SORGENFRI UNGDOM 5 SEX

   SORGENFRI UNGDOM     5

 

                     SEX

              - af Gudmund Auring -

    Som læser af mine erindringsskitser kan man vel godt få det indtryk, at jeg i min ungdom har været en særdeles aktiv og engageret ung mand, hvis interesser bredte sig vildtvoksende over store områder. Det er i og for sig også rigtigt - og så alligevel ikke! For fra 13-14 års alderen var der en eneste stor, gennemgribende interesse, som overskyggede, eller måske snarere undergravede, alt andet.

   Det var sex.
   Problemet var desværre, at det var aldeles umuligt for alvor at komme til at dyrke den! I hvert fald for mig. Jeg var simpelthen ustyrlig genert, og det varede mange år, inden denne altopslugende interesse i bogstaveligste forstand kunne komme til udløsning. I ventetiden skulle livet så gå med noget. Det er vel for meget sagt, at alle de andre interesser er sublimering af undertrykt kønsdrift, men alligevel. Jeg er ret sikker på, at jeg i nogle år ville ha ofret det meste, blot for at ha en kæreste og gøre med hende de ting, som jeg efterhånden fandt ud af, at man kunne gøre. Men ak, der var en lang og tornebestrøet vej til det mål.

    Barndommens tys-tys

  Mit barndomshjem var ikke mere tys-tys omkring det sexuelle, end man generelt var på den tid. Jeg har da set far og mor kysse hinanden, og jeg har nogle få gange set dem nøgne, så kønsforskrækkelsen var ikke nogen tung byrde. At sex var en naturlig ting og ”kommet for at blive”, det havde far og mor da fået lært af PH og tidens opdukkende naturlighedsprofeter. Men lige bagved lå utvivlsomt en tung baggrund af deres barndomshjems moralisme, skyld og skam ved helt normale sexuelle følelser, som ikke var sådan at komme til livs.
   Tiden var en anden. Som lille blev man stadig puttet med hænderne liggende oven på dynen, så de ikke kunne gå i gang med forbudte lege, ikke umiddelbart, i hvert fald.  Lidt frække udtryk kunne dukke op i pjanket snak, som fx numse og tissemand, men direkte om sex talte man ikke.
   Jeg husker også enkelte episoder, hvor vi små børn ”legede doktor”, hvilket jo var en ganske uskyldig og almindelig udforskning af, hvordan vi var skabt nede på de ”forbudte” områder. Men forbundet med skam var den alligevel - vi ”vidste”, at ”den slags” var forbudt og fy-fy.
   En gang i 7-8-9 års alderen var vi nogle stykker, der ”legede doktor” nede i vores kælder. Vi havde låst kælderdøren, så vi har været bevidste om, at vi var på forbudte veje. Pludselig kom far ned ad den ydre kældertrappe med sin cykel. Vi stivnede af skræk og flovhed. Da han ikke kunne komme ind, bankede han på og råbte, at vi skulle låse op, og da det ikke skete øjeblikkeligt, blev han for en sjælden gangs skyld rasende og hamrede på kælderdøren. Endelig fik vi låst op, men far kunne nok se skyldbevidstheden i vores ansigter og gættede sig vel til årsagen. Jeg husker ikke præcis, hvordan han reagerede, men det er den eneste gang i min barndom, jeg har fået forbud mod at lege med bestemte kammerater.
   En gang i teenage-årene fandt jeg i fars natkommode nogle mærkelige gummihylstre og et eksemplar af et blad, der hed Varieté. Heri var der damer med nøgne bryster, fotograferet i indbydende og udfordrende stillinger. Min reaktion var selvfølgelig intens opslugthed, iblandet både flovhed over min far, som altså havde den slags grumsede interesser, og dertil en sær form for lettelse: Hvis min elskede far interesserede sig for ”den slags”, var det vel også okay, at jeg gjorde det.
   Pornoen blev først frigivet i 1969. Men hos kammerater, på reoler og biblioteker kunne man finde bøger som Carl Erik Soyas ”Sytten”, D.H. Lawrences ”Lady Chatterleys elsker” og Agnar Mykles ”Sangen om den røde rubin”. Bestemte sider blev læst igen og igen og fik efterhånden et lidt grumset udseende, mens andre mere litterære sider var aldeles kridhvide. I far og mors udgave af ”Lady Chatterley” var de saftige sider desværre stærkt kortet ned i forhold til det, man ellers havde hørt, der skulle stå. Når de rigtig skulle til at gå til den, stod der fx bare ”Hun var nøgen under kjolen.” Punktum. Nyt kapitel. Fantasi og frustration.

    Svedige fantasier

  Mellem benene hang der en lille tap, som pludselig voksede sig større og fik hår omkring. Nu kunne den endda blive stiv og brændende varm, og man fandt da hurtigt ud af lege med den, indtil den producerede en klistret væske, som for himlens skyld ikke måtte kunne spores på lagenet eller andre steder. Det blev til en fase af hemmelig rengøring og sletning af pinlige spor. Det blev også en periode med saftige fantasier på baggrund af de læste bogafsnit. I mine fantasier spillede også den dejlige, italienske skuespillerinde, Sophia Loren, (i ”fræk” drengejargon kaldet Sofie Med Lårene) en væsentlig rolle, en hovedrolle, som hun uden al tvivl har spillet i tusindvis af halvstore knejters indre film.
   Jeg husker kun én gang, hvor far og jeg har talt om sex. Han fortalte mig, at hvis jeg følte sexuel trang, så var det helt i orden at tilfredsstille sig selv. Jeg var vel 15 år og kunne fortælle ham, at det havde jeg skam været i gang med gennem flere år. Så var den samtale forbi. Vi havde begge to højrøde ører og var dybt flove. Men jeg var da far taknemmelig for, at han betragtede det ”at spille den af” (et udtryk, han aldrig nogensinde ville bruge), som en sund og naturlig ting.
   Jeg betragter mig selv som et temmelig frisindet menneske på det sexuelle område, men jeg må med skam erkende, at jeg ikke har været bedre til at snakke med mine sønner om sex, end han var til at snakke med mig. Den generthed stikker forbandet dybt.

    Forelskelse og frustration

  Andre steder har jeg beskrevet mine første spirende forelskelser, i Marianne, senere i Josephine. Men i de sexuelle fantasier spillede de sjovt nok ingen rolle. Her var det fjerne, voksne og fuldbarmede kvinder, der fik hovedrollerne. Med de nære genstande for forelskelse var det ligesom for tæt på. En alt for svedig befamling i fantasien ville have fjernet forelskelsens sommerfuglestøv.
   I 3. real, da jeg var 15-16 år, har jeg dog helt sikkert gerne ”villet mere” med Josephine. Men hun havde jo desværre en anden kæreste, så jeg måtte nøjes med at redde mig et kys i ny og næ. Smuler fra de riges bord.

   Sexualobjekt
   Op gennem gymnasietiden blev det vel nok til lidt kys og kram og fumlende befamling i ny og næ. Alt for sjældent! Men jeg vovede som regel ikke at tage noget som helst initiativ, så de muligheder, der bød sig, forsvandt i den blå luft.
   I 3. G lykkedes det mig dog endelig at ”komme sammen” med en pige i et halvt år eller så. Vi havde stort set ikke noget at snakke om, så vores samvær på mit værelse var temmelig tavst. Der sad vi på min seng. I virkeligheden anede jeg ikke, hvad jeg skulle gøre, så det blev gerne til, at jeg pludselig kastede mig over hende og forsøgte at tiltvinge mig adgang til lidt sex-oplevelser, fx at ta hende på brysterne. Det var signalet til, at hun lige så indædt ”forsvarede sin dyd”, uden dog for alvor at protestere. Der havde vi så dag efter dag vores intense brydekampe, som aldrig rigtig førte til noget, og som til sidst ebbede ud i udsigtsløshed.
   Senere flyttede hun med familien tilbage til Norge. Vi skrev sammen, og jeg mente da stadigvæk, at vi også kom sammen. Men da jeg nogle måneder efter opdagede, at hun havde været på besøg i Sorgenfri uden at besøge mig, skrev jeg et rasende og fornærmet brev. Hun skrev sarkastisk tilbage - og så var det forbi. Jeg opdagede, at jeg overhovedet ikke savnede hende. Vi havde ikke noget til fælles, og jeg havde slet ikke været forelsket i hende, hun næppe heller i mig. Jeg havde blot brugt hende som en mulighed for blot en smule afløb for mine sexuelle frustrationer - og hun havde vel brugt mig til noget lignende.

    Nitten år

   Jeg var nu 19, og min dyd var i behold. Det var forfærdeligt! Dels var det jo dybt pinligt, eftersom ”alle de andre” garanteret for længst havde mistet deres, dels var min sexuelle frustration total. Der måtte ske noget.
   Heldigvis skulle jeg på Askov Højskole fra november 1967. Der mødte jeg Birthe.

                                                                                                                                                   28. maj 2013

                                                                                                                                                Gudmund Auring   

 

 

SORGENFRI UNGDOM 4 TIL NORGE

   SORGENFRI UNGDOM 4

 

                 TIL NORGE
        - af Gudmund Auring -

 

   Henrik

  I de sidste folkeskoleår og i gymnasietiden var Henrik Krag-Jensen min bedste ven. Så flyttede jeg til Jylland, og venskabet ebbede ud, men inden da havde vi nogle fælles oplevelser, som hører til de bedste i min ungdom - vores vandreture i Norge.
   Inspirationen kom jo nok fra vores klassetur til Danebu i sommeren 1963. Men ideen var Henriks. Mon ikke han havde været med forældrene i Norge? Og måske hans storebror havde vandret i fjeldene? I hvert fald var det ham, der kendte til det system af fjeldhytter, som for de flestes vedkommende ejes af Den Norske Turistforening, og som dækkede de fleste fjeldområder, hvor vandrefolket færdedes. Da ideen var undfanget, blev vi straks fyr og flamme. Det skulle vi prøve!
   Vi meldte os ind i DNT og fik derfra det nødvendige materiale, kort, hytteoversigt med mere, samt ikke mindst den omfangsrige årbog, som indeholdt spændende beretninger om mindeværdige fjeldture både sommer og vinter. Der skulle tjenes penge og købes udstyr, først og fremmest en rigtig kvalitetsrygsæk, som er alfa og omega for en vandrer. Vandrestøvler hørte sig også til, men de var dyre, så de første år klarede vi os med gummisko med ankelstøtte og høj vrist. Det var nødvendigt som understøttelse for anklerne. En forstuvet ankel er ikke noget at spøge med i fjeldet, hvilket jeg siden, flere år efter, bitterligt måtte erkende.
   Henrik, der i skolen var lige så doven og letsindig som jeg, viste en anderledes seriøs side af sit væsen her, hvor det drejede sig om væsentlige ting. Han var særdeles grundig og velovervejet i planlægningen af vores tur. Det smittede af på mig, og jeg kan roligt sige, at vi var betydelig mere velforberedte til denne tur, end vi nogen sinde havde været i skolen.

 

   JOTUNHEIMEN 1965

   Over Besseggen
   Jotunheimen er Norges mest kendte fjeldområde. Her ligger de højeste toppe, det mest ”postkortagtige” fjeldlandskab, og her myldrer med vandrere. Hertil skulle vores første færd gå. Vi havde allerede strejfet området på bustur med klassen og skuet op mod de vældige fjeldmassiver, flere med sne på toppen eller på nordsiden. Men ind i området var vi ikke kommet. De få veje, der er, går kun gennem dalene ind til området. I selve Jotunheimen er der kun stier.
   Vores rygsække var tungt, men omhyggeligt pakkede. Fra de erfarne fjeldvandrere i årbogen vidste vi, at vi selv skulle slæbe hvert et gram, så det var med at vælge omhyggeligt ud, hvad der var nødvendigt, og hvad der kunne undværes. Lidt skiftetøj, ekstra sokker, en varm sweater, anorak, hue og vanter, chokolade som nødproviant, spillekort til tidsfordriv, dolk, feltflaske, nødforbinding, og så naturligvis pung, kort og kompas.
   Turen var vel planlagt hjemmefra. Den gjaldt det centrale Jotunheimen, heriblandt Norges to højeste toppe, Galdhøpiggen (2469 meter) og Glittertind (2452 meter). Vi startede fra områdets største hytte, Gjendesheim, som ligger ved østenden af den lange, smalle, smukke sø Gjende, der ligger omkranset af stejle, imponerende fjeldvægge. Og allerede den første dag skulle vi besejre det navnkundige Besseggen!
   Nå ja, besejre og besejre. Besseggen er ikke svær, endsige farlig at passere, men synet af den er med god grund berømt. På nordsiden af den omkring 50 meter brede fjeldkam er der kun få meter ned til søen Bessvatn, men på sydsiden går fjeldet 400 meter brat ned til Gjende. Det syn er en betagende naturoplevelse. Da Henrik og jeg stod der, følte vi: ”Nu er vi her”, svævende mellem himmel og fjeld, med få meter ud til det svimlende dyb. Som en indvielse.
   Nedstigningen til hytten Memurubu var noget mere krævende end Besseggen. Dog var der stadig tale om vandring, ikke klatring. På hytten fik vi varm aftensmad, og næste morgen udmærket morgenmad, samtidig med, at vi fik smurt os en solid madpakke eller ”niste”, som nordmændene kalder det. Prisen for mad og husly, en køje i et 8-mands rum, var overkommelig for to fattige gymnasieelever, og om aftenen fordrev vi tiden med kortspil, hyggesnak og læsning i gamle eksemplarer af DNTs årboger, som stod i meterlange rader på opholdsstuens bogreoler. Her fandt vi spændende beretninger om ”fortidens helte”, bl.a. briten Slingsby, der som en af de første fik den skøre idé at begive sig op i de norske fjelde som turist, altså bare for oplevelsens skyld!

