KROGHSGADE SKOLE

KROGHSGADE SKOLE

   Den 2. januar 1972 vandrede jeg ind ad hovedindgangen til Kroghsgade Skole på Frederiksbjerg i Århus. Det var en relativt lille tre etagers bygning af ældre dato, som oprindelig havde været en del af det gamle Amtssygehus. Desuden en aflang to etagers bygning, som indeholdt gymnastiksal, skolekøkken, et par undervisningslokaler og pedelbolig. Imellem dem bredte en lille, asfalteret skolegård sig.

   Den første, jeg lagde mærke til, var en ung pige i islandsk sweater og med tørklæde om håret, model ”lilla ble”.

   (Den tids bleer var jo af stof, formet som firkantede tørklæder. Hvis de skulle bruges til deres oprindelige formål, blev de omhyggeligt foldet og fastholdt på barnenumsen med en vandtæt plasticsnip. Nu var det blevet moderne blandt unge kvinder at batikfarve bleerne og bruge dem som hovedtørklæder, knuden i nakken, til hvilket de var perfekt egnede. Ikke mindst mylderet af nyuddannede unge pædagoger tog denne mode til sig, og lilla var i høj grad en af tidens modefarver. ”Lilla ble” blev hurtigt en typebetegnelse, som karakteriserede den nye tids pædagoger - børnevenlige, kreative, progressive, men netop derfor ofte ironisk-sarkastisk omtalte af den ældre generation.)

   Pigens ansigt var langt og relativt smalt, hun havde mørkt hår og spillende sorte øjne, kunne godt minde om en zigeuner. Hun så dejlig ud, og jeg tænkte ”det her bliver fedt!”

   Jeg havde mødt Grethe.

   Hun sad i en mindre kreds af pædagoger og elever. Det var jo dagen efter nytårsdag, og skoleåret var endnu ikke begyndt, så det var kun elever med pasningsbehov, der var i skole.

   Eleverne så noget ”anderledes” ud. Jeg vidste naturligvis godt, at Kroghsgade var en skole under Statens Åndssvageforsorg, men sandt at sige havde jeg så godt som intet kendskab til handicappede. Jeg havde vist kun mødt Ejnar, som i min barndom stod og rokkede og sagde underlige lyde inde i haven til det første hus på Pergolavej. Nu mødte jeg en lidt større flok mongoler, autister og andre handicappede, og jeg gjorde store øjne.

   Undervisning for alle

   Historien bag Kroghsgade Skole er denne. Gennem konkret lovgivning blev det i 1968 virkeliggjort, at Grundlovens bestemmelse om undervisningspligt/ret også gjaldt samtlige handicappede. Det betød, at der skulle oprettes en hel række nye skoler, og i ”de glade tressere” havde samfundet endelig så rigeligt råd til at realisere disse gode, humanistiske tanker. Så der blev bygget en hel stribe af ”De Grønne Skoler” landet over (i Århus var det Stensagerskolen i Viby). På disse skoler anbragte man de relativt velfungerende åndssvage elever, som allerede tidligere havde modtaget undervisning i ældre, ofte ikke særlig velegnede bygninger. Disse bygninger blev nu tømt for elever - og derefter fyldt op igen med de svageste elevgrupper, som hidtil ikke havde modtaget undervisning.

   Så selv om Kroghsgade Skole var gammel, var den altså på en vis måde helt ny. Alle de tidligere elever, lærere og pædagoger var blevet flyttet ud på Stensagerskolen, og ind var rykket en helt ny elevgruppe med en helt ny gruppe pædagoger og lærere, som skulle opfinde en - nå ja, i hvert fald delvis ny pædagogik. Undervisning af de allersvageste åndssvage var en fuldstændig ny erfaring, også på verdensplan.

   At blive en del af det koncept var ikke en ringe ting for en nysgerrig, nyudklækket lærer som mig.

   Først skulle jeg dog indkvarteres. Jeg var jo udstationeret militærnægter. En af de ganske få betingelser, som en arbejdsplads skulle opfylde for at få en militærnægter tilknyttet, var at skaffe ham et passende logi. Skolelægens venteværelse, som lå oven på skolens gymnastiksal, var ikke længere i brug. Der kunne jeg passende bo. Det var på hele ti kvadratmeter, med et stort skråvindue, og trappen, der inde i rummet førte op til lægens dør, gjorde glimrende fyldest som bogreol og bærer af en del af det syndige rod, der lynhurtigt kom til at præge min bolig. Mor var i den grad ikke flyttet med! Men det tog jeg med sindsro, så kunne hun jo heller ikke udsætte sin håbløse søn for harske kommentarer til hans ”boligindretning”. Så længe der var en nogenlunde fri sti fra døren og over til min madras (som naturligvis lå på gulvet, en af hippietidens markante landvindinger var afskaffelsen af stole og sengeben), syntes jeg egentlig, at jeg boede både pænt og ryddeligt.

   Jeg brugte jo også kun værelset til at sove og læse i. Og HVIS der en gang imellem viste sig mulighed for at få en pige med op i seng, så kunne man jo da rydde lidt op - hvis man huskede det. Hvis ikke, var der vel ikke andet at gøre end at fastholde hendes yndige øjne med et kærligt og fascinerende blik, således at hun simpelthen ikke opdagede, hvad hun bevægede sig igennem for at komme hen til sengen.

   Før næste morgen, altså…

   I dette lokale boede jeg i 10 måneder. Og jeg syntes, jeg boede fortræffeligt.

   Hverdage er læredage

   I løbet af få dage var skolen i fuld vigør. Samtlige ca. 80 elever og vel omkring 40 pædagoger og lærere var på plads, og det viste sig, at jeg skulle samarbejde med to pædagoger, hvoraf den ene var - oh tak, kære forsyn - Grethe. Hende faldt jeg for lige på stedet. Den anden var Åse, der ikke som Grethe var en lille, væver sag. Hun røg pibe og forekom mig rolig og sindig. Vi kom fint ud af det med hinanden alle tre.

