En af ”familiehistorierne” handler om,
hvordan jeg som halvstor dreng engang udbrød til far og mor: ”Hvorfor har I dog
bosat jer så afsides??” Eftersom vi boede i Sorgenfri lige nord for København,
så er der næppe mange af vore naboer, som ville opfatte det som ”afsides”. Men
for mig, som hver sommer kunne holde ferie på centrale steder som Broager og
Ferup, så var Sorgenfri en dødkedelig udkant, hvor der ingenting skete!
En anden gang klagede jeg til far og mor
over, at nogle af mine klassekammerater havde været så eksotiske og fjerne
steder som Harzen og Mallorca, mens vi kun havde været i Malmø. Men mor fik let
og elegant lukket munden på mig: ”Er der mon nogen af dine klassekammerater,
der har feriesteder som Ferup eller Broue?” Nej, det var der jo ikke. Og jeg
vidste straks med mig selv, at jeg ville ikke bytte!
Broue er det lokale navn for Broager. Og her
var vi på ferie en til to uger hver sommer. Her boede jo min bedstefar og
bedstemor, Reinhold og Didde Hansen, og min faster Estrid, kaldet Eddi, i Skt.
Pauli 20. I mange år, og stadigvæk den dag i dag, kaldes retten ”spagetthi” for
”spark Eddi” i min lille familie. Det var min søster Ingeborgs og min noget
grovkornede vits - men vi fortalte hende den nu aldrig, for vi holdt meget af
faster Eddi.
Skråt overfor i Skt. Pauli 19 havde farbror
Jens Uffe sit tømrerværksted, og han og tante Musse boede med Regner, Dine og
Karen Margrethe i den store villa ved siden af. Desværre var de bittesmå, de
fætre og kusiner. Den ældste, Regner, var vist seks år yngre end jeg, så ham
kunne man jo ikke rigtig bruge til noget.
Til den anden side, få huse væk, lå farbror
Tages husmandssted, og omtrent 4 km mod syd i Brunsnæs havde farbror Christian
”Bryggergården” med vældigt vidtstrakte enge helt ned til Flensborg Fjord, og
med udsigt til Tyskland. Begge farbrødre var ungkarle dengang.
I Høruphav på Als, ikke langt fra
Sønderborg, boede faster Margrethe og onkel Aksel med kusine Synje og fætter
Bo. Dem besøgte vi også jævnligt, når vi var i Broue.
Der var heller ikke alt for langt til
Åbenrå, hvor farbror Gustav og hans muntre og friske københavnerkone tante
Grete boede med Anne Marie, Didde og Steffen. Anne Marie var lidt ældre end
jeg, og Didde var på alder med min lillesøster Ingeborg, så vi kunne godt have
glæde af hinanden. Fætter Steffen var desværre alt for lille.
I Broue som i Ferup (hos morfar og mormor)
myldrede det i sommerferien med fætre og kusiner. Desværre var det ikke så nemt
for de voksne at få koordineret, så vi altid kunne være der sammen med de
jævnaldrende af slagsen. Alligevel lykkedes det da jævnligt at være der sammen
med fætter Carsten og fætter Bo, som aldersmæssigt lå henholdsvis et år over og
et år under mig. Andre gange var jeg på ferie ”alene”, dvs. uden jævnaldrende.
Skt. Pauli 20
Skt. Pauli 20 var en stor, gammel villa, som
bedstefar havde købt i 1923. Fra gaden førte en halvcirkelformet grussti ned
foran hoveddøren og op til vejen igen, velegnet til indkørsel af biler og - i fordums tid - hestevogne. På den lille
græsplæne, der omringedes af stien, stod en vældig flagstang, hvor bedstefar
ikke glemte at hejse Dannebrog, når der var lejlighed til det.
Den høje, tunge hoveddør lå under en åben
karnap, ovenpå hvilken der var en lille altan. Indenfor var en lille hall med
stenklinker og en stejl trappe op til Eddis og Tages værelser og
gæsteværelserne på 1. sal.
Som regel benyttede vi dog indgangen gennem
bryggerset, som sammen med køkkenet lå i en lav, selvstændig fløj til højre for
hoveddøren. Fra bryggerset kom man ind i køkkenet, hvor bedstemor ALTID stod og
regerede med gryder og pander på det gammeldags, skinnende sorte brændekomfur,
ofte sekunderet af Eddi. Det var imponerende og spændende at se hende ved hjælp
af ildrager og ringkrog jonglere med de kulsorte, brandvarme jernringe fra
åbningerne ned til komfurets glødende indre, hvorfra gule og røde flammer
slikkede højt til vejrs. Bedstemor havde det grå, tynde hår samlet i en knold i
nakken og var i mørk kjole, der blev næsten helt dækket af det småblomstrede eller
stribede forklæde, som hun til hverdag altid havde på.
Hver formiddag kom mælkevognen. Det var en
enspændervogn med hest for. Vognen var stor og hvid og med haner i siden, som
førte ind til tanke, der hver især indeholdt de forskellige typer mælk:
Sødmælk, skummetmælk, kærnemælk, fløde m.m. I det åbne køkkenvindue havde
bedstemor sat skåle og fade frem sammen med en seddel lydende på, hvad hun
havde brug for i dag. Dertil penge. Og så tappede mælkemanden det ønskede over
i kanderne, tog sin betaling og trillede videre, raskt ringende med klokken.
Bedstemor var ikke til store knus og
følelses-udbrud. Men at hun holdt af mig og de andre børnebørn, det var vi ikke
et sekund i tvivl om. Det blev jævnligt til et klap på håret og et ”nå, lille
Gudmund” med hendes milde, knirkende stemme, når jeg gik forbi. Og en gang
imellem vankede der højdepunktet af lækkerier - en franskbrød (kaach) med smør
og puddersukker.
Bedstemor var sjældent i ro. Der skulle
noget af en indsats til, når vi i sommerferien var 10-12-14 eller fler til
bords ved tre måltider om dagen, plus eftermiddagskaffe. Eddi gik flittigt til
hånde, og bedstemors døtre og svigerdøtre hjalp jo til, når de var på ferie.
Men familiens mandfolk kunne ikke drømme om at gøre en indsats i køkkenet, og
bedstemor ville også have været oprigtig forbavset, hvis det var sket. Det var
mandfolkene ikke opdraget til.
Til gengæld kunne de jo hjælpe bedstefar i
haven.
