En bølge, et spøgelse... Politiske erindringer 1 (1962-1974)

          EN BØLGE, ET SPØGELSE…

       Politiske erindringer 1 (1962-1974)

                af Gudmund Auring

   Jeg plejer at hævde, at den, der gjorde mig til socialist, var Erik Ninn Hansen.

   Det vil måske undre den, som ved, at Ninn Hansen var konservativt folketingsmedlem, justitsminister - og i øvrigt manden bag den herostratisk berømte Tamilsag, som kostede Poul Schlüters regering magten i 1992.

   Da jeg traf Ninn Hansen for første - og eneste - gang, var han imidlertid et ungt, håbefuldt folketingsmedlem. Det var vel i 1963 til et debatmøde imellem ham og Aksel Larsen, formand for det næsten nyoprettede parti, Socialistisk Folkeparti, som nogle år før var drønet ind i Folketinget med 11 mandater. Sjovt nok husker jeg ikke den ellers såre karismatiske Aksel Larsen fra det møde. Derimod husker jeg tydeligt en ung, bebrillet og krølhåret Ole Grünbaum, som i løbet af diskussionen med politisk lidenskab og knivskarpe replikker fik Ninn Hansen til at udtale, at de mest velhavende i landet burde have mest at skulle have sagt om landets styre.

   Sådan husker jeg det i hvert fald.

   Lige dér blev jeg socialist.

   Det viste sig, at Ole Grünbaum var medlem af DsU, Dansk socialdemokratisk Ungdom, og i øvrigt søn af ”ærlige Henry” Grünbaum, som senere blev socialdemokratisk finansminister. Sønneke fik en mere vidtløftig karriere. I 1967 var han provo og introducerede denne hollandsk inspirerede, anarkistiske bevægelse i Danmark med to forfriskende bøger, ”Provokér” og ”Emigrér”, som jeg læste med fryd. Siden blev han overbevist tilhænger af en østerlandsk guru, populært kaldet ”Den lille fede”, og endnu senere blev han selv profet for den frembrydende computerteknologi, som ifølge Ole rummede potentiale til at løse alverdens problemer. Men den dag gjorde han altså stort indtryk på lille, uvidende mig.

   Jeg var nemlig kommet til mødet med stor sympati for de konservative. Ja, egentlig var det mest ordet ”konservativ”, som jeg i mit gammelkloge hoved syntes lød rart. Hvad det i politisk forstand indeholdt, havde jeg kun yderst tågede begreber om.

   Inden mødet havde jeg fortalt min far om min sympati for dette ord, ”konservativ”. Og far, som lagde stor vægt på ikke at docere egne meninger ned over os børn, nøjedes med at mumle, at jeg måske skulle sætte mig lidt bedre ind i, hvad begrebet dækkede over rent politisk. Men det var tydeligt nok, at min gryende politiske overbevisning ikke huede ham. Så han har sikkert været svært lettet, da jeg kom hjem fra mødet og forarget berettede om Ninn Hansens elitære holdning og min egen afgørende politiske kovending.  Far var selv trofast-kritisk socialdemokrat, dog ikke partimedlem. I sin ungdom havde han været aktiv i Clarté, den venstreorienterede studenterorganisation på Københavns Universitet. Nu kunne han så delvis se sin søn gå i hans fodspor.

   Men umiddelbart var æren Ninns…

   Ind i DsU

   Nogle måneder efter mødte jeg en skolekammerat, som jeg egentlig ikke kendte ret godt. Han gik i parallelklassen og stod altid på mål, når vi spillede fodbold i gymnastiktimerne. Nu faldt vi i snak, og det varede ikke længe, før han kom frem med sit budskab: Om jeg ikke kunne tænke mig at blive medlem af DsU? Det tiltalte min gryende samfundsbevidsthed, og jeg meldte mig ind.

   På den tid dannede Socialdemokraterne mindretalsregering under ledelse af Jens Otto Krag. De glade 60´ere var netop begyndt, med hidtil uhørte lønstigninger og velfærdsforbedringer for arbejdere og funktionærer, ja for alle i samfundet.

   Cubakrisen i 1961 var gået hen over hovedet på mig, men mordet på præsident Kennedy husker jeg tydeligt. Mor Græd, og far købte en plade med et par af Kennedys mest berømte taler, bl.a. ”Ich bin ein berliner”-talen, som han holdt foran den nyrejste mur imellem øst og vest i Berlin.  Venstrefløjen havde igangsat atommarcherne i 1960 fra Holbæk til København under ledelse af ildsjælen Carl Scharnberg. Hovedkravet var, at der ikke måtte placeres atomvåben på dansk jord. Et af årene holdt den socialdemokratiske rebel Bodil Koch - var hun kirkeminister? - modtagelsestalen på Rådhuspladsen. Regeringen og statsministeren skumlede, men i DsU (der som alle politiske ungdomsorganisationer var mere yderligtgående end ”moderpartiet”) kaldte vi naturligvis Bodil Koch for ”det eneste mandfolk i regeringen” (hvor hun som et typisk tidens tegn var eneste kvinde).

   Kaprustningen og den kolde krig imellem øst og vest vakte større og større bekymring. Paddehatteskyen blev symbolet på en verden, der levede på lånt tid. Men i paradoksal samtidighed indvarslede de stigende lønninger en tid, hvor alt kunne lade sig gøre for ”den lille mand” - bil, parcelhus og charterrejser.

   I Lyngby-Tårbæk Kommune var den politiske tendens krystalklar. I kommunalbestyrelsen sad 15 medlemmer - 10 konservative og 5 socialdemokrater. Ved ”mit første kommunalvalg” ændredes denne tendens dog. Nu sad der 11 konservative og 4 socialdemokrater! Sorgenfri, hvor jeg boede, var som bydel et typisk barn af fremskridtene i de sene 50´ere og tidlige 60´ere. Der var moderne blokbyggeri i gule mursten, samt de tre vældige og dengang mondæne 15 etagers betonhøjhuse ved S-togsstationen, men der var især familie-huse - lidt ældre villaer og nyere parcelhuse. Beboerne var vel mest højere funktionærer og den slags, og ånden altså udpræget konservativ. Så der var noget at tage kampen op imod for en rask DsU´er.

   Kassebedrøver

   Vi var ikke flere aktive, end at det gik let nok med at blive medlem af DsUs lokalbestyrelse. Jeg blev endda kasserer, hvilket egentlig slet ikke passede til min ikke ganske jordbundne natur. Det gik da også galt: Da jeg senere yderligere blev kasserer for Virum Statsskoles elevblad ”VISTA”, medførte det den hidtil alvorligste forbrydelse i mit liv: Jeg begik underslæb.

   Det var let nok. Når der skulle præsenteres korrekt kassebeholdning hos DsU, tog jeg den manglende 50´er fra Vistas cigarkasse og kom den i DsU´s. Når der var revision i VISTA, gik pengetransaktionen den anden vej.

   Den dag i dag skylder jeg en af organisationerne 50 kr. Så jeg må jo også ha rettet afsluttende i mindst en af kolonnebøgerne. Men om det er i DsUs eller VISTAs, kan jeg ikke huske.

   Over 50 kr. blev det aldrig, men det var jo også mange penge den gang. Jeg må ha vidst med mig selv, at hvis jeg lod det udarte til mere, så var jeg på den brede vej til kriminalitet og vanære. På den anden side lykkedes det mig aldrig at rejse den uhyrlige sum længe nok til, at jeg kunne læg-ge den tilbage i kassen og lette min samvittighed.

   For jeg skammede mig. Havde det så endda været sprut og damer, jeg havde brugt pengene på. Men ak - de gik op i røg! 20 Cecil om dagen.

   Hvad husker jeg ellers fra DsU?

   Idealistisk, som jeg var, befandt jeg mig absolut på venstrefløjen. Da vi engang havde inviteret en DKU´er (medlem af kommunisternes ungdomsforbund) til et medlemsmøde, vaskeægte med rødt tørklæde om halsen og det hele, bekymrede det mere moderate kræfter som Claes Ludvigsen og formanden Sten Kristensen en del, at jeg stort set var enig med den ræverøde Sovjetlakaj i det meste.

   En gang skulle vi ud til den gamle arbejderdigter Oskar Hansen for at få et skud arbejderhistorisk og politisk bevidsthed. Desværre blev jeg syg og kom ikke med, hvilket ærgrer mig den dag i dag. Til gengæld bevilgede jeg 50 kr. fra kassen til et bidrag til gave på digterens runde fødselsdag. På grund af tidnød fik jeg ikke bevillingen op i bestyrelsen på forhånd, hvilket medførte en reprimande på næstkommende bestyrelsesmøde. Okay med en gave, men 50 kr. var nu lige lovlig flot, syntes de andre.

