Ferupgård

                         FERUPGÅRD 

        - erindringer fra barndommen

                - af Gudmund Auring

   Ferupgård er en stor dansk bondegård, beliggende i landsbyen Ferup små 10 kilometer vestnordvest for Kolding. I den periode, jeg skriver om, årene 1950-1965, var den på 215 tdr. land, heraf 40 tdr. land skov. Gården ligger der endnu. Men siden den tid har dens udseende ændret sig radikalt, på grund af moderniseringer, men især som følge af en voldsom brand i 1975.

   Gårdspladsen

   Gårdspladsen var vældig. Den dækkede hele området imellem de fire lange længer, som udgjorde en traditionel bondegård, men mod nordvest var der yderligere en lille gårdplads, omgivet af gavlene fra grisestalden, stuehuset og kostalden, samt langsiden fra ”æ kallstald”.

   Hele gårdspladsen var belagt med toppede brosten, hvilket gav en herlig larm, når en arbejdsvogn, uden gummihjul, med et solidt spand af velskoede jyske heste forspændt, rullede ind gennem porten.
   Pladsen var langt fra jævnt anlagt. En voldsom regnbyge efterlod store vandpytter. I forsommeren kunne de med fordel fyldes med masser af små, sorte haletudser, som fandtes i rigelige mængder i gårdens dam, beliggende lige uden for porten. Fordelen var, at i pyttens klare vand kunne haletudsernes vimre bevægelser let studeres, hvilket var temmelig umuligt i dammens grumsede ditto.
   Efter udsættelsen og temmelig hastige studier tabte vi som regel interessen og overlod haletudserne til deres skæbne, som har været vandpyttens udtørring og haletudsernes deraf følgende indtørring og død.
   ”Vi” er her og i det følgende de tre uadskillelige fætre Uffe, Kåre og Gudmund. Uffe var yngst, ”søn af gården”, dvs morbror Tage og tante Helga, og således på hjemmebane. Kåre var et lille halvt år ældre, søn af moster Tove og onkel Thorvald, Gudmund var yderligere et år ældre og søn af sin mor og far, Elisabeth og Hans Reinhold. Kåre og Gudmund var således feriedrenge i lange, uendelige, vidunderlige somre gennem hele deres barndom.
   Midt på gårdspladsen stod et muret, hvidkalket dueslag med sortmalet sokkel og tag. Det var rundt som en miniudgave af Rundetårn, og hele vejen rundt under taget var masser af små huller og nicher, som duer kunne flyve ind og ud ad. ”Underetagen” var indrettet til residens for lænkehunden, som dog for længst var afskaffet - ligesom jeg heller ikke husker nogen stor, omsorgsfuldt passet dueflok.

    Ny cykel

   En tidlig og vægtig erindring, som knytter sig til gårdspladsen, udspiller sig en sommerdag, da jeg var vel 6½ år. På den dag fik jeg min første tohjulede cykel. Den var ikke ganske ny, købt brugt, men malet og istandsat, en vidunderlig gave!

   Far har nok hjulpet mig med grundtræningen. Allerede den første dag kunne jeg cykle og trådte trøstigt pedalerne. Desværre havde jeg endnu ikke styr på mekanismen med af- og påstigning. Så hele den første dag forløb således: En eller anden - måske far, en af karlene eller min store fætter Olav - hjalp mig op på cyklen og skubbede mig i gang. Jeg trampede så stolt ud ad porten, ad indkørslen langs dammen, skarpt til venstre ad vejen, forbi ”Skoste” og Misses hus, forbi forsamlingshuset og ned til ”æ smej”, i alt vel en tur på 300 meter.

   Ved ”æ smej” lå der til alt held en bunke sand, fint beregnet til at lade sig falde ned i og således nogenlunde helskindet besørge afstigningen. Inde fra smedjen lød den klingre lyd af hammeren mod det glødende jern, og gennem døren kunne jeg se de lange gnister springe. Her stod jeg så og kiggede interesseret på hans arbejde, indtil han forbarmede sig og holdt en pause. Cyklen blev vendt og holdt, mens jeg satte mig op igen. Så blev jeg atter sendt af sted med et puf og cyklede tilbage til gården og ind ad porten.

   Men ak, her var ingen sanddynge, kun toppede brosten, som sandelig ikke var sjove at ”stige af” på. Altså cyklede jeg rundt og rundt om dueslaget, idet jeg højt råbende bad nogen hjælpe mig. Efter fem-seks runder kom ”en eller anden” sindigt ud fra kostald, hestestald eller stuehus og greb fat i mig, så jeg kunne stige af. Det varede dog næppe længe, før jeg bad ”en eller anden” om at hjælpe mig af sted igen, så jeg kunne gentage min færd ned til smedens sanddynge.

   Mon ikke jeg prøvede den tur omkring 10 gange den dag?    

   Længerne

   Ferupgård var som udgangspunkt opbygget som en traditionel firelænget dansk bondegård. Men dertil kom altså den lille gård med kalvestald og grisestald, og udenom hele herligheden lå diverse skure og mindre træbygninger som maskinhus, hønsegård og den slags.

   Længerne var rødkalkede og udgjorde sammen med det hvidkalkede stuehus, dueslaget og de toppede brosten en smuk og harmonisk helhed.

   Mod øst lå hestestalden. I min tidlige barndom var den virkelig hestestald med tre eller fire spand af jyske arbejdsheste, samt en overgang fætter Uffes lille, lyse nordbagge, som vi af og til red på.

   Vores fine digter, Knud Sørensen, som mere end nogen anden har beskrevet de voldsomme strukturændringer i dansk landbrug efter 2. Verdenskrig, fortæller i et digt om ”arbejdshestenes udtogsmarch”. Han beskriver det meget anskueligt således, at hvis samtlige de hestespand, som omkring 1960-1965 blev sendt til slagteren, i stedet i en lang række blev sendt sydpå parvis med en karl ved tømmerne, så ville det sidste spand overskride Danmarks sydgrænse, samtidig med, at det første drejede ind på pladsen foran Peterskirken i Rom! Denne udvikling overværede jeg: I løbet af den periode forsvandt Jens, Musse og hvad de nu hed, lige så stille fra hestestalden. I stedet stod der efterhånden tre store kraft-maskiner, traktorer af mærker som ”Fordson” og ”Volvo” nede i maskinhuset.

   Samtidig forsvandt også de fleste af karlene - ikke til hesteslagteren, men ind til byerne som arbejdere i den fremvoksende industri. Da jeg var lille, havde Ferupgård 4-5 karle og 2 piger i tjeneste. Da min fætter Uffe overtog gården, drev han og hans kone Birte den alene - og Birte havde halvtidsarbejde i Kolding. 

   De jyske arbejdsheste var utrolig smukke dyr - meget smukkere end farbror Christians grå, kolossale belgiske slidere. De jyske var rødligt gyldenbrune i skindet med lys man og hale og store hårduske ved hovene. De strålede af styrke, sundhed og kraft, og deres hove dundrede i stenbroen, så dueslaget rystede.

   Ja, udviklingen knuser meget af den skønhed og nærhed, vi mennesker har oplevet i barndommen! Men sådan har det nok altid været…

   Karlene havde hver deres hestespand, forkarlen naturligvis det stærkeste og smukkeste. De boede også i hestestalden, ikke direkte sammen med hestene, men i nogle små, bestemt ikke luksuriøse værelser i samme fløj. Tiden med lergulv og rotter i sengehalmen var naturligvis forbi, men tiden for springmadrasser og indlagt vand på værelset endnu ikke kommet.

   Fra karlekammeret kunne man se over en mark ned til forsamlingshuset, ”æ smej”, fodermesterens hus, Ferups branddam, Roeds og Landmarks gårde og landevejen gennem Ferup. Til denne udsigt knytter sig en af ”familiemytologien”s mest markante historier:

   En søndag formiddag i 1920´erne stod morbror Øjvind (min mormors bror), som da var forkarl på Ferupgård, og barberede sig foran sit lille spejl. Pludselig hørte han høj vognrumlen og hurtig klapren af hestehove nede fra landsbyvejen.

   Et øjeblik efter kunne man se ham komme farende ud af stalddøren, uden træsko og med ansigtet halvt indsæbet. Han styrtede over gårdpladsen og gennem porten, videre ud til det skarpe sving, hvor indkørslen drejer ind til Ferupgård. Her så man ham et øjeblik efter med et solidt tag i grimerne på to skumfrådende hestehoveder.

   Det, der var sket, var følgende: Min morfar og mormor, Olav og Ingeborg Rasmussen, havde været i kirke. På vejen hjem løsnede et eller i hjulet på vognen sig og gav en konstant klikkende lyd. Dette gjorde hestene sky, de løb løbsk, og da morfar ville stoppe dem, brast den ene side af tømmen. Nu havde han ikke styr over hestene. Han stod op i vognen og holdt den anden tømme i sin venstre hånd. Med den højre holdt han fast i mormor, som i panik ville springe af vognen i farten.

