SORGENFRI UNGDOM 4
- af Gudmund Auring -
Henrik
I de sidste folkeskoleår og i gymnasietiden
var Henrik Krag-Jensen min bedste ven. Så flyttede jeg til Jylland, og
venskabet ebbede ud, men inden da havde vi nogle fælles oplevelser, som hører
til de bedste i min ungdom - vores vandreture i Norge.Inspirationen kom jo nok fra vores klassetur til Danebu i sommeren 1963. Men ideen var Henriks. Mon ikke han havde været med forældrene i Norge? Og måske hans storebror havde vandret i fjeldene? I hvert fald var det ham, der kendte til det system af fjeldhytter, som for de flestes vedkommende ejes af Den Norske Turistforening, og som dækkede de fleste fjeldområder, hvor vandrefolket færdedes. Da ideen var undfanget, blev vi straks fyr og flamme. Det skulle vi prøve!
Vi meldte os ind i DNT og fik derfra det nødvendige materiale, kort, hytteoversigt med mere, samt ikke mindst den omfangsrige årbog, som indeholdt spændende beretninger om mindeværdige fjeldture både sommer og vinter. Der skulle tjenes penge og købes udstyr, først og fremmest en rigtig kvalitetsrygsæk, som er alfa og omega for en vandrer. Vandrestøvler hørte sig også til, men de var dyre, så de første år klarede vi os med gummisko med ankelstøtte og høj vrist. Det var nødvendigt som understøttelse for anklerne. En forstuvet ankel er ikke noget at spøge med i fjeldet, hvilket jeg siden, flere år efter, bitterligt måtte erkende.
Henrik, der i skolen var lige så doven og letsindig som jeg, viste en anderledes seriøs side af sit væsen her, hvor det drejede sig om væsentlige ting. Han var særdeles grundig og velovervejet i planlægningen af vores tur. Det smittede af på mig, og jeg kan roligt sige, at vi var betydelig mere velforberedte til denne tur, end vi nogen sinde havde været i skolen.
Over Besseggen
Jotunheimen er Norges mest kendte fjeldområde. Her ligger de højeste toppe, det mest ”postkortagtige” fjeldlandskab, og her myldrer med vandrere. Hertil skulle vores første færd gå. Vi havde allerede strejfet området på bustur med klassen og skuet op mod de vældige fjeldmassiver, flere med sne på toppen eller på nordsiden. Men ind i området var vi ikke kommet. De få veje, der er, går kun gennem dalene ind til området. I selve Jotunheimen er der kun stier.
Vores rygsække var tungt, men omhyggeligt pakkede. Fra de erfarne fjeldvandrere i årbogen vidste vi, at vi selv skulle slæbe hvert et gram, så det var med at vælge omhyggeligt ud, hvad der var nødvendigt, og hvad der kunne undværes. Lidt skiftetøj, ekstra sokker, en varm sweater, anorak, hue og vanter, chokolade som nødproviant, spillekort til tidsfordriv, dolk, feltflaske, nødforbinding, og så naturligvis pung, kort og kompas.
Turen var vel planlagt hjemmefra. Den gjaldt det centrale Jotunheimen, heriblandt Norges to højeste toppe, Galdhøpiggen (2469 meter) og Glittertind (2452 meter). Vi startede fra områdets største hytte, Gjendesheim, som ligger ved østenden af den lange, smalle, smukke sø Gjende, der ligger omkranset af stejle, imponerende fjeldvægge. Og allerede den første dag skulle vi besejre det navnkundige Besseggen!
Nå ja, besejre og besejre. Besseggen er ikke svær, endsige farlig at passere, men synet af den er med god grund berømt. På nordsiden af den omkring 50 meter brede fjeldkam er der kun få meter ned til søen Bessvatn, men på sydsiden går fjeldet 400 meter brat ned til Gjende. Det syn er en betagende naturoplevelse. Da Henrik og jeg stod der, følte vi: ”Nu er vi her”, svævende mellem himmel og fjeld, med få meter ud til det svimlende dyb. Som en indvielse.
