Feriebarn i Broue

   En af ”familiehistorierne” handler om, hvordan jeg som halvstor dreng engang udbrød til far og mor: ”Hvorfor har I dog bosat jer så afsides??” Eftersom vi boede i Sorgenfri lige nord for København, så er der næppe mange af vore naboer, som ville opfatte det som ”afsides”. Men for mig, som hver sommer kunne holde ferie på centrale steder som Broager og Ferup, så var Sorgenfri en dødkedelig udkant, hvor der ingenting skete!

   En anden gang klagede jeg til far og mor over, at nogle af mine klassekammerater havde været så eksotiske og fjerne steder som Harzen og Mallorca, mens vi kun havde været i Malmø. Men mor fik let og elegant lukket munden på mig: ”Er der mon nogen af dine klassekammerater, der har feriesteder som Ferup eller Broue?” Nej, det var der jo ikke. Og jeg vidste straks med mig selv, at jeg ville ikke bytte!

   Broue er det lokale navn for Broager. Og her var vi på ferie en til to uger hver sommer. Her boede jo min bedstefar og bedstemor, Reinhold og Didde Hansen, og min faster Estrid, kaldet Eddi, i Skt. Pauli 20. I mange år, og stadigvæk den dag i dag, kaldes retten ”spagetthi” for ”spark Eddi” i min lille familie. Det var min søster Ingeborgs og min noget grovkornede vits - men vi fortalte hende den nu aldrig, for vi holdt meget af faster Eddi.

   Skråt overfor i Skt. Pauli 19 havde farbror Jens Uffe sit tømrerværksted, og han og tante Musse boede med Regner, Dine og Karen Margrethe i den store villa ved siden af. Desværre var de bittesmå, de fætre og kusiner. Den ældste, Regner, var vist seks år yngre end jeg, så ham kunne man jo ikke rigtig bruge til noget.

   Til den anden side, få huse væk, lå farbror Tages husmandssted, og omtrent 4 km mod syd i Brunsnæs havde farbror Christian ”Bryggergården” med vældigt vidtstrakte enge helt ned til Flensborg Fjord, og med udsigt til Tyskland. Begge farbrødre var ungkarle dengang.

   I Høruphav på Als, ikke langt fra Sønderborg, boede faster Margrethe og onkel Aksel med kusine Synje og fætter Bo. Dem besøgte vi også jævnligt, når vi var i Broue.

   Der var heller ikke alt for langt til Åbenrå, hvor farbror Gustav og hans muntre og friske københavnerkone tante Grete boede med Anne Marie, Didde og Steffen. Anne Marie var lidt ældre end jeg, og Didde var på alder med min lillesøster Ingeborg, så vi kunne godt have glæde af hinanden. Fætter Steffen var desværre alt for lille.

   I Broue som i Ferup (hos morfar og mormor) myldrede det i sommerferien med fætre og kusiner. Desværre var det ikke så nemt for de voksne at få koordineret, så vi altid kunne være der sammen med de jævnaldrende af slagsen. Alligevel lykkedes det da jævnligt at være der sammen med fætter Carsten og fætter Bo, som aldersmæssigt lå henholdsvis et år over og et år under mig. Andre gange var jeg på ferie ”alene”, dvs. uden jævnaldrende.

    Skt. Pauli 20

   Skt. Pauli 20 var en stor, gammel villa, som bedstefar havde købt i 1923. Fra gaden førte en halvcirkelformet grussti ned foran hoveddøren og op til vejen igen, velegnet til indkørsel af biler og  - i fordums tid - hestevogne. På den lille græsplæne, der omringedes af stien, stod en vældig flagstang, hvor bedstefar ikke glemte at hejse Dannebrog, når der var lejlighed til det.

   Den høje, tunge hoveddør lå under en åben karnap, ovenpå hvilken der var en lille altan. Indenfor var en lille hall med stenklinker og en stejl trappe op til Eddis og Tages værelser og gæsteværelserne på 1. sal.

   Som regel benyttede vi dog indgangen gennem bryggerset, som sammen med køkkenet lå i en lav, selvstændig fløj til højre for hoveddøren. Fra bryggerset kom man ind i køkkenet, hvor bedstemor ALTID stod og regerede med gryder og pander på det gammeldags, skinnende sorte brændekomfur, ofte sekunderet af Eddi. Det var imponerende og spændende at se hende ved hjælp af ildrager og ringkrog jonglere med de kulsorte, brandvarme jernringe fra åbningerne ned til komfurets glødende indre, hvorfra gule og røde flammer slikkede højt til vejrs. Bedstemor havde det grå, tynde hår samlet i en knold i nakken og var i mørk kjole, der blev næsten helt dækket af det småblomstrede eller stribede forklæde, som hun til hverdag altid havde på.

   Hver formiddag kom mælkevognen. Det var en enspændervogn med hest for. Vognen var stor og hvid og med haner i siden, som førte ind til tanke, der hver især indeholdt de forskellige typer mælk: Sødmælk, skummetmælk, kærnemælk, fløde m.m. I det åbne køkkenvindue havde bedstemor sat skåle og fade frem sammen med en seddel lydende på, hvad hun havde brug for i dag. Dertil penge. Og så tappede mælkemanden det ønskede over i kanderne, tog sin betaling og trillede videre, raskt ringende med klokken.

   Bedstemor var ikke til store knus og følelses-udbrud. Men at hun holdt af mig og de andre børnebørn, det var vi ikke et sekund i tvivl om. Det blev jævnligt til et klap på håret og et ”nå, lille Gudmund” med hendes milde, knirkende stemme, når jeg gik forbi. Og en gang imellem vankede der højdepunktet af lækkerier - en franskbrød (kaach) med smør og puddersukker.

   Bedstemor var sjældent i ro. Der skulle noget af en indsats til, når vi i sommerferien var 10-12-14 eller fler til bords ved tre måltider om dagen, plus eftermiddagskaffe. Eddi gik flittigt til hånde, og bedstemors døtre og svigerdøtre hjalp jo til, når de var på ferie. Men familiens mandfolk kunne ikke drømme om at gøre en indsats i køkkenet, og bedstemor ville også have været oprigtig forbavset, hvis det var sket. Det var mandfolkene ikke opdraget til.

   Til gengæld kunne de jo hjælpe bedstefar i haven.

