SPILLEMAND - lille erindringssuite -

                 SPILLEMAND

    - lille erindringssuite -

1.      OUVERTURE                                                               1

2.      KÆRE SØREN                                                             4

3.      RAM & SJANG                                                            8

4.      RAM & SJANG-ANEKDOTER                                 16

5.      KÆRE HENNING LANGKJER                                 23

6.      PÅ LANDEVEJEN                                                     30

7.      KÆRE STEEN                                                            34

8.      HITSPOILERS                                                            35

9.      KODA                                                                          36                                                                                                                       

   Det var min seminariekammerat Mogens Lundetoft Clausen, som lærte mig de første tre akkorder - E, A og H7. Med dem kunne jeg i princippet spille blues, samt en god del af den danske børnesangskat. Guitaren havde jeg anskaffet mig, fordi man som et led i sin læreruddannelse skulle kunne spille et instrument. Valget stod mellem violin, klaver og guitar, og sidstnævnte var helt klart tidens modeinstrument i 1968.

   Undervisningen kom der ikke rigtig noget ud af. Guitarlæreren var alt for dygtig og stillede krav til øvning, som jeg ikke orkede at leve op til. Men de tre akkorder var dog en start, og trods min noget kluntede finmotorik fik jeg da efterhånden lært at skifte nogenlunde hurtigt imellem dem. Efterhånden kom der også flere akkorder til.

   Min første sang skrev jeg, da jeg som nybagt lærer flyttede til Århus. Her boede min søster Ingeborg sammen med sin kæreste Thomas, og jeg lejede et værelse hos dem for en billig penge. Da forholdet gik i stykker, var jeg klar til at trøste min triste søster, og sammen fik vi vendt vemod til vrede - han ku bare skride, ku han. Sejle sin egen sø. Det inspirerede mig til følgende gribende tekst, helt i tidens kvindesolidariske ånd:

                                            STIK SÅ A - CHA CHA CHA

Du kan gå din vej gamle ven

og du behøver ikke komme igen

det er forbi

med alt hvad vi ku li

Du kan bli´ i nat lille skat

men du kan osse ta din hat lille skat

Det var en leg

men du har bundet mig

Jeg har elsket dig

og du har elsket mig

lad os nu gå hver for sig ad livets landevej

Du var smuk og sød

din mave var så blød

men nu er du ble´et et orn´ligt brød

Du kan gå din vej gamle ven

og du behøver ikke komme igen

det er forbi

med alt hvad vi ku li

Alt det gamle had

og al den svedne mad

er kom´n op til overfladen og har mast mig flad

Du har hug´t min hæl

og du har klip´t min tå

når de sko du gav mig var for små

Løb så snart du kan lille mand

for jeg kan mærke på mit vand lille mand                   

det er forbi

nu vil jeg være fri

   Denne lille sørgmuntre spøg tændte smil gennem tårer hos Ingeborg og blev godt modtaget af vennerne. Da jeg sang den for Thomas på min calypso-agtige melodi, var han på ingen måde utilfreds med sådan at blive ”hængt ud”. Samtidig gav han mig nogle gode råd om akkordfølgen - han var uddannet musiker. Tre akkorder var ikke nok, der skulle fire til. Det kunne jeg godt høre, og således fik jeg mit første lille kursus i becifringslære.

   En pudsig historie knytter sig til sangen. I de kommende år tog kvindemusikken et vældigt opsving. Rødstrømpebevægelsen havde vind i sejlene, og en hel stribe bands med kun kvindelige medlemmer så dagens lys og spredte sagens lys. Nogle år efter hørte en af mine venner denne sang spillet af et af disse bands - jeg ved ikke hvilket. Da hun gik hen og fortalte musikerne, at hun kendte sangskriveren, blev de meget fortørnede. Det var absolut ikke en mand, der havde skrevet den sang! Det vidste de helt bestemt!

   En vigtig del af indholdet i den nye kvindekultur var naturligvis at bevise, at ”kvinderne kunne selv” uden ”hjælp” fra de mænd, der havde sat sig godt og solidt på såvel kultur som politik. Derfor var det jo ikke så godt at spille et nummer skrevet af en mand. Selv var jeg da hemmeligt stolt af, at de brugte min sang. I øvrigt blev der jo skrevet masser af kvindesange, som var langt bedre end min lille vits. (Men, i sandhedens interesse, også en del, der var dårligere).

     Det gav blod på tanden, og min næste sang fik et vist ry i vennekredsen. Den var sangen om den frimodige og selvstændige Betty på 15 år:

                      Betty Betty fjerner med et kast det lange hår

                      Betty slentrer roligt, hun er ikke født i går

                      Betty er da ligeglad når hendes klasselærer skælder ud

og nu er våren kommet

                                            og bøgeskoven springer ud

   Mit guitarspil udviklede sig temmelig langsomt, learning by doing. At spille til morgensang på Kroghsgade Skole, hvor jeg var først militærnægter, siden lærer fra 1972 til 1977, gav en del erfaring i den lettere del af repertoiret, og siden var vi nogle lærere og pædagoger, der gav den gas som skolens festband, blandt andet med Ib Dahlsgaard på guitar og sang og min ven Ole Bryhl på klaver med mer. Men det, der musikalsk set interesserede mig, var sangen. Guitarspillet var og blev et hjælpemiddel, og endnu den dag i dag kan jeg kun spille et særdeles nødtørftigt fingerspil, ligesom lidt mere avancerede akkorder som o´er og dim´er er lukket land for mig. Til gengæld kan jeg slå en solid og klar rytme, absolut brugbar i mange sammenhænge.

   Op gennem mine tyvere blev det min musikalske udfoldelse: Sang og guitar i embeds medfør, først på Kroghsgade, siden på N.J. Fjordsgades Skole, hvor jeg fik job i 1977, i øvrigt med masser af musik på skemaet. Dertil sangskrivning, mange af dem temmelig naive, antikapitalistiske kampsange, andre socialromantiske skildringer af samfundets svageste, hvis liv jeg sandt at sige ikke kendte meget til. Men ind imellem lykkedes det da at ramme en stemning eller en menneskeskildring rent.

   Hvis jeg havde ambitioner med sange og spil, skjulte jeg det godt. Men i 1977 skete der noget. I anledning af FNs børneår fik en af mine bekendte, Søren Marcussen, den idé, at der skulle udgives en børneplade med nye sange, indspillet af mange af tidens mest kendte rockmusikere. At jeg kom med på det hold, skyldtes vist nok, at Søren kendte ”Betty Betty Blues” og andre af mine tidlige sange. Han må ha ment, at jeg kunne skrive børnesange i tidens ånd, og det endte med, at jeg fik hele to sange med på dobbelt-LP´en ”Flyt dig”, begge indspillet af studiemusikere og sunget af elever fra min skole.

   Det var selvfølgelig enormt spændende, sådan at udkomme på vinyl. Men det var ikke en succes, jeg gjorde noget for at følge op. Jeg havde prøvet, uden succes, at stille mig op og synge i politisk sammenhæng, allerede inden EF-afstemningen 2. oktober 1972. Jeg var alt for grøn og uerfaren, ikke dygtig nok, simpelthen. Så egentlig var jeg bare indstillet på at spille videre omkring lejrbålene og i embeds medfør. Men ”Flyt dig” førte alligevel til, at jeg flyttede mig lidt. Og det skyldtes en henvendelse fra Søren Frost.

   KÆRE SØREN

   Vi plejede at spøge med, at du og jeg igennem årene havde skændtes mere med hinanden end med vores respektive koner. Lad det være en mild overdrivelse - sandt er det, at vi under mangfoldige køreture til og fra spillejobs højt og frimodigt har diskuteret alt mellem himmel og jord, og vi har langt fra altid været enige.

   Nu ser det desværre ud til, at diskussionerne er ebbet ud. Gik jeg for tæt på med noget personlig kritik? Var vi allerede på vej til at glide fra hinanden her på vores ældre dage? I hvert fald er kontakten skrumpet ind til et minimum, og vores venskab må desværre siges at være et overstået kapitel.

   Men det ændrer ikke på min taknemmelighed over, at det var dig, som tog initiativ til at inddrage mig i rollen som udøvende musiker. Aldrig som en levevej, men alligevel i et omfang, som har beriget mit liv og givet mig rigtig mange glæder.

   Som spillemand.

   Du havde allerede op gennem 70´erne haft solid succes med din harmonika i det lands- og internationalt kendte politiske venstrefløjsband ”Søren Sidevinds Spillemænd”. Det var musik til tiden, ideologisk hårdtslående, muntert og ligefremt, en kende firkantet i tekstuniverset måske, med den karismatiske sanger og tekstforfatter Lars Madsen som frontfigur. Bandet var knyttet til DKP, og det var også gennem ”partiet”, at vi to og vore koner, Gitte og Petrusca, var blevet venner. Jævnaldrende børn havde vi også.

   Nu var ”Søren Sidevind”-tiderne forbi. Og i al beskedenhed så du muligheden for nye musikalske oplevelser, da du på baggrund af mine børnesange på ”Flyt dig” foreslog, at vi lavede et band, som i første række skulle henvende sig til børnepublikummet.

   Vi tog fat. Det varede ikke længe, før vi fik Poul Nyholm med på kontrabas. Han var godt nok mest til jazz, men kunne lidt af hvert, og i mange år nød vi godt af hans omhyggelige og gennemmusikalske basspil. Desuden var han rolig, venlig og afdæmpet, kvaliteter, som ikke var af vejen, når trioens to andre medlemmer var eksplosive os to.

   Første job var vist til en Folkebevægelsen mod EF-fest, hvor vi blev aflønnet med naturalier - mad og drikke til vores talstærke familier. Det blev vist noget dyrere for dem end beregnet. Senere blev det til adskillige børnejuletræer, hvor vi underholdt, blandt andet med de gode, gamle sanglege.

   En milepæl var et af vores første juletræer - i Gellerup. 200 vilde unger, af hvilke halvdelen kun havde tågede ideer om, hvad et juletræ overhovedet var. Det samme havde boligforeningens afdelingsbestyrelse. De havde gjort tre ting: 1. pyntet juletræ, 2. købt godteposer og 3. hyret os. Hvordan selve arrangementet skulle forløbe, overlod de trygt til os…

   Vild panik. Ungerne stormede rundt og hengav sig med fryd til den klassiske børnedisciplin ”glidning på parketgulv”. Vi skød hjertet op i livet og begyndte at skabe lidt orden. Dansen om juletræet druknede vist nærmest i forvirringen, men efterhånden fik vi da, blandt andet ved ”pædagogisk stemmestyrke” fra far her, etableret nogle sanglege i roderiet. Og da det gik op for ungerne, at de ikke fik godteposer før efter et par timer, kunne de jo lige så godt deltage i underholdningen. At vi fik skabt orden i kaos, vil nok være en hasarderet påstand. Men vi fik da kæmpet os igennem de to timer, ungerne syntes at more sig storartet, hver på deres måde, og da godteposerne til sidst blev uddelt, var der almindelig tilfredshed, hos ungerne, hos bestyrelsen og hos os. Vi havde vist, at vi kunne stå for mosten.

   Behøver jeg sige, at vi selvfølgelig også blev hyret året efter? At vi en overgang havde hele tre juletræer i Gellerup, i tre forskellige afdelinger af boligforeningen. At vi den dag i dag har ét af disse juletræer på repertoiret, hvert år i Skovgårdsparken. At vi har spillet i Gellerup til jul uafbrudt i 35 år. At en af ungerne fra dengang nu kommer, med hele familien, fire generationer, som (en meget ungdommelig) bedstemor, medbringende egen mor og eget barnebarn!!!

   Efterhånden blev børnefesterne en ”nicheproduktion” ved juletid og fastelavn, og vi vovede os ud i regulært suppe-steg-og-is-musik for voksne. Det gik ganske godt. Igennem en årrække havde vi 20-25 jobs om året, til god tarifbetaling.

   Samtidig fik jeg lært en hel masse musik af dig. Fx fik du åbnet mine øjne for Evert Taube, hvis melodier jo ligger rigtig godt for harmonika. Jeg fik smag for hans humørfyldte og livsbekræftende, snart poetiske, snart dramatiske viser, som jeg den dag i dag synger med stor glæde. Også hvad angår sangforedrag og kontakt til publikum fik jeg lært rigtig meget af dine gode råd, udtalt på aldeles umisforståelig facon. Gennem dette, og gennem erfaringerne, fik jeg lært at kende og elske rollen som spillemand.

   Hvad er en spillemand? En spillemand er en musiker, der ser det som sin vigtigste opgave at underholde publikum. Hans indlevelse i sit konkrete publikums kollektive sjæl er alfa og omega, og hans største glæde er, når musik, underholdning, dans og kontakt til publikum går op i en højere enhed, så festdeltagere og musikere svæver fem centimeter over gulvet. Han er måske ikke klar til at spille hvadsomhelst for at nå dette mål, men hans repertoire spænder vidt, og han ser ikke ned på sit publikums musiksmag. Han er solidarisk med sin musik, også når det gælder enkle numre, på kanten til det primitive - eller over (hvis ikke, skal han ikke spille dem!) Og først og sidst: Han elsker at spille, kan næsten ikke lade være, når lejlighed byder sig, og vil intet hellere end formidle sin glæde videre til de omkringværende - til festen, ved lejrbålet, på gaden.

