TRO

   TRO

   Mennesket har skabt GUD i sit eget billede.

   Så kort kan min holdning til begrebet TRO udtrykkes.

   Og så alligevel ikke. Der er mangt og meget, der skal skrives og gøres klart, før alle de nuancer og forbehold, som ligger i min holdning til begrebet TRO, er nogenlunde på plads.

   For mig er begrebet TRO fast knyttet til vi menneskers ulyksalige trang til at forstå og finde mening i eksistensen og tilværelsen. Denne trang har vi alle. Derfor er der for mig ingen tvivl om, at hvis vi er intelligensvæsner, så er vi omfattet af begrebet TRO i bred forstand. I religiøs forstand. I psykologisk, i filosofisk, politisk, kulturel forstand. Fordi trangen til at forstå kan ingen af os sige sig fri af. Nogle tænker dybt og længe, andre griber det første, det bedste halmstrå, men ingen magter i længden at hænge frit svævende i luften.

   Af samme grund indebærer min indledende maksime ikke, at jeg ser ned på TRO i religiøs forstand. Den religiøse TRO er for mig et forsøg på at komme overens med tilværelsens vilkår, på lige fod med filosofi, psykologi og politik. Og de forskellige religioner ytrer sig som mere eller mindre højtudviklede forsøg på dette og indeholder mere eller mindre filosofisk og psykologisk visdom. Der findes derfor i alle religioner interessante og lærerige eksempler på forståelse af eksistensen og tilværelsen.

   Derfor har jeg slet ikke nogen som helst intentioner om at melde mig ind i Ateistisk Selskab, selv om jeg betragter mig selv som ateist. Der finder jeg bare et nyt sæt dogmer, som kan bruges til at slå (anderledes) TROende oven i hovedet med. Den militante ateismes påstand er, at der gøres og er gjort et utal af forbrydelser i GUDs navn. Og det er da ganske uomtvisteligt. Men disse forbrydelser kan gøres i alle mulige religioners og ideologiers navn, selv i ateismens, så sandt som vi mennesker skaber vores egne GUDer.

   Agnostiker? Måske. Om de begreber, der gøres til genstand for religiøs TRO, kan intet vides. Sandt nok, men jeg føler mig nu mest som ateist.

   Selv om jeg stadigvæk er medlem af Folkekirken! Af tradition. Af dovenskab, måske. (Og med den lumske og aldeles irreligiøse bagtanke, at Folkekirken med sin mainstream-praksis er et værn mod religiøs fanatisme og religionskrig!)

  

   GUD

   Men anderledes er min holdning til begrebet GUD. For dette begreb er for mig at se en kortslutning. Når vi mennesker er nået tilstrækkeligt langt ud i det store tomme rum, hvad enten det gælder verdensrummet eller sindets uendelige rum, gribes vi af ”horror vacui”, rædslen for tomheden, og så er det, at nogle af os i vores angst og fortvivlelse griber til begrebet GUD. Her har vi så fundet tilværelsens faste punkt, hvorfra vi kan ”rokke verden”, dvs. placere alle vores øvrige begreber i forhold til.

   En nær ven fortalte mig en gang, at hun ”havde behov for” at TRO på GUD. Det tvivler jeg bestemt ikke på. Faktisk er det selve essensen af det, jeg har skrevet ovenfor.

   Der er bare lige det ”men”, at en GUD vel ikke giver sig til at eksistere, bare fordi vi ”har behov” for ham. En sådan TRO er for mig at se ”angstens sejr”. Vi vover os ikke længere ud i det tomme, og derfor sætter vi en grænse, som vi kalder GUD, og sætter derved den eksistentielle angst skakmat.

   Jeg synes ikke, det er helt hæderligt. At vores tanke må stoppe, inden forståelsen indtræder, er for mig at se et eksistensvilkår. Intet menneske er i stand til eller vil nogensinde blive i stand til at begribe eksistensens inderste kerne. Men når vi giver vores stoppunkt et navn, som fx GUD, så har angsten vundet sin endelige sejr. Så har den besejret vores mod - mod til erkendelse.

   TRO i en eller anden forstand slipper ingen fri af. Men TRO på absolutter, som GUD, truer den frie tanke og bremser erkendelsen.

   Den reviderede GUD

   Af samme grund er min interesse for religion fortrinsvis sociologisk/psykologisk/

filosofisk. Op gennem historien har menneskets forestillinger om GUDdommen ændret sig i takt med vores muligheder for erkendelse, fra et utal af skovGUDer og andre væsner, der besjælede naturen, til solGUDen, som med sin ild satte liv i hele tilværelsen (egentlig en helt igennem ”videnskabelig” GUD), over GUDelige familier på Olympens top eller i Asgård, til en GUDløs tilværelsestolkning som buddhismen, hinduismens GUDemylder, og endelig de store, monoteistiske religioner jødedommen, kristendommen og islam.

   Dertil kommer et antal nyreligiøse strømninger i tiden, som jeg dog ikke har interesseret mig ret meget for.

   Denne udvikling i ”den globale GUDeverden” følger som sagt af vores ændrede muligheder for erkendelse, samt af udviklingen i vores kultur, ideologi og samfundsopbygning. Et par små, overfladiske eksempler følger nedenfor:

   Når GUDen i vores kristne hjørne af tilværelsen tiltales med ”Fadervor”, er det et udtryk for en patriarkalsk kultur. Når Maria-dyrkelsen i de katolske lande er så stærk, er det vel ikke en anfægtelse af dette patriarkat, men snarere et resultat af, at ”GUDfader er streng og fjern, men moder kan vi tale med om alt”.

   Når Odin, Thor og Tyr var vikingetidens krigsGUDer, så var det, fordi de passede som fod i hose til krigerkasten i den del af vores nordiske kultur, som bestod i røveri og plyndring. Men med tiden opdagede de selvsamme vikinger, at den kristne GUD havde meget mere at byde på, når det drejede sig om opbygning af byer og samfund. Også, når det gjaldt erobring i større målestok, herunder af sjæle, eftersom de kristne skulle ”gå ud og gøre alle folkeslag til mine disciple, idet I døber dem i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn”. Og så var der basis for at skifte TRO, væk fra de primitive krigsGUDer.  

   Når GUD i flere grene af den nutidige kristendomsforståelse er fradømt såvel faderværdighed som køn og gjort til et mere ubestemt begreb, måske endda boende i mennesket selv, må det have sin oprindelse i et knæfald for Darwin og for videnskabens stadig mere omsiggribende styrke. I hvert fald var den gode Vorherre anderledes håndgribelig før Darwin, selv om han ikke netop var synlig for øjet.

                                            Gik alle konger frem på rad

                                            i deres magt og vælde,

                                            de mægted´ ej det mindste blad

at sætte på en nælde.

