TIL KINA

 

 

TIL KINA

  

en rejseberetning

af

Gudmund Auring

Oktober 2010

 

 

                                                           Side

   Indhold:      Indledning                                                2

                                         

                                                På rejse                                                     2                                         

 

                                                Skolen                                                       3

                                                Bridget og Emily                                      5

                                                Bao la                                                        5

                                                Harbin                                                       7

                                                Engelsktime                                              8

                                                ”Den Helvedes Larms Plads”                 9

                                                Kejserens Nye Klæder                           11

                                                Opsummering af Harbin                       12

                                                Til Beijing                                                 13

                                                Beijing                                                      13

                                                Turister i Beijing - historisk                  14

                                                Michael                                                    18

                                                Blandt kvinder                                        20

                                                Ungerne                                                   21

                                                Lommefilosofisk mellemspil                23

                                                Turister i Beijing - det moderne          24

                                                Turister i Beijing - shopping                 27

                                                Mad                                                          28

                                               Migselv                                                     29

                                               Den bitre ende                                        31

                                               Litteraturliste                                          32

   Den 22. september til 3. oktober 2010 foretog 9.A fra N.J. Fjordsgades Skole en rejse til Kina. Anledningen var et udvekslingsbesøg med Harbin No. 3 Middle School i Harbin, som er Århus´ venskabsby. Byen ligger i det nordøstlige Kina, i Heilongjiang-provinsen, en del af Manchuriet.  Den har mellem tre og fire millioner indbyggere.

   Den store nyhed ramte os allerede i slutningen af 7. Klasse. Da klassen og forældrene hørte, at muligheden for en Kina-rejse var til stede, var der omgående massiv opbakning fra forældre og elever. Ved orienteringsmødet præsterede vi overvældende fremmøde, og da 7.A vandt den endelige lodtrækning, ville begejstringen ingen ende ta´. Ganske vist kom der med eftertanken en vis bekymring: Ville vi for høflighedens skyld blive nødt til at spise ristede biller? Og hvad med opholdet i kinesiske familier, hvordan ville det spænde af? Alligevel kunne vi i fællesskab glæde os over enstemmig opbakning til projektet.

   Så gik der et år. Og først i de sidste måneder af 8. Klasse begyndte vi for alvor at beskæftige os konkret med besøget. Gudmund lavede et temmelig massivt kompendium (mere end 300 sider) med tekster om og fra Kina, noveller, artikler, digte fra Tang-dynastiet til Mao, historie, filosofi, politik og samfundsfag. Det dannede baggrund for en indføring i Kina på mange planer, som klassen efterhånden fandt lige lovlig grundig. Vi så ”Den sidste kejser”, ”China Blue”, ”Tiger på spring, drage i skjul” og flere andre film.

   I engelsk hos Lisbet arbejdede klassen med en fremlæggelse af fakta om Danmark og vor gamle skole. Grupperne gav et bud, og til sidst blev det bedste valgt ved almindelig klasseafstemning.

   Efter sommerferien tog vi fat på et lille underholdningsshow, bestående af sange og en mimet dramatisering af ”Kejserens nye klæder”. Vi blev vaccineret med velvillig indsats fra Sigurds far, vi lærte ”the hard way” at udfylde visa-ansøgninger pinligt nøjagtigt, vi holdt møder og sendte mails til Harbin, som vi først sent fik svar på. Vi indsamlede 2000 kr. fra hver elev og modtog desuden 250.000 kr. fra vores velvillige sponsor, Århus Kommune. Selve rejsen blev arrangeret af Jysk Rejsebureau, naturligvis efter programforslag fra os.

   I sidste øjeblik skete der det, til klassens store sorg, at en af vores klassekammerater af personlige årsager blev forhindret i at deltage. Men den 22. september var vi – 25 elever og 3 lærere – så klar, som vi kunne blive!

 

   PÅ REJSE

   Elektrisk! Og lidt søvnig…

   Sådan må man vel karakterisere den stemning, der herskede i forhallen på Århus Banegård kl. 7.30 den 22. september. Samtlige elever mødt til tiden (eller næsten), og langt de fleste forældre. Tænk, at det var nu, det, vi havde drømt om og arbejdet med så længe. Der var en fælles fornemmelse af, at forude ventede eventyret.

   Men først skulle vi med futtog til Hamburg. Euforien sitrede i togvognen, men efterhånden fandt vi ind i vante rejsefolder, med kortspil, musik, mængder af snak, samt de første spæde forsøg på klassens yndlingsidræt: At ligge i bunke! Alt sammen muligvis en smule dominerende for de stakkels passagerer, vi delte vogn med. Men stemningen var nu så spændt og glad, ja nærmest overgiven, at vi kun modtog venlige smil og forstående bemærkninger fra den kant.

   I Hamburg tog vi S-banen til lufthavnen, og dér ventede os en Emirates-passagermaskine. Den var stor (– men ikke så stor som den i Dubai. Det var den største flyvemaskine, jeg nogensinde har set! Alene indsugningen til en enkelt af jetmotorerne var næsten på højde med to voksne. Passager-kabinerne lå i to etager, og hver passager havde egen monitor og tastatur med et utal af muligheder. For en som mig, hvis længste flyrejse til nu var gået til Mallorca, var det jo en forbavsende luksus.) Da vi fløj med ”Emirates”, gik turen naturligvis over Dubai. En femten sekunders tur over asfalten lod os mærke, at temperaturen sandelig var noget højere end i det veltempererede fly. Men straks var vi inde i den lige så veltempererede transithal i denne enorme lufthavn. Her skulle vi vente i små seks timer, og tiden blev brugt på lidt shopping, samt endnu engang: Ligning i bunke. Agtværdige midaldrende mænd, arabere og andre, gik forbi med adskillige lange og skrå sideblikke til dette mærkværdige og frimodige danske ungdomsfænomen. Forundrede? Utvivlsomt. Forargede? Sandsynligvis. Men da de havde mere pli end os, viste de det ikke.

   Nu ventede endnu en etape på små syv timer til Beijing. Samme procedure som sidst. Atter sad vi temmelig spredt i flyet, og da klokken efterhånden blev betydeligt mere end hjemme (vi rejste jo mod øst), så var trætheden ved at melde sig. Så mon ikke de fleste fik sovet lidt på turen?

   I Beijing blev det søvndrukne selskab modtaget af Michael, vores kinesiske guide. Han forklarede os MEGET grundigt, hvad der nu skulle ske. Da vi nu skulle videre til Harbin med Air China, måtte vi have bagagen ud og videre til ny indskrivning. Det hjalp han os med, sagde ”på gensyn”, og så var det ellers videre de sidste tre timer til Harbin, efter endnu seks timers ventetid.

   Kl. 22 ramte dækkene landingsbanen i Harbin. Med de seks timers tidsforskel betød det en samlet rejsetid på ca. 32 timer. I den lille, søvnige lufthavn blev vi modtaget af vores kinesiske kontaktlærer, Bridget. I to busser blev vi fragtet gennem ”Harbin by night” omtrent ½ time til skolens hotel (!)

   Vi var nået frem. Eventyret kunne begynde!    

  

   SKOLEN

   Harbin No. 3 Middle School (eller Harbin Junior High, som Emily kaldte den) er en skole med op mod 6.000 elever! Efterhånden fandt vi ud af, at den sandelig ikke er nogen helt almindelig skole – den er eliteskole for hele Heilongjiang-provinsen, som rummer op mod 40 millioner indbyggere. (Heilongjiang er i øvrigt det kinesiske navn for den grænseflod, som i vore atlas benævnes ved dens russiske navn, Amur.)

   En stor del af skolens elever er kostelever, som i stort omfang kommer på stipendier fra provinsens små, fattige bondelandsbyer. Her bor de i 6-mandsværelser med højtsvævende køjesenge over et lille skrivebord til hver beboer. Bridget fortalte os, at mange af de fattigste elever materielt set lever under betydeligt bedre vilkår end hjemme, men at ensomheden var et stort problem for dem. Hun fungerede selv som en slags ”reservemor” for en gruppe af kosteleverne.

   Skolen er grundlagt i 1926 af russiske flygtninge fra revolutionen og har haft både russiske og japanske rektorer gennem tiden. Fra 1932 til 1945 var Manchuriet nemlig en japansk lydstat under navnet Manchukuo og med ”Den sidste kejser” som kransekagefigur og japansk marionet.

   Skolens oprindelige bygninger ligger inde midt i Harbin, men vi færdedes mest i den relativt nybyggede kæmpeafdeling ude på en bar mark, på hvilken enorme højhusbebyggelser var i færd med at skyde til vejrs. Den var en hel bydel i sig selv, med 4-5 etagers kollegier og undervisnings-bygninger, eget stadion med plads til vel 5.000 siddende tilskuere, egen svømmehal, idrætshaller og solide faglige samlinger, som der blev passet godt på – de stod fremme i vandrehallerne i lukkede glasmontrer.

   Forhallen var åben i 4 etagers højde, omgivet af balkoner. På ærestavler hang billeder af nuværende og tidligere elever, som havde udmærket sig særlig grad.

   Skolen har eget hotel, en fire etagers bygning, stor i anslaget, men ikke godt vedligeholdt. Varmt vand fik vi først sent i forløbet, da han, som skulle åbne for det, var bortrejst. Nå, en gammel spejder tager sig ikke af småting som stoppede wc´er, kolde brusebade, snavsede vindueskarme og myrer på gulvet.

   Hele komplekset var omgivet af en stor mur, som Bridget og Emily meget nødigt så os overskride. Det var helt tydeligt, at de var nervøse for vores sikkerhed – som jo var deres ansvar. Og de ønskede næppe heller, at vi skulle opleve det temmelig fattige, noget afrakkede ældre højhuskvarter, som lå få hundrede meter fra skolen. Men på ægte dansk maner udviste vi lærere, Gitte, Lisbet og Gudmund, civil ulydighed og var slumturister et par gange.

   Eleverne var jævnaldrende med vore, men virkede i gennemsnit både mindre og yngre. Kan tænkes, det skyldes, at de ikke har hverken adgang eller tid til at leve det ungdomsliv, som den aldersgruppe lever i Danmark. For de arbejder hele tiden – ikke med at tjene penge til hipt forbrug, men med skolearbejde og lektier: Lang skoledag, og bagefter obligatorisk lektielæsning i en dertil indrettet bygning. De har skoleuniformer på, en slags sort-hvidt træningstøj. Men ellers fniste og fjantede de, præcis som unge gør over hele verden. De ville meget gerne i kontakt, men samtalen på engelsk blev gerne noget kort, bygget op over en hilsen og nogle få klicheer. Vores elever kunne dog fortælle, at en del af dem, som de boede hos, faktisk var ret dygtige til engelsk.

   Skolens ånd og mentalitet var således udpræget ambitiøs. Det gjaldt på enhver måde om at blive ”the toppest”, som det lidt pudsigt lød i Bridget og Emilys mund. Forståeligt nok, eftersom en høj uddannelse vitterligt ER vejen til nogenlunde tålelige sociale kår for Kinas millioner.

   Så timerne skulle passes. Vi kom på et lidt specielt tidspunkt, fordi de kinesiske elever var i gang med at øve til det store show, som skulle afslutte deres kreative uge, og som vi fik ”fornøjelsen” af at overvære. Det var om lørdagen, og søndag var der så almindelig skolegang. Weekenden var simpelthen inddraget til undervisning som erstatning for nogle øvedage tidligere på ugen!!

   Der var således ikke meget frirum til at overvære undervisning eller dyrke sport med de kinesiske elever. Faktisk fik vi i nogen udstrækning lov til at passe os selv. Det var lige før, at vi følte os til besvær – hvilket dog absolut ikke var Bridget og Emilys skyld.

   BRIDGET OG EMILY

   Alle kinesere, som kommer i jævnlig kontakt med vesterlændinge, tager sig åbenbart et engelsk navn – sandsynligvis på grund af ”vores” åndelige dovenskab: ”Vi” kan/gider ikke lære deres underlige kinesiske navne. Både Bridget og Emily (samt udvekslingseleverne og vores guide, Michael) havde naturligvis gode kinesiske navne. Men da vi kun hørte dem, hvis vi spurgte, og dernæst lynhurtigt glemte dem igen, ved vi stadig kun, at de ”hedder” Bridget og Emily. Som en, der lægger vægt på at respektere andre kulturer, fik det mig til at føle mig en kende kultur-imperialistisk. Men det gik nu hurtigt over. Man vænner sig hurtigt til egne rettigheder…

   Bridget, som hentede os i lufthavnen ved ankomsten, var en særdeles venlig og hjælpsom, lidt formel kvinde på omkring 45. Hun gik klædt i ”fornuftigt tøj og solide travesko”, og vi gættede på, at denne påklædning nok var en reminicens fra Mao-uniformens dage.  Allerede den første aften, da vi alle sammen skulle indkvarteres på skolehotellet, kom vi i rigtig god kontakt med hende, da vi med vanlig dansk frimodighed inviterede hende på vin, svensk knækbrød og tysk leverpølse på et af lærernes rum.

   Bridget gjorde alt, hvad hun kunne, for at vi skulle føle os velkomne og godt tilpas. Men hun var tydeligvis ”en lus mellem to negle”. I hvert fald snakkede hun jævnligt i mobiltelefon. Hver gang vi ytrede ønske om et eller andet, måtte hun lige ringe op – vi forstod jo ikke, hvad hun sagde, men vi antog, at det var til hendes overordnede. Hun gjorde derfor et lidt nervøst indtryk, ikke mindst den dag, hvor det store kulturshow skulle løbe af stabelen, som hun skulle have vores indslag indpasset i. Herom mere senere.