   Vi udgav et lokalt DsU-blad. Her debuterede jeg som digter. Digtet var ganske upolitisk og handlede om sjælens håbløse stræben efter høje mål. Ind imellem gav jeg den som højspændt idealist, og digtet var absolut ikke noget at prale af. Men stolt var jeg, da jeg så det på tryk.

   Ingen sag var os ubetydelig, og kæpheste blev redet med entusiasme. Fra samme blad husker jeg en artikel med et frådende angreb på sport i almindelighed og skolernes idrætsundervisning i særdeleshed, forfattet af vort medlem Lars K. Andersen. Senere blev han overbevist anarkist, ved jeg. Og faktisk hilste jeg på ham til vores årgang 40 års jubilæum på Virum Statsskole i 2007. Også Michael Krause og Karsten Sommer var gode kammerater. Karsten producerede senere politiske plader på forlaget Demos - og endte endnu senere i Grønland, ved radioen og som musikproducer. Og deroppe sidder han vist nok endnu og deltager ivrigt i det grønlandske kulturliv.

   Hvad der er blevet af de andre, aner jeg ikke.

   Den største enkeltstående oplevelse i min DsU- tid kom som følge af en stor hvervekampagne under sloganet ”Ung i dag - ung i DsU”. Den skulle munde ud i Ungdommens Rigsdag over et par dage i selveste Landstingssalen på Christiansborg. Her skulle vi udarbejde og stemme om ”lovforslag” til inspiration for de voksne politikere - og hvis en og anden undervejs blev smittet med den politiske bacille og dermed fandt sin plads i DsU, så var det jo ikke så dårligt.

   Egentlig var arrangementet således rettet mod at få fingre i de mere upolitiske unge - men de fleste deltagere var nu vist nok DsU´ere i forvejen - den oplevelse ville vi nødigt gå glip af!

   Engagementet var stort, og forslagene både progressive og idealistiske. Selv var jeg som sagt absolut på den idealistiske fløj, og jeg husker, at jeg fik ændret et forslag fra, at Danmark skulle øge sit bidrag til den 3. verdens lande til 2 % af nationalproduktet til, at vi skulle yde ”det nødvendige”. I praksis ville det jo betyde, at lille Danmark skulle sætte sit samlede nationalprodukt ind på at udrydde sult og nød i verden. Nok ikke et helt realistisk forslag, men idealistisk var det - og det blev vedtaget…

   Efterhånden ebbede min DsU-interesse ud. Det var jo i tiden op til ungdomsoprøret, og masser af nye og spændende strømninger præsenterede sig for et søgende ungt menneske: Provo´erne, hippierne, hash, korsang og teater på gymnasiet og meget mere. Og så var der jo klassikerne: Sprut og damer, spejder, fodbold, arbejde for at tjene til smøgerne. Endelig var der skolen - pjæk var ikke opfundet dengang, men lektierne blev begrænset til et minimum. Til gengæld var jeg god til at høre efter i timerne, så det gik da.

   ”Arbejderflertallet” af Socialdemokratiet og SF gav store forhåbninger. Men da det sprængtes i slutningen af 1967, var min sympati absolut på SF-udbrydernes side. Partiet Venstresocialisterne blev dannet som følge af SFs opsplitning. Det var jeg ikke med til, men jeg var kommet på Askov Højskole og sikkert for længst slettet af DsUs medlemsliste grundet kontingentrestance…

En bølge, et spøgelse…

   Hvad var årsagen til, at en bølge af alternativ livsstil, protest og oprør rullede hen over Europa og USA i 60´erne og 70´erne? Derom er skrevet mange kloge og mindre kloge ord. Rigtig mange peger på det forhold, at selve begrebet ”ungdom” opstod i den periode. Tidligere var barndommen for langt de fleste gledet direkte over i voksenlivet, med lønarbejde fra 14-årsalderen, ægteskab og børn fra 19-20 årsalderen, slid, slæb og forpligtelser. Nu opstod der, dels som følge af højkonjunkturen, dels på grund af samfundets behov for et højere uddannelsesniveau, en ”mellemperiode”, hvor det unge menneske hverken var barn eller deltog i produktionen. Onde tunger hævder endda, at ”ungdommen” og uddannelseseksplosionen var en opfindelse til langtidsparkering af ”de store årgange”, efterkrigstidens babyboom, som samfundet faktisk ikke rigtig havde brug for. Nu blev de uddannet, alle de unge arbejder- og bondebørn, som der ikke længere var brug for i landbruget og den automatiserede produktion, og siden for en stor del sluset ind i en helt ny sektor, servicesektoren, sammen med de kvinder, som i stigende omfang søgte ud på arbejds-markedet, så familierne kunne få råd til alle de nye forbrugsgoder.

   Men når der opstår en ny gruppe, opstår der også en ny kultur - ungdomskulturen. Skal vi sige, at den startede med rock´n roll, bredte sig eksplosivt i alle retninger, og da den faldt sammen med en højkonjunktur, blev den i høj grad præget af forbrug - af musik, tøj, øl, fest, stoffer og meget andet. At ungdommen pludselig blev så købestærk, medførte også en total omkalfatring af hele kulturmønstret, som blev mere og mere ungdomsfikseret. Ungdommen havde penge, og dem ville kapitalisterne da forfærdelig gerne have fingre i. Hvor den før var nærmest overset, blev der nu næsten leflet for ungdommen.

   Begrebet ungdomskultur har vel eksisteret til alle tider og opstår naturligvis ikke i 50´erne. Men det er vist første gang i historien, at den bliver så stærk og synlig. Samtidig har ungdomskulturen jo til enhver tid defineret sig selv i modsætning til ”de gamle”. Og det medførte her det ejendommelige fænomen, at ungdomskulturen direkte tog afstand fra de materielle og kulturelle fænomener, som havde skabt den.

   Når man sidder her som 64-årig og ”ældrebyrde”, er man forhåbentlig i stand til at se nøgternt og køligt på dette ejendommelige fænomen. Men da man som jeg stod midt i det og oplevede det i den helt rigtige alder, var det som et eventyr. En bølge skyllede hen over Vesten. Et spøgelse gik gennem Europa. Alle døre åbnede sig….

   Anti…

   Hele ungdomsbølgen rummede så mange skvulp og spillede ind i alle livets aspekter. Det kan være svært at skille de mange ting ud fra hinanden. Et holistisk syn på tilværelsen spillede jo i øvrigt en stor rolle i bevægelsen. Alligevel vil jeg i det følgende forsøge at lægge hovedvægten på de politiske aspekter af bølgen, sådan som de påvirkede mig, da det her som sagt drejer sig om mine politiske erindringer.

   Mit engagement i DsU ændredes og svækkedes efterhånden af ungdomsbølgens politisk-kulturelle strømninger. Provo- og hippiebevægelsen landede næsten samtidig på fædrelandets kyster. De to bevægelser havde en del til fælles, men der var dog også forskelle. Provobevægelsen opstod i Holland som en fredelig anarkistisk-aktivistisk bevægelse, der gennem decentrale og antiautoritære handlinger ville ændre det supermaterialistiske forbrugersamfund i retning af fællesskab og bæredygtighed.

   Hippiebevægelsen opstod og havde sit centrum i Haight-Ashbury-distriktet i San Fransisco, USA, hvor den mundede ud i ”The summer of Love” 1967. Hippierne forkastede det bestående samfund, droppede ud, eksperimenterede med såkaldt bevidsthedsudvidende stoffer og østlig filosofi. Bevægelsen var i sit udgangspunkt ikke så politisk som provoerne, men fik større og mere varig indflydelse på ungdommen verden over. Endnu i dag ”ved” alle, hvad en hippie er. I øvrigt udmærkede hele ungdomsoprøret sig ved at være et virvar af dybt forskellige, antiautoritære bevægelser. Men alle kunne mødes i opgøret med det åndløse amerikanske forbrugersamfund i almindelighed og Vietnamkrigen i særdeleshed.

   Vietnamkrigen

   Ingen enkeltstående begivenhed har haft så stor betydning for min og min generations politiske bevidsthed som Vietnamkrigen. Her kommer en ultrakort gennemgang af dens vigtigste fakta.

   Tiden efter 2. Verdenskrig stod i frigørelsens tegn. Næsten alle de kolonier, som verdens industrialiserede stater havde erobret 100 år før for at sikre sig råstoffer, arbejdskraft og markeder til industrien, fik deres frihed imellem 1945 og 1975. Det foregik på forskellige måder, i mange tilfælde gennem revolution og frihedskrig. Den mest berømte af disse krige er Vietnamkrigen.

