FAMILIELIV I FORSTADEN

     FAMILIELIV I FORSTADEN

       - af Gudmund Auring -

 

   Begge mine forældre, Elisabeth og Hans Reinhold Auring, var første generations københavnere. De kom til staden omkring 1936, far for at gå på universitetet, mor som tjenestepige hos ”professorinden”, en meget fin gammel dame - og for at gå i teatret og til koncerter. Senere kom mor på musikkonservatoriet.

   Mine aner lyder de gode danske navne, Hansen, Petersen, Kristensen og Rasmussen. Så vidt jeg ved, er der ikke så meget som en enkelt lille gnistrende sortøjet spansk soldat blandt mine forfædre - selv om min mor var fra Kolding-egnen, hvor spanierne som bekendt futtede Koldinghus af i 1808 - og sådanne træk er heller ikke genetisk synlige i slægten, lyshudede danske bønder og husmænd så langt øjet rækker. Dog var min bedstefar født i Sydslesvig, og hans barndoms sprog var tysk. Men hans efternavn var Hansen, så ingen tvivl om, at også han var af dansk slægt. Han blev dansksindet og lærte sig dansk, hvilket jeg beretter om i min portrætskitse ”Min bedstefar og Sønderjylland”.

   I København skiftede min far navn, da han og hans storebror Gustav, der som de eneste to af otte søskende fik en universitetsuddannelse, efter akademisk tradition tog efternavnet til Auring. Det har med garanti ikke passet bedstefar, ligesom en og anden af fars mere jordbundne søskende nok har ment, at det var noget mærkeligt snobberi. Så derfor hedder jeg Auring og ikke Hansen.  

   Jeg blev født på en klinik i Garnisons Sogn i København den 12. december 1947. Mor lå naturligvis alene på klinikken. At en mand kunne vise sig dér før EFTER fødslen, medbringende en blomsterkost - den tanke var end ikke tænkt endnu. Ifølge familietraditionen mælede far, som naturligvis var på kontoret, ud på eftermiddagen til kollegerne de højstemt romantiske ord ”nå, jeg må vel hellere rykke…”, hvorpå han ringede til klinikken, hvor både mor og barn havde det godt.

   Siden blev jeg døbt og fik navnet Gudmund Auring, hvilket senere i livet har fået ikke så få til at spørge, om jeg fx var af islandsk slægt. Men dér kan jeg altså melde hus forbi - kun få mennesker i Dannevang er genetisk set mere pæredanske end jeg.

   Der findes en festlige bondevise af den norske digter Welhaven, som handler om ”Gudmund Thorsen Storebingen” og ”Ingeborg i Fagerlien”. Han er rask, smuk og mandig, men fattig, hun er fager, men skal selvfølgelig have en rig mand. Alligevel får de hinanden til sidst, som følge af hans mod og handlekraft. Nu kunne far og mor jo på den tid ikke vide, om de siden ville få en datter. Men da hun så kom to år efter, fik hun navnet Ingeborg, og vi bilder os ind, at vi nok er opkaldt efter denne vise, hvor kærlighed og mod vinder over gustent overlæg og mammon. I hvert fald var både mor og far nordisk interesserede, og mor har sunget visen for os, da vi var børn.

   Der er en tendens til, at navne med mellemrum får nogle års pause, hvorefter de kommer på mode igen. Det er aldrig sket med navnet Gudmund. Det er også et underligt navn, ikke mindst på dansk, med de to lukkede u-vokaler, som giver en underlig mudret udtale. Der er lidt mere ”schwung” over navnet udtalt på norsk eller islandsk, men på dansk har det ikke rigtig kunnet slå an i bredere kredse. Jeg har det stort set for mig selv, og med det næsten lige så underlige efternavn kan jeg vistnok med ret stor sikkerhed sige, at jeg er ”the one and only” Gudmund Auring i verden. Men jeg havde nu lige så gerne heddet Hansen.

   Naturligvis har det underlige navn givet mig masser af kæle- og ikke mindst øgenavne gennem årene, både i skolen og senere, da jeg som lærer fik sære navne af mine elever. Drillerier i barndommen fik mig nok til, i en slags trodsreaktion, at være glad for mit underlige navn. Man kan jo vænne sig til de særeste ting.

   Og til tider kan det da også være ganske behageligt at hedde noget, som ingen andre hedder, ikke mindst, hvis man er begavet med en sund og naturlig selvfølelse. Så jeg hedder Gudmund!

 

   Et chokoladeegern

   Min allerførste selvstændige barndomserindring er et chokoladeegern. Den ligger længe før andre bevidste barndomserindringer og noget før den alder, da man ellers har bevidste, selvstændige erindringer, mener jeg. Erindringen består blot i, at jeg fik overrakt denne fantastiske, eksotiske og helt specielle gave og ganske lod mig overvælde af dens særlighed. Jeg husker fx ikke, at jeg spiste egernet, eller hvordan det smagte. Men synet af dette sjældne dyr har jeg aldrig glemt.

   Det har været i 1949. Far havde været i Hamborg som frivillig i ”Fredsvennernes hjælpearbejde” (det senere Mellemfolkeligt Samvirke), bortrejst i hele tre måneder. Og nu kom han altså hjem og gav mig denne gave. Jeg var to år.

   Fars frivillige arbejde havde fortrinsvis til formål at inddrage unge tyskere, opvokset under nazismen, i en åben kulturel og politisk samtale, og dermed ”opdrage” dem til at tage del i samfundsudviklingen i et fremtidigt demokratisk Tyskland. Det siger mindst to ting om min far.

   For det første understreger det den varmhjertede, socialt bevidste humanisme, som gennem hele hans liv udgjorde den røde tråd i fars holdning til sine børn, sine medmennesker og tilværelsen.

   For det andet fortæller det, at han (og mor), unge, som de var, ”ville det hele” - ganske ligesom jeg selv, da jeg blev voksen. Far fortæller i sine erindringer, at mens han var i Hamborg, måtte mor holde skansen i det lille hjem. Hun sang stadig professionelt i Radiokoret, og når hun havde øvedage, gik jeg på omgang imellem venligtsindede veninder - en dag her, to dage der. Vuggestue var der ikke noget, der hed. Og først, da han kom hjem, opdagede far, hvor hårdt mor egentlig havde haft det. Far havde været aktiv i flere sammenhænge, bl.a. medlem af den venstreorienterede studenterorganisation, Clarté, op igennem 30´erne. Men nu var der ikke i samme grad plads og rum til politisk-humanistiske udflugter. Familielivet krævede sit.

   De tre måneder havde været hårde for mor. Jeg, derimod, har utvivlsomt haft det fantastisk! Hvad man end kan sige om min barndom: Forsømt har jeg aldrig følt mig.

   En tid havde far og mor ung pige i huset, Ruth, som jeg ikke kan huske. Men mor og far bevarede et godt venskab med hende, indtil hun døde mange år efter.

   Efterhånden blev det dog for broget, og jeg tænker, det var, da min søster Ingeborg dukkede op den 4. februar 1950, at mor holdt op i Radiokoret.

 

   En forstadsfamilie

   Fra da af var vi en ganske almindelig forstadsfamilie. De første år boede vi i rækkehus på Bondehavevej i Bagsværd, anskaffet med velvillig hjælp fra morfar. Men da han siden kom ”på inspektion”, mente han åbenbart ikke, at det hus, med kakkelovn i stuen og jernbane på en skråning for enden af haven, var godt nok. Så der blev fundet et hus på Abildgårdsvej 141 i Sorgenfri. Det blev fra 1950 Ingeborgs og mit barndomshjem, og far og mor boede der, indtil de i 2004 flyttede over til os i Viby ved Århus.    

   Far gik på kontoret hver dag. Det meste af sit liv har han arbejdet i Københavns Børne- og Ungdomsværn. Mor blev husmor. Det passede hende næppe. Madlavning og rengøring kom hun aldrig til at gå særligt op i. Det var jo kunsten, sangen, som hun virkelig brændte for! Men en meget almindelig pris, som den tids kvinder betalte for at stifte familie, var opgivelse af job og karriére. Og mor tog det på sig. Huset var rent og pænt. Vi børn blev passet og leget med efter alle kunstens regler. Og vi fik skam god mad hver dag. Frikadeller. Boller i karry. Pandekager og grønkålssuppe, mine livretter.

   Men hun må ha følt det noget klaustrofobisk. Mor har selv fortalt, at hun gladeligt tilbød at gøre HVAD SOM HELST, når far kom hjem fra kontoret - hvis bare han ville ta børnene! Jeg kan fuldstændig sætte mig ind i, hvordan hun har haft det. Børn er en velsignelse. Men efter 10 timers leg, underholdning og affodring kan man i et svagt øjeblik opleve dem som en forbandelse…

   Far var absolut progressiv for sin tid. Men samfundet, og tankegangen, var på den tid simpelthen ikke indrettet til dobbelt udearbejde. Og ingen stillede spørgsmålstegn ved, at det var kvinden, der måtte gå hjemme.

   Når far kom hjem, blev vi glade. Ingeborg elskede sin far og brød altid ud i sang, når han trådte ind ad døren: ”mmmallallallallaaaa…” Ingen var i tvivl om, hvad det betød. Far afførte sig sin tidstypiske, sorte alpehue, tog blikmadkassen op ad den flade mappe og rakte den ud i køkkenet til mor. Og så vankede der et kys til hende og et knus til os.

   Vores hus

      Vores hus på Abildgårdsvej var en ret ny, hvidpudset, firkantet kasse med rødt tegltag, to etager over jorden og fuld kælder. Uden om - en pænt stor, firkantet have, som i begyndelses var ganske lavvækstet, hvilket fremgår af tidens fotos.