Nedstigningen til hytten Memurubu var noget mere krævende end Besseggen. Dog var der stadig tale om vandring, ikke klatring. På hytten fik vi varm aftensmad, og næste morgen udmærket morgenmad, samtidig med, at vi fik smurt os en solid madpakke eller ”niste”, som nordmændene kalder det. Prisen for mad og husly, en køje i et 8-mands rum, var overkommelig for to fattige gymnasieelever, og om aftenen fordrev vi tiden med kortspil, hyggesnak og læsning i gamle eksemplarer af DNTs årboger, som stod i meterlange rader på opholdsstuens bogreoler. Her fandt vi spændende beretninger om ”fortidens helte”, bl.a. briten Slingsby, der som en af de første fik den skøre idé at begive sig op i de norske fjelde som turist, altså bare for oplevelsens skyld!
Vi fik da også snakket lidt med andre vandrere, men egentlig ikke så meget. Både Henrik og jeg var temmelig generte. Og så snakkede vi naturligvis om planerne for næste dag. Her ventede fjeldet Surtningssui på 2368 meter, bare op og ned igen. Så kunne vi efterlade rygsækkene i hytten.
Vi traskede trøstigt fremad og opad. Helt nede ved Memurubu var der lidt forkrøblet birkekrat, men det varede ikke længe, før bevoksningen kun bestod af græs og rensdyrlav. Endnu længere oppe var der et stort område med ”ur”, altså rullesten i alle størrelser. Her gjaldt det om at passe godt på anklerne! Vi asede af sted, der var hele tiden en kant op mod den blå himmel, men når vi nåede op til den, var der altid en ny kant. Der begyndte at ligge sneklatter i lavningerne, og endelig nåede vi der op, hvor klatterne voksede sammen og dækkede fjeldet totalt.
Nu var vi nær toppen. Det så ud, som om sneskråningen bare fortsatte opover. Vi kunne ikke rigtig se enden på den, den faldt ligesom sammen med en stor, hvid sky. Henrik var forrest. Forsigtige jeg foreslog, om vi ikke lige skulle gå hen til en lille fjeldknude, der stak op af sneen lidt til højre. Henrik bøjede af, og vi gik hen til fjeldknuden for at orientere os.
Og hvad så vi?!? 10 meter fra, hvor Henriks spor endte, gik snelaget direkte ud i den blå luft, og Surtningssuis fjeldside gik totalt lodret et par hundrede meter ned! Vi havde nået toppen. Men var vi fortsat fremover, havde vi nået bunden! Langt under os lå en glitrende, snehvid bræ, et betagende syn. Men vi kunne ikke rigtig beskue den uden en isnende snert af kuldegys.
Fra toppen af Surtningssui kan man skue langt mod nord, ind over Memurubræerne, en vældig todelt gletcher, omkranset af over 2000 meter høje fjeldtinder. Himlen var strålende blå, smukt pyntet med hvide skyer. Hvilket syn! Det siges, at ”Verdens Tag” ligger i Himalaya. Men det har en aflægger i Jotunheimen.
Nedad i fuld galop! Det går forrygende hurtigt i forhold til opstigningen. Men pas på anklerne!
Tredje dag er altid krisedag i fjeldet. Her har de lange vandreture for alvor sat sig i skankerne, ikke mindst nedturene giver gevaldigt ømme lår. Lungerne piber også som en utæt harmonika, og hver flad klippeblok inviterer til ”en liten paus”.
Fjeldstierne i Jotunheimen er ikke egentlige stier, men vardemarkerede ruter. Varderne er små stenhøje, af og til med et malet mærke på, og som regel kan man se den næste, når man står ved en. Netop i Jotunheimen er der dog så mange vandrere, at stierne er tydelige og ret nemme at følge. Selvfølgelig har man kort og kompas, og fjeldene er temmelig tydelige landemærker. Så i klart vejr er det ret svært at fare vild.
Nu var det tredje dag. Musklerne knagede, og en syv timers tur til Glitterheim var en ret sej omgang for begyndere som os. Afstandene er på oversigtskortet af fornuftige grunde ikke markeret med kilometer, men med timer(s vandring). Vi var godt ømme i bentøjet, da vi nåede frem til hytten.