   To trin op til en lille mellemgang, hvor telefonen stod - og derfra ind i stuen. Den var vestvendt, men lå altid i halvmørke, fordi havens vældige træer tog solen. Her var det store spisebord, hvor måltiderne blev indtaget med bedstefar tronende for bordenden. I en krog var der plads til et ganske stort, rundt bord, som af og til blev dækket ved kaffetid. I en anden krog stod bedstefars skrivebord, og ved en væg stod klaveret, som min mor jævnligt trakterede med en Mozart-sonate, eller når der skulle spilles til fællessang fra Højskolesangbogens melodibog.

   Som oftest blev kaffebordet dog dækket på den store glasveranda, hvor vi med kniberi kunne være otte-ti stykker. Her var ovenlys, og man sad ligesom midt i havens voldsomme grønhed, overskygget af den kolossale rødbøg.

   I modsætning til forhaven var baghaven kæmpestor og et ideelt legested for os feriebørn. Vi skulle huske at lege stille, når bedstefar og bedstemor sov middagssøvn mellem 12.30 og 14, men ellers måtte vi té os, som vi ville. Den store græsplæne med træerne var ideel til fodbold og tik, og når vi legede skjul eller put, så udvidedes den med resten af haven: Køkkenhaven, som bedstefar holdt forbilledligt, huggepladsen, frugthaven med blommer, æbler og pærer, som desværre stadigvæk var sure i juli. Men så var der jo hindbær, solbær, ribs og ærter.

   ”Om sommeren er det ofte meget varmt”

   Familiens patriark, min bedstefar, døde, da jeg var 11 år. Fra tiden før hans død husker jeg ikke så meget fra måltiderne - jeg var jo ikke så gammel - bortset fra den værdige, hvidskæggede mand, der tronede for bordenden. Middagsbordet havde en lidt officiel stemning over sig, og samtalerne var derefter. Min far har fortalt, at hvis et emne var kontroversielt, måske endda truede med at udvikle sig til diskussion i søskende-flokken, så var bedstefar hurtigt ude med en replik som ”schwamm darüber”, ”tema durch” eller ”om sommeren er det ofte meget varmt”- og så holdt alle mund. Bedstefar ønskede ikke, at et emne udviklede sig til uenighed, måske endda skænderi. Underligt nok, egentlig, for min bedstefar var en mand med stærke holdninger og sagde uforfærdet sin mening i det offentlige rum.

   Måske var han bange for, at diskussionen udviklede sig ukontrollabelt og kunne føre til fjendskab i familien. Min far har fortalt, at denne holdning førte til, at de faktisk ikke rigtig fik lært at diskutere i familien. Og sandt er det, at efter bedstefars død kunne selv små meningsudvekslinger føre til voldsomme eksplosioner blandt brødrene, råb og smækken med døren. Det var naturligvis udtryk for de spændinger, der findes i enhver familie og søskendeflok. Men sjovt nok førte det aldrig til et brud. Hvis fx farbror Christian eksploderede i en voldsom kaskade af ord (ALDRIG bande- eller skældsord) og marcherede ud af døren - så sad han alligevel næste dag på sin plads ved middagsbordet, som om intet var hændt. Familien Hansen kunne ikke kaldes en harmonisk familie, men sammenholdet var stærkt!

   Farbror Gustav var den ældste. Desuden var han akademiker og uhyre klog på mange ting, men hans saglige indlæg havde ofte et storebroderligt, belærende anstrøg, som selvfølgelig virkede på brødrene som en rød klud på en tyr. Og det bragte ikke mindst familiens nummer to, Christian, ”fra koncepterne”. 

   Farbror Tage var den yngste og tvillingebror til Eddi. Som følge af sin lillebrorstatus blev han ofte ikke rigtig regnet for noget i en diskussion. Han vidste ellers mange ting, men havde jo ikke Gustavs akademiske baggrund, så også hans indlæg kunne af og til udmunde i raseri.

   Også farbror Jens Uffe, flokkens nr. 6, kunne blive rød i kammen, men han var benådet med familiens rappeste replik og kunne ofte klare sig med en humoristisk-sarkastisk bemærkning.

   Min far, Hans Reinhold, som den eneste akademiker udover Gustav, havde gennem årene lært at dække sig ind. Han ville med garanti aldrig være sluppet godt fra at markere sin intellektuelle position, sådan som storebror Gustav - han var jo kun nummer 5.

   Far holdt sig ikke udenfor diskussionerne, men hans indlæg blev holdt i en afdæmpet form, uden for skarp eller provokerende stillingtagen.

   Min far holdt meget af og så vældigt op til sin storebror Gustav. De havde i flere perioder boet sammen under studierne i København, havde været på mange ungdomsferier sammen, havde i fællesskab skiftet navn fra Hansen til Auring - hvilket nok ikke huede bedstefar -  og Gustav havde hjulpet min far til rette, da han startede på universitetet i 1936. Men de havde et udpræget storebror-lillebrorforhold. Min mor kunne på fars vegne blive edderspændt rasende på farbror Gustav, når han - højt op i 50´erne - korreksede min far med et ”det er nu ikke helt rigtigt, lille Hans Reinhold”.

   Far tog det med sagtmodigt sind. Gustav havde jo sikkert som regel ret.

   Pigerne Synje (nummer 3) og Margrethe (nummer 4) tog sjældent direkte del i diskussionerne, hvilket jo altså også kunne være temmelig risikabelt. De havde dog udviklet en stærkt ironisk replik, så de også kunne give deres besyv med, uden at deres mening blev så klar, at de kom til at stå for skud. Eddi var jo yngst og ”lidt tilbage”, så hun mente ikke noget i den slags sammenhænge.

   Frem for alt: Familien Hansen var en sønderjysk familie. Her taltes sønderjysk! Selv min far, som havde boet i København siden 1936, slog øjeblikkelig over i sønderjysk, når han kom hjem.

   Og ve den, der ikke kunne forstå, hvad der blev sagt. Hvis det kom for en dag - ja, så talte Christian, Jens Uffe og Tage blot endnu mere sønderjysk. Min stakkels hustru, Petrusca, fik det at mærke, første gang hun var med nede i Broager: Hun fattede ikke en brik! Og den eneste hjælp, der var at hente, var mine oversættelser.