   I øvrigt lærte jeg utrolig meget af dem begge to, især af Grethe. Sandt at sige var der jo ikke meget af det, jeg havde lært på seminariet, som kunne bruges på Kroghsgade. Her gjaldt det ikke undervisning i dansk, regning og skrivning m.m., som kun de allerdygtigste af vores elever i bedste fald kunne lære en lille smule af. Langt vigtigere var undervisning i daglige gøremål, selvhjulpenhed, selvstændighed, madlavning, at færdes i byen, sproglig stimulering og den slags. De praktiske og kreative fag og emner fik med god grund en central placering i undervisningen, og på disse områder var pædagogerne langt dygtigere og bedre rustet end lærerne. Så der var en masse at lære for en nybegynder som mig.

   Men endnu vigtigere for mig var det at få lært noget om indstillingen til denne specielle elevgruppe. Det var i den grad nye tider på handicapområdet. Mine ikke eksisterende erfaringer med åndssvage svarede nogenlunde til det alt overvejende flertal af den danske befolknings. Først på denne tid begyndte man for alvor at tage handicappede elever ”med ud i samfundet”.

   I dag er det en naturlig ting, så det er nok svært at forstå for mange, men at se handicappede i bybilledet, og da især åndssvage, var i start 70´erne noget aldeles nyt, som rigtig mange mennesker først skulle vænne sig til. De så anderledes ud, gik måske mærkeligt, talte sært, savlede måske. En rigtig stor del af vores arbejde bestod i at gøre eleverne klar til at færdes ”ude i samfundet”. Og den anden side af vores pædagogiske indsats bestod i at åbne samfundet op og i bredest muligt omfang gøre det modtageligt for disse nye medborgere, ”nye” i den forstand, at de hidtil havde været spærret inde i de små hjem eller på de store bo-institutioner, som også på denne tid gennemgik en vældig udvikling fra kæmpe fælles sovesale til steder med et mere hjemligt og personligt præg.

   Denne anden side klarede vi simpelthen ved at ta dem med ud. Så måtte de almindelige borgere bare lære det! Og Gud nåde og trøste dem, hvis de behandlede vores elever nedladende eller negativt. Der var ikke så få furier imellem pædagogerne, som nok skulle gi dem klar besked, hvis vores elever ikke blev behandlet med den fornødne respekt. Men selvfølgelig havde vi allermest travlt med at lære vores egne elever ”færdselsreglerne” ude i samfundet, såvel konkret som i overført betydning.

   Jeg husker, hvordan Restaurant Skovmøllen nede ved Moesgaard syd for Århus kom for skade at afvise adgang for en gruppe åndssvage med pædagoger! Få dage efter stod en flok på flere hundrede elever og pædagoger nede ved Skovmøllen og påhørte en brandtale af pædagog, fagforeningsformand og kommunist Ivan Marker. Han fik sagt ramsaltede ord om diskrimination og menneskerettigheder for alle. Presse-dækningen var glimrende, og det endte hurtigt med, at restauranten krøb til korset, undskyldte mange gange - og naturligvis åbnede deres lokaler for handicappede.

   Menneskerettigheder for ALLE, også åndssvage, var en sag, som ret hurtigt vandt gehør og blev bakket op af flere og flere. Afmystificeringen af de handicappede tiltog kraftigt, simpelthen i takt med, at handicappede blev mere og mere almindelige i gadebilledet. Diskrimination blev umoderne (- for en tid…)

   Disse ting var også noget, JEG skulle lære. At åndssvage kunne være med til stort set det samme som alle andre, at de var ligeværdige mennesker med krav på både indføling og respekt, at kravet om menneskelig værdighed også gjaldt dem - det var utvivlsomt noget, jeg i teorien var tilhænger af. Men et er teori, et andet praksis. Hvad det helt præcis indebar i en konkret hverdag, det lærte jeg på Kroghsgade. Især af Grethe.

   Hun var en bedre læremester end de fleste. Faktisk var hun nemlig slet ikke så ung. Hun var nær de 30, fraskilt og alene med to børn, Lene og Kim, hvoraf Kim var svært handicappet og snart efter blev elev på skolen. Af gode grunde var Grethe en rigtig løvemor. Ve den person, som ikke omtalte eller behandlede de åndssvage i almindelighed, og Kim i særdeleshed, med respekt. I bedste fald blev man belært…

   De første måneder faldt jeg jævnligt i. Simpelthen fordi jeg ikke var bevidst om det. Men det blev jeg. Og i løbet af få måneder undergik mit syn på handicappede, og dermed mit menneskesyn, store forandringer. Takket være den daglige omgang med eleverne. Takket være folkene på Kroghsgade. Takket være Åse. Først og fremmest takket være Grethe.

   Rykind fra Elev

   I løbet af foråret modtog vi en helt ny elevgruppe, hvilket betød en større omstrukturering. Grethe og jeg skulle stadig samarbejde, nu med Kirsten Jeppe, der var lærer ligesom jeg.

   Vores elevgruppe kom samlet fra Elev Børnehjem. Ellers boede de fleste af skolens elever hjemme hos deres forældre, men nu kom der altså en stor flok fra Elev, og det blev besluttet, at de skulle udgøre en samlet gruppe, i hvert fald til at begynde med.

   Det var anskuelsesundervisning i, hvad det betød, hvis handicappede IKKE fik undervisning og andre nødvendige stimuli. Som helhed virkede den nye gruppe stærkt understimuleret. Elev Børnehjem var en institution af ”den gamle skole”, hvor man har haft et ret skeptisk syn på, om de åndssvage børns udviklingsmuligheder overhovedet fandtes.

   Jeg skal hilse og sige, at det gør de - i høj grad!

   (Desværre oplever vi i skrivende stund, hvorledes der igen sættes spørgsmålstegn ved psykisk udviklingshæmmedes udviklingsmuligheder gennem undervisning. I flugt med tidens råb på besparelser sættes der atter spørgsmålstegn fra diverse kommunale regnedrenge ved, ”om det no ka betååål se”. Og diverse politikere følger med…)

   Det skal dog siges til Elev Børnehjems undskyldning, at personalenormeringerne på den tid har haft en standard, som har vanskeliggjort virkelig effektiv stimulering af børnene. Men deres vanemæssige syn på åndssvage børns (manglende) udviklings-muligheder har bestemt også spillet en rolle.