Men fjerde dag er krisen overvundet. Vi lod igen rygsækkene blive og besteg Glittertind, som er Norges næsthøjeste fjeld. Men fordi der lå en solid snekalot på toppen, var det i 1964 i virkeligheden det højeste. (Ifølge nettet er snekalotten dog i de senere år smeltet så meget, at Galdhøpiggens granittop nu kan hævde æren af at være Norges højeste punkt.)
Bestigningen er ganske ufarlig, og fra toppen genså vi det fantastiske brælandskab fra nord, som vi tidligere havde set fra syd, fra Surtningssui.
Nu var bentøjet i orden igen, lungerne trak vejret normalt, og resten af årets tur forløb uden problemer.
På den lille bræ Svelnosbræen kravlede vi ind i det blå landskab i bræens indre og fascineredes af hulernes lysende blå farvespil.
Olavsbu var vores første møde med det særlige fænomen ”den ubetjente hytte”. Hytten er uaflåst. Konserves og brænde ligger fremme til afbenyttelse. Inden man forlader hytten, aflæser man priserne på prislisten for mad, brænde og ophold. Så lægger man beløbet i en kuvert sammen med et afkrydsningsskema og putter det hele i en stor postkasse. Fjeldfolket er ærlige mennesker. Var, i hvert fald. Om det stadig fungerer sådan i dag, ved jeg ikke.
Efter 10 oplevelsesrige dage i højfjeldet vendte vi snuden mod Oslo og Københavnerbåden. Mens vi ventede på den, var der tid til både en tur på Karl Johan, samt ud og kigge på Fram, Gjøa og Kon Tiki ude på Bygdøy. Norge har ikke så få helte, især opdagelsesrejsende som Nansen, Ammundsen og Heyerdahl.
Så gik det på dæksplads hjemad.
Èn ting var vi enige om: Vi ville af sted igen.
Om foråret er højfjeldet nærmest ét stort vandløb på grund af de smeltende snemasser. Midt på sommeren er det knap så slemt, men der er dog stadig masser af små og store fosser at passere. I Jotunheimen er der for turisternes skyld små broer over de fleste, men i Breheimen fik vi ofte brug for vadeteknikken:
Man tar støvler, sokker og lange bukser af. Så tar man støvlerne på igen og vader dristigt ud i det bogstavelig talt iskolde vand. Vel ovre på den anden side tømmer man sine støvler for vand og ifører sig atter bukser, sokker og de våde støvler. Men de føles slet ikke våde, da sokkerne jo er tørre.
Det er halsløs gerning at vade gennem en fos i bare fødder. Der er alle chancer for at skære sig på en skarp sten eller glide og forstuve en ankel. Husk det!
I det hele taget var det på mange måder mere spændende at gå i Breheimen. Der kunne gå timer, hvor vi ikke mødte nogen. Mange flere af hytterne var ubetjente. Jo, her var vi rigtig på eventyr.
Højdepunktet, bogstavelig talt, var Fannaråki. Her lå hytten på toppen af fjeldet sammen med en vejrvarslingsstation, i over 2000 meters højde. Sejt sted.
I øvrigt var det lemmingår det år. For hver tre meter lød der et skarpt skrig, og de små gnavere, der ligner minimale marsvin, forsvandt ind under den lave plantevækst. I starten gav det et spjæt i os ved hvert skrig. Men man kan jo vænne sig til meget.
På hjemvejen tog vi en lille afstikker med bus op til Spiderstulen. Herfra kunne Galdhøpiggen bestiges, hvilket skete i tov og med fører. Vejen til toppen går nemlig over en lille bræ, som under tilforladelige, tilsyneladende jævne sneflader gemmer lumske sprækker, snesevis af meter dybe. Henrik stak vist en fod ned i et sådant svælg. Men når man går i tov med 15 personer, falder man kun ½ meter. Snart efter stod vi på Norges højeste punkt og skuede igen-igen ud så vide, omgivet af forrevne fjeldtinder til alle sider. Men nu så vi NED på dem!