   Under 2. Verdenskrig var bl.a. Vietnam, som ligger aller sydøstligst på det asiatiske fastland, besat af japanerne. Efter japanernes nederlag troede den gamle kolonimagt, Frankrig, at den kunne vende tilbage, som om intet var hændt. Men nej, i Vietnam fandt franskmændene ny national  selvbevidsthed og en stærk og efterhånden velbevæbnet frihedsbevægelse under ledelse af kommunisten Ho Chi Minh.

   Efter næsten et årtis hårde kampe blev franskmændene endeligt besejret ved Dien Bien Phu i 1954. Fredsforhandlingerne førte til en deling af landet i Nordvietnam under ledelse af den populære frihedshelt Ho Chi Minh, og Sydvietnam under et USA-støttet diktatur. De demokratiske valg, der indgik som punkt i fredsaftalen, blev aldrig gennemført i syd, fordi de sandsynligvis ville medføre sejr til kommunisterne.

   I årene omkring 1960 blev det Sydvietnamesiske styre svækket af indre uro og en vietnamesisk guerillastyrke, Den Nationale Befrielsesfront, populært (og nedladende) kaldet Vietcong. Den blev naturligvis støttet af Nordvietnam, som igen støttedes med våben og penge af Sovjetunionen (- men ikke af Mao-Kina, som var Vietnams gamle konkurrent og fjende i kampen om dominans i Sydøstasien).

 I USA herskede i det politiske establishment den såkaldte Domino-teori, som i korthed gik ud på, at hvis kommunisterne sejrede i en østasiatisk stat, så ville de øvrige lande falde ”som dominobrikker”, hvilket ville resultere i, at hele Østasien blev kommunistisk. Også i Vesten var troen på de kommunistiske staters styrke dengang  temmelig stærk.

   ”Den kolde Krig” mellem de kapitalistiske lande på den ene side og de kommunistiske på den anden side var i fuld gang og udmøntede sig i en hel stribe særdeles varme krige og borgerkrige i mange af de gamle kolonier, som netop havde fået deres frihed. I mange af disse lande støttede USA regeringen, mens Sovjetunionen støttede en oprørsbevægelse - eller omvendt. Kampen drejede sig om ideologi og strategiske positioner, men i første række om adgang til og kontrol med de gamle koloniers råvarer, det være sig gummi, kakao, uran, guld, kobber og alt muligt andet.

   På den baggrund indsatte USA's præsident Kennedy ”militære rådgivere” i Sydvietnam. Under ham og hans efterfølgere, Lyndon B. Johnson og Richard Nixon udviklede det sig til store militære kampstyrker, voldsomme bombardementer af Nordvietnam og fx brug af napalm (brændende gelatinevæsker) mod civilbefolkningen og Agent Orange (midler til afløvning af de vietnamesiske jungler), så Den Nationale Befrielsesfronts guerillatropper ikke kunne gemme sig.

   For kommunisterne - og for os, der vaktes politisk af Vietnamkrigen - drejede det sig om en rent imperialistisk krig. Vietnamkrigen var skoleeksemplet på et land, som får/tilkæmper sig sin frihed, men hvor de gamle koloniherrer bruger alle midler for at bevare kontrol, dominans og økonomisk magt over landene. Vietnam var et lille land, som havde tilkæmpet sig sin frihed, men hvor imperialisterne ikke ville tillade dem at nyde godt af sejren og selvstændigheden.

   Men to ting gjorde for alvor Vietnamkrigen til en verdensomspændende folkesag. For det første blev en stor del af USA's mandlige ungdom indkaldt og sendt af sted i en krig, som for mange af dem forekom stadig mere meningsløs. Det drejede sig altså ikke kun om professionelle soldater, men om værnepligtige, som ikke kunne unddrage sig militærtjeneste. Over 60.000 unge amerikanere blev dræbt, og et lignende antal såret og handicappet fysisk og/eller psykisk for livet. (Dette tal er naturligvis for lidt at regne i forhold til antallet af dræbte vietnamesere, som er ukendt, men på flere millioner - men ganske som i nutidens debat om fx Afghanistan er det antallet af ”vores” dræbte og sårede, som bliver bemærket og skaber debat.)

   Det andet forhold har at gøre med, at Vietnam-krigen var verdens første ”tv-krig”. Bombardementerne, terroren, ugerningerne og de sårede soldater kom direkte ind i stuerne til os gennem tv. Denne anskuelighed kom i høj grad bag på USA's politiske og militære ledere, (som i dag aldrig kunne drømme om at give medierne lejlighed til at beskrive krigene i fx Irak og Afghanistan på en så selvstændig og fordomsfri måde,) og den fik voldsom effekt, ikke mindst i USA, hvor unge mænd brændte deres indkaldelsespapirer i protest og flygtede til fx Canada eller Sverige for at slippe for militærtjeneste.

   Mest berømt er jo bokseren Muhammed Ali, som stolt erklærede, at vietnameserne aldrig havde gjort ham noget - så hvorfor skulle han gå i krig mod dem? Det kostede ham verdensmesterskabet i sværvægt samt nogle års fængsel.

   Her i Danmark fx giftede min søster Ingeborg sig pro forma med Jimmy, som dermed fik opholdstilladelse i Danmark (eller var det statsborgerskab) og slap for Vietnam.

   Under hippie-slogan´et ”Make love - not war” forenede en stor del af USA's ungdom sig i en landsomfattende protestbevægelse, som bredte sig til hele verden. Politiets voldsomme indgriben overfor demonstranterne, med flere dræbte i USA, overbeviste flere og flere almindelige amerikanere om krigens tåbelighed og gjorde den efterhånden politisk umulig i USA. Da Richard Nixon stillede op til sin første valgperiode i 1968, måtte han love, at han ville trække alle USA's tropper hjem inden udløbet af sin periode. Først forsøgte han dog at terrorbombe Nordvietnam til nederlag. Men i 1972 måtte han trække (næsten) de sidste amerikanske tropper ud, og krigen blev ”vietnamiseret”.

    USA støttede naturligvis stadig det sydvietnamesiske regime på alle (andre) måder, men 30. april 1975 erobrede Den Nationale Befrielsesfront og Nordvietnams tropper Saigon. I tv så vi de sidste panikslagne amerikanere flygte i helikopter fra ambassadens tag ud til de ventende krigsskibe.

   Det er den største dag i mit politiske liv. En lille, fattig nation havde besejret verdens stærkeste militærmagt.

   Næste dag var det 1. maj. Billederne af nordvietnamesiske kampvogne med røde flag på vej ind i Saigon gik i et med de blafrende røde faner ved de sejrsstolte 1. maj-møder i Danmark.

   Kort efter fik Saigon navneforandring til Ho-Chi-Minh-Byen.

   Hippie?

   Rigtig hippie blev jeg aldrig. Men jeg var naturligvis som så mange unge meget optaget af bevægelsen. Jeg fulgte med i aviserne, som skrev om love-ins, om blomsterbørn, der uddelte bolsjer til passagerer i S-togene, om hash og euforiserende stoffer, som skulle udvide bevidstheden, så man undslap forbrugersam-fundets åndløse materialisme og endeløse forbrug. Jeg abonnerede på undergrundstidsskriftet ”Superlove”. Jeg hørte massevis af psykedelisk rock, som fx Pink Floyd og Cream, westcoastgrupper som Country-Joe and the Fish, Jefferson Airplane og Crosby, Stills, Nash & Young - samt Beatles´ psykedelisk-inspirerede mesterværk Sergeant Pepper´s Lonely Hearts Club Band.

   Da jeg første gang røg hash - det var i 1966, da jeg gik i 2. G - skete det til tonerne af Velvet Undergrounds berømte ”bananplade”: Det var en stor og grænseoverskridende oplevelse. Det var næsten, som om musikken materialiserede sig for mig i skulpturlignende syner. Aldrig havde jeg oplevet musik så intenst før.

   Alligevel blev jeg aldrig den store hashryger. Jeg har vel alt i alt røget hash 15 gange. Og jeg er nok den eneste person i Danmark (praler jeg af) som HOLDT OP med at ryge hash i ungdomsoprørets til da største manifestation: Den første Thy-lejr. Ved Frøstrup i sommeren 1970. Dér oplevede jeg - ikke for første gang, men ultimativt - al den galarfyring som topmålet af virkelighedsflugt, egoisme og gabende kedsommelighed. Mere herom senere.