Det stærkeste og mest præcise udtryk for GUDs almagt, vores salmelitteratur ejer. For det kan han!

   Der er bare lige det ved det, at i dag KAN vores videnskab rent faktisk gøre det. Sætte det mindste blad på en nælde.

   Men betyder det så, at videnskaben kan fejre den triumf at kunne erstatte religionen som absolut tilværelsestolkning. ABSOLUT IKKE. Hvis man tror det, har man jo blot erstattet begrebet GUD med VIDENSKAB. Og vel kan videnskaben komme uendelig langt i sin beskrivelse af HVEM, HVAD, HVOR og HVORDAN. Vi har så langt fra set det sidste. Men den kan ikke besvare HVORFOR og kommer aldrig til at kunne det.

   Og her, i HVORFOR, finder religionen så sin niche. Men her, i HVORFOR, rumsterer også psykologi, filosofi, politik. Selv videnskaben stikker sin næse ind i ny og næ. Men får selvfølgelig øjeblikkeligt smækket døren i lige i fjæset. Af religionen. Slam!

   For selvfølgelig kan vi ikke lade være med at stille spørgsmålet HVORFOR og søge svar på det. I psykologi, filosofi og politik opereres der blot ikke med ABSOLUTTE svar, som GUD. Det er naturligvis i høj grad blevet forsøgt. Men i længden uden held. I dag regnes de såkaldt STORE FORTÆLLINGER for døde og borte, som absolutte fortolkninger af tilværelsen betragtet. Hvilket altså vel at mærke ikke har udslettet vores ulyksalige behov for at TRO.

   Og bemærk venligst: Inden for SAMTLIGE ”erkendelsessektorer”, religiøse såvel som andre, gøres der et stort og fortjenstfuldt erkendelsesarbejde, som i hverdag, i opbygning af samfund, i globalt samarbejde og i mange andre sammenhænge sætter os i stand til at tumle vores tilværelse.

   Men der frembringes sandt for dyden mindst lige så store mængder af gedigent sludder og vrøvl!

   I kløerne på de TROende

   Det kan være lidt af en prøvelse at diskutere TRO med en kristen.

   En præst, som jeg kender rigtig godt, finder det fra tid til anden nødvendigt at betvivle mine ord, når jeg hævder, at jeg ikke er religiøst TROende. ”Jo, det er du”! hævder hun hårdnakket. Jeg kunne ikke drømme om at betvivle ægtheden af hendes TRO, selv om jeg ikke deler den. Men det kan hun, og andre med hende, åbenbart tillade sig overfor mig…

   En anden præst, absolut sympatisk fyr af mit bekendtskab, var ikke sen til at fyre dette raske standardsvar af, da jeg oplyste om, at jeg ikke troede på GUD: ”Men GUD tror på dig”! Jeg kunne kun svare, at det var jeg da glad for. Så havde jeg jo en fin forsikring i himmerig, selv om jeg selv var ikke-TROende…

   En god ven fik bogstavelig talt et chok, da jeg frimodigt hævdede, at jeg ikke havde nogen sjæl. Det var hende umuligt at forstå, at jeg kunne mene dette i fuldt alvor, og mit lille foredrag om, at jeg tog afstand fra den opfattelse, at mennesket består af legeme og sjæl, faldt på stengrund. Den klassiske kristne opfattelse, at legemet er bærer af vores syndefulde natur, mens sjælen rummer vores rene stræben, kan jeg absolut ikke bruge til noget. Mennesket er et socialt dyr med en overudviklet hjerne.

   Nå, spøg til side. Netop nu, som så ofte før, er det oppe i tiden at hævde blandt visse kristne præster og lægfolk, at vi som mennesker ikke har et etisk grundlag at bygge liv og samfund på, hvis vi ikke er TROende. Hvis religionen derfor smuldrer, og kirkerne står tomme uden for højtiderne, så betyder det et begyndende etisk sammenbrud i vores moderne verden. At etiske sammenbrud, såvel som mange andre former for sammenbrud, truer vores verden, vil jeg ikke benægte. Men det er da ligegodt rabiat at påstå, at det skyldes mangel på kristen TRO. (Eller på religiøs TRO i det hele taget! Jeg er ret sikker på, at TROende fra Islam og andre religioner vil påstå præcis det samme.) Det er jo endnu en version af at ”TRO, fordi man har brug for det”. Det kan vist kun kaldes bekvemmelighedsTRO.

   Bag denne argumentation ligger den påstand, at vores kultur står for fald og smuldrer bort i gold materialisme. Det er en tankegang, jeg godt kan følge. Men at det skulle være mangel på kristen TRO, der er blandt årsagerne hertil, det er dog en saftig påstand på alle os ikke-TROendes vegne. Jeg betvivler på ingen måde, at rigtig mange TROende (af alle slags) finder masser af livsfylde og kulturel identitet i deres TRO. Det er jeg glad for på deres vegne. Men påstanden om etisk sammenbrud på grund af TROsmangel gror i den missionerendes baghave.

   En rabiat version af påstanden finder vi i den afart af Tidehverv, som grupperer sig omkring Søren Krarup og dele af hans familie. De giver oven i købet påstanden en politisk dimension, eftersom de knytter sig tæt til Dansk Folkeparti og beriger partiets ultranationalistiske tankesæt med en kristen overbygning.

   Der er en herlig gammel joke om den kristne Tidehvervs-bevægelses slogan: ”GUD er alt, jeg er intet - og du er en idiot”! Søren Krarup har tilsyneladende strammet den til følgende: ”GUD er alt, jeg er intet - og du er en landsforræder”! Så er joken ikke en joke længere. Nu er den et udtryk for rabiat fundamentalisme, hvor Tidehvervs holdning om, at mennesket intet formår, men lever af GUDs nåde alene, får en aggressiv drejning, der i SKs øjne gør hundredetusindvis af danskere åndeligt statsløse.

   Søren Krarup har alle dage været Luthersk fundamentalist. De 95 teser, som i skrivende stund er 499 år gamle, er grundlag for hans TRO, hvilket jeg ingenlunde vil kritisere ham for. Men derpå følger en bekvem udlægning af kristne begreber, så de passer i hans nationalistiske og kulturbarbariske kram. Fx begreberne barmhjertighed og næstekærlighed. På forunderlig vis får han det til kun at gælde en ganske snæver kreds, nærmest de helt ”fysisk næste” (selv om den barmhjertige samaritaner tilhørte en befolkningsgruppe i den tids Palæstina, som var set ned på af ”de ægte TROende”.)

   Men ikke nok med det. De, der fortolker begreberne bredere og fx mener, at også fremmede mennesker på flugt kan omfattes af begreberne, blir af SK og hans disciple karakteriseret som grådige udnyttere af ”godhedsindustrien”, ja, i den sammenhæng er det, at SK går så vidt som til at anklage nogle af dem for ”landsforræderi”.