   Vi gik i gang. Rie og Dorthe var to kvikke og livfulde mongoler, der hurtigt befandt sig som fisk i vandet på skolen. De lærte snart at være med til vores ud-af-huset-aktiviteter og deltog med iver i de kreative fag. Dorthe viste sig i øvrigt senere at indeholde et solidt talent for at tegne og male. Hun har som voksen haft flere udstillinger på skoler og i caféer.

   Lasse var indbegrebet af høflighed. Vi tænkte, at han måtte have mulighed for kraftige fremskridt, men det viste sig, at høfligheden næsten fungerede som et panser, han skærmede sig med, og som hæmmede hans udfarende kraft alt for meget. Så det gik langsomt…  

   Poul var en hyggelig mongol, som også nød det på skolen. Som så mange mongoler var han født med hjertefejl. Han fik aldrig den nødvendige operation og døde sidenhen ret ung. Nogen har nok ment, ”at det ik ku betååål se…”

   Grethes Kim var også i gruppen. Det mildeste, mest smilende barn. Han kom hen og lagde sin hånd, våd af savl, på éns underarm og sagde ”næææh” med det mest syngende, kærlige tonefald. Men han flagrede rundt som en sommerfugl på den første sommerdag, umulig at fastholde ved noget bestemt, og derfor umulig at have boende hjemme.

   Tre af eleverne viste sig så understimulerede, at de nærmest var låst fast i stærkt uhensigtsmæssige adfærdsmønstre.

   Lille Helle på 11 år sad i skrædderstilling på gulvet, viftede med hænderne og udstødte mærkelige lyde. Hvis man tog hende i hånden, når hun fx skulle spise, fulgte hun med og spiste. At få hende med til en eller anden form for kreativt arbejde viste sig ret håbløst, så snart efter sad hun på gulvet igen. Vi lærte dog hurtigt af bitter erfaring, at hun bestemt ikke faldt hen. Hun sad og lurede, gjorde hun! Og hvis hun som følge af et øjebliks uopmærksomhed fra vores side kunne se sit snit til det, var hun lynhurtigt henne ved stuens største møbel, som hun prøvede at vælte. Hun var simpelthen bomstærk, det lille menneske. Adskillige gange fik vi hende i yderste øjeblik forhindret i at vælte det store skab. Men et par gange lykkedes det! Der lød et BRAG fra stuen, og når vi så kom farende, lå skabet pladask på gulvet, mens Helle sad ved siden af, hænderne gik på hende, og hendes øjne glimtede i fryd og triumf.

   Hvorfor? Lyden, måske? Ingen ved det.

   Så var der Henrik og Henrik, ”Sjapper” og ”Plopper”. (I starten brugte vi selv de medbragte, ikke særlig pæne kælenavne. Sidenhen tror jeg nok, vi besindede os på, at en del af respekten for vores elever bestod i at kalde dem ved navn.)

   Sjapper skulle vi også holde kraftigt øje med. Han KUNNE finde på at være voldelig over for andre elever. Han var uhyre interesseret i biler, hvilket var uhyggeligt nær ved at resultere i en katastrofe. Om eftermiddagen blev eleverne hentet hjem i taxa, ligesom de blev bragt om morgenen. Den nye lovgivning gav grobund for et vældigt boom i transport af handicappede til og fra skole m.m. Jeg tror nok, at det var i forbindelse med Kroghsgade, det senere firma PP-busser opstod.

   Nå, der kom et par taxaer ind i skolegården for at hente elever. En af chaufførerne steg ud, men lod motoren gå i tomgang og fordøren stå. Jeg stod lige ved siden af Sjapper, men kunne ikke forhindre, at han hurtigt som en kat sprang ind i bilen og satte den i gear. Med et sæt sprang vognen to meter frem og BRAGEDE ind i en af de bænke, som stod i skolegården.

   Vi var rædselsslagne! Hele skolegården var fuld af børn, klar til hjemturen. 30 sekunder før havde der siddet tre elever på netop den bænk, men skæbnen ville, at de skulle hjem med netop den taxa, så de havde rejst sig og var gået lidt væk. Ingen kom til skade. Et mirakel! Hvis de havde siddet på den bænk, var de sandsynligvis blevet dræbt. I hvert fald havde de mistet benene.

   Jeg var ude af mig selv. I et forsøg på at nå Sjapper var jeg selv kommet i klemme mellem bil og bildør, men slap dog uden alvorlige skrammer.

   Efter den oplevelse blev forholdsreglerne for afhentning af elever alvorligt skærpet.

   Plopper var nogle af de kvindelige pædagogers yndling. Han var vel 8-9 år, men ikke større end en på 6. Han trængte i den grad il at sidde på skødet og mærke tryghed, og det fik han i fuldt mål.

   Alle tre var de eksempler på børn, som uden stimulering standses i deres udvikling. Faktisk en tragisk historie. Men ingen tvivl om, at de hver på deres måde fik en masse ud af deres ophold på Kroghsgade.

   Men udvikling i traditionel forstand havde vi svært ved at konstatere.

   Andre små personligheder

   Monse var typisk mongol af den lidt kluntede type og med stor tunge, som også gjorde hans sprog lidt kluntet. Men han var fuld af humør og gå-på-mod og førte sig gerne frem på scenen ved fester og andre lejligheder.

   Mogens var en køn, spinkel, helt lyshåret dreng. Af væsen var han mildheden selv, men vi skulle i den grad holde øje med ham. Han havde en evne til ganske langsomt, næsten umærkeligt at nærme sig et hushjørne eller smutte om bag en bil - for så, når han var ude af syne, at PISKE afsted i fuld firspring, ud og opleve verden på egen hånd. Det vidste vi jo godt, så det var ikke ret ofte, han slap afsted. Som regel fik vi da fat i ham. Men jeg husker med GRU den dag, da vi styrtede byen rundt til ud på aftenen, uden resultat - indtil de ringede FRA KALUNDBORG. Det var lykkedes knægten at liste sig om bord på Kalundborg-båden nede i Århus Havn…

   Jørgen var autist, ligesom Mogens. Ingen havde nogensinde hørt ham sige et ord, han foretog sig intet, fulgte bare med. Han blev et eksempel på, hvor let jeg kunne komme til at træde i den pædagogiske spinat: På en busudflugt sad jeg ved siden af Jørgen. Pludselig sagde han, lige ud i luften, men ikke ret højt, en fuldt færdig, aldeles korrekt sætning. Jeg var den eneste, der hørte det, og hvordan reagerede jeg? ”Neeeej, hørte I det? Jørgen, han har lige…” Nået dertil kunne jeg ha bidt tungen af mig selv. Men det var for sent. Ingen havde hørt det - og ingen fik det nogensinde at høre. Jørgens mund var atter totalt lukket…

   James, Ingrid, Eva, Kim, Helmuth og mange andre - hver havde de deres egen væremåde, deres kære, sære og interessante sider.