   Men inden det kom så vidt, havde jeg været med til ikke så få politiske begivenheder.

   Den ensomme socialist

   I juni 1967 blev jeg student. Rent politisk havde gymnasieårene været lidt af en ørkenvandring. Ungdomsoprøret var ikke rigtig nået til Virum Statsskole endnu. Min klassekammerat Steen Christensen var ultrareaktionær og havde haft held til at samle en lille falanks af drenge omkring datidens Fremskridtspartiet/Dansk Folkeparti ved navn De Uafhængige. Overfor ham stod jeg og min gode kammerat Jakob Lindberg, samt vist nok Ellen, som erklærede sig som SF´er, men ikke deltog ret meget i diskussionerne. For diskuteret blev der - med en ildhu, der langt oversteg vores politiske viden. Vores historielærer, Lyngby, så gerne, at vi diskuterede i hans timer, og vi få socialister var hårdt trængt af Steen og hans bande. Langt de fleste holdt mund, men stemningen var borgerlig, og Konservative Gymnasiaster stod stærkt, ikke mindst på grund af deres fester - som jeg af gode grunde naturligvis aldrig har deltaget i.

   Ved studentereksamen var det kun Jesper Bering fra klassen, der mødte frem i skipperkasket. Men han var jo også kunstnersøn og havde gået på den progressive friskole Bernadotteskolen.

   Alle vi andre havde studenterhue på…

   (To år efter, da min søster og Karsten Sommer blev studenter, var alt anderledes. Studenterhue var totalt yt og opfattedes som symbol på elitær og reaktionær borgerlighed. Alle gik barhovedede og lod deres lange progressive lokker flagre frit.)

   På Askov Højskole

   Nej, så var det rigtignok noget andet, da jeg kom på Askov Højskole i november 1967. Her var stemningen søgende og fordomsfri. Og politisk var det jo en dramatisk tid, hvor det røde flertal brød sammen som følge af socialdemokraten Per Hækkerups herostratisk berømte stokkemetoder. En lille gruppe brød ud af SF, væltede regeringen og dannede i huj og hast partiet Venstresocialisterne, som på få uger fik samlet de nødvendige små 30.000 underskrifter ind, så de var opstillingsberettigede. Og ved valget i januar 1968 kom de lige akkurat ind med de minimale 4 mandater. Det var også det eneste, der var at glæde sig over ved det valg: De Radikale fik eksplosiv fremgang og dannede regering med V og K under Hilmar Baunsgaards ledelse.

   På den tid var min sympati skiftet fra DsU til Venstresocialisterne. Der gik frasagn på Askov om partiets stiftende kongres, hvor en af Askov-lærerne, den senere så kendte tv-mand Niels Højlund, var med og blev valgt som dirigent. Efter sigende kom han hjem med adskillige grå hår, som han havde erhvervet sig i forsøget på at styre den mildt sagt brogede og antiautoritære forsam-ling. Der var alt - fra skolede og disciplinerede marxister til udsyrede flippere og blomsterbørn. Da marxisterne uddelte ”Internationale” og foreslog den afsunget, så skete det - hvorefter blomsterbørnene foreslog, at man sang ”Mester Jacob”. Og det gjorde man så - den ene sang kunne vel være lige så god som den anden.

   Sådan lød rygterne, der nåede Askov. Selv var jeg ikke medlem af VS endnu. Jeg havde ikke engang stemmeret. Men jeg havde en klar fornemmelse af, hvor jeg hørte til.

   Min første demonstration

   Da jeg kom hjem til København på juleferie fra Askov i 1967, gik turen fra toget direkte ind til den første rigtig store Vietnamdemonstration. Arrangørerne fortalte senere, at de havde ventet maksimalt 1000 deltagere. Men der kom over 10.000, og det var antikrigsbevægelsens helt store gennembrud i Danmark. Det var en stor og ubeskrivelig fornemmelse at gå i dette endeløse demonstrationstog og føle sig på march frem mod fremtiden, freden og retfærdigheden.

   Hvad der ellers skete, husker jeg ikke. Var der slagsmål med politiet? Senere hen endte demonstrationerne desværre ofte i slagsmål, når de fredelige (dvs. langt de fleste) var gået hjem. Selv var jeg altid gået. Fysisk modig har jeg aldrig været, og det irriterede mig, at budskabet blev forplumret af idioterne - selv om politiet ved en del lejligheder opførte sig både provokerende og voldeligt og for nogles vedkommende virkede glade for at få lov til at bruge stavene mod ”de langhårede”.

   Sidenhen fulgte en del demonstrationer. Men krigen og engagementet i den var efterhånden af ældre dato. En af grundene til, at mit engagement i DsU svækkedes, var nok ”moderpartiets” stålsatte opmarch ved USA's side. Partiets hårde hund, udenrigsminister Per Hækkerup, havde så sent som i 1967 kaldt antikrigsbevægelsen for ”syv forvirrede kommunister”.

   Nu var 7 blevet til over 10.000. Men det varede meget længe, før partiet for alvor forlod sin traditionelle ”hvad USA gør, er altid det rigtige”-linje.

   Også på gymnasiet havde jeg været til et protest- og orienteringsmøde om krigen. Jeg husker tydeligt, da en ung arbejder rejste sig og bramfrit udslyngede denne sætning: ”Hvis USA er frihedens land, hvordan faen ka det så være, at hende frihedsgudinden vender røven mod landet og frihedsfaklen mod øst?” Stort og grinende bifald - så direkte og saftigt et sprogbrug genlød trods alt sjældent i gymnasiets ærværdige haller.

   Jeg kendte ham faktisk lidt - havde været arbejdsdreng hos ham på Atlas Køleskabsfabrik sommerferien før. Nå, så han var altså rødglødende kommunist! Okay….

   Lidt efter rejste Karsten Sommers mor sig op og plæderede for, at her drejede det sig ikke om at tage stilling for eller imod krigens parter, men at arbejde for fred. Dette pæne, humanistiske, afbalancerede synspunkt fik endnu varmere bifald - måske var vi lidt flove over, at den kommunistiske arbejders grovkornede sprogbrug havde frydet os. Vi var jo pæne og artige børn, trods alt.

   Men det varede ikke længe, før vores synspunkt var gledet klart i retningen af kommunistens.

Provopædagoger

  Foråret ´68 er jo gledet ind i historiebøgerne og i den almene bevidsthed i en grad, så min generation stadig fra tid til anden kaldes ´68erne. Her startede de psykologstuderente opgøret mod ”professorvældet” på Københavns Universitet, her førte et lignende oprør i Paris til ugelange, voldsomme gadekampe og næsten præ-revolutionære tilstande, her kulminerede alle de antiautoritære ungdomsbevægelser i en eneste stor tidevandsbølge, som skyllede hen over hele verden. På mange måder var kulminationen også ”begyndelsen til enden”, i hvert fald på hippietidens uskyld - men det kunne vi ikke se den gang. ”We want the world, and we want it now”, skreg Jim Morrison på nummeret ”When the music´s over”, og vi skreg gladeligt med. ”Never trust a man over 30”, sagde vi. Jeg var 20, så der var 10 gode år i mig endnu! En evighed - og til den tid var revolutionen da for længst gennemført!

   I august samme år startede jeg på Th. Langs Seminarium. Jeg havde længe spekuleret over, om jeg skulle gå universitetsvejen og evt. blive cand. mag. i dansk og historie, eller om jeg skulle blive folkeskolelærer. At blive lærer lå mig ikke fjernt - familien vrimlede med lærere - men i den sidste ende blev det nok uddannelsens længde, som afgjorde sagen. Seks år på uni - aaaarh, det havde jeg vist ikke rigtig energi til. Læreruddannelsen kunne den gang klares på 3 år, når man havde studentereksamen.

   At jeg valgte Th. Langs i Silkeborg, havde to grunde. Dels havde jeg absolut ingen familie der, og var der noget, jeg trængte til efter 19 år i barndomshjemmet, så var det at være på egen hånd langt væk fra slægt og familie. Dels havde Th. Langs et progressivt ry. Rektor, Knud Gro Nielsen var godt nok gammel, men han havde selv været en progressiv pædagog siden 30´erne. Og så var Th. Langs kendt for at have været studiested for den ene af de to ”provopædagoger” Bo Dan Andersen og Søren Hansen, som gennem en hel række spektakulære aktioner havde sat skolen under debat, ivrigt understøttet af den progressive forening ”Unge pædagoger”.  Bo og Søren (som man jo hurtigt kom på fornavn med, selv om man ikke kendte dem) grundlagde deres ry ved en dag at læsse et ordentligt læs brædder af i den asfalterede gård på en køben-havnsk folkeskole - nu var det slut med den kedelige asfaltgård, nu skulle der være byggelegeplads!