To trin op til en lille mellemgang, hvor
telefonen stod - og derfra ind i stuen. Den var vestvendt, men lå altid i
halvmørke, fordi havens vældige træer tog solen. Her var det store spisebord, hvor
måltiderne blev indtaget med bedstefar tronende for bordenden. I en krog var
der plads til et ganske stort, rundt bord, som af og til blev dækket ved
kaffetid. I en anden krog stod bedstefars skrivebord, og ved en væg stod
klaveret, som min mor jævnligt trakterede med en Mozart-sonate, eller når der
skulle spilles til fællessang fra Højskolesangbogens melodibog.
Som oftest blev kaffebordet dog dækket på
den store glasveranda, hvor vi med kniberi kunne være otte-ti stykker. Her var
ovenlys, og man sad ligesom midt i havens voldsomme grønhed, overskygget af den
kolossale rødbøg.
I modsætning til forhaven var baghaven
kæmpestor og et ideelt legested for os feriebørn. Vi skulle huske at lege
stille, når bedstefar og bedstemor sov middagssøvn mellem 12.30 og 14, men
ellers måtte vi té os, som vi ville. Den store græsplæne med træerne var ideel
til fodbold og tik, og når vi legede skjul eller put, så udvidedes den med
resten af haven: Køkkenhaven, som bedstefar holdt forbilledligt, huggepladsen, frugthaven
med blommer, æbler og pærer, som desværre stadigvæk var sure i juli. Men så var
der jo hindbær, solbær, ribs og ærter.
”Om
sommeren er det ofte meget varmt”
Familiens patriark, min bedstefar, døde, da
jeg var 11 år. Fra tiden før hans død husker jeg ikke så meget fra måltiderne -
jeg var jo ikke så gammel - bortset fra den værdige, hvidskæggede mand, der
tronede for bordenden. Middagsbordet havde en lidt officiel stemning over sig,
og samtalerne var derefter. Min far har fortalt, at hvis et emne var
kontroversielt, måske endda truede med at udvikle sig til diskussion i søskende-flokken,
så var bedstefar hurtigt ude med en replik som ”schwamm darüber”, ”tema durch”
eller ”om sommeren er det ofte meget varmt”- og så holdt alle mund. Bedstefar
ønskede ikke, at et emne udviklede sig til uenighed, måske endda skænderi.
Underligt nok, egentlig, for min bedstefar var en mand med stærke holdninger og
sagde uforfærdet sin mening i det offentlige rum.
Måske var han bange for, at diskussionen
udviklede sig ukontrollabelt og kunne føre til fjendskab i familien. Min far
har fortalt, at denne holdning førte til, at de faktisk ikke rigtig fik lært at
diskutere i familien. Og sandt er det, at efter bedstefars død kunne selv små
meningsudvekslinger føre til voldsomme eksplosioner blandt brødrene, råb og
smækken med døren. Det var naturligvis udtryk for de spændinger, der findes i
enhver familie og søskendeflok. Men sjovt nok førte det aldrig til et brud.
Hvis fx farbror Christian eksploderede i en voldsom kaskade af ord (ALDRIG
bande- eller skældsord) og marcherede ud af døren - så sad han alligevel næste
dag på sin plads ved middagsbordet, som om intet var hændt. Familien Hansen
kunne ikke kaldes en harmonisk familie, men sammenholdet var stærkt!
Farbror Gustav var den ældste. Desuden var
han akademiker og uhyre klog på mange ting, men hans saglige indlæg havde ofte
et storebroderligt, belærende anstrøg, som selvfølgelig virkede på brødrene som
en rød klud på en tyr. Og det bragte ikke mindst familiens nummer to,
Christian, ”fra koncepterne”.
Farbror Tage var den yngste og tvillingebror
til Eddi. Som følge af sin lillebrorstatus blev han ofte ikke rigtig regnet for
noget i en diskussion. Han vidste ellers mange ting, men havde jo ikke Gustavs
akademiske baggrund, så også hans indlæg kunne af og til udmunde i raseri.
Også farbror Jens Uffe, flokkens nr. 6,
kunne blive rød i kammen, men han var benådet med familiens rappeste replik og
kunne ofte klare sig med en humoristisk-sarkastisk bemærkning.
Min
far, Hans Reinhold, som den eneste akademiker udover Gustav, havde gennem årene
lært at dække sig ind. Han ville med garanti aldrig være sluppet godt fra at
markere sin intellektuelle position, sådan som storebror Gustav - han var jo
kun nummer 5.
Far holdt sig ikke udenfor diskussionerne,
men hans indlæg blev holdt i en afdæmpet form, uden for skarp eller
provokerende stillingtagen.
Min far holdt meget af og så vældigt op til
sin storebror Gustav. De havde i flere perioder boet sammen under studierne i
København, havde været på mange ungdomsferier sammen, havde i fællesskab
skiftet navn fra Hansen til Auring - hvilket nok ikke huede bedstefar - og Gustav havde hjulpet min far til rette, da
han startede på universitetet i 1936. Men de havde et udpræget
storebror-lillebrorforhold. Min mor kunne på fars vegne blive edderspændt rasende
på farbror Gustav, når han - højt op i 50´erne - korreksede min far med et ”det
er nu ikke helt rigtigt, lille Hans Reinhold”.
Far tog det med sagtmodigt sind. Gustav
havde jo sikkert som regel ret.
Pigerne Synje (nummer 3) og Margrethe
(nummer 4) tog sjældent direkte del i diskussionerne, hvilket jo altså også
kunne være temmelig risikabelt. De havde dog udviklet en stærkt ironisk replik,
så de også kunne give deres besyv med, uden at deres mening blev så klar, at de
kom til at stå for skud. Eddi var jo yngst og ”lidt tilbage”, så hun mente ikke
noget i den slags sammenhænge.
Frem for alt: Familien Hansen var en
sønderjysk familie. Her taltes sønderjysk! Selv min far, som havde boet i København
siden 1936, slog øjeblikkelig over i sønderjysk, når han kom hjem.
Og ve den, der ikke kunne forstå, hvad der
blev sagt. Hvis det kom for en dag - ja, så talte Christian, Jens Uffe og Tage
blot endnu mere sønderjysk. Min stakkels hustru, Petrusca, fik det at mærke,
første gang hun var med nede i Broager: Hun fattede ikke en brik! Og den eneste
hjælp, der var at hente, var mine oversættelser.