 

   Surtningssui
   Vi fik da også snakket lidt med andre vandrere, men egentlig ikke så meget. Både Henrik og jeg var temmelig generte. Og så snakkede vi naturligvis om planerne for næste dag. Her ventede fjeldet Surtningssui på 2368 meter, bare op og ned igen. Så kunne vi efterlade rygsækkene i hytten.
   Vi traskede trøstigt fremad og opad. Helt nede ved Memurubu var der lidt forkrøblet birkekrat, men det varede ikke længe, før bevoksningen kun bestod af græs og rensdyrlav. Endnu længere oppe var der et stort område med ”ur”, altså rullesten i alle størrelser. Her gjaldt det om at passe godt på anklerne! Vi asede af sted, der var hele tiden en kant op mod den blå himmel, men når vi nåede op til den, var der altid en ny kant. Der begyndte at ligge sneklatter i lavningerne, og endelig nåede vi der op, hvor klatterne voksede sammen og dækkede fjeldet totalt.
   Nu var vi nær toppen. Det så ud, som om sneskråningen bare fortsatte opover. Vi kunne ikke rigtig se enden på den, den faldt ligesom sammen med en stor, hvid sky. Henrik var forrest. Forsigtige jeg foreslog, om vi ikke lige skulle gå hen til en lille fjeldknude, der stak op af sneen lidt til højre. Henrik bøjede af, og vi gik hen til fjeldknuden for at orientere os.
   Og hvad så vi?!? 10 meter fra, hvor Henriks spor endte, gik snelaget direkte ud i den blå luft, og Surtningssuis fjeldside gik totalt lodret et par hundrede meter ned! Vi havde nået toppen. Men var vi fortsat fremover, havde vi nået bunden! Langt under os lå en glitrende, snehvid bræ, et betagende syn. Men vi kunne ikke rigtig beskue den uden en isnende snert af kuldegys.
   Fra toppen af Surtningssui kan man skue langt mod nord, ind over Memurubræerne, en vældig todelt gletcher, omkranset af over 2000 meter høje fjeldtinder. Himlen var strålende blå, smukt pyntet med hvide skyer. Hvilket syn! Det siges, at ”Verdens Tag” ligger i Himalaya. Men det har en aflægger i Jotunheimen.
   Nedad i fuld galop! Det går forrygende hurtigt i forhold til opstigningen. Men pas på anklerne!

 

   Krisedag
   Tredje dag er altid krisedag i fjeldet. Her har de lange vandreture for alvor sat sig i skankerne, ikke mindst nedturene giver gevaldigt ømme lår. Lungerne piber også som en utæt harmonika, og hver flad klippeblok inviterer til ”en liten paus”.
   Fjeldstierne i Jotunheimen er ikke egentlige stier, men vardemarkerede ruter. Varderne er små stenhøje, af og til med et malet mærke på, og som regel kan man se den næste, når man står ved en. Netop i Jotunheimen er der dog så mange vandrere, at stierne er tydelige og ret nemme at følge. Selvfølgelig har man kort og kompas, og fjeldene er temmelig tydelige landemærker. Så i klart vejr er det ret svært at fare vild.
   Nu var det tredje dag. Musklerne knagede, og en syv timers tur til Glitterheim var en ret sej omgang for begyndere som os. Afstandene er på oversigtskortet af fornuftige grunde ikke markeret med kilometer, men med timer(s vandring). Vi var godt ømme i bentøjet, da vi nåede frem til hytten.
   Men fjerde dag er krisen overvundet. Vi lod igen rygsækkene blive og besteg Glittertind, som er Norges næsthøjeste fjeld. Men fordi der lå en solid snekalot på toppen, var det i 1964 i virkeligheden det højeste. (Ifølge nettet er snekalotten dog i de senere år smeltet så meget, at Galdhøpiggens granittop nu kan hævde æren af at være Norges højeste punkt.)    
   Bestigningen er ganske ufarlig, og fra toppen genså vi det fantastiske brælandskab fra nord, som vi tidligere havde set fra syd, fra Surtningssui.

 

   Og så videre
   Nu var bentøjet i orden igen, lungerne trak vejret normalt, og resten af årets tur forløb uden problemer.
   På den lille bræ Svelnosbræen kravlede vi ind i det blå landskab i bræens indre og fascineredes af hulernes lysende blå farvespil.
   Olavsbu var vores første møde med det særlige fænomen ”den ubetjente hytte”. Hytten er uaflåst. Konserves og brænde ligger fremme til afbenyttelse. Inden man forlader hytten, aflæser man priserne på prislisten for mad, brænde og ophold. Så lægger man beløbet i en kuvert sammen med et afkrydsningsskema og putter det hele i en stor postkasse. Fjeldfolket er ærlige mennesker. Var, i hvert fald. Om det stadig fungerer sådan i dag, ved jeg ikke.
   Efter 10 oplevelsesrige dage i højfjeldet vendte vi snuden mod Oslo og Københavnerbåden. Mens vi ventede på den, var der tid til både en tur på Karl Johan, samt ud og kigge på Fram, Gjøa og Kon Tiki ude på Bygdøy. Norge har ikke så få helte, især opdagelsesrejsende som Nansen, Ammundsen og Heyerdahl.
   Så gik det på dæksplads hjemad.
   Èn ting var vi enige om: Vi ville af sted igen.

 

   BREHEIMEN 1966

    Selvfølgelig skulle vi på lidt mere eventyr året efter. Men Henriks forældre skulle selv på ferie i Norge, så de kørte os til Gjendesheim, samme sted, som vi startede året før. Og da de nu var der, overtalte vi dem til at tage turen med os hen over Besseggen. ”Ork, det var da ingenting, det kan I sagtens klare”, mælede vi med ungdommeligt letsind. Men Henriks stakkels mor var ikke netop iført fjeldudstyr, om end nok solide travesko. Da de langt om længe indhentede os ved Memurubu, var hun mere eller mindre ødelagt, og stemningen lidt trykket: Hvordan kunne vi dog lokke dem ud på den galej?

   Heldigvis kunne de ta båden tilbage. Henrik og jeg drog den modsatte vej. I år ville vi til Breheimen, som er fjeldlandskabet umiddelbart vest for Jotunheimen. Ikke nær så postkortagtigt, ikke nær så bevandret, men til gengæld vildere, længere væk fra civilisationen, med længere afstand mellem hytterne.
   Om foråret er højfjeldet nærmest ét stort vandløb på grund af de smeltende snemasser. Midt på sommeren er det knap så slemt, men der er dog stadig masser af små og store fosser at passere. I Jotunheimen er der for turisternes skyld små broer over de fleste, men i Breheimen fik vi ofte brug for vadeteknikken:
   Man tar støvler, sokker og lange bukser af. Så tar man støvlerne på igen og vader dristigt ud i det bogstavelig talt iskolde vand. Vel ovre på den anden side tømmer man sine støvler for vand og ifører sig atter bukser, sokker og de våde støvler. Men de føles slet ikke våde, da sokkerne jo er tørre.
   Det er halsløs gerning at vade gennem en fos i bare fødder. Der er alle chancer for at skære sig på en skarp sten eller glide og forstuve en ankel. Husk det!
   I det hele taget var det på mange måder mere spændende at gå i Breheimen. Der kunne gå timer, hvor vi ikke mødte nogen. Mange flere af hytterne var ubetjente. Jo, her var vi rigtig på eventyr.
   Højdepunktet, bogstavelig talt, var Fannaråki. Her lå hytten på toppen af fjeldet sammen med en vejrvarslingsstation, i over 2000 meters højde. Sejt sted.
   I øvrigt var det lemmingår det år. For hver tre meter lød der et skarpt skrig, og de små gnavere, der ligner minimale marsvin, forsvandt ind under den lave plantevækst. I starten gav det et spjæt i os ved hvert skrig. Men man kan jo vænne sig til meget.
   På hjemvejen tog vi en lille afstikker med bus op til Spiderstulen. Herfra kunne Galdhøpiggen bestiges, hvilket skete i tov og med fører. Vejen til toppen går nemlig over en lille bræ, som under tilforladelige, tilsyneladende jævne sneflader gemmer lumske sprækker, snesevis af meter dybe. Henrik stak vist en fod ned i et sådant svælg. Men når man går i tov med 15 personer, falder man kun ½ meter. Snart efter stod vi på Norges højeste punkt og skuede igen-igen ud så vide, omgivet af forrevne fjeldtinder til alle sider. Men nu så vi NED på dem!

 

   TROLLHEIMEN - DOVREFJELL 1967

    Året efter skulle den selvfølgelig ha en tand til. Nu ville vi længere nordpå, op til Trollheimen og Dovrefjell og ha en svingom med Dovregubben. Denne gang ville vi være uafhængige af hytter og lægge vores egen rute, i hvert fald noget af tiden. Det betød bl.a. indkøb af et lille tomandstelt og et gasapparat med små handy gasflasker. Vi fik også råd til ordentlige vandrestøvler.

   Det betød dog også en betydeligt tungere rygsæk. Vi planlagde at komme til beboede områder med butik ca. hver 7. dag, så vi skulle altså bære proviant til syv dage, når læsset var størst. Spisningen blev planlagt omhyggeligt: Til morgenmad (frukost) to skiver rugbrød med ost eller marmelade, dertil te. Til frokost (lunch) det samme, og til aftensmad det samme, suppleret med den varme mad, en pose Blå-Bånd-suppe.   
   Med fuldt læs bar vi hver i underkanten af 25 kilo! Det var noget, der kunne mærkes i skuldre og lænd. Heldigvis havde vi første klasses Bergan-ryksække med mejs (et stativ af letmetal, som placerer hovedparten af vægten på lænden og skåner skuldrene).
   Turen gik til Åndalsnes, herostratisk berømt som det sted, hvor det britiske ekspeditionskorps havde sin nytteløse landgang i april 1940. Herfra gik vi mod øst, ind mod Trollheimen og fjeldet Trollhetta. Som sædvanlig kneb det i starten, ikke mindst på grund af den ekstra vægt, og på tredjedagen havde vi den traditionelle krise. Men derefter kom vi i så fin form, at vi nærmest kunne løbe i to-tre timer, med fuld oppakning og uden hvil. Terrænet var uvejsomt som i Breheimen, der var langt mellem vandrere og hytter, men ind imellem tog vi dog en afslapningsovernatning i en hytte.
   Ellers fungerede det fint med alt det planlagte, moralen var høj, og aftalerne om mad blev holdt til punkt og prikke. På de lyse sommeraftner lå vi i soveposerne med hovederne ud af teltåbningen og spillede kort. I nærheden rislede en lille bæk eller fos, over os den lyseblå himmel, som aldrig blev rigtig mørk, en behagelig træthed bredte sig i alle lemmer, og når tiden var inde, faldt vi i søvn uden mindste besvær, med lyden af vandets pludren i ørerne.
   Om morgenen var der frisk vand til både vask, drikning og te. Dog fandt vi hurtigt ud af, at det var en dårlig idé at drikke direkte af vandet. Så fik man simpelthen mavepine. Jeg går ud fra, at det skyldtes vandets overfladespænding. Det var bedre at ta det i kruset, i håndfladen, eller suge det op gennem en lille slange.