   Stueetagen bestod af gangen, som man kom ind i ad hoveddøren. Til venstre fandtes badeværelset med karbad, derpå trappen op til overetagen, og længst henne en dør, som gemte kældertrappen. Til højre lå det lillebitte køkken. Den tids arkitekter var mænd og stod ikke i køkkenet. Man kunne med besvær være tre personer derude. For enden af gangen og ind til højre fandtes to døre ind til en pænt stor stue med spisekrog.

   På første sal fandtes et soveværelse og to små børneværelser. I starten delte Ingeborg og jeg et værelse, mens det andet var lejet ud. Blandt andet boede moster Inga og onkel Ove på det andet lillebitte værelse, mens hun gik på konservatoriet, og han færdiggjorde sin dyrlægeuddannelse på landbohøjskolen. Vi børn holdt meget af dem begge to. Hvis jeg protesterede over at skulle i bad, sang moster på sin egen hjemmelavede melodi: ”Gudmund er næsten lisså sort som grisen Otto”. Hun var en stor hjælp for mor det år og tog jævnligt tjansen som babysitter.

   Onkel Ove var munter og livfuld. Jeg har dog fået at vide, at der opstod en mindre konflikt, da han en dag kom hjem med en rigtig cowboyrevolver, som han ville forære mig. Far blev vred og nægtede ham lov til at overrække gaven. Det var jo kort efter 2. Verdenskrig, og våben var bandlyst i vort hus.

   Senere måtte far slække på sine principper, så jeg fik seksløber. Han måtte endda bide i sig, at jeg en tid lang samlede på små plasticsoldater.

   Kældertrappen snoede sig ned til et ret stort, dunkelt kælderrum, som brugtes til skabe og oplagring. Når jeg som lille knejt skulle i kælderen for mor, var jeg ikke meget for det. Men jeg skred tappert ned ad trappen, mens jeg messede min helt personlige besværgelse: ”Gå væk, alle tyve, gå væk, alle trolde, gå væk, alle næsehorn”. Og det hjalp sgu: Jeg har aldrig mødt hverken tyve, trolde eller næsehorn i vores kælder!

   Som regel skulle jeg til højre, ind i viktualierummet med ”Skabheggy”, et flueskab bygget af morbror Helge, som i sin ungdom lød kælenavnet Heggy. Her opbevaredes madvarer under kølige forhold, ganske praktisk, ikke mindst før køleskabets tid.

   For enden lå vaskekælderen med dør ud til den ydre kældertrappe, og til venstre fandtes et rum, som i en periode fungerede som fars træværksted, men senere blev indrettet som gæsteværelse - før det blev værksted igen.

   Endelig var der fyrrummet. De første år var det fyldt med koks til centralfyret, men senere, da vi fik oliefyr, blev der god plads derinde til stryge- hobby- og lagerfaciliteter. De første 8 år eller deromkring fyrede far altså med koks. De kom på lastbil, blev skovlet i trillebør og lempet ind gennem et kældervindue. I vaskekælderen stod den store gruekedel, som der også blev fyret i med koks, når mor holdt vaskedag. Siden, da velstandsstigningen slog igennem, blev der såmænd både råd til oliefyr og en primitiv form for vaskemaskine. Hvilket fremskridt! Nu kunne mor for alvor få tid til musikeleverne. Op igennem 60´erne voksede de i antal til op imod 30, hver med 25 ugentlige minutter.

 

   Lieder i radioen

   Mor gav ikke op, fordi hun blev hjemmeløbende. Hun sang og øvede på livet løs og sende op igennem 50´erne forslag ind til radioprogrammer på P2, med tyske lieder, danske romancer og andre ting fra den klassiske sanglitteratur. Danmarks Radios var på den tid i høj grad præget af en klassisk dannelsesprofil med mange finkulturelle programmer og meget lidt pop og underholdning. (Man kan roligt sige, at radioen i dag er røget i den anden grøft). Så mor fik en del programmer antaget og sang flere gange i radioen op gennem vor barndom.

   Efterhånden som vi børn kunne klare os selv, fik hun også flere elever, mest til klaverspil, men også til sang. Ofte sad Ingeborg og jeg i en krog og lyttede til elevernes spil og triller. Siden legede vi selv ”sang”. Vi satte os med et par højskolesangbøger og messede igen og igen, på selvkomponeret melodi, det malmfulde ord ”vardiguner”. Hvad ordet betød, har vist ingen nogensinde vidst. Vi sang også ”Onkel Spedunkel”, som var en lettere omskrevet version af én af mors tyske lieder, ”Dunkel, wie dunkel”.

   Da Ingeborg og jeg nåede teenage-alderen, fik mor atter tid til at afholde nogle få koncerter. Jeg husker især én i Odd Fellow-palæets lille sal. Jeg var nu gammel nok til at hjælpe, med programmer og billetsalg. Så vidt jeg husker, var mors akkompagnetør Friedrich Gürtler, og programmet var ganske varieret, fra Händel over Schubert og Schumann til Heise og Carl Nielsen.

   Vi var selvfølgelig ikke så lidt spændte og nervøse på mors vegne, men det gik fint, og hun fik pæne anmeldelser i aviserne næste dag.

   En særlig begivenhed var det, at selveste Aksel Schiøtz, dansk lyrisk sangs ”grand old man”, dukkede op. Han havde jo under krigen opnået kultstatus i Danmark for sin lyse, lyriske tenor og sine fortolkninger af de danske fædrelandssange. For mange blev Aksel Schiøtz selve symbolet på fastholdelsen af den nationale danske egenart under den tyske besættelse.

 

   Moderne opdragelse - sådan da…

   Men tilbage til 50´erne. Far og mor havde begge rødder i klassisk dansk landbo- og provinsbykultur. De var begge kristne og medlemmer af den grundtvigske valgmenighed i Vartov, hvis kirke ligger ganske nær ved Københavns Rådhus.  Men de blev sandelig også påvirket af de nye tiders tanker, som fx PH, kulturradikalismen og den moderne børneopdragelse. Far har fortalt, hvordan han gladelig sang med på linjen ”kærlighed og ægteskab, hvad kommer det hinanden ved” fra PHs ”Man binder os på mund og hånd”. Men han mente ikke et ord af det. Han elskede mor, og hun elskede ham. Og vi børn har aldrig følt andet, end at de to hørte sammen.

   Hvor er det en rigdom at have haft forældre, som ganske selvfølgeligt elskede hinanden…

   De moderne tanker havde dog også mere tragiske konsekvenser. Fx måtte jeg lide den tort aldrig nogen sinde at få lov til at købe et Anders And-blad. Det var underlødigt, ja ligefrem skadeligt for det skrøbelige barnesind i kim.

   Nu betød det naturligvis ikke, at jeg derfor måtte undvære Anders And. Men det medførte en betænkelig asocialitet hos mig, når vi var i byen. Hvis besøgsstedet nemlig rummede børn, og deraf følgende også ofte tegneserier, da nemlig langt fra alle hjem i omgangskredsen var så pædagogisk pletfri som vort, ja, så lå jeg i stakken og læste, fra vi kom, til vi gik. Lege med værternes børn? Det havde jeg da virkelig ikke tid til!

   Det skal dog siges til fars og mors ros, at de fulgte forbuddet imod det underlødige op med masser af præsentationer af det lødige! Vi blev i den grad kulturelt stimuleret. Jeg kan den dag i dag ”De små synger” udenad fra A til Z! Også højskolesangbogen stiftede vi hurtigt bekendtskab med, og de gode børnebøger blev læst højt. Det var Egon Mathiesen, især ”Mis med de blå øjne”. Det var ”Palle alene i verden” af Thomas Sigsgaard, Elsa Beskows ”Putte i Blåbærskoven” og ”Oles skitur. ”Folk og røvere i Kardemomme By” af Thorbjørn Egner, og mange, mange andre. Far og mor tog virkelig deres opgave som kulturelle opdragere på sig, hvilket jeg den dag i dag er dem dybt taknemmelig for.

   I teatret

   Da vi blev gamle nok til det, og det blev vi hurtigt, gik turen til teatret, hvilket fortrinsvis betød Det Kongelige Teater. Det var jo før dansk børneteaters store gennembrud i 60-erne, så vi så voksenforestillinger, især naturligvis klassikere og underholdende, ikke-kontroversielle stykker, som kunne tænkes at have appel til mindre børn.

   Jeg husker ”Aladdin” af Oehlenschläger, instrueret af John Price. Den pragtfulde indmarch til ”orientalsk” musik, da Aladdin ved hjælp af en lang række sorte og hvide slaver præsenterer sine gaver af guld og ædelstene for den lamslåede sultan, hans elskede Gulnares fader. Den smukke sang ”Visselulle nu, barnlil”, som Aladdin synger ved sin moders grav. Og scenen, hvor Aladdin vil købe gift, og den rædselsslagne apoteker stammer ”gå hen og henret for mig, hvem I vil/ når blot I skåner mig, min hustru/ og min lille Hassan med de skieve been”.

   Studenterkomedien ”Eventyret på fodreisen” af Hostrup, hvor de kvikke studenter får hver deres smukke pige, og banditten Skriver-Hans får lov af den humane og barmhjertige student til at flygte og forhåbentlig starte et nyt og bedre liv langt borte. Hans ”Gienboerne”, hvor den opblæste mytoman og løgnhals løjtnant von Buddinge narres af de fremdeles kvikke studenter, som atter render med den søde smedejomfru, mens smedemadammen optræder ubetaleligt med en hvinende falsk version af gadevisen ”I denne vinter har vi hat/ en usædvanlig frost”.

   Balletten ”Coppelia” sagde mig ikke så meget. Jeg var så udpræget til ord. Men bare det at være i Det Kongelige og indsnuse atmosfæren var en oplevelse i sig selv - hver gang!