   Morbror Øjvind så fra sit vindue vognen komme rumlende med de panikslagne heste i vild galop. Han indså, at nede ved indkørslen ville det gå galt. Her ville hestene dreje skarpt ind mod stalden og trygheden, og vognen ramme den store sten, som markerede indkørslen, mens mormor og morfar efter al sandsynlighed ville blive slynget ud i dammen, eller værre endnu, imod et af de store træer, som kantede indkørslen.

   Morbror Øjvind kunne se, at det var hans eget hestespand. Og det lykkedes ham i yderste øjeblik at standse de to skræmte dyr, der kendte ham så godt, inden ulykken skete.

   Han var naturligvis dagens helt. ”Øjvind, du har frelst vores liv”, sagde mormor.

   Senere blev hestestalden brugt til alt muligt andet, mest kalveopdræt, tror jeg.

   Laden

   Ladens vigtigste pryd var den smukke, rundbuede port i midten, som førte ud til den korte indkørselsallé og dammen.

   Inde i laden lå hø og halm og korn i sække. Her stod også mindre maskiner som fx hakkelses-maskinen, som skar foder til heste, køer og kalve. På høstænget og imellem halmballerne var der naturligvis rig mulighed for at hitte skjulesteder og bygge huler.

   Kostalden

   I kostalden mod vest stod morbror Tages og morfars stolthed: Omkring 60 smukke, højtyden-de køer af ”rød dansk malkerace”. Både morfar og morbror Tage, som havde overtaget gården i slutningen af 40´rne, da morfar fik et hjerteanfald, var meget optaget af avlsarbejde, og kvægbesætningen på Ferupgård var almindeligt anerkendt i avlskredse.

   Jeg har selv været med, sammen med fætter Uffe, til at trække fire flotte kvier ”i ringen” ved ungskuet i Herning, mens dommerne i højttaleren roste deres kvaliteter.

   I stalden stod køerne på to lange rækker med rumpe og haler ud imod grebningen og midtergangen, der løb hele vejen ned midt igennem stalden. Ud mod staldens mure ved køernes hoveder løb to smallere fodergange, hvorfra man let kunne vælte hø, hakkelse eller kraftfoder med i krybberne.

   Der var en egen hyggelig og meditativ ro i kostalden, så stor den var. Gumlelyde, små prust og et enkelt, klagende brøl lød derinde. Og to gange om dagen klukkede malkemaskinerne og tømte køerne for de hvide dråber. Et krus nymalket mælk, 37 grader varmt, skummende og fyldt med fløde, var en himmerigsmundfuld.  

   Bag ved kostalden lå gårdens mødding, hvor en daglig strøm af trillebøre hen over smalle gangbrædder afleverede dagens høst af ”kokasser” - til glæde for millioner af fluer og en sværm af rotter, som vi dog sjældent så noget til. Dog mindes jeg rottejagten oppe på loftsrummet over kostalden. Her var der en overgang indrettet hønsehus, og halmstrøelse og hønselort havde efterhånden vokset sig til et ½ meter tykt lag - et paradis for rotterne.

   Nu skulle dette lag fjernes. Der var jo dog grænser for, hvor meget lort kostaldloftet kunne bære. Mens karlene efterhånden gravede laget op med grebe og sendte det ned på møddingen, var det vi andres opgave at stå klar med skovlene og ramme de pilende rotter, efterhånden som de blev gravet fri og forsøgte at redde sig ved flugt.

   Selv fik jeg vist ikke ram på en eneste - jeg var nok lige så bange for rotterne, som de var for mig. Men ikke så få måtte lade livet, selv om de fleste nok undslap igennem huller og sprækker.

   I den ene ende af kostalden var det klinkebeklædte mælkerum, og her herskede den mest pinlige renlighed. Her stod fodermesteren, som havde sit eget lille hus nede ved siden af Ferup Branddam, iført gummistøvler, gummihandsker og langt gummiskødskind, og vaskede malkemaskiner og mælkejunger grundigt af med brusende vandslanger og store børster. Her herskede antiseptisk kølighed i modsætning til selve kostaldens hyggelige lunhed, som stammede fra de store, rødbrune, drøvtyggende kroppe.

   

   Kalvestalden

   I kalvestalden boede kalvene. Til andre tider var der smågrise. Det var ofte fætter Uffes opgave at fodre, og når Kåre og jeg var på ferie, indgik vi naturligvis som regel i hans arbejdsopgaver.

   At blive slikket på den valledyppede hånd af en ru, let raspende, varm kalvetunge, var en hyggelig oplevelse.

   Oppe på loftet var hø og halm. Især her boede massivis af katte. Man holdt ikke kat på Ferupgård, de var der bare, i mængder, og havde naturligvis deres vigtige roller som muse- og rottejægere. Men ikke mange drømte om at kæle for en kat, endsige tage den med ind til et driverliv i stuerne.

   En undtagelse herfor var naturligvis de små, nuttede kattekillinger. Dem kunne man godt ae og se lappe mælk i sig med de små, lyserøde tunger, men ind i stuerne - nej! Og inden længe var de allerede halvstore og uinteressante. Men så var der selvfølgelig snart nye killinger på vej.

   Svinestalden

   Svinestalden løb langs med Ferupgårds have i retningen nord-syd og rummede omkring 300 fedesvin, hvilket var mange for en gård på den tid! Når jeg skriver fedesvin, så er det en sandhed med modifikationer, for fede måtte de bestemt ikke blive! De skulle gerne blive til den magre, danske bacon, som englænderne satte så stor pris på, og derfor var deres affodring lagt i ganske faste, videnskabelige rammer.

   Svinene gik i stier med lidt halmstrøelse, alt efter deres størrelse 12 til 8 i hver sti. Også her lå fodringen ofte i Uffes hænder. Når fodringstiden kom, og man åbnede døren ind til stalden, startede en infernalsk hvinen og hylen. Efterhånden, som man arbejdede sig frem mellem svinestierne, afløstes den skingrende larm af en anderledes hyggelig gumlen og grøflen, indtil hele stalden forenedes i gumleriets meditative ro. Derefter var der fred, indtil næste fodring hen under aften.

   Søerne havde små bure for sig, hvor smågrisene kunne komme ind til dem og patte, og dernæst smutte ud igen, så de ikke blev ofre for søernes ikke altid særlig ”moderlige” behandling.

   Høns og kaniner

   Oppe bag møddingen var en stor hønsegård, mest med ”hvide italienere”. Inde i hønsehuset var der naturligvis redekasser, men æggene blev nu lagt mange andre steder også, så man kom ikke så sjældent over en bunke skjulte, varme æg i en græstot eller under en busk i eller uden for hønsegården. Vi samlede ofte æg ind, som blev bragt ned til bryggerset, hvor skallerne blev rengjort med en lille sandpapirbørste, inden æggene blev pakket i bakker a´ 30 stk., som blev lagt i kasser og sendt videre til forhandling eller eksport.

   Når tante Helga eller en af pigerne rengjorde æg, kunne det ofte lykkes at få lov til at redde sig et røræg. Det var, før salmonellaen blev opfundet. Som regel havde vi ekspertise til at udfinde os hver et ekstra stort æg, indeholdende to blommer. Så hældte man hviden fra, godt med sukker i, og så rørte man grundigt og længe med teskeen, helst så tålmodigt, at de gule æggeblommer blev næsten hvide. Det var tegn på, at blomme og sukker var pisket helt sammen til den flødeagtige, hvinende søde masse, som smagte så vidunderligt.

   Burhøns var der endnu ikke noget, der hed. Men kampen for tilværelsen i den godt fyldte hønsegård kender jo enhver dansker fra H.C. Andersens ”Den grimme ælling”. Mange af hønsene så noget forhakkede og afpillede ud. Dengang var der ikke så meget offentlig fokus på dyrevelfærd, men endnu var den automatiserede, industrielle fødevareproduktion kun i sin vorden, og de fleste bondegårdsdyr havde det nok alligevel bedre på den tid end i nutidens topeffektive produktionsmiljøer.

   I et skur nær hønsegården havde fætter Olav i flere år sin egen store produktion af kaniner. Da det gik højest, var der vist over 150. Somme tider havde Uffe, Kåre og jeg tjansen med at fodre dem, og det var ikke gjort med en tot mælkebøtteblade, plukket på en grøftekant. Næh, vi drog pr. traktor ud til lucernemarken, hvor grønthøsteren stod klar. Den blev kaldt en ”Kampmann”, opkaldt efter tidens i bondekredse ikke særlig populære socialdemokratiske finansminister (med ansvar for skat), ”fordi den tog alt med”, ganske ligesom ministeren.

   Nogle meter med ”Kampmann” - og et stort læs lucerne var klar til de sultne kaniner.

   

   Køkkenhaven

   Hinsides hønsegården lå den største køkkenhave, jeg nogensinde har set. Her dyrkedes samtlige kartofler og grøntsager til Ferupgårds eget forbrug - og det var stort.