   ( Nu havde hun heller ikke været helt heldig med en af sine indgangsreplikker: Vi havde taget toget og var af samme grund kommet igennem Rødekro. Vel ankommet til Broue faldt samtalen på rejsen, og Petrusca udbryder da naivt-frimodigt, at hun da altid har syntes, at når man var kommet igennem Rødekro, så var man jo nærmest i Tyskland…

   Sådan siger man ikke i en ultradansk, sønderjysk familie. Petrusca blev lidt bleg, da jeg senere sagtmodigt forklarede hende fadæsen. Og faktisk varede det en rum tid, før ”visse” af farbrødrene tilgav hende den lapsus…)

   Tepotteleg

   I årene efter bedstefars død udviklede samværet i den Hansenske familie sig noget mere tvangfrit også på andre områder, tror jeg. Måske skyldes denne oplevelse også, at jeg voksede til og i højere grad blev en del af familiesamværet på tværs af generationerne.

   Ved ikke så få lejligheder endte kaffebordene i selskabslege, som ”Skibet er ladet med”, ”Hviskeleg” eller ”Tepotteleg”, hvilket vi børn fandt utrolig sjovt og hyggeligt. Fx husker jeg en eftermiddag omkring det runde bord i stuen, hvor Tage skulle starte hviskelegen. Han sendte sin udtalelse hviskende af sted, og efter runden om bordet endte den hos bedstemor, som lettere forvirret udtalte, hvad hun havde hørt: ”Guldbriller”. Tage kunne så oplyse, at han havde hvisket ”jerseykoens middagshvil”. Stor moro omkring bordet. Tage havde en besætning på sit sted af vist nok seks jerseykøer, som han var meget stolt af, og hvis mælks fedtprocent han aldrig kunne blive træt af at prise.

   ”Tepotteleg” var også festlig: To personer gik uden for døren og aftalte deres tepotte, nemlig et ord, som kunne betyde to forskellige ting, fx ”hane” (dyret og en vandhane). Hver skulle så forklare deres ord: ”Min tepotte kan drejes” fx - sandt skulle det jo være, men ikke for tydeligt. Det var så resten af selskabets opgave at gætte ”tepotteordet”. Selskabet måtte også stille spørgsmål, som dog kun måtte besvares af de to med ja eller nej.

   Der blev ofte sunget flittigt. Alle i familien ikke mindst mændene, havde kraftige, rene sangstemmer, så det lød ganske imponerende, når vi stemte i med en sang fra Højskolesangbogen til Laubs, Oluf Rings eller Carl Nielsens melodi.

   Som regel spillede min mor til. Hun er konservatorieuddannet i klaver og klassisk sang, og jeg husker tydeligt, da farbror Christian kom for skade at sige, at hendes sang regnede han ikke for noget, det syntes han, de var lige så gode til selv. ”Men hinne speeelen…” Christian mente det absolut som en ros. Han var ægte romantiker og musikelsker, men klassisk kunstsang syntes han var krukket og skabagtigt. Min mor overhørte fuldstændig hans begejstrede ros af ”hinne speeelen” og blev eddikesur.

   Ja, det var nok ikke altid let at være svigerdatter i Hansen-familien. Men som årene gik, lærte mor at se igennem det kantede og hidsige ind til de mange kvaliteter og sætte større og større pris på sin svigerfamilie.

   Ringridning

   Min bedstefar havde fødselsdag den 2. juli, og det faldt ofte sammen med ringridning i Broue. Optoget startede i Mølmark, lige syd for Broue, hvor bedstemor stammede fra, og gik ad Skt. Pauli og videre ad hovedgaden ud til festpladsen. Forrest kom vinderne fra sidste år i hvide ringriderhuer, sorte jakker, bukser og ridestøvler, ofte med skråbånd og medaljer over jakken, tømmerne samlet i venstre hånd og lansen i højre, med den stumpe ende hvilende på støvlesnuden. Hestene var praktisk talt af alle slags, fra kæmpestore, brede belgiere over flotte og kraftfulde jyske heste til nordbagger med bånd flettet i den korte man og smukke, spinkle rideheste. Dengang var arbejdshestene stadig i brug på mange gårde, og man red på, hvad man havde.

   Efter de mange ryttere fulgte crèpepapir-udsmykkede vogne med børn, som råbte hurra - og mon ikke også Broue Brandkoor´s (koor = korps) hornorkester stod og truttede kakofonisk på en anden vogn? Eller var det før min tid, og jeg har fået det fortalt? Mange børn var dog også på deres udsmykkede cykler med crepepapir viklet mellem egerne - de skulle deltage i børneringridningen.

   På pladsen var der naturligvis Tivoli med luftgynger og tombola og den slags. Et år spillede vi fætre og kusiner på samme plade, og den kom ud med frit valg på alle hylder. Så vi slæbte marokkopuder, baststole, kæmpebamser og andet godt kram i triumf til Skt. Pauli.

   Selvfølgelig så vi også på konkurrencerne. Jeg husker især, når en af de kæmpestore belgiere endelig var kommet i den påkrævede galop. Det gik tungt og sindigt og så kraftfuldt, at hele pladsen rystede, frem mod ringen - på en gang et imponerende og komisk syn. Belgiere var ikke skabt til galop.

   I øvrigt havde jeg prøvet at ride på en belgier, idet farbror Christian havde et spand. For en tiårs dreng føltes det, som om man sad i spagat - så bred var den. Og der var fileme langt ned til jorden. Men tempoet var ikke noget at være bange for.  

   Sønderjysk kaffebord

   Af og til var der gæstebud på Skt. Pauli 20, fx på bedstefars fødselsdag. Så vankede der det navnkundige sønderjyske kaffebord. Hvor mange slags kage, der var, ved jeg ikke, men det er helt sikkert, at bedstemor lagde stor vægt på, at intet skulle mangle. Overfloden af kager på et sønderjysk kaffebord er en æressag.

   Derfor vakte det også både misstemning og forargelse blandt familiens kvinder, da en gæst - hvem huskes ikke, men fætter Peter eller fætter Kedde kunne være flabede nok til det  - stillet over for denne mangfoldighed råbte ud over de forsamlede gæster: ”Didde - do hæ´ vel it´ en kyskaach?” Nej, lige kyskage var der ikke den dag. Men hvor taktløst at udbasunere det over hele selskabet!

