SORGENFRI UNGDOM 3
- af Gudmund Auring -
Konfirmationen lå således lidt umotiveret i forhold til de øvrige afgørende begivenheder og brud i livet. Men den var en selvfølge. Så vidt jeg ved, blev alle i min klasse konfirmeret.
Men børn var vi sandelig endnu! På vej ind i den nyopfundne gruppering, ungdommen, som netop i årene omkring 1960 begyndte at manifestere sig afgørende som en selvstændig og - endnu i det små - forbrugende tilstand, et resultat af velstandsboomet i ”de glade tressere”, som vi netop stod på tærsklen til.
Hvis konfirmationen var indgang til noget som helst, så var det netop til denne tilstand, som på én gang var et underligt limbo og en voldsom bølge, som opslugte og omdannede det traditionelle kulturelle billede i en grad, der endnu dårligt nok er overblik over.
Om dette nybrud kan skrives og er skrevet ufattelige mængder. Men det var endnu kun i sin vorden, og vi, der stod midt i det, havde som sædvanlig intet overblik over, hvad vi var en del af.
Det første tegn i vores familie på de nye tider var den nye stue. Far kunne opgive sit aftenarbejde med regnskaber og sprogundervisning, og alligevel var der penge nok til, at vi kunne udvide stuen, så den blev dobbelt så stor. En lokal murermester, en ældre, bundhæderlig mand, byggede stuen om med tre-fire raske svende og lærlinge. Far deltog i arbejdet, når han havde tid, og fik overrakt eller tiltusket sig en hvid murerkasket, så han så helt håndværkeragtig ud - som tidens fotos fortæller. Den fulgte ham siden som en fast ”uniformsdel” ved alt praktisk arbejde.
Selv havde jeg agiteret ivrigt i familierådet for et fjernsyn. Det havde ”alle de andre”, og fodbold-transmissionerne fra de olympiske lege i Rom 1960 havde endegyldigt overbevist mig om et sådant møbels uundværlighed. Men ak, jeg blev skammeligt majoriseret, eftersom jeg gik til konfirmationsforberedelse, og ambitionen var, at hele familien skulle kunne rummes i den nye stue til konfirmationsfesten.
Som sædvanlig faldt jeg lidt ved siden af den lokale forstadskultur og mine klassekammerater. Ikke noget med den nybyggede Sorgenfri Kirke her, næh, jeg blev konfirmeret fra valgmenighedskirken i Vartov. Den lå ganske nær Københavns Rådhus og var stedet, hvor Grundtvig himself beklædte præsteembedet til sin død.
Far og mor var medlemmer, og far sad senere i menighedsrådet gennem mange år.
Det var et lille, hyggeligt og meget engageret konfirmandhold på seks unge hos pastor Hakon Mandøe. Han var en alvorlig mand, som bestemt lagde vægt på at diskutere livets store spørgsmål med sine konfirmander. Selv var jeg absolut troende, og på min gammelkloge, rethaveriske facon mente jeg med ordets magt at kunne bevise Guds eksistens. Mon ikke Mandøe har set med nogen skepsis på min absolutte overbevisning, som byggede mere på påståelighed og logik end på indlevelse, og tænkt, at den lige så godt kunne slå over i sin modsætning en skønne dag. Hvis han har, fik han helt ret. Få år efter mistede jeg troen og har ikke genfundet den siden. Men jeg var glad for at gå til konfirmationsforberedelse, og kulturkristen er man jo alle dage, hvad enten man har været i kløerne på troen eller ej.
Ellers husker jeg blot, at med på holdet var Herman D. Koppels søn Anders, endnu en engageret og alvorlig ung mand, absolut mere begavet end jeg. Få år efter mødte jeg naturligvis op til ”Savage Rose”s debutkoncert på selveste Plænen i Tivoli. Ret utroligt, at et dansk rockband kunne debutere på Plænen for en tusindtallig tilskuerskare, men der havde været masser af ”hype” (som det ikke hed dengang) om bandet, med de to begavede sønner, Thomas og Anders, af den berømte pianist og komponist, med en af Danmarks bedste jazztrommeslagere, Alex Riel, som lavede et meget omtalt cross-over til beatmusikken, og med den fantastiske sangerinde, Anisette, der allerede havde vakt opsigt med sin og Dandy Swingers´ version af ”River deep, mountain high”. Dertil flere andre kendte musikere. Det blev jo også indledningen til en fornem karriere, som endnu ikke er slut. Og det var en sej fornemmelse efter koncerten at gå ”backstage” og sige: ”Hej Anders, I var skidego´e”. Så var man -næsten - noget ved musikken.
