Bagklog

   Her slutter mit brev fra 1986. To år efter var vi atter på turné. Den har jeg ingen breve fra, men ingen tvivl om, at den på mange måder forløb anderledes end den første. Som det fremgår af ovenstående brev, troede jeg i 1986, at DDR var i økonomisk fremgang, og jeg håbede, at det også ville udmønte sig i politisk fremgang og ægte demokrati. I 1988 var det tydeligt for enhver, at DDR var i økonomisk krise. Tiden med egen bus og tolk var forbi, vi fik en betreuer (ikke Horst), men hele organisationen var så løs, at vi overvejede at tage hjem igen straks. Vi blev dog, optrådte og havde en god tur. Men den desillusion, der førte til murens fald året efter, kunne vi ikke undgå at mærke - og selv føle.

   Henning S., der som smed havde et særligt øje for arbejderne og arbejdet, fortalte, hvordan han blev rystet over at se den måde, hvorpå et hold arbejdere læssede mursten til et byggeri af ved en byggeplads. De smed dem simpelthen ned fra lastbilens lad i en uordentlig dynge på fortovet, så mange af dem knækkede. At opleve den foragt, hvormed de ”passede” deres arbejde, var et chok for en stolt arbejder som Henning. Han bemærkede også, at husfacaderne ud mod vejen var pæne og velpudsede, men ind mod baggårdene stod mange af husene stadig med afskallede mure og skudhuller fra krigens tid. Han konkluderede, at dette ikke var et samfund under opbygning, men under afvikling

  

   Når jeg læser mit brev fra 1986, kan jeg ikke undgå at se, hvordan jeg undskylder alt for mange oplevelser, som burde kalde på kritik. Men på mange måder så DDR ud som et samfund med materiel tryghed, et lidt søvnigt og sløvt samfund, måske, men dog tættere på social lighed end rigtig mange samfund i vesten. Hvad jeg, og de fleste med mig, ikke kunne se, var, at det var et samfund på randen af økonomisk sammenbrud.

   På plussiden talte altså materiel tryghed for landets borgere. Den var reel, og ikke så få tidligere DDR-borgere savner i dag den sikkerhed, som var en del af samfundet dengang - det ved jeg gennem personlige bekendtskaber. At dagligvarer og husleje var superbillige, mens luksusvarer var hundedyre, hvis de overhovedet lod sig fremskaffe, det var realiteter, som jeg så på med sympati, selv om man ikke kunne se bort fra uendelig ventetid, tvivlsom kvalitet og privilegier til pamperne.

   Og så var der jo håbet! Nu var Gorbatjov trådt til i Sovjet og havde lanceret glasnost og perestroika, og mon ikke disse forsigtige demokratiseringstiltag med tiden ville smitte af på hele Østeuropa og efterhånden føre til en lempelig modernisering, hvor det socialistiske barn ikke blev smidt ud med det totalitære badevand? Det håbede jeg. Det var vi mange i DKP, der håbede.

   3½ år efter faldt muren. Det var et chok! Et glædeligt chok, forklarede jeg mig selv, men samtidig lå der jo under glæden en bitter erkendelse af, at det, jeg havde troet på, ramlede totalt sammen i ineffektivitetens og diktaturets støvsky.

   De ovenstående erkendelser var reelle nok. Men der, hvor jeg havde regnet fuldkommen galt, var i min manglende forståelse af, hvor aldeles gennemgribende og ødelæggende, det er, når et land baserer sit fundament på angiveri og dårlig, ineffektiv produktion. Den desillusion, der kom til at gennemsyre et land som DDR, nedbryder enhver form for tro og håb og må nødvendigvis føre til ruin.

   Det havde jeg ikke gennemskuet.

   I skrivende stund (2015) lever vi i den såkaldt frie verden under NSAs elektroniske spionsystem, der er langt mere effektivt og gennemgribende end Stasi i DDR. At dette for os rummer en alvorlig kim til demokratisk desillusion, det er jeg sådan set ikke i tvivl om. Alligevel er der en markant forskel på dette system og Stasi-systemet. Vores elektroniske system er ansigtsløst og upersonligt, selv om adskillige rystende dokumentarudsendelser fuldt ud dokumenterer, at det står folkevalgte personer og deres sorte lejesvende bag. Men i DDR involverede Stasi et utal af almindelige borgere i et gensidigt spionsystem, der gjorde kæmpestore grupper af befolkningen til hinandens fanger. Såvel hverdagsofre som ”hverdagsbødler” var indhyllet i et system af gensidigt forræderi, som i uhyggelig grad gjorde dem desillusionerede.

   Denne forskel er særdeles væsentlig.