   Vorherre havde i sin uransagelige, men i dette tilfælde absolut forståelige visdom indrettet naturen og årets gang, således at jordbærsæsonen stort set startede samtidig med sommerferien. Det betød - oh fryd - at der var jordbær til dessert hver dag, enten som friske jordbær med mælk og fløde, eller som jordbær-grød. Samtidig har den gode Gud indrettet MIG så viseligt, at jeg simpelthen ikke kan blive træt af jordbær. De smagte lige så vidunderligt på dag 17 som på dag 1 - og den dag i dag!

   Når vi trængte til lækkerier, var der to og kun to muligheder.  (Ganske vist havde man i svag erindring, hvordan man som lille purk fik lov at komme med morbror Tage i Brugsen, hvor han trakterede med et stort kræmmerhus bolsjer til 10 øre. Men den guldalder lå langt tilbage.) Den første mulighed var det omtalte røræg, den anden var køkkenhaven. Heroppe stod gårdens tjenestepiger en rum tid hver dag med rumpen i vejret og plukkede. Hvor begejstrede de var over vores jordbærumættelighed, skal jeg ikke kunne sige. I øvrigt var det ikke vores problem. Så imens de asede i rækkerne, gik vi lystigt løs på det hele, bare for vores fornøjelses skyld - i starten jordbær, længere henne på sommeren var der mængder af ribs, solbær, hindbær, ærter og gulerødder. Her var ingen begrænsninger. Udbuddet var alligevel så enormt, at selv den mest forslugne feriedrengs indsats på bær- og ærtefronten næppe lod sig registrere.

   Stuehuset

   Ferupgårds stuehus var en smuk og anselig hvidkalket bygning. Den bestod af stueetage og loft. Midt på bygningen gik loftet ud i en stor femfags karnap. Her var morbror Tages og tante Helgas soveværelse, samt fætrene Olav, Uffe og Helges og kusine Ingers værelser. I den nordre gavl var indrettet to gæsteværelser, og i den søndre et par pigeværelser.

   I gæsteværelserne sov bl.a. jeg og Kåre. Når man som lille kom op ad trappen, var der nogle knagende skridt hen over det dystre og lidt uhyggelige loft, indtil man kom hen til gæsteværelsedøren, smuttede ind, tændte lyset og lukkede døren. Så var man undsluppet spøgelser og gespenster og tilbage i civilisationen igen - puhha.

   Stueetagen fra vest til øst: I den vestre gavl er der indgang til bryggerset. Her renses æggene, og den grovere klargøring af madvarer foretages.

   Derfra en lang, mørk korridor op til den store spisestue på højre hånd og køkkenet på venstre hånd. I spisestuen er der et bord med plads til mindst 12. Ved spisetid (kl. 12 og kl. 18) sidder morbror Tage for bordenden. På den lange bænk langs vinduerne sidder karlene i ”rangorden”, forkarlen nærmest Tage. Efter hovedretten udstikker morbror Tage retningslinjerne for eftermiddagens eller næste dags arbejde.

   Ved den anden langside og bordende sidder børn og feriebørn, samt pigerne og tante Helga, når de altså ikke går til og fra med mad og tallerkner.

   Karlene spiser vældige portioner. Kartoflerne toppes op på tallerkenen og nærmest skovles ind i munden, og det går rask! Man fornemmer tydeligt, at her gælder det godt med brændstof til hårdt fysisk arbejde.

   I øvrigt er spisestuen velegnet til at lege i, når det fx regner. Den er kun nødtørftigt udsmykket, og det eneste, der kan gå i stykker, er vinduerne. I dem, som også i køkkenet og morfars og mormors stue, hænger lange, snoede fluefangere med masser af fluelig. Når fluen sætter sig på fangeren, hænger den fast i den klæbrige overflade. Der kan den så hænge og summe, indtil den opgiver ævred og kreperer. Og sådan går det mangen overmodig flue, som ikke kan finde ud af at holde sig ude på møddingen!

   Køkkenet kan sagtens rumme tante Helga og 2-3 piger ved køkkenbordene. Det er fantastisk at se tante Helga arbejde - hun skræller mageligt tre kartofler på den tid, det ville tage mor at skrælle én. Tante Helga er ”et jern”. Hun har altid travlt, men hun er sød og venlig, og Ferupgård er ”et godt madsted”.

   Der er også et lille spisebord i køkkenet. Her kan man få sin morgenmad, og kl. 10 om aftenen vanker der ostemadder eller jordbærgrød.

   Dagligstuen bruges mest, når der er gæster.

   Den fine stue er vi stort set aldrig i. Men der har morbror Tage sit skrivebord, og på sofaen tar han sin middagslur, med ”Kolding Folkeblad” over hovedet.

   Imellem spisestuen og den fine stue er hoveddøren ind til gangen, nøjagtig midt på bygningen. Den benytter vi ikke ofte, men på knagen i gangen hænger morbror Tages dobbeltløbede jagtbøsse, som vi absolut ikke må røre.

   I den østlige tredjedel af stuehuset har morfar og mormor deres aftægtslejlighed. I de tidlige år er morfar stadig aktiv på gården. Han er kommet vel over sit hjerteanfald, som medførte, at Tage overtog gården. Nu fodrer han kalve, foretager reparationer og udfører andet lettere arbejde. Længere fremme i tiden nøjes han med små ture i bygninger og have, samt ”Kolding Folkeblad” i lænestolen.

   Deres lejlighed er adskilt fra dagligstuen med en dobbeltdør. Bag den har de to små stuer, den fine stue og dagligstuen. Dertil kommer et lille køkken, wc og soveværelse. Jeg husker tydeligt den sødlige lugt af tis og sved fra soveværelset. Som alle andre i deres generation sover de med natpotte under sengen.

   Mormor og morfar er i de tidlige år vores faste holdepunkt. Et højdepunkt er et raskt spil ”Æsel” med mormor. Her gælder det om at komme først af med alle sine kort ved at lægge dem i talfølge i forskellige bunker på bordet.

   Senere er vi ”raske drenge”, som af og til farer igennem de stille stuer som en stormvind, på vej ud og spille fodbold eller fodre grise. Men mormor og morfar er stadig et fast holdepunkt i tilværelsen. De skal bare være ”på plads og i orden”, som fløjtetønder og sømærker langs vores livs sejlads…

   Haven

   Haven ligger vest for stuehuset, stor og smuk. Nærmest huset er den mest en stor græsplæne, kantet af bede med buske og blomster. Midt på er den adskilt fra den fjernere del af et kæmpestort, gammelt valnøddetræ. Bag ved det er der mere prydhave med masser af blomster.

   Langs havens østlige udkant er det en lang allé af hasselbuske. Her er sollyset sparsomt, og jo længere, man kommer ind ad alléen, jo mere får den karakter af vildnis og skov, ideelt til ”put” og hulebyggeri. Desværre når hasselnødderne ikke at modnes, inden sommerferien er forbi.

   Omkring 10-års alderen bliver vi tre fætre simpelthen bidt af en gal fodboldspiller. Til dette herlige spil egner havens græsplæne sig fremragende, og jeg har ikke tal på, hvor mange gange, vi har ”krøllet” imod hinanden én mod én, mens den tredje stod i målet.

   I sandhedens interesse må det indrømmes, at fætter Kåre fodboldmæssigt nok er den bedste af os. Til gengæld er fætter Uffe den hidsigste og den, der dårligst kan tåle at tabe! Tæt fulgt af mig, som heller ikke savner temperament. Flere gange udvandrer Uffe i protest imod en urimelig dom eller et uretfærdigt resultat, men endnu den dag i dag kan han ikke komme ud af den erindringsforskydning, at han stort set vandt alle kampene!

   Når vi ikke skændes, om der er frispark, eller om bolden er over, fordi målmanden ikke kan nå den, så diskuterer vi livligt, hvem der er bedst: Jeg holder på den opportunistiske lille centerforward, lynhurtige dribler og målmaskine, Ole Madsen fra HIK. Kåre tilbeder Henning Enoksen, Vejles og landsholdets venstre innerwing med det tordnende venstrebensskud. Uffe holder på supertalentet og charmøren ”Bette Halle”, Harald Nielsen fra Frederikshavn, som senere får en stor karriere for Bologna i Italien, hvor han både bliver mester og topscorer.

   Der er intet så skønt som en diskussion, der ikke kan afsluttes, fordi de objektive kendsgerninger ikke lader sig indfange.     

   Landmandsliv

   Som søn af huset har Uffe naturligvis en del pligter i gårdens daglige drift. Og set i det perspektiv er han faldet ret heldig ud. Storebror Olav er mere intellektuel og bliver lærer, mens lillebror, efternøleren Helge, i sit voksenliv kommer til at arbejde med it. Men Uffe er rigtig bondesøn og stolt af det, og det falder ham helt naturligt, at han som voksen skal overtage den fædrene gård. Han elsker livet i den friske luft og dyrene, og han vil være landmand.