 

   Trollhetta og Snøhetta
   Dagene gik i et, og vores rute lader sig næppe længere rekonstruere. Dog husker jeg særdeles tydeligt den dag, da vi besteg Trollhetta på 1616 meter. Vi gik østfra, fra Jøldalshytta. Vejret var diset, for ikke at sige tåget, og da vi kom op i fjeldet, kunne vi desværre intet se af udsigten. Men varderne fandt vi næsten uden besvær, og hen under aften landede vi velfornøjede i Trollheimshytta, vest for fjeldet. Da vi indskrev os i hytten, spurgte de, hvor vi kom fra, og vi sagde naturligvis fra Jøldalshytta, hen over Trollhetta. De kiggede vantro på os, men lidt efter lidt forsvandt det vantro blik og gav plads for et lille, vidende smil. Kun en tåbe - eller to danskere - kunne finde på at gå hen over Trollhetta i tåge. Ruten gik tæt forbi en svimlende afgrund, som vi af gode grunde ikke havde kunnet se. Nu, da vi var nået helskindede ned, kunne de godt tillade sig at grine ad os to tåbelige fladlændinge.
   Senere besteg vi Norges højeste fjeld uden for Jotunheimen, Snøhetta (2.286 meter). Det var ingen besværlig opstigning, men udsigten over Dovregubbens dansesal var fantastisk.
   Af og til møder man jo nordmænd, som ler lidt ad de danske ”fjelde” og deres højde. Når det sker for mig, spør jeg tilbage, om de måske har været på Galdhøpiggen, Glittertind og Snøhetta i deres eget land, for det har jeg.
   Hidtil har jeg ikke mødt nogen nordmænd, der har…
   Endelig husker jeg en lummervarm, overskyet dag. Netop den dag klækkede myggene åbenbart og kom frem i millionvis. Der var kun et at gøre: Vi snørede anorakken fast om hovedet, så kun øjnene var fri, tog vanter på hænderne - og så løb vi i fuld galop i timevis hen ad stien til nærmeste hytte. Vi svedte tran, men hellere det end de små sataner, som i tætte skyer sværmede for vore øjne.
   Føj for satan. Sådan kan de norske fjelde også være.

 

   FINSE 1968

    Året efter skulle vise sig at blive det sidste. Nu skulle der ske noget ganske særligt: Vi ville på brekurs (brækursus), og bagefter ville vi ud og vandre i tov hen over Jotunheimens bræer. Til det havde vi brug for en ekstra mand, da der helst skal være to til at holde den tredje oppe, hvis han skulle falde i en sprække. Og han var heldigvis lige ved hånden: Min ven Carl.

    Carl

   Carl Grytter havde jeg kendt fra lille. Hans forældre Ellen og Rudolf var bekendte til mine forældre, de omgikkes, og ved disse lejligheder legede Carl og jeg sammen.
   Rudolf var sanginspektør. I Carls hjem fandtes pædagogisk-klassiske værker, indspillet på 78´ere før LP´ens tid. Her hørte jeg ”Peter og Ulven” og ”Tubaen Tobby” for første gang. ”Peter og Ulven” fyldte 6 eller 8 pladesider.
   Jeg var også med til Carls fødselsdag. Carl stammede, og en gang gjorde jeg grin med ham og efterlignede hans stammen. Jeg skal da lige love for, at der faldt nogle særdeles ramsaltede replikker af til lille tåbelige mig fra hans mor Ellen. Carl var enebarn og hendes et og alt. Og jeg var et lille fjols, som fik en lærestreg.
   Fra 13-14 års alderen fik vi mere med hinanden at gøre. Carl boede på Kvædevej, kun en lille kilometer fra mig. Når jeg ikke hørte ”Efter skoletid” hos Henrik, hørte jeg det hos Carl. Som tusinder af andre unge sad han klar ved spolebåndoptageren, så han kunne trykke på optagerknappen, når der kom et godt nummer.
   Jeg husker særdeles tydeligt, da vi en dag på hans værelse hørte et os helt ukendt nummer, som lød totalt anderledes end noget, vi nogensinde havde hørt for. Nej, det var bare FOR godt, hvad var dog det, hvad var dog det? Det var såmænd en vis, os totalt ukendt, Bob Dylan med ”Like a Rolling Stone”. En åbenbaring, simpelthen. At musik kunne lyde sådan! At tekster kunne være andet end ”boy meets girl”, så anderledes, indholdsrige og oprørske!
   De næste dage sad Carl klar ved knappen, og det lykkedes da også omsider at få nummeret ”i kassen”.
   Carl havde også lært Henrik at kende, og han blev straks fyr og flamme, da Henrik og jeg spurgte, om han ville med.

 

   Til Finse
   Nu skulle der investeres i yderligere udstyr: En isøkse, kramponger (store jernspigre, som kunne spændes under vore vandrestøvler) og et solidt tov. Vi meldte os til et brekursus i Finse, hvis station er Bergensbanens højeste punkt. Få kilometer derfra ligger Hardangervidda med den store, glitrende bræ. Allerede den første aften lærte vi så småt at rappellere ned ad en lav, men lodret granitsten.
   Næste dag gik turen til bræen. Vi fik instruktioner i, hvordan man gik i tov, og så gik vi i hold på fire løs på det yderste af Hardangerjøkul, som vrimlede med dybe revner og sprækker. Vi lærte hurtigt, at hvis bare tovet blev holdt nogenlunde strakt, var det ingen sag for de andre at holde en mand oppe, hvis han faldt i en sprække.
   Nu skulle vi rappellere ned ad en noget højere, lodret isvæg. Tovet blev lagt om kroppen på en måde, så gnidningsmodstanden gjorde, at man dalede ganske roligt nedad, når man løsnede sit enhåndsgreb om linen. Selvfølgelig havde vi også sikringstov. Alligevel var man godt nervøs, især når man skulle læne sig fra lodret position ud fra kanten, indtil man stående vandret ud fra isen kunne begynde at bevæge sig nedad. Hvis man holdt den vandrette position og strakte benene, var det ingen sag. Men ikke så få af os krummede benene og lod kroppen pege alt for meget opad. Så hang man der og dinglede som en forvirret klump i sit sikringstov, indtil man fandt den rette position og forsigtigt lod sig fire ned. Og når man ramte bunden, afløstes kluntetheden og nervøsiteten af stolthed.
   I de følgende dage lærte vi forskellige teknikker, fx at lade os falde ned ad en stejl sneflade. Så gjaldt det om hurtigt at få et godt tag i den hoppende og dansende isøkse, som ikke var ganske ufarlig, hvis den i et opspring fik retning mod éns hoved. Heldigvis sad den fast med en løkke om håndleddet, og snart efter fik man den hakket godt ned i sneen. Den manøvre bremsede kroppens bratte fald nedover i løbet af få meter.    Men i øvrigt var det fantastisk at opleve, så næsten lodret man kunne gå opad, når krampongerne bed godt i isen, og man støttede sig til isøksen.
   På den sidste dag gik vi alle sammen hen over hele Hardangerjøklen. Det var ingen kunst: Når først man var kommet over det nederste stykke, som var ujævnt og fuldt af sprækker, lå bræen ganske plan og hvid så langt øjet rakte. Meeen - en bræ er lumsk. Der kan gemme sig listige sprækker under en tilsyneladende jævn sneoverflade.
   På den anden side af jøkelen lå Demmevasshytta, anlagt i sin tid, da man borede en tunnel tværs gennem fjeldet for at sikre afløb fra en stor issø.

 

   Gennem Aurlandsdalen - til hest
   Næste dag gik vi tilbage igen, og så var kurset forbi. Nu skulle Henrik, Carl og jeg ud og prøve vores nyvundne færdigheder på egen hånd. Først skulle vi dog finde hen til Jotunheimen, og der var den hurtigste vej to dages vandring ned gennem Aurlandsdalen til Aurland, hvorfra man kunne komme videre med båd og rutebil.
   Trøstigt begav vi os af sted ned gennem den utrolig smukke dal, som dengang endnu ikke var blevet udnyttet til vandkraft. Debatten mellem energiplanlæggere og naturvenner rasede. Vi var selvfølgelig på naturvennernes side, men der var nu ingen, der spurgte os…
   Og der vandrede man så muntert frem ad en helt jævn sti - og pludselig vrikkede man om på foden. Av for satan, hvor gjorde det ondt. Efter et hvil kunne jeg dog trave videre de par timer til Øvstebø, men det skulle jeg aldrig ha gjort. Samme aften hævede min ankel til dobbelt størrelse, og næste dag var det helt umuligt for mig at støtte på foden.
   Nu var gode dyr rådne. Der førte kun vandresti ned gennem dalen til Aurland. Hvordan skulle jeg dog komme derned?
   Til alt held viste der sig en løsning. Dagen før havde vi mødt en fyr med to kløvheste, dvs. heste, der bar byrder på en kløvsadel, som sad fastspændt på deres ryg. De var på vej op gennem dalen med forsyninger til den hytte, der lå længere oppe. Nu kom han nedover, varerne var afleveret og sadlerne tomme.
   Man kan dog ikke sidde på en kløvsadel. I stedet lavede vor hestefører et nogenlunde blødt sæde på den ene hesteryg af vores soveposer. Der blev jeg anbragt, og så gik det ad den snævre sti nedover.
   Jeg var rædselsslagen. Stien var højst en meter bred, til højre rejste sig stejle fjeldsider, til venstre stirrede man ned i afgrunden mod den brusende Aurlandselv. Ikke mindst, da vi red ind i en hvepsesværm, og hestene begyndte at GALOPPERE frem ad stien, troede jeg, at min sidste time var kommet.
   Hestene var dog vant til turen og gik sikkert på benene. Og efter fem timers ridt, da vi så småt nærmede os Aurland, overvejede jeg seriøst at kaste mig i afgrunden for således at gøre en ende på mine lidelser: Aldrig før eller siden har jeg været så øm i røven.
   Uden for Aurland takkede vi vores hestefører og slog lejr tæt ved elven. Der var desværre ikke så meget at diskutere, min fjeldtur var forbi. Vi blev hurtigt enige om, at Henrik og Carl naturligvis skulle drage videre ud på nye eventyr, mens jeg måtte tage toget fra Aurland til Flåm og dér skifte til toget fra Bergen mod Oslo.
   Humpende fandt jeg hjem. Imens gik Henrik og Carl videre, havde en fin tur og besejrede et par bræer.
 
   Aldrig mere
   Det blev den bitre ende på min karriere som fjeldvandrer. Jeg har været i Norge siden, men de herlige vandreture i Norges vilde fjeldlandskaber blev det farvel til - for evigt.
   Hvorfor? Jeg elskede jo de ture. Men så kom der seminarievenner, ungdomsoprør, Thylejr, alt muligt andet, tiden gik, venskaberne ebbede ud, man var blevet en anden.
   Endnu engang må man konstatere, at de største synder i éns liv - det er undladelsessynderne!
   Beretningen om mit norske vandreeventyr skal munde ud i en tak til Henrik, som var den direkte årsag til, at jeg fik føjet dette eventyrlige kapitel ind i mit livs bog.              
                                                                                                                                         28. maj 2013      
                                                                                                                                      Gudmund Auring

      

  

 

 

 

 

  

 

 

  

 

   

SORGENFRI UNGDOM 3 PENGE I KASSEN

      SORGENFRI UNGDOM 3

 

           PENGE I KASSEN
             - af Gudmund Auring -

    I foråret 1961 blev jeg konfirmeret og gik således, som den hævdvundne betragtning lød, ”ind i de voksnes rækker”.

   Det var naturligvis en traditionel anskuelse, som for længst havde mistet enhver gyldighed. I tidligere tider, da langt de fleste unge forlod skolen efter 7. klasse for at myldre ud på arbejdsmarkedet, lå konfirmationen som et nogenlunde naturligt brud imellem barndom og voksenliv. Men nu fulgte et flertal af de unge industrisamfundets krav om mere skolegang og uddannelse. Og med min generation afskaffedes mellemskolen og de syv års undervisningspligt. Nu var der 9 års undervisningspligt, og efter 7. klasse deltes vi op i A- (almen) og B- (boglig)linje. Derefter kom for B-linjens vedkommende 1. og 2. real, hvorefter man enten kunne dampe over på gymnasiet eller tage 3. real og realeksamen med. Enkelte usikre eksistenser kunne tage realeksamen for en sikkerheds skyld og derfra gå til gymnasiet. Blandt disse var jeg.
   Konfirmationen lå således lidt umotiveret i forhold til de øvrige afgørende begivenheder og brud i livet. Men den var en selvfølge. Så vidt jeg ved, blev alle i min klasse konfirmeret.
   Men børn var vi sandelig endnu! På vej ind i den nyopfundne gruppering, ungdommen, som netop i årene omkring 1960 begyndte at manifestere sig afgørende som en selvstændig og - endnu i det små - forbrugende tilstand, et resultat af velstandsboomet i ”de glade tressere”, som vi netop stod på tærsklen til.
   Hvis konfirmationen var indgang til noget som helst, så var det netop til denne tilstand, som på én gang var et underligt limbo og en voldsom bølge, som opslugte og omdannede det traditionelle kulturelle billede i en grad, der endnu dårligt nok er overblik over.