   Derfor er det også dybt skræmmende, at vores egen almindelige omgang med det dyrebare demokrati i Danmark og den vestlige verden i disse år viser flere og flere tegn på degeneration. Som i den gamle østblok er det offentlige bureaukrati støt voksende, mens ressourcerne ”på gulvet” oplever en permanent nedskærings-runde. Samtidig er den offentlige administration og folk på gulvet underlagt et større og større pres, under eufemistiske navne ”loyalitet”, at ha ”ja-hatten på” og mange andre forkvaklede formler, som lukker munden på offentligt ansatte, der reelt trues med fyring, hvis de ytrer kritik, samtidig med, at den konkrete faglighed i stadig højere grad bliver overtrumfet at regnedrengene i finansministeriet og deres snævre, ensporede og økonomisk betingede ”menneskesyn”.

   Endnu er vi ikke ”Stasi-kontrollerede”. Men demokratiets inderste essens er efter min mening reelt truet af mennesker, som ikke tænker meget over, hvad demokratiet betyder. I den proklamerede ”konkurrencestat” bliver demokratiet et frynsegode, som prises højt i hyldesttaler, men allernådigst kan få lov at udfolde sig, hvis der er råd.

   Det er ret skræmmende at opleve, når man som jeg har troet på et system, der viste sig totalitært, undertrykkende og ineffektivt. Og synes, man er blevet klogere…

   Da jeg drog med vennerne til DDR i 1986, var det uden illusioner om fantastiske socialistiske samfund. Men dog med et håb om, at jeg trods alt kom til et samfund, som med tiden måske kunne udvikle sig i demokratisk retning som et reelt alternativ til kapitalismen og det borgerlige demokrati. Da jeg kom hjem fra besøget 1988, var det med en urolig, men uklar fornemmelse af, at mine synspunkter og forhåbninger byggede på sand.

   At muren faldt kun godt et år efter, havde ikke mange forudset, heller ikke jeg. Kort tid efter var DDR blevet til Det Det Var, opslugt af den rige storebror i vest. ”Treuhand” klarede det forretningsmæssige, viklet ind i en massiv hyperkriminel korruption, som fik korruptionen i DDR til at ligne butikstyverier i sammenligning.

   Og jeg måtte, som så mange andre, begynde at orientere mig i en verden, hvor rigtig meget var anderledes, end jeg havde troet.

   I mit brev er der også en del krads kritik af vesten. Den kan jeg et langt stykke af vejen stå ved den dag i dag. Murens Fald betød ikke, at kapitalismen pludselig var problemløs, og at de frie markedskræfter kunne løse alle problemer, troede jeg ikke et øjeblik på, selvom det en overgang var ”god latin”. For mig at se er kapitalismens indre modsætninger større og farligere end nogen sinde. Den hastigt voksende ulighed, de deraf følgende folkevandringer, overbefolkningen, overforbruget, de store kompagniers gigantiske økonomiske magt, som truer det borgerlige demokrati der, hvor det endnu findes, er en tikkende bombe under selve verdensfreden.

   Så kritikken af det kapitalistiske samfund står jeg ved.

   Det var bare ikke de kommunistiske samfund i Østeuropa, der var brugbare alternativer.

   Findes der nogen?

   Efterskrift om Horst Marx

   Horsts store ønske var at blive kulturjournalist med Norden som speciale. Derfor ville han gerne til Danmark. Det ville vi da gerne hjælpe ham med, hvis vi kunne.

   Simon mobiliserede sine forbindelser i partitoppen i Danmark, som kontaktede folk i DDR, og efter næsten et års tid med masser af dokumenter og papirer, tilladelser og undersøgelser, fik Horst tilladelse til at besøge Danmark. Det var i august 1989. Sin kone måtte han ”naturligvis” efterlade hjemme.

   Penge havde han ingen af. Han måtte kun udføre et minimalt beløb fra DDR, og ostmark var intet værd på de vestlige valutamarkeder. Så vi skillingede sammen, så han kunne opretholde livet. Boede han hos Simon? Han gik i hvert fald på omgang i bandet til aftensmad.

   Horst brugte stort set ingen penge på sig selv. Meget af tiden sad han på hovedbiblioteket og skrev af fra diverse bøger, som han ikke havde adgang til i DDR. Da en venlig bibliotekar viste ham, at han kunne kopiere sider på kopimaskinen, var han himmelfalden. Derefter brugte han alle sine penge på kopier.

   Mad og drikke kunne være meget godt. Men først og fremmest tørstede Horst efter viden og oplysning.

   Tre måneder efter faldt Muren…

   Nu havde Horst mulighed for at rejse, men ingen penge. Han ville gerne besøge København, og det blev til, at han og hans kone på min anbefaling lånte mine forældres hus, mens de var på ferie. Når blot jeg sagde god for gæsterne, var det ikke noget problem. Typisk mine forældre.

   De bevarede kontakten med Horst og Renate i mange år, skrev sammen, og min far og mor besøgte dem også i Rostock.

   Men hvordan Horst har det i dag, ved jeg ikke. Forhåbentlig er han en glad pensionist, som rejser meget og bader sig i spændende bøger og tidsskrifter…

                                                                                       Gudmund Auring

                                                                                                   2015