   ”Den gode fregat Pinafore” så vi, med masser af muntre optrin og ørehængere - og navnlig Jørgen Reenbergs formidable og stadig navnkundige admiral: ”Som grøn konfirmand blev jeg af mor/ sat i lære på et officielt kontor…”

   Og minsandten endnu en vaskeægte musical på nationalscenen, ”My fair lady” med Gerda Gilboe i en formidabel hovedrolle og et utal af festlige melodier. Og mon ikke det var selveste Mogens Wieth som Professor Higgins?

   Se, disse stykker var jo egentlig ikke for børn. Men jeg åd dem råt, i en grad, så jeg den dag i dag husker visse replikker og viser udenad. Carl Nielsens ”Saul og David”, med de to skæve trompeter i den superflotte ouverture til anden akt. Balletten ”Napoli”, ikke mindst tredje akt, hvis livfulde og eksotiske folkelivsbillede gjorde indtryk på én, som egentlig ikke var så meget til ballet. ”Jeppe på Bjerget”, ”Erasmus Montanus”, åh! Man er ikke snydt, når man bliver præsenteret for kulturarven på den måde.

   Selvfølgelig hørte vi også børneradio. ”God dag, piger og drenge”, som Knud Vad Thomsen sagde med frejdigt tonefald. Og så fulgte underholdende og lærerige udsendelser om væsentlige emner. Danmarks Radio var meget pædagogisk.

   Fjernsyn fik vi først, da jeg var 14. Det var godt nok sent, synes jeg! Det står uudsletteligt i min erindring, hvordan vi, nok i 1958, besøgte fars og mors venner, ”Laves”, som de hed. De havde fjernsyn! Og dér så vi filmen ”Come on, George” med den ukulelespillende engelske komiker, George Formby, som slutteligt vinder det alt afgørende galopløb. En scene ikke ulig Poul Reichardts, da han syngende vinder med sin Ibrahim i ”De røde heste”.

   Men den så vi ikke! Morten Korch var underlødig!    

   Siden kom OL i Rom 1960, hvor jeg tog toget til ”Strømgårds” i Birkerød og dér så Henry From sætte tyggegummiet på stolpen og klare straffesparket mod Ungarn, så Danmark kunne komme i finalen og vinde sølvmedalje. Fra da af plagede jeg om, at nu skulle vi da også have fjernsyn. Men der var andre ting, som pressede mere på, syntes mor og far: Aldeles unyttige ting som køleskab og vaskemaskine, ja, selv en udbygning, så stuen blev stor nok til, at vi kunne fejre min konfirmation i den. Men i 1962 lykkedes det endelig.

 

   Oplæsning

   I dag kan jeg se, at vi som børn faktisk fik uhyre stor gavn af, at ”husalteret” først blev anskaffet så sent. Dermed blev den kulturelle opdragelse et anliggende, som varetoges af familien i fællesskab i stedet for at komme ud af en kasse, når man trykkede på en knap.

   Også oplæsning går fx som en rød tråd igennem min barndom. Fra de førnævnte børnebøger bevægede vi os med alderen over i lidt mere krævende genrer. Et par af Laura-bøgerne, Laura Ingalls Wilders beskrivelser af det fattige, krævende liv ved den amerikanske ”frontier” i anden halvdel af 1800-tallet, hvor vanskelighederne overvindes ved selvstændighed, ærlighed, flid og et eksemplarisk familiesammenhold. Jeg tror, at jeg i mit stille sind forbandt Ingalls-familiens sammenhold med min egen familie, når far Charles greb violinen og lod muntre melodier smælde fra den lille hytte og ud over den øde, vidtstrakte prærie.

   Bjørnsons romantiske bondefortællinger gik rent ind: ”En glad gut”, ”Arne” og ”Synnøve Solbakken”. Med den indlagte, gribende fortælling om de to brødre, hvis tætte forhold bliver til mangeårigt fjendskab, da de begge ønsker at arve den afdøde faders guldur. Det manende slutvers giver mig den dag i dag tårer i øjnene:

                             Elsk din Næste, du kristensjæl,

                             træd ham ikke med jernskoet hæl,

                             ligger han end i støvet.

                             Alt i livet er underlagt

                             kærlighedens genskabermagt,

                             bliver den bare prøvet.

   Senere fulgte ”Gienboerne” og ”Eventyret på fodreisen”, samt ganske krævende sager som Oehlenschlägers ”Aladdin”. Og mange flere med dem. Oplæsning ved far eller mor, os alle samlet omkring sofabordet, er en af min barndoms hjørnestene.

   Mor ved klaveret

   En anden hjørnesten var naturligvis musikken. Lydsporet igennem min barndom dannes bogstavelig talt af mor ved klaveret, undervisende mere eller mindre talentfulde sangere og pianister, men mest øvende en ny tysk lied eller dansk romance til repertoiret: Schubert, Schumann, Heise, Weyse, Gade og mange andre. Det skete også, at hun øvede en sonate af fx Mozart. Så skulle der ikke forstyrres. Men jeg blev nu også hurtigt god til at beskæftige mig selv i disse pauser, ikke mindst, da jeg fik lært at læse. Fra da af havde jeg altid en spændende bog inden for rækkevidde.

   Men klaveret, senere flyglet, blev sandelig også et samlingspunkt i familien. Jævnligt samledes vi om det og sang i fællesskab - i starten børnesange, højskolesange, julesange, siden hen, da vi blev ældre, herlige ting som fx Bernhard Christensen og Sven Møller Kristensens sprudlende jazz-oratorium ”De 24 timer”. Far havde en fortræffelig stemme, og det var en svir at høre ham gi den som alvorlig geografilærer i recitativet: ”De Forenede Stater i Amerika/ ligger i det nordlige blandede bælte/ og har tempereret klima./ Ved østkysten er klimaet mildt og fugtligt: Kystklima/ mens den øvrige del af landet har fastlandsklima/ fordi vestenvindene bliver til tørre laaandevinde/ ved at gå over de høøøje Andesbjerge osv. osv.” Og så få lov til som de drilske, flabede elever, hvis interesse for klimabælter sandt at sige kan ligge på et meget lille sted, at få lov at svare: ”Vi ved nok om USA/ kender mange films derfra./ Det er der, at Armstrong bor,/ ja, dee kun noet vi tror…” Eller den gribende kærlighedssang til den danske hakkebøf: ”Oh bøf/ bøf med løg/ skysovs flod/ oksernes blod…”

   Far havde flere glansnumre. Fx ”I got plenty of nuttin´” fra George Gerswins opera ”Porgy and Bess”, Johs. V. Jensens barske “Piratvise”, Hans Hartvig Seedorfs “Tre røvere, tre røvere, tre røvere fra Rold…”, Langston Hughes` svardigt til Walt Whitman om de oversete og undertrykte sorte amerikanere, ”I, too, sing America!” til flot og dramatisk melodi af Otto Mortensen:

                             ”I, too, sing America

                             I am the darker brother

                             They send me to eat in the kitchen when company comes

                             but I laugh

     and eat well

     and grow strong

     Tomorrow I´ll sit at the table when company comes

     Nobody´ll dare say to me

     “eat in the kitchen” then

     Besides, they´ll see how beautiful I am

     and feel ashamed

     I, too, am America

                       

    Mor sad jo altid ved klaveret, men visse numre sang de i fællesskab, fx “Man ser et lille futtog/ blandt stikkelsbær og ribs…” fra Jens August Schades geniale digtsamling “Sjov I Danmark”.

   Senere, da jeg blev teenager, og stemmen blev voksen, havde far og jeg fornøjelsen af sammen at synge de hyggelige studenterduetter ”Gluntarna” fra Uppsala i 1840´erne. Far sang tenor-stemmen ”Magistern”, mens jeg sang baryton-stemmen ”Glunten”. Og det gjorde vi helt op til år 2006… Mors fingre var blevet noget usikre på tangenterne, og far kunne ikke mere. Året efter døde han.

   En fast tradition blev hvert år den 4.maj. Der samledes vi om klaveret og sang PH-viserne fra Kjeld Abells revykomedie ”Dyveke”, især ”Man binder os på mund og hånd” og ”Jeg gir mit humør en gang lak” til Kai Normann Andersens formidable melodier. Disse fremragende viser blev jo en del af danskernes åndelige beredskab under den tyske besættelse. Så naturligt nok skulle de afsynges på befrielsesaftnen, mens de levende lys blafrede i vinduet.

   Jeg synger spiller med glæde musik i massevis, med vennerne eller solo. Men hvem skal jeg dyrke netop disse musikalske glæder med?

 

   Det store nederlag

    Klaveret er et vidunderligt instrument! I en dagligstue, trakteret af en dygtig pianist som mor, er det et helt orkester. Og her kommer vi med skam at melde ind på en af min barndoms tragedier: Jeg fik aldrig lært at spille klaver. Ganske vist skulle jeg en overgang forestille at gå til spil ved min mor. Men da jeg samtidig nåede ”fodboldalderen”, så jeg som regel mit snit til at snyde for den så nødvendige øvning til fordel for sportens mere underholdende aktiviteter.

   Mor må dog også tage sin del af skylden på sig: Hårdt presset må hun nok indrømme, at hun efter 30 elever var lidt træt og derfor ikke i stand til at udvise den nødvendige hårdhed og konsekvens overfor sin dovne snydetamp og slambert af en søn.

   Med Ingeborg gik det noget bedre. Hun blev habil på klaveret, men har ikke rigtig fået det holdt ved lige. Med mig blev det i stedet til, at jeg blev sendt ud af huset for at gå til blokfløjte. Jamen far og mor, hvad tænkte I dog på! Jeg var jo først og fremmest sanger! Og det er altså lidt svært at synge med en blokfløjte i munden. Konsekvensen var klar: Med øvningen gik det så som så, og Michala Petri behøvede aldrig lade sin nattesøvn forstyrre af urolige tanker om eventuel fremtidig konkurrence fra min side.

