Mit Fjordsgade-liv

        Mit Fjordsgade-liv

         En gammel lærer takker af

   Jeg holder meget af min skole. Det går op for mig i al sin gru nu, da afskedsstunden nærmer sig - sammen med en mild undren: Hvorfor gør jeg egentlig det?

   Nedenstående er forsøg på et svar.

   Af: Gudmund Auring

   Jeg blev ansat på N. J. Fjordsgades Skole pr. 1. august 1977. Jeg var næsten 30 år, uddannet 1971 og med 5½ år bag mig som først udstationeret militærnægter, siden lærer på Kroghsgade Skole under ”Statens Åndssvageforsorg”, skråt over Ingerslev Boulevard. Et herligt job: Lettere (kom jeg hurtigt til at synes), med færre timer, højere løn - og forberedelse af undervisningen i det omfang, man nu syntes…. Pragtfulde og progressive kolleger, søde og nemme unger

   Hvorfor skiftede jeg så? Ja, måske var dagene begyndt at ligne hinanden lidt for meget efter min smag. Først og fremmest ville jeg undervise! I rigtige fag, dansk, historie, musik, samtidsorientering!

 

   Folkeskolen nej/jo tak

   I min seminarietid var det populært at sige: ”Folkeskolen? Nej, den skal jeg aldrig ud i!” Den stod for os som en uflyttelig klump af gammeldags autoritet og forældet pædagogik - den kunne vi unge af 68-generationen lige så godt opgive på forhånd.

   Men jeg havde altid indvendt, at, jamen venner, så er det jo der, slaget skal stå! Når man som jeg havde set lyset og vidste, hvordan verden skulle indrettes, så var det da bare om at kaste sig midt ind i kampen og komme i gang!

   På den tid havde Fjordsgade ikke det bedste ry på sig blandt unge lærerspirer i Århus. Det hang sammen med flere ting, men ikke mindst var skolen blevet malet i meget sorte farver af forældrekredsen ved Skt. Annagade Skole, som havde kæmpet en sej kamp for at redde deres skole fra nedlæggelse. Det var dog alligevel sket året før, men Fjordsgades rygte som reaktionær og ”sort” var ikke blevet underdrevet i kampens hede.

   Så det var jo lige noget for mig: Hovedkulds ind midt i mørket og sprede lys.

   (Ja. Jeg var utåleligt højrøvet, også dengang!)

   Ansættelsessamtalen gik fint. Til stede var skoleinspektør Holm, forældrenævns-formanden samt byrådets repræsentant. Jeg blev spurgt om min indstilling til forældre-samarbejde og svarede (til ære for forældre-nævnsformanden), at det havde jeg masser af erfaringer med og gik varmt ind for!

   Til ære for Holm, som, gættede jeg på, sikkert mente, at den slags kunne overdrives, modererede jeg så min udtalelse derhen, at jeg nok var klar over, at der næppe var så meget tid afsat til forældresamarbejde her som på min gamle skole. Man har vel lov at være lidt taktisk….

   Byrådsmedlemmet var der ingen problemer med. Vi kendte hinanden udmærket og var medlem af samme blodrøde parti. Hvilket vi naturligvis ikke havde fortalt til nogen….

 

   Praksischok

   Mit skema husker jeg ikke så nøje. Men jeg var i hvert fald lige pludselig dansk- og klasselærer i en 7.

   I min hellige naivitet troede jeg fuldt og fast på, at når jeg kom der med mine store idealer, så ville eleverne ligge for mine fødder og gøre alt, hvad jeg sagde. Jeg var jo ”på deres side” i kampen mod ”den sorte skole”, så det gav da sig selv! Men til min oprigtige forbavselse opfattede eleverne det overhovedet ikke på den måde. Måske anede de slet ikke, at der foregik en kamp? Eller hvis de gjorde, så var jeg da i deres øjne en repræsentant for skolen.

   Jeg skal love for, at jeg fik min sag for. Og meget hurtigt gik det op for mig, at mine ideer om, hvordan man rent faktisk underviste, var mildest talt tågede.

   Jeg stod kort sagt med begge ben plantet solidt i den blå luft.

   Samtidig var jeg overbevist om, at det at udvise autoritet og skælde ud var det ultimative pædagogiske nederlag. ”Autoritær” var et af min generations yndlingsskældsord - nej, eleverne skulle overbevises af min ånds klare lys og derpå følge min ind i pædagogikkens antiautoritære lykkeland, hvor læring annammedes aldeles frivilligt ud af pur lyst og interesse.

   Sådan gik det ikke helt! Og da jeg samtidig faktisk var (er) en temperamentsfuld hidsigprop, så endte det med nogle nærmest hysteriske eksplosioner, når jeg endelig mistede besindelsen.

   Hvorfor blev jeg så, trods masser af nederlag? Ja, nok først og fremmest, fordi jeg opdagede, at selv efter et vaskeægte pædagogisk nederlag og en time, der gik i skuddermudder, så kunne jeg sjovt nok stadig lide ungerne.

   Og heldigvis var det jo ikke nederlag alt sammen. Ind imellem var der da timer, som gik godt.

   Endelig var der kollegerne. Jeg fandt jo efterhånden ud af, at ikke så få af dem, ikke mindst ”de gamle”, havde noget, som jeg ikke rigtig havde: De kunne faktisk undervise! Og de var ikke karrige med råd og støtte. De fleste af dem var faktisk uhyre flinke og hjælpsomme.

   Så ganske langsomt nærmede mine fødder sig jorden. Jeg sugede til mig og fandt efterhånden vej hen imod en anvendelig form - min egen.

   Men tro nu ikke, at denne indledende fase var overstået på et par måneder. Der gik vel hen imod fem (5) år, før jeg følte, at jeg var ved at have fast grund under fødderne. Og i den periode var der masser af timer, som jeg meget nødig ville lægge pædagogisk navn til i dag.

   Siden har jeg altid sagt til mine praktikanter: ”Når I har haft en time, der er gået ad helvede til, undervisningen er faldet fra hinanden, og ungerne har været åndssvage - hvis I så STADIGVÆK synes dagen efter, at ungerne er søde, spændende og interessante, så er der en god chance for, at I har valgt det rigtige job.

   Hvis ikke, så….”

 

   Skolen

   Selv om skolen altså ikke var nær så slem som sit rygte, så hang den nu alligevel på mange områder fast i en praksis, som man var i fuld gang med at forlade andre steder.

   Fra højeste sted blev der ikke taget mange initiativer. Men det gav så til gengæld et frirum, som overlod det til den enkelte lærer at lave sine egne mindre eller større eksperimenter (så længe der ikke kom klager.)    Det var der faktisk mange lærere, der benyttede sig af, ikke mindst den store gruppe nytilkomne fra 1976-1977, som kom dels fra Annagade, dels mere eller mindre direkte fra seminariet.

   Så selv om skolens image var temmelig fast konservativt, så boblede der faktisk nye initiativer frem mange steder ”på gulvniveau”.

   Der var unægtelig også en gruppe lærere, som så med skepsis, for ikke at sige dyb mistro på os unge, og da ikke mindst mig. Jeg var langhåret, hørte til den erklærede politiske venstrefløj og var ikke sen til at tage ordet på lærerrådsmøderne. Fra ældre kolleger hørte jeg, at dette tidligere ikke havde været god tone, før man havde været 8-10 år på stedet!

   Den gang blev en stor del af de pædagogiske tiltag rent faktisk diskuteret og fastlagt på lærerrådsmøderne - i modsætning til i dag, hvor en pædagogisk linje fastlægges ovenfra og dernæst dikteres det pædagogiske personale. Dette medførte i en årrække adskillige verbale Bråvalla-slag, hvor der virkelig var ting på spil, og hvor magtkampen mellem ”de unge” og ”de ældre” udspillede sig på mange spidsfindige måder.

   Fra den tid har jeg vænnet mig til at sige min mening. Og det forbavser mig ofte, at temmelig mange unge kolleger i dag nærmest finder det lidt overraskende - ja nærmest upassende - at sige tingene lige ud.

   Efterhånden viste det sig dog, at fronten mellem ”de unge” og ”de ældre” var noget kunstig. På mange områder havde vi jo fælles erfaringer og problemer, stod i den samme suppedas, så at sige”. Nogle hårdnakkede gamle traditionalister gik efterhånden på pension - mens vi andre lærte hinanden at kende og fattede gensidig sympati på tværs af de kunstige aldersgrænser. Og de sidste 25 år oplever jeg, at det gensidige kollegiale forhold på N.J. Fjordsgades Skole overordnet set har været endog særdeles godt.

 

   Kulturskred

   Nogle af de gamle gubber på skolen i 1977 har givetvis oplevet det på den måde, at vi unge kom, omkalfatrede hele omgangsformen, kastede de disciplinære traditioner i grams og dermed fratog skolen og lærerne den naturlige autoritet, som de før havde haft. Vi var jo dus med eleverne, gik ikke i jakkesæt eller tækkelig nederdel, nogle var langhårede, og vi gav som sagt udtryk for markante synspunkter.

   Men det er naturligvis at tillægge os alt for stor ære. De kulturelle ændringer, som fulgte med de glade 60ere og opblomstringen af en særlig teenage- og ungdomskultur, var allerede ”old news” i 1976-77. Jeg tror snarere, det gik til på den måde, at en traditionel skole som Fjordsgade i årevis hårdnakket havde forsøgt at bekæmpe ”de opløsende tendenser i tiden” - en kamp, som skolen naturligvis var dømt til at tabe.