 

   Konfirmation
   Om dette nybrud kan skrives og er skrevet ufattelige mængder. Men det var endnu kun i sin vorden, og vi, der stod midt i det, havde som sædvanlig intet overblik over, hvad vi var en del af.
   Det første tegn i vores familie på de nye tider var den nye stue. Far kunne opgive sit aftenarbejde med regnskaber og sprogundervisning, og alligevel var der penge nok til, at vi kunne udvide stuen, så den blev dobbelt så stor. En lokal murermester, en ældre, bundhæderlig mand, byggede stuen om med tre-fire raske svende og lærlinge. Far deltog i arbejdet, når han havde tid, og fik overrakt eller tiltusket sig en hvid murerkasket, så han så helt håndværkeragtig ud - som tidens fotos fortæller. Den fulgte ham siden som en fast ”uniformsdel” ved alt praktisk arbejde.
   Selv havde jeg agiteret ivrigt i familierådet for et fjernsyn. Det havde ”alle de andre”, og fodbold-transmissionerne fra de olympiske lege i Rom 1960 havde endegyldigt overbevist mig om et sådant møbels uundværlighed. Men ak, jeg blev skammeligt majoriseret, eftersom jeg gik til konfirmationsforberedelse, og ambitionen var, at hele familien skulle kunne rummes i den nye stue til konfirmationsfesten.
   Som sædvanlig faldt jeg lidt ved siden af den lokale forstadskultur og mine klassekammerater. Ikke noget med den nybyggede Sorgenfri Kirke her, næh, jeg blev konfirmeret fra valgmenighedskirken i Vartov. Den lå ganske nær Københavns Rådhus og var stedet, hvor Grundtvig himself beklædte præsteembedet til sin død.
   Far og mor var medlemmer, og far sad senere i menighedsrådet gennem mange år.    
   Det var et lille, hyggeligt og meget engageret konfirmandhold på seks unge hos pastor Hakon Mandøe. Han var en alvorlig mand, som bestemt lagde vægt på at diskutere livets store spørgsmål med sine konfirmander. Selv var jeg absolut troende, og på min gammelkloge, rethaveriske facon mente jeg med ordets magt at kunne bevise Guds eksistens. Mon ikke Mandøe har set med nogen skepsis på min absolutte overbevisning, som byggede mere på påståelighed og logik end på indlevelse, og tænkt, at den lige så godt kunne slå over i sin modsætning en skønne dag. Hvis han har, fik han helt ret. Få år efter mistede jeg troen og har ikke genfundet den siden. Men jeg var glad for at gå til konfirmationsforberedelse, og kulturkristen er man jo alle dage, hvad enten man har været i kløerne på troen eller ej.
   Ellers husker jeg blot, at med på holdet var Herman D. Koppels søn Anders, endnu en engageret og alvorlig ung mand, absolut mere begavet end jeg. Få år efter mødte jeg naturligvis op til ”Savage Rose”s debutkoncert på selveste Plænen i Tivoli. Ret utroligt, at et dansk rockband kunne debutere på Plænen for en tusindtallig tilskuerskare, men der havde været masser af ”hype” (som det ikke hed dengang) om bandet, med de to begavede sønner, Thomas og Anders, af den berømte pianist og komponist, med en af Danmarks bedste jazztrommeslagere, Alex Riel, som lavede et meget omtalt cross-over til beatmusikken, og med den fantastiske sangerinde, Anisette, der allerede havde vakt opsigt med sin og Dandy Swingers´ version af ”River deep, mountain high”. Dertil flere andre kendte musikere. Det blev jo også indledningen til en fornem karriere, som endnu ikke er slut. Og det var en sej fornemmelse efter koncerten at gå ”backstage” og sige: ”Hej Anders, I var skidego´e”. Så var man -næsten - noget ved musikken.
   Selve konfirmationen husker jeg ikke, men festen fandt sted i vores flotte, nye vinkelstue. Der var taler og sange i bedste familietradition, jeg fik bl.a. et fotografiapparat og 400 kr. Mange penge dengang.

     

    Penge i kassen
   Jeg fik ellers ikke særlig mange lommepenge. Både far og mor var ud af en sparsommelig kultur, ikke mindst far, som havde været én af otte søskende, forsørget - dvs. født, klædt og uddannet - på en provinsbylærerløn.
   Og dog. Ved siden af det relativt beskedne månedlige beløb sponsorerede ”de gamle” faktisk både kontingent til spejder og til fodbold, så alt i alt blev jeg bestemt ikke snydt. Jeg tænker, at far og mor har betragtet det som ”sunde interesser”, værd at understøtte.
   Men efterhånden som mit ungdomsliv tog til, måtte der nødvendigvis flere penge i kassen. Nøden blev størst, da jeg i 15 års alderen begyndte på et par rigtig dyre fornøjelser, nemlig røg og druk. Og da min ven Henrik og jeg fik den geniale idé, at vi ville vandre i Norges fjelde hver sommer, skulle der virkelig skrabes til huse. Det betalte vi nemlig selv.
   Jeg har bragt både mælk, morgenbrød og aviser ud i store mængder, uden dog af den grund nogensinde at ha været bragt i forslag som USA's næste præsident. Min første avis var ”Virum-Posten”, den lokale ugeavis, som omdeltes til alle. Morgenbrød bragtes ud søndag morgen for en lokal bager på Virumvej. Folk ville gerne have deres friske morgenkrydder uden at skulle stå i kø helt ud på gaden, så der var omkring 30 papirsposer at fordele rundt omkring på områdets trappestene.
   Mælkejobbet markerede de sidste rester af en tid, som var ved at forsvinde: tiden før køleskabet. I min tidlige barndom var mælkeflaskerne lyse og glasklare, og på en frostmorgen fandt man dagens bestilling på trappestenen med staniolkapslen balancerende oven på en frossen flødeprop, en til to centimeter hævet over flaskehalsen. Af og til havde morgenfriske solsorter hakket hul på kapslen og gjort sig til gode med den frosne fløde. Pasteuriseringen var endnu ikke indført, og sødmælken blev leveret ucentrifugeret med en solid flødeprop øverst.
   Da jeg blev mælkedreng, havde man skiftet til brunlige flasker. Jeg blev udstyret med en såkaldt Long-John, en solid ladcykel, som var udvidet til begge sider med et løst pålagt trælad. Det gav plads til seks kasser mælk. Når der var fuldt læs, krævede det god balance at få cyklen startet og op i fart.
   Ved dørene stod de tomme flasker fra dagen før - med en lille bestillingsseddel stukket ned i en flaskehals. Og efter den leverede man så, fx 1½ liter sødmælk, 1 liter skummet, 2 kærne og ¼ kaffefløde. Man satte de fulde flasker foran døren og bragte de tomme ud i mælkekasserne på Long-John´en.
   I øvrigt var jeg næppe den eneste, der dumpede med glans til den indlagte intelligensprøve. Cyklen var forsynet med en fast støttefod under ladet i højre side, så når man skulle stille den, vippede man blot cyklen mod højre, og der stod den så, godt på skrå. Når man nåede tilbage fra ruten, skulle kasserne med de tomme flasker læsses af. Den første gang startede man, som let og naturligt var, fra højre. Hvilket resulterede i et gigantisk, klirrende brag, når den lettede højre side måtte overgive sig til venstre sides overvægt, og hele cyklen vippede over.
   Det - ikke specielt begavede - nummer lavede man kun én gang.
   Ellers husker jeg kun den morgen, hvor jeg snublede på en stentrappe inde i en opgang med seks fyldte literflasker i hænderne. Opgangen var forsynet med det mest vidunderlige ekko, og det klirrende bulder, som var resultatet af de seks flaskers forvandling til skår, rungede i opgangen en evighed, forekom det mig. Hver eneste beboer må ha vågnet med et spjæt. Al den dejlige mælk plaskede imens ned over trappen.
   Hvad kunne jeg gøre? Jeg havde hverken kost, spand eller klud med mig på cyklen. Det eneste, jeg kunne gøre, var at tage flugten.

 

   Søndagsaviser
   Mit bedste job gennem flere år blev omdeling af søndagsaviser. Det var hårdt arbejde på et akavet tidspunkt af døgnet, men man fik 30 kroner pr. gang, og det var mange penge i en tid, da en tyvestyks smøger kostede omkring 4,50. Så havde man sit arbejde samlet på ét tidspunkt og behøvede ikke have flere jobs, som åd alt for meget dejlig kvalitetstid på ugens morgener og eftermiddage. Nu kunne jeg nøjes med ét job.
   Kioskmanden på Abildgårdsvej 111 fungerede som aviscentral. Jeg fik den allerlængste, allerfjerneste rute helt ude ved Furesøen. Her lå velhavervillaerne side om side midt i hver sin enorme have. Ofte måtte jeg ase 50 meter op ad flisegangen til brevsprækken, for så at mose de 50 meter ned igen og fise de 50 meter op ad gangen i haven ved siden af. I fugleflugt var der måske 6 meter mellem de to hoveddøre, men ak, raftehegnet var for højt eller hækken for tæt…
   Jeg mødte ind klokken 3 søndag morgen og fik min cykel lastet med to kæmpestore, propfulde cykeltasker, og så trampede man ellers af sted med den tunge last. Der var cirka 100 Politiken, lidt flere Berlingeren, samt 4 eksemplarer af det socialdemokratiske Søndags Aktuelt.
   Gaderne var fuldstændig stille. Om foråret var det allerede lyst, og fuglene fyldte luften med jublende kvidren. På sådan en solgylden majmorgen var det en fryd at trille rundt i de mennesketomme gader og mærke dagen vågne.
   Men jobbet var på alle årstider, i al slags vejr! En vinterdag med sne kunne turen være noget af en prøvelse, med buldermørke, glatte gader og sjappede havegange. Først når turen sluttede omkring kl. 8, begyndte dagslyset så småt at pible frem.
   Området var stille og fredfyldt, man mødte stort set aldrig et menneske. Man kunne også kalde det øde og tomt, og på en buldermørk vintermorgen kunne man godt føle sig lidt som ”Palle alene i verden”. Jeg husker en vintermorgen kl. 4. Jeg bevægede mig op ad havegangen til hoveddøren, som sad i en karnap med tonede glasruder. Pludselig stivnede jeg! I tusmørket kunne jeg lige inden for ruden ane en mand iført høj hat og jaket, stående bomstille, stirrende stift på mig. Mit blod frøs til is, og håret rejste sig på mit hoved. Jeg stod nok og stirrede igen i to eller tre minutter. Så havde mine øjne efterhånden vænnet sig til mørket, og jeg kunne se - at det bare var en jaket, der hang på en bøjle på knagen, med en høj hat oven over. Jeg proppede avisen i brevsprækken og luskede ud til min cykel, hemmeligt flov over mig selv.
   En anden gang, en dejlig sommermorgen, kom en lillebitte, arrig hund højt gøende ud fra en åben hoveddør og bed mig i foden. Det gjorde sgu ondt, og jeg råbte av! Samtidig råbte husmoderen inde fra køkkenet: ”De skal ikke være nervøs. Den gør ikke noget!”
   Jeg var lige ved at råbe et sarkastisk ”tak for oplysningen” tilbage, men gjorde det dog ikke.
   Det skete, at jeg måtte tage ekstra ruter oven i min egen, når et af de andre bude var syg. Så kunne leveringstidspunktet blive op ad formiddagen. Det forventedes, at avisen kom i brevsprækken inden 8, og hvis man således var forsinket, kunne der falde temmelig vrisne kommentarer af fra utålmodige borgere, der savnede deres morgenavis.
   Således en morgen, da jeg måtte tage en ekstra rute, som omfattede Sorgenfri Slot. Her residerede kongens bror, arveprins Knud. For at gøre det endnu værre, var alle aviserne kommet ekstra sent den dag. Vor berømte skibsreder A.P. Møller var nemlig død sent aftenen før, og alle aviserne skulle have nekrologen med i søndagsudgaven. (Opslag har godtgjort, at det altså må ha været søndag den 13. juni 1965.)
   Jeg jollede op til slottet ca. kl. 9.30. Før jeg kunne banke på køkkendøren, blev denne revet op af en bøs, men distingveret udseende ældre herre med sølvgråt hår. Han bar en hvid livréjakke, over hvilken et kongeblåt ordensbånd strakte sig på skrå fra skulder til hofte. Ordnerne havde han dog ikke nået at få hæftet på endnu. Følgende ordskifte udspandt sig:
   Han (bøs): ”Hvorfor kommer avisen først nu?”
   Jeg (spag i mælet): ”Det er, fordi A.P. Møller er død.”
   Han (stadig bøs): ”Hvad har det med dét at gøre?”
   Hvorefter han flåede aviserne til sig (Berlingeren og Politiken, ikke Aktuelt) og smak døren i med et brag!