   Lidt glæde havde jeg dog af blokfløjtespillet: Jeg fik lært noderne, ikke perfekt, men så nogenlunde. Og det har jeg da haft gavn af siden.

   Som voksen fik jeg efterhånden lært at spille en habil, lidt primitiv rytmeguitar, som kan bruges til akkompagnement. For jeg er først og fremmest sanger!

   Hvor ville jeg dog gerne ha kunnet spille klaver…    

   Staten, kommunen og Lyck

   Nu gik al tiden jo ikke med teater, oplæsning og musik. Mere hverdagsprægede aktiviteter fyldte naturligvis meget.

   Ingeborg og jeg legede meget sammen, ikke mindst som små. Jeg husker ikke legene så nøje, men vi havde et rigtig godt søskendeforhold til hinanden. Jeg var naturligvis storebror, fornuftig og lidt forsigtig, mens Ingeborg var en lidt mere letsindig natur, der let kom galt af sted. En af min barndoms lyde kan beskrives sådan her:

                             ”Lal lala lala lal…bummelummelummelummelum…waaaaah”

Det er Ingeborg på vej ned ad trappen: Først glad trallende - så snubler hun og trimler resten af vejen - for til sidst at stikke i et mægtigt hyl. Typisk Ingeborg. Det skete adskillige gange. Selv faldt jeg aldrig ned ad trappen.

   Vi spillede masser af spil hjemme, naturligvis. Billedlotteri, ludo, rommy, æsel og matador, fx. Men efterhånden blev det dog lidt kedeligt for mig. Jeg fandt nemlig ud af, at jeg dybest set var den eneste, der gik op i, om jeg vandt eller tabte. Hverken Ingeborg, mor eller far var i besiddelse af et ”spillegén” - de var faktisk ligeglade. Og for en rigtig spiller er der ikke noget mere kedeligt end at spille mod folk, som er ligeglade med, om de vinder eller taber.

   En anden leg, som vi selv opfandt, var ”Staten, kommunen og Lyck”. Far og mor var bestemt ikke fattige: Egen villa, far var tjenestemand, støtte fra morfar, når det kneb, og så videre. Men i 50´erne, før velstandsstigningen ramte Danmark omkring 1960, og mens mor endnu havde relativt få elever, kunne pengene dog godt være små. Far måtte i hvert fald tage ekstraarbejde. Han underviste fx privatelever i engelsk og tysk, men det, jeg især husker, var hans regnskabsarbejde: Alenlange talkolonner i tykke kassebøger, som skulle regnes efter og stemme på øre! Jeg husker en aften, hvor der manglede 2 øre. Far regnede kolonnerne igennem gang efter gang, men der blev ved med at mangle den forbandede toøre. Til sidst gik det vel op, men jeg husker endnu fars svedige pande og den djævelske toøre, der red familien som en mare hele aftenen.

   Nå, men fars regnskabskontrol og andet papirarbejde affødte en leg, som gennem flere år jævnligt blev leget med flid. Far var ”staten”, jeg var ”kommunen” og Ingeborg var ”Lyck”. Harald Lyck var en af fars gamle gymnasiekammerater fra Sønderborg, som nu var indehaver af en stor kul-og-koks-forretning i Lyngby. Kanske, det var der, vi købte vores koks til centralfyret? Ellers havde far nu ingen kontakt med ham, men han indgik altså i vores leg som tredjepart. Legen gik nu ud på, at vi skrev diverse ansøgninger til hinanden, fx om køb af et parti kul, så fulgte svarbreve, diverse forhandlinger med videre, indtil legen efterhånden ebbede ud, uden at den egentlig sluttede. Imens kunne far nok se sit snit til i det stille at arbejde videre med sine mere alvorlige sager, samtidig med, at han altså holdt sine to poder beskæftiget og underholdt.

   Således blev vi gennem leg opdraget til en fremtidig karriere som ansatte i administrationen - en levevej, som ingen af os dog valgte, da tidens fylde kom…

   En ting, som jeg personligt brugte mere og mere tid på fra ca. 8-års alderen og frem, var læsning. Jeg blev en rigtig læsehest, som hver eneste dag i timevis kunne forsvinde ind i en bog. Den interesse bakkede mor naturligvis varmt op om, i hvert fald i teorien. Men i hverdagen blev den hende en kilde til evig irritation, når jeg skulle ud med skraldespanden, cykle et ærinde, tørre af ved opvasken og den slags. Efter at have kaldt gentagne gange, med mere og mere irriteret tonefald og klart stigende stemmestyrke, fik mor som regel et fjernt, trevent ”jajaah” som svar - hvorefter jeg igen forsvandt ind i bogens spændende drømmeverden.

   Først når mors tonefald nærmede sig det hysteriske, fik jeg hanket op i mig selv, lagde bogen fra mig og luntede langsomt ned ad trappen, hvor mors stemmeføring, når hun pålagde mig den aktuelle pligt, af gode grunde var temmelig vrissen, mens min ditto var gnaven og muggen. Mor havde jo afbrudt mig midt i min spændende bog - naturligvis på det allermest spændende sted.

   Efterhånden som teenage-årene nærmede sig, blev disse gensidigt pinagtige ordskifter jo ikke blidere, og jeg må desværre erkende, at jeg med tiden fik sat min stakkels mor adskillige grå hår i hovedet med den adspredte, indadvendte sendrægtighed, der var bagsiden af medaljen - min dybe koncentration som læser.

   I øvrigt har jeg beskrevet min børne- og ungdomskarriere som læser i en selvstændig erindringsskitse, som simpelt hen hedder ”Læsning”.

   Lange

   Her er det på sin plads at ”riste en minderune” over Lange, én af min barndoms mest betydningsfulde personligheder.

   Far og mor levede stadigvæk et udadvendt og selskabeligt liv, med vennebesøg, koncerter og teaterbesøg. Ofte var vi med, men naturligvis ikke hver gang. Dermed opstod behovet for en ”babysitter”, og med Lange fik dette behov en nærmest genial løsning.

   Langes borgerlige navn var Freddy Frederiksen. Men det var stort set også det eneste borgerlige ved ham. Dvs., det kan såmænd godt være, at han stemte borgerligt, hvis han overhovedet stemte, hvad ved jeg? Men Lange var ikke partigænger, han var først og fremmest en godmodig individualist og fribytter, som nærede en dyb og lattermild skepsis overfor alle autoriteter og al flokmentalitet. Det skyldtes nok hans opvækst, som  fandt sted på forskellige børnehjem, blandt andet ”Spanager”, hvor dagens ret var tørre tæsk, hårdt arbejde, sexuel chikane og dårlig mad. I min fars erindringer findes uddrag af udskrifter fra bånd, hvor Lange beretter om sine barske barndomsoplevelser. Når jeg læser det, kan jeg næsten høre Langes humoristiske, respektløse og lattermilde stemme.

   Tilnavnet gav sig selv. Lange var simpelthen lang, lang og mager, med enorme, lidt misdannede fødder og dertil hørende imponerende ”flydepramme” af sko. Når Lange havde bar overkrop, kunne man se et knytnævestort hulrum ind midt i kroppen lige under brystbenet. Det så næsten ud, som om der mellem hulrummet og ryggen kun var selve huden på begge sider. Det var en følge af, at han havde haft engelsk syge, en mangelsygdom, som kommer af bl.a. dårlig, næringsfattig kost.

   Lange var mager og knoklet, han var bestemt ikke stærk fysisk og døde da også allerede 44 år gammel. En uddannelse havde han aldrig fået, og han var derfor henvist til at tage hårdt fysisk arbejde, selv om kroppen kun dårligt tålte det. Men Lange havde altid arbejde og lagde stor vægt på at forsørge sig selv. En tid lang arbejdede han som lagerarbejder og chauffør på Magasin du Nord, hvilket han berettede om på sin egen respektløse, underholdende og lattermilde måde. Jeg husker hans indiskrete historie om dronning Ingrid og arveprins Knuds kone, arveprinsesse Caroline Mathilde. Ifølge Lange havde de begge to kleptomane tilbøjeligheder. Når de kom på indkøb i Magasin, kunne man naturligvis ikke stille dem til regnskab for rapserierne. Så de fik lov til at stjæle i fred. Man havde så den aftale med hoffet, at de af damerne tilvendte varer diskret blev betalt eller returneret næste dag.

   En sådan beretning blev typisk ledsaget af Langes skrattende, smittende latter, der var fuldstændig uden fordømmelse eller bitterhed - kun sagde så meget som, at menneskenes børn er underlige og lidt latterlige. Ganske som når Lange fortalte om Spanager.

   Ellers ved jeg ikke meget om Langes privatliv. Han havde en lille lejlighed inde i byen, og vi har da vist nok besøgt ham et par gange. Han havde også kærester ind imellem, og et par af forholdene var så stabile, at han tog dem med ud til os på besøg. De tog hverken Lange for pengenes eller udseendets skyld. Flot eller køn var han bestemt ikke, men hans livfulde ansigt og spillende øjne gjorde alligevel, at Lange var fuld af charme.

   En enkelt af hans kærester kan jeg huske, hendes udseende, også hun præget af et hårdt liv på samfundets bund. Det foresvæver mig også, at jeg har overhørt far og Lange snakke alvorligt om et kvindfolk, som ikke var pålideligt og stjal fra Lange.

   Lange kom ind i familien gennem fars gamle skolekammerat, Georg Berggreen, som også brugte ham som babysitter, men hvor Georg kendte ham fra, ved jeg ikke.

   Nutidens børn vil være beskyttet imod at møde en type som Lange. Han røg nemlig som en skorsten og ville dermed næppe få indpas i et moderne hjem. Men den slags tog man gudskelov ikke så tungt dengang.