   Eddi

   Faster Estrid boede som sagt hjemme hos sine forældre, og det blev hun ved med, til bedstemor døde. Da var Eddi over 50 år. Resten af sit liv boede hun hos Jens Uffe og Musse i nummer 19.

   Eddi var ”lidt tilbage”, som det hed. Dog ikke mere, end at hun kunne både læse og skrive. Hun læste ungpigeromaner og skrev korte, jordnære breve med fast, lidt barnlig håndskrift.

   Allerede tidligt blev det besluttet, at Eddi ikke skulle ud i det pulveriserende liv. Så hun blev hjemme under trygge og gode forhold, afholdt af alle. Men mon ikke vi børn af og til har drillet hende lidt?

   De halvstore kusinepiger på 11-12 år kunne hun nok især snakke med. De var vist mentalt på samme stade som hun selv.

   Eddi kunne godt være skrap og havde ganske kontante meninger om det, der lå inden for hendes verden.

   I bagklogskabens ulideligt klare lys kan man nok se, at Eddi måske kunne ha fået mere ud af livet end bare at gå hjemme og hjælpe bedstemor i køkkenet. ”Spring, Eddi”, var replikken, når der manglede et eller andet på middagsbordet. Hvorfor skulle hun ikke ha kunnet leve sit eget liv, fx med mand og børn? Men det er set fra en anden tid. I 30´erne, da Eddi var ung, blev familiens afgørelse utvivlsomt betragtet som den klogeste, kærligste og mest humane, der kunne træffes.

   Kusine Didde fortæller, at hun engang spurgte sin far, farbror Gustav, hvorfor Eddi ikke havde børn. Hans svar var: ”Engang var der en mand, der ville lægge an på Eddi, sådan med tissemanden, du ved, men det ville bedstefar og bedstemor ikke have. Så Eddi blev opereret, så hun ikke kunne få børn.”

   Her delte Eddi jo skæbne med så mange andre evnesvage kvinder i 30´erne, hvor synet på sterilisation var et andet end i dag. Bedstefar og bedstemor har i deres omsorg fulgt en praksis, som på den tid var bredt og alment accepteret.

   Eddi havde en sygeplejerske tilknyttet, som ofte kom i hjemmet og gik under navnet ”tante Jensen”. Hun blev betragtet som et selvfølgeligt medlem af familien, deltog i alle festligheder og har også besøgt os i Sorgenfri.

   Eddi havde maniske perioder. Senere i sit liv måtte hun i flere omgange indlægges på Ribelund med psykiske problemer. Men hun kom hver gang igennem det og hjem igen som den gamle Eddi.

   Eddi var familiens maskot, omfattet med megen kærlighed og omsorg. Hun fik et godt liv - men kunne det ha været bedre?

   Le og selvbinder

   Jeg har prøvet at slå med le og høste med selvbinder. Farbror Tages lille sted kunne naturligvis ikke forrente en mejetærsker. At leje en var også dyrt, så længe han havde sin selvbinder. Den mejede kornet nok så elegant og bandt det selv til kornneg af den type, der nu kun kendes som juleneg. Disse neg skulle så stilles op på højkant imod hinanden - godt med luft imellem, og så håbede man ellers på tørvejr.

   Jeg har ikke høstet med le - dog ikke, men engang skulle brinkerne på den bæk, der løb tværs over Tages jorder, renses for ukrudt, bjørneklo og andet skidt, og det hjalp jeg med til. Når leen blev sløv, skulle den stryges. Engang fik jeg tommelfingeren for tæt på klingen, som så skar sig en lille centimeter ned i fingerens blomme. Det var imponerende, så meget blod, der kom.

   Når de jævnaldrende fætre og kusiner ikke var til rådighed, holdt jeg mig til farbror Tage, og der var jeg i gode hænder. Han forstod at snakke med en stor dreng, og på hans lille landbrug skete der jo masser af for en forstadskøwenhavner spændende ting. Alt foregik med håndkraft eller relativt enkle maskiner, så man var rigtig nær ved landbrugets grundprocesser. Ikke mindst de smukke, flødefarvede jerseykøer med de drømmende, brune øjne var spændende. Vi kørte vand ned til dem i marken i mælkejunger på en lille cykelanhænger. Og ved siden af truget hang en saltsten, som køerne af og til tog sig et slik på med deres lange, lyserøde tunger. At blive slikket på hånden af en jerseyko var som at blive skuret nænsomt med vådt sandpapir. 

   Farbror Tage kørte også mælketur til andelsmejeriet nogle år. Så var det op kl. 6 eller før og søvndrukkent ud på traktoren, der stod med anhængeren, klar til ude på ruten at blive læsset med bøndernes fyldte mælkejunger. På mejeriet blev de læsset af, og anhængeren fyldtes med de junger, som bønderne skulle have tilbage - tomme, eller indeholdende valle eller kærnemælk.

   Jeg har næppe været til meget hjælp, upraktisk køwenhavnersnude, som jeg var. Men farbror Tage viste stor tålmodighed og talte ganske jævnt og ligefremt til mig. De samme glæder ved jeg, at min søster og flere af mine kusiner og fætre har haft. Mon ikke også Tage har hygget sig ved lidt selskab? At drive sådan et enmandslandbrug kunne jo ellers nok være en ensom affære.

   I længden var husmandsstedet ikke stort nok til at forrente sig. Så det gik med Tage som med så mange andre sønderjyder fra landbruget: Han blev arbejdsmand på Danfoss, og der blev han, til han gik af med pension. Kortere arbejdstid og højere løn, naturligvis, det var slet ikke dårligt.

   I sine 50´ere giftede han sig! Desværre døde hans kone ret tidligt, men så giftede han sig igen! Han er netop fyldt 90, og han og Soffia bor i et hyggeligt rækkehus 100 meter fra hans gamle ejendom, som for længst er nedlagt.

   Men den friske luft og sine jerseykøer måtte han sige farvel til…

   Karbonader og stuvede ærter

   Henne hos farbror Jens og tante Musse (Cecilie) dukkede vi ikke så tit op. Børnene var som sagt for små, og Jens Uffe havde travlt som mester i sin tømrerforretning. Men når vi kom, blev vi modtaget med stor hjertelighed. Musse var mindst lige så dygtig i sit køkken som bedstemor, og der blev kræset op med, hvad der nu passede til tidspunktet på dagen. Specielt husker jeg tante Musses kæmpestore og lækre karbonader med stuvede ærter og gulerødder til.