   Den kulturelle flodbølge, som rejste sig i tresserne, var virkelig af overvældende styrke. Og da Beatles brød igennem i 1963, var det altså kun 11 år siden, N.J.Fjordsgades Skole havde været maltrakteret i mediemøllen som følge af den herostratisk berømte spanskrørs-affære. Ikke underligt, at dette kulturskred har været en voldsom rystelse for rigtig mange lærere, hvis praksis og idealer grundlagdes i 40rne og 50erne.

   Da ”vi” så kom i 76-77 (mange af ”os” kom både før og efter, men i de to år kom vi så mange på én gang), kunne vi rende allerede åbne døre ind! Og landede i øvrigt i høj grad i de samme problemer som vores ældre kolleger - trods vores mere nutidige idealer.

 

   Børnene

   Børn er altid børn af tiden. Og det er aldrig børnenes skyld! Den tid, de er børn af, har de jo ikke selv defineret. Den er blevet dem påduttet af den ældre generation, og det er forældregenerationens kulturelle idealer, børnene reagerer på.

   Det er jo ikke en bevidst reaktion. De fleste opsnappede bare tidens idealer af frihed og antiautoritet på en aldeles ureflekteret måde, der kunne udmønte sig i larm og kaos, når de stødte sammen med den pædagogiske tradition.

   Det var der, jeg tog grueligt fejl. I min ungdommelige naivitet så jeg mig selv som anfører for børn, der bevidst fulgte de samme frihedsidealer som jeg selv.

   Men børnene så mig som lærer. Oven i købet uerfaren lærer, hvis undervisning var usikker (og derfor på mange måder dybt traditionel), og som havde svært ved at holde styr på dem.

   Heldigvis havde jeg da forbundsfæller. Jeg husker endnu Sanne og Mette i 10. klasse. To stærke veninder, som ikke var særligt interesserede i skolearbejde, men som til gengæld havde et veludviklet instinkt for ”moderlig” omsorg og fair play og et håndfast tag på drengene. Det skete mere end én gang, når jeg hårdnakket forsøgte at undervise, mens drengene i klassen fjumrede rundt, at Sanne og Mette hævede stemmen og sagde: Nu skal I altså opføre jer ordentligt - det er synd for Gudmund!  Og så var der nogenlunde ro, i det mindste en tid. (Tak, Sanne og Mette!)

   Det lærte mig to vigtige ting: Ungerne kunne faktisk godt lide mig! Også de urolige drenge! Når de lavede ballade i timerne, så var det ikke noget personligt, rettet mod mig. Og endnu vigtigere: Jeg kunne godt lide dem! Også de urolige drenge!

   Så måske var det alligevel det rigtige job, jeg havde valgt….

 

   Børn før og nu

   Jeg er ofte blevet spurgt om, hvordan elever er nu i forhold til i gamle dage. Det svar, som spørgeren forventer, er som regel, at de er meget værre nu end før.

   Det er et af den slags spørgsmål, som er vanskeligt at svare objektivt på. For er det nu mig eller ungerne, der har ændret sig?

   Begge dele, naturligvis - men hvordan? Min umiddelbare oplevelse er, at det er lettere at være lærer i dag. Men måske er det bare min erfaring og rutine, der slår igennem i det spørgsmål? Eller skolens elever har i dag en social sammensætning, der gør dem, taget som gruppe, mere minded for boglig undervisning end tidligere?

   Min konkrete erfaring er, at nutidens unge er - dybt forskellige. Men lad gå - jeg vover det ene øje: De er mere selvstændige, velformulerede, konstruktivt kritiske, intellektuelt kreative, utålmodige og frimodige i dag.

   I ”gamle dage” var de fysisk stærkere, mere fandenivoldske, manuelt kreative, som gruppe mere varierede og originale.

   Men allerede ved synet af disse tillægsord indser jeg, at det er halsløs gerning at udslynge den slags sandheder.

   Børn er - til alle tider - i et umiddelbart og konkret forhold til virkeligheden. Og i heldige stunder kan man som gammel, erfaaaren og blasert lærer lade sig smitte - og i vidunderlige glimt genopleve tilværelsens eventyrlighed - punktum!

       

   Kolleger

   Kolleger er jævnt hen et rædsomt folkefærd. Her kommer man med alle sine talenter, meninger og overbevisninger, som man i et blidt og hensynsfuldt filosofisk skoleridt tillader sig at gøre dem opmærksom på - og så kigger de på én med det her store, tomme blik, der siger så meget som: ”Ja, du snakker, og….”

   Halløj, venner! Her har jeg lige sort på hvidt påvist, at Jorden er ved at gå under - og så sidder I der og tænker kun på den seneste skattelettelse.

   Hvad siger I? Har jeg sagt det hele før? 

   Jamen, det bliver da ikke mindre relevant af den grund!

   Om igen: Kolleger er en gave! Med dem kan du dele alle dine pædagogiske oplevelser og bekymringer. For de kender til jobbet. De ved, at det ikke er let. De har mærket på egen krop, hvordan lige præcis dén ”kvikke replik” fra lille Sofus bliver en liden tue, som får det pædagogiske læs til at vælte. Lige præcis det, som forældrene aldrig fatter en brik af….

   De hjælper dig! Hver gang du bér om det! De kan danses med til festerne og snakkes personligt med på lejrskolerne og grines med på lærerværelset, så en træls episode fra sidste time, der ligger som en mørk knude i dit mellemgulv, opløses og bliver til intet i den gensidige forståelses milde lys.

   Heller ikke: Kolleger er ufatteligt irriterende! De roder! De glemmer! De forlægger. De kæfter op med ligegyldigheder til møderne (-når de ville ha meget mere glæde af at lytte til mig.) De har så gode og koncentrerede undervisningstimer, at eleverne absolut mener, de fortjener afslapning i timen efter.

   Og det er naturligvis lige præcis min lektion!

   Nej! Om kolleger må siges det samme, som Benny Andersen siger om kvinder (hvilket mange af dem i øvrigt er!):

   ”Det er besværligt med - det er umuligt uden….”

  

   Frederiksbjerg

   Da jeg kom på N.J. Fjordsgades Skole, var Frederiksbjerg ved at skifte karakter. Det gamle arbejderkvarter led under for små boliger, hvilket medførte, at børnefamilierne flyttede ud, når de fik råd, hvilket mange af dem gjorde i 60erne og 70erne. Det førte til, at elevtallet raslede ned - hvor der før havde været tre skoler, var der nu kun ”os”, og vi var i starten af 80erne nede på under 350 elever!

   Klientellet var særdeles blandet og kom fra alle sociale lag, hvilket gjorde elevgruppen uhomogen - og spændende! Længe leve enhedsskolen! Den rummer mangfoldigheden.

 

   Pædagogik

   Jeg har ofte koketteret med, at jeg ikke interesserer mig for pædagogik. Og min kone (som er pædagog) giver mig ret! Hun kender i hvert fald betydeligt mere til pædagogisk teori end jeg. Sandt er det i hvert fald, at jeg aldrig frivilligt har kastet mig ud i bindstærke værker om pædagogisk teori.

   Til gengæld har jeg læst værker som 16 binds verdenshistorie, 16 binds Danmarkshistorie, Gyldendals Litteraturhistorie i 9 bind, masser af skønlitteratur og meget andet godt. Det interesserer mig nemlig.

   De pædagogiske vinde skifter alligevel sådan cirka hvert fjerde år med nye storme af smarte buzz-words - og de menneskelige pædagogiske fyrtårne bliver til vejrhaner, som skifter med vinden.

   Min interesse ligger i fagene. Og min pædagogiske målsætning er at overbevise ungerne om, at Verden er og bliver det mest sindssygt spændende sted at opholde sig her på egnen!

   Det lykkes langt fra altid. Til min gentagne undren findes der faktisk elever, som jeg ikke KAN overbevise om, at krigen i 1864 er noget af det mest vanvittigt spændende og nutidsrelevante, man overhovedet kan høre om.

   Men NÅR den slags lykkes, er der ikke noget bedre. Den slags oplevelser, hvor man i fællesskab med elever foretager en opdagelsesrejse ind i et stof og synes, man har bragt guld med, når man kommer ud igen - de er alle de mere hverdagslige og rutineprægede timer værd. Jeg prøver altid at fastholde og formidle mig egen ærligt mente begejstring over det eventyr, vi kalder livet, videre til mine elever.

   Nogle højdepunkter fra mit pædagogiske virke: Hverdage

 

   Skolekomedier. I 1985 havde skolen (sjovt nok) 75 års jubilæum. Vi skulle ha stor elev- og forældrefest i Kongreshuset i Amaliegade. Jeg kastede mig med dødsforagt ud i at skrive og i samarbejde med min kære kollega Annette Bergh instruere en moderniseret udgave af ”Kejserens nye klæder”. Blandt andet forsynede jeg kejseren med to døtre (rødstrømpebevægelsen var markant til stede i tiden), af hvilke den ene var naiv og lod sig forføre af en af de listige skræddere, mens den anden (spillet af Sofie Wiwe, dengang 7. klasse, i dag arbejdende i SFO) sammen med en menig soldat gennemskuede det kunstlede og hykleriske hof.

   Kollega Keld Pedersen var kapelmester for elevorkestret, og vi hev vist en pæn succes hjem. Det gav blod på tanden, og i løbet af de næste ca. 15 år skrev og instruerede jeg 7-8 små ”musicals”, som blev opført af elever fra 8.-9. klasse.