   Når Lange skulle passe os, kunne vi ikke få far og mor hurtigt nok ud af døren. Ingeborg og jeg elskede simpelthen Lange, for hans humor, hans nærvær, hans altid gode humør og hans evne til at snakke og lege med os på det niveau, vi nu engang befandt os på. Blandt andet kunne man spille spil med Lange, for eksempel casino. Han vandt næsten altid, og hans drillende latter irriterede mig så voldsomt, at jeg straks måtte ha revanche. Hvorpå jeg tabte igen. Jeg var en dårlig taber, som let kunne blive stiktosset. Så Langes drilske facon var rigtig sund for mig.

   Da Ingeborg og jeg blev lidt ældre, havde vi jo ikke længere brug for at blive passet. Men heldigvis blev Lange ved med at komme i det lille hjem som ven af huset. Efterhånden blev det også tradition, at Lange var hos os juleaften. Ingeborg og jeg insisterede på, at Lange skulle inviteres i god tid, og hvis han af en eller anden grund ikke kunne komme, blev vi dybt skuffede. Det var lige før, at det ikke blev rigtig jul i det lille hjem uden Lange. Men han havde - desværre, syntes vi - også andre venner, som gerne inviterede ham til jul. Lange var meget afholdt.

   Den hårde barndom, rygningen og det hårde liv i det hele taget indhentede til sidst Lange. Han blev syg af lungekræft og døde. Men knækket blev han aldrig. Han var et af disse mennesker, som ikke kender til bitterhed, selv om livet nok kunne give ham grund dertil. I stedet samlede hans oplevelser sig til en art livserfaring, som handlede om, hvor underlige, bizarre og lidt komiske, menneskenes børn er. Heldigvis mødte han jo også mennesker som vores far og mor, der forstod ham, kunne lide at lytte til ham og satte pris på hans afslappede, respektløse væremåde.

   Også vi børn fik værdifulde erfaringer fra vores samvær med Lange. I vores beskyttede forstadsmiljø var det af enorm værdi at møde et menneske fra et helt andet samfundslag og med livserfaringer, som lå milevidt fra vores egne, og som blev formidlet med humor og ”i børnehøjde”.

   Ingeborg og jeg ”syntes ikke om” eller ”holdt af” Lange. Vi ELSKEDE ham.

 

   Selskabelighed

   Når vi ikke blev passet af Lange, var vi ofte med i byen. Somme tider under protest, men der var skam også familier i fars og mors vennekreds, som vi gladelig lod os slæbe med til. Et par eksempler skal nævnes her:

   Hr og fru Neerland boede i en stor lejlighed på Frederiksbjerg. Deres søn, Finn, havde i sin barndom været ”københavner-feriebarn” på min mors barndomshjem, Ferupgård, og det var spændt så positivt af, at han nærmest var blevet ”søn af huset”.

   Neerland rejste som repræsentant, med dertil hørende humor og kvik replik. Finn og hans søster Birthe var jo unge, da vi var børn, og derfor ganske underholdende at være sammen med og se op til. Fru Neerland lavede fantastisk mad. Og henne under sofabordet lå en stak tegneserier, især den kendte ”Ferd´nand”, som jeg i eventuelle øjeblikke af kedsomhed kunne forsvinde ind i.

   Karen Løhren blev vores kærlige og hjertelige ”tante Karen”. Hun og mor havde været nære venner lige siden konservatorietiden, hvor de delte et sværmeri for deres klaverlærer Henrik Knudsen, som havde været ven med selveste Carl Nielsen. Hun og ”onkel Erling” havde tre kønne og spændende børn, Viggo, Birthe og Elisabeth, lidt ældre end os. Især om sommeren var det en svir at besøge tante Karen, for da boede de i sommerhus i Søllerød, altså i cykelafstand hjemmefra. Det var godt nok hendes mor, gamle, strikse fru Tulinius, der havde det, men hende behøvede man jo ikke komme alt for tæt på. Og tante Karens moderlige hjertevarme var lige så spontan som mors, og uden opdragende elementer.

   Endelig var der Marie Nielsen i den store, gamle villa i Birkerød. Hun havde været gift med Karl Nielsen, der en årrække havde været præst i den frimenighed i Ågård, som mors familie tilhørte.

   Nu boede hun med sine to børn, Anne Grete og Finn, som var henholdsvis 5 og 10 år ældre end jeg. Det var jo nogen at se op til. Og besøgene fortsatte helt op i ungdomsårene, også efter at Finn og Anne Grete var flyttet hjemmefra, ofte i julen, når de var hjemme.

   I børneårene gik besøgene nok mest med kroket i haven og andre lege. Finn var naturligvis voksen og fjern, men Anne Grete ville godt lege. Jeg husker også, at vi et år så hende i skolekomedien på Birkerød Statsskole, hvor hun spillede ”Jokum” i ”En søndag på Amager”.

   Men i ungdomsårene år gik bølgerne højt. Marie Nielsen var et ægte barn af grundtvigianismen, en varm tilhænger af ”det levende ord”, ”opklaret gang i ædle fædres spor” og livsanskuelsesdiskussioner. Anne Grete var kommet ind i studenteroprørskredse på Århus Universitet. Jeg og Ingeborg havde også set lyset i ungdomsoprørets tidlige fase, og far og mor var som altid levende engageret i samfunds- og livsanskuelsesspørgsmål. Den fik ikke for lidt i vældige debatter, hvor fx jeg udviste en ungdommelig politisk skråsikkerhed, som selvfølgelig var modsat proportional med min livserfaring. Hårdt trængt af socialistisk-materialistiske udsagn forsvarede Marie de åndelige og religiøse spørgsmåls relevans, mens far nok indtog en modererende mellemposition.

   Finn var rigtig irriterende i en debat. Han var nemlig uddannet ingeniør og havde allerede gjort sig erfaringer i det virkelige liv, idet han rejste over hele verden og anlagde mejerier. Det vil sige, at han ofte var i stand til at komme med korrigerende udsagn, baseret på selvsyn, når man udtalte sig alt for skråsikkert om fx samfundsforhold i Østeuropa eller andre steder på kloden. Realiteternes verden har jo ofte en irriterende tendens til at virke modererende på de soleklare og firkantede meninger, man som ung tillægger sig i sit forsøg på at forstå verden og annamme sin livsanskuelse.

   Pointen er naturligvis, at det var guld værd at få lov til at deltage i den slags diskussioner, og så endda ligeværdigt og på tværs af generationerne. For dette kan man kun være evigt taknemmelig. Ingeborg og jeg har den dag i dag kontakt med Finn og Anne Grete. 

 

   Sommerleg

   Ovenstående drejer sig tydeligvis mest om vinterbeskæftigelse. Om sommeren var vi naturligvis rigtig meget ude i haven. Den bestod af forhaven nord for huset, med en lille græsplæne overskygget af to kæmpestore, flotte birketræer. I oktober-november smed de en utrolig mængde blade, som far - og siden jeg - havde et farligt mas med at feje sammen, skovle op og anbringe på kompostbunken i Østgården, en smal strimmel jord øst for huset, begrænset af en høj hæk ind mod Lautrops, fra hvilken otte vældige, slanke poppeltræer rakte mod himlen.

   Efterhånden blev haven beplantet. Der blev anlagt bede, en tid også køkkenhave, men den blev nu aldrig det helt store. Havens bedste træ var augustæbletræet, som i 14 korte dage i august bar de mest fortræffelige og velsmagende æbler. Far var en stor æblespiser. Han satte sig gerne med en tallerken med fire-fem æbler, skar pletter og øjer fra med grøntsagskniven, skar æblerne ud i både og guffede i sig, kærnehus og det hele, alt, undtagen stilken. Både spisemåden og æblomanien er gået i arv til mig, og sågar videre til min søn, Jacob.

   Ellers var haven velegnet til klassiske lege og spil som ”et-tagfat”, ”skjul”, ”spark til bøtten” (indført fra Fyn af fætter Kåre), badminton, kroket, fodbold, vandpjaskeri og meget andet.

 

   Sommerudflugter

   Sommerudflugterne var særlige kapitler. Da vi Ingeborg og jeg havde lært at cykle, gik turen ned til Frederiksdal og gennem Hareskoven til Værløse, hvor faster Synje og onkel Rich havde et sommerhus. Endda med egen dam, hvor frøers mængde i sensommeren sad højt kvækkende langs vandkanten, når de da ikke med mellemrum beskrev en elegant bue og landede i andemaden med et lydeligt plump.

   Der var også kusiner, Lotte og Lisbeth, og en fætter, Carsten, hvilket ud fra et legesynspunkt var en aldeles fortræffelig omstændighed.

   Et andet udflugtsmål var den lille, trekantede strand ud mod Øresund ved Vedbæk Havn. Badebukserne blev rullet ind i håndklædet, mor pakkede en termokande kaffe, saftevand og plastickrus, og så af sted de 10 kilometer mod øst. Efter bad i bølgen blå, vankede der ofte en is! Is og slik blev der ellers ikke ruttet med i min barndom.

  Var vejret ikke til badning, gik turen i stedet til Eremitageslottet midt i dyrehaven, hvor vi nød synet af de store flokke rå- og dådyr, men ikke mindst slettens kæmpe, den imponerende kronhjort.

   Mindst én gang hver sommer roede vi på Mølleåen. Vi cyklede ned til slusen ved Frederiksdal Kro, hvor man kunne leje robåde og kanoer ”begge veje”, dvs enten den korte vej ud til Furesøen eller den lidt længere ud til Lyngby Sø. Som regel tog vi den lange tur mod Lyngby Sø ad den sortgrønne å, hvis grumsede bølger glimtede i lys og skygge fra solens spillen i bøgeløvet. Det mest spændendende var de passerende ”busbåde”, udflugtsbådene, hvis hækbølge resulterede i en herlig gyngetur og et lille kvindehvin fra mor.