   Sådan rummede Kroghsgade en hel stribe dybt forskellige små personligheder. Efterhånden lærte man dem at kende, man kom til at holde af dem, man lærte, hvordan man bedst appellerede til netop deres egenart. Intelligens var ikke deres spidskompetence, vist ikke, men humor, varme, imødekommenhed og original personlighed rummede de i rigt mål. Rigtig mange af dem gjorde, hver på deres måde, verden smukkere!    

   Kreativitet er mange ting

   Morgensamling i gymnastiksalen for samtlige elever og hele personalet havde vi hver dag. Vi startede med et par morgensange, og her fik jeg lov til at spille en rolle, der var til gavn og glæde, ikke mindst for mig selv. Ib Dalsgaard og jeg var ”skolens guitarister”, og vi akkompagnerede, sammen eller på skift. Sandt at sige var mit guitarspil på et temmelig primitivt niveau, og øvning var ikke min stærke side, men morgensang blev en ganske god træning i både anslag og nye akkorder. Selv barrégreb fik jeg omsider lært.

   Min gode seminarieven Ole Bryhl trængte til noget helt andet, da seminarietiden var slut. Han tog hyre som messedreng på det gode skib NELLA DAN, som fór på Australien, Macquarie Island og sågar Antarktis med videnskabsmænd og andre opdagelsesrejsende. Han var til søs det meste af et år, og vi skrev ret flittigt sammen.

   Da han kom hjem og skulle ha arbejde, var der et årsvikariat ledigt på Kroghsgade, og hvad var vel mere naturligt, end at han fik det? Det udvidede vores musikalske muligheder enormt. Ole kunne traktere både piano og trompet, så pludselig havde vi et veritabelt skoleband! Ved samtlige skolefester fremover fik vi lov at trykke den af, til stor fornøjelse for børn og voksne. Vores repertoire spændte vidt - fra rytmiske børnesange over tidens danske popmelodier til nogle af Oles jazz- og bluessnumre, alle sammen hentet fra den lettere del af popskatten. Og alle tiders gode træning for mig.

   Når morgensangen var forbi, kastede vi os alle sammen ud i en lystig gang rytmik. Som regel var det Kari, sorthåret, smilende, sprælsk og norsk, der stod for det. Ofte foregik det til sydafrikanske Miriam Makebas LP, som gik sin sejrsgang over Danmark i de år, så snart der stod rytmik og kreativ bevægelse på programmet - og det gjorde der tit.

   Dér hoppede vi rundt, alle 80-90 stykker! Mange af børnene, som fx Rie og Dorthe gjorde det selv med liv og lyst. En pige som Helle skulle holdes til ilden, hun travede rundt hånd i hånd med en af os fra personalet, men satte sig ned, når hun kunne se sit snit. Dog helst ikke i nærheden af døren! Den kunne hun vippe af hængslerne på fem sekunder.

   Efter en god halv time var rytmikken slut. Nu gik det ud i klasserne til dagens program, udflugt, skolekøkken, maling, puslespil og meget andet godt. Selvhjælp var vores mantra, og vi arbejdede hele tiden på at gøre eleverne så selvstændige som muligt inden for alskens praktiske færdigheder.

   Læreplan og skema gik vi ikke så højt op i. Nutidens evalueringsterrorister ville korse sig, hvis de så, hvor uplanmæssigt, skoledagen forløb. Men tro ikke derfor, at vi lå på den lade side. Energien og engagementet var stort, og vigtigst af alt: VI BRUGTE AL VORES TID PÅ ELEVERNE.

   Lejrskolerne var et kapitel for sig. Ganske få elever var ikke i stand til at deltage. Men vi satte en ære i så vidt muligt at få alle med. Personalenormeringen var markant, en voksen til en eller to elever, hvilket bestemt også var nødvendigt. Og så tog vi af sted til Bønnerup Strand eller Rødhus Klit, tog på busudflugter, gik ture, badede, bagte snobrød og sang omkring lejrbålet, dyrkede sport og nød livet i et stort varmt fællesskab! Skønne dage…

   En lille situation: På Bønnerup var der en fin legeplads, blandt andet med klatrestativ, bygget op som en bred, dobbelt rebstige. Jeg havde ansvaret for Ingrid, der altid bar en hjelm, så hun ikke kom til skade ved fald eller krampe. Der stod hun, inde mellem de to rebstiger, og udenfor stod jeg. Jeg rakte en bold ind til hende, hvorpå hun kastede den ud til mig. Jeg rakte den ind, hun greb den og kastede ud, strålende over hele femøren. Og sådan legede vi i en halv times tid. Hun var lykkelig!

   Gode kolleger

   Rasmus Bie Hansen var vores skoleleder. Han var en ældre mand, over 40 år (!), en lun og stilfærdig mand med gode, anarkistiske idealer fra sin tid på Den Frie Lærerhøjskole i Ollerup. Han havde fuld tillid til vores intentioner og formåen og blandede sig ikke nævneværdigt i den daglige undervisning. Men han forstod at skabe tryghed og var dermed garant for den gode ånd, der herskede på arbejdspladsen.

   Personalet bestod af pædagoger og lærere, omtrent i forholdet 2 : 1. Jeg lærte hurtigt, at her var det pædagogerne, som bar stedets visioner. Dygtige, friske, engagerede folk som Rasmus´ kone Bodil, Lisbeth, Herdis, Eva, Kjeld Obel, Ib Dalsgaard og flere andre.

   Der var sandelig også gode lærere, Kirsten Jeppe, Jens Steensgaard og Kari med flere. Men efter min opfattelse stod vi ofte i lære hos pædagogerne, når det gjaldt kreativ hittepåsomhed og indlevelse i den enkelte elev. Dog ikke Kari! Hun var så god en pædagog som nogen, selv om hun var læreruddannet.