( Nu havde hun heller ikke været helt heldig
med en af sine indgangsreplikker: Vi havde taget toget og var af samme grund
kommet igennem Rødekro. Vel ankommet til Broue faldt samtalen på rejsen, og
Petrusca udbryder da naivt-frimodigt, at hun da altid har syntes, at når man
var kommet igennem Rødekro, så var man jo nærmest i Tyskland…
Sådan siger man ikke i en ultradansk,
sønderjysk familie. Petrusca blev lidt bleg, da jeg senere sagtmodigt
forklarede hende fadæsen. Og faktisk varede det en rum tid, før ”visse” af
farbrødrene tilgav hende den lapsus…)
Tepotteleg
I årene efter bedstefars død udviklede
samværet i den Hansenske familie sig noget mere tvangfrit også på andre områder,
tror jeg. Måske skyldes denne oplevelse også, at jeg voksede til og i højere
grad blev en del af familiesamværet på tværs af generationerne.
Ved ikke så få lejligheder endte
kaffebordene i selskabslege, som ”Skibet er ladet med”, ”Hviskeleg” eller
”Tepotteleg”, hvilket vi børn fandt utrolig sjovt og hyggeligt. Fx husker jeg
en eftermiddag omkring det runde bord i stuen, hvor Tage skulle starte
hviskelegen. Han sendte sin udtalelse hviskende af sted, og efter runden om
bordet endte den hos bedstemor, som lettere forvirret udtalte, hvad hun havde
hørt: ”Guldbriller”. Tage kunne så oplyse, at han havde hvisket ”jerseykoens
middagshvil”. Stor moro omkring bordet. Tage havde en besætning på sit sted af
vist nok seks jerseykøer, som han var meget stolt af, og hvis mælks fedtprocent
han aldrig kunne blive træt af at prise.
”Tepotteleg” var også festlig: To personer
gik uden for døren og aftalte deres tepotte, nemlig et ord, som kunne betyde to
forskellige ting, fx ”hane” (dyret og en vandhane). Hver skulle så forklare
deres ord: ”Min tepotte kan drejes” fx - sandt skulle det jo være, men ikke for
tydeligt. Det var så resten af selskabets opgave at gætte ”tepotteordet”.
Selskabet måtte også stille spørgsmål, som dog kun måtte besvares af de to med
ja eller nej.
Der blev ofte sunget flittigt. Alle i
familien ikke mindst mændene, havde kraftige, rene sangstemmer, så det lød
ganske imponerende, når vi stemte i med en sang fra Højskolesangbogen til
Laubs, Oluf Rings eller Carl Nielsens melodi.
Som regel spillede min mor til. Hun er
konservatorieuddannet i klaver og klassisk sang, og jeg husker tydeligt, da
farbror Christian kom for skade at sige, at hendes sang regnede han ikke for
noget, det syntes han, de var lige så gode til selv. ”Men hinne speeelen…”
Christian mente det absolut som en ros. Han var ægte romantiker og musikelsker,
men klassisk kunstsang syntes han var krukket og skabagtigt. Min mor overhørte
fuldstændig hans begejstrede ros af ”hinne speeelen” og blev eddikesur.
Ja, det var nok ikke altid let at være
svigerdatter i Hansen-familien. Men som årene gik, lærte mor at se igennem det
kantede og hidsige ind til de mange kvaliteter og sætte større og større pris på
sin svigerfamilie.
Ringridning
Min bedstefar havde fødselsdag den 2. juli,
og det faldt ofte sammen med ringridning i Broue. Optoget startede i Mølmark,
lige syd for Broue, hvor bedstemor stammede fra, og gik ad Skt. Pauli og videre
ad hovedgaden ud til festpladsen. Forrest kom vinderne fra sidste år i hvide
ringriderhuer, sorte jakker, bukser og ridestøvler, ofte med skråbånd og
medaljer over jakken, tømmerne samlet i venstre hånd og lansen i højre, med den
stumpe ende hvilende på støvlesnuden. Hestene var praktisk talt af alle slags,
fra kæmpestore, brede belgiere over flotte og kraftfulde jyske heste til
nordbagger med bånd flettet i den korte man og smukke, spinkle rideheste.
Dengang var arbejdshestene stadig i brug på mange gårde, og man red på, hvad
man havde.
Efter de mange ryttere fulgte crèpepapir-udsmykkede
vogne med børn, som råbte hurra - og mon ikke også Broue Brandkoor´s (koor = korps)
hornorkester stod og truttede kakofonisk på en anden vogn? Eller var det før
min tid, og jeg har fået det fortalt? Mange børn var dog også på deres
udsmykkede cykler med crepepapir viklet mellem egerne - de skulle deltage i
børneringridningen.
På
pladsen var der naturligvis Tivoli med luftgynger og tombola og den slags. Et
år spillede vi fætre og kusiner på samme plade, og den kom ud med frit valg på
alle hylder. Så vi slæbte marokkopuder, baststole, kæmpebamser og andet godt kram
i triumf til Skt. Pauli.
Selvfølgelig så vi også på konkurrencerne.
Jeg husker især, når en af de kæmpestore belgiere endelig var kommet i den
påkrævede galop. Det gik tungt og sindigt og så kraftfuldt, at hele pladsen
rystede, frem mod ringen - på en gang et imponerende og komisk syn. Belgiere
var ikke skabt til galop.
I øvrigt havde jeg prøvet at ride på en
belgier, idet farbror Christian havde et spand. For en tiårs dreng føltes det,
som om man sad i spagat - så bred var den. Og der var fileme langt ned til
jorden. Men tempoet var ikke noget at være bange for.
Sønderjysk
kaffebord
Af og til var der gæstebud på Skt. Pauli 20,
fx på bedstefars fødselsdag. Så vankede der det navnkundige sønderjyske
kaffebord. Hvor mange slags kage, der var, ved jeg ikke, men det er helt
sikkert, at bedstemor lagde stor vægt på, at intet skulle mangle. Overfloden af
kager på et sønderjysk kaffebord er en æressag.
Derfor vakte det også både misstemning og
forargelse blandt familiens kvinder, da en gæst - hvem huskes ikke, men fætter
Peter eller fætter Kedde kunne være flabede nok til det - stillet over for denne mangfoldighed råbte
ud over de forsamlede gæster: ”Didde - do hæ´ vel it´ en kyskaach?” Nej, lige
kyskage var der ikke den dag. Men hvor taktløst at udbasunere det over hele
selskabet!