   Værkstedet var jo et farligt sted med store maskiner. Når det rigtig gik løs, var det ikke så godt, at vi kom der. Men jeg husker en rolig stund, hvor farbror Jens savede et fantastisk skib til mig ud af en træblok. Det var fascinerende at se, hvordan han håndterede den hvinende motorsav og i løbet af få minutter havde udformet et elegant skibsskrog. Med overbygning og master på blev det alle tiders legetøjsskib.

   Desuden var han en vittig hund. Han fortalte sjove historier og kom med snurrige bemærkninger under arbejdet - alt sammen meget underholdende. Ganske vist forstod jeg ikke alle pointerne, som blev leveret på lynhurtigt sønderjysk. Men det lod jeg mig ikke mærke med.

   Og når man nu var der, så kunne man da godt nedlade sig til at lege lidt med fætter Regner og kusine Dine, en gang badminton i baghaven eller put mellem tømmerstablerne bag værkstedet. Karen Margrethe var alt for lille. Hun tullede rundt mellem benene på os.  

   Hos farbror Christian

   På Bryggergården hos farbror Christian havde man fornemmelsen af at besøge en rigtig eneboer. Oftest var det far og mig, som cyklede derud. Christian gjorde ikke meget ud af sit stuehus, mildest talt. Han har sikkert heller ikke haft mange penge at rutte med. Gulvbrædderne var mørnede, og i krogene var panelerne gennemgnavet af rotter.

   Vi startede gerne med en kop kaffe og en ostemad i køkkenet, siddende ved det lille bord. Inde bagved var den pæne stue med noble, men slidte og bedagede møbler, og der nåede jeg sjældent ind. Som regel varede det ikke længe, før vi begav os ud på stald- og markvandring. Engen ned mod selve Brunsnæs og den af bølgerne halvt gennemgnavede klint ved kysten med tre vestenvindsforkrøblede træer ovenpå var et utrolig smukt landskab med den solglitrende Flensborg Fjord og den tyske kyst i baggrunden. Eller sydslesvigske kyst, som farbror Christian nok ville sige.

   Her på hans egne enemærker var der ingen broderkonkurrence med deraf følgende skænderier - kun en venlig og snaksom mand, som glædede sig over at få besøg.

   Mange år senere besøgte Petrusca og jeg farbror Christian med vores børn. Han blev utrolig glad for at se os og ville straks beværte os på det bedste. Men Christian lavede ikke selv mad. Resolut ringede han til Brunsnæs Kro, og der blev vi så bænket og fik VERDENS STØRSTE BØF. Den fyldte hele tallerkenen. Selvfølgelig var der både løg, surt, kartofler og sovs til. Men jeg tror ikke, ungerne nogensinde glemmer den enorme og lækre hakkebøf, som de tappert gnavede sig igennem.

   Forinden, mens jeg tumlede med ungerne i stald og på eng - vi fik også lov at prøve traktoren - havde Christian åbnet både sit fotoalbum og sit hjerte for Petrusca. Her fik hun historien om hende, han aldrig fik, om hans ungdom, hans tanker om livet. Petrusca kunne ikke undgå at føle sig rørt over det - og også lidt stolt over, at han åbnede sig for netop hende.

   Bag farbror Christians noget studse ydre gemte sig en varmhjertet romantiker, hvis liv aldrig blev, som hans drømme havde været.

   Fætre og kusiner

   Når vi var der samtidig, var der naturligvis masser af leg med fætre og kusiner. Dem, vi kendte bedst, var Lotte, Carsten og Lisbeth. De var nemlig børn af faster Synje og onkel Rich, som var de eneste af både fars og mors familie, der boede i/ved København ligesom os. Om vinteren tog vi bussen over Gladsaxe til Husum, hvor de boede i en lejlighed på Kobbelvænget. Om sommeren cyklede vi gennem Hareskoven til Værløse, hvor de havde det dejligste sommerhus på en naturgrund, komplet med egen dam med haletudser, senere på året frøer i vældige mængder.

   Desværre forsvandt sommerhuset, da Synje og Rich blev skilt. Så var faster Synje pludselig alene med tre børn, en lejlighed og et job som afdelingssygeplejerske. Set fra vores synspunkt var det et tab, både af sommerhus og af Rich, som vi aldrig så mere. Han var nemlig en munter børneven, som ofte var med på en vilter leg i det fri.  

   Så blev det Kobbelvænget hos faster Synje både sommer og vinter, hvor vi fik kaffe og kage, tumlede i lejligheden og gården, legede tepotteleg og havde det hyggeligt. De besøgte selvfølgelig også os i Sorgenfri.

   Som det ældste barnebarn var Lotte jo lige lovlig stor. Hun var ellers frisk nok og gerne med i de fælles familielege. Men ellers var hun en ung dame, mens vi endnu var børn.

   Men Carsten var kun et år ældre end jeg, og ham så jeg op til. Han kunne - i 13-års alderen - tale med om politik og bruge svære ord som ”inflation”, ”valuta” og den slags. Det imponerede mig. Desuden havde han visse erfaringer fra omgangen med jævnaldrende i Husums boligkarréer og asfalterede gårde, hvor man førte et saftigt frisprog, som lå temmelig langt fra sproget i det pæne Sorgenfris pæne villakvarterer. Det imponerede mig ikke mindre. Min første sjofle sang lærte jeg af fætter Carsten - en parafrase over en af tidens popsange. Og tænk, jeg kan huske den endnu: 

   ”Kommer du i trusser, kommer du i nattøj, kommer du i ingenting

   Lige meget hvad du kommer i går pikken ud og ind”

Jeg var dybt fascineret og kokrød i hovedet.

   Lisbeth var på alder med min lillesøster, og så havde de to hinanden.