   Doris og fru Johannesen var af ”den gamle skole”. Mens de fleste af vi unge lærere ”gik med” på pædagogernes linje, insisterede de to på, at de var på stedet for at undervise i klassisk forstand. De fik hver deres lille lokale, hvor de så underviste nogle af de kvikkeste elever i bogstaver, simpel regning fx med penge og den slags. Det lå mildest talt et godt stykke fra den ellers på stedet herskende pædagogik. Men jeg vil da tro, at deres elever har haft gavn af det på en eller anden måde, selv om næppe mange af dem fik lært læsningens kunst.

   Til Doris´ og fru Johannesens forsvar skal dog bemærkes, at de næppe har kunnet leve op til den form for pædagogik, vi bedrev, unge, anarkistiske og flippede, som mange af os var. De var begge over de 50. Kort sagt ældgamle.

   I fysioterapien herskede fru Balle, og Hans Jørgen var hendes betroede assistent. Hans Jørgens faglige opmærksomhed, hjælpsomhed og imødekommende høflighed var lige noget for fru Balle, som satte uhyre pris på ham. Hans Jørgen var skolens første nægter. Jeg var nummer to - siden kom der adskilligt flere. Det blev til to års bofællesskab i kollektivet Lemminggård og venskab op til skrivende stund - og videre… Om det mere siden.

   Pedellen hed Madsen og boede som sagt i en fløj af skolen. Jeg gætter på, at han har fortalt vidt og bredt om de anarkistiske besynderligheder, der gik i svang på Kroghsgade Skole, sikkert til lige dele moro og forargelse i omgangskredsen.

   En pudsighed - og blodig uretfærdighed - var det, at lærerne ifølge deres overenskomst kun havde 22 ugentlige timer, mens pædagogerne havde over 30. I lærernes overenskomst indgik dengang noget, der hed forberedelsestid (det er nu stort set afskaffet, selv i Folkeskolen), men sandt at sige var det ikke de store mængder forberedelse, vores undervisning krævede. Hverdagens udvikling skred jo ikke netop rask frem, så meget skulle øves igen og igen. Og øvelse og træning i de praktiske fag krævede ikke det store forarbejde. Dog gennemførte vi ganske ofte velforberedt emneundervisning, og vi tog på lejrskole mindst én gang om året.

   Pædagogerne havde ingen forberedelsestid og arbejdede altså 1/4 mere end lærerne - som til gengæld fik mere i løn. Alle var enige om, at det var uretfærdigt. Pædagoger og lærere arbejdede tæt sammen og udførte det samme arbejde. Ofte gik pædagogerne i spidsen, også rent planlægningsmæssigt. Men ingen lærer var dog så idealistisk, at hun arbejdede ekstra eller afgav noget af lønnen. Da jeg efter 15 måneders nægtertid selv blev ansat som lærer, gjorde jeg det - heller ikke…

   En vigtig del af personalet på skolen var praktikanterne! De kom i en lind strøm fra byens pædagogseminarier, havde naturligvis en praktikpædagog på stedet, men indgik ellers i arbejdet på lige fod med os andre.

   De var unge, søde, nysgerrige og uafhængige. Og de var næsten alle sammen piger…

   Love the one, you´re with

   Hvordan var det nu, det var?

   Man var 24 år gammel. Alt var så ubegribeligt spændende. Verden åbenbarede sig igen og igen, som et overflødighedshorn af muligheder, af opdagelser, vidundere og rædsler, på skift blev man frastødt og tiltrukket af stort og småt, ondt og godt. Det hele angik én personligt, fra krige i nærtliggende verdensdele, månelandinger og oliekriser til et strejf af forår i luften og elevernes små fremskridt.

   Og ustandselig kom kærligheden væltende ind over én som en flodbølge. Som længsel og sult, som angst og håb, som mængder af muligheder, der blev forsømt - eller grebet.

   Kan det nu passe? Var det virkelig så intenst, eller er den fornemmelse forskønnet og dramatiseret af årtiernes afstand?

   Både - og, tror jeg. Jeg levede i et kontant beredskab, parat til at øjne og gribe enhver mulighed. Men ak, masser af aftner og nætter endte i frustration. SÅ spændende var det jo heller ikke at opholde sig i mit lille, rodede frimærke af et værelse. Vel var man i gang med en god bog - men derude lå jo virkeligheden, med alle dens muligheder, som blev på det skammeligste forsømt, mens man lå her på madrassen og gloede op i loftet.

   Når skoledagen var forbi, så var jeg vitterligt mutters alene på skolen! Intet tv, ingen radio, ingen telefon, slet intet internet. Det var ikke muligt at døve ensomhedsfølelsen med et - reelt eller indbildt - fællesskab på facebook, hvor mine tanker og frustrationer kunne score otte-ni ”likes”.

   Nå, så var det jo heller ikke værre. Jeg kendte da folk i byen, men nogen større omgangskreds havde jeg endnu ikke nået at opbygge. Så ganske ofte endte det med, at jeg drev ud i nattelivet og ind på et værtshus, hvor jeg sad og spyttede i en øl eller to og - håbede…

   Hvad håbede jeg på? Det kan sammenfattes i et enkelt ord: Piger. Tænk, hvis sådan en lille kvinde kunne lade sig friste til at se min vej. Jeg ville gi min højre arm!

   Men jeg ville åbenbart ikke foretage mig noget konkret. Hvis der viste sig en mulighed, fx en enlig kvinde ved et af de andre borde, så - sad jeg fortsat der, stum som en østers, holdt i det skjulte øje med ”frøken mulighed” - indtil hun fordampede ud ad døren, ud i den blå luft, og jeg sad tilbage med min sjat, mine forspildte chancer og min frustration, atter og atter besejret af min ungdoms fjende nummer ét.

   Genertheden. Gid fanden havde den!

   Og så gik turen hjem, hjem under mit stjernespækkede skråvindue, hjem på madrassen til den gode bog. Gid fanden havde den!

   Godt, man i det mindste havde sin trofaste højre hånd…

   Men trods lange aftners ensomhed var Kroghsgade Skole i virkeligheden et rent paradis for en ung, sulten mand som mig.

