Mit Fjordsgade-liv

        Mit Fjordsgade-liv

         En gammel lærer takker af

   Jeg holder meget af min skole. Det går op for mig i al sin gru nu, da afskedsstunden nærmer sig - sammen med en mild undren: Hvorfor gør jeg egentlig det?

   Nedenstående er forsøg på et svar.

   Af: Gudmund Auring

   Jeg blev ansat på N. J. Fjordsgades Skole pr. 1. august 1977. Jeg var næsten 30 år, uddannet 1971 og med 5½ år bag mig som først udstationeret militærnægter, siden lærer på Kroghsgade Skole under ”Statens Åndssvageforsorg”, skråt over Ingerslev Boulevard. Et herligt job: Lettere (kom jeg hurtigt til at synes), med færre timer, højere løn - og forberedelse af undervisningen i det omfang, man nu syntes…. Pragtfulde og progressive kolleger, søde og nemme unger

   Hvorfor skiftede jeg så? Ja, måske var dagene begyndt at ligne hinanden lidt for meget efter min smag. Først og fremmest ville jeg undervise! I rigtige fag, dansk, historie, musik, samtidsorientering!

 

   Folkeskolen nej/jo tak

   I min seminarietid var det populært at sige: ”Folkeskolen? Nej, den skal jeg aldrig ud i!” Den stod for os som en uflyttelig klump af gammeldags autoritet og forældet pædagogik - den kunne vi unge af 68-generationen lige så godt opgive på forhånd.

   Men jeg havde altid indvendt, at, jamen venner, så er det jo der, slaget skal stå! Når man som jeg havde set lyset og vidste, hvordan verden skulle indrettes, så var det da bare om at kaste sig midt ind i kampen og komme i gang!

   På den tid havde Fjordsgade ikke det bedste ry på sig blandt unge lærerspirer i Århus. Det hang sammen med flere ting, men ikke mindst var skolen blevet malet i meget sorte farver af forældrekredsen ved Skt. Annagade Skole, som havde kæmpet en sej kamp for at redde deres skole fra nedlæggelse. Det var dog alligevel sket året før, men Fjordsgades rygte som reaktionær og ”sort” var ikke blevet underdrevet i kampens hede.

   Så det var jo lige noget for mig: Hovedkulds ind midt i mørket og sprede lys.

   (Ja. Jeg var utåleligt højrøvet, også dengang!)

   Ansættelsessamtalen gik fint. Til stede var skoleinspektør Holm, forældrenævns-formanden samt byrådets repræsentant. Jeg blev spurgt om min indstilling til forældre-samarbejde og svarede (til ære for forældre-nævnsformanden), at det havde jeg masser af erfaringer med og gik varmt ind for!

   Til ære for Holm, som, gættede jeg på, sikkert mente, at den slags kunne overdrives, modererede jeg så min udtalelse derhen, at jeg nok var klar over, at der næppe var så meget tid afsat til forældresamarbejde her som på min gamle skole. Man har vel lov at være lidt taktisk….

   Byrådsmedlemmet var der ingen problemer med. Vi kendte hinanden udmærket og var medlem af samme blodrøde parti. Hvilket vi naturligvis ikke havde fortalt til nogen….

 

   Praksischok

   Mit skema husker jeg ikke så nøje. Men jeg var i hvert fald lige pludselig dansk- og klasselærer i en 7.

   I min hellige naivitet troede jeg fuldt og fast på, at når jeg kom der med mine store idealer, så ville eleverne ligge for mine fødder og gøre alt, hvad jeg sagde. Jeg var jo ”på deres side” i kampen mod ”den sorte skole”, så det gav da sig selv! Men til min oprigtige forbavselse opfattede eleverne det overhovedet ikke på den måde. Måske anede de slet ikke, at der foregik en kamp? Eller hvis de gjorde, så var jeg da i deres øjne en repræsentant for skolen.

   Jeg skal love for, at jeg fik min sag for. Og meget hurtigt gik det op for mig, at mine ideer om, hvordan man rent faktisk underviste, var mildest talt tågede.

   Jeg stod kort sagt med begge ben plantet solidt i den blå luft.

   Samtidig var jeg overbevist om, at det at udvise autoritet og skælde ud var det ultimative pædagogiske nederlag. ”Autoritær” var et af min generations yndlingsskældsord - nej, eleverne skulle overbevises af min ånds klare lys og derpå følge min ind i pædagogikkens antiautoritære lykkeland, hvor læring annammedes aldeles frivilligt ud af pur lyst og interesse.