Med fuldt læs bar vi hver i underkanten af 25 kilo! Det var noget, der kunne mærkes i skuldre og lænd. Heldigvis havde vi første klasses Bergan-ryksække med mejs (et stativ af letmetal, som placerer hovedparten af vægten på lænden og skåner skuldrene).
Turen gik til Åndalsnes, herostratisk berømt som det sted, hvor det britiske ekspeditionskorps havde sin nytteløse landgang i april 1940. Herfra gik vi mod øst, ind mod Trollheimen og fjeldet Trollhetta. Som sædvanlig kneb det i starten, ikke mindst på grund af den ekstra vægt, og på tredjedagen havde vi den traditionelle krise. Men derefter kom vi i så fin form, at vi nærmest kunne løbe i to-tre timer, med fuld oppakning og uden hvil. Terrænet var uvejsomt som i Breheimen, der var langt mellem vandrere og hytter, men ind imellem tog vi dog en afslapningsovernatning i en hytte.
Ellers fungerede det fint med alt det planlagte, moralen var høj, og aftalerne om mad blev holdt til punkt og prikke. På de lyse sommeraftner lå vi i soveposerne med hovederne ud af teltåbningen og spillede kort. I nærheden rislede en lille bæk eller fos, over os den lyseblå himmel, som aldrig blev rigtig mørk, en behagelig træthed bredte sig i alle lemmer, og når tiden var inde, faldt vi i søvn uden mindste besvær, med lyden af vandets pludren i ørerne.
Om morgenen var der frisk vand til både vask, drikning og te. Dog fandt vi hurtigt ud af, at det var en dårlig idé at drikke direkte af vandet. Så fik man simpelthen mavepine. Jeg går ud fra, at det skyldtes vandets overfladespænding. Det var bedre at ta det i kruset, i håndfladen, eller suge det op gennem en lille slange.
Dagene gik i et, og vores rute lader sig næppe længere rekonstruere. Dog husker jeg særdeles tydeligt den dag, da vi besteg Trollhetta på 1616 meter. Vi gik østfra, fra Jøldalshytta. Vejret var diset, for ikke at sige tåget, og da vi kom op i fjeldet, kunne vi desværre intet se af udsigten. Men varderne fandt vi næsten uden besvær, og hen under aften landede vi velfornøjede i Trollheimshytta, vest for fjeldet. Da vi indskrev os i hytten, spurgte de, hvor vi kom fra, og vi sagde naturligvis fra Jøldalshytta, hen over Trollhetta. De kiggede vantro på os, men lidt efter lidt forsvandt det vantro blik og gav plads for et lille, vidende smil. Kun en tåbe - eller to danskere - kunne finde på at gå hen over Trollhetta i tåge. Ruten gik tæt forbi en svimlende afgrund, som vi af gode grunde ikke havde kunnet se. Nu, da vi var nået helskindede ned, kunne de godt tillade sig at grine ad os to tåbelige fladlændinge.
Senere besteg vi Norges højeste fjeld uden for Jotunheimen, Snøhetta (2.286 meter). Det var ingen besværlig opstigning, men udsigten over Dovregubbens dansesal var fantastisk.
Af og til møder man jo nordmænd, som ler lidt ad de danske ”fjelde” og deres højde. Når det sker for mig, spør jeg tilbage, om de måske har været på Galdhøpiggen, Glittertind og Snøhetta i deres eget land, for det har jeg.
Hidtil har jeg ikke mødt nogen nordmænd, der har…
Endelig husker jeg en lummervarm, overskyet dag. Netop den dag klækkede myggene åbenbart og kom frem i millionvis. Der var kun et at gøre: Vi snørede anorakken fast om hovedet, så kun øjnene var fri, tog vanter på hænderne - og så løb vi i fuld galop i timevis hen ad stien til nærmeste hytte. Vi svedte tran, men hellere det end de små sataner, som i tætte skyer sværmede for vore øjne.
Føj for satan. Sådan kan de norske fjelde også være.
Rudolf var sanginspektør. I Carls hjem fandtes pædagogisk-klassiske værker, indspillet på 78´ere før LP´ens tid. Her hørte jeg ”Peter og Ulven” og ”Tubaen Tobby” for første gang. ”Peter og Ulven” fyldte 6 eller 8 pladesider.