   At lave teater er en af de mest intense og givende undervisningsprocesser, man kan tænke sig. Gruppen af medvirkende får en fantastisk fællesskabsfølelse, og premieren er kun ét (det vigtigste) blandt mange højdepunkter. Og bagefter bliver oplevelsen siddende i én i årevis.

   Det er også noget, masser af kolleger har erfaret. Teater bruges i alle former, på alle klassetrin af rigtig mange på N.J. Fjordsgades Skole.

   Vi har også i mange år haft masser af opsøgende forestillinger - og klasser i teatret i fx Filuren, Gruppe 38 og andre. Det har jeg været med til at formidle som skolens teaterkontaktmand gennem 30 år.

   Lejrskoler: Lejrskoleoplevelsen kan i intensitet måle sig med teateroplevelsen. I langt de fleste tilfælde bliver klassens fællesskab voldsomt styrket på en lejrskole, og de naturmæssige og kulturelle oplevelser sætter sig godt fast hos de fleste.

   Jeg har været på vel 25-30 lejrskoler i min tid. Blandt de bedste oplevelser har været Internordisk Lejrskole, hvor fire 9.klasser fra Norge, Sverige, Finland og Danmark er sammen på lejrskole. Det er noget, der styrker oplevelsen af en fællesnordisk identitet og kultur, som ellers nok kan forekomme nedvurderet i disse globale tider, ikke mindst i Danmark.

 

   Asger Jorn og Niels Balder

   7.klasse. Vi skal på kanotur på Gudenåen. Jeg står en dag og gennemgår rute og program i klassen. Da jeg er færdig, rækker klassens flabede charmetrold, Niels Balder, fingeren i vejret og spørger med forhåbning i stemmen: Gudmund, vil det sige, at vi slet ikke skal på et eneste museum?

   Fra klassen lyder en hviske: Så hold dog kæft, Niels!  Men det er for sent. Jeg har indset min forglemmelse og udbryder: Du siger noget, Niels. Det har jeg da fuldstændig glemt! Men ved I hvad, når vi kommer til Silkeborg, parkerer vi kanoerne og lister op og ser Asger Jorn-museet. Det ligger ganske tæt ved. Tak skal du ha, Niels - jeg bestiller en rundvisning med det samme!

   Niels er ikke ret populær i klassen resten af den dag!

   Da vi på tredjedagen når frem til Silkeborg, øser det ned, og vi er drivvåde. Men vi fortøjer vore skuder og begiver os op til museet.

   På vejen fortæller Niels mig om sin ulykkelige barndom. Han er nemlig belemret med en intellektuel far, som slæber ham på museer ustandselig! Jeg forstår ham godt og mindes i mit stille sind, da jeg selv var 13, og min far slæbte mig rundt til dødssyge helleristninger på Bornholm. Og jeg ville endda meget hellere spille minigolf!

   Museumspædagogen er den bedste, jeg nogensinde har oplevet. I stedet for at hive os fra billede til billede og fortælle, placerer hun gruppen foran et billede og spørger dem, hvad de ser. På den måde får hun åbnet deres øjne, så de virkelig begynder at se billederne og give deres egne bud på billedets verden. Vi ser vist kun 8 billeder - blandt andet mit yndlingsbillede, ”Stalingrad”, som vi dvæler længe ved.

   På vej gennem regnen ned til kanoerne igen kommer Niels hen og siger lavmælt: Gudmund, jeg skal sige dig noget. Det var faktisk temmelig interessant.

   Men du vover på at fortælle det til min far!

 

   Snart ved vejs ende

   Jeg har altid lagt vægt på, at på lejrskoler skal der eddermame opleves noget. Således også i Prag sidste sommer med 7.A. Der var sandelig ”gang i opleveren”, og jeg erfarede for første gang, at jeg havde et vist besvær med at følge med i mit eget tempo. Så jo - man bliver gammel….

   Næste år skal jeg til Harbin i Kina med kommende 9.A. Det kan man da kalde en effektfuld afslutning på min lejrskolekarriere!

   Men så er det også ved at være slut. Når 9. slutter, er jeg 63½, og så er det på tide at gå af. Det skal jo helst ske, inden elever og kolleger begynder at hviske i krogene, at nu er det vist på tide, at den gamle nar trækker sig tilbage i god ro og orden.

   Det er mange år siden, at jeg har kunnet være ung med de unge. Hvis jeg forsøgte, ville resultatet være både pinligt og latterligt. Men gammel med de unge kan man altid være. Det giver simpelthen så meget at være sammen med unge mennesker. Deres blåøjede livsappetit virker så smittende, at man kommer til at føle sig i et umiddelbart, spontant forhold til tilværelsen - selv om man slæber rundt på en grusom dynge dyrekøbte erfaringer.

 

   Erfaringer

   Erfaringer er billetter til et tog, der er kørt - har en klog mand eller kvinde sagt engang. Da jeg var ung, troede jeg som bekendt, at jeg havde set lyset og vidste, hvordan verden skulle se ud.

   I dag bilder jeg mig ind at vide, at vi kan lignes ved dråber i en mægtig strøm. Og hvis vi står ved en strøm og ønsker at vide, hvilke spor vi sætter med vores liv, så kan vi sætte den berømte finger ned i strømmen - og se, hvilke spor, der bliver tilbage, når vi trækker den op igen.

   For et ungt menneske er det nok en deprimerende erkendelse - men ikke for mig. Det gælder bare om at være en dråbe med liv og sjæl, helst en god dråbe. Den opfattelse fratager mig på ingen måde min lyst til at ”være dråbe” eller min betydning som en del af den samlede strøm. Men den fratager mig troen på muligheden af at nå frem - af tusindårsriget.

   Og gudskelov for det.

   Der er også deprimerende erfaringer. Alt for mange ting tyder på, at - ikke så meget jeg, men mine børn, mine børnebørn, mine elever - vil komme til at opleve en verden og en tid, der medfører problemer, som vi i dag dårligt nok kan forestille os. Klimatruslen kender vi alle. Men ”grådighedstruslen”, som for mig at se bringer både demokratiet og humanismen under pres, er for mig langt større, fordi den er ophøjet til officiel samfundsideologi, og fordi den forhindrer, at vi kan gøre noget effektivt ved de enorme problemer, vi står overfor.

   Jeg er kort sagt ikke specielt optimistisk. Og hvordan formidle tilværelsens eventyrlighed, når man dybest set tror, at det hele går ad helvede til?

   Digteren Ivan Malinowski har et digt, som hedder: ”Leve, som om der var en fremtid og et håb.”

   Altså, på med dråbeidentiteten. Du fik dit løb i tidens flod. Du kastede dig ud i den med saftig appetit.

   Du skulle skamme dig, hvis du berøvede de unge livsappetitten og håbets mulighed. Thi forsøget på at give dét videre til dem - var netop det, som gav dit eget dråbeliv mening!

 

                                                                                                                Februar 2010

 

                                                                                                             Gudmund Auring

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

          

 

 

 

Vinternat

                                                               VINTERNAT

Nu kastes hovedpuderne

i rummets himmelsenge

Som dunkrystaller falder sne

på vinterhvide enge

En munter knirkemelodi

af mine såler synges

og mine fodspors partitur

bag mig ad stien slynges

Om månens blegnende gespenst

er svøbt et slør af tåge

Et flænget pudevår er spredt

til himlens fjerne kroge

Og mine kinder bliver bidt

af frostens hvasse tænder

mens dun i dynger daler blidt

fra himmelhvide hænder

Se - stjerneøjne åbner sig

og stirrer stift på kloden:

De byder kulden bane vej

helt ind til hjerteroden

Hør - stilhed fra den hvide nat

i hvert et snefnug klinger

mens dun de leger et-tagfat

og smeltes mod min finger

Så tyst en fest så let en lyst

fra pudekamp histoppe

mens kloden tåler tramp og kryst

fra kuldens kæmpekroppe

                        Gudmund Auring

                         3. februar 2012

SOMMER I SCANNO

SOMMER I SCANNO

Månen blev fuld i aften

og faldt gennem skyernes sprækker

ned på de kuplede bjerge

som danner den jord hvor vi bor

På torvet sad tiskende ungdom

i lange ventende rækker

og talte forståeligt ukendte

italienske ord

Et anstrøg af lunhed i luften

men også en snert af kulde

Snart må den komme - sommerens

sødmefuldt hviskende vind

ned til os arme som næppe

aned´ hvad ellers vi skulle

andet end fylde sommer

på et kuldslået sind

Ned ad de stengrå gader

lister det hedengangne

hastigt fortrængte sortklædte

slidsomme fortidsliv

Op over højderne hopper

- varslet af motorsangene -

nutidens scooterbårne børn

i flyvende tidsfordriv

Bjergenes runde profiler

grønnes i blide bølger

op mod den dybblå himmels

hvidlige lammeskyer

- hvorunder med stokken den sortbrændte

senede hyrde følger

flokken af får og geders

hjemligt jordiske dyr

Vil du ha ægte indfødte?

Primitivt enkle og rene?

Romantiker! Her bor kun mennesker

og byen må bage sit brød:

Buon´giorno kære turister

som kommer med euro at tjene

Yndig var Torneroses søvn

- men Tornerose er død!

Skævt Sagittario-kløftens

skeptiske anarkister

anskuer med indgroet mistro

de sære ideer fra Rom

- vurderer med værdig sindsro

køligt den høje ministers

dekreter: Duer de? Ellers

husker vi, hvorfra de kom…

Dådrigt dagene skrider:

Sten skal lægges i stabler

Tage skal repareres

Vennerne giver en hånd

Nattetids bjerg-bedrifter

bliver til frodige fabler

- vokser ved torvets borde

vældigt - i fablers ånd…

Månen var fuld i aften

Natten blev blidt eventyrlig

og dog så velkendt og hjemlig

som verden der var engang…

Fratturas klipper har skælvet!