   Sådan gik det ikke helt! Og da jeg samtidig faktisk var (er) en temperamentsfuld hidsigprop, så endte det med nogle nærmest hysteriske eksplosioner, når jeg endelig mistede besindelsen.

   Hvorfor blev jeg så, trods masser af nederlag? Ja, nok først og fremmest, fordi jeg opdagede, at selv efter et vaskeægte pædagogisk nederlag og en time, der gik i skuddermudder, så kunne jeg sjovt nok stadig lide ungerne.

   Og heldigvis var det jo ikke nederlag alt sammen. Ind imellem var der da timer, som gik godt.

   Endelig var der kollegerne. Jeg fandt jo efterhånden ud af, at ikke så få af dem, ikke mindst ”de gamle”, havde noget, som jeg ikke rigtig havde: De kunne faktisk undervise! Og de var ikke karrige med råd og støtte. De fleste af dem var faktisk uhyre flinke og hjælpsomme.

   Så ganske langsomt nærmede mine fødder sig jorden. Jeg sugede til mig og fandt efterhånden vej hen imod en anvendelig form - min egen.

   Men tro nu ikke, at denne indledende fase var overstået på et par måneder. Der gik vel hen imod fem (5) år, før jeg følte, at jeg var ved at have fast grund under fødderne. Og i den periode var der masser af timer, som jeg meget nødig ville lægge pædagogisk navn til i dag.

   Siden har jeg altid sagt til mine praktikanter: ”Når I har haft en time, der er gået ad helvede til, undervisningen er faldet fra hinanden, og ungerne har været åndssvage - hvis I så STADIGVÆK synes dagen efter, at ungerne er søde, spændende og interessante, så er der en god chance for, at I har valgt det rigtige job.

   Hvis ikke, så….”

 

   Skolen

   Selv om skolen altså ikke var nær så slem som sit rygte, så hang den nu alligevel på mange områder fast i en praksis, som man var i fuld gang med at forlade andre steder.

   Fra højeste sted blev der ikke taget mange initiativer. Men det gav så til gengæld et frirum, som overlod det til den enkelte lærer at lave sine egne mindre eller større eksperimenter (så længe der ikke kom klager.)    Det var der faktisk mange lærere, der benyttede sig af, ikke mindst den store gruppe nytilkomne fra 1976-1977, som kom dels fra Annagade, dels mere eller mindre direkte fra seminariet.

   Så selv om skolens image var temmelig fast konservativt, så boblede der faktisk nye initiativer frem mange steder ”på gulvniveau”.

   Der var unægtelig også en gruppe lærere, som så med skepsis, for ikke at sige dyb mistro på os unge, og da ikke mindst mig. Jeg var langhåret, hørte til den erklærede politiske venstrefløj og var ikke sen til at tage ordet på lærerrådsmøderne. Fra ældre kolleger hørte jeg, at dette tidligere ikke havde været god tone, før man havde været 8-10 år på stedet!

   Den gang blev en stor del af de pædagogiske tiltag rent faktisk diskuteret og fastlagt på lærerrådsmøderne - i modsætning til i dag, hvor en pædagogisk linje fastlægges ovenfra og dernæst dikteres det pædagogiske personale. Dette medførte i en årrække adskillige verbale Bråvalla-slag, hvor der virkelig var ting på spil, og hvor magtkampen mellem ”de unge” og ”de ældre” udspillede sig på mange spidsfindige måder.

   Fra den tid har jeg vænnet mig til at sige min mening. Og det forbavser mig ofte, at temmelig mange unge kolleger i dag nærmest finder det lidt overraskende - ja nærmest upassende - at sige tingene lige ud.

   Efterhånden viste det sig dog, at fronten mellem ”de unge” og ”de ældre” var noget kunstig. På mange områder havde vi jo fælles erfaringer og problemer, stod i den samme suppedas, så at sige”. Nogle hårdnakkede gamle traditionalister gik efterhånden på pension - mens vi andre lærte hinanden at kende og fattede gensidig sympati på tværs af de kunstige aldersgrænser. Og de sidste 25 år oplever jeg, at det gensidige kollegiale forhold på N.J. Fjordsgades Skole overordnet set har været endog særdeles godt.