   Vi er i 70´erne, de erotisk særdeles frimodige 70´ere, ”efter pillen og den fri abort, og før AIDS”, som man lidt kynisk kan fortælle sig selv mange år efter. Og på Kroghsgade var vi ganske mange, som gladelig benyttede os af tidens frimodighed. Der var selvfølgelig også mange, som gik pænt hjem fra arbejde og fest til den trofast ventende ægtefælle. Men for adskillige af os andre endte arbejdsdagen ikke så sjældent med et par bajere i skolegården, hvilket kunne føre til aftale om en lystig bytur om aftenen, som på en god dag KUNNE føre til en tæt omslynget hjemtur med en sød pige, måske en kollega.

   For slet ikke at tale om de ganske mange skole- og personalefester, hvor det nærmest var en fiasko, hvis man ikke fandt en partner for natten. Eller vores lejrskoler, hvor det erotiske liv blomstrede farvestrålende, når de kære børn var kommet i seng. Det var før alkoholpolitikkernes tid (der jo som bekendt betyder nul alkohol), så der kom i den grad bajere på bordet, når natten faldt på. Et par stykker påtog sig nattevagten og holdt lidt igen. Men mange af os andre holdt os ikke tilbage, og det var slet ikke så ringe med en sød bolle-veninde, når vi var langt fra hjemmet, på Bønnerup Strand, i Rødhus Klit, eller hvor vi nu var.

   Hvem man fandt? Det kunne variere. Det kunne i høj grad variere! Et af tidens hits, med hippietrioen Crosby, Stills & Nash, havde følgende tidstypiske omkvæd:

                                            …and there´s a rose in a fisted glove

                                            and the eagle flies with the dove

                                            and if you can´t be with the one, you love,

                                            love the one, you´re with

                                            love the one, you´re with…

   Dér ved siden af dig sad en sød pige, som længtes lige så meget som du selv! Måske ikke netop efter dig - men hvis I begge to længtes efter en, som ikke var der, eller som i øjeblikket var uopnåelig, hvorfor så ikke slå jeres længsler sammen? Det lå i tiden at eksperimentere, ikke mindst erotisk. Og der blev eksperimenteret…

   En ganske særlig mulighed indtraf, når vi fik praktikanter et par gange om året. Næsten alle praktikanter var pædagogstuderende, og næsten alle pædagogstuderende var kvinder - unge, søde, kønne, appetitlige og lækkersultne kvinder på lige godt 20 år. Når tiden kom for en ny portion, skjulte vi mandfolk selvfølgelig vores glubende appetit. Men det varede sjældent længere end til den første personalefest, så blev stort set alle praktikanterne erobret af os granvoksne mænd på 24-30 år, uddannede, spændende og uimodståelige.

   At vores kvindelige kolleger i nogen grad blev snydt for de samme muligheder - og for os, når ”jagten” gik ind - det var selvfølgelig ærgerligt - for dem… Til gengæld var vi nægtere jo alle sammen mænd. Og det skete mere end én gang, at nogle af taxachaufførerne - også mænd - blev inviteret med til festerne. Åbenhed og rummelighed lå i den grad i tiden.

   Selv forældre blev somme tider inviteret med til personalefester. En ret markant udvidelse af et i øvrigt særdeles grundigt, nært og godt forældresamarbejde. Må man nok sige.

   Det var et rent slaraffenland! Men aldeles risikofrit var det sandelig ikke. Fx hjemførte både min ven Ole og jeg en praktikant som hustru…

   Lommefilosofi for kærlighedshungrende

   Her er det på sin plads at citere mig selv for følgende fyndord: KÆRLIGHEDEN ER DEN HÅRDESTE BRANCHE AF ALLE! Kærligheden har jo overfladisk set et helt andet ry, gennemsyret af den skinbarlige, sukkersøde romantik, som den er! Det er selvfølgelig, fordi vi ikke kan undvære den. Men det er jo derfor, den er så barsk.

   Hvis vi bevæger os ned under overfladen, må vi være blinde og døve, hvis vi ikke kan se og høre det spor af brutalitet og kynisme, der er romantikkens og de svimlende følelsers uundgåelige følgesvend. Vi oplever kærligheden som en vekslen mellem angst og fryd, lykke og ulykke. Fryden krydres med den stadige angst for at miste, mens ulykken rummer en stor sjat sødme fra sin egen intensitet og den elskedes konstante nærvær - fysisk eller i drømme. STØRST AF ALT ER KÆRLIGHEDEN. Så sandt, størst i fryd og glæde, størst i angst, størst i brutalitet, størst i egoisme. 

   Nu for eksempel mig selv. Mjavede katten. Tog jeg fx noget som helst hensyn til sikkerhed, når jeg gik i seng med en pige? Beskyttede jeg os mod uønsket graviditet? Eller mod kønssygdomme? Nej da. Nu var pillen jo kommet på markedet, og så var det vel underforstået, at hvis pigen hengav sig til mig, så havde hun taget pillen, ikke?   Spurgte jeg hende, om hun havde? Hvorfor dog det, det var vel en selvfølge, ikke? Ganske vist havde pillen sundhedsrisici og bivirkninger, det vidste jeg da godt. Men var det mit problem? Og gummi? Ærlig talt, hvorfor? Man spiser jo heller ikke karameller med papiret på… (Og hvis det endelig gik galt, var aborten jo også blevet fri. Men så langt tænkte jeg slet ikke.)

   Gonorré, eller det, der var værre? Det kunne jo klares med et besøg på Marselisborg Hospital og en penicillinkur. Selv om det var lidt pinligt at skulle prøve at komme i tanker om, hvem man havde været sammen med på det seneste, og så henvende sig for at varsko dem. Men det gjorde jeg dog. Lidt ansvarsfølelse havde jeg - trods alt. På Marselisborg sad jeg ad et par omgange, ofte traf man venner og bekendte…

   At jeg ikke blev part i en uønsket graviditet, det var mere lykke end forstand. Det var i hvert fald ikke min skyld!

   Så jeg kastede mig gladelig ud i erotikkens bølgende hav, fik min part af de dejlige kolleger og lækre praktikanter, brugte og sårede et par stykker, lod mig selv bruge og såre, men endte alligevel med to gevinster.

   Jeg slap af med størstedelen af min sygelige generthed.

   Og jeg fandt mit livs Petrusca.