Eddi
Faster Estrid boede som sagt hjemme hos sine
forældre, og det blev hun ved med, til bedstemor døde. Da var Eddi over 50 år.
Resten af sit liv boede hun hos Jens Uffe og Musse i nummer 19.
Eddi var ”lidt tilbage”, som det hed. Dog
ikke mere, end at hun kunne både læse og skrive. Hun læste ungpigeromaner og
skrev korte, jordnære breve med fast, lidt barnlig håndskrift.
Allerede tidligt blev det besluttet, at Eddi
ikke skulle ud i det pulveriserende liv. Så hun blev hjemme under trygge og
gode forhold, afholdt af alle. Men mon ikke vi børn af og til har drillet hende
lidt?
De halvstore kusinepiger på 11-12 år kunne
hun nok især snakke med. De var vist mentalt på samme stade som hun selv.
Eddi kunne godt være skrap og havde ganske
kontante meninger om det, der lå inden for hendes verden.
I bagklogskabens ulideligt klare lys kan man
nok se, at Eddi måske kunne ha fået mere ud af livet end bare at gå hjemme og
hjælpe bedstemor i køkkenet. ”Spring, Eddi”, var replikken, når der manglede et
eller andet på middagsbordet. Hvorfor skulle hun ikke ha kunnet leve sit eget
liv, fx med mand og børn? Men det er set fra en anden tid. I 30´erne, da Eddi
var ung, blev familiens afgørelse utvivlsomt betragtet som den klogeste,
kærligste og mest humane, der kunne træffes.
Kusine Didde fortæller, at hun engang
spurgte sin far, farbror Gustav, hvorfor Eddi ikke havde børn. Hans svar var:
”Engang var der en mand, der ville lægge an på Eddi, sådan med tissemanden, du
ved, men det ville bedstefar og bedstemor ikke have. Så Eddi blev opereret, så
hun ikke kunne få børn.”
Her delte Eddi jo skæbne med så mange andre
evnesvage kvinder i 30´erne, hvor synet på sterilisation var et andet end i
dag. Bedstefar og bedstemor har i deres omsorg fulgt en praksis, som på den tid
var bredt og alment accepteret.
Eddi havde en sygeplejerske tilknyttet, som
ofte kom i hjemmet og gik under navnet ”tante Jensen”. Hun blev betragtet som
et selvfølgeligt medlem af familien, deltog i alle festligheder og har også
besøgt os i Sorgenfri.
Eddi havde maniske perioder. Senere i sit
liv måtte hun i flere omgange indlægges på Ribelund med psykiske problemer. Men
hun kom hver gang igennem det og hjem igen som den gamle Eddi.
Eddi var familiens maskot, omfattet med
megen kærlighed og omsorg. Hun fik et godt liv - men kunne det ha været bedre?
Le og
selvbinder
Jeg har prøvet at slå med le og høste med
selvbinder. Farbror Tages lille sted kunne naturligvis ikke forrente en
mejetærsker. At leje en var også dyrt, så længe han havde sin selvbinder. Den
mejede kornet nok så elegant og bandt det selv til kornneg af den type, der nu
kun kendes som juleneg. Disse neg skulle så stilles op på højkant imod hinanden
- godt med luft imellem, og så håbede man ellers på tørvejr.
Jeg har ikke høstet med le - dog ikke, men
engang skulle brinkerne på den bæk, der løb tværs over Tages jorder, renses for
ukrudt, bjørneklo og andet skidt, og det hjalp jeg med til. Når leen blev sløv,
skulle den stryges. Engang fik jeg tommelfingeren for tæt på klingen, som så
skar sig en lille centimeter ned i fingerens blomme. Det var imponerende, så
meget blod, der kom.
Når de jævnaldrende fætre og kusiner ikke
var til rådighed, holdt jeg mig til farbror Tage, og der var jeg i gode hænder.
Han forstod at snakke med en stor dreng, og på hans lille landbrug skete der jo
masser af for en forstadskøwenhavner spændende ting. Alt foregik med håndkraft
eller relativt enkle maskiner, så man var rigtig nær ved landbrugets
grundprocesser. Ikke mindst de smukke, flødefarvede jerseykøer med de
drømmende, brune øjne var spændende. Vi kørte vand ned til dem i marken i
mælkejunger på en lille cykelanhænger. Og ved siden af truget hang en saltsten,
som køerne af og til tog sig et slik på med deres lange, lyserøde tunger. At
blive slikket på hånden af en jerseyko var som at blive skuret nænsomt med vådt
sandpapir.
Farbror Tage kørte også mælketur til
andelsmejeriet nogle år. Så var det op kl. 6 eller før og søvndrukkent ud på
traktoren, der stod med anhængeren, klar til ude på ruten at blive læsset med
bøndernes fyldte mælkejunger. På mejeriet blev de læsset af, og anhængeren
fyldtes med de junger, som bønderne skulle have tilbage - tomme, eller
indeholdende valle eller kærnemælk.
Jeg har næppe været til meget hjælp,
upraktisk køwenhavnersnude, som jeg var. Men farbror Tage viste stor
tålmodighed og talte ganske jævnt og ligefremt til mig. De samme glæder ved
jeg, at min søster og flere af mine kusiner og fætre har haft. Mon ikke også
Tage har hygget sig ved lidt selskab? At drive sådan et enmandslandbrug kunne
jo ellers nok være en ensom affære.
I længden var husmandsstedet ikke stort nok
til at forrente sig. Så det gik med Tage som med så mange andre sønderjyder fra
landbruget: Han blev arbejdsmand på Danfoss, og der blev han, til han gik af
med pension. Kortere arbejdstid og højere løn, naturligvis, det var slet ikke
dårligt.
I sine 50´ere giftede han sig! Desværre døde
hans kone ret tidligt, men så giftede han sig igen! Han er netop fyldt 90, og
han og Soffia bor i et hyggeligt rækkehus 100 meter fra hans gamle ejendom, som
for længst er nedlagt.
Men den friske luft og sine jerseykøer måtte
han sige farvel til…
Karbonader
og stuvede ærter
Henne hos farbror Jens og tante Musse
(Cecilie) dukkede vi ikke så tit op. Børnene var som sagt for små, og Jens Uffe
havde travlt som mester i sin tømrerforretning. Men når vi kom, blev vi
modtaget med stor hjertelighed. Musse var mindst lige så dygtig i sit køkken
som bedstemor, og der blev kræset op med, hvad der nu passede til tidspunktet
på dagen. Specielt husker jeg tante Musses kæmpestore og lækre karbonader med
stuvede ærter og gulerødder til.