Jeg var også med til Carls fødselsdag. Carl stammede, og en gang gjorde jeg grin med ham og efterlignede hans stammen. Jeg skal da lige love for, at der faldt nogle særdeles ramsaltede replikker af til lille tåbelige mig fra hans mor Ellen. Carl var enebarn og hendes et og alt. Og jeg var et lille fjols, som fik en lærestreg.
Fra 13-14 års alderen fik vi mere med hinanden at gøre. Carl boede på Kvædevej, kun en lille kilometer fra mig. Når jeg ikke hørte ”Efter skoletid” hos Henrik, hørte jeg det hos Carl. Som tusinder af andre unge sad han klar ved spolebåndoptageren, så han kunne trykke på optagerknappen, når der kom et godt nummer.
Jeg husker særdeles tydeligt, da vi en dag på hans værelse hørte et os helt ukendt nummer, som lød totalt anderledes end noget, vi nogensinde havde hørt for. Nej, det var bare FOR godt, hvad var dog det, hvad var dog det? Det var såmænd en vis, os totalt ukendt, Bob Dylan med ”Like a Rolling Stone”. En åbenbaring, simpelthen. At musik kunne lyde sådan! At tekster kunne være andet end ”boy meets girl”, så anderledes, indholdsrige og oprørske!
De næste dage sad Carl klar ved knappen, og det lykkedes da også omsider at få nummeret ”i kassen”.
Carl havde også lært Henrik at kende, og han blev straks fyr og flamme, da Henrik og jeg spurgte, om han ville med.
Nu skulle der investeres i yderligere udstyr: En isøkse, kramponger (store jernspigre, som kunne spændes under vore vandrestøvler) og et solidt tov. Vi meldte os til et brekursus i Finse, hvis station er Bergensbanens højeste punkt. Få kilometer derfra ligger Hardangervidda med den store, glitrende bræ. Allerede den første aften lærte vi så småt at rappellere ned ad en lav, men lodret granitsten.
Næste dag gik turen til bræen. Vi fik instruktioner i, hvordan man gik i tov, og så gik vi i hold på fire løs på det yderste af Hardangerjøkul, som vrimlede med dybe revner og sprækker. Vi lærte hurtigt, at hvis bare tovet blev holdt nogenlunde strakt, var det ingen sag for de andre at holde en mand oppe, hvis han faldt i en sprække.
Nu skulle vi rappellere ned ad en noget højere, lodret isvæg. Tovet blev lagt om kroppen på en måde, så gnidningsmodstanden gjorde, at man dalede ganske roligt nedad, når man løsnede sit enhåndsgreb om linen. Selvfølgelig havde vi også sikringstov. Alligevel var man godt nervøs, især når man skulle læne sig fra lodret position ud fra kanten, indtil man stående vandret ud fra isen kunne begynde at bevæge sig nedad. Hvis man holdt den vandrette position og strakte benene, var det ingen sag. Men ikke så få af os krummede benene og lod kroppen pege alt for meget opad. Så hang man der og dinglede som en forvirret klump i sit sikringstov, indtil man fandt den rette position og forsigtigt lod sig fire ned. Og når man ramte bunden, afløstes kluntetheden og nervøsiteten af stolthed.
I de følgende dage lærte vi forskellige teknikker, fx at lade os falde ned ad en stejl sneflade. Så gjaldt det om hurtigt at få et godt tag i den hoppende og dansende isøkse, som ikke var ganske ufarlig, hvis den i et opspring fik retning mod éns hoved. Heldigvis sad den fast med en løkke om håndleddet, og snart efter fik man den hakket godt ned i sneen. Den manøvre bremsede kroppens bratte fald nedover i løbet af få meter. Men i øvrigt var det fantastisk at opleve, så næsten lodret man kunne gå opad, når krampongerne bed godt i isen, og man støttede sig til isøksen.