Selv jorden er her ustyrlig!

Blandt bjerge bor vildsvin og bjørne

og livets berusende sang…

                             17/7 – 2000

                         Gudmund Auring

SAGITTARIO-KLØFTEN

   SAGITTARIO-KLØFTEN

       - af Gudmund Auring

   Telefonalarmen sender sin uoverhørlige lyd ud i det bælgmørke rum. Klokken er 04.45, og om en halv time går taxaen til Ciampino-lufthavnen i Rom efter 14 dage i Scanno.

   Alt er stille. Bjergene står som sorte silhuetter imod den næsten lige så sorte nattehimmel. Halvt oppe ad bjergsiden skinner gadelysene i Frattura som en galakse af stærkt lysende stjerner. Men vores egen mælkevej er mørk. Himlen er dækket af et tyndt lag skyer.

   Bagagen er pakket aftenen før, så det drejer sig kun om tøj på, vand i ansigtet og tandbørstning, inden vi er klar til at bære bagagen de 32 trin ned forbi Trattoria Lo Sgabello til parkeringspladsen.

 

   Bjørne i nattelivet

   Aftenen før har vi, Petrusca, Chano og jeg, afskedsmiddag med vennerne Ezio og Jessie, Henning og Lis, netop på Lo Sgabello. Den ligger så tæt på os, at det er let at komme hjem og pakke. Og Lis nævner den selv blandt ”steder at spise” i sin bog ”Turen går til Syditalien”, så den må vi prøve. Her fortæller Henning om sin oplevelse to dage før, da en bjørn var på hønsejagt i den nærliggende landsby, Villalago, hvor Henning og Lis har deres feriehus.

   ”Hele Villalago” var på benene: Skovpolitiet, behjertede borgere og den lokale gendarm forsøgte at skræmme bjørnen væk med lys og larm. Og pludselig så Henning ganske tydeligt bjørnen i kluntet ”bjørnegalop” i gadelygternes skær, op ad vejen og væk.

   Skyde bjørnen kunne der naturligvis ikke være tale om. Bjørnene i bjergene omkring Sagittario-kløften, er totalfredede. Men i de senere år har bjørnene, som tidligt holdt sig langt oppe i bjergene, søgt ned i dalen efter spiseligt, og et hønsehus fuldt af lækre, fede høns, er jo ”gefundenes fressen”, for en sulten bamse.

   Ezio mener, at det muligvis blot er en enkelt hun med nu voksent afkom, som har fået smag for nattelivet i byerne. Men indbyggerne er ikke så begejstrede. Allerede dagen efter, at borgerne i Villalago fik jaget bjørnen bort, er flere hønsehusejere i færd med at etablere elektriske hegn om høns og småkræ.

   Ezio har flere gange mødt bjørne i eller nær Scanno ved nattetide. En gang, da han nødvendigvis skulle frem ad vejen, hvor bjørnen stod, forsøgte han at skræmme den væk med stenkast (ikke mod bjørnen, men med larm til følge). Den luntede også ud af syne, men måske gemte den sig i mørket ved siden af vejen? Ezio skyndte sig forbi det farlige sted. Bjørnen var dog væk.

   Så med alle disse bjørnehistorier i baghovedet er det vel ikke så sært, at jeg kigger mig over skuldrene, da jeg går ned af trappetrinnene i ”gaden” Via Dei Pescatori. Nu er der vel ikke en bjørn?

   Ganske vist har bjørnene omkring Scanno aldrig i mands minde angrebet mennesker. ”Men det ville jo være ærgerligt at blive den første”, som Henning så rigtigt bemærker.

   Men alt er stille. Og klokken 05.15 triller taxaen ind på parkeringspladsen. ”Buongiorno”, bagagen læsses på, og vi er på vej.

 

   Det lokale køkken

   Selv om vi skulle tidligt op, var klokken nu alligevel blevet næsten 1, inden jeg kom i seng. Dels skulle der pakkes, dels var der jo den hyggelige middag. Lo Sgabello lægger sig tæt op ad den lokale kost, som på mange måder adskiller sig fra det, man ellers forstår ved ”det italienske køkken”. Men, som Lis skriver i ”Turen går…”, er ”det italienske køkken” faktisk et ubegrænset antal variationer over ”mors mad, baseret på de lokale råvarer”. Rundt om i Italien er der en lang række ”agriturismo”-steder med overnatning og forplejning, baseret på disse råvarer. Agroturismo´erne får egnsudviklingsstøtte af EU, men forpligter sig dermed til netop at satse på egne eller egnens råvarer. Lo Sgabello er ikke en ”agriturismo” som den, vi besøgte med Ezio i starten af ferien, men madstilen er den samme. Antipasti (forretterne) kommer ind i en lind strøm, vel en seks-syv stykker, fårepølse, bønneragout, hakket kalvelever, ost, skinke med mere, men ork, det er ingenting, siger Lis, og hun og de andre fortaber sig i minderne om engang nede sydpå, hvor antallet af antipasti rundede de 21(!), og de til sidst kunne ”trille hjem”, godt hjulpet af krofatters egen likør og andre spirituøse væsker.

   Vi andre synes nu, at seks-syv stykker må være rigeligt. De smager nemlig ualmindelig godt, og vi er næsten mætte, før den første hovedret bæres ind. Det er, som altid, en form for pasta med fx kød- eller tomatsovs på toppen. Jeg får ravioli med ”pomodoro”-sovs og må levne omtrent halvdelen, hvis der skal være plads den anden hovedret.

   Den er meget enkel: Et stort fad stegt kalve- og lammekød, og dertil grøn salat. Men lam og kalve har spist græs og vildtvoksende krydderier på bjergsiderne omkring Scanno. Det tror vi da, i hvert fald er kødet lækkert og fuldt af smag.

   Så kan vi ikke mere. De afsluttende ”dolce” (desserter) er der ingen afsætning på, men en kop kaffe kan der vel altid klemmes ned, og da krofatter dukker op med tre slags af det hjemmeblandede, må vi svare bekræftende på det klassiske spørgsmål, ”ka´ De li´kør?” Ikke mindst kirsebærlikøren er fortræffelig.

   Se, sådan et traditionelt, midtitaliensk bjergkøkken er jo beregnet til folk, der har vogtet får og geder i bjergene, slået hø i dalene, passet kødgryderne over ildstedet, har haft hårdt fysisk arbejde dagen lang. Det har vi mildest talt ikke. Vores største fysiske indsats har været at forcere de stejle gader op til torvet - hvilket kan være sejt nok - for at konsumere en birra grande (stor fadøl), en campari og en cola. Så et gedigent lokalt hyrde- eller bjergbondemåltid har vi jo ingen jordisk chance for at forbrænde.

   Men som kulinarisk oplevelse er det skønt. Desværre kan vi ikke ”trille op ad trapperne” til vores lejlighed, men må møjsommeligt slæbe os selv, med udspilet vom og det hele, ad den stejle via dolorosa…

   Egentlig er det jo meget enkelt: Små bedrifter, drevet på ”gammeldags” facon uden standardisering og kemiske hjælpemidler. Fritgående dyr, der lever af ”landets fedme”. Så er de gode råvarer stort set til stede. For vor kære jord er jo god, det er det, vi gør ved den, som alt for ofte er fordærvende og brutalt.

   I Scanno driver fårehyrderne stadig dyrene rundt på bjerget til timian og oregano, og kød og ost smager derefter. Vor gamle bekendte, Gregorio, har dog efterhånden lavet stordrift ud af sit tidligere så beskedne mejeri, og hans hyrder kommer fra Albanien og Rumænien. Det er dem, der vader rundt i bjergene, mens han triller rundt i sin firehjulstrækker og tilser sine mange projekter. Heller ikke italienerne gider længere være hyrder og bjergbønder. Trist for en by-romantiker, som her møder og fortrylles af det gammeldags bjerglandbrug og dets produkter.

   Men ikke et ondt ord om Gregorio. Han har vist sig at være en vaskeægte initiativtager og iværksætter, som skaber arbejdspladser og sælger gode produkter.

   Og ærlig talt - kan man overhovedet brødføde 7 milliarder mennesker udelukkende på ”den gammeldaws facon”?

 

   Fårehyrden Isidoro

   Helt oppe i 1700 meter har Isidoro sin ”sæterhytte” (ville det vel hedde på norsk), og han er god, gammeldags fårehyrde. Ham besøgte vi med Ezio for nogle år siden. Den lille, forhjulstrukne Fiat Panda, som er fortræffelig til bjergkørsel, bragte os hoppende og bumpende ad stenede og hullede, aldeles uasfalterede veje og stier helt op i de uvejsomme højder.

   Da vi nåede frem ved middagstid, varede det lidt, før han dukkede op. Det viste sig, at forsinkelsen skyldtes, at en ulv havde dræbt et af hans får. Imens vi ventede, beså vi hans indhegninger og kiggede respektfuldt på hans kuld af kridhvide fårehundehvalpe. Nok se, men ikke klappe! Sådan en flok kan, som voksne, let tage kampen op med en bjørn og jage den væk, hvis den skulle få lyst til fåresteg.

   Da han endelig kom, bød hans straks på vin i sit mildest talt primitive opholdsrum, mens han og Ezio sad og hyggesnakkede.