   Vi kan kun håbe, at hun ikke kom alt for meget i klemme på grund af os!

   Emily var en helt anden type: 10 år yngre, vil vi tro, og dermed også meget mere ”vestlig” i klædedragt, stil og væremåde. Hun var meget frimodig og ligefrem, dygtigere til engelsk, og hun havde tydeligvis et stærkt ønske om at besøge vesten. Men selv Emily opnåede vi at bringe i forlegenhed overfor ledelsen.

   Ud over disse to kom vi i kontakt med et par ledere, en enkelt lærer, samt en del ”underordnet personale” i svømmehal og idrætsanlæg.

   En af disse, en kvinde på vel 55, blev helt befippet, da jeg ville fotografere hende. Først vinkede hun afværgende – der var da ingen grundt til at fotografere hende! Men da jeg  – venligt, naturligvis – insisterede, tog hun sin vatterede jakke af, glattede ned over hår og bluse og stillede sig i positur med et stort smil. Det var tydeligvis ikke en hverdagsbegivenhed, at nogen tog billede af hende.

 

   BAO LA

   Første nat blev vi som nævnt indkvarteret på skolehotellet. Her boede lærerne under hele opholdet, men eleverne blev allerede udleveret til deres kinesiske familie morgenen efter, for et helt døgn. Det kom noget bag på os, men 9.A  tog det i stiv arm, trods træthed og jetlag. Det var både morsomt og rørende at se de kinesiske elever og deres forældre tage imod os. Mark stod temmelig benovet og fik overrakt en flot buket af ”sin kineser”. Mon ikke det var hans livs første buket? Kristian befandt sig pludselig midt mellem hele to kinesiske piger, hvilket så ud til at bekomme ham særdeles vel. Han skruede bare charmen på og opnåede i dagenes løb et solidt ry som lyshåret charmetrold. I det hele taget viste lyst hår at være hård valuta i charmeudvekslingen, både hos drenge og piger – uden at man dog kan sige, at staklerne med mørkere hårkulører på nogen måde blev overset.

   Også Guffes lange hår viste sig at vække opsigt. På andendagen så han lidt modfalden ud og dækkede sit hår med trøjehætten. ”Har du ikke en saks, Gudmund. De siger, jeg ligner en pige.” Jeg svarede, at han godt kunne låne en saks. Men han kunne jo også vælge at bære sit lange hår med stolthed! Det gjorde han så.

   I løbet af et kvarter var samtlige elever borte og vi lærere overladt til Bridgets og Emilys velmente omsorg.

   Det var med ikke ringe spænding, at vi næste morgen modtog vore unge. Samtlige var blevet behandlet med stor gæstfrihed, men ellers var der stor forskel på, hvor meget kontakt man havde opnået i de forskellige familier. Nogle var allerede supergode venner med ”deres kineser” og havde snakket masser af engelsk, mens andre havde haft det svært med at få kontakt. Stakkels Marcus´ vært havde kun mælet få ord hele aftenen, trods en frustreret Marcus´ behjertede forsøg på at få en samtale i gang. Heldigvis blev det dog bedre de følgende dage.

   Mange var blevet præsenteret for hele familien i tre generationer, og næsten alle var blevet vist rundt til Harbins forskellige seværdigheder. Gustav var træt – af gode grunde. Så han faldt i søvn i bilen, hvilket førte til, at familien kørte ham rundt i Harbin, snorkboblende i to timer, fordi de ikke nænnede at vække ham.

   Et fælles problem var maden. Ikke fordi den fejlede noget (der var ingen ristede insekter), men hvordan er det nu lige, man siger tak for mad på kinesisk? Kinesisk gæstfrihed er mad, meget mad, mængder af mad. Og spiser man op, kommer der mer. Dansk høflighed er at smage og spise op. Stakkels Simon var den morgen så fyldt, at han blev grøn i hovedet, bare vi nævnte ordet mad.

   Siden lærte vi at sige ”jeg er mæt”: Bao la. Men da var det næsten for sent.

   De fleste værtsfamilier var velhavende, nogle var decideret rige. Malthe fik således en hel lejlighed for sig selv, hvilket ærgrede ham en del - han ville da hellere opleve familien.

   Taget som helhed var udvekslingen en positiv oplevelse, og da vi holdt afskedsmiddag den sidste aften, sad alle vores elever ved deres kinesiske familier og hyggede sig. Siden blev der taget gruppebillede og fældet tårer. Flere af eleverne fik flotte afskedsgaver, og der er ingen tvivl om, at 9.A efterlod sig et positivt og interessant indtryk, samt utvivlsomt op til flere heftigt bankende hjerter, da afskedens time slog.

   Frederik havde fødselsdag den dag, og som den beskedne og selvudslettende dreng, han er, havde han iført sig kongekrone af karton. Hans familie havde lavet lagkage med flødeskum, og det endte med, at ”hans kineser”, en sød pige, dukkede hans hoved ned i kagen. Flødeskum helt om i nakken - det satte gang i fotografiapparaterne…

 

   HARBIN

   Harbin er ikke nogen gammel storby. Den opstår omkring anlæggelsen af ”Den transsibiriske jernbane” fra 1898 og frem, i høj grad domineret af russere. Det ses også af husene, dels klassiske (men altså ret unge) bygninger, dels tusindvis af russisk inspirerede højhuse, som skød til vejrs fra efter 2. Verdenskrig og op til i dag, hvor der for alvor skulle og skal bruges boliger til den hastigt voksende befolkning. I sin oprindelse er den således industriby og jernbaneknudepunkt. Herfra går banen fra DTJ til Beijing.

   Da kejserriget smuldrede, blev den russiske og senere japanske indflydelse i Manchuriet massiv. Japanerne brugte således i høj grad Harbin som centrum for en stor del af deres rustningsindustri op til og under krigen. I dag er Harbin stadig industriby, men har også voksende betydning som administrativt centrum for Heilongjiang-provinsen.

   Vores udflugter var få og små. Vi var jo kun i byen i tre døgn. Dette taget i betragtning nåede vi dog ikke så lidt. Nedenstående er en hurtig gennemgang af os læreres sightseeing med Bridget og Emily.

   Konfutse-templet. Konfutse er indbegrebet af klassisk kinesisk filosofi. Han levede samtidig med vores ”gamle grækere”, altså omkring 500 år f.kr. Under indtryk af tidernes kaos formulerede han en praktisk filosofi, som skulle være med til at stabilisere Kina og afslutte de mange krige og stridigheder. Han blev også stamfader til det studie- og eksamenssystem, som dannede baggrund for uddannelsen af den klasse af embedsmænd, der var stærkt medvirkende til, at Kina trods alt hang sammen og fastholdt sin kulturelle udvikling tværs gennem krige og skiftende dynastier, indtil det var endeligt forældet i anden halvdel af 1800-tallet.

   En demokratisk og moderne vesterlænding vil betragte Konfutses lære som yderst hierarkisk og elitær. Kejseren/høvdingen/faderen havde ansvaret for undersåttens/familiens ve og vel. Disse skulle til gengæld udvise absolut lydighed. Idealet var balance og harmoni i familie og kejserrige.

   Da kejserriget afskaffedes o. 1912, blev opgøret med Konfutses filosofi et af de moderne vest-orienterede unge kineseres vigtigste programpunkter. Ikke mindst kvindernes ligestilling fordrede en helt ny tankegang, som spillede en væsentlig rolle for både nationalister og kommunister.

   Det har dog ikke forhindret de moderne magthavere, ikke mindst kommunisterne, i at gribe tilbage til go´e, gamle Konfucius, når deres plads i magthierarkiets top skulle sikres og begrundes. Den dag i dag spiller hans filosofi en væsentlig rolle som filosofisk baggrund for det autoritære og udemokratiske kinesiske styre.

   Det ganske store tempel hyldede Konfutse og hans berømte elever og efterfølgere som lærde og vise halvguder. Det eneste tegn på konkret tilbedelse, vi så, var dog en flok brændende røgelses-pinde foran hans statue, som forestillede en temmelig tyk mand med smilende øjne og et langt skæg. Ikke ganske ulig undertegnede….

   Templet bestod af en hel række smukke huse i klassisk kinesisk byggestil (som i Den Forbudte By, se senere). De var anbragt på lige så klassisk facon i firkant omkring en række gårdspladser, den ene bag den anden.

   Bridget og Emily fortalte, at hvis man kunne løfte låsebommen til tempelporten, lovede det fremgang i visdom og succes i studier. Man ville kort sagt blive ”the toppest”. Der stod jeg så med bommen hævet i strakte arme, mens de fumlede en evighed med kameraet! I øvrigt vidste de ret meget mindre end jeg om både Konfutse, Buddhisme og Taoisme (- og jeg ved ikke ret meget.)

   Buddha-templet lignede i øvrigt ret meget, bortset fra den vel 6 meter høje Buddha-statue.  Dog fandt jeg et rum, hvor væggene var bemalet med rædsomme torturscener, langt værre end kalkmalerierne i vore middelalderkirker. Mennesker blev savet igennem på langs med en skovsav, fik tarmene revet ud eller blev kogt i en gryde! Det var eksempler på ”behandling” af syndere. Det ser altså ud til, at ligegyldigt hvor menneskekærlige vore religioner er i deres udspring, så knyttes der altid billeder af terror, had og hævn til dem på et eller andet tidspunkt…

   I Buddha-templet mødte vi i øvrigt troende, der bøjede sig i bøn, ganske ugeneret af turister, der vadede omkring på vanlig turistvis. Som os!   

   Dragetårnet kan man vel godt kalde et tempel for den moderne tid. Et over 300 meter højt tv-tårn, sådan cirka en krydsning mellem Eiffeltårnet og tårnet på Alexanderplatz i Berlin. De nederste etager rummede temmelig kitchede udstillinger af alt muligt, fra Konfutse over (andre) dinosaurer til moderne sportshelte. 250 meter oppe var der så den traditionelle udsigtsplatform med fornem udsigt over Harbin. Den er godt nok stor!

   Den ortodokse russiske kirke fungerer som udstillingsbygning. Her var en vældig interessant udstilling af sort-hvide fotos fra det gamle Harbin.

   Ude på pladsen var der rigtignok folkeliv. Men caféer, som i en vestlig storby af samme størrelse ville skyde frem som paddehatte, var der ingen af. Da jeg ville give en cola og købe dem ved en salgsvogn, nedlagde Bridget en protest. Hun stolede absolut ikke på de lokale gadehandleres produkter, så jeg måtte pænt gå med hen til Kentucky Fried Chicken og købe cola og is. Dem sad vi så og nød i solens sidste stråler. Da den var væk, kunne vi godt mærke, at vinteren venter lige om hjørnet i Harbin! Gennemsnitstemperaturen for koldeste måned er -19 grader.

   Middagen blev indtaget ved en såkaldt Hot Pot, efter sigende en spiseskik, som stammer fra mongolerne. Lidt ligesom fondue, bortset fra at vi i hver vores gryde kogte maden i vand. Men det smagte fint.

   Den sidste dag var hele klassen på shoppingtur ad Harbins centrale gågade. Ungerne blev sluppet løs, og da jeg i ånden så en shoppetur med fire kvindelige lærere, bad jeg mig også fri (jeg ved, at I mænd vil forstå mig…) Men det fortrød jeg nu lidt, for Bridget og Emily havde ført Gitte og Lisbet til adskillige spændende steder.

   Nå, men jeg havde nu også hygget mig: Jeg sad i den synkende sols stråler på en udendørs knejpe og kvalte to fortrinlige Harbin øl, mens jeg læste kærlighedsdigte af Heinrich Heine…

 

   ENGELSKTIME

   Den første rigtige dag på skolen startede med officiel modtagelse i administrationsbygningen. Eleverne sad på stole langs lokalets vægge, mens vi lærere sad på den ene side af det lange konferencebord overfor hr. ? (ak ja, de navne), skolens nr. 3 vistnok, samt Bridget og Emily, der fungerede som tolk. Han holdt en tale om Harbin, om skolen og de gode venskabsbånd til Århus. Hver lærer fik en gave, en gul plasticfigur af en meget indladende tiger (ret rædselsfuld), eftersom det var tigerens år. (I Kina arbejder man med en cyklus på 12 år, hvert opkaldt efter et dyr. Personligt er jeg født i grisens år.) Vores leder, Gitte, holdt en høflig takketale med gaver til skole og lærere. Dernæst var vi på rundvisning, og der blev tid til deltagelse i en enkelt engelsktime. Klassen blev delt i tre, som kom med hver sin engelsklærer. Jeg var med min gruppe inde hos Emily. I klassen sad (hold nu fast) 58 elever i særdeles god ro og orden. Vi blev placeret på taburetter mellem rækkerne.

   Først gennemgik Emily dagens lektie. Den tog udgangspunkt i bogen og var bygget op omkring en samtale imellem en togkonduktør og en passager. Eleverne lærte visse faste ord og vendinger, som så blev udbygget med, hvordan man kunne udtrykke sig mest høfligt. Visse vendinger var ”unpolite”, som fx ”Show me your ticket”. De kunne så gøres ”polite” ved fx at indlede med ”Would you please…” Og således gik engelskundervisning og social opdragelse smukt hånd i hånd! Vores elever blev inddraget i små læse- og taleøvelser med deres sidekammerat.

   Bagefter var der samtale og spørgsmål. Da både kinesere og danskere var temmelig generte, foreslog jeg, at kineserne kunne spørge mig, og så kunne jeg ”uddelegere” spørgsmålene til de danske elever. Det fungerede fint. Men efterhånden blev spørgsmålene nu lidt personlige og kom til at dreje sig om, hvad jeg spiste. Undertrykt munterhed, til det gik op for eleverne, at jeg ikke tog dem det ilde op. Kun yderst få kinesere er overvægtige, og min tykke mave, kombineret med mit hvide hår og skæg, gjorde mig til lidt af en seværdighed i kinesernes øjne. Selv bilder jeg mig ind, at det var, fordi jeg lignede en krydsning mellem Buddha og Konfutse.

