Hans Kirk

   HANS KIRK

                      Af Gudmund Auring

   I romanen Fiskerne af Hans Kirk er der en person, Laust Sand, som ender i fortabelse. Han bor sammen med og er i faders sted for sin unge søsterdatter Adolfine, men de giver efter for driften og har et erotisk forhold, som medfører, at Adolfine bliver gravid.

   Laust Sand og Adolfine hører til ”de hellige”, den gruppe af missionske fiskere som er kollektivromanen Fiskernes  hovedpersoner. Da Laust Sand bekender sin synd for vennen Thomas Jensen, erkender han samtidig, at det er en dødssynd at beligge en pige, for hvem han har forældreansvar, og for en sådan synd findes der ikke tilgivelse. Udadtil fortsætter han sit liv som fisker, imens han venter på Herrens dom, der kommer i egenskab af en fjæsing, en giftig fisk, som stikker ham i hånden.

   En fjæsings stik er ikke dødeligt og kan sagtens behandles. Men Laust Sand betragter stikket som Guds dom og nægter at gøre noget ved såret. Der går betændelse i det, han får blodforgiftning og dør. Hans venner og trosfæller trygler ham om at bede om nåde, og da han ligger på sit dødsleje, våger de hos ham under konstant bøn for at frelse hans sjæl. For dem er Laust Sands syndefald et rædsomt bevis på djævelens og ondskabens forfærdelige magt i verden.

   Men Laust Sand bøjer sig ikke. Han tar konsekvensen af sin tro. Han mener selv, at hans gerning fortjener den værste straf: Sjælens fortabelse og dom til evig pine, og han bærer sin dom som en mand.

   Jeg er sikker på, at Hans Kirk respekterer denne sin romanperson, som tager konsekvensen af sin tro og sit syndefald og ikke forsøger at sno sig udenom straffen med bønner og tryglen. På samme måde respekterer Hans Kirk fiskerne, sine hovedpersoner  - for deres oprigtige tro, deres stærke fællesskab og sammenhold, deres åndelige og fysiske styrke, deres ubønhørlige konsekvens.

   Hans Kirk er selv af ubønhørlig konsekvens, som menneske og som forfatter. Han var overbevist kommunist og bevarede denne overbevisning usvækket frem til sin død i 1962. En række af de menneskelige egenskaber, han sætter højest, finder han hos de ranke og stærke karakterer blandt sine fiskere. Men indholdet i deres tro og kilden til deres åndelige styrke står han naturligvis meget kritisk overfor. Ingen tvivl om, at han betragter fiskernes tro som spild af en kraft, der i sin fasthed og konsekvens og anvendt rigtigt kunne rumme revolutionær styrke til opgøret med proletarernes barske livs- og arbejdsforhold gennem kampen for et klasseløst fællesskab på jorden - og ikke et paradis i himmelen.  

   Kollektivromanerne

   Også i konstruktionen af sine tre kollektivromaner, Fiskerne,Daglejerne og De nye tider er Hans Kirk gennemført konsekvent. I alle tre romaner er ”hovedpersonen” en gruppe, og i et sindrigt mønster væves en beretning, hvor de enkelte personers karakter og udvikling klart ses i relation til de andre personer og til den samfundsudvikling, som personerne på dialektisk vis sætter i værk og samtidig er et produkt af.

   Hans Kirks syn på sine figurer og deres verden er udpræget socialt og baseret på en marxistisk forståelse af samfundsudviklingen. Man kunne ud fra dette faktum måske få den opfattelse, at de tre romaner kommer til at virke skematiske og netop konstruerede. Det er de for så vidt også, eftersom de bygger på Hans Kirks klare samfunds- og historiesyn - men det kommer bare ikke til at virke på den måde. Tvært imod er Hans Kirk i udpræget grad i stand til at fylde sine personer med liv, kraft og varme.