 

   Gartneriet
   Avisjobbet var fint til mine daglige behov. Men da min ven Henrik fik den idé, at vi skulle på fjeldvandring i Norge, skulle der jo skrabes helt andre midler til huse. Det betød, at noget af sommerferien måtte bruges på jobs i erhvervslivet.
   Mit første job var i et gammelt, temmelig misrøgtet gartneri. Her stod en hel stribe drivhuse, og i det allerstørste, på omkring 8 x 30 meter, var hele gulvet dækket af 30 cm sand. Jeg og et par andre teenagere blev forsynet med skovl og trillebør, og så var det ellers bare at gå i gang. Sandet skulle fjernes, løseligt anslået altså 72 kubikmeter.
   Det var strålende sommervejr, og solen bagte direkte ned på drivhuset, hvor temperaturen midt på dagen nærmede sig 50 grader celcius. Men vi tog fat. Begrebet ”skodjob” var ikke opfundet endnu…
   Ejeren var en ung, lyshåret mand, som mere lignede en playboy end en gartner. Jeg gætter på, at han havde arvet gartneriet fra ”den gamle gartner” og nu prøvede at realisere lidt grunker af arven. Om han havde forstand på gartneri, ved jeg ikke - vi så ikke meget til ham. Han kom kørende et par gange om dagen og beså vores fremskridt, men kørte hurtigt igen.
   Da vi havde tømt det ene drivhus, ventede det næste. Vore bare overkroppe blev mørkebrune, og vi bællede vand i ét væk. Efter 14 dage udløb min ansættelse, ikke fordi jeg sagde op, men fordi jeg skulle på ferie. Man løber ikke af pladsen!
   Hvad fik vi i timen? Tjah, 3-4 kroner, måske. 12 af dem blev brugt på en singleplade med min nye favoritgruppe The Kinks. Med den drev jeg mine gamle forældre ud i en tilstand af lallende vanvid ved at spille den HELE sommeren mindst 20 gange om dagen. Jeg var fuldstændig vild med det nummer.
   Det var ”Sunny Afternoon”. Så det har været sommeren 1964.

 

   Atlas Køleskabsfabrik
   En interessant udvidelse af mine erhvervserfaringer blev det næste sommerjob. Det var på Atlas Køleskabsfabrik, som jo måtte bære en alvorlig del af ansvaret for, at jobbene som mælkedreng efterhånden blegnede bort og forsvandt.
   Her var jeg blandt ”rigtige arbejdere”, og dette kulturmøde fandt jeg uhyre spændende, ikke mindst, da jeg jo i princippet var solidarisk med arbejderklassen.
   Mit job den første uge bestod i med et håndbor at gennemskrue samtlige skruegange i køleskabenes fodstykker. Disse blev nemlig kemisk behandlet med et eller andet rustmodvirkende, som desværre havde det med at krystallisere i skruegangene, så skruerne ikke kunne gå i og køleskabet således ikke færdigmonteres.
   Jeg skruede og skruede, otte timer om dagen. Spændende var det jo ikke, men omkring mig i den store fabrikshal foregik der alligevel så mange interessante ting, at jeg ikke kedede mig.
   Efter en uge måtte jeg desværre gå til den ansvarlige for mig og sige, at det ikke gik længere, mine håndled var helt smadrede. Han var en høj, sorthåret arbejder med Elvis-frisure, bryldcreme og det hele. Uden megen snak blev jeg overflyttet til en maskine, hvor jeg skulle folde emballage og klipse det sammen i en stor klipsemaskine, som aktiveredes med en fodpedal. Det var nogle andre bevægelser, og mine håndled kom sig hurtigt igen.
   Senere mødte jeg ”min” arbejder igen under helt andre forhold, da han under et debatmøde på Virum Statsskole om Vietnamkrigen rejste sig og udslyngede det bramfri udsagn, at ”hvis USA er frihedens land, hvordan kan det så være, at Frihedsgudinden vender røven mod landet og brystet mod øst?” Aha, sådan så altså en kommunist ud. Interessant.
   En anden ungarbejder overtog nu mit skruejob, og han var tilsyneladende uhyre effektiv. Han var dobbelt så hurtig som jeg, og det svandt kendeligt i stablen med bundstykker. Men efter tre dage blev jeg uden mange ord hentet tilbage til mit gamle job og fik lov at skrue alle hans bundstykker igennem en gang til. Han var åbenbart lidt af en Karl Smart, og hans effektivitet kun overflade.
   Det var mig en tilfredsstillelse sådan stiltiende at blive anerkendt for mit arbejde. Jeg var måske ikke hurtig, men jeg var grundig og pålidelig.
   Trods ensformigheden var jobbet lærerigt på mange måder. Fx kunne man overvære, hvordan to lærlinge på vel 19 år diskuterede deres kærester, under hvilket ordskifte den ene kom med den saftige erklæring, at han glædede sig til at komme hjem ”til kærestens skummende kusse”. Bestemt et udtryk, som kunne lagres til senere brug - når man altså en gang fik mod til at bruge det…
   Efter 14 interessante dage var det slut, og turen gik med Henrik til Norge.  

      

   Comus i Lyngby
   Til sidst fandt jeg et blivende sted, nemlig Brugsen på Lyngby Hovedgade. Det var en for den tid ret stor og moderne selvbetjeningsforretning med kasselinje, dengang stadig noget ret nyt. Her arbejdede jeg i mange ferier gennem flere år.
   Jeg havde mit virke i frugt og grønt afdelingen. Arbejdet bestod mest i at fylde butikshylderne op. Når det var gjort, skulle hylderne gennemgås for poser fra tidligere opfyldninger med fx et stødt æble i. Disse blev sorteret fra og kom ud på lageret, hvor de rådne æbler blev fjernet og resten pakket igen. Så pris på og atter ind på hylden.
   Somme tider kom der varer i løs vægt, det kunne fx være nye kartofler eller jordbær. Så stod vi tre-fire personer ude i gården, vejede op og pakkede under spøg og skæmt. Et herligt afbræk i det indendørs arbejde, ikke mindst når sommersolen skinnede.
   Mit værn imod de forskellige jobs lidt ensformige trummerum havde normalt altid været, at jeg gik og sang og trallede tidens hits inde i mig selv - eller højt, hvis situationen var til det. Men der fik jeg et problem i Brugsen på grund af et ret nyt fænomen: Muzakkken. Eller ”musik i kostalden”, som vi kaldte det i mine politiske cirkler, den var jo til for at sikre en større mælkeydelse, dvs. give forbrugerkvæget større købelyst. For et musikalsk menneske som mig var det en plage med den kønsløse og intetsigende musik, som ikke var værd at lytte til, men som forhindrede mit eget tralleri. Det var bestemt ikke tidens hits, men ligegyldige melodier af ældre dato. Kun et af numrene i båndsløjfen ku jeg li. Når det kom på båndsløjfen, skrålede jeg med, alt hvad jeg kunne - inde i mig selv. Men ellers måtte jeg trælle uden at tralle.
   Min chef i grøntafdelingen var Anker Spangsberg, en ung og flink fyr med et blink i øjet og den københavnske arbejders kvikke replik i sin mund. At stå og sortere æbler eller veje kartofler af med ham var ikke kedeligt. Han spillede også fodbold, for fælledklubben Victoria, tror jeg nok, som lå placeret i Københavns-serien. Et par gange var jeg inde på fælleden for at se ham spille, han var en lille, lynhurtig og driblestærk wing.
   Vi blev helt gode venner, og jeg blev sågar inviteret med til fest hos ham en nytårsaften i hans lejlighed. Vi var nok en otte-ti stykker. Men ak, jeg var vist en kedelig gæst. Jeg turde overhovedet ikke lægge an på de kvikke københavnerpiger, han også havde inviteret, jeg var alt for genert. Og i de unge fyres sproglige pingpong kom jeg let til kort, selv om jeg til daglig var ganske godt skåret for tungebåndet. Så dér sad jeg, stum som en østers, kedelig, imens jeg drak øl efter øl og drømte om alt det, jeg kunne sige og gøre. Hvis bare jeg turde…
   Butikkens øverste chef var en mand på omkring de 50, som havde arbejdet sig op fra almindelig kommis i forretningen, nok en medvirkende årsag til, at de andre ikke ku li ham. Nu spankulerede han rundt der i pænt jakkesæt og holdt øje med os. Hvis jeg stod ude bagved og sorterede æbler, var det en ganske selvfølgelig fristelse at kværne et let stødt æble i sig - det skulle jo smides ud alligevel. Men hvis chefen så kom og overraskede os, var hans faste replik et bøst: ”Hov, du der, du er ikke på kost!”
   Nej, jeg ku heller ikke li ham.
   I øvrigt var han selv ”på kost”, flydende kost: Dengang lå øllerne i trækasser med 50 styk. De lå i lag med et stykke gråt karduspapir øverst. I de øverste kasser manglede der ofte tre-fire bajere i det øverste lag, og ”alle” vidste, at det var chefen selv, der bortførte dem. Han var nemlig alkoholiker. Der er koldt på toppen…
   Jeg kan ikke sværge på, at det var sandt. Men jeg er nu ret sikker, for hvis vi andre var blevet grebet i at negle øl, så var vi med garanti røget ud på røv og albuer. Så det turde vist ingen.
   Værst var dog de halvgamle, rethaveriske og humorforladte husmødre. Dem kom man virkelig til at hade. Hvis prisen ikke var passende, eller der trods vores omhu alligevel fandtes et råddent jordbær i bakken, så var det den nærmeste dreng, dvs. mig, der havde skylden. Nu havde jeg jo ikke ret meget indflydelse på prisniveauet, så det var mildest talt træls at høre på sådan en kællings dybt fornærmede skærebrænder-stemme, mens hun så anklagende på én.
   En enkelt gang gik det galt. Når vi havde fredagsvagt, var arbejdsdagen på 12½ time, og da var man mildest talt udmattet, når klokken nærmede sig 20 og fyraften. En dame henvendte sig og spurgte, hvor kartoflerne var. Eftersom jeg var ved at fylde kartofler op og stod midt i et bjerg af disse velsignede rodknolde, kunne jeg bare brede armene ud og sige ”her”. Hendes næste replik var: ”Er de ikke lige lovlig dyre?” Hvorpå der fór en lille træthedsdjævel i mig, og jeg svarede venligt: ”De behøver jo heller ikke købe dem…”
   Hun gik sgu til chefen! Kællingen, mokken, striglen, rivejernet, mæren, gimpen gik til chefen himself. Jeg havde været uforskammet og måtte stille på kontoret til en gardinprædiken og med en fremmumlet undskyldning. Mit hjerte fyldtes imens af et brændende had!
   Når jeg den dag i dag er i en butik eller beder om assistance over telefonen, husker jeg altid den situation. Det er som oftest IKKE den man taler med, der er årsag til eller skyld i éns problemer. Så ofte siger jeg: ”Jeg ved godt, at det ikke er din skyld, men…”
   Denne lille ting var blot én af mange, jeg lærte ved min kontakt med arbejdsmarkedet. Først og fremmest fik jeg rigtig meget ud af at være sammen med mennesker fra andre miljøer end det, jeg normalt færdedes i. Så alt i alt var mine feriejobs til stor gavn og glæde for mig, ikke blot økonomisk, men især menneske-kundskabsmæssigt og socialt.

                                                                                                                                                      13. maj 2013

                                                                                                                                                  Gudmund Auring

SORGENFRI UNGDOM 2 PÅ VIRUM STATSSKOLE

  SORGENFRI UNGDOM 2

 

   PÅ VIRUM STATSSKOLE
       - af Gudmund Auring -

    I august 1964 begyndte jeg i 1.v på Virum Statsskole. Tre år senere blev jeg student.

  Gymnasiet var ikke til diskussion. Hverken jeg eller mine forældre havde gjort os andre tanker om den nærmeste fremtid, selv om jeg er sikker på, at far og mor ville ha bakket det op, hvis jeg havde haft andre ideer om uddannelse. Men det havde jeg altså ikke.
   Derimod var der et andet penibelt problem, som skulle løses - skulle jeg være matematisk eller sproglig? Det var dengang gymnasiets to hovedlinjer, som så hver især var delt op i tre underlinjer, der skulle vælges efter 1.G: MATEMATISK: Fysisk, biologisk,  samfundsfaglig - eller SPROGLIG: Klassisk, ny, musik.
   Hvad angik interesse, var der ikke megen tvivl. Så skulle jeg være sproglig. Der var bare det lille ”aber dabei”, at jeg havde sjoflet tyskundervisningen i folkeskolen og desværre kun havde meget tågede ideer om dette ærværdige sprog. Og rygtet sagde, at på Virum Statsskole var der en rigtig barsk tysklærer, Thorkild, som gav et hav af mundtlige og (oh gru) skriftlige lektier for, og som bestemt ikke så igennem fingre med usle tyskpræstationer. Samtidig havde jeg fået lutter klokkeklare ug´er i regning ved realeksamen, så det dersens matematik havde jeg vel helt godt styr på, mente jeg. Strategien blev derefter at vælge matematisk linje i håb om lidt færre lektier og dermed en lidt lettere vej til huen. Afgørelsen om min fremtid blev altså truffet på grundlag af sådan cirka to dele dovenskab, tilsat en del angst for Thorkild. Jo, vel var man da en moden og målrettet ung mand!