Værkstedet var jo et farligt sted med store
maskiner. Når det rigtig gik løs, var det ikke så godt, at vi kom der. Men jeg
husker en rolig stund, hvor farbror Jens savede et fantastisk skib til mig ud
af en træblok. Det var fascinerende at se, hvordan han håndterede den hvinende
motorsav og i løbet af få minutter havde udformet et elegant skibsskrog. Med
overbygning og master på blev det alle tiders legetøjsskib.
Desuden var han en vittig hund. Han fortalte
sjove historier og kom med snurrige bemærkninger under arbejdet - alt sammen
meget underholdende. Ganske vist forstod jeg ikke alle pointerne, som blev
leveret på lynhurtigt sønderjysk. Men det lod jeg mig ikke mærke med.
Og når man nu var der, så kunne man da godt
nedlade sig til at lege lidt med fætter Regner og kusine Dine, en gang
badminton i baghaven eller put mellem tømmerstablerne bag værkstedet. Karen
Margrethe var alt for lille. Hun tullede rundt mellem benene på os.
Hos
farbror Christian
På Bryggergården hos farbror Christian havde
man fornemmelsen af at besøge en rigtig eneboer. Oftest var det far og mig, som
cyklede derud. Christian gjorde ikke meget ud af sit stuehus, mildest talt. Han
har sikkert heller ikke haft mange penge at rutte med. Gulvbrædderne var
mørnede, og i krogene var panelerne gennemgnavet af rotter.
Vi startede gerne med en kop kaffe og en
ostemad i køkkenet, siddende ved det lille bord. Inde bagved var den pæne stue
med noble, men slidte og bedagede møbler, og der nåede jeg sjældent ind. Som
regel varede det ikke længe, før vi begav os ud på stald- og markvandring.
Engen ned mod selve Brunsnæs og den af bølgerne halvt gennemgnavede klint ved
kysten med tre vestenvindsforkrøblede træer ovenpå var et utrolig smukt
landskab med den solglitrende Flensborg Fjord og den tyske kyst i baggrunden.
Eller sydslesvigske kyst, som farbror Christian nok ville sige.
Her på hans egne enemærker var der ingen
broderkonkurrence med deraf følgende skænderier - kun en venlig og snaksom
mand, som glædede sig over at få besøg.
Mange år senere besøgte Petrusca og jeg
farbror Christian med vores børn. Han blev utrolig glad for at se os og ville
straks beværte os på det bedste. Men Christian lavede ikke selv mad. Resolut
ringede han til Brunsnæs Kro, og der blev vi så bænket og fik VERDENS STØRSTE
BØF. Den fyldte hele tallerkenen. Selvfølgelig var der både løg, surt,
kartofler og sovs til. Men jeg tror ikke, ungerne nogensinde glemmer den enorme
og lækre hakkebøf, som de tappert gnavede sig igennem.
Forinden, mens jeg tumlede med ungerne i
stald og på eng - vi fik også lov at prøve traktoren - havde Christian åbnet
både sit fotoalbum og sit hjerte for Petrusca. Her fik hun historien om hende,
han aldrig fik, om hans ungdom, hans tanker om livet. Petrusca kunne ikke undgå
at føle sig rørt over det - og også lidt stolt over, at han åbnede sig for
netop hende.
Bag farbror Christians noget studse ydre
gemte sig en varmhjertet romantiker, hvis liv aldrig blev, som hans drømme
havde været.
Fætre
og kusiner
Når
vi var der samtidig, var der naturligvis masser af leg med fætre og kusiner.
Dem, vi kendte bedst, var Lotte, Carsten og Lisbeth. De var nemlig børn af
faster Synje og onkel Rich, som var de eneste af både fars og mors familie, der
boede i/ved København ligesom os. Om vinteren tog vi bussen over Gladsaxe til
Husum, hvor de boede i en lejlighed på Kobbelvænget. Om sommeren cyklede vi
gennem Hareskoven til Værløse, hvor de havde det dejligste sommerhus på en
naturgrund, komplet med egen dam med haletudser, senere på året frøer i vældige
mængder.
Desværre forsvandt sommerhuset, da Synje og
Rich blev skilt. Så var faster Synje pludselig alene med tre børn, en lejlighed
og et job som afdelingssygeplejerske. Set fra vores synspunkt var det et tab,
både af sommerhus og af Rich, som vi aldrig så mere. Han var nemlig en munter
børneven, som ofte var med på en vilter leg i det fri.
Så blev det Kobbelvænget hos faster Synje både
sommer og vinter, hvor vi fik kaffe og kage, tumlede i lejligheden og gården,
legede tepotteleg og havde det hyggeligt. De besøgte selvfølgelig også os i
Sorgenfri.
Som det ældste barnebarn var Lotte jo lige
lovlig stor. Hun var ellers frisk nok og gerne med i de fælles familielege. Men
ellers var hun en ung dame, mens vi endnu var børn.
Men Carsten var kun et år ældre end jeg, og
ham så jeg op til. Han kunne - i 13-års alderen - tale med om politik og bruge
svære ord som ”inflation”, ”valuta” og den slags. Det imponerede mig. Desuden
havde han visse erfaringer fra omgangen med jævnaldrende i Husums boligkarréer
og asfalterede gårde, hvor man førte et saftigt frisprog, som lå temmelig langt
fra sproget i det pæne Sorgenfris pæne villakvarterer. Det imponerede mig ikke
mindre. Min første sjofle sang lærte jeg af fætter Carsten - en parafrase over
en af tidens popsange. Og tænk, jeg kan huske den endnu:
”Kommer du i trusser, kommer du i nattøj,
kommer du i ingenting
Lige meget hvad du kommer i går pikken ud og
ind”
Jeg var dybt
fascineret og kokrød i hovedet.
Lisbeth var på alder med min lillesøster, og
så havde de to hinanden.
En anden markant erindring om Carsten har
jeg fra Broue. Vi har været vel 15 og 14 år. Vi var næsten jævnaldrende med
vores to kusiner Anne Marie og Synje (som var opkaldt efter Carstens mor), og
Carsten foreslog på et tidspunkt, at vi gik en tur. Nå ja, det skulle vi vel
så, selvom jeg ikke helt kunne forstå, hvorfor vi ikke bare kunne lege i haven.