   Således afsluttedes timen på det bedste. Emily havde godt styr på klassen og talte et udmærket engelsk. Men det var unægtelig hende, som sagde ni tiendedele af timens engelske ord. Den frimodighed på sproget, som vi kender fra mange danske elever, hørte vi ikke. Undervisningen var traditionel og noget skabelon-agtig. Men hvor meget af vores kreative pædagogik ville vi mon få gennemført, hvis vi havde 58 elever i klassen – og hvis vore elever først skulle lære et alfabet, byggende på en helt anden opfattelse af skriftsprog end de kinesiske skrifttegn?

   Disciplinen var ikke til diskussion. Ikke underligt med 58 elever i klassen, men i øvrigt er respekt for de ældre og for autoriteter en indgroet del af kinesisk kultur - endnu da, men måske står den for fald nu, hvor en hel generation af enebørn udgør Kinas børn og unge. Herom mere senere.

 

   ”DEN HELVEDES LARMS PLADS”

   Eftermiddagen stod i prøvernes tegn. En stor del af skolens elever skulle optræde på en dertil opsat friluftsscene med kæmpe lys- og lydanlæg, placeret på den vældige åbne plads, som indhegnedes af skolens bygninger. Nu skulle det hele løbes igennem i en hulens fart, så mikrofonplaceringer og projektørgange kunne tilrettelægges.

   Pladsen var fyldt med elever i farverige kostumer, som fik touperet hår, lakeret negle og øvet de sidste trin på dansenummeret med mere.

   Også vi var programsat. Naturligvis, men vi blegnede nu lidt, da vi fik at vide, at show´et ville blive overværet af 3.000 tilskuere, nemlig alle eleverne - bortset fra afgangsklasserne, som skulle læse op til en meget vigtig prøve. Hjemmefra havde vi vel regnet med at optræde for ca. 50.

   Show´et indeholdt 33 numre, og vi var programsat som nummer 10. Vi fik nøjagtig 3 minutters prøvetid på scenen, hvor Mark, Simon og Guffe fik mikrofonsat guitar og sang til det første nummer, ”Midt om natten”, som de ville optræde med som trio. Efter to takter blev der sagt tak, og vi blev jaget ned igen – der var ikke mere tid. Så hele klassen, som skulle optræde med ”Vilde kaniner”, kom slet ikke på scenen.

   Jeg var ærlig talt lidt muggen over den behandling. Så jeg gik til en meget nervøs og stresset Bridget og sagde, at det måske var bedre, at vi lod være at gå på scenen, når der ikke var tid til at øve ordentligt. Hun fornemmede vist godt, at jeg var noget utilfreds. Men at droppe os kunne der overhovedet ikke være tale om. Skolens elever så virkelig frem til den spændende udenlandske klasses optræden. ”Nåja, hva faen”, tænkte jeg. ”Det kan vel ikke gå værre end galt.” Okay da.

   Stakkels Bridget så helt lettet ud. Hele eftermiddagen fór hun rundt og talte i mobiltelefon. Hun havde tydeligvis et stort ansvar for, at det hele klappede.

   Kl. 18 begyndte show´et. Ca. 20 meter fra scenen stod en række borde og armstole til skolens lærere og ledelse, samt til hædersgæsterne (Gitte, Lisbet og Gudmund.) De lidt mindre prominente hædersgæster (9.A) sad på hynder lige foran. Og rundt om os, foran, bagved og i siderne sad 3.000 elever på hynder og stole, stille og artigt. Det blev kun afbrudt, når netop deres gruppe skulle op og optræde.

   Show´et blev bundet sammen af seks konferenciers i stiveste puds. Første nummer var et stort, vellydende orkester, der spillede musik på originale kinesiske instrumenter. Aha, tænkte man, spændende. Nu får vi et indblik i kinesisk kunst og kultur.

   Og så blev det…..aldeles rædselsfuldt. Kedelige og ens danseoptrin i vestlig stil blev afløst af super-sentimental vestlig sukkerpop. Næsten al musikken var playback, og efterhånden fandt vi ud af, at det var sangen fra mange af de skingert klingende sangere også  – fx når de lystigt sang videre, selv om mikrofonen et øjeblik blev sænket til hoftehøjde. Man blev helt taknemmelig, når en sanger sang falsk – det var da i de mindste tegn på, at det var hende selv, der sang!

   I løbet af tre stive timer og et kvarter var der måske fire numre af rimelig kvalitet, baseret på personlig kreativitet. Fx var der en ung akrobat, som balancerende på en rulle fik dækket et helt tebord på sit hoved – uden at bruge hænderne. Det var flot! Men der var mildest talt langt mellem snapsene!

   Og så var der os!

   På ganske forbavsende vis klarede vi os supergodt. Vi løb på scenen på en lang række og vinkede til publikum, som belønnede os med voldsomt bifald. Ingen tvivl om, at vi var ventet med længsel. Derefter gik Guffe, Mark og Simon frem og sang ”Midt om natten”, hvilket de slap fortræffeligt fra. Så gik hele klassen frem og sang ”Vilde kaniner”. Jeg havde erobret en af mikrofon fra en konferencier, som jeg stak i fjæset på solisterne efter tur. Forinden havde jeg sagt nogle få ord om skolens fantastiske  gæstfrihed og udtrykte håbet om, at venskabet mellem Harbin og Århus ville vare evigt.

   Begejstret bifald. Vi var kult. Under de vanskelige omstændigheder gjorde vi det faktisk også rigtig godt, med egen spil og sang, uden pynt med lånte fjer. Bridget var så lettet og begejstret bagefter, at hun råbte ”perfect” og gav mig et ordentligt kram. Den pæne dame! Men hun havde naturligvis heller intet vidst om, hvad vi gik på scenen med. Intet under, at hun var lettet…

   Og her må jeg rose vores elever: I mere end tre timer sad de tålmodigt på ”Den helvedes larms plads” (Gudmunds påfund) og lod deres trommehinder martre af det konsekvent overstyrede lydanlæg med de skingre sangstemmer. Uden brok. Man er vel officielle gæster. Og mens vi er ved rosen: Det var faktisk også flot, at alle gik på scenen uden vrøvl. Så nu kan de prale af, at de har optrådt for 3.000 begejstrede kinesere. Hvor mange unge danskere på 15 år kan sige det?

   Bagefter kom Guffe hen til mig og spurgte: ”Øh, Gudmund, hvad syntes du om show´et?” Jeg svarede: ”Det var aldeles rædselsfuldt!” ”Pyhha”, sagde han lettet. Så kunne han godt sige sin ærlige mening. Han havde været nervøs for, at jeg skulle begynde at fable om ”respekt for andre kulturer” og ”almindelig høflighed” og den slags.    

   Hvorfor var show´et så dårligt? Har Maos kulturrevolution brudt forbindelsen til den klassiske kinesiske kultur? Sikkert. Er der opstået et kulturelt tomrum i et Kina under voldsom forandring, som åbner op for vestlig massekultur af allermest primitive slags? Muligvis. Men vi har jo også hentet rigtig meget af vores kultur fra USA og England. Hvorfor var deres så ringe?

   Vores guide, Michael, kom nogle dage efter i en helt anden forbindelse med en interessant påstand, som muligvis indeholder en forklaring:

   ”I vil sikkert finde de kinesiske studerende temmelig kedelige”, sagde han. ”Det er ikke, fordi de mangler kreative evner. Men de har simpelthen ikke tid! De studerer hele tiden. De har ikke muligheden for den fritid, som giver dem plads til at udvikle originale ideer eller spille et instrument. De er fuldstændig afhængige af at klare deres eksamen og blive nummer et. Det er nøglen til hele deres fremtid. Og hvis de mislykkes, er prisen benhård: Dårligt arbejde, elendig løn, ingen rettigheder.”

   Tankevækkende…

 

   KEJSERENS NYE KLÆDER

   Dagen efter show´et faldt der ro over feltet (søndag!!!). De kinesiske elever skulle passe deres timer, så vi var igen lidt til overs. Vi brugte tiden på basket og bordtennis i idrætshallen, svømning i hallen – og så naturligvis klassens uopslidelige evergreen, at ligge i bunke.

   Flere af skolens ansatte fandt tid til at møde nogle af eleverne i en bordtennismatch. De var ret gode – men Andreas var bare bedre. Han slog deres bedste mand overlegent. Sejt!

   Emily, som flere gange havde vist, at hun personligt ikke havde noget imod at afvige lidt fra det faste skema, havde fundet en lektion til vores optræden – præcis 40 minutter! Egentlig vidste vi godt, at vi ikke kunne nå det på den tid, men på vanlig dansk afslappet vis lod vi som ingenting. Da tiden var overskredet med to minutter, ringede Emilys mobil. Det var en lærer: Hvor hans elever blev af? Hvor stor en skideballe hun fik, ved vi ikke. Selv sagde hun, at det var okay. I alt overskred vi tiden med 12 pinlige minutter, og Emily så ret lettet ud, da hun endelig kunne sende de fire klasser til deres respektive timer.

   Vores optræden faldt i to dele: Emilie og Josephine fortalte på munter og underholdende vis om Danmark og skolen. Bagefter opførte vi ”Kejserens nye klæder” som mimeforestilling. Det gik udmærket. Det var et stolt syn at se kejser Simon skride frem under den røde baldakin, med Amalie og Josephine i spidsen som agtværdige ministre. Og Sigurd og Mikael vakte moro som de to snedige ”skræddere”. Da vores folkemængde var lidt spag i mælet til sidst, fik en kinesisk lærer sin klasse til at råbe: ”Han har jo ikke noget på” på kinesisk. Joh, de kender skam H.C. Andersen ganske udmærket i Kina…

   Eftermiddagen blev så brugt på shoppingtur i Harbin.

 

   OPSUMMERING AF HARBIN

   Alt i alt var Harbin en fed oplevelse. At nå så meget og få så meget kontakt på kun tre døgn er egentlig ret utroligt.

   Samtidig fik vi et interessant indblik i et hjørne af det kinesiske uddannelsessystem. At Kina satser benhårdt på uddannelse er ganske tydeligt. De studerende arbejder så hårdt, at samtlige danske elever ville løbe skrigende bort, hvis de skulle stå model til det. Uddannelsen er stadigvæk præget af terperi og udenadslære, så ingen tvivl om, at der er oplagret mere viden i de kinesiske studerendes hjerner end i de danskes. Det ligger nok noget tungere med den personlige tilegnelse af viden og færdigheder, som er en følge af vore elevers selvstændighed, diskussionslyst og kreativitet.

   Det kinesiske uddannelsessystem er, så vidt jeg ved, udmærket klar over denne mangel ved uddannelserne. Og i Danmark ser vi mange uddannelsespolitiske tiltag, der forsøger at disciplinere de unges frihedstrang – altså den stik modsatte bevægelse. Begge steder er det ikke let at ”vende en supertanker”. Men at globaliseringen medfører stadig større vekselvirkning og gensidig påvirkning imellem verdens kulturer – derom er ingen tvivl.

   Personligt forstår jeg godt nervøsiteten i Danmark. Jeg mener, nu, da vi har outsourced det meste af vores industri, er vi unægtelig lidt sårbare, hvis Kina og andre østlande sætter sig for (og det er de allerede godt i gang med!) at etablere sig som selvforsynende inden for kreativitet og innovation. Hvad er det så lige, vi skal leve af?

   Noget andet er måden, altså. Alt for meget disciplinering og ensretning modarbejder innovation og kreativitet. Man kan ikke få 100 % af begge dele. Kunsten er altså at skabe et uddannelses-system, der er effektivt, men samtidig bevarer elevernes selvstændighed i videst muligt omfang. Der har vi den kinesiske tankegang om balance mellem modsætninger, om yin og yang, én gang til.

   Elitegrundskoler og overdreven opdeling tror jeg ikke på! Tvært imod synes jeg, historien viser, at de samfund, der klarer sig bedst, er dem, der formår at realisere deres samlede menneskelige ressourcer på det højest mulige niveau, kvinder og mænd, unge og gamle. Og jeg vil hævde den påstand, at enhedsskolen er bedst OG MEST EFFEKTIV til dette projekt. Effektivitet, taget i videst mulig forstand, også som færre sociale modsætninger, bredere kontakt mellem samfunds-klasserne, ægte demokrati. Og her har de nordiske lande været godt med i mangfoldige år.

   Kina tordner frem. Men en del af prisen er enorme miljøproblemer og helt kolossale sociale modsætninger i det vældige land. Hvis ikke Kina får gjort noget ved dem, så kan fremgangen ende som en møllesten om samfundets hals.

   Og efter denne omgang pædagogisk lommefilosofi og disse politiske kandestøberier går vi hastigt videre til næste afsnit:

 

   TIL BEIJING      

   Rejsen til Beijing foregik med dejligt nattog. Man følte sig som i Orientekspressen, dog så vidt vides uden mord. I hvert fald steg 25 nogenlunde morgenfriske elever og 3 ditto lærere af klokken godt syv næste morgen.