   Det kan han selv være. SK er et krystalklart eksempel på, hvordan vi mennesker skaber GUD i vores eget billede. Han kan bruge sin GUD til at gøre hans danske nationalisme til et ABSOLUT. Og i det spørgsmål kan han tage politikerne fra DF i hånden og forsyne deres fremmedfjendske holdninger med et kristent figenblad. Hvis ikke man er troende på SK-måden, så er man ikke dansk.

   Kristne, der tænker sådan, ønsker ikke, at integration skal lykkes, eller at indvandrere skal kunne føle sig som danske. Det ville jo være at save den fremmedfjendske gren over, de selv klamrer sig til.

   Sådanne kristne kan tage Islams fundamentalister i hånden og danse med dem i kreds rundt om retTROenhedens afGUD.

   Vorherrebevars! 

  

   Credo

   Jeg bekender altså, at jeg, såvel som alle andre tænkende væsner, ikke kan fornægte mit behov for at TRO. Men min TRO baserer sig ikke på et ABSOLUT, som den religiøse TRO. Snarere er den baseret på en række valg, jeg har truffet i det virvar af filosofiske, religiøse, kulturelle og politiske påvirkninger, jeg har modtaget siden min fødsel. Det er altså ikke valg, baseret udelukkende på fornuftige overvejelser. Fornuften kan heller ikke være min GUD. Den er lige så upålidelig som alt andet, selvom jeg selvfølgelig til daglig bilder mig ind, at jeg bruger den hele tiden.

   Men behovets ubønhørlighed må jeg bøje mig for. Så altså:

-          Jeg TROr på, at mennesket er et socialt væsen, på godt og ondt.

-          Jeg TROr på, at begreberne godt og ondt er konstruktioner, dannet af de kulturelle og sociale sammenhænge, vi indgår i - og derfor i nogen grad forskellige, alt efter disse sammenhænges struktur og indhold.

-          Jeg TROr på, at begreberne godt og ondt overalt dannes på det fælles fundament, at vi ER sociale væsner.

-          Jeg TROr på, at tilværelsen er absurd, dvs. unddrager sig endelig, absolut forståelse.

-          Jeg TROr på, at vi som mennesker må og kan konstruere et antal etiske udsagn, der så vidt muligt sætter os i stand til at leve i de kulturelle og sociale sammenhænge, vi indgår i. Vi er altså henvist til at danne os - og leve på - begreber om godt og ondt, vel vidende, at de ikke er os pålagt af et højere væsen, men at de er et ansvar, vi vælger at tage på os. Ethvert fællesskab, ethvert samfund hviler på et sådant sæt begreber, omfattet af en yderst vakkelvorn konsensus.

-          Jeg TROr på, at ethvert menneske har brug for at høre til! I et samfund, i en gruppe, i en familie, i et andet menneskes arme.

-          Jeg TROr på, at vi i vores fundamentale rolle som socialt væsen kan vælge at påtage os et bud om at tage ansvar. For os selv, og for hinanden.

   Jeg finder meget af disse og lignende forestillinger hos forfatteren og filosoffen Albert Camus, som jeg, inspireret af min mellemste søn, har genlæst og læst bredere i de senere år. Hos ham finder man en knivskarp, køligt analytisk beskrivelse af ”det absurde livsvilkår” i mange af hans romaner. Men dér finder man også, i romaner, noveller og essays, en medmenneskelig varme og en hengivelse til de helt konkrete og håndgribelige vidundere på denne Jord, som vi ikke kan andet end finde skønne. Hvordan skulle vi kunne andet? De er jo vores - vores eksistensgrundlag.

   Vel ved jeg, at Camus af mange ældre regnes for ”de unges filosof”, forstået på den måde, at de mener, hans forestillinger hviler på ungdommelig idealisme. Javel, måske, men kan den kritik ikke snarere være tegn på den alderens metaltræthed, som med årene hos mange udmarver ungdommens energi og livsmod?

   På en pladeindspilning af ”What a wonderful world” med gamle Louis Armstrong har jeg hørt en vidunderlig talende kommentar mellem to refrain´er, hvor han svarer på kritik:   

   Pops, hvordan kan du kalde verden vidunderlig, fyldt som den er med krig, nød, sult og forurening?

   Lyt lige til mig, knægt. Det er jo ikke verden, der er noget i vejen med. Det er, hvad vi mennesker gør ved den, som lader den fremstå grusom og forfærdelig.

   Gamle Louis fremsætter her en TRO, så varm, frisk og ungdommelig som lyden af hans gyldne TROmpet.

   Min kristne baggrund

   Enhver vil kunne se, at der ligger masser af TRO i ovenstående punkter. Men TROen er ikke absolut. Der er ingen GUD.

   Men jeg har skam været der! Ork ja, i den grad.

   Jeg er vokset op med grundtvigsk kristendom, med aftenbøn og salmer, og jeg betragter den dag i dag Grundtvig som et menneske, der mere end nogen anden har været i stand til at beskrive tilværelsens under med størst poetisk kraft. Det gør han i den grad med sin GUD, kan slet ikke andet. Den TRO deler jeg som sagt ikke. Alligevel elsker jeg mange af Grundtvigs salmer for det strålende lys, de formår at kaste over vores tilværelse.

   En eller andet, jeg har glemt hvem, har sagt, at kristendommen i grundtvigsk forstand er ”en befaling om at være til i dag”. Den maksime kan jeg skrive under på, genfinder den hos Camus. Bortset fra det med befalingen. Den kommer ikke noget sted fra. Skal den komme, må den komme fra os selv.

   Da jeg blev konfirmeret, var jeg stærkt TROende. Så stærkt, at jeg tillod mig at bevise GUDs eksistens med klokkeklare fornuftsgrunde. Hvilket selvfølgelig lige så klart viser, at min TRO var mildest talt vakkelvorn, eftersom den var mysterieløs og byggede på fornuftens sandgrund.

   Min TRO gik over - eller blev afløst af en anden - da jeg blev glødende socialist og derfor kunne sige med Marx, at ”religion er opium for folket”. Bemærk dog her, at Marx ikke taler om TRO, men om religion - den tanke-, kirke- og samfundsbygning, som TROen fortætter sig til.

   Senere blev jeg kommunist, om end ikke ukritisk, ikke ubetinget TROende. Det vender jeg tilbage til - her kun nogle få ord om kommunismen som TRO. Ikke så få har i øvrigt i tidens løb foretaget den åndelige rejse til kommunismen, når deres kristne TRO vaklede.