 

   Første dag
   Jeg var glad, nærmest overmodig, på den første dag. I hvert fald svarede jeg lystigt ”det er stadigvæk mig”, da vores klasselærer foranstaltede navneopråb. Det var noget overstadigt vrøvl at sige, da der jo absolut ikke var dækning for det der ”stadigvæk”. Men jeg var bare så klar til at komme, se og sejre.
   Frøken Mogensen tog det da også helt cool. Med iskold ro spurgte hun, om jeg kendte noget til filosoffen Heraklit? Det kunne jeg jo ikke påstå - hvorefter hun forklarede mig, at Heraklit var stamfar til det berømte udsagn ”man kan ikke bade i den samme flod to gange.” Det begrundede han med, udlagde Mogensen, at man ved anden dukkert allerede var et andet menneske end ved første. Vandet var i øvrigt også noget andet. Så udsagnet om, at jeg ”stadigvæk” var mig, ville hun tillade sig at stille sig noget tvivlende overfor…
   Ja, sådan blev jeg pillet ned, på elegant, intellektuel vis. På det minut gik jeg fra ”king of the world” til ”våd hund”. Mogensen fortrød næsten, da hun så, hvor lille jeg blev. Hun lo og sagde, at det her ville hun huske, når jeg blev student. Men mit typisk Gudmund´ske overmod var for længst forduftet.

 

   Mogensen og matematik
   I øvrigt havde hun for længst glemt det tre år efter. Sandt at sige gav jeg hende ikke særlige grunde til at huske mig, eftersom jeg mest krøb i ly i hendes timer, ikke på grund af det lille startuheld, men fordi matematikken snart viste sig at være noget helt andet end folkeskolens grøftegravning og futtogsfart mellem Horsens og Skanderborg. Det her var matematik, betydeligt mere teoretisk og noget sværere, ligninger, integral- og differentialregning, sandsynlighedsregning og meget andet godt.
   Egentlig kunne jeg godt finde ud af det. Men problemet var, at det ikke interesserede mig ret meget, og jeg faldt derfor hurtigt tilbage til min gamle uvane med at ”putte mig” i timerne og begrænse lektielæsningen til det højest nødvendige. Min gode ven fra folkeskolen, Henrik Krag, gik jeg heldigvis i klasse med, og vi var sidekammerater gennem alle tre år. Han var ikke bleg for at give en hjælpende hånd med den skriftlige matematik, som han havde noget bedre styr på end jeg. Så vidt jeg husker, skrev jeg dog vist nok ikke direkte af, men en lille telefonopringning til Henrik aftenen før afleveringen kunne løse mangt et matematisk problem.
   Mogensen var en særegen person. Den knastørre ro og intellektuelle ironi, som jeg allerede havde stiftet bekendtskab med, var et særdeles effektivt pædagogisk middel. Hendes stemme var ganske lavmælt, og hun hidsede sig aldrig op. Men det var heller ikke nødvendigt, hendes kølige personlighed gjorde, at respekten var stor, og der var ro og koncentration i hendes timer. For en hidsigprop som mig, der som lærer aldrig har været bleg for at levere en højrøstet skideballe til syndefulde elever, har det siden været et memento: Det er såmænd slet ikke objektivt nødvendigt med alt det råberi. Det bunder i mit eget temperament, som jeg selvfølgelig heller ikke skal svigte.
   Hun var lille og spinkel, nærmest med en vissen fremtoning. Kvindelige former og et feminint væsen var ikke Mogensens sag. Min far sagde meget rammende, at hun lignede en matematisk formel!
   Men hun var flink nok - og dygtig til matematik.
   Ved eksamen i 3.G kom det så - the moment of truth. Men her skete hele to mirakler. Til skriftlig eksamen ”kom jeg op i netop de fire opgaver, jeg ku” og løste dem korrekt. Jeg var helt himmelfalden, da jeg sammenlignede resultater med Henrik bagefter. Vi var enige! Alt var rigtigt! Jeg fik 10!
   Nå, men i mundtlig var der ikke noget at gøre. Ganske vist kunne jeg nå at repetere, men efter ha repeteret det første af ti emner, sandsynlighedsregning, indså jeg, at det var håbløst. Det ku jeg ikke nå, eller rettere, jeg gad ikke. Med sikker matematisk sans regnede jeg ud, at jeg rent faktisk kunne klare mig med 03 uden at dumpe, og så droppede jeg repetitionen.
   Men mirakel nummer to! Jeg kom ind til min henrettelse og trak - sandsynlighedsregning. Det eneste af 10 emner, jeg havde repeteret. 8!!!
   Hvem var det, der sagde, at jeg ikke ku matematik?

 

   Rektor i dansk
   I dansk havde vi selveste rektor, Folke Roikjer. Han var en lille, lidt tør mand, hvis knirkende stemme blev filtreret gennem hans skæg, så den nåede frem til os med en nærmest lammende, søvndyssende virkning.
   Det var en katastrofe. Jeg, som var en ivrig læser og havde glædet mig til spændende litteratur, tabte fuldstændig modet. Roikjers måde at docere på dræbte ethvert glimt af poesi, som teksterne monne indeholde. De blev udlagt på det allermest sindige og grundige, noterne bag i litteratursamlingen blev indflettet og terpet, og således blev den klassiske danske litteratur myrdet for øjnene og ørerne af os.
   I løbet af gymnasiet mistede jeg næsten min ellers altomfattende læselyst. Senere har jeg læst det litteraturudvalg, vi benyttede i gymnasiet, og det indeholder masser af fortrinlige, ja fremragende tekster. Hvorfor skulle de henrettes så grusomt?
   Tjah, ingen er vel forpligtet ud over sine evner. Og stakkels Roikjer manglede uheldigvis evnen til begejstring, til levende formidling, til indlevelse.
   Det var en tragedie.
   Men ellers var han såmænd flink nok.
   En af de få ting, jeg som regel gjorde mig umage med i gymnasiet, var de danske stile. Her havde jeg ambitioner. Roikjer bedømte dem korrekt og samvittighedsfuldt, men over 9 kom jeg aldrig, hvilket ærgrede mig enormt.
   Jeg var nok ikke bedre…

 

   Hr. Lyngby
   Oaserne var for mig de humanistiske fag, ikke dansk, desværre, men historie og ”oldævl”, som var den hævdvundne betegnelse for oldtidskundskab. Her havde vi Lyngby. Hans personlighed var ikke nem at blive klog på, men han underviste udmærket, og så lagde han op til én ting, der passede som fod i hose til min nyvakte personlighed: Diskussion. Han lagde stor vægt på at få os til at diskutere.
   Naturligvis var der skarpt adskilte fløje i klassen, hver især overbevist om egen ufejlbarlighed og modstandernes fladpandethed. ”Min” fløj, den socialistiske, var dog lidt snæver. Den bestod af mig og Jakob Lindberg, begge medlemmer af DsU, som sammen og på skift forsvarede os hårdnakket imod ”de borgerlige”, der udgjorde en temmelig bred falanks. Steen var overbevist tilhænger af partiet ”De Uafhængige”, som var et ultraliberalt udbryderparti fra Venstre. Han rådede over 4-5 trofaste proselytter, der støttede ham i vores hidsige diskussioner. Af og til kom han lovlig tæt på ret modbydelige synspunkter, som fx når han brugte som argument, at det var altså ikke seks millioner jøder, nazisterne myrdede, det var kun fem!
   Bølgerne gik højt, såvel i Lyngbys timer som ved mange andre lejligheder, og Lyngby lod os løbe diskussionslinen ud uden at blande sig. Flertallet i klassen var vel mest ligeglade, men med ”borgerlig” tendens. Det var jo endnu før ungdomsoprørets dage, så Jakob og jeg følte os ofte lidt ensomme. Steen var stor og stærk, enkelte gange udartede det til skubberi (ikke i timerne, naturligvis) og jeg indkasserede vist også en flad øretæve en gang i 1.G. På fodboldbanen gik han heller ikke af vejen for at feje benene væk under mig med ret ufine tacklinger. Men efterhånden som vi blev ældre, indskrænkede vi os til brug af åndens ikke altid lige fintslebne våben.    

 

   Engelsk
   Vores engelsklærer, navnet desværre glemt, var en sød dame, men meget autoritet havde hun ikke. Og Henrik og jeg, som kom fra Molly Hansens håndfaste tugt i folkeskolen, lod os lulle i søvn af den almindelige slendrian. Vi brugte som argument overfor hinanden, at vores lærer alligevel ikke var halvt så dygtig som Molly - og så sænkede vi ellers slagskibe i samtlige engelsktimer. Vores lærer lod, som om hun ikke bemærkede det. Hun havde nok at gøre med at holde styr på de andre, der heller ikke engagerede sig meget i undervisningen.
   Faktisk havde vi ret. Efter ikke at ha åbnet en bog i tre år gik vi op til studentereksamen. Jeg havde dog taget mig sammen den sidste måned og sat mig lidt ind i, hvad eksamen egentlig gik ud på, og fik 11. Henrik anede ikke, hvad vi skulle op i, men fik 9. Mollys fremragende undervisning kunne vi altså stadigvæk leve højt på her tre år efter.
   Jeg er dog ikke derfor stolt af min slatne indstilling, som med skam at melde prægede forholdet til stort set alle fag i hele min gymnasietid. Og heldigvis tog jeg mig sammen og gik hen og stak vores engelsklærer en undskyldning for mit manglende engagement og min ikke særlig pæne opførsel i hendes timer ved den lille sammenkomst efter vores dimissionshøjtidelighed - ud fra devisen, bedre sent end aldrig. Hun blev så overstrømmende glad og tilgivende, at jeg blev dobbelt så flov over at ha medvirket til at gøre livet surt for den rare dame.

   Biologi

   Da 1.G lakkede mod enden, trak det op til endnu en vanskelig afgørelse: Skulle man vælge biologisk (naturfaglig) eller matematisk-fysisk linje? Den tredje mulighed, samfundsfaglig, fandtes desværre ikke på Virum Statsskole det år.
   Atter valgte kloge og seriøse Gudmund ud fra udelukkelsesmetoden: Hvor havde man mindst matematik og fysik? Det havde man på den biologiske linje (hvor man så til gengæld havde meget biologi og geografi). Altså valgte jeg biologi, uden at det bundede i nogen dybere interesse for dette fortrinlige fag.
   Det var dog lige ved, at jeg kom fra asken og i ilden. Sporring, vores biologilærer, var ikke til at spøge med! Der skulle jævnligt afleveres grundige biologirapporter, og vores lærebog var på engelsk! Sporring fortalte, at den var helt ny, udgivet i USA, hvor man få år før havde måttet lide den tort, at russerne havde været først i rummet med både Sputnik og kosmonauten Jurij Gagarin. Her måtte oprustes, og det gjaldt ikke mindst i undervisningen på det naturvidenskabelige område, hvor amerikanerne altså udarbejdede helt nyt undervisningsmateriale. Og da der ifølge Sporring heller ikke i Danmark fandtes ordentlige biologibøger, ja, så måtte vi gribe til de amerikanske!
   Bøgerne var faktisk interessante. Fremstillingen af stoffet var meget levende og krydret med gode illustrationer. Og samtidig var Sporring en hård hund, som mødte slendrian og slaphed med aldeles håndfast verbal kritik. Han havde altså det, der åbenbart skulle til, for at slatne jeg kunne tage mig sammen til at præstere noget nogenlunde ordentligt. Og da han samtidig var en dygtig og vidende lærer, så fik jeg efterhånden, halvt under tvang, oparbejdet en vis interesse for faget.
   I 2.G var vi på lejrskole til Anholt, hvor vi finkæmmede ”Ørkenen”, konstaterede årsagen til de parabelformede klitter, fandt masser af planter og indså, hvorledes de hver især stod i afhængighedsforhold til blæst og læ, sol og skygge og jordbundens surhedsgrad, som vi målte med lakmuspapir. Det hele skulle naturligvis nedfældes i en diger rapport.

 

   Geografi
   I geografi og geologi havde vi vores engelsklærer. Hendes autoritet var stadig ikke den største, men da faget jo hørte til den naturfaglige linjes hovedfag, strammede jeg mig noget mere an her end i engelsk. Og som med alle fag: Hvis man gjorde en indsats, voksede interessen med fordybelsen.
   Fra undervisningen husker jeg kun vores lejrskole. Den gik til Odense, hvor vi besøgte byplankontoret og arkitekterne bag det planlagte byggeri i Volls Mose, et typisk 60´erbyggeri med masser at fortræffelige lejligheder i et retvinklet miljø af gråt beton. Nu om dage indgår Volls Mose ofte i debatter om danske ”ghetto-miljøer”. Sjovt nok at ha kendt til byggeriet lige siden dengang.
   Atter skulle vi lave en grundig rapport. Her, som i arbejdet med biologirapporterne, oplevede jeg for første gang gruppearbejde i undervisningsmæssig forstand. Men hvordan gribe det an? Jo, min gruppe forkastede resolut arkitektfirmaets planer og lavede vores egen helt nye projektering af Volls Mose. Vi gik vældig op i det og var ret stolte, da vi afleverede det til vores lærer. Hun sendte rapporterne til Odense og byplankontoret, og ikke længe efter kom der et svar, som kynisk nedvurderede vores stolte bestræbelser under påvisning af alle de håbløse forsyndelser imod arkitekturens og byplanlægningens ABC, som vi havde gjort os skyldige i, ukyndige, som vi var. Vi blev noget lange i ansigterne.
   Men få dage efter kom der sjovt nok en ny kritik fra Odense, tydeligvis fra en person, som bedre forstod vores ungdommelige ambitioner. Han eller hun roste vores engagement og pegede på flere gode ideer i vores projekt, uden at vedkommende derfor forbigik fejl og mangler. Så løftede vi atter vore hoveder. Det var oprejsningens time.
   Man fulgte dog ikke vore ideer i Odense. Gad vist, om man kunne have undgået nogle af nutidens problemer, hvis man havde inddraget vores visionære projekt?