   En udramatisk, lidt kedelig rejse, altså. Det forsøgte vi så at bøde på på forskellig vis. Hvad vore unge lavede, ved jeg ikke så nøje. De har sikkert ligget i bunke i en eller anden sovekupe, men da vi ikke blev antastet af en brysk togkonduktør (jfr. engelsktimerne), går vi ud fra, at det foregik under nogenlunde urbane og civiliserede former. Vi voksne antastede til gengæld spisevognen, hvor Gitte spenderede en bedre middag med en enkelt Harbin-pils eller to. Nu skulle det fejres, at første etape var vel overstået. Som den ældste og fornuftigste gik jeg relativt tidligt til køjs, mens pigerne på rigtig kulturimperialistisk overklassevis blev hængende i spisevognen som de sidste, indtil underklassen (tjeneren) endelig lavede revolution og smed dem ud.

   På perronen ventede Michael. Han og chaufføren fik os ud i den bus, som sammen med hotellet skulle blive vores ”hjem” i de kommende dage. Efter morgenmad og en lille times tid på hotellet gik turen allerede ud i det Beijing, som lå og ventede – næsten kun på os…

 

   BEIJING

   Ifølge Michael rummer Beijing omkring 13,5 af Kinas utallige millioner indbyggere på et område lidt større end Sjælland og Fyn tilsammen. Alt imens vi i bussen lå og drønede rundt i området, havde vi faktisk kun tågede ideer om, hvor vi var. Men dér ligger byen – med Den Himmelske Freds Plads og Den Forbudte By i midten, omgivet af hele 6 store ringveje.  Således ligner et kort over byen en kæmpestor skydeskive, og man kan altså angive et steds omtrentlige position ved fx at sige, at det ligger mod nord, mellem ringvej 3 og 4. Vi lod os imidlertid bare fragte. Chaufføren kunne man også trygt overlade sig til. Ganske vist dyttede han voldsomt, hvis en og anden medtrafikant efter hans mening reagerede for langsomt. Men han var formidabel til at sno sig i Beijings SINDSSYGE trafik, oven i købet uden hårde opbremsninger eller vilde sving.

   Traffic jam blev et ofte gentaget begreb de kommende dage. Vi blev simpelthen nødt til at indregne dem i vores køretider. Trafikken var tæt hele tiden, men morgen og eftermiddag holdt vi jævnligt i kø i halve timer eller mere. Den trafikale udbygning er vældig i Beijing, men den kan overhovedet ikke holde trit med bilparken. Michael nævnte tallet 5 millioner pendlere frem og tilbage hver eneste dag.

   Størstedelen af byen består af højhuse bygget efter 1949, det fleste indenfor de sidste 20 år. De gamle, lave kvarterer, hutong´erne, med snævre gader og de traditionelle lave byhuse omkring gårdspladser, har været under rivende afvikling i mange år. Men nu ser det ud til, at byens styre har indset værdien af at bevare de resterende, samtidig med at de bliver populære blandt velhavende borgere, som opkøber dem og sætter dem i stand – ganske som det gamle århusianske arbejderkvarter, Frederiksbjerg. Herom mere senere.

   Vi opnåede kun at få et tåget billede af Beijing som by betragtet. Det dominerende indtryk var: Den er stor! Den er rigtig stor! Den er enorm!

   Så vi lænede os tilbage, kiggede ud – og lod os transportere.

 

   TURISTER I BEIJING – HISTORISK

   Den Forbudte By. Vi havde allerede set den – nord for Tien An Men-Pladsen, kejserrød og med formand Maos kæmpeportræt over porten. Der kunne man dog ikke komme ind, så vi kom ind østfra til den første gård. Vi kendte jo alle til bygningskomplekset fra filmen ”Den Sidste Kejser”. Men det store, firkantede kompleks på mere end en kvadratkilometer, med dets utallige bygninger og enorme pladser, gjorde et overvældende indtryk i virkeligheden. Samtlige bygninger er holdt i rødt og gyldent, kejserens farver – røde mure og gyldne tegltage.

   For første gang lagde vi for alvor mærke til det, som vi senere så igen og igen: De historiske bygningskomplekser er uden undtagelse (nå ja, Muren) opbygget ud fra grundbegreberne symmetri og harmoni. Den Forbudte By ligger symmetrisk omkring en nord-sydgående akse, som også omfatter Den Himmelske Freds Plads og Himlens Tempel, tilsammen et enormt stort område. Dette stemmer naturligvis fortræffeligt overens med kinesisk filosofi, både Konfutse, Daoisme og Buddhisme. Vi kender jo alle sammen overfladisk til yin og yang, de positive og negative kræfter, som holder hinanden i en balance, der ikke kan opretholdes uden begge begreber. I vor høj grad denne tankegang gennemsyrer klassisk kinesisk kultur, arkitektur og tankegang, begyndte for alvor at gå op for mig i Den Forbudte By. Jeg er også overbevist om, at den stadig spiller en kæmperolle, fx i kinesisk politik, hvor magthaverne naturligvis har hørt om demokrati og måske nok i princippet anerkender dets fortrin, men hvor de langt overordnet kæmper en fortvivlet kamp for at holde kæmperiget i den balance, som er alvorligt truet af hele den overvældende moderne udvikling, hvad enten det gælder miljø, trafik, etniske spændinger, sociale afgrunde, alt! At det så er dem selv, der (endnu da) definerer, HVAD der er balance og harmoni, ganske ligesom kejseren i gamle dage, det er selvfølgelig ikke uden betydning for deres holdning. Og at den bedre uddannede befolkning får et øget indblik i systemets egen ubalance, fx nepotisme, korruption og magtfuldkommenhed, det er også noget, som Kinas ledere er nødt til at tage i betragtning. Men for mange ”menige kinesere” er demokrati stadig et fjernt begreb og styrets absolutte autoritet en selvfølge – tror jeg. Den vanvittige persondyrkelse af Mao under kulturrevolutionen 1966-1976 var vel også utænkelig uden denne tankegang. Men det udviklede sig dog så absurd, at den i sin reneste form ”kun” varede 10 år! 

   Men han hænger der endnu…

   På et panoramabillede i en bog om Den Forbudte By opdagede jeg for øvrigt en moderne, halvmåneformet bygning midt i komplekset. Da jeg spurgte Michael, hvad det var, smilte han lidt forlegent og sagde, at det var bygget efter ordre fra Formand Mao. Var den gamle tyran virkelig i gang med at omskabe Den Forbudte By i kommunismens og sit eget billede? Og hvad stoppede ham?

   Jeg ved det ikke.

   Midt under besøget blev vi og samtlige turister (hvoraf langt de fleste var kinesere) i øvrigt gennet hastigt gennem nogle porte og over i den østlige del af komplekset. Hvorfor mon? Senere så Michael i en avis, at det var den russiske præsident Medvedev, som var på officielt besøg i Beijing og nu skulle se stedet.

 

   Beihaiparken ligger nordvest for Den Forbudte By og er bygget op omkring en stor sø, som udgør ”endestationen” for de vandveje, der i gamle dage var hovedforsyningslinjen for alskens varer til Den Forbudte By. Den rummer en hel stribe templer, fx et tempel for silkeormene(!), samt en lang, fornemt bemalet pergola på øen i søen. Her finder man også en stor, hvid såkaldt stupa tronende på toppen af øens kunstige høj, et buddhistisk bygningsværk, grundlagt i anledning af Dalai Lamas første besøg i Beijing for 350 år siden.

   Vi besøgte faktisk parken to gange. Første gang var det ved at blive mørkt, så vi fik kun et ret ufuldstændigt indtryk af parken. Jeg husker dog to indtryk: Midt i parken, omgivet af byen med 13,5 millioner kinesere, i mørke, i forbløffende stilhed, lød en tværfløjte krystalklart ud over søens vand.

   Det var ”my moment of ZEN”.

   Og da jeg forsøgte at finde ad de bugtede stier op til stupa´en, skete det igen! Jeg var mutters alene i mørket, troede jeg. Men pludselig lød de spæde toner fra en mundharmonika lige ved. Jeg kunne ikke se noget i mørket, men klappede, da musikken hørte op. Og så rejste en lille mand sig med et genert smil og en lille hovedbøjning til tak.

   Det var smukt…

   Beihaiparken er 1000 år gammel. Hvor er det lige i Danmark, vi har parker på den alder?

   Næste gang, vi besøgte parken, var den dag vi skulle hjem. Det var en helt anden sag. Det var dagen efter Kinas Nationaldag, 1. oktober (hvor Mao i 1949 udråbte Den Kinesiske Folkerepublik fra balkonen ved Den Himmelske Freds Plads.)

   Den dag var parken fuld af festende kinesere. Jeg husker især en meget særpræget optræden: En lille musik- og dansegruppe på 5-6 personer optrådte med noget, der godt kunne være revolutionære kampsange. Disse blev illustreret med en lille temmelig speciel ballet, opført af to

kvinder på vel 45 år, klædt i noget, der kunne ligne matroskostume. Den bestod af lige dele march

med honnør og stålsatte blikke, tilsat yndefulde balletbevægelser. Ud fra deres alder kunne

kvinderne godt have været unge rødgardister under kulturrevolutionen, og deres optræden kunne godt være noget, de huskede fra deres ungdom. Det var jo dagen efter nationaldagen. Publikum klappede loyalt.

 

   Himlens Tempel. Vi kom heldigvis tidligt ud af døren og havde så fornøjelsen af at opleve det, vi havde hørt om, i parken syd for Himlens Tempel: Hundredevis af mennesker, mest pensionister i fuld gang med tai chi, hackeysack med fjerbold, rytmisk gymnastik med vimpler, ganske almindelig pardans og meget mere.  Som ældre mand med hvidt skæg måtte man synes, at der var noget smukt og livsbekræftende i dette syn. Ikke nogen tosset måde at blive gammel på.

   Vore unge købte straks en horde fjerbolde af de allestedsnærværende gadehandlere og forsøgte med vekslende held at efterligne de dygtige kinesere, hvoraf flere var rene akrobater. Med vanlig pli mente de også, at spillet kunne spilles inde på selve alterpladsen.

   Himlens tempel er den centrale klassiske helligdom. Den er som sagt placeret symmetrisk om samme nord-sydgående akse, som løber igennem Den Himmelske Freds Plads og Den Forbudte By. Det var her, kejseren to gange om året kom for at pleje omgang med ”den himmelske kejser” og således sikre sit rige - og sin egen magt – himlens bevågenhed. Den ene gang drejede det sig direkte om ofring og bøn for en god høst, af hvilken jo rigets og folkets velfærd var afhængig.

   Det er et utroligt smukt anlæg, igen strengt symmetrisk opbygget og harmonisk og afbalanceret i alle arkitektoniske detaljer. Centralt i oplevelsen stod den store, cirkelrunde alterplads, opbygget i hvid marmor, samt templet for god høst, en vældig cirkelrund træbygning i tre etager, rejst uden brug af søm(!), og meget smukt bemalet i klare farver, med drager, fugl fønix´er og smukke mønstre.

   Ligesom ved Den Forbudte By jog vi igennem i rigtigt ”turisttempo”. Her kunne man godt have dvælet nogle timer. Men jeg/vi havde jo selv foreslået et stramt program, vi havde kun fem dage, og kun en tåbe frygter ikke traffic jam.

 

   Sommerpaladset. Historien om enkekejserinde Cixi er underholdende, grusom og ret rabiat. Hun startede som en blandt mange af kejserens konkubiner. Men ved list, brutalitet og bestikkelse fik hun banet sig vej til tops i konkubine-hierarkiet. Da kejseren så døde, var det hende, der var leveringsdygtig i en søn – en efterfølger. Sønnen var kun et barn, så det var hende, som satte sig på magten. Og der blev hun siddende under (eller rettere over) de sidste tre kejsere, herunder ”den sidste kejser”, Pu Yi. Hun døde få år før kejserdømmets afskaffelse i 1912.

   Hendes sygelige trang til magt og luksus er legendarisk. Ingen tvivl om, at hun er tildelt rollen som samlet symbol på kejserdømmets magtfuldkommenhed og periodiske grusomhed. Sommer-paladset, som udelukkende tjente til hendes adspredelse, blev med stor pragt og enorme landskabsomlægninger anlagt og opført for de penge, der egentlig skulle være anvendt til at opbygge Kinas krigsflåde. Ikke underligt, at Kina viste sig som en kolos på lerfødder, da Rusland, Japan og vestmagterne (med ”verdens største narkohandler”, englændernes dronning Victoria, i spidsen) i deres jagt på handelsprivilegier og profit destabiliserede riget i anden halvdel af 1800-tallet.

   Michael fortalte andre slibrige detaljer om hendes liv. Hvad fx med denneher: Hver morgen spiste hun for sin skønheds skyld en knust perle blandet i sin morgenmad. For at ”holde sig med perler” fik hun anlagt en perlemuslingedam når Sommerpaladset. Hvis ”dagens perle” ikke var stor og smuk nok – ja, så fik budbringeren hugget ben og arme af og blev sænket i et stort kar med alkohol. Når han så var død under store lidelser, kom hun og drak sig et lifligt bæger – alkohol blandet med den formasteliges blod.

   Some Lady – hvis bare halvdelen af det hele er sandt…

   Men paladset var jo en oplevelse. Især Cixis personlige teater, som var en meget smuk bygning med scener i tre etager. Cixi var efter sigende selv en forførende danser, og hun elskede kinesisk opera. Vi var så heldige at se to af den klassiske kinesiske operas discipliner på scenen: En stiliseret, balletagtig sværdkamp mellem helt og skurk (i henholdsvis hvidt og sort – man var ikke i tvivl om, hvem der var hvem), samt en yndefuld dans af fire danserinder. Igen kunne man se stilen gennemsyret af det harmoniske ideal – uendelig langsomme, kontrollerede bevægelser. Hvis man et øjeblik tænker sig fx en vestlig dans i en moderne musikvideo, så har man klart for sit øje, HVOR forskellige de to livsstilsidealer er.