   Deres mest berømte aktion rystede en tid lang offentligheden og skolesystemet i Danmark. De var naturligvis modstandere af eksamen i folkeskolen, og gennem flere måneder fasthold de (var det i ´68?), at de kendte resultaterne af folkeskolens årsprøver det år og ville offentliggøre dem lige inden prøverne. Stor avispolemik - interview af minister og depardementchef. Skulle man indblande politiet? Var der en læk i undervisningsministeriet? Og hvad nu, hvis det blev nødvendigt at annullere årsprøverne? Igennem flere måneder lykkedes det Bo og Søren at lege kispus med medier og myndigheder, indtil affæren fusede lidt ud i deres forklaring: ”Resultatet” blev unge, der blev stræbere og individualister i stedet for sociale og samarbejdsorienterede. Det KU jo ha været sjovt, hvis Bo og Søren rent faktisk havde kendt årsprøvernes FACIT (- men det havde de aldrig påstået, kun ”RESULTATERNE”). Men det var nu alligevel ret sejt, at de havde kunnet gøre grin med borgermusikken - og så så længe….

   Sammen med venstrefløjspoeten Jesper Jensen udgav de også ”Den lille røde bog for skoleelever”, som indeholdt masser af frække forslag til, hvordan børnene kunne få skovlen under det reaktionære skolesystem. I fuld offentlighed diskuterede forfatterne, om ideen med, at hvis eleverne ville af med en dårlig lærer, så kunne de jo bare forføre ham, så han blev fyret - om den idé skulle med i bogen. Forargelsen var stor og debatten lang, meen forslaget var nu alligevel lidt for saftigt til at komme med. Dog - debatten havde været der, så forslaget havde alligevel gjort sin virkning.

   Sådan et seminarium, der havde fostret Bo Dan Andersen, ville jeg jo gerne på - hvilket jeg også sagde til Gro Nielsen, da jeg var til samtale. Det afskrækkede ham åbenbart ikke.

   Vi besætter seminariet

   Ganske vist var Bo Dan Andersen færdiguddannet og havde forladt seminariet. Men tilbage var hans medkæmper, Jens Bak, som straks stillede sig i spidsen for vores oprør, da chancen bød sig.

   Theodora Langs Seminarium var, som navnet antyder, fra gammel tid et privat, sågar indremissionsk. seminarium. Man kan dog roligt sige, at det indremissionske præg var forsvundet. Seminariet  var naturligvis altovervejende offentligt finansieret, men dog skulle de studerende på de private seminarier som en rest fra gammel tid stadigvæk betale en studieafgift, vist nok 800 kr. årligt, som man slap for på de offentlige seminarier. Det var naturligvis en blodig uretfærdighed og førte til vores lokale bidrag til den del af ungdomsoprøret, som kaldtes studenteroprøret.

   I november 1968 gik vi i aktion. Medbringende soveposer og andre fornødenheder rykkede vi en morgen ind på seminariet og ”besatte” det. Den lokale sprøjte, Silkeborg Avis, var lidt sene i optrækket. De dukkede først op hen ad 9, men på fotografens hede bønner samlede vi vort habengut sammen og gik ud - hvorefter vi ”besatte” seminariet en gang til, alt imens han ivrigt knipsede løs.

   Samme dag var der i eftermiddagens avis to store historier på forsiden: ”Nixon valgt til præsident i USA” og ”Th. Langs Seminarium besat i morges”. Men det var historien om besættelsen, der stod øverst…

   Inde på seminariet gik vi straks i gang med forskellige aktiviteter, som skulle fortælle verden om studieafgiftens uretfærdighed i almindelighed og undervisningsministerens forræderi i særdeleshed. Han var fra Det Radikale Venstre, som for første gang i danmarkshistorien var med i, ja ligefrem stod i spidsen for, en borgerlig regering. Skandaløst! I min generation kom den arme mand aldrig til at hedde andet end ”den onde Helge”, selv om han sikkert rent privat var sød mod både børn og kanariefugle.

   Nu skulle verden lære skandalen at kende! En strøm af læserbreve blev sendt til Danmarks avisredaktioner. Og det sjove er, at en hel stribe af dem faktisk reagerede og bragte vores manifester. Adskillige kom også til Silkeborg for at få udsagn og billeder fra oprørets frontlinje.

   Imens gik skoledagen på seminariet sin vante gang. Vi var vel omtrent 30 studerende med i ”besættelsen”, heriblandt altså jeg og min til denne dag nære ven, Ole Bryhl, som jeg her traf for første gang. Vi gik i parallelklasse. Resten af de studerende mødte pænt frem til deres undervisning, som ikke blev forstyrret på nogen måde. Knud Gro Nielsen var en tolerant mand -og ligeså snu, som den gamle ræv og ekskommunist, Mogens Fog, rektor på Københavns Universitet. Han bar i vid udstrækning over med de studerendes aktioner - som han vel også i nogen grad uofficielt sympatiserede med. I hvert fald undlod han drastiske forholdsregler som at tilkalde politiet og den slags. Resultatet var, at studenteroprøret i Danmark forløb relativt fredeligt. Gro valgte samme taktik. Og da vi ikke forstyrrede undervisningen, bar han over med alle vores aktiviteter, som mere havde karakter af en sleep-in end en besættelse.

   Den slags luskede metoder, som Gro og Fog benyttede sig af, betragtede vi frontkæmpere, som jo ønskede konfrontation, naturligvis som en særligt udspekuleret og grov form for undertrykkelse. Vi kaldte dem ”repressiv tolerance…”

   Men ude i den store verden var vi i disse dage studenteroprørets frontlinje. Der kom solidariske kamphilsner fra de studerende ved mange andre læreanstalter, ja, sågar en socialistisk kamphilsen fra studenterrådet ved Kiels Universitet, repræsenterede 7.000 studerende!

   BT - som nu, så før…

   Som sagt mødte pressen også op. I det hele taget havde ungdomsoprøret i disse år en fantastisk presse. Ganske vist var linjen fra de etablerede medier kritisk, men alligevel også med et ikke ringe gran sympati med oprørets mål og metoder - så længe de var humoristiske og fredelige. Der var jo uhyre meget herligt, utraditionelt STOF (ja, altså læse- og billedstof) i disse unge oprørere med deres bare patter bolsjeuddelinger og hesteslagtninger. Det kunne ingen medier stå for.

   BT mødte op. Den sprøjte var naturligvis allerede dengang en bundreaktionær og etisk suspekt møgspreder. Da journalisten og fotografen nåede frem, bad de os, om vi ikke kunne sætte os i rundkreds med bare tæer omkring et par stearinlys og spille på guitar til ære for fotografen. Det ville sikkert også ha glædet dem, hvis vi havde fundet hashpiberne frem.

   Men Jens Bak var ligeså røget, som de var spegede. Der skulle aldeles ingen flippede billeder af ungdommelige syrehoveder i BT fra vores aktion. Det var et alvorligt oprør, og hvis BT ville ha billeder af os, kunne de ta os af, siddende ved skrivemaskinerne i fuld gang med at formulere vores oprørske budskab.

   Da gik journalisten og fotografen bedrøvet bort. Og der kom ikke en linje i BT.

   Revolutionære visitter i Silkeborg

   Senere blev jeg formand for seminariets kulturforening. Penge havde vi ingen af, men ved at holde fest med ølsalg bagefter fik vi alligevel så mange penge i kassen, at der var råd til flere spændende foredragsholdere.

   Blandt andet fik jeg fat i Ebbe Kløvedal Reich. Ham havde jeg haft som lærer i amerikansk politik på Askov Højskole. Dér havde han været den pæne mand, heddet Ebbe Reich og haft velstudset overskæg, var opstillet i Århus for De Radikale og kun 200 stemmer fra at komme ind i Folketinget ved valget i januar 1968. Nu - trekvart år efter - havde han mildest talt ændret sig: ”Hej Gudmund - hva så, skal vi fyre en fed?” Mager var han blevet, med pjusket langt hår. Havde også meldt sig ud af De Radikale og boede i det navnkundige kollektiv ”Maos Lyst” - derfra det fælles efternavn Kløvedal, taget fra Tolkiens hobbitbøger.

   Men velformuleret, spændende og skarp i pæren var han stadigvæk, om end tankegangen var blevet noget mere syret.