   Når vi er på Ferupgård, indgår Kåre og jeg selvfølgelig i en del af hans pligter, fodring har jeg allerede omtalt, men jeg husker det nu ikke, som pligterne er tyngende og en byrde for os. Måske er sandheden den, at Uffe i et vist omfang bliver frigjort fra sine pligter, når vi er der. I hvert fald har vi masser af tid til fodbold, fiskeri, kroket, ærteplyndring og alle de andre herlige ting, vi foretager os. Pligterne bliver aldrig strengere, end at de for en forstadskøwenhavner er en fornøjelse.

   Dog med en enkelt undtagelse. Da jeg er 14-15 år, bliver vi direkte hyret af morbror Tage til roehakning. Det er en aktivitet fra før pesticidernes tid. Med et langskaftet hakkejern fjerner man de overskydende små roeplanter imellem den enkelte, som fik lov til at stå for at vokse sig stor, og den næste, omtrent 15 cm henne, samt hvad der er af ukrudt. Så et lille skridt til siden og næste roe frilægges. Lønnen er 15 kr. om dagen for en 10-timers arbejdsdag.

   DET er hårdt. Forkarlen går forrest og sætter et rask tempo, og derefter følger vi andre 5-6 stykker i vifteform bagefter med hver sin række, med mig, den absolut langsomste, som rosinen i pølseenden, altid uhjælpeligt bagefter. Dog, jeg bliver hjulpet: Når forkarlen er færdig med sin række, går han over i min og ”hakker mig i møde”, mens de andre holder et kort hvil.

   Marken er stor! Rækkerne er endeløse, vel op mod 200 meter pr. stk. Efter 3-4 timer er jeg radbrækket i hele kroppen, ryggen er låst fast i krumbøjet stilling, og om aftenen kan jeg næsten ikke røre mig. Så vedholdende fysisk arbejde er jeg ikke vant til.

   Mon ikke det er mor, der går i forbøn for mig hos morbror Tage og får mig løst fra min kontrakt. I hvert fald får ikke blot jeg, men vi alle tre, næste dag fri fra roehakningens pinsler.

   Glad er jeg, men også temmelig flov. Nu har jeg da én gang for alle bevist, at jeg er en forstadskøwen-havner, slap, slatten og ingen nytte til.

   En anden gang har jeg solo fået det job at køre ud med høvenderen og Uffes nordbagge og vende hø på en stor mark, hvor det ligger til tørre. Høet, som jo bare er tørt græs, ligger på marken, hvor det er mejet, for at tørre i solen, inden det skal stakkes.

   En høvender er et bredt redskab med to store hjul og trukket af en hest. Imellem hjulene er der 8-10 ”kæmpegafler”, som, når hjulene kører, hvirvles med rundt. Gaffelspidserne griber fat i høet, som hvirvles med op i vejret og derefter lander på marken igen, forhåbentlig vendt om, så høet kan blive godt gennemtørret af solen.

   Det er et vidunderligt arbejde! Sol og sommer, nordbaggen skridter roligt af sted, under mig klaprer ”gaflerne” lystigt, og oven på høvenderen sidder jeg i jernsædet med tømmen i hånd og skråler sange af fuld hals.

   Nu ville det jo have været passende, hvis det var Jeppe Aakjær, jeg skingrede ud over mark og vang. Men det ER Beatles. Så vi er nok i sommeren 1964. Jeg husker stadig disse formiddagstimer som nogle af de lykkeligste i mit liv. Sol, sang, frihed, ingen bekymringer i verden.

   Dog bliver min hjemkomst endnu en gang lidt flov. Da klokken nærmer sig 12, mangler jeg stadig en stump mark. Men bange for at gå glib af middagsmaden drejer jeg min hyphest ud på markvejen og klaprer hjem ad gården til. Her spørger morbror Tage mig, om jeg er færdig. Jeg svarer nej og begrunder det med, at det jo er spisetid. Morbror Tage svarer tørt, at jeg vel nok havde kunnet gøre arbejdet færdig først. Og da jeg siger, at jeg da kan gøre det færdigt efter middag, mumler han en anelse tvært, at det kan være det samme. Og så spilder han ikke flere ord på mig.

   Endnu engang har jeg bevist, at jeg er forstadskøwenhavner med rigoristiske, socialdemokratisk inficerede ideer om pauser og arbejdstid. Ak ja…

   Ferup by

   Som et resultat af udskiftningen i 1800-tallet ligger Ferup ikke som en klynge gårde omkring et gadekær, men spredt ud over et større område, så hver gård ligger på sit eget nogenlunde samlede dyrkningsareal. En ”bykerne” kan man derfor ikke rigtig tale om. Nærmest kommer området langs landevejen ved Roeds og Landmarks gårde samt et par gårde til, ”æ smej”, forsamlingshuset, gadekæret og Ferupgårds fodermesterbygning med dertil hørende ishus.

   Hvis vi starter ved Ferupgårds udkørsel, så går vejen til højre ud ad landsbyen mellem Ferupgårds jorder, op over bakkerne ved Fæsterholt og væk.

   På vejen passerer man daglejeren Ejners lille stråtækte hus, med masser af børn, som vi aldrig leger med, pigerne i ternede eller stribede kjoler, drengene med snot under næserne. Det er som at se ”Skadereden”, Ditte Menneskebarns barndomshjem.

   Hvis man drejer til venstre ved Ferupgård, kommer man snart til Skoste og Misses hus. Tilnavnet ”Skoste” er vel afledt af det tyske ”schuster”. Han er Ferups skomager, som med solide søm og absolut ingen finesser banker slidstærke såler under landsbyens sko.

   Misse er lige så meget ”et jern” som tante Helga, højt respekteret (men næppe højt lønnet) for sin effektivitet i alt kvindearbejde. Ved spidsbelastning, så som festligheder, høstens tid, slagtetider m.m., tilkaldes Misse til køkkenet, og så går det rask!

   Senere, da det kgl. Danske postvæsen etablerer postomdeling i Ferup og omegn, oprinder bedre tider for Skoste. Han bliver postbud og embedsmand og frabeder sig fra da af sit gamle kaldenavn. Nu er han ”æ post”. Både socialt og økonomisk er det et solidt spring frem i verden i forhold til dengang, de skulle leve af hans skoflikkeri og Misses slid.

   Nede på hjørnet bor Uffes kammerat ”Gunner o æ jønn…” Her deler vejen sig: Til højre mod Højrup og Kolding, til venstre ned mod Ferup by.

  

   Bryllup

   Overfor ”Gunner o æ jønn…” ligger forsamlingshuset. Her afholdes alverdens arrangementer: Høstfest, andre fester, foredrag, gymnastik, dilettant, folkedans, koncerter og meget andet. Det er dog mest i vinterhalvåret, så jeg har ikke oplevet så meget af det. Og nogle af aktiviteterne er måske i færd med at dø ud med fjernsynets indtog?

   Dog husker jeg en enkelt høstfest. Jeg var vel 13½ år og måtte opleve den forsmædelse at blive sendt hjem kl. 10, mens min kusine Kirsten, Kåres storesøster på 15, fik lov at blive. Og endnu værre: Da jeg dybt såret spurgte om grunden til denne himmelråbende uretfærdighed, sagde moster Tove: ”Det kunne jo være, at der er en ung mand, der vil følge hende hjem!”

   Ingen drømte om, at denne unge mand kunne være mig! Faktisk var jeg temmelig lun på kusine Kirsten! Næh, jeg var kuns et barn! (Eller værre og endnu mere skamfuldt: Måske havde de gennemskuet det - og jeg blev i min barnlige forelskelse betragtet som en hindring for kusine Kirstens lykke…)

   Ak ja, ens barndom er fyldt med bitre oplevelser.

   Fra familiemytologien: Den 29. juni 1945 er der stort dobbeltbryllup på Ferupgård. Døtrene Tove og Elisabeth (min mor) skal giftes med henholdsvis Thorvald og Hans Reinhold. På vejen til kirken i Ågård (8 km) er vejret strålende, men solen lidt stikkende. Midt under vielsen bryder et voldsomt uvejr løs. Tordenen buldrer, og regnen står ned i stride strømme.

   Da det er lige efter krigen (”Ja, og så kom befrielsen - men for mig varede den jo ikke længe”, som far altid sagde…), er næsten alle bryllupsgæster med hestevogn. Inden de når tilbage til Ferup, er de gennemblødte til skindet.

   På gårdspladsen har det vist sig, at det store, lejede telt er aldeles utæt. Det klare vand står i suppetallerknerne, og bordduge og dekorationer er ødelagt. Men som den handlingens mand, morfar er, tilkalder han assistance, heste og vogne fra hele Ferup - og festen flyttes bogstavelig talt med hånd- og hestekraft de 200 meter ned i forsamlingshuset.

   Imens tørres der hår og tøj, og gæsterne underholdes med musik og sang inde i stuehuset. Da festen er flyttet og bordene dækket på ny, genopvarmes suppen, og en dyb stilhed sænker sig over værter og gæster. Kun slubrelyde høres, da de nu endelig får stillet den værste sult.