   Siden da er det blevet tradition, at vi køber pecorino-ost med hjem fra hans osteudsalg, som hans kone passer nede i Scanno. Det ligger i en mørk og kølig kælderhvælving, hvor de friske oste ligger på rad og række på hylder langs væggene.

   Isidoros kone ved, hvem vi er, danskere, venner af Ezio. Og med lidt italienske ord, suppleret op fra min parlør, fører vi en lille ”samtale” og ender med at forhandle os frem til køb af ikke så lidt ost. Ungerne hjemme i Danmark ligefrem KRÆVER, at vi har pecorino med hjem til dem. Vi køber adskillige kilo, og det er slet ikke billigt, der er for næsten 900 kroner.

   Men osten smager pragtfuldt, og historien om Isidoro, hans får og ulven har vi jo fået med i købet én gang for alle.

   Jordskælvland

   Mens vi triller ud af Scanno, lysner det så småt bag bjergene mod øst. Tre rundkuplede kæmper på op til 2100 meter. Scanno ligger i ca. 1000 meters højde, så bjergene udgør efterhånden en klar og imponerende profil. Op til ca. 1600 meter er de beklædt med små træer og buske, længere oppe kun med græs og mos.

   Nede ved søen, Lago di Scanno, kører taxaen tværs igennem porten på en kirke, som er bygget hen over vejen. Da vi kører igennem, gør vores chauffør diskret korsets tegn foran brystet. Ovre på den anden side af søen kan vi se ”vores” strand ved et lille traktørsted med vin, panini´er (brød med ost og skinke), cola og bådudlejning. I år kom vi dog ikke i vandet. Men en varm eftermiddag med læsning, kortspil, hvidvin og hygge under pavillon´ens skygge var nu heller ikke at foragte.

   Op ad bjergsiden modsat ser vi den lille by, Frattura, med få indbyggere, to daglige busser og en restaurant med en fantastisk udsigt. Men godt en kilometer længere henne ad bjergsiden ligger Frattura Vecchio, ”gamle Frattura”, som i dag kun er ruinby, dog med enkelte feriehuse. Hele byen gled mange meter ned ad bjergsiden ved jordskælvet i 1915, hvor flere hundrede af beboerne blev dræbt. Mange af huse styrtede sammen, men på forunderlig vis bevaredes byens grundplan. Den blev dog aldrig beboet igen - i stedet byggedes det nuværende Frattura.

   Jeg aner ikke, om bynavnet er i familie med ordet, men jeg kommer altid til at tænke på ”fraktur”, brud, når jeg tænker på navnet. Og det passer jo ganske godt til den gamle landsbys skæbne.

   Og hver gang, tankerne falder på Frattura Vecchio, tænker både Petrusca og jeg på den fantastiske sommerdag for ti år siden, da Paolo, lokal bar-ejer og vineksportør, tog en hel horde danskere med derop. Bordene stod under skyggefulde træer hen over et rislende vandløb fra den lokale fontæne, salaten og det ristede lammekød og hvidvinen smagte vidunderligt, guitar og mandolin klimprede, solen bagte, og under fodboldkampen måtte det for guds skyld undgås at skyde bolden til indkast til den side, der vendte ned ad bjerget. En dag, vi aldrig glemmer.

   Vi har ikke oplevet jordskælv i Italien, heldigvis, men Henning og Lis var her nede, da den smukke kulturby l´Aquila, et par timers kørsel fra Scanno, blev ødelagt for - er det tre år siden? Nu står mange huse som ruiner eller med støttende stilladser, byen er en skygge af sig selv, genopbygningspengene er sluppet op, slugt af Silvio Corrupzionis grådige entreprenørvenners firmaer, og turisterne er væk. For 10 år siden besøgte Jessie, Petrusca og jeg den dejlige by. Siden har vi ikke været der, men Henning og Ezio fortæller den sørgelige historie.

   Joh, vi er i jordskælvland. Mange steder langs vejen er der skilte, som advarer mod faldende sten. Hist og her ligger der endda mindre skærver på vejen. Undervejs gennem dalen kan man ikke lade være med at skæve op ad de stejle, forrevne bjergsider. Det ville ikke være rart at få sådan en bjergside i hovedet…

   Kløften

   Oppe på kanten af den stejle klippevæg på den anden side af dalen står Villalagos sidste huse opmarcheret som en hel række grå tårne i det, der kan ligne en mur i en gammel middelalderborg. Og helt forkert er det vel ikke. En af grundene til, at så mange af byerne i bjergene ligefrem klatrer op ad højdedrag og klippeknuder, er vel, at de kunne være lettere at lukke af og forsvare i ufredstider, som også Italiens historie har været så rig på.

   En anden grund er nok, at det flade land også var det bedste landbrugsland. Ikke meget idé i at dække dén sparsomme resurse til med huse. Transporten foregik alligevel mest praktisk med æsler, muldyr og mulæsler, som går sikkert på trappevejene og ad de smalle bjergstier og ikke ænser, at det går op og ned her i verden.

   Der er ikke mange af ovennævnte lastdyr tilbage i Scanno og Villalago. Dog så vi for nogle år siden på en af vores bjergture med Ezio en hel række muldyr, som transporterede brænde ned i dalen. Så de findes altså endnu.

   Den tredje grund, i hvert fald i Sagittario-dalen, er vel, at med husene i højderne risikerer man ikke at få klippesten eller lavinesne i hovedet. Bjergene er nemlig så stejle og dalen så smal, at man skulle tro, den var dannet ved et hug med en ujævn kæmpekniv. Nede i bunden løber en lille bæk, som ved snesmeltning eller regnskyl dog kan svulme op til en rivende strøm. Men fra Villalago og nogle kilometer frem strækker sig en lang, smal sø, blandt andet som resultat af opdæmningen ved kraftværket omtrent midt i dalen.

   Ved søen, Lago San Domenico, ligger et af Italiens mange hellige steder - den hule, som eremitten San Domenico boede i, før han satte kursen mod nye mål og grundlagde en af den katolske kirkes centrale munkeordner, dominikanerne. Foran hulen er der bygget en kirke, og nærved ligger en lille badestrand. Vi må tro og håbe, at San Domenico i sin ensomhed af og til tog sig et forfriskende bad.

 

   På torvet

   Vejen snor sig ud og ind i ét væk. Den er plan og vel anlagt, og en bus og en personbil kan med forsigtighed passere hinanden. Som regel ligger den lidt oppe på bjergsiden, enkelte steder næsten i bunden af dalen. Ved de skarpeste sving er der konvekse spejle, hvori chaufføren kan se modkørende trafik. Den er der intet af denne tidlige morgen, hvor skyggekanten kryber ned at bjergene, og den opstigende sol langsomt farver de gule, grønne og lysegrå bjergsider med sin glød. Hist og her er der korte tunneler, hvor et trut i bilhornet kan advare modkørende. Andre steder slår vejen et sving ad en lille bro hen over dalbunden og befinder sig pludselig på den modsatte bjergside.

   Tankerne glider tilbage til vores 14 dage i Scanno. Torvet har været vores dagligstue, som den er de lokales - og turisternes. I hvert fald tre gange om dagen er det pænt fyldt med mennesker: Om formiddagen besørges indkøb og ærinder. Samtiden træffer man venner og bekendte , snakker og udveksler nyheder, napper sig evt. en hurtig ”espresso” i en af de to barer. De lokale bestiller kun sjældent stærkere sager, men som turister har vi jo ”ret” til at opføre os extravagant, så for Chano, Petrusca og mig bliver det et fast ritual at gøre os til gode med en cola, en campari og en øl. Af og til suppleres der med en lille portion ”patate fritti” til Chano, som også lige skal hen i kiosken og se, om han skulle ha overset en dragonball-bog eller nogle pokemon-kort. Ofte får vi selskab af Jessie, som er helt med på en hyggesnak og en lille én.

   Rytmen er rolig, men omskiftelig, folk kommer og går, udveksler nogle få bemærkninger, evt. gennem bilvinduet, kører snart videre, der er ting at ordne. Vi sidder i skyggen og betragter folkelivet.

   Hen mod klokken 13 er torvet næsten som blæst! Kun enkelte vildfarne turister, som ikke ved, hvad der passer sig, er til stede på pladsen. Alle forretninger er lukket. De lokale er hjemme og spise middag og holde siesta nu, hvor solen hænger glødende over bjergene i syd.

   Omkring kl. 17 vender folkelivet tilbage med fornyet styrke. Nu er der flere, rytmen er roligere, mange mødre og ikke mindst bedstemødre med småbørn slår sig ned på pladsen, bedstefædre sidder i skyggen og småsnakker, mens de beskuer sceneriet, vi turister er let kendelige på vores shorts og hele afslappede tøjstil. Børnene leger, spiller fodbold eller bytter kort.

   Egentlig går hovedvejen fra Sulmona mod Napoli tværs over torvet. Der er faktisk ganske meget trafik, mest lokal, men folk skråner uanfægtet over gaden, og den kørende trafik er egentlig særdeles hensynsfuld. Trafikregler følges i afslappet, men nødvendigt omfang ud fra en personlig vurdering af det konkrete tilfælde. Ingen dyttet, ingen fuckfingre eller pegefingre mod hovedet. Er det mon sådan, at en vis anarkistisk holdning til reglerne medfører en udbredt tolerance overfor andres ret til at være lige så småanarkistiske?