   Kommunistiske teoretikere kaldte det økonomisk-filosofiske grundlag for det kommunistiske samfund for ”Den Videnskabelige Marxisme”, så her stak videnskaben som TROsgrundlag så sandelig sin snude frem. Men filosofisk havde den Sovjetunionen-dominerede kommunisme for mig at se den fordel, at den, i al sin ufuldkommenhed, rent faktisk eksisterede som samfundsbygning her på jorden. Dens forsvarere kaldte den også ”Den Reelt Eksisterende Socialisme”, som markerede afstanden til Sovjet-kritiske, mere luftige former for socialistisk/kommunistisk teori, der endnu ikke havde resulteret i dannelse af samfund. I den betegnelse lå også, at realiseringen af den kommunistiske idé naturligvis på ingen måde var problemfri.

   Dermed havde den en konkret eksistens, som trods masser af historiske og nutidige forbrydelser, katastrofer, fejl og svagheder ENTEN måtte udvikle sig i demokratisk og retfærdig retning ELLER bryde sammen under forbrydelsernes og fejlenes vægt. Heri lå for mig en afgørende test af denne samfundsbygning, eftersom ”virkeligheden er alle tings prøve”.

   Jeg TROede og håbede det første. Men virkeligheden bestemte. Det var det sidste, der skete!

   I dag anser jeg mig stadig for at være socialist. Men det er en pragmatisk, på én gang mere abstrakt og konkret TRO, som på ingen måde er absolut. Den bygger først og fremmest på, at jeg har valgt mig fællesskab og sammenhold som to af de basale værdier, jeg bygger mit ansvar som socialt væsen på.

   Kulturkristen

   Og kulturkristen er jeg naturligvis. Kristendommen har haft en så massiv og dominerende indflydelse på tankesættet i vores del af verden i de sidste 1.500 år, at ingen europæer kan sige sig fri for eller erklære sig uafhængig af kristendommens indflydelse. Den ligger latent i mange af vores forestillinger om etiske og samfundsmæssige spørgsmål. Men det rum har den ikke alene. Dér roder den rundt med ”allerede de gamle grækere”, med naturreligiøse forestillinger, med oplysningstidens og revolutionens projekt og meget andet godt. Så vi kan med god grund også kalde os kulturgrækere, kulturoplysningstænkere, kulturrevolutionære (nåh nej…) og meget andet godt.

   Men - ”Gud gemmer sig i grammatikken”, som min gode søn Jon har gjort mig opmærksom på, at Nietzsche har sagt. I selve begrebet ”kulturkristen” kommer en TROende kristen ofte til at lægge en begrundelse for, at kristendommen som TRO er nødvendigt for vor kulturs overleven og videreførelse. Denne anskuelse finder man bl.a. i den førnævnte påstand om, at afviklingen af kristen TRO naturnødvendigt fører til etisk og kulturelt sammenbrud i vores kulturkreds. Men den påstand (som utvivlsomt går igen i ALLE kulturkredse og anføres af troende i ALLE religioner) holder på igen måde. Den bunder i et kristent-kulturelt magtsprog, der naturligvis ikke er så brutalt som heksebrænding, men som tildeler TROen en aldeles ubegrundet form for objektivitet i historiske og kulturelle spørgsmål.

   Netop i skrivende stund rammer vi 500-året for Martin Luthers 95 teser på kirkedøren i Wittenberg 1517, som blev startskuddet til den evangelisk-lutherske reformation. Essensen i denne var et opgør med katolicismens vildtvoksende skov af helliggørelser (helgener, skærsild, aflad og meget andet godt) og en tilbagevenden til evangeliets ord som troens grundlag. Luther oversatte som bekendt selv bibelen til tysk, hvorved enhver, der kunne læse, fik muligheden for at sætte sig ind i (og fortolke) ”evangeliets klare lys”. Som så viste sig ikke at være så klart endda. Da præsten Thomas Münter og hans bønder læste en ret til at gøre socialt oprør ud af evangeliet, knyttede Luther sig nært til de feudale fyrster og deres grusomme nedslagtning af oprørerne (som selv var yderste brutale). ”Slå dem ned som gale hunde”, sagde Martin.

   I århundrederne derefter havde de kirkelige autoriteter, hånd i hånd med de enevældige fyrster, der jo var herskere ”af GUDs nåde”, særdeles travlt med at forklare den læsende hob, HVORDAN evangeliet skulle forstås. Og kampen mellem GUD og djævelen blev i høj grad udkæmpet her på Jorden, hvor samtlige heksebrændinger fandt sted EFTER reformationen, og hvor kamp mod kætteri blev ført særdeles hårdhændet, både med kulturkamp og straffelove. Også i den katolske verden førte reformationens chok til en voldsom religiøs-moralsk oprustningskamp, som blev ført med drastiske midler - med ”den spanske inkvisition” som det mest berygtede eksempel.

   Men djævelen var bogstavelig talt ude af flasken - og kunne i længden ikke proppes tilbage igen. Jeg vil mene, at Oplysningstiden, som, med tilløb, for alvor begyndte små 200 år efter reformationen, til dels er barn af den frigørelse af evangeliet, som reformationen indledte. Men samtidig er den et vidtgående, og helt afgørende, opgør med den bogstavtro opfattelse af evangelier og Bibel som GUDs ufejlbarlige ord. Altså BÅDE ”barn af…” OG ”oprør imod…” Et ”ungdomsoprør”, kort sagt.

   Oplysningstidens allervigtigste funktion har været indførelsen af den adskillelse af religiøs TRO og samfundets styrelse. Det sekulære samfund, som i politiske og samfundsmæssige spørgsmål har frigjort sig fra religiøse dogmer (og dermed gjort TROen til et personligt spørgsmål for den enkelte), frigjorde derved en voldsom kreativ energi. I netop dette forhold ligger den rige verdens massive overherredømme i forhold til de fleste andre kulturkredse i verden. Begreber som demokrati, kapitalisme, imperialisme, socialisme, kommunisme, kønnenes ligeberettigelse, er direkte børn af oplysningstiden. Den effektive kreativitets hovedpunkt har været industrialiseringen, som har været den materielle hovedårsag til disse samfunds dominans.

   (At denne effektivitet også har vist sit grimmeste ansigt i et mylder af krige, herunder de to verdenskrige, at den i dag viser sig i vores ekstreme overudnyttelse af vor klodes ressourcer, det er en grusom kendsgerning, der for altid vil være et voldsomt korrektiv til positivisme og fremskridtsTRO.)

   Konkluderende: Kulturkristen, ja. Kultur-græker-renaissancemenneske-oplysningstænker-revolutionær, ja. Kristendommen (eller andre religioner, for den sags skyld) kan på disse præmisser ikke tildeles en etisk-kulturel forrang, når det gælder opbygning af samfund. Der er sandt for dyden udført masser af grusomme gerninger, også i kristendommens navn. Eftersom den er skabt af mennesker… 

  

   Salmerne - en magtfuld parentes

   Jeg har netop læst en diger, lærd og velskrevet moppedreng af kultur- og litteratur-videnskabsmanden Erik A. Nielsen, hvor han grundigt og med stor indsigt analyser Thomas Kingos samlede digtning.