 

   På sovesalen
   Vi var faktisk på en tredje lejrskole, som gik til Hald Hovedgård syd for Viborg. Jeg kan ikke huske, hvad vi oplevede eller blot, hvilket fag vi var af sted i.
   Men jeg husker én ting. På drengenes sovesal cirkulerede et par digte i afskrift, som åbenbart har gjort dybt indtryk. Det ene begyndte således:
                                                          ”Kragerne krær over Karup Å
                                                          og frøerne kvækker i kæret
                                                          Der ligger Maren på græs og strå,
                                                          hun har alt røven i vejret…osv.osv”
   Tydeligvis et digt i Jeppe Aakjærs stil, men med et særdeles saftigt indhold. Maren bliver kneppet på det lystigste af Soren
                                                          ”- og hvisker - man hører det næppe:
                                                          Hvor er det gudsherligt at kneppe…”

    Det var stærke sager her i årene før pornoens frigivelse. Et par af de dristigste læste det op for den fnisende forsamling, og bagefter gik det på omgang, hvor hver især fik lov til at læse det igennem. Der lå man så og læste, kokrød i hovedet og med hånden fast knyttet om den uregerlige stiverik nede imellem benene.

  Jo, jeg har på mange måder haft glæde af mit særlige talent med at lære salmevers udenad…

        

   Fransk
   I fransk havde vi Knudsen, en ældre herre, tydeligvis barn af 30´rnes progressive universitetsmiljø. Han læste fine poeter med os, Jacques Prevèrt og visesangeren George Brassens, begge politisk progressive. Bl.a. refererede han til min rødmende fryd en saftig visetekst af Brassens, hvor nogle oprørske kvinder overfalder ”les flics” (panserne) for at skære nosserne af dem. Men de må opgive deres forehavende. Hvorfor: Joh, betjentene havde ikke nogen…
   Vi læste også ”Les jeux sont fait” af Sartre. Men ak, endnu engang forsømte jeg disse oplagte muligheder for at udvide min ånd og horisont - jeg sjoflede faget og kom aldrig igennem Sartre.
   Jeg er et udpræget eksamensmenneske, som ofte er blevet reddet af min evne til at gøre mit absolut bedste, når det var alvor. Til studentereksamen i fransk gik den bare ikke. Her kunne jeg ikke snakke mig fra mine sproglige og glosemæssige mangler og scorede et velfortjent 5-tal. Knudsen var dybt skuffet, hvilket jo viser, hvordan jeg efterhånden havde udviklet min evne til at ”putte mig”, så lærerne ikke vidste, hvad jeg stod for. Mig kom det ikke bag på, selv om jeg naturligvis havde håbet på noget bedre. Jeg vidste da godt, at jeg ikke ku en skid…

 

   Musik
   Hvor dog en lærer betyder meget! I musik havde vi en ung, energisk, munter og drøncharmerende Jens Østergaard, der mange år efter blev landskendt som dommer i den klassiske quizudsendelse Kontrapunkt. Musiktimerne var en fryd. Vi sang naturligvis, og Østergaard gennemgik adskillige klassiske værker med nodelæsning og musikeksempler på plade. Han fortalte om komponisternes liv og færden, og jeg syntes, det var drønspændende.
   Desværre havde vi jo ikke så mange musiktimer, vel én om ugen, da vi jo ”kun” var matematikere. Men tænk at ha været musiksproglig - og så ha haft Østergaard!
   Heldigvis kunne jeg da melde mig til skolens sangkor. Her deltog jeg begejstret i tre år. Blandt andet sang vi flere kor fra Händels ”Messias”, herunder det berømte ”Halleluja”-kor, som vi siden opførte i Virum Kirke. Jeg er vel af naturen baryton, men sang bas, og jeg husker endnu den berusende følelse, når det hele gik op i en højere enhed, og man sang

                                                           ”Haaaleluja  Haaaleluja  Haleluja Haleluja Haleeeluja…”

    Aldrig glemmer jeg den dag, da Vorherre for alvor viste, at han er en fyr med humoristisk sans. Vi øvede en dag om ugen i timen fra to til tre. Som mange korsangere og musiklyttere ved, slutter ”Halleluja”-koret med fire hurtige haleluja´er, hvorefter der kommer en total pause, inden der sluttes af med det sidste, vældige haleeelujaaa! Men nøjagtig i den pause, da hele koret var dødsstille -ringede skoleklokken.

   Det sidste haleluja blev aldrig sunget. Vi brød simpelthen sammen af grin. Og mon ikke Vorherre, den bandit, har klukket med i sin himmel?

 

   Klassen
   Typisk for den tid var det, at der gik ganske få piger i de matematiske klasser. I de sproglige var det mere fifty-fifty, men overordnet set var vel ca. 65 % af eleverne i gymnasiet drenge. Således også i vores klasse: 5 piger til 19 drenge.
   Det var naturligvis et problem, der bekymrede os drenge en del, ikke af ligeberettigelsesgrunde, men selv en sproglig kunne jo regne ud, at det gav os betydeligt færre at vælge imellem…
   Pigerne i vores klasse var alle sammen søde og venlige, men der var nu ingen af dem, jeg brændte varm på. Drengene var som gruppe temmelig splittet, blandt andet af de ovennævnte politiske grunde, og alt i alt kom klassen aldrig til at udgøre en helhed. For mig, der kom fra en 3. real, hvor sammenholdet var helt formidabelt, var det en stor skuffelse. Jeg var i den grad klar til socialt fællesskab og fede fester, men de blev af en eller anden grund aldrig rigtig til noget. Eller også blev de, uden mig?
   Enkelte private fester var jeg dog med til, især lige i starten. Ulrik holdt en kæmpefest, hvor hans forældre med stor og risikabel gæstfrihed hældte masser af sprut på os. Bl.a. champagne, var det ved nytårstid?
   Ganske vist havde jeg visse erfaringer med alkohol, men alligevel ikke de helt store. Og om champagnens lumskhed vidste jeg kun lidet: Den smager som sodavand og sparker som en hest.
   Resultatet blev, at nøjagtig klokken tolv eksploderede min rumlende mavesæk i et pludseligt, gigantisk brækanfald. Jeg nåede på ingen måde ud på toilettet, men kastede op midt i stuen, hvor brækket efter sigende misfarvede tapeterne og nåede ud i de fjerneste kroge.
   Åh, hvor havde jeg det dårligt. Lillan fra klassen tog hånd om mig, trøstede mig og badede min pande med en våd klud, indtil jeg var kommet så meget til hægterne, at jeg kunne bevæge mig hjemad.
   Jeg blev aldrig inviteret igen. Heller ikke til andre fester i klassen. Om det direkte skyldtes mit brækanfald, skal jeg ikke kunde sige. Men alt for mange aftner i gymnasietiden blev brugt på alt andet end fester, ikke af dyd, men af nødvendighed.
   Jeg havde dog flere gode venner i klassen, først og fremmest Henrik, men også Jakob og Poul. De fleste af de andre havde jeg det også okay med, på trods af de politiske modsætninger. Men der var ligesom bare ikke noget særligt festmiljø i klassen, måske ikke mindst på grund af det numeriske misforhold i dens kønsmæssige sammensætning. Hvordan de andre klarede deres festbehov, ved jeg ikke.     

  

   Fester
   Men heldigvis var der da de årlige, officielle gymnasiefester. Hvis man ser på slutningen af Niels Malmros´ geniale film, ”Kundskabens træ”, så har man fra Aarhus Katedralskole et indblik i festens atmosfære. På scenen stod den kendte trompetist Arne Lamberth med orkester, og de begyndte med indmarch. Senere var der Les Lanciers, hvilket var uhyre populært. Det havde vi begyndere trænet i idrætstimerne i ugerne op til festen. Men ellers lå skolens store festsal, om ikke øde hen, så dog med hele det store dansegulv befolket af 10-20 par, som dansede formfuldendt til Arne Lamberths klassiske dansemusik.
   Resten af folket befandt sig i musiklokalet, stuvet sammen som sild i en tønde. Her spillede en jazztrio, og det var her, ungdommens musiksprog lød. Beatmusikken var endnu ikke rigtig stueren til officiel gymnasiefestbrug.
   Alkohol til festerne var naturligvis strengt forbudt. Men mon ikke en og anden havde en flaske med, som omhyggeligt blev gemt i buskene uden for skolen? Havde jeg selv det? Erindringen svigter, men mon ikke? Dog gjaldt det om at passe på. Blev man antruffet som fuld, så vankede der karantæne. Så hvis man købte sprut, var det klogt også at investere i en lille æske Gajol.
   I 3.G lå ungdomsoprøret og boblede lige under overfladen. Selv havde jeg naturligvis for længst gennemskuet Virum Statsskole som den gennemborgerlige, samfundsbevarende institution, den var. Der skulle gøres oprør! Jakke, hvid skjorte og slips til indmarchen, vorherre bevars! Næh, jeg ville komme i rullekravesweater. Så ku de lære det, alle de borgerlige røvhuller!
   Og som sagt, så gjort. Men jeg havde dog været forsigtig nok til at ta hvid skjorte og slips inden under, og lige før vi marcherede ind i salen, flåede jeg rullekravesweateren af. Derinde i festsalen stod jo samtlige lærere i henholdsvis jakkesæt og lange kjoler, med deres ægtefæller i det modsatte, og nidstirrede os alle sammen, når vi langsomt skred salen af til Chopins toner.
   Jeg turde sgu ikke…
   Samme aften mødte jeg rent faktisk en sød pige. Hun var ikke specielt køn, men hvad, det var jeg jo heller ikke. Vi dansede, vi snakkede ubesværet sammen, der var gensidig sympati, og da festen sluttede, aftalte vi at mødes uden for, så jeg kunne følge hende hjem. Jeg anede med fryd snarlige kys og kram under lygtepælene på de dunkle villaveje.
   Men katastrofe! Da jeg havde hentet min cykel og stod udenfor cykelkælderen, kom hun ikke. Jeg tror, jeg stod der en halv time, inden jeg cyklede hjem som en dybt skuffet og forsmået ungersvend.
   Næste dag var der en, der fortalte mig, at hun i en halv time havde stået uden for HOVEDINDGANGEN og ventet på mig, inden hun, sandsynligvis lige så skuffet var gået hjem alene.
   Slemt nok. Men endnu værre var det, at vi aldrig siden fik talt ud om det. Vi vekslede aldrig mere et ord med hinanden. Når vi traf hinanden på skolen, lod vi, som om vi ikke så hinanden. Hvorfor? Ja, for mit vedkommende var der tale om en altbesejrende generthed. Måske kunne man bare, ved en forsigtig henvendelse og en kejtet undskyldning, ha reddet sig en sød kæreste for lange tider. Men en sådan misforståelse var alt for dum og tåbelig til at lade sig forklare.
   Kære ven, jeg har glemt, hvad du hed. Men du har hermed min ærgerlige og latterlige undskyldning.