   Torvet er mest livfuldt mellem 17 og 19. Så skal mutter hjem og lave mad. Hen mod kl. 21 er alle hjemme (eller på restaurant eller trattoria) og spise, og først hen ad klokken 22 befolkes torvet igen. Nu er det mest turisterne igen-igen, samt lokale mænd, som efter fyraften og spisning tar sig en espresso eller en enkelt øl og en snak med vennerne.

 

   ”Polterabend” og bryllup   

   En af dem er Giovanni (italiensk for Johannes), som, vel fra en gammel arbejdsulykke, mangler de yderste led af fingrene på højre hånd. Han er ven af Ezio og byder altid på en øl, når vi kommer til Scanno. Vores samtale begrænser sig fra min side til enkelte italienske brokker, men det bliver den gensidige velvilje ikke mindre af! Ezio siger med et grin, at han er ”halvmurer” og altmuligmand, og hans brunbrændte, barkede ydre og senede arbejderkrop fortæller historien om et langt livs hårdt, fysisk arbejde.

   En aften, da Chano og jeg er gået alene på torvet, vil Giovanni have os med til noget. Ezio fortæller, at der skal synges serenader i den anden ende af byen for en vordende brud, som skal giftes i morgen, og at jeg i øvrigt skal synge ”O sole mio”. Jeg forestiller mig vel nærmest en lille trio, som står og synger smægtende ballader neden for brudens vindue.

   Men halløj! Da vi når frem til stedet, er gaden proppet med vel 200 mennesker. I midten står en knalddygtig harmonikaspiller, samt den guitarbevæbnede Mauro, som jeg kender fra Adrianos rockband (herom senere), og rundt om den står en flok unge venner af bruden og skråler de lokal sange af fuld hals. Alle mulige melodier, af hvilke jeg kender en del, fra Henning eller fra Bjarne Jes Hansens ”Bella Italia”-plade. Teksterne er mange og lange, men de syngende har teksthefter. Hvad sangene handler om, ved jeg ikke, men mon ikke drilske og vovede kærlighedssange, pyntet op med et bredt udvalg af ”vort hjemlands vemodige”, eller er det lystige? Rundt mellem de forsamlede snor sig et antal unge piger og mænd, forsynet med bakker og fade med alskens bagværk. Det er brudens far, der trakterer, og på et bord står der mængder af øl, vin og cola til fri afbenyttelse. Man får alt muligt lækkert bagværk presset i hånden og spiser nok lidt mere, end man egentlig kan rumme. Chano får sig en cola og holder sig lidt i baggrunden med sin gameboy.

   Bruden kan jeg ikke se. Men efter sigende er hun til stede et sted i vrimmelen…

   Ikke så få biler med turister og lokale skal igennem gaden. Så længe sangen klinger, må de pænt vente, men når der er en lille pause, skiller menneskemængden sig, og de gelejdes godmodigt igennem virvaret. Samtidig får de rakt øl og bagværk ind gennem bilvinduet.

   Jeg vil egentlig også, tro mod min beskedne natur, holde mig i baggrunden, kan egentlig ikke se, hvordan jeg kan bidrage med andet end mit positive nærvær til denne folkefest. Men Giovanni og Ezio insisterer: De går hen til Mauro og gør tegn og fakter hen imod mig. Mauro er straks parat, rækker guitar og plekter i vejret og vinker mig ind i centrum af kredsen.

   Så må jeg jo til det. Først slår jeg med på akkorderne til den igangværende sang. Harmonikaspilleren har stoneface og går ufortøvet i gang med den næste, og så er det bare om at kridte skoene, finde frem til tonearten og hænge på. Heldigvis er de italienske folkesange ikke alt for komplicerede, så det lykkes nogenlunde.

   Senere må jeg så synge for til ”O sole mio”. Min stemme er jo høj og tydelig, så det går meget godt, og alle skråler lystigt med. Bagefter vanker der masser af skulderklap og opvendte tommelfingre, smil og øl. Alle synes åbenbart, det er hyggeligt, at en turist er med til at bidrage til den lokale ”polterabend”-skik. Jeg spiller lidt mere med, men rækker så guitaren til Mauro. Han ryster på hovedet og vinker afværgende, men jeg må hen og se, hvordan Chano har det. Han sidder roligt på en trappesten og trakterer sin gameboy.

   Efter sigende foregår der noget lignende foran gommens hjem et andet sted i byen.

   Næste formiddag er vi alle tre så heldige at komme forbi hovedkirken ved torvet, netop som brudeparret og hele følget myldrer ud. Nu er alle i det store skrud: Kvinderne i elegante kjoler, og mændene alle som én i ulasteligt mørkt jakkesæt med slips og den hvide skjortelinning nøjagtig 1,2 cm over jakkens kant. Mange af dem bærer solbriller, og man kan godt blive lidt i tvivl: Er det en godmodig lokal tømrer, man har for sig, eller er det en mafioso-søn, importeret direkte fra Napoli?

   Bruden, en køn og livlig pige, er i kridhvidt. For 30 år siden ville hun nok ha båret den lokale, mørke festdragt med den karakteristiske halvhøje pilleæskehat, men tiderne ændrer sig, ikke mindst i Scanno.

   På torvet er der fotosession og champagne, og så ruller en lille ladbil frem. På den er placeret en cementblandemaskine og forskellige arbejdsredskaber, samt to stole. Er gommen murer? Jeg ved det ikke, men under meget parlamenteren læsses brudeparret på lastbilen og iklædes orange arbejdstøj, bruden dertil en stor kasket, som vel symboliserer, at hun nok får kommandoen i dét ægteskab. Brudeparret finder sig tålmodigt i løjerne, men da bruden med stort besvær næsten har fået jakken over brudekjole og slør, krænger hun den rask af og smider den fra sig - den fine brudekjole og sløret skal ikke krølles eller skjules!

   Så sætter vognen i gang og kører ind gennem byen under megen dytten og vinken. Da den senere kommer frem fra en anden kant, ledsages den af alle gæsternes biler - og det er mange - beklædt med hvide kokarder og med hornene i bund.

   Jeg har den fornøjelse, at flere af gæsterne i bilerne vinker til mig. De må jo kunne huske mig fra i går.

 

   Kendt i byen

   Som venner af Ezio er vi automatisk kendt i brede kredse af byen. Gennem årene er en kreds af danskere, fortrinsvis århusianere, kommet på ferie i Scanno, direkte eller indirekte på grund af, at det er Ezios barndomsby. Desuden har vi gjort os bemærket på forskellig vis, ikke mindst musikalsk.

   I årenes løb har vi adskillige gange siddet på torvet og sunget til guitar og mandolin, alt muligt, men for en stor del gamle italienske schlagere og folkemelodier. Det har ikke mindst ældre scannesere fundet behag i.

   Vores kære plejesøn Chano, som for første gang var med i Scanno for to år siden, har fundet sit eget træffende navn til Scanno og Italien: ”Landet, hvor alle mennesker siger goddag”. For ham var vores små optrædener selve essensen af en Scanno-ferie, så Henning og jeg måtte pænt tage fat igen. Ikke mindst soler Chano sig i den ”berømmelse”, som bliver hans far til del - selv om han er lidt nervøs for, om de varmblodige piger kan finde på at rende med far, så mor må sidde tilbage med smerten…

   Så Henning og jeg sidder pligtskyldigst en lun sommeraften på torvet sammen med koner og børn (Chano), Jessie og Ezio, øl og vin, og synger Italiens vemodige sange. Det falder vist i god jord. Og Chano er tilfreds.

   En særpræget og særlig festlig oplevelse er den såkaldte Brunzstock-festival (søg evt. på nettet). Den arrangeres af vores musikalske ven, Adriano Tarullo, samt hans band og venner og foregår ret langt oppe i bjergene, næsten så langt, som en bil kan køre. Flere 100 meter væk står en larmende generator og leverer strøm gennem et langt kabel til rockinstrumenter og lys. Adriano og hans fortræffelige band spiller. Der er øl og sodavand ad libitum til en billig pris, og andre af vennerne steger panini, så sulten også kan stilles.

   Og mellem 100 og 200 unge fester så igennem hele natten.

   Tilladelse hos myndighederne søger man ikke. Man risikerer jo bare at få nej.

   For to år siden var Henning og jeg med som ”gæstestjerner” med et par klassiske 50´er-rocknumre. Sidste år var Petrusca og jeg ikke i Scanno, så Henning måtte klare den danske afdeling selv. I år kom Henning og Lis for sent til Scanno, så da var det mig, der måtte klare de danske ærter. Dog langt fra alene - hele Adrianos band samt venner bakkede op. Så vi fyrede ”You never can tell”, ”Hey, good lookin´”, ”Rock around the clock” og ”Be-bop-a-lula” af, samt “Jailhouse Rock” som ekstranummer. Festligt, folkeligt og fornøjeligt, masser af skulderklap og gratis øl.

   Vi festede dog ikke igennem hele natten. Man er jo ikke helt ung længere, så ved midnatstid kørte Ezio os tilbage til Scanno.

   Endelig blev det også til et musikalsk træf, da Lis og Henning inviterede hele danskerslænget på dejlig middag i deres hus i Villalago. Her var Ezio og Jessies datter Katja, hendes mand Ole og deres tre særdeles livlige knejter på 7, 4 og 2. Her sad Ole ind, så vi var en hel trio, der spillede rock, som vor mor lavede den, krydret med et par af ”Italiens vemodige…”

   Chano, som er en stor børneven, fjantede og tumlede med de tre knejter. Da det var lige ved at udarte, kom jeg ind med guitaren og lidt børnesange for at lægge lidt sordin på udfoldelserne. Det hjalp kun delvis, så til sidst måtte drengenes mor rulle sig ud!