   En anden markant erindring om Carsten har jeg fra Broue. Vi har været vel 15 og 14 år. Vi var næsten jævnaldrende med vores to kusiner Anne Marie og Synje (som var opkaldt efter Carstens mor), og Carsten foreslog på et tidspunkt, at vi gik en tur. Nå ja, det skulle vi vel så, selvom jeg ikke helt kunne forstå, hvorfor vi ikke bare kunne lege i haven. Nå, vi gik ned mod kirken, og ved mindehøjen var der et lavt dige, som vi skulle over. Og så så jeg det: Carsten rakte galant hånden frem mod Synje, som var køn og spinkel og med tidens højt opsatte ”franskbrødshår” (- dog vist uden franskbrød). Synje tog hånden, og han hjalp hende over diget. Det ramte mig som en aha-oplevelse: Nå, det var derfor, vi gik tur! Heldigvis var chokket ikke større, end at jeg efterfølgende havde åndsnærværelse nok til at række Anne Marie hånden og hjælpe hende over diget. Selvfølgelig kunne vores to kusiner så let som ingenting have forceret det dige uden vores hjælp. Men i teorien fra drengebøgerne vidste jeg en del om ridderlighed. Så nu var man altså nået dertil. Og kusiner var ikke bare kusiner, men unge damer, som man måske kunne blive lun på!

   Jeg tror nok, Anne Marie og jeg blev lidt lune på hinanden. Absolut i al uskyldighed og aldeles uerklæret - men vi aftalte da at skrive sammen, oven i købet i talkode, så ingen uvedkommende kunne se vores store hemmeligheder. Kort efter fik jeg et langt brev fra Åbenrå med adskillige sider med tal i Anne Maries pæne, tydelige håndskrift. Og her kommer så en tilståelse, som den dag i dag gør mig flov: Jeg fik aldrig læst brevet. Det var simpelthen for besværligt, syntes jeg. Resolut skrev jeg tilbage og foreslog, at kun særligt hemmelige passager skulle være i talkode.

   Men det varede vist ikke længe, før korrespondancen døde ud. Hvilket sikkert var min skyld. Anne Marie var nemlig en ordentlig pige: En aftale var en aftale…

   Fætter Bo legede jeg også en hel del med. Han var lidt yngre end jeg, men frisk nok til fodbold og den slags. Først boede de i Høruphav, hvor hans far var lærer og mor fysioterapeut. Senere besøgte vi dem i Sorø. Faster Margrethe var ligesom faster Synje en frisk pige med en rap replik. Efter sigende kunne de to søstre som unge i fællesskab nok sætte grå hår i hovedet på bedstemor, blandt andet med frivole revyviser, som bedstemor ikke brød sig om: Deres glansnummer var:

”Når der er billige rester hos

Illum og i Magasin

eller når Fonnesbech har en hat

der står til mor´ens teint

som han vil sælge til røverpris

som er for lille men som

blir en drøm når blot den blir syet om

så er der en der nupper tjansen

og De kan tro det er fru Hansen

mor skal nok få pyntet den.

Blot jeg kan få facon på hatten

slider jeg gerne hele natten

glad og velfornøjet, men

når der skal sys et buksespænde

eller en lap i Hansens ende

og en knap i lille Kaj,

hvem er det så der nupper tjansen?

Tror De måske det er fru Hansen?

Næ De ka tro, næ De ka tro nej!”

   Denne revyvise fra 1930 om fru Hansen, der forsømmer mand og barn til fordel for en damehat til sig selv, passede på ingen måde på bedstemor. Men derfor kunne den jo sagtens bruges af døtrene til at drille med…

   Tiden dækker til

   Fra 16-17 års alderen ebbede mine feriebesøg i Broue ud. Jeg fik andre planer, feriejob, vandreture i Norge og den slags. Og snart kom den tid, hvor jeg havde alt for travlt med at være ung og selvoptaget til at skænke bedsteforældre en tanke. Så dør de, og man er til begravelse, og så tar man hjem igen og lever sit afsindig vigtige ungdomsliv videre.

   Bedstemor blev 92 og døde i 1976. Eddi flyttede hen til Jens Uffe og Musse og døde, da hun var i tresserne. Af de gamle lever i dag Jens Uffe, Musse, Soffia og Tage, alle fire i Broue, samt min gamle mor på 96.

   Men som muld i mose ligger barndommens erindringer under overfladen. Og stikker man erindringsspaden i jorden, vælder de frem med en kraft, så man må forbavses.

   Senere i livet har jeg hørt andre historier om flere af personerne her i beretningen. Erindringer er det ikke, men en del af historierne har udbygget og nuanceret mit billede af personerne og afsløret dem som endnu mere interessante, end jeg dengang anede. Jeg vil derfor tilføje en CODA til denne beretning, hvor jeg fremlægger nogle af disse interessante historier.

   At skrive erindringer er en gammelmandssyssel. En skattejagt, hvor man kan man opgrave rigdomme, som man ikke engang anede, at man ejede. Man kan sikkert også opdage det modsatte, katastrofer og skeletter i skabene, men sådan er det ikke gået mig. Endnu da.

                                                                                                                8. januar 2012

                                                                                                             Gudmund Auring

   CODA

   Hvad jeg senere har erfaret om min slægt på Hansen-siden

   Bedstefar

   Om bedstefar og hans spændende liv og originale personlighed har jeg skrevet et selvstændigt indlæg ved navn MIN BEDSTEFAR OG SØNDERJYLLAND.

   Farbror Gustav og frihedskampen

   Overordnet ved jeg ikke så meget om min farbror Gustavs indsats i frihedskampen - hvilken organisation, han stod i og den slags. Men jeg har været så heldig at møde to enkeltpersoner, som ved at høre mit efternavn har sagt: ”Auring? Er du så ikke i familie med…?” Og det var jeg jo. Her er, hvad de to har fortalt:

   Da jeg som ung gik på Th. Langs Seminarium i Silkeborg, var jeg i 1969, tror jeg nok, i praktik på Virklund Skole lige syd for byen hos en gæv, gammel lærer, der hed lærer Hansen. Da han erfarede min nevøstatus, spurgte han så: ”Ved du, at din farbror i vinteren ´44 sad oppe i et loftskammer på Silkeborg Bibliotek med en pistol ved siden af sig på bordet og oversatte en illegal norsk bog?”

   Jeg vidste jo godt, at farbror Gustav i de år arbejdede på Silkeborg Bibliotek, men det andet anede jeg ikke noget om. Da jeg senere forelagde ham beretningen, konstaterede han ganske tørt og nøgternt, at det var rigtigt nok , altså bortset fra det med pistolen.

   Kusine Didde oplyser, at det drejede sig om bogen ”Jeg betalte Hitler”.  