 

   Kulturskred

   Nogle af de gamle gubber på skolen i 1977 har givetvis oplevet det på den måde, at vi unge kom, omkalfatrede hele omgangsformen, kastede de disciplinære traditioner i grams og dermed fratog skolen og lærerne den naturlige autoritet, som de før havde haft. Vi var jo dus med eleverne, gik ikke i jakkesæt eller tækkelig nederdel, nogle var langhårede, og vi gav som sagt udtryk for markante synspunkter.

   Men det er naturligvis at tillægge os alt for stor ære. De kulturelle ændringer, som fulgte med de glade 60ere og opblomstringen af en særlig teenage- og ungdomskultur, var allerede ”old news” i 1976-77. Jeg tror snarere, det gik til på den måde, at en traditionel skole som Fjordsgade i årevis hårdnakket havde forsøgt at bekæmpe ”de opløsende tendenser i tiden” - en kamp, som skolen naturligvis var dømt til at tabe.

   Den kulturelle flodbølge, som rejste sig i tresserne, var virkelig af overvældende styrke. Og da Beatles brød igennem i 1963, var det altså kun 11 år siden, N.J.Fjordsgades Skole havde været maltrakteret i mediemøllen som følge af den herostratisk berømte spanskrørs-affære. Ikke underligt, at dette kulturskred har været en voldsom rystelse for rigtig mange lærere, hvis praksis og idealer grundlagdes i 40rne og 50erne.

   Da ”vi” så kom i 76-77 (mange af ”os” kom både før og efter, men i de to år kom vi så mange på én gang), kunne vi rende allerede åbne døre ind! Og landede i øvrigt i høj grad i de samme problemer som vores ældre kolleger - trods vores mere nutidige idealer.

 

   Børnene

   Børn er altid børn af tiden. Og det er aldrig børnenes skyld! Den tid, de er børn af, har de jo ikke selv defineret. Den er blevet dem påduttet af den ældre generation, og det er forældregenerationens kulturelle idealer, børnene reagerer på.

   Det er jo ikke en bevidst reaktion. De fleste opsnappede bare tidens idealer af frihed og antiautoritet på en aldeles ureflekteret måde, der kunne udmønte sig i larm og kaos, når de stødte sammen med den pædagogiske tradition.

   Det var der, jeg tog grueligt fejl. I min ungdommelige naivitet så jeg mig selv som anfører for børn, der bevidst fulgte de samme frihedsidealer som jeg selv.

   Men børnene så mig som lærer. Oven i købet uerfaren lærer, hvis undervisning var usikker (og derfor på mange måder dybt traditionel), og som havde svært ved at holde styr på dem.

   Heldigvis havde jeg da forbundsfæller. Jeg husker endnu Sanne og Mette i 10. klasse. To stærke veninder, som ikke var særligt interesserede i skolearbejde, men som til gengæld havde et veludviklet instinkt for ”moderlig” omsorg og fair play og et håndfast tag på drengene. Det skete mere end én gang, når jeg hårdnakket forsøgte at undervise, mens drengene i klassen fjumrede rundt, at Sanne og Mette hævede stemmen og sagde: Nu skal I altså opføre jer ordentligt - det er synd for Gudmund!  Og så var der nogenlunde ro, i det mindste en tid. (Tak, Sanne og Mette!)

   Det lærte mig to vigtige ting: Ungerne kunne faktisk godt lide mig! Også de urolige drenge! Når de lavede ballade i timerne, så var det ikke noget personligt, rettet mod mig. Og endnu vigtigere: Jeg kunne godt lide dem! Også de urolige drenge!

   Så måske var det alligevel det rigtige job, jeg havde valgt….

 

   Børn før og nu

   Jeg er ofte blevet spurgt om, hvordan elever er nu i forhold til i gamle dage. Det svar, som spørgeren forventer, er som regel, at de er meget værre nu end før.

   Det er et af den slags spørgsmål, som er vanskeligt at svare objektivt på. For er det nu mig eller ungerne, der har ændret sig?

   Begge dele, naturligvis - men hvordan? Min umiddelbare oplevelse er, at det er lettere at være lærer i dag. Men måske er det bare min erfaring og rutine, der slår igennem i det spørgsmål? Eller skolens elever har i dag en social sammensætning, der gør dem, taget som gruppe, mere minded for boglig undervisning end tidligere?