   Jo, ferie i Scanno er også musik!

 

   Madonna skal luftes

   En af de årligt tilbagevendende fester, som altid passer med vores tilstedeværelse i Scanno, er optoget med den store Madonna-figur fra den centrale kirke Ciesa Sante Maria Delle Valle ved torvet. Den religiøse baggrund for optoget har jeg ikke sat mig ind i, men klart nok, at et optog med statuen må bringe velsignelse og godt år til de troende i Scanno og omegn.

   Madonna er en dukke med porcelænsansigt og kongeligt silkeskrud. Hun er i legemsstørrelse eller lidt mere, og lørdag ved middagstid forsamles de forskellige ”fratelli” (religiøse broderskaber) fra omegnens landsbyer, iklædt deres munkeagtige ordensdragter, medførende faner, vimpler og billeder, i og ved kirken. Mændene er de fleste, men der er også en del kvinder og børn.

   Hele to marchorkestre, med messingblæsere og masser af klarinetter, står klar, og det lange optog formeres ned ad hovedgaden. Til sidst kommer præsten og hans hjælpepræster ud ad kirkedøren, og endelig Madonna, båret stående på en båre af otte granvoksne ordensbrødre. Marchorkesteret stemmer i, og hele det lange optog bevæger sig langsomt, alvorligt og værdigt ned gennem byen, fulgt af menigheden.

   Præsten i Scanno er i øvrigt kulsort og fra Nigeria. Lis fortæller, at den tidligere præst ikke var her så længe. Han gjorde sig grundigt upopulær, blandt andet ved at ville gøre op med nogle af de lokale, religiøse skikke, som efter hans mening baserede sig på folkelig overtro. Det slap han ikke godt fra, og den katolske kirke, som jo er totalt topstyret, forflyttede ham og indsatte vor nigerianske ven i stedet. Og ham kan de godt li´ i Scanno.

   I mellemtiden er vi almindelige dødelige og nysgerrige strømmet op på torvet, hvor optoget en lille halv time senere dukker op og vandrer ad Via Napoli ned forbi os. I selve optoget er der ikke meget spræl, bortset fra de to orkestre og de farvestrålende dragter, flag og bannere. Stemningen er værdig, men afslappet, og adskillige ”brødre” har tid til at vinke eller smutte hen og kysse den mindste på hovedet, som hun sidder der på mors arm.

   Nu bæres Madonna så hen i en anden af Scannos 27(!) kirker, hvor hun skal våge natten over, inden hun næste dag bæres hjem igen i et nyt optog.

   Hele weekenden er der masser af messer, klokkeringning og musik på torvet. Men vi vælger nu at gå op til svævebanen, som fører op ad bjerget, næsten til toppen af Colle Rotondo (1877 meter). Scanno er nemlig også skisportsby, og fra toppen udgår der masser af mindre pister og langrendsløjper, samt en enkelt drabelig styrtløbspiste, som snor sig halsbrækkende under svævebanen ned ad bjerget.

   På toppen er der en restaurant, som snedigt udbyder en billig menu for en forhøjet svævebane-billetpris. Der spiser vi seks voksne (Chano er blevet hjemme i lejligheden) endnu en solid bjergbondemenu.

   Desuden er der en lillebitte kirke, bygget og vedligeholdt af de lokale alpejægerveteraner. Alpejægerne er de italienske elitesoldater, Italiens ”frømandskorps”, og de har naturligvis et fast og ubrydeligt kammeratskab, som varer livet ud, med fester, møder og udflugter. Netop mens vi er i Scanno, dør og begraves en ældgammel alpejæger, og begravelsesfølget er imponerende langt.

   Endelig er der naturligvis en fantastisk udsigt. Bjerglandskabet fremviser sig umådelig varieret og smukt, med skovklædte højdedrag, knivskarpe kløfter, blødt rundede, græsklædte bjergtoppe og barske, lodrette klippesider. Og dybt nede ser vi Scanno som en lille legetøjsby med tændstikæskehuse og cigarkasse-hoteller. Endnu længere nede er Lago di Scannos lysende blå flade, og på bjergsiden modsat ser vi Frattura, både ny og Vecchio. Derfra snor Sagittario-kløften sig så ind mellem bjergene mod nord.

   Helt i det fjerne skimter vi Gran Sassos imponerende bjergmassiv med Corno Grande (2914 meter), Appenninernes højeste top.

   Nede igen er der flere festligheder. Festen har også en sekulær side, med masser af march- og populærmusik på torvet og andre steder. Lørdag aften har den lokale jazz-fraktion arrangeret koncert på en lillebitte plads, hvor små 100 mennesker lytter til en dygtig romersk kvartet, med hovedvægten på amerikansk soul-musik. Habil sangerinde og bassist, fremragende guitarist og ”batterist” (trommer hedder på italiensk ”batteria”).

   Søndag aften er vi ovre i den mere traditionelle afdeling. Italien er jo operalandet par excellence, og det ytrer sig blandt andet i en tradition med lokale amatørorkestre, som på lilletorv (Piazza San Rocco) spiller klassiske værker, herunder timelange suiter med temaerne samlet fra en enkelt opera. Det har vi hørt før - og det vil vi høre igen!

   Orkestret kommer fra den halvstore, syditalienske by, Colle Giola, og betår af ca. 40 mænd og 0 kvinder! Besætningen minder om et traditionelt kammersymfoniorkester, bortset fra, at strygerinstrumenterne er erstattet med træblæsere, violingrupperne fx med klarinetter. Jeg går ud fra, at det skyldes klarinetternes bedre egnethed til udendørskoncerter. Desuden er de bedre egnet til den march- og populærmusik, som orkesteret også skal kunne levere. Og endelig er klarinetten jo det italienske folkemusikinstrument over alle!

   Første del rummer blandt andet en Mozart-symfoni, leveret med stor alvor, med en ægte ”maestro”-dirigent i spidsen. Kvaliteten er mildest talt ujævn: Et par virtuose kornetspillere klarer solostemmerne på fornem vis, men sammenspillet i orkesteret mudrer en del. Blandt andet bemærker jeg en gammel klarinettist, som gang på gang intonerer usikkert og falsk. Jeg forestiller mig, at han har været med i en menneskealder, er gammel kammerat med ”maestro”en - og ingen nænner at smide ham ud.

   Det gør nu heller ingenting. Alvoren og den folkelige spilleglæde er absolut til stede, og det forsamlede, ret begrænsede, publikum føler sig godt underholdt.

   I pausen falder vi i kløerne på en ivrig klarinetspiller, som taler ganske godt engelsk og meget gerne vil fortælle os om orkesteret. Han vil også gerne sælge os en cd med musikken, og både Henning og jeg lader os lokke, formedelst 10 euro.

   (Men ak, vel hjemme i Danmark sætter man cd´en på, og den er mildest talt dårlig. Dels er den sjusket og teknisk elendigt indspillet, med pakkasselyd og upræcise overgange mellem numrene, dels afslører en lytning på anlægget ubarmhjertigt de manglende færdigheder i orkesteret, som på torvet sløredes af den entusiastiske spillemandsstemning.

   Nå. Det tænkte jeg i øvrigt nok. Men som minde om en gammel, italiensk, landlig spillemandstradition, fra før plader og cd´er gjorde superindspilninger af den klassiske musik til hvermands eje, er cd´en nu alligevel sjov at ha.)

   Anden del af koncerten glæder jeg mig til, for der er vi blevet stillet en af de klassiske operasuiter i udsigt, Rossinis ”Barberen i Sevilla”.

   Men vejret er ved at slå om. Aftenen er kølig, hvilket også er årsagen til det begrænsede publikum. Under første del er der faldet enkelte dråber, og i pausen begynder det at regne stærkt. Så anden del bliver aflyst.

   Øv…        

   

   Ud af kløften

   Nu er det klaren dag. Ret fremme kan vi se Castrovalva. Det er den lille by, hvor hønsene ifølge skrønen går med underbukser, så ægget ikke skal trille ned ad bjergsiden, når de lægger det! Castrovalva ligger på en ganske smal højderyg, som netop her strækker sig på tværs af Sagittario-kløften og tvinger den til et skarpt sving mod vest. De yderste huse er bygget, så murene fortsætter direkte ned i klippevæggenes lodrette fald. Op til landsbyen snor sig en smal vej i halsbrækkende hårnålesving.

   Efter sigende er byen nu forladt af fastboende. Men i sommerhalvåret fungerer en del af husene som velistandsatte sommerhuse og ferieboliger.

   Der er blevet stille i Castrovalva…

   Det er i øvrigt en skæbne, som landsbyen deler med et utal af småbyer over hele Italien: Mange emigrerede til Amerika eller flyttede ind til de store byer: Skolen lukker, bussen kører ikke mere, den sidste butik lukker, baren på torvet lukker. Sidste mand lukker og slukker…

   Over hele verden en klassisk historie. Byer som Scanno har dog vist, at den skæbne kan undgås, i hvert fald for nogle, med hittepåsomhed og satsning på turisme.

   Men Castrovalvas knejsende profil mod sommerhimlen er altid et betagende syn.

   Ikke mindre betagende bliver synet, da vi har passeret den tværliggende klippevæg, og udsynet videre åbner sig. Her falder Sagittario-kløften nemlig brat ned i et voldsomt styrt, og vejen klamrer sig til den vestlige bjergside via terrasser og små tunneler højt over kløftens bund. Samtidig slutter kløften og breder sig ud i et ganske vidtstrakt, bakket slette, hvor flere dale mødes, omgivet af høje bjerge. Ovre mod nordvest ved vi, at Sulmona gemmer sig i dalbunden.