   Desværre hørte vi ikke den tredje disciplin, operasang.

   Bagefter gik turen gennem den ca. 800 meter lange, smukt bemalede arkade langs med søen hen til den monumentale båd, skabt helt i marmor (den kan naturligvis ikke sejle), og så tog vi en mere nutidig turistbåd med drabelig dragestævn tilbage til udgangspunktet.

 

   Den Kinesiske Mur. Jeg har stået på Den Kinesiske Mur! Så kan man dø roligt (- men hvis det er jer lige meget, vil jeg gerne leve nogle år til…) Som en vældig dragekrop, pyntet med groteske udvækster (vagttårne) snoede den sig op over bjergene – nu ikke befolket med soldater på vagt mod mongolernes angrebsforsøg, men med tusinder af turister. Ved Badaling er turisterne herrer, men hvad – vi er jo selv turister, så vi har ikke noget at brokke os over. Langt de fleste turister var i øvrigt kinesere, og jeg bed især mærke i en gruppe buddhistiske lama-munke, for hvem det også så ud til at være deres livs oplevelse.

   Adgangen til muren er let ved Badaling – få meter fra bussen, vupti, op på muren. Men der begynder så problemerne (nåh nej, udfordringerne) for en ældre, fed herre som mig. Det går stejlt opad! Og for at ”narre fjenden” er trappetrinene særdeles uens i højden. Så da jeg nåede vagttårn nr. 2, besteg jeg det – og nøjedes så med at nyde udsigten derfra. Lisbet og Gitte og alle ungerne nåede til toppen af bjerget til en endnu smukkere udsigt – og sportsmændene Thomas N. og Simon gennemførte i rask tempo en hel rundtur – op til toppen, ned i dalen, over på den anden side og ned igen.

   Det, man i dag kender som Muren, er bygget under Ming-dynastiet, det næstsidste af Kinas store kejserdynastier, omkring Christian III´s tid. Omkring 3.300 km. lang, og som sædvanlig med ufattelige ofre fra det arbejdende folks side. I mange år var kineserne slet ikke stolte af det vældige bygningsværk. For dem var den symbol på trældom, på enorme lidelser under bygningen, på vedligeholdelse og soldatertjeneste i årevis. Men nu er den et vigtigt symbol for Kinas nationale selvbevidsthed. Og naturligvis skal enhver kineser fra det vældige rige besøge muren, når han/hun er turist i Beijing.

   Samt nogle danske superoldboys-badmintonspillere fra Mårslet. Vi fik et par øl og en sludder, mens jeg ventede på resten af kylleret.

 

   Åndealléen ved Minggravene. Det var faktisk et af de smukkeste steder, vi så. Omgivet af piletræer går man ad den ret brede vej omtrent en kilometer op til en vældig, overdækket stensøjle (som står på ryggene af en mærkelig figur – en skildpadde-løve, som ifølge Michael symboliserer urokkelighed.) Denne danner indgangen til området med Ming-dynastiets kejsergrave. Undervejs passerer man store, stiliserede statuer af embedsmænd og dyr som elefanter, løver, dromedarer og enhjørninger. Disse skulle hviske kejseren i øret gode herskerråd, når han én gang om året gik ad vejen for at tilbede forfædrene, som altid har spillet en central rolle i kinesisk traditionel religion.

   Igen blev man grebet af den harmoni, det i al sin enkelhed smukke anlæg udstrålede. Men den slags er vi danskere mænd og kvinder for at gøre noget ved! Inden længe besteg vore frimodige unge venner diverse statuer og lod sig fotografere i forskellige respektløse positurer. Imens havde jeg en alvorlig samtale med Michael, så jeg fik ikke helt lagt mærke til – og måske begrænset lidt – deres pjank.

   Nå, hvad pokker – vi vesterlændinge ved jo, at verden er vor, skabt til vores underhold.

   Det blir en brat opvågnen…

 

   Trommetårn og klokketårn. Når kæmpeklokken lød, lukkedes Beijings byporte for natten. Disse to gamle tidsmålere har betinget Beijing-boernes døgnrytme. Rent bortset fra, at de er endnu to eksempler på smukt, harmonisk og imponerende byggeri, giver de en flot udsigt over Beijing – ikke mindst over de nærliggende, lave hutong´er med deres snævre gader, hyggelige pladser og stille, muromkransede gårde. Og hver halve time lyder de vældige trommer ud over Beijing – i dag mest til pynt og for turisternes skyld.

 

   MICHAEL

   Som sagt kaldte vores guide sig Michael. Han var en mand på omkring et-par-og-30 år, vil jeg tro, uddannet og eksamineret, og på rigtig mange måder en dygtig guide. Der var intet tidspunkt, hvor vi følte, at han ikke havde styr på tingene. Til gengæld tror jeg, at HAN ind imellem følte, han ikke havde helt styr på os! Når forholdet imellem ham og os altså ikke var helt harmonisk hele tiden, skyldes det vel en blanding af kultursammenstød og hans noget rastløse gemyt.

   Det begyndte med, at han i bussen til hotellet MEGET grundigt forklarede os lærere noget ret vigtigt – men også ret enkelt, syntes vi. Da vi derfor mente, at NU havde vi forstået det, og derfor på typisk dansk vis brød ind for at speede samtalen lidt op, blev han lidt stødt og bad os vente, til han var færdig. Michael var jo ikke uden grund barn af det kinesiske uddannelsessystem, hvor eleven pænt venter på ”permission to speak, sir!”, og rejser sig op ved sin plads, når hun får ordet.

   Det gjorde vi så. Men jeg gav ham samtidig tilnavnet ”stavepladen”. Det er jo det skønne ved at være i et land, hvor man er bombesikker på, at de ikke forstår dansk: Man kan udtale sig præcist så respektløst, man vil, om hvem som helst, uden at de fatter en brik…

   Michael blev ved med at være meget grundig i sine redegørelser, men slappede efterhånden noget af på det punkt.

   Ved de store seværdigheder var tempoet ofte lige lovlig turistagtigt-heftigt. Men her må vi undskylde Michael, som jo havde et kontrakt-nedfæstet program – som var baseret på vore ønsker – at leve op til, og til hver en tid en truende ”traffic jam” at tage i betragtning.

   På 3.-dagen opstod der imidlertid en vis misstemning, som vi blev nødt til at gøre noget ved. Vi skulle på udflugt til Vestbjergene (herom senere) og op ad et bjerg med en åben, skilift-agtig svævebane. Og her var Michael tydeligvis ikke på hjemmebane. Han prøvede et par gange at få os til at konvertere dette punkt til en tur i Zoo, men da vi insisterede på at gennemføre programmet efter planen, blev han temmelig sur. Det kulminerede, da vi på toppen af bjerget lod os dele i to grupper – en, der skulle gå ned og en, der skulle med svævebanen. Jeg havde pengene, og lidt nede ad bjerget blev jeg ringet op af Lisbet, som stod ved svævebanen – uden penge, og med en sur Michael, der ikke mente, det var hans problem. Nå, Andreas blev sendt i rask trav det lille stykke ned ad bjerget for at hente penge hos mig, og alle kom velbeholdent ned, undertegnede dog med temmelig ømme lår efter en stejl nedstigning (-det var derfor, det kneb med mine kræfter som Mur-bestiger dagen efter.)

   Lisbet, Gitte og jeg blev enige om, at jeg hellere måtte tage en mand-til-mand-snak med ham om hans ubehøvlethed, og dagen efter tog jeg ham lidt til side ved Muren og sagde, at vi syntes, han havde været noget ”rude”, og at vi hverken troede eller håbede, at vi havde ”offended” ham på nogen måde. Han blev meget ked af at høre det og undskyldte meget.

   Næste dag hen ad åndealléen bad han så om en samtale med mig, og her gav han en forklaring, som faktisk satte mange tanker i gang om kulturforskellen og om, hvor i bund og grund forskellige hans og vores situation var.

   Han havde simpelthen været nervøs for, at vi skulle komme galt af sted! Efter hans mening var svævebanen ikke sikker, og der kunne ske så meget andet – jeg kunne fx forstuve min ankel på vej ned, og så havde vi stået der… Han forklarede, at den slags problemer hurtigt kunne blive uoverskuelige i enorme, kaotiske Beijing. Han forklarede, at pigerne på kontoret bare skrev et program ud uden hensyntagen til, om det kunne gennemføres i praksis. Det var så hans opgave at få det til at fungere i virkeligheden, og det kunne godt sætte ham grå hår i hovedet.

   Naturligvis ønskede han ikke, at vi skulle komme galt af sted. Men det, der virkelig bekymrede ham, var, at ansvaret var hans – og hvis noget gik galt, kunne det koste ham hans job. ”Og der står 10.000 veluddannede kinesere klar til at overtage det.”

   Det var underforstået, at det samme kunne ske, hvis vi klagede officielt over ham. Det kunne jeg i øvrigt ikke drømme om. Jeg har ingen ønsker om at spille herre over liv og død – og i Kina er job eller ej virkelig et spørgsmål om liv og død.

   Pludselig kunne jeg se OS med Michaels øjne, både børn og voksne: Ubekymrede, respektløse, lalleglade, sikre på, at hvis noget gik galt, kom der nok en og reddede vores røv! Michael så sig selv som den, der skulle redde vores røv! Og kunne han ikke det, var han en færdig mand. Faktisk ikke underligt, at han var nervøs.

   Men det burde han jo være professionel nok til at skjule, og det vidste han også godt! Derfor (og underforstået: Af angst for, at vi skulle klage) inviterede han os lærere på en rigtig lokal Beijing-restaurant, hvor vi skulle få lov til at smage ægte Beijing-specialiteter – ikke den ”Kina-fastfood”, som vi ellers blev spist af med.

   Det blev en oplevelse! Men herom senere.

   Jeg tror nok, Gitte og Lisbet var blevet noget pas på ham, hvilket var helt forståeligt. Han viste tydeligt mine hvide hår (og mit køn) mere respekt, end han udviste overfor dem. Men resten af turen blev han noget mere opmærksom, hjælpsom og imødekommende. Oplevelsen på restauranten ville ingen af os have undværet – og alt i alt skiltes vi i noget nær bedste forståelse.

   De sidste dage fik jeg nogle virkelig interessante samtaler med ham – om politik, om kulturforskelle og meget andet. De var med til at perspektivere mit billede af Kina – og af os – på en måde, som nok så meget læsning ikke kunne have gjort. (Igen - herom senere.)

   Så jeg vil fastholde, at Michael var en fortrinlig guide, trods han noget kantede og rastløse væsen.

 

   BLANDT KVINDER

   I min lange, glorværdige karriere som folkeskolelærer var det første gang, jeg var af sted ”ene hane” sammen med hele to kvindelige lærere. Og det var naturligvis noget af ”en udfordring”, som det hedder nu om dage.

   En af de udfordringer, man gerne tar på sig. For selv om man selvfølgelig blev udsat for en god del mobning, så var det i bund og grund en fornøjelse.

   Man kommer tæt på hinanden på sådan en tur. Og der gives og forlanges en åbenhjertighed ud over det, man normalt oplever i kollegiale situationer. Efterhånden blev det en tradition at mødes om aftenen på mit hotelværelse – for at snakke dagen igennem, naturligvis, men ikke mindst for at fortælle om sig selv, om mand, kone og børn, diskutere klassens unger, skole, ledelse, kolleger og meget andet.

   Det siger sig selv, at man skal være en usædvanlig stærk karakter, for at det ikke udarter til sladder. Derfor er det mig en glæde at kunne sige, at – vi dumpede i sladderfælden med samlede ben! ”But what´s said in China, stays in China”. Godt det samme – der er visse af mine udsagn, jeg nødigt vil konfronteres med herhjemme.

   En anden fælde, jeg dumpede i, var ”shoppe-fælden”. Og det var mine ”kære” kolleger ikke sene til at opdage. Da de fandt ud af, at jeg havde købt mig fattig i silkedyner, te, naturmedicin og cloisonné – for slet ikke at tale om en bronzemodel af Dragetårnet i Harbin og andre besynderlige viderværdigheder – var der ingen ende på deres drilleri! At de selv stor-shoppede, var jo helt naturligt – de var jo kvinder med shoppegén og det hele. Men at JEG af alle kastede mig ud i shopperæset, det var åbenbart ustyrlig morsomt! Og det nyttede ikke, at jeg forsøgte at forsvare mig med, at der var tale om gaver til mine 6 børn, 5 børnebørn, konen, min gamle mor samt op til flere svigerforældre…

   Behøver jeg fortælle, at disse aftner – med rødvinen ”The Great Wall” i tandkrusene – var umanerligt hyggelige!

   I modsætning til, hvad jeg måske havde forventet, så har denne lejrskole i Kina set fra et klasselærer-synspunkt været en af de letteste, jeg nogensinde har været med på. Rejsen blev organiseret af et rejsebureau. I Beijing klarede vores guide alle praktiske problemer. Og hvis der var optræk til småproblemer i klassen, så greb Lisbet ind på eget initiativ, kontant, indfølende og effektivt. Så jo – man kan trygt og roligt belave sig på pensionen. Folkeskolen er i gode hænder.

   Derfor skal dette afsnit rundes af med en hjertelig tak til mine kære rejsekammerater, Gitte og Lisbet. At opleve ting er herligt – men at måle og veje dem sammen med gode kolleger, det fordobler oplevelsen. Og at få lov til at sludre og sladre om løst og fast, med alvor og pjank, godmodigt drilleri og en intens følelse af fælleskab – er det ikke et grundlæggende menneskeligt behov?  

  

   UNGERNE

   Nå ja, så ”de unge” da…

   Alvorlig talt, så har jeg aldrig nogensinde haft en gruppe elever med på lejrskole, der har været så positiv og venlig og uproblematisk som denne.