   Min konkrete erfaring er, at nutidens unge er - dybt forskellige. Men lad gå - jeg vover det ene øje: De er mere selvstændige, velformulerede, konstruktivt kritiske, intellektuelt kreative, utålmodige og frimodige i dag.

   I ”gamle dage” var de fysisk stærkere, mere fandenivoldske, manuelt kreative, som gruppe mere varierede og originale.

   Men allerede ved synet af disse tillægsord indser jeg, at det er halsløs gerning at udslynge den slags sandheder.

   Børn er - til alle tider - i et umiddelbart og konkret forhold til virkeligheden. Og i heldige stunder kan man som gammel, erfaaaren og blasert lærer lade sig smitte - og i vidunderlige glimt genopleve tilværelsens eventyrlighed - punktum!

       

   Kolleger

   Kolleger er jævnt hen et rædsomt folkefærd. Her kommer man med alle sine talenter, meninger og overbevisninger, som man i et blidt og hensynsfuldt filosofisk skoleridt tillader sig at gøre dem opmærksom på - og så kigger de på én med det her store, tomme blik, der siger så meget som: ”Ja, du snakker, og….”

   Halløj, venner! Her har jeg lige sort på hvidt påvist, at Jorden er ved at gå under - og så sidder I der og tænker kun på den seneste skattelettelse.

   Hvad siger I? Har jeg sagt det hele før? 

   Jamen, det bliver da ikke mindre relevant af den grund!

   Om igen: Kolleger er en gave! Med dem kan du dele alle dine pædagogiske oplevelser og bekymringer. For de kender til jobbet. De ved, at det ikke er let. De har mærket på egen krop, hvordan lige præcis dén ”kvikke replik” fra lille Sofus bliver en liden tue, som får det pædagogiske læs til at vælte. Lige præcis det, som forældrene aldrig fatter en brik af….

   De hjælper dig! Hver gang du bér om det! De kan danses med til festerne og snakkes personligt med på lejrskolerne og grines med på lærerværelset, så en træls episode fra sidste time, der ligger som en mørk knude i dit mellemgulv, opløses og bliver til intet i den gensidige forståelses milde lys.

   Heller ikke: Kolleger er ufatteligt irriterende! De roder! De glemmer! De forlægger. De kæfter op med ligegyldigheder til møderne (-når de ville ha meget mere glæde af at lytte til mig.) De har så gode og koncentrerede undervisningstimer, at eleverne absolut mener, de fortjener afslapning i timen efter.

   Og det er naturligvis lige præcis min lektion!

   Nej! Om kolleger må siges det samme, som Benny Andersen siger om kvinder (hvilket mange af dem i øvrigt er!):

   ”Det er besværligt med - det er umuligt uden….”

  

   Frederiksbjerg

   Da jeg kom på N.J. Fjordsgades Skole, var Frederiksbjerg ved at skifte karakter. Det gamle arbejderkvarter led under for små boliger, hvilket medførte, at børnefamilierne flyttede ud, når de fik råd, hvilket mange af dem gjorde i 60erne og 70erne. Det førte til, at elevtallet raslede ned - hvor der før havde været tre skoler, var der nu kun ”os”, og vi var i starten af 80erne nede på under 350 elever!

   Klientellet var særdeles blandet og kom fra alle sociale lag, hvilket gjorde elevgruppen uhomogen - og spændende! Længe leve enhedsskolen! Den rummer mangfoldigheden.

 

   Pædagogik

   Jeg har ofte koketteret med, at jeg ikke interesserer mig for pædagogik. Og min kone (som er pædagog) giver mig ret! Hun kender i hvert fald betydeligt mere til pædagogisk teori end jeg. Sandt er det i hvert fald, at jeg aldrig frivilligt har kastet mig ud i bindstærke værker om pædagogisk teori.

   Til gengæld har jeg læst værker som 16 binds verdenshistorie, 16 binds Danmarkshistorie, Gyldendals Litteraturhistorie i 9 bind, masser af skønlitteratur og meget andet godt. Det interesserer mig nemlig.

   De pædagogiske vinde skifter alligevel sådan cirka hvert fjerde år med nye storme af smarte buzz-words - og de menneskelige pædagogiske fyrtårne bliver til vejrhaner, som skifter med vinden.

   Min interesse ligger i fagene. Og min pædagogiske målsætning er at overbevise ungerne om, at Verden er og bliver det mest sindssygt spændende sted at opholde sig her på egnen!