   De fleste udflugter gik dog ned i skoven og Lyngby Åmose. Ud ad havelågen bag i haven, ned ad den lille sti, som førte ud til Hummeltoftevej, over denne, 100 meter ned ad Biskop Monrads Vej, og så var man der: Skråningen ned mod mosen var dækket af vældige bøgetræer, mens selve det sumpede, efter sigende bundløse moseområde var et virvar af ellekrat, rør, pilebuske og andre lave vækster. Herfra gik de anlagte, slaggebeklædte skovstier ud til Mølleåen og Lyngby Sø.

   En anden vej til skoven gik forbi ”Spurveskjul”, et fint gammelt hus, hvor H.C. Andersen skal have skrevet ”Hist, hvor vejen slår en bugt”.

   Ved ”Den sorte bro” eller ”Den hvide bro” legede vi altid den morsomme leg ”Plyspind”, som enhver elsker af A.A. Milnes herlige børnebog ”Peter Plys” kender til. 1-2-3, alle kaster en pind i vandet, den gribes af strømmen, hvorefter man styrter over til broens modsatte rækværk for der at se, hvis pind der først dukker op.

   Et forår, da vi var ret små, fik Ingeborg og jeg en fin forretningsidé. Vi plukkede anemoner og solgte dem til forbipasserende skovspadserende for 25 øre pr. buket. Mor og far syntes vist nok, at det var ret pinligt - alle og enhver kunne sådan set bare bukke sig ned og plukke så mange buketter, de ville. Men vi var jo ”små og søde”, så jeg tror såmænd, vi fik afsat et par buketter.

   Et sted gik stien uden om ”Klopstocks Eg”, et vældigt træ, som den tyske digter Klopstock nok har hvilet under, henslængt i poetiske betragtninger, da han en lang årrække i 1700-tallet kastede digterisk glans over det danske hof.

   Andre kæmper var de to over 20 meter høje spisekastanjetræer. Her gik far og jeg altid ned i oktober for at samle spisekastanjer, som jo er en himmerigsmundfuld, når de ristes og spises med salt og smør. Desværre var vi ikke de eneste, som havde den idé, så som oftest var jorden under træerne ryddet for kastanjer. Men højt oppe i træerne hang de fristende bælge, friske og lysegrønne. Hvad om man forsøgte at pærre dem ned med et par velrettede kast med en tyk gren? Som tænkt, så gjort. Og vi vendte gerne hjem fra disse høstture med et par solide lommer fulde.

   Desværre ophørte denne uskyldige efterårsfornøjelse brat, og det var Ole Vindings skyld! Han var en på den tid ganske kendt kultur- og naturjournalist, som boede på et nedlagt traktørsted i skovkanten oven for træerne og derfra gjorde sine observationer, som siden blev udmøntet i små naturessays i bl.a. Information. En dag kom han uheldigvis forbi, netop som vi var i fuld gang med at kaste grene op i de to træer i håb om kastanjehøst.

   Den herre naturjournalist tog os det yderst unådigt op. Far måtte stå skoleret og påhøre et lille moralsk foredrag om at beskytte naturen, færdes i den med nænsomhed og så videre. Bagefter luskede vi hjem som to våde hunde. Far var flov, men jeg var vred! Som om det kunne skade naturen og de to kæmpetræer, at vi høstede lidt hårdhændet! Men mest vred var jeg over, at han havde gjort min elskede far så flov. Endda uden grund, syntes jeg. Ingen halvstor dreng ønsker at opleve sin far i en sådan nederlagets stund.

   Jeg har faktisk ikke tilgivet Ole Vinding endnu…

 

   På ferie

   Ferierne gav sig selv. Om sommeren mindst en uge hos bedstefar og bedstemor i Broager, samt mindst tre uger hos morfar og mormor på Ferupgård ved Kolding. Om disse ferier har jeg skrevet i mine to erindringsskitser ”Feriebarn i Broue” og ”Ferupgård”.

   Men der var dog andre ferier. Nogle minderige eksempler skal nævnes her:

   Sidst i 50´erne lånte vi mors moster Annas lillebitte sommerhus ”Strandhvile” ved Sejerøbugten nær Havnsø på Sjælland. Huset lå helt ned til vandkanten, og jeg husker aftenudsynet gennem den store rude ud over vandet over til Nekseløs solbeskinnede bakker, mens vi spillede ludo, æsel og rommy. Jeg husker også ture med bare tæer i den solglitrende vandkant til Havnsø. Og besøget på Dragsholm Slot, hvor far fortalte historien om den skotske Jarl af Bothwell, som flygtede fra Skotland til Danmark og fik lov til at rådne op i fangehullet på Dragsholm.

   Der findes et hyggeligt sommerfoto, hvor Ingeborg, 8 år gammel, sidder på det gammeldags lokum for åben hjertedør og smiler til fotografen.

   Her i sommer (2012) var Petrusca, svigermor Rosa og jeg på udflugt til disse kanter. Jeg husker ikke adressen, men underligt nok kunne jeg huske husets beliggenhed. Vi fandt det uden besvær, helt ude i vandkanten. Der var nu to huse på grunden, og huset fra dengang havde udvidet sig ved knopskydning, men kunne sagtens genkendes. Navnene på postkasserne ved de to sommerhuse var Madsen og Skovdal. Moster Anna, som jo for længst er død, hed Madsen til efternavn, og mors kusine Else kom til at hedde Skovdal. Så noget tyder på, at husene stadig er i slægtens eje.

   Men desværre var der ingen hjemme.

   Et par år efter lejede vi sommerhus på Bornholm. Cyklerne blev naturligvis medbragt, og første dagsmarch gik fra færgen i Rønne til sommerhuset i Allinge. Stakkels mor! Mens vi andre glad jollede op til toppen af de mange bakker, kom hun asende langt bagefter på sin gamle damecykel, stønnende, svedende og rød i hodet. Men mor er mor: Når så turen gik ned ad bakke, trillede hun kækt smilende af sted.

   Som enhver ved, er det dog desværre sådan, at bakkerne nedad underligt nok er meget kortere end dem, der går op.

   På Hammerknuden gled Ingeborg og jeg på den våde klippe og skvat i vandet. Ingeborg holdt dog fat i mig, som holdt fat i en klipperevne, mens far kom galopperende ned og fik os hevet op på det tørre.

   Far læste op af ”Borringholmernes Historiebog”. Det var for så vidt ganske interessant, og Løvehovedet, Kamelhovederne og Hammershus gjorde stort indtryk, ikke mindst, når far fortalte om Leonora Christine og Corfitz Ulfeldts fangenskab og farlige flugt ved nattetide ned over de stejle klippesider.

   Jeg nærmede mig dog puberteten med hastige skridt, og fars stædige opsøgen af helleristninger på Bornholms flade granitklipper bekom mig ikke længere så godt. Det var noget med at ase på cykel ind ad en lille markvej med sand i hjulsporene for så at stå og se på tre cirkelrunde fordybninger, soltegn, og et par streger, der vistnok forestillede Nydambåden eller noget i den stil. Og dér kunne man i stedet ha spillet minigolf ved campingpladsen i Allinge!!! Men far var umættelig og utrættelig.

   En aften blev jeg sur på mor og far - jeg husker ikke længere, hvorfor. Jeg forsvandt ind i sommerhusets sovekammer, hvor jeg ville stikke af gennem vinduet - så ku de ha det så godt! Desværre kom jeg til at smadre ruden, da jeg kravlede ud. Jeg blev dybt ulykkelig, gik ind til mor og far og tilbød dem mine nye cykeltasker som erstatning. Dem var jeg meget stolt af, for jeg havde selv købt dem for mine egne penge, tjent ved mit allerførste bydrengsjob. Mor og far fik helt ondt af mig og trøstede mig. Og cykeltaskerne fik jeg selvfølgelig lov til at beholde.

   På båden hjem fra Rønne til København indkaldte far til familieråd. Sagen var, at nu kunne bunden i pengekassen, dvs. fars pung, tydeligt ses. Så hvad ville vi helst: Have kaffe/sodavand og wienerbrød på båden, og så cykle de 15 kilometer hjem fra havnen til Abildgårdsvej, eller undvære lækkerierne og så ta S-toget.

   Behøver jeg nævne, at afgørelsen blev enstemmig. For kaffe og wienerbrød, naturligvis!

   Året efter var vi på cykelferie på Møn. Herfra huskes Ingeborgs stemningsfulde digt:

                             ”Vejen er bakket, og luften er blå.

                             Ved I så, hvad jeg tænker på?

                             Møn, så vakker som perler og guld,

                             solen er huld

                             og månen er fuld.”

   Vi besøgte også mors yngste moster, Valborg, som boede alene og var gartner! På Klinten stod Sommerspiret endnu. Vi trodsede advarselsskiltene og gik ned på stranden, hvor vi opdæmmede en rislende bæk og sejlede med pinde og papirskibe. Jeg husker endnu det mælkehvide vand, farvet af Klintens kridt.

   I en stemningsfuld park lå det lille, stråtækte ”dukkeslot”, Liselund, nuttet og romantisk…

   Til sidst en fiasko. Far havde i den forholdsvis sene alder af 42 år fået kørekort. Det skulle fejres med en rigtig bilferie, sådan som flere og flere almindelige danskere holdt den. Far lejede en almindelig Volvo af dem med højt hvælvet rundt bagparti. Og af sted gik det - først til vandrerhjemmet i Henne ved Vesterhavet.

   Det var et rigtigt godt gammeldags vandrerhjem: Seksten sengs stuer, godt med skidt i krogene, og om aftenen fælles hygge med vandrerhjemsmutter, som insisterede på underholdning som i de gode, gamle dage, da vandrefugle i tusindvis befærdede de danske landeveje. Efter fællessang fra Dansk Vandrerlaugs sangbog sluttede vi af i en lang kæde, som højt syngende løb ud og ind ad vandrerhjemmets sale og døre. Vi var med, også far og mor, selvom jeg har dem mistænkt for at synes, at det virkede lidt kunstigt. De kunne dog ikke drømme om at være lyseslukkere, når fællesskabet kaldte. Men jeg, der var 13, syntes i hvert fald, det var pinligt.