   Senere i Århus fik jeg en god kammerat, hvis far, Frithiof Palm, som modstandsaktiv kommunist måtte flytte fra Århus, men dog ikke længere væk end til Silkeborg. Her blev han kommunisternes medlem af modstandsbevægelsens byledelse , som min farbror Gustav også var medlem af (som repræsentant for Ringen? Dansk Samling? Frit Danmark? Jeg ved det ikke.)

   Frithiof Palm fortalte mig dette øjebliksbillede fra om aftenen den 4, maj 1945, hvor friheds-budskabet netop havde lydt fra London. Stemningen var høj, og byledelsen har åbenbart ikke haft mere travlt med at organisere freden, end at der også har været tid til en afslappet stund med lidt øl på bordet.

   Den alvorlige unge akademiker Gustav Auring kom dog ind og mente, at der vel var brug for en offentlig erklæring fra byledelsen i anledning af befrielsen. Om de ikke skulle få udarbejdet den? ”Det er i orden, Gustav. Den klarer du.” Så gik Gustav afsides og vendte tilbage en time senere med et udkast, som han forelagde det åbenbart lidt animerede, lettere useriøse selskab. ”Fint Gustav! Den er vedtaget!”

   Denne muntre beretning er mildest talt ikke vejet på objektivitetens guldvægt. Men det er ikke ude af trit med mit kendskab til min kære farbror, at han har været en seriøs ung mand, der tog sit engagement og sine forpligtelser alvorligt.

   I øvrigt er jeg i besiddelse af et foto af samme byledelse, på hvilket både Gustav Auring og Frithiof Palm kan ses.

   Det er klart, at de to beretninger gjorde mig stolt af min farbror Gustav.

   Jens Uffe som amerikansk soldat

   Min farbror Jens Uffe blev også direkte involveret i II. Verdenskrig. Han blev amerikansk soldat og var med ved anden bølge af invasionen i Italien 1943. Her begyndte de amerikanske tropper ”nedefra”, altså på Sicilien, og kæmpede sig nordpå. Mussolinis regering faldt temmelig hurtigt, og de italienske troppers kampmoral var ikke overvældende. Men piben fik en anden lyd, da tyskerne overtog forsvaret og en tid lang holdt de allierede stangen ved Monte Cassino.

   Jens Uffe var ikke frontsoldat. Han arbejdede i transportskibenes lastrum og på kajerne, når den endeløse strøm af forsyninger kom frem til stadig nordligere beliggende havne, startende med Napoli, sluttende med Livorno. Som regel gik det relativt fredeligt for sig, men han var dog adskillige gange udsat for angreb af tyske bombefly, mens han stod ved kranspillet og svingede store kasser i land. Blandt andet stod han på et skib og så - så at sige fra første parket - hvordan en nærtliggende amerikansk destroyer fik en bombe midtskibs og sank, mens andre skibe i havnen forsøgte at redde flest muligt af den 150 mand store besætning. Den dag holdt krigen for ham op med at være et spændende skuespil og blev til uhyggelig og blodig alvor.

   At Jens Uffe ikke kunne blive frontsoldat, skyldtes en vis mistroiskhed fra hans amerikanske overordnede officerer. Han var jo født 1919 og var tysk statsborger indtil 1920, hvilket fremgik af hans papirer. Og hvad ved amerikanske officerer om dansk-tyske grænsekonflikter? Næppe mere end bønder ved om agurkesalat. Så det var nok bedst at holde denne unge eks-tysker væk fra direkte frontområder, har de tænkt.

   Farbror Jens Uffe stod til søs med skoleskibet Georg Stage allerede i 1935. I 1938 gik han i land i USA, hvor han havde mange forskellige jobs og i øvrigt havde tænkt sig at slå sig ned.

   Da Jens Uffe meldte sig til militærtjeneste, var det faktisk, fordi det ville afkorte hans vej til USA-statsborgerskab fra 5 til 3 år. Han blev først udtaget til pansertropperne, hvor han trænedes i ørkenkrig under den berømte og bindegale general Patton. Men to dage før afgangen til ørkenkrigen i Nordafrika var det så, at hans officer opdagede hans manglende statsborgerskab. I stedet for panserkrig blev han altså overflyttet til forsyningstropperne.

   Faktisk blev Jens Uffe amerikansk statsborger, og efter krigen havde han planer om at blive i USA. Men da han vendte hjem for at besøge familien i 1947, kom han til at se ind i et par milde ungpigeøjne, nemlig tante Musses. Han ville ha hende, og hun ville ha ham - men hun ville ikke med til USA!

   Tak, tante Musse!

   Som barn har jeg hørt noget så eksotisk som en grammofonplade, hvor Jens Uffe har indtalt sin hilsen, vel i 1946, til familien. Det kunne man altså få foretaget i ”mulighedernes land”. Pladen blev så sendt ”i forvejen” fra USA til Broue. Mon ikke bedstefar og bedstemor har måttet gå på visit hos nogen, der ejede en grammofon, for at høre deres søns stemme?

   I et livfuldt interview har farbror Jens Uffe i øvrigt fortalt spændende og detaljeret om sin tid som amerikansk soldat. Beretningen kan findes på skrift i BROAGERLAND XIII, udgivet af Lokalhistorisk Forening For Broagerland, 2004.

   Faster Synje og sommerhuset

   Faster Synje har jeg altid haft et nært forhold til. Jeg holdt rigtig meget af hende, og jeg fornemmede, at hun også holdt af mig.

   Det ytrede sig på en ret speciel måde. Faster Synje var som bedstemor ikke til kys og klap og kram. Hun var en stor, munter og håndfast kvinde med et - i hvert fald på overfladen - usentimentalt og ligefremt syn på livet, herunder nevøer, sikkert præget af hendes arbejde som sygeplejerske. Ingen har som hun kunnet sætte mine små tendenser til forkælet opførsel eller overgearet temperament på plads så effektivt som faster Synje - med en enkelt ironisk bemærkning. Den sad altid lige i solar plexus og fik mig til at se min opførsel som latterlig og føle mig som en våd hund. Det var langt mere effektivt end selv den største skideballe.

   Se, hvis der nu havde været kulde eller ond brod i en sådan replik, så havde jeg jo nok ikke brudt mig om hende. Men instinktivt har jeg fornemmet varmen på bunden af hendes sind. At hun ville mit vel, var jeg aldrig i tvivl om - det var vel også det, der gjorde hendes ironi så effektiv.