   Derefter rejser fars gode ven Georg Berggreen sig og deklamerer nedenstående af Kumbel (Piet Hein): 

                                     GRÅVEJRS-GRUK

                                            Husraad

Naar du fæster en hjertenskær –

saa lad det ske i pjaskvaadt vejr,

graa alléer og vaade klær,

graavejrslys mellem vaade træer.

Naar du lægger dit aarsbudget –

saa lad det ske til regnvejrsskvæt,

himmelraabende, graa, forgrædt

himmelregn mod dit vindusbræt.

Det som starter i sol og blaat.

taaler tit ikke graat og vaadt.

Det som holder i regnvejrsskær,

varer nok gennem al slags vejr.

   Latterklukken signalerer, at den gode feststemning nu atter har meldt sig. Og dagen bliver på alle måder mindeværdig.

   Ungdom

   Ved gadekæret ligger som sagt fodermesterens hus, og her har han opfindsomt etableret en iskiosk, som i en årrække fungerer som kulturcenter og mødested for Ferups talstærke  ungdom i de lune sommeraftner. Ferup vrimler med børn og unge. Byens egne, naturligvis, og dertil mængder af karle og piger på de store gårde. Efter håndbold eller fodbold på sportspladsen mødes stort set HELE ungdommen ved ishuset, hvor is og spejderhagl spenderes på den udkårne, hvisken tiskes, der grines og fjantes, og potente knallerter gasses op til et forkølet brøl. Ung til alle tider…

   Selv er jeg naturligvis lidt udenfor, da jeg jo ikke kender de andre så godt, især ikke pigerne. Men situationen rummer alligevel så meget spænding og giver anledning til såre nyttig erfaringsakkumulation, så jeg finder det bestemt ganske interessant at være tilskuer.

   I øvrigt bliver jeg meget fint behandlet af de unge Feruppere. Selvfølgelig bliver udtrykket ”køwenhavner-snude” anvendt, men i et temmelig godmodigt tonefald, og af drilleri er der intet. Først som voksen slår det mig, at årsagen sikkert er den, at jeg er i familie med landsbyens største hartkorn og dermed er omfattet af den respekt, som bliver Ferups mest ansete landmand til del.

   Mon jeg havde undgået mere saftige drillerier, hvis jeg havde været feriedreng hos en husmand? Næppe…

   Rovfiskeri

   Over for ishuset ligger Roeds og Landmarks gårde. Også de store gårde, og Roeds og Landmarks spiller ofte whist med Tage og Helga på Ferupgård, mens cigarrøgen bølger, og snak og latter stiger mod dagligstuens loft.

   Hvis man cykler ad markvejen ned langs Roeds ejendom, kommer man snart ned til en lille å eller stor bæk, kantet af elletræer, pil og buske. Her cykler vi ofte ned med Uffe i spidsen, bevæbnet med følgende: Omkring 30 fiskeliner med korkpropflåd, blylod og kroge, en dåse med friskopgravede regnorme, samt 30 solide 5-tommersøm. Uffe er på dette felt den rutinerede af os: Han ved lige, hvor linerne skal lægges ud, gerne i nogenlunde roligt vand under en trærod eller lignende.

   Krogen stikkes på langs igennem den sprællende regnorm, indtil krogen er helt skjult.  Sømmet stikkes igennem en lille løkke på linen og fastgøres solidt i åbreddens jord. Og så lægges linen ud i strømmen, så krog og orm ligger et passende sted for en nysgerrig fisk.

   Næste morgen røgtes de 30 kroge. I hvert fald indtil 1961-62 kan vi let hente fem ørreder og fire ål ind på sådan et enkelt fiskedræt. Er det mon deromkring, at gødskning og pesticider tar overhånd? I hvert fald husker jeg det, som om fangsternes mængde langsomt går ned ad bakke. Og få år efter er fangsten lig nul.

   Tante Helga modtager med fornøjelse dette supplement til den daglige menú.

   Længst henne mod Brugsen ligger sportspladsen. Jeg ved, at morfar omkring 1948 har skænket to tønder land til landsbyen til dette formål. Her spilles mængder af fodbold- og markhåndboldkampe i løbet af sommeren. Kun ganske få af børnene og de unge er på ferie, så der er ingen problemer med at stille hold mod de andre landsbyer. Selv får jeg også lov til at spille med i et par fodboldkampe.

   Jeg husker en markhåndboldkamp, hvor store fætter Olav er med og scorer fire elegante mål fra højre fløj.

   Og bagefter går turen til ishuset…

   Brugsen er en rigtig landbrugs med foderstoffer, plovskær, seletøj og salpeter, foruden naturligvis sukker i sukkerskuffen, gryn i grynskuffen, mel, kaffe og alle de andre kolonialvarer. Sjovt nok betaler man åbenbart ikke. Det hele skal bare ”skrives”.

   Et stykke inde ad vejen langs Brugsen ligger Ferup Skov, som hører til dels Ferupgård, dels de andre gårde. Her drives naturligvis lidt skovbrug, men ikke mindst som jagtområde holder morbror Tage meget af skoven. Og da han bliver gammel, og Uffe overtager gården, bliver han nærmest ”skovgangsmand”. Nu gælder det ikke så meget jagten som skovens trivsel og det at færdes i naturen og observere dyre- og plantelivet.

   Længere oppe ligger Ferup Station. Hertil ankommer ”Troldtoget”, en rødhvid skinnebus, som betjener strækningen Kolding-Troldhede. Ad den vej er far og mor, Ingeborg og jeg adskillige gange ankommet til Ferup. Det sker dog, at vi bliver hentet i Kolding - eller oftest på Ejstrup Station, som ligger på strækningen imellem Kolding og Lunderskov.

   Både bager og landsbyskole finder man på den tid. Men om sommeren er skolen naturligvis lukket, og skam få den, som skænker skolen en tanke!

   Omliggende solsystemer

   I Ferup lå universets centrum. Men rundt på egnen fandtes andre solsystemer, som på en eller anden måde havde tilknytning til Ferup.

   Omtrent 8 km nordud ligger Ågård, som Ferupgård igennem den grundtvigske frimenighed og friskole fik en nær tilknytning til. Herom vil jeg berette i en anden sammenhæng. Men på Ågård Kirkegård ligger både morfar og mormor, Tage og Helga og min far begravet. Og mor skal ligge der, når den tid kommer.

   I Vingsted ligger et stort idrætscenter, hvor jeg mange gange har været til sommerstævne med De Danske Skytte- Gymnastik- og Idrætsforeninger. Også det vil jeg berette om i en anden sammenhæng.

   I Kolding boede min mors højt elskede yngste søster, moster Inga, med sin mand, onkel Ove, og de efterhånden tre fætre og kusiner, Johannes, Marianne og Rigmor. Først på Glentevej, så på Dreyersvej og til sidst på Lykkegård. Ove var dyrlæge, og jeg har adskillige gange haft den specielle fornøjelse at være med ham på ”sygebesøg” på egnens gårde. Onkel Ove er en udadvendt, temperamentsfuld og charmerende mand med en kvik replik og godt humør. Selv landmandssøn, taler han frimodigt med egnens bønder, som tydeligvis sætter pris på ham og hans dygtighed. At se ham frejdigt jage en arm langt ind i en kos røv og grave lort ud var en særpræget oplevelse for en storbydreng. Så gjaldt det om at være grundig med vand, sæbe og neglebørste bagefter.

   Moster Inga var sød og elskelig. Ligesom mor havde hun gået på konservatoriet og spillede smukt klaver. Hun havde elever, bl.a. kusine Inger i en periode. Men ellers havde hun nok at gøre med at hjælpe onkel Ove med forretningen og tage sig af familien.

   (Allerede i 1975 dør moster Inga af kræft, kun 48 år gammel. Alle sørger, og mor er sønderknust. Inga var den lille efternøler, som de alle elskede.)

   De tre børn i Kolding var da rigtig søde. Desværre havde de den fejl, at de var for små! Og da jeg jo var velforsynet med Uffe og Kåre på Ferupgård, så blev mine besøg i Kolding relativt korte. Men for lillesøster Ingeborg blev familien i Kolding stedet! I Ferup var ganske vist kusinerne Inger og Kirsten, men de var alligevel lidt for store. Fætter Anker og kusine Elisabeth var for små og havde hinanden, men i Kolding fandt Ingeborg sin plads som reservestoresøster igennem årene, når vi var i Jylland. Og det var jo godt. Så havde vi drenge på Ferupgård jo heller ikke mas med hende så længe…

   Fjernere satellitter

   Med til sommerbesøgene i Jylland hørte også som regel et besøg på Midtfyn, enten i Gislev eller Trunderup.

   I Gislev var onkel Thorvald leder af den lokale grundtvigske friskole, mens moster Tove hjalp til og tog sig af familien. Her var jo Kåre, men sandelig i den sammenhæng også Kirsten og Elisabeth, som jo sammen med Ingeborg godt kunne spille en rolle, når nu fættertriumviratet manglede et medlem. Så der blev spillet bold, leget skjul, tik og ”spark til bøtten” samt mange andre lege.