 

   VI-STA
   Når nu det kneb med fester, så var der da heldigvis andre aktiviteter, man kunne kaste sig ud i. Skolen rummede et livligt foreningsliv, som en stor gruppe elever var temmelig aktive i, selv om skolebladet ”VI-STA”, der blev skrevet, redigeret og udgivet af eleverne, jævnligt indeholdt jammerklager om den brede hobs manglende engagement. Det var vel også sådan, at en mindre gruppe af ”Tordenskjolds soldater” stod for rigtig mange af aktiviteterne, mens flertallet var ”tavst” i den forstand, at det koncentrerede sig om egen skolegang og øvrige ungdomsliv.
   Alligevel vil jeg mene, at der var ganske mange engagerede elever, som gik alvorligt op i mangfoldige samfundsproblemer.
   Jeg er så heldig at besidde to eksemplarer af ”VI-STA”, fra henholdsvis april og november 1966. Heri skriver en hel række elever, og jeg kan nævne emner som: anmeldelse af skolekomedien ”Gidslet” , flere debatindlæg om gymnasiereform, oplæg til U-landsdebat, indlæg om den forsvundne sexualundervisning, en kronik: politik og ungdom, debat om elevrådets love, interview med skuespilleren Hans Chr. Ægidius, kronik om to moderne ”absurde” teaterstykker, som stod foran snarlig opførelse på gymnasiet, og meget andet, dertil naturligvis masser af vittigheder og inside-kritik af gymnasiet med mere. Også lærerne kom med indlæg, fx om et muligt forsøgsgymnasium.  
   En særlig VI-STA diskussion drejede sig om De-du. Vi sagde ”De” til lærerne, som tiltalte os med ”du”. Men ud fra en demokratisk tankegang var der elever, som mente, at tiden nu var kommet, da et gensidigt ”du” var på sin plads. I den debat ytrede både lærere og elever sig, men hos lærerne var den generelle holdning, at det traditionelle ”De-du” stadig var det mest naturlige.
   Der gik næppe mange år herefter, før denne holdning landede på historiens mødding…
   Indlæggene vidner om masser af ungdommelig alvor og engagement, udtrykt på et ganske højt intellektuelt niveau. Sproget er formfuldendt, tonen ofte lidt gammelklog, præget af en voksen og artig akademisk tradition, som står i et lidt pudsigt misforhold til de ofte oprørske synspunkter. Bemærk i øvrigt navnet, både en forkortelse af VIrum STAtsskole OG det latinske ord vista, som betyder udsigt eller udsyn - et typisk klassisk-akademisk navn.
   Nå, sådan en klog ung skribent ville jeg gerne være, fx som medlem af VI-STAs redaktion, men det lykkedes aldrig. Jeg måtte nøjes med jobbet som kasserer, hvilket jeg egentlig slet ikke egnede mig til, men det gik dog nogenlunde. Jeg nøjedes med at begå mit livs hidtil eneste lille underslæb, en dag jeg manglede øl og smøger til en fest. Desværre lykkedes det mig aldrig at spare sammen til den famøse 50´er, så jeg kunne lægge pengene i kassen igen.
    Jeg skrev vist ikke ret meget til bladet, men et enkelt indlæg husker jeg: En af skolens intellektuelle, som jeg så op til, Jesper Tang, skrev et indlæg, hvor han gjorde sig lystig over et talentshow på skolen. I tråd med min politiske overbevisning mente jeg nu nok, at Jesper var lige lovlig åndshovmodig, så jeg skrev et indlæg i hans egen drillende stil, hvor jeg beskrev ham på vej op i sit elfenbenstårn. Det var med lidt bævende hjerte, for jeg beundrede jo fyren. Men så vidt jeg husker, tog han det ikke ilde op.
   De andre intellektuelle bannerførere som Hans Siggaard og Johan Rosdahl var ældre end min årgang og derfor gået ud af skolen. Så det var Jesper og gruppen omkring ham, der i 3.G tog initiativet til en revy, som direkte tog vores lærere under behandling. Den bærende idé var en popularitetskonkurrence, hvor vore ærværdige lektorer og adjunkter konkurrerede om at blive årets ”popu-lærer”, og det gav selvfølgelig anledning til mange bidske hip til dem og deres forskellige særheder. Grundstemningen i hele revyen var dog mere elskværdigt-drilsk end aggressiv.
   Jeg kom med i forfattergruppen og skrev et par vers, som gjorde sig udmærket i den større sammenhæng. Jeg fremførte dem vist nok selv, maskeret som musiklærer Raagaard. Det var min offentlige digter-debut, hvilket jeg selvfølgelig var ret stolt af. Som afslutning deltog alle lærerfigurerne i en vekselsang på en af tidens hotte melodier ”Yellow Submarine”, hvor de hver især præsenterede deres fortrin og anglede efter elevernes gunst. Om Jens´erne Østergaard og Raagaard lød mit vers:
                             Ø:                        Jeg er reevolutionær
                             R:                         Jeg er altid det, som Jens han er
                             Begge:               Vi vil gør´ hvad det skal vær´
                                                          for at blive populær´
                             Alle:                    Vi vil så gerne være populær´, være populær´, være populær´
                                                          Vi vil så gerne være populær´, det må jeg da vær´,
                                                                                                                 det må jeg da vær´
Joken i verset gik på Raagaard, også en vellidt musiklærer, som både i udseende og stil kunne minde om en ungdommelig efterligning af den karismatiske Østergaard.
   I sammenhængen var det dog kun småting, jeg bidrog med. Men revyen blev et fin succes. Ikke mindst lærerne syntes, at den var både charmerende og talentfuld.  

 

   Teaterliv
   Mit største engagement lagde jeg dog i Teaterforeningen. Det var en forening af teatertossede, som indstuderede og fremførte skuespil under instruktion af en lærer. Ofte var det Seeberg, men også andre lærere gjorde et stort, frivilligt arbejde i sagens tjeneste. Ellers stod vi selv for arbejdet med kulisser, kostumer og alt det praktiske. Jeg spillede med i tre stykker, inklusive den officielle skolekomedie i 2.G. Det var ofte alvorlige, aktuelle stykker eller et af de ”absurde” teaterstykker, som netop på den tid var både nye og hotte. Fx husker jeg, at Jean Tardieus ”Lille konversations-symfoni” blev opført, med min gamle klassekammerat fra folkeskolen Jørn Gersløv som instruktør og i rollen som dirigent.
   Jeg spillede med i både ”Draussen vor der Tür” og Siegfried Lenz´ stykke ”De skyldiges tid - de skyldfris tid”, begge to alvorlige dramaer, som behandlede spørgsmål om skyld og skæbne i efterkrigstidens Vesttyskland. I det sidste var jeg endda både bogtrykker og kaptajn, da bogtrykkeren begik selvmord mellem første og andet akt..
   Jeg drømte naturligvis om en hovedrolle, men det blev desværre aldrig til andet end små biroller. Konkurrencen var hård, og man måtte affinde sig med instruktørens valg, hvilket jeg fandt helt i orden. Men alene det at være med i fællesskabet omkring sådan en teateropsætning var en stor oplevelse, som i nogen grad kompenserede for de manglende fester.
   Den officielle skolekomedie blev hvert år opført af 2.G. Jeg meldte mig naturligvis, og valget af stykke faldt på Brendan Behans ”Gidslet”, en tragikomedie med udgangspunkt i kampen mellem katolikker og protestanter i Nordirland. Igen blev det en lille rolle, som konstant bedugget IRA-vagt, men jeg havde dog den tilfredsstillelse at blive nævnt i VI-STA i Johan Rosdahls anmeldelse: ”Blandt birollerne….illuderede Gudmund Auring godt som en i en evig brandert omvandrende vagtpost…” Igen et lille plus til selvtilliden!
   I øvrigt var det et fantastisk stykke med mange barokke situationer og massevis af indlagte viser. Seeberg, som endnu engang ikke fik opfyldt sin drøm om et stykke af Max Frisch, instruerede særdeles kompetent, og vi havde den glæde, at stykkets oversætter til dansk, selveste ”Poeten” Poul Sørensen (ham med ”Solitudevej”) overværede en opførelse og bagefter skrev en meget anerkendende anmeldelse i Virum-Posten.
   Disse teateroplevelser kom mig siden til stor gavn. Jeg skrev, komponerede og instruerede igennem årene masser af store og små syngestykker/minimusicals til mine elever i Folkeskolen. Et par af dem er udkommet på amatørteaterforlaget Drama. Ved hver eneste indstudering, generalprøve og premiere oplevede jeg noget af den samme euforiserede teaterstemning, som jeg selv husker fra den gang. Børn og unge, der oplever fællesskabet i en teaterproduktion, glemmer det aldrig.

 

   Hverdage
   Desværre var gymnasiehverdagene ikke så opmuntrende. Jeg følte aldrig, at jeg rigtig faldt til på Virum Statsskole. Hovedårsagen har nok været, at min klasse ikke rigtig fungerede som et fællesskab, vi var meget forskellige, og nok også blottet for interessante personligheder, som kunne løfte de almindelige skoledage op af kedsomhedens sump. Og selv om jeg gerne ville mænge mig med gymnasiets intellektuelle avantgarde, rumsterede jeg også her kun rundt i periferien. Min gamle outsider-følelse vendte gradvis tilbage.
   Lærerne var alle sammen flinke nok, de fleste også fagligt dygtige, men kun Østergaard besad den eksplosive energi og udadvendte charme, som kunne fylde én med varme og begejstring.
   Selv om skolen var ret ny, så virkede ”ånden” på stedet lidt støvet. Roikjer var ikke just en mand, der kunne inspirere. Dog lykkedes det ham ved én mindeværdig lejlighed - ganske vist ufrivilligt - at løfte hele den samlede elevflok til jubelens højeste tinder.
   Vi var forsamlet i festsalen til morgensang. Rygtet gik, at to elever, som alle vidste ”kom sammen”, var blevet bortvist dagen før, fordi de efter sigende havde gået rundt i skolegården ”knappet ind” i den enes store overfrakke. Der var en vis forventningsfuld summen - hvordan ville rektor udlægge denne begivenhed?
   Roikjer gik på talerstolen og meddelte, at de to var bortvist en uge for utilbørlig optræden i skolegården. I øvrigt var det forbudt at vise tilbøjelighed for hinanden ved kærlig fysisk berøring, som fx at holde i hånd. Det var nemlig synd for dem, der ikke havde nogen at holde i hånden.
   I dette øjeblik brød hele festsalen sammen. Samtlige elever HULKEDE af grin, og det ville bare ikke holde op. På talerstolen stod stakkels magtesløse Roikjer og lignede mere end nogensinde en våd hund. Ingen ville Roikjer noget ondt, men hele affæren, og da især den begrundelse, var bare FOR latterlig.
   Hvordan seancen endte, husker jeg ikke. Men i ugen derefter trykkede drenge og piger sig op ad hver sin væg med alle tegn på rædsel malet i ansigterne, når de passerede hinanden på gangen. Man vidste jo aldrig, hvad konsekvensen kunne blive, hvis man kom til at strejfe hinanden.
   De fleste lærere grinede medvidende, når de så det. 

     

   Student
   Nå, men de tre år fik ende. Eksamen blev overstået uden varigt mén. Noget strålende gennemsnit kunne jeg ikke prale af - 7,7 - men hvad gjorde det? I 1967 kunne man komme ind på samtlige uddannelser, bare man havde sin eksamen - lige med undtagelse af Polyteknisk Læreanstalt. Men det var alligevel heller ikke et sted for mig.
   Som traditionen bød, skulle klassen samlet til storbyen for at få taget mål til huen. Alle var med, bortset fra Jesper, som var søn af den kendte tegner Claus Bering. Som kunstnersøn havde han ”ret” til at være excentrisk, så han mødte op til dimission i flot skipperkasket.
   En lille tilføjelse om kulturskred: Da jeg blev student 1967, var det kun Jesper Bering, der ikke fik hue. To år efter blev min søster Ingeborg student, og da var tiden mildest talt en anden. Kun 2-3 stykker i hver klasse fik huen, mens resten, piger og drenge, klarede sig med de flagrende lokker. Huen blev med foragt kasseret som et symbol på borgerligt åndshovmod og ”herrer vi ere i åndernes rige”-mentalitet. Nu var man solidarisk med arbejderklassen.
   Traditionen bød, at den med det største hoved skulle gi øl til hele klassen. En tid lang var jeg alvorligt i farezonen, men endte med akkurat at blive slået af min gamle politiske ”fjende”, Steen, som altså pungede ud.   
   Mon i øvrigt ikke det var den dag, vi endte på Galathea Kroen i Rådhusstræde og fik deres berømte rijstafel. Et meget eksotisk sted, syntes jeg, med totempæle ved døren, rå bordplader og træbænke, og besynderlige udskårne figurer, udstoppede dyr, zebraskind og andet spændende som udsmykning indvendig. Det var mit første egentlige restaurantbesøg, og for en ung mand, der kom fra et hjem med sovs og kartofler, stegte sild og kærnemælkssuppe, var rijstafel lidt af et kulinarisk mirakel. Det var jo lang tid før, København vrimlede med udenlandske spisesteder.
   Galathea Kroen ligger der i øvrigt endnu, ligner sig selv og serverer stadig rijstafel. 
   Selve dimissionshøjtideligheden husker jeg ikke, men den var vel, som den slags indtil da altid havde været, renskurede unge med pæne huer, ”Nu lyser løv i lunde” og håndtryk af rektor. Bagefter drog vi, som traditionen bød, hen til Hirschsprungs forgyldte springende hjort, virksomhedens vartegn, der i Virum måtte tjener som omdansningspunkt, da der jo var lidt langt ind til Kgs. Nytorv. Og få dage efter rullede vi pr. hestevogn rundt til alle de små hjem og blev trakteret med diverse former for punch og andet traktement. Der fandtes mange flere heste og vogne i Danmark dengang, og langt færre studenter, så der var hestevogn til alle.
   Men bajerne, hurraråbene og striben af fester var vel de samme som i dag…

                                                                                                                                                     3. maj 2013

                                                                                                                                                Gudmund Auring