Selve konfirmationen husker jeg ikke, men festen fandt sted i vores flotte, nye vinkelstue. Der var taler og sange i bedste familietradition, jeg fik bl.a. et fotografiapparat og 400 kr. Mange penge dengang.
Jeg fik ellers ikke særlig mange lommepenge. Både far og mor var ud af en sparsommelig kultur, ikke mindst far, som havde været én af otte søskende, forsørget - dvs. født, klædt og uddannet - på en provinsbylærerløn.
Og dog. Ved siden af det relativt beskedne månedlige beløb sponsorerede ”de gamle” faktisk både kontingent til spejder og til fodbold, så alt i alt blev jeg bestemt ikke snydt. Jeg tænker, at far og mor har betragtet det som ”sunde interesser”, værd at understøtte.
Men efterhånden som mit ungdomsliv tog til, måtte der nødvendigvis flere penge i kassen. Nøden blev størst, da jeg i 15 års alderen begyndte på et par rigtig dyre fornøjelser, nemlig røg og druk. Og da min ven Henrik og jeg fik den geniale idé, at vi ville vandre i Norges fjelde hver sommer, skulle der virkelig skrabes til huse. Det betalte vi nemlig selv.
Jeg har bragt både mælk, morgenbrød og aviser ud i store mængder, uden dog af den grund nogensinde at ha været bragt i forslag som USA's næste præsident. Min første avis var ”Virum-Posten”, den lokale ugeavis, som omdeltes til alle. Morgenbrød bragtes ud søndag morgen for en lokal bager på Virumvej. Folk ville gerne have deres friske morgenkrydder uden at skulle stå i kø helt ud på gaden, så der var omkring 30 papirsposer at fordele rundt omkring på områdets trappestene.
Mælkejobbet markerede de sidste rester af en tid, som var ved at forsvinde: tiden før køleskabet. I min tidlige barndom var mælkeflaskerne lyse og glasklare, og på en frostmorgen fandt man dagens bestilling på trappestenen med staniolkapslen balancerende oven på en frossen flødeprop, en til to centimeter hævet over flaskehalsen. Af og til havde morgenfriske solsorter hakket hul på kapslen og gjort sig til gode med den frosne fløde. Pasteuriseringen var endnu ikke indført, og sødmælken blev leveret ucentrifugeret med en solid flødeprop øverst.
Da jeg blev mælkedreng, havde man skiftet til brunlige flasker. Jeg blev udstyret med en såkaldt Long-John, en solid ladcykel, som var udvidet til begge sider med et løst pålagt trælad. Det gav plads til seks kasser mælk. Når der var fuldt læs, krævede det god balance at få cyklen startet og op i fart.
Ved dørene stod de tomme flasker fra dagen før - med en lille bestillingsseddel stukket ned i en flaskehals. Og efter den leverede man så, fx 1½ liter sødmælk, 1 liter skummet, 2 kærne og ¼ kaffefløde. Man satte de fulde flasker foran døren og bragte de tomme ud i mælkekasserne på Long-John´en.
I øvrigt var jeg næppe den eneste, der dumpede med glans til den indlagte intelligensprøve. Cyklen var forsynet med en fast støttefod under ladet i højre side, så når man skulle stille den, vippede man blot cyklen mod højre, og der stod den så, godt på skrå. Når man nåede tilbage fra ruten, skulle kasserne med de tomme flasker læsses af. Den første gang startede man, som let og naturligt var, fra højre. Hvilket resulterede i et gigantisk, klirrende brag, når den lettede højre side måtte overgive sig til venstre sides overvægt, og hele cyklen vippede over.
Det - ikke specielt begavede - nummer lavede man kun én gang.