   Moster Tove var en kærlig og varmhjertet moster, som jeg elskede højt. Jeg kan stadig høre hende sige ”nåh, lille Gudmund” med sin medfølende stemme, når jeg var ked af et eller andet.

   Onkel Thorvald var jo skolelærer, med de dertil hørende ”erhvervssygdomme” (- som jeg kender fra mig selv, bare se dette skrift!) Han elskede at fortælle og vidste alt kulturelt og historisk om fx de steder, vi kørte forbi. Jeg var selv særdeles interesseret og labbede gladelig det hele i mig. Kirsten, Kåre og Elisabeth derimod fik vist nok af den medicin til daglig…

   Det var en stor sorg, da onkel Thorvald mistede stillingen på Gislev Friskole. Fætter Kåre var knust. Og da onkel Thorvald fik stilling på Mors, var Kåres fattige og eneste trøst, at dér stammede helten Henning Enoksen fra. Senere blev onkel Thorvald biblioteksmedarbejder i Nykøbing Mors, og moster Tove blev en meget dygtig og afholdt oldfrue på Nykøbing Sygehus.

   I Trunderup, 8 km fra Gislev, var morbror Helge leder af den grundtvigske friskole, og det lige til han gik på pension. Tante Margrethe var en flot, statelig og omsorgsfuld dame, som vist nok også havde timer på skolen, i hvert fald i husgerning.

   Fætter Anker havde jo desværre den fejl, at han var for lille. Men det var nu alligevel ganske interessant at besøge Trunderup Friskole og gå på opdagelse i de tomme klasselokaler, hvor der blandt andet lod sig finde mange interessante drengebøger.

   Morbror Helge var også en glimrende fortæller. Ikke mindst ”familiemytologien” lagde han stor vægt på - og kunne på fingrene.

   Mange år efter møder vi Anker på en rejse til Sicilien, som vore to familier tilfældigvis har meldt sig til på ”Dansk Fællesrejseforening”. Her opstår venskab og genopstår familieskabet, nu da aldersforskellen er udjævnet af tidens tand.

   Siden er Anker emigreret til Australien, hvor han netop nu er ved at indrette sin bil som ”kørende hjem”, så han ganske solo kan berejse verdensdelen på kryds og tværs, på jagt efter både håndværksarbejde og nye eventyr…

  

   Morfar og mormor

   Morfar og mormor bliver langsomt og umærkeligt ældre.

   En uge om året besøger de os i Sorgenfri. Så har de fars og mors soveværelse, og for Ingeborg og mig er det en svir! Ingeborg kryber op til morfar, som fortæller dramatiske jagthistorier om Mikkel Ræv og hønsehuset. Jeg putter mig op til mormor, som fortæller sagn om gamle danske helte som Rolf Krake, Roar og Helge og Stærkodder. Mormor er en fremragende fortæller med virke som småbørnslærerinde, før hun blev gift med morfar. Hun er et poetisk og romantisk gemyt i den grundtvigske tradition, og hendes historier er aldrig glemt!

   Morfar er mere jordbunden, men på bunden af sit sind også en romantiker, meget musikalsk, og hans holder meget af mormors højtflyvende sind. Men i sine velmagtsdage tillod han aldrig romantikken at komme i vejen for gårdens drift og hverdagens krav. Og han kunne blive stjernegal, når mormor i høstens tid syntes, at nu kunne det være nok med alle disse krævende mandfolk,  ”gik i strejke” og lagde sig op i gavlværelset for at læse Christian Winther.

   Den venligt-romantiske poet, Christian Winther, er mormors yndlingsdigter. Hun kan lange passager af ”Hjortens Flugt” udenad. Gennem ham elsker hun Sjællands venlige landskab, og en gang arrangerer mor og far en biltur for hende og os alle, en hel dag rundt i Nord- og Sydsjælland.  Mormor er i sit es, nynner ”Flyv fugl, flyv over Furesøens vove…” og deklamerer ”Hvor tindrer nu min stjerne, hvor dølger sig min skat”.

   Morfars gamle HGF er for længst udskiftet med en Ford Anglia, som han hjemme på Ferupegnen kører mindre ture i med mormor, mest til kirken i Ågård.

   En skæbnesvanger søndag i 1965 bliver morfar, som jo er over 80, overhalet af en bilist. Pladsen er trang, og den overhalende bilists kofanger griber fat i Angliaens forskærm, hvorved bilen drejes af vejen og ind i et vejtræ. Farten er begrænset, men det er før sikkerhedsselens tid, så mormor glider ned i bunden af bilen og brækker benet. I sig selv ingen farlig skade, men mormor er temmelig tyk. På hospitalet går det hurtigt ned ad bakke for hende, og hun dør tre måneder efter.

   Da slukkedes også lyset i morfars øjne. De sidste år uden mormor er han ikke rigtig til stede. Han bliver gradvis svagere og dør i 1969 på alderdomshjemmet Bethel i Smidstrup.    

   Tage og Helga

   Måske er morbror Tage dybest set også en romantiker, som ser bondelivet og sin gerning i lyset af Jeppe Aakjærs sange. I hvert fald er der ikke en familiefest, hvor den blå Højskolesangbog ikke ligger ved hver kuvert og bliver flittigt brugt, og morbror Tages yndlingssang er ”En bonde med sin sædekurv, det er for mig et højtidssyn…”

   Selv om min mor som bondepige betragtet aldrig blev nogen succes - hun var bange for dyr og egnede sig mere til klaverspil end til landbrug - så bliver hun rasende, hvis nogen fx i København taler nedsættende om bonden eller ligefrem bruger det forkætrede ord ”bonderøv”. ”Bonde er et hædersnavn”, siger hun skarpt - og sådan er tankegang og selvforståelse i familien Rasmussen i Ferup.

   Tage er dog også i højeste grad en aktiv handlingens mand. Han er gymnastikleder, aktiv i landbo- og kvægavlsforeninger, i politik og meget mere. Men da strukturændringernes krav i 60´erne og 70´erne overfalder dansk landbrug, lykkes det ikke helt at få Ferupgård med. Da Uffe overtager gården i 1975, har den en temmelig stor gæld. I 1982 må Uffe sælge, og gården forsvinder ud af familiens eje. En gammel slægtsgård var det ikke - morfar køber den i 1916 - men alligevel følte alle det vist som et kulturtab efter alle de minder og familiehistorier, den var kommet til at rumme på de godt 65 år.

   Morbror Tage og tante Helga flyttede ind i et lille hus nær Ferupgård. Tage blev som sagt skovgangsmand - og lokalhistoriker, skrev og udgave hele 7 fortræffelige bøger om Ferupgård, om slægten og om Ferup. Jeg har læst dem alle flere gange. I en anden artikel vil jeg forsøge at ridse ”den danske bonde”s historie op, og her vil jeg i høj grad bruge løs af morbror Tages materiale - og i øvrigt henvise til værkerne, som absolut har værdi i deres egen ret.

   Tante Helga får efter årene som landbokone arbejde som ergoterapeut for egnens ældre, hvilket passer hende godt. Senere har de to en rolig og lang periode som pensionister sammen. Til sidst bliver morbror Tage næsten lam, mister talens brug og må sidde i kørestol. De dør begge i 2005 efter et langt og godt liv.

   Ak, hvor forandret…

   Ferup ligger der endnu. Men nu blot som en tom skal, hvis indhold er forsvundet. Jeg drømmer ikke om at fornærme de nuværende indbyggere i Ferup (som jeg ikke kender). Men hele den landbokultur, som jeg var så svineheldig som forstadskøwenhavner at få lov til at opleve den gang, er i dag forsvundet som dug for solen.

   Min kone og jeg kørte igennem for ½ år siden.

   Hvor er Ferupgård? Ja, stuehuset står der endnu, smukt istandsat og beboet. Men de tre store længer er væk, brændt i 1975. Hen over det område, hvor møddingen, hønsegården og køkkenhaven stod, breder sig en for 70´erne hypermoderne stald, som Uffe lod opføre efter branden, med plads til 120 køer, malkning af 16 køer ad gangen og automatisk mugeanlæg. Topeffektiv, ja, men ikke effektiv nok til at klare tidens voldsomme strukturændringer i landbruget.

   Hvor er ishuset? Væk. Åen? Fiskeløs. Sportspladsen? Græsset står højt og vidner om, at den næppe benyttes. Brugsen? Lukket. Bageren? Væk. Skolen? Lukket. Troldhedebanen? Omdannet til naturcykelsti.

   Og hvor er alle de unge? De er blevet gamle, naturligvis, men deres afløsere? Tjah, de bor vel i Kolding eller sovebyerne omkring og er studerende eller har arbejde i diverse servicesektorer. Inde i gårde og huse sidder vel nogle børn og chatter på facebook via deres Iphone.