   Det lykkes langt fra altid. Til min gentagne undren findes der faktisk elever, som jeg ikke KAN overbevise om, at krigen i 1864 er noget af det mest vanvittigt spændende og nutidsrelevante, man overhovedet kan høre om.

   Men NÅR den slags lykkes, er der ikke noget bedre. Den slags oplevelser, hvor man i fællesskab med elever foretager en opdagelsesrejse ind i et stof og synes, man har bragt guld med, når man kommer ud igen - de er alle de mere hverdagslige og rutineprægede timer værd. Jeg prøver altid at fastholde og formidle mig egen ærligt mente begejstring over det eventyr, vi kalder livet, videre til mine elever.

   Nogle højdepunkter fra mit pædagogiske virke: Hverdage

 

   Skolekomedier. I 1985 havde skolen (sjovt nok) 75 års jubilæum. Vi skulle ha stor elev- og forældrefest i Kongreshuset i Amaliegade. Jeg kastede mig med dødsforagt ud i at skrive og i samarbejde med min kære kollega Annette Bergh instruere en moderniseret udgave af ”Kejserens nye klæder”. Blandt andet forsynede jeg kejseren med to døtre (rødstrømpebevægelsen var markant til stede i tiden), af hvilke den ene var naiv og lod sig forføre af en af de listige skræddere, mens den anden (spillet af Sofie Wiwe, dengang 7. klasse, i dag arbejdende i SFO) sammen med en menig soldat gennemskuede det kunstlede og hykleriske hof.

   Kollega Keld Pedersen var kapelmester for elevorkestret, og vi hev vist en pæn succes hjem. Det gav blod på tanden, og i løbet af de næste ca. 15 år skrev og instruerede jeg 7-8 små ”musicals”, som blev opført af elever fra 8.-9. klasse.

   At lave teater er en af de mest intense og givende undervisningsprocesser, man kan tænke sig. Gruppen af medvirkende får en fantastisk fællesskabsfølelse, og premieren er kun ét (det vigtigste) blandt mange højdepunkter. Og bagefter bliver oplevelsen siddende i én i årevis.

   Det er også noget, masser af kolleger har erfaret. Teater bruges i alle former, på alle klassetrin af rigtig mange på N.J. Fjordsgades Skole.

   Vi har også i mange år haft masser af opsøgende forestillinger - og klasser i teatret i fx Filuren, Gruppe 38 og andre. Det har jeg været med til at formidle som skolens teaterkontaktmand gennem 30 år.

   Lejrskoler: Lejrskoleoplevelsen kan i intensitet måle sig med teateroplevelsen. I langt de fleste tilfælde bliver klassens fællesskab voldsomt styrket på en lejrskole, og de naturmæssige og kulturelle oplevelser sætter sig godt fast hos de fleste.

   Jeg har været på vel 25-30 lejrskoler i min tid. Blandt de bedste oplevelser har været Internordisk Lejrskole, hvor fire 9.klasser fra Norge, Sverige, Finland og Danmark er sammen på lejrskole. Det er noget, der styrker oplevelsen af en fællesnordisk identitet og kultur, som ellers nok kan forekomme nedvurderet i disse globale tider, ikke mindst i Danmark.

 

   Asger Jorn og Niels Balder

   7.klasse. Vi skal på kanotur på Gudenåen. Jeg står en dag og gennemgår rute og program i klassen. Da jeg er færdig, rækker klassens flabede charmetrold, Niels Balder, fingeren i vejret og spørger med forhåbning i stemmen: Gudmund, vil det sige, at vi slet ikke skal på et eneste museum?

   Fra klassen lyder en hviske: Så hold dog kæft, Niels!  Men det er for sent. Jeg har indset min forglemmelse og udbryder: Du siger noget, Niels. Det har jeg da fuldstændig glemt! Men ved I hvad, når vi kommer til Silkeborg, parkerer vi kanoerne og lister op og ser Asger Jorn-museet. Det ligger ganske tæt ved. Tak skal du ha, Niels - jeg bestiller en rundvisning med det samme!

   Niels er ikke ret populær i klassen resten af den dag!

   Da vi på tredjedagen når frem til Silkeborg, øser det ned, og vi er drivvåde. Men vi fortøjer vore skuder og begiver os op til museet.