   Kingo er en af vores fire store salmedigtere (sammen med Brorson, Grundtvig og Ingeman). Han levede fra 1635 til 1703, i den kulturperiode, vi kalder Barokken. Litterært set er Barokken præget af et ekstremt ordrigt og ekspressivt udtryk, og Kingo er absolut et markant, næsten brutalt, eksempel på en sådan poet.     

   Erik A. Nielsen skriver (han skriver meget, og jeg vil absolut ikke gengive det her, blot henvise til hans spændende værk), at barokkens livssyn var spændt ekstremt ud mellem voldsomme modsætninger, som fx liv-død og synd-nåde.

   For vor tid virker en sådan digterisk brutalitet temmelig ekstrem. Men selv om Kingos kristne livssyn ligger meget langt fra mit, så har jeg altid godt kunnet lide ham som digter. Min mening har dog hvilet på et ret begrænset kendskab til hans enorme værk. Men Kingos salmer er så stærke og udtryksfulde, at man ikke er i tvivl om, at her kæmper en kraftfuld, voldsom, lidenskabelig sjæl bogstavelig talt for livet. Han har i den grad været ”et verdens barn”, som i sin (og vores) menneskelige nød griber til at fornægte verden i sin fantastiske salme ”Far Verden Farvel”, hvor han afviser alt det, vi mennesker stræber efter i vores jordeliv som ”forfængelighed, forfængelighed”.

                                               Far, Verden, far vel

                                            Jeg keedis nu længer at være din træl

                                            De byrder som du mig har byltet oppaa,

                                            Dem hvister jeg fra mig og vil dem forsmaa

                                            Jeg river mig løs, og jeg keedis nu ved

                                               Forfængelighed

                                               Forfængelighed

   Selv om Kingo vil rive sig løs fra livet på Jorden og længes mod GUDs nåde ”i Abrahams skød”, så er det hans dennesidige lidenskab og voldsomhed, der fængsler mig. At en sådan mand tilbringer livet i evig kamp med sin ubændige, jordiske natur, det må aftvinge respekt. For alt det jordiske har tydeligvis i den grad spillet en stor rolle i hans liv - fx den erotiske kærlighed, hvilket fremgår af hans lange, vidunderlige kærlighedsdigt Crysillis.

   Samtidig får et nutidsmenneske gennem hans digtning et tankevækkende indblik i, hvor stor en rolle, kristendommen spillede i mange, måske de fleste(?), menneskers liv for 350 år siden.

   Pietisten Brorson er jeg ikke helt så begejstret for, selv om han har skrevet mesterværker som ”Her vil ties, her vil bies”, kampråbet ”I denne søde juletid” og andre. Men i nogle salmer er han mig lige lovlig sødladen i sit forhold til Jesus.

   Ingemanns dejlige morgensange til børn (ikke netop salmer, men gudelige sange) er et skatkammer af enkelt, anskueligt og dybt poetisk billedsprog. Læs blot fx ”Nu vaagne alle GUDs fugle små”, ”Nu titte til hinanden de fagre blomster smaa” eller ”GUD ske tak og lov, vi saa dejligt sov”. Og så er der jo både ”Glade jul” og ”Julen har bragt”!

   Jakob Knudsens salme ”Se, nu stiger solen af havets skød” er et af de smukkeste digte, der findes på dansk.

   Men MESTEREN - det er nu Grundtvig. I salme efter salme opruller han en GUDdommeligt båren glæde ved livet, som foregår her på Jorden, men er i GUDs hånd og befrugtet af GUDs nåde. Og det dennesidige liv anskues og stråler i det blændende lys af denne nåde, og udødeligheden i De Levendes land.

   Grundtvig anså Kingo for en stor digter og poetisk forkynder, men hans eget kristendomssyn var et andet, og han har skrevet flere salmer, som er direkte modsalmer mod Kingos. Den mest kendte - lige så kraftfuld og vidunderlig som Kingos - er ”De levendes land”, som til overflod deler versemål med ”Far, Verden, far vel”.

                                               Jeg kender et land,

                                            hvor håret ej gråner, og tid har ej tand,

                                            hvor solen ej brænder, og bølgen ej slår,

                                            hvor høsten omfavner den blomstrende vår,

                                            hvor aftnen og morgnen går altid i dans

                                               med middagens glans

   Et andet eksempel - blandt utallige - på Grundtvigs kraftfulde digtning finder vi i morgensalmen ”Den signede dag med fryd vi ser”.

                                            Om levende blev hvert træ i skov,

                                            og var så hvert blad en tunge,

                                            de kunne dog ej GUDs nådes lov

                                            med værdelig røst udsjunge;

                                            thi evig nu skinner livets lys

                                            for gamle og så for unge.

                                            Nu sagtelig skrid, vor højtidsdag,

                                            med stråler i krans om tinde!

                                            Hver time til Herrens velbehag

                                            som bække i eng henrinde,

                                            til frydelig sig til sidst de sno

op under de grønne linde!

                                           

   Jeg elsker musik og digtning. Det er en fryd for mig at synge disse salmer, og når jeg en sjælden gang går i kirke (ved dåb og begravelser), glæder jeg mig til at synge højt og klart med på salmerne. Ligervis synger vi i vor familie julesalmer og sange i advents-kransens skær og vader trøstigt om træet juleaften, mens vi synger ALLE VERS.

   Samtidig må jeg erkende, at der er langt mellem lige så kraftfulde vers til udtryk for en anden livsanskuelse end den kristne. Sådanne dybder og højder når kun de færreste ”verdslige” digtere. PHs ”I dit korte liv” er et smukt og poetisk forsøg på, hvad man kunne kalde en ”salme for ikke-troende”. Ludvig Holstein, Thøger Larsen og Johannes V. Jensen med flere bringer i den grad naturens vælde til live i deres lyrik. Camus formår i sin prosa at give udtryk for menneskets sammensmeltning med naturens kræfter. Og jeg afslutter dette livsanskuelses-essay med et stærkt digt af Otto Gelsted. Men ellers er der langt mellem de snapse, der virkelig kradser!

   Dog - det er jo ikke så underligt, at en digter, der kan jonglere med begreber som evigt liv, himmel og helvede, dér kan låne ikke så lidt mere styrke til sin digtning end digtere med mere jordnære livsanskuelser. Så igen - GUD gir sig vel ikke til at eksistere, bare fordi der skrives kraftfuld poesi til hans ære.