   Nå, kun et skarn henfalder til fortvivlelse. I stedet vil jeg glæde mig over, at min barndom, ja hele mit liv fik lov at blive beriget af de vidunderlige sommeroplevelser i Ferup.

   Jeg kunne bare godt tænke mig, at mine børn havde fået lov til at opleve noget lignende…

   Og så…

   Og så blev man 17-18 år, arbejdede i ferien og tog på vandretur i Norge for pengene, begyndte at interessere sig for politik, øl, kvinder, rockmusik, glemte næsten morfar og mormor, hvis død og begravelse blev registreret med beklagelse, hastigt på vej videre i det spændende ungdomsliv, hvor langt hår, oprørske ideer, hash og gang i den hurtigt overskyggede det nære fætterskab og barndommens oplevelser.

   Alligevel har barndommens uendelige sommerdage gudskelov vist sig uforglemmelige. I en lang årrække naturligvis skudt i baggrunden til fordel for opdagelsen af ungdomslivet og 60´ernes eksplosive tid, senere til fordel for voksenlivets forpligtelser med arbejde og børn. Jeg har hele tiden vidst, at disse oplevelser har været noget helt specielt, som har beriget mit liv afgørende helt fra dengang og til den dag i dag.

   Og heldigvis nåede jeg da i tide at besinde mig på, hvordan barndommens oplevelser, som dengang forekom så selvfølgelige, har haft denne enestående værdi og i øvrigt kun lod sig gøre, fordi kærlige og behjertede familiemedlemmer gjorde dem mulige for os.

   Så det lykkedes mig på runde dage at få sagt tak til Tage og Helga i tale og sang, ligesom det gode fætterskab lever i bedste velgående.

   CODA

   Fætre og kusiner

   Om sommeren havde vi tre fætre skyklapper på. Vores forældre fandt hurtigt ud af at koordinere vores sommerferier. Så havde vi hinanden, og så behøvede de sådan set ikke bekymre sig mer om os – bortset fra tante Helga, som stod for vores affodring. Men der var da andre fætre og kusiner, som alle fortjener at nævnes.

   Fætter Olav var som nævnt ældste søn på Ferupgård, afholdt af alle. Alle er enige om, at fætter Olav er ”god”. Det har jeg selv ganske klare erindringer om:

   Et år fik jeg mæslinger på Ferupgård. Huslægen blev tilkaldt og meddelte med sin let kyniske lægehumor, da han så min rødspættede krop, at ”jeg var lige til Billedbladet…”

   Mæslinger var normalt ikke en farlig sygdom. Men den tog tid, og man var ikke mange sure sild værd, så længe den varede. Så i timevis satte Olav sig ved min seng og læste op af den drabelige indianerroman ”Gule Ulv”.

   Og i mit eje har jeg stadig et eksemplar af Elsa Beskows billedbog ”Oles skitur”. På indersiden af omslaget er indlimet et fejlfrit og nydeligt skrevet brev fra Olav, som jeg her vil citere i sin helhed:

                                                ”d. 23 Sept. 1953.

   Kære Gudmund

Vi blev rigtignok kede af det, da vi fik at vide, du lå på sygehuset, men det er vel nok godt, du ikke er rigtig syg.      (Jeg havde brækket armen.)

   Uffe og jeg var med far i Kolding i dag, og så købte vi ”Oles Skitur” til dig, mon du kender den?

   Den bog fik jeg af farmor til jul 1944, og nu fortæller mor den for Uffe hver aften, når han skal i seng.

                                                          Kærlig hilsen

                                                                          fra Olav

Jeg skal hilse dig fra Uffe, Inger, far og mor.”

   Jeg fik den oplæst mange gange, og nu læser jeg den selv for mine børnebørn.

   Store brødre eller fætre kan jo ellers nok være brovtende eller voldsomme overfor de små. Aldrig Olav. Han blev en afholdt lærer i Lem og siden Fredericia. Som fortæller har han arvet mormors talent, har bl.a. fortalt uddrag af Selma Lagerlöfs værker rundt om i foreninger m.m. Han og Hanne bor på Fyn og ser tit deres tre børn med familier. Helbredet volder kvaler, men den humoristiske sans er i behold, og de årlige lange og muntre julebreve, suppleret med fyndige smådigte, ordsprog og leveregler, er til glæde og fornøjelse.

   Kusine Inger ”hang ud” (som det ikke hed den gang) med Kirsten og var jo lidt for stor. Så for alvor lærte jeg hende først at kende, da hun kom ud og tjene som halvvoksen og fik plads hos en kendt journalist i Nordsjælland. Da brugte hun os i Sorgenfri som base, og det viste sig, at hun havde et særlig godt tag på at opdrage mig med ”kærlig ironi”, når jeg med mit hidsige temperament kom for godt i gang. Vi diskuterede også politik - og var langt fra enige. (Mange år efter var Inger da også byrådsmedlem i Kolding for Venstre.) Men vi havde nu stor fornøjelse af hinanden, også til kortspil og hygge.

   Da moster Inga døde af kræft, kun 48 år gammel og stærkt savnet, giftede kusine Inger og onkel Ove sig. Og det kan nok være, at det fik familien til at slå revner! Jeg skal ikke her komme ind på eller prøve at vurdere, hvad der skete, det har jeg ikke viden om eller adkomst til, men adskillige medlemmer i den ellers så stærke og stærkt sammenkittede ”Rasmaitiske familie” talte ikke sammen i årevis. Selv holdt jeg mig uden for enhver strid og gode venner med alle parter ud fra den betragtning, at voksne mennesker har lov til at gifte sig, med hvem de vil. Ove og Inger fik to sønner, som jeg ikke kender så godt, og Inger havde en overgang hundepension uden for Kolding. I dag bor hun i Kolding, og onkel Ove på Møn i nærheden af datteren Rigmor.

   (Og tiden læger de fleste sår: Efterhånden blev det atter muligt for alle at omgås afslappet i familie-mæssige sammenhænge)

   Uffe overtog som sagt gården efter morbror Tage og drev den sammen med sin kone, Birte, men efter nogle år måtte han sælge. De flyttede til Jels, og Uffe fik alle tiders job som sælger af og konsulent på produktionsanlæg til landmænd i Jylland, et job, som han jo var topkvalificeret til. Birte har arbejdet på og i de senere år været leder af adskillige plejehjem i Sønderjylland. Tre friske børn og en hel hoben børnebørn, som Uffe er ufattelig stolt af. ”De er så kønne og kloge. Deres farfar/morfar op ad dage!” som han siger. Uffe ringer en gang imellem og husker i øvrigt ALTID ”faster Lisbeth”s (min mors) fødselsdag - og min med! Og vi er med til hinandens ”runde dage”.

   Helge er jo efternøleren. Vi har naturligvis mødtes i forskellige hyggelige familiesammenhænge, men kender ikke hinanden så godt.

   Kusine Kirsten bor nær Odense med sin mand, Jørgen, efter mange år i Holstebro som henholdsvis pædagog og lærer. Deres tre børn med familier ser de rigtig tit. Vi har haft god kontakt gennem årene med julebreve og hyggelige besøg.

   Kåre blev gymnasielærer med musik som hovedfag. I sin ungdom var han en absolut habil klarinettist i et jazzorkester, som også min gode ven Ole Bryhl spillede i. Han har to børn, men bor alene i Århus. Vi ses ved festlige lejligheder, og Kåre er utrolig trofast til at besøge min 96 år gamle mor på plejehjemmet.  

   Elisabeth og Kent bor i Silkeborg. Også dem ser vi ved festlige lejligheder, og vi besøgte dem for nylig. Gevaldigt hyggeligt.

   Johannes har jeg desværre for lidt kontakt med. Han bor ved Kolding og overtog sin fars klinik som dyrlæge.

   Marianne og Finn bor i Søborg ved København. Marianne er sygeplejerske. I juni 2007 blev far og mor inviteret med til deres datter Mies dåb/konfirmation. Men mor og far var nu rigtig gamle. Muligheden var en taxa fra Århus, og at jeg tog med.

   Som tænkt, så gjort. Regnen stod ned i stride strømme over taxa og landskab, hele vejen over Jylland og Fyn, og stadig i Søborg. Men haveteltet blev ved hjælp af en ekstra presenning så tæt, at de forsamlede gæster kunne sidde derinde, bogstavelig talt under regnens hidsige trommen. Regnen gjorde det nødvendigt at tale HØJT, men stemningen og hyggen indfandt sig hurtigt.

   Midt under selskabet sagde far, at han ville holde tale. Jeg svarede: ”Okay, far, men du skal ikke tale højt, du skal RÅBE!” Fars stemme var svækket af alder og Parkinsons syge, hvorfor han også sad i kørestol. Nu udråbte han nogle velvalgte ord om livets vidunderlighed og korthed, hvorefter han sang, klart og tydeligt: ”Glemmer du, så husker jeg det ord for ord…”

   Jeg græd. Det var en stjernestund, som jeg aldrig nogensinde glemmer.