   Oppe fra vejen ser vi ned på Anversa, en halvstor landsby, stadig med masser af liv i. Nu, da omfartstunnelen er blevet åbnet, er det ikke så eksotisk at passere Anversa, bortset fra det fine udsyn nedover byen med det halve normannertårn strittende op som en såret tommelfinger fra byens top. Men i gamle dage, da bussen fra Rom måtte passere igennem Anversa, var det en sjov affære, når vi midt i byen skulle foretage det skarpe højresving. Her måtte chaufføren sommetider ud og lukke en bestemt havelåge, så bussen lige akkurat kunne knibe sig igennem med et par centimeter til husmurene på begge sider. Atter en god historie, ødelagt af den ubønhørlige udvikling…

   Normannertårnet i Anversa har i øvrigt mange kolleger rundt om i Syditalien. Selv om både Anversa og Scanno omtrent ligger på breddegrad med Rom, så hører de historisk til Syditalien, det kongerige, som indtil Italiens samling til én nation i 1860 hed ”Kongeriget Begge Sicilier”. Helt tilbage i den tidlige Middelalder blev området erobret af normannernes efterkommere fra Nordvestfrankrig, som satte deres markante, kulturelle præg på Syditalien, blandt andet med de ikke altid lige elegante borge, men også med en blomsterende kulturel udvikling. Mest berømt, tolerant og nyskabende var Frederik II, som man kan læse om i Hans Lyngby Jepsens fortræffelige bøger.

   Om Italiens samling og frihedshelten Garibaldis landgang i Syditalien med sine 1000 ”rødskjorter” i 1860 kan man læse i di Lampedusas berømte roman ”Leoparden”.

   Nord for Kongeriget Begge Sicilier lå Vatikanstaten, hvis kulturelle udvikling var helt anderledes, præget af lige dele katolsk ensretning og indflydelsen fra de norditalienske bystaters renaissance. De gamle kulturelle brydninger mellem nord og syd i Italien følger for en stor del denne grænse. Syditalien har betalt en høj social pris for denne skillelinje. Men spændende nyudviklinger er i gang. Lad os håbe, at de overlever finanskrisen.

 

   Ovids by

   Sulmona er en pænt stor provinsby, som vi altid aflægger et besøg. Dels er Piazza Garibaldi rigtig flot og fyldt med atmosfære, byen ligeså, dels er der marked på pladsen onsdag og lørdag - og dels afholdes der ”ringridning” hver sommer i slutningen af juli. Det nåede vi desværre ikke i år, men vi har været der tidligere.

   Man tænke sig det ”lidt” anderledes end i Sønderjylland: Hvert kvarter har lørdag formiddag store optog i fornemme middelalderdragter: Barske riddere, høviske herremænd, skønne jomfruer, drabanter bevæbnet med hellebarder, pager og tjenere, og ikke mindst taktfast larmende trommegrupper. Hvert kvarter er klædt i egne farver, som også pryder de mange bannere og flag, der bæres i optoget.

   Om aftenen er der stor ringriderturnering på Piazza Garibaldi. Hvert kvarter er repræsenteret af sin dygtigste rytter, og konkurrencen er benhård. Her er ikke tale om tungt galopperende arbejdsheste, men om lynhurtige galopheste, og det hele foregår i et djævelsk tempo.

   Hvem der vinder, er vi ikke i stand til at følge med i. Men skidt med det - hele sceneriet, med aftensol over piazzaen, de galopperende heste og den tusindtallige tilskuerskare, er oplevelse nok i sig selv.

   Ned til Piazza Garibaldi fører i øvrigt en elegant akvædukt fra det gamle Romerrige, som den dag i dag leverer frisk, velsmagende drikkevand fra bjergene direkte til torvets fontæne.

  Den store romerske digter Ovid er født her, og det er byen naturligvis stolt af. Han skrev de berømte og meget kulturelt indflydelsesrige værker om ”Elskovskunsten”, og ikke mindst ”Metamorfoser”, men måtte lide den tort at blive landsforvist af kejser Augustus til Sortehavet, hvor han henslæbte resten af sit liv i stor længsel efter det mondæne og løsslupne Rom. Augustus mente, at en moralsk oprustning i verdensbyen var på sin plads, og Ovids letsindige og elegante elskovspoesi betragtede han som fordærvende for den romerske ungdom. Uanset, hvor mange gange Ovid bønfaldt og lovede bod og bedring, var der ingen nåde. Ovid døde ved Sortehavets bred.

   Men i dag står hans statue centralt i Sulmona, og gader og pladser er opkaldt efter byens store søn.

  

   Slanger

   Ovre på den modsatte klippevæg slanger motorvejen Pescara-Rom sig af sted på høje betonsøjler, nærmest frit svævende over klippesiden. Ved Cocullo, næsten lige under byen, borer den sig ind i bjerget i en lang tunnel.

   Den motorvej skal vi op på. Men inden da skal vi lige hilse på Cocullo, som den ligger dér på sin bjergknold i morgensolens skær.

   En særdeles fredelig lille by. Da bussen fra Sulmona til Scanno forleden tog en afstikker med os op til torvet, steg kun én passager af, og byen virkede nærmest uddød. Det var så også lige midt i siesta-tiden.

   Men én gang om året er byen verdensberømt: Når den lokale San Domenico-statue beklædes med slanger. Det er en religiøs begivenhed, som trækker tusinder og atter tusinder af troende og turister til Cocullo.

   Baggrunden herfor er en legende om et mirakel, som indtraf, da San Domenico besøgte byen. Den var stærkt plaget af slanger, men ved helgenens an- og mellemkomst skete der et mirakel, så de alle mistede deres giftighed.

   De italienske jernbaner sætter ekstratog ind til den nærliggende station, og bilerne holder langs vejsiderne i kilometerlange kolonner på den første torsdag i maj, da denne begivenhed fejres i Cocullo.

   Ifølge Lis var det blandt andet denne ”hedenske” skik, som den tidligere præst i Scanno ville gøre op med. Men det slap han ikke godt fra. Begivenheden er jo nærmest Cocullos ”reason to live”, og et ramaskrig overbeviste altså kirken om, at her måtte man hellere trække i land.

   Og i Cocullo fejrer man sin slangefest den dag i dag.

 

   Til Rom

   Og så er det ad motorvejen mod vest. Vi er tidligt på den, men kunsten er at undgå morgentrafikken i Roms forstæder, hvor man godt kan sidde fast i en kø en times tid. Det lykkes lige akkurat. Kun i små 10 minutter må vi køre lidt langsomt, inden vi lidt over klokken 7 kan rulle ind foran den lille, overskuelige Ciampino-lufthavn.

   Her får vi hurtigt afleveret baggagen. Dog må vi lide den tort at betale en uhyrlig pris for overvægt, inden vi kan skippe den af. Det er også al den forbandede ost…

   Efter morgenkaffe og panini i lufthavnen kan vi boarde hos Ryan-air - de røvere og banditter - og sætte kursen mod Billund.

   Ferien er endt.

 

   Scanno i hjertet

   Scanno er en gammel middelalderby, hvis historiske bydel er bygget sammen - ved hjælp af stentrapper, hvælvinger, portbuer og tykke mure - til nærmest én eneste stor, massiv stenblok. Det mærker man også i den lejlighed, vi har beboet: Kraftige, hvidkalkede hvælvinger og tykke mure. Ideen har været ganske enkel: Beskyttelse imod jordskælv og fjender.

   Rundt om ligger de nyere og moderne bydele op ad Colle Rotondos bjergside og andre højdedrag, samt ned mod søen, blandt andet de mange turisthoteller. De er forhåbentlig jordskælvssikret på anden måde.

   Men det er ”Centro Storico”, som for alvor rummer den klassiske Scanno-atmosfære: De smalle gader og gyder, som snor sig mellem husenes grå, massive stenmasser. De stejle trappegader med sjove kroge, små hyggelige pladser, bittesmå butikker, hvis varesortiment som regel er nøje afgrænset - man går ikke kolleger i bedene. Hustrapperne, hvor man endnu kan se enkelte gamle koner i de traditionelle, sorte dragter og med tørklæde om hovedet. Men de er ikke mange tilbage, den moderne tid indhenter også Scanno. Specialbutikkerne med deres gode, landlige råvarer, pølse, skinke, ost, tomater fulde af smag, æg med knaldgule blommer. Butikker med de fineste kniplinger og de filigransølvsmykker, som Scanno er berømt for. Og en moderne succes: Pan dell Orso, bjørnekagen, som blandt mange andre lækkerier kan købes i det velassorterede, farligt forførende konditori.

   Og meget andet. ”Byen, hvor alle mennesker siger goddag” - joh, det er ikke noget dårligt navn, Chano har fundet på. Byen har sagt hjerteligt goddag til os nu seks gange på små 15 år. Her hænger vi gerne ud, ikke mindst sammen med gode danske venner, og gennem årene dertil endda nogle italienske…

   ”Byen, hvor alle mennesker siger goddag” - det er ikke let at sige farvel…

   Men det gør vi heller ikke: ”Arrivederci Scanno!”

                                                                                                                          Viby J, den 30. juli 2012

                                                                                                                                 Gudmund Auring

 

   Kilder:             Lis Fisker og Ezio Pace: Turen går til Syditalien

                             Henning Langkjer

                             Lis Fisker

                             Ezio Pace

                             Jessie Kirkegård