   Jeg tror bestemt ikke, at jeg var hverken mere eller mindre egoistisk og uansvarlig, end mange af vi unge nu engang var på den tid. Heller ikke hverken mere eller mindre, end mennesker har været til alle tider - og er i dag. Det særlige ved situationen i MIN generation var, at vi levede i en periode, hvor de fysiske risici ved sex syntes elimineret.

   Vi satte os så for, i samklang hermed, at udrydde de følelsesmæssige risici. MAN KAN IKKE EJE HINANDEN. Jalousi var en borgerlig-kapitalistisk infektion af kærlighedslivet, hvor den private ejendomsret degenererede kærligheden, der kunne og burde flyde frit mellem alle. ALL YOU NEED IS LOVE.

   Alle ved vist nu, at lige præcis dén kamp blev tabt. Mildest talt! At udrydde jalousi og lade kærligheden flyde frit lykkedes ikke. Skyldtes det så infektion fra den private ejendomsret? Muligvis, der findes jo kulturer, hvor sex er relativt fri. Men i langt de fleste kulturer er kærlighed, sex og ejendom viklet sammen i en grad, der fx kommer tydeligt til udtryk i de store religioner, næsten udelukkende set fra mandens perspektiv. Så i vores kultur må kampen imod jalousi og ejerfornemmelser vist siges at være dømt til at mislykkes, så fornægtelsen af jalousi i højere grad forkramper end frigør vores følelsesliv. Min gode ven Ulla Bruun har for nylig skrevet klogt og fascinerende herom i 70´er-romanen ”Syvmiledrømmen”.

   Men forsiden af medaljen: Vi kan ikke længere forbinde vores jalousi og ejerfornemmelser med en højere, religiøs retfærdighed. De følelser er såmænd kun vores egne, som de højst ufuldkomne, menneskelige mennesker, vi er, og vi kan ikke påkalde os Vorherre eller andre autoriteter som etisk opbakning i vores trang til undertrykkelse. En central forudsætning for ligeberettigelsen og kvindernes frigørelse, sku jeg mene!

   I det ovenstående bruger jeg næsten begreberne sex, erotik og kærlighed i flæng. Som om de dækker hinanden. Det gør de naturligvis ikke.

   Jeg gir mig ikke her ud i at definere, hvad kærlighed er. Kun så meget, helt subjektivt: Sex uden kærlighed kan sagtens la sig gøre. Men kærlighed uden sex? Næppe. Sex i bredeste forstand, altså. Som det at ligge i ske, fx. Føle nærhed, varme, glæde ved den elskedes krop. Og lidt sex i ny og næ. Man er jo ikke 24 længere…

   Jalousien, jo tak, jeg kender den, vedkender mig den også. Men den har aldrig været dominerende for mig. Hvis jeg og en anden fyr, ofte en god kammerat, konkurrerede om den samme pige, betragtede jeg det nærmest som en ædel kappestrid, hvor vi jo i den grad havde fælles, om end modstridende interesser. May the best man win. Hvilket naturligvis ikke forhindrede mig i at bruge alle de mere eller mindre lumske tricks, jeg bare kunne finde på, for at kappestriden skulle falde ud til min fordel.

   Det gjorde den sommetider. Sommetider ikke.

   Når jeg skal tilgive mig selv nogle af de mindre pæne ting, jeg bedrev i kærligheds-kampen, trøster jeg mig med, at jeg selv modtog lige så mange sår, som jeg uddelte. Det går nogenlunde lige op, ikke?

   Som om det undskylder noget som helst!

   Den 23. marts 1973

   Nå, de 15 nægtermåneder gik. Efter 10 af dem skete der en særdeles betydningsfuld ændring i mine livsforhold, idet min ven Ole og jeg flyttede i kollektiv på Lemminggård uden for Hasselager. Min ensomheds lange aftner var forbi. Herom skal siden fortælles.

   Da min nægtertid sluttede, lå det i luften, at jeg skulle ha en ledig lærerstilling. Det var jo alle tiders for mig! Men netop på det tidspunkt greb VERDENSBEGIVENHEDERNE ind i mit liv og var lige ved at forpurre den fremtid, der ellers lå og lyste foran mig.

   Vi skriver den 23. marts 1973. Netop på den tid fik de gode tider og glade 60´ere sit første alvorlige skud for boven: Oliekrisen. De olieeksporterende lande, sammensluttet i OPEC, blev enige om at skrue ned for oliehanerne for at tvinge olieprisen op i de rige lande, hvis velstand jo i høj grad byggede på de fossile brændstoffers billige energi. Ikke sært, at olielandene gerne ville ha en større del af DEN profit.

   Jeg skal ikke her flotte mig med en større analyse af oliekrisen, kun meddele et par af de konsekvenser, den fik i lille Dannevang. For første gang begyndte man at tale om, at olien jo ikke varede ved. En bog som ”Grænser for vækst”, der blev udsendt i 1972 af Romklubben, en internatonal tænketank, sende chokbølger igennem hele verden med sin klokkeklare påvisning af, at vi havde brug for to-tre jordkloder, hvis de fattige lande skulle ha en levestandard som os i den rige verden. Og selv med det daværende forbrug: Måske var der kun olie til 20 år?  

   Væk var de gode tider. Et helt nyt begreb, ungdomsarbejdsløshed, voksede sig kæmpestort i årene derefter. Politikerne havde som alle andre vænnet sig til, at alting bare gik fremad, og at de bare skulle fordele velstanden. Nu fik de pludselig uhyre svært ved at finde ud af, hvordan dette hidtil uhørte problem skulle tackles.

   En hel generation af unge fik i sen-70´erne store problemer med at komme i gang med et rimeligt voksenliv. De havde af gode grunde kun hån til overs for hippie-generationens bundnaive kærlighedsbudskab. Nu hed det PUNK og NO FUTURE.

   Fredelig udnyttelse af atomkraft blev et brandvarmt emne, for hvad skulle vi gøre uden energi? Foreløbig måtte man spare. Direkte på energien ved tiltag som de berømte ”bilfri søndage”. Og staten måtte spare, så den fik råd til de stigende energipriser. At hæve skatterne? Umuligt, Mogens Glistrup og hans skattenægterparti Fremskridtspartiet var i den grad i vælten og tordnede siden hen ind i Folketinget med 28 mandater ved ”Jordskredsvalget” i december 1973.