   Et andet spændende besøg var af den venstreorienterede journalist Jørgen Dragsdahl, som rejste rundt med nr. 16 i hierarkiet fra ”Black Panther Party” i USA. Det var et revolutionært, marxistisk parti med kun sorte medlemmer, som en kort overgang var meget fremme i den amerikanske undergrund og i medierne med personligheder som Huey P. Newton, Bobby Seale og Eldridge Cleaver, inden det amerikanske politi fik dem skudt, smidt i fængsel eller jaget i landflygtighed.

   Vores mand var ”vicekrigsminister”, så vidt jeg husker, i BPPs skyggekabinet. Det var spændende at møde sådan en mand, stor og muskuløs, kulsort, med sorte bukser, sort læderjakke og sort baret. Han så godt nok MEGET revolutionær ud.

   Da vi bagefter sad og fik en stille øl på Rio Bravo med Jørgen Dragsdahl, undrede vi os over, at han startede med en cola. På vores spørgsmål forklarede han, at hvis man blev overfaldet af reaktionære svin, var der intet bedre våben end en colaflaske. Bare slå bunden ud af den mod bordkanten - så havde man med garanti en sylespids glasstilet til sit forsvar. DA følte vi godt nok med nogen benovelse, at den vaskeægte, blodige revolution var på visit i lille, fredelige Silkeborg…

   Journalisten Erik Thygesen havde skrevet et digert tobindsværk ved navn ”Den Amerikanske Befrielsesfront”. Det havde jeg læst med glubende appetit og deri sandet, at ungdomsoprøret i USA indeholdt et mylder af eksotiske organisationer og facetter, fra de superrevolutionære, voldelige ”Weathermen” til økologiske landbrugskollektiver på langt ude på landet, protest mod atomkraft og ikke mindst ”Redstockings” og den rabiate en-kvindes-bevægelse SCUM, Society for Cutting Up Men. Kvindebevægelsen var også kommet til Danmark og fik stor betydning. Og selv om jeg ikke havde lyst til at blive ”Cut Up”, så var der en gryende bevidsthed om, at vi mænd faktisk ikke kunne være det bekendt - eller vores fædre kunne i hvert fald ikke - altså ikke lige min far, menøh….

   Selv op USA på mange måder var ”hovedfjenden”, så udsprang en massiv del af ungdomsoprørets aktiviteter, og ikke mindst dets kultur - rockmusik, stoffer, litteratur og meget mere - fra USA. Dette ”Det Andet USA”, som Erik Thygesen skrev så grundigt om, så vi på med stor beundring og følte os meget inspireret af.

   Venstresocialisterne

   Efter et års tid meldte jeg mig ind i Venstresocialisterne. Vi var vel ca. 40 medlemmer i Silkeborg, hvoraf 10-15 var aktive. Selvom de allerværste blomsterbørnesygdomme var overstået i VS, så var partiet alligevel delt i tre-fire hovedfraktioner, som bekæmpede hinanden i skrift og tale med en iver, som var en bedre sag - fx kampen mod krigen og kapitalismen - værdig.

   De fraktioner havde vi også i Silkeborg. Blandt andet SUF, en trotskistisk ungdomsorganisation, medlem af 4. Internationale, som Finn Jensen var en markant og velformuleret leder af. Min mangeårige gode ven, Jørgen Gyldenløve, var også glødende trotskist, ivrig modstander af ”Sovjetunionens statsmonopolkapitalisme” og tilhænger af ”den permanente revolution”. Selv hørte jeg vel nærmest til et sted imellem ”Sumpen” (den bløde, kompromissøgende mellemvare, som alle andre så ned på som værende holdningsløse) og Marxist-Leninisterne. I øvrigt var jeg ikke den store teoretiker. Jeg læste meget, men det var mest skønlitteratur, litteraturhistorie og historie. Socialistisk teori gad jeg rent ud sagt ikke.

   Selv om vi diskuterede, så det bragede, så var vi heldigvis for få til at dele os op. Så i fællesskab fik vi da gennemført nogle gode aktioner. Jeg husker en løbeseddel vendt mod olieselskabet ESSO, som støttede både Vietnamkrigen og apartheid i Sydafrika. Den blev sat under hundredevis af vinduesviskere og opfordrede bilisterne til at køre videre til næste benzintank.

   Da hvidbogen kom med forhørene af de skyldige i den bestialske My Lai-massakre, opførte vi uddrag af disse forhør som oplæsningsteater på torvet i Silkeborg. Her kunne folk så i detaljer høre, hvordan løjtnant Calley og hans krigsforbrydere havde myrdet over hundrede fredelige landsbyboere i My Lai og bagefter brændt landsbyen af.

   Mange af vores møder blev holdt - og aktioner planlagt - i vores minikollektiv på loftet i Toldbodgade 26, ”Den Blodrøde Brosten”. Her boede Dorthe, Jørgen Gyldenløve og jeg. Og da det kun lå få 100 meter fra seminariet, lå det jo centralt placeret og blev flittigt benyttet af vennerne til hverdag og fest.

   Ellers så vi jo mest til, når de store begivenheder udfoldede sig i verden eller i hovedstaden. Da Verdensbanken holdt et stort møde i København, udviklede det sig til voldsomme gadekampe imellem politi og demonstranter. Selvfølgelig mente jeg, at politiet gik alt for voldsomt frem. Men selv om jeg absolut regnede mig selv for revolutionær, kunne jeg ikke li den form for demonstrationer. Jeg syntes ikke, de gavnede sagen, og jeg var godt tilfreds med at ha de voldelige begivenheder på sikker afstand.  

   Baggrunden for protesterne imod Verdensbanken kunne jeg derimod helt tilslutte mig. Vi anså den for at være en kapitalistisk og imperialistisk organisation, der fungerede som økonomisk politi, ikke mindst overfor de fattige lande, og straffede dem, hvis de ikke makkede ret, fx forsøgte sig med socialisme! Og da McNamara, så oven i købet var præsident for verdensbanken, så skulle der naturligvis protesteres. Ham anså vi for at være en af de hovedansvarlige for Vietnamkrigen - som forsvarsminister i Lyndon B. Johnsons regering.   

   En anden aktion, som vi fulgte med spænding og entusiasme var besættelsen af Bådsmandsstræde Kaserne og oprettelsen af Fristaden Christiania på dens territorium. En fantastisk aktion, som jo sætter sig markante spor den dag i dag. Men personligt har jeg aldrig haft ret meget med Christiania at gøre.

   Thylejren

   En af de store politiske manifestationer i denne periode var Thylejren. Baggrunden var sådan omtrent følgende:

   Helt fra Georg Brandes´ tid har der ved Københavns Universitet eksisteret to studentersammenslutninger. Først den klassiske, konservative ”Studenterforeningen” med Christian Winthers gamle motto ”Herrer vi ere i Åndernes rige, vi er den stamme, som evigt skal stå”. Sidenhen og som modvægt hertil den progressive Studentersamfundet med Jeppe Åkjærs malmfulde slagssangslinjer som motto: ”Fra Folket vi kommer, til Folket vi går - dets vilje skal være vor lov.”

   Nu var den hæderkronede forening Studentersamfundet for alvor kommet i vælten. Den fik navnet ”Det Nye Samfund” - man fandt ikke længere, at det var nok med akademiske diskussioner, der skulle eksperimenter og konkret samfundsforandring til!

   En tidligere frivillig i Den Spanske Borgerkrig 1936-1939, Leo Kari, havde (vist nok) arvet et stykke land i Thy, som han solgte billigt til Det Nye Samfund, og en gruppe af Københavns toneangivende hippier/ungdomsoprørere fik den fantastiske idé at anstille et konkret samfundseksperiment - en kæmpemæssig ”sommerlejr” for ungdomsoprørets deltagere, hvor man skulle prøve at realisere alle de anarkistiske, antiautoritære, kreative og antimaterialistiske ideer, som ungdomsoprøret indeholdt.

   I skrivende stund har jeg endnu ikke læst Peter Øvig Knudsens ”Hippie 1”, som altovervejende handler om den første lejr i sommeren 1970. (Men det har min kone Petrusca, og hun siger, at den er rigtig god!) De generelt interesserede henvises derfor til denne - jeg vil nøjes med at skrive om mine egne oplevelser.

   De var desværre ikke positive, hvilket nok skyldtes et par konkrete forhold:

   Dels kom jeg for sent! Jeg kom først til Thy i august. På den tid var lejrens navnkundige eksperimenter ved at ebbe ud. Mange af de toneangivende var draget hjem, og lejren henlå i nogen grad i et lidt sløvt antiklimaks, hvor folk mest sad i deres telte og røg galar i enorme mængder. Sådan oplevede jeg det i hvert fald.  

   Dels ankom jeg alene og traf ikke en sjæl, jeg kendte. Havde jeg været medlem af en gruppe, ville min oplevelse sikkert have været ganske anderledes. Nu boede jeg i mit lille tomandstelt, dryssede lidt ensomt rundt og var alt for genert til at møve mig ind i et af de hashdampende telte. Samtidig havde jeg stadig den store, idealistiske forhåbning om fællesskab, som koksede totalt i det jordbundne sammenstød med lejrens hverdag.

   En dag blev man fx på fællesmødet anmodet om at melde sig til at fylde lejrens brandspande. De bestod af halve olietønder, som stod placeret med jævne mellemrum imellem de hundreder af telte, som jo i virkeligheden udgjorde en gigantisk brandbombe - ufatteligt, at det gik godt. Nu var vandet fordampet i sommerheden, og nyt skulle fyldes i. Jeg meldte mig.

   Det samme gjorde… 5 andre. Til vores hjælp havde vi en lille ladvogn og 5-6 mælkejunger. Hen til vandhanen, vand i jungerne, af sted til brandspand nummer et. Da jungerne var tømt, var brandspanden halvt fyldt. Okay, én tur til.

   På den igen! Hvad var der? 50 brandspande? 100? I hvert fald tog det hele dagen. Imens sad små 2000 rundt omkring i teltene og baffede på chillum´erne. Fedt, mand…pissefedt.

   Nå ja, kanske denne beskrivelse er en kende tendentiøs. Men sandt er det, at mine højttravende drømme om det smukke hippiesamfund, hvor alle hjælper hinanden i ét stort fællesskab, de fik et mindre knæk her. Den egentlige grund var dog nok, at det ikke lykkedes mig at komme ind i et af de fællesskaber, der uden tvivl var på stedet. Den vegetative passivitet herskede, hashtågerne bølgede, og jeg følte mig udenfor.

   Efter en uge kaldte seminariet. Jeg tog hjem igen med det løfte til mig selv i bagagen, at jeg aldrig mere ville fyre den fede! Jeg oplevede stoffet som sløvende og bevidsthedsindskrænkende. Næh, må man så be om en øl - det bliver man da i det mindste social af!

   Det løfte har jeg holdt. Og derfor praler jeg flittigt af, at jeg utvivlsomt er den eneste i verden, der HOLDT OP med at ryge hash i Frøstruplejren! (Der er sikkert mange, som er BEGYNDT…)

   (En pudsig parentes: Mens jeg gik ensomt rundt mellem teltene, sad min tilkommende hustru Petrusca i ét af dem og fyrede lystigt løs. Hun var vild med at være der og kom igen adskillige gange i årene derefter. ”Men aldrig mødtes de to”. Vi lærte først hinanden at kende to år efter - i Århus.)

   Militærnægter

   I juni 1971 blev jeg så skolelærer og flyttede straks til Århus. Det var lidt af en tilfældighed: I Århus boede min søster, som endda havde en lejlighed, hvor jeg kunne leje et værelse for 100 kr. Penge havde jeg ingen af, så jeg måtte arbejde som rengøringsmand på slagteriet Plumrose i Viby for at betale af på min gæld til vennerne i Silkeborg. Fra august var jeg cykelvikar i Århus, og i november skulle jeg ind som militærnægter - først en måned på nægterskole i Antvorskov ved Slagelse, og dernæst udstationeret på Kroghsgades Skole i Århus, en skole under Statens Åndssvageforsorg.

   På den tid var der stadig almindelig værnepligt i Danmark, og næsten ingen trak frinummer. Men netop i de år var militæret mere upopulært end nogen sinde, først og fremmest på grund af Vietnamkrigen. Danmark var jo medlem af NATO, dvs. militært nært allieret med USA, og derfor havde vi et medansvar for krigen. Op mod 5.000 unge mænd pr. årgang ønskede derfor at blive militærnægtere.

   Den gamle politik med 18 måneder i Gribskov- eller Kompedallejrene var umulig at gennemføre. Dels skulle man så på grund af ”tilstrømningen” opføre en hel stribe nye lejre, dels havde disse lejre set fra regeringens side fungeret som urocentre med både politiske aktioner og hærværk (hvad var hvad?) som fx afbrænding af barakker.

   Den slags koncentrationer af samfundsskadelige elementer var det officielle Danmark helst fri for. I stedet fandt man på det i og for sig fortræffelige begreb, der hed udstationering. En privat eller offentlig institution, fx en skole, et teater eller andet, kunne få en nægter udstationeret som ekstra arbejdskraft i 15 måneder. Der skulle kun skaffes et passende værelse til ham. Aflønningen betaltes af staten og var på linje med de øvrige værnepligtiges.

   På den tid var værnepligtstiden 12 måneder og nægtertiden altså 16 - der skulle være en lille ”straf” for at være nægter. Den første måned var man på nægterskole sammen med ca. 100 andre. Formålet var dobbelt: Dels skulle der findes en udstationeringsplads til alle, dels skulle de unge holdes i ro - for enhver pris. Så der var udflugter, bordtennis, fester - og ikke ret mange krav. Politiske aktioner planlagde vi også. Men pludselig var måneden gået, så vi fik ikke rigtig ført dem ud i livet.

   Dog nåede vi at holde en mægtig fest, hvor vi inviterede pigerne fra den lokale sygeplejeskole med. En herlig aften! Selv fandt jeg mig også en sød sygeplejeelev, som oven i købet gav mig en lille ”erindring” med til Århus, hvor jeg måtte frekventere Marselisborg Hospital et par gange….

   Udstationeringsplads havde jeg skaffet mig på forhånd på Kroghsgades Skole i Århus.

   Lige lovlig intellektuelt

   Jeg var stadig medlem af VS. Men i Århus faldt jeg aldrig rigtig til i partiafdelingen. De ørkesløse diskussioner var på akademisk niveau, og da jeg som sagt ikke var den store teorilæser, fandt jeg dem både svære og kedelige.

   Praktisk skete der derimod ikke meget. Der var mildest talt langt imellem de politiske aktioner. Disse to forhold var nok årsagen til, at mit engagement blegnede og efterhånden døde ud….

   Et nyt politisk spørgsmål havde imens overtaget scenen, nu da USA var på vej til at tabe krigen: Skulle Danmark ind i Fællesmarkedet/EEC/EF? For en socialist var sagen klar nok. EEC var de rige landes kapitalistiske klub, beregnet på at sikre Europa politisk og økonomisk dominans over den fattige verden.

   Vi var ikke modstandere af internationalt samarbejde. Stod vi måske ikke og sang ”Internationale” den 1. maj? Men det skulle være et folkeligt, antikapitalistisk samarbejde for både rige og fattige lande.

   Danmarks Kommunistiske Parti, som havde levet en hensygnende tilværelse i marginen af dansk politik siden oprettelsen af SF i 1958, slog sig meget dygtigt og flot op som en hovedkraft i modstanden mod EF. Dels havde partiet fået en karismatisk leder i Knud Jespersen, folkelig, slagfærdig og populær langt udover partiets grænser. Dels lånte partiet slagkraft og stærk organisation (og fik dermed også stor indflydelse) til den tværpolitiske modstandsbevægelse, Folkebevægelsen imod EF, som med held samlede stort set alle modstandere i Danmark, fra hypernationalistiske konservative til revolutionære kommunister. Det gav - her få år efter Sovjet og de østeuropæiske landes indmarch i Tjekkoslovakiet, hvor ”Det Pragske forår” og håbet om ”socialisme med et menneskeligt ansigt” blev knust - partiet fornyet popularitet, som jeg også blev påvirket af. Her var et parti, som ikke kun var snak og paroler, men også aktioner og dagligt politisk arbejde.

   Også jeg blev marginalt involveret i Folkebevægelsen. Her gik jeg med i demonstrationerne, og her sang jeg for første gang politiske sange fra en scene i den gode sags tjeneste. Det blev dog  absolut ingen succes - på grund af min manglende erfaring. Den skulle komme senere…

   Den 2. oktober 1972 stod så det store slag. Spændingen var uudholdelig. Næppe nogensinde i Danmarkshistorien har en så stor del af folket været så involveret for eller imod i et politisk spørgsmål. Familier skændtes, så det bragede. Partier revnede på kryds og tværs. Fagforeningsbestyrelser valgtes eller væltedes på det spørgsmål. Pressen skrev ikke om andet. De to populistiske avisfytårne tog stilling: BT var for, Ekstrabladet imod. Endnu kort tid før afstemningen var der næsten dødt løb imellem ja- og nejsiden. Men så kørte LO, arbejdsgiverne og de store politiske partier deres kanoner i stilling: Der blev brugt millioner på annoncer, som skildrede den økonomiske ruin, som var lille Danmark vis, hvis vi stemte nej. Skræmmekampagnen virkede -knap to ud af tre stemte ja, godt en tredjedel nej.