Ellers husker jeg kun den morgen, hvor jeg snublede på en stentrappe inde i en opgang med seks fyldte literflasker i hænderne. Opgangen var forsynet med det mest vidunderlige ekko, og det klirrende bulder, som var resultatet af de seks flaskers forvandling til skår, rungede i opgangen en evighed, forekom det mig. Hver eneste beboer må ha vågnet med et spjæt. Al den dejlige mælk plaskede imens ned over trappen.
Hvad kunne jeg gøre? Jeg havde hverken kost, spand eller klud med mig på cyklen. Det eneste, jeg kunne gøre, var at tage flugten.
Mit bedste job gennem flere år blev omdeling af søndagsaviser. Det var hårdt arbejde på et akavet tidspunkt af døgnet, men man fik 30 kroner pr. gang, og det var mange penge i en tid, da en tyvestyks smøger kostede omkring 4,50. Så havde man sit arbejde samlet på ét tidspunkt og behøvede ikke have flere jobs, som åd alt for meget dejlig kvalitetstid på ugens morgener og eftermiddage. Nu kunne jeg nøjes med ét job.
Kioskmanden på Abildgårdsvej 111 fungerede som aviscentral. Jeg fik den allerlængste, allerfjerneste rute helt ude ved Furesøen. Her lå velhavervillaerne side om side midt i hver sin enorme have. Ofte måtte jeg ase 50 meter op ad flisegangen til brevsprækken, for så at mose de 50 meter ned igen og fise de 50 meter op ad gangen i haven ved siden af. I fugleflugt var der måske 6 meter mellem de to hoveddøre, men ak, raftehegnet var for højt eller hækken for tæt…
Jeg mødte ind klokken 3 søndag morgen og fik min cykel lastet med to kæmpestore, propfulde cykeltasker, og så trampede man ellers af sted med den tunge last. Der var cirka 100 Politiken, lidt flere Berlingeren, samt 4 eksemplarer af det socialdemokratiske Søndags Aktuelt.
Gaderne var fuldstændig stille. Om foråret var det allerede lyst, og fuglene fyldte luften med jublende kvidren. På sådan en solgylden majmorgen var det en fryd at trille rundt i de mennesketomme gader og mærke dagen vågne.
Men jobbet var på alle årstider, i al slags vejr! En vinterdag med sne kunne turen være noget af en prøvelse, med buldermørke, glatte gader og sjappede havegange. Først når turen sluttede omkring kl. 8, begyndte dagslyset så småt at pible frem.
Området var stille og fredfyldt, man mødte stort set aldrig et menneske. Man kunne også kalde det øde og tomt, og på en buldermørk vintermorgen kunne man godt føle sig lidt som ”Palle alene i verden”. Jeg husker en vintermorgen kl. 4. Jeg bevægede mig op ad havegangen til hoveddøren, som sad i en karnap med tonede glasruder. Pludselig stivnede jeg! I tusmørket kunne jeg lige inden for ruden ane en mand iført høj hat og jaket, stående bomstille, stirrende stift på mig. Mit blod frøs til is, og håret rejste sig på mit hoved. Jeg stod nok og stirrede igen i to eller tre minutter. Så havde mine øjne efterhånden vænnet sig til mørket, og jeg kunne se - at det bare var en jaket, der hang på en bøjle på knagen, med en høj hat oven over. Jeg proppede avisen i brevsprækken og luskede ud til min cykel, hemmeligt flov over mig selv.
En anden gang, en dejlig sommermorgen, kom en lillebitte, arrig hund højt gøende ud fra en åben hoveddør og bed mig i foden. Det gjorde sgu ondt, og jeg råbte av! Samtidig råbte husmoderen inde fra køkkenet: ”De skal ikke være nervøs. Den gør ikke noget!”
Jeg var lige ved at råbe et sarkastisk ”tak for oplysningen” tilbage, men gjorde det dog ikke.
Det skete, at jeg måtte tage ekstra ruter oven i min egen, når et af de andre bude var syg. Så kunne leveringstidspunktet blive op ad formiddagen. Det forventedes, at avisen kom i brevsprækken inden 8, og hvis man således var forsinket, kunne der falde temmelig vrisne kommentarer af fra utålmodige borgere, der savnede deres morgenavis.