   At blive kaldt spillemand er for mig en hæder!

   Hvad spillede vi? Tjah, spændvidden kan vel bedst beskrives med et lille udvalg af titler: Fra ”Så længe jeg lever” til ”Gå med i lunden”, fra ”Du får den kolde skulder af mig” til ”Rock around the clock”, fra ”Calle Schewens Vals” til ”Når jeg tænker på lille Alvilda”. ”Jeg er sigøjner”. ”En dag er ikke levet uden kærlighed”. Og meget, meget mere, men mest i den ældre del af repertoiret.

   Vi havde også politiske jobs: Fagforeninger, 1. maj og den slags.

   Venskab

   Vi blev venner, Søren. Du og jeg, Gitte og Petrusca, ungerne ligeså. Gennem mange år så vi en masse til hinanden, og mere end 25 nytårsaftner har vi fejret sammen i Viby, de første mange år hos jer på Brorsonsvej, siden hos os på Vinkelhøj. På Brorsonsvej blev det tradition, at vi midt på aftenen mødte op i haverne hos gode naboer, medbringende familier og instrumenter, og gav et nummer eller to. Så blev vi inviteret inden for på en lille én. Noget af en udskrivning for de stakkels mennesker, ikke mindst det år, da vi var 17 - jer og os og Henning og Lis, med vores i alt 11 børn!

   En anden tradition blev, at jeg hvert år skulle skrive en fællessang, gerne på melodien ”Molak molak mak mak mak”, med et vers om hver deltager. Visse år tegnede Gitte festlige karikaturer af os alle som bordkort. Andre år ”opførte” vi det kendte tv-sketch ”90 års fødselsdagen”. Vi var Admiral von Schneider, mister Winterbottom og så videre, og fik serveret de traditionelle retter ved bordet, som Mulligatawny Soup.

   I det hele taget stod de nytårsaftner i musikkens tegn, ikke mindst, da Ole Bryhl bragte sig selv og sin trompet ind i billedet. Efter midnat trakterede han gerne klaveret, og så stod den på jazz og gyngende blues, til sent blev tidligt.

   Ofte havde vi professionelle jobs, men lige så tit er det sket, at vi har haft vores instrumenter med til forskellige private festligheder og dér har givet masser af numre til fælles gavn og glæde. Søren og Gudmund var et godt makkerpar.

   Temperament havde vi begge, og på de lange køreture til og fra spillejobs diskuterede vi alverdens ting, ikke mindst ud fra de to vidt forskellige vinkler på tilværelsen, som er lærerens og psykologens. Men selv om bølgerne ofte gik højt, blev vi ikke uvenner ret længe ad gangen.

   Igennem en del år fik du som psykolog meget at gøre med kursusvirksomhed for pædagoger. Disse kurser lå som regel i weekenderne, hvilket gik en del ud over vores samspil. Din gamle, og min nye, spillepartner, Henning Langkjer, blev din afløser, og hen over årene vandt han hævd på pladsen i vores trio, fordi du så ofte måtte sige fra. Det samme skete faktisk med Poul Nyholm. Han fik så meget at gøre med sine jazzorkestre, at han som regel måtte sige nej - og så vandt en anden af vores fælles spillekammerater, Steen Veigaard, efterhånden hævd på pladsen som bassist. Både du og Poul var dog klar som afløsere, hvis I kunne.

   Vinfest hos Korfmann

   De seneste år føjede vi et nyt kapitel til vores fælles spilleoplevelser. Det var vinfesterne hos jeres venner og vinleverandører Achim og Heikke Korfmann i Rhein-Hessen. Gennem mange år har I importeret deres vine til Danmark og arrangeret vinsmagninger hjemme i privaten for en voksende kreds af venner og bekendte. I begyndte også at deltage på ”Sandmühle” i den årlige vinfest, som enhver vinbonde med respekt for sig selv afholder om sommeren. Efterhånden inddrog I de musikalske venner i begivenheden, hvilket resulterede i koncerter af til lejligheden sammenbragte tysk-danske bands: Jeres gamle ven Mini fra Berlin på sin langhalsede banjo, Rainer og Ekki fra Flensburg på henholdsvis guitar og mandolin, Ole Bryhl, Steen Veigaard, jeg og du selv fra Århus, flere andre musikere, Gitte som visesanger - og de seneste år fik vi benhård konkurrence fra næste generation, jeres datter Eva og hendes kvindetrio ”Sssh Eva”.

   Vi kaldte os, efter Achims mest kendte vinmærke, ”Silvaner All Stars” - af dig siden omdøbt til ”Silvaner Old Stars”. Vores repertoire spændte vidt: Svenske og danske viser og gamle popnumre, irsk folkemusik, Chuck Berry-sydstatsrock, Hank Williams, tyske drikkeviser, engelsk skiffle og meget mere. Hyren blev udbetalt i naturalier og skyllet ned på stedet.

   Sådan en fest blev uofficielt skudt i gang i Achims hytte oppe på vinbjerget fredag aften. Achims far Heinrich kørte os til bjergs pr. traktor med anhænger. Deroppe i den vinløvbeklædte hytte, med udsigt ned over vinmarkerne og de store, bløde Rhein-Hessische højdedrag, som får vores egne østjyske morænebakker til at ligne muldvarpeskud i sammenligning, under en blegblå, højt hvælvet aftenhimmel, vankede der ristet kød, brød, jamsession og vin. 20-30 stykker var vi, festens fortrop, stemningen var på samme tid mild, afslappet og euforisk.

   Lørdag og søndag gik det løs på ”Sandmühle”s gårdsplads i Wahlheim, hvor vi over et par år gik fra at være hyggeband til at være officielt programsat. Under store parasoller flokkedes gæsterne ved bordene og frekventerede den cirkelrunde bar, som solgte løs af Achims produkter. Det sammenbragte band optrådte med bredt repertoire og i forskellige sammensætninger, eller der udløstes mere jamsession-agtige udfoldelser, når aftenen blev gammel og natten var ung. Et år kom minsandten vore venner fra ”De Splittergale” forbi og gav et gårdmusik- og gøglershow, som det tyske publikum næppe har set mage til.

   I sådan et forløb føler man sig næsten uden for tiden. Man skulle ikke andet end spille nu og da, hyggesnakke med danske og tyske venner, hente et glas vin til fruen og sig selv, nyde grillkød eller gode tyske pølser med kartoffelsalat og andet godt, og ellers drikke vin af ”det gode, kendte mærke ad libitum”. Afslapningen var total, mens solen gled over himlen, afløstes af en regnbyge i ny og næ, gik med bag den nyindrettede restaurantlænge hen mod aften, som snart afløstes af den fløjlsbløde Rhein-Hessische nat…

   Bittert, at det er forbi. Det samme er vores årelange fællesskab. Men det ændrer ikke på min taknemmelighed over, at du gav mig stødet til at få langt mere glæde af mine musikalske talenter, end det nok ellers var sket. Tak, du gamle!                Gudmund

   RAM & SJANG

   Mon ikke det var Henning Langkjer, der kaldte os sammen?

   Søren Sidevinds Spillemænd, som også Henning var et centralt medlem af, var fortid, året var 1982, de store fredsdemonstrationers tid. Schlüter i Danmark og Reagan i USA, ”de gamle mænd” i Kreml, fornyelse af den kolde krig. Og i Danmark den heftigt diskuterede ”fodnotepolitik”, hvor et flertal i Folketinget tvang den borgerlige regering til af vedføje danske fodnoter til NATOs officielle politik om opbygning af et raketforsvar i Europa. Udenrigsminister Ellemann skummede af raseri, og vi frydede os over Uffemandens tænderskæren.

   Men der manglede et solidt venstrefløjsorkester i Århus til brug ved demonstrationer, fagforeningsmøder, 1. maj og den slags. Det kunne vi, der var forsamlede til det indledende musikermøde, hurtigt blive enige om. Jeg kom med på Ole Bryhls anbefaling. Så kunne jeg nemlig traktere guitaren, mens Ole kunne koncentrere sig om sin trompet. Og efter nogle indledende drøftelser og øvninger, hvor et par stykker meldte fra, og nye kom til, udkrystalliserede der sig en musikgruppe på syv mand, som skulle komme til at udgøre orkesteret Ram & Sjang helt frem til 1991 - blot med én enkelt tilføjelse, men den var til gengæld også vigtig.

   Det var også Henning Langkjer, der fandt på navnet. Det rummede klart nok ingen politiske signaler, til gengæld signalerede det humør og gå-på-mod. Som vi frejdigt erklærede: Hvor der handles, der spilles. Vi vil lave verden om - og ha det sjovt imens! Som jeg husker det, var diskussionen om navnet ret hurtigt overstået, og Hennings forslag blev enstemmigt vedtaget.

   Jeg kunne også bidrage som sangskriver. Fx mødte jeg frem med mit nyskrevne ”hit”, ”Dueplagen”:

                                            Vi, vi er verdens største hær,

                                            almind´lige men´sker fra fjern og fra nær,

                                            folket der ikke vil trykkes ned,

                                            nu marcherer vi sammen for fred

- lød omkvædet.                                      

   Sangen blev fremført 1982 ved den største fredsdemonstration i Århus nogensinde - over 25.000 deltagere på Rådhuspladsen og langt ned ad de omliggende gader. Den havde en fængende, aktuel tekst og en melodi med klare fællessangskvaliteter, så den blev hurtigt kendt og populær i ”fredskredse”.

   Jeg var godt klar over, at den var god. Jeg regnede med, at jeg skulle spille den til den store fredsdemonstration, men da tiden nærmede sig, og jeg intet havde hørt fra arrangørerne, blev jeg lidt nervøs og greb til et middel, som jeg hverken har brugt før eller siden: Jeg ringede og fortalte dem, at nu havde jeg skrevet alle tiders fredssang, så de var simpelthen ”nødt til” at sætte mig på spillelisten. Nå ja, det kunne der vel ikke ske noget ved, har de nok tænkt. Og hverken de eller jeg kom da til at fortryde det.

   I Ram & Sjang gik vi i gang med at indøve et repertoire. Først var der selvfølgelig en del af de gamle arbejdersange og venstrefløjssange. Henning L. kom med en hel flok bidrag. Jeg bidrog med en del. Også Henning Simonsen, vores harmonikaspiller, kom med et par numre. Alle tre skrev vi ofte tekster til ældre melodier, men vi komponerede dog også melodier selv, mest jeg.

   Hvad var vores stil? Tjah, der blev hentet inspiration og melodier mange steder fra: Engelsk skiffle fra 50´erne, cajun og zydeco fra Mississippi-deltaet, populære gudelige sange fra slutningen af 1800-tallet, ganske ligesom arbejderdigteren Joe Hill havde gjort, viser, folkrock, tango, Michael Wiehe og Björn Afzelius fra ”Hoola Bandoola Band”, og meget andet. Vi var ikke kostforagtere. De fleste af melodierne havde en munter og afslappet grundstemning, teksterne kunne være alvorlige, men var oftest ironisk-humoristiske, meget konkrete og direkte i budskabet, umisforståelige.

   Jeg husker en gang, da den politiske digter og aktivist Carl Scharnberg hørte os. Han var ikke helt tilfreds, syntes, at vi fjantede lidt rigeligt med en alvorlig sag. Jeg blev noget ærgerlig over det, for jeg var en stor beundrer af Carl Scharnberg, først og fremmest på grund af hans politiske aktivisme, ubestikkelig og utrættelig, som han var. Det var Carl Scharnberg, der stod bag de store anti-atommarcher i 1960-65. Men det var bestemt ikke hans eneste bedrift. Carl Scharnberg var aktivist i hele sit liv.

   Nå, vores stil var, som den var. Vi var efterhånden ganske godt tilfredse med os selv og var så småt begyndt at titte frem i byens politiske liv. Vores partikammerat Bo Andersen tog endda initiativ til, at vi fik indspillet en singleplade med hele tre numre, skrevet og komponeret af mig, med ”Dueplagen” som A-side. Grafikeren Mette Stærk lavede omslaget, og pladen blev selvfølgelig solgt til fordel for fredsbevægelsen. Hvor meget, den solgte, ved jeg ikke. Men den gik vist helt pænt i lokale venstrefløjs- og fredskredse. Det gik, som det skulle.

   Men pludselig en dag kom Henning Simonsen med en melding, som var lige ved at slå os ud. Han ville træde ud af orkesteret! Jo, for han havde lige mødt en virkelig sød pige, som han ville satse alt på. Og så var der ikke tid til musikken, hvis han også skulle passe sit arbejde som smedenes tillidsmand på sin arbejdsplads.