   Det skyldes ikke, at de er en flok kedelige hængeører! Tvært imod, så er det netop tit de på bunden lidt forsigtige og bange, som gemmer deres usikkerhed bag en negativ attitude – men dem havde vi INGEN af her. Alle var positive, nysgerrige, interesserede, vågne, med. Alle tog udfordringer og uventede problemer i stiv arm. Højdepunktet var, da samtlige 25 gik på scenen foran 3.000 kinesiske elever uden det mindste kny! DET var sejt.

   Som gruppe virkede 9.A også særdeles homogen, harmonisk og afbalanceret – i overensstem-melse med de bedste Kina-filosofiske principper. Dette er også et langt stykke klassens egen selvopfattelse. Men enhver lærer ved, at i en gruppe på 25 elever er det ikke helt sandt. Der ER indre spændinger, der ER nogen, der bestemmer mere end andre, der ER nogen, som kan komme lidt i klemme. Og eftersom Gudmund (trods rygter om det modsatte) IKKE er Gud, så formår han ikke at løse alle disse modsætninger.

   Nu er jeg så heller ikke absolut tilhænger af kinesisk filosofi. Sådanne gnidninger skaber en dynamik i gruppen, som gør den spændende. Selvfølgelig er det vigtigt at holde øje med, at alle i gruppen trives – men faktisk HAR klassen en forståelse af, at den har et fælles ansvar for, at alle har det godt. Og den gør også noget ved det.

   Det var faktisk uhyre let at være lejrskolelærere i Kina. Dels var hele turen jo planlagt på forhånd, dels skulle vi bare rette os efter Michael – så gik det hele af sig selv. Ikke som i Prag, hvor Lisbet og jeg med nerverne strittende febrilsk talte til 28, hver gang vi stod af eller på et undergrundstog. Men også, fordi gruppen var så dejlig. Vi behøvede ikke være nervøse, dårlig nok opmærksomme. Tingene gik næsten af sig selv. (Undtagen, når de skulle op om morgenen.)

   Selv sundhedsproblemerne kunne vi lærere med sindsro uddelegere til en fagmand. Sigurd havde en solid lægetaske med fra sin far. Hvis der var lidt mavekneb, hovedpine eller anden dårligdom, så henviste vi bare til Sigurd. Han tog sin opgave særdeles seriøst, fandt det rigtige medikament og dikterede kuren. Og hans kur virkede hver gang!

   En ting, som er karakteristisk for 9.A er Bunken. Hvor som helst vi befinder os i venteposition, er det tid til en bunke – fra to til syv-otte personer, der ligger oven i hinanden på kryds og tværs. Et hoved på en mave her, en hånd, der nusser en i håret der, et par arme slynget om en hals hist. Det er meget charmerende og rigtig hyggeligt at se til. Nu og da skal vi passe på, at Bunken ikke virker provokerende på andre, fx flyder ud over en hel mellemgang i Dubai Lufthavn. Men dybest set er der noget uhyre sødt og varmt og charmerende ved Bunken.

   Bunken kunne også være en guitar-og-slåbrok-bunke om aftnen ude i hotellets gård eller inde på et værelse. Værelserne var forsynet med hvide slåbrokker, og det blev mode at iklæde sig dem om aftenen og så ellers danne alle mulige hyggebunker. Når vi kom og sendte folk til deres eget værelse kl. 23, var der naturligvis lidt slå-brok (hehe), for nu havde de det jo lige så hyggeligt. Men faktisk var de ret trætte efter lange, indholdsrige dage – og de fleste gange skulle vi op næste dag kl. 7. Så inden længe var der alligevel ro over feltet. (Om så nogen sneg sig ud og dannede bunker om natten, det skal jeg ikke kunne sige – men det ville undre mig, hvis ikke…)

   Også her måtte vi dog lige moderere lidt på opførslen. Da en af drengene gik til morgenmad iført slåbrok og stikkelsbærben, blev han sendt tilbage for at få et par bukser på.

   Nu er nogle mennesker jo mere auditive end andre. Men hos langt de fleste var der en ærlig vilje til at høre efter, når ting blev fortalt. Og det var mig en personlig tilfredsstillelse, at mine kære elever ofte demonstrerede, at de ”vidste noget hjemmefra”. Vore forberedelser var ikke spildt.

  

   Men – der er jo altid et MEN. Som tiden gik, observerede vi lærere en lille tendens til, at 9.A´s –

eller nogle fra 9.A´s - afslappede frimodighed hos ”visse” slog over i en sorgløs tankeløshed, som kunne virke provokerende eller ligefrem generende på den undrende omverden.

   Det var, som om der i gruppen genereredes en opførsel, som tog udgangspunkt i et sæt uudtalte dogmer: 1) Vi er søde, friske og charmerende (underforstået: Hvem kan dog ha noget mod os?)     2) Vi har RET til at opføre os, som det passer os, fordi vi er søde, friske og charmerende. 3) Der kan ikke ske os noget. Hvis vi dummer os, kommer der jo bare nogen og redder vores røv!

   Eksempler: På Åndealleen blev det en lidt for yndet sport at kravle op på skulpturerne og tage skøre billeder af hinanden. Det trådte helt i stedet for oplevelsen af stedets ånd samt respekt for andre turister, der måske ikke var kommet til stedet for at opleve 9.A skabe sig tosset.

   Den sidste aften stod der pludselig en meget vred færdselsbetjent i bussen. Han var blevet generet i at dirigere færdslen af lys fra en lazerlygte, som kom fra vores bus. Ved den lejlighed tror jeg nok, at jeg afleverede mit livs skideballe – og det siger ikke så lidt. (Godt, at den ikke findes som lydoptagelse!) Det var også lidt til ære for betjenten, så han kunne se, at vi tog sagen alvorligt! Og han undlod da også at bringe den formastelige til 3. grads forhør på stationen. Jeg indsamlede så samtlige lazerlygter på stedet! Og glemte dem alle sammen på vores hotelværelse, da vi skulle hjem. Det var ikke med vilje! – men nu bagefter synes jeg nok, at det var okay. Hvad kan man egentlig bruge den slags lygter til andet end at genere andre mennesker?

   Endelig på hjemrejseaftenen var der nogle få elever, som lavede ansigter og opførte sig dybt småbarnligt overfor de vagter i lufthavnen, som var ansvarlig for sikkerheden. Og lige efter var der andre, der lavede obskøne bevægelser overfor nogle statuer i afgangshallen.

   Da kom Lisbet og Gitte hen til mig og sagde, at NU skulle vi altså ha en alvorlig samtale. Den tog vi så - og DEN fes ind! Jeg tror virkelig, det gik op for visse i gruppen, at de var kommet for langt ud. Og på resten af turen var der ingenting.

   Men den samtale skulle vi nok ha haft to dage før! Sagen var, at jeg også selv på et eller andet plan var lidt charmeret af den fandenivoldske frimodighed, eleverne udviste, så jeg først lovlig sent blev opmærksom på, at nu gik vi over stregen.

   Hjemmefra havde vi jo talt meget om respekt for den fremmede kultur, og at man som gæst naturligvis opfører sig ordentligt. Det var eleverne faktisk meget bevidste om. Men så sker der vel det, at tiden går, og det hele virker meget mere afslappet, end vi egentlig havde troet hjemmefra. Og under indtryk af den vidunderlige tur og den ekstremt gode stemning i gruppen glemmer man sine gode forsætter.

  

   LOMMEFILOSOFISK MELLEMSPIL

   Nu er jeg jo sådan en, der ikke kan lade være med at filosofere over alt muligt. Og jeg tænkte over, om det måske alligevel stak noget dybere. Er den opførsel ikke et sindbillede på os i Vestens forhold til resten Verden i dag? Vi tar som en selvfølge, at vores værdier og vores kultur er den rigtige. Og allermest er vi sikre på, at vores rigdom og verdensdominans vil vare ved. At der er andre måder at opfatte verden på, undgår vi ofte at se i øjnene. Og eftersom vi er de gode og bærer af de sejrende værdier, så har vi også RET til at opføre os i overensstemmelse med disse værdier – dvs. som det passer os.

   At vi med vores hovmod og blindhed og rigdom genererer modvilje i andre kulturer og andre dele af verden, det er ligesom ikke vores problem! (Eller…)

   Sjovt nok er dette også en gammel kinesisk historie. Kina er jo ofte blevet kaldt ”Riget i Midten”, og som sådan har de også opfattet sig selv, dvs. at Kina var kulturfolket, og alle folkene udenom var barbarer. Det gik jo også fint – indtil ”barbarerne kom og tog magten. Nu er det os, der opfatter os selv som ”Riget i Midten”. Hvad mon ”barbarerne” mener om det?

   Rigtig meget tyder på, at Vestens selvforkælelse og verdensdominans er ved at rinde ud. Verdensdominansen først – vores bevidsthed kommer som sædvanlig ynkeligt humpende langt bagefter.

 

   Naturligvis er ovenstående noget, som kun de færreste i 9.A skænker en tanke. De er bare vant til at komme fra et lille ”puslingland, der hygger sig i smug – mens hele verden brænder om din vugge” (som Jeppe Åkjær sagde for 95 år siden.) De er jo søde og charmerende, så hvad kan der ske dem? Hvem vil dem noget ondt? Og hvis noget går galt, så kommer der nok en lærer eller mor og hjælper dem. De fatter ikke, at i Kina er tilværelsen BLODIG ALVOR. At sikkerhed i en lufthavn er blodig alvor – at konflikt med politiet er blodig alvor – at det at få en uddannelse er blodig alvor, en kamp, et spørgsmål om et godt liv - kontra et fattigt, ustabilt liv på kanten af elendighed.

   Når disse alvorlige ord er sagt, så står tilbage, at 9.A ER søde og charmerende og frimodige og dejlige at være på tur med – ganske ligesom vestlige værdier som ytringsfrihed og demokrati og individualisme og rock´n roll og bare tæer og guitar i parken og meget andet er pragtfulde værdier, som vi ikke vil undvære.

   Så trods ovenstående kritik – det var SÅ FEDT at være på tur med 9.A. Det var som at blive båret på en altomfattende bølge af kærlighed til hele verden, som gav éns egne oplevelser en helt speciel dybde og varme.

   (Desuden er en tur for mig rent personligt kun rigtig vellykket, hvis jeg får lov til at levere mindst én generalskideballe undervejs.)

   Af alle disse grunde: TAK, 9.A! Jeg vil aldrig glemme den rejse, vi fik sammen – den gave, vi gav hinanden – så længe jeg lever.

  

   TURIST I BEIJING – DET MODERNE

   Den Himmelske Freds Plads. Her startede vi naturligvis mandag formiddag. Inden da havde Michael meget grundigt forklaret os, at det programpunkt med Maos mausolæum var et typisk udslag af, at de sad på kontoret og skrev noget, som slet ikke kunne lade sig gøre i virkeligheden. Det ville ta MINDST tre timer i kø rundt om mausolæet, hvorefter vi kunne defilere forbi og se på formanden i ca. ½ minut. Desuden var mausolæet lukket om mandagen.

   Nå, det droppede vi med let hjerte – faktisk kunne jeg slet ikke huske, at vi havde ønsket at se ham. Tilbage var så pladsen, og ja – den ER stor. I nord hænger Mao over porten ind til Den Forbudte By. Midt på pladsen ligger så mausolæet, et ordentligt skrummel, samt et stort mindesmærke for revolutionens helte. Mod vest ligger Folkets Store Hal, som rummer Kinas Folkekongres og danner rammen om fx statsmodtagelser som den af Medvedev, der os uafvidende fandt sted netop den dag, og mod øst har vi så Kinas nationale museum.

   Pladsen myldrer med turister, kinesere såvel som udlændinge. Her kunne man så lade tankerne gå tilbage til 1. oktober 1949, hvor Mao udråbte Den Kinesiske Folkerepublik – eller til maj-juni 1989, hvor studenter og arbejdere igangsatte et kinesisk tøbrud, som blev brutalt kvalt i blod 4. juni. Eller man kunne drøne rundt og fotografere hinanden, hvilket nok var det, de fleste gjorde.

   Men at ha stået der…

 

   Fuglereden er navnet på det olympiske stadion fra 2008. Man kan med føje kalde det et tempel for det moderne. En fuldstændig harmonisk fuglerede-agtig form, der er sammensat af et tilsyneladende kaotisk virvar af kæmpemæssige ståldragere. Overfortolker jeg, når jeg i dette bygningsværk ser traditionel kinesisk harmoni og balance udformet, så den omfatter og rummer den kaotiske moderne verden? Sikkert, men jeg gør det da bare alligevel – ha!

   Indvendig blev man lige så bjergtaget. 90.000 siddepladser omkring den vældige idræts-oval! Det var altså et flot syn.

   Ifølge min ”Turen går til Beijing” var det meningen, at stadion efter OL skulle ombygges til indkøbscenter af økonomiske grunde. På min forespørgsel fortalte Michael, at den plan var blevet ændret som følge af masseprotester fra Beijings befolkning. Så nu skal stadion altså overleve som multiarena, ganske som Parken i København.

   Et eksempel på, at selv om der er langt til demokrati, så spiller folkets mening og den offentlige debat en stadig større rolle i Kina i dag.

   Andre OL-historier er præcis modsatte. I mange forstadsområder og landsbyer har tusindvis af folk mistet jord og bolig, fordi der skulle bygges olympiske anlæg. Nogle fik beskeden erstatning, mange fik intet.

   Men kineserne er rigtig stolte af OL, som de oplevede som en stor triumf for det moderne Kina.