    Jeg tror, det især skyldes to forhold: Hans Kirk ”kendte” sine personer særdeles godt fra det virkelige liv. Og jeg tror, at Hans Kirk selv var en udpræget lidenskabelig person, hvis tro på den oprørske og skabende kraft i det arbejdende folk var grundfæstet og ubøjelig. Derfor er hans romaner fyldt med et mylder af personer, som står ualmindelig prægnant og levende for læseren, og som samtidig konstant ses ”i funktion” - i samspil med de mennesker og den sociale virkelighed, de er en del af.

   Hans Kirk skrev Fiskerne på baggrund af et længere ophold hos familie i landsbyen Gjøl ved Limfjorden vest for Nr. Sundby. Den familie, han boede hos, hørte selv til de missionske fiskere. Når Hans Kirks roman siden er blevet sammenholdt med de faktiske begivenheder i Gjøl, er han blevet anklaget for unøjagtigheder og forvrængninger. Det er derfor nødvendigt at påpege den selvfølgelighed, at Fiskerne er en roman - ikke en fagsociologisk skildring af virkeligheden.

   ”Fiskerne” er også blevet anklaget for at hænge sine hovedpersoner ud og forvrænge deres liv og deres tro. Denne påstand er efter min mening helt hen i vejret. Tvært imod beskrives fiskerne med stor og nøgtern indlevelse og varm respekt. De er som alle andre mennesker i deres følelsers og drifters vold. Disse følelser og drifter betragter de som syndige og forsøger som en konsekvens heraf at bekæmpe dem, hvilket naturligvis kun lykkes i begrænset omfang. Hans Kirks areligiøse tilgang til sit stof og hans opfattelse af ”synden” som yderst menneskelige udslag af drifter og mere eller mindre gode egenskaber må nødvendigvis støde folk med rod i mission og syndsbevidsthed. Men at påstå, at Hans Kirk hænger sine personer ud er helt forkert.

   Levende personer  

   Den djærve og enfoldigt troende Anton Knopper forelsker sig voldsomt i den erotisk tiltrækkende kropige Katrine, men må erkende, at hans kærlighed er styret af hendes (og hans egen) erotiske naturkraft, som ikke lader sig indordne under de helliges syndsbevidste opfattelse af erotikken. Han bryder med hende og finder siden den stille lykke i et ægteskab, hvor den seksuelle trang er dæmpet ned og indordnet i et roligt familieliv.

   Rappenskralden Tea er en ivrig bekæmper af synden, som hun er vældig optaget af, ikke mindst utugten, som hun siger. Hun er hurtig til at dømme og holder ikke sine ramsaltede meninger tilbage, men da hendes datter Tabitha bliver gravid med sin kæreste, ender hun alligevel med at kæmpe for sit afkom, da den missionske præst kalder det syndigt, at Tabitha modtager breve fra sin kæreste. Teas lidenskabelige, subjektive og dømmesyge sind er et vidunder af al den inkonsekvens, vi mennesker rummer. Men da datteren kommer under angreb, vinder moderfølelsen!

   Fiskeren Thomas Jensen er de troendes fører, en alvorlig og retsindig mand, som har Hans Kirks respekt, i modsætning til den grundtvigianske præst, hvis tro er smuk i medvind, men som ikke kan give trosmæssige vitaminer til det folk, som kender og lever under den barske kamp for det daglige brød. Han fremstår som svag i modgang og taber i magtkampen med Thomas Jensen og de hellige.

   Til slut, da Tabitha har fået sit barn, står hun og venter på sin forlovede, en smed fra Ålborg. Den åbne slutning forjætter en Hans Kirk´sk ønskedrøm - en sammensmeltning af den stejle og stærke ånd fra de hellige med den organiserede arbejderklasse fra storbyen. Ender det muligvis alligevel med kamp for et paradis på jord?  