Nå, vi gik ned mod kirken, og ved mindehøjen var der et lavt dige, som vi
skulle over. Og så så jeg det: Carsten rakte galant hånden frem mod Synje, som
var køn og spinkel og med tidens højt opsatte ”franskbrødshår” (- dog vist uden
franskbrød). Synje tog hånden, og han hjalp hende over diget. Det ramte mig som
en aha-oplevelse: Nå, det var derfor, vi gik tur! Heldigvis var chokket ikke
større, end at jeg efterfølgende havde åndsnærværelse nok til at række Anne
Marie hånden og hjælpe hende over diget. Selvfølgelig kunne vores to kusiner så
let som ingenting have forceret det dige uden vores hjælp. Men i teorien fra
drengebøgerne vidste jeg en del om ridderlighed. Så nu var man altså nået
dertil. Og kusiner var ikke bare kusiner, men unge damer, som man måske kunne
blive lun på!
Jeg tror nok, Anne Marie og jeg blev lidt
lune på hinanden. Absolut i al uskyldighed og aldeles uerklæret - men vi
aftalte da at skrive sammen, oven i købet i talkode, så ingen uvedkommende
kunne se vores store hemmeligheder. Kort efter fik jeg et langt brev fra Åbenrå
med adskillige sider med tal i Anne Maries pæne, tydelige håndskrift. Og her
kommer så en tilståelse, som den dag i dag gør mig flov: Jeg fik aldrig læst
brevet. Det var simpelthen for besværligt, syntes jeg. Resolut skrev jeg tilbage
og foreslog, at kun særligt hemmelige passager skulle være i talkode.
Men det varede vist ikke længe, før
korrespondancen døde ud. Hvilket sikkert var min skyld. Anne Marie var nemlig
en ordentlig pige: En aftale var en aftale…
Fætter Bo legede jeg også en hel del med.
Han var lidt yngre end jeg, men frisk nok til fodbold og den slags. Først boede
de i Høruphav, hvor hans far var lærer og mor fysioterapeut. Senere besøgte vi
dem i Sorø. Faster Margrethe var ligesom faster Synje en frisk pige med en rap
replik. Efter sigende kunne de to søstre som unge i fællesskab nok sætte grå
hår i hovedet på bedstemor, blandt andet med frivole revyviser, som bedstemor
ikke brød sig om: Deres glansnummer var:
”Når der er billige rester hos
Illum og i Magasin
eller når Fonnesbech har en hat
der står til mor´ens teint
som han vil sælge til røverpris
som er for lille men som
blir en drøm når blot den blir syet om
så er der en der nupper tjansen
og De kan tro det er fru Hansen
mor skal nok få pyntet den.
Blot jeg kan få facon på hatten
slider jeg gerne hele natten
glad og velfornøjet, men
når der skal sys et buksespænde
eller en lap i Hansens ende
og en knap i lille Kaj,
hvem er det så der nupper tjansen?
Tror De måske det er fru Hansen?
Næ De ka tro, næ De ka tro nej!”
Denne revyvise fra 1930 om fru Hansen, der
forsømmer mand og barn til fordel for en damehat til sig selv, passede på ingen
måde på bedstemor. Men derfor kunne den jo sagtens bruges af døtrene til at
drille med…
Tiden dækker til
Fra 16-17 års alderen ebbede mine feriebesøg
i Broue ud. Jeg fik andre planer, feriejob, vandreture i Norge og den slags. Og
snart kom den tid, hvor jeg havde alt for travlt med at være ung og selvoptaget
til at skænke bedsteforældre en tanke. Så dør de, og man er til begravelse, og
så tar man hjem igen og lever sit afsindig vigtige ungdomsliv videre.
Bedstemor blev 92 og døde i 1976. Eddi
flyttede hen til Jens Uffe og Musse og døde, da hun var i tresserne. Af de
gamle lever i dag Jens Uffe, Musse, Soffia og Tage, alle fire i Broue, samt min
gamle mor på 96.
Men som muld i mose ligger barndommens
erindringer under overfladen. Og stikker man erindringsspaden i jorden, vælder
de frem med en kraft, så man må forbavses.
Senere i livet har jeg hørt andre historier om
flere af personerne her i beretningen. Erindringer er det ikke, men en del af
historierne har udbygget og nuanceret mit billede af personerne og afsløret dem
som endnu mere interessante, end jeg dengang anede. Jeg vil derfor tilføje en
CODA til denne beretning, hvor jeg fremlægger nogle af disse interessante
historier.
At skrive erindringer er en
gammelmandssyssel. En skattejagt, hvor man kan man opgrave rigdomme, som man
ikke engang anede, at man ejede. Man kan sikkert også opdage det modsatte,
katastrofer og skeletter i skabene, men sådan er det ikke gået mig. Endnu da.
8. januar 2012
Gudmund Auring
CODA
Hvad
jeg senere har erfaret om min slægt på Hansen-siden
Bedstefar
Om bedstefar og hans spændende liv og
originale personlighed har jeg skrevet et selvstændigt indlæg ved navn MIN
BEDSTEFAR OG SØNDERJYLLAND.
Farbror Gustav og frihedskampen
Overordnet ved jeg ikke så meget om min
farbror Gustavs indsats i frihedskampen - hvilken organisation, han stod i og
den slags. Men jeg har været så heldig at møde to enkeltpersoner, som ved at
høre mit efternavn har sagt: ”Auring? Er du så ikke i familie med…?” Og det var
jeg jo. Her er, hvad de to har fortalt:
Da jeg som ung gik på Th. Langs Seminarium i
Silkeborg, var jeg i 1969, tror jeg nok, i praktik på Virklund Skole lige syd
for byen hos en gæv, gammel lærer, der hed lærer Hansen. Da han erfarede min
nevøstatus, spurgte han så: ”Ved du, at din farbror i vinteren ´44 sad oppe i
et loftskammer på Silkeborg Bibliotek med en pistol ved siden af sig på bordet
og oversatte en illegal norsk bog?”
Jeg vidste jo godt, at farbror Gustav i de
år arbejdede på Silkeborg Bibliotek, men det andet anede jeg ikke noget om. Da
jeg senere forelagde ham beretningen, konstaterede han ganske tørt og nøgternt,
at det var rigtigt nok , altså bortset fra det med pistolen.
Kusine Didde oplyser, at det drejede sig om
bogen ”Jeg betalte Hitler”.