   Så et besøg hos eller af faster Synje var altid velkomment, også på grund af de relevante fætre og kusiner, naturligvis.

   Lidt oppe i årene erhvervede faster Synje igen et sommerhus, et ret primitivt, men hyggeligt og velbeliggende hus i Hundested, og det fik stor betydning for mig og min lille familie.

   Unge var vi, med få penge og mange børn. Hvad var da mere naturligt end at låne et gratis sommerhus, hvis det lod sig gøre? Faster Synje, sagde ikke nej, og op gennem 80´erne har vi lånt huset i Hundested 10-12 gange, ofte flere uger ad gangen. Hvor har vi haft mange dejlige ferier der, mens børnene var små.

   Jeg har senere ved et tilfælde erfaret, at min far i al hemmelighed har betalt faster Synje et beløb for vore lån, hvor meget ved jeg ikke. Det varmer mit sønnehjerte, at min far gjorde det for os. Og det trækker bestemt ikke noget fra faster Synjes velmente udlån. Hun havde sikkert lånt os huset alligevel. Men nøgternt betragtet var min far trods alt mere velbeslået end faster Synje, som ikke havde meget at rutte med, tror jeg. Så rimeligheden i det aftalte arrangement har de sikkert hurtigt kunnet blive enige om.

   På sine gamle dage overtog faster Synje Skt. Pauli 20 og flyttede tilbage til Broue. Her var jeg med til hendes 90-års fødselsdag ved en stor, dejlig familiefest. Kort efter døde hun.

   Fætre og kusiner

   Som årene går, bliver de tidligere små, ligegyldige fætre og kusiner sjovt nok pludselig jævnaldrende. Så det er rigtig festligt at møde fætre og kusiner som Regner, Dine, Karen Margrethe, Didde, Steffen og Pratibha, samt ”de jævnaldrende” og ”de store” ved forskellige festlige lejligheder som runde fødselsdage o.l. Vi træffes også til begravelser, bevares, men langt fra kun der.

   Det er umanerlig hyggeligt at få sig en øl og en mandig snak med fætter Regner, når familiefesten bevæger sig ud på de små timer, og jakkerne hænger over stoleryggen.

   Eller at høre kusine Dine udbringe et rigtigt Broue-hurra for Petrusca på hendes 60-årsdag.

   Eller at studere billeder af kusine Karen Margrethes originale og håndværksmæssigt fremragende liebhavermøbler, som hun fremstiller og sælger fra sit værksted i Dorset, England

   Eller læse fætter Carstens engagerede indlæg i pressen om bl.a. naturbeskyttelse og klimabevidsthed.

   Eller at få kusine Lottes velskrevne og grundige julekort, som ikke mindst lyser af stolthed over begavede og talentfulde børn og børnebørn.

   Eller at høre om, hvordan kusine Didde stemmer i med ”den danske sangskat” til stor glæde for min gamle mor på plejehjemmet.

   Eller at gæste kusine Prathiba (Lisbeth) på 60-årsdagen og genopleve hus og have på Skt. Pauli 20, beskue Omesh´s flotte billeder og deltage i spirituelle sanglege under de samme gamle træer, som susede over min barndoms ferielege.

   Eller at modtage og læse fætter Steffens interessante bogudgivelser, beregnet for gymnasiernes danskundervisning.

   Eller at læse kusine Anne Maries romaner - ikke mindst middelalderromanen ”Mellem himlen og verden”.

   Tænk at være i familie med så mange interessante mennesker…

   Også ”de gamle”, Jens Uffe, Musse, Tage og Soffia har vi jævnligt kontakt med. Farbror Tage overflytter hver sommer troligt sit abonnement på ”Flensborg Avis” til mig i de uger, hvor han og Soffia besøger hendes familie i Island. Og den blir læst.

   Det er faktisk kun fætter Bo og kusine Synje, som jeg desværre har mistet kontakten med.

   Med fætter Steffen har jeg en særlig overenskomst. Vi låner hinandens hus, når hinanden er bortrejst. Ja, faktisk går det nu mest den ene vej, idet vi låner hans og Bentes dejlige villa i Valby, når vi besøger vores unger i København. Og når vi er der, gør vi vort bedste for ikke at futte huset af! (Inside joke…)

   Familie- og slægtsforhold spiller ”i dagens Danmark” ikke længere samme væsentlige rolle som tidligere. I mange familier bruges for mig selvfølgelige betegnelser som fætter, kusine, faster og farbror ikke længere, men er afløst af fællesbetegnelserne tante og onkel  - et tegn på, at familie- og slægtsbånd og -bevidsthed løsnes og sløves, mener jeg.

   Men slægtsbåndene i den gamle Hansen-slægt er nu stadigvæk relativt stærke, skulle jeg mene. Det er mit håb, at jeg med denne absolut subjektive og i høj grad ufuldstændige erindrings-skitse, samt med andre beretninger, har bidraget til, at vi i slægten fastholder og udbygger det fællesskab, som stadig eksisterer.

   Jeg håber også, at de yngre generationer engang med tiden, når deres hu drejes til at interessere sig for fortiden, vil kunne have glæde af disse sider.

   At være en Hansen er nu ikke så ringe endda!

                                                                                                        Viby, den 15. januar 2012

                                                                                                                Gudmund Auring

   Efterskrift:

   Ovenstående beretning blev fremsendt til farbrødre, tanter, kusiner og fætre. Det affødte flere kommentarer, især grundigt fra kusine Didde - og kusine Synje, som jeg herigennem har haft den glæde at få kontakt med igen.

   Kommentarerne rummer især supplerende historier, som det har været rigtig sjovt at læse. Men MINE erindringer er de jo ikke, så derfor er de ikke indarbejdet i ovenstående.

   Men Didde har gjort sig den fortjenstfulde ulejlighed at gennemse min tekst og rette fejlhuskninger, faktuelle fejl og ”ukorrekte holdninger” (- mandschauvinisme, påpeget med kærlig ironi…)

   Det er jeg hende dybt taknemmelig for, og disse korrektioner er indarbejdet i ovenstående. Hvilket dog på ingen måde får mig til at hævde, at NU er min beretning ”sandheden om Broue”. Den er stadig min subjektive ”sandhed”!                                                    
                          
                                                                                                                Viby, den 8. maj 2012

                                                                                                                     Gudmund Auring