   Omkring cementfabrikken

   I dobbeltromanen Daglejerne og De nye tider følger vi et samfunds ændring fra stillestående bondesamfund til moderne industrisamfund omkring 1900-1925. I personmylderet bemærkes først og fremmest ”Daglejerne”, en gruppe besiddelsesløse arbejdere, som hidtil har måttet slide hårdt for de lokale bønder til ussel løn. Oprettelsen af en cementfabrik på egnen medfører, at de får mulighed for at få regel-mæssigt arbejde til en rimelig løn. Samtidig skildres deres langsomme og konfliktfyldte ændring fra forsigtige og underkuede almuefolk til selvbevidst arbejderklasse, som lærer værdien af faglig solidaritet.

   Også disse to romaner indeholder en lang række markante enkeltskikkelser, som man kommer til at se for sig. Der er den tidligere børste (omrejsende arbejder, ansat fx ved anlæggelse af jernbaner) Cilius, som med sin drikfældighed og sit voldsomme temperament er ved at ødelægge sin tilværelse. Men da der skal oprettes en fagforening for cementfabrikkens arbejdere, er Cilius den eneste, som har mod og kraft til at påtage sig formandsjobbet. Mange af hans arbejdskammerater er med god grund skeptiske, men det viser sig, at Cilius er den rette mand til opgaven. Han er ikke bange for de høje herrer og sørger for, at arbejderne får deres ret til sidste øre. Samtidig betyder formandsjobbet for ham personligt, at hans voldsomme egenskaber gør gavn og får retning. Cilius får derigennem hold på såvel sin egen person som sit ægteskab.

   Den sagtmodige Marinus er en anden karakter, indbegrebet af den fortrykte almuemand, som alligevel finder ny, forsigtig selvbevidsthed i industriarbejdernes fællesskab. Hans kone Tora er til gengæld en rank og viljestærk madam, som fuldt ud støtter arbejdernes kamp for bedre kår og stiver sin forsigtige mand af, samtidig med at hun holder sammen på den børnerige familie.

   Deres datter, den kønne og livlige Olga, bliver gravid og dræber sit barn i panik på fødselsnatten. Efter overstået fængselsstraf kommer hun hjem som en knækket kvinde, men finder alligevel en forsigtig lykke med i et tilbagetrukket liv med slideren Boel-Erik, hvis kone har forladt ham.

   Lærer Ulriksen er grundtvigianer og ”har ingen forstand på det økonomiske”. Socialist er han ikke, men han lægger vægt på åndelig rankhed og frisind hos mennesker og ser derfor med glæde, hvordan de fortrykte almuefolk vokser til ny og stærk selvbevidsthed.

   Ingeniør Høpner er de nye tiders budbringer - grundlægger af og direktør for fabrikken. Han er således arbejdernes modstander, men har alligevel Hans Kirks respekt, fordi han rummer handlekraft, energi og kreativitet, som skaber fremgang på egnen. Samtidig har Høpner respekt for arbejdernes anfører Cilius, som han ikke kan kue eller lukke munden på.

   Det myldrer med personer: Daglejeren Bregentved, som bliver gårdslagter og gullashbaron under krigen, men naturligvis ender med at gå fallit. Det hykleriske hængeøre Andres, som bærer guds ord i munden, men i virkeligheden kun tilbeder pengene. Hans husbestyrerinde, som endelig får ham i sit garn. Den tungsindige religiøse grubler Kresten Boesen. De andre hellige, som mest er skildret som dobbeltmoralske, nedladende, selvhævdende og smålige - der er ikke meget tilbage af den sympati, som de er skildret med i Fiskerne. Den fallerede københavnske skuespillerinde, som en overgang er Høpners elskerinde. Den vege præst. Den snu og upålidelige lillebyprokurator. Og mange, mange flere.

   Mange af disse personer er også repræsentanter for en idé, en samfundsgruppe eller en tendens i en samfundsgruppe. Men det særlige ved Hans Kirks personer er, at han med få og karakteristiske træk gør dem til levende, individuelle personer, som man som læser kan identificere sig med og/eller forstå.