Således en morgen, da jeg måtte tage en ekstra rute, som omfattede Sorgenfri Slot. Her residerede kongens bror, arveprins Knud. For at gøre det endnu værre, var alle aviserne kommet ekstra sent den dag. Vor berømte skibsreder A.P. Møller var nemlig død sent aftenen før, og alle aviserne skulle have nekrologen med i søndagsudgaven. (Opslag har godtgjort, at det altså må ha været søndag den 13. juni 1965.)
Jeg jollede op til slottet ca. kl. 9.30. Før jeg kunne banke på køkkendøren, blev denne revet op af en bøs, men distingveret udseende ældre herre med sølvgråt hår. Han bar en hvid livréjakke, over hvilken et kongeblåt ordensbånd strakte sig på skrå fra skulder til hofte. Ordnerne havde han dog ikke nået at få hæftet på endnu. Følgende ordskifte udspandt sig:
Han (bøs): ”Hvorfor kommer avisen først nu?”
Jeg (spag i mælet): ”Det er, fordi A.P. Møller er død.”
Han (stadig bøs): ”Hvad har det med dét at gøre?”
Hvorefter han flåede aviserne til sig (Berlingeren og Politiken, ikke Aktuelt) og smak døren i med et brag!
Avisjobbet var fint til mine daglige behov. Men da min ven Henrik fik den idé, at vi skulle på fjeldvandring i Norge, skulle der jo skrabes helt andre midler til huse. Det betød, at noget af sommerferien måtte bruges på jobs i erhvervslivet.
Mit første job var i et gammelt, temmelig misrøgtet gartneri. Her stod en hel stribe drivhuse, og i det allerstørste, på omkring 8 x 30 meter, var hele gulvet dækket af 30 cm sand. Jeg og et par andre teenagere blev forsynet med skovl og trillebør, og så var det ellers bare at gå i gang. Sandet skulle fjernes, løseligt anslået altså 72 kubikmeter.
Det var strålende sommervejr, og solen bagte direkte ned på drivhuset, hvor temperaturen midt på dagen nærmede sig 50 grader celcius. Men vi tog fat. Begrebet ”skodjob” var ikke opfundet endnu…
Ejeren var en ung, lyshåret mand, som mere lignede en playboy end en gartner. Jeg gætter på, at han havde arvet gartneriet fra ”den gamle gartner” og nu prøvede at realisere lidt grunker af arven. Om han havde forstand på gartneri, ved jeg ikke - vi så ikke meget til ham. Han kom kørende et par gange om dagen og beså vores fremskridt, men kørte hurtigt igen.
Da vi havde tømt det ene drivhus, ventede det næste. Vore bare overkroppe blev mørkebrune, og vi bællede vand i ét væk. Efter 14 dage udløb min ansættelse, ikke fordi jeg sagde op, men fordi jeg skulle på ferie. Man løber ikke af pladsen!
Hvad fik vi i timen? Tjah, 3-4 kroner, måske. 12 af dem blev brugt på en singleplade med min nye favoritgruppe The Kinks. Med den drev jeg mine gamle forældre ud i en tilstand af lallende vanvid ved at spille den HELE sommeren mindst 20 gange om dagen. Jeg var fuldstændig vild med det nummer.
Det var ”Sunny Afternoon”. Så det har været sommeren 1964.
En interessant udvidelse af mine erhvervserfaringer blev det næste sommerjob. Det var på Atlas Køleskabsfabrik, som jo måtte bære en alvorlig del af ansvaret for, at jobbene som mælkedreng efterhånden blegnede bort og forsvandt.
Her var jeg blandt ”rigtige arbejdere”, og dette kulturmøde fandt jeg uhyre spændende, ikke mindst, da jeg jo i princippet var solidarisk med arbejderklassen.
Mit job den første uge bestod i med et håndbor at gennemskrue samtlige skruegange i køleskabenes fodstykker. Disse blev nemlig kemisk behandlet med et eller andet rustmodvirkende, som desværre havde det med at krystallisere i skruegangene, så skruerne ikke kunne gå i og køleskabet således ikke færdigmonteres.
Jeg skruede og skruede, otte timer om dagen. Spændende var det jo ikke, men omkring mig i den store fabrikshal foregik der alligevel så mange interessante ting, at jeg ikke kedede mig.