Senere i Århus fik jeg en god kammerat, hvis
far, Frithiof Palm, som modstandsaktiv kommunist måtte flytte fra Århus, men
dog ikke længere væk end til Silkeborg. Her blev han kommunisternes medlem af
modstandsbevægelsens byledelse , som min farbror Gustav også var medlem af (som
repræsentant for Ringen? Dansk Samling? Frit Danmark? Jeg ved det ikke.)
Frithiof Palm fortalte mig dette
øjebliksbillede fra om aftenen den 4, maj 1945, hvor friheds-budskabet netop
havde lydt fra London. Stemningen var høj, og byledelsen har åbenbart ikke haft
mere travlt med at organisere freden, end at der også har været tid til en
afslappet stund med lidt øl på bordet.
Den alvorlige unge akademiker Gustav Auring kom
dog ind og mente, at der vel var brug for en offentlig erklæring fra byledelsen
i anledning af befrielsen. Om de ikke skulle få udarbejdet den? ”Det er i
orden, Gustav. Den klarer du.” Så gik Gustav afsides og vendte tilbage en time
senere med et udkast, som han forelagde det åbenbart lidt animerede, lettere
useriøse selskab. ”Fint Gustav! Den er vedtaget!”
Denne muntre beretning er mildest talt ikke
vejet på objektivitetens guldvægt. Men det er ikke ude af trit med mit kendskab
til min kære farbror, at han har været en seriøs ung mand, der tog sit engagement
og sine forpligtelser alvorligt.
I øvrigt er jeg i besiddelse af et foto af
samme byledelse, på hvilket både Gustav Auring og Frithiof Palm kan ses.
Det er klart, at de to beretninger gjorde
mig stolt af min farbror Gustav.
Jens Uffe som amerikansk soldat
Min farbror Jens Uffe blev også direkte
involveret i II. Verdenskrig. Han blev amerikansk soldat og var med ved anden
bølge af invasionen i Italien 1943. Her begyndte de amerikanske tropper
”nedefra”, altså på Sicilien, og kæmpede sig nordpå. Mussolinis regering faldt
temmelig hurtigt, og de italienske troppers kampmoral var ikke overvældende.
Men piben fik en anden lyd, da tyskerne overtog forsvaret og en tid lang holdt
de allierede stangen ved Monte Cassino.
Jens Uffe var ikke frontsoldat. Han
arbejdede i transportskibenes lastrum og på kajerne, når den endeløse strøm af
forsyninger kom frem til stadig nordligere beliggende havne, startende med
Napoli, sluttende med Livorno. Som regel gik det relativt fredeligt for sig,
men han var dog adskillige gange udsat for angreb af tyske bombefly, mens han
stod ved kranspillet og svingede store kasser i land. Blandt andet stod han på
et skib og så - så at sige fra første parket - hvordan en nærtliggende
amerikansk destroyer fik en bombe midtskibs og sank, mens andre skibe i havnen
forsøgte at redde flest muligt af den 150 mand store besætning. Den dag holdt
krigen for ham op med at være et spændende skuespil og blev til uhyggelig og
blodig alvor.
At Jens Uffe ikke kunne blive frontsoldat,
skyldtes en vis mistroiskhed fra hans amerikanske overordnede officerer. Han
var jo født 1919 og var tysk statsborger indtil 1920, hvilket fremgik af hans
papirer. Og hvad ved amerikanske officerer om dansk-tyske grænsekonflikter?
Næppe mere end bønder ved om agurkesalat. Så det var nok bedst at holde denne unge
eks-tysker væk fra direkte frontområder, har de tænkt.
Farbror Jens Uffe stod til søs med
skoleskibet Georg Stage allerede i 1935. I 1938 gik han i land i USA, hvor han
havde mange forskellige jobs og i øvrigt havde tænkt sig at slå sig ned.
Da Jens Uffe meldte sig til militærtjeneste,
var det faktisk, fordi det ville afkorte hans vej til USA-statsborgerskab fra 5
til 3 år. Han blev først udtaget til pansertropperne, hvor han trænedes i
ørkenkrig under den berømte og bindegale general Patton. Men to dage før
afgangen til ørkenkrigen i Nordafrika var det så, at hans officer opdagede hans
manglende statsborgerskab. I stedet for panserkrig blev han altså overflyttet
til forsyningstropperne.
Faktisk blev Jens Uffe amerikansk
statsborger, og efter krigen havde han planer om at blive i USA. Men da han
vendte hjem for at besøge familien i 1947, kom han til at se ind i et par milde
ungpigeøjne, nemlig tante Musses. Han ville ha hende, og hun ville ha ham - men
hun ville ikke med til USA!
Tak, tante Musse!
Som barn har jeg hørt noget så eksotisk som
en grammofonplade, hvor Jens Uffe har indtalt sin hilsen, vel i 1946, til
familien. Det kunne man altså få foretaget i ”mulighedernes land”. Pladen blev
så sendt ”i forvejen” fra USA til Broue. Mon ikke bedstefar og bedstemor har
måttet gå på visit hos nogen, der ejede en grammofon, for at høre deres søns
stemme?
I et livfuldt interview har farbror Jens
Uffe i øvrigt fortalt spændende og detaljeret om sin tid som amerikansk soldat.
Beretningen kan findes på skrift i BROAGERLAND XIII, udgivet af Lokalhistorisk
Forening For Broagerland, 2004.
Faster Synje og sommerhuset
Faster Synje har jeg altid haft et nært
forhold til. Jeg holdt rigtig meget af hende, og jeg fornemmede, at hun også
holdt af mig.
Det ytrede sig på en ret speciel måde.
Faster Synje var som bedstemor ikke til kys og klap og kram. Hun var en stor,
munter og håndfast kvinde med et - i hvert fald på overfladen - usentimentalt
og ligefremt syn på livet, herunder nevøer, sikkert præget af hendes arbejde
som sygeplejerske. Ingen har som hun kunnet sætte mine små tendenser til
forkælet opførsel eller overgearet temperament på plads så effektivt som faster
Synje - med en enkelt ironisk bemærkning. Den sad altid lige i solar plexus og
fik mig til at se min opførsel som latterlig og føle mig som en våd hund. Det
var langt mere effektivt end selv den største skideballe.
Se, hvis der nu havde været kulde eller ond
brod i en sådan replik, så havde jeg jo nok ikke brudt mig om hende. Men
instinktivt har jeg fornemmet varmen på bunden af hendes sind. At hun ville mit
vel, var jeg aldrig i tvivl om - det var vel også det, der gjorde hendes ironi
så effektiv.