   I løbet af de følgende dage viste det sig, at bilferie er dødkedeligt. Vi var jo ret uerfarne i den disciplin og derfor uforberedte på begrebet ”bagsædekedsomhed”. Så Ingeborg og jeg sad og skændtes, for dog at forliges om det enstemmige udråb ”iiiiisss”, hver gang vi passerede et sted, hvor en sådan muligvis kunne købes. Som regel forblev vores bønner uhørte, og vi kedede os videre.

   Men bortset fra denne ikke helt vellykkede ferie, så forløb vore fælles ferier både rart og harmonisk. Trods visse gnidninger havde vi det godt i hinandens selskab, simpelthen. Og trods sin manglende forståelse for minigolfens velsignelser, så var far rigtig god til at fortælle om de steder, vi besøgte, og således perspektivere og uddybe den umiddelbare oplevelse.

   Pligter

   Børn skal ha pligter i hjemmet, naturligvis skal de det. De er jo en del af familiefællesskabet!

   Vores pligter var såmænd ganske overskuelige. Da vi nåede den alder, tørrede vi sammen eller på skift af efter opvasken. Senere overtog vi hele opvasken, i hvert fald ind imellem. Og så var der turen ud med skraldespanden, som bagefter skulle fores med gamle eksemplarer af husavisen ”Information”.

   Disse småpligter stødte desværre som nævnt ofte sammen med min karriere som læsehest. Tit havde mor i utålmodighed og irritation over min sendrægtighed selv klaret opvasken, når jeg kom ned. Hvilken naturligvis blev mig meddelt i utvetydige vendinger. Men så slap jeg da for den…

   En anden pligt, som tilfaldt mig, var at pudse sko, hvilket jeg HADEDE. Men typisk far, så lærte han mig, at det raseri kunne bruges konstruktivt. Faktisk var det ikke muligt at være effektiv med blankebørsten, hvis ikke man lagde en god del temperament i. Så jeg skulle bare skælde skoene læderhuden fuld, når de skulle ha en omgang. I øvrigt skulle hver flade på skoen ha mindst 30 strøg med blankebørsten.

   Der stod jeg så, nede i kælderen, bandende og svovlende, mens familiens sko fik, hvad de havde godt af.

   Far lærte mig også at smøre skosværten ordentligt på, ikke blot på overlæderet, men også på sålens sider - ja, selv under svangen.

   Så jeg tør i dag påstå, at jeg er ganske dygtig til at pudse sko. Men mit had til skopudsning har ikke forladt mig. Den dag i dag er det en færdighed, som jeg kun i yderste nødsfald gør brug af.

   Der skulle også cykles ærinder. Op på cyklen og af sted til Brugsen i Virum, Suma på Sorgenfri Torv, Irma, slagteren og bageren på Kaplevej, skomageren på Virumvej.

   Selv om far og mor på mange områder så moderne på tingene, så lå tidens kønsroller nu stadig temmelig fast. Det var næsten kun mor, der stod i køkkenet - selv om far da godt kunne skrælle en kartoffel eller svinge et viskestykke. Til gengæld klarede far små reparationer, malerarbejde og haven.

   Denne fordeling af pligterne smittede selvfølgelig af på Ingeborg og mig. Med tiden blev græsslåning, snerydning og en smule hjælp i haven en del af mit arbejdsområde. Især husker jeg, når forhavens to kæmpestore birketræer smed alle de millioner af blade. Det var noget af et rive-fejejob. Også ved store snefald var der godt med arbejde. Når sneen så endelig smeltede, var det tid at gennemgrave de store snevolde i vejkanten, så der dannedes en kanal til smeltevandet i rendestenen - hen til kloakristene. Det var faktisk sjovt - lidt af et ingeniørarbejde, som førte til rislende smeltevandsfloder, inden vandmasserne med en plaskende gurglen forsvandt under gaden.

   Ingeborg stod mere under mors kommando. Så hun fik da lært betydelig mere om madlavning end jeg. Havde hun også flere pligter end jeg? Muligvis, nok ikke mindst, fordi jeg efterhånden oparbejdede mine sendrægtige unddragelsesmanøvrer til et højt kunstnerisk niveau.     

 

   Mor og far - de to temperamenter

   Mor og far fortjener hver sit portræt, hvilket de også skal få i en anden sammenhæng. Her skal blot beskrives - ud fra mit temperament - hvordan de med deres respektive temperamenter prægede familielivet på Abildgårdsvej.     

   Som nævnt tog mor og far deres opgave som forældre meget seriøst, og de var begge to varmhjertede personligheder, som holdt meget af deres børn, hvilket vi aldrig var i tvivl om. Men bortset fra det var de yderst forskellige.

   Mor havde et virkelig iltert temperament. Hun kunne blive utrolig rasende, og da hun kun i begrænset omfang besad ironiens eller selvironiens nådegaver, var hun uhyre let at drille, hvilket jeg ikke mindst som teenager benyttede mig hjerte- og hensynsløst af.

   Et lille korrektiv fra min mors egen mund til min påstand om hendes manglende selvironi: Mor er alene hjemme. Hele formiddagen har hun stået og syltet asier, og nu skal produktet, en stor lerkrukke fuld, bringes ned i Skabheggy. Men uheldigvis snubler hun og taber lerkrukken, som ramler ned ad kældertrappen og smadres, mens de dejlige asier spredes ud over kældergulvet.

   Ifølge mor selv, så er hendes første indskydelse at bryde ud i et vældigt jammerhyl! Men så kommer hun i tanker om, at hun er alene hjemme. Og hvad gavn gør et jammerhyl uden publikum? Så hun besinder sig, og efter en lille stund sjosker hun ned ad kældertrappen og rydder op.

   Men historien fortælles, da vi er kommet hjem, og glider derfra direkte ind i familiemytologien.

   Mors oplevelse af tilværelsen var ellers udpræget subjektiv. Selvanalyse var ikke hendes sag, og hun reagerede subjektivt på de situationer, der opstod i familielivet. Det faldt hende ikke let at forstå baggrunden for vi børns gerninger, som hun bedømte og reagerede på ud fra sit eget varme, temperamentsfulde sind.  

   Far havde også temperament. Men det havde udpræget ”sen tænding” - der skulle virkelig meget til, før han mistede besindelsen. Far var udpræget intellektuel, hvilket mor ikke var. Han var meget tænksom, filosofisk og analytisk anlagt, hvilket gjorde, at han ofte bedre kunne forstå baggrunden for Ingeborgs og mine reaktioner og være overbærende, hvor mor reagerede direkte og spontant.

   En typisk situation: Mor er vred over et eller andet, sikkert på mig. Hun skælder ud, hvilket jeg ikke tar så tungt - det gør hun jo så tit. I desperation slutter hun af med: ”Så sig dog noget, Hans”. Far mander sig op til et par bebrejdende ord til mig, men de bliver ikke rigtig sagt med overbevisning. Måske står han endnu engang i den for ham afvæbnende situation, at han forstår begge parter. I hvert fald er mor langt fra tilfreds med fars indsats, hvilket han temmelig direkte får at vide.

   Far var utrolig hensynsfuld overfor mor. Selv om han besad og gerne brugte ikke så lidt ”akademisk ironi”, så brugte han den aldrig overfor hende. Han kunne ikke drømme om at demonstrere intellektuel overlegenhed overfor mor - ikke sådan, at han holdt sin viden tilbage, naturligvis, men han brugte den aldrig til at vinde over mor med.

   Far beundrede mor som kunstner, og mest af alt var han taknemmelig over, at hun med sin udadvendte livfuldhed fik far til at udvikle sin egen selskabelige, underholdende og udadvendte side. Far så i ånden, at var det ikke for mor, kunne han godt være end som en indadvendt, spekulativ, nørdet særling. Men det gav hun ham simpelthen ikke lov til, og for det var han hende evigt taknemmelig.

   Derfor kunne han heller ikke drømme om at såre mor med ironi eller overlegenhed.

   Men fars store retfærdighedssans pålagde ham, ikke altid at gi mor ret. Et eksempel:

   Bilferie 1961. Vi er på sejltur med Hjejlen ad Silkeborgsøerne til Himmelbjerget. Sommerstemning. Dejligt vejr. Jeg er 13 år - netop den alder, da éns forældre er dybt pinlige, hvis de ikke falder sammen med tapetet. Og der sidder mor - MIN pinlige mor - grebet af sommerstemningen og lader Juulsøblæsten omvifte sine kinder, alt imens hun nynner ”Flyv, fugl, flyv over Furesøens vove…” Lavt, men klart hørligt!    Tåkrummende! Efter lidt tid i pinlighedens greb tar jeg mod til mig og siger lavmælt: ”Mor, vil du ikke godt lade være med at synge?”

   Mor bliver fornærmet. Har hun måske ikke lov til at sidde her og nynne for sig selv? Og efter en lavmælt ordveksling med mig sker katastrofen. Hun appellerer til far: ”Ik´ osse, Hans?” Far, som klogelig har holdt sig fri af ordvekslingen, er nu under pres. Han kan nemlig godt huske, hvordan en stor dreng har det, når forældrene er pinlige. Så i forståelsens navn mumler han, at det da godt kan være, mor hellere må holde op…

   Resten af turen er ødelagt! At hendes søn er ud til bens, er slemt nok. Men at far forråder hende på den måde… Mor tier bomstille hele vejen til Himmelbjerget, hele vejen op og ned igen. Stemningen er som is!