   For fanden, Henning, det mener du ikke! Nu har vi lige indøvet hele repertoiret. Og harmonikaspillere hænger ikke på træerne. Og du er smaddergod på dit instrument, har erfaring fra både rock i 60´erne og dansktop i 70´erne. Og du er en fyr, vi alle sammen godt ka´ li´, betyder rigtig meget for kulturen i orkesteret. Hvad er det da for en pige, der kan få dig til at kuldkaste alle vores strålende planer?

   Jah, hun hed altså Jette og var svagstrømsingeniør. Og hun var smaddersød, fuld af liv og humør, rigtig en pige med gang i. For resten spillede hun da en virkelig god guitar…

   Nå. Javel. Men hvad var så problemet. Hun kunne da bare komme med i orkesteret, ikke?

   Jooh. Det var måske en mulighed…

   Når vi senere drillede Henning med, at han på denne udspekulerede måde ”kuppede” Jette ind i Ram & Sjang, så grinede han skævt. Men der var nu heller ingen brod i vores drilleri, for Jette blev en stor gevinst for Ram & Sjang. Hun spillede ganske rigtigt en god guitar og lagde fine stemmer på vores vokalarbejde. Men først og fremmest var hun en humørbombe, et livstykke, simpelthen, som vi alle sammen holdt af fra første fælles øvetime.

   Nu var vi altså otte. Og det blev vi ved med at være, til vi opløste os selv otte år efter.

   Hvem var vi så?

   I en lille reklametryksag fra slutfirserne har jeg på min, synes jeg da, elskværdigt-humoristiske facon karakteriseret os således:

   Gudmund Auring: Sanger og sangskriver - bryst og bodegamuskel gemmer smeltende ballader såvel som ildnende kampsange.

   Ole Bryhl: Hornhyler. I stand til at spille en trompetsolo med jazzfeeling uanset nummerets stil i øvrigt. Desuden virtuos på andalusisk lerkrukke.

   Lars Bøjstrup: Banjospiller. Har ofte truet med at spille et bluegrass-nummer. Men når det kommer til stykket, er det enten for koldt, eller han har fået for mange bajere.

   Peter Stenvald Madsen: Bassist. Har fire strenge at spille på. Er under 30 år og dermed orkesterets outsider. Ikke uden en vis, primitiv charme.

   Henning Langkjer: Multiinstrumentalist (mandolin, banjo, slideguitar, maracas, tobaksdåse). Sanger og sangskriver. Gruppens sjovmand.

   Jette Bach Mikkelsen: Guitarist og sanger. Bandets minoritetsgruppe, men tar det pænt. Humørbombe med sveskeøjne.

   Henning Simonsen: Sang og harmonika. Sangskriver. Tæller på knapperne. Var netop blevet seriøs efter sin danskpop-ungdom. Men så mødte han os…

   Simon Palm: Trommer. Hvad den mand kan få ud af lilletromme, hihat og verdens mindste bækken. Har en glorværdig fortid.

   Der er naturligvis meget mere at sige om mine kære spillekammerater end det, der fremgår af ovennævnte muntre, men overfladiske karakteristik. Tilsammen udgjorde vi en gruppe, som trods forskellighederne kom ualmindelig godt ud af det med hinanden i samtlige de otte år, hvor det klassiske Ram & Sjang eksisterede. Alene dette faktum er vist et særsyn inden for underholdningsmusikerkredse. Vi havde en fælles, drilsk, men ikke aggressiv humor. Stakkels Peter blev, som bandets Benjamin, naturligvis ”mobbet” på det grusomste, men stod det igennem takket være sit venlige væsen og sin humoristiske sans. Jettes position som ene høne i kurven blev knap nok bemærket, i hvert fald ikke som et problem, fordi hendes humør og udadvendte væsen kom til at spille en stor og positiv rolle for orkesterets sammenhængskraft.

   Erhvervsmæssigt lå vi ret spredt. Som det hedder i ovennævnte pjece: ”Vi har egen smed, talepædagog, psykolog, svag- og stærkstrømstekniker”. Smedene var Henning S. og Simon, talepædagogen Ole, strømfolkene Peter og Jette, psykologen Lars. Og dertil kom gymnasielæreren Henning L. og folkeskolelæreren mig.

   Orkesterets linje blev fastligt i fællesskab efter de bedste kollektive mønstre, og selv om det var Henning L. og mig, der mødte op med flest numre til repertoiret, så måtte vi begge jævnligt lide den tort at få forkastet numre, som vi havde skrevet i vort ansigts sved, af vores skånselsløse og koldsindige kammerater. Ikke mindst jeg måtte grædefærdig finde mig i, at mine sange fik barberet adskillige vers af, takket være min ulyksalige trang til at proppe ”hele verdenssituationen” ned i hver sang

   Fra 1983 til 1991 spillede vi til et utal af politiske arrangementer - i Århus, i Midtjylland, på Christiansborg Slotsplads, ja, over hele Danmark - og i udlandet med! Vi spillede til 1. maj, til demonstrationer i massevis - for fred, imod nedskæringer, imod fyringer, imod EU, til fagforeningsmøder og meget, meget andet. Hovedfjenden var naturligvis Schlüter og Uffe Ellemann, de toneangivende i 10 års borgerlig regering. Vores periode lå stort set parallelt med deres regeringstid.

   Politisk musik

   Højt uddannede klassiske komponister som Paul Dessau og Hanns Eisler har filosoferet over, agiteret for og komponeret en musik, der skulle give den kommunistiske kultur en kunstnerisk- musikalsk udformning. Tankegangen er både sympatisk og logisk: Et nyt samfund, baseret på Karl Marx´ tanker om arbejderklassens kreative kraft, om lighed, solidaritet og det klasseløse samfund, skal naturligvis forsøge at skabe en ny avanceret kultur, som bygger på og hylder disse idealer.

   I dag, hvor en hel stribe af verdens socialistiske eksperimenter er brudt sammen, og hvor de nationer, der stadig kalder sig kommunistiske, har en politisk og social praksis, der ofte er i direkte modstrid med de idealer, man teoretisk bekender sig til, er det let nok at kritisere, ja håne en sådan tankegang. Men millioner af mennesker har gennem mere end 150 år troet på disse idealer, har kæmpet for dem, ofret deres liv for dem.

   De tog fejl på alt for mange områder. Af den lyse tro på det menneskelige fællesskab i kommunistisk udformning voksede masser af gode gerninger og periodiske sejre - men der voksede også ufatteligt store forbrydelser og dysfunktionelle, ufri og ineffektive samfund. I dag er forbrydelserne og fejltagelserne lette at se for enhver, men hvis man i bagklogskabens lys fornægter disse menneskers alvorlige tro og offervilje, begår man trods alt en blodig uret.

   Jeg var selv kommunist i mere end 15 år. I anden sammenhæng vil jeg forsøge at analysere ”mig selv i tiden” for at forsøge at blive klog på, hvad der drev mig. Jeg hverken kan eller vil påberåbe mig en undskyldning ved at påstå, at jeg intet vidste om kommunismens forbrydelser, om Moskva-processer og Gulag, om invasioner i Ungarn 1956 og Tjekkoslovakiet 1968. Dem kendte og fordømte jeg. Men - for at sige det kort - jeg håbede, at de var ”børnesygdomme”, ligesom rædselsperioden 1792-1794 under den franske revolution.

   Jeg tog fejl.

   Kunstnere som Eisler og Dessau så jeg bestemt op til. Deres alvor og udtrykskraft var beundringsværdig, ikke mindst, når de klædte Berthold Brechts vers i toner. Men deres holdning til musik havde absolut intet med Ram & Sjangs projekt at gøre.

   Vi var ikke kunstnere, vi var brugsmusikere. Og vores musik var på ingen måde politisk musik i absolut forstand. Tvært imod var den stjålet fra snart sagt enhver stilart af folkelig musik og blev udelukkende politisk i kraft af teksterne. Vi tog socialismen alvorligt, men vores musik skulle være sjov og ligefrem, teksterne enkle og direkte, kommunikationen med publikum munter og uhøjtidelig. Eisler og Dessau ville nok ha opfattet os og vores udgydelser nogenlunde på linje med Carl Scharnberg, der savnede dybde og alvor.

   Vi spillede politisk pop. Vi lænede os op ad den klassiske historie om den amerikanske arbejderdigter Joe Hill, som blev politisk sanger, da han på torvet i en lille amerikansk by af politimesteren blev nægtet lov til at holde offentlig tale om International Workers of the World. Da han spurgte, hvorfor Salvation Army så måtte optræde på torvet, fik han at vide, at det var, fordi de sang. Sporenstregs gik Joe Hill hjem og satte sit budskab på vers, hvorpå han næste dag sang det ud på en frelsermelodi, mens politimesteren tænderskærende måtte se til!

   Festligt, folkeligt og fornøjeligt. Vi stjal gladeligt nogle af vores melodier fra Joe Hill.

   Kun ganske få af vore tekster beskæftigede sig med den socialistiske verdens velsignelser eller drømmen om en bedre verden. Langt de fleste forholdt sig konkret kritisk til døgnets politiske virkelighed, lokalt i Danmark såvel som globalt. Ofte skrev vi en konkret tekst til en konkret situation, en fredsdemonstration, et møde om overenskomstsituationen, en arbejdskamp, en valgkamp, en EF-afstemning, og hvis situationen ændrede sig, var det ingen sag at omarbejde den gamle tekst, så den passede til den nye virkelighed.

   Det er temmelig naivt at tro, at nok så agitatoriske tekster kan få nogen til at ændre politisk mening eller ståsted. Og det troede vi da heller ikke. Derimod har enhver gruppe af meningsfæller brug for en fælles kultur, som understøtter og udtrykker det fællesskab og det sammenhold, som er gruppens. Tænk bare på fodboldsupporters.

   Her havde vi vores betydning. Ved ganske mange lejligheder forsynede vi de alvorstunge politiske manifestationer med en god sjat fest og humør. Og det var ikke så ringe endda.

   Hvad angår ”den politiske overbygning”, troen på en fremtid for kommunismen i den sovjetiske og østeuropæiske udformning, tog jeg fatalt fejl. Også på andre områder har jeg ændret politisk holdning. Det gælder fx EU, som vi dengang betragtede som de rige landes kapitalistiske klub, vendt mod såvel de fattige lande som vores egen arbejderklasse. Sådan betragter jeg det for så vidt stadigvæk, men der er kommet mange nuancer på. Nu er jeg varm EU-tilhænger, langtfra ukritisk, men ændringerne skal komme indefra. Og EU som redskab til at bevare den europæiske fred tror jeg på.

   Men ellers sang vi da masser af ting ved masser af begivenheder, som jeg gladelig står ved den dag i dag, selv om visse tekster nok kan forekomme temmelig forenklede, for ikke at sige primitive.

 

   Tekster fra Ram & Sjang - en mosaik

                      Vejen er lang, vejen er lang min kære,

                      men vend ikke om, vend ikke om min kære.

                      Vi har intet valg, vi har intet valg, for hvis noget skal forandres

                      må vi gøre som andre har gjort: Vi må gøre det selv.

                                            ( Til min kære.   Björn Afzelius )

I generationer har vi kæmpet for en sag:

At sikre os en korter´ arbejdsdag

Nu kommer de igen og gir os smuler fra der´s bord

og truer os med lov og store ord.

     For gu faen er der råd, var der noen der sae noet

                           Kapitalen tjener fedt som aldrig før

                           Kom nu kammerater og vis vi vil slås.

                           Der er ingen der er stærkere end os.

                           Med solidaritet og sammenhold

                           skal vi gøre Schlüter kold.

                                            ( Gu faen er der råd. Henning Simonsen )

                      Kære gamle moder jord.

                      Tænk dog på du er så stor

                      og kan tåle kvit og frit

                      industriens lort og skidt

                      mens dit landbrug gøder mer

                      - bare ikke pivet her!

                      At lægge produktionen om er så besværligt. Hidtil går det herligt!

                      Og kærligheden koster jo - vi elsker dig så kærligt

                      Du lægger dig min pige med fattige og rige

                      De rige tar det hele mens de ler ad dem som siger

                      at det er ikke spor pænt at voldtage sin gamle mor

                                            ( Moder Jord.   Gudmund Auring )

                      Du får steg kammerat

                      hist i himmelens herlige stat.

                      Sult kun glad! Kalvesteg

                      blir i himlen serveret for dig.

     (Fritænkersangen - “You´ll get pie in the sky when you die” af Joe Hill - overs. ukendt)

                      Magten den vakler for de arme stakler

                      som bygger der´s stilling på frygt og foragt

                      Drinken blir bitter for den hvis profitter

                      forsvinder når nedrustningsbølgen får magt

                      Men vi vil synge og samles i klynge

                      og danse på torvet ved dag og ved nat

                      mens duer lar falde små klatter på alle

                      - små bomber som sætter en plet på din hat.

     Vi - vi er verdens største hær…                  

                                            ( Dueplagen.   Gudmund Auring )

                      Og hvis jeg åbner kæften for at blive fri

                      så har du dine love og et lydigt politi.

                      Okay boss - tag og lyt til mine ord

                      for hvis jeg skred nu var du mindre end du tror!

                                            ( Okay boss.   Gudmund Auring )

                      Jeg drog ud til heltedåden med et barnligt overmod

                      men i dag da isner rædslen i mit blod.

                      Mine nætter er et mareridt af had og myrderi

                      hvor jeg ser mig selv - og vågner med et skrig.

                           Veteran. Veteran…

                                            ( Veteran.   Eddie Russell - bearbejdet af G. Auring )

                      Jeg prøved´ Teknisk Skole, men jeg ku sgu ikke få praktik,

                      og rigtig´ jobs det var det kun de heldige der fik.

                      Så tænkte jeg: I spjældet kan jeg få lidt vand og brød

                      men de had´ vær´t på taberjagt - I ved hvad det betød:

     At der var bare ingenting til mig, nej nej.

     Der var bare ingenting til mig, nej nej.

                           De rige de får steg, mens jeg må gå min vej.

                           Der var bare ingenting til mig

                                            ( Ingenting til mig.   Henning Langkjer )

                      For oppe på gesimserne ved siden af gevinsterne

                      der sidder storfinanserne og tjener fedt på masserne.

                                            ( Gøglertorvet.   Leif Monnerup )

                      Kære høje herrer med de pæne ord.

                      Ak, lidt falsk desværre messer I i kor:

                      ”Vi forstår hinanden, fattig og så rig.

                      Mellem Gud og Fanden er der nu forlig.”

                      Tillad os at smile, smile lidt i trods.

                      Der er tusind mile mellem jer og os…

                                            ( Vi er alle fri.   Gudmund Auring )

                      Ja vel er vi terrorister

                      - Cubas frie millioner

                      som til son-musikkens toner

                      bygger under solens gnister

                      Nicaraguas de unge

                      lærer bønder alfabetet

                      - terror mod uvidenheden

                      - skrift til folkets vise tunge.

                                            ( De kalder os terrorister.   Gudmund Auring )

                      Flå mig. Slå mig.

                      Prøv for faen at forstå mig.

                      Jeg stemte på Schlüter sidst

                      - jeg er nemlig masochist.

                                            ( Masochistvisen.   Gudmund Auring )

                      Ja det var sgu sagen at prøve noget nyt

                      og vrikke lidt med bagen i en donkeymands kahyt.

                      Og mens tonerne de lød fra balalajka-musik

                      fik hun lært den røde tango af en bolchevik.

                                            ( Rød tango.   Henning Simonsen )

                      Jeg har anet slægters striden

                      imod fremtids fjerne mål.

                      Jeg har set trælletoget i tiden

                      blive mænd bagved kampfanens bål.

                                            ( Når jeg ser et rødt flag smælde.   Oskar Hansen )

                      Vi får en bøde i ny og næ,

                      der kan jo ryg´ en hånd, ja,

                      men det kan ikke nytt´ med det,

                      vi må bare blive ve´

                      og se og sav´ no´et mere gran, ja,

                         og høvle hele hule helved´ hej hurra hurra

                         for høvleriet her i Brande

                         som har otte arbejdsdygtig´ mand, ja,

                         otte mand, som holder på der´s stand, ja!

                                            (Høvleriet i Brande.   Henning Langkjer)

                      Der er flere hundred tusinde par hænder

                      der alle sidder ledige og venter.

                      Skal vi bare se til at der bliver flere

mens de store tjener mere og mere?

                           Nej - rejs jer op, nu skal vi vise, vi er stærke.

                           De kan ikke få os ned - det skal de mærke…

                                            ( Rejs jer op.   Henning Langkjer )

   RAM & SJANG-ANEKTOTER

   La Cabana

   Vi var kun få måneder ”gamle”, da vi fik vores ilddåb ved den igangværende arbejdskamp mod Restaurant La Cabana i Herning. SiD (Specialarbejdere i Danmark, som 3f hed dengang) med sin legendariske socialdemokratiske formand Hardy Hansen i spidsen havde blokeret stedet gennem nogen tid, fordi den ikke ville tegne overenskomster. Nu skulle der være stor demonstration, og busfulde af demonstranter drog mod Herning fra hele Jylland.

   Vi skulle spille, og det var vi naturligvis meget stolte af. Men… aftenen før demonstrationen blev vi ringet op af en af arrangørerne: Vi havde værsgo at melde os ind i Dansk Musikerforbund - ikke i dag, men i går! Nånå, små slag. Det haster vel ikke mere, end det jawer. Jo, det skulle være NU!

   Baggrunden var, at La Cabanas musikere, som altså også var blokerede, hvilket de ikke var så glade for, spagfærdigt og henkastet havde spurgt midt i en forhandling, om det kunne passe, at SiD brugte uorganiserede musikere til deres demonstrationer…

   Det gjorde SiD ikke. Næste dag var vi alle meldt ind i DMF - og jeg har da i øvrigt været medlem siden.

  På tur med Preben Sømand  

   Et af DKPs mest markante medlemmer var sømandsbossen, Preben Møller Hansen. Han havde åbenbart hørt os til en demonstration og kunnet li, hvad han hørte. Nu blev vi i hvert fald hyret til en valgturné Sjælland rundt, fordi Preben Sømand sponsorerede den kendte advokat og venstrefløjsdebattør Ole Krarups kandidatur til Europa-parlamentsvalget i 1984 for Folkebevægelsen imod EF. Ind i en bus med Preben himself, kandidat Krarup, 10-15 aktivister, entertaineren Erik Clausen og endnu et par talere, samt endelig os 7 - det var vist før Jettes tid - og så ud på de Sjællandske landeveje.

   Det var en spøjs oplevelse. Mon ikke vi var 7-8 steder i løbet af de fire dage, turen varede? Når vi nåede frem til et sted, blev der sat standere og bannere op, uddelt materiale, talerne talte, Ole Krarup og Sømandsbossen trykkede hænder og vi spillede. Flere af stederne var der også offentlige møder indendørs.

   Turen var tilrettelagt således, at vi først og fremmest anløb steder, hvor der var en solid flok medlemmer af Sømandsforbundet, fx færgehavne som Hundested. Preben Møller Hansen var ukronet konge af Sømændenes Forbund, som dengang var et af Danmarks mest markante fagforbund. Det var jo stadig i tider, da der fandtes masser af danske matroser i handelsflåden, inden rederne for alvor fik skovlen under forbundet og ansat de uorganiserede og langt billigere søfolk fra fx Filippinerne.

   Også politisk var fagforeningen markant. Kommunisterne - dvs. Preben - sad ubestridt på magten, og en enkelt socialdemokrat, SF´er eller VS´er havde ikke større chancer for at blive valgt til bestyrelsen end en skrædder i helvede. Også ledelsen i DKP havde deres hyr med at styre sømandsfraktionen, for Preben Sømand sagde og gjorde, hvad der passede ham, og partiets ellers så strikse disciplin var han temmelig ligeglad med. Men så længe han sad på forbundet, fandt partiledelsen sig i en del. Det var jo uhyre vigtigt for partiet som arbejderparti at have nogle DKP-styrede fagforeninger og markante faglige ledere med i folden.

   I 1979 blev hans kritik af DKPs ledelse for slaphed dog for meget for partiet, og han blev ekskluderet - men hans magt i Sømændenes Forbund var urokkelig.

   I 1986 dannede Preben Møller Hansen partiet Fælles Kurs, som opnåede valg til Folketinget samme år, men gled ud ved valget året efter. Partiet havde dog i en række år derefter en solid magtbase i København, hvor det var repræsenteret i Borgerrepræsentationen.

   Nå, tilbage til landevejene og Hundested. Netop mødet dér husker jeg tydeligt. Der var vel små 100 til stede, og de forreste rækker var tæt besat med søfolk fra Grenå-Hundestedfærgen, Prebens egne medlemmer, samt op til flere sømandskoner. På forreste række sad en stor, plakatfuld matros og vrøvlede og råbte op under talerne. Ved siden af ham sad hans lillebitte kone, flov og pinligt berørt. Hver gang manden råbte op, klemte hun hans lår med sin lille hånd, så den blev helt hvid, og hvæsede ud mellem de næsten lukkede læber: ”Så hold dog din kæft”. Hans lår må ha været gult og blåt bagefter - men han hverken hørte, så eller mærkede noget og ævlede bare videre.

   Over for den type publikum var Preben Sømand rigtig i sit es! Han forstod kunsten at vende hvert eneste tilråb, hver afbrydelse, hver flabet kommentar i luften og sende den tilbage i hovedet på afsenderen - altid med latteren på sin side.

   Han talte uden manuskript. Hvis man hørte efter, hvad han rent faktisk sagde, kunne det sagtens knibe med både sammenhæng og logik. Til gengæld var han en mester i slagkraftige one-liners, som fik bifaldet til at bruse. Nu om dage er det et særsyn at møde en taler, som forstår kunsten at få folket med sig. Mange politiske talere skriver - eller får skrevet - et foredrag og læser det pænt og artigt op for det undrende publikum, som hurtigt begynder at kede sig. Men Preben Møller Hansen forstod kunsten at servere en hookline, en pointe for sine arbejdere, så den stod krystalklart og gled som et flabet, sarkastisk slagord lige ind i øret.

   Og hans folk kendte ham og ku li ham. Som politisk argumentation betragtet var det både populistisk og en smule primitivt - men det trængte ind. Han kendte deres tankegang og vidste, hvad de trængte til at høre.

   Min svigermors mand, som rejste med tivoli, fortalte engang, at han havde været til et teltholdermøde på et hotel i København. Tilfældigvis var der på samme hotel kongres i Sømændenes forbund. Han listede med ind og så, at der ved hver kuvert stod opstillet 6 bajere og ½ flaske snaps. Det så jo fristende ud, så han slog sig ned.

   Det varede ikke længe, før salen var fyldt, og kongressen gik i gang. Den bestod ikke af valgte delegerede, men af alle medlemmer af forbundet, som var i havn. Det var jo medlemmerne, der betalte kontingentet, og så skulle de da også ha part i fornøjelserne, når de havde muligheden. Så der var adgang for alle Preben Sømands medlemmer, og snart sank indholdet kendeligt i flaskerne.

   Behøver jeg sige, at det var en holdning, som gjorde sømandsbossen svært populær i medlemskredsen.

   Min svigermors mand holdt trit og morede sig fortræffeligt, men på et tidspunkt spurgte en af hans sidemænd, hvor han havde haft hyre og den slags. Så måtte han jo gå til bekendelse. Han var slet ikke medlem og havde ingen ret til at være der. Det var der nu ingen der tog anstød af. Tvært imod syntes de omkringsiddende matroser, at det var et godt stunt, helt i overensstemmelse med deres egen, ret anarkistiske livsfilosofi. Så der var ingen, der bad ham gå. Og mens flaskerne blev tømt, blev dagsordenen gennemgået og de forskellige udtalelser vedtaget uden problemer. Og hvis nogen var mere tørstige, kunne de bare hente ad libitum i baren.

   Men på det punkt lignede Preben Møller Hansen ikke sine medlemmer. Jeg så ham ikke en eneste gang med en bajer for munden. 

   Vores første ”udlandsturné”

   To dage til Oslo, kvit og frit, med alt betalt? Ikke dårligt! Hvad med at leje en bil og fylde den op med koner og børn? Børn! Aldrig i livet! Mon ikke vi kan få dem afsat, skat?

   Det var første gang, Petrusca og jeg var afsted uden menageriet. Oh frihed! Solen lo fra en skyfri himmel, Skagerrak lå spejlblank, ta-selv-buffet´en var mums for musikere og madammer. Oppe på båddækket spillede vi lystigt løs til glæde for adskillige tyske turister, som selvfølgelig intet anede om vores ræverøde intentioner.   

   Vi skulle spille til et fredsarrangement i Nadderudhallen lidt uden for Oslo. Sikket navn! Koncerten forløb vist uden den store eufori. Men næste dag i Oslo nåede vi inden afgang såmænd ud på Bygdøy og beså både Fram, Kon-Tiki og Gjøa. Sidstnævnte var Roald Ammundsens lillebitte skib, som han brugte til at forcere Nordvestpassagen med i 1906-1908.

   Og så hjemturen - lige så fløjlsblød, mild og harmonisk som udturen. Havblik. Sol. Tid. Musik. Fingerflet med fruen. En øl eller to. Og ingen børn - ingen børn - INGEN BØRN!!! Vel var det ikke en robåd, vi sejlede med. Men hvilken velsignet ro…

   På hjemvejen løb kareten tør for diesel. Med sine sidste kræfter kunne den selv trille ind på en tankstation, som lå der for det samme, og stille sig sukkende til hvile foran dieselstanderen.

   Intet kunne gå galt på den tur…

   Skagenfestival

   Vi var hyret til at spille på campingscenen uden for selve byen. Vi fyldte selv ganske pænt op på den campingplads, med fire koner, otte-ti børn og to hunde. Denne gang var det familieudflugt MED det hele. Koncerten forløb fint, og der blev virkelig hygget igennem med storfamilien.

   Men på hjemvejen skulle vi spille i Byparken i Ålborg, i øvrigt sammen med De Gyldne Løver. Petrusca og jeg var billøse og tog toget fra Skagen. Men da vi skulle skifte tog i Frederikshavn, var Asbjørn, 7 år, pludselig væk. Alle andre var om bord, toget skulle afgå, men hvad nu, hvis Asbjørn ikke var med? I sidste øjeblik hoppede jeg af, så han ikke skulle efterlades alene i Frederikshavn. Og dér kørte toget.

   Et kvarter efter kom der melding til stationen om, at Asbjørn var på toget i god behold. Men det var jeg ikke. Der stod jeg, på Frederikshavn Station, hvidglødende af raseri. Den lille møgunge kunne vente sig! Heldigt for ham, at der var to timer til næste tog.

   Her overlader jeg ordet til Simon, vores trommeslager, som har berettet om denne hændelse over for en lattermildt lyttende skare mere end én gang. Cirka som her:

   Vi havde været i byparken et par timer, da vi pludselig observerede en lille, knitrende tordensky, som kom drivende hen imod os fra parkens fjerneste ende. En af den slags skyer, som man kan se i Anders And-blade over onkel Anders, når Rip, Rap og Rup har været uartige. Og lige neden under skyen gik en person, der hurtigt blev defineret som Gudmund, med faste skridt frem mod scenen, hvor vi stod.

   ”Øh, jeg tror lige, at jeg går en tur med ungerne”, sagde Petrusca. Og det gjorde hun så.

   Da Gudmund nåede frem, og den lille sky således stod knitrende lige over vores hoveder, var der ingen af os, der vidste, hvor Asbjørn var blevet af. Derimod kunne vi hurtigt fremskaffe en beroligende øl, og den, sammen med gemytlig samtale om vejr og vind, fik efterhånden tordenskyen til at forsvinde.

   Lidt efter, da vi stod på scenen og spillede, og Gudmund således ikke lige kunne forlade sin post, kom Petrusca og ungerne forsigtigt listende tilbage. Og da vores optræden var færdig, var der ikke mere tilbage af uvejret end et lidt relativt fredsommeligt tordenbulder.

   Fiasko i Silkeborg

   Det var ikke vores skyld. Nogle lokale, som var enige med os, havde åbenbart overbevist Foreningen Nordens lokalafdeling om, at vi ville være det helt rigtige band til et arrangement. Vi stillede op i et stort telt på Silkeborg Havn, begyndte at spille - og inden der var gået et kvarter, var det pænt fyldte telt aldeles tomt, bortset fra de tre-fire stykker, der havde hyret os. Folk må jo ha betragtet vores røde budskaber som værende i modstrid med deres tolkning af Foreningen Nordens formål.

   Hvis vore venner sad i bestyrelsen, mon så ikke de er røget ud på røv og albuer ved næste generalforsamling?

   Land og Folk Festival

   Mange har vel glemt - eller fortrængt - det. Men Land og Folk Festivalen var i slut-70´erne og i 80´erne en af Danmarks allerstørste kulturbegivenheder. Måske den bedst besøgte festival i Danmark overhovedet. Land og Folk var DKPs partiavis, udsprunget af Arbejderbladet i 1930´erne, der i 1941 under besættelsen sprang ud som et af de største illegale blade under det mere nationale og bredtfavnende navn, som man altså beholdt efter besættelsen og helt op til avisen gik ind i 1990 under indtryk af Murens fald 1989 og Sovjetkommunismens sammenbrud derefter. Festivalen var en bred kultursatsning, der skulle sprede det kommunistiske budskab i almindelighed og kendskabet til Land og Folk i særdeleshed.

   Festival´en fandt sted i Fælledparken ganske nær ved det danske nationalstadion Idrætsparken (som det hed dengang). Der var fri adgang, og med hele det københavnske område bogstaveligt talt lige uden for portene var det jo let for københavnerne at slå et smut ind omkring og nyde et udvalg af de utrolig mange tilbud, som festival´en indeholdt.

   For det var virkelig et mylder af tilbud med et globalt præg! Som en del af en global bevægelse (- der fandtes vist ikke det land i verden, som ikke rummede et sovjetisk præget kommunistisk parti, måske lige undtagen Kina, Albanien, Campuchea og Nordkorea) havde DKP eminente kontakter til alle dele af kloden. Fra ikke så få lande fandtes desuden en del politiske flygtninge i Danmark, som i høj grad også var med til at give festivalen et internationalt præg. Så på Land og Folk Festivalen kunne man smage empanadas fra Chile, borscht fra Sovjet eller gullasch fra Ungarn, få brochurer om situationen i Palæstina, se den verdenskendte russiske klovn Popov, opleve bulgarsk folkedans, deltage i politiske debatter om verdens brændpunkter og sætte sig ind i snart sagt enhver progressiv kulturbevægelse (med venskabeligt eller i det mindste neutralt forhold til kommunismen) som fredssagen, kvindesag, international faglig kamp, oprørsbevægelser fra den 3. verden og meget, meget - utrolig meget - mere. Her kunne en hvilken som helst anden festival gå hjem og lægge sig.

   Hele mylderet var opbygget af frivillige. Helt frem til midtfirserne var DKP et medlemsstærkt parti, almindeligt kendt for en stærk organisation og en stram disciplin, som gjorde partiet til en særdeles effektiv maskine, når der skulle planlægges og afholdes politisk-kulturelle arrangementer. Som eksempel kan nævnes, at da DKP var på sit højeste i den periode, havde partiet omkring 1000 medlemmer I MIDTJYSK DISTRIKT ALENE, som rummede over 20 lokalafdelinger.

   Festivalen var organiseret, så hvert distrikt stod for sin del af pladsen. Desuden var der selvfølgelig en koordinerende ledelse, der var hovedscene med mere. Så en uge før festivalen drog frivillige aktivister fra hele landet mod København for at opbygge festivalområdet. Hvor mange? Tjah, adskillige 100. Alene fra Midtjysk Distrikt var der mindst 50.

   En af dem var min hustru Petrusca. Hvert år overlod hun ungerne i min varetægt og drog mod København, fyldt med glæde og forventning. Denne opbyggelseslejr i gode venners og kammeraters lag var en fed oplevelse, som hun absolut ikke ville gå glip af. Og hun gjorde intet for at skjule, at hun betragtede det som en utidig forstyrrelse, når festivalen åbnede, og alle vi andre kom myldrende. Nå ja, sagt i spøg, naturligvis…

   Det hændte, at sliddet med at opbygge lejren blev afbrudt af små festligheder som fx et delegationsbesøg på den polske ambassade. Som det dengang var skik, blev østeuropæisk og russisk gæstfrihed skyllet ned med strømme af vodka. Og da Petrusca ikke er typen, der nægter sig noget, havde hun som regel kun ret tågede erindringer om, hvordan hun kom hjem til Fælledparken igen…

   Nyttige idioter? Ja, det var vi da. At DKP havde nære relationer til de ledende partier i de østeuropæiske lande, var der ingen, der var i tvivl om. Vi betragtede jo os selv som en del af en verdensomspændende revolutionær bevægelse. Sandsynligvis fungerede ambassaderne også som sponsorer for festivalen i et eller andet omfang, fx ved at skaffe store kunstnere som klovnen Popov. Og nogle af besøgene på Polens ambassade fandt altså sted, mens Waleza under store personlige ofre forsøgte at opbygge den uafhængige fagbevægelse Solidarnosch i Polen. Det må ikke glemmes.

   (MEN det var kort efter USA's forbryderiske krig i Vietnam. USA bekæmpede progressive befrielsesbevægelser over hele verden og støttede kup, der afsatte venstreorienterede, demokratisk valgte regeringer i lande som fx Chile. Og adskillige centralt placerede danske journalister og redaktører var dengang købte og betalte sorte lejesvende for at udtrykke USA's holdning til verden. Virkeligheden var langt mere kompliceret, end den i dag fremlægges.)  

   Nå, men weekenden oprandt, og mennesker i 100.000-vis (det er ikke løgn) besøgte vores festival, deriblandt naturligvis en meget stor del af landets kommunister. Det var en berusende oplevelse. Og Petrusca kvindede sig da op og tog kærligt imod mig (eller os - børnene var skam med adskillige gange).

   Land og Folk Festivalen var ikke i første række en musikfestival. Men naturligvis var der masser af musik, ikke nødvendigvis de største navne, men mange af de gode bands fra den lokale underskov af progressive rock- og folkbands fra Danmark. Med mere. Fx husker jeg et af tidens mest populære jazzorkestre, Ernie Wilkins´ Almost Big Band med en ganske ung, ukendt pianist, bare 17 år. Ham lagde jeg straks mærke til. Han hed Niels Lan Doky og har senere præget den danske jazzscene på mange måder, ofte i den mere kultiverede og ”pæne” ende af jazzskalaen.

   Når DKP´ere eller DKU´ere viste sig fra den rigide og ”kommisæragtige” side, kunne mærkelige ting gå i svang. Den følgende historie er ”von-hören-sagen”, men sand nok:

   Et år gik en ung sort mand rundt på festivalen og hyggede sig. Og inspireret af stemningen henvendte han sig til to aktivister og tilbød at spille gratis på L&F-festivalen. Men nej tak, programmet var fuldt, og der var ikke plads til hvem som helst, der kom ind fra gaden. Joh, men han skulle spille koncert I PARKEN dagen efter, og nu havde han lige tid til at yde sit bidrag til denne hyggelige festival. I PARKEN, sagde han? Jah, det kunne hvem som helst jo komme og sige. Hvad hed han i øvrigt?

   Han hed PRINCE.

   Aldrig hørt om ham! Så desværre. Det kunne ikke la sig gøre.

   Da den historie kom ud, farvedes vore kinder af lige dele latter- og skamrødme. Sagde I nej til PRINCE? Sig os, er I sindssyge?

   De to ”kommisærer” blev jo nok ikke ekskluderet af partiet. Men forhåbentlig blev de da indkaldt til en alvorlig ”kammeratlig samtale…”

   Sebastian skulle også spille et år. Han var et stort navn, som naturligvis blev slået stort op. Men uheldigvis mistede han stemmen aftenen før ved en koncert på ”Femøren”. Gode råd var dyre. Foran scenen stod 5.000 forventningsfulde fans. I deres kvide havde arrangørerne spurgt os i Ram & Sjang, der var hyret til én af de mindre scener, om vi ikke kunne gå på scenen i stedet for? Vi var lidt lorne ved det. Hårdt at skulle starte en koncert med at skuffe et forventningsfuldt publikum. Men som gode partisoldater sagde vi ja.

   Så mente de sceneansvarlige, at vi da bare kunne gå på scenen og meddele, at vi altså spillede i stedet for Sebastian. Men næh, nej, kammerater. Det buh-råb må I selv ta på jer.

   Det blev nu et meget afdæmpet buh-råb. Og de fleste tilskuere blev faktisk hængende for at høre os - og belønne os med pænt bifald.

   End ikke Dagbladet Politiken, som ellers sjældent nedlod sig til at kommentere kommunistisk inspirerede begivenheder, kunne komme uden om L&F-festivalen. Tonen var som regel nedladende-ironisk, men om os stod der sådan noget som: ”Så måtte Ram & Sjang gå på scenen i stedet for (Sebastian). Og der var ingen sure miner af den grund.”

   I alt spillede vi vist to eller tre år på L&F-Festival´en. Det var en fed oplevelse hver gang.

   Til DDR

   Vi oplevede to gange at blive inviteret til DDR på miniturné, i 1986 og i 1988. Det blev to spændende og særprægede oplevelser, i øvrigt meget forskellige.

   Jeg er i den heldige situation, at jeg har bevaret et 54 sider langt håndskrevet brev til mine forældre om turen 1986 i kopi. Det vedlægger jeg som selvstændigt bilag, hvor man også kan finde afsnittene ”Bagklog” og ”Efterskrift om Horst Marx”.

   I afsnittet ”Bagklog” gør jeg mig nutidige tanker om mine politiske synspunkter, min tro og mine håb i 1986. Hvis det kan interessere, er det således et eksempel til sammenligning på, hvordan man kan ændre mening under indtryk af tidernes og Verdens uforudsigelige gang, tilsat egen alder og nye erfaringer.

   Slutkoncert

   Med den kommunistiske verdens nedtur indfandt der sig også en nedtur og desillusion i Ram & Sjang. Der var ikke så mange jobs mere, og troen på sagen vaklede, hvilket også fik indflydelse på den generelle stemning i bandet.

   Så for ikke bare at smuldre væk, vedtog vi, at vi ville gå hver til sit med en ordentlig slutkoncert. Den fandt sted i november 1991 under devisen, at nu havde vi krævet Schlüters afgang i så mange år, og han VILLE bare ikke forstå - nu blev vi nødt til at VISE ham, hvordan man gør!

   (Og han gjorde det sgu! To måneder efter kom rapporten om Tamilsagen, og regeringen gik af. Endelig!)

   Det blev en festlig og hyggelig afskedskoncert på Kulturgyngen i Mejlgade. Der var fuldt hus, stemningen var den bedste, og vi skiltes i god forståelse, med vores fine kammeratskab intakt. Og sådan er det stadig, når vi ses.

   Desværre døde vores kære kammerat Henning Simonsen af kræft i 2007.

   KÆRE HENNING LANGKJER

   Vores bekendtskab begyndte med starten af Ram & Sjang. Hvordan den historie forløb, har jeg forsøgt at beskrive ovenfor. Men parallelt hermed og efterfølgende løber en anden historie, som har bragt os mange fælles musikalske oplevelser og et godt og givende venskab os og vore familier imellem.

   Af grunde, som er nævnt ovenfor, blev trioen Søren, Poul og Gudmund så småningom til trioen Henning, Steen og Gudmund. Harmonika spiller du ikke (bortset fra, når du trakterer din lille concertina i numre som ”Marina, Marina, Marina” og andre). Den ku man jo godt savne, ikke mindst i de svenske valse, men til gengæld kunne du slå dig løs på guitar, mandolin og banjo, samt synge både lead og 2. stemmer, hvilket i nok så høj grad tilførte vores lille trio spændende muligheder.

   Du er en spillemand af reneste vand! Du elsker at spille, og hvis muligheden er til stede i et festligt lag, stort eller lille, er du ikke sen til at gribe det nærmeste instrument. Du er en fortræffelig visesanger med den timing og det blink i øjet, som skaber kontakt og charmerer et publikum. Vi to har et utal af gange ført os frem som underholdere ved festlige lejligheder, ofte sammen med gode musikalske venner som Søren Frost, Steen Veigaard, Jacob Hogrebe, Ole Bryhl og adskillige andre. Det tør roligt antydes, at vi dermed ganske ofte har bidraget afgørende til festlighedernes stemning og humør.

   Dit glansnummer er visen om ”Præmiewhist i Varde”. Den har du med ægte jysk lune og antydninger af din hjemegns thybomål fremført i hundredevis af gange. Da jeg engang til en gadefest, hvor vi tidligere havde spillet flere gange sammen, i mangel af dig dristede mig til at fremføre den, blev jeg bogstavelig talt buuuhet ud af teltet. Nå ja, i al gemytlighed - men det blev kraftigt antydet, at den skulle jeg ikke forgribe mig på over for folk, der kendte ”den ægte vare”: Din version.

   Ak ja, man skal kende sin begrænsning…

   Da Ram & Sjang gik heden i 1991, var det vist ikke med din gode vilje. I hvert fald førte du i tiden derefter bandet videre med mindre besætning og flere yngre musikere som deltagere, fx Sidsel og min søn Jacob. Efter et år mærkede min indre cirkushest savnet af det musikalske savsmuld, og jeg fik mig med vanlig sagtmodighed møvet ind i bandet igen. Tromlede jeg nogen? Jeg håber det ikke. Men siden og helt frem til denne dag har der eksisteret en version af Ram & Sjang. Det kalder vi os, når vi spiller politiske og fagpolitiske jobs, hvilket kun sker sjældent. Kan vi kalde os ”en discountudgave”? Kanske nok, men vi lyder nu ikke så ringe endda.

   Grundstammen har været Steen, dig og mig, til tider suppleret op med nogle af ”de gamle”, eller med Sidsel og Jacob Hogrebe.

   1. maj 2014    

   Denne mindeværdige dag fortjener at genfortælles i sin helhed og kan tjene som et eksempel på vores politiske jobs.

   Det starter hos 3f ude på Sommervej, hvor fagforeningen indbyder sine medlemmer til kaffe og rundstykker, øl og små skarpe, gøgl for børn og voksne, røde taler, rød musik (os) og røde pølser. I gården et stort telt, myldrende fuldt af mænd, kvinder og børn, vel små 200 stykker. Der underholder vi fra klokken 9 med viser, gamle popnumre og røde sange. Det er i ordets bedste og egentligste forstand festligt, folkeligt og fornøjeligt.

   Vi har ”livstidskontrakt”. Den løber helt tilbage fra dengang vi spillede for murersvendene og -arbejdsmændene i Grønnegade, til nu, hvor de altså er slået sammen med mange andre af de gamle fagforeninger i 3f, og fremover, i hvert fald så længe nogle af de gamle gutter, Claus Jensen og andre, stadig sidder i lokalbestyrelsen. Her møder vi den gamle kommunist, murerformand og brandtaler Ove Peitersen. Nu er han en gammel mand, men han nyder samværet og ikke mindst at høre de gamle sange fra kampårene. Her høres taler om problemerne med social og lønmæssig dumping, som er barsk virkelighed for rigtig mange af disse folk, hvilket det åbenbart falder de fleste Christiansborg-politikere svært at forstå. Her slutter vi af med at synge ”Internationale”, hvilket giver god mening. Det er jo ikke den polske kollega, man har noget imod, men arbejdsgivernes kyniske udnyttelse af ham som løntrykker. Hvis han er organiseret og arbejder under danske overenskomstforhold, er han velkommen.

   Klokken 11 går turen videre mod Tangkrogen, hvor vi fra hovedscenen spiller demonstrationen ind på pladsen, hvorefter vi mellem talerne akkompagnerer Smedekoret Vulcan til de to klassikere ”Når jeg ser et rødt flag smælde” og ”Internationale”.

   Det ER lidt af en falliterklæring, at vi står der, i vores alder. Men vi vælger det jo ikke selv, vi bliver ærligt og redeligt hyret af LO Aarhus. Og det er ikke vores skyld, at de yngre bands, som på mange måder spiller bedre end os, simpelthen ikke KAN de to klassikere, endsige andre sange med politisk indhold. Derfor står vi der endnu, selvom vi ved, at der er en løbende strid i LO, hvor nogle spørger, om det virkelig kan passe, at de gamle nisser (os) skal spille fra hovedscenen igen-igen.

   Sidste år, i 2013, havde vi i øvrigt også tjansen. Da oplevede vi, at Helle Thorning blev hylet ned fra scenen og ikke fik lov til at aflevere sin tale. Det fik ”overlæreren” op i mig, så jeg greb mikrofonen (en mikrofon giver magt) og skældte alt folket ud. Selv om jeg kun i yderst begrænset omfang har sympati for hendes og regeringens politik, så skulle hun altså ha lov til at benytte sin ytringsfrihed! Så kunne vi altid råbe øv bagefter.

   Meningerne om min indgriben var stærkt delte i både familie og vennekreds. Ikke så få mente, at ”det havde hun rigtig godt af, og jeg ku da passende ha holdt min kæft”, mens mindst lige så mange mente, at jeg havde sagt gode ord i rette tid.

   Nå, i år er der ingen kontroversielle talere. Så alt forløber på det fredeligste.

   Mellem talerne kan man så myldre ned på pladsen og gi et klem til konen og en cola til Chano. Men mange meter får man ikke bevæget sig, for man møder hele tiden gamle kammerater og venner. Og man må ha et halvt øre op til taleren på scenen, for når hun er færdig, skal vi være klar igen.

   I år er vi også hyret til ældreteltet. Det manglede sgu også bare, det er jo der, vi hører til! Her sidder dem fra vores alder og op til 100 (nå ja). På scenen sidder et orkester fra smedene. Gennemsnitsalderen er vel nær de 80, og det kniber efterhånden med lungekapacitet og fingerfærdighed. Så vi afløser dem efter en time.

   Her synger vi viser, gamle popnumre og røde sange. Stemningen er hyggelig og afslappet. Nogle få par tar sig en svingom, men de fleste sidder ved bordene og nyder en pilsner, snakker om gamle dage og nynner med på musikken.

   Næste år er ældreteltet vores. Til gengæld er LO på udkig efter nogle til at afløse os på hovedscenen. Sandelig på tide! Men den yngre degeneration må altså ta sig sammen og få lært noget rød musik, gerne i opdateret udgave!

   Til slut det underligste! Vi ender i ungdomsteltet. Hvorfor? Jamen, der er altså åbenbart kun os, der kan de gamle ræverøde revolutionære sange. Og dem vil de unge ha, ikke mindst ”Søren Sidevind”s 70´er-repertoire! Her sidder og står vel 100 af de unge, stålsatte revolutionære, her skråles med på de blodrøde refrain´er, de knyttede næver hæves, og stemningen er nærmest euforisk.

   Det er nu lidt sært. For du og jeg Henning, må nok være ærlige og sige, at så røde som de gamle revolutionære sange, det er vi ikke længere…

   Men vi kan dem, og det med smæld og humør. Så lad os blot overgive os til nostalgien for en stund.

   I gamle dage brugte vi ofte en del af hyren på at ta ud og spise med koner og børn. I dag er vi rent ud sagt dødtrætte, efter fire jobs og musik næsten uafbrudt fra kl. 9 til 18.30. Så i dag går turen direkte hjem og i seng.

   Men sikken dag! Fire jobs med vidt forskelligt publikum, vidt forskellige optrædener, alt sammen rummet inden for den samme fest- og kampdag: Arbejdernes 1. maj!

   Musik og venskab

   Når vi ikke spiller politisk, kalder vi os ikke Ram & Sjang. Hvad kalder vi os egentlig? Tjah, ikke rigtig noget, faktisk.

   Gennem årene har vi haft en del jobs til juletræer, fastelavsfester, suppe-steg-og-is. Ved børnefesterne bruger vi de gode, gamle sanglege, som endnu kan fænge hos de yngste. Til voksenfester er det stilfærdig visesang ved spisningen og ellers dansemusik af ældre dato. Efterhånden, som vi er blevet ældre, bliver opgaverne færre. Men for dem, der sætter pris på vise- og fællessang, er vi det helt rigtige. Så der venter os store opgaver i ældrecentre og på plejehjem. Det er allerede godt begyndt.

   Venskabet mellem familierne er godt og solidt og har givet sig udslag i mange gode oplevelser. Du og Lis inviterer en flok familie og venner til rullepølsekogning hvert år i december. Da vi var unge og fattige, lånte vi tit og kvit og frit dine forældres sommerhus i Amtoft ved Limfjorden. Eneste betingelse var, at vi satte en aften af til pandekagespisning hos provst Langkjer og frue i Øsløs. Det var hyggeligt. Og din fars viser og historier viste tydeligt, hvor du har dit underholdningsgén fra. Nu har vi selv købt sommerhus lige ved siden af, og når det kan falde sig, at I og vi er deroppe samtidig, er det jo en god grund til at ses.

   Men allervigtigst har vore ophold i Scanno været. Du og Lis opdagede den lille, midtitalienske bjergby gennem jeres ven, Ezio. Nu er han en fælles ven, og du og jeg har, omgivet af vore kvinder og børn, mangen sommeraften siddet på torvet i Scanno med et glas vin og sunget og spillet italienernes vemodige sange. Mere herom kan læses i mit erindringsafsnit ”Sommer i Scanno”.

   Tredobbelt sølv - hvilket gilde!

   Ved et tilfælde opdagede Søren og Gitte, du og Lis og Petrusca og jeg, at vi alle tre par var blevet gift i foråret 1977. Og eftersom alle tre ægteskaber holdt (og holder) endnu, var der jo en rund dag undervejs i 2002. Heraf opstod den geniale idé at slå de tre sølvbryllupper sammen til ét.

   Vi var straks fyr og flamme. Og Ideerne begyndte hurtigt at formere sig ved knopskydning.

   Stedet var ikke noget problem. Som lærer på Marselisborg Gymnasium havde du gratis adgang til fortræffelige lokaliteter, herunder en fin festsal med plads til alle og mulighed for sceneopbygning.

   Det skulle ikke bare være en fest, men en musikfestival med alle de bands, vi nogensinde har spillet i. Du og Sørens musikalske fortid sammen strakte sig helt tilbage til teenage-årene og omfattede sidenhen de navnkundige ”Søren Sidevinds Spillemænd”. Ved en hastig sammentælling nåede vi frem til 10 bands, som hver skulle give tre numre i løbet af eftermiddagen. (Mange af musikerne ”gik dog igen” i forskellige bands). Om aftenen skulle det så gerne udarte til almindelig jam-session.