Efter en uge måtte jeg desværre gå til den ansvarlige for mig og sige, at det ikke gik længere, mine håndled var helt smadrede. Han var en høj, sorthåret arbejder med Elvis-frisure, bryldcreme og det hele. Uden megen snak blev jeg overflyttet til en maskine, hvor jeg skulle folde emballage og klipse det sammen i en stor klipsemaskine, som aktiveredes med en fodpedal. Det var nogle andre bevægelser, og mine håndled kom sig hurtigt igen.
Senere mødte jeg ”min” arbejder igen under helt andre forhold, da han under et debatmøde på Virum Statsskole om Vietnamkrigen rejste sig og udslyngede det bramfri udsagn, at ”hvis USA er frihedens land, hvordan kan det så være, at Frihedsgudinden vender røven mod landet og brystet mod øst?” Aha, sådan så altså en kommunist ud. Interessant.
En anden ungarbejder overtog nu mit skruejob, og han var tilsyneladende uhyre effektiv. Han var dobbelt så hurtig som jeg, og det svandt kendeligt i stablen med bundstykker. Men efter tre dage blev jeg uden mange ord hentet tilbage til mit gamle job og fik lov at skrue alle hans bundstykker igennem en gang til. Han var åbenbart lidt af en Karl Smart, og hans effektivitet kun overflade.
Det var mig en tilfredsstillelse sådan stiltiende at blive anerkendt for mit arbejde. Jeg var måske ikke hurtig, men jeg var grundig og pålidelig.
Trods ensformigheden var jobbet lærerigt på mange måder. Fx kunne man overvære, hvordan to lærlinge på vel 19 år diskuterede deres kærester, under hvilket ordskifte den ene kom med den saftige erklæring, at han glædede sig til at komme hjem ”til kærestens skummende kusse”. Bestemt et udtryk, som kunne lagres til senere brug - når man altså en gang fik mod til at bruge det…
Efter 14 interessante dage var det slut, og turen gik med Henrik til Norge.
Til sidst fandt jeg et blivende sted, nemlig Brugsen på Lyngby Hovedgade. Det var en for den tid ret stor og moderne selvbetjeningsforretning med kasselinje, dengang stadig noget ret nyt. Her arbejdede jeg i mange ferier gennem flere år.
Jeg havde mit virke i frugt og grønt afdelingen. Arbejdet bestod mest i at fylde butikshylderne op. Når det var gjort, skulle hylderne gennemgås for poser fra tidligere opfyldninger med fx et stødt æble i. Disse blev sorteret fra og kom ud på lageret, hvor de rådne æbler blev fjernet og resten pakket igen. Så pris på og atter ind på hylden.
Somme tider kom der varer i løs vægt, det kunne fx være nye kartofler eller jordbær. Så stod vi tre-fire personer ude i gården, vejede op og pakkede under spøg og skæmt. Et herligt afbræk i det indendørs arbejde, ikke mindst når sommersolen skinnede.
Mit værn imod de forskellige jobs lidt ensformige trummerum havde normalt altid været, at jeg gik og sang og trallede tidens hits inde i mig selv - eller højt, hvis situationen var til det. Men der fik jeg et problem i Brugsen på grund af et ret nyt fænomen: Muzakkken. Eller ”musik i kostalden”, som vi kaldte det i mine politiske cirkler, den var jo til for at sikre en større mælkeydelse, dvs. give forbrugerkvæget større købelyst. For et musikalsk menneske som mig var det en plage med den kønsløse og intetsigende musik, som ikke var værd at lytte til, men som forhindrede mit eget tralleri. Det var bestemt ikke tidens hits, men ligegyldige melodier af ældre dato. Kun et af numrene i båndsløjfen ku jeg li. Når det kom på båndsløjfen, skrålede jeg med, alt hvad jeg kunne - inde i mig selv. Men ellers måtte jeg trælle uden at tralle.
Min chef i grøntafdelingen var Anker Spangsberg, en ung og flink fyr med et blink i øjet og den københavnske arbejders kvikke replik i sin mund. At stå og sortere æbler eller veje kartofler af med ham var ikke kedeligt. Han spillede også fodbold, for fælledklubben Victoria, tror jeg nok, som lå placeret i Københavns-serien. Et par gange var jeg inde på fælleden for at se ham spille, han var en lille, lynhurtig og driblestærk wing.
