Kære tilhørere
Vi elsker vort land.
Jeg forestiller mig, at denne
konstatering er en selvfølgelighed i denne forsamling. Og Skt. Hans Aften er en
af de stunder, hvor vi tillader os selv at sige - eller synge - det direkte og
af karsken bælg.
Men hvad er det egentlig, vi synger?
Ja, ordene er skrevet af vor fortræffelige digter, Holger Drachmann.
Han, som ligger begravet på sit helt eget sted, i klitterne nær Skagens Gren.
Han, som var et markant medlem af den ”i Danmark verdens-berømte”
kunstnergruppe, der har udødeliggjort både fiskernes barske liv og kunstnernes
bohêmeliv i Skagen i en lang række billeder, kendt af hvert barn i Danmark.
Drachmann var selv en fortræffelig maler, men det var som digter, livskunstner,
bohême og sladderobjekt, han for alvor gjorde sig bemærket.
Som så mange kunstnere (og såmænd også mange af os andre) var Drachmann
en temmelig omskiftelig personlighed. Han har i sin ungdom skrevet rødglødende
revolutionsdigte som fx ”Engelske socialister”. Han har skrevet muntre,
elegante sømandsviser og naturdigte, som næsten virker improviserede i deres
letflydende løb. Han har skrevet romaner og skuespil, som eventyrkomedien ”Der
var engang…” hvori Midsommer-visen faktisk indgår.
Og hvad står der så egentlig i Midsommervisen?
I første strofe bevæger Drachmann sig elegant rundt til alle fire
årstider: Vi elsker skam Danmark hele året - men mest ved midsommertid. ”den
skønneste krans blir dog din, Sankte Hans”.
I anden strofe udpensles den løsslupne glæde og fryd, som indfinder sig,
når ”vi” befinder os i den nogenlunde afslappede periode imellem såtid og
høsttid, da kornet vokser nærmest af sig selv, ”når hver sky over marken
velsignelsen sender”.
”Da går ungdom til dans/ på dit bud, Sankte Hans…”
Dog finder vi også - som et varsel om indholdet af strofe tre - et lille
politisk pip: ”- og når kvæget i spand giver rigeligst gave til flittige
hænder…”
Rigdom er en retfærdig belønning for flid, synes Drachmann at mene. Mon
det var malkepigerne, der med flittige hænder skummede fløden af deres
arbejde???
Men i tredje og sidste strofe skruer Drachmann for alvor bissen på. ”…
og med sværdet i hånd/ skal hver udenvælts fjende beredte os kende”.
Nå da da. 21 år før, i 1864, havde lille Danmark fået så læsterlige klø
af Preussen og Østrig, at der var berettiget tvivl om, hvorvidt vor lille
nation kunne bestå som selvstændig stat. Og hvad værre var: Det var i høj grad
vore egne politikeres egen skyld, at det gik så galt. Og siden da var Tyskland oven
i købet blevet sluttet sammen til et vældigt kejserrige. ”Men de kan da bare komme an”, siger
Drachmann med denne strofe. Næste gang skal de nok få bank! Han er ikke bange
af sig, den gode Holger - på det danske folks vegne.
Men hvad så med de indenlandske fjender? Forræderne iblandt os? ”Hver by
har sin heks og hvert sogn sine trolde/ Dem vil vi fra livet med glædesblus
holde”. Hvem er disse hekse og trolde?
Tjah, Midsommervisen er skrevet i 1885. Året før havde den danske
konseilspræsident (dvs. statsminister) J.B.S. Estrup sat det danske folkestyre
ud af kraft ved at regere med provisoriske love. Folkets flertal stemte på
venstre, men det var Estrup ligeglad med. Han var højremand og havde kongen og
de rige på sin side. Så han bevilgede alle pengene i statskassen til Københavns
forsvar. Uden om hovedstaden skulle lægges en jern- og betonring af forter og
forsvarsværker, som kunne forsvare hovedstaden mod ”udenvælts fjender” – læs:
tyskerne. ”Med sværdet i hånd, osv.”
(Ringen ligger der i øvrigt endnu. Men da den endelig var blevet færdig,
havde tyskerne for længst opfundet kanoner, som med lethed kunne skyde hen over
den og ind til Kongens Nytorv.)
Resten af Danmark? Hvad med det? Bare ærgerligt, men det kunne jo
ikke forsvares alligevel.
Venstre, hvis vælgere mest boede på landet, skummede af raseri.
Så Drachmanns hekse og trolde - det er simpelthen folkets brede lag, som
stemte på venstre. Nogle af dem var endda yderligtgående, troede ikke engang på
Gud og gik ind for dansk nedrustning. Det var Georg Brandes, de moderne
kunstnere, og kredsen om dagbladet Politiken, som 20 år senere dannede ”Det
Radikale Venstre”. Det var dem, som med
kolde hjerter tvivlede på Estrup-politikkens velsignelser. ”Vi vil fred her til
lands/ Sankte Hans, Sankte Hans/ den kan vindes hvor hjerterne aldrig blir
tvivlende kolde.”
Okay, brændes på bålet som i gamle dage skulle de ganske vist ikke. Men
os fra livet skulle ”vi” holde dem, disse tvivlere og splittelsesmagere.
Drachmann har simpelthen skrevet en politisk, konservativ kampsang.
Ellers hørte Drachmann ”normalt” til ”Det moderne Gennembrud” og Georg
Brandes´ progressive fløj. Men han var blevet uvenner med Brandes, og det førte
altså til, at han solgte såvel sjæl som talent til Højre.
Senere fortrød han og meldte sig igen under fremskridtets og
demokratiets faner. Drachmann holdt meget af kvinder - hvem gør ikke det? Mange
af de sladderhistorier, der gik om Holger i tiden, handler om hans
kærlighedsaffærer. En munter svend har engang sagt, at når Drachmann var
forelsket, var han sprudlende og socialist. Men når kærligheden tørrede ud,
blev han kedelig og konservativ. Vi kan således gå ud fra, at Midsommervisen er
skrevet i en af hans kærlighedsløse perioder.
Nu er den tid jo for længst forbi. I dag synger vi alle gladelig med,
fra blå blok og hen over midten til rød blok og tilbage igen. Sangen er et
ikon, et symbol, og gamle tiders politiske forviklinger er os så fjerne, at vi
dårligt nok lægger mærke til dem i Drachmanns tekst. Vi har vores egne nutidige
politiske forviklinger.
Men læg vel mærke til, at vi alle synger med. Ordene ”vi elsker vort
land” kan vi alle skrive under på. Ingen grupperinger kan monopolisere
danskheden. Ingen partier kan tillade sig at kalde sig ”mere danske” end andre
eller fastlægge, hvad ”rigtig danskhed” er.
Selv om jeg må sige, at jeg personligt har det svært med den form for
danskhed, som chauvinistisk gør os bedre end andre folkeslag på Jorden. Den
slags ekstrem nationalisme findes i alle lande og har gennem tiderne ført til
et utal af krige - som fx den i 1864. Men disse grupper har deres danskhed, som
jeg har min. Jeg kan diskutere med dem og kritisere dem, men jeg kan ikke
tillade mig at kalde dem udanske, så lidt som de mig!
Den fædrelandssang, jeg personligt holder mest af, er St. St. Blichers
”Kær est du, fødeland…” Her siger han ganske klart, hvorfor vi - enhver borger
i verden, nå ja, næsten enhver - holder af vort fædreland: Ganske enkelt, fordi
her er vi født. Herfra stammer vor barndoms erindringer:
”Ja, skøn er fjeldet med sin top af is,
skøn er den dal, som fossens bølge væder,
den gule ørken er et paradis,
når den har skuet barnets første glæder.
Min fødestavn er lyngens brune land,
min barndoms sol har smilt på mørken hede,
min spæde fod har trådt den gule sand,
blandt sorte høje bor min ungdoms glæde.”
Som nordmanden elsker sit fjeld og sin fos, som araberen elsker sin
ørken, således elsker Blicher sit lyngklædte barndomsland. Og sådan er den
ikke-aggressive fædrelandskærlighed, som elsker sit eget, og som forstår og
respekterer andres ret til at elske deres. Blicher er ikke chauvinist. Han gør
ikke danskerne bedre end andre!
Hvad så, hvis man flytter til et andet land?
Ja, selvfølgelig kan man komme til at elske det - især, hvis det
modtager én imødekommende og med respekt. Og hvis man selv er indstillet på at
åbne sig op og lære det at kende. Men det tar tid. Og hvorfor skulle man ikke
kunne elske ”sit gamle land” samtidig? De danske indvandrere i USA oprettede
danske højskoler, udgav danske aviser og tidsskrifter og byggede kirker, hvor
der blev prædiket på dansk. Helt naturligt og selvfølgeligt. Men langsomt blev
også de en del af ”den nye verden” og med tiden fuldblods amerikanere.
Lad os derfor elske vort fædreland, respektere hinanden og omfatte
samtlige herboende borgere i nationens og samfundets fællesskab.
Lad os være åbne og modtagelige overfor omverdenen, den verden, vi er en
selvfølgelig og naturlig del af.
Lad os med selvrespekt, venlighed og glæde byde ind i denne verden med
det, vi nu har at komme med.
Og lad os sammen hvert år fremover, som vi netop har gjort det - af
fulden bryst synge Drachmanns reaktionære, rørstrømske, gamle, gribende…
”Vi elsker vort land”!
Gudmund
Auring
Ingen kommentarer:
Send en kommentar