 

   Vestbjergene. Ideen med dette besøg var at komme til et sted, hvor Beijings egen befolkning tar hen for at slappe af. Der var da heller ikke en vestlig turist i miles omkreds, og som tidligere nævnt, så var Michael dybt utryg ved at skulle bringe os hen til et sted, der lå så langt fra turismens alfarvej.

   Jeg synes nu, det var et meget interessant besøg. Efter et kvarters vandring ad en gade med souvenir- og madboder på begge sider (hvor Michael besvor os om endelig ikke at købe noget) kom vi op til svævebanen, som nærmest lignede en skilift. Alle kom med op til toppen af de ca. 400 meter høje bjerge. Vel oppe nød vi udsigten, hvorefter haldelen gik, halvdelen ”svævede” ned igen.

   Her var det nok, jeg overvurderede mig selv lidt. Ganske vist var der trappe hele vejen ned, men den var stejl, og trinene var høje. Jeg gik meget langsomt med øjnene stift rettet mod trappen af angst for at forstuve en ankel. De andre ringede da også for at høre, hvor jeg blev af, men da var jeg dog næsten nede.

   Til gengæld var kræfterne næsten brugt, da Muren skulle bestiges næste dag. Både Gitte og jeg havde godt ømme lår, mens Lisbet, som ”pjækkede” og ”svævede” ned, naturligvis var frisk som en havørn.

   Eventuel jammer fra ungdommens side skal man ikke tage alvorligt. Jeg har oplevet på mange gange på lejrskole, at når elever efter en hård tur ”er lige ved at dø”, ja, så skal de bare hvile et kvarter – så springer de atter lystigt rundt som kid på marken…

 

   Akrobatshow. Kina er jo kendt for sine fantastiske akrobater, og dem skulle vi heller ikke snydes for. Så vi drog i teatret og fik en god oplevelse med meget dygtige akrobater. Det var noget ”turistet” udformet. Men alt i alt en underholdende og imponerende oplevelse.

 

   CCTV-tårnet. Turens eneste fiasko! Tårnet lignede Dragetårnet i Harbin. Men netop den dag var der rigtig meget smog i Beijing, så den utvivlsomt flotte udsigt, som skulle retfærdiggøre besøget, så vi ikke noget til.

   De første to dage i Beijing var luften ren og klar, og naivt troede jeg, at sådan var det bare. Michael fortalte, hvordan forurenende gamle biler og forurenende virksomheder var blevet smidt ud af Beijing op til OL 2008, og hvordan kulfyrede ovne og komfurer var blevet begrænset – alt sammen fordi atleter og turister ikke skulle udsættes for Beijings smog.

   Men de næste tre dage blev smog´en værre og værre for at kulminere på denne dag. Jeg går i skrivende stund flere uger efter stadig med en tør Beijing-smoghoste.

 

   Ægget er ”kælenavnet” til Beijings nye Nationale Teater. Så vi har oplevet både Ægget og Fuglereden, og det passer jo godt sammen, bortset fra at ”Ægget” er så stort, at det næppe kan være i ”Fuglereden”.

   Det er et fuldstændig overvældende bygningsværk, skabt til at rumme såvel teater som opera og symfonisk musik. Midt i en vældig oval af vand, vel med 100 meter hen til bygningens mure, ligger det halve æg, gennemskåret på langs, utilnærmeligt udformet med sine metalplader (vist nok titanium), når bortses fra nogle afsnit med glas, hvorigennem dagslyset kan invadere bygningen.

   Efter en laang vandring om på den anden side kom vi til hovedindgangen, som førte ind i en tunnel under vandspejlet til bygningens indre. Hvis ”Ægget”s ydre først og fremmest virker ved sin massive, noget afvisende og dog harmoniske (dér var den igen) form, så er dets indre til gengæld noget af den smukkeste moderne arkitektur, jeg nogensinde har set. Med fem eller seks etager åbne fra top til bund giver bygningen et atter og atter fornyet udsyn til lofter af ædle træsorter og gulve af forskellige slags marmor i asymmetriske mønstre. Svært at beskrive, og jeg har ikke meget arkitekturforstand, men man kunne ikke undgå at blive opmærksom på de anvendte materialers ganske særlige karakter og skønhed.

   Desværre kunne man ikke komme ind i koncert- og teatersale. Så det var kun diverse foyer´er, vi fik at se. Og ærgerligt nok havde vi spildt så meget tid ved CCTV-tårnet, at vi kun havde ½ time i ”Ægget”.

   Ifølge Michael ved ingen i offentligheden, hvad det har kostet. Måske ”tør” regeringen ikke offentliggøre det, for det må have været helt sindssygt dyrt. (Eller også vidste Michael det bare ikke.) Men det er jo også ment som det moderne Kinas centrale kulturbygning – ingen tvivl om det.

 

   På hutong-besøg. Som sagt er en hutong et klassisk boligkvarter, en tæt lav bebyggelse i gammel Beijing-stil. Tæt ved Klokketårnet og Trommetårnet lå et af de tilbageværende. At det besøgtes af mange turister sås af, at et utal af cykel-rickshaws holdt klar til at trille os og alle andre, der ville betale, en tur gennem kvarteret.

   Vi havde bestilt en tur gennem Michael, som omfattede cykeltur gennem kvarteret samt besøg og frokost hos en lokal familie. Da jeg på det tidspunkt havde andre forretninger, kom jeg ikke med på den tur. Men de elever, jeg spurgte, havde haft en fin tur. Manden i den ”lokale familie” (som naturligvis var vant til at have turist-gæster) var billedkunstner og forsøgte ifølge Guffe at forene det klassiske kinesiske maleri med et moderne udtryk. Det var flere af vore elever ret optaget af, og både Amalie og Guffe købte hver sit smukke billede.

   Jeg fik selv tid til en tur. Det gav et sjovt indtryk af et kvarter under forandring: Dels boede der den gamle lokalbefolkning, ikke særlig rige, husene af samme grund lidt afrakkede. De drev små butikker, eller de ældre sad på pladserne ved vakkelvorne borde og spillede det klassiske mahjong, en slags domino. Indsatsen pr. spil: 1 yuan (ca. 85 øre). Dels var der huse under kraftig moderni-sering og adskillige dyre biler i gaderne. Her flyttede velhavende kinesere ind - på flugt fra betonsiloerne tilbage til det klassiske boligkvarter.

   Min hårdt arbejdende, men stadigt smilende pedaltramper standsede uden for et hus og betydede mig, at nu skulle jeg af og fotograferes. Så vidt jeg kunne forstå, sagde han, at dér havde Formand Maos mor boet. Men mon dog? Så vidt jeg ved, kom Mao fra Hunan-provinsen. Men han kan naturligvis ha taget gammelmor med til storbyen på sine gamle dage…

   Et andet sted fik jeg mulighed for at komme på besøg i en bolig, hvilket naturligvis kostede lidt ekstra. Her viste en ældre kinesisk dame (på min alder) billeder af sig selv som barn i samme kvarter – det var åbenbart hendes barndomshjem. Boligen var bygget op omkring en gårdplads, på hvilken der gennem tiden så var blevet bygget huse til. Stadigvæk lå der dynger af gamle teglsten, bunker af frønnet træ og alskens andet skrammel under vidtløftigt krybende bønneranker og snore med vasketøj. Ganske pittoresk, men rige var de i hvert fald ikke. Gad vide, om familien levede af det, de fik ind fra besøgende turister?  

 

   TURISTER I BEIJING – SHOPPING

   Tog det overhånd? Ja, på et tidspunkt var jeg ved at mene det og bad Michael om at aflyse et af vores mange ”virksomhedsbesøg”. Men så viste det sig, at Malthe var særlig interesseret i netop cloisonné – og så gennemførte vi det alligevel. Så hvis nogle forældre mener, at deres børn har forkøbt sig på turen – så må vi lærere påtage os vores del af skylden.

   Selvfølgelig får Michael en eller anden form for provision for at bringe os til disse markeder – det er en del af hans indtægt, og det er ham såmænd vel undt. Vi kunne jo bare sige nej – men det var vi altså lidt sendrægtige til. Så her er den lange liste:

   Fodmassage/kinesisk naturmedicin. Full Body Massage. Silke. Te. Perler. Cloisonné. Souvenirshop. Silkemarked (det store fake-marked, hvor man VED, at man bliver snydt.) Almindelig shopping. Engelsksproget boghandel (kun mig).

   De fleste besøg foregik efter samme skabelon. En dygtig sælger (som ofte kunne et par danske ord, fx SILkeDYne) fortalte og demonstrerede fremstillingsprocessen, hvor han/hun selvfølgelig

behændigt fik demonstreret nogle slagvarer. Og bagefter stod en hær af unge, søde – og ihærdige! – ekspeditricer klar.

   Fodmassagen var en speciel oplevelse. Det var ikke blid og blød nusning af tæer – fødderne fik bank, så det næsten gjorde ondt! Men bagefter rullede blodet raskere igennem dem. Vi lærere fik også tilbudt en konsultation hos en kinesisk naturlæge. Ved at tage min puls og se på min tunge kunne han fastslå, at jeg havde lovlig højt kolesteroltal og blodtryk. Det kunne jeg sådan set også have konstateret, bare ved at se mig i spejlet. Desuden forudså han, at jeg snart ville få problemer med vandværket – det er jeg jo heller ikke den eneste ældre mand, der får. Alligevel lod jeg mig lokke til at købe noget naturmedicin, både til mig og min kone. Og det var DYRT. Også Gitte investerede i piller, mens unge Lisbet viste sig at være sund og rask.

   Det var her, mit shoppingproblem startede. Og bedre blev det ikke i den statslige silkeforretning. Her blev det både til SILkeDYner og kjoler til børnebørnene. Sidenhen købte jeg også te til mine børn. Men ingen perler! (Der var mobningen begyndt.)

   Det mest interessante var cloisonné. Ordet er fransk, men teknikken så vidt jeg ved klassisk kinesisk: På en kobberform (fx en krukke) limes kobbertråd i det ønskede mønster. Dernæst påføres farve i de små rum, dannet af kobbertråden, og krukken brændes. Denne proces gentages 5 gange med stadig mere farve. Til sidst pudses og galvaniseres overfladen, og man har en meget smuk krukke med en lak-agtig overflade og kobbertråden som et smukt mønster mellem farverne.

   Det skal siges til Michaels ros, at de fem førstnævnte virksomheder leverede virkelige kvalitets-produkter, så vidt jeg kan bedømme. Men billigt var det ikke!

   Han havde på ingen måde skjult for os, at fake-markedet den sidste dag var svindel og humbug. Varerne var – højst – en tyvendedel af startprisen værd. Men ungerne glædede sig som små børn til at prutte om prisen og købe bras til spotpris. Jaaah, ligesom på det gule marked i Prag i 7. klasse. Også Lisbet og Gitte lod sig rive med! Men på det tidspunkt havde jeg – lidt sent – fået dæmmet op for mit shopping-amokløb. Jeg satte mig ind på en lille baggyde-biks, købte mig en øl og læste i min bog.

 

   MAD

   Selvfølgelig spiste vi med pinde. Og hvis en restaurant tilbød os kniv og gaffel, afviste vi det med foragt. Skik følge eller land fly!

   Efterhånden blev vi ganske behændige. Det var et flot syn, da Mikael og Sigurd spiste om kap med tyve små – var det bønner – på tallerkenen? Det gik stærkt!

   Langt de fleste måltider bestod af masser af små retter på en drejelig glasskive midt på det runde bord. Dér kunne man så dreje den ønskede ret hen til sig og gøre sig til gode. Som oftest – men ikke altid – var der ris. Vi var jo i Nordkina, hvor madtraditionen ikke nødvendigvis er risbaseret.

   Et par gange fik vi speciel mad. En aften var der dumpling-dinner, som bestod af små dejklatter med indbagt kød eller grøntsager. Fyldet var fint, men dejen udenom ikke noget særligt. En anden aften stod den på Peking-and: Små tynde pandekager fyldes med små skiver andebryst, lidt agurk og bønnespirer, dyppes i soya og værsågod. Den ret er jo berømt, og den kan skam sagtens spises. Men det helt store var den nu ikke.

   En enkelt gang var vi på McD. Så var den hjemve kureret.

   Men den største spiseoplevelse blev overladt til os lærere: Det var Michael, der som en slags undskyldning for sin surhed inviterede os på sin egen lokale restaurant. Han hævdede, at det, vi hidtil havde spist, var turist-fastfood. Nu skulle vi smage traditionel Beijingmad, og det var noget helt andet!

   Han havde ret. Restauranten var et temmelig nøgent lokale med borde og stole, som ikke var andet en netop borde og stole, og en balkon så lavloftet, at vi lige netop kunne stå oprejst. Der blev røget flittigt, og snakken gik mildest talt livligt. Gulvet flød med skod og madrester. Når et bord blev ledigt, blev det tørret nødtørftigt over med en fedtet klud, og så var det klar til næste hold – os!

   Michael holdt en længere bestillingspalaver med den unge, kvindelige tjener. Bagefter fortalte han, at det havde været lidt besværligt, da hun for nylig var kommet ind fra landet og kun forstod sit lokale sprog – hun var endnu ikke så god til ”rigs-kinesisk”/mandarin. Han forklarede os, at det var ganske almindeligt – unge kinesere kom til storbyen fra fattige landdistrikter for at ”søge lykken”, dvs. et jernhårdt 16-timers job til en ussel løn, 1.500 yuan om måneden, og sidenhen måske – hvem ved – en uddannelse. Selv tjente han 5.000 yuan, hvilket lige akkurat gjorde ham i stand til at have egen lejlighed. Boligpriserne i Beijing er himmelhøje.