   Hans Kirk er ikke objektiv. Det er tydeligt, at hans sympati ligger hos personer, som rummer handlekraft, solidaritetsfølelse og et varmt hjerte, mens han ikke regner vege, smålige eller upålidelige personer for meget. De fleste af hans personer er dog meget menneskelige i både fortrin og fejl, og han evner også at forsvare fx svage personer og angive en mulig årsag til deres svaghed, ligesom en diskret humor er med til at lægge et let ironisk, men menneskeligt skær over personernes fejl.

   Sproget i Hans Kirks romaner er ligefremt og nøgternt fortællende, samtidig med at det indeholder en bunden varme, som omfatter de mange menneskeskæbner i hverdagenes kamp for det daglige brød. Lange poetiske skildringer finder man ikke - men Hans Kirk kan i enkle beskrivelser formidle årstidernes skiften i naturen, arbejdets rytme, fabrikkens drønende puls, cementstøv og tørke - og de glimt af sorg, fortrøstning, eftertanke og erindring, som fremstår af menneskesindets møde med livets omstændigheder. Det er på ingen måde romantisk i klassisk forstand, men beskrevet med stor præcision, varme og indlevelse.

   Den sociale roman i dag

   Den sociale roman er vel i disse år ikke højt regnet. Blandt romaner med en ”god, gammeldags handling” finder man nok i højere grad handlingsmønstrene psykologisk forklarede - eller postmoderne, uforklarede handlinger. Det hænger jo nok sammen med en bevidsthed om såvel samfundets som den menneskelige psykes overvældende kompleksitet.

   Jeg mener dog, at uanset type indeholder enhver roman, også den postmoderne, forfatterens ”fortolkning” af tilværelsen, måske nedtonet, maskeret, konfliktfyldt, men alene i det, at en forfatter vælger at skrive, ligger der en tilværelsestolkning.

   Romaner, der tolker tilværelsen på et dialektisk materialistisk grundlag, skrives der ikke mange af i dag, og mange vil nok mene, at en sådan virkelighedsforståelse ikke har nogen gang på jorden. Der er sandt at sige også i tidens løb skrevet mange ensidigt skematiske og upoetiske eksemplarer af typen. Men hvis en af litteraturens opgaver er at fortolke virkeligheden, så er det vel relevant at hævde, at den socialrealistiske synsvinkel  er lige så nødvendig som så mange andre synsvinkler - hvis den ikke er der, så mangler den. Og jeg vil mene, at den i høj grad mangler i dagens litteratur.

   Først og fremmest holder jeg dog af at læse Kirk, fordi hans menneskeskildringer er så prægnante og på overbevisende måde spiller sammen i romanernes handlinger. Fiskerne er mesterværket. De to andre viser mere ”tendens”, men også i dem kan jeg glæde mig over at finde markante figurer og gennem deres samspil og udvikling få et overblik over et samfund i tiden - og dermed over en spændende epoke i  landets udvikling. Lad så være, at denne udvikling kan forstås og udlægges på andre måder, det har vi jo andre forfattere til.

   Jeg vil ikke benægte, at min kærlighed til Hans Kirks bøger også beror på en snert nostalgi: Klassesamfundet var tydeligt i den beskrevne periode, de små lokalsamfund var overskuelige, deres interaktion med resten af samfundet nok væsentlig, men ikke som i dag integreret til det næsten kaotiske. Det er således en overskuelig verden, som under Hans Kirks prisme gennemspiller sin modsætnings- og konfliktfyldte udvikling for mine øjne - et voldsomt hverdagsdrama i en begribelig ramme. Også en optimistisk socialistisk fremtidsvision, som tiden i ikke ringe grad er løbet fra, men som har været en af de væsentlige tilværelsestolkninger, der har medvirket til at skabe vort nutidige velfærdssamfund.