Så et besøg hos eller af faster Synje var
altid velkomment, også på grund af de relevante fætre og kusiner, naturligvis.
Lidt oppe i årene erhvervede faster Synje
igen et sommerhus, et ret primitivt, men hyggeligt og velbeliggende hus i
Hundested, og det fik stor betydning for mig og min lille familie.
Unge var vi, med få penge og mange børn.
Hvad var da mere naturligt end at låne et gratis sommerhus, hvis det lod sig
gøre? Faster Synje, sagde ikke nej, og op gennem 80´erne har vi lånt huset i
Hundested 10-12 gange, ofte flere uger ad gangen. Hvor har vi haft mange
dejlige ferier der, mens børnene var små.
Jeg har senere ved et tilfælde erfaret, at
min far i al hemmelighed har betalt faster Synje et beløb for vore lån, hvor
meget ved jeg ikke. Det varmer mit sønnehjerte, at min far gjorde det for os.
Og det trækker bestemt ikke noget fra faster Synjes velmente udlån. Hun havde
sikkert lånt os huset alligevel. Men nøgternt betragtet var min far trods alt
mere velbeslået end faster Synje, som ikke havde meget at rutte med, tror jeg.
Så rimeligheden i det aftalte arrangement har de sikkert hurtigt kunnet blive
enige om.
På sine gamle dage overtog faster Synje Skt.
Pauli 20 og flyttede tilbage til Broue. Her var jeg med til hendes 90-års
fødselsdag ved en stor, dejlig familiefest. Kort efter døde hun.
Fætre og kusiner
Som årene går, bliver de tidligere små,
ligegyldige fætre og kusiner sjovt nok pludselig jævnaldrende. Så det er rigtig
festligt at møde fætre og kusiner som Regner, Dine, Karen Margrethe, Didde,
Steffen og Pratibha, samt ”de jævnaldrende” og ”de store” ved forskellige
festlige lejligheder som runde fødselsdage o.l. Vi træffes også til
begravelser, bevares, men langt fra kun der.
Det er umanerlig hyggeligt at få sig en øl
og en mandig snak med fætter Regner, når familiefesten bevæger sig ud på de små
timer, og jakkerne hænger over stoleryggen.
Eller at høre kusine Dine udbringe et
rigtigt Broue-hurra for Petrusca på hendes 60-årsdag.
Eller at studere billeder af kusine Karen
Margrethes originale og håndværksmæssigt fremragende liebhavermøbler, som hun
fremstiller og sælger fra sit værksted i Dorset, England
Eller læse fætter Carstens engagerede indlæg
i pressen om bl.a. naturbeskyttelse og klimabevidsthed.
Eller at få kusine Lottes velskrevne og
grundige julekort, som ikke mindst lyser af stolthed over begavede og
talentfulde børn og børnebørn.
Eller at høre om, hvordan kusine Didde
stemmer i med ”den danske sangskat” til stor glæde for min gamle mor på
plejehjemmet.
Eller at gæste kusine Prathiba (Lisbeth) på
60-årsdagen og genopleve hus og have på Skt. Pauli 20, beskue Omesh´s flotte
billeder og deltage i spirituelle sanglege under de samme gamle træer, som
susede over min barndoms ferielege.
Eller at modtage og læse fætter Steffens
interessante bogudgivelser, beregnet for gymnasiernes danskundervisning.
Eller at læse kusine Anne Maries romaner -
ikke mindst middelalderromanen ”Mellem himlen og verden”.
Tænk at være i familie med så mange
interessante mennesker…
Også ”de gamle”, Jens Uffe, Musse, Tage og
Soffia har vi jævnligt kontakt med. Farbror Tage overflytter hver sommer troligt
sit abonnement på ”Flensborg Avis” til mig i de uger, hvor han og Soffia
besøger hendes familie i Island. Og den blir læst.
Det er faktisk kun fætter Bo og kusine
Synje, som jeg desværre har mistet kontakten med.
Med fætter Steffen har jeg en særlig
overenskomst. Vi låner hinandens hus, når hinanden er bortrejst. Ja, faktisk
går det nu mest den ene vej, idet vi låner hans og Bentes dejlige villa i
Valby, når vi besøger vores unger i København. Og når vi er der, gør vi vort
bedste for ikke at futte huset af! (Inside joke…)
Familie- og slægtsforhold spiller ”i dagens
Danmark” ikke længere samme væsentlige rolle som tidligere. I mange familier
bruges for mig selvfølgelige betegnelser som fætter, kusine, faster og farbror
ikke længere, men er afløst af fællesbetegnelserne tante og onkel - et tegn på, at familie- og slægtsbånd og
-bevidsthed løsnes og sløves, mener jeg.
Men slægtsbåndene i den gamle Hansen-slægt
er nu stadigvæk relativt stærke, skulle jeg mene. Det er mit håb, at jeg med
denne absolut subjektive og i høj grad ufuldstændige erindrings-skitse, samt
med andre beretninger, har bidraget til, at vi i slægten fastholder og udbygger
det fællesskab, som stadig eksisterer.
Jeg håber også, at de yngre generationer
engang med tiden, når deres hu drejes til at interessere sig for fortiden, vil
kunne have glæde af disse sider.
At være en Hansen er nu ikke så ringe endda!
Viby, den 15.
januar 2012
Gudmund Auring
Efterskrift:
Ovenstående beretning blev fremsendt til
farbrødre, tanter, kusiner og fætre. Det affødte flere kommentarer, især
grundigt fra kusine Didde - og kusine Synje, som jeg herigennem har haft den
glæde at få kontakt med igen.
Kommentarerne rummer især supplerende
historier, som det har været rigtig sjovt at læse. Men MINE erindringer er de
jo ikke, så derfor er de ikke indarbejdet i ovenstående.
Men Didde har gjort sig den fortjenstfulde
ulejlighed at gennemse min tekst og rette fejlhuskninger, faktuelle fejl og ”ukorrekte
holdninger” (- mandschauvinisme, påpeget med kærlig ironi…)
Det er jeg hende dybt taknemmelig for, og
disse korrektioner er indarbejdet i ovenstående. Hvilket dog på ingen måde får
mig til at hævde, at NU er min beretning ”sandheden om Broue”. Den er stadig
min subjektive ”sandhed”!
Viby,
den 8. maj 2012
Gudmund Auring