   På vejen fortæller Niels mig om sin ulykkelige barndom. Han er nemlig belemret med en intellektuel far, som slæber ham på museer ustandselig! Jeg forstår ham godt og mindes i mit stille sind, da jeg selv var 13, og min far slæbte mig rundt til dødssyge helleristninger på Bornholm. Og jeg ville endda meget hellere spille minigolf!

   Museumspædagogen er den bedste, jeg nogensinde har oplevet. I stedet for at hive os fra billede til billede og fortælle, placerer hun gruppen foran et billede og spørger dem, hvad de ser. På den måde får hun åbnet deres øjne, så de virkelig begynder at se billederne og give deres egne bud på billedets verden. Vi ser vist kun 8 billeder - blandt andet mit yndlingsbillede, ”Stalingrad”, som vi dvæler længe ved.

   På vej gennem regnen ned til kanoerne igen kommer Niels hen og siger lavmælt: Gudmund, jeg skal sige dig noget. Det var faktisk temmelig interessant.

   Men du vover på at fortælle det til min far!

 

   Snart ved vejs ende

   Jeg har altid lagt vægt på, at på lejrskoler skal der eddermame opleves noget. Således også i Prag sidste sommer med 7.A. Der var sandelig ”gang i opleveren”, og jeg erfarede for første gang, at jeg havde et vist besvær med at følge med i mit eget tempo. Så jo - man bliver gammel….

   Næste år skal jeg til Harbin i Kina med kommende 9.A. Det kan man da kalde en effektfuld afslutning på min lejrskolekarriere!

   Men så er det også ved at være slut. Når 9. slutter, er jeg 63½, og så er det på tide at gå af. Det skal jo helst ske, inden elever og kolleger begynder at hviske i krogene, at nu er det vist på tide, at den gamle nar trækker sig tilbage i god ro og orden.

   Det er mange år siden, at jeg har kunnet være ung med de unge. Hvis jeg forsøgte, ville resultatet være både pinligt og latterligt. Men gammel med de unge kan man altid være. Det giver simpelthen så meget at være sammen med unge mennesker. Deres blåøjede livsappetit virker så smittende, at man kommer til at føle sig i et umiddelbart, spontant forhold til tilværelsen - selv om man slæber rundt på en grusom dynge dyrekøbte erfaringer.

 

   Erfaringer

   Erfaringer er billetter til et tog, der er kørt - har en klog mand eller kvinde sagt engang. Da jeg var ung, troede jeg som bekendt, at jeg havde set lyset og vidste, hvordan verden skulle se ud.

   I dag bilder jeg mig ind at vide, at vi kan lignes ved dråber i en mægtig strøm. Og hvis vi står ved en strøm og ønsker at vide, hvilke spor vi sætter med vores liv, så kan vi sætte den berømte finger ned i strømmen - og se, hvilke spor, der bliver tilbage, når vi trækker den op igen.

   For et ungt menneske er det nok en deprimerende erkendelse - men ikke for mig. Det gælder bare om at være en dråbe med liv og sjæl, helst en god dråbe. Den opfattelse fratager mig på ingen måde min lyst til at ”være dråbe” eller min betydning som en del af den samlede strøm. Men den fratager mig troen på muligheden af at nå frem - af tusindårsriget.

   Og gudskelov for det.

   Der er også deprimerende erfaringer. Alt for mange ting tyder på, at - ikke så meget jeg, men mine børn, mine børnebørn, mine elever - vil komme til at opleve en verden og en tid, der medfører problemer, som vi i dag dårligt nok kan forestille os. Klimatruslen kender vi alle. Men ”grådighedstruslen”, som for mig at se bringer både demokratiet og humanismen under pres, er for mig langt større, fordi den er ophøjet til officiel samfundsideologi, og fordi den forhindrer, at vi kan gøre noget effektivt ved de enorme problemer, vi står overfor.

   Jeg er kort sagt ikke specielt optimistisk. Og hvordan formidle tilværelsens eventyrlighed, når man dybest set tror, at det hele går ad helvede til?

   Digteren Ivan Malinowski har et digt, som hedder: ”Leve, som om der var en fremtid og et håb.”

   Altså, på med dråbeidentiteten. Du fik dit løb i tidens flod. Du kastede dig ud i den med saftig appetit.

   Du skulle skamme dig, hvis du berøvede de unge livsappetitten og håbets mulighed. Thi forsøget på at give dét videre til dem - var netop det, som gav dit eget dråbeliv mening!

 

                                                                                                                Februar 2010

 

                                                                                                             Gudmund Auring