Vi blev helt gode venner, og jeg blev sågar inviteret med til fest hos ham en nytårsaften i hans lejlighed. Vi var nok en otte-ti stykker. Men ak, jeg var vist en kedelig gæst. Jeg turde overhovedet ikke lægge an på de kvikke københavnerpiger, han også havde inviteret, jeg var alt for genert. Og i de unge fyres sproglige pingpong kom jeg let til kort, selv om jeg til daglig var ganske godt skåret for tungebåndet. Så dér sad jeg, stum som en østers, kedelig, imens jeg drak øl efter øl og drømte om alt det, jeg kunne sige og gøre. Hvis bare jeg turde…
Butikkens øverste chef var en mand på omkring de 50, som havde arbejdet sig op fra almindelig kommis i forretningen, nok en medvirkende årsag til, at de andre ikke ku li ham. Nu spankulerede han rundt der i pænt jakkesæt og holdt øje med os. Hvis jeg stod ude bagved og sorterede æbler, var det en ganske selvfølgelig fristelse at kværne et let stødt æble i sig - det skulle jo smides ud alligevel. Men hvis chefen så kom og overraskede os, var hans faste replik et bøst: ”Hov, du der, du er ikke på kost!”
Nej, jeg ku heller ikke li ham.
I øvrigt var han selv ”på kost”, flydende kost: Dengang lå øllerne i trækasser med 50 styk. De lå i lag med et stykke gråt karduspapir øverst. I de øverste kasser manglede der ofte tre-fire bajere i det øverste lag, og ”alle” vidste, at det var chefen selv, der bortførte dem. Han var nemlig alkoholiker. Der er koldt på toppen…
Jeg kan ikke sværge på, at det var sandt. Men jeg er nu ret sikker, for hvis vi andre var blevet grebet i at negle øl, så var vi med garanti røget ud på røv og albuer. Så det turde vist ingen.
Værst var dog de halvgamle, rethaveriske og humorforladte husmødre. Dem kom man virkelig til at hade. Hvis prisen ikke var passende, eller der trods vores omhu alligevel fandtes et råddent jordbær i bakken, så var det den nærmeste dreng, dvs. mig, der havde skylden. Nu havde jeg jo ikke ret meget indflydelse på prisniveauet, så det var mildest talt træls at høre på sådan en kællings dybt fornærmede skærebrænder-stemme, mens hun så anklagende på én.
En enkelt gang gik det galt. Når vi havde fredagsvagt, var arbejdsdagen på 12½ time, og da var man mildest talt udmattet, når klokken nærmede sig 20 og fyraften. En dame henvendte sig og spurgte, hvor kartoflerne var. Eftersom jeg var ved at fylde kartofler op og stod midt i et bjerg af disse velsignede rodknolde, kunne jeg bare brede armene ud og sige ”her”. Hendes næste replik var: ”Er de ikke lige lovlig dyre?” Hvorpå der fór en lille træthedsdjævel i mig, og jeg svarede venligt: ”De behøver jo heller ikke købe dem…”
Hun gik sgu til chefen! Kællingen, mokken, striglen, rivejernet, mæren, gimpen gik til chefen himself. Jeg havde været uforskammet og måtte stille på kontoret til en gardinprædiken og med en fremmumlet undskyldning. Mit hjerte fyldtes imens af et brændende had!
Når jeg den dag i dag er i en butik eller beder om assistance over telefonen, husker jeg altid den situation. Det er som oftest IKKE den man taler med, der er årsag til eller skyld i éns problemer. Så ofte siger jeg: ”Jeg ved godt, at det ikke er din skyld, men…”
Denne lille ting var blot én af mange, jeg lærte ved min kontakt med arbejdsmarkedet. Først og fremmest fik jeg rigtig meget ud af at være sammen med mennesker fra andre miljøer end det, jeg normalt færdedes i. Så alt i alt var mine feriejobs til stor gavn og glæde for mig, ikke blot økonomisk, men især menneske-kundskabsmæssigt og socialt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar