SORGENFRI UNGDOM 1
SPEJDER
-
af Gudmund Auring -
Hvornår går man fra barn til ung? En
glidende proces, ikke nem at tidfæste. Men som dreng vel cirka der, hvor man
for alvor begynder at interessere sig for sprut og damer, og måske endda
begynder at gøre konkrete erfaringer med begge dele.
Pigerne er klart det vigtigste. Sprutten må
vel mere karakteriseres som et hjælpemiddel til at overvinde den lammende
generthed, som i mit og mange andres tilfælde direkte forhindrede eller i hvert
fald længe, længe, alt for længe udsatte de mere håndfaste erfaringer udi
erotikkens komplicerede univers. Alle de timer, dage, uger, hvor man tænkte på
piger! Indelukket og med stenfjæs, men klar til at sælge sin sjæl for et smil,
der kunne bryde isen og bane vejen for den længselsfuldt attråede kontakt til
en fra det andet køn. Helst den, man var forelsket i.
Men ellers bare en-eller-anden! Næsten ligemeget hvem! Kære Vorherre…
Hvis denne kontakt er ungdomskriteriet, så varede det længe, før jeg blev ung. Men der kan anlægges andre kriterier. Man kunne ikke kigge længselsfuldt ind i stearinlys eller drømme våde drømme om Sophia Loren på sit svedige lagen hele tiden. Mens man ventede på miraklet, skulle tiden jo gå med noget. Bøger. Spejder. Fodbold. Teater. Musik. Politik. Samvær med vennerne. Og meget andet. Alt sammen i og for sig godt nok, ja, spændende og interessant. Man opdagede verden. Men fra en vis synsvinkel set var det erstatningshandlinger alt sammen. Sådan set sublimeret kønsdrift.
For at min ungdom ikke skal begynde alt for sent, vælger jeg i stedet at lægge dens start til det tidspunkt, hvor jeg begyndte at ”gå til noget”, dvs. lagde en del af mit liv uden for familie- og skolesfæren, som i de første 9 år havde været min verden.
Ganske vist - men det var noget, far og mor helt i tidens ånd havde bestemt - havde jeg som 6-årig gået til dans. Hos frøken Gudrun, en skræmmende flot og frygtindgydende skude på meterhøje hæle og i brusende silke- og tyllkjole. Jeg opnåede sågar at danse polka for en beundrende forældrekreds til afdansningsballet inde i København i selveste Odd Fellowpalæets store sal, hvis velbonede parketgange i øvrigt viste sig særdeles velegnede til herlige glideture i de glatte, skinnende laksko. Men polkatorturen over dansegulvet, mens alles øjne stirrede… oh rædsel!
Tortur - det var danselektionerne også. Som små mandfolk skulle vi jo bukke for pigerne. Ifølge frøken Gudruns manual gik det efter tur, således at den højeste bukkede først, og så fremdeles. Jeg var nummer fire, men nummer tre, det dumme svin, var lun på Susanne ligesom jeg og snuppede hende hver gang for næsen af mig. Stærkt demotiverende. Desuden var min kropslige koordination og elegance mildest talt ikke noget at skrive hjem om. Så jeg skrev ikke hjem, men nægtede ansigt til ansigt med far og mor pure at ta en sæson til. Og det affandt de sig med.
Det blev altså kun til polka. Egentlig ærgerligt, for som ung og voksen, da jeg endelig havde overvundet den værste generthed, elskede jeg at danse. Og selv om udfoldelserne til Beatles ikke havde meget med standarddanse at gøre, så kunne yderligere træning under frøken Gudruns auspicier nok ha lært mig et og andet om rytme, trin og variationer, som jeg senere kunne gøre brug af.
Jeg er stadig skrap til polka…
Men som ungdomskriterium tæller dansen altså ikke, da den ikke var mit eget valg. Det var det derimod, da jeg blev ulveunge, ganske vist med stærk opbakning fra de gamle. Så altså, min ungdom begynder - så småt, så småt - da jeg i 8-9 års alderen begynder som ulveunge i Furesø Flok. Hermed tar jeg mit første selvstændige organisatoriske skridt ud i verden, af egen drift, ikke dikteret af forældrenes eller samfundets krav.
Okay, 9 år gammel har der jo nok ikke været tale om erotisk sublimering. Noget eventyrlyst og oplevelsestrang må ha været i spil.
To andre interesser kom siden til at fylde rigtig meget i min SORGENFRI UNGDOM. Fra 1960 og ca. fem år frem var jeg ivrig, om end ikke succesrig, fodboldspiller i Virum Boldklub. Det har jeg beskrevet i erindringsafsnittet FODBOLD. Og fra 1963 til 1967 var jeg aktiv i Dansk Socialdemokratisk Ungdom, DsU. Det har jeg skrevet om i afsnittet EN BØLGE, ET SPØGELSE…
Verden ventede! Foreløbig dog blot ulvenes verden i den indiske jungle…
Gamle ulveunger vil vide, at den voksne leder af en ulveflok som regel kaldte sig Akela efter den vise, gamle hun-ulv i Rudyard Kiplings spændende roman, Junglebogen. Det er en ulvefamilie under hendes ledelse, der adopterer menneskeungen Mowgli, som er opleveren af romanens jungleunivers.
Findes der stadig ulveunger i spejdermæssig forstand? Næppe, men dengang i 50´erne var den yngste del af spejderbevægelsen, op til ca. 12-års alderen, bygget op omkring Junglebogen. Alle ulveungerne fik navne fra romanen. Jeg kendte ikke mine ulvekammeraters rigtige navne, kendte dem kun som Hahti, Bagheera, Baloo, Ran. Selv hed jeg Toomai, til min skuffelse ikke et navn fra selve Junglebogen, men fra et af Kiplings apokryfe skrifter, en af hans indiske noveller.
Vores leder kaldte sig nu ikke Akela, men Rusa. Egentlig hed hun Ruth Andersen, en munter, moderlig og rar dame på - omkring 40 år? Som barn har man INGEN fornemmelse af voksnes alder.
Den ugentlige ulveaften fandt sted i et kælderlokale på Grønnevej, ned mod Virum Torv. Den bestod af forskellige små lege og konkurrencer, som sigtede på fysiske og mentale færdigheder frem mod vores senere spejderliv. Man kunne erhverve duelighedstegn, som angav duelighed i spejderagtige discipliner, fx i at kende fugle og dyr, binde knob, samle på et eller andet, og meget andet. Vi var inddelt i bander på 6-7 medlemmer - jeg i gul bande - hjalp hinanden og holdt sammen indadtil, konkurrerede ivrigt med de andre bander udadtil. Vi sang spejdersange, lærte remser og råb, fx sluttede aftenen med, at Rusa råbte: ”God jagt, ulve!”, og vi svarede taktfast: ”A-kela, vi vil gøre vores bedste!”. Rusa: ”Vil I GEB GEB GEB?” (Gøre jEres Bedste). Vi: ”Vi vil GOB GOB GOB”! (Gøre vOres Bedste). Som spejderløftet hed ”Vær beredt”, hed ulveløftet ”Gør dit bedste”.
Lige inden denne afsked læste Rusa højt af Junglebogen, mens vi sad omkring ”lejrbålet”. Det elskede jeg. Jeg læste den selvfølgelig også selv, kunne den næsten udenad.
Naturligvis kunne vi ikke tænde rigtigt lejrbål i en kælder. Men Rusa havde lavet et ”bål” af nogle brændestykker, smagfuldt arrangeret på en træplade. Når det skulle tændes, anbragte hun et par cykellygter under brændet, og bålet glødede på det mest naturtro og stemningsfulde. Syntes vi.
Ulveuniformen bestod af en blå, sweateragtig bluse, et trekantet tørklæde om halsen og en lille grøn kasket med gule striber. På benene absolut korte bukser. Kun i de værste vintermåneder accepteredes lange strømper og plusfours.
Blusen tjente som bærer af duelighedstegn. Når man havde erhvervet sådan et, fik man det udleveret ved en lille ceremoni på et møde, og så gjaldt det om at få det syet på venstre skulder inden næste møde. Megen prestige knyttede sig nemlig til disse duelighedstegn. Sådan en overarm med 8-10 små stoftrofæer med duelighedstegn var nok værd at promenere i en ulveflok. Respekt!
På brystet havde man et mærke, som viste, at man tilhørte ”Det Danske Spejderkorps”, Furesø Flok, altså var ”gul” spejder. Ikke ”grøn”, KFUM-spejderne, ta endelig ikke fejl. Og da slet ikke FDF´er, som vi snart lærte af hinanden at se ned på med foragt. Hvor dybt kan man synke? Latterlige uniformer, og så truttede de i hornorkester! Hva gir I mig?
Bandefører og bandeassistent havde henholdsvis to og én gul ring syet om armen. Jeg nåede aldrig længere end til assistent.
Forår og efterår foregik mange af ulvejagterne naturligvis udendørs. Vi var også på små udflugter i Geels Skov og andre steder, ikke så langt væk, for Rusa var jo alene med os 25-30 ulve.
Om foråret var der dog en stor forældredag op til spejderhytten Colleruphus i Nordsjælland. Her skulle vi på løb og lave opgaver, sammen med forældre og søskende. Mægtig spas, især hvis forældrene blev lidt til grin, klumrede i det eller blev våde eller den slags.
Efter løbet og fælles spisning i hytten spurgte Rusa ud over forsamlingen af ulve og forældre: ”Der er vel ikke nogle fædre til stede, som er dygtige til engelsk?” Man betænke, at i 50´erne var det kun et lille mindretal af de voksne, der havde lært engelsk i skolen.
Far tænkte naturligvis ”aha, her er brug for en rask mand med intellektuelle evner” og meldte sig straks, sammen med 4-5 andre fædre.
”Glimrende”, sagde Rusa, ”så kan I gå ind og vaske op!”
Et latterbrøl fulgte denne joke. Far så lidt fåret ud, men grinede selvfølgelig med. Jeg kunne nu ikke rigtig li det. Jeg brød mig ikke om, at en stor forsamling grinede ad min far, som jeg elskede højt.
Jeg holdt meget af at være ulveunge, og der var ikke tvivl i mit sind, da jeg i 12-års alderen skulle rykkes op som ”rigtig” spejder. Selvfølgelig ville jeg det.
Ifølge patruljedagbogen, som stadig er i min besiddelse, blev jeg optaget i ”Furesø Trop” den 5/9 1959. Nu var vi ikke længere i bander, men i patruljer. Jeg kom i Uglepatruljen, og under ledelse af to store drenge, patruljeførerne Ole Hjort og senere Peter Bådsgård (kaldet Akim) havde jeg fire fantastiske år med mange store oplevelser, som både da og siden betød rigtig meget for mig.
En af mine allerførste ture drejede sig om 45 kilometermærket. Det var et af de mest eftertragtede og ærefulde duelighedstegn, så fornemt, at man ikke bare fik et lille stofmærke til uniformsskulderen, men en ”sølv”plade til spejderbæltet! Man kunne også erhverve 60 km, ja, 100 km mærker.
Nå, foreløbig var 45 km alt rigeligt. Jeg var jo kun 12 år. Distancen skulle tilbagelægges på 10 timer, indbefattet et obligatorisk hvil på de 2. Vi trådte an en lørdag aften ude i spejderhytten ”Skovhuset” tæt ved den del af Furesøen, der hedder Lillekalv, og så gik turen natten igennem rundt om søen. I starten var stemningen høj, men at traske af sted dér, med stadig ømmere fødder, blev nu ikke ved med at være en ublandet fornøjelse. Men der var ikke rigtig mulighed for at vende om, eftersom vejen tilbage rundt om søen efterhånden var længere end vejen frem. Man ville jo også nødigt efterlades i Vasernes uoverskuelige sivskove midt om natten. Så der var ikke andet at gøre end at traske videre. De sidste kilometer gik jeg og græd, så ondt gjorde mine fødder.
Men endelig var vi da hjemme i Skovhuset igen. Og efter 10 minutters hvil med benene op var jeg på typisk Gudmund-vis koldhøgen igen, grænsende til det overmodige. Faktisk overvejede jeg et øjeblik at melde sig til den lille trup af ældre spejdere, som ville fortsætte yderligere 15 km og således erobre 60 km mærket. Meeen med ømheden og ved synet af et par vabler indfandt realismen sig trods alt, og efter madpakke og varm te cyklede jeg hjem, vældig tilfreds med mig selv. Sølvpladen med de 45 indgraveret fik jeg snart efter, og den pryder stadig mit gamle, støvede spejderbælte.
Læderbæltet havde, ud over at skulle holde bukserne oppe, en vigtig funktion som bærer af slirekniven, enhver spejders uundværlige universalinstrument, som blev brugt til alt, lige fra madlavning til tilskæring af granrafter, når der skulle bygges bivuak eller udkigstårn. I dag ville disse knive bringe samtlige spejdere bag tremmer, jfr. den danske knivlov, men den gang var der ingen, der tog anstød af noget så selvfølgeligt som en spejderdolk. I øvrigt var den ene ting, vi IKKE kunne drømme om at bruge kniven til, vel netop at stikke den i maven på hinanden.
Bæltet kunne også være bærer af andre nyttige ting, fx knobbånd, eller feltflaske og stavlygte, når man var på tur.
Ellers bestod uniformen af en langærmet, khakifarvet skjortebluse med store, rummelige brystlommer, korte khakibukser, lange strømper med opslag og selvfølgelig solide sko. Det hele fuldendtes af et grønt tørklæde om halsen, bundet i et særligt knob, og den berømte spejderhat, hvis skygge skulle være knivskarp og flad, og hvis puld skulle trykkes ind i fire symmetriske buler. Når man skulle ha sin hat i facon, satte man vand over til kog i mors kedel. Så inddampede man hatten, til den var varm, blød og bøjelig, pressede den i korrekt facon og lagde den med skyggen på en plan flade. Og så var den fin - men desværre ikke længe. Derfor sås mange fejlbulede og slaskede hatte, hvilket jævnligt påtaltes af emsige ledere. Hvad min angår, så forsvandt den på en tur. Jeg så den aldrig siden og var resten af min spejdertid hatløs.
Akim fandt på sin helt egen løsning af det evige problem med hængende hatteskygge og uregelmæssige buler: Han behandlede sin hat med skibslak, og så behøvede han aldrig mere bekymre sig om den - den kunne ikke længere gå ud af facon og var så hård, at hvis han i bedste James-Bond-stil havde brugt den som frisbee (som slet ikke var opfundet dengang, det var James-Bond-filmene i øvrigt heller ikke), kunne den snildt have kappet hovedet af enhver skurk! Nå ja, næsten, i hvert fald…
Lommerne skulle rumme ganske bestemte ting, som kunne komme til gavn i en snæver vending. Jeg husker ikke så nøje hvad, men i hvert fald en forbinding, kompas, sikkerhedsnåle, sangbog, blyant og papir, snor og den slags. Korrekt lommeindhold hørte med til en reglementeret uniform, når fx lederne i konkurrenceøjemed kontrollerede, at vi var en velklædt patrulje. Enhver større turnering indeholdt et konkurrencepunkt, der hed ”turn out”, og som i bred forstand omfattede ting som patruljens disciplin, fremtræden, påklædning, gensidige hjælpsomhed og sprogtone.
Lange bukser (”plusfours” til under knæet) betragtedes som værende for ”tøsedrenge” og accepteredes kun til nød i vintermånederne, hvis det var frostvejr.
Patruljelivet var kernen i spejdernes fællesskab. Jævnligt, et par gange om måneden vel, havde vi patruljemøder. Hvor spændende de var, afhang nok mest af, hvor veloplagt patruljeføreren havde været til at lave et interessant program. Det kunne være noget op og ned. Somme tider var det bare tedrikning, pjat og pjank. Til andre tider var der spændende opgaver eller en ny leg eller konkurrence. Det skete også, at tropsførerne havde forlangt en eller anden opgave løst i forbindelse med den standende patruljekonkurrence. Så blev der arbejdet seriøst, ikke mindst, hvis vi lå med gode muligheder for at hjemføre årets sølvplade! Endelig brugte vi tid på duelighedstegn, dog ikke overdrevent meget. Selv blev jeg aldrig rigtig den store duelighedstegnsjæger - det var lejrlivet og løbene, der for alvor trak i mig.
Uanset mødernes indhold, så var samværet og kammeratskabet rigtig godt hos uglerne. Og vi lå da som regel helt pænt til i de forskellige konkurrencer og turneringer. Et år blev vi 6-bedste patrulje i selveste divisionsturneringen med deltagelse af over 30 patruljer, og vi vandt ”good turn”.
(Ved den årlige divisionsturnering vandt Furesø Trop i øvrigt altid den afsluttende tovtrækning. Vi var øvede ”hjemmefra” og havde lært en særlig teknik, hvor vi kunne ”låse” tovet ved ganske simpelt at lægge den bageste hånd med tovet i bag hoften. Når kommandoen lød: ”lås”, gjorde hele holdet dette, og så kunne modstanderne hale, så tosset, de ville, uden at kunne rokke os af pletten. Når de så havde brugt deres kræfter, var vi udhvilede og kunne hale dem sejt og rytmisk ind…
Endnu står der gny - i hvert fald her og nu - om den fantastiske dyst i finalen mod 2. Holte Trop ved divisionsturneringen 1961. De havde også teknikken i orden, og første runde varede 16 - seksten - minutter, inden de endelig måtte gi sig. Anden runde tog ”kun” 8 minutter, så var sejren hjemme. En jættedyst.
I sandhedens interesse må det nævnes, at min rolle mest bestod i at heppe ivrigt. Selve trækkearbejdet blev overladt til troppens ”store brød”.)
Ole og Akim har jeg nævnt, store, venlige drenge, som gjorde det trygt at være i Uglepatruljen. Den tredje af de store, Lars-Erik Stahlschmidt, kaldet Stål, en lang, lyshåret dreng, var også en rigtig flink fyr og god kammerat.
Blandt mine jævnaldrende havde jeg nok mest at gøre med min gode klassekammerat, Thomas Elo Christensen, men han mistede vist lysten og gik ud længe før mig. Min første længere patruljetur gik over Frederikssund til Thomas´ fars sommerhus nær Kulhus i Hornsherred.
Jeg husker den for fire ting:
1. Den hårde cykeltur. Min cykel var stadig den lille, jeg fik som 6-årig, og jeg skulle træde to gange, hver gang de andre skulle træde én. Til sidst var jeg så træt, at jeg truede med bare at lade mig falde, hvis ikke vi holdt hvil. Så kunne de andre bare cykle videre og så hente mig ved lejlighed…
2. Skovens Bageri, hvor vi efter en laaang cykeltur smovsede i det lækre wienerbrød. Det var før nutidens enorme slikudvalg. Til gengæld havde hver landsby sin egen bager, og friskbagt bager-wienerbrød var rigtigt spejdersnold.
3. Nattens pibende vestenstorm, som gjorde, at teltene væltede, så vi midt om natten måtte flytte dem fra den vestvendte skråning med udsigt over Isefjorden og om i læ bag sommerhuset.
4. Kongeegen og Storkeegen, to tusindårige egetræskæmper, imponerende at skue.
Så var der ”Buddha”, en hyggelig ungersvend, der, som navnet antyder, var lav og bred og kraftig. Buddha blev med tiden en fortræffelig mand på tovtrækningsholdet.
Claus Thornøe legede jeg en del med, også uden for spejdertiden. Vi gik på samme skole. Tit spillede vi matador, og han vandt HVER ENESTE GANG. En lun fyr med et frækt glimt i øjet. I øvrigt drillede vi ham naturligvis, da hans bedstefar en gang i tidernes morgen havde været med til at oprette FDF! Pinligt! Hvad gir I mig! Men Claus var nu ikke den, der tog et godmodigt drilleri tungt.
(Mange år efter bliver Claus herostratisk berømt i Dannevang, da han er en af Ninn-Hansens centralt placerede embedsmænd under den famøse Tamilsag og bliver trukket med i ministerens fald. Ja, sådan kan det gå…)
Mich var kvik og god til at skrive i patruljedagbogen. Det samme gjaldt Jens Ulrik, kaldet Sibelius. Dagbogsskrivning var i øvrigt et job, jeg ofte også selv havde. Jeg skrev godt, men ak, dovenskab med deraf følgende udsættelse, samt en forfærdelig håndskrift, gjorde, at min indsats blev mildest talt ujævn. Bedst var jeg, når en tropsleder havde haft bogen til inspektion og gav mig en opsang. Så tog jeg mig sammen, men sank med skam at melde ret hurtigt tilbage i den gamle slendrian.
Beviset ligger foran mig på bordet.
Patruljen tog også på egne weekends, påske- og efterårsture. Jeg husker især en tur i efterårsferien til Söderåsen i Sverige, ene og alene for dens totale mislykkethed: Vi var kun fire af sted. Rask jollede vi til Helsingør, tog båden over og cyklede tappert videre nordpå, indtil vi kom til en lille skov. Her kunne bygges bivuak. Vi havde nemlig ikke telt med, da det skulle være en rigtig ”hike”, en primi-tur.
Vi delte os i to lige store hold. Vejret var klart og solrigt, så det ene hold droppede bivuakken for at lave varm mad. Min makker og jeg droppede derimod den varme mad for at lave bivuak: En stor midtergren blev i den ene ende båret op i en vinkel af to grene lagt på skrå og bundet sammen. Så dækkede vi siderne med mindre, skråtstillede grene, over dem lagde vi granris og et tykt lag visne blade. Voila - men netop som vi betragtede vores afsluttede værk ikke uden stolthed, knækkede den store midtergren, og bivuakken skred sammen som en stor kompostbunke.
Nå, så kunne det også være lige meget. Vi smurte madder og gumlede vores tørkost, alt imens det andet par nød deres varme mad. Så tændte vi bål og hyggede lidt med snak og pjat, indtil det var tid at krybe i poserne.
Nu er det sådan, at en klar efterårsdag ofte efterfølges af en bidende kold efterårsnat. Således også her: Vi lå alle fire og rystede natten væk i vores absolut ikke polarposer. Vi taler om frostgrader.
Tidligt op og rask af sted. Det gjaldt om at få varmen i en fart - og det fik vi! Der var sgu langt til den Söderås. Men hen under aften fik vi den da i sigte og cyklede op ad den første bakke til et egnet lejrsted. Igen valgte de andre den varme mad, mens min makker og jeg valgte bivuakken. Der var nemlig ikke tid til begge dele. Denne gang var vi mere omhyggelige, så mens de andre gumlede deres varme mad, kunne min makker og jeg glæde os over en lun hule at kravle ind i. Aftenen var fremdeles kold og stjerneklar, men det rørte ikke os, som efterlod de andre med fyldte maver, men på den kolde jord uden læ, og drog af til drømmeland.
Klokken fire om morgenen blev vi vækket af de bivuakløse. Regnen stod ned i stride strømme, og deres soveposer, tøj, bagage, alt var gennemblødt, mens vores havde ligget i bivuakken og højst var lidt klamt.
Nu ku det være nok. Ganske vist var turen planlagt til at vare et par dage mere, men vi blev hurtigt enige om at vende cyklerne mod Hälsingborg og Danmark.
En klokkeklar erindring: Vi står alle fire i tæt klynge under et stort regnslag. Èn bærer stavlygten, en bærer margarine og rosiner, en bærer rugbrødspakken, og den fjerde står med sin spejderdolk og smører rugbrødsmadder med rosiner til os alle sammen. Dem gumler vi i skøn samdrægtighed der under regnslaget, mens regnen trommer sin plaskvåde melodi lige over vore hoveder.
At stå der i skæret fra en enlig stavlygte og gumle rosinmadder kl. 4 om morgenen - det er noget, man aldrig glemmer.
Men bort med alskens naturromantik: Snart gik turen hjem til elektrisk lys og varme, et varmt bad og mors kødgryder.
Omtrent en gang om måneden var der tropsmøde. Her havde de voksne ledere (vel 18-22 år) lagt programmet, som tit var særdeles konkurrencepræget. Troppens fire patruljer, Bævere, Høge, Viber og Ugler, havde en løbende årskonkurrence, som det var forbundet med stor hæder og en sølvplade til patruljestandarten at vinde. Der konkurreredes om alt muligt: Den bedste sketch til aftenunder-holdningen, morsealfabetet, stifinder- og sporlege, fremstilling af instruktionstavler til Skovhusets vægge, fx om knob eller om brug af kort og kompas, kendskab til dyr og planter, bygning af broer eller tårne med reb og rafter, kast med redningsreb - og alt muligt andet.
Hver patrulje havde sin standart, en kort læderfane med patruljesymboler og skaftet beklædt med ærefulde sølvplader fra tidligere triumfer. Vores hed Uglemor.
Vi havde også et motto:
”Den kloge ugle er
vort symbol,
den følger vi i
storm og sol!”
og en sang:
”Gamle
ugle fra Uglestammen
lader
uglerne kalde sammen,
for
i stammen er bitter nød:
Stor
mangel på musekød
/:
Umba-umbaderatcha, umba-umbaderatcha:/
”Så længe som kartofler overhodet har en skræl
skal der noget til
at skrælle dem, for de ka jo ikke sæl´
Vi sad ved samme
spand
med fingrene i
vand
og skrælled´ hele
dagen, og vi var kun fire mand
der sad ved…osv.
osv”
eller
”Så
lyder der et jammerskrig fra Sønderborg på Als
”Min
missekat fik fiskebenet i den gale hals”
Straks
Peter kommer løbende med medestang og snor
og
stikker den i missens hals foruden mange ord
Er
man spejder, er man spejder,
må
man være der og hjælpe ohne weiter!”
- og meget
andet, vandresange, viser, både danske, svenske og franske, amerkanske
worksongs, sjovt og festligt.
En særlig slags var jo de stemningsfulde
lejrbålssange. Lejrbålet var en kernebegivenhed på enhver lejr, og at sidde der
”- ved bålet, ja ved bålet, en sommernat ved bålet”
- mens kammeraternes øjne skinnede fra flammernes genskær, og éns egne øjne fulgte de tusinder af ildfunker op mod himlen i den lyse sommernat - det er noget, der for altid bliver i erindringen, hvis man har prøvet det.
7-8 gange om året var der tropsweekend. Også her var konkurrenceelementet i højsædet, og lejrsport spillede en stor rolle: Korrekt og stram teltrejsning, indretning af lejrplads med fx bålplads, dybt affaldshul, lejrbord, orden i og omkring teltet, bål med to tændstikker, rene gryder, madlavning og meget andet.
Især gryderne var en plage! De skulle ikke blot være rene indeni, men også udenpå! Og de blev så sikkert som amen i kirken kulsorte og sodede ved hver eneste madlavning. Et træls tidspunkt indtraf uvægerligt hver eneste gang, når vi havde brudt lejren og skulle hjem. Så udpegede patruljeføreren den blandt ”de menige”, som skulle hjembringe gryderne og stille med dem rengjort på næste tur. Og hvad nyttede det at protestere? Hvis man sagde: ”Hvordan gør man, det har jeg aldrig prøvet før”, så hed det: ”Så skal du lære det” - og hvis man protesterede: ”Arhj, det var også mig sidst!” lød svaret: ”Nå, så er du jo i træning!”. Og så gik det ellers hjemad til mindst en times arbejde med rens-let og ståluld.
Ellers indeholdt disse lejre et langt dagløb med poster og diverse opgaver undervejs. En vigtig del af løbet var at finde vej ved hjælp af kort og kompas. Det var slet ikke let, men i årenes løb blev vi da ganske habile stifindere og orienteringsfolk.
Som regel vankede der også natløb! Så blev man purret ud af teltet midt i sin søde søvn, og så gjaldt det om at finde et bestemt sted i skoven ved hjælp af kort og kompas for at hjembringe en eller anden skat. Der var naturligvis en ganske særlig, lidt frysende og uhyggelig stemning i at trave rundt deri skov fyldt med pludselige puslelyde og ugleskrig - en lillebitte patrulje i den store skov under den bælgmørke nattehimmel. Og bedre blev det jo ikke af, at de ”lede” ledere ofte indlagde små uhyggelige overraskelser med tudende spøgelser, vanvittig latter eller skrigende røveriske overfald.
Herligt!
En særlig type løb var ”tæveøvelserne”, fx den årlige Hotopunga-jagt. Her gjaldt det om, i skarp konkurrence med de andre patruljer, at finde frem til ”Hotopunga”, for nemheds skyld kaldet Hoto, en stor, udskåret totempæl, som lå gemt et sted i skoven. Undervejs i løbet fik man oplysninger, som korrekt tolket kunne vise patruljen, hvor Hoto var gemt. Men det var ikke nok at finde den. Når det var sket, skulle den bringes tilbage til Skovhuset. Og undervejs lå de andre patruljer på lur for om muligt at frarøve den heldige patrulje Hoto og selv bringe den i triumf til ”Skovhuset”. For ganske vist kunne man score points på andre måder under løbet, men at hjembringe Hoto gav så mange points, at sejren i jagten var så godt som sikker.
På vejen hen til Hoto gjaldt det altså om at snige sig uset af sted. Man skulle jo nødigt vise de andre, at man var på sporet. Men samtidig gjaldt det om at vide, hvor de andre patruljer var! For hvis de nu kom først og fandt Hoto, måtte man straks optage forfølgelsen.
Under hele løbet, men især under den afsluttende forfølgelse, opstod der jævnligt voldsomme slåskampe, deraf navnet ”tæveøvelse”. Det gjaldt dog ikke om at tæve hinanden, men at fratage modstanderen hans ”liv”, et tyndt uldbånd, monteret på venstre overarm. Erobrede ”liv” gav points, men det vigtigste var, at når man mistede sit ”liv”, måtte man ikke foretage sig noget i løbet, fx selv tage ”liv”, bære Hoto eller tage Hoto fra de andre. Man kunne vist nok få et nyt ”liv”, men så skulle man helt hen i Skovhuset, og det kunne være en tur på flere kilometer. Hvis altså de fleste havde mistet deres ”liv”, så kunne de få ”endnu levende” stikke af med Hoto og komme i mål, mens ”de døde” bare kunne se til.
Det er klart, at denne konkurrence udløste de mest pragtfulde brydekampe. Ikke mindst det år, da lederne bestemte, at vi i stedet for et uldbånd skulle binde vores spejdertørklæde om armen, for det kunne kun bindes op og erobres, hvis man virkelig fik modstanderen ned og ligge. Berøvet sit tørklæde kunne man så købe det tilbage, hvis man afleverede sit ”liv”, altså uldbåndet.
Aller størst ære tilfaldt dog den patrulje, som uset fandt Hoto - og dernæst hjembragte den UDEN at blive opdaget. Det var topmålet af omtanke og snedighed. Det betød oftest, at patruljen måtte snige sig en stor omvej gennem skov, krat og mose. Hvis man traf på en fjendtlig patrulje nær målet, kunne man ofre et par kammerater på et falsk spor. De sneg sig væk og afledte så fjendens opmærksomhed ved at lade sig ”opdage”. De lod ”livet”, mens de to raskeste af kammeraterne pilede af sted med Hoto. Og hvad betød et tabt ”liv” i den sammenhæng? Hoto var i hus!
Hvor var det herligt at bruge sit ungdommelige kraftoverskud i et rask håndgemæng i skoven!
Da jeg jo absolut skulle tilbringe sommerferien med mine fætre på Ferupgård ved Kolding, var jeg kun med på en enkelt spejder-sommerlejr, som gik til Vendsyssel.
Først blev patruljerne spredt: Vi valgte hver sin rute fra Løkken over til fælleslejren midt mellem Sæby og Frederikshavn. Uglepatruljens gik op forbi det flotte, hvidkalkede Børglum Kloster og så nordud mod Hjørring, som vi dog aldrig nåede. Men vi nåede Bagterp, og dèr var en bager, som havde lunt wienerbrød!
Vi medbragte patruljekærren. Den skulle selvfølgelig trækkes og skubbes, men det var nu en stor lettelse ikke selv at skulle slæbe rygsækkene og alt patruljeudstyret.
Efter 4 dage nåede vi frem til fælleslejren, og så gik det løs med lejraktiviteter, løb, konkurrencer, snobrød ved lejrbålet og raske spejdersange.
En dag fik vi udleveret levende kyllinger, som vi selv skulle slagte, plukke og tilberede. Det var en særpræget og for mig ny oplevelse at se 3-4 hovedløse kyllinger bene rundt i lejren.
En anden dag var der hike. Igen skulle vi sove i bivuak, igen fik stort set ingen bygget deres bivuak ordentligt - og igen blev det styrtregn om natten. Stort set alle troppens soveposer var totalt gennemblødt. En klam fornøjelse. Og da man jo ikke ku ha, at hele troppen fik lungebetændelse, flyttede vi de sidste dage alle sammen ind i en kæmpestor garage, som tilhørte lejrpladsens ejer, ”Noppe” kaldet. Han ejede også et stort kafferisteri, hvor soveposerne blev sendt til tørring. De lugtede af kaffe længe efter.
Det regnede nemlig stort set resten af den lejr. Hvilket ikke forhindrede lejrliv, men det var nu godt nok med tørre, kaffeduftende soveposer i Noppes garage.
Far og jeg havde været enige om, at 10 kr. i lommepenge var nok til 14 dages lejr. Meen da der manglede 6 dage, var pungen tom. Alle de fristende bagerier havde suget pengene ud af den. Så jeg ringede til far, som godt kunne se, at endnu en tier var på sin plads. Men typisk ham, så sendte han den på postanvisning, hvilket tog en helvedes tid. At sende penge i et brev var jo imod reglerne!
Endelig den dag, vi skulle hjem, kom min postanvisning. Men postbudet afleverede bare anvisningen til lederne, og så måtte jeg med anvisningen i hånd vade de 8 kilometer ind til posthuset i Frederikshavn. Ganske vist agtede jeg at ta en bus, der kom bare ingen. Og dér vadede jeg så af sted, mens jeg bandede over far og hans regelrytteri.
På hjemturen kom der dog en bus, og det var heldigt. For jeg var først tilbage i lejren, et kvarter før vi skulle af sted med toget.
I Fredericia sagde jeg farvel til kammeraterne og fortsatte sydover til Broager, hvor far, mor og søsterlil var på ferie hos bedstemor.
Mor har siden fortalt, hvordan mine fødder var totalt hvide og opløste, isprængt rande af gravrust, da hun trak gummistøvlerne af mig. Med alt det regnvejr i Vendsyssel havde jeg i 10 dage kun haft dem af om natten. Men jeg fejlede absolut ikke noget, som et varmt bad ikke kunne kurere…
Min afsked med Furesø Trop skete desværre på en trist måde.
Troppen hold sommerlejr ved Sønderborg. Jeg havde meldt afbud, fordi jeg om sommeren hellere ville på de sædvanlige familieferier, men nu hændte det sig, at jeg netop var i Broager hos min bedstemor, da sommerlejren fandt sted. Altså drog jeg de ti kilometer til Sønderborg og fandt frem til lejrpladsen, hvor mine patruljekammerater modtog mig fint. Jeg spurgte, om det var okay, at jeg overnattede, og det havde de intet imod. Men tidligt næste morgen indfandt en af de voksne ledere sig i teltet og gav mig en kæmpe skideballe: Hvad fanden jeg bildte mig ind? Når jeg ikke kunne melde mig til sommerlejren, men foretrak familien, var jeg absolut ikke velkommen. Jeg havde værsgo at forlade lejren med det samme.
Det gjorde jeg øjeblikkeligt, både rystet og rasende. Og siden har jeg ikke sat mine ben i Furesø Trop.
Sagen er dog nok den, at min interesse for spejderlivet gennem nogen tid havde været aftagene. Vi er i sommeren 1963, og jeg står på tærsklen til så småt at realisere det egentlige ungdomskriterium, hvor den ØRKESLØSE og USUNDE interesse for sprut og damer begynder at fortrænge alle de GODE og SUNDE interesser, som hidtil i mangel af bedre havde fyldt mit sind.
Dette dalende engagement har jo nok irriteret mine ledere, og det kom så til udtryk på denne eksplosive måde, som på et øjeblik brød alle broer imellem os. Irritationen kan jeg sådan set godt forstå. Men en lidt mere voksen og pædagogisk leder kunne måske gennem samtale have gjort mig problemet klart, så jeg havde truffet min beslutning med omtanke i stedet for med raseri. Dog, hvem kan med føje forlange en sådan grad af indlevelse og pædagogisk sans af en 20-årig frivillig leder, som følte, at det, han gav liv og sjæl for, blev behandlet med ligegyldig skødesløshed af en 15-årig snothvalp?
Under alle omstændigheder: Bruddet var absolut og uigenkaldeligt.
Det var dog nok kommet alligevel, om end på en anden måde.
Sagen var, at mit vågnende engagement i alle de nye tanker og ideer, som så småt begyndte at pible frem på den tid, havde gjort, at jeg var begyndt at sætte forsigtige spørgsmålstegn ved selve spejderbevægelsens værdigrundlag, som jeg efterhånden fandt ude af trit med det, jeg ellers tænkte, følte og mente.
Som inkarneret læsehest havde jeg tyret de bøger, jeg faldt over, som omhandlede Baden-Powell, spejderbevægelsens grundlægger. De to, jeg husker bedst, er ”Drengene fra Mafeking”, en rask drengebog, og ”I livets skole”, Baden-Powells egne spændende erindringer fra et langt liv som officer i den britiske hær, der netop i hans aktive år var travlt beskæftiget med at løfte ”the white man´s burden” (som Kipling kaldte den), altså skabe og fastholde det britiske imperium med krige og besættelser og meget andet over hele jorden.
Baden-Powell var aktiv både i Indien og Sydafrika, og ifølge myten opstod ideen til spejderbevægelsen, da han med en lille hærstyrke skulle forsvare den sydafrikanske by, Mafeking, mod boerne, som briterne var i krig med 1900-1902.
Boerne var et bondefolk af hollandsk afstamning, som længe før briternes ankomst havde koloniseret og lavet hvidt styrede republikker som Transvaal og Oranje Free State. (Det er derfor, at et ord som ”apartheid” er af hollandsk oprindelse.) Nu ville briterne, med superimperialisten Cecil Rhodes i spidsen, kolonisere Afrika sydfra med det ”ædle” endemål, at man skulle kunne rejse fra Egypten til Kap Det Gode Håb uden at forlade britisk territorium. En solid høst af diamanter fra de rige sydafrikanske miner var en ikke ubetydelig sidegevinst.
Ifølge Baden-Powell var der naturligvis absolut ingen tvivl om briternes gode hensigter. Og ved at mobilisere alle Mafekings raske drenge, sønner af de lokale engelske familier, som spejdere, kurérer og hjælpere for den lille garnison, lykkedes det ham på rask mandfolkemanér at holde stand overfor en lang belejring fra en afdeling af boernes hær. Disse erfaringer var det så, han bragte med hjem til England, da hans militære karriere var ovre, og omformede til en gennembritisk, gennemvictoriansk ungdomsbevægelse, som siden bredte sig over hele verden.
Meen når man så siden satte sig ind i, hvad Boerkrigen virkelig var for noget, måtte man rystes over de britiske troppers brutalitet. Blandt andet vandt briterne krigen ved, da det kneb med at få skovlen under de seje boer-guerillaer, at sætte deres koner og børn i koncentrationslejre, hvor de så kunne rådne op under elendige forhold og på usle rationer. Det tvang boerne til at opgive kampen. Og det var altså briterne, der under Boerkrigen opfandt det brutale undertrykkelsesmiddel, som Hitler senere skulle ta til sig og videreudvikle ad rædselsfuld og grusom absurdum.
Det vidste jeg ikke i 1963. Til gengæld havde jeg nok mødt ordet ”imperialisme”. Det var ikke et kønt ord, men gav den stik modsatte forklaring på det, som Kipling havde kaldt ”the white man´s burden”. Nej, byrden lå på de indfødte befolkningers skuldre! De var blevet koloniseret og undertrykt med henblik på at levere råstoffer, arbejdskraft og markeder til den umættelige europæiske industri. Det var den business, som Baden-Powell var en begejstret og ukritisk deltager i. Og blandt andet disse erfaringer lå til ideologisk grund for spejderbevægelsen.
Og så var der jo spejderloven! Udformet som 10 bud, dog ikke med den klassiske bibelindledning ”du skal”, næh, den gamle Robert var meget mere snedig: ”En spejder er…”
Dengang kunne jeg dem selvfølgelig udenad. Den går ikke længere, men de tre første er da i kramkisten:
En spejder er til at stole på.
En spejder er trofast.
En spejder er hjælpsom.
Man var osse god mod dyr, sparsommelig og ordentlig, tro mod Gud og sit land, ridderlig og meget mere, i og for sig gode og solide moralbegreber, de fleste af dem - men så sluttedes der af med den helt store trumf:
En spejder er REN i tanke, ord og handling.
Vorherrebevars. Fra teltenes indelukkede natteatmosfære vidste man jo godt, hvordan det stod til med det. Ren i handling, måske, vi var hverken erfarne eller modige, men absolut ikke i ord, og da slet ikke i tanke! Og så gik rygtet endda hos ”de gule”, at KFUM-spejderne var MEGET værre. De havde jo lært som små at sove med hænderne over dynen og havde alt det religiøse bavl at gøre frækt og fnisende oprør imod - vi gule skulle trods alt bare være tro mod Gud i al almindelighed…
Kort sagt, hvordan være ridderlig, når man mest af alt følte sig liderlig?
Heldigvis stillede Great Britain andre, mere tidssvarende ideologier til vores rådighed. De blev formuleret af The Beatles, for da slet ikke at tale om The Rolling Stones, The Kinks og The Who! Det var ideologer, som var mere i tråd med, hvad jeg følte, og dermed til at forstå!
Furesø Trop var, så vidt jeg kan fornemme her 50 år efter, en trop af den gamle skole: Her troede man på og forsøgte at realisere de idealer, som i sin yderste konsekvens ville gøre os til trofaste små victorianske imperiesoldater med ”stiff upperlip” og uden urene tanker i vort indre. Netop på denne tid støder disse idealer så sammen med den nye tid, snart efter spidsformuleret i hele ungdomsoprørets frembrusende flodbølge. I 1963 var dette sammenstød i høj grad uklart, ikke mindst for en 15-årig ungersvend, men fornemmelsen af konflikt, ikke mindst med det gryende ungdomslivs erotiske trang og længsel, var ikke til at ryste af.
Senere fik man på meget mere klar måde formuleret for sig selv, hvori konflikten bestod. Endnu den dag i dag står kravet om RENHED for mig som den sikre vej til menneskelig og samfundsmæssig fortabelse. Mest ekstremt er naturligvis Hitlers og Himmlers RACERENHED. Men også kommunismens idé om DET SOCIALISTISKE MENNESKE, (som jeg selv en tid lang troede på) indeholder et idealistisk renhedskrav, som er en del af den ideologisk baggrund for millioner af ”urene”s død i Gulag. Også det RELIGIØSE RENHEDSKRAV er uhyggeligt, fra 1600-tallets kristne heksebrændinger til islamistisk terroristisk retorik i dag om udryddelse af de vantro og kristne ekstremisters had til muslimer og bøsser og mord på aborttilhængere.
Man sku jo tro, at Hitlertiden havde vaccineret os mod renhedskrav her i lille Dannevang. Men der bobler nu stadig en frygt for forurening af vor rene danske folkesjæl i mange menneskers skepsis over for folk med indvandrerbaggrund. Og når socialister må overgive sig til markedskræfternes brutale almagt og opgive at lave samfundet om, så begynder de at opdrage på folk: Med RYGEFORBUD og med mistænkeliggørelse af FEDE og USUNDE.
Jajaja, jeg ved da godt, at der er et ”lille” spring fra Hitlers koncentrationslejre til Aarhus Kommunes nye rygeforbud for offentligt ansatte. Men den principielle holdning og den lille handling er i familie, som snebolden med lavinen, og også Holocaust begyndte med mistænkeliggørelse og relativt små lovændringer overfor jøder. Ændringer, som de pæne, agtværdige borgere i nazi-Tyskland fandt ”ikke så slemme”, ”til at leve med”, ja, endda ”rimelige”.
Og hermed nedstiger jeg fra mit kæphesteridt ved at give ordet til Jesus:
Lad den, som er ren, kaste den første sten…
Men tag endelig ikke fejl! Jeg er dybt taknemmelig for min spejdertid. Den gav mig gode kammerater i en tid, da det kneb for mig med den ”vare” i skolen, den gav mig masser af fantastiske oplevelser, den tilfredsstillede min barnlige eventyrlyst, og den gav mig et forhold til natur og til lejrliv, som jeg ellers næppe ville ha fået. Alt dette har været mig til stor gavn og glæde i mit senere liv.
Netop spejderbevægelsens forhold til naturen var, og er vel endnu, for mig at se dens allerstørste aktiv. At færdes i skov, ved strand og på støvet landevej giver utrolig meget livsindhold. Ikke naturen som noget, der skal besejres, bestiges eller voldtages, men naturen som det miljø, vi mennesker langt nede under vores kulturelle og samfundsmæssige fernis dybest set er en del af.
Denne naturbevidsthed synes i dag stærkt svækket. Byerne trækker i os som magneter, at færdes i naturen bliver til motion, der oven i købet ofte lukkes inde i store glasbure med sære maskiner. I det hele taget er naturen - i det omfang, vi overhovedet færdes i den - blevet noget, vi forbruger, i stedet for at være en (hensynsfuld) del af den. (Okay, vi spejdere var måske ikke altid HELT stille og hensynsfulde i naturen - men alligevel…)
Men et direkte og respektfuldt forhold til naturen er vel stadig det, som skal bære os igennem, hvis det skal lykkes os, den altoversvømmende menneskehed, at undgå at misbruge naturen yderligere og dermed udslette os selv (- naturen skal nok klare sig…) Et spinkelt håb, men uden naturbevidsthed: Håbløst!
Jeg har i dag ingen kontakt med spejderbevægelsen, men det er mit indtryk, bl.a. ved snak med venners børn, der er aktive spejdere, at bevægelsen for længst har gjort op med stort set alle de kulturelt-etiske vildskud, jeg har beskrevet ovenfor, såsom renhedskravet og den overdrevne disciplin. Også spejderbevægelsen har vel måttet genopfinde sig selv i lyset af den ændrede virkelighed og bevidsthed, som både ungdomsoprøret og senere kulturstrømninger har været udtryk for. Fx er spejderne i dag piger og drenge sammen - en tanke, som vi end ikke drømte om at tænke i 1960.
Jeg skal derfor ikke tøve med slutteligt at udtrykke min store TAKNEMMELIGHED for alle de mange fantastiske oplevelser med gode kammerater, jeg fik i mine år i Furesø Trop.
20. april 2013.
Gudmund
Auring
Ingen kommentarer:
Send en kommentar