   En anden erindring fra samme ferie: Vi kommer forbi Tjele Herregård. Den er jo berømt, ikke mindst fra Blichers ”En landsbydegns dagbog”. Så naturligvis er Tjele et valfartssted for mor og far.

   Desværre står der et skilt med ”Privat grund. Uvedkommende forbydes adgang”. Mor mener nu ikke, hun er uvedkommende, men går rask op ad indkørslen. Far følger tøvende efter, mens Ingeborg og jeg bliver ved bilen: ”Mor, det kan du da ikke…” Mor går rask videre og møder en yngre mand i ridebukser og lange støvler. Det viser sig, at det er greven himself, som straks falder i snak med mor og inviterer hende og far på en lille sightseeing. Ingeborg og jeg bliver ved bilen.

   Bagefter er mor godt tilfreds med sig selv, og jeg må i mit stille sind indrømme, at mors frækhed og gå-på-mod ikke altid er så tosset endda…

   Fars måde var betydelig mere afdæmpet. Han skældte sjældent ud, men var rigtig god til at tale med os på en måde, som ikke rummede pres eller påbud om, at vi skulle være sådan og sådan, men hvor han kom med nuancerede udsagn, som indirekte rummede retningslinjer, baseret på fars gennemført kristent-humanistiske, tolerante og frisindede livssyn. Jeg er sikker på, at far ofte tænkte over sig selv og sin plads i verden. Og bevidstheden om, at vi alle er svage mennesker med fejl såvel som fortrin, udmøntede sig hos ham i en stor tolerance, som altid søgte forklaringer og undskyldende omstændigheder for medmenneskenes fejltrin, herunder hans børns dumheder.

   Far havde en afdæmpet, men markant humoristisk sans, som især baserede sig på sproglig bevidsthed og ordspil, ofte af akademisk-ironisk tilsnit. Det var lige noget for mig. Mor, derimod, fattede ikke en brik af det, så derfor brugte han det ikke overfor hende.

   Selvfølgelig var der langt fra skænderier hele tiden. Men jeg må indrømme, at i mine teenage-år, hvor jeg meget ofte var ualmindelig øretæveindbydende, gik bølgerne jævnligt højt. En gang, da jeg var 15, blev mor så rasende, at hun ville gå løs på mig og slå mig. Hun råbte og spruttede og fægtede med armene, og hvad gjorde jeg? Holdt min lille mor ud i strakte arme, så hun ikke kunne nå mig, alt imens jeg skreg af grin.          

   Undskyld, mor…

   En anden gang greb hun en trætøffel og kastede efter mig. Uheldigvis ramte hun ved siden af - med det resultat, at den store rude af matteret glas i badeværelsedøren faldt klirrende til jorden. Og jeg? Grinede igen. Hjerteløst.

   Det drejede sig naturligvis om teenage-årenes frigørelse. For mig lykkedes den meget godt. For det første var jeg en dreng og havde dermed ”ret” til at være anderledes end mor. For det andet lignede jeg på mange måder mor af temperament. Jeg var lige så hidsig og kunne dermed være lige så røget, som hun var speget.   For Ingeborg var det nok lidt sværere at være sin mors datter. Mor gik nok ud fra, at Ingeborg var lidt som hun selv, ligesom mor på mange måder havde lignet SIN mor. Men så enkelt fordeles generne ikke…

   Når far endelig, med måneders mellemrum, eksploderede, var årsagen nok mest den, at mors og min kamp nåede et punkt, hvor husfreden var alvorligt truet. Så kunne far i desperation lange et par slag ud. Aldrig mere end et, højst to - så besindede han sig. Og man kunne tydeligt mærke, at far skammede sig over at have mistet besindelsen. Han var absolut modstander af vold i opdragelsen.

   (Det samme er jeg. Men også jeg har langet nogle ud til mine unger, når raseriet tog overhånd.)

   Når far slog, skammede jeg mig. Far var mit ideal, og at jeg kunne bringe ham derhen, hvor han gik over gevind, gjorde mig flov og ked af det. Far skulle være uantastelig.

   Man skal dog ikke tro, at der konstant var krig på kniven i det lille hjem. Meget af tiden forløb ganske fredeligt. Og i virkeligheden kan man jo sige, at skænderierne var bagsiden af den medalje, som udgjordes af et stærkt og tæt familiefællesskab.

   Derfor falder det mig endnu i min høje alderdom ganske naturligt at skændes. Jeg forbinder simpelthen ikke noget særligt faresignal med et skænderi. Mor og jeg skændtes tit og højrøstet, men den basale kærlighed imellem mor og søn var aldrig i spil. Den tvivlede ingen af os på.

   Når jeg derfor senere i livet er kommet ud for folk, som lader sig ryste af et skænderi (og det er da langt de fleste), så har jeg virkelig måttet tvinge mig selv til at indse og tage hensyn til, at ikke alle er som jeg (gudskelov, det ville være en rent ud helvedes larm) og langtfra alle familier er som ”os”.

   Jeg har også måttet indse, at selv om man ikke selv regner et skænderi for noget særligt, så kan overdreven brug af hårde ord med tiden forgifte en atmosfære, og skænderi kan dermed blive en dårlig og skadelig vane.

   Min kone Petrusca har siden fortalt, at når jeg i de første år kom med et af mine temperamentsudbrud, så troede hun, at nu skulle vi skilles! Hun kunne overhovedet ikke forstå, hvordan jeg fem minutter efter, når jeg havde raset ud, kunne komme småfløjtende hen for at redde mig et lille kys.

   Efterhånden fik hun dog lært, at sådan var det med mig. Og hun blev såmænd også selv ganske god til at skændes… 

   Et helt afgørende side af fars rolige såvel som mors koleriske temperament var, at de dybest set aldrig var deprimerede. De kunne selvfølgelig være kede af det, når sorgen ramte eller problemerne var store. Men de forsvandt aldrig ind i depressioner eller sorte huller. Deres grundlæggende fællesskab, deres livsmod og livsappetit, lod sig aldrig antaste.

   Jeg har ikke tænkt særligt over det før. Men netop den omstændighed er måske i virkeligheden hovedårsagen til, at jeg kan sige, jeg har haft en god, glad og tryg barndom.

 

   Teenager

   Jeg blev boende hjemme, til jeg fyldte 19 år og fik studentereksamen. Kriseårene var nok 13-15 års alderen, hvor mors og mine konflikter kunne true med at tage overhånd. Derefter kom der mere ro på. Jeg havde jo efterhånden vundet en vis selvstændighed, blev også bedre til at ta mig sammen og klare pligterne i tide, hvilket førte til mere ro på hjemmefronten. Jeg tænker også, at far og mor diskuterede min besynderlige opførsel, hvilket nok har givet mor mere forståelse af ”kunsten at overleve med en teenager i huset”, som en af tidens bøger hed.

   Far opdrog mest ved eksemplets magt, samt ved rolige og nuancerede samtaler, som gjorde stort indtryk på mig. Mor stillede mere kontante krav om ”rigtigt og forkert”, hvilket jo i den grad kaldte på protest og modstand. Op gennem teenage-årene var der to klagesange, som hun afsang med jævne mellemrum. Den ene: ”Gudmund, jeg er så ked af, at du ryger”. Den anden: ”Åh, Gudmund, skal du ikke snart klippes”. Det var jo i tiden for Beatles´ store gennembrud, og mor lå under for den almindelige fordom hos ”oldsagerne”, at de var nogle uvaskede, langhårede bøller, og deres musik var kakofonisk larm.

   Men det kan faktisk godt lade sig gøre at opdrage sine forældre. Engang i 1965 fik vi lokket far og mor ind og se Beatles-filmen ”Help”. Da de kom hjem derfra, var mor simpelthen omvendt: ”De var jo charmerende”, sagde hun med et stort, forelsket smil. Derefter lærte hun hurtigt at sætte pris på deres dejlige musik. Og jeg fik lov at ha mit (ikke særlig) lange hår i fred…

   Isen var derfor allerede brudt, da Bob Dylan kom frem. Far og mor lærte snart at sætte pris på ikke mindst hans fantastiske tekster, og de købte siden adskillige Beatles- og Bob Dylan-plader til sig selv, lige som de på egen hånd gik på opdagelse i den moderne beatmusik.

   Jeg tror dog aldrig, de faldt for Rolling Stones. Dem fandt de nok for grove, vulgære og sexuelt grænseoverskridende.

   Ingeborg og jeg havde et rigtig godt søskendefællesskab. Jeg var naturligvis storebror, hvilket jeg holdt (og holder) strengt på. Men vi lod os gensidigt inspirere og påvirke af hinanden, fx om ny musik og andre kulturelle rørelser i tiden. Jeg opfordrede jævnligt søsterlil til at gøre oprør, når ”den klamme moderhånd” blev lagt lidt for tungt på hendes skulder. Og det blev Ingeborg faktisk ganske god til. I hvert fald tror jeg, at hendes ungdomsliv blev lidt mere ”vildt” end mit nok i teorien oprørske, men i praksis temmelig artige ditto.

   Da jeg havde fået studentereksamen i juni 1967, blev jeg hjemme, indtil jeg i november skulle på Askov Højskole. Men så ku det også være nok! Efter højskolen blev det Th. Langs Seminarium i Silkeborg, hvor jeg med garanti ikke havde noget familie.

   Aaaah, det var dejligt at flytte hjemmefra! Langt hjemmefra!

   Men - det var sandelig også dejligt at komme hjem på ferie - til mors kødgryder - og fars kloge ord - og begges varme, kærlige medleven i min gøren og laden, som jeg glad og gerne fortalte dem om, dog i lettere retoucheret og tilrettelagt udgave.

   Det er jo ikke alt, forældre har godt af at høre… 

                                                                                                                                                   Gudmund Auring

                                                                                                                                                     4. januar 2013