   Skuffelsen var enorm. Men i mange år efter bevarede folkebevægelsen sin stærke position i dansk Europapolitik.

   Spørgsmålet om EU (som det nu hedder) er i øvrigt et af de områder, hvor jeg for alvor har ændret mening i årene derefter.

   Foreløbig var jeg stærkt påvirket af DKPs effektive indsats i bl.a. Folkebevægelsen (og af Sovjetunionens støtte med våben og penge til Nordvietnam). Så i januar 1975 blev jeg medlem af DKP. Og herom kan læses i mit gribende bekendelsesskrift HVORDAN KAN MAN DOG GÅ HEN OG BLIVE KOMMUNIST - politiske erindringer 2 (- når det engang kommer…)

   12 års mental rutsjetur

   Fra 1962 til 1974 ændrer den politiske mentalitet sig voldsomt, både i Danmark og verden.

   Mine første politisk bevidste år fra 62 til 66 var præget af traditionel politisk interesse, medlem af en politisk ungdomsforening, debat, spænding ved valgene osv.

   Fra 1966 blev jeg grebet at den smukke, naive hippiebølge, som gjorde op med stort set enhver traditionel opfattelse indenfor alle livets områder. Alt var til debat, alt ku la sig gøre, og man gjorde det bare: Tog til Nepal, røg hash, tog stoffer, erobrede den sexuelle frihed, som i tiden efter P-pillen og før AIDS var næsten absolut. Man flyttede i kollektiv, udfoldede sig kreativt, vendte tilbage til naturen. I dag er det næsten umuligt at forestille sig, HVOR stor en ændring i tankesæt, livsform og omgangsformer, der var tale om. Alle døre åbnede sig….

   Den gennemført naive opfattelse af, hvordan kærlighed og antiautoritær protest kunne ændre verden, blev hurtigt knust mod virkelighedens mur. Rigtig mange af ”de politiske dyr”, som jeg selv tilhørte, mente at måtte erkende nødvendigheden af politisk disciplin og solidarisk forpligtende fællesskab. Mange forblev naturligvis i hippieverdenen, som vel var en protest imod det bes

tående, men i bund og grund apolitisk. Men folk som jeg selv ledte efter et ideologisk og organisatorisk halmstrå, som kunne give styrke og retning til vores politiske kamp. Og rigtig mange af os fandt den fra 68-69 i forskellige arter af marxismen.

   Samtidig fortsatte alle de balloner, som vi havde sendt til vejrs i hippietiden, med at dale ned over os og forlange eksperimenter og virkeliggørelse af os: Samlivsformer, kønskamp, børneopdragelse, antiautoritære omgangsformer, kreative undervisnings- og opdragelsesformer i hjemmene, skolerne og de mange nye børnehaver og vuggestuer, der dukkede op. Rigtig meget af det, man normalt forstår ved 60´erne, foregik faktisk i 70´erne, som i kraft af en vis fodformet uniformering af både politik, kunst og kultur har fået et - ikke helt ufortjent, men heller ikke helt fortjent - dårligt ry.

   Det lykkedes aldrig for ungdomsoprøret for alvor at true samfundets basis - markedskræfterne og den kapitalistiske produktionsmåde. Men på utallige knap så basale, men sandelig alligevel væsentlige områder fik oprøret enorm indflydelse. Samfundet før 67 var et langt mere autoritært, hierarkisk og kedeligt samfund end det, ungdomsoprøret førte med sig.

   Som et markant eksempel kan man nævne kvindernes frigørelse. Den startede sandelig ikke med Rødstrømperne, ork nej, men deres spektakulære og aggressive aktioner satte sagen på spidsen i en grad, som lod ingen uberørt. Mangen ganske almindelig husmor startede sin sætning med ”jeg er ikke rødstrømpe, men…” - og så kom hendes besyv om, hvordan ”disse rødstrømper nu ikke var så tossede endda…” Og for mænd og kvinder, der er unge i dag, må det være noget nær umuligt at forestille sig forholdet og omgangstonen imellem kønnene - før 67…

   Der blev smidt mange børn ud med badevandet - hold da op! Ved de fleste samfundsomvæltning-er er der en forside og en bagside af medaljen. Et hav af brudte ægteskaber, forsømte børn. Eskalerende stofmisbrug, som endte i elendighed og død for mange.  Men som gammel marxist ved jeg, at ungdomsoprøret ikke SKABTE de basale ændringer, men VAR DET KULTURELLE SVAR på de ændringer i produktionsforholdene, som vi i dag kender under navne som ”velfærdssamfundet”, ”de gode tider” og ”kvindernes indmarch på arbejdsmarkedet”. I ikke ringe grad rendte vi åbne døre ind!

   Men tag ikke fejl: En hel række af de problemstillinger, der i dag er bredt accepterede som alvorlige samfundsproblemer, der skal tages stilling til, blev først for alvor sat på dagsordenen af ungdomsoprøret. Blot et enkelt område: Natur- og miljøbeskyttelse, økologi og ressourceforbrug, antiatomkraft. Ungdomsoprøret satte dem på dagsordenen - og blev i starten gjort til grin. Nu er der ingen, der griner mere…

   Det, der har slået mig mest, når jeg lytter til generationen, der er børn af ungdomsoprøret - altså generationen efter min - er traditionstabet. Vi - altså min generation - kendte alt til traditionen. Vi havde jo selv oplevet den: Jul, bryllup, morgensang i skolen, salmevers, ”De” til lærerne, pænt tøj og kortklippet hår, radio og tv med få programmer, der tog sig af vores dannelse og undtagelsesvis flippede ud i underholdning som ”Giro 413” og ”Pladeparaden”. Og meget andet. Vi oplevede også, hvordan mange af disse traditioner var stivnet i manér, tomgang og meningsløshed. Derfor skulle de ud. Og som ved enhver omvæltning skulle DET HELE ud, da først oprøret tog fart.

   Men vi havde jo traditionen endnu. Selv om vi gjorde oprør imod den, så var det fremdeles en del af os og er det den dag i dag. (Og lur mig, om jeg er den eneste, der op gennem tiden og her på mine gamle dage lumskeligt savner ikke så lidt af de traditioner og den kultur, jeg dengang foragteligt tog afstand fra). For os var traditionen stadig et fast holdepunkt, selv om vi tog afstand fra den. Vi kendte det, som vi gjorde oprør imod.

   Men de yngre generationer kender den ikke - traditionen. Ikke underligt, at de desperat søger at genskabe faste holdepunkter i tilværelsen og med god grund bebrejder os et medansvar for traditionens kulturtab. Og min generation er til grin, hvis den bebrejder ungdommen dens manglende oprørskhed. Hvordan gør man oprør mod rodløsheden…?

   Hvor var vi dog unge….

   Når jeg ser på billeder fra dengang, slår det mig: HVOR VAR VI DOG UNGE! Glatte i huden, klare og naive i blikket. Vi vidste jo ingenting! Men vi troede, vi vidste alt! Verden var vor!

   (Den slags ser og siger jeg kun, fordi jeg er blevet gammel og ikke længere tror, at jeg aldrig skal dø….)

   Somme tider provokerer jeg mine jævnaldrende ved at påstå, at ungdomsoprøret var en ultraliberal bevægelse. Men noget er der altså om det: Vi accepterede ingen grænser, brød dem og gjorde, som det passede os. Er det måske ikke ultraliberalt?

   (Det har naturligvis intet at gøre med den konforme, fantasiløse, småtskårne og pengedyrkende bevægelse, som i politisk forstand kalder sig liberal i dag…)

   I 1975 var hippiebevægelsen stort set død, mens ungdomsoprørets politiske del havde forskanset sig i mere eller mindre doktrinære grupperinger. Men rigtig mange af de spørgsmål og eksperimenter, som hippierne og ungdomsoprørerne havde sat i gang, fortsatte - i de politiske partier, i kollektiverne, i indkøbsforening-erne, græsrodsbevægelserne og kvindebevægelsen.    

   Selvfølgeligvar hippietiden smuk og charmerende - men den var ikke af denne verden. Alligevel har den haft enorm indflydelse på samfundsudviklingen.

   I 70´erne - med oliekrise og ungdomsarbejdsløshed - landede vi i virkeligheden igen. Og drømte videre.

                                                                                                                          26. april 2012

                                                                                                                      Gudmund Auring