   Den 23. marts 1973 gennemførte staten sit første ansættelsesstop!

   Nøjagtig på min dag! I løbet af nogle timer blev jeg fyret - og ansat - og fyret - og til slut ansat igen. Marinus Sørensen, som residerede i Skanderborg, var Centerleder for det distrikt, som vores del af Statens Åndssvageforsorg hørte under (nogenlunde svarende til Århus Amt). Han var også mangeårig socialdemokratisk folketingsmand. Telefonen glødede mellem Rasmus Bie, som jo stod til at miste en lærerstilling (og i al beskedenhed lille mig), og Marinus Sørensen. Dernæst glødede den videre fra ham og til Statens Åndssvageforsorg i København, måske også til partifællerne i regeringen. Først fik han grønt lys, og lettet var jeg. Siden kom der kontraordre. Jeg blev fyret, og telefonerne glødede videre, indtil Marinus, som den gamle ræv, han var, fik lempet sin vilje igennem. Hvordan ved jeg selvfølgelig ikke.

   Men da eftermiddagen gik på hæld, og støvet havde lagt sig, var jeg altså fastansat som lærer på Kroghsgade Skole.

   Så når talen falder på arbejdsløshed, kan jeg meddele, at det HAR jeg prøvet - to gange, endda! Begge gange en times tid eller to i løbet af den dramatiske dag 23. marts 1973.

   5½ år

   Lærer på Kroghsgade blev jeg ved med at være i de næste godt og vel 4 år. Verdens bedste arbejdsplads, søde kolleger, adskillige sexede kolleger, søde og nemme elever, ikke meget forberedelse, masser af fritid, masser af sjove, spændende og lærerige oplevelser. Ikke sært, at jeg befandt mig vel dér.

   Alligevel sneg der sig efterhånden en sjat kedsomhed ind i min hverdag. Årsagen var nok, at ganske vist var eleverne både søde og nemme. Men meget udvikling var der ikke i dem. De samme ting skulle trænes og indlæres igen og igen, hvis de skulle sidde fast. Der kom ikke så lidt trummerum over skolehverdagene.

   Jeg var fuld af beundring for de pædagoger, som forstod at forny sig og møde ind med usvækket energi og gå-på-mod over for vores specielle elevgruppe. Men personligt oplevede jeg en snigende angst for at blive ramt af MØLLER-SYNDROMET.

   Møller var en pædagog på vel 55 år, en venlig og rar mand, men meget gang var der ikke i ham. Sandt at sige sad han mestendels på sin flade med sin kaffekop og lod stort set sin elevgruppe passe sig selv. Jeg forudså med snigende gru, at hvis jeg blev hængende på Kroghsgade, så risikerede jeg ad åre at blive som Møller. Selve undervisningen interesserede mig nemlig ikke så meget, rent pædagogisk. Da de første års utrolig lærerige pædagogiske kolbøtte var slået, blev den ene dag i stigende grad som den anden. Jeg savnede rent ud sagt at undervise ”almindelige” børn i ”almindelige” fag, i dansk, historie, musik og den slags.

   I mere end et år sad jeg i kredsbestyrelsen for Åndssvageforsorgens Lærerforening (ÅL), en stor del af tiden som formand, så ung, jeg var. Men jeg indså med tiden, at det mest var som en kompensation for det engagement, jeg ikke rigtig havde i arbejdet længere. Fagforeningsarbejde interesserede mig nemlig heller ikke så voldsomt meget.

   Forholdet til kollegerne var stadigvæk supergodt. En af de ting, vi gjorde sammen, en flok af os, var at oprette en badmintonklub og melde os til turnering hos de århusianske arbejderidrætsklubber. Dér huserede vi i nogle år i B- og C-rækkerne uden dog at hjemføre pokaler. Men vi havde det hylemorsomt.

   Vi trænede ca. en gang om ugen, Svend, Lone, Susanne, Ole Bryhl, jeg selv og flere andre. Jeg gjorde mig som så ofte før og siden herostratisk berømt med mit alt for voldsomme temperament. Jeg har ikke tal på, hvor mange ketsjere jeg fik smadret ved at kyle dem op i loftet eller ind i væggen, når jeg blev arrig over et dårligt slag. Det var ikke de andre, jeg blev gal på. Det var mig selv.

   Da jeg fyldte 30, fik jeg af Ole en badmintonketcher med dobbelt skaft. Det var et vink med en (dobbelt) vognstang, en kærligt-ironisk hilsen til min indre og ydre hystade.

   Og den ketcher holdt da også et helt år…

   Men badminton og fagforeningsarbejde var ikke nok. Til sidst stod det mig klart, at jeg måtte videre. At gøre en god arbejdsindsats på Kroghsgade Skole beroede i høj grad på selvdisciplin. Fra eleverne fik man ikke den store feed-back, hvis man blev forsømmelig. De var såmænd tilfredse med, hvad de fik. (I Folkeskolen mærker man øjeblikkeligt på eleverne, hvis man sløver den!)

   Så jeg så i det fjerne mig selv om 20 år, sløv og uengageret som Møller. Det måtte ikke ske!

   I foråret 1977 tog jeg mig sammen og ansøgte om et folkeskolelærerjob i Århus Kommune. Min første prioritet var N.J. Fjordsgades Skole, 300 meter væk, lige ovre på den anden side af Ingerslev Boulevard. Jeg kom til samtale og fik jobbet. Herom mere i en anden sammenhæng.

   Det var med blødende hjerte, jeg sagde farvel til Kroghsgade Skole. Her havde jeg haft nogle af mit livs bedste år, lært utrolig meget, haft dejlige kolleger og søde elever.

   Og allervigtigst: Jeg var modnet, så jeg nu stod klar til Folkeskolens udfordringer. Det var jeg simpelthen ikke som 23-årig. Ikke at jeg undgik startproblemer i mit nye lærerliv, slet ikke. Men jeg var dog næsten 30 og mere rustet til at tage udfordringen op.

   Længere arbejdstid, hårdere arbejde og lavere løn - det var, hvad jeg gik ind til. Ret absurd, ikke?

   Men jeg har nu aldrig fortrudt.

                                                                                       10. februar 2016

                                                                                       Gudmund Auring