På den sidste dag gik vi alle sammen hen over hele Hardangerjøklen. Det var ingen kunst: Når først man var kommet over det nederste stykke, som var ujævnt og fuldt af sprækker, lå bræen ganske plan og hvid så langt øjet rakte. Meeen - en bræ er lumsk. Der kan gemme sig listige sprækker under en tilsyneladende jævn sneoverflade.
På den anden side af jøkelen lå Demmevasshytta, anlagt i sin tid, da man borede en tunnel tværs gennem fjeldet for at sikre afløb fra en stor issø.
Næste dag gik vi tilbage igen, og så var kurset forbi. Nu skulle Henrik, Carl og jeg ud og prøve vores nyvundne færdigheder på egen hånd. Først skulle vi dog finde hen til Jotunheimen, og der var den hurtigste vej to dages vandring ned gennem Aurlandsdalen til Aurland, hvorfra man kunne komme videre med båd og rutebil.
Trøstigt begav vi os af sted ned gennem den utrolig smukke dal, som dengang endnu ikke var blevet udnyttet til vandkraft. Debatten mellem energiplanlæggere og naturvenner rasede. Vi var selvfølgelig på naturvennernes side, men der var nu ingen, der spurgte os…
Og der vandrede man så muntert frem ad en helt jævn sti - og pludselig vrikkede man om på foden. Av for satan, hvor gjorde det ondt. Efter et hvil kunne jeg dog trave videre de par timer til Øvstebø, men det skulle jeg aldrig ha gjort. Samme aften hævede min ankel til dobbelt størrelse, og næste dag var det helt umuligt for mig at støtte på foden.
Nu var gode dyr rådne. Der førte kun vandresti ned gennem dalen til Aurland. Hvordan skulle jeg dog komme derned?
Til alt held viste der sig en løsning. Dagen før havde vi mødt en fyr med to kløvheste, dvs. heste, der bar byrder på en kløvsadel, som sad fastspændt på deres ryg. De var på vej op gennem dalen med forsyninger til den hytte, der lå længere oppe. Nu kom han nedover, varerne var afleveret og sadlerne tomme.
Man kan dog ikke sidde på en kløvsadel. I stedet lavede vor hestefører et nogenlunde blødt sæde på den ene hesteryg af vores soveposer. Der blev jeg anbragt, og så gik det ad den snævre sti nedover.
Jeg var rædselsslagen. Stien var højst en meter bred, til højre rejste sig stejle fjeldsider, til venstre stirrede man ned i afgrunden mod den brusende Aurlandselv. Ikke mindst, da vi red ind i en hvepsesværm, og hestene begyndte at GALOPPERE frem ad stien, troede jeg, at min sidste time var kommet.
Hestene var dog vant til turen og gik sikkert på benene. Og efter fem timers ridt, da vi så småt nærmede os Aurland, overvejede jeg seriøst at kaste mig i afgrunden for således at gøre en ende på mine lidelser: Aldrig før eller siden har jeg været så øm i røven.
Uden for Aurland takkede vi vores hestefører og slog lejr tæt ved elven. Der var desværre ikke så meget at diskutere, min fjeldtur var forbi. Vi blev hurtigt enige om, at Henrik og Carl naturligvis skulle drage videre ud på nye eventyr, mens jeg måtte tage toget fra Aurland til Flåm og dér skifte til toget fra Bergen mod Oslo.
Humpende fandt jeg hjem. Imens gik Henrik og Carl videre, havde en fin tur og besejrede et par bræer.
Aldrig mere
Det blev den bitre ende på min karriere som fjeldvandrer. Jeg har været i Norge siden, men de herlige vandreture i Norges vilde fjeldlandskaber blev det farvel til - for evigt.
Hvorfor? Jeg elskede jo de ture. Men så kom der seminarievenner, ungdomsoprør, Thylejr, alt muligt andet, tiden gik, venskaberne ebbede ud, man var blevet en anden.
Endnu engang må man konstatere, at de største synder i éns liv - det er undladelsessynderne!
Beretningen om mit norske vandreeventyr skal munde ud i en tak til Henrik, som var den direkte årsag til, at jeg fik føjet dette eventyrlige kapitel ind i mit livs bog.
28. maj 2013
Gudmund Auring
Ingen kommentarer:
Send en kommentar