   De tre store monoteismer

   Jeg er bestemt ikke religionsekspert, har hverken læst Bibelen eller Koranen i sin helhed, men kender dog noget til Bibelen og kristendommen ”indefra” gennem min opdragelse, læsning - og gennem undervisning i skoler og på seminariet, hvor jeg også har lært lidt om de andre religioner. Men selvfølgelig kender jeg på ingen måde Islam og Jødedommen ”indefra”. Her kommer min (mangelfulde) viden mest fra læsning i aviser, tidsskrifter og bøger, udsendelser i tv, film og ikke så lidt mere.

   Når jeg begiver mig ud i en diskussion af religioner, er det som nævnt ud fra en social, politisk, psykologisk, kulturel og filosofisk synsvinkel. Mange, der er mere skriftkloge end jeg, vil derfor utvivlsomt kunne finde fejl og mangler i min argumentation og påvise dem ”med skriftens klare ord”. Men jeg vover alligevel det ene øje:

   Jeg hørte en gang i en debat en jødisk og en muslimsk intellektuel være helt enige om, at begrebet TRO ikke spillede nogen rolle for dem. Jeg undrede mig! For den kristne er begrebet TRO jo helt centralt! Men jeg forsøgte efter bedste evne ud fra deres ord i den efterfølgende meningsudveksling at forstå, hvordan det kunne hænge sammen.

   Jeg forstod det sådan, at for dem ”var GUD der bare” og opstillede en række regler for, hvordan en jøde eller en muslim skulle leve sit liv for at være i overensstemmelse med GUDs bud. Når begrebet TRO var underordnet, måtte begrebet TVIVL vel være ligeså, tænkte jeg. Og ganske rigtigt. Man VAR jøde eller muslim og underkastede sig (mere eller mindre) GUDs forordninger, som de står i Tora, Talmud eller Koran. Det var som et hus, man gik ind i og beboede. Og forlod man det, var man ikke længere jøde eller muslim.

   Begge disse religioner er altså lovreligioner, i hvilke man helt præcist kan få at vide, hvilke betingelser man skal opfylde for at være GUDs barn. Og hvis derfor en TROende jøde eller muslim løber ind i en som mig, der benægter GUDs eksistens, så er det for dem en absurd påstand - som hvis jeg benægter, at vand løber nedad.

   (Jeg er naturligvis klar over, at dette billede er stærkt forenklet. Den religionsfilosofi og religiøse digtning, som er rundet af Islam og Jødedom, indeholder utvivlsomt langt flere nuancer og begreber, end jeg kender til, og kredser om det religiøse mysterium på måder, jeg næppe fatter…)

   Anderledes forholder det sig med kristendommen. Her er sådan set kun et eneste bud: Du skal elske Herren din GUD - og din næste som dig selv. Og eftersom dette bud er så godt som umuligt at leve op til, blir begrebet TRO, og dermed også TVIVL, til kernebegreber. Det er vel den modifikation - eller skærpelse - af begreberne, som er kristendommens inderste kerne. Af TROen afhænger NÅDEN, som ”vi” alle har behov, fordi vi er syndere fra vugge til grav. Dette syndsbegreb finder vi allerede i Det Gamle Testamente i myten om Adam, Eva og slangen, som lokker ”os” til at konkurrere med GUDs almagt ved at spise af Kundskabens Træ på Godt og Ondt. Så den traditionelle lovreligion jødedommen ligger altså til grund for kristendommen, med syndsbegrebet, de ti bud, Messias-TRO og andet godt.

   Men den ”kristne kendsgerning”, at GUD sender sin søn til jorden for at gå i døden for at sone vore synder, accentuerer TROen og nåden (og tvivlen!) på en måde, man altså ikke finder i Jødedom og Islam. Ét eneste bud, som er umuligt at opfylde for et menneske - og derfor er den kristne afhængig af GUDs NÅDE, som til gengæld afhænger af menneskets TRO alene, ikke af menneskets gode gerninger eller overholdelse af bud - det er kristendommens inderste væsen. (I hvert fald i den Luthersk-evangeliske version. I katolicismen levnes der vist nok stadigvæk rum for en gavnlig effekt af gode gerninger.)

   Hvordan har jeg det med begrebet ”synd”? Jeg anlægger den psykologiske synsvinkel, at synd som begreb er baseret på den selvfølgelige og uafviselige kendsgerning, at vi mennesker bedriver ”ondt” - uanset, hvordan vi definerer dette begreb. Ja, selv hvis vi beflitter os på at gøre ”godt”, undgår vi ikke det onde. Dertil er både Verden og vores egen personlighed alt for indviklet og uoverskuelig, og vi er i helt håndgribelig forstand os selv nærmest.

   I kristendommen ligger en sådan basal forståelse af syndsbegrebet, ”arvesynden”, uden hvilken Jesu offerdød ville være meningsløs. Jeg betragter altså syndsbegrebet som en religiøst defineret erkendelse af, at vi som sociale væsner ikke kan undgå at gøre ”onde gerninger”. Den erkendelse som sådan er jeg fortrolig med, og den selvanalyse, som syndsbegrebet bør afstedkomme, må også en ikke-kristen underkaste sig.

   Men syndsbegrebet er sandt for dyden op igennem kristendommens historie blevet anvendt voldsomt udadrettet og aggressivt, ja, morderisk, overfor ”anderledes tænkende”. Bl.a. derfor kan jeg ikke anerkende begrebet synd i sin egenskab af dogmatisk religiøst begreb.

   Jeg har ikke nogen præcis viden om, hvilken rolle begrebet synd spiller i Islam og Jødedom. Jeg har den opfattelse, at det naturligvis findes, og at man kan bede om tilgivelse for sin synd. Men i og med at der er tale om lovreligioner, har det næppe den altomfattende karakter som i kristendommen. Jeg TROr, at syndsbegrebet i Islam og Jødedom er mere konkret og drejer sig om at overholde - eller ikke overholde - GUDs bud.

   Vor tids kristendom er altså ikke på samme måde som Islam og jødedom et hus, man går ind i og bebor, i og med at man overholder reglerne. Den baserer sig i højere grad på et personligt GUDsforhold, hvor den personlige TRO er afgørende.

   Denne kerne i den kristne TRO har, sammen med missionskravet (”gå ud i alverden og gør…”), for mig at se givet kristendommen den kulturelle styrke og smidighed, som har gjort den til Jordens stærkeste og mest kulturdominerende religion, i hvert fald op til i dag.

   Også i Islam findes missionskravet, men så vidt jeg ved formuleret mere aggressivt, som et krav om erobring og underkastelse, Koranens position som Allahs ufejlbarlige ord, og en skarp opdeling af menneskene i muslimer og vanTRO. (Bemærk i øvrigt, at Luthers reformation som nævnt OGSÅ hvilede på den doktrinære anerkendelse af Bibelen som GUDs ufejlbarlige ord, med dertil hørende kirkeligt-autoritært bestemt TROsudøvelse hos den enkelte. Det var meningen, at den kristne skulle kunne læse GUDs ord - men hun/han måtte på ingen måde fortolke dem frit. Hertil havde den troende Luthers katekismus og andre autoritative religiøse skrifter.) 

   I jødedommen findes missionskravet ikke. Her findes til gengæld en bevidsthed om jøderne som GUDs Udvalgte Folk, hvilket op gennem århundrederne har været med til at give de jødiske menigheder en formidabel indre styrke, der har bidraget til at bringe deres relativt lille antal (i dag omkring 14 millioner mennesker) igennem forfærdelige perioder, hvor de har været ofre for massedrab, undertrykkelse og udryddelsesforsøg.

   Op gennem historien har alle tre religioner været igennem store ændringer. Det er for mig at se ganske logisk, eftersom jeg betragter dem som menneskeskabte konstruktioner, der nødvendigvis må ændre sig i takt med samfundenes udvikling.

   For eksempel var Islam, da vi i Europa havde ”mørk” middelalder, en blomstrende kultur med store kunstneriske, filosofiske og videnskabelige landvindinger, fx inden for matematikken (den dag i dag bruger vi ”arabertal”). Og det var islamiske lærde, der først genopdagede og genoplivede filosoffer som Platon, Aristoteles og alle de andre ”gamle grækere”, som skulle få så afgørende betydning for den renæssance, der bistod ved fødslen af oplysningstiden og det moderne Europa og Amerika. Man kan lidt flabet tale om en islamisk ”oplysningtid”, som dog altså ligger ret langt tilbage i tiden (- og som aldrig fik den folkelige bredde, der efterhånden udviklede sig i den europæiske oplysningstid). Den kristne tysk-romerske kejser Frederik II (1220-1250) var, i den gryende renaissance, åben nok til at befolke sit sicilianske hof med videnskabsmænd og vismænd fra både kristendom og Islam. Men ak, nok så dominerende i tiden blev de kristne røvertogter til Mellemøsten, som fik navn af korstog.

   Det billede af Islam passer jo rigtig dårligt med det (mildest talt forenklede) billede, som boltrer sig i den vestlige bevidsthed i dag, Islam som en ineffektiv, udemokratisk, terrorbedrivende og kvindeundertrykkende kultur. Det kan dog ikke nægtes, at manglen på demokratisk tradition og undertrykkelsen af kvinder bevirker, at mange arabiske lande i dag befinder sig i en situation, hvor samfundenes menneskelige ressourcer ikke kommer til udfoldelse. Og dermed er de voldsomt handicappede i ”den globale konkurrence”. Hvilket masser af moderne muslimer er fuldt ud klar over og bearbejder på deres egen måde.

   Også kristendommen har haft sine mørke perioder med ensretning, spansk inkvisition, henrettelse af anderledes TROende, heksebrænding, ideologisk begrundelse for århundreders imperialisme med meget mere. Og er ikke netop i vore dage ”vores” verdensomspændende effektivitet en afgørende motor i den overudnyttelse af klodens ressourcer, som finder sted? Er vi ”Troldmandens lærling”? Vi har startet maskinen. Kan vi bremse den igen?

   Jøderne har haft en årtusindlang position som ofre, som oftest for kristen forfølgelse, men i nutiden har de også vist sig i stand til at undertrykke palæstinensere og røve deres landområder. Ortodokse jøder bruger tesen om GUDs Udvalgte Folk som religiøst-ideologisk begrundelse for apartheid-agtig undertrykkelse af palæstinensere - i Israel, på Vestbredden og i Gaza.

   Min pointe er fremdeles, at alle religioner og overbevisninger rummer mulighed for ”godt og ondt”, eftersom de er kulturelle konstruktioner, foretaget af mennesker, og derfor underlagt de menneskelige muligheder, de menneskelige valg, som vi kan vælge at tildele betegnelserne ”godt og ondt” (ud fra vores egne valg…)

   Når fx Islam havde en kulturelt blomstrende periode, da vi havde middelalder, var det ud fra en samfundsmæssig styrkeposition. Islam var en verdensmagt, og dets magthavere havde dermed overskud til religiøs tolerance.

   ”Vores” kristne styrkeposition, som kom senere, har sin rod i oplysningstiden, i den videnskabelige tænkemådes gennembrud, i udnyttelse af fossil energi og den deraf følgende industrialisering. Den styrkeposition har ligeledes gjort, at vi har haft overskud til at udvikle tolerance og ytringsfrihed. Men vi har sandelig også brugt den til imperialisme og verdensherredømme, samtidig med, at den gav os styrke til demokrati og den hermed forbundne frisættelse af alle menneskelige og materielle ressourcer hos ”os selv”, en vis social retfærdighed, og kvindefrigørelse. Denne periode har varet op til i dag. Om den fortsætter, er et åbent spørgsmål…

   Den kristne kulturs periode med ”verdensherredømme” har naturligvis haft enorme konsekvenser på mange områder. En af dem har været, at den islamiske styrkeposition er blevet alvorligt svækket, og store områder med muslimsk befolkning har været underlagt de imperialistiske stormagters kontrol. Dette har været medvirkende til at skabe det modsætningsforhold, der i dag præger forholdet imellem vesten og den muslimske verden. Og dermed oplever vi i den vestlige verden dele af Islam som aggressiv, ortodoks og fundamentalistisk, set fra ”vores” synsvinkel.

   Det er klart, at når to så stærke og markante kulturstrømninger her i globaliseringens tidsalder mødes og blandes, så undgår man ikke, at dele af kulturmødet tager form af et kultursammenstød. Men i både Islam og kristendommen er det store flertal dog temmelig langt fra ortodoksi. Den pragmatiske holdning til religion, og dermed det relativt fredsommelige kulturmøde, er langt det mest almindelige. Det er blot sammenstødene, desperationen, terrorismen, vi af gode grunde hører mest om.    

   Selvfølgelig kommer en stor del af både møde og sammenstød til udtryk i kulturelle og religiøse termer. Men de grundlæggende årsager til terrorismen ligger næppe her. De er i højere grad historiske, magtmæssige og sociale, mener jeg. Fattigdommen, håbløsheden, kriminaliteten og de manglende muligheder i Paris´ og Bruxelles´ forstæder taler sit tydelige sprog.

   Det lader sig således gøre at komme med plausible forklaringer på og finde årsager til den fundamentalistiske terrorisme, der bruger islam som ideologisk overbygning. Hvad der derimod ikke lader sig gøre, er at undskylde den. Det er absurd, når nogle debattører sætter lighedstegn imellem en Muhammed-tegner og en morder, der angriber ham med en økse. Morderiske angreb på debattører, tegnere, redaktører og uskyldige folkemængder kan IKKE PÅ NOGEN MÅDE undskyldes.

   Terrorisme skal bekæmpes. Diverse samfunds politi og sikkerhedsapparat skal naturligvis sættes ind mod konkrete trusler. Men jeg tror, at den bedste måde at bekæmpe årsagerne til terrorisme er, dels sociale, dels humanistiske, dvs. åben og nuanceret diskussion, hvor vi så vidt muligt undgår at ”skære alle over en kam” og stemple bestemte grupper. (Det er svært. Jeg stempler lige et par stykker nedenfor…)

   Også kristendommen har op gennem historien vist sig at indeholde muligheden for vold og grusomhed, så sandt som den også er en menneskeskabt konstruktion.

   Selv i dag ser vi eksempler på kristen fundamentalisme og sort reaktion, ikke i den kristne mainstream, men fx i den bogstavtro kristendom i USA's bibelbælte, i ortodokse østeuropæiske kirkesamfund, eller i vores egen tidehvervske Krarup-falanks. Alt dette er udtryk for, at religionen er en kulturel konstruktion, som mennesket har dannet i sit billede. Og med mennesket som det modsætningsfyldte væsen, vi er, lader enhver religion sig bruge til snart sagt hvad som helst. 

  

   Kommunismen igen

   Som afslutning vil jeg gerne vende tilbage til kommunismen, fordi den var ”min” ideologi i mange år og derfor kan tjene som mit eksempel på, hvordan det kan gå med en ideologi, når den realiseres i den virkelige verden 

   Kommunismen er en ideologi, der bygger på et sæt smukke idealer, lighed, fællesskab, solidaritet. Men samtidig en ideologi, hvis midler var og er nok så drastiske.

   Den demokratiske socialismes metoder, som kom til udtryk i den socialdemokratiske arbejderbevægelse, blev af kommunisterne afvist som reformisme, der med sikkerhed ville resultere i, at kapitalismen, i kraft af sin iboende brutalitet, grådighed og parathed til at bruge alle midler, ville besejre den.

   Og når hovedfjenden var klar til at bruge alle midler, måtte kommunisterne være lige så klar. Man må huske på, at kommunismens gennembrud i 1917 kom som et resultat af Den Første Verdenskrigs ufattelige rædsler, som førte til 10-15 millioner døde på verdensplan. Kommunisterne så krigen som de kapitalistiske og imperialistiske landes kamp om markederne. Når kapitalisterne brugte den slags morderiske metoder, måtte kommunisterne være klar til alt. I mellemkrigstiden 1918-1939 benævnte mange kæmpende kommunister sig selv som ”døde på orlov”. De var i kamp med kapitalismen, en kamp på liv og død. Og de måtte derfor være rede til at dø, for at fremtidens kommunistiske samfund kunne leve. Først I. Verdenskrig, så den grusomme borgerkrig i Sovjetunionen, dernæst den forcerede opbygning af det nye samfund med kollektivisering, mekanisering og elektrificering, og endelig ”Den store Fædrelands-krig”, kampen mod Hitler 1941-1945 betød, at det kommunistiske samfund konstant stod med ryggen mod muren og balancerede på randen af sammenbrud.

   Millioner af kommunister verden over har ført (og fører endnu i dag) en ærlig og redelig kamp og har vundet små og store sejre - for hverdagen, såvel som for et fremtidigt idealsamfund. Det er kendsgerninger, som i dag både forties og fornægtes, eftersom sejrherrerne skriver historien. Og disse historiske kendsgerninger er bestemt omtvistelige. Men de kan ikke fejes af vejen som ikke eksisterende.

   Det ændrer dog ikke på, at jesuitermoralen (hensigten helliger midlet) viste sig igen at føre opportunister, magtmennesker og massemordere til magten, og revolutionen begyndte at ”æde sine egne børn”. Idealisterne blev kørt ud på et sidespor, mange af dem blev myrdet eller endte deres liv i Gulag - Sovjetunionens grusomme arbejdslejre. Sovjetunionens uomtvistelige tekniske fremskridt de første 35 år blev i høj grad muliggjort af brutal undertrykkelse af folket, og af millioner af kriminaliserede slavearbejdere.

   Igen har jeg altså måttet konstatere, at smukke, ABSOLUTTE idealer og forestillinger om et tusindårsrige alt for let fører til sin modsætning, helvede på jord. Når menneskene ikke kan leve op til idealerne (som defineres af magthaverne), bliver konklusionen alt for ofte, at det er menneskene, der er noget galt med. Så må de jo rettes til - og dermed er vejen til Gulag brolagt!

   Dybest set er kommunismens idealer grundlagt på næstekærlighed.

   Derfor kan den ikke paralleliseres med nazismen, hvis ideologi hviler på had til de anderledes, på racisme, på krig og erobring. Nazismen rummer ingen samfunds-opbyggende momenter, men klarede sig i sine 12 år udelukkende på krig, undertryk-kelse, folkemord, slavearbejde, erobring og organiseret udplyndring, racisme og kynisk organiseret massemord. Det kostede - på 12 år - over 40 millioner mennesker livet.

   Men de kolossale kommunistiske samfundseksperimenter, især i Sovjet og Kina, har over en længere årrække kostet ENDNU FLERE millioner livet. Det er et faktum. Og i Sovjet og Østeuropa endte det med at bryde sammen - at rådne op INDEFRA i ineffektivitet, ufrihed og moralsk sammenbrud. Selv om den kapitalistiske verden naturligvis gjorde, hvad den kunne, for at skubbe til den hældende vogn.

   Ofrene for det kapitalistiske og imperialistiske Vesten kan ikke opgøres på samme måde. Her taler vi jo ikke om totalitære diktaturer (selv om Vesten har støttet ikke så få af dem), hvis skyld relativt let kan gøres op, men om knap så systematiske ofre for ”markedet”, for ”imperialismen” og de masser af små og store krige, sult og nød, det har ført med sig. Men også disse ofre må tælles i millioner.

   I Vesten har det dog været muligt i nogen grad at vælte regeringer og styrte statsmænd, før de har udviklet sig til totalitære tyranner.

   Mennesket

   Konkluderende har min tid som TROende af forskellig slags således overbevist mig om, at en absolut TRO er af det onde, mens pragmatisk TRO er uomgængelig.

   Jeg giver hermed det sidste ord til digteren Otto Gelsted, hvis livssyn jeg føler er meget i slægt med mit.                       

MENNESKET

Jordens ild under mig, over mit hoved et univers af tilintetgørende

kulde. Til alle sider de grønne lande, det blå hav, horisontens skønne, vandrende ring.

På en kugleskal i rummet balancerer jeg mellem driftens

altopslugende vanvid og tankens forstenende kulde.

Mellem afgrund og afgrund bygger jeg livet op, toner og

smag, skibe og byer, farvens vidunder og digtet, der spejler

alverden.

                                                                                          28. september 2016

                                                                                     Revideret 4. - 7. januar 2017

                                                                                            Gudmund Auring