   Tre andre bøger

   Hans Kirk har skrevet andre bøger, og tre af dem skal nævnes kort her:

   Slaven finder sted på et spansk skib lastet med guld på vej hjem fra de latinamerikanske kolonier i 1600-tallet. En række begivenheder og samtaler gennemspiller på overbevisende måde forholdet imellem den udlevede overklasse, det under-trykte proletariat og den brutale udnyttelse og udryddelse af de indfødte folkeslag i kolonierne. Skibet bliver på den måde en miniverden - en model af det spanske kolonisamfund og i videre forstand det kapitalistiske samfund. Og da en medbragt indiansk slave som en Samson lænket mellem søjler hugger hul i skibets bund, er man filosofisk set aldeles overbevist: Et så pilråddent, åndløst og brutalt samfund må og skal gå under!

   Vredens søn fortæller evangeliernes historie, men igen ud fra en samfundsmæssig synsvinkel. Her er Jesus den sociale oprører, som rejser folket imod de romerske besættere og den kollaborerende jødiske overklasse, men som i det afgørende øjeblik ikke har styrken og troen - på folket - til at gennemføre sit frigørende program.

   Begge disse bøger er særdeles overbevisende og sprogligt kraftfuldt skrevet.

   Endelig er der erindringsbogen Skyggespil, som måske er Hans Kirks allerbedste bog. Igennem en stribe selvstændige kapitler beskrives hans barndoms Hadsund og de mennesker og indtryk, som han mødte der, og som gjorde ham til den enestående romankunstner og stålsatte agitator, som han blev. Menneskene i bogens portrætter er beskrevet med en varm og ægte solidaritet, som tydeligt viser, at Hans Kirks kommunistiske overbevisning ikke var af kold, akademisk art, men byggede på en ægte kærlighed til og respekt for de små i samfundet. I bogens sidste kapitel befinder vi os på den konservative kostskole Sorø Akademi, hvor den unge Hans bestemt ikke føler sig hjemme. 1. maj går han med i arbejdernes demonstrationstog, hvilket naturligvis bliver bemærket, kolporteret i lillebysladderen og meldt til rektor. Hans Kirk bliver indkaldt til samtale, hvor det foreholdes ham, at det ikke er passende for en alumne at gå med i demonstration. Hvortil han svarer: ”Jamen jeg holder med arbejderne”.

   Han holdt med arbejderne

   Hans Kirk holdt hele sit liv med arbejderne. Efter hans mening var det at tage parti i klassekampen en sag, som derefter dikterede samtlige holdninger og handlinger. Hensigten helligede midlet, og Hans Kirk har med dette udgangspunkt forsvaret Stalin og udviklingen i Sovjetunionen langt ud over det rimelige.

   For Hans Kirk var det moralske spørgsmål afgjort ved det fundamentale valg: Jeg holder med arbejderne. Klassekampen var for Hans Kirk en kamp på liv og død mellem to modsatte og aldeles uforenelige livssyn. Som kommunist havde man én gang for alle taget moralsk stilling - resten var et spørgsmål om strategi! Med en sådan synsvinkel er det i dag tydeligt, at Hans Kirk som journalist og agitator kom til at forsvare grusomme forbrydelser i kommunismens navn. Hans Kirk skrev gennem mange år journalistik i kommunisternes dagblad, Land og Folk, samt veloplagte agitationsromaner som fx Djævelens penge og Klitgaard og sønner, hvor han i sagens tjeneste hudfletter besættelsestidens danske samarbejdspolitikere og grådige erhvervsliv og hylder arbejderklassens fasthed og heroiske modstandsvilje.

   Jeg har en idé om, at Hans Kirks virkelighedsfornemmelse svigtede lige præcis der, hvor han tillagde sine forbundsfæller og sin elskede arbejderklasse den samme høje moral og stålsatte kampvilje, som han selv rummede.

   Tiden har vist, at det mildest talt har knebet for de socialistiske samfund og arbejderne at leve op til hans ideelle fordringer. Men det forringer ikke hans fremragende bøger, som skal læses for deres sikre og naturlige sprog, deres nøgternhed og klare samfundsanalyse og deres medmenneskelighed og bundne varme. Hvis man ikke er det i forvejen, er de lige til at blive socialist af…    

                                                                                                                        Den 9. februar 2012

                                                                                                                           Gudmund Auring