   Hvor hun boede, vidste han naturligvis ikke, men hun havde med garanti ikke råd til egen lejlighed. Alligevel var han sikker på, at hun priste sig lykkelig for bare det at have et usselt, dårligt lønnet job i byen. Og hvis hun blev syg eller af andre grunde røg ud, stod der 10.000 parat til at overtage hendes job med kyshånd. Fx nogle af de tusinder af gadehandlere, som overalt forsøgte at skaffe sig en levevej ved at sælge os alt muligt værdiløst skrammel, lige fra partisanhuer til drager eller kvækkende plasticfrøer.

   Så kom maden. Efter begyndelsen kunne det kun gå fremad: En form for sej sylte med stumper af svinehud, soya og andet godt. Det var som at tygge på en godt brugt gummibold. Gitte og Lisbet betakkede sig – de kyllinger – mens jeg tappert gumlede tre stykker. Heldigvid GIK det fremad: Efterhånden fyldtes bordet med så mange retter, at vi ikke havde kunnet spise op, om så hele klassen havde hjulpet os. Rigtig mange af retterne smagte rigtig godt, selvom pigerne mente, der var lige lovlig meget svinekød imellem. Michael forklarede os, at det var kinesisk gæstfrihed: Så meget mad, at man umuligt kunne spise op. Vi spiste os stopmætte, og stadigvæk så måltidet næsten urørt ud.

   Ifølge Michael går kineserne meget op i mad – så meget, at en helt almindelig kinesisk hilsen lyder: ”Har du spist?” Jeg kommer til at tænke på et par linjer af et Brecht-digt:

   Hos de rige

   er det lavt at tale om maden

   De har nemlig spist

   Selv om ikke alt var lige velsmagende, så ville vi nødigt have været denne autentiske oplevelse foruden.

 

   MIGSELV

   Det kunne naturligvis ikke undgås, at vi fotograferede kinesere. Det tog de absolut heller ikke anstød af. Men det sjove var, at de også fotograferede os. Ikke mindst vore lyshårede piger var temmelig populære motiver.

   Men også jeg, pudsigt nok. Bare mens jeg sad i hutong´en og fik mig en stille øl, tror jeg, at fire par eller familier kom hen og spurgte, om de måtte fotografere mig sammen med deres barn eller kæreste. Mit hvide hår og skæg samt min tykke mave vakte opsigt!

   Mens de andre gik amok på fake-markedet, sad jeg på en bænk i en gyde for at læse i min bog. Så kom minsandten en ung 25-årig engelskstuderende, Hong Sasa, hen og indledte en samtale. Jeg har hende mistænkt for, at hun måske lurede på en hurtig chance for at komme til Vesten, for da jeg påstod, at jeg var 62, mente hun, at jeg da ikke var en dag over 45! Da jeg fastholdt min alder, ymtede hun noget om moden charme (ja, menneskekender var hun også!) Efterhånden gik det jo op for hende, at jeg var afsat til anden side, men det kølnede absolut ikke hendes interesse. Vi fik os en lang snak om vestlig og østlig kultur og samliv. Da jeg fortalte om mine 6! børn og 5 børnebørn og nævnte, at kun en enkelt var gift, syntes hun bestemt, at en sådan løsagtighed var noget vovet – men det pirrede hende også, tydeligvis. Hun fortalte, at hvis man kom hjem til hendes landsby med et barn og uden en mand, så var det en stor skam. Hun holdt meget af sin familie, som levede i en lille bondelandsby i Sydkina. Men hun var nu lidt træt af, at hendes mor hele tiden plagede hende om at blive gift, hver gang hun kom hjem. Hun ville ikke giftes, hun ville ud i verden og opleve noget.

   Det var en rigtig sjov og lærerig samtale, og vi skiltes i bedste forståelse.

   Samtalerne med Michael stak dog noget dybere. I de sidste dage fik vi hun på de mere basale emner, såsom Kina i dag, hvor bevæger det sig hen, de sociale modsætninger, ytringsfrihed og demokrati. Da jeg fortalte ham, at jeg selv var gammel kommunist (om end af Moskva-linjen), kunne vi jo også dele marxistisk terminologi, hvilket gav diskussionerne ny dybde.

   Et af hans udsagn, som virkelig gjorde indtryk på mig, var: ”Danmark er himlen, Kina er helvede.” Pludselig kunne jeg se os med hans øjne: Sorgløse, ubekymrede, respektløse, selvtilfredse – mens han hver eneste dag stod midt i livskampen, konstant bange for at miste job og social position, uden tryghed, uden sikkerhed, uden rettigheder! Jeg har læst en del om Kina og sat mig nogenlunde ind i landets politiske og sociale problemer, og jeg har da ment om mig selv, at jeg har en ganske stærk social bevidsthed – men først i DET øjeblik gik det op for mig, hvordan hverdagen og virkeligheden virkelig var for mere end 1.000.000.000 kinesere. Vores snak i Danmark om ”omstillingsparathed” er det rene vand i forhold til alle disse menneskers helt basale utryghed, hvor omstillingsparatheden gælder: Hvor skaffer jeg husly, brændsel til vinteren, tøj, det næste måltid. Rigtig mange kinesere HAR disse basale fornødenheder og mere til – men de står altid i fare for at miste dem, OG SÅ HAR DE INTET.

   Ikke underligt, at Michael ind imellem må have oplevet os – også lærerne – som umodne, tankeløse børn.

   Det var tydeligt, at Michael følte denne basale udsathed meget intenst. Derfor betød det så meget for ham, at der ikke skete os noget, hvilket jo var meget trygt for os, om end også lidt snærende til tider – men det var ikke for vores skyld: Hvis noget gik galt, var han færdig!

   Michael omfattede Mao med dyb respekt og anså ham for grundlæggeren af det moderne Kina. Vi kom ikke så meget ind på Maos to store katastrofale samfundseksperimenter, ”Det store spring fremad” og ”Kulturrevolutionen”. Men jeg gætter på, at Michael ville stille sig kritisk overfor dem, uden at det dog ville anfægte hans grundlæggende respekt for Mao som grundlæggeren og samleren af det moderne Kina.

   Samtidig anså han situationen i Kina netop nu for dybt ustabil – faktisk sagde han, at hvis der ikke skete alvorlige samfundsændringer i Kina INDEN FOR DE NÆSTE 5 ÅR, så ville landet opleve alvorlige uroligheder. Jeg er ret sikker på, at han først og fremmest tænker på den sociale usikkerhed og ubalance i landet, og kun i anden række på demokrati og ytringsfrihed. I øvrigt sagde han, at hvis han havde fortalt os den slags på Den Himmelske Freds Plads, så ville der have været meget stor sandsynlighed for, at en af de civile agenter, pladsen myldrer med, ville have hørt det – og så ville ikke blot han, men hans turistbureau være blevet fyret på stedet – og han ville mindst blive udsat for alvorlige politiforhør.

   Vi talte om Den Socialistiske Markedsøkonomi, dvs. Kinas nuværende økonomiske system (som jeg ikke vil tøve med at kalde ren røverkapitalisme – med slavelignende arbejdsforhold og ingen uafhængige fagforeninger). Og han nævnte naturligvis igangsætteren Deng Xiaopings berømte maksime om, at ”det ikke spiller nogen rolle, om en kat er sort eller hvid – bare den fanger mus.” Underforstået: Hvis det er markedsøkonomi, der skal til for at få Kinas økonomi i gang – så lad os da i herrens navn få markedsøkonomi.

    Men da markedsøkonomien slog igennem, blev mange af de gamle statsvirksomheder udkonkurreret og lukkede – og så mistede hundreder af millioner arbejdere ”risskålen af jern” – billedet på den basale sociale tryghed (godt nok på et meget lavt velstandsniveau) der var under det gamle kommunistiske styre, med mad og bolig, elementær sundhed og skolegang. Generelt er kineserne langt rigere i dag. Men oplevelsen af basal utryghed og social ubalance er intens.

   Jeg spurgte ham om 4.juni 1989, og han fortalte, at han som lille dreng (Michael er fra Beijing) havde fornemmet utrygheden og lugtet krudtrøg og tåregas fra gaderne. Men han udtalte ikke direkte sin mening om dengang.

   Jeg fortalte lidt om det danske velfærdssystem med gratis skoler og sundhed. Han svarede, at det lød som noget, de i Kina kun kunne drømme om.

   I øvrigt var begge hans forældre lærere, hans far på en kokkeskole, hans mor i en folkeskole.

   Det var meget interessant at tale med Michael om disse ting. Derigennem fik jeg en langt dybere oplevelse af det moderne Kinas problemer, end jeg ellers havde fået. Så jeg er ham meget taknemmelig for disse interessante samtaler.

 

   DEN BITRE ENDE

   Hvis nogen har holdt ud til den bitre ende, så modtager de hermed min tak. Jeg har nu engang denne trang til litterær udfoldelse, som mine arme kolleger, venner og bekendte af og til må stå model til. Og denne rejse har sat så meget i gang i mig, at jeg simpelthen ikke har kunnet holde mig tilbage. Det måtte ud!

   Men der er andre der skal takkes:

   Tak til Jette, som på en eller anden måde skaffede Kina-tjansen til Fjordsgade, således at jeg i mit lærerlivs efterår skulle få denne fantastiske oplevelse.

   Tak til Århus Kommune, som i den mellemfolkelige forståelses navn spæder dygtigt til, så en sådan rejse bliver økonomisk overkommelig (- at I derimod har skrottet Internordisk Lejrskole – det tilgiver jeg ikke så let.)

   Tak til Jørn og Anne, som HAR tilgivet mig, at jeg og 9.A vandt lodtrækningen om turen.

   Tak til 9.A, som i bund og grund har været søde, dejlige, sjove og inspirerende rejsekammerater.

   Tak til Gitte og Lisbet, som har været uforlignelige og drilske og hyggelige og søde og sjove og seriøse rejsekammerater. Og undskyld, hvis jeg skulle være kommet til at  ”mobbe igen”.

   Tak til min gamle ven, Kina-eksperten Hans Jørgen Hinrup, som har anbefalet mig – og skaffet – masser af litteratur, som jeg har læst med stadig stigende appetit – samt udsat mine forsvarsløse elever for et skønsomt udvalg af.

   Og tak til Petrusca, som er mit livs lys, og som holdt hjemmefronten, mens jeg nød livet i Kina.

   I en af de bedste bøger, jeg har læst om Kina, fortæller Mogens Lykketoft den klassiske anekdote: Efter én dag i Kina er man klar til at udgive en bog. Efter en uge er man parat til at skrive en artikel. Efter en måned – er man blevet klar over, at Kina er så mangfoldigt og uoverskueligt, at man gør bedst i at bevare tavsheden.

   Vi var af sted i 12 dage. Alligevel ryster jeg formastelige op med noget, der ligner en mellemting mellem bog og artikel! Megalomani!

   Men jeg er ikke den eneste. En stor del af min oplevelse har været forberedelsen med litteratur og film. Uden den ville mit udbytte af rejsen have været langt mindre.

   For de særligt interesserede følger derfor nedenfor en litteraturliste, hvor jeg har tilladt mig ganske subjektivt at markere bøger og film med stjerner som udtryk for den værdi, disse bøger har haft for mig personligt.

   Når man først er begyndt: Kina bliver man aldrig færdig med!

                                                                                                             Viby J, den 22. oktober 2010.

                                                                                                                         Gudmund Auring

 

Litteraturliste:

 

Halskov Hansen/ Thøgersen   Kina Individ og samfund                                            * * * * *

Kjær/Lerbæk Pedersen       Riget i Midten (En introduktion til kinesisk kultur)       * * * * *

                                            Kina (stort billedværk med ”alt” om Kina)                    * * * * * *

                                             Kinesiske billeder (klassiske fotos fra 100 år)               * * * * *

                                            Kinesiske noveller (1920-1968)                                      * * *

Chao Shu-li                         Li Yu-tsais vers (sociale noveller)                                  * * * *

Mao Zedong                       Den lange march – 38 digte                                          * * * *

Ha Jin                                  Brudgommen (Noveller om Kina efter 1976)               * * * * *

Laozi                                   Daode Jing (Daoismens ”grundbog”)                            * * * * * *

                                             Evige tegn – kinesisk lyrik fra t´ang-perioden               * * * * * *

                                            Nytårsofret og andre noveller (1920-1960)                  * * * *

 Dai Sijie                              Balzac og den lille kinesiske skrædderinde                   * * * * *

(om unge intellektuelle, der blev sendt på landet under kulturrevolutionen for at ”lære af folket”)

T´ien Chun                          Landsby i høst (revolutionsroman fra ca 1940)            * * * * *

                                            Blomster fra de kejserlige haver                                   * * * * * *

                                            (Klassisk kinesisk lyrik)

Jung Chang                         Vilde svaner  (erindringer)                                            * * * * *

Pang-Mei Chang                 Snørede fødder (erindringer)                                        * * * *

 Weihui                                Shanghai Baby (Roman om Kinas moderne ungdom)   * * * *

 Karl Eskelund                      Min kone spiser med pinde                                           * * * *

                                               (Sjove, letlæste erindringer fra Kina i 1930´rne)

Lykketoft/Holm                   Kina (Om det moderne Kina op til 2008 – supergod!)  * * * * * *

Bertolucchi                         Den sidste kejser                                                            * * * * * *

(fantastisk spillefilm om Kinas historie 1900-1967 med Kinas sidste kejser som hovedperson)

China Blue                                                                      * * * *

(Nutidig dokumentarfilm om en ung tekstilarbejders benhårde hverdag)

                      Tiger på spring – drage i skjul                                       * * * *

(Eventyrlig spillefilm med kærlighed, filosofi og berømte, balletagtige kampscener)