   Tre måneder efter var han død

   Kusine Rigmor har man jo alt for lidt kontakt med. Hun bor på Møn med sin kvindelige partner, synger og spiller i band og er sygeplejerske.

   Og i nærheden bor Onkel Ove. Det var hyggeligt at hilse på ham til Ingeborgs 60 års fødselsdag, hvor han med sin sædvanlige charme holdt en munter tale. Han og min gamle mor er de sidste af ”den gamle garde”.

   Også som voksen har jeg haft masser af glæde af mine fætre og kusiner, og rigtig mange af dem har trofast og kærligt besøgt min gamle mor, hvilket varmer mit sønlige hjerte.

                             Viby, den 15. maj 2012.

                                  Gudmund Auring

                                NÆRVÆR

         Afsluttende filosofisk efterskrift

   Jeg er naturligvis fuldt ud klar over, at livet på landet ”i gamle dage” bestemt ikke var nogen dans på roser. For mange var det hårdt og endeløst slid, beskeden løn, usikre kår, usunde boligforhold. Endnu i 50´erne fandtes der mennesker, hvis liv ikke adskilte sig grundlæggende fra Pelles og Dittes i Nexøs romaner, Skjoldborgs husmænd eller landarbejderne i Aakjærs ”Vredens børn”. Tænk bare på Skoste og Misse - eller på Ejner, nævnt ovenfor.

   For rigtig mange af disse mennesker blev livet afgjort bedre i løbet af ”de gode tider” i 60´erne, med parcelhus, god løn, bil, ferie, charterrejser, uddannelse til børnene og meget mere.

   Men alt har sin pris.

   Den kontakt med nogle af tilværelsens grundelementer, som jeg var så heldig at opleve den yderste flig af i min barndom, inden den forsvandt, er i vores del af verden nu kun tilgængelig på fjerde hånd gennem Søren Ryges tv-programmer eller det meget sete ”Bonderøven”, som på nostalgisk vis minder os om, hvad vi har mistet.

   I dag lever langt de fleste af os af såkaldt ”tertiære erhverv” inden for servicesektoren, og befinder os meget langt fra de primære - altså direkte dyrkelse eller udvinding af jordens resurser - og selv de sekundære - industriel eller håndværksmæssig bearbejdelse af jordens resurser. Den manglende forbindelse til hvad man kunne kalde tilværelsens grundelementer, som er et uomgængeligt vilkår i vore dages moderne tilværelse, ytrer sig som en form for fremmedgørelse - overfor naturen, madvarerne, det produktionsmæssige fællesskab, som lå i fx fortidens bondesamfund.

   Og så dyrker vi det naturligvis: ”Evigt ejes kun det tabte”, som Ibsen siger.

   Eksempler: Naturlyrik opstår (her i Europa blandt intellektuelle i 1700-tallet, og især i 1800-tallets romantik), når vi ikke længere er en integreret del af naturen. Så begynder vi at ”dyrke” den, som udtryk for en længsel tilbage mod det, vi er ved at miste.

   Og jeg gætter på, at rigtig mange af de tyrkiske arbejdere, som kom til Danmark omkring 1970 og nu er ved at blive gamle, har en nostalgisk længsel efter fællesskabet i deres barndoms landsby. Men de ville sikkert finde det meget svært at vende tilbage og leve i den - ligesom de sikkert kan se på feriebesøgene, at landsbyen er aldeles forandret.

   Med tiden bliver afstanden så stor, at vi ikke længere ejer nogen konkret tilknytning til det, vi har mistet. Ikke nok med, at vi har mistet det - vi ved ikke længere, HVAD vi har mistet. Tilbage er kun en uklar længsel, som pirres på tredje eller fjerde hånd ved et program som ”Bonderøven” eller når Poul Reichardt synger ”Er du dus med himlens fugle” i en gammel Morten Korch-film.

   Personligt holder jeg utrolig meget af forfatterne fra ”Den store generation”, som litteraturprofessoren Sven Møller Kristensen kaldte den: Folk som Nexø, Johs. V. Jensen, Skjoldborg og Aakjær, som gennem deres barndom og til dels voksenliv havde direkte forbindelse og førstehånds kendskab til landbolivet. Og jeg er ikke i tvivl om, at mit anknytningspunkt til deres beskrivelser af Danmark for 100-150 år siden for en stor del er min barndoms lignende oplevelser på Ferupgård. Men mine unge elever i Folkeskolen havde ikke denne tilknytning og havde svært ved at forholde sig til det univers, som disse store forfattere har beskrevet så realistisk og indfølende. De ved simpelthen ikke, hvad vi har mistet.

   Selv Jeppe Aakjær, som vokser op i et temmelig fattigt bondehjem, og som siden køber og driver landejendommen ”Jenle” nær Skive, er et ”offer” for den længsel. Han begynder som oprørsk, ung forfatter, der skal ud og erobre den moderne verden, bliver socialist og skriver en skrap protestbog, ”Vredens børn”, der får stor virkning i samtiden og er med til at forbedre landarbejdernes usle kår.

   I den bog ser vi ganske klart det, vi naturligvis udmærket godt ved, at ”de gode gamle dage” absolut ikke kun var gode. Landarbejdere og husmænd i hundredetusindvis levede et hårdt, forkrøblende arbejdsliv, op mod en million fattige så i de år ingen anden mulighed end at emigrere - fra Skåne til Bornholm, fra land til storby, ja helt til Amerika for der at søge chancen for at forbedre et liv, som her hjemme var udsigtsløst. ”De gode gamle dage” - ha!

   Men i en stor del af Aakjærs forfatterskab slår længslen tilbage mod landbolivets oprindelighed alligevel igennem, fx i det dejlige digterværk, ”Rugens Sange”:

      Nu er det længe siden

      men end det gemmes i mit sind

      hvordan i barndomstiden

      den kære rug kom ind…

   Ingen af os slipper! I bøger af de nævnte forfattere og andre, som fx Hans Kirk eller William Heinesen finder jeg en kamp med tilværelsens sociale grundvilkår, hvis autencitet jeg har svært ved at genfinde i min hverdags lidt luksusproblematiske kamp med den moderne velfærdstilværelse, eller i nutidens litteratur om middelklassens kaotiske samlivsproblemer.

   Den længsel, som Aakjær udtrykker så smukt og vemodigt, har utvivlsomt spillet en stor rolle i familien, ikke blot for mig, men også for mange andre, fx en person som morbror Tage, hvis glæde ved Aakjærs sange har rummet et poetisk udtryk for hans identitet som landmand - og et nostalgisk forsøg på at fastholde et landboliv, som allerede da var under afvikling og i dag ikke længere eksisterer.

   I dag er landbruget en industriel virksomhed, som kun beskæftiger en forsvindende del af Danmarks befolkning. Nok har det stor betydning som en særdeles væsentlig del af vore efterhånden få eksporterhverv, men det ville hurtigt bryde sammen, var det ikke for massiv landbrugsstøtte fra EU.

   Erindringens magt og afmagt

   Ingen af os undslipper erindringen, og da slet ikke jeg. Men samtidig er det jo vigtigt at være klar over dens farer.

   Hvor erindringen bliver til nostalgi, kan den få os til at fornægte nutidens virkelighed og dermed blive uegnet til at leve i den. Og så kommer det umulige og farlige ønske om at indrette virkeligheden efter fortidens drømme.

   Det mest ekstreme og uhyggelige eksempel herpå var Hitlers nostalgiske ”Blut und Boden”, der i en forvirrende og kaotisk datid var med til at ”sælge” nazisternes uhyggelige ideologi med had til det moderne og længsel imod ”fortidens rene værdier”. Hvilket som bekendt førte ud i folkemord og grusomhed ud over al forstand.       

   Men også i dag finder vi eksempler på, at visse kredse misbruger fx ”det nationale” og ser det - ej uproblematiske, men uomgængelige - globale som noget, der ”forurener” vores enkle danske folkesjæl.

   Erindringens styrke

   Nu skulle man måske tro, at disse rige barndomserindringer havde gjort mig til en ivrig havemand eller stor dyreven!? Nej - på de punkter er jeg i den grad søn af min mor. Jeg har dog, som gammel spejder, stor glæde af i ny og næ at være  ”skovgangsmand”. Men det interesserer mig ikke særligt at rode i jorden eller klappe en hest.

   Men at skrive om det - det er en anden sag! Jeg er og bliver således et fuldblods barn af den moderne bykultur.

   Klar over nostalgiens farer prøver jeg at omsætte mine rige barndomsoplevelser til en nutidig råstyrke, der sætter mig i stand til at tage mit nutidige liv på mig som en spændende og berigende oplevelse.  Erindringen og længslen - fornemmelsen af ”der har jeg rod, derfra min verden går” - har jeg kunnet bruge som et fixpunkt, der sætter mig i stand til med åbne øjne og god appetit at gå ind i vor nutids moderne og kaotiske verden.

   Og for det er jeg evigt taknemmelig.

                                                                                                                    Viby, den 15. maj 2012

                                                                                                                         Gudmund Auring