   Mad til 240 mennesker? Ikke noget problem. Søren og Gitte, som havde gode forbindelser til deres døtres spejdertrop, lånte en 50 liters gullaschkanon, vi fjernede græstørv og anlagde bålplads i gymnasiets forhave, snittede og skar, skar og snittede, og ved spisetid fik hvert af de 30 borde udleveret en grydefuld dejlig ungarsk gullasch. Det slog lige akkurat til, men i nogle af de sidste gryder var der beklageligvis mest af det tynde og knap så meget af det dejlige oksekød. Vennerne var dog flinke nok til ikke at beklage sig af den grund

   Af gode grunde måtte vi forbyde taler og sange fra gæsternes side. Det ville jo blive helt uoverskueligt med tre sølvbrudepar. I stedet planlagde vi selv underholdningen: I fællesskab udarbejdede vi en munter quiz med skøre begivenheder fra de tre ægteskabers historie. Henning skrev en klassisk dansevise, Middelalder-style, om festen på Havreballegård (Marselisborgs navn i Middelalderen). Den blev sunget og dansen med fynd og klem af en vældig rundkreds ude i skolegården. Og jeg skrev en fællessang, som priste, ja hvem? Os selv, naturligvis.

   Men hvad med børnene? Tilsammen havde (og har) vi 10 børn med ikke så lidt tilfælles: De var (og er) alle sammen musikalske, og de var (og er, for en stor del) fattige som kirkerotter. Altså skulle vi ikke vente os traditionelle gaver fra dén kant. Men der var også noget, vi ønskede os meget mere. Så vi bad dem i fællesskab indøve tre musiknumre for så at opføre dem til festivalen. Aftenen før festen udstyrede vi dem med to kasser øl og diverse pizzaer og anbragte dem i Marselisborgs musiklokale. Og næste dag kunne de stolte forældre se til, mens hele kylleret fyrede den af fra scenen.

   Min kære søn Asbjørn var så flabet at skrive en tekst til farmands melodi til Dueplagen, som gjorde tykt nar af forældregenerationens revolutionære fortid og rent ud sagt røvborgerlige nutid. Den med mere blev så fyret af fra scenen næste dag.

                                            Vi endte op som funktionær´

                                            socialdemokrater fra Viby og Stjær

                                            Folket der ikke vil trykkes ned

                                            er forstummet af alderens fred

                                            Duerne spøger, bliver større og større

                                            Sundhedsministeren råder til kur

                                            Folket ser TV og Mikkelsen ved det

                                            og derfor ryger kulturen en tur

                                            Gamle doktriner, politiske miner

                                            blev plyndret af 80´ernes overforbrug

                                            Duer bliver gamle og lette at samle

                                            for storkapitalens vældige trug

                                            Åh sikke dage, da 60´ernes kage

                                            blev delt mellem alle der passede ind

                                            Alle de røde der skummede fløde

                                            blev kystkommunister af hjerte og sind

                                            Fortidens port, som kan synes så morsom

                                            blev åbnet af ungdommens iltre musik

                                            Mennesker troede at men´sker var gode

                                            men alle er men´sker på godt og på skidt

                                            Fuck Pia Kjærsgaard, Le Pen og Jörg Haider

fuck Berlusconis forrykte parti

Revolutioner fra mænd og fra koner

er stadig en fællessang værdig fordi

fremtiden venter på alle, der henter

den svageste ånd ud af Kjærsgaardens kløer

Duer kan falde og meninger dale

men friheden venter bag fremtidens slør

Vi endte op som funktionær´

socialdemokrater fra Viby og Stjær

Folket der ikke vil trykkes ned

er forstummet af alderens fred

   Uforskammede knægt! Herligt! Dog var der faktisk nogle af vores jævnaldrende gæster, der bliv lidt fornærmede. Men alle vi forældre sad stolte og frydede os over vort afkom. Hvor var de dog kære og kønne og talentfulde! Blomsten af Danmarks ungdom, simpelthen.

   Gitte, Lis og Petrusca skulle naturligvis også optræde. Men med hvad? Jeg foreslog en sang, men det blev afvist med et foragteligt fnys. Nej, Lis havde en meget bedre idé. Vore bedre halvdele skulle simpelthen præsentere hele musikprogrammet og binde hele show´et sammen til et billede af en svunden tid. Alle tiders idé! Det lykkedes dem virkelig at få flettet al musikken sammen til en helhed med deres muntert-sarkastiske kommentarer og erindringer fra gamle dage.           

   Den fest blev noget af det mest mindeværdige, vi har været med til. Stort set alt forløb perfekt. Om eftermiddagen var gamle Søren Sidevind ubetinget hovednavnet, og den klassiske Søren-Sidevind-kult genopstod for en kort bemærkning. Men alle leverede varen, og stemningen blandt de mange gæster var nærmest overstadig. Fællessang, quiz, kædedans, spisning, alt forløb perfekt. Og aftenens jamsession swingede, som den slags skal - ”i tempo og kvalitet”, som du plejer at sige.

   Dog blev en enkelt musiker så overstadig af eftermiddagens veloverståede program, at han begyndte at bælle vin direkte af flasken. Det stimulerede i høj grad viljen til at deltage i de musikalske løjer, så den pågældende næsten ikke var til at drive ned af scenen, mens på samme tid beklageligvis evnen til at spille, såvel som evnen til selverkendelse, led betydelig skade. Jeg må desværre tilstå, at den pågældende musiker var - mig. Jeg endte aftenen på gulvet, fuld som en allike og næsten bevidstløs, indtil Petrusca og Asbjørn hjalp mig hjem. Ak ja…

   Men bortset fra det!

   Hele det musikalske forløb blev i øvrigt optaget og brændt på to cd´er som dokumentation til sene tider. Desværre gav teknikeren, der også var lydmand, pokker i sine pligter og drak sig plakatfuld - monstro efter forbillede? Så kvaliteten af cd´erne lader meget tilbage at ønske. Dog rummer de gribende øjeblikke, som fx der, hvor jeg i halvt bevidstløs stand giver en version af ”Slut med at ture”, som til hver en tid ville få Dubliners til at lyde som et søndagsskolekor i sammenligning.

   En dag, der sent skal gå i glemme!

   Kære Henning hermed rettes en varm tak til Lis og dig for mange glade stunder. Dit thybo-lune og din aldrig svigtende musikalske energi har ført til et hav af store og muntre oplevelser. Tak skal du ha, du gamle.                                 Gudmund

   PÅ LANDEVEJEN

   Man bliver unægtelig udsat for både dette og hint, når man sådan er på landevejen. Enhver hel- eller halvprofessionel musiker kan diske op med hundredevis af sjove, træls, tossede, morsomme, lærerige eller absurde historier fra det indblik i den danske folkesjæl, man får som selskabsmusiker.

   Mange har oplevet langt mere end os, men også vi har haft vores part. Et par eksempler følger nedenfor.

   ”Suppe, steg og is”. Den gamle festmenû er ikke så almindelig mere. Men immervæk har den givet navn til den type musik, som mange danskere gerne vil ha til deres fester.

   Der findes andre. ”Røvballerock” eller bare ”balle” er det gemytligt nedladende udtryk for noget lignende, ikke mindst blandt tidens unge, kunstneriske, lettere elitære musikskabere. Men det ER jo også ikke så lidt irriterende, at en kopimusiker eller en suppe-steg-og-is musiker som oftest tjener betydeligt mere end unge idealister, som laver deres egen originale og interessante musik.

   Men folk flest vil helst ha det, de kender - i hvert fald til fester. Og som spillemand er det det, man gerne vil gi dem. Ellers skal man finde på noget andet.

  

   Et bryllup

   Bryllupper har vi spillet til en del af. Oftest har vi været tilsagt til dansemusik ved 10-tiden, men ork - der er gæsterne langt fra færdige med sange, taler, quiz og andre muntre indslag, som ofte ved en sådan lejlighed har det med at brede sig, ”så stegen blir kold, og isen blir varm”.

   Nu findes der jo en tradition, der tilsiger, at bryllupsvalsen SKAL afvikles på selve bryllupsdagen. Jeg har mere end én gang været med til, at vi stod og trippede med instrumenterne klar, mens brudgommen sagde velbekomme klokken 23.57. I samme øjeblik fór tjenerne ind i festsalen, gennede publikum ud til siden og flåede fire borde med tilhørende stole, flasker og glas ud af lokalet. Og på slaget 23.59 intonerede vi så brudevalsen, mens det smukke brudepar fejede hen over det derved fremkomne dansegulv.

   Et enkelt bryllup husker jeg især, fordi det forløb som en langsomt, uendelig langsomt fremadskridende katastrofe. Heldigvis dog med en nogenlunde happy ending, men inden vi nåede frem til den, måtte brudeparret, gæsterne og vi gå så gruelig meget igennem.

   Der var ellers lagt op til det helt store! Brylluppet fandt sted på en fin restaurant, og der var bestemt ikke sparet på noget.

   Det var IKKE vores skyld, at alt gik galt! Men det begyndte dog med, at vores sangforstærker brændte af, så vi måtte lede også sangen ud over guitarforstærkeren. Lyden var acceptabel, men heller ikke mere.

   Nå, folk gik til bords, vi spillede blidt i baggrunden, og alt tegnede lyst og lykkeligt. Men så tog toastmasteren ordet. Og for ligesom at anslå stemningen, fortalte han en vits om en særdeles kendt dansker, som er erklæret lesbisk: ”Ved I, hvorfor NN er så bleg? Nej? Det er, fordi hun får for meget slik og for lidt jern…”

   Se, en sådan vits er under alle omstændigheder både plat og primitiv. Hvis den var blevet fortalt ved midnat, hvor folk havde fået noget i hovedet, kunne den have afstedkommet en smule mandlige har-har-har og et par skuldertræk. Men som FØRSTE VITS! Mens folk var PINLIGT ÆDRU. En fjerdedel af selskabet kvitterede i al høflighed med et par lavmælte hø-hø, mens resten krummede deres tæer i festskoene.

   Men det var kun begyndelsen. Vitsernes standard blev ikke hævet, men det var ikke det værste. Det var betydeligt værre, at den fladpandede hr. Festoriginal simpelthen ikke havde BEGREB om, hvordan man styrede en fest.

   Samtidig var der andre problemer. Brudeparret, der virkelig var et par søde og venlige unge mennesker, som man kun kunne ønske verdens bedste bryllup, havde et fælles barn på ca. et år. Ulykkeligvis havde de barnet med til festen, uden fast babysitter. Det betød, at dels moderen, dels et antal af de kvindelige gæster skulle hjælpes ad med at vugge barnet til ro, så bryllupsfesten kunne fortsætte uforstyrret.

   HA! Vi, der er forældre, ved, at ethvert barn har en sjette sans for, hvornår forældrene RIGTIG GERNE vil ha, at barnet skal sove NU. Og ethvert sundt og naturligt barn vil reagere i overensstemmelse hermed: ”Ahaa, her foregår nok noget spændende, siden de er så forhippede. Det vil jeg da også opleve!” Kort sagt, under hele festbordet løb bruden og hendes sekundanter i fast rutefart ind i det sidelokale, hvor den bette skulle forestille at sove. Hun gjorde pokker, gjorde hun. Hun skreg! Og mere end én gang så vi den stakkels unge brud med frustrationstårerne strømmende ned ad kinderne - på den smukkeste dag i en kvindes liv.

   Endelig var der rygning uden for. Og den tåbelige toastmaster kunne ikke finde ud af at administrere det. Hvilket betød, at, når der skulle være en sang eller et indslag, så var 1) bruden borte for at se til den bette, eller 2) nogle af rygerne ude for at ryge, og når de kom ind, gik 3) andre af rygerne ud for at ryge, eller 4) der skulle en ny ret på bordet NU, hvis den ikke skulle blive kold/falde sammen/smelte.

   Som selskabsmusiker har man erhvervet sig ikke så lidt erfaring i, hvordan en fest kan afvikles på hensigtsmæssig måde. Desuden har jeg ofte optrådt som toastmaster, så jeg forsøgte høfligt at henvende mig til hr. Fjols og foreslå ham, at han dekreterede fælles rygepauser og så prøvede at få afviklet nogle af de mange ”festlige indslag” imellem dem. Det tog han mig meget unådigt op. Det skulle jeg overhovedet ikke blande mig i, han havde helt styr på sagerne!

   Også tjenerne kom i deres kvide hen til mig og spurgte, om jeg dog ikke kunne gøre noget. Kokkene i køkkenet var ved at revne af raseri, og de stakkels tjenere, som jo skulle stå inde for madens kvalitet og servering, var grædefærdige. Som selskabsmusiker er man ofte i forhandlinger med køkkenet, hvornår det passer med dette og hint osv. Egentlig er det dog toastmasteren der normalt er den vigtigste figur i disse forhandlinger. Men hr. Idiot var hverken til at hugge og stikke i.

   Det trak ud og trak ud og trak ud. Gæsterne kedede sig, bruden græd, gommen gik fortabt smilende rundt og forsøgte at ta det hele med godt humør, hr. Skvadderhoved forsøgte sig med endnu flere vitser, nogenlunde af samme kvalitet som den første. Ingen havde kræfter til så meget som et enkelt lille latterkluk. Og når der endelig kunne komme en ny ret på bordet, kastede folk sig over den som grådige ulve.

   Endelig klokken 23.30 så det ud til, at den bette sov. Bruden sad i hvert fald nogenlunde stabilt på sin plads. Og klokken 23.58 blev gulvet ryddet, og det unge par fik afviklet brudevalsen forskriftsmæssigt, med håndklap fra gæsternes ring, med kys, med afklipning af gommens sokkespidser, så han ikke kan ”gøre sine hoser grønne” hos andre kvinder. Et lille smil begyndte at pible frem på brudens ansigt. Nu var hr. Kvaj endelig sat fra bestillingen. Men da havde folk altså også siddet til bords i mere end 6 timer.

   Heldigvis fik bruden derefter et par timers dejligt dansebal, og både hun og gommen så glade ud, ikke mindst for hinanden. Så jeg håber, at de alligevel kan se tilbage på dagen som den lykkeligste i deres liv. Trods alt.

   ½ zebra

   En anden særpræget oplevelse var Bitten Clausens 85 års fødselsdag i 1997. Bitten Clausen var jo enke efter Danfoss´ grundlægger og desårsag mangemillionær. I hendes omgangskreds fandtes både kongelige og andre af vort fædrelands rige og mægtige, og dem havde hun uden tvivl holdt fødselsdag for.

   Men samtidig havde hun åbenbart en mere uofficiel omgangskreds, jagtslænget, og de skulle da ikke snydes. Hun var ejer af en bette jagt”hytte” (efter sigende med god plads til 25 liggende gæster) i nærheden af Grindsted, og bestyreren af dette domicil havde ved en anden festlig lejlighed hørt os spille. Og siden det nu var ham, der blev betroet opgaven med at arrangere jagtfesten, blev det os pålagt at bevæge os til Grindsted Kro for der at yde musikalsk bistand til Bittens føsda.

   Så nu skulle vi altså spille for ”den stue kapitaal”. Det var unægtelig en ny oplevelse for os…

   Det gik festligt for sig. Menûen var fortrinlig, og som sædvanlig var der rester i køkkenet til os. Der var adskillige taler, og selskabet var absolut tvangfrit og muntert. Men bagefter kom det ganske særlige indslag, som jeg især husker, fordi det var en kulturel oplevelse, som lå aldeles hinsides min horisont.

   Det viste sig, at festens højdepunkt var fremvisning af de vigtigste trofæer, som var blevet nedlagt på selskabets jagter i det forløbne år. Til det formål havde man hidkaldt en kvartet, som spillede på jagthorn (horn, som er uden ventiler, og som derfor kun kan spille ”naturtonerne”). Og nu kom chokket: Til hvert trofæ fandtes et signal, en kort melodi med titel som fx ”Kronhjortens død” eller ”Rævens død”, spillet af denne kvartet. Samtidig blev trofæet (hals og hoved med gevir, udstoppet, sat fast på en træplade) holdt frem, og den dygtige jæger blev rost i høje toner.

   Og på den måde blev 8-10 trofæer fremvist og behørigt saluteret af jagthornene. De var skam dygtige! Spillede rent og klart, uden slinger i valsen, tydeligvis var de i den grad på hjemmebane. Præsentatoren var vores jagthyttebestyrer, og det lykkedes ham i næsten alle præsentationer at liste en lille, underdanig, næsten krybende TAK ind til Bitten Clausen. (Tak er kun et fattigt ord…)

   På hjemmebane - det var vi små middelklassemusikanter til gengæld ikke. Vi så og lyttede med åben mund, opspilede øjne og ørerne på stilke. Da vi forsigtigt hviskede til hinanden, hvad det næste signal mon blev, og én af os høstede lydløs latter med sit forslag ”Frikadellens flugt over plankeværket”, blev vores forventninger vildt overtrumfet med ”en halv zebra på plade” fra den safari, som Bitten Clausen i sin uendelige godhed havde inviteret adskillige, herunder sin hyttebestyrer, med på.

   Nu kunne det ikke gå højere. Troede vi. Men forestil jer vores overraskelse, da det sidste trofæ blev båret ind: En kæmpemæssig laks, udstoppet og sat på træplade, fra en af de norske fjorde, hvor folk som Uffe Ellemann og andre rigmænd fisker for jeg-ved-ikke-hvor-mange-tusind kroner om dagen, uforstyrret af den gemene hob. Også her havde vidunderlige Bitten dog inviteret vores bestyrerven med. Ifølge hans fremstilling var det næsten som at komme i himlen…

   Så var det groteske skuespil slut. Til zebra og laks havde der trods alt ikke været hornsignaler, så langt rakte den danske jagt-signal-kultur åbenbart ikke. Men vi havde trods alt måbende fået indblik i en kultur, vi ikke havde anet eksistensen af.

   Senere gik det løs med dans og halløj. Og jeg skal da love for, at Bitten Clausen var adræt. Hun var ikke af gulvet hele aftenen, men kastede sig lystigt ud i dans efter dans, helt til vi sluttede kl. 3. Frisk dame, skal jeg love for.

   Da festen var slut, gik jeg, som jeg altid plejer, hen til festens genstand for at sige tillykke og tak for samværet. Man er vel demokrat. Bitten Clausen så noget paf og forvirret ud, men tog da min fremstrakte hånd. For hende var jeg nok nærmere et tyende.

   Men - 85 år! Jeg må indrømme, at jeg beundrede den lille, velholdte dames energi og humør.

   To år efter kom vi på de samme kanter. Da holdt Bitten Clausen 50 års føsdasfest for Hans Å. Om ham mente vi at vide følgende: 1) Han var formand for de store fiskeskippere i Esbjerg. 2) Politisk lå han efter sigende et godt stykke til højre for Djengis Kahn. 3) Og rygtet gik, at han var Bitten Clausens elsker. Hvis det er sandt, må jeg igen sige: Frisk dame!

   Men dér jokkede jeg for alvor i spinaten. Det var lige efter ”århundredets storm” i oktober 1999. De fleste af Syd- og Sønderjyllands træer lå ned, hvilket vi konstaterede ved selvsyn på vejen. Oppe ved Århus havde stormen været knap så slem, men jo længere sydpå, vi kom, des mere fik vi syn for sagn.

   Festen forløb fint, selvom sønneke undervejs holdt den mest besynderlige, aldeles ikke smigrende ”takketale” til sin far, som han åbenbart ikke havde set meget til op gennem barndommen. Men undervejs fik jeg desværre den ulyksalige idé at afsynge den muntre skæmtevise ”Imellem Esbjerg og Fanø” med bl.a. det skæbnesvangre vers:

Men de gik under med mand og mus

ja de gik under for stormens sus

imellem Esbjerg og Fanø”.

Det syntes ligesom passende i et selskab, hvoraf adskillige var fiskeskippere i Esbjerg.

   Bagefter kom en herre op til orkesteret: ”Er du klar over, at der i dette selskab befinder sig TRE fiskeskippere, hvis trawlere som følge af orkanen ligger på havsens bund i Esbjerg Havn…?”

   Ups!

   Og jeg gentager: Upsss! 

  

   KÆRE STEEN

som bare har fire strenge at spille på

som nu har lejet os det samme luvslidte anlæg i en snes år

som aldrig har nogen penge

som derfor ALTID er med på at spille

men som da vist nok osse ka li det

selv om du lader somom det kun er for pengenes skyld

som har en rigtig god stemme

men som nøjes med understemmer og falset

da du ikke kan huske tekster

som kan jokes i lange baner

som SER og sludrer og pjatter med vores lidt skæve familie

som fx svigermor Rosa og vores plejebørn Gry og Chano

og som derfor er elsket af dem

som er en rigtig charmør

som kan score kvinder i stribevis, hvis du gider

men hvor finder man den eneste ene?

som bestandig tilbød at hente øl til mig, da jeg var på vandvognen

(hey, hvor godt venskab er det lige???)

som har tre herlige og begavede sønner

som er blevet bedstefar og ka li det

som er en fortræffelig håndværker

som har sat kolonihavehuset i perfekt stand

som i ”helårsbeboelse”

som dér inviterer til Skt. Hansaften hvert år

med grill, med bål, båltale, ”Vi elsker vort land”

og fællessang af vort hjemlands vemodige

som jeg har trillet vejene tynde med på vej til og fra spillejobs

som jeg har drukket øl med, snakket med, grinet med

men aldrig kedet mig med

som er elsket af min kone (nej, ikke på dén måde)

som ikke altid har haft det let

men som ikke er sådan at slå ud

som stadig er kendt som flab og gadedreng i vide kredse

selv om du nu er over 60 og for længst er andet og mere end det

kære Steen

har jeg nogensinde fortalt dig

at du er et festligt krydderi på tilværelsen

en kompetent og musikalsk bassist

en god kammerat

en kær ven

som gennem alle årene har gjort det hele lidt sjovere

tak for det, du gamle

Gudmund

   HITSPOILERS

   De seneste godt og vel 10 år har jeg desuden været med i det ikke særlig kendte hyggeband ”Hitspoilers”. Vi øver cirka 10 gange om året ude hos Ole Bryhl i Solbjerg. Vores repertoire spænder vidt, gamle jazznumre, finsk Tango, latinamerikansk Rumba fra LA, ABBA, Kaj Norman Andersen og meget mere.

   Besætningen er: Ole Bryhl på trompet og sang, Søren Sørensen på sax og sang, Lars Isaksen på bas, Ole Kudsk på piano og mig på Guitar og sang. Men vi hygger os med øveriet, sætter smag på diverse specialøl, mobber hinanden på det kærligste og nyder samværet. Af og til opstår der uenigheder om repertoire og spillemåde. Så kan bølgerne gå højt - men vi falder dog hurtigt ned igen.   

   Indtil nu har vi kun afholdt en eneste årlig koncert, når Ole Bryhl har inviteret vennekredsen på gule ærter i januar, og så en enkelt optræde, da Søren fyldte 65.

Ikke alle medlemmers selvtillid er lige stor. Meen - jeg håber da, at også resten af verden med tiden får mulighed for at stifte bekendtskab med de gamle travere i HITSPOILERS´ alternative udgave…

   KODA

   Og således er vi nået op til den nære nutid.

   Efterhånden er festerne med dans blevet færre. Med os ældes jo også vores publikum.

   Dog har vi stadig nogle børnearrangementer, ikke mindst ved juletid. Og for nylig spillede vi såmænd til et bryllup, hvor der efter sønnekes oplysning var en hel del af det københavnske avant-garde-rockmiljø blandt gæsterne. Men vi blev bedt om at stille op. For både brud og gom holdt rigtig meget af John Mogensen og den slags.

   Det viste sig hurtigt, at det gjorde resten af gæsterne også…

   Og selv om vores traditionelle publikum (som jeg for nemheds skyld benævner ”socialdemokrater fra alle partier”) ikke længere afholder så mange fester med dans, så lytter det gerne til klassiske viser og gamle schlagere fra fx Giro 413, synger endda gerne med. Ofte medbringer vi sanghæfter til fælles gavn og glæde…

   Også på plejehjem og i ældrecenter finder vi et publikum, der som vi kan lide alle de gamle sange. Vi larmer heller ikke så meget, selv om jeg stadig har en klar og kraftig stemme. Faktisk spillede vi engang til en fest, hvor strømmen gik. Alt gik ud, og det blev bælgmørkt. Men vi spillede da bare videre, som om intet var hændt. Vi er da ikke afhængige af noget så nymodens som strøm…

   Ofte bliver vi spurgt, om vi ikke kan synge den-og-den. Og ofte kan vi! Men ikke altid - der findes en vidunderlig flora af sange i folkedybet, og det er umuligt at kunne dem alle. Men så siger vi bare: Okay, den lærer vi til næste gang…

   En enkelt gang har vi dog måttet give fortabt. Det var, da Henning L., Steen og jeg spillede for en flok smede på en af Dansk Metals kursusejendomme. En smed tog ordet og spurgte, om vi spillede på opfordring. Vi svarede, at det gjorde vi da - og Steen tilføjede sin sædvanlige flabede replik: ”Hvis ønsket er skrevet bag på en 500-kroneseddel…”

   Men det var smeden, der fik det sidste ord: ”Der står et billard inde i stuen ved siden af. Så vil jeg gerne opfordre jer til at gå ind og spille på det…”

   DET latterbrøl kunne vi ikke stille noget op imod… andet end at grine med.

   Så vi er her endnu.

   Vi spiller endnu.

   Den revolutionære kamp i socialistisk forstand ligger unægtelig noget underdrejet. (Fordi problemerne er løst? Næh, tvært imod!) Og selv er vi heller ikke vildt revolutionære længere. (Fordi vi synes, samfundet er perfekt? Næh, tvært imod!) Men vi spiller, gladere og gernere end nogensinde. Og vi følger - med knagende led og humpende gang - nu som før de ædle deviser:

                                            HVOR DER HANDLES, DER SPILLES.

                                            LEVENDE MUSIK TIL LEVENDE MENNESKER.

                                            MUSIK DER SWINGER - I TEMPO OG KVALITET.

                                            VI VIL LAVE VERDEN OM - OG HA DET SJOVT IMENS…

                                                                                       Viby, den 18. oktober 2015

                                                                                                Gudmund Auring